SOCIALDEMOKRATIET I DANMARK ca. 1990

Transkript

1 SOCIALDEMOKRATIET I DANMARK ca

2 INDHOLDSFORTEGNELSE ARBEJDERBEVÆGELSENS OPSTÅEN...4 DEN SOCIALISTISKE ARBEJDERBEVÆGELSE...4 POLITISK-ØKONOMISK KRISE OG GENREJSNING...6 DET SOCIALISTISKE PROGRAM OG MARXISMEN...6 MASSEORGANISATIONEN...7 REFORMARBEJDET...8 KAMPEN FOR DET PARLAMENTARISKE DEMOKRATI...10 DET KLASSISKE DILEMMA...12 AFRUSTNING - INTERNATIONALE...12 DANMARK FOR FOLKET...13 KRIG OG BESÆTTELSE...14 SOCIALDEMOKRATIET OG DANMARKS KOMMUNISTISKE PARTI...16 DANMARK I DET VESTLIGE SYSTEM...17 PHILIPS-STREJKEN...17 STORKONFLIKTEN I SOCIALDEMOKRATISK REFORMARBEJDE...19 GRUNDLAGET FOR VELFÆRDSSAMFUNDET...19 VELFÆRDSSAMFUNDETS UDBYGNING...20 HELHEDSLØSNINGEN JORDLOVS-NEDERLAGET...21 ARBEJDERFLERTALLET SKÆRPET PROFIL OG NYE REFORMER

3 SOCIALDEMOKRATIET OG FÆLLESMARKEDET...23 KATASTROFEVALGET ØKONOMISK DEMOKRATI...25 POLITISK OG ØKONOMISK KRISE...26 INDKOMSTPOLITIK...26 UNDER BORGERLIGE REGERINGER...27 LITTERATUR

4 Arbejderbevægelsens opståen I sammenligning med andre lande er Danmark et homogent land: der findes ingen sproglige, nationale eller religiøse modsætninger af større betydning, landet er overskueligt, og der er en demokratisk tradition i adfærdsmønstret. Det er vigtige forudsætninger for den rolige udvikling, landet og dermed også arbejderbevægelsen har haft i nyere tid. Imidlertid var der klare forskelle mellem klasserne, Danmark var og er et klassedelt samfund. Efter krigen med Tyskland i 1864, der medførte tabet af Slesvig-Holsten, var Danmark blevet en af de få egentlige nationalstater i Europa med ca. 2 1/2 mill. indbyggere; i Tyskland boede desuden ca danske i grænseområdet. Dette nationale spørgsmål fik stor betydning i dansk politik i perioden op til 1920, hvor Nordslesvig efter en folkeafstemning blev en del af Danmark. Fra omkring 1845 eksisterede der demokratiske grupperinger og borgerlige arbejderforeninger, som fik betydning for den socialistiske arbejderbevægelses opståen. Men først i 1871 oprettedes i København en sektion af I. Internationale under ledelse af Louis Pio, og det regnes som den uafhængige, socialistiske arbejderbevægelses start. Samme år oprettedes ugebladet Socialisten, hvis første nummer udkom den 22. juli. Det er fra denne dato, Socialdemokratiet regner sin historie. Socialisten udkommer stadigvæk og er dermed den ældste endnu eksisterende arbejderavis; den er dog for længst blevet et dagblad og har skiftet navn til Det fri Aktuelt. Louis Pio Omkring 1870 boede hen ved 75% af befolkningen på landet. Af byerne havde kun København over indbyggere. Dvs. den industrielle arbejderklasse udgjorde kun en meget beskeden del af befolkningen. I 1870'erne begyndte vandringen fra land til by at tage fart og i løbet af de næste 20 år forandredes arbejderklassens sammensætning betydeligt. Hertil kom, at håndværkssvendene befandt sig i en overgangsperiode, hvorunder de var ved at udvikle sig til faglærte industriarbejdere. Det var især denne gruppe mandlige arbejdere, der dannede grundlaget for arbejderbevægelsens gennembrud. I 1857 var lavstvangen blevet ophævet, og håndværkssvendene havde derefter ikke nogen organisation. Dette tomrum udfyldtes bl.a. af Den Internationale Arbejderforening, som var Socialdemokratiets navn på denne tid. Den socialistiske arbejderbevægelse I løbet af 1870'erne udviklede den socialistiske arbejderbevægelse sig til den dominerende organisation blandt håndværkersvendene og industriarbejderne. I begyndelsen havde den kun været én blandt flere organisationer af dels borgerlig og dels upolitisk observans. De sidste var i hovedsagen faglige organisationer. Arbejderbevægelsen var i denne periode opbygget som et parti med faglige grundafdelinger, det var en politiskfaglig enhedsbevægelse. Denne organisationsform var i 1870'erne den mest hensigtsmæssige, fordi den imødekom håndværkernes tradition for organisation, samtidig med at den demonstrerede bevægelsens politiske uafhængighed. Det var en nødvendighed for den socialistiske bevægelse at fremhæve sin selvstændighed for at kunne konkurrere med den største oppositionelle bevægelse, den demokratiske bondeopposition omkring partiet Venstre. Bønderne spillede en selvstændig rolle i det danske samfund og befandt sig i en klar modsætning til de dominerende grupper af godsejere, embedsmænd osv. i staten. Det gjorde bønderne og arbejderne i en periode til partnere i kampen for det parlamentariske demokrati. 4

5 Dette spændingsforhold af konkurrence og samarbejde medførte et kompliceret forhold til den øvrige opposition, som ikke havde til hensigt at tage hensyn til arbejderbevægelsen. Under alle omstændigheder blev modsætningen mellem arbejderklassen og borgerskabet tydeligere under den begyndende industrialisering i sidste tredjedel af forrige århundrede. Denne modsætning understregedes yderligere af holdningen til Pariserkommunen, som forsvaredes af arbejderbevægelsen, og støtten tilde socialdemokratiske kandidater i de nordslesvigske valgkredse i Tyskland. Der opstod dermed en ideologisk modvilje mod den socialistiske bevægelse i borgerskabet. For Socialdemokratiet selv var den internationale solidaritet, som den kom til udtryk i disse forhold, imidlertid også et væsentligt område. Internationalismen var af stor betydning for den danske bevægelse. Ikke blot var den i overensstemmelse med de gamle håndværkertraditioner, den var især et selvforsvar overfor kapitalinteressernes stigende internationalisering. Det er således betegnende, at der under en strejke på B&W i efteråret 1871 samtidig indsamledes penge til en strejke i Tyskland. Tilsvarende forsøgte partiet i at genoprette det internationale samarbejde mellem arbejderorganisationerne, som var ophørt ved I. Internationales opløsning efter Bl.a. rejste Louis Pio til England for at diskutere netop dette med Marx og Engels og de engelske fagorganisationer. Foreløbig kom der imidlertid ikke noget ud af dette fremstød. Alt i alt betød 1870'erne, at arbejderbevægelsen blev en forholdsvis betydelig magtfaktor: der var oprettet mange fagforeninger over hele landet, selvom tyngdepunktet naturligt lå i København, som det også fremgår af avisens - der nu hed Social-Demokraten - oplagstal. I slutningen af 1876 var oplaget på ca i København og lidt over 1000 i det øvrige land. Partiet havde opstillet kandidater til forskellige valg i løbet af 1870'erne uden at de dog opnåede valg; Louis Pio havde dog fået ca. 1/3 af stemmerne i sin kreds. Borgerskabets modstand mod arbejderbevægelsen gav sig bl.a. udslag i, at bevægelsens ledere blev arresteret i 1872, formelt efter at de havde overtrådt et mødeforbud, reelt fordi de havde understøttet en strejke. Det kom herved til et sammenstød mellem politi og militær på den ene side og demonstrerende arbejdere på den anden. Dette slaget på Fælleden fik siden hen stor betydning for arbejderbevægelsens selvforståelse. Pio, Brix og Geleff blev idømt flerårige tugthusstraffe. Pga. denne undertrykkelse var det først i 1876 muligt at gennemføre den første kongres. Præget af erfaringerne fra de foregående 5 år kunne de delegerede på kongressen vedtage et program, der med flere ændringer kom til at gælde indtil Princip-programmet indeholdt en socialistisk målsætning, arbejderbevægelsens forslag om overgangen til et socialistisk samfund og endelig nogle umiddelbare krav til den bestående stat. Det blev understreget, at målsætningen skulle nås ved alle lovlige midler, men såvel i diskussionen forud for kongressen som i programkommentaren blev det præciseret, at arbejderpartiet ville bruge mange veje for at nå dette. Vigtig var her især opfattelsen af sammenhængen mellem parlamentarisk og faglig kamp, af organisationens betydning og af den politiske skoling. Det var også klart, at der skulle udøves et pres på staten for at udvide det lovmæssige spillerum, dvs. at ændre grænserne for hvad der var lovligt og ikke lovligt. Endelig, at partiet, når det omtalte den fremtidige stat i programmet, tænkte på en stat, der blev styret af arbejderklassen, dvs. folkeflertallet. I programmet krævedes bl.a. den almindelige, lige og direkte valgret for kvinder og mænd over 22 år. Der udarbejdedes også begyndelsen til en selvstændig landbrugspolitik, der var en nødvendighed i et land, hvor ca. 75% af befolkningen boede på landet. Endelig afvistes nogle dogmatiske formuleringer som den jernhårde lønningslov, der ville have stillet sig i vejen for bevægelsens faglige arbejde. Det skete på baggrund af bevægelsens erfaringer: fagforeningerne var bevægelsens grundlag og kunne ikke bringes i overensstemmelse med den jernhårde 5

6 lønningslov, der hævdede, at lønnen ikke kunne hæves over et minimum, og at fagforeningsarbejde dermed var skadelig. Politisk-økonomisk krise og genrejsning Ved i 1877 at arrestere Harald Brix og true andre af lederne - herunder især Louis Pio - til at emigrere til USA, lykkedes det statsmagten at skabe en tillidskrise i bevægelsen. Den faldt sammen med en økonomisk nedgangsperiode, som betød, at bevægelsens hidtidige faglige taktik led nederlag. Dermed kom bevægelsen ud i en alvorlig krise. Langt de fleste fagforeninger opløstes, og også politisk mistede Socialdemokratiet næsten enhver betydning. Det førte til en længerevarende diskussion mellem en højre- og venstrefløj i partiet om, hvordan krisen skulle overvindes. I 1878 endte det med, at venstrefløjens forestillinger i det væsentlige gennemførtes: parti- og fagbevægelse skiltes ad, men partiet blev den koordinerende faktor for hele bevægelsen. Der var altså stadigvæk tale om en samlet socialistisk arbejderbevægelse. Ydermere bestod den politiske organisation af de mænd, der kendte til de socialistiske principper, som det udtryktes i den daværende diskussion. Man ville på dette tidspunkt ikke opbygge en politisk masseorganisation, men en eliteorganisation, der havde få men til gengæld bevidste og velskolede medlemmer. Det holdt kun i få år. I 1884 havde partiet fået valgt sine 2 første Folketingsmedlemmer, og det konservative parti (Højre) forsøgte at opbygge en konkurrerende arbejderorganisation. Endvidere var Socialdemokratiet på vej til at blive det førende oppositionsparti i København. Partiledelsen indså, at partiet måtte nyorganiseres; herefter begyndte masseorganisationens periode. Det socialistiske program og marxismen Imidlertid ønskede partiet at fastholde de socialistiske principper som grundlag for bevægelsen, således som de også var kommet til udtryk i partiets første program fra I denne sammenhæng er det interessant, at et delkapitel fra Marx' Kapitalen blev oversat til dansk i Denne linje genoptoges nu fra 1884/85. Partiet oprettede to skriftserier, der skulle fremme kendskabet til de socialistiske principper. Det betød en stor økonomisk og intellektuel indsats fra en, trods alt, forholdsvis lille arbejderorganisation, der først omkring århundredskiftet fik tilslutning af nogle få akademisk uddannede. Fra midten af 1880'erne udkom nu centrale værker fra den internationale arbejderbevægelse på dansk. Socialdemokratiet i Danmark blev således den første arbejderorganisation, der udgav de da foreliggende to bind af Kapitalen. Der udsendtes imidlertid også lettere tilgængelige udgaver, som kom i store oplag i hele perioden op til den 1. verdenskrig. Denne betydelige politiskteoretiske interesse i den danske arbejderbevægelse understreges også af, at den marxistiske teori i de følgende år blev lagt til grund, når partiets faglige og politiske synspunkter skulle underbygges og udformes. Partiets formand fra 1881, Peter Knudsen, udarbejdede således en partihistorie, der viser, hvordan han kunne bruge marxismen til at forklare udviklingen. Det præciserede han i et skrift om Socialismen og i en omfattende socialstatistisk undersøgelse af arbejderklassen og dens leveforhold i samtidens Danmark. Denne klasseundersøgelse, som analyserede forholdene for klassen som helhed, men også dens enkelte grene i byerne og på landet, dannede grundlaget for partiets politik i de følgende år. Samme metode anvendtes også af fagbevægelsens formand, Jens Jensen, i en fremstilling om 8-timers-dagen. Peter Knudsen Social-Demokraten, som i disse år oplevede en stærk oplagsfremgang og blev landets største avis, optrykte også i stigende omfang artikler af 6

