SRP 2014 Politisk kommunikation med fokus på Johanne Schmidt-Nielsen

Transkript

1 SRP 2014 Politisk kommunikation med fokus på Johanne Schmidt-Nielsen Udarbejdet af: NN 3e01 Sct. Knuds Gymnasium

2 Abstract This paper examines how the development of the media has affected the political communication between politicians and citizens. The paper explains the state of the media in the late modern society and analyses how the politician Johanne Schmidt-Nielsen acts and behaves in the media. The paper includes a discourse analysis and a rhetorical analysis of a speech by Johanne-Schmidt-Nielsen, an analysis of her argumentation and body language in a TV-debate and a look on some of her updates from her Facebook site. Furthermore, the paper evaluates Johanne-Schmidt Nielsen s influence and importance for the party Enhedslisten, and in connection with that her own personal appearance. Additionally, the paper discusses the strengths and weak points of the late modern state of media, including turning it up against democracy ideals. It is shown that the political communication has been widely affected by the development of the media. The communication goes almost entirely through the mass medias and social medias. The mediatization leads also to the problem that politicians have to be conspicuous and use a lot of rhetorical tricks to influence the political agenda. Finally, the paper concludes that there are both strengths and weak points of the late modern state of media.

3 Indholdsfortegnelse Indledning 1 Mediernes funktion i det senmoderne samfund 1-5 Ø Medialiseringen af den politiske kommunikation 2 Ø Spin og sproget som magtmiddel 2-3 Ø Personliggørelse og amerikanisering af politikken 3-4 Ø Det globale mediebillede og sociale medier 4-5 Ø Delkonklusion 5 Johanne Schmidt Nielsens optræden i medierne 5-13 Ø Tale af Johanne Schmidt-Nielsen 5-8 Ø Johanne Schmidt-Nielsens retorik og brug af appelformer 8-9 Ø Delkonklusion 10 Ø Johanne Schmidt-Nielsen i den politiske TV-debat Ø Johanne Schmidt-Nielsen på Facebook Ø Delkonklusion 13 Johanne Schmidt-Nielsens betydning for Enhedslisten Ø Delkonklusion 14 Styrker og svagheder ved det modernes mediebillede Konklusion 19 Litteraturliste Bilag 23-25

4 Indledning I de seneste år er der sket en ændring i den politiske kommunikation. Der er sket en medialisering af denne, hvilket betyder, at medierne har fået en større rolle i det danske repræsentative demokrati. Medierne kaldes i dag for den fjerde statsmagt, og er det primære forum, hvor politikere og vælgere kan kommunikere. Dette gør også, at samspillet mellem medierne, altså journalister, og politikere bliver tættere. Medialiseringen bliver tydeliggjort i politiske debatter, som har ændret sig fra at foregå ansigt til ansigt, til at foregå gennem massemedier såvel som sociale medier. I denne opgave vil der blive taget udgangspunkt i politikeren Johanne Schmidt-Nielsen, som har været aktiv i politik siden 1997, og er Enhedslistens politiske ordfører samt ligestillings-, integrations-, indfødsrets- og asylordfører. I 2006 blev hun valgt ind i Enhedslistens hovedbestyrelse og forretningsudvalg, og i marts 2009 blev hun Enhedslistens første politiske ordfører. Siden det år er Johanne Schmidt-Nielsen blevet set på som værende partiets egentlige leder. Johanne Schmidt-Nielsen er en af de politikere, der trods hendes beskedne 30 år, har taget medialiseringen til sig, og som med sin gennemslagskraft ved præcis hvordan hun skal agere i medierne, for at få blive set og hørt. Men hvordan bruger politikerne, og ikke mindst Johanne Schmidt-Nielsen, denne medialisering, og hvad har medialiseringen egentlig af betydning for demokratiet? Dette er nogle af de spørgsmål, som via forskellige analysemetoder, vurdering og diskussion vil blive forsøgt besvaret i denne opgave. Mediernes funktion i det senmoderne samfund Helt tilbage fra enevældens fald har vestlige demokratier adskilt magten i tre instanser, nemlig den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt. Disse tre skal kontrollere og holde skak med hinanden. I det danske repræsentative demokrati vælger befolkningen nogle politikere til at varetage deres interesser, og disse politikere skal tage beslutninger i folkets sted. For at kunne holde øje med, om de folkevalgte politikere lever op til den magt de repræsenterer, kræver det, at borgerne får information om politikernes handlinger og beslutninger. Medierne får herved rollen som den kontrollerende magt. En magt der kontrollerer det politiske system. Medierne bliver i dag omtalt som den fjerde statsmagt, der skal sørge for, at holde politikerne i ørerne, og informere borgerne om, hvilke beslutninger der træffes i det politiske system. Medierne kan også ses som demokratiets vagthund, der vogter over politikernes gøren og laden. En anden opgave, som medierne skal varetage, er at informere politikerne om, hvilke ønsker og krav befolkningen har til det politiske system

5 Medierne spiller altså i dag en central rolle som bindeled mellem magthavere og resten af befolkningen. 2 Medialiseringen af den politiske kommunikation Man kan altså tale om, at der er sket en medialisering af den politiske kommunikation. Dette beskriver, som skrevet i indledningen, den generelle udvikling i mediernes rolle i demokratiet. Herved forstås det, at det er medierne, der bestemmer den politiske kommunikations form og struktur. 3 Medierne er altså med til at bestemme det politiske indhold, da det som oftest er medierne, der sætter politiske diskussioner på den politiske dagsorden. Medialiseringen af politik betegner altså, at medierne er blevet det centrale talerør for den politiske diskussion, både for borgere, politikere og organisationer. 4 De gamle arenaer for politisk magtkamp, som man havde i det traditionelle samfund, som fx talerstole ved politiske møder, er blevet erstattet af massemedierne, og af disse især de hurtige elektroniske medier som radio, TV og internet. 5 Den kommunikation vælgere i dag deltager i, foregår altså ikke ansigt til ansigt med politikerne, men derimod gennem medierne. Medierne er også i dag det centrale omdrejningspunkt for meningsdannelsen. 6 Spin og sproget som magtmiddel Medialiseringen af den politiske kommunikation indebærer, at politikerne må arbejde målbevidst med at komme i medierne. 7 I dag skal politikere og partier gøre et grundigt stykke arbejde et spin hvis de vil komme frem i medierne. 8 Igennem en del år har især toppolitikere haft såkaldte spindoktorer til at hjælpe sig med at håndtere forholdet til medierne. Politikere har altid været bevidste om, hvordan de kan erobre sig den politiske dagsorden, men der er ingen tvivl om, at de er begyndt at være mere strategiske i håndteringen af forholdet til medierne. 9 Medier og politikere kan også påvirke den politiske dagsorden, ved at fremstille en sag på en bestemt måde. Man taler om priming, timing og framing. Priming betyder markedsføring af en politik, ved ofte at omtale denne med et bestemt ordvalg, eller i god tid at lade noget af indholdet sive ud til offentligheden, og dermed skabe en positiv forhåndsforventning hos befolkningen. Herefter benyttes timing, 2 Merkelsen, Henrik; Magt og medier, Forlaget Samfundslitteratur, 2007 s Christiansen, Peter Munk & Asbjørn Sonne Nørgaard; Demokrati, magt og politik i Danmark, Forlaget Gyldendal, 2009 s Sørensen, Kjeld Mazanti; Ideologier og diskurser - sprog, magt, politik, Forlaget Colombus, 2010 s Gregersen, Rune Valentin; MedierNU, Forlaget Systime A/S, 2011 s Christiansen, Peter Munk & Asbjørn Sonne Nørgaard; Demokrati, magt og politik i Danmark, Forlaget Gyldendal, 2009 s Ibid s Ibid s. 164

