Derfor euro. Derfor euro. Støt Europabevægelsen bliv medlem. Niels Thygesen Svend E. Hougaard Jensen Klaus Frandsen Henrik Hofman Christian Thygesen

Transkript

1 Derfor euro Europas fælles mønt euroen er det største og mest ambitiøse projekt, som EU har haft held til at søsætte siden opbygningen af det indre marked i 80'erne. I denne lille bog giver fem økonomer svar på fem centrale spørgsmål om euroen og konsekvenser af Danmarks valg den 28. september. Professor Niels Thygesen fortæller, hvorfor euroen blev til. Forskningschef Svend E. Hougaard Jensen ser nærmere på spørgsmål om valutaspekulation og Danmarks stilling efter et eventuelt nej den 28. september. Vil euroen gøre os rigere? Det spørgsmål besvares af afdelingsdirektør Klaus Frandsen. Økonom Henrik Hofman ser på, hvorvidt euroen vil medføre en politisk union a lá USA. Og endelig giver økonomen Christian Thygesen et samlet bud på, hvorfor Danmark bør sige ja til euroen. Støt Europabevægelsen bliv medlem Navn Gade Send mig venligst information om Europabevægelsen Jeg ønsker medlemsskab af Europabevægelsen Pris kr. 175,- for alm. årskontingent, kr. 100,- for unge under 25 og pensionister Som medlem af Europabevægelsen ønsker jeg gratis abonnement på udgivelser fra Tænketanken Ja til Europa Derfor euro Niels Thygesen Svend E. Hougaard Jensen Klaus Frandsen Henrik Hofman Christian Thygesen Postnummer By E-post Kuponen sendes eller faxes til: Bremerholm 6, 1069 København K Telefon , telefax europa@europabevaegelsen.dk

2 ISBN: Derfor euro Udgivet af tænketanken Ja til Europa 2000 Europabevægelsen Produktion: Gunbak & Co Opsætning: Dark Design Cph Tryk: Frederiksberg Bogtrykkeri Gengivelse er kun tilladt med tydelig kildeangivelse

3 Derfor euro Niels Thygesen Svend E. Hougaard Jensen Klaus Frandsen Henrik Hofman Christian Thygesen

4 Den danske Europa-debat er indadvendt. Den handler mest om Danmarks forhold til EU. Konstruktiv og fremadrettet debat om Europa har trange kår. Derfor har Den Danske Europabevægelse etableret den tværpolitiske tænketank Ja til Europa. Ja til Europa samler forskere, politikere, erhvervsledere, kommentatorer og kulturpersoner med et grundlæggende positivt syn på EU-samarbejdet. Med løbende produktion af debatoplæg og bøger vil Ja til Europa arbejde for en mere konstruktiv og fremadrettet dansk Europa-debat. Synspunkter som udtrykkes i Ja til Europas udgivelser, er forfatternes egne og kan ikke tilskrives Ja til Europa eller Europabevægelsen. Formand: Europabevægelsens landsformand, Redaktør Jørgen Schleimann Rådgivende komité: MEP Lone Dybkjær, Det Radikale Venstre Tidligere Udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, Venstre Koncernchef Niels Due Jensen, Grundfos Redaktør Annegrethe Rasmussen, Berlingske Tidende Chefredaktør, Tøger Seidenfaden, Politiken Professor Niels Thygesen, Københavns Universitet Direktør Asger Aamund, A. J. Aamund A/S Sekretariat: Anders Panum Jensen, sekretariatsleder Henriette Rald, medlem af Europabevægelsens forretningsudvalg Søren Toft, EU-konsulent Kontakt: Tlf: E-post: europa@europabevaegelsen.dk Hjemmeside:

5 Derfor euro Niels Thygesen Svend E. Hougaard Jensen Klaus Frandsen Henrik Hofman Christian Thygesen Udgivet af Europabevægelsens tænketank Ja til Europa Debatoplæg nr.2 August 2000

6 Indholdsfortegnelse 1. Indledning Hvorfor kom euroen? 10 Af Niels Thygesen Fastkurspolitik, ØMU og valutaspekulation 20 Af Svend E. Hougaard Jensen Euroen vil gøre os rigere 29 Af Klaus Frandsen Euro og politisk union 38 Af Henrik Hofman Danmarks valg 50 Af Christian Thygesen

7 Indledning Europas fælles mønt euroen er det største og mest ambitiøse projekt, som EU har haft held til at søsætte siden opbygningen af det indre marked i 80'erne. Euroen vil få stor betydning fremover, både økonomisk og politisk. Europas virksomheder og flere hundrede millioner europæiske forbrugere slipper for et dusin forskellige valutaer og kan fremover handle sammen med en fælles mønt. Samtidigt giver Euro-samarbejdet de deltagende lande et nyt redskab til at opnå fælles politiske målsætninger. Den 28. september 2000 skal danskerne tage stilling til, om Danmark skal være med i euroen eller stå udenfor. I denne lille bog giver fem økonomer svar på fem centrale spørgsmål om euroen og konsekvenser af Danmarks valg den 28. september. Professor Niels Thygesen fortæller, hvorfor euroen blev til. Forskningschef Svend E. Hougaard Jensen ser nærmere på spørgsmål om valutaspekulation og Danmarks stilling efter et eventuelt nej den 28. september. Vil euroen gøre os rigere? Det spørgsmål besvares af afdelingsdirektør Klaus Frandsen. Økonom Henrik Hofman ser på, hvorvidt euroen vil medføre en politisk union a lá USA. Og endelig giver økonomen Christian Thygesen et samlet bud på, hvorfor Danmark bør sige ja til euroen. 9

8 Hvorfor kom euroen?* Af Niels Thygesen Den 1. januar 1999 fik 11 lande i Europa fælles valuta. Ønsket om et velfungerende indre marked var en afgørende årsag til, at planen om en fælles valuta blev udviklet og gennemført skriver Professor Niels Thygesen, der er en af arkitekterne bag euroen. Niels Thygesen er Danske Bank professor i international økonomi og seniorforsker ved Economic Policy Research Unit (EPRU), Københavns Universitet; dr.polit.; Formand for "OECD Economic Development and Review Commitee"; medlem af Delors-udvalget om ØMU For at svare på dette spørgsmål er det nødvendigt at gå omkring 15 år tilbage. I midten af 1980'erne var De Europæiske Fællesskaber ved at genvinde noget af den dynamik og ambition, som havde præget de første 15 år efter underskrivelsen af Romtraktaten. Efter 1970'ernes økonomiske tilbageslag og medlemslandenes meget forskellige reaktioner på de voldsomme forstyrrelser i form af olieprisstigninger og overgangen til flydende valutakurser i det internationale monetære system, var der fra 1979 kommet lidt fastere rammer for og en noget bredere deltagelse i valutasamarbejdet inden for Det Europæiske Monetære System (EMS). Forskelle i den økonomiske politik i de to vigtigste deltagerlande, Tyskland og Frankrig, i , gjorde imidlertid en hurtig konsolidering af dette samarbejde umulig. Men fra omlægningen af Frankrigs økonomiske politik i mere stabilitetspræget retning i foråret 1983, blev der en forståelse inden for EMS om, at deltagerne fremover ikke kunne påregne, at valutakursændringer ville blive accepteret i nær samme omfang som hidtil som en sikkerhedsventil, når et lands økonomiske politik og resultater afveg fra de øvriges. Omkostningerne ved et så løst system, i et devaluerende land i form af tiltagende inflation, hos dets handelspartnere i form af pludselige forringelser af afsætningsforholdene, blev erkendt at overstige fordelene ved at fastholde en høj grad af selvstændighed i de enkelte deltagerlandes økonomiske politik. * Teksten er baggrunden for forfatterens indlæg ved Nordisk Ministerråds konference om euroen og de nordiske velfærdsstater, Hotel Scandic, København den 22. juni 2000 Handlingsplanen for det indre marked Den ændrede ramme for det monetære samarbejde var en vigtig forudsætning for det dristige initiativ, som blev taget af Kommissionen i 1985 gennem fremlæggelsen af en Hvidbog om gennemførelsen af det indre marked. Efter den hurtige afvikling af toldsatserne inden for EF i 1960'erne var der reelt kun sket lidt for at udbygge EF s centrale formål: at skabe et velfungerende fælles marked for varer og tjenesteydelser ledsaget af fri bevægelse af kapital og arbejdskraft. Den opfattelse bredte sig, at den skuffende udvikling i produktivitet og vækst igennem de seneste 15 år næppe alene kunne tilskrives uhensigtsmæssig og ukoordineret penge- og finanspolitik i de europæiske lande. Strukturelle hindringer på produkt- og faktormarkederne måtte også spille en rolle, og hvad kunne give en mere virkningsfuld saltvandsindsprøjtning til europæisk økonomi med sklerotiske træk end en markant fordybelse af markedsintegrationen? Denne diskussion tog særlig fart i , hvor det viste sig, at en sammenligning med USA efter den internationale recession i begyndelsen af 1980'erne absolut ikke faldt ud til Europas fordel. Klimaet for Kommissionens Hvidbog for det indre marked var derfor gunstigt - samtlige regeringer, også Storbritanniens, tilsluttede sig den omfattende arbejdsplan og tillige den markante udvidelse af spillerummet for flertalsafgørelser snarere end enstemmighed, som var en forudsætning for Hvidbogens gennemførelse. Kommissionsformand Jacques Delors søgte allerede under traktatforhandlingerne i 1985 at inddrage dannelsen af en økonomisk og monetær union i regeringskonferencen i erkendelse af, at selv et rimeligt velfungerende EMS ville være for svag en underbygning af markedsintegrationen. Hvordan skulle man kunne bevare fremdriften og tålmodigheden i gennemførelsen af Hvidbogens næsten 300 konkrete forslag i en situation, hvor betydelige valutakursændringer kunne ændre vilkårene for samhandlen markant? Målet burde være en eliminering af valutakursændringer mellem deltagerlandene. Men der var ikke tid til at tage denne udfordring op i Den fundamentale inspiration for ØMU med en fælles valuta som et komplement til det indre marked fremstod dog helt klart allerede på dette tidspunkt. Frigivelse af kapitalbevægelserne Vekselvirkningen mellem dannelsen af det indre marked og en fælles valuta kom tydeligere frem, da regeringerne i det næste par år nåede 10 11

