Pattedyrene i Tofte Skov og Mose

Transkript

1 Pattedyrene i Tofte Skov og Mose Af Birgit A. Knudsen og Peter O. Knudsen Indledning Nedenstående oversigt over Tofte skov og moses pattedyr er især baseret på vore egne erfaringer som henholdsvis revirjæger i Vildmosen siden 1958 og skovfoged med arbejde i området siden Desuden har vi haft adgang til projekt Dansk pattedyratlas data fra de to 10 x 10 km kvadrater, hvori Tofte skov og mose ligger. Hans Baagøe, Zoologisk Museum, København har givet oplysninger om sine registreringer af flagermus ved 5 natlige besøg med flagermusdetektor (juli og aug og juni 2008). Birger Jensen har givet oplysning om optælling af overvintrende flagermus i Smidie kalkgrube. Annelise Jensen har artsbestemt rester af 350 byttedyr fra uglegylp indsamlet i Tofte skov de senere år. Helt overvejende gylp fra natugle indsamlet på loftet i skovens forladte ledvogterhus, Bakhuset. Uden de nævnte oplysninger ville det have været meget lidt, der forelå om småpattedyr fra området. Birger Jensen har desuden givet råd og vejledning ved manuskriptets udformning. Alle takkes for den nævnte hjælp. Anvendte benævnelser Tofte området: Her menes det totale areal, som udgøres af Tofte skov og Tofte mose. Areal i alt: 3993 ha. Tofte skov: Herunder hører skovbevokset areal og åbne arealer, dog ikke højmosen. I alt: 1604 ha Tofte mose med søer: 2389 ha. Yderhegnet, som sikrer de større dyr i området, blev færdigt i Hegnet er ca. 25 km. langt. Skov og mose Tofte skov: Den østlige del af Tofte området består af heder, sletter, enge og skov. For mere end 100 år siden valgte de daværende ejere familien Schimmelmann, Lindenborg Gods, at Tofte skov og mose skulle være et naturområde, hvor dyrene havde de bedste livsbetingelser. Driften af hele området var baseret på så lav en forstyrrelsesgrad som mulig af hensyn til et godt miljø for fugle og dyr. Til forskel fra mange andre danske skove er Tofte skov markant med vekselvirkningen mellem det skovbevoksede og de mange åbne arealer i skoven. 281

2 Meget bevidst har man valgt dette for at give dyrene gode vilkår med varierede fourageringsmuligheder. For kronvildtets vedkommende er der i efteråret således sikret de rette betingelser for at søge til åbne brunstpladser med en vis indbyrdes afstand. Åbne grøfter og bække skærer igennem Tofte skov, og sammen med adskillige mindre søer betyder det, at dyr og fugle året igennem har let adgang til vand. De mange lysåbne skovpartier i naturskoven giver varierede fødemuligheder til både fugle og dyr. Områder med gran og fyr giver læ og dækning, og det er tydeligt, at de større dyr søger hertil, når vejret er præget af blæst og nedbør, eller der er forstyrrelser af mennesker. For at sikre optimale forhold for de dyr, vi gerne vil se, må vi fastholde en skovstruktur med en jævn fordeling af arealer med nåletræ, som giver dyrene mulighed for dækning. En naturskov, hvor løvskoven har indblandede partier af gran og fyr, giver os et smukt skovbillede året rundt og tillige en stor gevinst i de øgede muligheder for flere fuglearter. Tofte mose - Vildmosen Navnet leder tankerne hen på noget oprindeligt, noget fra vor fortid, noget der rummer natur. Det forholder sig sådan endnu, og man vil gerne fastholde og forbedre naturtilstanden. Det er vigtigt at fastholde, at naturen er sammensat. En del af naturen er pattedyrene, og det er fortsat vigtigt at sikre dyrene de bedste forhold. Når dyrene vandrer på mosen, bruger de vekslerne, som har eksisteret gennem århundreder. Dyrene benytter til stadighed de samme veksler, som er stier, trådt af dyr. Et sirligt mønster tegner sig ud over mosefladen. Dette mønster er ikke tilfældigt, men vekslerne, som tegner dette mønster, har nogle tydelige forløb fra busk til busk, fra træ til gruppe af træer osv. Steder med vegetation på mosen tjener som dækning, og dyrene trækker helt naturligt efter dette. Hovedvekslerne ud over mosen går bl.a. til lunerne (mindre søer på mosen) eller til andre markante steder med vegetation. Dyrenes muligheder for på denne måde at finde en vis tryghed i deres vandring ude på mosefladen bør betænkes i forbindelse med rydning af opvækst på mosen. De bevoksede pletter på mosen kan betragtes som mosens korridorer. Vi tænker på og taler om, hvilke oplevelser, vi som mennesker ønsker at opnå i naturen. Disse oplevelser inkluderer ofte det ypperste af flora og fauna. Det er på tide, at vi tager hånd om at sikre det bedste miljø for alt det, vi gerne vil opleve derude. Der skal gives de bedste vilkår til både flora og fauna, og det inkluderer, at man begrænser færdsel af mennesker. Insektædere Pindsvin (Erinaceus europaeus) Pindsvinet må betragtes som ikke til stede eller uhyre sjældent i Tofte området. Sidst et pindsvin er set, er for 25 år siden i 1987 ved Sandhusvej i den østligste del af 282

3 Fig. 2 Pindsvinet er måske forsvundet fra Tofte Skov. Billedet her er taget uden for hegnet. 23. august Foto Jan Skriver. skoven. Dyret er almindeligvis mere at finde ved gårde eller bynære områder. Inden for de sidste 50 år er pindsvin i øvrigt set et par gange forskellige steder ud ad den gamle Hurupvej. Frem til 1960-erne havde skovfogeden husdyr og nogle landbrugsafgrøder på Toftegården. Dengang var pindsvinet almindeligt ved gården midt i Tofte skov. Det kan tænkes, at vildsvinene tager pindsvin, og dette forhold kan være medvirkende årsag til, at vi ikke længere træffer pindsvin i området. Spidsmus Vore tre arter af spidsmus ser man sjældent, og da er det som regel i form af et dødt eksemplar på en skovvej. Det gælder også i Tofte skov. Blandt natuglens byttedyr (se tabel 1, side 288) optræder alm. spidsmus (Sorex araneus) imidlertid hyppigt - 45 af 350 dyr - (13%), - mens dværgspidsmus (Sorex minutus) og vandspidsmus (Neomys fodiens) er fåtallige henholdsvis 5 og 4 stk. Tilsvarende forhold gør sig gældende på landsplan for de tre arter (Dansk pattedyratlas 2007). Muldvarp (Talpa europaea) Der findes muldvarp på mange arealer i Tofte området, hvor der tidligere har været drevet landbrug. Især, hvor der stadig er åbent land med vedvarende græs og urter, men også i skoven kan man se spor efter muldvarpens aktiviteter i form af muldvarpeskud. Der gøres intet for at bekæmpe muldvarpen. Man kan ikke tale om, at den noget sted er et problem i Tofte, men den kan sætte sit præg på landskabet. Man ser ikke spor, der viser, at muldvarpen er specielt efterstræbt af andre dyr, men en række dyr og nogle fuglearter tager den, når lejlighed gives, det gælder f.eks. ræv, grævling, vildsvin, fiskehejre, natugle og musvåge. 283