6 som går ud på, at hele initiativet offentliggøres på det rette tidspunkt. Endelig sørger man for, at medierne giver initiativet den ønskede vinkling via framing. 10 Udover at prime, time og frame, bruger mange toppolitikere som sagt spindoktorer, og der findes fire forskellige former for spin. Disse er instrumentelt spin hvor man søger at udnytte mediernes rutiner og særlige logik, interaktionelt spin hvor man snakker uden om, latterliggør modstanderen og benægter faktuelle forhold, identitetsmæssigt spin hvor man forsøger at skabe et bestemt billede af sig selv eller sine modstandere, og endelig semantisk spin hvor man overbeviser folk via retoriske kompetencer, diskurser og argumentationsteknikker. 11 Spin er altså et kneb, der er i bund og grund bruges til at sikre, at budskabet trænger igennem til offentligheden, eller til at få politikeren eller vedkommendes budskab til at se pænere ud. Spin ville ikke kunne fungere uden brug af retoriske- og sproglige virkemidler og argumentationsteknikker. Gennem bevidst brug af disse kan man få andre til at handle på en bestemt måde. Sproget er altså et magtmiddel, som især politikere kan benytte sig af til at overbevise, overtale, skabe opbakning og sætte dagsordener. Der er delte meninger om, hvorvidt man kan kritisere politikerne for at bruge disse midler, for når man skal have sit politiske budskab ud gennem de medier vi har i dag, bliver man nødt til at gøre hvad der er nødvendigt for at blive hørt og få sine synspunkter gennemført. 12 Dette vil yderligere blive diskuteret i diskussionen. Personliggørelse og amerikanisering af politikken Medierne forenkler og intensiverer de ofte komplekse problemstillinger, fordi de fokuserer på at skulle levere et produkt, der kan nå ud til så mange som muligt. Medierne trækker fronterne skarpt op, og personliggør de politiske uenigheder. De ting, som medierne bringer frem i lyset, er derfor set en smule ovenfra, og dette medfører, at borgerne som oftest kun får et overfladisk billede af ellers komplekse problemstillinger. Medierne bliver en betydelig magtfaktor i politik, som politikerne har et had-kærlighedsforhold til. De kan ikke undvære medierne som arena for politik og personlig profilering. 13 Man kan tale om, at der er sket en personliggørelse af politikken. Eftersom mange partier i de senere år er blevet catch-allpartier, og den gamle venstre-højre dimension er blevet erstattet af en værdipolitisk dimension, som teoretikeren Daniel Bell siger 14, ligner de forskellige partiers 10 Sørensen, Kjeld Mazanti; Ideologier og diskurser - sprog, magt, politik, Forlaget Colombus, 2010 s Ibid s Ibid s Ibid s Christiansen, Peter Munk & Asbjørn Sonne Nørgaard; Demokrati, magt og politik i Danmark, Forlaget Gyldendal, 2009 s. 70

7 partiprogrammer i højere grad hinanden. 15 Dette betyder, at den enkelte politiker og vedkommendes personlighed kommer mere i fokus, fordi man altså må spille på noget andet. Medierne bidrager altså til den personificering, der er sket indenfor dansk politik nemlig at enkeltpersonernes rolle og funktion i stigende grad tillægges betydning indenfor politikken. Hertil kan man også tale om det politiske superbrand, og dette vil blive uddybet i analysen af Johanne Schmidt-Nielsens optræden i medierne, og i vurderingen af hendes betydning for Enhedslisten. I det senmoderne mediebillede er der også sket en amerikanisering af politikken. Medierne har ændret vilkårene for den politiske dialog, og partiforeningerne har mistet deres tilslutning. Mellem 1950 og 1970 var der hvert år ca vælgere, der var medlem af et politisk parti. Siden den tid er det gået nedad bakke, og i 2010 var der kun ca vælgere, der var medlem af et politisk parti. 16 Der stilles altså i dag større krav til den politiske kommunikation, da vælgernes nære tilknytning til de politiske partier er blevet afløst af mere kortvarige relationer, hvor vælgerne tager stilling til hvem de vil stemme på, lige op til valget. 17 De traditionelle kernevælgere er blevet afløst af marginalvælgerne, som stemmer efter partiernes holdninger i enkeltsager, i stedet for som tidligere, efter partiernes ideologiske grundholdninger. Disse forhold kræver, at politikerne er gode til at agere i medierne. Det globale mediebillede og sociale medier Medialiseringen af den politiske kommunikation har medført, at nye medier er kommet til at spille en større rolle i kommunikationen mellem vælgere og politikere. Massemedierne er stadig den største medieinstans i det senmoderne samfund, og teoretikeren Anthony Giddens mener, at globaliseringen har medført, at vi i det senmoderne samfund får informationer og nyheder uafhængigt af tid og rum. 18 Men det er i dag ikke kun massemedierne, som bliver brugt af politikerne til at nå ud til vælgerne. I takt med, at sociale medier er blevet alment accepterede, og brugt blandt befolkningen, har politikerne også taget de sociale medier til sig. Politikerne kan i dag oprette en profil på Facebook og/eller Twitter, og derfra nå direkte ud til vælgerne ved at skrive statusser, uploade billeder eller lignende. Her kan politikerne skabe et bestemt billede af dem selv, altså profilere sig selv. Også vælgerne gør brug af fx 15 Christiansen, Peter Munk & Asbjørn Sonne Nørgaard; Demokrati, magt og politik i Danmark, Forlaget Gyldendal, 2009 s Merkelsen, Henrik; Magt og medier, Forlaget Samfundslitteratur, 2007 s

