UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG

Transkript

1 UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG D O M Afsagt den 19. december 1985 af Østre Landsrets 3. afdeling (landsdommerne Ziegler, Per Sørensen og Ida Kjær (kst.)). 3. afdeling nr. 285/1983: 1) Gårdejer A, 2) Gårdejer B. 3) Gårdejer C, 4) G å r d e j e r D og 5) Gårdejer E m o d I/S Oddermose Strand Vandværk v/ formanden for bestyrelsen F I 1974 indtrådte de fem sagsøgere, gårdejerne A, B, C, D og E, sammen med en sjette gårdejer, der ligesom sagsøgerne drev landbrugsvirksomhed, som interessenter i I/S Oddermose Strand Vandværk, hvis øvrige interessenter består af 47 sommer-husejere og 6 helårsbeboere. Som vilkår for indmeldelsen krævede vandværket udover nedlægning af forsyningsledningerne for de pågældendes egen regning et kontant indskud på 6.000,00 kr. + moms for hver enkelt interessent. Værket henviste herved

2 til, at tilslutningen af de seks ansøgere, der alle var erhvervsmæssige helårsbrugere, nødvendiggjorde en reel udvidelse af vand - værket, hvortil totaludgiften ville andrage ca ,000 kr. Da ansøgerne var utilfredse med størrrelsen af det kontante indskud, blev sagen indbragt for landvæsenskommissionen for Storstrøms amtsrådskreds, hvor sagen i 1974 blev forligt således, at tilslutningsafgiften for hver af lodsejerne blev fastsat til 4.000,00 kr. + moms, og således at fremtidig vandafgift skulle betales på lige fod med de andre interessenter uanset vandfor-brug, så længe det drejer sig om almindelig landbrugsdrift. På vandværkets generalforsamling den 30. marts 1982 vedtoges et nyt regulativ for vandforsyningen samt et takstblad for vand-afgift, indskud m.v. for 1982, efter at såvel regulativet som takstbladet i overensstemmelse med vandforsyningsloven var blevet godkendt af Møns kommune. Medens sagsøgerne hidtil i overensstemmelse med forliget af 1974 havde betalt samme årlige vandafgift som ejere af sommerhuse og helårshuse, blev det nu bestemt, at denne for sommerog helårshuse skulle andrage 1.100,00 kr., for landejendomme med besætning 1.800,00 kr. Da sagsøgerne under henvisning til forliget af 1974 ikke har kunnet godtage denne differentiering, har de under denne sag, der er anlagt den 6. december 1982, og som ved kendelse afsagt af retten i Brøndbyerne den 16. september 1983 er henvist til fortsat behandling ved Østre Landsret, endeligt påstået sagsøgte tilpligtet at betale sagsøgerne 4.875,00 kr. med sædvanlig procesrente fra, sagens anlæg, til betaling sker, samt anerkende, at de på sagsøgtes generalforsamling den 30. marts 1982 vedtagne nye takster er ugyldige i forhold til sagsøgerne, for så vidt vandafgiften for landejendomme med besætning er højere end for sommer-