9 frem til at forhandle om frigivelse af kapitalbevægelserne. Med den fjernelse af alle resterende restriktioner, der var lagt op til med det indre marked, ville selv et velfungerende EMS blive sårbart over for små forskelle imellem den økonomiske politik i deltagerlandene - eller blot over for politisk debat om fremtidige ændringer i denne. Det var en almindelig opfattelse, mest tydeligt i Storbritannien, Tyskland og Holland, at frigivelse af kapitalbevægelserne - udover at medføre effektivitetsgevinster af samme type som fri varehandel - også giver en væsentlig disciplinerende effekt på den økonomiske politik i deltagerlandene. Men så snart Frankrig, Belgien og Italien - og i et langsommere tempo Spanien og Portugal - havde accepteret at frigive kapitalbevægelserne i juni 1988, kunne disse lande vende spørgsmålet om: Var det ikke rimeligt, at lande, som nu viste sig villige til at udsætte deres økonomiske politik og resultater for de internationale finansmarkeders vurdering, fik en øget sikkerhed for, at en nationalt orienteret pengepolitik - også fra tysk side - med risiko for efterfølgende divergenser ikke længere var mulig? Tyskland havde svært ved at afvise denne argumentation på baggrund af den vægt, tyske forhandlere havde lagt på den disciplinerende virkning af frie kapitalbevægelser. To uger efter beslutningen herom i ECOFIN-rådet vedtog Det Europæiske Råd at nedsætte Delors-udvalget om ØMU. Mens koblingen til udviklingen af det indre marked, herunder ikke mindst frigivelsen af kapitalbevægelserne, er åbenbar og for mig det afgørende økonomiske element i forklaringen af, hvorfor ØMU-planerne tog form sidst i 1980'erne, vil nogen utvivlsomt efterlyse hvilke mere rent politiske motiver, der spillede ind. Hvad var den mere politiske dagsorden? Et politisk argument: mere symmetri Det væsentligste politiske argument var, at efterhånden som flere andre deltagere i EMS i løbet af anden halvdel af 1980'erne nåede resultater af deres økonomiske politik, der ikke var markant ringere end Tysklands mht. prisstabilitet, og uden at dette havde givet alvorlige indre balanceproblemer, var det svært at se, hvorfor pengepolitikken inden for hele området skulle indrettes alene med tyske indikatorer for øje, således som det skete i det af Forbundsbanken ledede EMS. En sådan asymmetri mellem deltagerne savnede i stigende grad begrundelse, hævdede især Frankrig. Indflydelsen burde snarere lægges i en fælles europæisk centralbank, hvis beslutningsgrundlag ville være den økonomiske situation i hele deltagerkredsen, og hvor alle deltog i beslutningerne. Det var igen et syns- punkt, som det var vanskeligt at afvise på anden måde end ved at kræve en vidtdreven forudgående konvergens i retning af stabil økonomi i et EMSland, som følte sig parat til at tage medansvar for europæisk pengepolitk. Forståeligt nok var de mest stabilitetsorienterede lande - Tyskland og Holland - bekymrede over udsigten til at gennemsnitlig adfærd mht. inflation kunne blive normen for et kommende fælles valutaområde. Selv om større lande som Frankrig og Italien - ligesom en række mindre EMS-deltagere - havde gjort gode fremskridt gennem deltagelsen i det mere stabile EMS i retning af lav inflation, kunne der endnu rejses tvivl om holdbarheden i denne tendens. Bekymringerne blev bestyrket af den franske og italienske forkærlighed for den såkaldte parallelvalutastrategi, iht. hvilken den europæiske valutaenhed, ECU en, et gennemsnit af de 12 daværende valutaer i EF, gradvis skulle udbredes som værdiopbevaringsog transaktionsmiddel. Det tyske svar på denne udfordring var at insistere på, at en kommende fælles valuta og fælles centralbank skulle ligne D- marken, hhv. Forbundsbanken, mest muligt. Var der i øvrigt en politisk dagsorden? Der er, ikke mindst i den danske debat, en tilbøjelighed til at betegne ØMU som et politisk, snarere end et økonomisk projekt. En fælles valuta ses i dette perspektiv først og fremmest som en løftestang for dybere politisk integration. En økonom, som jeg, er måske ikke den rette til at foretage en mere indgående vurdering heraf, selv ikke med baggrund i jævnlige kontakter med de økonomisk-politiske beslutningstagere i Europa omkring den kritiske fase i Det var klart, at overgangen til ØMU ville medføre en tendens til europæisering af tilrettelæggelsen af økonomisk politik mere generelt og ikke blot af penge- og valutapolitikken. Men der var samtidig tegn i det politiske system, i lidt mindre grad i centralbankerne, på, at argumenterne for centralisering af beslutningerne var langt svagere uden for det penge- og valutapolitiske område. Her havde synspunkterne ændret sig markant siden den 20 år ældre plan for en økonomisk og monetær union - Wernerplanen - som måtte skrinlægges i løbet af første halvdel af 1970'erne. Denne version havde med overdreven optimisme mht. de finanspolitiske styringsmuligheder - og med en overraskende politisk naivitet - lagt op til en omdannelse af ECO- FIN-rådet til et beslutningscentrum ved siden af en federalt opbygget europæisk centralbank. Problemstillingen to årtier senere var mere realistisk, både økonomisk og politisk: at nøjes med at begrænse den nationale 12 13

