1. kerneværdi. Anerkendelse og ros:

Transkript

1 1. kerneværdi Anerkendelse og ros: Jeg er overbevist om, at en anerkendende kommunikation, hvor alle bliver set, hørt og værdsat skaber tid, trivsel og glæde, hvorimod en underkendende kommunikation dræner en for hvor energi, selvværd og troen på hinanden. Anerkendelse er en holdning/værdi og ikke en metode, hvor man afstemmer sig følelsesmæssigt og gør sig umage med at se verden gennem den andens perspektiv f.eks. ved at læse /oversætte barnets oplevelser, tanker og følelser f.eks.: Var det svært at sige farvel til din mor i dag? eller Jeg synes, at du ser træt ud, er det rigtigt (pause) - er der noget, som jeg kan hjælpe dig med?. Følelser skal udtrykkes og ikke undertrykkes f.eks.: Hvad er du ked af? og ikke: Det er da ikke noget at være ked af, som er ud fra et voksen optik. Når barnet er ked af det, græder det fra hjertet, så derfor nytter det heller ikke at tale til hovedet. Vi skal hjælpe hinanden med at holde af, holde ud og holde om og kigge på følelserne bag handlingerne, frem for kun at vurdere på handlingerne f.eks. i stedet for at sige : Nej, du skal ikke tage legetøjet fra Hugo, så sig : Ja, jeg kan godt forstå, at du har lyst til at lege med den bil og du må få lov til at lege med den, når Hugo er færdig. En følelse kan aldrig være rigtig eller forkert, den er der bare - derfor skal følelsen altid accepteres og bekræftes. Derimod kan adfærden, der fremkaldes af følelsen være uacceptabel. Her er det vigtigt, når børnenes vrede har fortaget sig, at hjælpe dem med, hvad de kan gøre, når de bliver så vrede, at de får lyst til at slå eller hvordan de kan hjælpe hinanden med at blive venner igen. Jeg tror også, at vi skal være meget bevidste om, at undgå for mange af de automatiserede svar: Ja, du er dygtig Hvor er det flot og Ja, den er fin. Den rosende tilgang til barnet gør det nødvendigvis ikke klogere på sig selv, men kan give barnet et indtryk af at det her i livet handler om, at være dygtig, flot og hurtig. Når vi roser, giver vi en bedømmelse. Anerkendelse ligger i at give udtryk for, at vi f.eks. er glade for tegningen. Det er ikke kun produktet, der er vigtigt. Det er den glæde, som barnet kommer og giver sin tegning med samt det nærvær, der opstår i mellem vi voksne, når vi tager imod tegningen. F.eks.: Må jeg prøve og se, hvad du har tegnet? Kan du ikke fortælle mig, hvad det sorte forestiller sig? og du har brugt gul, som er min yndlingsfarve eller: Tak, den er jeg glad for. Når vi anerkender barnet, støtter vi dets selvværd og når vi roser barnet, støtter vi dets selvtillid.