4 Fig. 3 Damflagermus i kalkgrube. 8. april Foto Hans J. Baagøe. 284

5 Flagermus I Danmark er der registreret 17 arter af flagermus, men for den almindelige iagttager ligner de fleste af dem hinanden så meget, at man blot siger, at det er en flagermus uden at beskæftige sig med, hvilken art det er. Det gør naturligvis ikke en artsbestemmelse lettere, at flagermus fortrinsvis er aktive i døgnets mørke timer. Her har man de senere år fået et hjælpemiddel til at følge flagermusens natlige færden. Der er udviklet et apparat (bat detektor), der på forskellig måde kan registrere flagermusens højfrekvente orienteringslyde, så man lettere kan finde de flyvende flagermus i mørket, og bedre artsbestemme dem på forskelle i deres lyde. Ved hjælp af en sådan detektor har Hans Baagøe fra Zoologisk Museum, København på 5 nætter fundet med sikkerhed 7 arter flagermus i Tofte området. Kun enkelte yderligere oplysninger foreligger herfra om denne dårligt kendte pattedyrgruppe. Det kan dog nævnes, at der fra oktober til april overvintrer 4 arter flagermus i Smidie kalkgruber. Indgangen til gruben ligger kun knap 1 km fra Tofte yderhegn i nordvestlig retning. Flagermusene vil i forbindelse med til-flyvning om efteråret og ud-flyvning om foråret for en stor del flyve over Tofte området, og nogle tilbringer også sommeren i dette lokalområde. Vandflagermus (Myotis daubentoni). Blev set og hørt flere gange på forskellige steder bl.a. jagende på sin karakteristiske måde ganske lavt over vandet i Tofte sø. Formodentlig yngler arten i Tofte området og op til 500 overvintrer i Smidie kalkgrube. Damflagermus (Myotis dasycneme). Også denne art blev set og hørt i Tofte området og yngler formentlig på denne lokalitet. Nogle hundrede overvintrer i Smidie kalkgrube. Troldflagermus (Pipistrellus nathusii). Enkelte jagende og overflyvende registreret. Dværgflagermus (Pipistrellus pygmaeus). Set og hørt jagende og overflyvende mange steder. Pipistrelflagermus (Pipistrellus Pipistrellus). Registreret passerende. Brunflagermus (Nyctalus noctula). Set og hørt overflyvende og jagende. Sydflagermus (Eptesicus serotinus). Nogle jagende og overflyvende dyr registreret. Langøret flagermus (Plecotus auritus). Set og hørt ved Toftegårdens bygninger og 1 fløj inde i laden. I 2007 fandtes et afkræftet eksemplar. Hertil kan føjes, at Frynseflagermus (Myotis nattereri) muligvis er hørt med detektoren, og at den i hvert fald overvintrer i Smidie Kalkgrube i et antal af ca Det samme gælder Brandts flagermus (Myotis brandti), der heller ikke med sikkerhed er hørt i Tofte området, men hvoraf ca. 100 overvintrer i Smidie kalkgrube. Af denne art blev der imidlertid 10. juni 1946 fundet en koloni i et hult træ i Tofte skov, hvorfra eksemplarer findes på Naturhistorisk Museum i Aarhus. Det er det eneste tilfælde, hvor der i Tofte området er bemærket en koloni af flagermus. 285

6 Fig. 4 Hare ved Toftegården. 2. juni Foto Peter O. Knudsen. Hare Haren (Lepus europaeus) trives tydeligt på flere åbne områder i Tofte. På Kragelundsmarken, ved Toftegården og på Tofte bakke ser man jævnligt harer. Haren færdes ikke på højmosefladen, men lever på den tørre del af området. Dyrene er rolige, og tillidsfuldt passer de deres fouragering, når man passerer dem på ret tæt hold. I Tofte er haren aktiv og ses ofte i dagtimerne. Årsagen til denne ro skal findes i den måde, vi omgås dyrene. Haren lades i fred. Ingen hunde færdes frit, og der drives ingen jagt på haren. Ingen brug af sprøjtemidler i Tofte betyder, at harens fødeemner er sunde. Haren æder en del skud og kviste. Ræv og store rovfugle som ørne og ugler har vi set tage harekillinger. Haren har gennem tiden givet mange gode oplevelser især også til de besøgende på guidede ture. Den betragtes som et vigtigt dyr i Tofte. 286

7 Gnavere Egern (Sciurus vulgaris) I årene op til 1970 var egernet et almindeligt dyr i skoven. Ganske hurtigt herefter faldt antallet, og siden har vi kun iagttaget få egern i området, til trods for at der aldrig er drevet jagt på egern. Den røde farvetype ses oftest, men en mere mørk farvevariant kan også forekomme. Egernet finder tydeligvis føden af kogler fra rødgran, sitkagran og fyr. Agern, bog og især hasselnødder er yndet føde. I Tofte er det i skarp konkurrence med kronvildt og vildsvin. Egernet har behov for kalk. Vi har set egerngnav på rosenkransen af kastestænger, der har været hængt op i træerne. Man kan håbe, at egernet igen bliver almindeligt at træffe i skoven, for dyret er både smukt og interessant at iagttage. I modsætning til Tofte skov er der i det tilstødende sommerhusområde ved Øster Hurup en større egernbestand. Næsten alle her i landet kender et egern, men vore andre gnavere mus og rotter kan de færreste sætte navn på. Dels ser man dem kun i korte glimt, når de smutter af sted, dels ligner de hinanden ret meget. Man skal altså helst have dem i hånden for at foretage en sikker artsbestemmelse. Dyrene skal fanges i fælder, eller man skal undersøge uglegylp for rester af byttedyr. Stort vedvarende græsdække, mange skovbryn, urørte sletter og enge med spredt vegetation og Fig, 5 Både røde og mørke egern forekommer i Tofte Skov. Arter er siden 1970 blevet mere fåtallig. 18. februar Foto Jan Skriver. 287