10 handlefrihed i den øvrige økonomiske politik til, hvad hensynet til en stabil fælles valuta måtte kræve. Var der andre elementer af delvis politisk karakter, som inspirerede ambitionen om at igangsætte ØMU-processen? Der kan måske fremhæves to sådanne elementer: For det første, et ønske om at styrke den europæiske indflydelse i det internationale monetære system. Denne ambition havde allerede inspireret de to initiativtagere til det langt mindre vidtgående EMS i 1978, de daværende tyske og franske politiske ledere, forbundskansler Helmut Schmidt og præsident Valery Giscard d Estaing. Det var en torn i øjet på disse og andre ledere, at det var så svært for de europæiske lande at få en indflydelse på globale økonomiske beslutninger, der svarede til deres relative størrelse sammenlignet med USA. Illustrationer herpå var vanskelighederne ved at koordinere den økonomiske politik med USA med henblik på at afdæmpe voldsomme udsving i de europæiske valutaer i forhold til dollaren og den svage europæiske indflydelse på styring af internationale finansielle problemer, i 1980'erne mest markant den globale gældskrise. Det blev i løbet af 1980'erne klart, at EMS-samarbejdet reelt ikke bidrog til løsningen af disse problemer; sårbarheden over for de store udsving i dollarkursen forblev særdeles markant, så længe D-marken var den eneste reelle alternative valuta til dollaren i Europa. Ved at indføre en fælles valuta for en række europæiske lande kunne man gøre sig mindre sårbar over for udsving i dollaren; den ville i al fald ikke længere true relationerne mellem de europæiske valutaer. Samtidig hermed kunne skabelsen af en europæisk reservevaluta danne grundlaget for større indflydelse bilateralt i forhold til USA, hvis økonomiske politik med store betalingsbalance- og offentlige underskud fortsat gav anledning til stærk kritik fra europæisk side i de internationale institutioner. For det andet viste det sig uundgåeligt i EMS at hindre jævnlig gensidig kritik i fuld offentlighed deltagerne imellem. Det var destabiliserende i relation til de finansielle markeder ved at nære forventninger om forestående kursjusteringer, og det var politisk belastende. Ved at fjerne muligheden for sådanne justeringer og flytte diskussionerne om den økonomiske politik, især pengepolitikken, til europæiske institutioner kunne man reducere de økonomiske og politiske irritationsmomenter. Det er derimod min overbevisning, at de europæiske politikere, som støttede tanken om en økonomisk og monetær union, var realistiske mht. dette projekts stærkt begrænsede muligheder for at løfte en vidtgående politisk integration igennem på områder, som ingen direkte forbindelse havde til økonomi og valuta. Jeg tænker først og fremmest på de to store områder, som senere i Maastricht-traktaten blev skilt ud som selvstændige søjler i et samarbejde mellem regeringerne omkring fælles sikkerhedsog udenrigspolitik på den ene side og retligt samarbejde på den anden side. Jeg har i al fald mødt få illusioner om, at en inddragelse af disse store politiske områder i et traktatfastsat samarbejde skulle kunne afgøres på andet end på egne præmisser. Delors-udvalgets arbejde På Det Eropæiske Råds møde i Hannover i juni 1988 nedsattes det såkaldte Delors-udvalg med henblik på at undersøge og foreslå konkrete etaper hen imod en økonomisk og monetær union. Spørgsmålet til udvalget, som skulle besvares inden stats- og regeringschefernes møde i Madrid et år senere, havde reelt karakter af et klassisk eksamensspørgsmål: Antag, at man ønsker at danne en økonomisk og monetær union. Hvordan skal den se ud, og gennem hvilke skridt kan den realiseres? Udvalget blev ikke bedt om at vurdere, om ØMU var ønskelig eller ej. Det var der delte meninger om i det noget usædvanligt sammensatte udvalg, bestående af de daværende 12 centralbankchefer, Kommissionens formand og næstformand samt tre uafhængige eksperter. Centralbankcheferne var for en dels vedkommende naturligt nok tilhængere af det EMS, de selv havde udviklet med betydelig succes og bekymrede over politisering af samarbejdet og afdækning af underliggende meningsforskelle, især mellem Tyskland og Frankrig, som kunne ventes, i al fald i overgangsfasen. Men der var også den gensidige tillid og åbenhed mellem dem, som er resultatet af mange års tæt samarbejde - aktiver, som foreløbig kan iagttages i dag i Den Europæiske Centralbank. De øvrige medlemmer af Delors-udvalget havde den implicitte rolle at bidrage til at øge tempoet i diskussionerne og afprøve mere radikale ideer. Navnlig de britiske og danske holdninger til initiativet var kritiske. Begge havde insisteret på, at udvalget skulle beskæftige sig ikke blot med en monetær union, men også med det noget vagere begreb, en økonomisk union, og de havde modsat sig omtale af en fælles centralbank og en fælles mønt i mandatet. Begge ventede tilsyneladende, at Forbundsbankens 14 15

11 præsident ville blokere for enighed i udvalget. Det skete imidlertid ikke; imødekommelsen af tyske snarere end sydeuropæiske visioner for processen var tilstrækkelig til ikke at give problemer med tysk tilslutning. Ser man tilbage på forløbet gennem 1990'erne med dannelsen af ØMU, må man betegne Delors-udvalgets besvarelse af de stillede spørgsmål som tilfredsstillende. Den kom til at give retningslinierne for regeringskonferencen om Maastricht-traktaten, og ØMU en blev gennemført i de tre etaper, som var foreslået og med flere deltagere, end man kunne have forestillet sig i Man kan imidlertid indvende, at udvalgets rapport kun svarede tilfredsstillende på det første af de to stillede hovedspørgsmål - skitsen til den fuldt udbyggede ØMU - mens overgangsfaserne var beskrevet så vagt og med så mange udskydelser af beslutninger og manglende forberedelse af fælles styring, at projektets overlevelseschancer så ret skrøbelige ud. Det var i al fald min egen vurdering ved afslutningen af arbejdet. Men det var for pessimistisk; tiltrækningskraften ved udformningen af slutfasen var tilstrækkelig til at overvinde problemerne ved en efter min - og mange andres - vurdering overdrevet decentral tilrettelæggelse af de to overgangsfaser. EMS-krisen i blev i denne sammenhæng en afgørende faktor i overvindelsen af problemerne. Hvad var så hovedkonklusionerne mht. slutfasen i Delors-udvalgets kortfattede rapport? Udvalget koncentrerede sig om at beskrive en europæisk centralbank med to afgørende karakteristika: lav og stabil inflation som primær målsætning og en høj grad af uafhængighed i pengepolitikkens tilrettelæggelse af nationale og europæiske myndigheder. Disse to grundpiller var solidt funderet i økonomisk teori og i de europæiske landes praktiske erfaringer. Herudover konkluderede udvalget hurtigt, at det ville være ønskeligt, af hensyn til projektets troværdighed og en dybtgående integration af de europæiske finansielle markeder, at overgå til en fælles valuta kort efter starten på slutfasen. Der er væsentlige forskelle mellem selv det mest veludviklede fastkurssystem og en fælles valuta i disse henseender. Mest kontroversielle var udvalgets konklusioner mht. kravene til den nationale finanspolitik i slutfasen. Her ansås det for nødvendigt at fastsætte bindende regler for øvre grænser for offentlige budgetunderskud samt at udelukke muligheden for direkte lån hos centralbanken og andre former for monetær finansiering heraf. Disse konklusioner, som vakte megen diskussion også i udvalget, var især baseret på en forventning om, at deltagerlandene ville udvise overdreven finanspolitisk ekspansionslyst, når risikoen for markedsmæssige sanktioner gennem stigninger i det nationale renteniveau og valutauro fortonede sig i ØMU ens slutfase. Der var betydelig skepsis mht. de finansielle markeders evne til at sanktionere afvigende adfærd efter etableringen af den fælles valuta, en vurdering, der synes bekræftet gennem de små kreditrisikopræmier, som eksisterer i dag inden for euro-området. Det var måske ikke så overraskende, at Delors-udvalgets konklusioner vandt tilslutning inden for udvalgets noget specielle medlemskreds. Det var mere overraskende, at forslagene vandt bred tilslutning i det politiske system under Maastricht-forhandlingerne, hvor også de foreslåede bindende retningslinier for offentlige budgetunderskud blev vedtaget i ganske håndfast form - og siden væsentligt præciseret gennem den i 1997 vedtagne stabilitetspagt. Ratifikationen af Maastricht-traktaten og EMS-krisen Ratifikationen af Traktaten trak væsentligt længere ud end ventet. Danmark stemte nej den 2. juni 1992, og en fransk folkeafstemning blev kun knebent vundet, selv om ØMU en ikke mindst var et fransk projekt. Da Danmark havde sagt nej, suspenderede Storbritannien sin ratifikation et års tid, og behandlingen i Tysklands forfatningsdomstol forsinkede tysk tiltræden til efteråret Samtidig, og i høj grad forbundet med den politiske usikkerhed, kom EMS-samarbejdet ind i en række kriser; først gennem angreb på to klart overvurderede valutaer - den italienske lire og sterling - devalueringer af tre andre og flere angreb på de tilbageblevne EMS-valutaer, trods pæne økonomiske nøgletal for disse økonomier. Forløbet var en klar illustration af nogle af de svagheder ved det eksisterende samarbejde, som jeg har omtalt. EMS-samarbejdet var blevet utilstrækkeligt, ikke mindst som følge af den større kapitalmobilitet. Tilrettelæggelsen af pengepolitik i deltagerlandene især på baggrund af tyske indikatorer, som i perioden var klart afvigende fra andre landes pga. genforeningen, vakte stærk kritik blandt de øvrige EMS-deltagere. Det store flertal af deltagerlande drog den konklusion, at gennemførelsen af ØMU en nu var blevet påtrængende. Desværre drog beslutningstagerne 16 17

