Høringssvar vedr. betænkning 1491 om Folkekirkens lokale økonomi

Transkript

1 Kirkeministeriet Frederiksholms kanal 21 postboks København K 22. november 2007 Høringssvar vedr. betænkning 1491 om Folkekirkens lokale økonomi Dansk Organist og Kantor Samfund (DOKS) har modtaget betænkning 1491 om Folkekirkens lokale økonomi i høring, og bestyrelsen har på et møde den 6. november 2007 haft lejlighed til at gennemgå betænkningen med henblik på et høringssvar. DOKS skal indledningsvis beklage, at der ikke i det forberedende arbejde med betænkningen har været mulighed for at inddrage repræsentanter for såvel kirkefunktionærer som præsteforeningen. På den måde afskærer udvalget sig fra væsentlig viden om den daglige arbejdsgang, og man overser let løsningsmodeller der for den ansatte kan forekomme indlysende, ligesom man risikerer at forfalde til løsninger, der i det daglige kan være vanskelige at realisere. Med udgangspunkt i de af udvalget fremlagte anbefalinger og forslag, jf. sammenfatningen side ønsker DOKS at gøre bemærkninger til visse af de anførte punkter. Vedr. pkt. 2, anbefaling om visioner, mål og prioriteringer: DOKS er enig i, at det vil være en styrke for menighedsrådet, det kirkelige liv, og ikke mindst de ansatte, såfremt menighedsrådet systematisk forholder sig til spørgsmålet om visioner, målsætninger og prioriteringer i den enkelte kirke. Det vil ligeledes forbedre menighedsrådets funktion som arbejdsgiver overfor de ansatte, såfremt der skabes klarere sammenhæng imellem det daglige arbejde og den overordnede målsætning. DOKS efterlyser dog, at man i forbindelse med anbefalingen havde understreget, at den overordnede vision bør skabes i samarbejde med kirkens ansatte. Kirkens ansatte besidder på hver deres område en detailviden, som man nødvendigvis må inddrage for at skabe en dialog om overordnede målsætninger. DOKS finder desuden grund til at bemærke, at det må være en forudsætning for udvalgets anbefaling, at menighedsrådet styrkes i sine kompetencer til at arbejde med visioner og målsætninger, ligesom menighedsrådet nødvendigvis lokalt må have muligheden for at følge prioriteringer op i deres økonomiske planlægning. Ønsker menighedsrådet inden for deres overordnede økonomiske ramme at prioritere anderledes, bør dette kunne ske uden indblanding udefra.

2 Vedr. pkt. 4, anbefaling om at inddrage eksisterende ressourcer, herunder frivillige. Det er efter DOKS s opfattelse helt naturligt for et menighedsråd at overveje, om nye initiativer kan igangsættes indenfor de ressourcer der nu engang er til stede i kirken. Der er for DOKS ligeledes ingen tvivl om, at inddragelse af frivillige i kirkens arbejde er værdifuldt, idet der kirkeligt set er tale om en god investering når frivillige gennem fælles engagement knyttes til folkekirken og den lokale sognekirke. Men DOKS finder anledning til at gøre opmærksom på, at inddragelse af frivillige næppe medfører den store økonomiske besparelse. På det kirkemusikalske område er der mange steder stor tradition for anvendelse af frivillige, og det typiske billede er, at folk engagerer sig projektvis, dvs. i en kortere periode. Det er som oftest op til de ansatte der arbejder med de frivillige at sikre den fornødne kontinuitet og kvalitet i forbindelse med de frivilliges indsats, og der er i den forbindelse sjældent tale om en egentlig ressourcemæssig besparelse. Vedr. pkt.6, anbefaling om overvejelse om den nødvendige professionelle inddragelse. Ser man generelt på kirkemusikkens rolle i Folkekirken de seneste mange år, så har der været en stigende tendens til at arbejde med kor ved de enkelte kirker. Voksenkor, børnekor, lønnede kor eller frivillige kor, der anvendes mange modeller, der som udgangspunkt tager sit afsæt i lokale forhold. Arbejdet med korene giver en værdifuld dimension til det lokale sogneliv. Igennem korarbejdet knyttes de medvirkende til kirken, de engageres i det lokale liv, og ikke mindst børnekor er værdifulde for at sikre, at børn og unge opnår et naturligt tilhørsforhold til kirken, og til den kirkemusikalske arv. Kirkeministeren har igennem støtte fra folkekirkens udviklingsfond til Folkekirkens Ungdomskor anerkendt betydningen af dette arbejde. Det er efter DOKS s opfattelse helt afgørende, at korarbejdet sker i sammenhæng med det øvrige kirkelige liv, herunder også højmesser og gudstjenester. Formår man ikke at skabe den sammenhæng, mister koret let sin relevans som en kirkelig aktivitet. Korene medvirker ofte, helt eller delvist, lønnet eller ulønnet, i forbindelse med højmesser, gudstjenester og kirkelige handlinger hvor de understøtter menighedens sang. Der er i den forbindelse en god kontakt mellem organist/kor og menigheden. En undersøgelse for et par år siden, gengivet i Landsforeningen af menighedsråds blad dokumenterede, at salmesangen anføres som en af de væsentligste årsager til at menigheden kommer i kirken. Det synes således at have formodningen imod sig, når det af udvalget beskrives som om korets deltagelse i højmessen virker fremmedgørende for menigheden. Efter DOKS s opfattelse er påstanden udokumenteret og fejlagtig. Skulle det forholde sig således, at menigheden nogle steder afstår fra at deltage i salmesangen, så skyldes det snarere en kulturelt betinget manglende erfaring med fællessang. Årsagen til denne mangel skal findes et helt andet sted, og den løses ikke ved at fjerne koret. Resultatet heraf ville nok snarere være tavshed under højmessen. Hertil kommer, et der ikke mindst i forbindelse med kirkelige handlinger er en markant stigende tendens fra menigheden om særbetjening, dvs. et ønske om musikalske indslag der stiller langt højere krav til professionalisme hos såvel organist som hos kor.

