hvad kan der gøres mod den depressive reaktion? Selv om depressioner ikke er sygdom, men udtryk for en biologisk

Transkript

1 198. IV. DEPRESSIONERS INØDEGÅELSE lo hvad kan der gøres mod den depressive reaktion? Selv om depressioner ikke er sygdom, men udtryk for en biologisk funktion med sit eget ikke ubegrundede rationale, og selv om depressioner, hvis de endelig skal betragtes som sygdom, er en meget benign lidelse, der ikke alene helbreder sig selv, men returnerer den depressive helt uden men, så vil de fleste depressionsvulnerable sikkert gerne være fritaget for denne arkaiske fænotypereaktiono SpØrgsmålet er så, hvad man kan stille op for at forhindre den og dens følgero SpØrgsmålet må stilles i too Hvad kan man gøre for at bryde eller lempe igangværende depressive forløb? Og hvad kan man gøre for at forebygge den depressive reaktions udløsning? Endelig bør man tilføje spørgsmålet om, hvad man kan gøre for at mindske drop-fobiens uhensigtsmæssige konsekvenser i normaltilstanden, for selv om disse konsekvenser måske ikke er så pittoreske som den blomstrende depressions, så er de på sin vis depressionsvulnerabilitetens største og mest langvarige uhensigtsmæssighedo 2o om behovet for information Præsenteret for en kørende depression er det første man bør gøre at fortæqle den depressive, hvad det handler om, så han ikke

2 199. tvinges til selv at digte en forklaring op-med den risiko for absurde og meningsløse ttforståelsesmodeller", som depressionslitteraturen kan berette så righoldigt orne Den depressive har nemlig brug for en forståelse, fordi det er meget psykologisk forstyrrende, at der sker noget med en, som man ikke ved, hvad ero Især hvis man forud for depressionen har v.æret den typiske veltilpassede, velkontrollerede og emotionelt stabile depressionsvulnerableo Måske kunne man forestille sig, at sundhedsvæsnet udgav en pjece til alle førstegangsdepressive, det kunne være et godt supplement til psykofarmakasno Endvidere er det måske formålstjenligt at anbefale den depressive ikke at slås mod depressionen, ikke prøve at tage sig sammeng men snarere at tillade sine fysiologiske reaktionero Der er to årsager hertilo For det første kan den depressive ikke afbøde depressionen ved at tage sig sammen, sandsynligvis kun forværre den, fordi den i forvejen er resultatet af utilstrækkeligheden af selvkontrollerende adfærd; for det andet vil den lange serie af nederlag,en sådan anti-depressionskarnp uværgerligt må medføre, bidrage til den depressives tab af selvtro, hvad der intet formål tjenero Yderligere bør man nok informere den depressives nærmeste på samme fyldestgørende måde, som man informerer den depressiveg fordi deres naturlige og velmente baksen med den depressive for at få ham til at holde op med at være så fortvivlet, deres forsøg på at opmuntre, fornøje og kvikke ham op, kun forværrer den depressives fortvivlelse, hvilket i sidste ende meget vel kan føre til de sociale relationers disruption, hvilket ingen kan være tjent medo 3o hvad man har Den depressive reaktion medfører som tidligere beskrevet et betydeligt fald i individets reinforceringskapacitet, endvidere er den ikke karakteriseret ved et certicalt forløb, men ved processer i primitive hjernedele, der er hinsides bevidsthedsprocessero Dette betyder, at den er temmeligt hermetisk lukket for psykologisk påvirkningo

3 Dette betyder ikke, at den depressives totaltilstand ikke kan påvirkes psykologisk, den. kan foekso forværres, men det betyder, at den del af totaltilstanden, der er den depressive reaktion, hverken kan bedres eller forværres fra psykologisk hold i en udstrækning, der er værd at nævneo Der er en enkelt undtagelse fra denne regelo Hvis den depressive pnæsenteres for en situation, der er så ekstremt konfliktudløsende, at den ikke kan suges op af den depressive reaktion, den fylogenetiske "gå-død"-reaktion, der principielt er et passivitetsforsvar, hvilket medfører, at bracingen ikke kan holde den fasiske emotionalitet, der udlades med en intensitet, der adfærdsmæssigt fører til, at den depressive går amok eller flygter i sanseløs panik, så vil den depressive tilstand kunne "blæses åben 11 for en tid (foekso et par døgn), i hvilken personen er ved fuld kapaciteto Man kan forestille sig, at den arkaiske stop-reaktion trods alt er konstrueret sådan, at den kan brydes, når predatoren sætter tænderne i dyreto Bortset fra en sådan påvirkning, der vanskeligt kan administreres terapeutisk, er den fysiologiske depression kun tilgængelig gennem påvirkninger, der er rettet mod dens fysiologiske grundlag o Elektrokonvulsivt chok er antageligt den eneste påvirkning, der permanent kan afbryde den endogene depression, dog ikke i alle tilfældeo Denne metode er udsat for megen kritik, fordi man for det første ikke rigtig ved, hvad det egentlig er der sker, for det andet fordi den ihvertfald tidligere er blevet bragt i anvendelse ved en række tilstande, hvor det ikke har forekommet ekstremt velmotiveret for at sige det pænto At kritisere denne behandlingsmetodes anvendelse ved svære depressioner er imidlertid forfejlet, da det er den eneste depressionsafbryder, man kender, og da dens bivirkninger næppe kan blot tilnærmelsesvis sidestilles med den dybe depressions grusomhedo PS-deprivation kan ligeledes 11 afbryde" depressionen" men virkningen heraf er begrænset til den søvnløse periode, hvorefter depressionen genetablerer sigo Om længerevarende, subtotal

