Ministerielle skrivelser m.m.

Transkript

1 Ministerielle skrivelser m.m. Om opkrævning af brugerafgift som vilkår for tilladelse til etablering af gangtunnel under offentlig vej har Vejdirektoratet i brev af 9. august 2010 udtalt: Vejdirektoratets brev af 9. august 2010 om opkrævning af brugerafgift som vilkår for tilladelse til etablering af gangtunnel under offentlig vej Vejdirektoratet har behandlet jeres klage af 9. november 2009 over Københavns Kommunes opkrævning af grundværdiafgift vedrørende gangtunneller under J-vej og T-vej samt B Allé og N Allé. I skriver blandt andet, at det forekommer tvivlsomt om kommunen kan opkræve en afgift, der ikke er begrundet i R s anvendelse af et vejanlæg, men i, at gangtunnellerne er ført under offentlige veje kommunen ikke har haft udgifter til etableringen og vedligeholdelsen afgifter skal være sagligt begrundet f.eks. ved, at kommunen har udgifter ved en øget anvendelse af vejanlægget afgiften har karakter af en ejendomsskat. Vores afgørelse Kommunen kan lovligt fastsætte et vilkår om betaling for råden over vejarealet, også selv om der er tale om råden under vejarealet. Vilkåret om betaling har den fornødne hjemmel i kommunens (som vejbestyrelse, jf. vejlovens 2, stk. 5 og 6) dispositionsret over sine offentlige veje. Baggrund Københavns Kommune meddelte tilladelse til anlæg af tunnelen under B Allé den 14. november I brev af 14. november 1995 meddelte kommunen endvidere tilladelse til, at der blev etableret en tunnelforbindelse under J-vej og T-vej. Kommunen meddelte tilladelserne blandt andet på vilkår om, at R skulle betale en årlig afgift pr. m 2. Afgiften blev fastsat til 5 % af kvadratmetergrundværdien i forhold til den offentlige vurdering (1974-tilladelsen) og 5 % af kvadratmetergrundværdien af de tilstødende grunde (1995-tilladlelsen). Hvad kan vi tage stilling til Vi kan afgøre, om en afgørelse, som kommunen har truffet efter vejloven (lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 893 af 9. september 2009) er lovlig, jf. lovens 4, stk. 1. Men vi kan ikke tage stilling til kommunens skøn (vurderinger) inden for lovens rammer. Det betyder, at vi kan vurdere, om kommunen i forbindelse med sådan en afgørelse har fulgt vejlovens, forvaltningslovens og almindelige uskrevne forvaltningsretlige regler. Men vi kan ikke afgøre, om kommunens afgørelse er rimelig eller hensigtsmæssig. Vejlovgivningens bestemmelser Anlæg af en tunnel kræver kommunens tilladelse for så vidt angår gravearbejder. Det fremgår af vejlovens 101. For så vidt angår anbringelsen af tunnel i vejarealet, kræver det kommunens tilladelse i henhold til lovens 102, stk. 1. Kommunen kan lovligt fastsætte vilkår i forbindelse med en tilladelse. Vores vurdering m.v. Der er i tilladelserne af 1974 og 1995 ikke meddelt en klagevejledning i henhold til vejlovens 4, stk. 4, uanset at tilladelserne indeholder vilkår om betaling af en årlig afgift. En manglende klagevejledning betyder ikke, at afgørelsen er ugyldig, men at klagefristen først starter, når denne er meddelt modtageren af afgørelsen. På den baggrund har vi behandlet jeres klage af 9. november Vilkåret om betaling Det er kommunen, der vurderer, om der konkret skal gives tilladelse efter vejlovens 102, stk. 1, og om der i den forbindelse stilles for tilladelsen. Bestemmelsen indeholder ikke udtrykkelig hjemmel til at opkræve betaling for særråden over arealet. juni

2 Vilkår om betaling for udnyttelse af vejarealet skal stilles senest samtidig med, at tilladelsen bliver meddelt. Bestemmelsen må ses som et udslag af kommunens (vejbestyrelsens) almindelige dispositionsret over vejarealet, og skal sikre, at vejarealer ikke uden særlig tilladelse anvendes til andet end vejformål. Kommunen skal derfor ved sin vurdering først og fremmest tage hensyn til arealets primære funktion som færdselsareal, men også arealets andre almindeligt anerkendte funktioner. Ved behandlingen af en ansøgning om etablering af en tunnel bør der således ske en afbalanceret vurdering af hensynet til vejarealets anerkendte funktion. Vi forstår sagen således, at tunnellerne griber ind i kommunens råden over sine egne veje, idet disse vil have betydning for kommunens disposition over vejarealet. Om kommunen kunne stille vilkår en afgift for den særlige råden i forbindelse med meddelelsen af tilladelserne til etableringen af tunnellerne, må afhænge af om tunnellerne er etablerede udelukkende eller overvejende af private hensyn, f.eks. hensyn til R s personale, eller om offentligheden har adgang. Det fremgår af kommunens udtalelse af 2. december 2009, at tunnelerne benyttes af R s personale og studerende. Tunnellerne er således anlagt af privatretlige hensyn hensynet til R s ansatte og studerende. Når anlægget af en tunnel sker udelukkende eller overvejende af private hensyn, vil det være et sagligt vilkår at kræve, at anlægget gennemføres uden afgift for kommunen. Det er således vores opfattelse, at opkrævning af betaling for særråden over offentlige vejarealer har den nødvendige hjemmel i vejbestyrelsens dispositionsret over vejarealerne. Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at tunnellerne er anlagt af hensyn til R s personale. Størrelse af en afgift Størrelsen af betalingen afhænger af en politisk vurdering i de konkrete tilfælde. For så vidt angår gebyrets størrelse er dette en del af kommunens skøn. Dette skøn kan vi ikke tage stilling til. Vi har på den baggrund ikke grund til at antage, at kommunen ved sin afgørelser, herunder fastlæggelsen af gebyrets størrelse, har taget usaglige hensyn. Konklusion Kommunen kan lovligt fastsætte et vilkår om betaling for råden over vejarealet, også selv om der er tale om råden under vejarealet. Vilkåret om betaling har den fornødne hjemmel i kommunens dispositionsret over sine offentlige veje. Vi foretager os ikke mere i sagen. Frist for at indbringe sagen for domstolene Hvis I ønsker, at domstolene skal tage stilling til kommunens afgørelse eller til vores afgørelse i klagesagen, skal søgsmål være anlagt inden 6 måneder efter modtagelsen af denne afgørelse, jf. vejlovens 4, stk. 6, 2. pkt. Vejdirektoratet, 9. august 2010 (Dok. 09/ ) Om klage over, at kommune har anset vej for privat fællesvej har Vejdirektoratet i afgørelse af 25. oktober 2010 afgjort: Vejdirektoratet skal indledningsvis beklage den lange sagsbehandlingstid. Ved brev af 19. november 2007 klagede du på vegne af dine klienter, B og R til Vejdirektoratet over Frederikshavn Kommunes afslag af 8. maj 2007 på at nedlægge den private fællesvej over dine klienters ejendom på matr. nr. 1 bz. Du har bl.a. anført, at der på intet tidspunkt har været offentlige registreringer af vejret for matr.nr. 1 g over matr. nr. 1 bz og videre nordover, og at det er helt tydeligt, at vejen stopper ved skelgrænsen mellem 1 g og 1 bz. Du har også anført, at dine klienters manglende indsigelser i forbindelse med en sag om omlægning af vejen ikke kan tages til indtægt for anerkendelse af en vejret for matr.nr. 1 g (G). Du har i den forbindelse også anført, at materialet vedrørende omlægningen aldrig har været bragt i høring over for dine klienter. 2 juni 2011

3 Vores afgørelse Frederikshavn Kommunes afslag på at nedlægge strækningen af vejen er lovligt. Vi mener, at kommunen har kunnet lægge til grund, at vejen er en privat fællesvej. Vi henviser til nedenstående begrundelse. Baggrund Frederikshavn Kommune afslog ved brev af 8. maj 2007, at nedlægge den private fællesvej over matr.nr. 1 bz. Kommunen begrundede sit afslag med, at det antages, at vejen er en privat fællesvej da der i forbindelse med omlægning af vejen hen over E-vej 4 ikke var rejst tvivl herom og at vejen er af væsentlig interesse for G. Kommunen har under sagens behandling uddybet sin begrundelse og anført, at matr.nr. 1 g ud fra kommercielle grunde må antages at have en væsentlig interesse i opretholdelse af vejen. Kommunen har endvidere under sagens behandling oplyst, at der ikke er tinglyst vejrettigheder til vejstykket på matr.nr. 1 bz, men at det pågældende vejstykke er en del af en vej, der løber fra kommunevejen E-vej over matr.nr. 8 a, 2 c og 1 bz til H-vej. Kommunen har også oplyst, at den del af vejen, der ligger på matr.nr. 1 bz ligger i landzone, men at de private fællesveje i området i medfør af en kommunalbeslutning administreres efter privatvejslovens (lov om private fællesveje, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. maj 2008) afsnit III. Kommunen har endelig oplyst, at det er ubestridt, at vejen på matr. nr. 8 a og 2 c er privat fællesvej et stykke af vejen på matr.nr. 8 a ved beslutning af 20. november 2000 blev omlagt og at grundejerne i området, herunder ejerne af matr.nr. 1 g og 1 bz var involveret i sagen ejeren af matr.nr. 1 g blev anset som vejberettiget til vejen på matr.nr. 8 a, idet vejen var adgangsvej til matr.nr. 1 g, og i det ejeren af matr.nr. 1 bz ikke gjorde indsigelser for at ejeren af matr.nr. 1 g, som vejberettiget kan benytte vejstykket på matr.nr. 8 a, og denne vej således kan være adgangsvej fra E-vej til matr.nr. 1 g, vil ejeren også skulle benytte vejstykket på matr.nr. 1 bz. Hvad kan vi tage stilling til Vi kan tage stilling til, om kommunen har truffet en lovlig afgørelse (retlige spørgsmål) efter vejlovgivningen, her privatvejsloven. Men vi kan ikke tage stilling til kommunens vurderinger (skøn) inden for lovens rammer. Det følger af privatvejslovens 7, stk. 1. Det betyder, at vi kan vurdere, om kommunen i forbindelse med en sådan afgørelse har fulgt vejlovgivningen og almindelige forvaltningsretlige regler. Men vi kan ikke tage stilling til, om kommunens afgørelse er rimelig eller hensigtsmæssig. Reglerne om nedlæggelse af private fællesveje En privat fællesvej er en vej, der ligger på en ejendom, der ejes af én ejer, og som ejeren af en anden ejendom har ret til at bruge som færdselsareal. Den ret, som ejeren af denne anden ejendom har til sådan en vej, er en vejret. Og den, der har en vejret, er vejberettiget. Det fremgår af privatvejslovens 2. Om en grundejer har en sådan vejret, er et spørgsmål om fortolkning af skriftlige eller mundtlige aftaler. Hverken kommunen eller Vejdirektoratet kan efter privatvejsloven tage stilling hertil. Det kan i tilfælde af uenighed kun domstolene. Men kommunen kan efter omstændighederne lægge til grund, at en ejendom har vejret. Kommunen kan bestemme, at reglerne i privatvejslovens afsnit III vedrørende private fællesveje i byer skal finde anvendelse i andre stedligt begrænsede områder, jf. privatvejslovens 13, stk. 2. Det betyder, at kommunen skal tage stilling til en anmodning om nedlæggelse, når en grundejer, der har den fornødne interesse i spørgsmålet, fx vejejeren, beder kommunen om at tage stilling til spørgsmålet. Det fremgår af privatvejslovens 53, stk. 1. En privat fællesvej skal helt eller delvist opretholdes, hvis den efter matrikelkortet er eneste adgangsvej til en ejendom eller nogen af dens lodder, og der ikke samtidig etableres anden vejadgang. Den skal også helt eller delvist opretholdes, hvis den i øvrigt er af vigtighed for en ejendom med vejret til vejen. Dette fremgår af privatvejslovens 53, stk. 2. I tilfælde hvor vejen hverken er eneste adgangsvej eller af vigtighed for en ejendom eller dens lodder, skal kommunen foretage en afvejning af parternes interesser dels i at bevare vejen og dels i at nedlægge den. En vejret kan ikke fortrænges af senere erhververe af rettigheder, selv om vejretten ikke er tinglyst, hvis følgende er opfyldt: Vejen efter vejmyndighedens opfattelse er eneste eller væsentligste adgang til en ejendom eller en af denne ejendoms lodder. Vejen er angivet på matrikelkortet. Matrikelkortet i det væsentlige stemmer med forholdene i marken. Den, der i dette tilfælde vil bestride, at der foreligger en ret til vejen, skal bevise dette, jf. 1 i lov om private juni