8 Facebook til at diskutere og søge informationer under en valgkamp. 19 Der er intet filter på sociale medier, og derfor giver de politikerne en enestående mulighed for at komme direkte og hurtigt ud med deres budskaber til vælgerne og diskutere med dem. Med mindst ét opslag på Facebook om dagen, er Johanne Schmidt Nielsen en af de danske politikere, som gør allermest brug af sociale medier til personlig profilering og kontakt med vælgerne. Delkonklusion Medierne er for både politikere og borgere blevet det centrale talerør for politisk diskussion, og politikerne må derfor arbejde hårdt, og gøre brug af spin, diskurser og argumentationsteknikker, for at få deres budskab ud. Alt i alt kan man altså sige, at den kommunikation der foregår i dag mellem politikere og borgere stort set kun går gennem massemedierne, men også sociale medier er blevet et middel som mange politikere tyer til, for at komme igennem med deres politiske budskab, og bruger til personlig profilering. Johanne Schmidt-Nielsens optræden i medierne Med afsæt i en tale af Johanne Schmidt-Nielsen, et klip fra en politisk debat, og nogle indlæg fra hendes Facebook-profil, vil det nu blive demonstreret hvordan en politiker først og fremmest benytter sig af sproget som magtmiddel via retoriske- og sproglige virkemidler, argumentationsteknikker og diskurser. Endelig vil der også blive kigget på, hvordan Johanne Schmidt-Nielsen profilerer sig selv på sociale medier som Facebook. Tale af Johanne Schmidt-Nielsen For at gøre rede for kommunikationssituationen, gøres der brug af Ciceros pentagram. 20 Talen, der vil blive taget udgangspunkt i, blev holdt af Johanne Schmidt-Nielsen til folkemødet i Allinge på Bornholm i juni Dog er talen efterfølgende blevet lagt op på internettet, så alle har mulighed for at læse den. Dette afspejler det senmoderne mediebillede, hvor borgerne ikke længere deltager i politiske møder, som fx folkemødet. Fokuspunktet i talen er det forgangne politiske år, men også fremtiden. Tilhørerne for denne tale er selvfølgelig de, som var til stede på folkemødet, men også hele Danmarks øvrige 19 Jensen, Jakob Linaa & Jesper Tække; facebook fra socialt netværk til metamedie, Forlaget Samfundslitteratur, 2013 s nne%20schmidt-nielsen.pdf (Følgende henvisninger til denne tekst vil blive markeret ved parentes i teksten)

9 befolkning og politikere, derfor er sproget også meget let forståeligt og enkelt. Johanne Schmidt-Nielsen bruger også talen til at indgyde håb for en bedre og stærkere fremtid for Danmark, hvor de stadig uløste problemer skal løses i fællesskab. Talen er delt op i syv naturlige afsnit med tilsvarende syv overskrifter, som Johanne Schmidt-Nielsen selv har inddelt. I hvert afsnit er der ét eller flere temaer som bliver uddybet. Hun starter med et anslag eller indledning, hvor hun refererer til Martin Andersen Nexøs roman Pelle Erobreren, som handler om drengen Pelle og hans far, der lever et hårdt liv som arbejdere med dårlige arbejdsvilkår, og bliver undertrykt af arbejdsgiverne. Denne historie danner rammen om hele talen, og Johanne Schmidt-Nielsen bruger den til at skildre netop dét skrækscenarie af et samfund, som hende og Enhedslistens politik vil forhindre udviklingen af. Ydermere foregår Pelle Erobreren på Bornholm, ligesom folkemødet, og dette gør historien til den perfekte ramme omkring talen. Herefter kommer et afsnit hvor der primært fokuseres på, at vi heldigvis har bygget et samfund med et sikkerhedsnet, har fået fagforeninger og lignende, så vi ikke ender som Pelle Erobreren. Ydermere tager hun også i dette afsnit afsæt i krisen med slagteriet Danish Crown på Bornholm, hvor stærke og modige medarbejdere nægtede at gå ned i løn, selvom de kunne risikere at miste deres job. Her kritiserer Johanne Schmidt-Nielsen virksomhedsejere, der prøver at udnytte deres medarbejdere. Dernæst kommer et afsnit hvor hun priser de bornholmske slagteriarbejdere for ikke at gå på kompromis. I det fjerde afsnit kritiserer hun den førte politik det forgange år, hvor der er blevet givet selskabsskattelettelser og arbejdsgiverne har historisk høje overskud. Hun kommer herefter med direkte forslag til, hvordan de danske politikere, især regeringen, burde forme det danske samfund. I næste afsnit fokuseres der udelukkende på emner som fællesskab, lighed, frihed, tryghed og ligestilling. Alt dét, som rigtig socialistisk politik indebærer og bygger på. I sjette afsnit beordrer hun regeringen til at føre den politik som de rent faktisk står for nemlig den røde og hun kritiserer den borgerlige opposition. Hun gør det klart, hvad hun ønsker: En rød regering, der fører rød politik. Afslutningsvis, i sidste og syvende afsnit, går hun tilbage til fortællingen om Pelle Erobreren og slagteriet Danish Crown, som har fungeret som en ramme for talen. Hun tilkendegiver sine håb og ønsker for fremtidens Danmark. Eftersom talen bliver holdt ved et folkemøde, som holdes hvert år, skal temaerne og emnerne i teksten ses i lyset heraf. Disse er som sagt kritik af den politik regeringen har ført, og håb og ønsker for fremtiden. Johanne Schmidt-Nielsen bruger nogle bestemte diskurser i talen. En diskurs er en måde at tale om et emne eller et fænomen på. Man kan gennem diskurser få andre til at blive opmærksom på visse emner eller fænomener, og få dem til at

