1. Indledning Problemfelt Problemformulering Arbejdsspørgsmål Projektdesign... 6

Transkript

1 Indholdsfortegnelse 1. Indledning Problemfelt Problemformulering Arbejdsspørgsmål Projektdesign Teori Begrebsafklaring Kapital Klientelisme Populisme Keynesianisme De demokratiske socialistpartier Solidaritet Gøsta Esping Andersens velfærdsmodeller Max Webers idealtyper Axel Honneths anerkendelsesteori Thomas Piketty Økonomiske paradigmer i opposition til sparepolitik Statskapitalisme Venstrenationalisme Neoliberalisme Metode Begrundelse for valg af empiri SYRIZAs partiprogram Trojkaens sparekrav Mikkel Thorups populismebegreb Begrundelse for valg af teori Velfærdsmodeller Idealtyper Anerkendelsesteori Piketty De økonomiske paradigmer Neoliberalisme Begrundelse for valg af metode Dokumentanalyse Komparativ analyse Abduktion Afgrænsning Perspektivering til andre lande end Grækenland Ruslands rolle Den græske befolkning Højrepolarisering Afgrænsning af tidsperiode Anerkendelsesteorien Grækenlands historie Grækenland efter anden verdenskrig

2 ernes PASOK- regering Finanskrisen SYRIZA Delkonklusion Den græske velfærdsmodel Populistiske træk i SYRIZAs partiprogram Delkonklusion SYRIZAs partiprogram Thomas Pikettys empiriske gældsanalyser SYRIZAs økonomiske paradigme Komparativ analyse af Piketty og økonomiske paradigmer ift. SYRIZAs partiprogram Delkonklusion Trojkaens sparekrav Grækenlands økonomiske situation Kategorisering af sparekravene Trojkaens låneprogram og neoliberalisme Delkonklusion Populisme og anerkendelse Populisme og idealtyper Populisme og anerkendelse Delkonklusion Diskussion Konklusion Perspektivering Litteraturliste Artikler Bøger Internetsider Rapporter

3 1. Indledning Grækenland befinder sig i en gældskrise. De vigtigste aktører i afviklingen af denne gæld er, pro tempore, det største parti i Grækenland, SYRIZA, og Trojkaen. Dette projekt undersøger kompleksiteten i samarbejdet mellem disse to aktører, hvor modstridende interesser og øko- nomiske opfattelser indebærer væsentlige komplikationer for afviklingen af den græske gæld. Paradokset i dette vil i projektet blive undersøgt qua relevante politologiske, sociologiske og økonomiske teorier og begreber. 1.1 Problemfelt Børskrakket i USA i 1929 blev starten på den første store økonomiske krise i det 20. århund- rede, og resulterede i en ny måde at tænke finans- og pengepolitik på - fra den neoklassiske samfundsøkonomi til den keynesianske. I mellemkrigstidens Europa havde specielt et lands finansielle vanskeligheder fatale følger for resten af verden. Tysklands økonomiske recession forårsagede øget radikalisering blandt borgerne, hvilket betød, at det nationalsocialistiske parti, med Hitler i spidsen, kom til magten. Efter anden verdenskrig blev det internationale samfund klar over, hvilke konsekvenser en økonomisk krise kunne have, og for ikke at gentage fejlen fra mellemkrigstiden, blev store dele af den tyske gæld eftergivet. I 1970 erne blev opfattelsen af, hvordan der skulle føres samfundsøkonomisk politik ændret igen. Efter flere årtier med voksende velfærdsstater og vækst i Europa kom oliekriserne. Disse gav dødsstødet til keynesianismen og dermed startskuddet til det neoliberalistiske paradig- me. Neoliberalismen er sidenhen blevet den førende økonomiske skole i Vesten, og mange af disse tanker er centrale i det europæiske økonomiske samarbejde i dag. Krisen, der ramte Europa i 2008, havde, ligesom tidligere finansielle kriser, sociale og politi- ske konsekvenser som følge af den økonomiske recession - hvilket gik ud over alle landene i EU. Det stod dog hurtigt klart, at de sydeuropæiske lande var hårdest ramt - især Grækenland kom i store problemer. Sidenhen er den græske gældskrise blevet debatteret og undersøgt nøje af politikere og økonomiske eksperter for at finde en løsning på problemet - størstedelen 3

4 af dem med en neoliberalistisk tilgang til, hvordan gældskriser afvikles. Det græske folk har i mellemtiden været underlagt en økonomisk sparepolitik dikteret af Trojkaen, som er et sam- arbejde mellem den Internationale Valutafond, den Europæiske Centralbank og EU- Kommissionen, der har forårsaget et generelt fald i levestandarden og øget polarisering ved parlamentsvalgene. Trojkaen har mødt stor modstand fra den græske befolkning på grund af den økonomiske po- litik, der kræves, at landet implementerer. Dette kom til udtryk ved parlamentsvalget i januar 2015, hvor det radikalt venstreorienterede parti, SYRIZA, gik til valg med målet om at sige fra over for de, for dem set, urimelige reform- og nedskæringskrav fra Trojkaen. Denne politik viste sig at være populær hos den græske befolkning, da Syriza blev stemt ind med 36% af stemmerne, og dermed blev det største parti i Grækenland. Der vil i de følgende analyser være fokus på SYRIZA. For at belyse problemerne i de modstrid- ende interesser hos henholdsvis Trojkaen og Grækenland - ledt an af SYRIZA vil SYRIZAs partiprogram i forhold til Trojkaens krav blive analyseret i projektet. Udførelsen af analyserne vil ske ved hjælp af inddragelse af økonomisk, sociologisk og politologisk teori. De økonomi- ske teorier benyttes til at belyse partiprogrammets økonomiske politik over for Trojkaens ditto. De politologiske begrebssæt benyttes til at redegøre for den politiske situation i Græ- kenland samt analysere SYRIZAs partiprogram. Slutteligt vil de sociologiske teorier benyttes til at forklare SYRIZAs fremgang i Grækenland, og det ansvar partiet har overfor befolkningen for at føre deres proklamerede politik. Trojkaen og SYRIZA foreslår to vidt forskellige økonomiske politikker ført i Grækenland. Men hvorfor er der så markante forskelle i måden, hvorpå gældskrisen ønskes håndteret af de to aktører, når begge parters langsigtede mål må være at afvikle den offentlige gæld i Græken- land? De modstridende interesser, hos de involverede aktører, er problematiske for afviklin- gen af den offentlige gæld, da en form for samarbejde mellem de to er nødvendigt, hvis Græ- kenlands fremtid skal se lysere ud end nu. Denne problematik fører til projektets problemformulering, og lægger op til videre undersø- gelse af årsagerne til de modstridende interesser hos de, pro tempore, vigtigste parter i den græske gældskrise Trojkaen og SYRIZA. 4