8 naturlig føde giver optimale vilkår for mange mus. Mus betragtes ikke som skadedyr i Toftes natur, men de er et vigtigt fødeemne for rovdyr som ræv, mår og lækat. For mange fugle, bl.a. tårnfalk, musvåge og ugler er mus særdeles betydningsfulde. Der tages ligeledes mus af hugorm og snog. Vi finder rester af musens gnaven for føde, bl.a. på træer og buske, kogler, agern og nødder. Fine tandmærker på kastestænger af hjorte vidner også om musens aktivitet for at få kalk. Byttedyr Antal Andel i % Muldvarp 1 <1% Alm. spidsmus 45 13% Dværgspidsmus 5 1% Vandspidsmus 4 1% Mosegris 3 <1% Alm. markmus % Rødmus 30 9% Skov/halsbåndmus % Dværgmus 8 2% Brun rotte 2 <1% Brud 1 <1% Fugl 24 7% I alt: 350 Tabel 1. Byttedyr fundet i natugle-gylp fra Tofte området. Fra Tofte området foreligger der kun nogle få spredte iagttagelser og fældefangster, men der er fundet rester af 270 smågnavere i uglegylp fra natugle, og de repræsenterer 7 arter (tabel 1). Af studsmusene er alm. markmus (Microtus arvalis) den mest talrige (40%), fulgt af rødmusen (Clethrionomys glareolus) (11%), mens mosegris (Arvicola terrestris) kun udgør 1%, da den er et vel stort bytte for en natugle. Mosegris, vandrotte (Arvicola terrestris) Mosegrisen er særdeles udbredt i hele Tofte området - trods navnet dog ikke på højmosen. Lavtliggende områder, fugtige marker og enge, småsøer og vandløb er dens levesteder. Mosegrisen optræder med særdeles store udsving i antal. I enkelte år er der påfaldende mange. I et naturområde som dette kan man ikke tale om mosegrisen som et skadedyr, for hvilke dyr skulle have mere ret end andre, når man taler om den gode natur? I skovfogedens køkkenhave tager mosegrisen så stor andel af de dyrkede grøntsager, at den har sat dagsordenen for, hvad der dyrkes. Mosegrisen er efterstræbt af bl.a. ræv, musvåge, rørhøg, fiskehejre og natugle. Hunden graver efter mosegrise, men æder dem ikke. Af ægte mus udgør halsbåndmus (Apodemus flavicollis) og skovmus (Apodemus sylvaticus) til sammen 44%. Disse to arter kan ikke umiddelbart skelnes i uglegylp, men begge arter kendes fra Tofte området med halsbåndmus som langt den hyppigste. Det er også denne art, der på Toftegård i vinternætter hopper støjende rundt på loftet. 288

9 Fig. 6 Rødmus er den mest dagaktive af musene i Tofte Skov. August Foto Jan Skriver. Dværgmusen (Micromys minutus) udgør 3%, og det er en almindelig andel for denne art, som ofte optræder lokalt i svingende antal. Den brune rotte (Rattus norvegicus) udgjorde mindre end 1%. Ligesom den voksne mosegris er den voksne rotte et vel stort bytte for en natugle. Rotten ses næsten hvert efterår omkring bygninger i Tofte. I laden er der mulighed for at æde korn og anden føde. Gennem vinteren finder den bosteder i lade, stald og brændehus. Rotten bekæmpes i Tofte. Husmus (Mus musculus) er med mellemrum set og fanget ved Toftegården. Rovdyr Ræv (Vulpes vulpes) Ræven betragtes som et nyttigt rovdyr i Tofte skov og mose. Den kan træffes overalt i naturen og har givet mennesker de fineste oplevelser. Ræven indgår som et vigtigt element blandt de dyr og fugle, som lever her, og den er med til at give balance. Der er en naturlig bestand, som aldrig har været større end det, som fødegrundlaget rigeligt har kunnet bære. Rævens vigtigste fødeemner er mus, biller, bær og frugter. Den kan ind imellem tage fugleæg og unger, harekillinger, rålam og smågrise. 289

10 Fig. 7 I de sidste 30 år har ræven været fredet i Tofte Skov. Juni Foto Jan Skriver. Ræven rydder op, når der falder et dyr i naturen, og det er vigtigt at holde for øje, at vi i Tofte gennem tiderne har haft mange jordrugende fugle samtidig med, at ræven aldrig har været efterstræbt af jægere. Tidligere var der én årlig jagt, hvor man bl.a. skød ræv. I de sidste 30 år har ræven været fredet, og kun ræve med skab er blevet skudt. Det skal bemærkes, at rævebestanden har holdt sig på det moderate i antal på trods af, at der ikke drives jagt på den. Da vi ikke vandrer omkring med hund i området, er ræven forbavsende tillidsfuld i sin adfærd. I yderhegnets linje har vi lagt rør på tværs flere steder, så ræven lettere kan passere ud og ind under hegnet. Der findes rævegrave spredt over hele området. Fra udsigtstårnene har mange fået gode oplevelser ved at iagttage ræven og dens færden om vinteren på isen på Tofte sø eller langs stranden for at søge føde. Mårhund (Nyctereutes procyonoides) Mårhund er set én gang i Tofte området. Den 16. juli 2008 blev der registreret 2 individer ved Tofte sø. Tre uger senere blev 2 mårhunde nedlagt ved Egense, og alt tyder på, at det er de samme dyr. Mårhunden stammer fra Sydøstasien. Den holdes i fangenskab bl.a. i pelsfarme. Undslupne dyr kan øve stærk negativ indflydelse på danske fugle og pattedyr, da den er særdeles alsidig i sit fødevalg. Mårhunden er ikke ønsket i den danske natur. 290