3 DOKS vil generelt advare imod, at man opstiller generelle forudsætninger om en rigtig måde at være menighed på. Udvalgets anbefaling synes at basere sig på en forudsætning om, at menigheden i forbindelse med højmessen skal deltage på en bestemt måde. Dette finder vi meget problematisk, og vi vil anbefale at man afholder sig fra at gøre sig til dommer over hvad der er en rigtig henholdsvis en forkert betjening i forbindelse med en højmesse. Det kan man efter DOKS s opfattelse trygt overlade til menighedsrådet i samarbejde med den lokale liturgiske og kirkemusikalske ekspertise. DOKS er derfor helt uenig i udvalgets anbefaling under pkt. 6. Vedr. Pkt. 7 og 8, forslag om ret til betjening i enhver kirke. DOKS kan ikke anbefale, at retten til at få betjening i folkekirken gøres afhængig af den enkelte s økonomiske forudsætninger. Forslaget om at man under visse forudsætninger får en retsbetinget adgang til betjening i andre kirker end ens eget, hvis man kan dække omkostningerne derved, bryder afgørende med et helt grundlæggende fundament for folkekirken, hvor alle, uanset indtægt, har krav på lige behandling i folkekirken. Vi har noteret os, at man i forslag 8 gør det til en betingelse, at medlemmet selv finder en præst, men man har ikke tilsvarende overvejet forholdene for de ansatte kirkefunktionærer. Det må være en klar forudsætning, at der sker en afklaring af menighedsrådets pligt til at stille kirkefunktionærer til rådighed for sådanne tjenester. Såfremt en sådan pligt består, vil gennemførelse af pkt. 8 blive en potentiel bombe under menighedsrådets økonomi og mulighed for selv at styre kirkens liv. Det er ikke vanskeligt at forestille sig, at man i de særligt populære bryllupskirker vil blive mødt med krav om betjening i et omfang, der lægger beslag på helt vitale dele af medarbejdernes ressourcer: Menighedsrådet kan således blive tvunget til at reducere andre aktiviteter, eller indgå nye ansættelsesforhold for at sikre at sognets egne opgaver løses forsvarligt. På trods af muligheden for økonomisk dækning for udefra kommende tjenester, forekommer det urimeligt at pålægge menighedsrådet at gennemføre komplicerede økonomiske kalkuler for at sikre sig at omkostningerne er dækket. Man kunne også frygte, at forslaget vil lokke nogle menighedsråd til kassetænkning. Ved at give adgang til kirken for andre end kirkens egen menighed, sikres en økonomisk indtjening, mens menigheden tilsidesættes, evt. ved at menighedens ønsker om betjening varetages på mindre attraktive tidspunkter. I den forbindelse er det svært at realisere den i forslaget nævnte forudsætning, at udefra kommende tjenester ikke må komme i vejen for sognets egne borgere. De populære bryllupskirker kan ende i en situation, hvor der er aftalt tjenester meget langt ud i fremtiden, således at sognets egne beboere ikke kan blive betjent på visse tidspunkter. DOKS anbefaler, at forslaget tages af bordet og dermed ikke udmøntes i lovgivning. Vedr. pkt. 10, forslag om multimedarbejdere m.m. DOKS repræsenterer faguddannet personale på akademisk niveau, og det er foreningens opfattelse, at der imellem organisten og det øvrige personale er nogle faglige barrierer, som umuliggør en generel anvendelse af multimedarbejder-tanken på DOKS s område.

