Kom rigtigt i dybden med EKKOLODDET

Transkript

1 fiske-feber_ /11/05 1:02 Side 40 Kom rigtigt i dybden med EKKOLODDET TEKST: JENS BURSELL FOTO: JENS BURSELL & THOMAS SØBIRK

2 fiske-feber_ /11/05 1:09 Side 41 Vi kender det alle. Ekkoloddet viser masser af fisk og bundforholdene er vildt spændende måske lidt for spændende... For er bunden virkelig så kuperet og er der vitterlig så mange fisk? Eller er det blot forkerte indstillinger, der gør, at selv tanglopper og vandmænd tegnes som kæmpelaks? Her får du vigtige tips til at indstille ekkoloddet rigtigt og fortolke informationerne korrekt. Uanset om man er til sø-, hav- eller trollingfiskeri, vil man ofte kunne få betydeligt mere ud af sit fiskeri ved at bruge et ekkolod. For ikke nok med, at man kan se fiskene; man får også en unik chance for at danne sig et indtryk af de faktorer, der kan have stor betydning for deres opholdssteder fx springlag, topografi, bundforhold og forekomster af byttefisk. Der findes flere forskellige typer af ekkolodder, men det er især de analoge lodder, der er aktuelle for lystfiskerne. De er billige, vandtætte og har et lavt strømforbrug. På de bedste LCD-(sort/hvid) og TFT-(farve)lodder har skærmene efterhånden så høj opløsning og gode farver, at man ikke får det meget bedre. EKKOLODDETS FUNKTION Ekkoloddet virker såre simpelt ved, at transduceren afgiver lydbølger mod bunden, som reflekteres og modtages igen efter et givent tidsrum. Jo længere tid, der går, inden lydbølgen kommer retur, desto dybere er der. Tilsvarende: Jo svagere returekkoet er, desto blødere er bunden eller de objekter, der rammes undervejs. Den styrke lydbølgerne udsendes med kaldes sendestyrken eller udgangseffekten. Jo større den er, desto bedre signaler vil man kunne få på dybt vand. De fleste lodder til all round brug har en udgangseffekt på W (målt som såkaldt peak to peak ), hvor op til 2400W er passende til sø- og småbådsfiskeri i indre danske farvade. Sendestyrker over 4000W kan give signal helt ned til meter, hvilket i Danmark kan være aktuelt i farvandet omkring Bornholm og i Skagerak Når man snakker sendestyrke er det vigtig at gøre sig klart, at kæden aldrig er stærkere end det svagere led. Således kan man hos nogle fabrikater komme ud for, at modtageren, der registrerer returekkoet, ikke tilnærmelsesvis matcher den sendestyrke, som impulserne afsendes med. Resultatet er, at den høje sendestyrke er rent spil for galleriet. Hvis modtagerens kvalitet lever op til sendestyrken, vil man i langt de fleste situationer kunne klare sig med sendestyrker på op til 2400W. Men på pladser, hvor der er mange, som fisker på et lille område fx bulefiskeri, så giver en for svag sendestyrke for mange fejlekkoer, fordi der dannes interferens (støj) mellem de mange transducere på bådene. TRANSDUCER OG FREKVENS Transduceren udsender lydbølgerne i en ellipseformet vinkel og monteres adskilt fra selve ekkoloddet under bunden af båden. Er der flere dybder indenfor transducer keglen, så viser ekkoloddet den laveste af dem. Normalt er en bred kegle bedst til afsøgning, mens en smallere kegle giver større præcision, når først fx vrag eller fisk er fundet. For all round brugeren vil der normalt være tale om en passende afvejning mellem afsøgning og præcision fx en sendevinkel på 20 grader. En transducer af denne type er desuden det bedste valg til normalt søfiskeri på 8-30 meters dybde samt til standard bulefiskeri i sundet og bælterne, hvor dybderne sjældent overstiger 30 meter. >> 41