5 1.2 Problemformulering Hvorfor afspejler SYRIZAs partiprogram en anden økonomisk politik, end den Trojkaen på- kræver af Grækenland, og hvilke konsekvenser har dette for de involverede aktører? 1.3 Arbejdsspørgsmål - Hvordan har den græske historie medvirket til den nuværende politiske og økonomiske situati- on i Grækenland? Afsnittet vil redegøre for den græske historie fra slutningen af anden verdenskrig. Dette gøres med henblik på at belyse historiens indflydelse på den græske gældskrise. - Hvilke populistiske træk kan identificeres i SYRIZAs partiprogram? Afsnittet redegører for SYRIZAs partiprograms populistiske forslag. Dette bliver gjort med henblik på senere at diskutere det ansvar SYRIZA har for at leve op til disse udspil. - Hvordan fremstår SYRIZAs proklamerede økonomiske tiltag i relation til Thomas Pikettys teser vedrørende offentlig gæld? Afsnittet har til formål at analysere de økonomiske aspekter af SYRIZAs partiprogram. Analy- sen tager udgangspunkt i Pikettys teser vedrørende offentlig gæld for derved at belyse reali- sérbarheden og positive/negative aspekter af SYRIZAs økonomiske politik. - Hvilket økonomisk paradigme svarer SYRIZAs økonomiske forslag til? Afsnittet har til formål at identificere SYRIZAs økonomiske politik i forhold til økonomiske paradigme - og senere i forhold til Piketty. 5

6 - Hvilke krav stiller Trojkaen i låneprogrammet til Grækenland, og hvilken økonomisk tankegang ligger bag disse krav? I afsnittet vil Trojkaens krav blive kategoriseret og herefter analyseret i henhold til neolibera- lismen. Dermed dannes der forståelse for Trojkaens økonomiske krav. Hvilket danner en præmis for diskussion af økonomiske paradigmer i henholdsvis SYRIZA og Trojkaen. - Hvordan har anerkendelse haft indvirkning på den græske befolknings opbakning til SYRIZA? Afsnittet har til formål at redegøre for anerkendelse i SYRIZAs politik. Der vil senere blive dis- kuteret de problematikker, der opstår i forbindelse med dette, når Trojkaen og SYRIZA er uenige om, hvilken økonomisk politik, der skal føres i Grækenland. 1.4 Projektdesign 6

7 2. Teori 2.1 Begrebsafklaring Kapital Når Piketty benytter ordet kapital, udelukker han det, der blandt økonomer bliver betegnet som menneskelig kapital. Menneskelig kapital er arbejdskraft, kvalifikationer, uddannelse og individuelle evner. Piketty definerer kapital som den samlede mængde ikke- menneskelige aktiver, som kan tileg- nes eller udveksles på et marked. Kapital omfatter især den samlede ejendomskapital (ejen- domme, huse), der anvendes til beboelse samt finans- og erhvervsrelateret kapital (bygninger, udstyr, maskiner, patenter osv.), der anvendes af virksomheder og det offentli- ge (Piketty;Kapitalen i det 21. århundrede,2014;56). 7

8 2.1.2 Klientelisme I dette afsnit vil der blive redegjort for begrebet klientelisme, da det bliver brugt i projektet for at belyse den græske mentalitet og politiske dogmer. Der vil blive redegjort for klientelis- mens betydning, og hvordan det bliver brugt i Grækenland. Dette er vigtigt for forståelsen af det græske offentlige system - samt de græske vælgeres mistillid til politikerne. Begrebet klientelisme bliver ofte brugt, i forhold til Grækenland, for at beskrive, hvordan poli- tikere har lovet befolkningen offentlige goder og arbejde til gengæld for regeringsmagten. Grækerne har set sig tilfredse med et fast arbejde, og har ikke været bevidste om de potentiel- le økonomiske konsekvenser, mens politikerne har villet gøre alt for at tilegne og bibeholde den politiske magt (Grumstrup;Den græske dæmon, 1998;10). A relationship through which government agencies come to serve the interests of the client groups they are responsible for regulating or supervising (Heywood;Politics, 2007;446). Dette er en kort beskrivelse af klientelisme, og problematikken der er ved, at regeringer behandler befolkningsgrupper som klienter i stedet for at regulere og føre tilsyn med dem. Med klientelisme forstås en form for kontinuerlig, gensidig relation mellem flere aktører, der bliver opretholdt gennem interne tjenester eller ydelser. Klientelisme kan sammenlignes med stemmekøb. Politikerne betaler ikke vælgerne direkte men gennem offentlige goder. Dette foregår ved, at politikerne tilgodeser en eller flere befolkningsgrupper, gennem en slags uskreven loyalitetsaftale, hvor politikerne lover vælgerne forbedringer. Efter de er kommet til magten, vil jobs blive givet til udvalgte nøglepersoner, der krediterer ved at skaffe yderligere støtte til politikerne. Det er også herigennem, at interdependens bliver skabt, da vælgerne gerne vil beholde deres jobs, og politikerne magten. Herved bliver de samme partier valgt til at sidde i regering valg efter valg. En integreret del af dette system, som er med til at opret- holde det, er nepotisme og korruption, der kun kommer det vindende parti og dets støtter til gode. Det betyder, at oppositionen til det magthavende parti, bliver udelukket fra fællesskabet og dermed også fordelene (Lohmann;Noget for noget - håndbog om korruption, 2005;149). Grækenland er langt fra det eneste land, hvor klientelisme er en del af det politiske system. Der bliver ofte talt om sydeuropæisk klientelisme, da det er mere udbredt i disse lande. I Grækenland er det efterhånden en kendsgerning, at klientelisme er en af grundene til gælds- 8