3 huse og helårshuse. Sagsøgte, der har anerkendt, at de 4.875,00 kr. udgør det beløb, sagsøgerne har betalt for meget i vandafgift for året 1982, såfremt de får medhold i deres anerkendelsespåstand, har påstået frifindelse. Sagsøgte har subsidiært påstået sagsøgerne tilpligtet at anerkende, at forliget af 1974 er ophørt med virkning for vandafgifter fra den 30. marts 1982, mere subsidiært fra et af landsretten fastsat senere tidspunkt. Over for sagsøgtes subsidiære og mere subsidiære påstand har sagsøgerne påstået frifindelse. Om det ved landvæsenskommissionen indgåede forlig hedder det i referatet af vandværkets ekstraordinære generalforsamling den 31. januar 1974 (formandens beretning) bl.a.: "... Dommeren ledede mødet. Fra vandværkets side hævdedes med støtte i en kommissionsberetning fra dansk vandteknisk forening, at den krævede tilslutningsafgift, var rimelig. Dommeren omtalte andre tilslutningsafgifter til vandværker på Møn. Han mente, at et langt mindre beløb end det forlangte, var mere rimeligt, og havde vandværket ikke penge, kunne man låne. Han mente også, at flere end de seks ansøgere kunne få vand fra vandværket efter udvidelsen og med deres indskud bidrage til forrentning og afskrivning af den nye investering. Vor advokat fik medhold i krav om et højere indskud end det af dommeren først foreslåede, mod at ansøgerne fik samme vandafgift som de øvrige interessenter, idet man fra vor side ikke var interesseret i at opsætte vandmålere, passe og vedligeholde disse samt sørge for aflæsning og administration. Man enedes tilsidst om det oplæg, som fremgår af vedlagte udskrift af forhandlingsprotokollen. Fremtidige ansøgere skal herefter betale en tilslutningsafgift på kr ,00. Men vi må ud at låne penge nu, fortsatte formanden. Vi skal bruge kr ,00...

4 De seks ansøgere har holdt møde og accepterede her betingelserne i det sluttede forlig, dog med den tilføjelse, at vand-forbruget betales på lige fod med de andre interessenter uanset vandforbrug. (Landbrugsdrift). Hertil må vi bemærke, at det natur-ligvis kun gælder, sålænge der drives almindeligt landbrug, altså ikke industri. Brøndborer Øhar udtalt, at der er vand nok til flere aftagere end de omtalte. Der foreligger alle-rede en forespørgsel fra 2-3 til, som ønsker at komme med på samme betingelser, som de seks. Dirigenten gav herefter deltagerne i generalforsamlingen mulighed for at stille spørgsmål til formandens beretning. Flere udtalte frygt for, at landmændene ville misbruge det "billige" vand til f.eks. markvanding med vandkanon, og man ville have vandmålere sat op hos landmændene. På grund af administration ville bestyrelsen ikke foreslå vandmålere, og Thisted mente, at man kunne forbyde vandkanon og lign. På et spørgsmål, om de nye interessenter deltager på samme vilkår med ansvar og pligter som os andre, svarede Thisted, at de "nye" 'vil få tilsendt til underskrift et notat som svarer til protokollatet". Landsretssagfører Thisted meddelte ved skrivelse af 1. februar 1974 de seks ansøgere, at den ekstraordinære generalforsamling havde tiltrådt forliget. Tilføjelsen "sålænge det drejer sig om almindelig landbrugsdrift" ønskedes understreget, "fordi man nødvendigvis må have en sikkerhedsventil, såfremt der på en eller flere af ejendommene skulle udvikle sig en mere industripræget storproduktion. I et sådant tilfælde må vandværket, naturligvis have den mulighed at anmode landvæsenskommissionen om at tage stilling til takseringsspørgsmålet". Om de i 1982 vedtagne nye takster udtalte vandværkets formand på den ordinære generalforsamling den 3o. marts 1982 bl.a. følgende:

