HØJESTERETS KENDELSE afsagt fredag den 14. september 2012

Transkript

1 UDSKRIFT AF HØJESTERETS ANKE- OG KÆREMÅLSUDVALGS DOMBOG HØJESTERETS KENDELSE afsagt fredag den 14. september 2012 Sag 128/2012 Sundhedsstyrelsen kærer Østre Landsrets kendelse af 3. februar 2012 om editionspålæg i medfør af retsplejelovens 804 som led i efterforskningen af en lovovertrædelse. I tidligere instanser er afsagt kendelse af Københavns Byret den 27. januar 2012 og af Østre Landsrets 9. afdeling den 3. februar I påkendelsen har deltaget tre dommere: Marianne Højgaard Pedersen, Vibeke Rønne og Hanne Schmidt. Påstande Kærende, Sundhedsstyrelsen, har nedlagt påstand om, at Københavns Politis begæring om edition fra Landspatientregisteret ikke tages til følge. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. Anbringender Sundhedsstyrelsen har anført bl.a., at der ikke er den fornødne proportionalitet, jf. retsplejelovens 805, stk. 1, mellem hensynet til politiets efterforskning og den ulempe, udlevering af oplysningerne vil indebære. Edition af oplysninger fra Landspatientregisteret er ikke omfattet af persondatalovens 7, stk. 6, og udleveringen vil i realiteten udgøre en omgåelse af reglen om vidneudelukkelse, jf. retsplejelovens 170, stk. 1. Der bør derfor som minimum stilles de samme krav til grundlaget

2 - 2 - for edition som for at tilsidesætte lægers vidneudelukkelse, jf. retsplejelovens 170, stk. 2. Herefter kan lægens forklaring kun undtagelsesvis afkræves, hvis forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at kunne berettige hertil. Det følger blandt andet af U V, at der må stilles meget vidtgående krav til de lægelige oplysningers betydning for sagen for at gennembryde lægers tavshedspligt. Det må i denne sammenhæng tillægges afgørende betydning, at politiets ønske om adgang til oplysninger fra Landspatientregisteret hviler på en helt generel og i øvrigt uunderbygget antagelse om, at gerningsmænd til afbrænding af biler, der formodes at have været anvendt i forbindelse med den omhandlede straffelovsovertrædelse, kan have pådraget sig brandskader. Der synes alene at bestå en mere eller mindre teoretisk mulighed for, at de ønskede oplysninger vil kunne bidrage til sagens opklaring. En sådan teoretisk mulighed kan ikke anses for at være af en sådan afgørende betydning for straffesagen, at den kan begrunde tilsidesættelse af læge/patientfortroligheden. Uanset den generelle samfundsmæssige interesse i opklaring af alvorlige straffelovsovertrædelser må dette hensyn afvejes over for lægers og patienters tillid til, at oplysninger fra Landspatientregisteret ikke kommer uvedkommende i hænde. Der henvises i den forbindelse til U Ø, hvor edition af billedmateriale fra tv-stationer i forbindelse med omfattende gadeuroligheder blev afslået bl.a. med henvisning til den mulige skadevirkning på mediernes arbejdsvilkår. Helt tilsvarende hensyn må gælde vedrørende vilkårene for såvel den enkelte læge som for sundhedsvæsenet som helhed, da borgernes tillid til behandlere ikke er af mindre samfundsmæssig betydning end hensynet til en fri presse. Det må samtidig tages i betragtning, at oplysningerne i Landspatientregisteret er af en sådan karakter, at de kun i kraft af undtagelsesbestemmelsen i persondatalovens 7, stk. 5, om registrering med henblik på medicinske formål kan registreres. Der gælder et vidtrækkende hensyn til fortrolighed om enkeltpersoners helbredsoplysninger, herunder den almindelige læge/patientfortrolighed. Det må i den forbindelse tillige tillægges vægt, at politiet vil få indsigt i et meget stort antal personers lægelige forhold, såfremt edition tillades. De i kendelsen opstillede kriterier omfatter i alt 151 personer, hvilket er et meget be-

