"Smitsomme sygdomme hos børn, vejledning for daginstitutioner, skoler og forældre"

Transkript

1 Top/Bund "Smitsomme sygdomme hos børn, vejledning for daginstitutioner, skoler og forældre" Indhold FORORD OM SMITSOMME SYGDOMME HVAD ER EN SMITSOM SYGDOM? Bakterier Virus Svampe Parasitter Forsvar mod smitsomme sygdomme HVORFOR BLIVER MAN SYG? 1. Smittekilde 2. Smittevej Smitte ved berøring Smitte via genstande Smitte via luften Smitte via mad og vand Smitte via afføring Smitte via blod Smitteoverførsel i institutioner Smitteoverførsel i institutioner Alder Midlertidig svækkelse Kronisk sygdom Beskyttelse mod de enkelte sygdomme Vaccination Immunglobulin

2 TEGN PÅ SMITSOMME SYGDOMME 1. Almene symptomer 2. Specifikke symptomer 3. Feber Temperaturmåling Temperaturforhøjelse Feberkramper Alarmerende tegn hos det febersyge barn HVORNÅR MÅ ET BARN MØDE I INSTITUTION? Vurdering af smitterisiko Når barnet bliver sygt i institutionen Medicingivning PERSONALETS FORHOLD VED SMITSOMMESYGDOMME Opslag Anmeldelse Gravide medarbejdere DE ENKELTE SMITSOMME SYGDOMME Bylder Børneorm Børnesår Cytomegalovirusinfektion Fnat Forkølelse og virus-halsbetændelse Forkølelsessår Fåresyge Hand, foot and mouth disease Hepatitis A Hepatitis B Influenza Kighoste Kyssesyge Lus Lussingesyge Maveinfektion med diarré Mellemørebetændelse med øreflåd Meningokoksygdom Mæslinger Røde hunde Skarlagensfeber og bakteriel halsbetændelse

3 Skoldkopper Skovflåtoverført borreliainfektion Svampeinfektioner Tredjedagsudslæt Vandvorter Vorter Øjenbetændelse OVERSIGT STIKORD LÆS MERE VACCINATIONSSKEMA Forord Indenrigsministeriet og Sundhedsstyrelsen har fastsat forholdsregler mod smitsomme sygdomme i skoler og daginstitutioner for børn og unge. Disse regler administreres i det enkelte amt af embedslægerne. Smitsomme sygdomme hos børn er udarbejdet af Sundhedsstyrelsen med det formål at informere nærmere om de bestemmelser, der gælder i skoler og daginstitutioner for børn, når der optræder smitsomme sygdomme. Den søger desuden at belyse en række spørgsmål om, hvordan institutionspersonale og forældre skal forholde sig, når de mest almindelige smitsomme sygdomme optræder. Pjecen indeholder dels en generel introduktion til begrebet smitsomme sygdomme, dels en beskrivelse af nogle smitsomme sygdomme. I forhold til tidligere udgaver er der nu foretaget almindelig revision, og pjecen er udbygget med beskrivelse af nogle flere sygdomme. Endvidere er den nu forsynet med stikordsregister. Januar 1996 Sundhedsstyrelsen Hvad er en smitsom sygdom? Smitsomme sygdomme overføres fra menneske til menneske eller i sjældnere tilfælde fra dyr til menneske. Der kan også forekomme smitte fra madvarer, vand eller jord.

4 dyr til menneske. Der kan også forekomme smitte fra madvarer, vand eller jord. Sygdommene skyldes infektioner med mikroorganismer som bakterier, virus, svampe eller parasitter. Inkubationstiden er den tid, der går, fra man er smittet, og indtil der opstår symptomer på sygdommen. Smitteperioden er det tidsrum, hvor man kan smitte andre. Bakterier Nogle sygdomme skyldes bakterier. Det drejer sig fx om børnesår, nogle former for halsbetændelse og kighoste. De fleste bakteriesygdomme kan helbredes med et antibiotikum, som fx penicillin. Virus Forskellige virus kan forårsage forkølelse, influenza, nogle former for halsbetændelse, de fleste børnesygdomme og forkølelsessår. Kun i få tilfælde virker antibiotika på virussygdomme. Svampe De hyppigste svampeinfektioner hos børn viser sig som hudlidelser, fx ringorm. Lokalbehandling med svampedræbende middel er oftest tilstrækkelig. Parasitter Lus, fnatmider eller børneorm kan overføres fra et menneske til et andet og give gener, blandt andet i form af kløe. Lus og fnat behandles med håndkøbsmedicin, mens lægen kan ordinere medicin mod børneorm. Forsvar mod smitsomme sygdomme Den menneskelige organisme har gode muligheder for at forsvare sig mod mikroorganismer. I langt de fleste tilfælde opstår der ikke sygdom, selvom man har været udsat for smitte. Organismen forsvarer sig ved, at hvide blodlegemer slår bakterier og virus ihjel, og ved at organismen danner antistoffer, der ødelægger bakterier og virus. Efter nogle infektionssygdomme bevares evnen til at danne antistoffer mod en overstået sygdom resten af livet. I disse tilfælde kan man kun få sygdommen én gang. Det gælder især børnesygdommene. Man siger, at man er blevet immun over for sygdommen. Andre sygdomme kan opstå igen. Dette skyldes, at antistofferne kun bevares i kortere tid, eller at mikroorganismerne ændrer sig. Dette gælder fx for forkølelse, influenza og visse maveinfektioner. Hvorfor bliver man syg? Udvikling af sygdom er afhængig af flere forhold:

5 1. Smittekilde 2. Smittevej 3. Organismens modtagelighed 1. Smittekilde Ved langt de fleste smitsomme sygdomme spredes bakterier, virus eller parasitter fra andre mennesker, dvs. smittekilden er et menneske. Smitterisikoen er derfor størst, hvor mange mennesker er samlet. Enkelte sygdomme overføres fra dyr (fx visse svampelidelser) eller fra jord (fx stivkrampe). Visse maveinfektioner kan skyldes inficerede madvarer. Smitte fra forurenet drikkevand er sjældent forekommende i Danmark. Et menneske kan have sygdomsfremkaldende bakterier og virus i sig uden at blive syg, men alligevel smitte andre. Det kaldes at være rask smittebærer. Der er stor forskel i sygdommenes smitsomhed. Influenza er meget smitsomt, medens kyssesyge kun smitter ved tæt kontakt. Ved de fleste sygdomme er smittefaren størst i sidste del af inkubationstiden og i de første få dage efter sygdomsudbruddet. 2. Smittevej Forskellige mikroorganismer spredes ad forskellige smitteveje, enten ved direkte berøring eller indirekte via genstande, madvarer eller luft. Dette afhænger især af mikroorganismernes forskellige evne til at overleve uden for mennesket. Smitteveje kan ofte afbrydes bl.a. ved overholdelse af god hygiejne. Specielt håndvask er af betydning for at hindre overførsel af smitte fra en person til en anden. Rengøring og udluftning har også betydning for at nedbringe mængden af bakterier og virus, og dermed smitterisikoen. Afhængigt af smittevejene ved en sygdom kan man søge at forebygge smitte på forskellig vis. Nedenfor nævnes kort de veje, ad hvilke bakterier og virus spredes fra menneske til menneske: Smitte ved berøring Nogle bakterier og virus overføres fra den ene person til den anden ved direkte berøring. Dette sker fx ved forkølelsessygdomme, visse mave-tarm-infektioner, betændte sår på huden og nogle af børnesygdommene (fx skoldkopper). Smitte via genstande Ved nogle sygdomme kan bakterier og virus overleve uden for organismen og overføres via genstande som sutter, legetøj, spisebestik, dørhåndtag, toiletsæder og håndklæder. Denne form for smitte ses ved børnesår, øjenbetændelse, tarminfektioner og leverbetændelse. Smitte via luften Smitte gennem luften sker med smådråber, der opstår ved hoste, nys eller tale. Dette er