10 have nogle bestemte tanker, holdninger og følelser i forhold til dem. 22 De dominerende diskurser i denne tale er en meget socialistisk diskurs, en kritisk diskurs og en fællesskabsdiskurs. I teksten kan der også findes en række nodalpunkter, som er nøgleord, der er grundlæggende for diskursen. 23 Disse er fællesskab, solidaritet, tryghed og lighed. Herefter er der ækvivalenskæder, som er de ord der meningsmæssigt knytter sig til et nodalpunkt. 24 Et eksempel på en ækvivalenskæde fra denne tale tager udgangspunkt i nodalpunktet fællesskab, og lyder således: fællesskab ansvar stå sammen vi vores gribe hinanden medansvar solidaritet sikkerhedsnet. Herefter når vi til de flydende betegnere, som egentlig er ligegyldige ord, men som sammen med nodalpunkterne skaber en bestemt betydning. 25 I denne tekst findes der flydende betegnere som fx frihed, ansvar, krav, omlægning, forventning, kun rimeligt. Disse er ord, som i princippet godt kunne have været brugt af en borgerlig politiker, men i denne sammenhæng formår Johanne Schmidt-Nielsen at skabe en helt bestemt betydning, ved at bruge dem i en socialistisk sammenhæng og fx tale om frihed for lønmodtagere ikke kapitalejere og ansvar for hinanden ikke ansvar for sig selv. Dét, at hun bruger disse ord, som egentlig ville være nodalpunkter i en borgerlig diskurs, gør, at hun når ud til mange vælgere ved at overtage de ord, som ikke normalt ville ligge til en socialist. I teksten bliver flere grupper af mennesker omtalt. Disse er regeringen og statsministeren, virksomheder/virksomhedsejere, lønmodtagere og til sidst også kort to politiske profiler fra oppositionen. Hvis vi starter med regeringen og statsministeren, Helle Thorning, bliver disse beskrevet negativt. De karakteriseres som værende bange for virksomhederne, og som dumme, fordi de har gjort det muligt for virksomhederne at forurene billigere. Johanne Schmidt-Nielsen beskriver også regeringen som værende uansvarlige, fordi de ikke løser de åbenlyse problemer i samfundet, som hun mener der er. Hun mener også, at regeringen snyder vælgerne, når de flere gange har indgået forlig med Lars Løkke og oppositionen, og har ført en, efter hendes mening, ikke-socialistisk politik. Virksomhederne, og især virksomhedsejere, bliver også kritiseret på det groveste i talen, og hun tager udgangspunkt i ejerne af Danish Crown, der stillede urimelige krav til deres medarbejdere. Hun bruger generelt Danish Crown sagen til at afspejle samfundet. Hun omtaler virksomhedsejerne og deres gerninger med ord som uforskammede og kyniske, og hun mener, at de udnytter mennesker og truer og presser lønmodtagerne. I talen omtaler hun også lønmodtagerne, som hun selv giver udtryk for hun er en del af. Dette kommer til udtryk 22 Sørensen, Kjeld Mazanti; Ideologier og diskurser - sprog, magt, politik, Forlaget Colombus, 2010 s Ibid s Ibid s Ibid s. 134

11 via de mange gange hvor hun siger: vi og vores når hun taler om lønmodtagerne, fx hvor vi som lønmodtagere måtte bukke og skrabe (s. 1 l ) eller at arbejdsgiveren stadig har voldsomt stor magt til at gribe ind i vores liv. (s. 1 l.26-27) Lønmodtagerne bliver karakteriseret som de gode, og det store flertal, der kæmper og arbejder for et bedre samfund. Igen med afsæt i Danish Crown-sagen bliver arbejderne/lønmodtagerne karakteriseret som de modige og stærke. Denne modsætning mellem lønmodtagerne, som Johanne Schmidt-Nielsen identificerer sig med, og føler solidaritet med, og virksomhederne, kommer til at fungere som en antitese gennem hele talen. Johanne Schmidt-Nielsens retorik og brug af appelformer Sproget er som sagt et magtmiddel i det senmoderne mediebillede, og i talen har Johanne Schmidt-Nielsen også gjort brug af en lang række retoriske og sproglige virkemidler, for at overbevise modtageren om, at hendes synspunkter er de rigtige. Hun bruger allusion, da hun refererer til Lars Løkkes tøjkrise via sætningen: Uh, bare Lars Løkke dog var statsminister. Heller ikke selvom han er pæn i tøjet. (s. 5 l. 28) eller da hun skriver, at regeringen skal droppe den der Vestager-kynisme om at sådan er det jo. (s. 5 l. 13). Her refereres der til et citat af Radikale Venstres partileder Margrethe Vestager, som hun udtalte, da hun blev bedt om at forholde sig til, at regeringens ændringer på dagpengeområdet ville betyde, at en lang række danskere efter årstusindsskiftet ville miste retten til dagpenge. 26 Et retorisk virkemiddel, der bliver gjort enormt stort brug af i talen, er anaforer. Eksempler på disse er fx: Til gavn for det store flertal. Til gavn for samfundet (s. 1 l. 28), Manden, der tilsyneladende er villig til at sælge ud af hvad som helst, hvis bare han kan få sig et par grænsebomme. Manden, der opfandt dagpengeforringelserne (s. 5 l.30-32) og Det fællesskab skal vi værne om. Det fællesskab skal vi udvikle. Det fællesskab skal vi bygge fremtiden Danmark på (s. 6 l ). Der er også en apostrofe, hvor Johanne Schmidt Nielsen henvender sig direkte til regeringen Kom nu, regering ( s. 3 l. 24). To steder i talen (s. 3 & 6) starter hun sætninger efter hinanden med: Lad os og det virker både anaforisk og som en apostrofe. Der gøres også brug af gruppeord, som fx de tre grupper der er nævnt ovenfor, nemlig regeringen, lønmodtagerne og virksomhederne/virksomhedsejerne. Ydermere gør hun også brug af et retorisk spørgsmål: Burde vi ikke kunne forvente bare lidt større ansvar ( ) som har skabt rammerne for virksomhederne succes (s. 3 l. 9-10), hvilket får modtageren til at reflektere. Afslutningsvis gør hun også brug af billedssprog, nærmere betegnet metaforer, som fx at gribe hinanden (s. 1 l. 21), at vi lægger os fladt ned for (s. 3 l. 7) og Vi får tudet ørerne fulde af (s. 3 l. 21). Johanne Schmidt-Nielsens ordvalg i talen 26