4 vejrettigheder (Lov nr. 143 af 13. april 1938 om private vejrettigheder, med senere ændringer). Vores vurdering Grundlaget for at administrere vejen som privat fællesvej Vejstrækningen på matr.nr. 1 g, 1 bz, 2 c og 8 a er ikke optaget på matrikelkortet. Formodningsreglen i 1 i lov om private vejrettigheder kan derfor ikke anvendes i denne sag til at antage, at vejstrækningen har status af privat fællesvej. Men dette udelukker ikke, at kommunen kan have et andet grundlag for at antage, at vejstrækningen er privat fællesvej. Der er som nævnt ikke i sagen fremlagt nogen dokumentation for vejret i form af tinglyste vejrettigheder. Kommunen har imidlertid, som nævnt, oplyst, at det er ubestridt at vejen på matr. nr. 8 a og 2 c er privat fællesvej. Kommunen har som også tidligere nævnt, i forbindelse med omlægningen i år 2000 af en mindre del af den private fællesvej på matr.nr. 8 a, anset ejeren af matr.nr. 1 g som vejberettiget til vejen, idet vejen var adgangsvej til matrikel 1 g, hvilket ejeren af matr.nr. 1 bz ikke gjorde indsigelser imod. Kommunen har endvidere antaget, at for at ejeren af matr.nr. 1 g som vejberettiget kan anvende vejstykket på matr.nr. 8 a, er det naturligt at han også vil skulle benytte vejstykket på matr.nr. 1 bz. Vi skal for god ordens skyld bemærke, at vi kan se af sagen, at din klient ved brev af 8. september 2000 til Grundejerforeningen H fik mulighed for at komme med indsigelser mod Teknisk udvalgs beslutning om at imødekomme ansøgningen om flytning af den private fællesvej på matr.nr. 8 a. Vi må derfor lægge til grund, at din klient var bekendt med omlægningen. På baggrund af disse oplysninger har Vejdirektoratet ingen bemærkninger til, at kommunen har lagt til grund for sin afgørelse, at vejstrækningen har status af privat fællesvej, og at ejendommen matr.nr. 1 g har vejret. Vi bemærker igen, at hverken kommunen eller Vejdirektoratet kan afgøre, om en eller flere ejendomme har vejret til en vej. I tilfælde af uenighed mellem parterne kan kun domstolene afgøre spørgsmålet. Men kommunen kan på baggrund af sagens oplysninger lægge til grund, at vejen har status af privat fællesvej, og at visse ejendomme har vejret. Det fremgår endvidere af sagen, at vejen ikke er eneste adgangsvej til matr. nr. 1 g. Vi kan imidlertid se, at kommunen har vurderet, at vejen ud fra kommercielle hensyn er af vigtighed for matr.nr. 1 g. Denne vurdering er dermed udtryk for kommunens opfattelse af vejstrækningens vigtighed for ejendommen matr.nr. 1 g. Konklusion Kommunens afgørelse er lovlig. Det skyldes, at vi mener kommunen kan administrere vejstrækningen som privat fællesvej og at kommunen har vurderet sagen efter privatvejslovens 53. Endelig har vi ikke grundlag for at antage, at kommunen har varetaget usaglige hensyn. Frist for anlæg af sag ved domstolene Hvis du ønsker, at domstolene skal tage stilling til kommunens afgørelse eller til vores afgørelse i klagesagen, skal sagen anlægges inden 6 måneder fra modtagelsen af denne afgørelse, jf. privatvejslovens 7, stk. 6, 2. punktum. Vejdirektoratet, 25. oktober 2010 (Dok. 07/ ) Om klage over afslag på opklassifiering af privat fællesvej har Vejdirektoratet i brev af 26. oktober 2010 udtalt: Vejdirektoratet har i dag behandlet din klage modtaget i Vejdirektoratet den 22. juni Du klager over Gribskov Kommunes afslag af 29. maj 2009 på at opklassificere den private fællesvej F-vej til kommunevej. Du mener, at indstillingen til den politiske beslutning var misvisende og mangelfuld, hvorved afgørelsen blev forkert. Du mener også, at kommunen ikke har villet forstå fremsendt materiale, ikke har levet op til sit løfte om overtagelse af F-vej som kommunevej, har haft urimelige sagsbehandlingstider på fremsendte skrivelser og ikke har besvaret indsendte indlæg i sagen fra vejens beboere. Vores afgørelse Som det fremgår nedenfor, mener vi at Gribskov Kommunes afgørelse er lovlig. 4 juni 2011

5 Baggrund Det fremgår af sagen, at du den 20. januar 2005 ansøgte den tidligere Helsinge Kommune om at opklassificere F- vej. Den 9. maj 2005 indstillede Plan og miljøudvalget at F-vej ikke skulle ændre status og besluttede ved samme lejlighed, at grundejerne ved F-vej skulle anmode kommunen om afholdelse af vejsyn. Kommunen tilkendegav samtidig at kommunen efterfølgende var indstillet på at overtage F-vej som offentlig vej efter istandsættelsen af denne. Af udskrift af protokol vedrørende Teknisk Udvalgs møde den 28. maj 2009 fremgår det, at der ikke har været nogen anmodninger om vejsyn. Det fremgår endvidere af nævnte protokol, at du den 8. august 2008 henvendte dig til formanden for Planudvalget vedrørende F-vejs status. Planudvalget videresendte henvendelsen til Teknisk Udvalg, der ved mail af 2. oktober 2008 oplyste dig om, at sagen ville blive behandlet det efterfølgende forår, når den samlede vejklassificering af kommunens veje var færdigbehandlet. Teknisk Udvalg besluttede herefter på sit møde den 28. maj 2009 ikke at opklassificere F-vej. Kommunen henviste til, at da man havde klassificeret vejen som lokalvej, og da vejen er kort og blind, burde vejen ikke optages som kommunevej. Ved mail af 29. maj 2009 meddelte kommunen dig denne beslutning under henvisning til vejlovens (lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 893 af 9. september 2009) 23, stk. 1. Hvad kan vi tage stilling til Vi kan tage stilling til, om en afgørelse, som kommunen har truffet efter vejlovgivningen (vejloven, vejbidragsloven, privatvejsloven og vintervedligeholdelses- og renholdelsesloven), her vejloven er lovlig (retlige spørgsmål). Men vi kan ikke tage stilling til kommunens skøn (vurdering) inden for lovens rammer. Det følger af vejlovens 4, stk. 1. Det betyder, at vi kan vurdere, om kommunen i forbindelse med en sådan afgørelse har fulgt vejlovgivningen, forvaltningslovens (jf. lovbekendtgørelse nr af 7. december 2007 med senere ændringer) og almindelige forvaltningsretlige regler. Men vi kan ikke afgøre, om kommunens afgørelse er rimelig eller hensigtsmæssig. Vi kan heller ikke tage stilling til, om kommunen har