12 i Storbritannien og Danmark - til dels som følge af ønsketænkning, inspireret af disse to landes stilling med forbehold over for ØMU-deltagelse - den modsatte konklusion: når man ikke engang kunne fastholde et velindarbejdet løsere samarbejde som EMS, måtte den fælles valuta udskydes som et utopisk projekt og energien koncentreres om andre udfordringer, ikke mindst udvidelsen med en række central- og østeuropæiske lande. Som følge af det økonomiske tilbageslag i de fleste europæiske lande i måtte tidsplanen for at nå frem til slutfasen strækkes til det yderste. Afgørende for projektets gennemførelse blev formentlig, at der i Maastrichtforhandlingernes sidste stadier blev nået et kompromis omkring automatisk start på slutfasen senest den 1. januar 1999, selv om kun et mindretal af lande måtte være økonomisk forberedte til at indtræde. Frygten for at blive midlertidigt udelukket fra en central del af samarbejdet inspirerede lande, som mange iagttagere i begyndelsen anså for usandsynlige deltagere, til at yde en stor anstrengelse for at opfylde kvalifikationskravene: Italien, Spanien, Portugal, Irland og Finland. Slutfasen kunne således begynde i 1999 med ikke mindre end 11 deltagere, uden det blev påkrævet at foretage nogen egentlig udvanding af konvergenskriterierne. Det centrale resultat af dannelsen af ØMU Fra begyndelsen af det pengepolitiske samarbejde i EF var hovedemnet, hvorledes man kunne reducere ændringer i de indbyrdes valutakurser som tilpasningsinstrument. Der blev gjort gode fremskridt hermed under EMS-samarbejdet, men ikke tilstrækkelige til de opgaver ambitionen i markedsintegrationen krævede. Samtidig gav den høje inflation i 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne en stærk motivation til at indføre en mere stabilitetsorienteret økonomisk politik i deltagerlandene med henblik på at opnå en lav og stabil inflation i hele området. Andre lande har nået dette sidste hovedresultat fuldt så godt som de nuværende deltagere i euroen. Sverige og Storbritannien har efter deres ufrivillige udtræden af et valutasamarbejde med imponerende konsekvens fået inflationen under kontrol. Men forventningen om, at en inflationsudvikling, parallel med euro-områdets, indirekte også ville stabilisere valutakursen for svenske kroner og sterling over for euroen, har vist sig illusorisk. Hvis man vil opnå begge de to væsentlige velfærdsgevinster - både lav inflation og stabil valuta over for de vigtigste handelspartnere - er der ikke noget alternativ til deltagelse i euroen. Forfatterne til Maastricht-traktaten - og Delors-udvalgets medlemmer - var så opsatte på at nå dette dobbelte resultat, at andre mulige ambitioner ved dannelsen af ØMU trådte i baggrunden. Man kan se det klarest ved at betragte, hvordan Traktaten behandler de tre mulige trusler imod pengepolitisk stabilitet og en centralbanks muligheder for at opfylde dette mål: store offentlige underskud, valutamarkedsinterventioner og løsning af kriser i den finansielle sektor. Disse trusler blev søgt begrænset ved at fastsætte overgrænser for offentlige underskud og udelukke monetær finansiering, ved at lave regler for beslutninger om interventioner, som gjorde det usandsynligt, at de ville blive taget i anvendelse, samt ved at lægge ansvaret for opretholdelsen af finansiel stabilitet uden for den kommende centralbanks ansvarsområde. Udfordringen i dag er at vurdere, hvorledes ønsker om tættere koordination af national finanspolitik, om lejlighedsvise operationer på valutamarkedet - og især mere fælles optræden udadtil fra euro-området - samt en koordinerende rolle for ECB i opretholdelsen af finansiel stabilitet kan tilgodeses inden for Traktatens forskrifter. En vis udstrækning af samarbejdet i disse retninger, der alle blev diskuteret for år siden i foreløbig form, synes ikke at kræve nye traktatbestemmelser, men blot en mere intensiv udnyttelse af allerede eksisterende muligheder. Ingen vil med rimelighed kunne betegne en mere fremtrædende placering af de nævnte områder i det fremtidige samarbejde i EU som politisk union, selv om de klart forudsætter et tættere samarbejde mellem de nationale politiske myndigheder med en central rolle for ECOFIN- og euro-11-(eller snart euro-12) rådet. Med tiden vil disse områder, som bedst kan betegnes som supplering af ØMU i tilgrænsende områder, sikkert finde en løsning, fordi medlemslandene udvikler en fælles interesse heri. Men alt taler for, at det vil ske ved udvikling af de fleksible samarbejdsformer, som har udviklet sig på de områder, der er blevet igangsat af Det Europæiske Råd på møder i de seneste år i Luxembourg, Cardiff og Køln i forbindelse med beskæftigelseskapitlet i Amsterdamtraktaten. ØMU en blev - som den nylige rapport fra Dansk Udenrigspolitisk Institut ganske rammende siger, undfanget med et stort M og et lille Ø. Men denne skævhed er ved at blive korrigeret, såvel gennem supplering af de monetære skridt på tilgrænsende områder, som gennem de nye rammer for et mindre formaliseret samarbejde omkring bredere økonomiske og strukturelle emner. Dette er ikke overraskende, om end den konkrete retning, initiativerne har taget, ikke kunne forudses ved ØMU-processens start

13 Fastkurspolitik, ØMU og valutaspekulation* Af Svend E. Hougaard Jensen Danmark bør tilslutte sig euroen. I tilfælde af et nej til euroen kan vi ikke være sikre på, at Den Europæiske Centralbank (ECB) vil forsvare kronen i krisesituationer. Risikoen for spekulation mod kronen er derfor betydelig, også selv om de fundamentale forhold i dansk økonomi er i orden, skriver Svend E. Hougaard, der sætter fokus på Danmarks muligheder, hvis det skulle blive et nej den 28. september. Svend E. Hougaard Jensen er Cand.oecon., MA(Econ), PhD (Econ); forskningschef i Erhvervsministeriet og forsker ved Center for Forskning i Økonomisk Politik (EPRU) ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet. Blandt politikere, organisationsfolk og en lang række eksperter i Danmark har der de sidste år været en udbredt enighed om, at den finansielle kapital frit skal kunne bevæge sig på tværs af landegrænserne, og at pengepolitikken skal tilrettelægges med henblik på at sikre en fast kronekurs inden for rammerne af EMS en. Efter dannelsen af ØMU en i 1999 er det nu - med næsten samme grad af enighed - vurderingen, at Danmark vil stå sig bedst ved også at tilslutte sig ØMU en og dermed indføre euroen. Et af (hoved)argumenterne for at sige ja til dansk deltagelse i ØMU en er, at man derved vil eliminere muligheden for at spekulere mod den danske krone. Det er også per definition korrekt, at dansk tilslutning til euroen vil betyde, at kronen derved vil blive beskyttet mod valutaspekulation. Derimod er det mindre klart, om det er muligt at fortsætte fastkurspolitikken uden betydelig risiko for valutauro, hvis danskerne stemmer nej til euroen. I alle politisk relevante alternativer til dansk deltagelse i ØMU en vil der være en vis risiko for spekulation mod kronen. Flere kommentatorer, især ØMU-modstandere, hævder imidlertid, at kronen ikke vil blive angrebet, hvis bare de fundamentale forhold omkring dansk økonomi er i orden. * I artiklen fremkommer vurderinger og synspunkter, som ikke nødvendigvis deles af Erhvervsministeriet. Skulle det alligevel trække op til valutakrise, vil fortsat stabilitet omkring kronen i høj grad afhænge af, om Danmark kan regne med hjælp fra Den Europæiske Centralbank (ECB), eller om vi kommer til at stå helt alene om at forsvare vores valuta. Formålet med denne artikel er at analysere kronens internationale stilling, hvis Danmark som et lille land vælger at stå uden for euroen. Først vurderes, om det bliver muligt for Danmark at videreføre fastkurspolitikken inden for rammerne af EU s valutaarrangement for medlemslande, som ikke deltager i ØMU en - den såkaldte ERM-II. Dernæst vurderes udsigterne for, om pres på kronen vil opstå i noget videre omfang, og om det i givet fald har negativ realøkonomisk betydning. Til sidst overvejes en model for fastkurspolitik, som formentlig vil have en god chance for at sikre fortsat stabilitet omkring kronen. Hovedkonklusionen i artiklen er, at Danmark vil stå sig bedst ved at indføre euroen. Vil ECB fortsat støtte kronen? Et af de store spørgsmål i den danske euro-debat er, om ECB efter et evt. dansk "nej" vil hjælpe Danmark med at støtte kronen i tilfælde af valutauro. Spørgsmålet er naturligvis kun relevant, hvis Danmark fortsat ønsker at føre fastkurspolitik. I betragtning af, at fastkurspolitikken har støtte på tværs af et meget bredt politisk spektrum i Danmark, synes det at være det relevante scenario. Lad os derfor se lidt nærmere på perspektivet for ERM-II i lyset af et evt. dansk nej til euroen. Et fastkurssystem forudsætter som regel en udstrakt grad af internationalt samarbejde om pengepolitikken. Alligevel er det ikke nødvendigt, at alle deltagerlande giver afkald på den pengepolitiske selvstændighed. I et fastkurssystem er der nemlig altid ét deltagerland mere, end der er valutakurser. Mellem to lande er der som bekendt kun én valutakurs! I princippet kan en fast valutakurs derfor opretholdes, hvis blot det ene land fører fastkurspolitik, mens det andet land fører en pengepolitik, der alene er afstemt efter indenlandske mål. Man taler i så fald om et ensidigt (eller asymmetrisk) fastkurssystem. Omvendt gælder der i et gensidigt (eller symmetrisk) system en fælles forpligtelse til at understøtte de aftalte pariteter. Sondringen mellem forskellige typer af fastkurssystemer har andet og mere end blot akademisk interesse. Den har i høj grad også noget med magtforhold og "medlemsdemokrati" at gøre. Hvis et enkelt land er i 20 21