4 2ol.. PS-deprivation kan afbryde depressionen permanent vil vise sigo Mon ikke effekten af denne behandling, der på sin vis efterligner de PS-disruptive antidepressiva, vil være af nogenlunde samme karakter som disses? De antidepressive psykofarmaka er så den sidste og hyppigst anvendte mulighedo Det drejer sig om MAO-hæmmerne og de tricykliske, som vi tidligere har omtaltø De letter depressionens dybde, men de afbryder den ikke, og de afkorter den næppe med en dago Endelig kan i forbindelse med de biokemiske præparater nævnes lithium, der ved kronisk indtagelse kan interferere med stemningsregulationens biokemiske grundlag, hvorved mani og depression kan forebyggeso Dette er, så vidt jeg ved, udtømmende, og det vil sige, at hvis man viger tilbage for at ordinere den noget drastiske ECTbehandling, så har man ingen midler til at afbryde en depression med permanent virkningo Hvis man endvidere viger tilbage for den næsten lige så drastiske permanente lithiumforgiftning, så har man heller ingen midler til at forebygge depressionero Alt i alt er det et held, at de kan forvinde sig selv, og gør deto 4o hvad man kunne forestille sig Mens jeg er temmelig sikker på, at depressioner under fuld damp er psykologisk utilgængel~ge, så må det imidlertid være muligt at udtænke psykologiske apptoacher, der kan forhindre deres udløsning, da denne udløsning er psykologisko Det første man må gøre, hvis man vil forhindre depressionsudløsningen, er at identificere den depressionsvulnerables mest potente udløsereo Eller med andre ord, man skal identificere de konflikter, der til sidst medfører depressionens udløsning,. Samtidig kunne man så gøre op med den forestilling, at depressioner ikke er svar på molære miljøpåvirkninger, men er forårsaget alene af skæbnens lunero Selv om depressive vil have en tendens til at holde deres problemer for sig selv, det ligger i deres måde at klare konflikter på, "to brace rather than to burstttø så vil de dog i

5 2o2ø langt de fleste tilfælde sikkert kende dem. Dette betyder dog ikke, at de sætter disse konflikter i relation til deres depression, for det gør de næsten med sikkerhed ikke, dels fordi denne starter så "snigende" og relativt ubemærket for en ukyndig {og hovedparten af alle depressive er som førstegangsdepressive ukyndige), dels fordi den i den fase, der befordres til lægen, er fuldstændig renset for konflikt. Ikke alene indeholder den ingen konflikter af unormal art, men selv de konflikter, der trods alt fandtes forud for depressionen, forsvinder også. Disse forhold kunne måske antyde, at det er temmeligt umuligt at få hold på disse udløsende psykologiske konflikter, men det er slet ikke tilfældeto Foekso dukker konfliktstoffet op i en forbløffende uroaskeret form i en periode i den depressive indfase umiddelbart forud for overgangen til den depressive midtfaseø Nu møder den depressive ganske vist først hos terapeuten, når han er inde i den depressive midtfase, der er gennemført konfliktfri, men på grund af depressionens symmetriske forløb, der rager helt ud i indfase og udfase, så vil konfliktstoffet med sandsynlighed dukke op igen på et tidspunkt i den depressive udfaseo Det vil sige, at hvis man beder den depressive være opmærksom herpå og gøre rede for det, når det sker, så har man den udløsende konflikt på et fad så at sige. At man skal vente til udfasen, gør jo ikke så meget, da man alligevel ikke kan arbejde psykologisk med depressionen, før den er overståetø Den blotte identificering af det depressionsudløsende konfliktstof gør næppe nogen forskele Der sker ingen genoplevelse af et traume, der løser konflikten forever. Konflikterne er indlærte og kan kun angribes gennem nyindlæring. Denne nyindlæring kan sigte 11 højt eller lavt". Den depressive reaktions højeste neurale niveau er det lirnbiske system, men mellem verden og det lirnbiske system er cortex indskudt, og dette corticale filter spiller en stor rolle i fastlæggelsen af meningen i den afferente stimulering fra verden, og har således også noget at skulle sige med hensyn til definitionen af et dropø Det skulle således være muligt verbalt at bearbejde den depressives kognitive univers i en retningp der er mere rimelig og