11 Lækat (Mustela erminea) Lækatten ses med mellemrum i skovlysning og skovbryn. Hurtigt kan den passere vejene. Lækatten lever i Tofte primært af mus, men æg og fugleunger er også yndede fødeemner. I træstakke langs vejene kan den dukke frem. I efteråret skifter den til fin, hvid vinterdragt, og når sneen dominerer, er den godt camoufleret. Den er hurtig og aktiv og i almindelighed ret sky, men kan også være nysgerrig. I april 2006 blev en lækat fanget i en minkfælde ved Tofte sø. Lækatten sov fredeligt, da vi kom til fælden. Den blev lukket ud. Brud (Mustela nivalis) Brud ses sjældent i Tofte skov. Vi har enkelte observationer af brud, der i hurtige bevægelser kun lader sig se i glimt. Der er god vegetation og dækning for det lille slanke dyr, og uden tvivl er der gode betingelser for brud i Tofte skov. Enkelte brud er fanget af kat i nærheden af Toftegården. Se også tabel 1 brud taget af natugle. I øvrigt gælder det for alle vore mindre arter af mårdyr, at sporing på sne antyder, at de optræder væsentlig hyppigere, end de få spredte iagttagelser af dyrene selv giver indtryk af. Ilder (Mustela putorius) Ildere træffes i Tofte skov. I februar 2008 fangede vi ilder i en fælde, som var sat for at fange mink. Da vi lukkede den ud, sprang den bort i roligt tempo, som det er karakteristisk for denne art. Der har ikke været drevet jagt på ilder i Tofte skov. Vi ser ilder med mellemrum overalt i området, og især på de lavere beliggende og fugtige steder. Den dukker op fra en træstak eller risbunke langs skovvejen for at passere vejen i lette spring. Fig. 8 Minken er desværre almindelig ved Tofte Sø, hvor den søges reguleret. 29. marts Foto Jan Skriver. 291

12 Mink (Mustela vison) Mink eller spor efter mink er gennem tiden blevet mere og mere almindeligt at finde, især langs vore vandløb og ved søer. Man kan møde mink, som ikke er særlig sky. Dyrene her stammer fra minkfarme med opdræt for pelsens skyld. Minken yngler i naturen og klarer sig godt. Den lever gerne af fisk, hvor den kan fange dem, men den tager desuden småpatttedyr. Den kan også gøre sit indhug og forstyrre i områder, hvor fuglene yngler. Der findes kun hundestejler og ål i vore søer og vandløb i Tofte området, men der er rig mulighed for andre fødeemner. Vi forsøger at fange minken for at reducere dens skadelige påvirkning i naturen. Minken er almindelig ved Tofte sø. Husmår (Martes foina) I Tofte området er husmår almindelig, og der findes mange gode levesteder især i den gamle løvskov. Ved træstakken ser man husmåren bevæge sig i hurtige spring. Der er gode fødemuligheder for måren, og den er næppe efterstræbt af andre dyr. I Tofte området jages den ikke af mennesket, men på den offentlige kystvej langs skoven er der flere gange fundet husmår, som er trafikdræbt. Skovmår (Martes martes) I de senere år er skovmåren set mere hyppigt, og der er en tydelig fremgang for arten. I perioder kan man flere gange møde skovmåren i samme område. Måren har ikke været efterstræbt af mennesker, og der er ikke sket større ændringer i naturen i Tofte skov. Fig. 9 Grævling der klør sig ved det gamle gravklompleks under bøgene på Tofte Bakke. 20. april Foto Jan Skriver. 292

13 Fig. 10 Odder på isen. 14. marts Foto Jan Skriver. Grævling (Meles meles) Der er flere komplekser med grævlingegrave, fordelt i hele Tofte området. Grævlingen lever i den del af området, hvor bunden er rimelig tør, og hvor der er blot en smule kuperet, så der kan graves en grav. Føden søges ofte langt fra graven, og grævlingen kan træffes helt ude midt på højmosen. Mosens bær er eftertragtede som supplement til smådyr som orme og snegle. I skoven er frugter fra træer og buske vigtige fødeemner. Grævlingen har i Tofte været fredet mindst et halvt århundrede før den officielle fredning. Den har aldrig været betragtet som et skadedyr. Ind imellem kan man også i dagtimerne se en grævling lunte af sted i skoven. Grævlingens ekskrementer kan skinne smukt af skarnbassens dækvinger. Dens små huller med ekskrementer ses mange steder og ofte ved hjørner af granbevoksninger. De samme steder for nødtørft bruges gennem flere generationer. Odder (Lutra lutra) Der har været odder i Tofte området gennem de sidste ca. 20 år, hvor den på landsplan også er i fremgang. Odder ses især i og ved Tofte sø. Den yngler ved søen, og flere besøgende ved det nye Tofte sø tårn har set odder med unger boltre sig i søen. F.eks. så man ved højlys dag odder med 3 unger i sommeren Der er ål i Tofte sø, og det er et vigtigt fødeemne for odderen, dog er de små 3- og 9-piggede hundestejler sikkert det vigtigste fødeemne for odderens unger. Den svømmer ofte neddykket på en strækning, dukker op et øjeblik og dykker så igen. Odderen er ret sky og forsvinder, hvis den mærker mennesker for tæt på, men i Tofte sø har den fundet et fredeligt sted at leve. Man kan håbe, at den lades i fred, hvor den yngler og søger skjul for at hvile. 293