5 "Bestyrelsen har fastholdt kravet om differentierede afgifter, dels fordi det synes uretfærdigt, at grundejere, som aldrig bruger en dråbe vand, skal betale det samme som et landbrug med flere hundrede grise, - dels fordi vi må være forberedte på, at en ny boring snart kan blive nødvendig, og at det da er rime-ligt, at storforbrugere bærer en større byrde. Kommunen har hen-stillet til vandværket, at tørbrønden bliver tætnet. De sidste målinger på vandværkets nye vandmåler med skriver har vist, at vandforbruget pr. måned er halveret i forhold til tidligere månedsgennemsnit - Landejendommene har heller ikke så mange grise, som tidligere. Det lavere vandforbrug vil få indvirkning på m 3 -prisen, men sålænge ingen har vandmåler, er dette uden betydning. Opsætning af vandmålere hos interessenterne er i øvrigt tilbudt til ca. kr. 2.6oo + moms pr. måler + vedligeholdelse og aflæsning." Det er under sagen oplyst, at vandværket har måttet foretage investeringer i nye tekniske anlæg for et beløb på ,00 kr. som følge af, at Storstrøms amtskommune den 19. november 1982 har meddelt sagsøgte, at man ikke har kunnet dispensere fra de krav om ammoniumindhold i vandet, som følger af miljøministeriets bekendtgørelse nr. 6 af. 4. januar Der er endvidere fremlagt oplysninger om sagsøgernes antage-lige vandforbrug til husdyrhold i tiden siden Af en beregning på grundlag af sagsøgernes årsregnskaber og gennemsnits-forbrug oplyst af landboforeningerne fremgår, et sagsøgernes forbrug i begyndelsen af perioden har været fra 90 m 3 til 607 m 3 årligt medens forbruget i slutningen af perioden har været fra 198 m 3 til 519 m 3, for en enkelt sagsøgers vedkommende dog 994 m 3.

6 Endelig fremgår det af et af sagsøgte fremlagt bilag, at vandværket jævnlig foretager aflæsning af to vandmålere, en for hele værkets forbrug og en for forbruget i et område omfattende de fem sagsøgere og en helårsbeboelse. Af måleresultaterne fremgår, at sagsøgerne og den nævnte helårsbeboelse i perioden 25. august august 1985 har haft et samlet forbrug på m 3, medens vandværkets øvrige område - 47 sommerhuse, 1 enfamiliehus samt et offentligt toilet - har haft et samlet forbrug på m 3. Der er under sagen afgivet partsforklaring af A og B samt vidneforklaring af vandværkets formand Fog dets daværende advokat, landsretssagfører Børge Thisted. A har bl.a. forklaret, at han deltog i mødet i landvæsenskommissionen i Sagsøgerne var oprindelig kun indstillet på at betale en tilslutningsafgift på 2.500,00 kr. + moms, således som det havde været på tale under et møde hos F. Når sagsøgerne gik med til det højere beløb, skyldes det, at der blev truffet aftale om, at landbrugerne skulle betale samme årlige afgift som de øvrige interessenter. Det var under mødet helt klart, at sagsøgerne ville bruge væsentlig mere vand end sommerhusene. Vandværkets brøndborer anbefal-ede af hensyn til vandets kvalitet, at der blev tilsluttet helårs-brugere. Det blev under mødet fremhævet, at sagsøgerne ikke måtte drive industripræget landbrug. Bortset herfra blev der ikke sat nogen grænse for sagsøgernes forbrug. Sagsøgeren har selv en enkelt ansat i sin landbrugsdrift. B har bl.a. forklaret, at også han deltog i mødet i landvæsenskommissionen. Baggrunden for, at tilslutnings-

7 afgiften blev forhøjet, var, at vandværket af hensyn til at undgå det administrative besvær med vandmålere ønskede, at den årlige vandafgift blev fastsat til samme beløb for alle interessenter. Han har selv en kort tid haft grisesøer i en ny stald og i denne periode været oppe på et årligt vandforbrug på 496 m 3. Driften er siden lagt om og forbruget nu faldet til 222 m 3. Det er ham, der passer vandværket. Han ved, at måleren i begyndelsen hele tiden var defekt. Han har dog aldrig aflæst den. F har forklaret, at han fra begyndelsen har været formand for bestyrelsen i vandværket. Der blev i forbindelse med den pågældende sommerhusudstykning af kommunen meddelt pålæg om etablering af vandværk. Dette blev dimensioneret, så det kunne betjene de 47 sommerhuse, et landbrug, hvis ejer passede værket, samt senere et offentligt toilet. Værket var ikke særlig interesseret i de seks ansøgeres tilslutning i Vidnet fandt det urimeligt, at de oprindelige interessenter skulle betale for den udvidelse, der var en følge af denne tilslutning, og værkets krav om en tilslutningsafgift på 6.000,00 kr. + moms var udtryk for et regnestykke på grundlag af det da foreliggende overslag over udgifterne til udvidelsen. Der var efter