14 stand til at bestemme den pengepolitiske norm for hele deltagerkredsen, vil der typisk være tale om et stort og indflydelsesrigt land. EMS en er et eksempel på et fastkurssystem, der startede som et symmetrisk arrangement, men som gradvist udviklede sig til at blive en D-mark-zone, hvor pengepolitikken blev bestemt af Tyskland. Som medlem af dette selskab var Danmark som regel henvist til inden for mindre end en time at lade Nationalbanken følge de renteændringer, som den tyske forbundsbank havde vedtaget. Med lanceringen af ØMU en er der imidlertid taget et stort skridt i retning af et system, hvor alle deltagerne har indflydelse, og ingen kan bestemme alene. I ECB s styrelsesråd, der bestemmer pengepolitikken i Euroland, er der en repræsentant for alle eurolande. Dermed får også lande, for hvilke pengepolitikken tidligere blot bestod i at efterabe den tyske pengepolitik, nu reel indflydelse på Europas monetære vilkår. Som et lille land kan Danmark naturligvis ikke opnå rollen som "ankerland". Det kunne Danmark ikke i EMS'en, og det kan Danmark langt mindre i den nuværende ERM-II, hvor Danmark (sammen med Grækenland indtil 1. januar 2001) fører fastkurspolitik i forhold til Euroland. I bedste fald kan man håbe på et "partnerskab", hvor Nationalbanken og ECB står sammen om at sikre en fast kronekurs i forhold til euroen. Kernen i ERM- II er faktisk en sådan samarbejdsaftale mellem Nationalbanken og ECB (indgået i september 1998) om at sikre en stabil valutakurs mellem danske kroner og euro. Der er således fastsat et udsvingsbånd på +/ pct., inden for hvilket kronen kan svinge uden intervention. Nærmer kronen sig en af grænserne i udsvingsbåndet, har såvel Nationalbanken som ECB forpligtet sig til at intervenere ubegrænset, indtil kronen igen befinder sig inden for det fastsatte udsvingsbånd. For så vidt er det en fin aftale for Danmark, hvis vi ikke vil med i euroen, men alligevel vil føre fastkurspolitik. Det er imidlertid langt fra sikkert, at Danmark kan regne med den opbakning fra ECB i tilfælde af valutauro, som denne aftale i princippet stiller i udsigt. For det første er der allerede i den nuværende aftale indbygget et smuthul for ECB, som i visse situationer har mulighed for at suspendere interventionen. Vurderes det således, at interventionen kan true ECB s primære målsætning om prisstabilitet, kan interventionsforpligtelsen blive suspenderet. På samme vis kan ECB undlade at intervenere, såfremt den vurderer, at fundamentale øko- nomiske forhold tilsiger en justering af kronekursen. For det andet er det helt grundlæggende svært at se, hvilke incitamenter ECB skulle have til at forlænge den eksisterende aftale efter et dansk nej. Og selv om aftalen formelt måtte fortsætte, vil det reelt være op til ECB suverænt at afgøre, om en given intervention er en trussel mod prisstabiliteten i Euroland, og om kronekursen er i ligevægt eller ej. I betragtning af, at målsætningen om prisstabilitet er indskrevet i grundloven for ECB som derfor næppe vil gå på kompromis med dette formål - er det overvejende sandsynligt, at Danmark kan komme til at stå alene, når det trækker op til valutarisk uvejr. Det kan være nyttigt at illustrere forskellen på, om et pres på den danske krone bliver imødegået med eller uden hjælp fra ECB. Vi kan forestille os, at der i markedet opstår en forventning om, at den danske krone vil blive devalueret i forhold til euroen. Teoretisk set burde dette komme til udtryk ved, at den danske rente overstiger renten i Euroland svarende til den forventede nedskrivning af kronen, dvs. devalueringsraten. Som aftalen mellem Nationalbanken og ECB er skruet sammen i dag, skal de to centralbanker hjælpe hinanden med at imødegå presset mod kronen. I princippet sker dette i form af renteændringer og/eller intervention på valutamarkedet, hvor Nationalbanken og ECB sælger euro og køber danske kroner. Det er klart, at i Danmark bliver renten højere, og hvis der var tale om et sandt gensidigt arrangement, skulle renten i Euroland falde. Derved ville begge centralbanker komme til at yde et bidrag til den nødvendige renteforskel mellem de to lande, så spekulationspresset ville tage af. Hvis derimod ECB ikke "hjælper" Danmark i en situation med pres på kronen, vil Danmark ensidigt skulle hæve renten svarende til den forventede devalueringsrate. Rentestigningen kan således nemt blive det dobbelte af, hvad der ville ske i tilfældet med gensidig intervention. ECB kan nemlig vælge slet ikke at foretage sig noget som helst! Eller den kan beslutte sig for efterfølgende at neutralisere den stigning i Eurolands pengemængde, som alt andet lige bliver resultatet, når ECB foretager støtteopkøb af kroner. Nu er virkeligheden ikke sådan, at ECB sænker renten, hvis den danske krone kommer under pres. Dertil er styrkeforholdet mellem Danmark og Euroland trods alt for ulige. Men gennem ECB s støtteopkøb - hvis betingelserne herfor er opfyldt får Nationalbanken alligevel en uvurderlig støtte til at sikre kronekursen. Det korte af det lange er, at uden støtte fra ECB kan Nationalbanken få store problemer med at forsvare kronen

15 Uden støtte fra ECB vil kronekursen enten kunne svinge ud over det fastsatte bånd, eller også vil den korte rente kunne stige til højder, som vil skade den økonomiske aktivitet i Danmark. Det kan således blive "hård kost" at stå uden den opbakning fra ECB, som måske specielt et lille land som Danmark har brug for, hvis først valutaspekulanterne viser tænder. Er der risiko for spekulation mod kronen? Man kan spørge, om der overhovedet er risiko for, at kronen kommer under pres. Blandt især modstandere af ØMU en er det en udbredt opfattelse, at der ikke er så meget at frygte. Typisk fremføres der to synspunkter. Det første består i en lidt naiv forestilling om, at efter lidt tumult umiddelbart efter et nej vil tingene hurtigt rette sig op igen, og derefter vil alt være ved det gamle. Det andet synspunkt går på, at valutakriser ikke er irrationelle, men tværtimod udtryk for en sund økonomisk reaktion på, at der er noget fundamentalt galt med økonomien. Derved bliver valutauro så at sige vendt til noget godt. Som belæg for sidstnævnte synsvinkel fremhæves ofte episoderne fra starten af 1990 erne, hvor der opstod situationer med voldsomme valutaspekulationer. Det førte i som bekendt til, at EMS en blev ændret: flere lande (herunder Storbritannien) forlod systemet, udsvingsbåndet blev udvidet markant, og pariteterne blev justeret. Det er korrekt, at valutakrisen, som førte til EMS ens nedbrud, havde rod i fundamentale forhold som den tyske genforening og derfor kunne ses som en nødvendig tilpasning efter længere tids valutauro. Det er også korrekt, at det ikke tjener noget fornuftigt formål at forsvare valutakurser, som er ude af trit med økonomiens sande tilstand, og at valutaspekulanter kan være nyttige til at gøre opmærksom på dette. Det er derimod ikke korrekt, at et pres på den danske krone altid skyldes fundamentale problemer med den danske økonomi. Valutakriser kan nemlig smitte. Udviklingen i sidste halvdel af 1990 erne har vist, at det ikke er så ligetil at håndtere et fastkurssystem. I 1998 i forbindelse med kriserne i Asien og Rusland var der således stor usikkerhed på valutamarkederne, og internationale investorer søgte at omlægge fra mindre til store valutaer, dvs. dollar, og de europæiske valutaer, som skulle indgå i euroen. I den forbindelse blev presset på kronen så stort, at massive støtteopkøb fra Nationalbanken måtte suppleres med renteforhøjelser. Pointen er her, at presset på den danske krone skete, selv om den danske økonomi også på dette tidspunkt var i ganske god form. Man kan sige, at orden i økonomien er en nødvendig betingelse for at undgå tilbagevendende valutakriser, men det er desværre ikke en tilstrækkelig betingelse. Betydningen af valutakursregimet skal ikke undervurderes, og denne betydning vil givetvis blive større i de kommende år som følge af stigende kapitalmobilitet. Den eksplosion i de internationale kapitalbevægelser, som vi har set i de senere år, vil formentlig fortsætte i kraft af yderligere fremskridt inden for kommunikationsteknologien. Stigende kapitalmobilitet betyder, at den danske fastkurspolitik vil blive mere sårbar over for valutaspekulation. Man kan spørge, om der er grund til at bekymre sig så meget om valutaspekulation og deraf følgende valutakursusikkerhed. Ændringer i renter og valutakurser er trods alt udtryk for noget monetært - og betyder det noget for realøkonomien? Fx kunne man forvente, at det ville stimulere udenrigshandelen, hvis usikkerheden om valutakursen forsvandt, eller i det mindste blev væsentligt reduceret. Økonomer har imidlertid haft store problemer med at påvise en sådan negativ sammenhæng mellem graden af valutakursusikkerhed og omfanget af udenrigshandel. Dette skyldes formentlig, at der findes forsikringsordninger (fx terminsmarkeder), som man kan bruge til at gardere sig mod den form for usikkerhed. Alligevel skal man ikke undervurdere betydningen af valutakursusikkerhed for handel, produktion, beskæftigelse m.v. For det første er det ikke omkostningsfrit at gardere sig mod disse risici. For det andet - og nok så væsentligt - er det kun den kortsigtede risiko, man kan forsikre sig imod. Tilbage står en betydelig risiko for, at de mere langsigtede grænseoverskridende investeringer i Danmark vil blive påvirket i negativ retning af usikkerhed om den fremtidige kronekurs. Denne usikkerhed vil vel at mærke kun forsvinde, hvis Danmark går med i euroen. Alternativer til ØMU en. Som bekendt er der i Danmark skabt en enestående høj grad af konsensus om værdien af fastkurspolitik. Og alt tyder på, at dette stadigvæk vil være tilfældet, selv om det skulle blive et nej til euroen. Spørgsmålet er, hvilken form for fastkurspolitik, der så vil blive ført. Der findes nemlig flere varianter af fastkurspolitik. Man kunne forestille sig, at den danske regering umiddelbart efter et nej til euroen meddelte, at den fremover ville stræbe efter at holde en fast kurs i forhold til euroen, at der ikke var truffet aftale med ECB om dennes støtte til arrangementet, og at 24 25