14 Parrettåede hovdyr Vildsvin (Sus scrofa) Historie Vildsvinet blev udryddet fra den danske natur i midten af 1600-tallet. Siden har flere jagtinteresserede konger indført vildsvin, men omkring 1800 forsvandt de helt fra den danske natur. Daværende ejere af Tofte skov og mose familien Schimmelmann, Lindenborg Gods, ønskede vildsvinet som et ekstra jagtobjekt i den østhimmerlandske natur. Fra Hagenbeck og Ulm dyreparker i Tyskland blev der i 1926 indført 6 stk. vildsvin til Tofte skov. Det var en stamform af mindre størrelse, som skulle være nærmest de oprindelige vildsvin i Danmark. De første 10 år forløb uden beskydning. Da man indledte jagt på vildsvin, valgte man i en årrække udelukkende at skyde nogle orner og skånede søerne for at sikre en god tilgang for vildsvinene. Bestanden øgedes voldsomt, og midt i fyrrerne var antallet af vildsvin oppe på dyr. Naturen regulerer selv den alt for store bestand, som langt har oversteget områdets bæreevne. Mange vildsvin dør pga. dårlig kondition efter hårtab. En form for skab, som vi kender fra ræve, er naturens modangreb for at komme ned på et antal, der giver bedre balance. I kolde og fugtige perioder fik dyrene bl.a. lungebetændelse. Syge dyr skydes, og man sætter ind med en kraftig reduktion af bestanden. I 1958 var bestanden på ca. 30 vildsvin. Frem til 1972 holdes bestanden på dyr. Bestanden øges samtidig med, at man begynder på kommerciel jagt. Frem til 1990 er bestanden på omk. 100 dyr. Bestanden øges, og omk er man oppe på ca. 400 vildsvin. Vi skønner, i samarbejde med den daværende ejer Forsikringsselskabet Codan, at bestanden bør reduceres. Man vælger for en tid at oppebære en bestand på ca. 300 dyr. Efter Aage V. Jensens Fond har overtaget Tofte området er bestanden reduceret til det nuværende niveau på 150 dyr. Denne bestand øver betydelig indflydelse på forholdene i naturen. De ca. 150 dyr plus forårets tilgang af grise er særdeles aktive i størstedelen af området. Alle tallene for bestandsstørrelse (se tabel 2, side 298) er efter beskydning dvs. tidlig forårsbestand. I dag er der meget få dyr uden for indhegnede dyrehaver. Adfærd I Tofte skov er vildsvinene relativt sky. I forbindelse med menneskets færdsel kan man fra bil betragte dyrene på ganske nært hold; men er man til fods forsvinder de i samme øjeblik, de ser os eller får færten af os. Færten af hund virker også særdeles skræmmende på dyrene. Vildsvinene søler i fugtige områder med mudder og vand. Formålet er en rensning af pelsen for insekter. På varme sommerdage virker denne aktivitet sandsynligvis også som kølende på dyrene. Vildsvin er ligesom andre dyr aldrig aggressive, men gør udelukkende udfald for at forsvare sig selv og deres afkom, hvis de føler sig truede eller pressede. 294

15 Fig. 11 Søer af vildsvin med årets grise (såkaldte "Frischlinge") i naturskoven. 2. september Foto Peter O. Knudsen. 295

16 Fig. 12 Vildsvin søger allerede i september efter agern i den gamle naturskov. September Foto Jan Skriver. Fødeemner I skoven og på sletterne søger svinene efter olden, frugt, bær og planterødder. De æder biller, larver, orme og desuden æg fra jordrugende fugle. Det er set, at vildsvin kan tage lam. Friske ådsler ædes også af vildsvin. Vildsvinene i Tofte skov får om vinteren et mindre tilskud af foder i form af majs. Majsen strøs bredt på jorden, så både store og små kan komme til. Fodringen foregår adskillige steder for at tilgodese den store spredning af vildsvin i området, en spredning, som helst skal bevares. Uden tilskudsfodring ville det være nødvendigt at reducere bestanden betydeligt. Vildsvinene roder meget aktivt i jorden næsten overalt i Tofte skov. Særligt attraktive er løvskovene, laggzonen det vil sige overgangszonen mellem mosen og det højere beliggende landskab, 296

17 de lave enge og vejrabatterne. Ude på mosefladen ses vildsvinene i mindre grad. Her er rødder af almindelig kæruld og i sensommeren bær af tranebær, multebær og i moseranden mosebølle, de foretrukne fødeemner. Attraktive fødeemner er f.eks. rødder af vejbred, mælkebøtte, gederams og jordstængler af anemone. Ved Tofte Sø kan man møde vildsvin, som roder efter rødder af bl.a. mjødurt, lægebaldrian og i mindre grad efter tagrør. Lige over laggzonen på engen er en gammel lokalitet med engblommer stort set ryddet for denne attraktive plante. Det er også tydeligt, at der ikke i foråret kommer et blomstertæppe af anemoner, fordi jordstænglerne er så efterstræbte af vildsvinene. Det er velkendt, at svinene gerne går på kartoffelmarker for at fouragere, men det er ikke kendt, at de går efter den bløde halvrådne moderkartoffel i deres søgen. Fodrer man med roer, søger vildsvinene også her efter roer, der evt. har fået frost og dermed er i opløsning med frigivne sukkerstoffer. Vildsvinene æder kimplanter og nyspiret græs. Desuden ynder de græs i blomst. Sammen med kronvildtet er svinene med til at reducere ny opvækst i skovområderne. Vildsvinene giver med deres roden spiremulighed for mange frø, men af det fremspirede ædes så stor en andel, at man må erkende en ubalance. I gode oldenår er vildsvinene meget aktive for at finde de mange agern og bog. Vi har i Tofte registreret, at svinenes trang til at rode i jorden øges væsentligt i denne periode. Der er ingen tvivl om, at svinene har brug for supplerende mineraler og føde med anden struktur for at få mest mulig udbytte af den næringsrige olden. Denne adfærd i forbindelse med fødesøgning er helt pr. instinkt hos dyrene. Når afgrøder på markerne modner i omgivelserne omkring Tofte, får vildsvinene en trang til at nyde godt af disse herligheder. Det sker, at de bryder gennem yderhegnet og tager for sig i f. eks. en hvedemark. Svinene gaber om et bundt strå og trækker så stråene gennem munden, så de får kernerne eller en god del af dem. Ud over at tage nogle kerner, tromler de meget korn ned. Der er som oftest flere svin ude sammen, så de kan virke hærgende på et relativt stort område. Før i tiden kunne nogle nabobønder vælge at lade lidt af afgrøderne stå tilbage. Dermed var der mulighed for, at svin blev lokket ud, og jægerne fik chance for at nedlægge det attraktive bytte. Brunsttiden Vildsvin i Tofte området sætter kun grise om foråret. Brunsttiden falder i december-januar. De større orner (keilere) vandrer omkring i området for at finde søer, som er i brunst. Der kan udspille sig ganske voldsomme kampe mellem to orner, som mødes nær en so. Ornerne forsøger med deres hjørnetænder at angribe hinanden, og når en ældre orne er nedlagt på jagt, kan man oftest se voldsomme ar i det kraftige skind efter disse brunstkampe. 297