3 fiske-feber_ /11/05 1:16 Side 42 find fiskene fortsat MONTERING AF TRANSDUCER Der findes et hav af metoder til at montere tranduceren. Hvis man har egen båd, vil det bedste ofte være at fastmontere transduceren på hækken, i bunden af båden eller i selve skroget. Langt de fleste søfiskere har dog primært adgang til foreningsbåde, hvor man selv medbringer sit lod og altså skal kunne afog påmontere det inden/efter hver tur. Til bulefiskeriet er informationerne fra ekkoloddet altafgørende. Ofte er der mange både samlet i samme begrænsede område og bådene med billige lodder og lav sendestyrke oplever meget støj fra de andre både. Med en båd af helt glat glasfiber eller aluminium fungerer sugekopper fint som transducermontering, men på diverse foreningsbåde, der ofte er af træ eller ujævn glasfiber, vil man hurtigt blive irriteret over, at sugekoppen hele tiden falder af. Har man egen båd, kan man pålime et lille stykke stålplade, hvorpå sugekoppen sidder perfekt. Alternativt kan transduceren monteres i dammen, så den skyder igennem skroget. For at det fungerer optimalt, skal den røre bunden af yderskroget. Vil man montere en transducer fast indvendigt i bunden af båden, limes den typisk fast med epoxylim. Problemet er, at her er der ingen fortrydelsesret. Det er derfor en god idé at placere transduceren i en pose vand, sejle ud på 20 meters dybde og rykke rundt med transduceren i bunden af båden, indtil man finder en placering, der virker optimalt. Først da limes den fast. Fisker man fra mange forskellige både er den bedste allround løsning at montere transduceren på en skinne eller liste, der spændes fast på hæk eller bådside med et par gode skruetvinger. Til præcisionsfiskeri på meget dybt vand fx vragfiskeri vil det ofte vil være mere optimalt med en smallere kegle på 6-10 grader. Fisker man meget på lavvandede søer eller troller i overfladen/midtvandet er det teoretisk set værd at overveje en transducer med sendevinkel helt op til grader, men i praksis har en 20 graders transducer faktisk en sendevinkel på 90 grader øverst i sendefeltet, netop fordi transducerkeglen er ellipseformet. Når billedet på skærmen skal tolkes, er det nyttigt at huske, at man med stigende dybde dækker større og større områder med transducerkeglen. Med en transducervinkel på 20 grader dækker man en cirkel med en diameter på 9 meter ved 25 meters dybde og 18 meter ved 50 meters dybde. Tilsvarende betyder det, at loddet kan have svært ved at opdage selv store fisk på nogle få meters dybde, fordi transducerkeglen er så smal, at den rammer forbi. Transducerens frekvens har betydning for hvor dybt lydbølgen går samt hvor detaljeret skærmbilledet bliver. 200 khz anvendes ofte, da det under all round forhold indtil meter giver gode signaler og fin tegning af bund og fisk. Jo højere frekvens, desto flere detaljer vil man kunne se og fisker man udelukkende på dybder lavere end 20 meter, er en højfrekvent transducer på fx 455 khz teoretisk set helt ideel. I praksis vil den største fordel ved at kunne benytte denne frekvens dog være, at man bedre undgår interferens med andre lodder, fx ved bulefiskeri. Fisker man på over 100 meter, vil man få mest ud af en lavere frekvens på fx 50 khz. På nogle lodder kan man skifte mellem flere forskellige frekvenser og dermed optimere til den enkelte situation. SENSITIVITET Korrekt indstilling af ekkoloddets følsomhed sensitivity er af stor betydning for, at det tegner korrekt. Er følsomheden for lav, ser man intet og er den for høj, så vil strøm, luftbobler, springlag og anden forstyrrelse kunne give falske og vildledende signaler. Den helt rigtige indstilling er et spørgsmål om intuition og logisk tænkning i relation til lokale forhold; passer det man ser, med det man kunne forvente? Gennemgående gælder det naturligvis om at have så høj følsomhed som muligt samtidig med, at skærmen viser et rent billede uden en tilfældig støj, der typisk viser sig som udefinerbart fnidder og småprikker på skærmen. Til all round fiskeri på indtil 4-5 meters dybde er en sensitivitets indstilling på 70-80% normalt passende, mens det til lidt større dybder og pelagisk fiskeri ofte er bedre med indstillinger på 85-95%. Men pas på bruges den manuelle indstilling af loddets følsomhed, er det vigtigt at optimere den efter den største dybde, hvor man forventer at finde fiskene. Indstilles sensitiviteten efter forekomsten af støj på lavt vand, så risikerer man, at følsomheden bliver for svag på større dybder, hvorved man let misser de fisk, der står dybt. Fiskes der i områder med kuperede bundforhold, hvor man ønsker at få et godt billede af hele vandsøjlen uanset dybden, vil det derfor normalt være bedst at tilkoble auto-sensitivity, fordi følsomheden hermed løbende optimeres, så den passer til den aktuelle dybde under båden. 42