6 tilfældet ved eksempelvis luftvejsinfektioner og nogle børnesygdomme (fx mæslinger). Smitte via mad og vand Forurening af mad og vand kan forårsage mave-tarm-infektioner. Smitte via afføring Ved nogle mave-tarm-infektioner og ved hepatitis A (smitsom leverbetændelse) findes smitstoffet i afføringen. Smitten kan overføres via hænderne ved berøring af genstande eller ved forurening af madvarer og vand. Smitte via blod Smitte via blod forekommer fx ved hepatitis B (serumhepatitis). Smitteoverførsel i institutioner I institutioner er mange mennesker samlet. Det er derfor vigtigt altid at overholde en god hygiejne for at nedsætte risiko for smittespredning. God hygiejne omfatter først og fremmest god håndhygiejne i form af håndvask inden tilberedning af madvarer, spisning, hjælp til spisning og tobaksrygning og efter toiletbesøg, bleskift, hjælp til toiletbesøg og sortering af vasketøj. Puslepladsen bør være indrettet sådan, at alt materiale er inden for rækkevidde. Puslemadrassen bør være betrukket med voksdug eller plastik, hvorpå der lægges et håndklæde, en ble eller papir, som skiftes for hvert barn. Brugte éngangsbleer og éngangsvaskeklude lægges i pedalspand med plastpose. Håndcreme bør ikke være i krukke, men i tube, og cremen afsættes på håndryggen. Man bør endvidere vaske hænder, når man har hjulpet et barn med at pudse næse eller har rørt pus eller lignende, der kan være smittefarligt. Ved aftørring af næsen bruges papirlommetørklæder, der kun anvendes én gang. Kys på mund bør undgås, ligesom det frarådes at bruge samme bestik, glas, krus, tallerkener mv. De enkelte børn og voksne bør have egen tandbørste, sengetøj, vaskeklud og håndklæde, eventuelt éngangshåndklæder. God rengøring medvirker til at reducere smitterisikoen, og legetøj bør afvaskes jævnligt. Orden og god plads letter rengøringen. Endvidere bør der foretages regelmæssig udluftning. Når der er ophobning af smitsomme sygdomme i institutionen, bør hygiejnen skærpes (se bl.a. afsnittet om maveinfektioner, side 32). 3. Organismens modtagelighed Der er flere forhold, der har betydning for barnets modtagelighed. Alder Et barn fødes med antistoffer mod nogle af de sygdomme, som moderen har haft. Disse antistoffer forsvinder i løbet af de første 3-6 måneder, hvorefter barnet er særlig modtageligt i en periode. Børn danner senere antistoffer, hvorfor større børn har bedre modstandskraft mod smitsomme sygdomme end små børn, der endnu ikke selv har

7 dannet antistoffer. Midlertidig svækkelse I den første tid efter overstået sygdom er barnet mere modtageligt over for smitsomme sygdomme. Træthed, kulde og psykiske belastninger kan nedsætte modstandskraften. Kronisk sygdom Nogle børn lider af en kronisk sygdom, som fx hjertesygdom, astma eller sukkersyge. Disse børn kan være mere modtagelige over for smitte. Lægen kan give vejledning om eventuelle forholdsregler ved udsættelse for smitsom sygdom. Beskyttelse mod de enkelte sygdomme Man kan beskytte barnet mod nogle bestemte sygdomme. Dette kan gøres ved vaccination eller ved at give immunglobulin (gammaglobulin). Vaccination Vaccination beskytter barnet mod sygdomme, der kan være alvorlige, og som kan medføre varige skader eller død. Ved vaccination indgives dræbte eller svækkede virus og bakterier eller bakterieprodukter. Herved producerer kroppen selv antistoffer mod sygdommen. Dette giver den samme form for beskyttelse som gennemgået sygdom. Nogle vacciner, fx kighostevaccine og Hib-vaccine, beskytter mod alvorlige sygdomstilfælde, mens børnene er helt små. Hvis et barn senere får kighoste, vil sygdomsforløbet være mildere. Efter 6-års alderen har børn selv beskyttelse mod infektioner forårsaget af Hib (bakterien Hæmophilus influenzae type b). Di-Te-Ki-Polvaccine forebygger difteri, stivkrampe, kighoste og børnelammelse, som er sjældne, men meget alvorlige sygdomme. MFR-vaccine beskytter børn mod mæslinger, fåresyge og røde hunde, som er sygdomme, der kan give alvorlige følger. Hvis en tilstrækkelig stor del af befolkningen er vaccineret eller har gennemgået en sygdom, vil der være mindre smitstof i omløb, og herved mindskes risikoen for smittespredning. Men et uvaccineret barn kan dog stadig få en af de sygdomme, der vaccineres mod i vaccinationsprogrammet. Se løsbladet Vaccinationer til børn. Immunglobulin Immunglobulin (gammaglobulin) er et blodprodukt, der indeholder antistoffer mod visse sygdomme. Disse antistoffer svinder efter nogle måneder, hvorefter beskyttelsen mod sygdommen ophører. Immunglobulin bruges undertiden som forebyggelse mod hepatitis A.