9 krisen, hvilket den nye regering med Alexis Tsipras som premierminister, er opmærksom på, og vil forsøge at komme til livs (Valget i Grækenland er Europæisk, Modkraft). Dette vil blive påvist senere i projektet Populisme Begrebet populisme bruges ofte i flæng og blandt andet som en nedladende måde at tale om politiske modstandere og deres lovforslag på. Men hvad betyder populisme egentligt? Det vil der i det følgende blive redegjort for ud fra filosof og idehistoriker Mikkel Thorups artikel Po- litik er krig og de andre er forrædere om populisme og Dansk Folkeparti. Artiklen er et ud- drag fra bogen af samme navn skrevet af Anne Jessen. I uddraget beskrives det, at begrebet kommer fra latin, og stammer fra ordet populus, som henviser til folket. Det handler altså ikke om popularitet som sådan, men om hvad folket øn- sker. Ifølge Mikkel Thorup kan ordet derfor kort defineres som værende betydende for en: mobilisering af folkelig politisk identitet i opposition til den herskende magt (Thorup;Politik er krig og de andre er forrædere om populisme og Dansk Folkeparti, 2010). Folket beskrives her som værende den vigtigste referenceramme, derfor udgør eliten en modpol til det folkelige. Videre beskrives det, at populismebegrebet derfor kan antages at ha- ve tæt forbindelse til folkesuverænitetstanken i demokratiet, og altså folket som den øverste magt. Dog påpeges det, at den folkelige magt i mange tilfælde er reduceret til valghandlinger og en tilskuerplads uden for den politiske arena. Populisme beskrives dermed som værende en integreret del af demokratisk politik alle gør det i et større eller mindre omfang. Dog findes der politiske aktører, der bevidst benytter en populistisk strategi eller retorik: De ser sig selv som de sande demokrater, der giver mæle til de meninger, som systemet ignorerer, undertrykker og latterliggør (ibid). Populisme kan derfor, ifølge Mikkel Thorup, være en appel til folkets direkte inddragelse i politik. I det politiske system antages folkeafstemningen at være øverste demokratiske instans, hvorfor denne også bliver brugt som et politisk slagvåben i flere tilfælde. Populisternes ytringer kan derfor komme til at fremstille demokratiet som væ- rende utilstrækkeligt eller i værste fald mislykket. Medier, partier og elitære organisationer 9

10 udgør i populisternes øjne et lukket system, som ikke passer ind i deres demokratiske ideal, og ikke varetager det almindelige menneskes interesser, og i værste fald håner dettes behov. Populismen har flere retninger; der kan både være tale om nationalpopulisme, radikal ven- strefløjs populisme, men også bare populisme. I populismens tankesæt er politik en form for krig - en krig på ord. I denne form for retorik findes der fire knudepunkter: Undertrykkelse: man selv og det folk, man taler på vegne af, er undertrykt af en bedrevidende elite; Trussel: man er eksistentielt truet. Denne trussel er den vigtigste overhovedet, al politik må læ- ses i lyset af denne trussel, hvis bekæmpelse tillader overskridelse af normalpolitikkens begræns- ninger; Krig: man er reelt i en krigssituation, i nationalpopulismen imod en demografisk invasion af muslimer, der måske ikke ligner en konventionel krig, men har samme livstruende karakter, hvor al politik fra udlændingelov, skolepolitik, madregler i børnehaven, forhæng i svømmehal, hoved- beklædning etc. også bliver sikkerhedspolitik; Fjender: man står overfor den ydre fjende i form af muslimer, EU, globalisering og indre fjender i form af en humanistisk sammensværgelse imod det nationale. (ibid) Her er det vigtigt at tilføje, at det ikke nødvendigvis er muslimer, der udgør den indre fjende, det gælder generelt indvandrere eller anden udefrakommende indflydelse. Disse former for krigsretorik er ifølge Thorup essentielle for populismen, men træder især frem i nationalpo- pulismen. Endvidere beskrives det, at man i nationalpopulismen er af den opfattelse, at alt ikke er marked og globalisering, men at politik rent faktisk virker. Nationalpopulismen kan i høj grad ses som et modsvar til privatisering af: økonomi, politik og dagligdag Keynesianisme Teserne bag keynesianismen blev formuleret i tiden efter første verdenskrig af John Maynard Keynes, som levede Han anses for den makroøkonomiske teoris grundlægger med værket The General Theory of Employment, Interest and Money fra

11 I projektet benyttes keynesianismen som modpol til neoliberalismen, da disse to økonomiske skoler repræsenterer to vidt forskellige paradigmer. Keynesianismen vandt indpas under Den Store Depression i 1930 erne, hvor blandt andet New Deal i USA ses som klassisk keynesiansk krisehåndtering. Efter anden verdenskrig, med udbygningen af velfærdsstaten i de vestlige lande, spillede Keynes ligeledes en stor rolle. Keynesianismens kriseløsning er efterspørgselsorienteret. Det vil sige, at for at skabe økono- misk vækst er det nødvendigt at skabe efterspørgsel med staten som den aktive aktør. Når efterspørgslen er en realitet, vil udbuddet komme automatisk, og via multiplikatoreffekten vil dette vende lavkonjunktur til højkonjunktur. Netop denne form for ekspansiv finanspolitik som krisehåndtering, står i skarp kontrast til neoliberalismen. (Estrup m.fl.;den økonomiske teoris historie, 2013: 131ff) I dette projekt henvises der til keynesianismen flere gange. Grunden herfor er, at flere af Ke- ynes teser er en integreret del af de økonomiske paradigmer, der bliver redegjort for senere i teoriafsnittet. Dog er det ikke en central teori, og derfor er keynesianismen at finde under be- grebsafklaringen De demokratiske socialistpartier De demokratiske socialistpartier er en kategorisering af en række radikalt venstreorienterede partier udformet af politologen Luke March. De er defineret ved at være imod den totalitære marxisme og neoliberalistiske socialdemokratiske politik. Ydermere er de forløbere inden for flere af de nye venstreorienterede emner såsom feminisme og miljøpolitik. Blandt denne gruppe af socialistiske partier ses både partier som det græske SYRIZA og danske SF og En- hedslisten, sammen med en række andre partier fra både Norge, Finland, Island og Portugal (March;Contemporary Far Left Parties in Europe, 2003; s. 3f) Solidaritet I forbindelse med fællesskabet skriver Honneth om et solidarisk fællesskab. Her refereres der til solidaritet, som værende både fornuftsbaseret og emotionelt baseret. 11