6 mindre drop-inducerendeo En ting man imidlertid skal være opmærksom på erp at den åbne realisation qf konfliktstoffet sikkert vil tendere til at Øge drop-fobien og dermed depressionsvulnerabiliteteno Men det er den depressives vilkårp at alle psykologiske bestræbelser rettet mod en omvurdering af konfliktudløseren vil være kontra til hans passivitetsforsvar og Øge drop-fobieno Den kognitive metode er sikkert ret omstændeligp og det vil måske indledningsvis V<ære svært at få den depressive til at samarbejde helhjertetp fordi det strider mod hans uvillighed til at være åben om konfliktstorp men det skulle vel være teoretisk muligto Da depressivep som vi bliver ved at gentagep endvidere er veltilpassede og rationellap så kan man bruge en rationel og kognitiv approach som et første skridt mod andre metoderp for fobier lader sig næppe rykke op med rode endsige beskære ved samtaletarapip hvorfor man nok ikke skal forvente sig for meget af kognitive omstruktureringsforsøgo Depression er jop når det kommer til stykketp ikke en tænkeforstyrrelse men en handleforstyrrelse o Da det karakteristiske ved det depressive forsvar er passiv avoidance, hvor de passive stemningsreguleringer på bekostning af aktive fasiske emotionelle er et enkelt eksempel, kan man således tænke sig den mulighed, at man ud fra et kendskab til de udløsende konflikter kunne lære den depressive at forholde sig mere aktivt hertil~ Det vil sigep at man kunne forsøge at afbetinge den passive avoidanceo Dette er at sigte 11 lavtn, men det vil også sigep at sigtet peger på den depressive reaktion.., 5o den depressive reaktion og passiv avoidance I det hele taget er der mange grunde til at undersøge såvel det depressive forsvar i normaltilstanden som selve den depressive reaktion ud fra studiet af passiv avoidance, idet en sådan kobling givetvis vil kunne belyse såvel depression som almindelig passiv.avoidanceo Den fysiologiske depressionsforskning vil således sikkert kunne sige et og andet om den fysiologiske

7 2o4o mekanik bag passiv avoidance~ idet der, som Averill (1968) har gjort opmærksom på~ er mange lighedspunkter mellem den adfærdsmæssige undertrykkelse, den fysiologiske agtitation og de affektive forstyrrelser ved passiv avoidance og depressiono Seligman (1974) har foretaget en større række eksperimentelle undersøgelser med hunde, hvor han betragter hundenes adfærd på en bestemt type aversiv påvirkning som en slags depressionsmodel, som han kalder indlært hjælpeløshedo Seligman udsætter sine hunde for elektrisk chok i en shuttlebox efter et indledende advarselssignal, hvorefter hundene i begyndelsen udviser escapeadfærd, dvso de flygter fra shuttleboxens chokkammer (en shuttle-box er en kasse med to kamre med en åbning imellem, hvor dyrene efter et varselssignal bliver påført straf, hvis de ikke inden et bestemt tidsrum er undveget ind i det modsatte kammer) som følge af chokket, senere i den eksperimentelle serie udviser de imidlertid aktiv avoidanceadfærd, dvs. de flygter fra chokkammeret som en følge af advarselssignalet1 der går forud for chokketo Disse hunde udgør Seligmans kontrolgruppe. Eksperimentalgruppen er forud for shuttle-box-træningen, som den er beskrevet ovenfor, imidl~rtid blevet udsat for en serie uundgåelige chok uden for boxen. Dette medfører, at eksperimentaldyrene ikke lærer at flygte fra chokkene i shuttleboxen, men troligt tager imod dem, hvilket er i klar kontrast til kontrolgruppens adfærd. I forhold til kontroldyrene udviste eksperimentaldyrene to former for adfærdsmæssig mangel: l) de havde langt mindre grad af aktivitet, dvs. en langt mindre operant adfærd, hvorfor de langt sjældnere "kom tiln at undslippe chokkene; 2) endvidere lærte de ikke noget af de tilfæqde, hvor de faktisk undslap chokket. Det vil sige, at de udviste såvel den blokerede eller reducerede adfærd som den nedsatte reinforcerings- eller indlæringsevne6 der er karakteristiske træk ved depression. Alle6 der har lavet shuttle-box-forsøg ffied dyr, kender denne r.eaktion6 idet der altid er et eller flere dyr, der "opgiver at lære noget" og i stedet sidder helt stille, sammenkrøbet