8 Tegn på smitsom sygdom Der kan være mange forskellige tegn, der giver mistanke om, at et barn har en smitsom sygdom: 1. Almene symptomer 2. Specifikke symptomer, afhængigt af sygdommens art 3. Feber 1. ALMENE SYMPTOMER Når et barn er ved at blive sygt, bliver det ofte mat, pylret, uroligt eller grædende. Børn kan undertiden klage over ondt i maven eller kaste op, selvom det ikke drejer sig om en sygdom i maven. 2. SPECIFIKKE SYMPTOMER Ud over almensymptomerne kan der være mere specifikke symptomer ved de forskellige sygdomme. Der kan fx opstå snue, hoste, øjenbetændelse med pusflåd, påvirket vejrtrækning eller udslæt. Opkastning og diarré er ofte tegn på mave-tarm-infektioner, men kan også være tegn på andre sygdomme. 3. FEBER Temperaturmåling Man bør måle temperaturen, hvis barnet virker sygt, er mat, pirreligt eller føles varmt. Ved temperaturmåling i endetarmen er den normale temperatur 36,5-37,0 om morgenen og op til 37,5 om aftenen. Temperaturen ligger ca. 1/2 lavere ved måling med mundtermometre. Hudtermometre (pandestrimler) angiver ikke temperaturen med tilstrækkelig sikkerhed. Temperaturforhøjelse Der er temperaturforhøjelse ved de fleste smitsomme sygdomme. Børn får tit temperaturforhøjelse. Især små børn får let feber, og høj feber (over 39,0 ) er almindelig ved smitsomme sygdomme hos børn. I de første levemåneder kan et barn dog have normal temperatur, selv ved alvorlige infektioner. Ved hurtig temperaturstigning optræder kulderystelser, og ved temperaturfald kan der komme svedeture. Når temperaturen er høj, skal barnet ikke have for meget tøj på eller ligge for varmt, for at temperaturen ikke skal stige endnu mere. Lettere feber er ikke farlig. Der er kun sjældent grund til at give et barn febernedsættende medicin, og man bør forinden have drøftet dette med lægen. Børn under 1 år bør sædvanligvis ikke få febernedsættende medicin.

9 Man skal være opmærksom på, at smertestillende medicin virker febernedsættende. Ved feber mister kroppen meget væske ved fordampning. Man bør sørge for, at barnet drikker rigeligt for at undgå væskemangel. Dette er specielt vigtigt, når der også er opkastning eller diarré, se side 32. Når det drejer sig om børn under 1 år, bør man rådspørge lægen, hvis barnet ikke vil drikke ret meget. Feberkramper Nogle børn har tendens til at få kramper i forbindelse med temperaturstigning. Første gang et barn får kramper, bør man straks kontakte læge. Det kan være foruroligende at se et barn med krampeanfald, men feberkramper er i sig selv ikke farlige. Der findes forskellige former for medicin, som kan forebygge nye krampeanfald. Man kan drøfte med lægen, hvordan forebyggende behandling iværksættes. Alarmerende tegn hos det febersyge barn Nogle sygdomstegn er udtryk for, at barnet er så medtaget af sin febersygdom, at man straks skal kontakte læge. Barnet kan fx være sløvt, slapt eller fraværende, huden kan trods feberen virke kølig, bleg eller blålig. Der kan forekomme kramper, besvær med vejrtrækningen, meget høj temperatur eller på anden måde dårlig almentilstand. Et særligt alvorligt tegn er punktformede blodudtrædninger på huden. Jo yngre barnet er, desto tidligere bør lægen kontaktes. Hvornår må et barn møde i institution? Reglerne for fremmøde i institution er fastsat for at begrænse spredning af smitsomme sygdomme. Hovedreglen er, at syge børn ikke må møde i institution, og at et barn med en smitsom sygdom først må modtages, når det ikke længere smitter. Barnet er rask, når det på sædvanlig måde kan klare at opholde sig i institutionen. Det vil sige, at barnet skal kunne deltage i de aktiviteter, det plejer, uden at kræve særlig pasning. Hvis et barn møder i institution uden at være helt rask, har det på grund af nedsat modstandskraft større risiko for at få komplikationer til sygdommen eller pådrage sig en anden sygdom. VURDERING AF SMITTERISIKO Da børn er mere modtagelige for smitsomme sygdomme end voksne, og da mange sygdomme smitter allerede i inkubationstiden, er det ikke muligt helt at undgå smitte i institutioner. Et enkelt sygdomstilfælde i institutionen giver ofte anledning til, at flere børn bliver smittet. Derfor er det vigtigt, at diagnosen smitsom sygdom stilles hurtigt for at begrænse smittespredning.

10 Hvis personalet er i tvivl, om et barn smitter, kan de anmode barnets forældre om en vurdering fra den behandlende læge og kan eventuelt kræve, at forældrene fremskaffer lægeattest. Hvis lægen finder, at et barn ikke er smittefarligt, kan barnet modtages, hvis det i øvrigt er rask nok til at være i institutionen og ikke kræver særlig pasning I tvivlstilfælde afgør embedslægen, hvornår et barn kan modtages i institution. NÅR BARNET BLIVER SYGT I INSTITUTIONEN Hvis et barn bliver sygt i institutionen, bør forældrene altid underrettes med henblik på at hente barnet. Særligt i begyndelsen af et sygdomstilfælde er det vigtigt at holde øje med barnets tilstand for at kunne bemærke forandringer. Selv et tilsyneladende fredeligt sygdomstilfælde kan i nogle tilfælde hurtigt udvikle sig i alvorlig retning. Inden barnet bliver afhentet, kan man mindske smitterisikoen ved at lade det opholde sig i et andet rum end de andre børn. Det er dog vigtigt, at barnet hyppigt tilses af en voksen. MEDICINGIVNING Hvis lægen har ordineret medicin, er det vigtigt at give medicinen som foreskrevet. Både dosis og tidspunkter for medicingivningen bør overholdes. Man skal fortsætte med medicinen i den angivne periode, også selvom barnet synes at være blevet helt rask. Hvis barnet, efter behandlingen er påbegyndt, udvikler hududslæt eller i øvrigt får nye symptomer, bør lægen kontaktes. Giv ikke medicin, der ikke er ordineret af lægen. Personalet er ikke uddannet til at observere og behandle syge børn. Derfor bør medicingivning i institutionstiden begrænses mest muligt. Når barnet efter akut, smitsom sygdom igen kommer i institutionen, bør eventuel fortsat medicin gives på tidspunkter uden for institutionstiden. Ved kroniske sygdomme er der undertiden behov for at give medicin i løbet af dagen. Såfremt institutionspersonalet har påtaget sig at give et barn den ordinerede medicin, skal der foreligge en instruks for medicingivningen. I de fleste tilfælde vil der være givet tilstrækkelig instruktion om medicingivningen ved påskriften på medicinbeholderen. Beholderen skal have let læselig påskrift med oplysning om barnets navn, medicinens art og med den ordinerede dosis. I de tilfælde, hvor en mere grundig skriftlig instruktion om medicingivningen er nødvendig, kan institutionens ledelse anmode forældrene om en skriftlig instruktion fra lægen. Medicinen opbevares utilgængeligt for børn. Der bør udarbejdes et skema for det syge barn, hvor medarbejderen kan afkrydse, når medicinen gives. Personalets forhold ved smitsomme sygdomme