2 Det er to forskellige måder at være i kontakt med barnet på, som påvirker dets udvikling forskelligt. Selvværd betyder, at vi kan lide os selv for dem, vi er. Selvtillid betyder, at vi kan lide os selv for det, vi gør. F.eks. hørte jeg engang en dreng på 6 år sige: Jeg har selv tørret mig og den voksnes svar: Hvor er du dygtig. Jeg tvivler på, at den ros var i samklang med drengens egen oplevelse af sit toiletbesøg. Dygtig til at gå på toilettet! I mine ører lyder det mærkeligt. Et anerkendende og mere nærværende svar kunne have været: Hvor er det dejligt for dig, at du selv kan klare det. Eller et andet eksempel, hvor der er en dreng, der siger: Min tegning er grim og den voksen, der svarer: Er det fordi, du gerne vil have, at den skal ligne de andres? Dreng: Ja. Voksen: Vil du prøve at tegne en gang til, hvis jeg hjælper dig. Jeg er overbevist om, at dette svar giver drengen lyst til at prøve kræfter med nye udfordringer og gå-på-mod. Var den dreng blevet mødt med: Nej, den er da flot, ville han ikke føle sig set og hjulpet af den voksne. Kort sagt skal vi tilstræbe, at have et anerkendende og ressourceorienteret optik, hvor det er de positive fortællinger, der er i fokus i stedet for fejlfinderi. Derfor skal vi som udgangspunkt tillægge barnet positive motiver og hjælpe barnet videre ved at tænke: Hvad er det, han/hun skal lære. Ligeledes kaste lys på udviklingssprækkerne f.eks. kan en lille hånd på barnets skulder ofte gøre en forskel, samtidig med at vi hele tiden tilstræber at forsøge, at se fra barnet og ikke på barnet f.eks. hvorfor er han så urolig. Nogle gange har børnene så meget energi og kreativitet, at de ofte handler, før de tænker. Hvordan vi bl.a. understøtter børnenes sociale kompetencer/relationer og skaber frugtbare lege- og læringsmiljøer i et anerkendende perspektiv: 1. At vi er i dialog med børnene om, hvad det vil sige, at være en god kammerat, så de får en fælles forståelse for og tager et medansvar for egen og andres trivsel, f.eks. hvis nogen bliver drillet eller som ikke må være med i legen. Børnene skal som udgangspunkt lære at være åben og sige ja til at lege med hinanden i stedet for nej. 2. At vi roser og anerkender børnene, når de er gode kammerater f.eks.: Jeg så, at du hentede en bil til William, da han var ked af, at hans mor skulle gå - det var betænksomt af dig, hvor er du en god kammerat. 3. At vi hjælper børnene med at lytte og forstå hinandens ideer/initiativer og oversætte dem positivt, hvis der er tale om misforståelser. 4. At vi tager ansvaret for at etablere nogle gode samværs- og leveregler f.eks.: - At vi taler og behandler hinanden med respekt og bruger et anerkendende

3 sprog. - At Hvor vi opfordrer børnene til at vise omsorg når f.eks. et barn er ked af det. - At vi hjælper hinanden med at rydde op eller med at tage tøjet af/på. - At vi støtter børnene i deres glæde og opmærksomhed overfor de andre børn. - At vi værdsætter hinanden og hvor ingen bliver ekskluderet. - At børn, personale og forældre siger et personligt godmorgen til hinanden hver dag og slutter dagen med et farvel. - At forældrene opfordres til at tage hinandens børn med hjem både drenge/piger på tværs af alder. - At forældrene opfordres til ikke kun at forholde sig til sit eget barn, men også er opmærksomme på at involvere sig i de andre børn. Billedlig talt kan vi f.eks. se anerkendelse som en lommelygte. Det vi lyser på i mørket, bliver set og kommer i fokus og resten henlægges i mørket. Som en konkret pædagogisk metode til en anerkendende pædagogik, kan man bruge Marte Meo, som betyder ved egen kraft og som er opfundet og udviklet af den hollandske terapeut Maria Aarts i slutningen af 1970èrne inspireret af Daniel Stern. Metoden er baseret på et positivt menneskesyn, hvor det er det gode samspil/de gode relationer mellem barn/voksen, som er nøglen til al læring og trivsel. Metoden er baseret på videooptagelser af almindelige dagligdags samspilssituationer, hvorefter samspillet observeres og analyseres ud fra Marte Meo metodens principper for en udviklingsstøttende kommunikation. De overordnede principper er : 1. At bruge en positiv stemmeføring og se, følge og benævne barnets initiativer, følelser og handlinger og respektere barnets forskellige tempo. 2. At spejle barnet positivt - vis dit gode ansigt, hvor vi voksne hjælper barnet med at bekræfte og sætte ord på dets følelser og tanker, hvis det ikke kan selv. 3. At have øjenkontakt/at være nærværende, når du er i kontakt med barnet, så det bliver set, hørt og værdsat. 4. At tage positiv ledelse - være på forkant med situationen og fortæl, hvad det er, du gerne vil have, at barnet skal gøre. Det er altid den voksne, der er ansvarlig for den gode stemning. 5. At den voksne er social opmærksomhed f.eks. når vi spiser, hvor de skal sikre sig at der er en dialog med hinanden og ikke kun fra voksen til barnet.