16 pariteten i øvrigt ville blive ændret, hvis Danmark fik en anden økonomisk udvikling end Euroland. En sådan valutakurspolitik kunne siges at forene ønsket om at fortsætte fastkurspolitikken med et ønske om at opnå en mere selvstændig profil på det penge- og valutapolitiske område. Det sidstnævnte hensyn burde være en rimelig fortolkning af et nej til at indføre euroen. På den anden side er det givet, at markedet ikke vil opfatte en sådan model som udtryk for en særlig stærk commitment til fastkurspolitik. Tilliden til den økonomiske politik ville derfor næppe være stor, og risikoen for hyppige spekulative angreb ville næsten være indbygget i modellen. Hvis man derfor ønsker ikke blot at videreføre fastkurspolitikken, men også at bevare troværdigheden i den overordnede økonomiske politik, er det nødvendigt med mere fasthed. På en skala fra ovennævnte bløde arrangement hen imod en egentlig dansk tilslutning til ØMU en er der en række muligheder. I betragtning af de forbehold, som man realistisk set må have med hensyn til at opnå ECB s støtte til at sikre kronen i tilfælde af valutakriser, kan det være relevant at se nærmere på en model for et fremtidigt valutaarrangement mellem Danmark og Euroland, som dels sikrer en videreførelse af fastkurspolitikken selv uden opbakning fra ECB, og som dels indebærer, at den høje grad af troværdig af den overordnede økonomiske politik i Danmark ikke sættes over styr. Antagelsen om, at ERM-II ikke vil fortsætte efter et nej, er ikke ukontroversiel. Forventningen er ikke, at der formelt vil ske en ophævelse af denne aftale, om end dette godt kunne ske. Men det er meget svært at se, hvilken tilskyndelse ECB skulle have til at indgå ret mange af den slags aftaler, som kan være præcedensskabende i forhold til en række ansøgerlande i Øst- og Centraleuropa. På den baggrund er en mulig løsning på fastkursproblematikken i Danmark et såkaldt currency board arrangement (CBA). Et CBA er den hårdeste variant af et fastkurssystem og dermed det nærmeste, som man kommer en ØMU uden dog at indføre den fælles valuta. I grove træk kan et CBA beskrives på følgende måde. For det første er pengepolitikken underlagt hensynet til at sikre en fast valutakurs, fx et fast forhold mellem kroner og euro. I de fleste lande, som har indført et CBA, er dette bestemt ved lov! For det andet skal ændringer i husholdningernes og virksomhedernes (incl. banksektorens) fordringer på centralbanken modsvares af tilsvarende ændringer i beholdningen af valutareserver. Pengepolitikken under et CBA er således baseret på ret stive regler. Det er fx ikke tilladt gennem intervention på det indenlandske penge- og obligationsmarked at udjævne store udsving i den korte rente. Omvendt må rentespændet så forventes at blive meget lille, således at selv den korte rente vil svinge parallelt med renteudviklingen i ankerlandet, dvs. Euroland. Som følge af det kraftige bånd på pengepolitikken, vil byrden i forbindelse med at stabilisere økonomien i kølvandet på et konjunkturtilbageslag derfor også under et CBA hvile på andre former for økonomisk politik, dvs. finans- og strukturpolitik. Kravene til fleksibilitet i anvendelsen af disse instrumenter er således mindst lige så store under et CBA som under ØMU en. Derimod vil kravene til budgetdisciplin ikke være helt så skrappe som under ØMU en, da man ikke vil være underlagt den såkaldte stabilitetspagt, dvs. kravet om at budgetunderskuddet højst må udgøre 3 pct. af BNP. På den anden side vil det heller ikke under et CBA være muligt at finansiere underskud på de offentlige finanser gennem træk på Nationalbanken. Derudover stiller et CBA krav om et velfungerende finansielt system, fordi Nationalbanken ikke må tilføre banksektoren kredit under en evt. bankkrise, dvs. centralbankens traditionelle rolle som lender of last resort vil bortfalde. Dette vil muligvis ikke indebære noget større tab for Danmark. Men i praksis er det formentlig ikke realistisk, at Nationalbanken og det politiske system i en finansiel krisesituation vil opgive centralbankens rolle som lender of last resort. Fordelen ved at indføre et CBA er især, at det vil skabe en meget høj grad af troværdighed om fastkurspolitikken. Og det er præcis troværdigheden, der er på spil, hvis der vælges et blødt fastkursarrangement. Omvendt ligger det næsten i sagens natur, at hvis det kræver en lovændring at justere valutakursen, så vil det kun forekomme i ekstraordinære situationer. Derved vil det blive muligt at eliminere rentespændet til euro-renten på tværs af hele rentestrukturen, ligesom risikoen for spekulation mod kronen vil være begrænset til et absolut minimum