12 Hvorvidt et fællesskab er solidarisk, defineres, ifølge Honneth, ud fra samfundets egenskab til at omfavne og integrere subjekternes forskellige værdihorisonter, præstationer og færdighe- der. 2.2 Gøsta Esping Andersens velfærdsmodeller Gennem tiden har forståelsen af demokrati ændret sig i takt med, at ideologier har udviklet sig, og samfundet har bevæget sig mellem liberalisme, marxisme og andre ideologier. De for- skellige ideologiske opfattelser af demokrati har ledt til forskellige velfærdsstatsmodeller. Gøsta Esping Andersen har i sin bog The Three Worlds of Welfare Capitalism formuleret tre forskellige modeller af disse velfærdsstater. Disse modeller beskrives ud fra deres relationer til samme tre hovedområder: stat, marked og civilsamfund. De adskiller sig fra hinanden ved at vægte områderne forskelligt. Den residuale velfærdsmodel I den residuale, eller liberale, velfærdsmodel er der hovedsagelig lagt vægt på markedet. Sta- tens rolle er minimal, og kun de, der ikke kan klare sig selv på markedet, bliver støttet af sta- ten. I stedet lægges der op til, at uddannelse, sundhedsvæsen og andre ydelser overlades til det private marked. På denne måde skræddersyes de private forsikringer til den enkeltes be- hov. Ofte vil de, som ikke kan klare sig selv, eller ikke har haft tilstrækkelig forsikring, være nødsaget til at søge hjælp i civilsamfundet. Lande med denne velfærdsmodel er blandt andre USA og Storbritannien. (Esping Ander- sen;the Three Worlds of Welfare Capitalism, 1993;26ff) Den korporative velfærdsmodel Denne model kaldes også den kontinentale velfærdsmodel, og dækker store dele af Central - og Sydeuropa - heriblandt Italien, Spanien, Tyskland, Østrig og Frankrig. I den korporative velfærdsmodel spiller staten også en relativt lille rolle. I denne velfærdsmodel kan borgere forsikre sig, men her baseres det ikke i lige så høj grad på det private marked, som i den resi- duale velfærdsmodel, men i stedet civilsamfundet. Borgerne i de sydeuropæiske lande er her 12

13 hovedsageligt forsikret igennem familiemedlemmer, mens det sociale forsikringsansvar i de centraleuropæiske stater ligger hos arbejdsgiveren. (ibid) Den universelle velfærdsmodel I den universelle velfærdsmodel søges der at skabe en lige adgang til velfærdsydelser fra sta- ten. Hermed er retten til ydelser ikke afgrænset én befolkningsgruppe baseret på social status, indkomst eller arbejdsmarkedsstatus. Af denne årsag kaldes modellen også den socialdemo- kratiske model. Staten spiller en stor rolle med en høj grad af omfordeling qua skatteindtæg- ter og sociale ydelser. Da staten varetager alles interesser spiller civilsamfundet og markedet en relativt lille rolle i borgernes forsikring. Denne velfærdsmodel kendes fra Skandinavien. (ibid) 2.3 Max Webers idealtyper Inden for Webers videnskabslære brugte han begrebet videnskabens værdirelation, der be- skrev, hvordan en videnskabelig analyse af kulturelle fænomener aldrig kan være fuldkom- men objektiv. Forskeren vil nemlig altid vurdere hvilken empiri, der er relevant at bruge - og vil hermed også fravælge anden empiri. En analyse skal altså både være værdirelevant og værdineutral ifølge Webers teori. Videnskabelige analyser skal udelukkende vedrøre fakta - ikke værdier. Der skal således være en klar skildring mellem det der er og det der bør være (Andersen m. fl.;klassisk og moderne samfundsteori, 2007;92f). Det var for at løse problemet med videnskabens værdirelation og - neutralitet, at Weber ud- viklede idealtypemetodologien: Idealtypen er et instrument for forskeren, når han forsøger at fange virkelighedens mangfoldighed (ibid;93). Man når frem til idealtypen ved at fremhæve nogle få specifikke synspunkter, og ud fra disse laves en analyse af et samfundsmæssigt fæ- nomen. Ifølge Weber var love, fremstillet af forskellige forskere som for eksempel Marx, ikke andet end idealtyper. Weber mente, at disse love, som idealtyper, havde gyldighed, så længe de blev anvendt i en sammenligning med virkeligheden, men at de ikke udtrykte faktiske kræfter i virkeligheden (ibid;93f). Det næste element er Webers Verstehen eller forståelsesmetode. Her skelnes mellem aktuel forståelse og forklarende forståelse. Den aktuelle forståelse forstås umiddelbart igennem in- 13

14 tuitionen. Den forklarende forståelse sker via hensigten med en handling. Ifølge Weber skal denne type forklarende forståelse ligge til baggrund for samfundsvidenskabens arbejde (ibid;94f). Weber formulerede fire idealtyper for handlinger: 1. Traditionelle handlinger, dvs. handlinger, der styres af tradition eller indgroede vaner. 2. Affektive handlinger, dvs. handlinger, der bestemmes af aktørens specifikke affekter og følelsestilstande. 3. Værdirationelle handlinger, dvs. handlinger, der bestemmer af en bevidst tro på en be- stemt handlings etiske, æstetiske, religiøse osv. egenværd, uafhængigt af handlingens ef- fekter. 4. Målrationelle handlinger, dvs. handlinger, der udføres for at opnå visse bestemte mål. I disse handlinger kalkulerer aktøren, hvilke handlinger der bedst og mest effektivt fører til opnåelsen af det ønskede mål. (ibid;95) I alle fire ovenstående idealtyper kan der gives en forklarende forståelse af handlingen, når der er kendskab til de respektive traditioner, affekter, værdier eller mål. Dog er de to først- nævnte ikke nødvendigvis rationelle sociale handlinger, da de styres af tradition eller følelser. Udover idealtyper for social handlen opstillede Weber også idealtyper for legitimitet, organi- sationer og for klasse og stand. 2.4 Axel Honneths anerkendelsesteori I Axel Honneths anerkendelsesteori sondres der mellem tre lag af anerkendelse - beskrevet som anerkendelsessfærer. Den første sfære kaldes kærlighedssfæren, som dækker over kær- ligheden, man modtager fra sine omgivelser, så som kærester, venner og familie. Denne sfære danner, ifølge Honneth, også grundlag for, at man overhovedet kan deltage i et intersubjektivt forhold. Det andet lag kaldes den retslige sfære, og omhandler anerkendelse, man opnår ved at være en del af et samfund på lige fod med den øvrige befolkning. Dette sikres gennem de universelle rettigheder, man som borger er garanteret gennem forfatningen i det pågældende 14