iagttaget god forvaltningsskik. God forvaltningsskik omfatter blandt andet, hvordan kommunen tilrettelægger et sagsforløb, herunder sagsbehandlingstiden, og hvordan kommunen besvarer borgernes henvendelser. Vejlovens bestemmelser Det er kommunen, der bestemmer, hvilke kommuneveje, der skal anlægges. Kommunen kan optage private fællesveje som kommuneveje. Det følger af vejlovens 23. Vores vurdering Hverken i vejloven eller i bestemmelser fastsat i henhold til loven, er det nærmere angivet, hvornår kommunen skal optage en privat fællesvej som offentlig vej. Det er kommunen, der vurderer, om en vej har en sådan betydning for den almene trafik og/eller andre anerkendte offentlige interesser, at den skal være offentlig. Kommunen har vurderet, at F-vej ikke betjener offentlighedens færdsel i en sådan grad, at den skal ændre status fra privat fællesvej til kommunevej. Kommunen begrundede, som nævnt, sit afslag med, at vejen er klassificeret som lokalvej og tilmed er kort og blind. Det fremgår endvidere af sagen, at kommunen har lagt vægt på, at F-vej udelukkende benyttes af biler med ærinde i området, at den ikke indgår som skolevej, at der ingen bustrafik er på vejen, samt at vejen ikke adskiller sig fra andre private fællesveje i kommunens industriområder. Vi mener, at kommunens afgørelse er begrundet i lovlige hensyn, og at kommunens skøn ligger inden for lovens rammer. Dine øvrige klagepunkter Du anfører i din klage, at den private fællesvej I-vej blev kommunevej uden hensyntagen til den fælles byplanvedtægt. Vi kan oplyse, at vi ikke har nogen bemærkninger til kommunens udtalelse om at byplanvedtægten ikke indeholder retningslinjer for hvilken status vejene skal have, men henviser til kommunens udtalelse om at I-vej er kommunevej fordi den kommunale genbrugsstation har vejadgang til vejen og i øvrigt er en gennemgående vej. Du har også anført, at kommunen ikke har villet forstå fremsendt materiale. I denne forbindelse må vi oplyse, at det er vores opfattelse, at kommunen har forstået dit materiale, men altså har fastholdt sin vurdering af sagen. Du anfører endvidere i din klage, at kommunen ikke har levet op til sit løfte om overtagelse af F-vej. Vi har ikke mulighed for at udtale os om, hvorvidt kommunen er bundet af løfter eller lign. Men vi kan i denne forbindelse oplyse, at kommunen, som nævnt, henholder sig til, at ingen grundejere ved F-vej har anmodet kommunen om afholdelse af vejsyn. Frist for anlæg af sag ved domstolene Hvis du ønsker, at en domstol skal tage stilling til kommunens afgørelse eller til vores afgørelse i klagesagen, juni

6 skal du anlægge sag ved domstolene inden 6 måneder efter, at du har modtaget denne afgørelse. Det følger af vejlovens 4, stk. 6, 2. punktum. Vejdirektoratet 26. oktober 2010 (Dok. 09/ ) Om klage over klage over beslutning om placering af cykelstativ på offentlig vej har Vejdirektoratet i brev af 29. oktober 2010 udtalt: Vejdirektoratet har modtaget jeres klage af 18. oktober 2010 over Københavns Kommunes beslutning af 21. september 2010 om placering af cykelstativ ud for V-gade 3. Vores afgørelse Vi kan ikke tage stilling til jeres klage, fordi Københavns Kommunes beslutning om at opsætte et cykelstativ på en del af det offentlige fortov ikke er en afgørelse i forvaltningsretlig forstand. Hvad kan vi tage stilling til Vi kan afgøre, om kommunen har truffet en lovlig afgørelse efter vejloven (lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 893 af 9. september 2009), jf. lovens 4, stk. 1. Vi har derimod ikke mulighed for at tage stilling til kommunens beslutning om driften af dens veje (faktisk forvaltningsvirksomhed), fordi denne beslutning ikke er en afgørelse i forvaltningsretlig forstand. Faktisk forvaltning For at vi kan tage stilling til en klage, er det en forudsætning, at der er tale om en forvaltningsretlig afgørelse truffet efter vejlovgivningens bestemmelser. Det vil her sige en afgørelse, hvor kommunen i forhold til en bestemt adressat eller en afgrænset kreds af adressater ensidigt fastsætter, hvad der er eller skal være ret i det konkrete tilfælde. Uden for det forvaltningsretlige afgørelsesbegreb falder sagsbehandlingen i forbindelse med faktisk forvaltningsvirksomhed. Faktisk forvaltning kan bedst beskrives som udførelse af de praktiske opgaver, kommunen skal varetage. Et eksempel på en kommunes faktiske forvaltning er pasning og vedligeholdelse af kommunens veje med udstyr, herunder træer, skilte, vejbelysning mv. Kommunen skal holde sine veje i den stand, som trafikkens art og størrelse kræver. Kommunen bestemmer, om den skal udføre arbejder, og hvilke arbejder den skal udføre på sine veje, jf. vejlovens 10. Det er derfor Københavns Kommune, der bestemmer, hvordan dens veje og fortove skal indrettes. Kommunen kan derfor bestemme, om der skal opsættes cykelstativer på dens færdsarealer. Vi mener ikke, at Københavns Kommunes brev af 21. september 2010 er en forvaltningsretlig afgørelse. Der er derimod tale om faktisk forvaltningsvirksomhed, hvor kommunen har vurderet, at placeringen af cykelstativet foran V-gade 3 indgår som et tiltag til udmøntning af kommunens Cykelpakke II, der skal udvikle nye løsninger for parkering af cykler. Om placeringen af cykelstativet i forhold til V-gade 3 Det fremgår af sagen, at cykelstativet er placeret på fortovet, der er en del af den offentlige vej. Som sagen er oplyst, betyder cykelstativet ikke, at adgangen til ejendommen bliver ændret. Hvis I mener, at I lider et økonomisk tab på grund af forringede muligheder for at udleje ejendommen som følge af cykelstativet, vil det i sidste ende være domstolene, der skal tage stilling til dette, hvis der ikke kan opnås enighed mellem parterne. Konklusion Vi kan ikke tage stilling til jeres klage, fordi Københavns Kommunes beslutning om at opsætte et cykelstativ på en del af det offentlige fortov ikke er en afgørelse i forvaltningsretlig forstand. Vejdirektoratet, 29. oktober 2010 (Dok. 10/ ) 6 juni 2011