8 man ikke havde kunnet forestille sig i sin tid, idet myndighederne bl.a. stillede krav om en udvidet pumpekapacitet. Værket med-sendte ikke oplysning om forliget af 1974, de man indsendte takstbladet til kommunens godkendelse. Landsretssagfører Børge Thisted har bl.a. forklaret, at forhandlingerne om forliget af 1974 var meget lange og vidtløftige. Han mener ikke, at der under forhandlingerne i landvæsenskommissionen var tale om tilføjelserne "uanset vandforbrug" og "så længe det drejer sig om almindelig Landbrugsdrift". Det var vandværket, som ønskede sidstnævnte forbehold indsat. Den ende-lige forligstekst kom til verden under dommer Halkovs medvirken også efter den forhandling i kommissionen, som han ledede. Der var for vidnet ikke tvivl om, at landbrugerne skulle betale det samme som de øvrige interessenter, så længe forholdene i det væsentlige var uændrede. Skete der derimod en bevægelse i retning af industrielt landbrug, skulle vilkårene ændres. Sagsøgerne har til støtte for deres påstande anført, et det klart følger af forliget af 1974, der er indgået for en offentlig myndighed, at sagsøgerne uanset deres vandforbrug skal betale samme vandafgift som de øvrige interessenter, så længe de driver almindelig landbrugsdrift. Også efter vandforsynings-loven af 8. juni 1978 bevarer forliget sin gyldighed, jfr. 87, stk. 1, og kravet om kommunalbestyrelsens godkendelse af takstbladet, jfr. 53, stk. 1, ændrer ikke ved den omstændighed, at det er vandværket, der som udgangspunkt er kompetent til at fastsætte taksterne. Hertil kommer i øvrigt, at kommunalbestyrelsen må antages også at have villet godkende takster fastsat i overensstemmelse med forliget af 1974, om hvilket den ikke var informeret. Sagsøgte kan heller ikke i øvrigt påberåbe sig bristende forudsætninger: Også i dag falder sagsøgernes virksomhed inden for rammerne af almindelig landbrugsdrift, jfr. oplysningerne om vandforbruget til husdyrhold; sagsøgerne bruger nu nogenlunde samme mængde vand som tidligere, og ved forligets indgåelse vidste alle, at de brugte mere vand end de øvrige interessenter. De skærpede krav til vandkvalitet og nødvendigheden af større investeringer ville foreligge uanset sagsøgernes

9 medlemskab og skyldes navnlig ikke disses vandforbrug. Da aftalen af 1974 tilsigtede mod en merpris at stille sagsøgerne lige med de øvrige interessenter, må de hermed forbundne udgifter fordeles ligeligt på samtlige interessenter. Der er af samme grunde ikke adgang for sagsøgte til at opsige aftalen, ligesom der ikke er grundlag for at anvende bestemmelsen i aftalelovens 36. Sagsøgte har til støtte for sin påstand anført, at det var i overensstemmelse med private vandværkers almindelige praksis, at sagsøgerne i 1974 selv måtte betale den fornødne ledningsføring ligesom det er ganske sædvanligt, at vandværkers takstblade differentierer de årlige afgifter efter forskellige brugerkategorier, således, at landbrugsvirksomheder betaler 2 á 5 gange så meget som et enfamilieshus. Medens det indtil 1. april 1980 var vandværkets egen kompetence at fastsætte de årlige afgifter, er kompetencen ved den nugældende lovs 53, stk. 1, gået over på kommunalbestyrelsen, der godkender taksterne efter vandværkets indstilling. Det følger af vandforsyningslovens 86, stk. 5, at bl.a. bestemmelsen i 53, stk. 1, finder anvendelse på rettigheder i henhold til den hidtil gældende lovgivning. At 87, der bl.a. omhandler forlig efter den tidligere lovgivning, ikke