8 2o5a og stive af skræk, sådan ser det ud, og tager imod stød efter stød, til eksperimentatoren forbarmer sig over dem og tager dem uda Indsætter man påny sådanne dyr i efterfølgende serier, så vil de med stor sandsynlighed gentage denne "frysen 11 1 som man plejer at kalde det. Seligman har endvidere vist (ibidem), at hvis rotter udsættes for serier af uundgåelige chok, så udviser de større anorexia, vægttab og noradrenalinfald end rotter, der udsættes for undgåelige chok. Hertil kommer, at Seligman i pilotforsøg har fået resultater, der synes at vise, at anti-depressiv psykofarmaka kan bryde den indlærte hjælpeløshed hos hunde. Alt dette tyder på, at disse reaktioner hos de chokpåvirkede hunde er depressive eller meget lig. Det, der interesserer os i denne forbindelse, er imidlertid, at det har vist sig næsten umuligt at bryde den indlærte hjælpeløshed hos hundene og få dem til at udføre en mere hensigtsmæssig adfærd. Efter en række forskellige procedurer, der alle mislykkedes, viste det sig, at den eneste måde den indlærte hjælpeløshed kunne brydes på var, at der blev bundet en snor i hunden, hvorefter den med magt blev trukket ud af chokkammeret, når advarselssignalet lødo Dette skulle gentages mellem 2o og 5o gange før, det var effektivt, dvs. før hunden selv var villig til at forlade chokkammeret på det relevante signal. Vores forestilling er den, at præsentationen af nær-potente drop-udløsere hos depressionsvulnerable medfører det depressive forsvar og, at dette forsvar forhindrer, ligesom ved Seligmans hunde, at den depressionsvulnerable kan udføre en mere hensigtsmæssig adaptiv og aktiv adfærd, der ved at cope med konfliktsituationen måske kunne have forhindret dens acceleration. Hvis man i stedet for det depressive forsvar, den passive avoidance, kunne formå den depressionsvulnerable til at handle aktivt, så kunne man dermed måske undgå ophobningen af konfliktpres, f.eks. målt i bracingsintensiteten forud for den depressive reaktion, der er medvirkende årsag til UdlØsningeno Nu er den depressionsudløsende situation næppe så overskuelig for en iagttager som Seligmans forsøgsdesign, men med et

9 kendskab til de potente udløsere, som man kan få fra indfasens og dermed udfasens sandsynlige perseverative konflikttænkning, så har man faktisk "shuttle-boxens advarselssignal"., Nu kan man næppe opnå noget ved at trække den depressionsvulnerable rundt ved en snor, alene af den grund, at det ville være uklart, hvor man skulle trække ham hen, for den copingadfærd den depressionsvulnerable skal lære at udføre er ikke simpel flugt, derfor må man finde på noget andet., Når hundene bliver trukket ud af chokkammeret med magt, så er de sådan set ikke aktive, men selv den pseudo-aktivitet, det er at blive slæbt, medfører ved tilstrækkelig gentagelse~ at hundene kan overtage pseudo-aktiviteten og blive selvaktive. Det er givetvis ligeså svært at formå den passivt avoidende depressionsvulnerable til at forholde sig aktivt til sine advarselssignaler, men så må man finde en pseudo-aktivitet, der ved tilstrækkelig gentagelse kan føre til selvaktivitet, der aktivt kan aflaste det depressive forsvar, eventuelt afbetinge den passive avoidance ved at demonstrere den ubegrundet eller ihvertfald mindre begrundet., Det man kunne gøre var at lave et tr.æningskursus for depressionsvulnerable, hvor man præsenterede dem for først svage udløsere uden for de potente udløsningsområder, siden måske stærkere udløsere, og samtidig tvang dem gennem sproglige ordrer til at foretage en aktivitet rettet mod udløseren, som man finder instrumentel. UdfØrelsen af den beordrede aktivitet er pseudo-aktivitet med sproget som reb., FØrst vil denne aktivitet udføres helt overfladisk og sikkert under ledsagelse af megen displacementaktivitet til afledning af frygten såsom latter og vittigheder, men med den fornødne gentagelse under kommando (regulær drilling som under soldateruddannelse l vil den langsomt kunne blive selvaktiv, og således også bringes til anvendelse uden for træningssituationsno Hos hunde sker en sådan overtagelse ar den pseudo-aktive adfærd sikkert, fordi den aktive forholden sig i sidste ende medfører et fald i organismens frygtdrive og dermed virker positivt reinf'orcerende~ selv om aktiviteten i begyndelsen er kontra til situationens massive

10 2o7o frygtindhold og derfor yderligere frygtudløsendeo Dette gæ1- der også for mennesker, men herudover vil overgangen fra pseudo-aktiviteten til selvaktivitet endvidere faciliteres af internaliseringen af trænerens sproglige kommandoer, idet menneskets relative adfærdsplasticitet netop skyldes internalisering af sproglige ordrer i barndommen, hvad der medfører en vis cortical autonomi over det lirnbiske system., Udviklingen af denne aktivitetsindlæring vil medføre, at den depressionsvulnerable i stigende grad bliver i stand til at imødegå drop-fobiens trusler på en aktiv måde., En sådan aktivitet vil udlade megen fasisk emotionalitet og selv om den er under "fremmed kontroln og ikke limbisk, så konstituerer den en slags driveaktivitet, hvilket igen betyder, at skævheden mellem akkumuleret drive og drive forbrugt til adfærd bliver mindre, hvilket vil mindske, eventuelt forhindre den homeestatiske drivenedregulering, der er den egentlige depressiono Hermed ophører den depressionsvulnerable sikkert med at være emotionel.stabil og bliver hermed også mindre veltilpasset, men man kan jo ikke have alto Endvidere er det klart efter denne fremstilling, at denne veltilpassethed og erno-stabilitet på trods af dens store kapacitet for social udfoldelse ikke er et ubetinget gode, idet den er udtryk for en massiv kontrol på fobi og latent emotionel ustabilitet og således nærmest at betragte som en mental forstyrrelseo Endvidere forhindrer den, at drop-fobien kan reduceres og det er drop-fobien, der er grundlaget for hele misereno 6o depression og biofeed-back Hvis vi går endnu en tak lavere, er en anden måde, som den depressive reaktion eventuelt kan forhindres på, at bringe dens fysiologiske triggering under voluntær kontrol, dvso neocortical., Jeg tænker her på biofeed-backø Hvis man kunne finde en fysiologisk variabel, der både var måleligt lettilgængelig og som var nødvendig for udviklingen af den depressive reaktion, så kunne man ved hjæ[p af biofeedbackindlæring måske bringe den under voluntær kontrol og derved forhindre den.,