7 Om asfaltering af privat fællesvej har Vejdirektoratet i brev af 27. september 2010 udtalt: Vejdirektoratet har modtaget din forespørgsel af 13. september 2010, hvor du spørger om grundejerne selv skal afholde udgifterne til hævning af brønddæksler/riste i forbindelse med, at I skal asfaltere jeres private fællesvej. Vejdirektoratets udtalelse Det påhviler ejerne af de ejendomme, der grænser til en privat fællesvej at holde vejen i en under hensyn til færdslens art og størrelse god og forsvarlig stand. Vejen skal være forsynet med forsvarligt afløb. Det fremgår af privatvejslovens (lov om private fællesveje, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. maj 2008) 57, stk. 1 Det er kommunen (Kommunalbestyrelsen er vejmyndighed for de private fællesveje i kommunen, jf. privatvejslovens 6), der bestemmer i hvilket omfang og på hvilken måde private fællesveje med tilhørende afløb skal vedligeholdes. Det fremgår af lovens 57, stk. 2. Medmindre andet særligt er bestemt ved overenskomst eller kendelse afsagt af en landvæsenskommission eller ekspropriationskommission, afholder ledningsejeren udgifterne til flytning af sine ledninger, når det er nødvendigt af hensyn til gennemførelsen af et af kommunen påbudt istandsættelses- eller vedligeholdelsesarbejde på vejen. Det fremgår af privatvejslovens 52, stk. 1. Bestemmelsen i lovens 52, stk. 1, er en lovfæstelse af det almindelige gæsteprincip, der indebærer, at en ledningsejer har ret til at placere sine ledninger i vejen uden at skulle betale herfor, mod til gengæld at flytte sine ledninger og ledningsudstyr, når det er nødvendigt af hensyn til ejerens udnyttelse af sin ejendom. I dette tilfælde vejmyndighedens pligt til at sørge for, at vejen er i god og forsvarlig stand. Hvis kommunen kræver, at en privat fællesvej i byområde skal asfalteres, og dette medfører, at brønddæksler skal hæves, må udgifterne hertil afholdes af ledningsejeren. Bestemmelsen i 52, stk. 1, regulerer ikke den situation, at ledninger skal flyttes og brønddæksler hæves i forbindelse med grundejernes almindelige vedligeholdelse af vejen, jf. lovens 57, stk. 1. Det er dog Vejdirektoratets opfattelse, at den almindelige vedligeholdelse af vejen vil falde ind under forventelige og almindelige dispositioner over en areal, der anvendes til vejareal. Derfor vil ledningsejeren efter det almindelige, ulovbestemte, gæsteprincip være forpligtet til at afholde udgifterne til at hæve brønddæksler m.m. i den situation. I tilfælde at uenighed mellem de vedligeholdelsespligtige grundejere og ledningsejeren om, hvem der skal afholde udgifter til en flytning af ledninger m.m., må spørgsmålet afgøres ved domstolene. Ledninger, der er en del af vejens udstyr Afslutningsvis bemærkes, at ovenstående kun omfatter ledninger, der ikke tjener noget vejformål og dermed i princippet er vejen uvedkommende. Nævnte 52, stk. 1, omfatter ikke ledninger, der tjener et vejformål som f.eks. ledninger og andet udstyr til vejafvanding. Sådanne ledninger betragtes som vejudstyr og er derfor omfattet af lovens almindelige bestemmelser om istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje, jf. ovennævnte 57. Denne vedligeholdelsespligt omfatter således også brønde og ledninger til afledning af vejvand. Vejdirektoratet 27. september 2010 (Dok. 10/ ) juni

8 Om klage over Frederikssund Kommunes renovering af kommunevej med etablering af midterhelle har Vejdirektoratet i brev af 26. november 2010 udtalt: Vejdirektoratet har behandlet klage i brev af 13. juli 2010 fra L advokatfirma på vegne af A K/S, der driver en A Marked forretning fra Y-gade x, Frederikssund. L har klaget over, at Frederikssund Kommune i forbindelse med ombygning/renovering af Y-gade har etableret en midterrabat på Y-gade, så kunder ikke kan køre til og fra forretningen. De gør endvidere følgende gældende: - at A Marked ikke er blevet partshørt inden der er truffet beslutning om etablering af midterhelle, - at en indkaldelse til et orienteringsmøde ikke er at betragte som partshøring, og - at der mangler en begrundelse for etableringen af midterhellen. Vores afgørelse Kommunens afgørelse er ikke lovlig. Frederikssund Kommune har ikke partshørt A Marked inden afgørelsen om etablering af midterhelle blev truffet, og vi kan ikke udelukke, at en partshøring kunne have ført til en anden afgørelse. Vi skal derfor bede Frederikssund Kommune om at genoptage sagen for at træffe en ny afgørelse efter partshøring med henblik på at vurdere om partshøringen giver anledning til ændring i midterrabatten. Baggrund Frederikssund Kommune har oplyst, at en midterhelle på Y-gade blev anbefalet for at fremme trafikafviklingen, især i krydset Ø-gade/Y-gade samt forbedre trafiksikkerheden ved at reducere konfliktpunkter på Y-gade. Kommunens ombygning/renovering af Y-gade ændrer ikke på overkørselsforholdene til A Marked til Y-gade, men med placeringen af midterhellen er det ikke muligt for kunder til forretningen at svinge til venstre fra Y-gade og ind til forretningen, hvorfor der skal køres en vis omvej. Hvad kan Vejdirektoratet tage stilling til Vi kan tage stilling til, om kommunen har truffet en lovlig afgørelse (retlige spørgsmål) efter vejlovgivningen (vejloven, vejbidragsloven, privatvejsloven og vinter- og renholdelsesloven) her vejloven. Men vi kan ikke tage stilling til kommunens vurderinger (skøn) inden for lovens rammer, jf. vejlovens (lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 893 af 9. september 2009) 4, stk. 1. Det betyder, at vi kan vurdere, om kommunen i forbindelse med en sådan afgørelse har fulgt vejlovgivningen og almindelige forvaltningsretlige regler. Men vi kan ikke tage stilling til kommunens skøn over, om eller hvordan vejen skal ombygges. Reglerne ombygning af offentlige veje og om overkørsler Kommunen skal holde sine veje i den stand, som trafikkens art og størrelse kræver. Kommunen bestemmer, hvilke arbejder den skal udføre på kommunens veje, jf. vejlovens 10, stk. 2. Kommunen