10 indeholder en tilsvarende bestemmelse, betyder ikke, at der ikke uanset et sådant forlig skulle kunne fastsættes nye takster i medfør af 53, stk. 1. Medens sagsøgerne efter de foretagne målinger har haft et forbrug på i alt 2/3 af det samlede forbrug, skal de efter det vedtagne takstblad kun betale i alt 6/58 af de samlede afgifter. Der er således alene sket en vis udjævning af et åbenbart misforhold. Sagsøgerne har ikke gennem et højere indskud tilkøbt sig ret til samme takst som de øvrige interessenter, idet deres indskud kun delvis dækkede vandværkets investering på ca kr. for at muliggøre udvidelsen af forsyningskredsen. Baggrunden for forliget 1974 var ønsket om ikke at etab- lere vandmålere og den rigelige forekomst af vand. Forliget kunne ikke forventes at bestå uden tidsbegrænsning, men måtte forudsætte nogenlunde uændrede lovbestemmelser og faktiske forhold. Det må have stået sagsøgerne klart, at forudsætningerne væsentligt har ændret sig, således at sagsøgte ikke længere kan være bundet af forliget af I hvert fald må det på den anførte baggrund være muligt for sagsøgte at frigøre sig herfor med et passende varsel. Hertil kommer, at de senere indtrufne omstændigheder gør det åbenbart urimeligt at gøre aftalen gældende nu uden tidsbegrænsning, jfr. aftalelovens 36. Landsretten skal udtale: Efter det om tilblivelsen og indholdet af det i 1974 indgåede forlig oplyste, har det klart været parternes mening at sidestille sagsøgerne med sommerhusejerne uden hensyn til, at sagsøgerne som landbrugere ville have et vandforbrug, der var meget væsentligt større end sommerhusejernes. Sagsøgte findes

11 bundet af f o r l i g e t også efter den nye vandforsyningslovs ikrafttræden, jfr. lovens 87, hvorved bemærkes at det fortsat er vandværket, der efter lovens 53, stk. 1, træffer beslutning om taksternes størrelse, alene under forudsætning af kommunens godkendelse. Sagsøgte findes ikke at have tilvejebragt sådanne oplysninger om skærpede krav til forbedring af vandkvaliteten i henhold til lovgivning efter 1974, eller om en ændret karakter af sagsøgerne landbrugsbedrifter med deraf følgende væsentligt øget vandforbrug, at forliget af den grund ikke længere skulle være bindende for sagsøgte. Da der heller ikke findes grundlag for at tilsidesætte aftalen helt eller delvis i medfør af aftalelovens 36, tages sagsøgernes påstande til følge, ligesom sagsøgerne frifindes for sagsøgtes subsidiære påstande. T h i k e n d e s f o r r e t: Sagsøgte, 1/5 Oddermose Strand Vandværk, v/formanden for bestyrelsen F, skal inden 14 dage efter denne doms dato betale sagsøgerne, gårdejer A, gårdejer B, gårdejer C, gårdejer D og gårdejer E, 4.875,00 kr. med sædvanlig proces-rente fra den 6. december 1982, til betaling sker. Sagsøgte skal anerkende, at de på sagsøgtes generalforsamlin

12 den 30. marts 1982 vedtagne nye takster er ugyldige i forhold til sagsøgerne, for så vidt vandafgiften for landejendomme med besætning er højere end for sommerhuse og helårshuse. Sagsøgerne frifindes for sagsøgtes subsidiære påstande. Inden ovennævnte frist betaler sagsøgte til sagsøgerne sagens omkostninger med 8.000,00 kr.