4 DOKS er derimod gået konstruktivt ind i drøftelserne om en geografisk fleksibilitet, hvor en sådan giver mening og kan etableres uden stærkt forringede arbejdsvilkår til følge. DOKS s medlemmer er generelt fleksible, forandringsparate og engagerede, og kan der skabes bedre løsninger for folkekirken er det vores opfattelse, at vores medlemmer gerne lokalt går ind i arbejdet hermed. Opgavevaretagelse på tværs af sognegrænser kan i nogle tilfælde være en god idé, hvis det baseres på en klar aftale, og det i øvrigt afstemmes efter lokale forhold og behov. Et sådant samarbejde mellem menighedsråd bør etableres under hensyntagen til, hvad der kan lade sig gøre, men også i respekt for de enkelte kirkers forskellighed. Men vi må kraftigt advare imod det synspunkt som af og til fremføres, at opgavevaretagelse på tværs af sognegrænser helt kan eliminere behovet for vikardækning i folkekirken. Ønsker man at fastholde folkekirkens nuværende serviceniveau overfor borgerne, så er det i praksis umuligt at gennemføre såkaldt fuld vikardækning uden brug af eksterne vikarer. Selv en målsætning om at indføre delvis intern vikardækning vil byde på mange administrative og praktiske problemer, og det vil øge kravet til såvel menighedsrådenes som præsternes langsigtede planlægning. Det enkelte menighedsråd skal derfor tilvejebringe løsninger hvor man finder balancen mellem de ting, der med fordel kan samarbejdes om og de ting, hvor den bedste løsning er at man ikke skal samarbejde. I den forbindelse gør vi opmærksom på, at brugen af en ekstern vikar, hyret specifikt til den enkelte tjeneste, ofte er den mest rationelle løsning praktisk og økonomisk set. Praktisk set er en sådan løsning nem at håndtere, og økonomisk set kræver den ikke etablering af dyre rådighedsordninger. Hvad angår multimedarbejder-tanken på øvrige kirkefunktionær områder, opfordrer DOKS til at man inddrager rekrutteringsspørgsmålet i overvejelserne. Med det nuværende arbejdsmarked skal man som arbejdsgiver overveje, hvordan man skaber attraktive stillinger. Skaber man uklare rammer om stillingerne kan det have den modsatte effekt. Endelig bør man overveje, om det generelt vil medføre en kvalitetssænkning af det arbejde der udføres af folkekirkens ansatte, at bevæge sig væk fra specialiserede funktioner. Vedr. pkt. 12, anbefaling om udarbejdelse af og opfølgning på stillingsbeskrivelser. DOKS er enige i den af udvalget fremførte anbefaling under pkt. 12, og foreningen anbefaler at der gøres overvejelser herom i forbindelse med forhandlingerne om en fremtidig overenskomstdækning. Vedr. pkt. 13, anbefaling af reduktion af vikarudgifter. Anbefalingen kan ses i snæver sammenhæng med pkt. 10 om den geografiske fleksibilitet, og vi henviser til vort svar under pkt. 10, herunder vores advarsel imod at overvurdere de muligheder for besparelser der følger heraf.