7 kendte udenlandske partifæller - foruden Marx og Engels kan nævnes August Bebel, Wilhelm Liebknecht, Maxim Gorki, Lawrence Grønlund, Jules Guesde, H.M. Hyndman, Jean Jaures, P. Krapotkin og mange flere. Disse artikler formidlede den internationale socialistiske diskussion til den danske arbejderbevægelse. Masseorganisationen Perioden op til første verdenskrig var præget af en stor udvidelse af arbejderpartiets organisationsfelt. Der oprettedes et landsdækkende net af aviser, og enkelte forbund udgav deres egne medlemsblade. Fra 1885 eksisterede en socialdemokratisk ungdomsorganisation i nogle provinsbyer, men først efter århundredskiftet udviklede ungdomsbevægelsen sig med større kraft. Samtidig opstod også DUI i konkurrence med især kristelige organisationer. Fra midten af 1880'erne opbyggedes de første kooperative virksomheder, selvom den kooperative ide var omstridt i den danske bevægelse. Man tillagde den ingen afgørende betydning for omdannelsen af samfundet, og nogle frygtede, at partiet kunne miste vælgere blandt de småhandlende ved at fremme denne gren af bevægelsen. Efter århundredskiftet havde bevægelsen kraft nok til at gå videre ved at oprette flere kulturelle institutioner f.eks. forlaget Fremad, Arbejderbevægelsens bibliotek og arkiv og en arbejderhøjskole i Esbjerg, der senere blev til flere. Centralt var dog stadigvæk det faglige og politiske arbejde og herunder organisationernes udbygning. Fra midten af 1880'erne og forstærket i 1890'erne udbyggedes et landsdækkende net af partiafdelinger, der med tyngdepunktet i København organiserede en betydelig del af arbejderbefolkningen. Medlemstallet som i 1870'erne havde været helt oppe på 6000, men i kriseårene fra var faldet til nogle få hundrede, var allerede i 1890 steget til ca og havde i perioden op til 1905 med lidt op- og nedgang mere end fordoblet sig (29 651). I 1913 var det på og i 1919 på medlemmer. Endnu bedre lykkedes det på det faglige område: omkring 1900 var hen ved 50% af alle arbejdere i industri, håndværk og transport organiseret. Heri var inkluderet de ufaglærte arbejdere og kvinderne, men ikke landarbejderne, der stadigvæk var den største enkeltgruppe i arbejderklassen. I 1905 havde den socialdemokratiske fagbevægelse organiseret ca arbejdere, i og i Det var overordentlig vanskeligt at organisere på landet. Bønderne var indædte modstandere af, at netop deres arbejdere skulle have ordentlige arbejdsforhold, desuden arbejdede mange karle og daglejere isoleret. Det lykkedes ganske vist at oprette et forbund i 1907, men først under første verdenskrig organiserede det en større del af landarbejderne. Også kvinderne var svære at organisere, men her var der ligeledes gjort en begyndelse. Således var omkring 1900 godt 21% af kvinderne på arbejdsmarkedet organiseret. I international målestok var det endog overordentlig mange. I industrifagene var organisationsprocenten dog langt højere, og lå f.eks. for bygnings- og metalarbejdere i nærheden af 100%. Denne udvikling skyldtes flere forhold, men væsentligst var dog den danske industris struktur. Fremherskende var de mindre virksomheder; der fandtes kun få fabrikker med hundrede eller flere arbejdere, og det gjorde fagbevægelsens arbejde lettere. I den periode var samarbejdet mellem arbejderbevægelsens to hovedorganisationer - partiet og fagbevægelsen - så stabilt, at det ikke kom til de modsætninger mellem de to grene, som kendes fra andre lande. Det beroede på, at fagbevægelsens politiske program også var det socialistiske, og at fagbevægelsen var fuldstændig klar over, at dens krav om umiddelbare forbedringer af arbejdsforhold og lønninger var politiske. Derudover havde partiet og fagbevægelsen en gensidig repræsentation i hinandens forretningsudvalg, således at bevægelsens aktiviteter kunne 7

8 koordineres. Det forhold, at det lykkedes at fastholde en samlet arbejderbevægelse overfor kapitalen, har vist sig at være af umådelig stor betydning. Arbejderklassen var på dette tidspunkt fortsat et mindretal af befolkningen. Ca. 62% af befolkningen boede endnu på landet, 18% i København og 20% i de andre byer. Vandringen fra land til by fortsatte og især antallet af ufaglærte steg betydeligt. Socialdemokratiet blev ganske vist i løbet af det første årti i det nye århundrede landets stærkeste parti også i stemmetal, men det betød stadigvæk kun en andel på ca % af stemmerne. Imidlertid gav det mulighed for via det parlamentariske arbejde at forstærke bevægelsens krav og føre dem frem i offentligheden. Partiet lagde stor vægt på at udforme en reformpolitik, der overfor befolkningen forklarede, hvad Socialdemokratiet stod for. Samtidig understregedes forbindelsen mellem partiets politik og dagligdagens kampe for forbedringer af arbejdernes forhold. I 1898 sluttede fagforbundene sig sammen til en landsdækkende centralorganisation. I 1899 svarede arbejdsgiverne igen ved at kaste sig ud i en sidste stor kamp for at få den faglige organisationsret ophævet. Det kom til en 4 måneder lang konflikt, hvor over halvdelen af de organiserede arbejdere var lockoutet. Denne hungerkrig endte med Septemberforliget, som blev grundlag for det danske arbejdsmarkedssystem. I eftertiden har forliget været meget omstridt i den danske arbejderbevægelse, fordi det bl.a. indebar, at arbejdsgiverne bevarede retten til alene at lede og fordele arbejdet. Imidlertid var arbejdsgivernes anerkendelse af organisationsretten også en del af forliget, og betydningen af denne erobring er ikke bestridt af nogen. I 1901 blev parlamentarismen knæsat i Danmark. Det betød et brud med den hidtidige samarbejdspolitik med bondepartiet Venstre, som nu overtog regeringsmagten. Det indebar en højredrejning for Venstre, og det splittedes igen i 1905, da Det radikale Venstre, blev dannet. Dermed opstod en ny partner for Socialdemokratiet, som partiet samarbejdede med til i lange perioder også som regeringsdeltager. Reformarbejdet I sin beretning til den Internationale socialistiske Kongres i Paris i år 1900 om det danske partis virksomhed kom Peter Knudsen ind på forholdet mellem dagligdagens reformarbejde på den ene side og de socialistiske fremtidsmål på den anden. Det var han ikke ene om i disse år. I hele den europæiske arbejderbevægelse havde man siden 1890'erne diskuteret fordele og ulemper ved den stadig stærkere deltagelse i det parlamentariske reformarbejde i takt med de socialistiske partiers voksende tilslutning ved både lokale og nationale valg. At man kunne samarbejde med borgerlige partier om løsningen på arbejdernes konkrete problemer, var der enighed om i så godt som alle partier. Uenigheden drejede sig om risikoen for, at det nødvendige reformarbejde blev en så vigtig del af partiernes virksomhed, at det fik første prioritet at det i bedste fald skød de langsigtede mål i baggrunden, og at det i værste fald fik partierne til helt at se bort fra de langsigtede mål. I sin tale gennemgik Peter Knudsen en række eksempler på parlamentariske kompromiser, de danske socialdemokrater var gået ind i, fordi de udfra en helhedsbedømmelse trods alt udgjorde et demokratisk og socialt fremskridt. Men herefter tilføjede han: Hovedvægten i vores partis politiske arbejde ligger ikke i, at vi tilstræber reformer af den her nævnte art, men i at vi gennem hele vores uafbrudte kritik af kapitalismen og de samfundsmæssige tilstande, den medfører, forsøger at bibringe befolkningen en forståelse af kapitalismens fordærvelighed, at vi vækker arbejdernes revolutionære ånd, som skal omstyrte det kapitalistiske produktionssystem, at vi erobrer den politiske magt fra kapitalistklassen og hidfører retfærdige, socialistiske samfundsforhold. 8

9 For formanden for det danske parti var forudsætningen for deltagelsen i det parlamentariske reformarbejde altså klar: reformarbejdet havde kun anden prioritet i forhold til partiets vigtigste opgave, som bestod i at forberede arbejderne til selv at styre det nye samfund. Trods dette officielle standpunkt er der imidlertid ingen tvivl om, at der i den følgende menneskealder udviklede sig en reformpolitik, der lod det lange perspektiv glide mere i baggrunden. For nogle ledende socialdemokrater skyldtes det sikkert, at de opbrugte al deres tid og energi på de umiddelbare fremskridt, som der her og nu var mest behov for. For andre var opfattelsen derimod den, at det socialistiske samfund gradvist ville vokse frem, efterhånden som reformerne omformede de bestående samfundsforhold. Kun fire år efter P. Knudsens tale udtrykte en anden af partiets teoretikere, Gustav Bang, dette synspunkt således: Der er to måder at komme ind i et nyt samfund på. Den ene er, at slå spillet over ende - vælte brikkerne; den anden er at flytte brikkerne, en for en. Vore modstandere ønsker intet hellere, end at vi benyttede den første, men vi går den anden vej - vi flytter Socialdemokratiets røde brikker stadig længere og længere frem, til vi til sidst slår fjenden mat. At denne sidste opfattelse af forholdet mellem teori og praksis lidt efter lidt slog igennem, beroede bl.a. på partiets landbrugs- og kommunalpolitik. Landbrugsprogrammet kunne ikke opretholdes, således som det var blevet præsenteret på den internationale kongres i Bruxelles i Det havde ganske vist vakt opsigt dengang bl.a. ved at foreslå, at landbruget skulle organiseres kooperativt, og ligeledes ved de former, under hvilken overgangen til det kooperative landbrug skulle foretages. Men forudsætningerne for programforslaget holdt ikke, og partiet deltog derfor i nogle parlamentariske kompromiser for at få dele af programmet opfyldt. Denne politik viste sig ikke at være til fordel hverken for landarbejderne eller for husmændene, hvilket det tog partiet årtier at rette op på igen. At søge gennemført en reformpolitik over en så lang periode gjorde det meget vanskeligt at fastholde perspektivet, især da partiet for at skabe tilslutning til sin politik forlod sit socialistiske standpunkt i landbrugspolitikken. Det samme problem gjorde sig gældende i partiets kommunalpolitik. Fra 1896 fik partiet stadig flere repræsentanter i kommunalrådene. Med den voksende indflydelse i kommunerne viste det sig, at man kunne opnå store resultater på især skole-, sundheds- og alderdomsforsørgelsesområdet. Men for at opnå disse resultater måtte partiets repræsentanter i mange tilfælde acceptere kompromiser, der skabte problemer. For det første begyndte partiet nu at tiltrække folk, der ønskede reformer, men som ikke tilsluttede sig på et socialistisk grundlag. Endvidere svækkede forsvaret for de indgåede kompromiser forestillingen om partiets principielle synspunkter. Og endelig blev det i den praktiske politik stadig vanskeligere at opretholde forbindelsen mellem de kortsigtede reformer og de langsigtede mål. På andre områder fastholdt partiet sin principielle grundholdning. På Internationales kongres i 1907 var hovedemnet det forværrede forhold mellem de europæiske stormagter, der truede med at udvikle sig til en storkrig. Som svar herpå vedtog kongressen en resolution, der pålagde de nationale partier at arbejde for nedrustning i hver sit land. Det danske parti tog sagen op og fremsatte sit forslag i Rigsdagen, hvor det blev nedstemt. Men derudover sendte partiet forslaget ud til en diskussion blandt Internationalens medlemspartier for at fremme en international debat om 1907-resolutionen og dens realisering og dermed at overvinde den stilstand, der i disse år prægede arbejderpartiernes internationale samarbejde. Endelig under verdenskrigen forsøgte partiet sig igen med en international socialistisk fredsaktion i samarbejde med søsterpartierne i de andre neutrale lande. Men også dette forsøg, som i øvrigt førte til beskyldninger om tyskvenlighed, løb ud i sandet. 9