afholder udgifterne hertil, medmindre andet er bestemt. Det fremgår af vejlovens 10, stk. 1 og 2. Til anlæg, der kan have væsentlig betydning for færdselssikkerheden og afviklingen, skal kommunen indhente samtykke fra politiet, jf. Færdselslovens (færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 984 af 5. oktober 2009, som senest ændret ved lov nr. 716 af 25. juni 2010) 100. Ved nye vejanlæg og ombygning af veje skal vejbestyrelsen tage stilling til, om eksisterende adgange, herunder overkørsler, skal opretholdes. Afbryder vejanlægget en ejendoms hidtidige adgang til det offentlige vejnet, skal vejbestyrelsen så vidt muligt sikre ejendommen anden fornøden vejadgang. Det fremgår af vejlovens 69, stk. 1. Hvis ikke der bliver etableret fornøden forbindelse til offentlig vej eller til afskårne dele af ejendommen, har ejendommens ejer eller bruger ret til erstatning efter reglerne i vejlovens Dette fremgår af vejlovens 69, stk. 2. Erstatningsspørgsmålet kan kræves indbragt for taksationsmyndighederne. Partsbegrebet og klageberettiget For at vi kan tage stilling til en klage, er det en forudsætning, at der er tale en forvaltningsretlig afgørelse truffet efter vejlovgivningens bestemmelser. Det vil her sige en afgørelse, hvor kommunen i forhold til en bestemt adressat eller en afgrænset kreds af adressater ensidigt fastsætter, hvad der er eller skal være ret i det konkrete tilfælde. Det er endvidere en forudsætning, at den person, der klager, er klageberettiget. Da etablering af midterhellen indebærer, at der ikke længere lovligt kan svinges venstre ind til A Marked eller venstre ud fra din A Markeds ejendom, foreligger der en afgørelse i forvaltningsretlig forstand. 8 juni 2011

9 Hverken vejlovgivningen eller forvaltningsloven (lovbekendtgørelse nr af 7. december 2007) indeholder en definition af, hvem der er klageberettigede i forhold til en afgørelse. Som udgangspunkt er sagens parter klageberettigede, men heller ikke partsbegrebet er defineret i vejlovgivningen eller forvaltningsloven. Partsbegrebet er derimod omtalt i forarbejderne (folketingstidende , tillæg A, sp. 133 og 134) til forvaltningsloven og nærmere i den juridiske litteratur (der kan i denne forbindelse henvises til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udg., (1999), p. 257 ff, Jens Garde mfl., Forvaltningsret, Sagsbehandling, 5. udg., (2001), p. 171 f, og Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret, 2. udg., (2002), p. 61 ff.). Det fremgår heraf, at kerneområdet for partsbegrebet er afgørelsens adressat. Andre personer kan efter omstændighederne have partsstatus, navnlig hvis den pågældende har en væsentlig, direkte og individuel interesse i sagens udfald. Færdselsregulering på en offentlig vej er som udgangspunkt en generel regulering af alle trafikanters forhold. Det udelukker ikke, at enkelte, herunder naboer til vejen ud for trafikreguleringen kan være så væsentligt, individuelt og direkte berørt af reguleringen, at de bør anerkendes som parter i sagen og have en parts rettigheder. Adgangsforholdene, herunder kundekredsens mulighed for en let og ubesværet adgang til forretningen, må i almindelighed antages at være af stor betydning i forbindelse med beslutningen om, hvor en dagligvareforretning skal placeres. Vi mener derfor, at A Marked er så intensivt berørt af kommunens ombygning af vejen med en midterrabat, at A Marked bør have en parts rettigheder i sagen og kan klage over kommunens afgørelse. Partshøring Hvis en part i en sag ikke kan antages at være bekendt med, at kommunen er i besiddelse af bestemte oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, må kommunen ikke træffe afgørelse, før den har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at udtale sig. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Det fremgår af forvaltningslovens (lov nr. 571 af 19. december 1985, jf. lovbekendtgørelse nr af 7. december 2007) 19, stk. 1. Forvaltningslovens partshøringsregler har karakter af garantiforskrifter, der skal sikre, at en forvaltningsmyndighed træffer en lovlig og rigtig afgørelse. Manglende partshøring kan derfor i sig selv medføre, at en afgørelse bliver ugyldig, hvis det ikke kan udelukkes, at en partshøring kunne have ført til et andet resultat. Vores vurdering I dette konkrete tilfælde, må det antages at A Marked K/S bliver mere individuelt og intensivt berørt af midterhellen end andre trafikanter på vejen eller naboer til midterhellen generelt, da tilkørselsforholdene til forretningen kan få afgørende betydning for forretningens omsætning. Det er derfor Vejdirektoratets opfattelse at A Marked K/S må anses for at have partsstatus i denne sag og derfor skal partshøres, selvom midterhellen alene er opsat af trafikale grunde og placering af en midterhellen er en del af kommunens faktiske forvaltningsvirksomhed. Orienteringsmøde En indkaldelse til orienteringsmøde kan efter Vejdirektoratets opfattelse ikke betragtes som en partshøring, da kommunen skal sikre sig at A Marked K/S er bekendt med grundlaget som beslutningen træffes på og give A mulighed for at fremkomme med bemærkninger hertil. Konklusion Kommunens afgørelse er ikke lovlig. Frederikssund Kommune har ikke partshørt A Marked inden afgørelsen om etablering af midterhelle blev truffet og vi kan ikke udelukke, at en partshøring kunne have ændret afgørelsen. Vi skal derfor bede Frederikssund Kommune om at genoptage sagen for at træffe en ny afgørelse efter partshøring med henblik på at vurdere om partshøringen giver anledning til ændring i midterrabatten. Vejdirektoratet, 26. november 2010 (Dok. 10/ ) Om erstatning for skader på vej som følge af omfartskørsel m.v. har Vejdirektoratet i brev af 29. november 2010 udtalt: I har i mail af 25. oktober og 11. november 2010 stillet supplerende spørgsmål angående ovennævnte problemstilling. I har bedt Vejdirektoratet udtale sig om, hvorvidt en kommune har pligt til at fortælle hvilke omfartsveje, der skal benyttes, når kommunen giver tilladelse til, at en vej spærres i forbindelse med kloakarbejde. juni