11 Ved optræden af smitsomme sygdomme gælder de samme regler for personalets fremmøde som for børnenes fremmøde. Når der i en institution er udbrud af smitsomme sygdomme, bør personalet være særlig omhyggelig med hygiejnen for at undgå, at smitten overføres til de andre børn eller til dem selv. OPSLAG Når personalet har fået meddelelse om, at et barn lider af en smitsom sygdom, skal de øvrige forældre informeres herom ved opslag i institutionen. Anmeldelse Nogle alvorlige, men sjældent forekommende smitsomme sygdomme skal af den behandlende læge anmeldes til embedslægen. Embedslægen informerer herefter institutionens leder om sygdomstilfældet samt oplyser om eventuelle foranstaltninger. Institutionen kan rette henvendelse til embedslægeinstitutionen for at få rådgivning i forbindelse med optræden af smitsomme sygdomme. GRAVIDE MEDARBEJDERE Gravide kvinder bør generelt være opmærksomme på at overholde god hygiejne for at undgå at blive smittet. For nogle sygdomme har Arbejdstilsynet fastsat særlige regler. Oplysning herom fås hos Arbejdstilsynet. De enkelte smitsomme sygdomme I det følgende er nogle almindelige smitsomme sygdomme hos børn beskrevet. I skemaet nederst på siden er for de enkelte sygdomme anført inkubationstid, smitteperiode, fremmøde i institution og eventuelle særlige forhold. Beskrivelsen af nogle af sygdommene er mere omfattende. Det drejer sig om de sygdomme, der ofte medfører stor usikkerhed i institutionerne. Bylder En lokaliseret betændelse i hud forårsaget af bakterier, oftest stafylokokker. Smitten spredes ved direkte berøring og via genstande, når bylden begynder at væske. Uren hud med bumser smitter normalt ikke.

12 På et afgrænset område er der ømhed, rødme, hævelse og senere pusansamling. Ved større bylder kan der være utilpashed eller feber. Flere daglige, varme sæbebade kan ofte helbrede mindre bylder fuldstændigt og mindske smerterne. Undertiden udtømmes pusset ved denne behandling. Hvis dette ikke hjælper, kan lægen behandle enten ved udtømmelse af pusset eller ved at give medicin. Komplikationer Hvis der er røde striber på huden i nærheden af betændelsesstedet, er det tegn på, at betændelsen er ved at spredes og kan medføre blodforgiftning. I dette tilfælde bør barnet hentes hjem og læge kontaktes. Børneorm (enterobiasis) Små orm, der lever i tarmen. Ormene bevæger sig uden for tarmen og lægger æg ved endetarmsåbningen. Æggene er meget modstandsdygtige og kan overleve i sengetøj og støv i et par uger. Smitte sker ved at børnene får æg i munden ved at sutte på fingre. Det eneste symptom er kløe ved endetarmsåbningen, mest udtalt om natten. Ormene kan let ses på afføringen. De er ca. 1 cm lange, hvide og sytrådslignende. Lægen kan ordinere medicin mod børneorm. Samtidigt med behandlingen bør sengetøj og undertøj vaskes. Børnesår (impetigo) Meget smitsomme sår, der skyldes bakterier (stafylokokker eller streptokokker). Smitten overføres ved direkte berøring og via genstande. Bakterierne overføres fra sårene, så længe de væsker, og så længe der er skorper. Mange mennesker har bakterierne i næsen uden symptomer, og smitten kan komme herfra. Sårene begynder oftest som en lille rød plet, der hurtigt udvikler sig til et væskende sår, der dækkes af gullige skorper. Sårene kan sidde overalt på huden, men er hyppigst omkring næse og mund. Børnesår kræver normalt lægebehandling.

13 Forholdsregler Da små børn ikke har forståelse for renlighed og hele tiden vil berøre sårene, er der stor risiko for smitte i børneinstitutioner. Derfor må børnene ikke modtages i institution, før sårene er tørret ind, og skorperne er faldet af. Selvom der er iværksat behandling, kan sårene godt smitte. Børn i skolealderen kan bedre overholde renlighed, og må derfor modtages i skole og institution, hvis ikke sårene er meget udbredte. Cytomegalovirusinfektion En virussygdom, der oftest forløber uden symptomer. Cytomegalovirus(CMV)-infektioner er meget udbredte, idet 30-40% af alle børn smittes før 1 års alderen. Ved 30 års alderen har ca. 60% haft infektionen. Medfødt CMV-infektion forekommer hos ca. 1/2% af alle nyfødte. CMV-infektion overføres via friske sekreter som spyt, urin, modermælk, sæd og blod. Smitte sker derfor ved tæt, direkte kontakt som kys på mund, amning og samleje samt ved blodtransfusion. Under graviditet kan virus overføres fra moderen til fosteret. Dette kan forekomme, enten hvis moderen får en akut infektion, eller hvis der kommer fornyet virusudskillelse efter en tidligere infektion hos moderen. Småbørn kan smittes af moderen ved amning, mens smitte blandt børn i daginstitutioner er sjælden. Voksne smittes oftest ved seksuel kontakt. Da virus kun overlever kort tid uden for kroppen, forekommer der ikke smitte gennem luft eller via genstande. I de fleste tilfælde af medfødt CMV-infektion er der ingen symptomer, hverken hos moderen eller hos barnet, hvorfor infektionen sjældent diagnosticeres. Der er sygdomssymptomer hos 5-10% af børn, der fødes med medfødt CMV-infektion. Disse børn kan have leverpåvirkning, forstørrelse af milten, påvirkning af de bloddannende organer samt påvirkning af centralnervesystemet. Sidstnævnte kan medføre blivende skader på centralnervesystemet. Smitte under fødslen eller senere medfører ikke blivende skader. Børn får sjældent symptomer ved infektion. Hos voksne ses undertiden feber, hævede lymfeknuder, leverpåvirkning eller forstørrelse af milten. Der er ingen behandling for sygdommen. Forholdsregler Smitte blandt børn er sjælden, og der er ingen smitterisiko for personalet, hvis almindelige hygiejniske forholdsregler overholdes, først og fremmest god håndhygiejne. Endvidere bør kys på mund undgås, ligesom det frarådes at anvende samme bestik og service. Alene i de tilfælde, hvor en gravid kvinde passer et barn under 1 år med medfødt

14 symptomgivende CMV-infektion, kan der være tale om særlige forholdsregler. Arbejdstilsynet kan give oplysning herom. Fnat (scabies) En kløende hudlidelse, der skyldes en mide. Smitten sker ved hudkontakt af flere minutters varighed. Smitte uden for husstanden er sjælden. Da små børn ofte er meget "i hænder", kan der dog i sjældne tilfælde ske smitte i børneinstitutioner. Fnat viser sig ved kløe, der opstår 3-6 uger efter smitte. Kløen er mest udtalt om natten. Det klør over det meste af kroppen, men kradsemærker og udslæt sidder i overvejende grad på hænderne, omkring navlen og på sædet. Børn under 1 år kan også have udslættet i hovedet. Selv ved udtalt kløe er der ofte kun få kradsemærker og knopper på huden. Det kan være vanskeligt at stille diagnosen. Ved kløe og mistanke om fnat skal lægen kontaktes med henblik på diagnose og behandling. Når der er konstateret fnat, bør der gives behandling til alle i husstanden og til personer, der har ligget i samme seng som den smittede. Det er vigtigt, at alle behandles samtidigt, da de andre familiemedlemmer kan være smittet, selvom de endnu ikke har fået symptomer. Efter behandling er der ikke længere smitterisiko, men kløen kan alligevel bestå i nogen tid. Forholdsregler Der er ikke grund til at behandle andre børn eller personale i institutionen. Men man bør være opmærksom på kløe og udslæt hos børnene i 3-6 uger efter sidste tilfælde. Forkølelse og virushalsbetændelse En sygdomsgruppe, der kan skyldes mange forskellige virus, som særligt angriber slimhinderne i svælg og luftveje. Disse sygdomme er hyppigt forekommende, specielt hos mindre børn. Disse sygdomme kan skyldes et specielt virus, respiratorisk syncytialvirus (RS). I de første leveår kan dette virus forårsage bronkitis og lungebetændelse, mens det hos større børn og voksne oftest kun medfører almindelige forkølelsessymptomer. Sygdommene spredes fra luftvejene på flere måder. 1. Virus spredes gennem luften via de smådråber, der opstår, når vi taler, hoster eller nyser.