11 Whatmore har selv foreslået, at bracing via myografi på den måde måske kunne styres, og depressioner derved forhindreso Dette skyldes naturligvis hans forestilling om, at depressionen skyldes udmattelse pøgoao dysponesis, hvilket vi ikke var enige i, idet vi mener, at dysporresis skal modvirke depressive reaktionero Om depressioner derfor kan modvirkes ved, at bracing via biofeed-back forhindres er derfor ret usikkerto Bracing er den depressionsvulnerables primære forsvar mod drop-udløsningen, uden denne reaktion kan den depressionsvulnerable derfor meget vel være dårligere stilleto Det svarer lidt til det forhold, at hvis folks muskulære spændinger fjernes gennem afspændingsterapi, så kan det medføre manifeste psykiske forstyrrelser hos stabile personer, der før kun havde muskelproblemere Og myoser er nok at foretrække for psykosero Blot at fjerne bracingen er derfor næppe gunstigt, men man kunne måske lade en sådan procedure indgå i ovennævnte omskolingskursus, hvor passiv avoidance blev udskiftet i en vis udstrækning med aktiv, fordi bracingen fungerer som fysiologisk passiv avoidance i modsætning til udladningen af fasisk emotionalitet, der virker som aktive Vi må nemlig huske, at når bracing kaldes en forherende respons, så er den jo i virkeligheden en blokering af netop flugt- og angrebsadfærd, når stimuli fra omverdenen begynder at indikere fareo Dette er meget hensigtsmæssigt, fordi det forhindrer, at dyret farer omkring ved mindste ydre foranledning, og samtidig sikrer det, at den aggressive adfærd, når det er helt optimalt, kan udløses intensitet og præcision enten i kamp eller flugt. sammen det lirnbiske systems værko med voldsom Det er alt- Men den depressionsvulnerable har ingen glæde af denne kamptonus, der har fænomenologiske såvel som kognitive følger, fordi han kommer kun i kamp, når han spiller skako Bracing er derfor her alene en blokering af mindre påvirkningers udløsning af emotionel coping, der i litteraturen betragtes som emotionel ustabiliteto Det er her klart, at hvis den depressive havde et adfærdsrepertoire, der kunne styre de mindre emotionelle udladningers forløb, så ville disse være mere gunstige

12 2o9c og hensigtsmæssige for individet end bracingens erno-stabilitet, fordi de kunne afbøde og reducere drop-fobien snarere end begrave den. Det vil sige, at den rullende depression kun kan afbrydes ved chok, fysio-elektrisk eller psykologisko Den kan lempes ved antidepressiv psykofarmaka, der Øger noradrenalinmængden og hæmmer PS. Endvidere kan regulær PS-deprivation medføre dens midlertidige afbrydelse. Forebyggelse af depressioner kan i dag endvidere kun ske ved biokemisk interferens ved lithium. Det skulle imidlertid være muligt at udvikle psykologiske fremgangsmåder til depressionsbekæmpelse. Disse må imidlertid iværksættes uden for selve depressionen, da denne er psykologisk utilgængelig undtagen under ekstrem påvirkning. Det betyder, at deres anvendelse er begrænset til flergangsdepressive eller depressionsvulnerable, der kan identificeres på anden vis o Det skulle være muligt at ændre vilkårene for den depressive reaktions udløsning ved kognitivt at ændre den depressionsvulnerables dropperception ved at justere eller ændre hans kognitive univers. Det skulle eventuelt også være muligt at forhindre udløsningen af den depressive reaktion ved at lære den depressionsvulnerable adfærdsmønstre, der tjener aktiv avoidance (coping) 1stedet for passiv o En sådan omskoling kunne endvidere medvirke til en egentlig ændring af drop-fobien. Dette kan ledsages af biofeed-backindlæring til kontrol af det depressive forsvars fysiologiske komponenter, som foeks. bracing, der er reaktionspassivisering.?o den depressive reaktion som primært molær foreteelse Vi har lagt vægt på adfærdsmæssige måder at gribe ind over for depressionsvulnerabilitet på, man kan imidlertid godt forestille sig, at den farmakologiske forskning vil opdage stoffer, der langt mere succesfuldt end de nu anvendte kan forhindre depression. Det ville være fint.