4 2. kerneværdi Krav/forventninger ud fra barnets forudsætninger. Børn er i sagens natur meget forskellige og derfor er det også meget forskelligt, hvad passende udfordringer er. Vores opgave som voksne er, at beskytte børn så de ikke får for store udforinger og samtidig give dem udfordringer, som de både kan vokse af og samtidig blive robuste af. Det er nytteløst at stille krav til barnet, som de på grund af deres alder og udvikling ikke kan leve op til. Vi kan derfor heller ikke lave aftaler med børn under 6 år, så når den voksne siger: Du må godt lege 10 minutter, er det en aftale? - Barn: Ja og når vi kommer igen, vil barnet ikke med og den voksne: Kan du huske, hvad vi aftalte og begynder måske at slå med tungen. Når barnet siger ja, er det fordi, at det sprogligt er længere end det hjernen egentlig kan overskue. Det er et alt for stort krav at stille til barnet og det er hårdt at få skæld ud, når intentionen hverken var at genere eller udnytte situationen. Aftaler kan kun indgås blandt ligestillede. Nogle gange laver vi den slags aftaler med børn, for at undgå potentielle konflikter, men det går ikke, at tørre ansvaret over på barnet. I stedet for at kommunikere i spørgsmål : Vil du med hjem?, så vær opmærksom på at afstemme, hvad barnet kan, skal og vil. Ligeledes at fortælle børnene, hvad vi vil have, de skal gøre og ikke hvad de ikke skal gøre. Som udgangspunkt vil de nemlig gerne gøre det, de voksne vil have dem til, men de får nogle gange ikke klare anvisninger og så bliver de nødt til at prøve sig frem. F.eks. jeg vil gerne have, at du går i stedet for at løbe eller Jeg vil gerne have, at du henter mig, hvis du har svært ved at forklare de andre, hvad du vil sige. Børn bliver aflastet, hvis vi er tydelige overfor dem ellers kommer de på overarbejde, fordi de hele tiden skal aflæse/tolke selv og det dræner dem for energi og gør dem usikre. I den sammenhæng er det vigtigt, at vi voksne er autentiske dvs. at være oprigtige og troværdige og tage et personligt ansvar: Jeg vil gerne have i stedet for: Du må ikke og at måden vi taler og gør tingene på stemmer overens med det, som vi siger og gør.

5 Børnene skal ikke være tilskuer til deres eget liv - forstået på den måde, at hver gang, vi voksne gør noget for børnene, som de selv kunne have gjort, holder vi noget af dets udvikling i deres hænder og kommer til at opdrage dem til hjælpeløshed. Børnene skal i stedet være aktive med- og modspiller og de skal udfordres og forstyrres ud fra, hvad de har forudsætninger for, så de på den måde lærer at mestre sig selv. Det er vigtigt, at være opmærksom på, at små børn har 360 grader opmærksomhedsfelt. Derfor skal de skærmes og det er en god ide at tænke på, hvor meget forskelligt barnet bliver budt på samme tid. Derfor skal vi hele tiden være bevidste om en trinvis guidning afstemt i forhold til barnets alder. Der er 3 vigtige nøglebegreber, som vi i personaleteamet skal have fokus på i forhold til den nye hjerneforskning : Struktur: Barnets rytme i løbet af dagen, som hjernen genkender. Hjernen forhol- der sig til struktur og jo mere barnets hjerne er på overarbejde, jo mere kaotisk kan det blive for barnet. Gentagelse: Barnet udvikler sig ved gentagelse og hvis det ikke sker og barnet i forvejen er udsat, bliver det dobbeltbelastet. Timing : Noget lykkes på nogle tidspunkter - andet på andre tidspunkter f.eks. at blive renlig. Her er der både tale om et fysiologisk og mentalt perspektiv, samtidig med at der også er store individuelle variationer i forhold til hjernens modning. P.S. Når disse 3 ting er tilgodeset, er hjernen plastisk (formbar) og dermed rustet til det uforudsigelige. Husk at tonen og stemningerne er altafgørende for at læring kan lykkes. Hvis ikke kan ordene ikke omsættes til læring.