10 I spørger også, hvorvidt erstatning for eventuelle skader på den anviste alternative vej er reguleret af vejloven (lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 893 af 9. september 2009, som ændret ved lov nr. 553 af 26. maj 2010). Vejdirektoratets udtalelse Indledningsvis kan vi oplyse, at Vejdirektoratet både afgiver generelle udtalelser om fortolkningen af vejlovgivningens (vejloven, vejbidragsloven, privatvejsloven og vintervedligeholdelses- og renholdelsesloven) bestemmelser og afgør konkrete klager truffet af kommunerne efter disse bestemmelser. Vi kan derfor ikke udtale os på en sådan måde, at vores generelle udtalelse fremstår som en vurdering i forhold til en konkret afgørelse fra en kommune. Vi kan således generelt oplyse følgende: Kommunen skal holde sine veje i den stand, som trafikkens art og størrelse kræver. Kommunen bestemmer, hvilke arbejder den selv skal udføre eller skal have udført på sine veje. Kommunen afholder udgifterne hertil, medmindre andet er bestemt. Det fremgår af vejlovens 10, stk. 1 og 2. Der må ikke graves i et offentligt vejareal uden vejbestyrelsens samtykke. Det fremgår af vejlovens 101, stk. 1. Saglige vilkår efter vejlovgivningen Vejbestyrelsen kan efter vejlovgivningen stille saglige vilkår, hvilket vil sige vilkår begrundet først og fremmest i vejtekniske og færdselsmæssige hensyn. Andre almene hensyn kan også indgå i vurderingen som støttehensyn til de trafikale og vejtekniske hensyn. Hvem skal beslutte, hvilke veje der kan anvendes til omfartskørsel Offentlige veje, herunder kommuneveje, er åbne for offentlighedens færdsel, medmindre vejbestyrelsen har fastlagt begrænsninger for benyttelsen af den konkrete offentlige vej. Det kan fx være ved skiltning af en maksimal vægt, højde eller bredde af de køretøjer, som må færdes på vejen. Vi mener, at det i forbindelse med en tilladelse til at grave i en offentlig vej kan være et sagligt vilkår, at tilladelsens modtager under gravearbejdet skilter med eller på anden måde oplyser trafikanterne om alternative veje. Dette kan fx være for at undgå trafikpropper. Vi mener ikke, at modtageren af gravetilladelsen har pligt til at oplyse om alternative veje, medmindre vejbestyrelsen har stillet vilkår herom. I forbindelse med et sådant vilkår er det mest nærliggende, at vejbestyrelsen tager stilling til, hvilke alternative veje trafikanterne skal henvises til, idet det er vejbestyrelsen, der har kendskab til forholdene på sine egne veje, herunder bæreevne, bredde mv. Det vil derfor ikke være rimeligt, at kommunen stiller vilkår om, at modtageren af gravetilladelsen selv skal beslutte, hvilke alternative veje trafikanter af forskellig type skal benytte, allerede fordi det er vejbestyrelsen og politiet, der bestemmer hvordan der skal afmærkes på offentlige veje. Et sådant vilkår vil i øvrigt kunne betyde, at vejbestyrelsen delegerer sin kompetence efter vejlovgivningen til at beslutte begrænsninger for sine offentlige veje til en privat part. Dette er der ikke hjemmel til i vejloven og vilkåret vil også af den grund være ulovligt. Kommunens pligt til at anvise alternative ruter Vejlovgivningen indeholder ikke bestemmelser, der pålægger en kommune en pligt til at anvise alternative ruter i forbindelse med gravearbejder på en kommunevej. Anvisning af alternative ruter vil dog være en naturlig del af vejbestyrelsens forvaltning af sine veje med henblik på at reducere risikoen for skader på det øvrige kommunale vejnet. En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde. Det fremgår af forvaltningslovens (lovbekendtgørelse nr af 7. december 2007) 7, stk. 1. For alle forvaltningsmyndigheder gælder der en almindelig pligt til at vejlede borgerne inden for de sagsområder, der varetages af myndigheden. Vejledningen bør ydes i den eller de former, der findes at give den bedste virkning over for borgerne, f.eks. en generel skriftlig vejledning i en publikation, individuel skriftlig vejledning i et brev til den berørte borger eller individuel mundtlig, herunder telefonisk vejledning. Vejledningens form og omfang vil i øvrigt afhænge af en konkret vurdering af den enkelte borgers behov og forudsætninger på det pågældende område. Der bør efter omstændighederne også vejledes om, at der kan ydes supplerende individuel vejledning, hvis den pågældende ønsker det (Justitsministeriets vejledning nr af 4. december 1986). Vejdirektoratet vil på den baggrund mene, at en kommunal vejbestyrelse ikke i alle tilfælde kan afslå at anvise alternative ruter, eller helt overlade det til ledningsejeren at finde et alternativt rutenet som vilkår for en gravetilladelse. Ansvaret for skader på alternative veje Udgangspunktet er efter vejlovens 10, at kommunen selv afholder udgifterne til at udbedre skader på sine veje, medmindre kommunen har grundlag for at holde en skadevolder ansvarlig efter dansk rets almindelige erstatningsregel, culpareglen. 10 juni 2011

11 Der er ikke hjemmel i vejloven til at pålægge modtageren af gravetilladelsen ansvaret for trafikanternes skade på vejene, blot fordi vedkommende har fået en gravetilladelse. Modtageren af gravetilladelsen kan dog på selvstændigt grundlag have handlet ansvarspådragende, fx ved mangelfuld eller misvisende skiltning, og kan derved blive erstatningsansvarlig. Vejdirektoratet, 29. november 2010 (Dok. 10/ ) Om klage over tilkørselsforhold efter ombygning/renovering af kommunevej med midterhelle har Vejdirektoratet i brev af 29. november 2010 afgjort: Vejdirektoratet har behandlet din klage af 10. maj 2010 over, at Frederikssund Kommune i forbindelse med ombygning/renovering af Y-gade har etableret en midterrabat på Y-gade, så du ikke har mulighed for at svinge til venstre ind til din ejendom. Vejdirektoratets afgørelse Vi kan ikke tage stilling til din klage. Vi mener ikke, at du som ejer af ejendommen Y-gade x er part i kommunens afgørelse om færdselsregulering