15 2. Virus spredes også via hænderne fra næsesekret. Hvis man får virus på hænderne, kan man overføre smitte ved at berøre sine øjne eller næsen. Virus føres herved til luftvejenes slimhinder, som bliver inficerede. 3. Virus kan kan endvidere spredes via genstande, der er forurenet med smitsomt materiale. De mest almindelige symptomer er snue, hæshed, hoste, ondt i halsen og synkesmerter, alt efter hvor infektionen sidder. Ofte er børn trætte, irritable, mister appetitten og trækker vejret gennem munden på grund af tilstopning af næsen. Mindre børn kaster undertiden op. Da små børn ofte får feber ved almindelig forkølelse, kan sygdommen minde om influenza. Angreb af slimhinden i struben kan hos mindre børn give falsk strubehoste (pseudocroup), som viser sig ved gøende hoste og besværet vejrtrækning. Nogle virus angriber specielt de nedre luftveje og giver bronkitis eller lungebetændelse. Sygdommene kan ikke behandles, men man kan søge at lindre symptomerne. Forholdsregler Børn, der er stærkt forkølede, må ikke modtages i institution. Ved stærk forkølelse kan der være temperaturforhøjelse, kraftig snue med pusflåd eller kraftig hoste, der hindrer børnenes almindelige aktivitet og kræver særlig pasning. I en institution er god håndhygiejne den vigtigste forholdsregel for at nedsætte smitterisiko. Man bør hyppigt vaske hænder og altid efter at have tørret næse. Man bør aldrig dele bestik og service med andre. Ved den jævnlige udluftning bør man undgå træk og kuldepåvirkning. Legetøj vaskes hyppigt, når der er mange børn med forkølelse i institutionen. Komplikationer Disse virusinfektioner kan kompliceres af bakterielle infektioner. Der kan opstå mellemørebetændelse, bihulebetændelse, bronkitis og lungebetændelse. Ved komplikationer bør man søge læge, som kan tage stilling til behandling. Alarmerende symptomer Ved infektioner i luftvejene skal man være opmærksom på følgende symptomer: hvæsende vejrtrækning gøende hoste åndenød blåfarvning af læberne så stærke synkesmerter, at barnet ikke vil synke sit spyt og savler. Ved disse symptomer skal lægen straks kontaktes. Hos børn med hjertesygdom eller

16 astma skal man være særligt på vagt, når der er symptomer fra luftvejene. FORKØLELSESSÅR (herpes) En virussygdom, der viser sig som grupper af småblærer på huden. Den hyppigste smitteoverførsel sker fra raske smittebærere, dvs. personer der er inficeret med virus uden at have symptomer. I forbindelse med udbrud sker smitten ved direkte kontakt med væske fra blærerne. De fleste mennesker smittes med sygdommen allerede i barnealderen, men kun en mindre del får symptomer. Oftest begynder sygdommen med rødme, prikken og kløe af huden på det sted, hvor blærerne senere kommer frem. Efter et par dage opstår 1-2 mm store væskefyldte, tætsiddende blærer, hyppigt omkring munden. Blærerne brister hurtigt og bliver til sår. Efter 1 uges tid tørrer udbruddet ind. Ved det første udbrud kan der tillige være utilpashed, hævede lymfeknuder og undertiden temperaturforhøjelse. Mundslimhinden kan også være angrebet. Senere herpesudbrud angriber kun huden, oftest kun på et mindre område. Udbruddene kommer ofte igen samme sted i forbindelse med anden sygdom, og hos nogle kan solbadning være årsag til fornyet udbrud. Ved udbruddets start kan forløbet stoppes med virusdræbende salve. Når der er dannet blærer, kan man bruge en udtørrende pasta. Forholdsregler Et barn med herpesudbrud må gerne modtages i institution eller skole. Renlighed og håndvask kan nedsætte smitteoverførsel, men denne kan ikke helt undgås hverken i eller uden for institution, da de fleste smittes af raske smittebærere. Komplikationer Herpesudbrud hos et barn kan undertiden forurenes med bakterier og give anledning til børnesår, se side 19. FÅRESYGE (parotitis epidemica) En børnesygdom forårsaget af virus, som giver betændelse i spytkirtlerne. Sygdommen er blevet sjælden, efter man er begyndt at MFR-vaccinere. Smitten spredes gennem luften. Fåresyge viser sig typisk ved let feber og hævelse og ømhed foran øret. ne svinder oftest inden for en uge.

17 Der er ingen behandling for sygdommen. Komplikationer Hos drenge efter puberteten kan der opstå smertefuld betændelse i testiklerne. En anden komplikation til fåresyge er en form for hjernehindebetændelse, som almindeligvis er ufarlig, men dog kræver indlæggelse på sygehus. Hand, foot and mouth disease En kortvarig virussygdom med udslæt på hud og slimhinder. Smitten spredes gennem luften, fra væske fra blærerne og fra afføringen. Ofte sker smitten fra raske smittebærere. Sygdommen kan begynde med utilpashed og let feber, men ofte er udslættet første tegn på sygdom. I munden og specielt på hænder og fødder opstår små røde pletter, der udvikler sig til væskefyldte blærer. Oftest er sygdommen overstået efter en uges tid. Der er ingen behandling for sygdommen. HEPATITIS A (smitsom lever-betændelse) En form for leverbetændelse, der skyldes et virus. Smitten spredes fra afføringen via hænderne til munden. Sygdommen smitter i den periode, hvor virus udskilles med afføringen. Den væsentligste virusudskillelse forekommer i den sidste del af inkubationstiden og aftager få dage efter, at sygdommen er brudt ud. Sygdommen begynder ofte med ømhed i kroppen, kvalme, nogen temperaturforhøjelse og undertiden mavesmerter, diarré og opkastninger. Efter en uges tid kommer gulfarvning af øjnenes bindehinde ("det hvide") og af huden. Urinen bliver mørk og afføringen lys. Herefter falder temperaturen, og tilstanden bedres. Hos børn og unge har sygdommen sædvanligvis et mildt forløb, mens man kan se alvorligere forløb hos voksne. Medicin har ingen virkning på sygdommen. Kosten bør være let på grund af kvalme og madlede. I tilfælde af hepatitis A i en institution er god hygiejne vigtig. Da sygdommen hos børn