6 3. kerneværdi Barneperspektivet og Voksenperspektivet. Det er vigtigt for mig, at både små og store er aktører og bidrager til at kvalificere og forfine vores pædagogiske arbejde. Derfor har inddragelse af børnenes perspektiver altid været et centralt omdrejningspunkt og hjertebarn for mig, fordi jeg gang på gang har erfaret, at netop den anerkendende inddragelse af børnenes egne oplevelser og synspunkter er helt afgørende for, om vores pædagogiske arbejde lykkes. For mig er voksen- og barneperspektivet to ligeværdige størrelser, som går hånd i hånd og sammenflettes til et fælles tredje, hvor det er både/og tænkningen, der er i fokus frem for enten/eller. Vi skal danse sammen i en stor bevægelse, hvor vi både er voksen og børneorienteret. Børn er ligeværdige med voksne, men ikke ligestillede eller jævnbyrdige. Vi voksne har selvfølgelig en helt anden indsigt, viden og erfaringer, men vi har alle en værdi i kraft af, hvem vi er. Børn er specialister i at være børn og derfor er det os voksne, der skal gøre sig umage med at lytte til børnenes egne stemmer, da de ofte tænker, føler og oplever verden anderledes end vi voksne. At samtale aldrig drejer sig om at argumentere, men snarere om sammen at udforske tankebaner og måske også tænke nye tanker. Når vi voksne virkelig taler med børn, er vi ægte interesseret i barnet og lader det fortælle om sine oplevelser og tanker. En samtale er en dialog, hvor vi svarer hinanden oprigtigt, tager del i hinandens livsverden. Børnene er for mig fantastiske samarbejdspartner og meget villig til at bidrage til vores uvidenhed som voksne, hvis vi evner at give slip på sandheden (som nogle af os tror vi har patent på). Vi skal blive bedre til at tage antropologens briller på og tage på en opdagelsesrejse ind i barnets virkelighed og gøre sig umage med at forstå meningen med det liv, der leves i for os et ukendt land. Men det forudsætter at vi voksne er tilstrækkelige undrende og nysgerrige til at opleve andet end vores eget spejlbillede f.eks. : Hvad er børnene optaget af? - Hvad leger de for øjeblikket? Hvad er svært/spændende for dem? osv.. kort sagt have et åbent sind, åbent hjerte og åben vilje. Udover det skal vi voksne selvfølgelige være engageret, nærværende, så vi kan motivere og inspirere børnene og øse af vores forskelligheder. Samtidig med skal vi hele tiden være bevidste om, at vi altid har det fulde ansvar for børnenes trivsel/relationens kvalitet og at deres udvikling foregår i et positivt læringsmiljø, hvor børnene får relevante med- og modspil.

7 Det største problem for de børn, som har det svært er, at ændre på de voksnes fore- stillinger og forventninger til dem. Derfor er det vigtigt, at vi hjælper hinanden med ikke at gøre barnet besværligt f.eks.: Hvor er Mathias bare træls og at det er ham, der er årsagen til problemet, men i stedet fokusere på relationen som besværlig f.eks.: Hvordan kan jeg blive bedre til at møde Mathias. Vi skal arbejde med at få de positive ting hos barnet i spil, så det er dem, der bliver synlige og dem, som vi kommer til at arbejde med, frem for de fejl og mangler, der er hos barnet. Kort sagt arbejde med konteksten for vanskeligheder og ikke kun individet i vanskeligheder. Hver gang vi voksne oplever et problem hos et barn, skal vi stille spørgsmålet: Hvad er det, barnet skal lære, for at problemet forsvinder?. Dermed fokuserer vi på det udviklende og hvad vi kan gøre i det pædagogiske miljø som helhed. Kort sagt have fokus på inklusion, hvor relationerne og barnets kontekst er vigtig i stedet for eksklusion, hvor det er barnet, der er problemet og hvor det er løsrevet fra en helhed. Der ligger to meget forskellige menneskesyn bag de to begreber. Konteksten: De fysiske rammer (hvilke betingelser vi giver børnene). Institutionskulturen (værdier, rutiner, holdninger m.m.). Forældresamarbejdet. Relationen voksen/barn. Relationen barn/barn. Barnets egen stemme er en væsentlig information (gøre dem til medspiller). Vi skal især arbejde med hvorfor børn falder ud af fællesskabet og hvad det er for fællesskaber, vi byder børn. Min tese er, at de børn der forstyrrer mest, er dem som ikke er en del af et fællesskab. Det skal være sikkert at sidde yderst på bænken, da det handler om, at alle er aktører, for man falder ikke ned, hvis de børn, der sidder i midten ikke skubber. Alle vil gerne optages i et fællesskab og knokler for kontakt, da det er meget skræmmende og ensomt at blive holdt udenfor. Så det er rigtig vigtigt, for børns trivsel og deres udvikling, at de færdes i et miljø, der er præget af varme, omsorg og indlevelse - at høre til og være betydningsfuld i et fællesskab. Børn kan nemlig ikke forandre sig, når de er negativ beskrevet. Vi skal turde have modet som god kollega at gribe ind, hvis vi overværer at en kollega er mindre heldig i en situation med et barn og øve os i at tage barnets perspektiv