12 er yderst bemærkelsesværdigt, og hun formulerer sig således, at det er svært at stille spørgsmålstegn ved hendes udsagn. Hun kommer med påstande, som er svære at stille sig kritisk overfor, fordi det er nogen, som er alment accepterede. Et eksempel på dette er fx: Det er oven i købet blevet billigere for virksomhederne at forurene. Det virker fuldstændig vanvittigt i en tid, hvor ingen vel efterhånden er i tvivl om, at vi står over for katastrofale klimaforandringer (s. 3 l. 3-5). Hun bruger også meget stærke udsagnsord som fx brokke sig, kræve og bekæmpe. Også gentagelser bliver brugt i talen, især ordet fællesskab står skrevet i forskellige afskygninger hele otte gange på side 4. Hun gør også brug af priming, hvor hun omtaler hendes politik med et bestemt ordvalg, fx: Lad os sammen skabe et robust og retfærdigt dagpengesystem (s. 5 l ). Endelig er sætningsopbygningen i talen præget af korte og let forståelige sætninger, hvor nogle sætninger kun består af ét ord. Endnu et kneb som mange politikere gør brug af, når de vil have deres budskab ud gennem det senmoderne mediebillede, er appelformerne logos, etos og patos 27, og Johanne Schmidt-Nielsen er ingen undtagelse. I denne tale gør hun flittigt brug af alle tre appelformer. Logos bruger hun bl.a. når hun flere gange henviser til faktuelle tal og undersøgelser: Forleden var der en undersøgelse, der viste, at næsten 90 procent af danskerne er tilfredse med at betale skat (s. 4 l ). Dét, at Johanne Schmidt-Nielsen bruger fortællingen om Pelle Erobreren som en ramme omkring hendes tale, appellerer til modtagerens patos og fungerer også som en slags lignelse, hvor hun ved at fortælle historien argumenterer for synspunktet, at det er godt vi er kommet væk fra det samfund, som Pelle levede i. 28 Pelle Erobreren bliver i talen et billede på alle lønmodtagere, som må kæmpe en kamp for gode lønninger og arbejdsvilkår. Den generelle tendens i talen, hvor Johanne Schmidt-Nielsen føler solidaritet og medfølelse med samfundets mest udsatte er også en patos-appel i sig selv. Som enhver anden dansk politiker gør Johanne Schmidt-Nielsen selvfølgelig også brug af appelformen etos. Dette gør hun bl.a. ved, at fortælle, at hun har været på besøg i pensionistklub på Østerbro (s. 2 l. 14), og ved at citere hendes ven Walid, som flygtede til Danmark fra Afghanistan som barn (s. 4 l ). Herigennem skaber hun troværdighed. Hun appellerer også til modtagerens etos, ved at være sympatisk, og lige netop hendes sympati kommer selvfølgelig til udtryk gennem Enhedslisten meget venstreorienterede politik. 27 Beck, Steen & Hanne Richardt Beck; Gyldendals studiehåndbog, Forlaget Gyldendal, 2008 s Ibid s. 110

13 Delkonklusion Johanne Schmidt-Nielsens brug af gentagelser, anaforer, kort sætningsopbygning, billedsprog, appelformer, stærke udsagnsord og apostrofer via direkte opfordringer til regeringen i denne tale, hjælper hende til at få sit budskab ud via det centrale talerør for politisk diskussion, medierne. Man får følelsen af, at hun råber noget ud og hun råber højt og det er netop dét som er nødvendigt i det senmoderne mediebillede. Det er nødvendigt at skære tingene ud i pap, og kommunikere meget direkte, hvis man vil have sit budskab ud, da medierne forenkler og intensiverer ellers komplekse problemstillinger. Johanne Schmidt-Nielsen i en politiske TV-debat Under valgkampen i 2011 var der traditionen tro en partilederrunde før folketingsvalget. Denne løb af stablen tirsdag d. 13. september 2011 kl i DR s koncertsal. Med i debatten var Villy Søvndal (F), Pia Kjærsgaard (O), Helle Thorning Schmidt (A), Lars Barfoed (C), Margrethe Vestager (B), Lars Løkke Rasmussen (V) og selvfølgelig Johanne Schmidt-Nielsen (Ø). I det følgende vil der blive analyseret på Johanne Schmidt-Nielsen optræden i et åbent forum på direkte TV via et kort klip fra partilederrunden. 29 For at redegøre for kommunikationen bruges Harold Laswells kommunikationsmodel. 30 Her prøver afsenderen, Johanne Schmidt-Nielsen, at komme ud med sit budskab om, og gøre opmærksom på, at Lars Løkke burde tage ansvar, og tale om sin egen politik i stedet for alle andres. Dette gør hun gennem kanalen DR1 på direkte TV. Hendes modtager er selvfølgelig Lars Løkke, men også hele Danmarks befolkning, og hun siger dette med den effekt at håbe på, at folk vil blive opmærksomme på Lars Løkkes manglende seriøsitet. Hun får sit budskab ud via argumentation, og til at analysere denne bruges Stephen Toulmins argumentationsmodel, som er god at bruge når man skal gøre rede for, hvordan argumenter er bygget op. 31 Johanne Schmidt-Nielsens påstand i dette klip er, at Lars Løkke, som er statsminister i Danmark, ikke har nogen plan: Jeg synes faktisk du skulle bruge de her sidste par dage på at fortælle ( ) hvad du vil gøre for at løse det problem (1:28-1:48). Hendes belæg for dette er, at Lars Løkke har brugt al tiden på at tale om hvad Helle Thorning vil gøre ved det: i stedet for kun at snakke om hvad Helle vil. (1:46-1:48). Hendes hjemmel er, at Lars Løkke i princippet ikke har noget at gøre med Helle Thorning. Ydermere bruger hun en styrkemarkør i form af ordene mange, mange: end alle de mange, mange 29 (Følgende henvisninger til dette klip vil blive markeret ved parentes i teksten) Beck, Steen & Hanne Richardt Beck; Gyldendals studiehåndbog, Forlaget Gyldendal, 2008 s