17 I betragtning af, at fastkurspolitikken i Danmark nærmest har udviklet sig til et mantra, burde Danmark netop være et land, hvor denne form for valutaarrangement kunne komme på tale, hvis deltagelse i euroen bliver stemt ned ved folkeafstemningen. Og vel at mærke hvis troværdigheden i den økonomiske politik med deraf følgende lavt rentespænd og minimal risiko for valutakriser fortsat har høj prioritet. Hvis arrangementet alligevel ikke bliver politisk relevant efter et nej til euroen, kan det skyldes, at båndet på pengepolitikken trods alt er for stramt. Derudover hører det med til historien, at et CBA normalt forbindes med transitionsøkonomier (Estland, Litauen og Bulgarien) og udviklingslande (Djibouti, Hong Kong og Argentina). Spørgsmålet er, om dette selskab er tilstrækkeligt attraktivt til, at Danmark vil bede om optagelse heri. Opsummering Hovedsynspunktet i denne artikel er en anbefaling af dansk tilslutning til euroen. Dette vil ikke blot yde fuld beskyttelse mod valutaspekulation, men vil også byde på en række andre fordele for dansk økonomi. I tilfælde af et nej til euroen vil en fortsættelse af ERM-II formentlig være en mulighed, men hjælpen fra ECB til at forsvare kronen i krisesituationer kan næppe tages for givet. Det vurderes derfor, at risikoen for spekulation mod kronen er betydelig, også selv om de fundamentale forhold i dansk økonomi er i orden. Hvis faste valutakurser fortsat er et højt prioriteret mål for pengepolitikken i Danmark, og hvis man ønsker at dæmpe risikoen for valutauro, kan et muligt alternativ til ERM-II være at indføre et såkaldt currency board. Det mest oplagte alternativ hertil forekommer at være en fuldstændig opgivelse af fastkurspolitikken og i stedet tilrettelægge pengepolitikken efter et inflationsmål på samme måde, som Sverige og Storbritannien med succes har gjort i en årrække. Euroen vil gøre os rigere Af Klaus Frandsen Uden for euroen risikerer Danmark i stigende grad at blive forbigået, når fremtidens virksomheder investerer. På sigt vil det medføre lavere skatteindtægter og dermed mindre velfærd. Klaus Frandsen er afdelingsdirektør i Danske Banks afdeling for Internet-forretningsudvikling. Han er tidligere formand for Europaudvalget i Det Radikale Venstre. Den økonomiske del af debatten om Danmarks deltagelse i eurosamarbejdet har i den seneste tid fokuseret på, hvorvidt man i en formel makroøkonomisk analyse kan påvise en effekt af dansk medlemskab. Denne debat er naturligvis vigtig og behandlet andetsteds i denne bog. Min tilgang til spørgsmålet om den økonomiske virkning af euromedlemskab er mindre formel og mere baseret på driftsøkonomiske betragtninger. For mig er det centrale spørgsmål, enhver kan stille sig selv, hvorvidt man tror, Danmark om 10 år vil være rigere og dermed bedre i stand til at fastholde det nuværende velfærdsniveau inden for eller uden for euroen. Stillet på den måde bliver spørgsmålet simpelt. Svaret er, at der er en lang række små positive effekter på økonomien ved at være indenfor. Disse effekter batter måske ikke så meget de første par år, men effekten vil akkumuleres, og om 10 år vil forskellen være mærkbar for de fleste danskere. Danmarks erhvervsstruktur Når man skal vurdere situationen om 10 år, må man tage udgangspunkt i Danmarks økonomiske struktur. Billedet er kendt nok. Danmark er et land med mange mindre virksomheder. Danmark er nogenlunde med på noderne på en række centrale udviklingsområder såsom mobilteknologi, Internet og bioteknologi, men vi stikker os selv blår i øjnene, hvis vi betragter os som et reelt internationalt center for nogen af disse udviklingsområder. Danmark har i international sammenhæng ikke noget stærkt marked for risikovillig kapital. Vores aktiemarked er næst efter Østrigs det mindste i Europa set i forhold til bruttonationalproduktet

18 Der er ikke i Danmark topledelsesressourcer til at udvikle og drive mange nye internationale frontløbervirksomheder. Danmarks hovedstyrke er og vil forblive det internationalt set høje kompetenceniveau og graden af ansvarsfølelse hos almindelige medarbejdere. Dette billede af Danmark kan man så forsøge at parre med den generelle strukturudvikling i internationalt erhvervsliv. Her er det især interessant, at en række af de nye teknologiområder på sigt indeholder meget betydelige stordriftsfordele for de ledende virksomheder på hvert enkelt område. Dette er bl.a. årsagen til, at man handler aktierne i ledende internetfirmaer til fantasipriser. Man antager, at de nuværende ledende firmaer er dem, der har størst sandsynlighed for at kunne opnå høj indtjening i kraft af stordriftsfordele i fremtiden. Med basis i disse to billeder kan man danne sig en forventning til den fremtidige strukturudvikling i dansk erhvervsliv. Andelen af danskejede virksomheder vil gradvist falde, og de danskejede virksomheder, der fortsat vil være, vil typisk være nichespillere og underleverandører. Internationale virksomheder vil placere forholdsvis autonome enheder i Danmark dækkende et specifikt forretningsområde eller med ansvar for den markedsmæssige dækning af det nordiske marked. Den langsigtede danske opsparing vil blive placeret i spredte internationale porteføljer for at reducere risikoen. Det helt centrale aspekt set i forhold til eurodebatten er, at virkeligt mange beslutninger om økonomisk aktivitet i Danmark i fremtiden vil blive truffet uden for landets grænser. Det skal ikke forstås som om, der er fare for virksomhedslukninger m.v. Det er der ikke, så længe Danmark kan fastholde vores position som et land med en velkvalificeret arbejdsstyrke. Problemstillingen er i stedet, hvorvidt den danske arbejdsstyrke vil blive sat til arbejdsopgaver, hvor der kan opnås produktivitet på topniveau og dermed en indtjening, der kan danne grundlag for fastholdelse og udvikling af velfærdssamfundet. Økonomisk samarbejde i eurogruppen På dette punkt tror jeg eurodeltagelse vil gøre en forskel. Det er vigtigt ikke blot at se eurodeltagelse som den simple effekt, at vi får en fælles valuta. Der vil helt uafhængigt af debatten om arbejdsdelingen mellem ECOFIN som organ for økonomisk politik i hele EU og Euro-rådet som organ for kun eurodeltagerne komme en tæt sparring mellem eurolandene om økonomisk politik og erhvervspolitik. At have fælles valuta indebærer simpelthen et for forpligtende fællesskab til at lade være. De fælles erfaringer vil så gradvist og helt frivilligt lede til en mere ens politik alene fordi man baserer sig på samme erfaringsbase. Nogle vil mene, at Danmark får helt de samme input til sin økonomiske og erhvervspolitiske beslutningsproces som andre lande. Meget tyder bare på, det ikke virker særligt godt i praksis. Debatten om elreformen over det sidste år kan ses som et eksempel. Den danske debat var meget isoleret fra debatten om samme emne i andre EU-lande, og reformen blev struktureret således, at danske forbrugere bliver hårdhændet behandlet i forhold til, hvad der reelt var nødvendigt for at holde det miljøpolitiske sigte, og i forhold til den tilsvarende behandling af forbrugerne i andre EU-lande. Med forpligtende fællesskab om økonomiog erhvervspolitik mellem eurolandene menes ikke i denne sammenhæng en af nogle glorificeret og af andre hadet politisk union. Derimod et dagligt praktisk samarbejde om teknisk udformning af erhvervsbeskatning, regulering af finansielle virksomheder og en masse andre tekniske forhold, som de fleste af de mennesker, der kan hidse sig op over begrebet politisk union, ville finde voldsomt kedsommelige, hvis de skulle sætte sig ind i dem i detaljer. Graden af behov for samordning af den helt overordnede økonomiske politik behandles andetsteds i denne bog. Den større ensartethed i reguleringen vil gradvist få virksomheder til at se euroområdet som ét marked, og dette marked vil alene i kraft af sin størrelse blive det centrale europæiske ben i enhver international virksomhed. Det er ikke umuligt, at Sverige har opbygget en så stærk position på mobil- og enkelte dele af internetområdet, at landet kan fastholde en stærk position også uden euromedlemskab. Størrelsen af markedet i euroområdet vil dog vægte tungt, og selv Sverige vil få svært ved at holde en stærk position udenfor, når landene i euroområdet kommer op i højere fart, hvilket de er godt i gang med. Danmarks position er i denne sammenhæng væsentligt svagere end Sveriges, selv om en formel opgørelse af velstand giver indtryk af, af at vi er bedre stillede. Debatten om Daniscos udmelding illustrerer situationen udmærket. Danisco siger, at de vil flytte geografisk fokus i tilfælde af et euro-nej