13 2lo., Adfærdsmæssige eller psykologiske approacher må imidlertid betragtes som principielt mere hensigtsmæssige, fordi den depressive reaktion primært er en adfærd med en molær begrundelse og ikke en biokemisk forstyrrelseo Kun ved indskriden på adfærdsniveau kan man derfor komme i nær kontakt med depressionens raison d'etre, hvad der må være forudsætningen for dennes opløsning som konstant trusselo Depressionen er en psykisk funktion og skal derfor anskues molært, også de terapeutiske bestræbelser må respektere dette, hvis de vil mere end manipulere symptomero Som -en materiel foreteelse i den udvikling af materien, som vi har kaldt fylogenesen, og som starter med vulkansk udsendelse af kulstofforbindelser i Jordens allerførste tid, har den depressive reaktion naturligvis basis i en lang r.ække niveauer med tiltagende molekylaritet helt ned til atomniveauo Man kan derfor gribe ind i det depressive forløb også i disse niveauero Denne molekylære indgriben fjerner eller ændrer ikke den depressive reaktions molære begrundelseo Den patient, der netop har fået afbrudt en svær depression ved ECT, er præcis så depressionsvulnerabel som hidtil og vil opføre sig præcis så drop-fobisk som hidtil. Derfor er det nødvendigt at anskue depressioner psykologisk såvel som fysiologisk, og en indgang til en psykologisk analyse af dette område kunne være identificeringen af den depressive reaktions fylogenetiske oprindelse, hvad vi har forsøgt i denne 6 ugersopgaveo

14 211, REFERENCELISTE Adey, W,R,, R, Kado & J,M, Rhodes (1963): S1eep: Cortical and subcortical recordings in the chimpanzeeo Science, 141, Aserinsky, E. (1965): Periodic raspiratory pattern occurring in conjunction with eye mavement during sleepo Science, 15o, Aserinsky, E, & N. K1eitman (1953): Regu1ar1y occurring perieds of eye motility and concomitant phenomena during s1eep, Science, 118, Averi11, J,R. (1968): Grief: Its nature and signifigance, Psycho1. Bul1., 7o, Batini, c. & al. (1958): Persistant pattorns of wakefulness in the Pretrigeminal midpontine preparation, Science, 128, 3o-32 Baust, w., G, Berlucchi & G. Moruzzi (1964): Changes in the auditory input during arousal in cats with tenotomized rniddle ear muscles, Arch. Ital. Biol., lo2, Backer, J. (196o): Achievement related characteristics of manio-depressives, Jo Abno and social Psychology, 6o, Berger, R.J. (1964): Tonus of extrinsic laryngeal museles during sleep and dreaming, Expo Neurol., lo, 418. Berger, R.J. (1969): Physiological characteristics of sleep. (Fra Kales (1969), s.d.)

15 212, Berlyne, D~E~ (196o): Conflicto Arousal and Curiosity, New Yorko Bowlby, J, (1969): Attachment, New York, Cohen, Mo & alo (1954): An intensive study of twelve cases of manic-depressive psychosis, Psychiatry, 17, lo)-lo?o Colbert, EoHo (1951): The dinosaur Book, New Yorko Colbert, E,H. (1955): Evolution of the vertebrates: A history of the backborred animals through time, New Yorko Colbert, E,H, (1958): Morphology and behavior, Fra A. Roe & GoGo Simpson: Behavior and Evolution, New Haven. Darwin, Co (1872): Expression of the emotions in man and animals, London.. Deese, Jo (1964): Principles of Psychology, Boston. Del orme, F,, M, Jeannerod & M, Jouvet (1965): Remarkable effacts of raserpine on the ponto-geniculo-occipital phasic EEG, C,R, Soc. Biol., 159, 9oo-9o3. Dement, WoCo (1958): The occurrence of low voltage, fast electroencehphalogram patterns during behavioral sleep in the cat, EEG Clino Neurophysiola, lo, o Dement, WoCa (196o): The effect af dream deprivation, Science, 131, 17o5-17o7. Dement, WoCo (1964): Experimental dream studiesa Fra Jo Masserman (edo): Science and Psychoanalysis, Scientific Proceedings of the Academy af Psychoanalysis, Vol. 7, , New York, Dement, W,C, (197o): se Dement & al. (197o), Dement, w.c. & c. Fisher (1963): Experimental interference with the sleep cycle, Canado Psychiato Ass. Joø 8, 395-4ooo Dement, w.c. & alo (197o): A sleep researcher 9 s odyssey: The function and clinical signifigance of REM sleep. Fra Madow & Snow (197o), s,d, Dewson, Jo & alo (1965): Middle ear muscle activity in cats during sleep, Expa Neurola, 12p l-bo Engel, GaLo (1962): Psychological davelapment in health and disease, Phi1ade1phia. Faure, Jo (1962): Laphase 11 paradoxicale" du sommeil chez le lapin, Rev. Neurolo 9 lo6, 19o-197o