på Y-gade ud for din ejendom, blot fordi du ikke længere kan dreje venstre ind til eller venstre ud fra din ejendom. Du kan derfor ikke klage over afgørelsen. Dine argumenter Du mener, at ombygningen/renoveringen af vejen, opsætning af en 300 m lang midterhelle, betyder væsentlig dårligere tilkørselsforhold til din ejendom, fordi du ikke kan svinge til venstre fra Y-gade. Baggrund Frederikssund Kommune har oplyst, at en midterhelle på Y-gade blev anbefalet for at fremme trafikafviklingen, især i krydset Ø-gade/Y-gade samt forbedre trafiksikkerheden ved at reducere konfliktpunkter på Y-gade. Kommunens ombygning af Y-gade indebærer, at du ikke kan svinge venstre ind eller venstre ud fra din ejendom. Kommunen har ikke ændret i dine adgangsforhold til Y- gade i øvrigt. Hvad kan Vejdirektoratet tage stilling til Vi kan tage stilling til, om kommunen har truffet en lovlig afgørelse (retlige spørgsmål) efter vejlovgivningen (vejloven, vejbidragsloven, privatvejsloven og vinter- og renholdelsesloven) her vejloven. Men vi kan ikke tage stilling til kommunens vurderinger (skøn) inden for lovens rammer, jf. vejlovens (lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 893 af 9. september 2009) 4, stk. 1. Det betyder, at vi kan vurdere, om kommunen i forbindelse med en sådan afgørelse har fulgt vejlovgivningen og almindelige forvaltningsretlige regler. Men vi kan ikke tage stilling til kommunens skøn over, om eller hvordan vejen skal ombygges. Reglerne om ombygning af offentlige veje og om overkørsler Kommunen skal holde sine veje i den stand, som trafikkens art og størrelse kræver. Kommunen bestemmer, hvilke arbejder den skal udføre på kommunens veje, jf. vejlovens 10, stk. 2. Kommunen afholder udgifterne hertil, medmindre andet er bestemt. Det fremgår af vejlovens 10, stk. 1 og 2. Til anlæg, der kan have væsentlig betydning for færdselssikkerheden og afviklingen, skal kommunen indhente samtykke fra politiet, jf. Færdselslovens (færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 984 af 5. oktober 2009, som senest ændret ved lov nr. 716 af 25. juni 2010) 100. Ved nye vejanlæg og ombygning af veje skal vejbestyrelsen tage stilling til, om eksisterende adgange, herunder overkørsler, skal opretholdes. Afbryder vejanlægget en ejendoms hidtidige adgang til det offentlige vejnet, skal vejbestyrelsen så vidt muligt sikre ejendommen anden fornøden vejadgang. Det fremgår af vejlovens 69, stk. 1. Hvis ikke der bliver etableret fornøden forbindelse til offentlig vej eller til afskårne dele af ejendommen, har ejendommens ejer eller bruger ret til erstatning efter reglerne i vejlovens Dette fremgår af vejlovens 69, stk. 2. Erstatningsspørgsmålet kan kræves indbragt for taksationsmyndighederne. Partsbegrebet og klageberettiget For at vi kan tage stilling til en klage, er det en forudsætning, at der er tale en forvaltningsretlig afgørelse truffet efter vejlovgivningens bestemmelser. Det vil her sige juni

12 en afgørelse, hvor kommunen i forhold til en bestemt adressat eller en afgrænset kreds af adressater ensidigt fastsætter, hvad der er eller skal være ret i det konkrete tilfælde. Det er endvidere en forudsætning, at den person, der klager, er klageberettiget. Da etablering af midterhellen indebærer, at du ikke længere lovligt kan svinge venstre ind til eller venstre ud fra din ejendom, foreligger der en afgørelse i forvaltningsretlig forstand. Hverken vejlovgivningen eller forvaltningsloven (lovbekendtgørelse nr af 7. december 2007) indeholder en definition af, hvem der er klageberettigede i forhold til en afgørelse. Som udgangspunkt er sagens parter klageberettigede, men heller ikke partsbegrebet er defineret i vejlovgivningen eller forvaltningsloven. Partsbegrebet er derimod omtalt i forarbejderne (folketingstidende , tillæg A, sp. 133 og 134) til forvaltningsloven og nærmere i den juridiske litteratur (der kan i denne forbindelse henvises til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udg., (1999), p. 257 ff, Jens Garde mfl., Forvaltningsret, Sagsbehandling, 5. udg., (2001), p. 171 f, og Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret, 2. udg., (2002), p. 61 ff.). Det fremgår heraf, at kerneområdet for partsbegrebet er afgørelsens adressat. Andre personer kan efter omstændighederne have partsstatus, navnlig hvis den pågældende har en væsentlig, direkte og individuel interesse i sagens udfald. Færdselsregulering på en offentlig vej er som udgangspunkt en generel regulering af alle trafikanters forhold. Det udelukker ikke, at enkelte, herunder naboer til vejen ud for trafikreguleringen kan være så væsentligt, individuelt og direkte berørt af reguleringen, at de bør anerkendes som parter i sagen og have en parts rettigheder. Som sagen er oplyst, har vi dog ikke grundlag for at antage, at du har en sådan særlig interesse i sagen, blot fordi du er ejer af en ejendom ud for hvilken, trafikreguleringen etableres. Fornøden vejadgang Ud fra sagens oplysninger og indsendt kortmateriale fra Frederikssund Kommune, har vi noteret os, at adgangen fra din ejendom til den offentlige vej Y-gade ikke ændres. Midterhellens betydning er alene, at du ikke har mulighed for at svinge til venstre fra Y-gade og ind til din ejendom. Hvis du mener, at der hermed ikke længere er fornøden vejadgang til din ejendom, må du bede kommunen om at indbringe dette spørgsmål for taksationsmyndighederne. Vi kan ikke tage stilling til spørgsmålet. Vi kan dog henvise til kopi af Højesterets dom af 3. april 2001 (UFR H), hvor der ikke var grundlag for at tilkende en landmand erstatning på grund af omvejskørsel til en separat beliggende parcel af ejendommen. Konklusion Vi kan ikke tage stilling til din klage. Vi mener ikke, at du som ejer af ejendommen Y-gade x er part i kommunens afgørelse om færdselsregulering på Y-gade ud for din ejendom, blot fordi du ikke længere kan dreje venstre ind til eller venstre ud fra din ejendom. Vejdirektoratet, 17. december 2010 (Dok. 10/ ) 12 juni 2011