15 land, eksempelvis. Den tredje og sidste sfære er den solidariske sfære. Denne sfære dækker over kulturelle, politiske og arbejdsmæssige fællesskaber. Som tidligere nævnt danner kærlighedssfæren grundlag for, at man overhovedet kan deltage i et intersubjektivt forhold. Anerkendelsen gennem kærlighed er noget de fleste opnår tidligt i livet; det opnås nemlig ved fødslen, hvor forældre står klar til med kærlighed til den lille ny. Efterhånden bliver kærlighedsforholdene udbygget i kraft af, at de nærmeste relationer ud- bygges med mere familie og senere i livet venskaber. Denne del af anerkendelsesteorien dan- ner også grundlag for selvtilliden, og er det, Honneth referer til, når han beskriver kærlig- hedssfæren som grundlag for at deltage i et intersubjektivt forhold. Den anden sfære, den retslige, omhandler anerkendelsen af subjektet som en del af samfun- det. Denne anerkendelse opnås gennem de rettigheder subjektet udstyres med som følge af at være tilknyttet et samfund som borger. Rettighederne, herunder velfærdsydelser, tildeles alle borgere i samfundet, og subjektet opnår derved en grundlæggende mulighed for at realisere egen autonomi. Rettighederne er derfor i høj grad forudsætning for, at subjektet kan se sig selv som værende ligeværdig med andre subjekter. I den solidariske sfære sker anerkendelsen igennem subjektets relationer til de samfunds- mæssige fællesskaber, hvor subjektet kan opleve anerkendelse for deltagelse og positivt en- gagement. I fællesskabet kan subjektet opleve at genkende sig selv i andre subjekter og/eller opleve anerkendelse for egne subjektive egenskaber. At deltage i et fællesskab betyder, at subjektet indgår i samfundets solidaritet, og herved bidrager til hele fællesskabets solidari- tetsfølelse og samfundets velbefindende. Herigennem opnår subjektet altså anerkendelse for sine specielle evner, særlige kvaliteter og bidrag, der er med til at forme og definere det på- gældende samfund, som dette er en del af. Hvor kærlighedssfæren udelukkende er emotionelt baseret og retssfæren tilsvarende fornuftsbaseret, så er solidaritetssfæren lige dele fornufts- baseret og emotionelt baseret. Deraf udledes fællesskabet som værende solidarisk. Hver af de tre anerkendelsessfærer kan ifølge Honneth også ses som individuelle integrati- onskomponenter, der hver især bidrager til en vellykket integration af subjekterne i samfun- det. 15

16 Altså kan det siges, at anerkendelsen af subjektet er knyttet til samfundet således, at, ønskes der et fuldt integreret samfund, hvor subjekterne agerer i samspil med hinanden, er anerken- delsen af subjektet i de tre sfærer af grundlæggende betydning (Willig;Axel Honneth - Beho- vet for anerkendelse, 2003;14ff). I bogen beskrives følgende om anvendelse af anerkendelsesteorien: Som det skulle være gjort klart nu, har vi først og fremmest at gøre med en normativ teori om det gode liv, der kan anvendes som et fundament for, hvorledes vi kan bestemme, hvil- ke udviklingstendenser der er patologiske (...) Honneths anerkendelsesteori er et nyt seri- øst bud på en kritisk teori, som er i stand til at indoptage flere fagdiscipliner på en kon- struktiv måde. Selvom hans arbejde hovedsagligt er socialfilosofisk, så inspirerer han til nye politologiske, sociologiske, filosofiske og psykologiske analyser. Politologisk er Hon- neth interessant, fordi han stiller anderledes og vigtige kategorier til rådighed for forstå- elsen af den politiske kamp, nemlig som en kamp for anerkendelse. (ibid;19). Denne vinkel kan også anses som det interessante for projektet, da det, der har fostret den første interesse, er forståelsen af politiske polariseringer og vælgervandringer. Hvis ikke subjektet anerkendes eller modtager følelsesmæssig støtte, kognitiv agtelse eller respekt og social agtelse, risikerer det at miste det positive forhold til sig selv, som danner grundlag for personlig udvikling. Som korresponderende til anerkendelsessfærerne eksisterer der derfor en række krænkel- sesformer, som danner udgangspunkt for forståelsen af motivet eller grunden for at kæmpe for anerkendelsen. De tre anerkendelsesformer er alle fulgt af forskellige moralske krænkel- ser. Derfor vil der kort redegøres for de forskellige typer af moralske krænkelser. Det beskrives, at det kun er subjekter, som er refleksive i forhold til egne behov og mål, der kan opleve følelsen af moralsk krænkelse. Dette er tilfældet, fordi man uden at have kvalitati- ve standarder i eget liv, ikke kan være bevidst om, hvornår disse krænkes. At mennesker er i stand til at opleve disse krænkelser skyldes i høj grad også, at anerkendelsen søges hos andre subjekter. Opnås dette ikke, er subjektet i risiko for at opleve at miste sit positive selvforhold. 16

17 I forhold til hvor de moralske krænkelser opleves, så defineres de som værende af tre forskel- lige lag. I det første lag findes de moralske krænkelser, der har med fysisk velfærd at gøre. Det vil sige fysisk vold, voldtægt og tortur, hvor subjektet mister kontrollen over sit fysiske velbe- findende. I næste lag findes retslig diskrimination af subjektet såvel som større grupper. I det tredje lag forefindes ydmygelse og respektløshed, som har udgangspunkt i, at subjektet ikke nyder anerkendelse for sine evner. Derved risikerer subjektet at miste følelsen af social betydning og sit positive selvforhold. Krænkelserne spænder over et bredt spektrum; fra ikke at blive hilst på til mere markante tilfælde som eksempelvis stigmatisering. (ibid;83ff) 2.5 Thomas Piketty Thomas Piketty er professor i økonomi ved l École d économie de Paris. Han udgav i 2013 bo- gen Kapitalen i det 21. århundrede, som nogle har betegnet som årtiets måske vigtigste bog om økonomi. Piketty beskæftiger sig især med økonomisk ulighed: Denne bog er baseret på 15 års forskning ( ), der i det væsentlige er helliget den hi- storiske dynamik i indkomster af formuer. (Piketty;2014;7). Især det historiske tillægger Piketty stor betydning i sin forskning, hvilket også ses i kapitlet vedrørende afvikling af statsgæld, der bliver benyttet som teori i projektet. I dette anvender Piketty historiske eksempler på offentlig gæld til at belyse nyere gældskriser. I denne anled- ning giver han sit bud på, hvordan disse løses bedst. Han fremlægger tre muligheder for afvik- ling af offentlig gæld ekstraordinær skat på privat kapital, inflation eller sparepolitik. Den ekstraordinære skat på privat kapital anser Piketty som værende den mest retfærdige og effektive løsning(ibid;555). Denne skal udføres ved implementering af progressive skattesat- ser, således at de bedst stillede vil blive beskattet mere af den ekstraordinære skat end de svagt stillede, da han anser dette som værende det mest retfærdige(ibid;557). Ellers kan inflation være nyttig: Det er i øvrigt sådan, at hovedparten af de forskellige landes offentlige gæld er blevet nedbragt gennem tiderne (ibid;555). Problemet med denne måde at 17