10 Også på det faglige område gjorde man sig internationalt gældende. Ved den internationale faglige kongres i 1909 foreslog den danske delegation en samlet international aktion til fordel for nedsættelsen af arbejdstiden. Trods den danske fagbevægelses internationale anseelse, der bl.a. skyldtes den fremtrædende danske andel i oprettelsen af den internationale faglige central i 1901, kunne dette fremstød ikke omsættes til handling. I 1910 fik det danske parti til opgave at organisere den 8. Internationale Socialistiske kongres i København. Det var en anerkendelse af arbejderbevægelsens stærke stilling, ikke blot i Danmark, men i Skandinavien som helhed, der var blevet en af Internationalens stærkeste bastioner. Kongressen fik et vellykket forløb, fordi den, som den belgiske partileder Emile Vandervelde skriver i sine erindringer, manifesterede den opfattelse, den internationale arbejderbevægelse havde om sig selv og sin styrke. Umiddelbart forud for denne kongres afholdtes den 2. Internationale socialistiske kvindekonference, der bl.a. indstiftede den internationale kvindedag, som nu afholdes den 8. marts hvert år. Kampen for det parlamentariske demokrati Den politiske taktik helt fra 1870erne havde stort set været den samme for alle de socialdemokratiske partier. Den var præget af den relativt fredelige udvikling i Europa efter 1871, og indebar en politisk-faglig kamp for at opnå det parlamentariske flertal. Lidt efter lidt udvikledes en ny taktik, der gav afkald på kravet om de socialdemokratiske partiers selvstændige erobring af magten til fordel for et regeringssamarbejde med borgerlige reformpartier om forbedringer her og nu. Denne udvikling stødte på modstand i partierne selv og ofte særlig udpræget i ungdomsorganisationerne. I Danmark var Socialdemokratiet i 1916 indtrådt i regeringen, der var under ledelse af Det radikale Venstre. Dette skete trods en kongresbeslutning fra 1908 om ikke at ville deltage i regeringer, før partiet havde parlamentarisk flertal alene. Begrundelsen var, at de anspændte udenrigspolitiske forhold og krigens alvorlige følger for det danske samfund havde skabt en helt ekstraordinær situation, der retfærdiggjorde den historiske beslutning. Også de øvrige partier indtrådte i regeringen, men da ministrene fra de to højreborgerlige partier i 1918 valgte at trække sig ud igen, fastholdt Socialdemokratiet regeringssamarbejdet. Denne såkaldte borgfredspolitik udløste protester også indenfor partiet, der tidsmæssigt faldt sammen med de revolutionære begivenheder i Rusland. For første gang siden 1871 stod Socialdemokratiet for alvor overfor risikoen for at blive splittet. Verdenskrigen virkede her som katalysator, og selvom det lykkedes for Danmark at holde sig udenfor krigen, betød de internationalt skærpede klassemodsætninger, at det også i Danmark kom til et brud mellem forskellige grupper i arbejderbevægelsen. Splittelsen blev dog ikke særlig omfattende. Tre mindre grupper brød ud, og de sluttede sig i 1919 sammen til Danmarks kommunistiske Parti. Fra starten var det præget af store modsætninger og kommunisterne kunne derfor let ignoreres og isoleres politisk. Først i 1932 fik DKP valgt to Folketingsmedlemmer, der i 1939 blev til 3 med 2,4% af stemmerne overfor Socialdemokratiets 42,9%. 1. Verdenskrigs afslutning fik også på anden måde betydning for Danmark. Det nationale spørgsmål i forhold til Tyskland løstes ved en folkeafstemning, således at Nordslesvig fra 1920 blev en del af Danmark. Befolkningstallet voksede dermed med 5% og lå i mellemkrigstiden på omtrent Denne grænserevision, der gennemførtes af den radikale regering, vakte modstand i konservative kredse. De krævede af historiske grunde en større del af Slesvig, selvom befolkningsflertallet i de sydlige dele havde stemt for at blive ved Tyskland. Socialdemokratiet modsatte sig dette krav, der 10

11 gik stik imod partiets opfattelse af folkenes selvbestemmelsesret. Ydermere ville det vanskeliggøre Danmarks fremtidige forhold til Tyskland. Alligevel fortsatte de borgerliges modstand, der fik støtte af ledende erhvervskredse på baggrund af en udpræget modvilje mod reguleringen af det økonomiske liv under verdenskrigen. Udviklingen kulminerede i påsken 1920, hvor man fik kongen til at afskedige regeringen på trods af dens flertal i Folketinget. Dette statskup medførte et omgående og kontant svar fra arbejderbevægelsen: Socialdemokratiet proklamerede en generalstrejke. Når partiet reagerede så stærkt, hang det sammen med dets grundlæggende strategi. Man ville erobre det parlamentariske flertal, og ethvert forsøg på at afskaffe det parlamentariske system gik derfor imod partiets selvforståelse og måtte møde den stærkeste modstand, hvis ikke partiet ville opgive sit mål. Stillet over for denne trussel bøjede højrekræfterne sig; der blev indledt forhandlinger, og et kompromis, der i øvrigt også indebar anerkendelsen af 8-timers-dagen for de fleste arbejdere, blev fundet. En sideeffekt var, at den syndikalistiske opposition, som under verdenskrigen havde fået en betydelig opbakning i arbejderklassen, herefter ikke spillede nogen rolle mere. Partiets opfattelse af det parlamentariske demokrati gjorde det også let for Socialdemokratiet at finde sine internationale allierede efter verdenskrigens afslutning og arbejderbevægelsens splittelse i en socialdemokratisk og en kommunistisk del. Uden tøven støttede partiet erklæringen fra den internationale socialdemokratiske konference i Bern februar 1919 om Demokrati og diktatur. Med denne havde de socialdemokratiske partier gjort det klart, at de anså det parlamentariske demokrati for den eneste varige vej frem, også i perioder hvor en revolution var mulig. Dermed afviste de kommunisternes opfattelse af proletariatets diktatur, som efter oktoberrevolutionen i 1917 var ved at blive virkeliggjort i Sovjetunionen, og som den nystiftede Kommunistiske Internationale i marts 1919 vedtog var den eneste vej frem. Statskuppet i 1920 blev forhindret, men resultatet af valgene i 1920 blev en borgerlig regering. Socialdemokratiet var imidlertid som følge af den reviderede valglov med forholdstalsvalg blevet det største oppositionsparti. Kvinderne, der havde haft stemmeret til rigsdagsvalg siden 1915, udgjorde også ved dette valg en konservativ faktor. Ved det næste valg i 1924 blev Socialdemokratiet imidlertid det største parti og dannede med baggrund i en beslutning fra partikongressen i 1923 nu for første gang regering. Denne mindretalsregering under Thorvald Staunings ledelse holdt dog kun i 2 1/2 år. Regeringen vakte opsigt ikke alene ved sin politiske holdning, men også ved at Nina Bang blev udnævnt til undervisningsminister. Hun var den første kvindelige minister i verden. Men efter en ny betydelig stemmefremgang i 1929 fik Socialdemokratiet en regeringsaftale i stand med Det radikale Venstre. Regeringskoalitionen opnåede også at få flertallet i Landstinget i 1936 og dermed at bryde den Thorvald Stauning konservative blokade af reformarbejdet. Ved Folketingsvalgene i 1932 og 1935 havde Socialdemokratiet yderligere fremgang og opnåede over 46% af stemmerne. Valget i 1939 med en tilbagegang på ca. 3% var derfor et chok for partiet, fordi fremgangslinjen mod det absolutte flertal dermed var brudt. I mellemkrigstiden fortsatte vandringen fra land til by i lidt langsommere takt; dog steg industriarbejdernes tal betydeligt, således som det afspejledes i fagbevægelsens voldsomme medlemsfremgang under 1. verdenskrig og senere. Befolkningstilvæksten var dog nu stort set den samme i København som i provinsbyerne; i landdistrikterne boede dog fortsat over 50% af befolkningen, selv om andelen var faldet fra 57% til 53% mellem 1921 og 1940; andelen af beskæftigede i landbruget faldt fra 35% til 28%, mens industri og håndværk havde en lidt 11

12 langsommere stigningstakt, men sammen med handel og transport i 1940 beskæftigede 52% af den erhvervsaktive befolkning. Det klassiske dilemma Med koalitionen med Det radikale Venstre var der skabt et parlamentarisk flertal for en reformpolitik - en reformpolitik der imidlertid ikke foreløbig kunne bryde med det kapitalistiske samfundssystem. Det radikale Venstre var villig til at gennemføre demokratiske og sociale reformer, men afviste på det bestemteste enhver forandring af de grundlæggende økonomiske strukturer. Med regeringsarbejdet opstod det særlige socialdemokratiske dilemma mellem varetagelse af arbejdernes umiddelbare interesser på den ene side og administrationen af det kapitalistiske samfund på den anden. I nogle tilfælde lykkedes det trods alt at overvinde problemet, men i andre tilfælde var modsætningen mellem arbejder- og kapitalinteresserne for store til at partiet kunne forene de to hensyn. Allerede under den socialdemokratiske mindretalsregering fra 1924 til 1926 havde man fået en smagsprøve. En storkonflikt på arbejdsmarkedet i 1925 blotlagde tydeligt denne modsætning. Dele af fagbevægelsen - koncentreret i landets største forbund: de ufaglærtes - ville skærpe konflikten, mens regeringen af hensyn til samfundsøkonomien ønskede at afbryde strejken. Den fik flertallet i fagbevægelsen med sig, fordi dette flertal mente, at bevarelsen af regeringsmagten måtte prioriteres højere. Socialdemokratiet fremsatte som regeringsparti en række reformforslag med det formål at markere de socialdemokratiske standpunkter, men var dog klar over at de borgerlige partier ville nedstemme dem. Spørgsmålet om et parlamentarisk samarbejde hen over midten var et problem, som blev diskuteret i mange socialdemokratiske partier i denne periode. Løsningen blev forskellig fra land til land. Den danske løsning blev mulig, fordi der fandtes demokratiske og socialt bevidste dele i det store småborgerskab samlet i Det radikale Venstre, som var villige til at samarbejde. Dette element manglede i mange europæiske stater i mellemkrigstiden. Under de særlige danske forhold kunne der således påbegyndes et omfattende reformarbejde op gennem 1930'erne, som kulminerede i opbygningen af velfærdssamfundet efter 2. Verdenskrig. Afrustning - Internationale Et af de problemer, om hvilket Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre var enige, var afrustningen. RV var pacifistisk, hvad Socialdemokratiet ikke var, men i efterkrigstiden gik partiet også ind for en ensidig afrustning. Man fremlagde forslag herom til diskussion i den i 1923 genoprettede internationale sammenslutning af de socialdemokratiske partier, Socialistisk Arbejder Internationale (SAI), og bidrog således endnu engang til en international arbejderpolitik. Men da nazisterne i 1933 fik overdraget magten i Tyskland, diskuteredes forsvarspolitikken på ny i partiet og DsU og på denne baggrund voksede viljen til at forsvare det demokratiske styre med Socialdemokratiet i spidsen. Sammenfaldende hermed forsøgte den socialdemokratisk-radikale regering at finde frem til nye udenlandske alliancer, men de vestlige stormagter, Frankrig og Storbritannien, var ikke interesseret i en aktiv anti-fascistisk politik. Ligeledes viste det sig, at en forsvarsalliance med Norge og Sverige ikke kunne realiseres. Under disse omstændigheder kunne regeringen kun i begrænset omfang basere landets sikkerhed på et stærkere forsvar. Et andet aspekt af partiets udenrigspolitik var forholdet til SAI. Det danske parti havde historisk set været en af Internationalens varmeste fortalere, men erfaringen fra 1. verdenskrig havde gjort partiet skeptisk. Ganske vist gik det ind for SAI, men det var ikke villig til at give SAI nogle virkelige beføjelser. Dermed var partiet dog i overensstemmelse med flertallet af de andre medlemspartier, således at organisationen i hele perioden var svag med ganske få medarbejdere. Alligevel havde SAI en vis betydning; d r førtes en diskussion om medlemsorganisationernes politik og udvikling og 12