4 fiske-feber_ /11/05 1:27 Side 43 FISH ID Fish ID er en funktion, hvor fisk markeres med tydelige symboler, for at gøre det lettere for begyndere at tolke skærmbilledet. Funktionen kan ikke anbefales, idet det ofte viser et stærkt forenklet/forvrænget billede af virkeligheden. Årsagen er indlysende: Alle signaler over en given styrke markeres på skærmen som fiskesymboler. I praksis kan det lige så godt være luftbobler, tætte planktonstimer, vandmænd, strømhvirvler, springlag eller andet, der, afhængigt af indstillingerne, tegnes som fisk. Eller måske en tæt stime småfisk, der tegnes som én enkelt stor fisk. I praksis er det måske kun halvdelen af de viste fisk, der rent faktisk er en fisk. Erfarne fiskere bruger derfor aldrig Fish ID, fordi den information, man får uden Fish ID, er meget mere detaljeret. ZOOM-FUNKTION De fleste lodder har en zoomfunktion, så man kan forstørre det segment af vandsøjlen, man helst vil se fx omkring springlaget eller nær bunden. Forskellen på kvaliteten af zoomfunktionen svarer lidt til forskellen på digital- og optisk zoom på et digital kamera. På de billige mærker forstørrer zoomen ofte blot de enkelte pixels uden af få større detaljerigdom, mens man på de gode modeller rent faktisk får flere detaljer og dermed et mere nuanceret billede af, Zoomfunktion og splitscreen hvad der foregår nede i vandet. Dette har især betydning ved udpræget bundnært fiskeri som fx bulefiskeri. Hvis bundstregen blot forstørres op, når der zoomes ind, kan det være svært at adskille fisk fra bund. Små buler/fisk lige over bunden vil til enhver tid være lettest at se med en så tynd streg som muligt. De fleste ekkolodder har en zoomfunktion, så man kan forstørre billedet i det område af vandsøjlen, der er mest interessant for ens fiskeri. For at bevare overblikket er det en fordel at anvende splitscreenfunktionen, så man både ser hele vandsøjlen og zoomudsnittet samtidigt. LCD displays består af tusindvis af krystaller, der ses bedst fra en bestemt vinkel. På de bedste TFT-farveskærme vender krystallernes døde vinkel nedefter, så billedet står skarpere fra de normale synsvinkler. Dette kombineret med en coatning, som forstærker farver og fjerne reflekser betyder, at man selv i direkte sollys får et pivskarpt billede af fisk og bundforhold. GRAYLINE/COLORLINE Grayline/colorline funktionen er uundværlig, fordi det bliver lettere at bedømme bundens hårdhed samt at kende forskel på bundknolde/strukturer og fisk, der står tæt på bunden. Dette har stor betydning for >> ØVELSE GØR MESTER En god måde at blive fortrolig med skærmfunktioner og indstillinger inden den første tur er at træne med et simulator program, der ofte findes på selve loddet, men også på producenternes hjemmesider fx Her kan man desuden downloade programmet Sonar Viewer, der anvendes til at analysere skærmbillederne hjemme ved computeren. Og her kan der være mange guldkorn at hente. Memoryfunktionen på de bedste lodder gemmer nemlig ikke blot det, du ser på skærmen, men også alle de bagvedliggende rådata. Resultatet er, at du efter turen kan lege med skaleringer, følsomhed og grayline/colorline, hvorved du får chancen for at opdage ting, som du måske slet ikke lagde mærke til under fiskeriet, måske fordi følsomheden var indstillet forkert. Analyse af sonogrammer er især interessant, hvis man har