18 afvikle offentlig gæld på er, at inflation er et relativt upræcist redskab, hvilket betyder, at det er svært at styre. Metoden omfordeler kapitalen nogle gange i den rigtige retning, nogle gange i den forkerte. Piketty anser derfor ikke inflation som et hensigtsmæssigt alternativ til den ekstraordinære skat på privat kapital. I forhold til sparepolitik affærdiger han dog ikke inflation fuldstændigt: ( ) hvis valget står mellem lidt mere inflation eller lidt mere sparepoli- tik, er lidt mere inflation sikkert at foretrække. (ibid;561). Sparepolitik, med det mål at afdrage gælden, bør man ifølge Piketty undgå at føre, da han an- ser den som værende den mindst effektive måde at afvikle offentlig gæld på i henhold til ret- færdighed og effektivitet(ibid;555). Pikettys kapitel om offentlig gæld bliver i projektet benyttet til analyse af SYRIZAs partipro- gram med fokus på deres økonomiske forslag. 2.6 Økonomiske paradigmer i opposition til sparepolitik Owen Worth skrev i 2013 bogen Resistance in the age of austerity. Bogen omhandler, som navnet indikerer, den sparepolitik, der er blevet ført i kølvandet på den finansielle og økono- miske krise, som ramte de vestligt industrialiserede samfund i 2007/08, og den potentielle opposition til samme. I bogen noterer Worth, at de markante økonomiske kriser, som man oplevede i det 20. år- hundrede, havde til fælles, at de fremprovokerede radikale reformer af samfundsøkonomien. Som tiltag mod Depressionen skiftede man i den vestlige verden fra klassisk kapitalistisk øko- nomisk tænkning til en finanspolitik inspireret af John Maynard Keynes teser, som er kort forklaret i begrebsafklaringen. Et eklatant eksempel på dette var den amerikanske præsident Theodore Roosevelts implementering af den populært kaldte New Deal, som blev det første spadestik for en egentlig velfærdsstat i USA. Oliekriserne i midt og slut 70 erne fordrede li- geledes en økonomisk traditionstransition denne gang til Milton Friedmans neoliberalisti- ske skole, som vil blive redegjort nedenfor. I denne omgang var det Ronald Reagan, der sam- men med Storbritanniens premierminister Margaret Thatcher ledte udviklingen. 18

19 Worths pointe med disse historiske eksempler, er at den nylige globale finanskrise bryder dette mønster, da det stadig er de neoliberalistiske økonomiske principper, som finanspoli- tikken i I- landene bliver ført efter (Worth;Resistance in the age of Austerity, 2013;1ff). Den gængse kriseløsning er i stedet blevet sparepolitikken. Argumentet for denne praksis er, at markedet er det mest effektive værktøj, når man forsøger at vende recession til vækst. Målet bliver derfor, for politikere og nationalbankdirektører, at skabe så ideelle forhold for den pri- vate sektor som muligt. Statens opgave bliver at gøre sit lands marked strømlinet og attraktivt ved at have en så stabil økonomi som muligt. Stabil skal i denne kontekst forstås som en nati- on med en overskuelig statsgæld, hvis valuta ikke har store udsving, og hvis rente er lav. Lo- gikken er, at dette skaber tillid i markedsforstand, hvilket fordrer eksterne investeringer - såvel som produktionsudvidelser og flere iværksættere internt (ibid;116ff). Hovedbudskabet i Worths bog er, at denne opfattelse, af hvad optimal kriseløsning er, ikke er blevet udfordret. Her skal det understreges, at det netop stadig bare er en opfattelse - og dens iboende teser - som finanspolitikken bliver ført på baggrund af. Det har den altid gjort, dog, som skrevet, er nye ideer blevet præsenteret og implementeret i lyset af kriser. Der er ifølge Worth flere faktorer, som er årsag til, at dette ikke har været tilfældet ved denne krise. Dels er centrale neoliberalistiske strukturer, for eksempel det private investerings- og bank- system, blevet en så integreret del af den globaliserede økonomi, at en eventuel reform skal være af global skala. En hidtil uset bred koalition af aktører er derfor påkrævet, førend en op- position til neoliberalismen kan etableres(ibid). Imidlertid sondrer Worth dog mellem tre hovedbevægelser, i form af markante paradigmer, hvilke han ser som potentielle konkurrenter til neoliberalismen: statskapitalisme, venstrena- tionalisme og regionalisme. Disse tre økonomiske tankesæts normative teoretiske baggrunde bliver herunder forklaret, som Worth redegør for dem, da de vil blive brugt i flere analyseaf- snit i projektet Statskapitalisme Statskapitalistiske tiltag, er tiltag, der fordrer en blandingsøkonomi, hvor det klassiske kapita- listiske marked er under stram kontrol af staten. Private virksomheder har mulighed for at drive forretning, men de statsejede entrepriser har en langt større markedsandel - og på cen- 19

20 trale områder, som eksempelvis energi og telekommunikation, direkte statsmonopol. Staten har i alle henseender det sidste ord, og privatiseringsprocesser er ikke ønskede (ibid;133ff). Kina er et skoleeksempel på en økonomi baseret på disse principper, som ofte bliver fremhæ- vet grundet den enorme økonomiske vækst landet har oplevet både før, under og efter finans- krisen Venstrenationalisme Venstrenationalistiske tiltag fordrer ligeledes en blandingsøkonomi, og overlapper dermed delvist med statskapitalisme. Tankerne bag og målet med tiltagene adskiller sig dog fra stats- kapitalismen. I venstrenationalismen tales der også for nationalisering af visse områder, men ikke nødvendigvis udelukkende grundet et potentielt økonomisk afkast. Centrale eksempler er nationalisering af sundhed og uddannelsesområdet. Sådanne policies implementeres og vedholdes ikke med en intention om at skabe en forretning med så stort overskud som muligt. Det gøres derimod med rod i en overbevisning om, at disse opgaver forvaltes mest hensigts- mæssigt, for befolkningen, af staten. Venstrenationalistiske tiltag bærer præg af Keynes teser om ekspansiv og kontraktiv finans- politik i henholdsvis lav- og højkonjunkturtider (ibid;137ff). Offentlige investeringer på trods af underskud i statskassen, i eksempelvis infrastruktur, for at mindske ledighed, kan dermed betegnes som venstrenationalistiske tiltag. Venstrenationalistiske initiativer kan også have protektionistisk karakter, men dette er kun rentabelt i stater, der besidder tilstrækkelige res- sourcer til at være selvforsynende (ibid;138). Det skal understreges, at flere af bogens konklusioner baserer sig i marxisme og i højere grad i gramcisk teori om eksempelvis hegemoni. I denne kontekst altså neoliberalismens hegemoni. De alternativer, der præsenteres til denne, bærer således alle et socialistisk eller venstreori- enteret islæt. Dette er dog vurderet til ikke at gøre disse mindre relevante, givet at analyserne har vist, at SYRIZA er et yderst venstreorienteret parti Regionalisme Regionalisme har en anderledes karakter end de to foregående paradigmer. Hovedtesen bag regionalismen er at samle institutioner på tværs af landegrænser for at danne fælles bånd og 20