18 Vinter Nedlagt Ialt Bestand Efter regulering Tabel 2. Opgørelse over bestandsstørrelse og regulering af vildsvin i Tofte. Revirjæger Peter O. Knudsen, Tofte Skov Skovfoged Birgit A. Knudsen, Tofte Skov Søer og grise Søerne sætter fra 1 til 8 grise i april-maj. I gennemsnit overlever 3 grise pr. so. Soen sætter gerne sine grise på en sydhældning, hvor solen falder ind, og gerne, hvor der tillige er læ og afstand til vor færdsel. Svinene samler udelukkende græs til en redekedel, hvor de sover og opholder sig i ro. Soen samler en større mængde græs, når hun sætter sine grise. De nysatte grise dækkes til med græs i den første tid, når soen går ud for at fouragere. De små grise er gyldne i farven og camouflerede med længdestriber, som efter nogle måneder forsvinder. Pelsen bliver ensfarvet brun og efterhånden nærmest sort. Sommerpelsen er tyndere og kortere end vinterpelsen. Regulering I december og januar reduceres vildsvinebestanden med et antal dyr, som svarer til tilgangen. Man har gennem tiderne ført en beskydning jævnt fordelt på aldersklasser. Det tilstræbes, at antallet af svin kommer på et niveau på ca. 150 dyr. Kønsfordelingen på bestanden efter regulering er tæt på 50 % af hver, dog med lille overvægt af hundyr. Der nedlægges så vidt muligt ikke griseførende søer. Smågrisene følger soen et helt år, og først, når det næste kuld i foråret skal sættes, må grisene fra året før klare sig selv. Dette forhold er registret ved vore observationer og ikke ellers kendt. I Tofte skov har vi set, at såvel kongeørn som stor hornugle kan tage smågrise (frischlinge), men det har ingen indflydelse på bestanden. 298

19 Vildsvinene, som nedlægges i Tofte skov og mose er gennem de seneste 50 år blevet dyrlægekontrollerede. Dyrene har gennem tiden vist sig at have en god sundhedstilstand. Reguleringen af bestanden foregår på 3-4 små trykjagter i december og januar. Der deltager i almindelighed 8 jægere pr. jagt og et lignende antal medhjælpere. På en stilfærdig måde trykkes dyrene frem mod jægerne. Der tilstræbes at øve så lidt forstyrrelse som muligt. På få dage afvikles jagten eller reguleringen på en nænsom måde. Der bruges aldrig hunde til at trykke dyrene frem. Hunde holdes lukket inde og tages kun ud, når der evt. skal eftersøges. Få dage med jagt er tilstræbt for at sikre vildsvinene og alle de øvrige dyr og fugle så lille grad af forstyrrelse som muligt. Fig. 13 Vildsvin blandt Bønderskovens ege. 8. oktober Foto Jan Skriver. 299

20 Fig. 14 Kronhjorte i Tofte Sø. 4. juli Foto Jan Skriver. 300

21 Krondyr Historie Krondyrene (Cervus elaphus) indvandrede efter sidste istid til Danmark, og i Østhimmerland har denne stamme efterkommere. I Tofte skov og mose lever en bestand på ca. 400 dyr. Gennem genetiske undersøgelser foretaget af DMU har krondyrene vist sig med stor sandsynlighed at være tæt på den oprindelige stamme. For godt 100 år siden valgte man at sikre disse dyr for eftertiden, og et areal på 4000 hektar i Lille Vildmose blev indhegnet. Krondyrene i Tofte er kendt, og den unikke natur, som findes i dette hegnede område, har gennem tiden i flere sammenhænge vist sig at være bemærkelsesværdig. Krondyrenes påvirkning af skove, eng og heder samt en del af mosen har betydet, at man i dag har et unikt billede på en stærkt græsningspræget natur. Tidligere blev en del af Tofte drevet med landbrug, men med tiden blev især krondyrenes påvirkning af landbrugsafgrøderne for stor, og jagten på krondyrene blev intensiveret i og omkring Tofte. I perioden 1900 til 1907 var bestanden på ca. 200 dyr. Tofte skov og mose blev indhegnet med et 25 km langt ydre hegn i årene Dermed havde dyr og natur en bedre mulighed for at gå fremtiden i møde. Landbruget blev gradvist afviklet, og naturen fik største prioritet. Et enestående valg, når man skal se med nutidens syn på natur. Bestanden af krondyr øgedes, da man valgte en nænsom beskydning, og i Tofte skov og mose var der omk i nærheden af 1000 dyr. Da det skønnedes at være for mange i forhold til områdets bæreevne blev bestanden nedbragt til ca. 800 dyr. Efter 1945 blev den yderligere reduceret til ca. 600 dyr. Omkring 1954 kom der sygdom blandt dyrene i form af indvoldsorme, og der måtte skydes en del syge dyr. I løbet af en periode på 3 år var antallet nede på ca. 300 dyr. Der gik adskillige år, inden dyrene igen var fri af naturens eget svar på, at bestanden havde været langt over områdets bæreevne. Omk kom bestanden op på ca. 400 dyr, og på dette niveau har den været holdt siden. Krondyrene har været det bærende for områdes natur, og det har været vigtigt gennem tiden, at der var stor grad af uforstyrrethed over for dyrene. Dyrenes naturlige trang til at færdes ude på de åbne sletter i dagtimerne blev tilgodeset, og frem til i dag har mange mennesker haft store oplevelser ved at iagttage de smukke dyr i det åbne landskab. Adfærd I Danmark er det mest almindeligt, at krondyrene er nataktive. Dyrene kommer frem fra skovtykningen ved skumring for at fouragere i det mere åbne land, og når det dæmrer, trækker dyrene sig igen tilbage til skovene med dækning. Menneskets færdsel påvirker dyrene. Det er tydeligt, at de er usikre, når vi går en tur i skoven. 301