et lod med indbygget GPS. Ser man noget spændende på sonogrammet, er der til hvert eneste ekkosignal knyttet et specifikt waypoint, som gør det muligt at finde tilbage til den helt eksakte position også selv om man ikke har lagt et eneste waypoint på selve turen. Hvis ikke dét er smart De fleste topmodel-ekkolodder med integreret GPS har en vandtæt skuffe med plads til memorycards (typisk MMC). Dette giver mulighed for at lagre waypoints og skærmbilleder, som via en kortlæser kan gemmes og behandles på PC. STRØM PÅ LODDET De fleste ekkolodder kører på ganske almindelige 12V batterier. For at undgå forvirrende støj på skærmen, er det normalt en fordel ikke at koble ledningerne på det samme batteri, som bruges af fx elmotoren. Husk at indskyde en sikring på det yderste stykke af den røde + ledning. Til normalt brug er et ganske almindeligt 12V bly-accu fra en hobbyforretning/elektronikhandel udmærket. Glem alt om bilbatterier, de er uhandy, kan lække væske og er ulideligt tunge. Et 12V batteri af typen, der benyttes som nødforsyning til alarmanlæg vejer blot lidt over 2 kilo, er kun 4 x 7 x 12 centimeter og giver typisk 7 amperetimer, hvilket normalt er rigeligt til timers fiskeri. Anvendes lodder med stor sendestyrke, indbygget GPS og høj skærmopløsning, kan det blive nødvendigt med reservebatterier, eller et batteri, der har en større kapacitet. Til polerne benyttes et par monteringssko som disse, der for et par kroner kan købes i enhver elektronikhandel. Der findes en del forskellige opladere. Den nye type, som oplader batteriet i impulser i stedet for konstant strøm, giver både bedre opladning og længere levetid. Spørg efter en impulslader, når du køber oplader. 43

5 fiske-feber_ /11/05 1:32 Side 44 find fiskene fortsat Vis hele ekkolodsbilledet Massiv stime af småfisk (1) og en enlig rovfisk (2) sandsynligvis en gedde, der lurer på sidelinien. Bemærk den bundnære stime (3), der godt kunne være en flok pæne aborrer. Den lodrette linie (4) er motorstøj fra el-motoren, der blev slået i bak Indstilling af følsomheden Den rigtige indstilling af følsomheden kan have stor betydning for, hvad man ser. På det første skærmbillede (5) er følsomheden 80%. Her ser man intet over dybt vand. Men optager og analyserer man rådata af præcist samme situation via Lowrance programmet Sonar Viewer, kan man når man skruer følsomheden op til 93% se en tydelig markering af springlaget (6) i ca. 13 meters dybde. Hvad værre er; man opdager også et par pæne bananer (7), altså rovfisk, man overhovedet ikke så i første omgang, fordi følsomheden fejlagtigt blev indstillet over lavt vand. fiskeriet især på havet, hvor flere af de mest populære arter som fx torsk, sej, havkat, lubbe og lange ofte findes i større koncentrationer over hård bund. Grayline/colorline indstilles så bundlinien tegner så tynd og skarp en streg som muligt. Til all round fiskeri på indtil meters dybde er en grayline/colorline indstilling på ca % ofte passende. Med denne indstilling skulle man gerne have en tynd, sort bundstreg umiddelbart over graylinenens grå markering eller colorlinens gule markering. Fordelen ved colorline fremfor grayline er, at det med forskellige farver bliver lettere at tolke nuancer i skærmbilledet korrekt. CHARTSPEED OG FART Chartspeed er udtryk for den hastighed ekkosignalet tegnes hen over skærmen med skærmens rullehastighed. Hvis chartspeed ikke er justeret korrekt, kan det influere på, hvorvidt man får en letaflæselig aftegning af bananer den klassiske form for aftegning af store fisk. Generelt giver en relativt høj chartspeed den bedste visualisering af både fisk og bundforhold. En indstilling på % er derfor et godt udgangspunkt. >> 44