21 samtidig fælles front. På den måde er regionalismen ikke, som udgangspunkt, hverken højre- eller venstreorienteret. I en anti- neoliberalistisk kontekst vil regionalistiske initiativers om- drejningspunkt være oprettelsen af overstatslige markedsregulerende institutioner, som skal sørge for at markedet eksempelvis ikke overopheder (ibid;140). Det er her vigtigt at under- strege, at der kun er tale om regionalisme, hvis en policy direkte fordrer oprettelsen af et nyt internationalt politisk organ eller lignende. Oprettelsen af EF/EU, og i særdeleshed det euro- pæiske monetære samarbejde, er det tætteste man er kommet på realiseringen af den regio- nalistiske tankegang. Det er samtidig et eksempel på, at regionalisme kan bruges til at fremme markedsorienteret, såvel som statscentreret, finanspolitik. I projektet er det derfor vurderet som væsentligt at definere, hvilken tilgang til regionalisme en eventuel fortaler for dette pa- radigme har - ved at kategorisere det/de specifikke tiltag i henhold til det politiske højre- venstrespektrum. 2.7 Neoliberalisme Neoliberalisme er en videreudvikling af klassisk liberalisme. De store hovedtræk, omhandlen- de det frie marked, det økonomisk rationelle individ og en mindre stat, er videreført fra libe- ralisme til neoliberalisme. Liberalismen, som blandt andet udspringer fra den skotske økonom Adam Smith, , handlede om at styrke markedskræfterne og nedbryde nationale monopoler. Smith anså de nationale monopoler og protektionistiske toldbarrierer som forhindringer for nationens vel- stand(estrup m.fl.;2013;16). Ifølge Smith var det de britiske kornlove, som opsatte kvantitati- ve begrænsninger for importen, der var monopoldannende og dermed hæmmende for at øge nationens velstand. Det er disse hovedpunkter, der er neoliberalismens byggesten, og som ligger bag den neoliberalistiske teoridannelse. Neoliberalismen er grundlagt af Milton Friedman og hans kollegaer fra Chicago University, bedre kendt som Chicagoskolen, i 1950 erne. Her opstod neoliberalismen som modsvar til keynesianismen, der siden den store depression i 1930 erne, var det herskende makroøko- nomiske regime. 21

22 Friedman harcelerede kraftigt mod keynesianismens udbyggelse af velfærdsstaten og brugen af offentlige investeringer som finanspolitisk- og vækstskabende instrument. Chicagoskolens meningsfæller indså dog hurtigt, at de keynesianistiske paradigmer var altdominerende, og derfor var det ikke muligt at udfordre denne tankegang på daværende tidspunkt. Derfor var fokus i første omgang på at udbrede og institutionalisere den neoliberalistiske skole via ud- dannelsesinstitutioner og popularisering. Som Naomi Klein også nævner i sin bog Chokdok- trinen var Chicagoskolens mål mere langsigtede(ibid;176). Ifølge Klein har det neoliberalisti- ske paradigme vundet gradvist mere indflydelse i perioder præget af økonomiske kriser og katastrofer. Ifølge Klein så Chicagoskolen netop disse situationer som tidspunkter, hvor økonomiske al- ternativer havde de mest gunstige vilkår for at få indflydelse(ibid). Neoliberalisme udspringer dels af klassisk liberalisme, men også af monetarisme. Monetarisme bygger på tankegangen om, at private markedsaktører og husholdninger hoved- sageligt placerer deres kapital i reale aktiver, og ikke værdipapirer. Hvis der opstår lavkon- junktur vil det mest effektive redskab derfor være at forøge pengemængden på markedet, som derefter vil skabe øget markedsaktivitet og forbrug. I monetarismen og dermed neoliberalismen benyttes ekspansiv pengepolitik altså aktivt for at afhjælpe lavkonjunktur(ibid;132ff). Neoliberalisternes syn på statens og markedets relation er, at enhver statslig intervention på det frie marked vil medføre tab af velstand. Derfor ønsker neoliberalisterne en relativt lille stat, hvor offentligt forbrug er på et minimum. Offentligt forbrug skævvrider markedet, og vil ikke skabe øget velstand. På dette punkt adskilte Friedman sig betydeligt fra det keynesianistiske paradigme om offent- lige investeringer som vækstskabelsesinstrument. Statens opgave er altså at begrænse sig selv mest muligt for at undgå inefficiente markedsfor- hold. Opgaverne er her reducerede til at opretholde sikkerhed i form af politi og militær. Neo- liberalisterne er også kendt for opfattelsen af individet som homo oeconomicus, hvor indivi- det altid agerer økonomisk rationelt og handler ud fra egne interesser(ibid;178). Denne 22

23 grundtanke er gennemgående i al neoliberalistisk økonomisk tænkning, og afspejles også i deres tanker om stat og marked som økonomisk rationelle. De markedsrelationer, organiseringsformer og mekanismer, som er gældende på det frie marked, skal også være gyldige for staten. Ifølge Foucault gjaldte det: (...) om at gøre marke- det, konkurrencen og således virksomheden til det, man kan kalde samfundets formative kraft (ibid). Det frie kapitalistiske marked skal altså være dominerende og virke som formativ kraft i udviklingen af nationen. 23