3 - 3 - tydeligt antal i forhold til den teoretiske mulighed for at finde én person med tilknytning til straffesagen. Dette taler i sig selv for, at kun meget tungtvejende hensyn kan begrunde en tilsidesættelse af registerfortroligheden. Rigsadvokaten har anført bl.a., at udleveringen af de omhandlede helbredsoplysninger ikke er omfattet af persondatalovens 7, stk. 6, hvorfor udleveringen alene skal ske, hvis betingelserne for editionspålæg, jf. 804, stk. 1, jf. stk. 4, jf. 170, stk. 2, er opfyldt. Ved vurderingen af, om betingelserne for at pålægge edition er opfyldt uanset karakteren af de omhandlede helbredsoplysninger, må der lægges vægt på, at de omhandlede biler med rimelig grund er sat i forbindelse med de pågældende drabsforsøg. Politiet har tidligere konstateret, at afbrænding af flugtkøretøjer kan medføre alvorlige forbrændinger på den person, som forestår afbrændingen, og politiet har i tidligere sager i kraft af oplysninger fra skadestuer været i stand til at finde frem til de pågældende og har dermed haft mulighed for at fortsætte efterforskningen i sager om alvorlig kriminalitet. Uanset at der i den foreliggende sag ikke er sikkerhed for, at den eller de personer, der har afbrændt de to biler, har pådraget sig brandskader, er det i lyset af politiets erfaringsgrundlag sandsynligt, at det er tilfældet. Der er derfor en reel mulighed for, at oplysninger om, hvilke personer der i den relevante periode har pådraget sig sådanne skader, vil kunne hjælpe politiet videre i efterforskningen og på sporet af gerningsmændene til drabsforsøgene og landevejsrøveriet. Der kræves efter retspraksis ikke sikkerhed for, at det pågældende tvangsindgreb vil bibringe de ønskede oplysninger. Oplysningerne fra Landspatientregisteret må således antages at kunne tjene som bevis i sagen, jf. 804, stk. 1. Forarbejderne til reglerne om edition og om vidneudelukkelse indeholder kun i begrænset omfang angivelser af, hvorledes afvejningen mellem på den ene side hensynet til efterforskningen og på den anden side de hensyn, der ligger bag reglerne om tavshedspligt, bør foretages. Afvejningen skal imidlertid foretages ud fra samme kriterier, uanset om der er tale om vidnepålæg eller editionspålæg, og et editionspålæg vedrørende helbredsoplysninger er derfor ikke en omgåelse af reglerne om vidneudelukkelse. Da politiet efter en måneds intens efterforskning fortsat ikke var på sporet af gerningsmændene til de to drabsforsøg, og da alle øvrige efterforskningsmuligheder reelt var udtømt på det

4 - 4 - tidspunkt, hvor der blev anmodet om editionspålæg, må oplysningerne fra Landspatientregisteret anses for at være af afgørende betydning for sagen. Ved afvejningen mellem på den ene side hensynet til efterforskningen og på den anden side de hensyn, der begrunder tavshedspligten, må der lægges betydelig vægt på karakteren og alvoren af det konkrete strafbare forhold, der efterforskes, herunder samfundets interesse i opklaring af sådanne sager. Dette tungtvejende hensyn må holdes op mod karakteren af de tavshedsbelagte oplysninger. Disse angår alene informationer om, hvilke personer der i to perioder har henvendt sig med brandskader, og den potentielle skadevirkning for patienterne fremstår relativt beskeden. Endvidere skal oplysningerne alene anvendes i relation til efterforskningen i den konkrete sag. Henset til beskaffenheden af den omhandlede kriminalitet, karakteren af de ønskede oplysninger, oplysningernes væsentlige betydning for sagen samt det forhold, at de pågældende oplysninger ikke kan tilvejebringes på anden vis, er betingelserne for at meddele editionspålæg i medfør af retsplejelovens 804, stk. 4, jf. 170, stk. 2, opfyldt. Af de samme grunde, og da anmodningen om edition er afgrænset i relation til personkreds og begrænset til to korterevarende perioder, kan edition ikke afskæres ud fra proportionalitetsbetragtninger, jf. 805, stk. 1. Afgørelsen i U Ø, der vedrører editionspålæg over for tv-stationer vedrørende billedmateriale, er ikke sammenlignelig med den foreliggende sag, allerede fordi mediernes kildebeskyttelse berører grundlovsmæssige spørgsmål om informations- og ytringsfrihed. Noget tilsvarende gør sig ikke gældende i den foreliggende sag. Højesterets begrundelse og resultat Af de grunde, som landsretten har anført, tiltræder Højesteret, at Sundhedsstyrelsen, herunder Landspatientregisteret, pålægges edition, jf. retsplejelovens 804, stk. 1 og 4, jf. 170, stk. 2. Thi bestemmes: Landsrettens kendelse stadfæstes.

5 oo0oo-- Udskriftens rigtighed bekræftes. Højesteret, den