13 den brugtes til internationalt solidaritetsarbejde. Især det antifascistiske hjælpearbejde og understøttelsen af den spanske republik foregik i samarbejde med SAI. Danmark for folket Reformarbejdet i landet selv fik stor betydning. Socialdemokratiet kunne ved at fastholde regeringsmagten og ved brugen af statsindgreb gennemføre mange reformer, hvis intentioner blev beskrevet i arbejdsprogrammet fra 1935 Danmark for folket. En af de vigtigste reformer var Socialreformen fra 1933, der betød en umiddelbar forbedring for især de svagere grupper i samfundet specielt på baggrund af den økonomiske krise. Imidlertid indebar forliget, der førte frem til reformen, også en reallønsnedgang for arbejderne. Det lykkedes i denne sammenhæng at splitte de borgerlige oppositionspartier og dermed også at få reformen igennem i Landstinget. Socialreformen fulgtes op af f.eks. ferieloven, der gav alle fuldt beskæftigede lønmodtagere 12 dages ferie pr. år, af lovene om landarbejderhuse, boligbyggeri og hjælp til børnerige familier. Dette og det fortsatte reformarbejde i kommunerne bevirkede bl.a., at den sociale krise, der opstod som en følge af den økonomiske verdenskrise, ikke førte til en fascistisk radikalisering af småborgerskabet, som det skete i Tyskland. Tværtimod sluttede det sig i høj grad til arbejderbevægelsen; ved valget i 1935 fik Socialdemokratiet en betydelig fremgang netop i funktionær- og mellemstandsgruppen uden dog at miste sin karakter af arbejderparti. Funktionærgruppen, der voksede betydeligt i disse år, både i det private erhvervsliv og i den offentlige sektor, blev i stigende grad organiseret i fagbevægelsen. Denne udvikling slog dog først endeligt igennem i 1970erne og 1980erne, således at funktionærforbundet HK i 1990 er Danmarks største fagforbund. I et længere perspektiv er dette en af de vigtigste indirekte følger af reformpolitikken. På et punkt mislykkedes reformarbejdet imidlertid. Socialdemokratiet ønskede at gennemføre en forfatningsændring, således at Landstinget skulle afskaffes og valgretsalderen sænkes til 21 år. Desuden skulle der indføres mulighed for at afholde folkeafstemninger om vedtagne love. Imidlertid forkastedes denne reform ved en folkeafstemning i foråret Kun få stemte imod, men det krævedes, at 45% af samtlige vælgere skulle stemme for denne ændring, og kun 44,46% stemte faktisk for. Grundlovsændringen måtte vente på at blive endelig vedtaget til I mellemkrigstiden udvikledes Socialdemokratiets politiske teori videre. Ganske vist holdt Stauning og med ham partiet fast ved den grundlæggende vurdering, at arbejderklassens enhed var afgørende for at nå socialismen. Derfor afviste partiet alle enhedsfronttilbud fra DKP s side, idet arbejderklassens enhed sås realiseret i den socialdemokratiske parti- og fagbevægelse. Denne modvilje mod DKP styrkedes senere, fordi den kommunistiske politik var et angreb på Socialdemokratiet og dets politiske taktik. Stauning afviste således f.eks. Folkefrontspolitikken i Frankrig. I stedet for gik Stauning ind for en kompromis-politik baseret på det parlamentariske demokrati og udvidet med folkeafstemninger. Han var ganske klar over, at folkeafstemninger snarere virkede i konservativ retning, men han mente, at de var vigtige for den politiske meningsdannelse, og dette aspekt anså han for centralt. I udviklingen af denne politik holdt han fast i marxismens centrale teser, selvom han erkendte, at arbejderklassens sammensætning havde ændret sig siden Marx' dage. I en tale ved 50-årsdagen for Marx' død i 1933 og på kongressen i Aalborg i 1935 understregede han denne holdning til den marxistiske arv. Men han så også, at industriarbejderklassen ikke voksede afgørende mere, og gik derfor ind for at også husmændene, de intellektuelle og de arbejdende mellemlag i byerne skulle vindes for socialismen; hele det arbejdende folk var nu partiets målgruppe. Det var med dette udgangspunkt, at den aktuelle politik blev lagt til rette. Socialismen blev ikke opgivet, men var ikke 13

14 et umiddelbart mål i mellemkrigstiden, hvor verden omkring Danmark udviklede sig væk fra demokratiske styreformer. Internt i partiet gennemførtes også et vældigt opbygningsarbejde. I mellemkrigstiden udviklede den socialdemokratiske bevægelse sig til en vidtfavnende massebevægelse med organisationer på mange samfundsområder. Foruden fagbevægelsen, som voksede kraftigt og kunne fastholde tilgangen af nye medlemmer, udvikledes børne-, ungdoms-, sport- og kulturorganisationer. I forbindelse med ferieloven 1938 oprettedes også en ferieorganisation, der stillede billige feriehuse til rådighed, en organisation der udbyggedes kraftigt i efterkrigstiden. Af stor betydning blev endvidere Arbejdernes Oplysnings Forbund, der oprettedes i 1924 og udviklede et bredt politisk oplysningsarbejde, der prægede en generation af arbejderaktivister. Organisationslivet dækkede næsten alle aspekter fra børneorganisation til begravelsesunderstøttelse. Ligeledes udvikledes arbejderkooperationen, herunder f.eks. partiets forlag Fremad, der i 1950'erne var et af de førende forlag i landet. Alle disse initiativer havde til formål at udvikle et alternativ til det borgerlige samfund; det fastholdt dog også mange, som kun middelbart var interesseret i bevægelsens politik, i et socialdemokratisk miljø. Det rige organisationsliv havde også betydning i kampen mod de nazistiske grupper, fordi det gav bl.a. de mange arbejdsløse et holdepunkt, hvor de trods alt havde mulighed for at virke. De blev ikke udstødt af arbejderbevægelsens netværk. En anden nyskabelse var den i 1929 gennemførte ordning med kvindeudvalg i tilknytning til partiforeningerne. Siden partiets kongres i 1908 var kvindeagitationen blevet forstærket i forbindelse med valgrettens indførelse også for kvinder til kommunalvalg (fra 1908) og rigsdagsvalg (fra grundlovsændringen i 1915). Imidlertid modsatte partiets flertal sig en selvstændig kvindeorganisering. Arbejderbevægelsen skulle kun bestå af partiet, fagbevægelsen og kooperationen - dog accepteredes en selvstændig ungdomsorganisation fra I Danmark negligeredes de særlige problemer, som arbejderkvinderne faktisk havde, der blev ikke afholdt kvindekonferencer eller oprettet et kvindetidsskrift eller -sekretariat. Trods dette var ca. 33% af partiets medlemmer kvinder. Planen om at oprette kvindeudvalg blev fremsat af Sylvia Pio, datter af partiets stifter Louis Pio. I løbet af 1929 startedes mange kvindeudvalg og derefter blev disse anerkendt af partiets forretningsudvalg og accepteret på partiets kongres i Det gik langsomt med at udvikle dette kvindearbejde, men efterhånden oprettedes kvindekurser, i 1943 ansattes en kvindesekretær, Nina Andersen, og i 1947 startedes tidsskriftet Frie kvinder. Kvindeudvalgene og tidsskriftet ophørte i 1969, da man fandt frem til nye former for kvindearbejdet. I mellemkrigstiden voksede partiets medlemstal betydeligt til i 1935, således at omtrent 30% af partiets vælgere var organiseret i partiforeningerne. Alligevel svækkedes organisationen i forhold til de repræsentanter, der blev indvalgt i kommunalråd og Rigsdagen. Partiledelsen besluttede nemlig, at de valgte tillidsfolk i overensstemmelse med den borgerlige parlamentarismes regler udelukkende var ansvarlige overfor deres egen samvittighed. Det var medvirkende til at nedsætte den politiske aktivitet blandt partiets medlemmer, der især under den kolde krig i 1950'erne blev færre og mere passive. Krig og besættelse Krigsudbruddet i 1939 havde naturligvis direkte følger for Danmark, men i det første halve års tid blev Danmark ikke inddraget i krigen. Den 9. april 1940 blev landet imidlertid besat, uden at det dog kom til egentlige krigshandlinger. Denne besættelse blev et enestående fænomen under 2. verdenskrig. Regeringen udvidedes med de store borgerlige oppositionspartier. Udenfor stod nogle mindre partier deriblandt det kommunistiske. De danske nazistiske partier forsøgte at få overdraget regeringsmagten, men blev i dette ikke støttet af besættelsesmagten. De tyske nazister var åbenbart ikke interesseret i deres små danske aflæggere. Farligere for demokratiet var forsøg fra 14

15 erhvervskredse på at få fjernet regeringen og få den erstattet med en såkaldt administrativ regering, der ville have stået svagere overfor den tysk-nazistiske besættelsesmagt. Disse anslag mod folkestyret kunne afvises, og det var derefter muligt at føre en vis selvstændig politik, der sigtede mod at skåne det danske folk så meget som muligt. Militæret og politiet fungerede fortsat, og der blev oven i købet afholdt frie valg i 1943, der gav fremgang til Socialdemokratiet. I dette valg deltog alle danske partier, på nær DKP, som grundlovsstridigt var blevet forbudt efter Tysklands angreb på Sovjetunionen i Denne forhandlingspolitik førtes videre indtil august 1943, hvor regeringen blev stillet overfor krav, som den ikke ville acceptere, og den valgte at træde tilbage. Et departementschef-styre fortsatte imidlertid, og politiet fungerede ligeledes videre indtil Selvfølgelig blandede besættelsesmagten sig i den danske civile forvaltning, men i sammenligning med andre lande slap Danmark meget nemt gennem krigen. Ingen socialdemokratisk organisation blev forbudt af nazisterne, men de krævede bl.a. at partiets formand, Hans Hedtoft, skulle træde tilbage. Han fortsatte imidlertid som folketingsmedlem og bevarede sin indflydelse. Socialdemokratiet og fagbevægelsen valgte bevidst at deltage i forhandlingspolitikken. De anså det for vigtigst at få landet bragt helskindet gennem krigen; det betød også, at de offentligt modsatte sig sabotagehandlinger og anden form for virksomhed mod de nazistiske tropper. Det betød endvidere, at fagbevægelsen efter krav fra besættelsesmagten accepterede, at de valgte kommunistiske tillidsmænd i organisationerne måtte træde tilbage. Betalingen for dette var, at organisationerne fortsat kunne virke, selvom deres virkeområde blev indskrænket betydeligt af lovgivningen. De Hans Hedtoft borgerlige - specielt bønderne og deres parti - udnyttede situationen på bekostning af arbejderklassen. Bønderne kunne få solgt alt, hvad de ville sælge, mens nøden blev større og større i arbejderklassen. Det var arbejderklassen, der måtte yde økonomiske ofre under besættelsen, medens bønderne og en del kapitalejere tjente store penge. Derfor var det også især arbejderne, der prægede modstanden mod forhandlingspolitikken ved at gennemføre store strejker i 1943 og På samme måde var det ofte arbejdere, der som modstandsfolk gennemførte aktive sabotagehandlinger. Efter at DKP var blevet forbudt i 1941, kæmpede det under jorden. Det havde dog vanskeligheder med at slå igennem; der var ikke mange, der ligefrem var positivt indstillet overfor besættelsesmagten. Men der var kredse, der mente, at det var godt, at arbejderne blev sat på plads, at reformpolitikken i 1930'ernevar gået for vidt. Først lidt efter lidt lykkedes det for modstandsbevægelsen, herunder kommunisterne, især gennem en udbredt illegal presse at vende stemningen i befolkningen. Gennembruddet kom efter slaget ved Stalingrad i 1943, hvorefter flere fra andre politiske retninger engagerede sig i modstandsbevægelsen. Hertil hørte også socialdemokrater, der oprettede militærgrupper, udsendte illegale blade og på anden måde deltog i kampen. Også tyske socialdemokratiske og kommunistiske emigranter deltog i dette arbejde. Den socialdemokratiske arbejderbevægelses ledelse støttede ikke denne udvikling, men fortsatte på et mere afdæmpet niveau sin forhandlingspolitik, der blandt andet muliggjorde, at de danske jøder kunne reddes i Forhandlingspolitikken skabte efterhånden som krigens afslutning rykkede nærmere en modvilje mod partiet, mens kommunisterne fik en voksende opbakning. I forhold til tiden før krigen var de betydeligt styrket, mens Socialdemokratiet var svækket politisk, selvom organisationerne fortsat var intakte. 15