19 Visse aviskommentatorer mente, at det var en politisk gimmick, og svarede, at Danisco jo ikke kan flytte sukkerproduktionen. Det er jo ganske rigtigt, men viser samtidig, at man overhovedet ikke har forstået pointen. Pointen er, at Danmark uden for euroen løber en større risiko for, at produktivitetspotentialet i den danske arbejdskraft ikke bliver udnyttet, fordi mere udviklingsfokuserede områder placeres andetsteds. Sukkerproduktionen kan så ses som et eksempel på det, vi kan beholde, og det er lidt svært at se, hvorledes velfærdssamfundet skal udvikle sig uden basis i produktion med højere værditilvækst i produktionen end sukker og med højere vækstpotentiale i det hele taget. Faktisk kan man risikere ikke bare at stå stille, men i grelle tilfælde at gennemleve et tilbageslag, fordi konkurrencen i en sektor typisk stiger i takt med, at den mister betydning i økonomien. Danmarks produktivitet og prisniveau Nogle vil indvende, at Danmark i dag er rigere og bedre i stand til at finansiere et højt niveau af velfærd end landene i euroklubben. Det er på overfladen rigtigt, men i flere sammenhænge bl.a. i et arbejdspapir fra Erhvervsministeriets Center for Erhvervsøkonomisk Forskning er det påvist, at Danmarks nuværende position alene baserer sig på, at vi har en større andel af befolkningen i beskæftigelse end lande som Frankrig og Holland. Produktiviteten i disse lande er rent faktisk betydeligt højere end i Danmark, når de er på arbejde. Givet den løbende danske debat om, hvor meget danskere og især danske børnefamilier pukler, så kan det synes underligt, at vi ligger så svagt i produktivitetsstatistikken. Svaret herpå er formentligt, at problemet ikke er vores arbejdsindsats, men det vi rent faktisk laver. Danske virksomheder er placeret i de forkerte sektorer, og vi er for sløve til at lære af fremskridt i arbejdsmetoder, der er opnået i andre lande. Det bringer os tilbage til euroen. Hvis vi skal gøre os det mindste håb om både at kunne bevare velfærdsniveauet og samtidig sænke arbejdstiden i perioder af livet for at bruge mere tid på børn m.v. så skal timeproduktiviteten op. Eurodeltagelse er en måde til at få Danmark tættere integreret i international økonomi, således at danske beslutningstagere i både den offentlige og private sektor bliver mere direkte konfronteret med internationale trends og tvunget til at reagere på dem. Udfra traditionelle målestokke kan man påstå, at Danmark allerede er fuldt integreret i den internationale økonomi. Man kan pege på omfanget af samhandel og investeringer frem og tilbage over landegrænsen. Svaret hertil er, at Danmarks høje prisniveau viser, at dette ikke holder. Konkurrencestyrelsen går jævnligt i gang med at analysere de enkelte sektorer i økonomien normalt uden rigtigt at kunne finde noget, de kan hænge deres hat på bortset fra de sektorer, hvor der af historiske eller andre årsager er åbenlys markedsdominans. Årsagen er simpel: Der er andre årsager end forhold, der kan håndteres konkurrenceretsligt, til de høje priser. Danmark har fået skabt et sæt af arbejdsmarkedsregler, skatteregler, miljøregler, forbrugerbeskyttelsesregler m.v., der gør det danske marked til et distinkt marked, hvor merpriser i forhold til omkringliggende lande kan opretholdes over meget lange tidsperioder. Der er en del ironi i dette. For nogle erhvervssektorer er samspillet med myndighedsorganer såsom f.eks. forbrugerombudsmanden blevet så tæt, at udenlandske virksomheder, der ikke forstår dette samspil, står ringere i konkurrencen. Forbrugerombudsmandens arbejdsform er således kommet til at fungere som en teknisk handelshindring, der reducerer konkurrencen og holder priserne kunstigt høje til skade for de forbrugere, han er sat i verden for at beskytte. Problemet har samtidig social slagside, idet det typisk vil være de økonomisk ringere stillede forbrugere, hvis behov ikke opfyldes tilfredsstillende af markedet. I mange sektorer har danske virksomheder sandet, at en lavprisstrategi simpelthen ikke hænger sammen på det danske marked, og de konkurrerer følgelig på andre parametre, der måske ikke betyder så meget for socialt ringere stillede forbrugere, som lavere pris ville have gjort. Dilemmaet kan illustreres med basis i de nye markedsføringsregler. Reglerne er på en række punkter distinkt danske og afviger fra tilsvarende lovgivning i andre lande. Hvordan reagerer en dansk virksomhed, der mødes af specifikke danske regler for markedsføring? Man udvikler naturligvis sit edb-system, så det håndterer de danske regler effektivt, således at man udnytter den tekniske handelshindring til at opnå en konkurrencefordel i forhold til udenlandske konkurrenter. Hvor god er en sådan dansk virksomhed til at konkurrere uden for Danmark, hvor reglerne typisk ikke har samme grad af lokalt særpræg? Rigtig dårlig. Edb-systemerne er blevet for tunge p.g.a. al håndteringen af særregler. Mentaliteten i virksomheden er 32 33

20 blevet mere defensiv fokuseret på at udnytte en kunstig konkurrencefordel i stedet for hastigt udvikling af virksomhedens produkter i retning af kundernes ønsker. Hvordan reagerer udenlandske virksomheder på særlige danske regler? De skubber Danmark længere ned i rækkefølgen over lande, hvor de vil introducere nye produkter og services. Hermed kan de danske priser forblive lidt højere lidt længere. Man kan lidt populært sige, at det også i fremtiden inden for eller uden for euroen står Danmark frit for at være anderledes. Hver gang vi vælger at være anderledes forringer det bare den økonomiske effektivitet lidt, og reducerer derfor også samfundets evne til at finansiere offentlige velfærdsydelser. Hvis man stiller det lidt på spidsen, kan man sige, at Danmark er velhavende nok til at være anderledes på en række punkter, men ikke for mange. Vi skal altså vælge, om vi vil satse på at være anderledes på punkter, der kun er formelle og indholdsløse såsom fastholdelse af kronen eller på punkter, der har reelt indhold såsom miljøpolitik og social omfordelingsmetodik. Og på de punkter, hvor vi vælger at være anderledes, så vil det tættere samarbejde om strukturelle økonomiske spørgsmål, som er en følge af eurosamarbejdet, tvinge os til at foretage en opstramning af den kvalitetsvurdering, der foregår, hver gang vi vælger at gribe ind i markedsøkonomien. Til dem, der måtte mene, at en selvstændig dansk krone har reelt økonomisk indhold, behøver man blot henvise til den overfor beskrevne udvikling i dansk erhvervsstruktur. Danmark vil i fremtiden være stærkt afhængig af andres tillid til vores økonomiske og politiske stabilitet. Dvs., hvis vi kommer i en situation, hvor vi blot overvejer devaluering, så er det sådan set allerede gået galt for Danmark som ledende velfærdssamfund. Tilsvarende kan fastholdelse af kronen også give anledning til fejlagtige illusioner omkring konkurrenceevne. Devaluering var tidligere en metode til at tilpasse konkurrenceevnen hurtigt, hvis man havde fået bragt sin økonomi ud af balance. For en økonomi som den danske er det en illusion at tro, at den metode kan bruges med succes i fremtiden. Vores konkurrenceevne vil i fremtiden i stedet være afhængig af teknologisk kompetence og lignende faktorer. Ved at gå med i euroen og dermed fraskrive os devalueringsmuligheden tvinger vi os selv til at fokusere på de reelle konkurrencefaktorer. Globalisering At opnå de omtalte positive effekter i retning af lavere prisniveau og højere produktivitet kommer naturligvis ikke alene i kraft af euromedlemskab. Det er blot én faktor. For at kunne opnå disse fordele skal Danmark også være en integreret del af den generelle globaliseringsproces. Det er overvejende sandsynligt, at processen vil tage fart i de kommende år. De teknologisk betingede stordriftsfordele omtalt ovenfor vil drive en sådan bølge. Udviklingen vil give væsentligt stigende velstand i kraft af stigende international produktivitet. På den anden side vil processen også resultere i en reduktion i det maksimale skattetryk på mobile skattekilder, et land kan operere med uden at gøre væsentlig økonomisk skade. Nettoeffekten af udviklingen kan derfor være, at det beløb, der er til rådighed for offentlig velfærd, kun stiger beskedent i forhold til velstandsforøgelsen. Det offentlige kan følgelig ikke forøge kvaliteten af den offentlige service, i det omfang en rigere og mere krævende befolkning fordrer, og der kan forventes en politisk utilfredshed trods den overordnede positive effekt af globalisering. Her er det vigtigt at erkende, at eurosamarbejdet er en af de vigtigste metoder til at dæmpe de vigtigste negative bivirkninger ved globalisering. Eurosamarbejdet kan sikre en styrket koordinering af den økonomiske politik og dermed reducere det konkurrencepres i retning af lavere skatter, som ellers er en del af globaliseringsprocessen. Sagt med andre ord vil Danmark bedre kunne opretholde vort nuværende skatteniveau og dermed velfærdsniveau, hvis euroen eksisterer, end hvis den forsvandt. Argumentet styrkes naturligvis desto større indflydelse, danske politikere og ligesindede har på den økonomiske politik i euroområdet, dvs., vi bør deltage så aktivt som muligt. En af de urimeligste påstande i debatten er derfor, at euromedlemskab bringer det internationale pres mod vore skattesatser med sig. Udover argumentet omkring styrket koordinering vil der også være rent økonomiske argumenter for, at det er forkert. De nedadgående pristrends og trends i retning af øget international arbejdsdeling, som er en del af globaliseringstrenden vil givetvis gøre det hensigtsmæssigt for Danmark at sænke momsen, marginalskatten på indkomst og visse punktafgifter, men hvis Danmark går med i euroen, så vil presset for at sætte skatterne ned være mindre end ellers. Vores merpriser vil være mindre, og derfor 34 35