24 3. Metode 3.1 Begrundelse for valg af empiri SYRIZAs partiprogram SYRIZAs partiprogram analyseres ved brug af både økonomiske, sociologiske og politologiske teorier og begreber. Dette gøres for at skabe en empirisk platform, hvor de tre discipliner kan mødes. Ved hjælp af populismebegrebet analyseres partiprogrammet for populistiske tenden- ser, og der vil på baggrund af dette diskuteres, hvordan populisme og anerkendelse påvirker hinanden. Derudover vil SYRIZAs partiprogram benyttes til at belyse, hvilket økonomisk paradigme par- tiets proklamerede økonomiske politik svarer til. Partiprogrammet vil videre undersøges ved brug af den franske økonom Thomas Piketty. Her vil der analyseres på partiets fremsatte økonomiske politik med inddragelse af Piketty og hans teser omhandlende afvikling af offent- lig gæld Trojkaens sparekrav Trojkaens sparekrav vil blive analyseret ud fra den neoliberalistiske økonomiske skole, for at kunne lave en komparativ analyse mellem sparekravene og SYRIZAs partiprogram Mikkel Thorups populismebegreb Mikkel Thorups populismebegreb er bygget op om den populistiske højrefløj i Danmark, med et særegent fokus på Dansk Folkeparti. SYRIZA befinder sig på den yderste venstrefløj, og en egentligt sammenhæng kan derfor umiddelbart være svær at se. Dog er der i SYRIZAs modvil- je mod Trojkaen grundlag for at bruge denne definition, hvorfor det i projektet vil blive belyst ved at udpege egentlige populistiske forslag i SYRIZAs partiprogram, og dermed vise en sam- menhæng. 24

25 3.2 Begrundelse for valg af teori Velfærdsmodeller Der redegøres for de forskellige velfærdsmodeller og for Grækenlands specifikke velfærds- model for at skabe en bredere forståelse af, hvordan det græske samfund hænger sammen Idealtyper Webers idealtyper kan benyttes til at simplificere et samfundsfænomen for at analysere på baggrund af nogle enkelte synspunkter. I dette tilfælde benyttes denne simplificering til at legitimere og underbygge den sociologiske analyse, der ellers tager udgangspunkt i anerken- delsesteorien. Analysen vil tage udgangspunkt i de fire idealtyper af handlinger, og vil se bort fra de andre dele af Webers videnskabslære Anerkendelsesteori Axel Honneths anerkendelsesteori anvendes til at forklare de bevægelser, vælgerne har imel- lem de forskellige politiske partier. Anerkendelsesteorien bliver ligeledes brugt til at forklare, hvorfor SYRIZA pludselig oplever stor vælgertilslutning og de typisk regeringsdannende par- tier et tilsvarende nederlag. Videre i analysen bliver teorien sat i perspektiv til populismebe- grebet. Gennem anerkendelsesteorien anskueliggøres den græske befolknings holdning til Trojkaens sparekrav. Sfæren, der i dette projekt primært fokuseres på, er den solidariske sfæ- re. Det bør dog i denne forbindelse understreges, at Honneth beskriver, de tre sfærer som væ- rende meget tæt forbundne Piketty Piketty benyttes, da han er en aktuel anerkendt økonom, der står som opponent til den her- skende neoliberalistiske økonomiske politik, som føres i EU. Dermed kan der opnås en nuan- ceret analyse af SYRIZAs partiprogram sat over for Trojkaens sparekrav, der hovedsageligt baserer sig på neoliberalistisk økonomisk tænkning. Især sparepolitik er Piketty modstander af, hvilket giver en interessant kontrast til Trojkaens låneprogram. Inddragelsen af Piketty 25

26 bidrager altså med muligheden for en nuanceret diskussion af de stillede sparekrav til Græ- kenland kontra SYRIZAs partiprogram De økonomiske paradigmer De økonomiske paradigmer, der er gjort rede for, repræsenterer, ligesom SYRIZA, alle en modstand af neoliberalismen og herigennem en modstand til ideen om nedskæringspolitik som kriseløsning. Af samme grund er det sandsynligt, at et eller flere af disse paradigmer, har dannet inspiration for de økonomiske forslag i SYRIZAs partiprogram. De økonomiske para- digmer er i denne kontekst forstået som en specifik økonomisk tænkning, som bliver benyttet i udarbejdelsen af et eller flere tiltag, inden for dette område, i litteraturen policy- making. Dermed er de nævnte paradigmer ikke nødvendigvis afgrænset af bestemte politologiske ide- ologier. I analysen vil det blive undersøgt om de økonomiske udspil i SYRIZAs partiprogram, kan påvi- ses at være blevet udformet med rod i en eller flere af disse paradigmer. Dette vil være rele- vant, fordi dette vil kunne påvise en teoretisk modstridighed mellem SYRIZA og Trojkaen Neoliberalisme Neoliberalisme inddrages for at påvise, og identificere, det teoretiske grundlag for Trojkaens låneprogram. I forbindelse med udbetaling af raterne i låneprogrammet er Grækenland blevet præsenteret for en række krav. Her er det interessant at undersøge det bagvedliggende teorigrundlag. I diskussionen vil dette blive sammenlignet med bevæggrundlaget for SYRIZAs partiprogram. 26

27 3.3 Begrundelse for valg af metode Dokumentanalyse For at undersøge henholdsvis SYRIZAs partiprogram og Trojkaens låneprogram til Græken- land benyttes en dokumentanalyse. Denne analyse anvendes til at operationalisere de øko- nomiske og sociologiske teorier, der er blevet gjort rede for. Denne metodiske tilgang er altså nødvendig for at kunne drage konklusioner omhandlende den konkrete græske situation ud fra generelle teorier (Brinkmann m.fl.;kvalitative metoder, 2010;144) Komparativ analyse For at kunne drage en konklusion på baggrund af ovennævnte dokumentanalyser, benyttes en komparativ analyse. Resultaterne af den metodiske tilgang til teorien sættes her over for hin- anden, således at forskelle og ligheder tydeliggøres. Dermed validerer den komparative ana- lyse den efterfølgende diskussion og konklusion. Helt konkret vil komparativ analyse blive brugt i projektet til at sammenligne Piketty og de økonomiske paradigmer i forhold til SYRI- ZAs partiprogram. Derefter vil konklusionerne af denne analyse blive sat over for Trojkaens lånekrav til Grækenland, for derved at kunne drage videre konklusioner i henhold til de øko- nomiske kontraster mellem Trojkaen, SYRIZA, Piketty og de økonomiske paradigmer parterne lægger sig opad Abduktion Analysestrategien i projektet kan siges at være abduktiv. Med den abduktive metodologi sø- ges der igennem analysen at identificere de bagvedliggende faktorer og mekanismer, som er udslagsgivende for et observeret fænomen (Poul Bitsch Olsen & Kaare Peder- sen;problemorienteret projektarbejde, 2013;151f). Der er i projektets problemformulering en iboende observation og kategorisering, nemlig: der er en forskel mellem Trojkaens sparekrav og SYRIZAs partiprogram. Dette fænomen vil der i projektet findes de underliggende faktorer for. I diskussionen vil de fundne faktorer sammenfattes, således at deres indbyrdes relationer bliver tydeliggjort. Af dette sammendrag vil det akkumulerede spektrum af faktorer og meka- 27