22 Kun få mennesker får oplevelser med at betragte krondyr frit i de åbne skove. Krondyrene er meget opmærksomme dyr, og længe før vi kommer nær, har de i almindelighed hørt, set eller fået færten af os. Dyrene trækker bort fra vor vej. Hunden kaldes for menneskets bedste ven, men de vilde dyr viser tydeligt, at utrygheden rammer dem, hvor der er fært af hunde. Et faktum, som synes overset, og tydeligvis ikke står til debat. Vi vælger i almindelighed at færdes i naturen uden at betænke, hvad dyr og fugle kan bære. Naturen er til for at bruges, siger vi, men hvem stiller spørgsmålstegn ved, hvad naturen kan klare? I almindelighed ser vi kun i glimt de beboere, vi tragter efter at møde. Tofte skov har været kendt for de trygge krondyr. Det er almindeligt, at rudler af krondyr står roligt ude i det åbne landskab dagen lang. Når vi kører ad vejene, kan vi betragte dyrene, som fouragerer eller sidder og tygger drøv. Dyrene er dog på vagt, og hvis vi standser eller bakker med bilen, vælger dyrene at trække bort fra os. Folk til fods eller på cykel kommer ikke så tæt på kronvildtet som dem, der kører i bil. Det er en betydende årsag til, at guidede ture i Tofte foregår i bil. Når vi i Tofte området kommer en flok til fods, tager dyrene flugten tidligt, når de på stor afstand har set os. Fødeemner I Tofte er et af de vigtigste fødeemner græs. Her skal nævnes bølget bunke, som også kaldes hjortegræs. Krondyr æder alle blødere græsarter og mange urter samt blade af flere træarter, f.eks. ask og bøg. Kimbladene af næsten alle løvtræer bliver ædt i en sådan grad, at visse træarter stort set ikke kan forynges uden et skærmende hegn. Frugter af de forskellige træarter er vigtig føde for krondyrene. Her skal nævnes agern og bog, hassel, skovabild og askefrø. I vintertiden æder dyrene gerne knopper og unge skud. Stedsegrønne buske som kristtorn, ene, fyr og rødgran bliver taget. Hedearealerne bliver afgræsset, så lyngen forynger sig og derved til stadighed kan give et supplement til føden, når der er behov. Nedbidning af træer Eksempler på bøge, som holdes nedbidte gennem adskillige år, ses flere steder i Tofte skov. I 1985 fældede vi en bøgebusk, som var holdt nedbidt over lang tid. Det viste sig på antallet af årringe, at denne bøg, som endnu ikke havde nået en meter i højden, var 63 år gammel. Disse tilbageholdte bøge bliver med tiden bredere, og de midterste skud vil på et tidspunkt, når det kniber for dyrene at nå ind til den centrale del af bøgen, få mulighed for at skyde i vejret og danne et mere almindeligt formet bøgetræ. Ude på højmosen færdes krondyrene i mindre grad. Dyrene går ad deres veksler på tværs af mosefladen fra skoven til områder langs randen af højmosen, hvor naturen byder på gode fødeemner, læ og uforstyrrethed. På højmosen fouragerer dyrene på birkeskud, lyng, kæruld, mosebølle, pors og de græsser og urter, som gror ved vældområder: Lunerne, Gåsehullerne og områderne med rigkær i bl.a. den østlige del af højmosen. Efter Tofte området blev indhegnet omk. 1907, valgte man at give krondyrene tilskudsfoder. 302

23 Fig. 15 Kronhjort set fra Tofte Skov-tårnet nær Øster Hurup. 21. september Foto Jan Skriver. Foderet blev bragt ud til mange forskellige foderpladser, fordelt ude, hvor dyrene i forvejen yndede at færdes. Hinderne blev sikret gennem et tilskud i den tid, de var drægtige, og hjortene fik et tilskud, der var tilført kalk og mineraler. Hjortenes gevirvækst har været tilgodeset med dette foder. Efter at man i 2001 ophørte med at fodre dyrene med kraftfoder, er såvel kropsvægt som gevirvægt for krondyrene reduceret markant. En tilpasning er dog tydelig. Hinderne kvitterede i de første år med en ringere kalve-sætning. Nu er situationen normaliseret, og hinderne sætter et antal kalve, som svarer til bestandssammensætningen. I dag er naturen bestemmende for, hvorledes dyrene trives. Det skal derfor understreges, at bestandsstørrelse (se tabel 3, side 307) og sammensætning af plante- og trævækster har afgørende betydning. Til enhver tid er det nødvendigt at forholde sig til, at bestanden ikke overskrider det, som fødegrundlaget tilsiger. Hver sommer bjærger vi hø på egne arealer, så vi er sikre på den naturlige og økologiske vinkel. Høet anvendes til fodring af krondyrene i de perioder, hvor frost og sne kan præge landskabet. Med så mange dyr i et afgrænset område er det nødvendigt, at der altid er adgang til vand. 303

24 Fig. 16 Hjorte kan langt hen på vinteren stadig finde agern mellem ege. 15. februar Foto Jan Skriver. Adskillige steder i Tofte er der søer af forskellig størrelse, og mange af disse søer er så tilpas dybe, at de sjældent tørrer helt ud. Desuden er der flere vandløb, som næsten altid er vandførende. På mosen og langs randen, laggzonen, er der adskillige våde områder, og dyrene har god adgang til drikkevand Gevirdannelsen Hvert år i februar-marts kaster hjorten geviret, og et nyt vokser frem. Normalt bliver geviret år for år større, indtil hjorten i en alder af år er på sit bedste og de følgende år sætter et mindre gevir. Hjorten går retur, som man kalder det. I den tid, geviret vokser, er det dækket med et hudlag kaldet basten, hvor blodårerne ligger tæt, og hvorigennem transporten af næring til det nye gevir foregår. Hjortenes gevirer er generelt pæne, og af ydre, som man kunne ønske. Gevirvægten er reduceret betydeligt, dvs. omkring 30 % i forhold til den vægt, man opnåede ved at give et tilskud af foder. 304

25 Brunsttiden I brunsttiden søler hjortene. De sætter sig i et mudret/vådt område, som er tilsat væsker fra dyret. Såvel gevir som forben bruges heftigt til at bearbejde sølepladsen. Hjortene søler, dvs. de vender sig med kroppen i mudderet. I umiddelbar nærhed af hjortenes brunstpladser findes adskillige sølepladser, som bruges år efter år. Mange steder i Tofte er der etablerede sølepladser, som benyttes af såvel hjorte som vildsvin. Omkring sølehullerne er der på træer og stød tydeligt afsat mudder. Det er især vildsvin, som gnubber sig efter at have sølet I september og oktober er krondyrene i brunst. Spredt rundt i området på sletter og enge søger hjorte til en rudel af hinder og kalve. En rudel kan i antal komme op på dyr. De aktive kronhjorte står i almindelighed op til tre uger med rudel. Der udkæmpes kampe om hinderne. Hjortene kæmper front mod front. Fig. 17 Brølende pladshjort. September Foto Jan Skriver. 305