8 f.eks. : Hvordan ville det virke på mig, hvis jeg var barnet? og så reagere ud fra denne oplevelse, samt fastholde at det er en professionel samtale. Vigtigt at vi også bruger vores viden/erfaringer og indtager en position over for forældre, hvor vi tør blande os ud fra barnets perspektiv. Som der står i bogen: Den etiske fordring af filosoffen Løgstrup: Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin egen hånd. Det kan være meget lidt, en forbi gående stemning, en oplagthed som man får til at visne eller vækker, en lede man uddyber eller hævder. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej. Den måde, de voksne svarer børnene på, den måde, de hjælper dem med at udtrykke deres forståelse og oplevelse af det, de kommer ud for, hvad de reagerer på og hvad de lader passerer ubemærket forbi, bestemmer i høj grad, hvordan børnene kommer til at opleve sig selv og deres egen værdi. De voksne kan få børn til at blive stolte, selvstændige, åbne og fulde af respekt for sig selv og andre. Men de kan også gøre det modsatte.

9 4. kerneværdi Konflikter/uenigheder: Håndtering af konflikter/uenigheder, er en del af livet og en uundgåelig del af samværet mellem mennesker og derfor skal vi kunne rumme dem. Den traditionelle måde at løse konflikter på er ofte, at de voksne bliver dommere i børnenes konflikter og derfor kommer til at afgøre, hvem der har ret og placere et ansvar. Jeg synes, at det er meget bedre at guide børnene til selv at løse konflikterne, hvor vi voksne påtager os ansvaret for at styre processen, så der bliver flere vindere f.eks.: - At lytte til børnene - så de selv kan fortælle, hvordan de hver især har oplevet konflikten. - At når vi så har hørt begge historier, kan vi afhængig af situationen og børnenes alder, udforske konflikten ved at spørge ind til: Hvordan havde du det, da han sagde, at du var dum? osv.. - At rette fokus fremad her er det vigtigt, at børnene selv finder positive ændringsmulighed, de har faktisk mange kreative forslag. Måske skal vi også blive bedre til, at gå fra med børnene, når vi skal løse en konflikt, i stedet for at alle andre hører på det. Det gør vi jo også selv som voksne. Det er den voksnes ansvar, at vurdere om vi skal gå på detektiv-arbejde eller bare møde dem med omsorg og anerkendelse og rette blikket fremad. F.eks. når Malte løber væk og gemmer sig efter, at han har slået Julius, er det desværre fordi, han har en erfaring for, at han ikke bliver forstået, men skældt ud. Det er en normal adfærd hos børn, som bliver mødt med bebrejdelser frem for forståelse. De forsøger at beskytte sig mod den smerte, der nu vil ramme dem ved at løbe væk, lyve eller fortælle historier. (Det er børnenes egne overlevelsesstrategier). I stedet skal vi tage udgangspunkt i, hvordan Malte har det i samspillet med de andre børn. Jeg tror på, at i det øjeblik han føler sig genkendt og anerkendt som den, han er, kan han begynde at forholde sig til sig selv. Først her kan han forandre sig. F.eks.: Nu legede I ellers så godt og så ville I begge to have cyklen på samme tid og så kom du til at slå. Konflikter voksen/barn: Magtkampe opstår oftest, når vi ikke formår at sætte os i børnenes sted og oversætte deres handlinger og ord. Børn er i sig selv ikke trodsige og udspekulerede.