16 Socialdemokratiet og Danmarks Kommunistiske Parti Da Danmark blev befriet af de engelske tropper i maj 1945, var der i arbejderklassen stor usikkerhed om, hvilken politik der skulle føres i efterkrigstiden. Det første påtrængende var, at modstandsbevægelsen og store dele af det danske folk nu ønskede et opgør med de kredse, som havde samarbejdet med nazisterne under besættelsen, politisk eller økonomisk. Det andet var, at Socialdemokratiet følte sig presset til i sommeren 1945 at deltage i en række forhandlinger med kommunisterne om en sammenslutning af de to arbejderpartier. Presset kom fra en række tillidsfolk fra de større arbejdspladser i København og de store provinsbyer. Det var ofte begrundet i en frygt for, hvordan det kommende folketingsvalg ville gå. Hvor stort ville det danske kommunistiske parti blive, og kunne man dæmme op for dets popularitet i den danske arbejderbefolkning? Forhandlingerne endte resultatløse, fordi de principielle forskelle var for store. Dertil kom, at ingen af parterne havde tillid til den anden part, og muligvis ønskede ingen af partierne i virkeligheden en sammenslutning. Socialdemokratiet stillede som en af betingelserne for en sammenslutning, at kommunisterne skulle tage klart og utvetydigt afstand fra proletariatets diktatur, som Komintern havde vedtaget i 1919, og uforbeholdent bekende sig til den demokratiske socialisme på vesteuropæisk parlamentarisk grundlag. Det ville kommunisterne ikke. De mente, at proletariatets diktatur i en dansk udgave var udtryk for det sande demokrati. Efterkrigstidens fremtidsvisioner i arbejderklassen og arbejderbevægelsen indebar også et klart ønske om en venstredrejning i dansk politik. Det skete ud fra erkendelsen af, at det kapitalistiske økonomiske system havde spillet fallit i 1930'erne, og at en planøkonomisk model havde vist sig hensigtsmæssig i de vestlige demokratier under krigen. På Socialdemokratiets kongres i august 1945 blev der da vedtaget et efterkrigstidsprogram, Fremtidens Danmark, som indeholdt planer for en demokratisk socialistisk økonomi med en samfundsstyring af de vigtige økonomiske institutioner og virksomheder og forslag til en række sociale reformer. Alligevel tabte Socialdemokratiet det første folketingsvalg efter krigen i oktober Partiet gik tilbage med 18 mandater, mens kommunisterne fik 18. De to partier havde ikke flertal sammen, og der kunne ikke dannes en socialdemokratisk regering, også fordi den gamle regeringspartner Det Radikale Venstre tog stærk afstand fra Fremtidens Danmark. I stedet dannede det borgerlige parti Venstre regering. I de første efterkrigsår koncentrerede Socialdemokratiet sig om tre hovedopgaver. For det første forsøgte det i et Folketing med borgerligt flertal at føre en genopbygningspolitik med et socialt sigte. For det andet stilede det efter en forfatningsreform, som skulle demokratisere det parlamentariske system yderligere med afskaffelsen af Landstinget. Og for det tredje bekæmpede partiet kommunisternes indflydelse på arbejdspladserne og i Folketinget. Den sidstnævnte bestræbelse skal ses i lyset af, at den danske fagbevægelse var og fortsat blev ved at være en enhedsbevægelse, trods splittelsen mellem socialdemokrater og kommunister. For socialdemokraterne var det særdeles vigtigt at fastholde dominansen i fagbevægelsen, fra den øverste ledelse til tillidsmandsposterne på de enkelte arbejdspladser. Ved valget i 1947 vandt Socialdemokratiet ni mandater på kommunisternes bekostning. Partiet Venstre gik frem, men kunne ikke danne regering på grund af dets ønske om en revision af den dansk-tyske grænse. Der blev da dannet en socialdemokratisk mindretalsregering med Hans Hedtoft som statsminister. Den nye regering forsøgte at gennemføre dele af de økonomiske ideer og sociale reformer, som var udtrykt i Fremtidens Danmark, men nåede ikke langt i sin regeringsperiode på grund af det borgerlige flertal i Folketinget. 16

17 Danmark i det vestlige system Regeringens største udfordring blev imidlertid på det udenrigspolitiske plan. Hvor skulle Danmark placere sig i den storpolitiske konflikt, som udviklede sig mellem Øst og Vest i de første efterkrigsår? Endnu så sent som januar 1948 kunne Hedtoft fortælle den danske befolkning, at vi skal overhovedet ikke placere vort land i nogen blok. Vi er medlem af De forenede Nationer og skal gøre vor pligt som nordisk land. Men den hastige udvikling i den kolde krig i de efterfølgende uger og måneder med bl.a. den kommunistiske magtovertagelse i Prag i februar 1948 tvang regering og Folketing til at tage fornyet stilling. Fra socialdemokratisk side blev der gjort et alvorligt forsøg på at skabe et skandinavisk forsvarsforbund mellem Sverige, Norge og Danmark. Men det mislykkedes, fordi især Sveriges og Norges interesser var for forskellige. Derefter følte regeringen og flertallet i Folketinget sig nødsaget til at tilslutte sig NATO, som blev dannet i april 1949, da det ikke var muligt at få landets neutralitet garanteret. Kommunisterne og Det Radikale Venstre gik imod, og mange socialdemokratiske vælgere var skeptiske over for beslutningen. Tilslutningen til NATO, modtagelsen af Marshall-hjælpen og medlemskabet af OEEC fik afgørende betydning for Socialdemokratiets forståelse af dets rolle i samfundsudviklingen. Den voksende liberalisering af Danmarks udenrigshandel og den deraf følgende integration i den vestlige økonomi medførte en gradvis opgivelse af den planøkonomiske del af Fremtidens Danmark. Til gengæld satsede Socialdemokratiet på økonomisk vækst og sociale reformer. Tankegangen var, at når kagen blev større, ville også arbejderklassen og andre svage grupper i samfundet få sin del, hvis der samtidig kunne ske en fastholdelse af fordelingen i indkomst og formue. Produktionen skulle stige mest muligt, og staten skulle spille en afgørende rolle ved gennem sociale reformer og skattesystemet at overføre indkomster fra de bedst stillede til de dårligst stillede. Opbygningen af velfærdssamfundet blev sat i værk. Den økonomiske væksts og de sociale reformers voksende forrang for planøkonomien var helt i overensstemmelse med Socialistisk Internationales politik. I 1951 afholdt Internationalen et nystiftende møde i Frankfurt i Vesttyskland. Herfra udsendtes en erklæring om den demokratiske socialisme, hvis mål var fuld beskæftigelse, højere produktion, stigende levestandard, social tryghed og en retfærdig fordeling af indkomst og formue. Den økonomiske magt burde decentraliseres mest muligt, og socialistisk planlægning forudsætter ikke offentlig ejendomsret til alle produktionsmidler. Den er forenelig med privat ejendomsret på vigtige områder.... Philips-strejken Men både væksten og reformarbejdet gik langsomt i første del af 1950'erne, selv om arbejderne blev presset til det yderste i et forsøg på at øge produktionen mest muligt. Socialdemokratiet og den socialdemokratisk ledede fagbevægelse accepterede dette pres, som bestod i en udbredt anvendelse af tidsstudier og akkordarbejde for at rationalisere og effektivisere produktionsprocessen. Det førte ofte til konflikter på de enkelte industrivirksomheder. Arbejdernes modstand mod det hårde arbejdspres, som generelt ikke førte til nogen særlig stor stigning i lønnen, kulminerede i midten af 1950'erne. I 1954 indledtes således en langvarig konflikt på elektronikfabrikken Philips i København. De strejkende arbejdere fik økonomisk støtte fra mere end 2000 arbejdspladser landet over, og samtidig blev der vedtaget en række resolutioner, som støttede de strejkende i deres kamp. Konflikten på Philips afdækkede klart et af de alvorlige dilemmaer, de socialdemokratiske faglige og politiske ledere stod i. På den ene side var de interesserede i en rationalisering af arbejdsprocesserne, så produktiviteten, produktionen og eksporten kunne stige og også arbejderklassen få mulighed for bedre levevilkår. På den anden side måtte de erkende, at arbejdsgiverne kunne misbruge rationaliseringen til en urimelig udbytning af arbejdskraften, uden 17

18 at der kunne gøres noget alvorligt ved det. Ganske vist var der i 1947 indgået en aftale mellem De samvirkende Fagforbund (DsF) og Dansk Arbejdsgiverforening om oprettelse af samarbejdsudvalg på alle større virksomheder, men mange steder var der ikke oprettet udvalg, eller de fungerede dårligt, som tilfældet var på Philips i Storkonflikten i 1956 En endnu større udfordring kom Socialdemokratiet og fagbevægelsens ledelse ud for i 1956, da der skulle indgås nye overenskomster mellem arbejdsmarkedets parter. Arbejderne fik ikke deres levevilkår forbedret i disse år. Boligmanglen var stadigvæk stor og forholdene dårlige i arbejderkvartererne i de store byer. Arbejdsløsheden var stigende, fra 8% i 1954 til 11% i Dertil kom, at den socialdemokratiske regering havde foretaget et økonomisk indgreb i 1955 for at rette betalingsbalancen op, og det medførte en halvering i stigningen i arbejdernes realløn til 1,7%, mens stigningen i produktiviteten var væsentlig højere på grund af den fortsatte rationalisering og mekanisering. Den hårde udnyttelse af arbejdskraften på mange virksomheder var fortsat en kilde til utilfredshed hos arbejderne. Fagbevægelsen og arbejderne var derfor stærkt opsatte på, at overenskomsterne i foråret 1956 skulle give væsentlige forbedringer til arbejderklassen, både økonomisk og socialt. Men arbejdsgiverne afviste helt de stillede krav, og det kom til en omfattende konflikt, som blev særlig mærkbar, fordi den blandt andet medførte et stop for leverancer af olie og benzin. Væsentlige dele af samfundslivet, produktionen og eksporten var truet. H.C. Hansen Den socialdemokratiske statsminister H.C. Hansen, som havde afløst Hans Hedtoft ved dennes pludselige død i 1955, arbejdede ihærdigt for at få opstillet et mæglingsforslag, og det lykkedes omsider. Men ved urafstemningen viste det sig, at arbejdsgiverne stemte for forslaget, mens arbejderne stemte imod. Dermed kom H.C. Hansen og den socialdemokratiske mindretalsregering i en meget vanskelig situation. Socialdemokratiet kunne foreslå at ophøje mæglingsforslaget til lov i Folketinget og dermed gå imod arbejdernes store flertal og fagbevægelsens lederes råd. Eller de kunne lade konflikten fortsætte og risikere at komme i mindretal i Folketinget, så regeringen måtte gå af og lade sig afløse af en borgerlig regering. De valgte det første, selv om de socialdemokratiske ledere af fagbevægelsen advarede kraftigt mod det. Det ville give kommunisterne ny vind i sejlene i deres agitation, både ved det kommende folketingsvalg og på arbejdspladserne. Det viste sig da også, at arbejderne reagerede kraftigt på regeringens indgreb i konflikten. I København protesterede ca mennesker på Christiansborgs Slotsplads, og også i de større provinsbyer kom det til voldsomme arbejderprotester mod regeringen. Der blev oprettet en Situationens Generalstab af københavnske tillidsmænd, både socialdemokratiske og kommunistiske. De skulle forsøge at få arbejdernes krav gennemført på de enkelte virksomheder. Nogle talte for en generalstrejke, men det ville de mere besindige ikke være med til, heller ikke blandt kommunisterne. Strejkerne ebbede hurtigt ud. De borgerlige partier havde givetvis håbet på, at konflikten ville føre til en splittelse mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Men det skete ikke. Enheden blev bevaret. Og kommunisterne håbede på, at de ville gå stærkt frem ved det kommende folketingsvalg. Men det skete heller ikke, for inden da undertrykte sovjetiske tropper en folkelig opstand i Ungarn i efteråret Derefter var det let for Socialdemokratiet at påvise de danske kommunisters problematiske holdning til demokratiet ved deres valne stillingtagen i 18