6 fiske-feber_ /11/05 1:41 Side 46 find fiskene fortsat Når båden ligger stille vil fiskestimer ofte aftegnes som massive vandrette striber på loddet Bundforhold Også bundforholdene kan kræve lidt øvelse at bedømme. Jo smallere den grå (på en s/h skærm) eller, som her, gule streg umiddelbart under den tynde mørke bundline er, desto blødere er bunden. Sandog lerbund tegnes med middelbred gray- eller colorline, mens hård klippebund giver et mere markant returekko og dermed en bredere gray-/colorline. Her ses en stime aborrer på vindsiden af en vind- og strømeksponeret knold. Bemærk, at der vises en lidt smallere colorline på læsiden, hvilket betyder at bunden er blødere end på vindsiden, hvor colorline er bred og bunden hård. At bunden er blødere på vindsiden er helt naturligt, idet løse partikler altid aflejres på læsiden af banker Når småfiskene jages Klassisk situation, hvor det gælder om at få agnen i vandet! En stime småfisk (11) jages af rovfisk, der ses som klassiske bananaftegninger (12). Bemærk at stimen er så tæt, at den danner colorline i midten, hvilket er typisk flokadfærd lige inden angreb. Til højre ses flere mindre småstimer (13), der jages måske er de splittet op fra hovedstimen. 14 Grøde ikke fisk Knold med typisk savtakket grødeaftegning (14). Hvis man er i tvivl om, at der er tale om grøde eller fisk, hjælper det ofte at bemærke dybden. På en gennemsnitlig dansk sø som her på Esrum Sø, stopper rankegrøden ofte ved 3-5 meters dybde. 15 Korrekt indstillet så ser ekkoloddet alt! Spredte fisk på bunden. Bemærk den savtakkede linie (15), som er en 30 grams jig, der bumper hen over bunden! Hvis dit ekkolod er indstillet korrekt, ser det alt... Bådens og strømmens fart betyder også en del for, hvordan loddet tegner fisk og bundforhold. Sejler man hurtigt hen over en skrænt, tegnes den stejlere og skarpere, end hvis man driver langsomt hen over samme område. Når båden ligger stille vil fiskestimer ofte aftegnes som massive vandrette striber på loddet. Havde man passeret samme stime i fart, så havde de samme stimer været aftegnet som mere afgrænsede pletter/plamager på skærmen. HVORDAN TOLKES SKÆRMBILLEDET? Præcist hvordan fiskene aftegnes, er som antydet afhængigt af en lang række lokale faktorer og indstillinger på loddet. Når båd eller fisk bevæger sig med jævn fart, skulle større fisk gerne aftegnes som bananer, mens stimer af småfisk aftegnes som plamager af stærkt varierende form. Kompakte stimer aftegnes ofte med gray/colorline i midten. Men helt så simpelt er det ikke altid på Øresund og andre steder med stor forskel på hastighed og retning af bund- og overfladestrøm, er det kun yderst sjældent, at man ser den klassiske bananaftegning af store fisk. I øvrigt vil man altid få ringere signaler i saltvand af den simple årsag, at lydbølger forplanter sig bedre, jo lavere saltholdighed der er. Da ekkoloddets signaler er kraftigst i midten af keglen, vil fisk, eller genstande, der befinder sig i kanten af transducerkeglen, tegnes svagt, mens objekter i midten af keglen tegnes kraftigere. En pæn fisk i periferien af keglen kan på skærmen synes mindre end en lille fisk i midten af keglen. Tilsvarende kan store fisk i 46

7 fiske-feber_ /11/05 1:45 Side 47 Under trollingfiskeri er et ekkolod en stor hjælp til at spotte de silde- og brislingestimer, som laksene følger. I bedste fald kan man også se enkelte laks på skærmen. Er det tilfældet, så fisk området grundigt af; ofte giver det bonus. større dybder tegnes mindre end mellemfisk, midte. Her er en farveskærm en stor fordel, som står betydeligt højere i vandet. fordi colorline-funktion har forskellige farver, Også bundforholdene kan det kræve lidt alt efter hvor hårdt lydbølgen reflekteres. øvelse at bedømme. Jo smallere den grå eller Eftersom alle informationer på skærmen gule streg umiddelbart under den tynde sorte afhænger af returekkoets styrke, skal de optimalt set tolkes i forhold til andre signaler fra bundline er, desto blødere er bunden. Sand- og lerbund tegnes med middelbred gray/colorline, nogenlunde samme dybde. Over