18 ofte forløber uden karakteristiske symptomer og alligevel kan smitte gennem afføringen, er det meget vigtigt at overholde de hygiejniske forholdsregler som beskrevet i afsnittet om maveinfektioner, se side 32. Den vigtigste forholdsregel er håndvask før spisning og efter toiletbesøg. Hvis et barn under skolealderen får hepatitis A, bør personalet i barnets institution drøfte med embedslægen, om der er grund til forebyggende behandling til andre. Forældre til det syge barn bør også drøfte forebyggende behandling af familien med deres læge. Som forebyggelse mod hepatitis A kan gives immunglobulin eller vaccination. Hepatitis B (serumhepatitis) En form for leverbetændelse, der skyldes et virus. Sygdommen overføres via blod (fx ved kanylestik), ved seksuel kontakt og under graviditet fra moder til foster. Virus findes i blodet fra før sygdomsudbrud og i op til flere måneder herefter. I sjældne tilfælde, hvor sygdommen er blevet kronisk, er der virus i blodet i flere år. Sygdommen begynder undertiden med appetitløshed, kvalme og opkastning, smerter i maven og evt. diarré. I andre tilfælde stiger temperaturen ret pludseligt, og der kan være hovedpine, muskelsmerter og ledsmerter. I de fleste tilfælde fremkommer herefter gulfarvning af huden. Sygdomsvarigheden er fra få uger til flere måneder, men hos nogle bliver sygdommen kronisk. Denne kroniske tilstand er dog meget sjælden i Danmark. Medicin har ingen virkning på den akutte sygdom. Forholdsregler Børn og voksne med hepatitis B må modtages i institution, når de er raske. Der er ingen begrænsninger i forbindelse med kronisk hepatitis B. Influenza En febersygdom med påvirket almentilstand. Sygdommen kan skyldes flere forskellige influenzavirus. Influenza forekommer næsten udelukkende i vinterhalvåret. Nogle år er der særligt mange tilfælde, så man taler om en influenzaepidemi. Smitten spredes gennem luften, og sygdommen er meget smitsom. Oftest begynder symptomerne meget hurtigt. Der er høj feber, hovedpine, muskelsmerter og almen svækkelse, evt. ledsaget af snue, lettere synkesmerter og hoste. Hos små børn kan forkølelse medføre symptomer, der ligner influenza.

19 Der er ingen behandling for sygdommen, men det er fornuftigt, at barnet forholder sig i ro, mens der er feber. Forholdsregler For at undgå komplikationer (fx lungebetændelse) bør barnet ikke møde i institution, før det er helt rask. KIGHOSTE (pertussis) En børnesygdom, der skyldes en bakterie. Sygdommen kendes på karakteristiske hosteanfald. Selvom de fleste børn er vaccineret mod kighoste, forekommer sygdommen af og til, da vaccination ikke giver fuldstændig beskyttelse. Smitten spredes gennem luften. Der er størst smitterisiko i forkølelsesstadiet. Efter de typiske hosteanfald er begyndt, aftager smitten gradvis og er svundet 6 uger efter sygdommens start. Ved udsættelse for smitte kan børn blive raske smittebærere. Hvis der i en daginstitution er tilfælde med kighoste, bør forældre være opmærksomme på, at deres børn kan være raske smittebærere, som kan smitte uvaccinerede søskende i spædbarnsalderen. I disse tilfælde vil det være fornuftigt at kontakte lægen for at få rådgivning, da sygdommen kan være farlig for spædbørn. Sygdommen begynder som en almindelig forkølelse med snue og tiltagende tør hoste, der optræder anfaldsvis. Efter 1-2 uger fremkommer de karakteristiske hosteanfald. I disse hosteanfald kommer hostestødene lige efter hinanden og forhindrer barnet i at trække vejret, så det bliver blårødt i ansigtet. Derefter kommer der en hivende indånding (kigen). Ved anfaldet ophostes sejt slim, og der kan også komme opkastninger. Disse anfald kan følge hurtigt efter hinanden, så barnet bliver helt udmattet. Efter 2-4 uger aftager de karakteristiske anfald gradvis, og sygdommen er oftest overstået efter 6-8 uger, men der kan fortsat være hoste i nogen tid. Hos uvaccinerede småbørn kan sygdommen få et alvorligt forløb med udtalt vejrtrækningsbesvær, hvorfor sygehusindlæggelse kan blive nødvendig. Oftest kræver kighoste ingen medicinsk behandling. Børn med kighoste befinder sig bedst i frisk luft, hvorfor man skal prøve at få dem ud så meget som muligt. I sjældne tilfælde kan der være grund til at behandle med antibiotika. Forholdsregler Børn med kighoste, som i øvrigt ikke virker syge, må gerne komme i institution eller skole i den periode, hvor der stadig er en vis smitterisiko. Dette skyldes, at langt de fleste børn

20 er vaccinerede. Børn må dog ikke modtages, så længe hosteanfaldene giver udtalt vejrtrækningsbesvær eller opkastning. Anfaldene kan være så hyppige, at der kræves et særligt opsyn. Særlige regler Hvis der optræder kighoste i en institution med børn under 1 år, skal disse hjemsendes, medmindre de har haft kighoste eller tidligere mindst har fået de 2 første kighostevaccinationer. Kyssesyge (mononucleose) En virusinfektion med halsbetændelse og eventuelt hævede lymfeknuder på hals, i armhuler og i lysken. Smitten sker ved direkte kontakt med mundsekret. Ved almindelig social omgang er sygdommen kun meget lidt smitsom. De fleste får sygdommen allerede i barnealderen uden at få symptomer. I nogle tilfælde begynder sygdommen med træthed, appetitløshed og hovedpine. Herefter opstår halsbetændelse med udtalt hævelse og belægninger af mandlerne, som kan gøre det vanskeligt at synke. Vejrtrækningen kan være besværet. Der kan opstå hævelse og ømhed af lymfeknuderne, specielt på halsen, men også andre steder på kroppen. Der er feber, som kan vare i et par uger. I nogle tilfælde opstår påvirkning af leveren og milten, og der kan være udslæt. Oftest er symptomerne lette hos små børn. Der er ingen behandling for sygdommen, men på grund af udtalt træthed kan det være nødvendigt at holde sig i ro i længere tid. Lus (hovedlus) En kløende tilstand i hårbunden forårsaget af hovedlus. Hovedlus lever kun på mennesker og spredes ved direkte kontakt mellem mennesker. Smitte er hyppigst mellem børn. Når man har haft lus i nogen tid, begynder det at klø i hårbunden. Lusene kan ses i håret nede ved hårbunden, hvor de suger blod. De er 2-3 mm lange insekter, der er grålige og bevæger sig hurtigt. De kan være vanskelige at finde. Lusene lægger deres æg på hårene nede ved hårbunden. Æggene er knapt 1 mm store, hvidgule og fastklæbede til håret, ofte som en lille perlerække. Æggene kan ligne skæl, men kan i modsætning til skæl ikke trækkes af hårene med fingrene.