19 Ungarnsspørgsmålet. Trods den vanskelige situation i 1956 fastholdt Socialdemokratiet stillingen som det klart dominerende arbejderparti, og enheden i fagbevægelsen blev også bevaret. Socialdemokratisk reformarbejde Trods alt lykkedes det Socialdemokratiet at tilkæmpe sig en del forbedringer i 1950'erne, både på den faglige og den politiske front. Ved overenskomsterne i 1952 blev ferien forlænget til tre uger, og i 1958 lykkedes det fagbevægelsen at få nedsat den ugentlige arbejdstid fra 48 til 45 timer, dog ikke for landarbejdere. I 1953 blev der endelig vedtaget en ny grundlov, som afskaffede Landstinget og indførte muligheden af en folkeafstemning om vigtige love, hvis 60 folketingsmedlemmer krævede det. En lov om folkepension til alle blev vedtaget i 1956, og i 1958 indgik Socialdemokratiet et kompromis med de borgerlige partier om en ny folkeskolelov, som indebar en demokratisering i skolens struktur og en modernisering af dens indhold. I de kommuner, hvor Socialdemokratiet var det dominerende parti, skete der i disse og især i de følgende år under højkonjunkturen et rigt reformarbejde. På grund af det omfattende kommunale selvstyre i Danmark kunne Socialdemokratiet gennemføre en række kulturelle og sociale forbedringer i lokalsamfundet. Det gjaldt f.eks. opbygningen af enhedsskolen, udbygning af biblioteksvæsenet, opførelsen af socialt, almennyttigt boligbyggeri, fuld udnyttelse af rammerne for den sociale forsorg og opførelse og billig anvendelse af daginstitutioner. Det førte til de bedste resultater i de kommuner, hvor Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti kunne enes om at føre en fælles politik. Grundlaget for velfærdssamfundet Fra 1957/58 ændrede de økonomiske konjunkturer sig i Danmark. Landet kom ind i en stærk højkonjunktur, som varede frem til den såkaldte oliekrise i begyndelsen af 1970'erne. Fremgangen viste sig ved en stærk øget industriproduktion og -eksport og et forøget byggeri, en forbedring af valutastillingen, efterhånden fuld beskæftigelse og en stigende realløn for alle grupper i samfundet, også arbejderklassen. Ganske vist blev der i 1958 indgået en treårig overenskomst, som ikke indebar særlig store lønstigninger, men især i sommeren 1960 gennemførtes en række arbejdsnedlæggelser med heldige udfald. Derved kom også de normallønnede med i den kraftige lønglidning, som fandt sted, og som blev muliggjort af manglen på arbejdskraft. Dette kraftige opsving i dansk økonomi fra slutningen af 1950'erne havde sin baggrund i flere forskellige forhold. Først og fremmest skyldtes det, at verdensmarkedets priser på råstoffer faldt stærkt, således at Danmarks bytteforhold til udlandet forbedredes, og at den nødvendige kvalificerede arbejdskraft var til rådighed. Men det spillede også en rolle, at den socialdemokratisk ledede flertalsregering, som blev dannet i 1957 mellem Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Retsforbundet, kunne føre en stabil økonomisk politik og bl.a. gennemføre en række love om gode afskrivnings- og investeringsmuligheder for erhvervslivet. Det underbyggede den økonomiske aktivitet og vækst. Opsvinget medførte en række grundlæggende erhvervsstrukturelle og politiske ændringer i det danske samfund. Mekaniseringen i landbruget og den forstærkede industrialisering gav et yderligere skub i vandringen af arbejdskraft fra land til by og en øget urbaniseringsproces. Den store efterspørgsel på arbejdskraft førte ti tusinder af kvinder ud på arbejdsmarkedet, og der blev bygget daginstitutioner til offentlig børnepasning i stor stil. Social- og sundhedssektoren voksede kraftigt, og uddannelsessystemet blev stærkt udbygget og forbedret på alle niveauer, hvilket gav mulighed for, at også arbejderbørn kunne få en videregående uddannelse. Den offentlige sektor voksede med andre ord stærkt op gennem 1960'erne, og som en følge heraf steg skattetrykket også stærkt. Men alligevel fortsatte den disponible realløn med at stige frem til begyndelsen af 1970'erne, og både det offentlige og private forbrug kunne således sættes i vejret. Også 19

20 arbejderklassen kunne få del i det voksende udbud af varige forbrugsgoder og ferierejser, og den bedst stillede del af arbejderne, de faglærte, kunne efterhånden erhverve sig en bil eller et af de mange parcelhuse, som skød op overalt i landet omkring byerne. Velfærdssamfundets udbygning Den socialdemokratiske arbejderbevægelse gik i spidsen for denne udvikling og fortsatte udbygningen af velfærdssamfundet. Den økonomiske vækst og den fulde beskæftigelse gav mulighed for at gennemføre det reformarbejde, som allerede var indeholdt i Fremtidens Danmark, men som havde haft så vanskelige vilkår frem til slutningen af 1950'erne. Tilgangen til fagforbundene voksede støt, især blandt kvindelige arbejdere, og det var forholdsvis let for fagbevægelsen at opnå gode resultater ved overenskomsterne i 1960'erne, bortset fra Viggo Kampmann Jens Otto Krag Socialdemokratiet nød også godt af udviklingen i begyndelsen af perioden. Ved folketingsvalget i 1960 kunne partiet gå til valg under mottoet gør gode tider bedre, og det gik frem med seks mandater og opnåede 42,1% af stemmerne. Fra 1960 til 1964 dannede Socialdemokratiet regering med Det Radikale Venstre, ligesom i 1930'erne. Statsminister Viggo Kampmann kunne med god grund udbryde: Hvor er det dejligt at være socialdemokrat i forbindelse med partiets kongres i sommeren Også hans efterfølger som partileder og statsminister, Jens Otto Krag, var fuld af begrundet optimisme. Måske var det alligevel ikke umuligt, at Socialdemokratiet alene kunne opnå flertallet i Folketinget og dermed gennemføre partiets reformer fuldt ud. Dette gjaldt også på boligområdet, hvor også de Radikale modsatte sig den socialdemokratiske reformpolitik. Men højkonjunkturen og den politiske situation indebar også problemer for Socialdemokratiet. De forholdsvis høje lønstigninger i 1960 og 1961 medførte, at betalingsbalancen kom i fare, fordi efterspørgselen steg stærkt, også efter udenlandske varer. Og splittelsen i det danske kommunistiske parti efter Ungarnsopstanden førte til dannelsen af et nyt parti til venstre for Socialdemokratiet. Det kom til at hedde Socialistisk Folkeparti (SF), og kommunisternes tidligere leder, Aksel Larsen, blev formand. Partiet var et udtryk for det nye venstre, og det placerede sig mellem Socialdemokratiets reformpolitik og kommunisternes Moskvatro protestpolitik. Dets udtalte mål var at tvinge den socialdemokratiske politik længere til venstre og samarbejde med Socialdemokratiet i en mere markant socialistisk reformpolitik. Ved valget i 1960 fik SF 11 mandater i Folketinget, mens kommunisterne mistede deres sidste seks. Helhedsløsningen 1963 For at fastholde den økonomiske balance i samfundet gennemførte den socialdemokratisk ledede regering i 1963 den såkaldte helhedsløsning ved overenskomstfornyelsen. Balancen gjaldt både det økonomiske forhold til udlandet og den indenlandske indkomstdannelse hos de forskellige grupper. Der måtte bremses op for indkomsterne, uden at de bedststillede løb med overskuddet. Og en storkonflikt som i 1956 måtte undgås, først og fremmest af samfundsøkonomiske grunde, men også fordi den ville give SF og kommunisterne, som havde indflydelse på flere store arbejdspladser, vind i sejlene. Også den vanskelige overenskomstsituation i 1961 med omfattende strejker spillede en rolle i socialdemokraternes bevidsthed. Fagbevægelsen indså nødvendigheden af en helhedsløsning og accepterede dens indhold, som omfattede alle indkomster i samfundet: mindre lønstigninger på det private og offentlige arbejdsmarked, begrænsninger i udbytter, stop for 20

21 priser og avancer, regulering af støtten til landbruget og indførelse af en arbejdsmarkedets tillægspension. Helhedsløsningen i 1963 var det første egentlige udtryk for en indkomstpolitik i efterkrigstidens Danmark. Den var bl.a. bemærkelsesværdig derved, at den var et brud med fagbevægelsens og Socialdemokratiets princip om, at arbejdsmarkedets parter selv skal klare overenskomsterne, så vidt det er muligt. Når fagbevægelsen alligevel accepterede Folketingets indgriben, var det ud fra en realistisk vurdering af, hvad der var mulighed for at få gennemført ved frie overenskomstforhandlinger i den daværende situation. Det samme gjaldt Socialdemokratiet, for hvem desuden en statsregulering af økonomien var ønskelig. Men at indkomstpolitik i et kapitalistisk samfund kan være et tveægget sværd for arbejderbevægelsen viste sig snart. Få måneder efter helhedsløsningens gennemførelse måtte man opgive pris- og avancestoppet, som var for vanskeligt at administrere. Indkomstpolitikken over for hele befolkningen blev til en lønpolitik over for lønmodtagerne. Alligevel voksede den indkomstpolitiske tænkning sig stærkere i den socialdemokratiske bevidsthed og blev flere gange anvendt af socialdemokratisk dominerede regeringer i slutningen af 1970'erne. Jordlovs-nederlaget Helhedsløsningen udløste ingen konflikter på arbejdsmarkedet, og den blev betragtet som en politisk sejr for Jens Otto Krag og regeringen. Derimod led Socialdemokratiet og regeringen i 1963 et stort nederlag på et andet område, boligpolitikken. Den socialdemokratisk - radikale regering fremsatte i Folketinget en række jordlove, som også SF støttede. De havde til formål at give det offentlige indflydelse på handel med dansk jord, dels for at hindre udenlandsk opkøb i forbindelse med en forventet snarlig dansk tilslutning til Fællesmarkedet, dels for at hindre spekulation i forbindelse med prisstigningerne på jord og fast ejendom ved den stigende efterspørgsel, der fulgte med højkonjunkturen. Lovene blev vedtaget i Folketinget med regeringens og SF's stemmer. Men den borgerlige opposition benyttede retten til ifølge grundloven af 1953 at bringe lovene til folkeafstemning. Op til afstemningen førte de borgerlige partier og dagblade en meget hård kampagne mod lovene, som de hævdede ville fratage den lille mand hans hus, og som de fortolkede som den rene og skære socialisme. Ved afstemningen blev lovene stemt ned med stort flertal. Der kan næppe være tvivl om, at denne begivenhed gjorde et meget stærkt indtryk på Socialdemokratiet og blev bestemmende for de ledende socialdemokraters opfattelse af deres politiske muligheder i årene fremover. Først og fremmest afslørede den nogle dybtgående modsætninger, som opbygningen af velfærdssamfundet havde bidraget til at tilsløre. Dernæst viste den, at Socialdemokratiet, som ikke selv opfattede lovene som særlig socialistiske, om end statsregulerende, nu måtte leve med den erfaring, at det var muligt for de borgerlige partier at mobilisere en modstand mod progressive love, som et flertal i Folketinget havde vedtaget. Grundlovens bestemmelser om folkeafstemning viste sig i denne situation at sætte visse grænser for, hvor hurtigt udviklingen kunne presses frem gennem lovgivning og statsregulering. Befolkningens flertal, ikke blot Folketingets, måtte kunne følge med. Det forklarer til dels Socialdemokratiets forsigtighed under arbejderflertallet i , og det forklarer sikkert også partiets boligpolitik i årene efter folkeafstemningen. Arbejderflertallet Efter Socialistisk Folkepartis indtræden på den politiske scene efter valget i 1960 afviste Socialdemokratiet at samarbejde med det nye parti. SF'erne var i virkeligheden kryptokommunister, mente de ledende socialdemokrater, som selv havde succes ved valget og ved kongressen i 1961, hvor et nyt, mindre markantsocialistisk principprogram blev vedtaget som afløsning for det marxistiske program fra Men socialdemokraterne havde vanskeligt ved at fastholde afvisningen af SF. SF beholdt sin forholdsvis stærke placering i Folketinget, og efter 21