stor dybde mens hård klippebund giver et mere markant evt. på grænsen af ekkoloddets rækkevidde returekko og dermed en bredere gray/colorline. vil retursignalet nemlig være så svagt, at det Generelt kan det siges, at jo mere kompakt/massiv en genstand/bund ekkoloddets være temmelig hård. Forskellen ses først, når der på skærmen ligner blød bund, faktisk kan lydbølger rammer, desto mere gray/colorline man også finder blød bund i samme dybde. vil du få. I praksis betyder det, at meget store Vær derfor altid opmærksom på dybde, enkeltfisk eller kompakte stimer vil aftegnes sendestyrke og zoomfaktor, når skærmbilledet bedømmes. som en sort markering med grå eller farvet Transportable ekkolodder som dette fra Eagle er et godt begyndervalg og egner sig fint til det meste fiskeri. Batteriet er inde i kassen, og når transduceren afmonteres passer den ned i samme. På billedet er skærmen i Fish ID mode, vi anbefaler dog strækt at undgå FishID. 47

8 PÅ FISKETUR med ungerne! At tage på tur med ungerne tilføjer ens fiskeri helt nye dimensioner og også nye udfordringer. Griber man det an på den rigtige måde, så venter der en førsteklasses oplevelse med fuld fart over feltet. FOR SMÅ? De helt små børn i 2-3 års alderen er normalt for små til at håndtere grejet, så i praksis bliver det ofte de voksne, der fisker for dem. Men det kan også sagtens lade gøre, så de oplever fangstglæden og føler, at de selv fisker. Sidder de fx på skødet af en og fisker, kan man rimelig let styre stangen og hive fiskene ind, mens de også selv holder på grejet. 48

9 FISKESPANDEN At kigge på fiskene er tit mindst lige så sjovt som at fange dem. Tag en spand med, så børnene kan beundre fangsten og være med til at sætte dem ud igen. Tekst: Jens Bursell / Foto: Jens Bursell, Peter Kirkby, Thomas Søbirk EN GOD LYSTFISKERSTART Det siger sig selv, at hvis man skal diske op med en spændende tur for de lidt større, så skal der action til. Intet er værre end at komme hjem uden fisk især hvis den ene af børnene har fanget uden at den anden også har... Sørg derfor for at vælge noget fiskeri, hvor der er masser af fisk; fx hornfisk, sild, småtorsk, skaller eller karusser. PÅ BØRNENES PRÆMISSER Når først musikken spiller, og der er store fisk i farvandet, kan man have en tendens til at glemme alt omkring sig - uanset hvor meget det regner eller sner. Den går naturligvis ikke, når børnene er med. Hvis alle skal have en god tur, og børnene også skal have lyst til at tage med på den næste fisketur, så gælder det om at være opmærksom på børnenes behov. Bliver det for surt eller kedeligt, er det bare om at stoppe, mens legen er god. Af samme årsag er det en fordel at vælge en plads, hvor man hurtigt kan komme tilbage, hvis det går helt galt. Et godt alternativ, hvis der er dårligt vejr i farvandet, er at vælge en lettilgængelig plads, hvor man kan slå et lille telt eller parasol op, så man kan trække sig tilbage, hvis det begynder at regne. De fleste børn er vilde med at lege og/eller sove i telt! GREJ TIL DE SMÅ Hvis børnene skal have glæde af at fiske, er det vigtigt, at grejet ikke er for kraftigt. Lange stænger og tunge hjul er simpelthen for svære at håndtere for små barnehænder. Det bedste er derfor at investere i en god allround stang, der kan klare alt fra skaller og smågedder til rødspætter og hornfisk. Et godt udgangspunkt til børn i fx 3-8 års alderen er en lille spinnestang på 5-7 fod og en kastevægt på 5-20 gram. Som hjul behøver man blot et lille fastspolehjul med fx 0,20-25 line. Undgå for tynd line, da der skal være lidt ekstra styrke af give af, når der opstår kludder eller taklet havner i nogle udhængende grene. Netop på grund af kludder, er nylon helt klart at foretrække - når først der er gået kludder på en spunden line kan det være umuligt at få op. Undgå for kraftig line, da det gør det sværere at lære at kaste ordentligt. 49