5 Udvalgets betragtning om, at arbejdet kan tilrettelægges, så det bedre falder ind under de ansattes arbejdstid baserer sig på en forudsætning om, at der i kirkefunktionærernes stillinger er plads til yderligere opgaver, dvs. der er ledig tid, der i dag ikke benyttes. Denne gentagelse af en gammel myte gør den ikke mere sand, og vi må på det kraftigste tage afstand fra den. Der eksisterer ikke i dag en generel arbejdstidsaftale for Folkekirken, og kirkefunktionærer er ikke omfattet af statens arbejdstidsaftale. I stedet normeres stillingerne ud fra vejledninger, aftaler eller cirkulærer som opstiller forudsætningerne for hvorledes en stilling beregnes. For en organiststilling kan man ikke tale om en fast arbejdstid, og argumentet om at tilrettelægge tjenesten indenfor den faste arbejdstid er derfor helt meningsløst. En stilling vurderes efter aftale eller beregning, hvorefter man ud fra de pålagte opgaver fastslår stillingens beskæftigelsesgrad. Det er forstemmende, at udvalget på den baggrund finder anledning til at fremføre synspunktet om, at der i stillingerne må være ledig tid der kan bruges til vikardækning. Såfremt organiststillingen efter aftale eller beregning er vurderet til en bestemt beskæftigelsesgrad, kan organisten ikke uden videre pålægges yderligere arbejde uden at det får konsekvenser for beskæftigelsesgraden. For DOKS-området, som primært består af fuldtidsstillinger, vil tilføjelse af yderligere opgaver medføre et omfattende og uacceptabelt merarbejde. Derimod kan det enkelte menighedsråd naturligvis overveje en omfordeling af deres personalemæssige ressourcer. Under forudsætning af, at man fjerner andre opgaver, i omfang svarende til de vikaropgaver der tilføjes, kan der godt etableres løsninger der i et vist omfang reducerer vikarudgifterne. Vi finder dog anledning til at gentage, at vikarudgifter ikke nødvendigvis er et problem for Folkekirken, i nogle tilfælde repræsenterer de den mest rationelle løsning på at få dækket den ansattes ferie, sygdom m.m. Vedr. pkt. 14, anbefaling om oprustning af den personaleadministrative bistand. DOKS tilslutter sig de fremførte synspunkter, idet vi dog gør opmærksom på, at det er vigtigt at sikre ensartethed i sagsbehandlingen. Dette kunne tale for, at den personaleadministrative bistand, ikke mindst i sager af væsentlig betydning for den ansatte varetages af én instans (F.eks. landsforeningen af menighedsråd s konsulenter), eller at der som minimum etableres rammer for erfaringsudveksling. Det er DOKS s opfattelse, at en mere generel etablering af stillinger som personalekonsulent på provstiniveau vil være voldsomt omkostningskrævende hvis den fornødne kvalitet i opgavevaretagelsen skal sikres. Vedr. pkt. 15, anbefaling af etablering af fælles menighedsråd. Hvor det lokalt er den bedste løsning, kan det give god mening at danne fælles menighedsråd i flersognspastorater. DOKS finder dog anledning til at bemærke, at det i forhold til menighedsrådets funktion som arbejdsgiver for kirkefunktionærerne forudsætter en klar bemyndigelse til den person, der i det daglige fungerer som arbejdsleder for de ansatte.

6 Afsluttende bemærkninger DOKS har afsluttende nogle bemærkninger til enkelte punkter i betænkningen udover forslag og anbefalinger. På betænkningens side 47 omtaler man den såkaldte møl-pose ordning, og overvejer i den forbindelse en mulig opmagasinering af orglet. DOKS finder anledning til at bemærke, at det er vanskeligt at forestille sig, hvorledes en sådan opmagasinering skal kunne finde sted på forsvarlig vis, udover en ret snæver tidshorisont. Det forekommer uklart, hvor en sådan opmagasinering skulle kunne foretages. Videre på side 47 nævner man muligheden af at nedlukkede kirker skal kunne finde anvendelse til kirkelige handlinger, hvis nogen ønsker det, og man foreslår i den forbindelse at der kunne være musikalsk ledsagelse med et digitalt orgel. Det forekommer DOKS underligt indsnævrende i den forbindelse at fokusere på et medbragt digitalt orgel. I stedet burde man anføre, at musikledsagelse kunne ske på medbragt(e) instrument(er), ved korsang eller lign. På betænkningens side 58 anfører man at menighedsrådet kan udpege eller ansætte den leder, man finder kvalificeret, og i parentes bemærkes: Præsten, kontaktpersonen eller en anden. Det forekommer DOKS uklart, hvem der sigtes til med begrebet: En anden. Udgangspunktet må efter DOKS s opfattelse være, at kontaktpersonen er leder, eller, hvis menighedsrådet skulle vælge det, at præsten kan have den daglige ledelse. Med venlig hilsen p.f.v. Bjørn Arberg Sekretariatsleder