16 213. Fisher, C, (1967): Psychological signifigance of the dreamsleep cycle. Fra H.A. Witkin & H.B. Lewis (eds,): Experimental studies of dreaming, New York" Fisher, c., J, Gross & J, Zuch (1965): Cycle of penile areetion synchronous with dreaming (REM) sleep, Arch" Geno Psychiat. (Chicago), 12, Fraenkel,.G"S" &. D.. L.. Gunn (1961): The orientation of animals, New York" Giaquinto, S, & al. (1964): Suprespinal modulation of heteronymous monosynaptic and polysynaptic reflexes during natural sleep and wakefulness, Arch" Italo Biol", lo2, 282-3o7. Gibson, R,W, (1958): The family background and earlylife experience of the manic-depressive patient, Psychiatry, 21, 71-9o. Gregory, W.K. & M, Roigneau (1934): Introduetion to human anatomy, New York" Hamilton, W"R" {1972}: The history of mammals, London" Harlow, H"F" (1959): Affectional respenses in the infant monkey, Science, 136, Hartmann, E, (1967): The biology of dreaming, Springfie1d, Hartmann, E" (1968): The 9o-minute sleep-dream cycle, ~o Gene Psychiat", 18, 28o" Hartmann, E, (1969): Mania, depression and sleep. Fra Kalas (1969) s.d. Heilmann, G, (1927): The erigin of birds, New York, Herrick, C,J. (1933): The functions of the olfactory parts of the cerebral cortex, Proco Nato Acado Scio, 19, 7-14o Hess, W.R. (1957): The functional organization of the diencephalon, New Yorko Hodes, R. & W,C, Dement (1964): Depression of electrically induced reflexes (H-reflexes) in man during low voltage EEG sleep, EEG Clin. Neurophysiol,, 17, Hull, CoLo {1943): Principles of behavior, New Yorko Huttenlocher, P. (196o): Effects of state of arousal in click respenses in the mesencephalic reticular formationo ~ Clino Neurophysiolo, 12, 819o

17 214. Huttenlocher, P. (1961): Evoked and spontaneous activity in single units of roedial brain stem during natural sleep and waking, J. Neurophysiol., 24, Jacobsen, E. (1965): Menneskets psykiske sygdomme, KØbenhavn. Jacobson, E. (1953): Contribution to metapsychology of cyclothymic depressiono Fra Po Greenacre (edo): Affective disorders, New York. Jacobson, A. & al. (1964): Musela tonus in human subjects during sleep and dreaming, Exp. Neurol., lo, 418. Johnson, L.c. (1969): Psychological and physiological changes rollowing total sleep deprivation. Fra Kalas (1969) s.d. Jouvet, D., J.L. Valatx & M. Jouvet (1961): Etude polygraphique du sommeil du chaton, C.R. Soc, Biolo, 155, 166o Jouvet, M. (1965): Paradoxical sleep- A study of its nature and mechanismo Fra K. Akert & alo (edso): Sleep mecha ~~ Amsterdamo Jouvet, Mo (1967): The states of sleep, Scientific American, februar o Jouvet, M. (197o): Neurohumoral basis of sleep. Fra Madow & Snow, Sodo Jouvet, M. & F. Michel (196o): D~clenchement de la "phase paradoxicale" du sommeil par stimulation du trone cåråbrale chez le chat intact et måsencåphalique chronique, C.R. Soc. Biol., 154, Jouvet, M. & J.L. Valatx (1962): Etude polygraphique du sommeil chez l'agneau, C.R. Soc. Biol., 156, Jouvet, M. & Ro Delorme (1965): Locus coerulus et sommeil paradoxale, C.R. Soc. Biol., 159, Kalas, A. (ed.) (1969): Sleep. Physiology & pathology, Philadelphia. Kaufman, I.c. & L.A. Rosenblum {1967): The reaction to separation in infant monkeys: Anaelitic depression and conservation with withdrawal, Psychosom. Med., 29, Klein, M. (1963): Etude polygraphigue et phylogenigue des åtats de sommeil, Lyon.