14 milliarder som Lars Løkke mener (0:53-0:54) og gendrivelse, da hun siger, at hun heller ikke er enig med Helle Thorning: Jeg tror ikke det er nogen hemmelighed, at jeg er ikke vild med de der 12 minutter, men.. (0:45-0:49). Endelig bruger hun også en rygdækning, hvor hun siger, at alle ved, at Lars Løkke er uenig med Helle Thorning: Det kommer nok ikke som et chok for nogen, at du ikke er enig med Social Demokraternes politik. (1:14-1:18). Som nævnt i redegørelsen, vil der yderligere blive brugt det politiske superbrand, til at analysere på hendes optræden i medierne. Det politiske superbrand er en karakteristik af en helt ny type politiker, der forstår at spille på sin karisma og strategisk arbejder på at fremstå unik og personlig. 32 Det politiske superbrand skal have en række kompetencer, som fordeler sig på følgende de seks parametre: Synlighed, strategisk kommunikation, politisk håndværk, visioner, troværdighed og karisma. I denne analyse vil der dog primært være fokus på det sidste parameter, karisma. Udover hendes argumentatoriske evner, skiller Johanne Schmidt- Nielsens sig på mange måder ud fra de andre politikere i valgdebatten. Først og fremmest er hun en del yngre end de andre partiledere, og hendes blide feminine ansigtstræk, lyse, krøllede lokker og fængende kropssprog fanger publikum. Hun gør brug af store armbevægelser (1:33-1:49), og hun bevæger hovedet frem og tilbage på en så karakteristisk måde, at det gør hende meget overbevisende og bestemt. Med sine store, smukke, blå øjne er hendes blik intenst og fast plantet på de andre politikere, og dette gør, at hun fremstår meget seriøs. Inddragelsen af fakta og eksempler underbygger også hendes seriøsitet (1:33-1:44). Hun benytter sig af humor, og dette gør, at hun virker meget selvsikker. Hendes selvsikkerhed er også at spore i det meget bestemte toneleje. Johanne Schmidt-Nielsen på Facebook Som tidligere nævnt er Johanne Schmidt-Nielsen en af de danske politikere, som gør allermest brug af sociale medier til personlig profilering, og til at få kontakt med vælgerne. I det følgende vil der blive set på et par opdateringer fra hendes facebook-profil, og hvordan hun generelt bruger profilen som et redskab i den politiske kommunikation. Til at analysere på facebook-profilen vil der blive brugt teorier af Erving Goffman og Joshua Meyrowitz om bloggeren som fortæller. En facebook-profil kan enten være performativ, altså iscenesættende og personlig, eller informativ, altså informerende og sags-orienteret. Ydermere opererer Goffman med begreberne frontstage og backstage, som betegner det offentlige og det private Esbensen, Mads Christian & Bo Bredsgaard Lund; Det politiske superbrand, Børsens Forlag, 2009 s Høvsgaard, Charlotte Bork & Gitte Lautrup & Mads Pedersen & Dorthe Wang; Netværker digitale medier i dansk, Dansklærerforeningens Forlag, 2011 s

15 Johanne Schmidt-Nielsen facebook profil er informativ, da den er politisk og sagsorienteret, og hun bruger den til at redegøre for politiske sager og diskutere med borgere. Dog kan man også sige, at hendes profil er performativ, fordi hun også laver opdateringer af personlig relevans som i princippet ikke har noget med hendes politiske liv at gøre, og derigennem skaber et bestemt billede af sig selv som politiker. Johanne Schmidt-Nielsen er altså både frontstage og backstage på sin facebook profil. Frontstage er hun når hun skriver opdateringer med udelukkende politisk indhold, og deler artikler om politiske problemstillinger. Hun laver også mange backstage-opdateringer, hvor hun fx poster et billede af en flaske portvin, som hun har fået af sin nabo. Man kan sige, at facebook-profilen placerer sig i en middle region, som Joshua Meyrowitz arbejder med. 34 Et felt mellem det offentlige og private liv. Mange af hendes opdateringer afspejler også dette, da de både har noget frontstage og backstage over sig. Fx poster hun billeder fra forskellige happenings, som hun har deltaget i, fx fra World AIDS Day. Dette er frontstage i og med, at politikere tager del i, og interesserer sig for, folkets sundhed, men også backstage fordi hun fx poster et billede hvor hun kysser en mand som er hiv-positiv. Dette gøres for at skabe et bestemt billede af hende selv som en sympatisk kvinde, og for at vise, at hos hende/enhedslisten er der plads til alle. Et eksempel på en opdatering fra Johanne Schmidt-Nielsens facebook-profil, der er performativ og backstage, er skrevet d. 24. november 2014 (se bilag 1). Set ovenfra kunne denne opdatering have været skrevet af enhver almindelig dansker, og det er ikke til at se, at den er taget ud fra en politikers facebook-profil, da den i princippet er irrelevant for vælgerne som modtagere. Men det er nok ikke uden grund, at Johanne Schmidt-Nielsen har valgt at skrive denne opdatering. Under overfladen ligger hendes politiske ideologi og overbevisning gemt. At hun skriver: Min mor gav mig skam en umbraconøgle med, da jeg flyttede hjemmefra, gør, at hun som ellers autoritær politiker formår at komme ned på den almindelige danskers niveau. Hun bruger også statusopdateringen til at fortælle, at hun er en standhaftig feminist, og at hun er typen, der kan klare tingene selv (Tjah i princippet kunne jeg vel godt selv. Trods det faktum, at jeg er en hun ) Tilslut skriver hun: Men ikke desto mindre: Også dit råd vil jeg tage med mig, og dette giver et billede af hendes, og hendes partis, venstreorienterede sind og overbevisning at hun og Enhedslisten tager hensyn til alle. Et eksempel på en opdatering, som er mere informativ og frontstage, er skrevet af Johanne Schmidt-Nielsen d. 13. november 2014, kort efter vedtagelsen af den nye finanslov (se bilag 2). Her kommenterer hun på den vedtagne finanslov, og den afspejler perfekt 34 Høvsgaard, Charlotte Bork & Gitte Lautrup & Mads Pedersen & Dorthe Wang; Netværker digitale medier i dansk, Dansklærerforeningens Forlag, 2011 s. 51

16 hendes og Enhedslistens politik: Afskaffelsen er et løft til dem der har mindst. Hun bruger voldsomme ord som fattigdom og usmageligt dyneløfteri, og også brugen af udråbstegn, versaler og korte sætninger bidrager til, at hun virker overbevisende, bestemt og medievant. Delkonklusion Alt i alt er Johanne Schmidt Nielsen en retorisk dronning. Ved hjælp af de mange retoriske virkemidler og identitetsmæssigt- og semantisk spin, får man indtrykket af, at hun råber højt, og det gør, at hun formår at komme til orde i medierne. Hun er et perfekt billede af en ny tids politiker, som også formår at tilpasse sig det senmoderne mediebillede, og nå ud til vælgerne via både taler, tv-optrædener og sociale medier. Også hendes enestående karisma har indvirkning på, at hun er så god til at bryde gennem det ellers effektiviserede og intensiverede mediebillede. Johanne Schmidt-Nielsens betydning for Enhedslisten Hun har haft stor indflydelse på den proces, Enhedslisten har gennemgået de seneste fem til seks år, hvor partiet rent faktisk rykker sig i retning af at være et bredt demokratisk funderet parti, der søger og får indflydelse på den politiske udvikling i Danmark. Dette udtaler Enhedslistens pressechef, Pelle Dragsted. 35 Og også at dømme efter analysen af Johanne Schmidt-Nielsens optræden i medierne, må man vurdere, at hun har haft en enorm betydning for Enhedslisten. Som sagt blev Johanne Schmidt-Nielsen politisk ordfører for Enhedslisten i , altså lige mellem de to folketingvalg i 2007 og I bilag 3 ses en statistik fra Danmarks Statistik, som viser antallet af Enhedslistens stemmer i henholdsvis 2007 og 2011 ved de to folketingsvalg. I 2007 fik partiet i alt stemmer, og ved folketingsvalget i 2011 blev dette lidt over tredoblet, da partiet fik stemmer. Partiet gik også fra 4 mandater i 2007 til 12 mandater i Dette er en sjælden set fremgang, og også Johanne Schmidt-Nielsens antal af personlige stemmer ved folketingsvalget i 2011 er bemærkelsesværdigt. Med hele personlige stemmer, endda efter få år i Folketinget, var hun den politiker, som fik anden flest personlige stemmer ved valget (se bilag 4). Hun slår dermed store politikere som Helle Thorning, der blev statsminister ved valget, og Pia Kjærgaard, der endda blev udnævnt som værende Danmarks mest magtfulde kvinde i 00 erne. 37 Også Enhedslistens antal af partimedlemmer steg gevaldigt i årene efter Johanne Schmidt-Nielsen blev politisk ordfører. Årerne 2009, 2010 og 2011 er nogle af de år i