10 Det er de voksne, der har ansvaret for relationen og derfor også dem, der skal forholde sig nysgerrige og undersøge, hvad det er, barnet gerne vil. Kort sagt fokusere på børnenes behov og ikke deres handling og tænke på, at børn gør det bedste, de har lært. Når vi bedre kender grunden til børnenes handling, er vi også bedre i stand til at håndtere barnets reaktion og så lære dem at handle på en bedre og mere acceptabel måde. Børn der får skæld ud lukker ned for hørelsen for at passe på sig selv. Et barn sagde engang til mig: Når de voksne skælder ud, er det som om, at de slår med stemmen. Drop de lange sætninger og forhandlinger, det har det med at gøre børn døve og deres hjerner er ikke modne til at forstå de lange beskeder. Her igen et citat fra et barn: Min hjerne bliver træt af alle de ord. Børn er udsatte, når vi voksne har travlt, da vi ikke har overskud/empati til at se, hvordan de har det. Når børn knækker sammen eller sætter sig på halen og pludselig ikke vil noget, er det en god ide at stoppe op og møde dem med omsorg og anerkendelse: Nu gik det vist lidt for stærkt lad mig hjælpe dig med at tage tøjet på. Under stress er vi styret af vores hoveder og vores forbindelser til hjertet er ikke god. Det går ud over vores indlevelsesevne og det kan høres på den måde, som vi taler til børnene på. Det handler ofte om at gå med i stedet for i mod. Når vi gør det med respekt og forståelse, vil vi opleve, at børnene oftest samarbejder og indordner sig på de præmisser, der er. Som udgangspunkt samarbejder børn så langt de overhovedet kan med voksne omkring dem og derfor skal vi passe på dem, så deres integritet ikke lider overlast. Det er ikke for at genere os, når de ikke gør, som vi siger de gør det faktisk, så godt som de nu kan. Vi skal øve os i at sige det i en ordentlig tone og bevare den gode stemning og helst inden, at vi bliver vrede, så barnet føler det som en hjælp, frem for en bebrejdelse eller straf. Børns maver er særlige følsomme over tonen og den stemning, den skaber. Der er stor forskel på, at børnene bliver forstået og hjulpet i stedet for at blive anklaget og stigmatiseret. F.eks.: Hvad er det, du er så ked af Det er da også øv, når du lige sad og legede så godt med Hugo. Følelser skal udtrykkes i stedet for undertrykkes. Det er sundt at græde, når man er ked af det. Når børn ikke bliver hørt, skruer de op for lyden. De bliver mere larmende, krævende og grædende og det kan give anledning til endnu mere skæld ud, som blot intensiverer konflikten.

11 Selvom vi møder børn anerkendende og sætter vores grænser personligt og respektfuldt, er der altid mulighed for, at barnet ikke vil, som vi vil. Der må vi gøre kort proces, men med respekt for barnet. Det gør vi ved at tage et ansvar for, at det er os, der gerne vil have det på den måde uden at få barnet til at føle sig forkert. Når vi holder os til, hvad vi selv føler og har brug for frem for, hvad børnene gør forkert er der større chance for, at børnene lytter og gør, som vi siger, end når vi beskylder og bebrejder dem for noget, som ikke var deres intention. Vi kan også i tide be`om hjælp, da vi ikke skal være verdensmester i alt. Det er også legalt, at blande sig, når vi vurderer, at barnet lider overlast. En klog mand har engang sagt: Hvert lille barn gør det altid i et givent øjeblik så godt som det efter bedste evne kan netop da. Alt andet er et udtryk for de voksnes egen vildfarelse. Af det følger logisk nok, at alle fordomme, anklager, al latterliggørelse og ironi, der rettes mod et barn, er en appel, et råb om hjælp fra den voksnes side. Et budskab om, at den voksne ikke har det godt. Et budskab om at den voksne er stresset, er oprørt, irriteret, ude af balance. Dvs. alt sammen er eksempler på, hvordan den voksne overfører sine egne problemer på en uskyldig dvs. alt er den voksnes projektioner. Jeg siger ikke, at det er let. De fleste af os, er aldrig blevet set med sådanne øjne : At vi gjorde det, så godt vi kunne. Tænk bare, hvis det kan være begyndelsen til en forandring, at vi ofte siger til os selv: Hvert barn gør det i hvert øjeblik så godt, det kan.