18 215. Kleitman, N. (196o): Patterna of dreaming, Scientific Amer., november. Kleitman, N. (1967): Phylogenetic, antogenetic and environmental determinants in the evolution of sleep-wakefulness cycles. Fra So Kety & alo {eds.): Sleep and altered states of consciousness, Baltimore. Kleitman, N. (1969): Basic Rest-Activity Cycle in relation to sleep and wakefulness. Fra Kales (1969) s.d. KlUver, H. & P.c. Bucy (1939): Preliminary analysis of runetion of the temporal lobes in monkeys, Arch. Neurol. Psychiat., 42, 979. Kraines, SoHo (1966): Manic-depressives syndrome: a physiological disease, Dis. of the Nervous Syst., 27, , 67o-676. MacLean, P.D. (1954): The limbie system and its hippecampal formation. Studies in animals and their poesible application in man. J. Neurosurg., II, MacLean, P.D. (1966): Brain and vision in evolution of emotional and sexual behavior, New York. Magni, F. & al. (1959): EEG arousal following inactivation of the lower brain stem by selective injection of barbiturate into the vertebral circulation, Arch. Italo Biolo, 97, Marquis, D.P. (1941): Learning in the neonate: Modification of behavior under three schedules, J. expo Psychol., 29, 263. Meier, G.W. ~ R.J. Berger (1965): Development of sleep and wakefulness patterns in the infant rhesus monkey, Exp. Neurol., , 12. Madow, L. & L.H. Snow (eds.) (197o): The psychodynamic implications of the physiological studies on dreams, Springfield. Michel, F. & al. (1961): Etude polygraphique de sommeil chez le rat, C.R. Soc. Biol., 155, 23$ Moody, P.A. (1962): Introduetion to evolution, New York. Morden; B. & al. (1967): REM sleep deprivation and compensation phenomena in the rat, Brain Res., 5, o

19 216. Morden, B. & al. (1968): Effects of rapid eye mavement (REM) sleep deprivation on shock-induced fighting, Physiol. ~ 3, Ohlmeyer, P. & al. (1944): Periodische Vorgange im Schlaf, PflUger Arch. Ges. Physiol., 248, o. Ohlmeyer, P. & H. Brilmayer (1947): Periodische Vorgange im Schlaf, Pflfiger Arch. Ges. Physiol., 249, 5o-55. Parmelee, A.H. & W.H. Wenner (1965): "Sleep states" in pramature and ~ull term newhorn infants. Foredrag holdt for The Association for the psychophysiological study of sleep, Washington D.C. Pompeiano, o. (1967): The neurophysiological mechanisms of the postural and motor events during desynchronized sleep. Fra s. Kety & al. (eds.): Sleep and altered states of consciousness, Baltimore. Pribram, K. (1971): Languages of the brain: experimental paradoxes and principles in neuropsychology, New Jersey. Price, J.s. (1968): The genetics of depressive behavior. Fra A. Coppen & A. Walk (eds.): Recent developments in affective disorders, Brit. J. of Psychiat. Spec. Pub. 2. Rechtschaffen, A. & w.c. Dement (1969): Narcolapay and hypersomnia. Fra Kales (1969) s.d. Rethlingshaferø Do (1963): Motivation as related to personality, USA. Richter, C.P. (1927): Animal behavior and internal drives, Review of Biol., 2, )o Romer, A.s. (1962): The vertebrate body, Philadelphia. Ruckebush, Y. & J. Bost (1962): Activite corticale au cours de la somnolence et de la rumination chez la chevre, J. Physiol. Paris, 54, 4o9-4lo. Scheibel, M.E. & A.B. Scheibel (1958): Structural substrates for integrative patterns in the brain stem reticular coreo Fra H~Ho Jasper: Reticular formation of the ~~ Bostonø 1958o Scheibel, M.E. & A.B. Scheibel (1967): Anatomicalbasis of attention mechanisms in vertebrate brainso Fra GoGo Quarton & alo (edso): The neurosciences, New Yorko

20 217. Schildkraut, J.J. & s.s. Kety (1967): Biogenic aminesand emotions, Science, 156, 2l-3o. Seligman, MoEo (1974): Depression and learned helplessnesso Fra R.J. Friedman & M.M. Katz (eds.): The psychology of depression: contemporary theory and research, Washington DoCo Shimazono, Y. & al. (l96o): The cerrelation of rythmic waves of the hippecampus with the behavior of dogs, Neurol. Med. Chir., 2, Shipman, w.c. & al. (1964): A studyin psychophysiology of muscle-tension, Archo Geno Psychiato, 11, 33o-346o Snyder, F. & al. (1963): Blood pressure changes during human sleep, Science, 142, 1313o Snyder, F. (1966): Toward an evolutionary theory of dreaming, Amor. J. Psychiat., 123, 121. Spitz, R.A. (1946): Anaelitic Depression. Fra A. Freud & al. (eds.): The psychoanalytic study of the child, vol. II, New York. Stein, L. (1968): Chemistry of reward and punishment. Fra DoHo Efron: Psychopharmacology: A review of progress, Washington, D.C. Tomkins, s.s. (1962): Affect, Imagery, Consciousness, vol. I, New Yorko Vogel, G.W. & al. (1973): The effect of REM deprivation ondepression. Fra W.P. Koella & Po Lewin (edso): Sleep: physiol ogy, biochemistry 2 psychology, pharmacology, clinical implications, lo europo congro sleep reso Baselo Wada, T. (1922): Experimental study of hunger in its relation to activity, Archo Psycholo, 8, l-65o Weiss, T. & E. Roldan (1964): Comparativo study of sleep cycles in rodents, Experientia, 2o, 28o-28lo Weitzman, E. D. (1961): A note on the EEG and eye movement during behavioral sleep in monkeys, EEG Clinical Neurophysiol., 13, 79o-794. Weller, J.M. (1969): The course of evolution, New York.