26 I stor fart kan de knalde gevirerne sammen adskillige gange. Front mod front kan de presse hinanden for en tid. I sjældne tilfælde kan gevirerne låse sig sammen, så de ikke kan komme fri, og dyrene lider en tragisk død. Ind imellem forsøger hjortene at angribe og stange hinanden i siden. Næsten hvert år finder vi i området en hjort, som er faldet i brunstkamp, og i almindelighed er den stanget i bugen. I den periode, hjortene står på brunstplads, tager de meget lidt føde til sig, og det er ikke usædvanligt, at de taber op til 30% af deres kropsvægt. Efter brunsttiden vandrer hjortene tilbage til den del af området, hvor de sædvanligvis opholder sig udenfor brunsttiden, og da samler de ældre dyr sig atter i hjorterudler. Yngre hjorte kan gå sammen, og de yngste bliver i rudel med hinder og kalve. Hinder og kalve Hinderne er drægtige i 8 måneder, og omkring maj sætter hinden én kalv. Hinden finder et fredeligt sted for at sætte sin kalv, og i den første tid bliver den nye kalv lagt af, når hinden går ud for at fouragere. Efter 6-8 dage følger kalven med Fig. 18 Kronhjorte i bast på Tofte Bakke, juni Bemærk allikerne, som samler redematriale i form af hjortenes fældede hår.tilsvarende kan på samme årstid ses i f. eks. Jægersborg Dyrehave. Juni Foto Jan Skriver. 306

27 hinden, og hinderne finder igen sammen i rudler. Kalven følger hinden i op til to år. Når dyrene ses vandre, er det naturligt at se hind, kalv og smaldyr/spidshjort komme efter hinanden i nævnte rækkefølge. Smaldyr/spidshjort er afkommet fra året før. Regulering Hvert efterår bliver bestanden af krondyr reguleret, dvs. der bliver nedlagt et antal dyr, som svarer til forårets tilgang af kalve. Man sikrer dermed, at bestanden af krondyr er jævn set over en årrække. Vi tilstræber en ensartet kønsfordeling. Der nedlægges 1/3 hjorte, 1/3 hinder og 1/3 kalve ud af det totale antal, som skal væk. Den stilfærdige form for jagt, pürschjagt, har gennem tiden været anvendt for at sikre ro omkring dyrene og området som helhed. En enkelt eller to jægere lister/ pürscher sig frem til dyret, man vil nedlægge. Denne form for jagt har stenaldermanden også benyttet. Krondyr har i flere egne af landet været et vigtigt fødeemne, og kød af krondyr regnes stadig for en fin spise. Geviret og nogle knogler blev udnyttet til redskaber, og skindet blev anvendt til beklædning. Meget er ændret siden, det gælder befolkningstæthed, infrastruktur og adgang for dyrene til egnede fødeemner. Krondyr er stadig et yndet jagtobjekt, men der satses på at øge antallet af dyr i Danmarks natur, så den brede befolkning får flere muligheder for at opleve de store dyr. Efterår Hjorte Hinder Kalve Nedlagt I alt: Bestand pr. 31/ Tabel 3. Opgørelse over bestandsstørrelse og regulering af krondyr i Tofte. Revirjæger Peter O. Knudsen, Tofte Skov. Skovfoged Birgit A. Knudsen, Tofte Skov. 307

28 Rådyr Der står rådyr (Capreolus capreolus) spredt over hele Tofte skov og mose. Vi skønner, at det totale antal er ca. 150 stk. Selv om krondyrene ikke jager med rådyrene, er det tydeligt, at rådyrene viger fra de områder, hvor krondyrene især færdes. Rådyrene træffes spredt i skovområdet, og de ynder at opholde sig rundt langs hegnet ved randen af mosen. Der er konkurrence om fødeemnerne, hvor krondyrene dominerer. Rådyrene står med større indbyrdes afstand, og de fleste viger til andre områder, som ikke er så attraktive eller prægede af krondyrene. Rådyrene fouragerer helst på specifikke urter, og i moseranden æder de meget gerne af mosebølle, pors og birk. Det sker, at vildsvin tager et nysat lam. Fra Tofte bakke kan man på dage med god sigtbarhed være heldig at få øje på rådyr, der ynder at opholde sig ved de små grupper af birk eller fyr, som naturligt findes på mosen. Kører man ad skovvejene i bil, kan rådyr blive fredeligt stående og opmærksomt iagttage, at vi passerer. Standser vi, sender vi dyrene på flugt. Rådyr vandrer ikke så langt omkring, sammenlignet med krondyr. Dyrene er i udpræget grad forbundne med en fast lokalitet. Karakteristik af pattedyrfaunaen i Tofte skov og mose Der er i alt registreret 37 arter af landlevende pattedyr i Tofte området. D.v.s. >60 % af de 61 arter, der er medtaget i Dansk pattedyratlas. Nogle få arter vil sikkert kunne føjes til områdets liste de kommende år. F.eks. frynseflagermus, skimmelflagermus og bæver. De fleste af de øvrige manglende arter har så begrænset en forekomst i Danmark, at de ikke umiddelbart kan forventes. Antallet af arter er kun én side af pattedyrfaunaen i et område (diversiteten). Også hvilke arter, det drejer sig om, og i hvilket antal de forekommer, er væsentlig for vurderingen af et område. Som eksempler kan nævnes damflagermus, skovmår og odder, krondyr og vildsvin. For de to sidstnævnte arter gælder yderligere, at de har en interessant historie på stedet, og at deres virken har præget landskabet. Tofte områdets solide repræsentation af danske pattedyr sammenholdt med det helt specielle landskab de færdes i, og den ro, der er opbygget omkring dyrenes adfærd overfor mennesker, gør området til et af de mest væsentlige for den danske pattedyrfauna og for studiet af den. Litteratur H.J. Baagøe og T. S. Jensen (2007): Dansk pattedyratlas.gyldendal. Jensen B. (1993): Nordens pattedyr. Gad 308

29 Fig. 19 Ung råbuk på græssletten neden for Tofte Bakke Huset. 13. juli Foto Jan Skriver. 309

30 Fig. 1 Skovfoged Birgit Knudsen med trofæ af kronhjort nedlagt 11. september Hjorten var 12 år gammel, og den var da en ulige 28 ender, som blev nedlagt på brunstpladsen: Hestefoldene. 20. april Foto Peter O. Knudsen. 310