17 Enhedslistens historie, hvor medlemstallet har haft den største stigning. Fra 2009 til 2011 gik partiet fra at have 4273 medlemmer til at have 7714 medlemmer. Dette er endda til trods for, at antallet af partimedlemmer, som tidligere nævnt i redegørelsen, er gået gevaldigt ned ad bakke for de fleste politiske partier siden 70 erne. Alle disse pæne tal viser en kæmpe fremgang for Enhedslisten generelt. Og det er nok ikke en tilfældighed, at det er efter Johanne Schmidt-Nielsen er blevet frontfigur for partiet. Hun har givet partiet et friskt pust, som det unge og sprudlende menneske hun er. Den ovenstående analyse viser, at hun er god til at agere i medierne, og at hun ved præcis hvilke kneb hun skal ty til, for at få taletid i dem. Hun formår at skære tingene ud i pap, så alle forstår dem. Også hendes brug af sociale medier, som er blevet analyseret, er et tegn på, at hun er et friskt input og godt element for partiet. Mange kan identificere sig med hende, fordi hun formår at komme ned på vælgernes niveau og komme vælgerne ved, især via hendes facebook-profil, hvor man både får indsigt i hendes personlighed og politiske liv. Nærmest ingen andre politikere er så aktive på sociale medier, som Johanne Schmidt- Nielsen. For igen at tale om det politiske superbrand, så er Johanne Schmidt-Nielsens synlighed blevet enorm, især efter Dét at hun bruger sociale medier så meget, og hendes deltagen i diverse happenings, gør, at hun nærmest er uundgåelig i mediebilledet. Ydermere er Johanne Schmidt-Nielsen også i den seneste meningsmåling blevet vurderet til at være den anden mest troværdige politiker i dansk politik 38, hvilket hænger godt sammen med, at hun via sit sprog og sin argumentation er så god til at overbevise. Også udlandet har bidt mærke i hende, og den britiske avis The Observer har udråbt hende til venstrefløjens dronning i Danmark. 39 Delkonklusion Johanne Schmidt-Nielsen har haft utrolig stor betydning for Enhedslisten. Hun har ikke alene fungeret som et friskt pust, men hun har også formået, selvfølgelig i fællesskab med partiet generelt, at give Enhedslisten en fremgang som er sjældent set. Især det store antal af personlige stemmer, som hun fik til folketingsvalget i 2011, viser, at hun er yderst populær blandt vælgerne

18 Styrker og svagheder ved det senmoderne mediebillede I Danmark har vi som bekendt det repræsentative demokrati. Befolkningen vælger ved folketingsvalg de politikere, de synes skal varetage folkets interesser. Her kan magten beskrives med det man kalder den parlamentariske styringskæde. Denne er en beskrivelse af, hvordan et parlamentaristisk demokrati ideelt set kan siges at fungere. Magten delegeres fra det suveræne folk, altså borgerne, via valgte repræsentanter til Folketinget. Herfra går magten videre til regeringen, som kan sidde på den politiske magt de næste 4 år, indtil næste valg, eller indtil de kommer i mindretal. Regeringen sørger for, at love, der er bestemt i Folketinget, bliver ført ud i livet. De love, som bliver vedtaget, berører borgerne, og vælgerne kan så bestemme, om de til næste valg, vil vælge de samme politikere til at varetage deres interesser. 40 Det er altså vigtigt at vælge de rigtige politikere til at sidde på magten, når det er dem, der skal tage alle politiske beslutninger for borgerne. For at vælge de rigtige politikere, må man også sætte sig ind i de forskellige politikere og politiske partiers politik og mærkesager. Der er delte meninger om, hvorvidt medierne i dag er i stand til at oplyse borgerne på den rigtige måde. Medialiseringen af den politiske kommunikation har gjort, at udvalget af medier er blevet bredere, men det har også gjort, at kommunikationen mellem politikere og vælgere i dag ikke foregår ansigt til ansigt, men gennem medierne. Dét at politikerne i dag bliver nødt til at råbe højt, og gøre brug af spin for at komme frem i medierne, kan være en svaghed for demokratiet. Det burde måske ikke være sådan, at man bliver nødt til at være iøjnefaldende, og kunne råbe højt, hvis man vil ud med sine synspunkter og sin politik. Hvis det kun er disse politikere, som folk kan identificere sig med, eller overhovedet har kendskab til, kan det være et stort problem. Bare fordi en politiker er god til at benytte sig af spindoktorer, retoriske virkemidler og argumentionsteknikker, er det ikke ensbetydende med, at vedkommende er den klogeste og bedste til jobbet som politisk magthaver. Det er yderst tankevækkende, at spindoktorer spiller en så væsentlig rolle i politik i dag, for når en politiker fx udtaler noget på TV, er det som oftest nøje gennemtænkt af spindoktoren, og det er måske slet ikke politikerens egne ord. Når politikerne via spin pakker tingene ind og gør tingene mere indviklede end de er, kan det forvirre borgerne. I en undersøgelse har 17% af de adspurgte svaret, at de er helt enige i udsagnet: Undertiden er politik blevet så indviklet, at folk som jeg ikke rigtig kan forstå, hvad der foregår. Ydermere har hele 27,4% af de adspurgte svaret, at de er nærmest enige, hvor kun 9,7% procent har svaret at de er helt uenige. 41 Dette vidner om, at YouGov.s.Folketingsvalget2011-YouGov/Enig_uenig.h.9/Sp-24C-Enig_uenig-i-Undertiden-er-politik-