22 valget i 1964 forlod Det Radikale Venstre regeringen og foretog en tilnærmelse til de andre borgerlige partier. Den socialdemokratiske mindretalsregering mellem 1964 og 1966 fik stadig større besvær med at manøvrere i Folketinget og gennemføre en politik med socialt sigte. I foråret 1966 indgik Socialdemokratiet et boligpolitisk forlig med de borgerlige partier. Forliget var på væsentlige punkter en opgivelse af socialdemokratiske standpunkter. Det gav Socialistisk Folkeparti vind i sejlene, og ved det efterfølgende kommunalvalg gik partiet stærkt frem på Socialdemokratiets bekostning, især i de store byer. I brede kredse i Socialdemokratiet opstod der et pres på ledelsen for at godkende SF politisk, og da de to partier ved valget i november 1966 opnåede flertal sammen, var grunden lagt til et samarbejde i Folketinget om en indenrigspolitik med et mere klart socialdemokratisk indhold. Motiverne til samarbejdet med SF var sikkert forskellige. Nogle socialdemokratiske ledere i parti og fagbevægelse ønskede det for at bringe SF under ansvarets åg, som det blev udtrykt. Andre ledende socialdemokrater med Jens Otto Krag i spidsen ønskede at bruge det socialistiske flertal til at føre en ren socialdemokratisk politik og undgå flere store forlig med de borgerlige partier. På det indenrigspolitiske område havde Socialdemokratiet og SF sammenfaldende grundsynspunkter, og de skulle føres ud i livet. Men den socialdemokratiske regering med parlamentarisk støtte af SF holdt kun i godt og vel et år. I marts 1967 gennemførte arbejderflertallet den skattereform med kildeskat og indførelse af en ny afgift på varer og tjenesteydelser, momsen, som Socialdemokratiet var gået til valg på. Derefter blev der udarbejdet en samarbejdsaftale mellem de to partier. Dens hovedindhold var oprettelsen af en boligfond og gennemførelsen af en jordlovgivning med et klart socialistisk indhold. Desuden blev der oprettet et kontaktudvalg med trepersoner fra hvert parti. Udvalget skulle forberede de to partiers lovgivningsarbejde og blev straks af de borgerlige betegnet som det røde kabinet. SF løb dog snart ind i store problemer i det parlamentariske samarbejde med Socialdemokratiet. Det var svært for mange menige og ledende SF'ere, også folketingsmedlemmer, at acceptere den lede moms, som de mente vendte den tunge ende nedad. Endnu vanskeligere var det for dem at godkende, at SF for første gang måtte stemme for finansloven, som også indeholdt bevillinger til forsvaret. Striden i SF øgedes sommeren og efteråret igennem. I den situation blev det efterhånden mere og mere problematisk for Socialdemokratiet at argumentere for en fremskyndelse af en politik med et mere socialistisk sigte. Det blev lettere for de borgerlige partier at påvise over for befolkningen, hvor usikkert et parlamentarisk grundlag den socialdemokratiske regering hvilede på. Og i den borgerlige presse blev situationen udnyttet til en forstærket socialistforskrækkelseskampagne. I de socialdemokratiske rækker vandt motivet om SF under ansvarets åg større og større indpas, og det var uden tvivl en af årsagerne til partiets forsigtighed ved gennemførelsen af jordlovgivningen og dets ønske om at få et eller flere af de borgerlige partier med. Den socialdemokratiske forsigtighed kan også forklares med frygten for, at de borgerlige partier ville fremtvinge en folkeafstemning som i 1963, hvis Socialdemokratiet og SF alene gennemførte en jordlov eller andre love med et vist socialistisk sigte. Da regeringen i slutningen af november 1967 følte sig nødsaget til at devaluere kronen og bl.a. foreslog, at en af dyrtidsportionerne blev indefrosset, var løbet i virkeligheden kørt. Ingen troede længere for alvor på, at samarbejdet kunne fortsætte. Den 15. december kom devalueringens følgelove til afstemning i Folketinget. Seks medlemmer af SF's folketingsgruppe stemte sammen med de borgerlige partier imod. Arbejderflertallet havde lidt skibbrud. Den socialdemokratiske regering gik af og udskrev valg, som de borgerlige partier vandt, hvorefter de dannede en flertalsregering SF blev sprængt, og venstrefløjen dannede partiet Venstresocialisterne 22

23 (VS). De ønskede en mere renlivet socialistisk politik uden kompromisser med Socialdemokratiet og de borgerlige partier og samtidig uden samarbejde med Danmarks Kommunistiske Parti. Skærpet profil og nye reformer I oppositionsperioden lykkedes det Socialdemokratiet at fremvise en mere markant profil. Det skete først og fremmest ved fremsættelsen af en ny og mere skærpet erhvervspolitik og med forberedelsen til en reform om økonomisk demokrati. Men under indtryk af det såkaldte ungdomsoprør viste det sig også på en række andre områder. I 1969 udgav chefredaktør for fagbevægelsens dagblad Aktuelt Bent Hansen en debatbog Velstand uden Velfærd. En kritik af det danske klassesamfund. I bogen påviste forfatteren, at det ikke var lykkedes at nedbryde de sociale skel i det danske velfærdssamfund, men at arbejderklassen stadig blev undertrykt økonomisk, socialt og kulturelt. Bogen vakte stor interesse og diskussion og virkede som inspiration for Socialdemokratiets kamp for større lighed. I 100-året for Socialdemokratiets oprettelse i 1971 udsendte AOF debatbogen I stedet for klassesamfundet, hvori en række fremtrædende socialdemokrater fremførte deres synspunkter på forskellige samfundsproblemer. Fælles for dem var en erkendelse af, at Danmark stadig trods den socialdemokratiske reformpolitik var et klassesamfund med betydelige klasseskel og med klassekamp. Jens Otto Krag skrev bl.a. i sin artikel Hvorfor skal klasseskellene væk? : Det er de økonomisk svagest stillede, der har sværest ved at få deres børn i børnehaver, det er børnene fra de socialt svageste hjem, der får den mindst tilfredsstillende skolegang, og som har de ringeste chancer for videregående uddannelse, de økonomisk svage bor dårligst og rammes stærkest af sygdom, de har den dårligste beskyttelse på deres arbejdsplads, de lavestlønnede hænger løsest, når der skal afskediges. Den markante oppositionspolitik og den borgerlige regerings manglende evne til at føre en overbevisende borgerlig politik gav fremgang for Socialdemokratiet og SF ved valget i 1971, med henholdsvis otte og seks mandater. Selv om Venstresocialisterne tabte deres fire mandater, blev der alligevel igen arbejderflertal i Folketinget. Socialdemokratiet dannede på ny en mindretalsregering, støttet af SF. Men denne gang var de to partier enige om, at samarbejdet skulle foregå fra sag til sag, uden samarbejdsaftale. De var blevet kloge af skade. Det medførte en række reformer, især på arbejdsmarkedet: Formel ligeløn for kvinder og mænd, nedsættelse af den ugentlige arbejdstid fra 44 til 40 timer, fire ugers ferie, en dagpengereform i 1972 osv. Kvinderne havde længe krævet ligeløn for lige arbejde. Ved overenskomsten i 1973 lykkedes det endelig at få kravet gennemført, og det blev senere i 1970'erne fulgt op i Folketinget med en lov om, at kvinder og mænd skulle have ligestilling på arbejdsmarkedet. Ligestillingen var (og er) dog ikke helt reel. Der forekom stadig eksempler på, at arbejdsgiverne forsøgte at betale kvinder en lavere løn end mænd for det samme arbejde, og kvinderne var mere udsat end mændene for at miste deres arbejde. Men reformerne blev i nogen grad overskygget og samarbejdet hæmmet af problemet om Danmarks mulige tilslutning til Fællesmarkedet. I slutningen af 1969 inviterede de seks Fællesmarkeds-lande igen England og de skandinaviske lande til at melde sig ind. Dermed strandede de igangværende forhandlinger mellem de nordiske lande om at danne en nordisk økonomisk union, Nordek. Socialdemokratiet og Fællesmarkedet I Socialdemokratiet og fagbevægelsen var meningerne stærkt delte om Danmarks indmeldelse i Fællesmarkedet. Det viste sig ved de ekstraordinære kongresser, som partiet, LO og fagforbundene lod afholde for at tage stilling til spørgsmålet, og det viste sig, da repræsentanter fra 23

24 den socialdemokratiske folketingsgruppe og fagbevægelsen sammen med menige medlemmer dannede Samarbejdskomiteen for socialdemokrater mod EEC. Tilhængerne mente, at Danmark ville komme i alvorlige økonomiske vanskeligheder med stor arbejdsløshed og social nød, at velfærdssamfundet med andre ord ville blive truet, hvis Danmark ikke meldte sig ind. Endvidere argumenterede de for, at danske socialdemokrater burde deltage i kampen for at opbygge et demokratisk socialistisk Vesteuropa. Modstanderne ønskede ikke at deltage i et økonomisk fællesskab, som i så høj grad byggede på kapitalistiske ideer, og de frygtede, at Danmarks social- og skattepolitik på længere sigt skulle bestemmes i Fællesmarkedet og dermed blive forringet på de svagest stilledes bekostning. Allerede tidligt besluttede den socialdemokratiske hovedbestyrelse at foreslå, at spørgsmålet om optagelse i Fællesmarkedet kom til folkeafstemning. Det fulgte Krag op, og den socialdemokratiske regering fastsatte afstemningsdagen til den 2. oktober Op til afstemningen blev fronterne i arbejderbevægelsen for og imod trukket skarpt op, og uanset udfaldet måtte det betyde en yderligere splittelse, nu ikke blot mellem Socialdemokratiet og venstrefløjen, men også inden for partiets egne rækker. Resultatet af afstemningen blev, at 63,3% stemte ja til Fællesmarkedet, 36,7% nej. Folketinget bøjede sig for befolkningens beslutning, og fra 1. januar 1973 var Danmark medlem af Fællesmarkedet. Anker Jørgensen Dagen efter afstemningen meddelte Jens Otto Krag, at han gik af som statsminister og Socialdemokratiets formand, og Anker Jørgensen efterfulgte Krag på de to poster. I socialdemokratiske kredse var der en forventning om, at fagforeningsformanden kunne forene de to fløje i partiet. Katastrofevalget 1973 Men Anker Jørgensen fik ikke lov til at sidde længe i denne omgang. I efteråret 1973 måtte han give op, da regeringen kom i mindretal på boligpolitikken, og han udskrev valg til den 4. december. Valget medførte en total omvæltning i det politiske mønster i Danmark. Socialdemokratiet mistede ikke mindre end 24 mandater, fra 70 til 46, mens SF gik seks mandater tilbage. Til gengæld kom kommunisterne igen i Folketinget, nu med seks mandater. Også de gamle borgerlige partier gik stærkt tilbage. Valgets sejrherrer var de nydannede partier, Fremskridtspartiet (28 mandater), Centrumdemokraterne (14 mandater) og Kristeligt Folkeparti (7 mandater). De nye partier fik deres store tilslutning på befolkningens opdæmmede utilfredshed med de stigende skatter og det voksende bureaukrati og dens manglende tiltro til, at de gamle partier kunne løse de afgørende samfundsproblemer. De nye partier tilbød jo lette og tillokkende løsninger for de rådvilde og orienteringsløse vælgere. Men afgørende var det uden tvivl, at de voldsomme ændringer i erhvervs- og klassestrukturen i 1960'erne havde skabt en stor gruppe i befolkningen, som ikke følte noget traditionsbundet og ideologisk tilhørsforhold til et bestemt parti. Ved udgangen af 1973 stod Socialdemokratiet svagere og mere splittet end nogensinde i efterkrigstiden. Det gjaldt ikke alene den parlamentariske situation, men også tilbagegangen i partiets medlemstal. Omkring 1950 toppede det med mere end medlemmer, dvs. mere end 1/3 af de stemmer, Socialdemokratiet fik ved valgene. Derefter gik det støt tilbage, og i begyndelsen af 1970'erne var medlemstallet nede på ca Denne udvikling er fortsat til 24

25 begyndelsen af 1990'erne, hvor det er faldet til godt og vel , mindre end 1/10 af partiets stemmer ved valgene. Et så forholdsvis lavt medlemstal er problematisk for Socialdemokratiet, dels fordi langt de fleste socialdemokratiske vælgere ingen indflydelse får på partiets politik og på valg af tillidsfolk, dels fordi partiets kommunikation til de socialdemokratiske vælgere svækkes. Dertil kommer, at et stort medlemstal naturligvis giver ethvert parti øget økonomisk og politisk kampkraft. Der er flere årsager til denne tilbagegang, som har svækket partiets handlekraft og agitationsmuligheder. For det første har de elektroniske mediers udbredelse holdt en del mennesker borte fra vælgerforeningerne og deres arrangementer. Det har ramt alle de gamle politiske partier. For det andet følte stadig flere bevidste og aktive socialdemokrater i 1950'erne og 1960'erne, at den politiske debat og indflydelse i organisationsarbejdet blev svækket på grund af en vis afideologisering i partiet, hvor den økonomiske vækst snarere end debatten om socialistiske mål og midler kom på dagsordenen. Og for det tredje blev det stadig sværere at indfange de unge i vælgerforeningerne, fordi de foretrak at arbejde i forskellige bevægelser, hvor muligheden for indflydelse var mere direkte, og hvor det politiske indhold var samlet i afgrænsede problemer, f.eks. forurening. Økonomisk demokrati I slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne udarbejdede fagbevægelsen og Socialdemokratiet i fællesskab en plan for økonomisk demokrati, ØD. Formålet var at ændre ejendomsretten til produktionsmidlerne, at forandre den økonomiske magtstruktur i samfundet, at skabe reel medindflydelse og medbestemmelse for lønmodtagerne og samtidig sikre den nødvendige kapitalinvestering i erhvervslivet, så væksten kunne fastholdes. I januar 1973 var planerne så langt fremme, at den socialdemokratiske regering kunne fremsætte et forslag om økonomisk demokrati i Folketinget. Forslaget var udformet på en sådan måde, at både lønmodtagere og arbejdsgivere skulle betale til ordningen. For virksomheder over en vis størrelse skulle størstedelen af den indbetalte kapital blive i virksomheden, styret af de ansatte selv. Resten sammen med bidragene fra de mindre virksomheder og de offentlige arbejdsgivere skulle indbetales til en central ØD-fond, hvorfra de kunne investeres i erhvervslivet. Det skulle ske ud fra en vurdering af, hvor kapitalen gjorde mest nytte. Fonden skulle bestyres af et flertal af repræsentanter for lønmodtagerorganisationer og af repræsentanter, der var udpeget af regeringen. På de enkelte virksomheder skulle arbejderne have stemmeret på aktieselskabernes generalforsamlinger med en vægt, der svarede til den, kapitalfonden havde placeret i virksomheden. Socialdemokratiets forslag om økonomisk demokrati blev mødt med skepsis eller modstand fra mange sider. Arbejdsgiverne og de borgerlige partier kæmpede naturligvis indædt mod lovforslaget. Men også venstrefløjspartierne var modstandere. På arbejdspladserne agiterede tillidsfolk fra SF og DKP imod forslaget, og i Folketinget var SF ikke indstillet på at støtte regeringen i den sag. Og flere undersøgelser tydede på, at flertallet af arbejderne ikke var særlig interesserede i økonomisk demokrati. De foretrak tilsyneladende mere i lønningsposen. SF's modstand mod Socialdemokratiets lovforslag om økonomisk demokrati medførte, at det ikke kom til realitetsforhandlinger i Folketinget, før der blev udskrevet valg i efteråret Det førte som omtalt til et katastrofalt nederlag for Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen som helhed og en borgerlig regering. Økonomisk demokrati forblev dog på socialdemokraternes program, efterhånden mere og mere knyttet sammen med indkomstpolitik. I slutningen af 1980'erne er det blevet suppleret med forslag om en pensionsreform for alle på arbejdsmarkedet. 25