21 Almindeligvis vil man kun anbefale behandling af de personer, man finder lus hos. Men hele husstanden bør undersøges flere gange i de følgende uger for at se, om de er blevet smittet. Det er vigtigt, at behandlingsvejledningen følges, og man skal være opmærksom på, at behandlingsmidlet sidder i håret i det anbefalede tidsrum. Midler mod lus fås i håndkøb på apoteket. Forholdsregler Når behandling er iværksat, må barnet modtages i institution. Hvis der er risiko for, at et barn er blevet smittet med lus, bør håret undersøges. Det er vigtigt at gentage undersøgelsen flere gange i de næste par uger, da det er vanskeligt at konstatere hovedlus kort efter smittetidspunktet, hvor der oftest kun er få lus og æg. Det er en god idé at kontrollere virkningen af behandlingen efter 1 døgn, hvor lusene skal være dræbt. Man undersøger for lus ved at dele håret i skilninger med et par cm mellemrum, således at hele hårbunden gennemses. Lus og æg findes i størst mængde i nakken og bag ørerne. Lussingesyge (parvovirusinfektion, erythema infectiosum) En sygdom, der er mildt forløbende hos børn. Hvis en gravid kvinde smittes, kan der være risiko for fosteret. Ca. 70% af voksne har antistoffer mod sygdommen på grund af tidligere infektion. Smitten spredes gennem luften. Sygdommen viser sig ved rødme af kinderne efterfulgt af udslæt, specielt på arme og ben. På kroppen ses lyserøde pletter. Udslættet består et par dage, men kan komme frem igen i løbet af nogle uger. Der kan være let temperaturforhøjelse, men sygdommen kan forløbe helt uden udslæt eller andre symptomer. Hos voksne er der undertiden ledsmerter. Der er ingen behandling for sygdommen. Maveinfektion med diarré Infektioner i mave-tarm-kanalen forårsages oftest af virus (fx rotavirus), men kan også være forårsaget af bakterier (fx salmonella) eller parasitter (fx Giardia lamblia). Ved diarré forstås pludseligt opståede, vandtynde afføringer eller flere løsere afføringer inden for 1 døgn. For at man kan tale om diarré, skal der være sket en klar ændring af afføringens konsistens eller hyppighed i forhold til barnets sædvanlige afføringsmønster.

22 Mennesker med sygdomsfremkaldende virus eller bakterier i tarmen udskiller disse med afføringen. Smitstoffet kan spredes fra afføringen via hænderne til mund, til legetøj og til madvarer. Den væsentligste smitteoverførsel i en institution sker fra en person med akut diarrésygdom. Raske smittebærere forekommer, men de smitter kun i mindre grad, da afføringen er normal, og da antallet af virus og bakterier er ret lille. Fødevarer kan indeholde smitstof og forårsage smitte. De hyppigste symptomer på maveinfektioner er opkastning, diarré, mavesmerter og eventuelt feber. Mavesmerterne er ofte turevise. Kun i sjældne tilfælde er der grund til at give medicin for maveinfektioner. Det er vigtigt, at barnet drikker rigeligt for at undgå væsketab, som er særligt udtalt, hvis der også er opkastning eller feber. Forholdsregler På grund af smitte via hænderne er god håndhygiejne den bedste måde at afbryde smittevejene på. Hænderne skal vaskes efter toiletbesøg, hjælp til toiletbesøg eller bleskift samt inden spisning og håndtering af madvarer. Barnets hænder skal også vaskes. Forholdene ved indretning af pusleplads er beskrevet i afsnittet Hvorfor bliver man syg. I tilfælde af smitsom diarré i institutionen bør hygiejnen suppleres med følgende: Personalet bør bruge éngangshandsker, når en ble med afføring skiftes Der bør kun anvendes éngangsbleer, éngangsvaskeklude og éngangshåndklæder Efter hver skiftning afvaskes underlaget eller aftørres med sprit eller spritservietter Hænderne vaskes grundigt eller indgnides med hånddesinfektionsmiddel, fx med spritgel i 70% koncentration tilsat håndplejemiddel (evt. kan spritservietter anvendes) Toiletter afvaskes med almindeligt rengøringsmiddel. For at undgå smitte fra madvarer bør disse opbevares og tilberedes omhyggeligt. Lægen bør kontaktes: hvis det drejer sig om et spædbarn hvis der er blodig afføring hvis barnet er sløvt og fraværende hvis der er tegn på smerter i maven hvis barnet kun drikker ganske lidt, eller hvis det tisser mindre, end det plejer hvis den påbegyndte behandling ikke virker, eller der kommer tilbagefald. Langvarig diarré

23 Langvarig diarré hos børn kan have flere årsager. Der kan dels være tale om tarmsygdomme forårsaget af infektioner, men også om overfølsomhedsreaktioner over for visse madvarer. Ved længerevarende diarré bør forældrene henvende sig til lægen for at få undersøgt barnet, idet langvarig diarré kan forhindre, at barnet optager de nødvendige næringsstoffer, hvilket kan påvirke almentilstanden. Parasitten Giardia lamblia kan i nogle tilfælde være årsag til vedvarende diarréudbrud i daginstitutioner. ne er oftest længerevarende diarré, evt. vekslende med perioder med normal afføring. Der er næsten aldrig feber eller opkastninger, men undertiden turevise koliksmerter, kvalme, træthed og vægttab. Giardia lamblia kan behandles med medicin efter lægens anvisning. Andre lidelser med diarré Mavesmerter, opkastning og diarré kan også skyldes andre lidelser i maven. Desuden får mindre børn ofte opkastning eller diarré ved mange sygdomme uden for mave-tarmkanalen, fx halsbetændelse, mellemørebetændelse og urinvejsinfektion. Læs mere om diarrésygdomme i Smitsom diarré. Vejledning for daginstitutioner og dagplejehjem (Forlaget Kommuneinformation, 1993). Mellemørebetændelse med øreflåd Mellemørebetændelse er betændelse i mellemørets slimhinde og opstår som en bakteriel komplikation til luftvejsinfektioner. Særligt mindre børn har risiko for at få mellemørebetændelse efter forkølelsessygdomme. Øreflåd indeholder oftest bakterier, der ikke kan forårsage sygdom hos andre børn. Derfor smitter øreflåd almindeligvis ikke. Men i få tilfælde indeholder øreflåddet bakterier, der kan fremkalde sygdom hos andre. Mellemørebetændelse kan give udtalte smerter i ørerne, og små børn tager sig ofte til ørerne. Undertiden er der kun almene symptomer, hvor børnene er irritable, appetitløse, har let feber, eventuelt mavesmerter, opkastning eller diarré. Det første symptom kan være øreflåd på grund af, at trommehinden er bristet. Lægen tager stilling til, om der skal iværksættes behandling. Forholdsregler Børn med øreflåd må modtages i institution, hvis de i øvrigt virker raske, og hvis lægen mener, at der ikke er smitterisiko. Det er dog en forudsætning, at øreflåd ikke medfører særlige pasningsproblemer. Hvis et barn i institution eller skole pludseligt får øreflåd, bør barnet hentes hjem og læge