19 politikerne måske skubber nogle borgere fra sig, fordi folk opgiver at sætte sig ind i, hvad politikerne egentlig mener, fordi det hele er blevet for indviklet. En anden grund til, at politikere gør brug af spin, er som tidligere nævnt, at kernevælgere er blevet til marginalvælgere. Vælgerne træffer beslutninger fra valg til valg, og føler sig ikke længere knyttet til ét bestemt parti. Vælgerne er i højere grad blevet såkaldte issue-voters 42, og derfor må politikerne gøre et ekstra stort nummer ud af at tiltrække vælgere, da de ikke længere har så mange kernevælgere som man så førhen. Derfor gør de altså brug af spin og diskurser, for at manipulere med modtagerne ved at dække over ting, eller sætte sig selv og sit parti i et bedre lys. Dette kan igen være et problem for demokratiet. Det, at politikere, der er gode til at agere i medierne, er dem man primært ser i fx TV, er nok også grunden til, at så mange kender til Johanne Schmidt-Nielsen fordi hun er iøjnefaldende og karakteristisk. Begrebet partiledersympati kan forklare dette meget godt. Partiledernes evner til at lede og vække sympati og tillid får stadig større betydning for vælgernes politiske stillingtagen. 43 Medierne i dag nedprioriteter mere væsentlige forhold i det politiske system, og de er mere fokuserede på, hvad der er interessant for modtagerne. Men det interessante er ikke altid det væsentlige, og det kan være et demokratisk problem. Politiken kan have tendens til at glide i baggrunden til fordel for fx personificering af politikere. Mediernes opgave er at oplyse borgerne om væsentlige forhold og sager i samfundet, og det kan så diskuteres, hvorvidt personlige egenskaber og kriser hos politikere er det mest essentielle. Medieudbuddet i dag er som et arkiv, hvorfra den enkelte borger selv vælger, hvilket medie han eller hun vil bruge. Herfra skaber borgeren selv sit billede af virkeligheden. Dette kan være et problem, da ikke alle nyhedsmedier er lige pålidelige. Det kan blive et problem, hvis borgerne er ukritiske i forhold til medierne. Her kan man tale om kanyleteorien. Kanyleteorien går ud fra, at borgerne er passive modtagere, og at deres meningsdannelse bliver direkte påvirket af de ting, de ser i medierne. 44 Andre vil dog hævde, at vi i dag er så oplyste, at de fleste voksne mennesker er i stand til at tænke rationelt og selvstændigt og fx stille sig kritisk overfor den måde, som medierne fremstiller forskellige sager. Man kan også sige, at det enorme udbud af medier, gør, at borgerne i det senmoderne samfund har mulighed for at blive mere oplyste. Globaliseringen har gjort, at vi som borgere kan være oplyste 24 timer i døgnet via internettet, der bringer nyheder hvert minut. En anden svaghed saa-indviklet-at-folk-som-jeg-ikke-rigtig-kan-forstaa-hvad-der-foregaar/fvariable/folketingsvalget2011- YouGov_V Christiansen, Peter Munk & Asbjørn Sonne Nørgaard; Demokrati, magt og politik i Danmark, Forlaget Gyldendal, 2009 s Ibid s Gregersen, Rune Valentin; MedierNU, Forlaget Systime A/S, 2011 s. 31

20 ved det senmoderne mediebillede, som kunne skade demokratiet, er, at medialiseringen af den politiske kommunikation har gjort, at politikere og journalister arbejder og færdes tæt sammen. I Danmark har vi pressefrihed, og alle journalister med pressekort har adgang 24 timer i døgnet til Christiansborg. Nogen vil mene, at dette gør, at vi får en bedre journalistisk dækning af politik og at journalisterne har bedre vilkår for at udfylde deres rolle som fjerde statsmagt, men andre vil også hævde, at de to parter kan få et for tæt forhold til hinanden, og kan komme til at kende hinanden privat. Politikerne kan fx via journalister få hjælp til at time og frame en sag på den måde det ønskes. Dette kan også bidrage til, at journalistikken ikke forholder sig objektivt, men derimod bliver mere subjektiv, hvis politikere kommer til at have indflydelse på, hvordan sager bliver fremstillet i medierne. Nogen vil hævde, at den enkle, intensiverede og overfladiske gennemgang af ellers komplekse politiske problemstillinger, som programfladen i det senmoderne mediebillede er præget af, skaber bedre forståelse hos modtageren. Enkelthed fremmer forståelsen hos de fleste, og flere kan altså følge med. Det er måske også derfor, at TV-nyheder er de fleste borgeres primære nyhedskilde, da man der får man et kort overblik over de vigtigste nyheder. 45 Men også de sociale medier spiller som sagt en større rolle i mediebilledet i dag også for politikere. Undersøgelser viser, at under valgkampen i 2007, var der kun 5% af vælgerne, som erklærede, at de havde brugt sociale medier i forbindelse med valgkampen. 46 Ved valget i 2011 var dette tal steget til 15% 47, og man kan kun forestille sig, at procentdelen vil være endnu højere ved det kommende valg, som kommer til at løbe af stablen i Men er internettet og de sociale medier egentlig med til at styrke borgernes interesse og deltagelse i politik, eller gør det dem mindre oplyste? De sociale medier giver vælgerne mulighed for at deltage i debatter på internettet, følge og kommentere politikere på fx Facebook og Twitter, og dele opslag af politisk relevans med deres venner og bekendte. Nogen vil så hævde, at det kun er mennesker, der i forvejen er politisk interesserede, som gør brug af sociale medier til netop dette, og at det ikke skaber interesse for politik hos folk, som normalt ikke er politisk engagerede. Og der er måske også noget om snakken, for en undersøgelse viser, at det er de borgere med de længste uddannelser, der i højest grad blander sig i den politiske debat, både offline og online. 48 Der er ikke lavet undersøgelser om den direkte sammenhæng mellem sociale medier og politisk deltagelse i Danmark, men et overblik over internationale studier peger på, at der faktisk kan findes et delvist belæg for, 45 Rasmussen, Finn; Massemedier og politisk kommunikation, Forlaget Columbus, 2012 s. 146 figur Jensen, Jakob Linaa & Jesper Tække; facebook fra socialt netværk til metamedie, Forlaget Samfundslitteratur, 2013 s Ibid s