12 5. kerneværdi Dialog/refleksion. Vi skal skabe en refleksionskultur, hvor vi er hinandens øjne, ører, hjerner og hjerter, så det ikke er vores egen habitus og ureflekterede mønstre, der bestemmer kvaliteten af vores pædagogiske arbejde. Vigtigt at vi som professionelle henter vores værdier fra en fælles faglig og teoretisk forståelsesramme i stedet for det private og det personlige. Hvis vi ikke deler tanker, oplevelser osv. med hinanden, kommer vi til at arbejde ved siden af hinanden og ikke sammen. Konsekvensen bliver, at vi tolker og vurderer ud fra vores egen virkelighed og jeg er overbevist om, at det skaber et dårligt lærings- og trivselsmiljø for alle både små og store. For at blive klogere på os selv og hinanden og bevidstgøre vores blinde pletter forudsætter det, at vi tør og vil dialogen og den efterfølgende refleksion. F.eks. : Hvad er det, der gør, at vi ser tingene så forskelligt og hvordan kan vi så evt. udnytte forskellene positivt altså finde en ny vej at gå sammen. Forudsætningen for at skabe et godt udviklings og læringsmiljø for børnene, er at vi prioriterer tid til faglige refleksionsrum - tænke højt sammen og forholde sig reflekterende til praksis både for pædagoger, medhjælpere og studerende. Ofte er oplevelsen at der ikke er tid, men måske er der ikke tid til at lade være. Dialogen kan åbne øjnene for nye muligheder, så vi ikke fortsætter vanen med at gøre det samme, selvom det ikke virker. Vi skal forpligte hinanden til at gå i dialog, undre sig og spørge positivt og nysgerrigt ind til rette vedkommende helst i situationen, for netop at blive bedre til at reflektere og se tingene fra den andens perspektiv. Gerne med Hv-ord, men undgå for så vidt muligt hvorfor, da det let kan få en til at gå i forsvarsposition (magtrelation). Hv-ordene er mere procesorienterende og sigter på at forstå: Mona, hvad skete der egentlig? Jeg synes, at du blev så vred. I stedet for: Mona, hvorfor bliver du altid så vred, når et barn siger dig imod. At sikre dig at afsenderens budskab er forstået. Det jeg hører, du siger er det korrekt?, for netop at undgå egne tolkninger/vurderinger. Vi kan ikke-ikke kommunikere f.eks. hvis jeg kommer ind i Børnehuset uden at sige godmorgen, vil mange, hvis ikke de har modet til at spørge ind til mig, automatisk begynde at tolke ud fra deres egen virkelighed: Hun har sikkert været oppe at skændes med kæresten eller Hold da op hvor er hun sur osv.. Altså tolkninger som i princippet siger mere om en selv end den anden og som i sidste ende kan fastlåse en i et bestemt billede.