24 kontaktes. Meningokoksygdom (smitsom meningitis) Sygdommen skyldes bakterier, der kaldes meningokokker. Sygdommen viser sig som meningitis (hjernehindebetændelse) og/eller blodforgiftning. I Danmark konstateres hvert år mellem 200 og 300 tilfælde af meningokoksygdom. Sygdommen er hyppigst hos børn og unge, men forekommer i alle aldre. Meningokokker spredes gennem luften med smådråber, der opstår, når vi hoster og nyser. Den syge er næsten altid smittet af en rask smittebærer og ikke af en patient med meningokoksygdom. Derfor forekommer de fleste tilfælde af meningokoksygdom som enkelttilfælde, men af og til forekommer der flere tilfælde i samme område på omtrent samme tid. Uden for kroppen dør bakterierne hurtigt. Det er vigtigt at vide, at meningokoksygdom kan udvikle sig livstruende på få timer. Det almindeligste er dog, at sygdommen udvikler sig i løbet af nogle døgn. I begyndelsen kan sygdommen ligne influenza. Inden for 1-2 døgn stiger temperaturen til eller mere. Temperaturstigningen kan indtræde pludseligt og være ledsaget af kulderystelser eller kramper. Der er ofte stærk hovedpine, opkastninger og ulyst til at spise og drikke. Den syge bliver døsig eller urolig, forpint og irritabel, måske uklar. Meningokoksygdom kan også give anledning til blødninger i huden, der viser sig som røde eller blårøde punkter eller mærker. I nogle tilfælde er der spændinger i nakke og ryg, så foroverbøjning af hovedet er smertefuld og vanskelig. Hos spædbørn kan symptomerne dog være noget anderledes. Børnene kan være mindre aktive, vil ikke spise eller drikke, græder ved mindste berøring, bliver tiltagende sløve og kaster op. Det er vigtigt at lægge mærke til, om den syge har feber og er påfaldende dårlig. Barnet skal indlægges så hurtigt som muligt for at blive behandlet. Meningokoksygdom behandles med antibiotika. Forholdsregler Lægen indberetter telefonisk tilfælde af meningokoksygdom til embedslægeinstitutionen, som tager stilling til eventuelle forholdsregler. Hvis der i den nærmeste omgangskreds har været et tilfælde af meningokoksygdom, er den vigtigste forholdsregel opmærksomhed over for sygdomstegn, og såfremt disse opstår, bør man straks kontakte læge. I en husstand, hvor et familiemedlem har meningokoksygdom, vil der i nogle få tilfælde være risiko for, at der opstår endnu et tilfælde inden for den nærmeste tid.

25 Husstandsmedlemmer til en patient med meningokoksygdom anbefales forebyggende behandling med antibiotika. Børn og voksne må møde i skole og institution, når denne forebyggende behandling er afsluttet. I en mindre del af tilfældene er der mulighed for supplerende forebyggende behandling i form af vaccination. Men over for de fleste meningokokbakterier findes ingen vaccine. Vaccination giver god beskyttelse efter 5-6 dage over for den meningokoktype, man er vaccineret mod. Beskyttelsen varer et par år. Da risiko for smitte i daginstitutioner og skoler er meget lille, anbefales kun sjældent forebyggende behandling. Sygdommen overføres ikke via madvarer. Der er ikke grund til særlig rengøring af legetøj eller lokaler. Andre meningitisformer Meningokokker er de almindeligst forekommende meningitisbakterier, men der kan være andre årsager til meningitis. De alvorlige meningitistilfælde skyldes bakterier. De kræver omgående behandling. Hib-vaccinen i børnevaccinationsprogrammet beskytter mod den meningitisform, der skyldes bakterien Hæmophilus influenzae type b. Nogle meningitistilfælde skyldes virus (fx fåresygevirus). Disse sygdomme er ubehagelige, men almindeligvis ufarlige. De kræver ikke behandling, men dog indlæggelse på sygehus. Mæslinger (morbilli) En børnesygdom forårsaget af virus. Sygdommen er alvorlig og kan medføre komplikationer. Mæslinger forekommer sjældent, efter man er begyndt at MFR-vaccinere. Smitten spredes gennem luften, og sygdommen er meget smitsom. Sygdommen består af to perioder. Den første varer 2-4 dage med høj feber (39-40 ), utilpashed, snue, hoste og røde, irriterede øjne. Efter 1 døgn med næsten normal temperatur starter 2. periode med ny temperaturstigning og udslæt. Udslættet begynder i ansigtet og bag ørerne og breder sig i løbet af et par dage over hele kroppen og ud på arme og ben. Det består af små røde pletter, der efterhånden flyder sammen til store pletter. Der er sjældent kløe. Temperaturen begynder at falde, når udslættet har bestået et par dage. Barnet er ofte meget dårligt, og sygdommen varer oftest en uges tid. Der er ingen behandling for sygdommen.

26 Forholdsregler Barnet bør komme til kræfter, inden det begynder i institution eller skole for at undgå, at det får komplikationer. Mæslinger tærer meget på barnets kræfter og giver nedsat modstandskraft. Komplikationer Hvis temperaturen ikke falder et par dage efter udslættets start, eller hvis der atter opstår feber, kan det skyldes komplikationer. De almindeligste komplikationer er mellemørebetændelse og lungebetændelse, men i sjældne tilfælde kan der forekomme alvorligere komplikationer som meningitis (hjernehindebetændelse) og hjernebetændelse. Røde hunde (rubella) En børnesygdom forårsaget af virus. Sygdommen har et mildt forløb hos børn. Hvis en gravid kvinde smittes, er der risiko for fosteret. Sygdommen er blevet sjælden, efter man er begyndt at MFR-vaccinere. Smitten spredes gennem luften. Sygdommen begynder ofte med utilpashed, let forkølelse og temperatur op til 38. Efter 1 døgns tid kan der opstå øm hævelse af lymfeknuderne på halsen og i nakken og samtidigt udslæt. Der er udtalt rødme af ansigtet, mens udslættet på krop, arme og ben er småplettet og svagere rødt. Der kan være kløe. Efter et par dage svinder udslættet, og sygdommen er overstået. Sygdommen kan forløbe uden udslæt. Der er ingen behandling for sygdommen. Skarlagens-feber (scarlatina) og bakteriel halsbetændelse Skarlagensfeber indledes i de fleste tilfælde af halsbetændelse. Sygdommen har et karakteristisk udslæt. Den skyldes en speciel stamme af streptokokbakterier. Streptokokker kan også give halsbetændelse uden udslæt. Smitten spredes gennem luften. Der forekommer smitte fra raske smittebærere. Den bakterielle halsbetændelse skyldes ofte streptokokker. ne er feber, synkesmerter, belægninger på mandlerne og påvirket almentilstand. Der er hævede og