26 Politisk og økonomisk krise Valget i 1973 medførte med det populistiske Fremskridtspartis stærke tilstedeværelse i Folketinget og de mange partier en parlamentarisk krise i Danmark, som varede resten af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne. Det blev endnu vanskeligere at finde et solidt flertal i Folketinget for en langsigtet politik. Det gjaldt også Socialdemokratiet, selv om det ved valgene i 1975, 1977 og 1979 øgede sit mandattal og i 1979 havde vundet mere end det tabte tilbage. Fra 1974 til 1975 forsøgte en borgerlig mindretalsregering at føre en skrap lønpolitik, men det førte til voldsomme demonstrationer, og regeringen måtte give op. Efter valget i 1975 overtog Socialdemokratiet igen regeringsmagten og bevarede den til 1982, hvor en ny borgerlig regering kom til magten. Det gjorde det ikke lettere for Socialdemokratiet, at den parlamentarisk vanskelige situation faldt sammen med en periode med økonomisk krise i det danske samfund. Fra 1974 begyndte arbejdsløsheden at stige stærkt, og allerede i 1975 var den oppe på 11%. Produktionen og reallønnen viste tendens til stagnation, inflationen var forholdsvis høj, og underskuddet på betalingsbalancen steg støt. Der var flere årsager til den økonomiske krise. En faldende efterspørgsel gjorde det vanskeligere at afsætte varerne, og i mange virksomheder stagnerede eller faldt overskuddet. Dertil kom de stærkt stigende oliepriser, som især ramte Danmark hårdt, fordi landet var helt afhængigt af en stor og stabil olieimport. Indkomstpolitik Det blev opgaven for de socialdemokratisk ledede regeringer fra 1975 til 1982 at bekæmpe arbejdsløsheden og underskuddet på betalingsbalancen samtidig, uden at underminere velfærdssamfundet med dets sociale sikkerhed, udbyggede sundhedsvæsen og høje uddannelsesniveau, dvs. uden at beskære den offentlige sektor. Det var en umulig opgave i et stærkt splittet Folketing med borgerligt flertal, hvori det aggressive Fremskridtsparti indgik. Socialdemokratiet forsøgte at løse dobbelt-problemet gennem en stram indkomstpolitik. Det skete dels ved en række økonomiske forlig med nogle af de borgerlige partier, dels ved en kraftig indblanding i overenskomstfornyelserne i 1975, 1977 og To af de mest kendte forlig, som den socialdemokratiske regering tog initiativet til og gennemførte med borgerlige partier, var de såkaldte August-forlig i 1976 og Forliget i 1976 sigtede mod at nedsætte det private forbrug, at dæmpe stigningen i de offentlige udgifter og at fremme investeringerne i det private erhvervsliv. Det indebar bl.a. en henstilling til parterne på arbejdsmarkedet om at holde sig inden for en samlet lønstigning på 6% pr. år frem til 1979 og en beslutning om, at der kun måtte udbetales to dyrtidsportioner pr. år. I 1977-forliget fortsattes indkomstpolitikken med foranstaltninger, som yderligere skulle dæmpe efterspørgselen og styrke investeringerne. Men de fleste økonomiske indgreb førte ikke til de tilsigtede resultater. Arbejdsløsheden fortsatte med at stige, og betalingsbalancen blev ikke rettet op. Kun Decemberforliget i 1979 fik en mærkbar positiv økonomisk virkning. Derimod førte indgrebene og Folketingets indblanding i overenskomsterne til skarpe konflikter mellem Socialdemokratiet og LO. Fagbevægelsens socialdemokratiske ledelse mente, at deres medlemmer måtte betale indkomstpolitikken den at få noget til gengæld, f.eks. en ²D-ordning, som kunne give lønmodtagerne øget indflydelse i produktionen og del i overskuddet. Men den socialdemokratiske arbejderbevægelse var ikke stærk nok til at få ²D-kravet gennemført, hverken ved lovgivning eller ved overenskomsterne. Allerede ved August-forliget i 1976 kom det til en åben konfrontation mellem Socialdemokratiet og LO, og striden kulminerede, da Socialdemokratiet i 1978 gik i regering med Venstre. 26

27 Socialdemokratiet tog dette usædvanlige skridt i et forsøg på at skabe en arbejdsduelig regering hen over midten, som kunne gennemføre en langsigtet økonomisk politik. Men forsøget måtte opgives efter et år. De to partier var for forskellige i deres syn på den ønskede samfundsudvikling. Konflikten mellem Socialdemokratiet og LO ebbede ud, og enheden i den socialdemokratiske bevægelse blev trods alt bevaret. Heller ikke de borgerliges forsøg på at udnytte en række konflikter på arbejdsmarkedet til at nedbryde fagbevægelsens enhed og styrke lykkedes. I 1970'erne kom det flere steder i områder med et stort antal førstegenerations-arbejdere til faglige konflikter, hvor arbejdsgivere forsøgte at ansætte uorganiserede arbejdere. Organiserede arbejdere blokerede herefter adgangen til virksomhederne for at standse produktionen, og det lykkedes dem at få arbejdsgiverne til at indgå overenskomst med alle arbejderne. I Folketinget foretog de borgerlige partier flere gange stormløb mod den socialdemokratiske regering, som forsvarede blokaderne. De borgerlige talte om frihedsberøvelse og organisationstvang. Men selv om der er blevet oprettet såkaldte gule fagforeninger uden for LO, er det ikke lykkedes at splitte fagbevægelsen. Faktisk blev fagbevægelsen på mange måder styrket i 1970'erne. Medlemstallet voksede støt og rundede 1 mill. i 1976 med en organisationsprocent på mellem 80 og 90. Forbundene udvidede deres aktiviteter uden for selve arbejdsmarkedet. LO tog markante initiativer f.eks. på boligområdet, i skattepolitikken, inden for uddannelserne og i kulturelle spørgsmål, bl.a. medieområdet. Også i Folketinget kunne arbejderbevægelsen trods den vanskelige økonomiske og parlamentariske situation notere resultater. Betydningsfulde love blev gennemført i perioden , f.eks. love om arbejdsmiljø, lov om ligeløn, bistandsloven, en efterlønsordning og andre love, som forbedrede arbejderklassens levevilkår. Dertil kom, at ferien blev udvidet til fem uger, og den ugentlige arbejdstid blev nedsat til 40 timer. I 1990 er den nede på 37 timer. I 1977 vedtog Socialdemokratiet på partiets kongres et nyt principprogram Solidaritet, lighed og trivsel, som afløste programmet fra Den demokratiske socialisme som partiets idegrundlag blev stærkt understreget, og i det hele taget indebar det ny program en betydelig socialistisk opstramning i forhold til 1961-programmet. Socialdemokratiet følte givetvis et stærkt behov for at markere en klarere linie i en tid, hvor de mange forlig og indgreb kunne udviske forskellen mellem socialdemokrater og borgerlige. Også i det nyeste principprogram, Det nye århundrede, som blev vedtaget på Socialdemokratiets kongres i september 1992, er den demokratiske socialisme fastholdt som partiets idegrundlag. Under borgerlige regeringer I 1982 valgte den socialdemokratiske mindretalsregering under Anker Jørgensen imidlertid at gå af og overlade regeringsmagten til de borgerlige partier, som havde flertallet i Folketinget. Prisen for at bevare regeringsmagten var blevet for høj, og et forsøg på at skabe et samarbejde mellem Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre mislykkedes. I 1987 gik Anker Jørgensen af som Socialdemokratiets formand, og han blev afløst af Svend Auken. 27

28 I perioden fra 1982 til 1992 har Danmark haft borgerlige regeringer. Socialdemokratiet har haft problemer med i så lang en periode at finde sin rolle som det største oppositionsparti. Dets bestræbelser har været at forhindre de borgerlige partier i at nedbryde det danske velfærdssamfund med den udbyggede offentlige sektor. Det er i alt væsentligt sket i et samarbejde med SF og fagbevægelsen, og det er på nogle punkter hidtil lykkedes. Der er imidlertid sket en markant stigning i antallet af mennesker, som er blevet dårligere stillede, og de har fået endnu vanskeligere vilkår. Svend Auken De offentligt ansatte har i stort tal sluttet op om kampen for velfærdssamfundet ved at stemme på arbejderpartierne og ved at protestere mod den førte politik gennem deres organisationer. I 1985 kunne en demonstration mod regeringens nedskæringspolitik samle ca mennesker foran parlamentet. SF har i 1980'erne gradvis bevæget sig bort fra dets markante udenrigspolitiske standpunkter, bl.a. kampen mod Danmarks deltagelse i Fællesmarkedet. Det har medført et nærmere samarbejde mellem Socialdemokratiet og SF i Folketinget. Samtidig har Socialdemokratiet forbedret sit forhold til de små partier i centrum med henblik på etableringen af et parlamentarisk grundlag for en flertalsregering. Ved folketingsvalget i december 1990 gik Socialdemokratiet stærkt frem, med 15 mandater, men de to gamle borgerlige partier bevarede foreløbig regeringsmagten. Socialdemokratiet kunne ikke udnytte den store valgsejr, og mange socialdemokrater mente, at det skyldtes formanden Svend Aukens person. De små borgerlige midterpartier ville ikke samarbejde med Socialdemokratiet på regeringsplan, så længe Svend Auken var formand for partiet. I den situation besluttede den ene af partiets næstformænd, Poul Nyrup Rasmussen, at lade sig opstille som modkandidat til Svend Auken, og på en ekstraordinær kongres i sommeren 1992 blev Poul Nyrup Rasmussen valgt som formand for Socialdemokratiet. Poul Nyrup Rasmussen I løbet af efteråret 1992 lykkedes det at skabe et nationalt kompromis om Danmarks forhold til Fællesmarkedet og Maastricht-aftalen, som flertallet i den danske befolkning havde sagt nej til ved folkeafstemningen d. 2. juni De politiske partier i Folketinget undtagen Fremskridtspartiet kunne anbefale et ja til en ny folkeafstemning, hvis følgende fire punkter blev taget ud af Maastricht: 1. Danmarks deltager ikke i den økonomisk-monetære unions 3. fase. 2. Danmark deltager ikke i en EF-forsvarspolitik, og Danmark deltager ikke i Den Vesteuropæiske Union. 3. Unionsborgerskabet vil aldrig kunne træde i stedet for dansk statsborgerskab. 4. Danmarks deltagelse i politi- og asylsamarbejdet foregår som et mellemstatsligt samarbejde, dvs. at Danmark har vetoret på dette område. Det lykkedes den borgerlige regering at få godkendt disse undtagelser for Danmark på et EFtopmøde i Edinburgh i december 1992, og den danske befolkning har stemt om Maastrichttraktaten med de danske undtagelsesregler d. 18. maj Et flertal på ca. 57% stemte for den modificerede traktat. 28