13 At være bevidst om, at al adfærd er kommunikation både den nonverbale og den verbale. Det totale signal udgøres af ord (7%), betoning(38) og kropssprog(55%). Det giver stof til eftertanke at ord fylder så lidt i forhold til det nonverbale sprog. Derfor er det vigtigt, at være opmærksom på, at måden vi taler og gør tingene på, stemmer overens med det vi siger og gør. Derfor er det også vigtigt, at vi møder på arbejde med begejstring i stemmen: Godmorgen William, dejligt at se dig osv.. Ligeledes at vi er opmærksomme på et åbent kropssprog og ikke står med hænderne i lommen, sidder henslængt med benene på taburetten osv.. At vi er åben, ærlig og tydelig i vores budskab ved bl.a. at tænke højt og være personlig, jeg mener i stedet for vi-mener. Når vi bruger jeg-sætninger, tager vi nemlig ansvaret for os selv og relationen kort sagt beholder ejerskabet hos os selv f.eks. Jeg føler mig overset, når du ikke lytter til mig. Du-budskaber virker ofte fordømmende, bebrejdende og fastlåsende f.eks. : Du udtrykker dig ofte så negativt. Brugen af ordet men har en meget stor virkning på, hvordan børnene reagerer på det, du siger. Forestil dig, at du er et barn og hører følgende besked: Jeg havde det virkelig sjovt med dig, da vi spillede, men Børn ved præcist, hvad der kommer bagefter - noget, som de burde have gjort anderledes. Ordet men fungerer som en slettetast: Det sletter alt, hvad der blev sagt før det. At dit budskab skal komme til rette person og undgå at søge støtte/bekræftelse ved hinanden først, da det kan give både utryghed og skabe mistrivsel. Derfor er al snak i krogene og brok i det lukkede rum noget vi sammen skal tage et fælles ansvar for at forhindre. Hvis der er nogen, der har svært ved at tage dialogen med rette vedkommende, skal han/hun forpligte sig til at henvende sig til mig som leder. På den måde kan jeg klæde dem på til at kunne selv eller jeg kan deltage sammen begge parter som mediator en slags mægler. At vi er i stand til at søge om hjælp i tide, da vi ikke skal kunne klare det hele selv. Det er for store ambitioner at have - vi er heldigvis et team, hvor alle kan noget og sammen kan vi en masse. Sidst men ikke mindst synes jeg, at vi skal være meget opmærksomme på sprogets betydning og hvilke ord vi bruger fordi: Vær opmærksom på dine tanker, for de bliver til ord. Vær opmærksom på dine ord, for de bliver til holdninger. Vær opmærksom på dine holdninger, for de bliver til handlinger. Vær opmærksom på dine handlinger, for de bliver til vaner. Vær opmærksom på dine vaner, for de bliver til din karakter.

14 Sproget inviterer til at udforske egen og andres virkelighedsopfattelse eller til at skifte position og se verden i den andens perspektiv. Kort sagt er det sprog, som vi bruger med til at skabe en ny virkelighed, nye tanker og handlinger (praktisk visdom). Sproget er som en lygte, det vi taler om, er det vi bliver i stand til at se. (Wittgenstein). Det er på ingen måder en let opgave at skulle se med objektive øjne på sig selv og en kollega - det kræver øvelse og tillid. Men det er min erfaring, at der kun er en vej frem bliv ved, da der er et kæmpe fagligt/personligt udviklingspotentiale i det. Praksisfortællinger og brug af video er vigtige analyseredskaber, som kan bruges til at reflektere over praksis og finde alternative handlingsmuligheder. Små guidelines: - At reflektere over refleksion gå i metaplan (verbalt/nonverbalt). - At spejling/sparring giver dobbelt læring. - At kommunikation ikke kun er sprogligt, men også båret af følelser, stemninger der afspejles i mimik, handlinger og gestikuleren. - At veje sine ord på en guldvægt og begynde at introducere et mere rummeligt og anerkendende sprog. - At fremtrylle en kultur, hvor vi kan håndtere kritik og uenigheder. - At al udvikling/forandring forudsætter passende forstyrrelser og et vist mod til at gå nye veje. I forbindelse med dialog og refleksion kom jeg til at tænke på Teori U, som har fået navn efter det visuelle billede af bogstavet U. U-Modellen opererer med 3 grundlæggende bevægelser, hvor den første handler om at iagttage og observere verden med et Åbent Sind, hvor vi lader være med at downloade vante mønstre og tanker (Dialog). Den næste bevægelse foregår i bunden af Uét, hvor vi trækker os tilbage og uden at ville noget bestemt lader den indre forståelse og viden spire frem, hvilket kræver nærvær og et Åbent Hjerte. (Selvrefleksion). Den tredje bevægelse er at omsætte vores indsigter til nyskabende handlinger Åben Vilje. (Refleksion/profleksion).