Indholdsfortegnelse 1... INTRODUKTION TIL KRÓKA-REFS SAGA 1

Transkript

1 Indholdsfortegnelse 1... INTRODUKTION TIL KRÓKA-REFS SAGA UDGAVER AF KRÓKA-REFS SAGA FRA FRISTAT TIL FEUDALT SAMFUND 5 Fristatens ophør 6 Begyndelsen på feudalsamfundet 7 Om islændingenes litterære formåen i det trettende århundrede KARAKTERISTIK AF ISLÆNDINGESAGAEN 10 Traditionen 10 Sandheden 11 Fortælleren 12 Æren, dens givere og vogtere KRÓKA-REFS SAGAS LIGHEDER MED ANDEN NORRØN LITTERATUR LÅN KONTRA LIGHEDER KRÓKA-REFS SAGA OG ISLÆNDINGESAGAERNE 17 Fóstbrœðra saga 17 Gísla saga Súrssonar 19 Egils saga Skalla-Grímssonar KRÓKA-REFS SAGA OG ANDEN NORRØN LITTERATUR 21 Auðunar þáttr vestfirzka 22 Gautreks saga 23 Þjalar-Jóns saga KONKLUSIONER ANALYSE AF KRÓKA-REFS SAGA KRÓKA-REFS SAGA. ET KORT REFERAT SAGAENS FORLØB PERSONERNE I KRÓKA-REFS SAGA 33 Bønder og handelsrejsende: sagaens første halvdel 33 Konger og kongelige krigere: sagaens anden halvdel 36 Refr Steinsson som islændingesagahelt GEOGRAFI OG KRONOLOGI I KRÓKA-REFS SAGA FORTÆLLEREN OPSAMLING KULBIDERMOTIVET I KRÓKA-REFS SAGA 46

2 4.1...KULBIDEREN I NORRØNE TEKSTER 47 Kulbiderens oprindelse: Saxos Amled og folkeeventyrene 47 Kulbidermotivet i islændingesagaerne 49 Sammenfattende om kulbideren som karaktertype REFR STEINSSON SOM KULBIDER 54 Refrs liv RÆVEMOTIVET I KRÓKA-REFS SAGA RÆVEMOTIVETS HISTORIE OG ANVENDELSE 59 Króka-Refs saga og Saxos sagn. Fablen RÆVEMOTIVET I KRÓKA-REFS SAGA 62 Forklædninger og navne 62 Ordsnilden 66 Orddannelserne 67 Fingersnilden 71 Flugten SAMMENFATTENDE OM BESKRIVELSEN AF DEN SNU KULBIDER KONKLUSION PERSPEKTIVERING SUMMARY LITTERATURLISTE FORKORTELSER UDGAVER ANDEN LITTERATUR 92

3 1 Introduktion til Króka-Refs saga Islændingesagaerne handler om islændingenes historie fra kort før landnammet til omkring et halvt århundrede efter kristendommens indførelse. De foregår på Island, har en islænding som hovedperson, og ofte rejser han til Norge eller andre lokaliteter i Europa. De handler om mindeværdige og specielle individer i en mindeværdig og speciel tid. 1 Inden jeg begynder på selve specialet og dets analysedel, vil jeg kort redegøre for nogle tekniske detaljer her i indledningen. Alle norrøne navne er citeret i deres nominativform og bliver tilføjet et s i genetiv. Denne konsekvens giver til tider uskønne navne, men er udtryk for en konsekvens i brugen af dem. Hvis navnene har en gængs dansk pendant, såsom navnene på visse historiske personer som Svend Estridsøn og Harald Hårderåde, så vil den blive brugt frem for det norrøne udtryk. Når der forekommer citater fra primærlitteratur i teksten, er de oversat til dansk med mindre jeg forsøger at konkludere forhold, der kræver et citat fra originalsproget. En dansk oversættelse vil herefter følge i noten. Oversættelserne fra norrønt til dansk er mine egne, medmindre den danske oversættelse er angivet som kilde i den tilhørende note. Hvor jeg i citater har indført et eller flere ord i kantede parenteser, er det for at lette forståelsen af det enkelte citat ved at indsætte mine egne ord eller for at forkorte i teksten. Króka-Refs saga har ikke været genstand for megen diskussion gennem de sidste hundrede år. Først inden for de sidste tre årtier har tre forskere i artikelform beskæftiget sig med denne saga: Patricia M. Wolfe, Frederic Amory og Paula Vermeyden. 2 De har hver især beskæftiget sig med forskellige aspekter af sagaen, 1 [ ] the origins of remarkable and memorable events usually lie in the lives of remarkable and memorable individuals. Vésteinn Ólason: Dialogues with the Viking Age. Narration and Representation in the Sagas of the Icelanders. Oversat af Andrew Vawn. Heimskringla, Mál og Menning (Reykjavík, 1998), p Wolfe, Patricia M.: The later sagas: Literature of transition. in Alþjóðlegt Fornsagnaþing 2, (1974), p.p Amory, Frederic: Pseudoarchaism and fiction in Króka-Refssaga in Alþjóðlegt Fornsagnaþing 4, (1979), p.p Vermeyden, Paula: Mun ek lengja nafn hanss ok kalla hann Króka-Ref in Tijdschrift voor Skandinavistiek, 2. årgang, nr.1, (1981), p.p

4 men diskuterer alle dens motivlån og undersøger forfatterens holdning til sit stof. De har vist interesse for sagaen, der hidtil ikke havde fået megen opmærksomhed under forfaldsteoriens velmagtsdage. Forfaldsteorien går i al sin korthed ud på, at islændingesagaernes kvalitet voksede støt fra begyndelsen af deres nedskrivning, nåede sin top med blandt andre Brennu-Njáls saga og degenererede siden hen. Som logisk konsekvens heraf var alle sagaer skrevet senere end f.eks. Brennu-Njáls saga af en ringere kvalitet. Króka-Refs saga er skrevet sent og kan ikke måle sig i storhed og dybde med Njáls saga, Egils saga Skalla-Grímssonar eller mange af de andre islændingesagaer. Alligevel har Króka-Refs saga sine litterære kvaliteter, der ikke har deres lige i anden samtidig litteratur. Islændingesagaerne er litteratur og skal analyseres som sådan, men det betaler sig at anlægge bestemte synsvinkler på teksten og undgå at anlægge andre. På samme vis, som man ikke skal analysere en dannelsesroman fra det nittende århundrede og en postmoderne roman ud fra helt de samme kriterier. En analyse af Króka-Refs saga skal derfor tage højde for de særlige omstændigheder, der gør sig gældende i enhver islændingesaga. Man må forestille sig, at islændingesagaerne blev til i et samfund, der var ved at blive skriftliggjort. Gennem vedtagelsen af kristendommen, som er en religion baseret på skrifter, blev der etableret en islandsk tradition for at bruge skriften til at udbrede kendskabet til religionen. Med kristendommen og de lærde kristne blev grundstenene til Islands skriftkultur lagt i begyndelsen af det tolvte århundrede 3. Hvor Island tidligere havde haft en udbredt mundtlig fortælletradition, begyndte man her at nedfælde det ældre fortællestof og dets former på skrift. Forfatterne til de tidlige islændingesagaer havde brug for en form, når de forfattede deres sagaer, så de valgte at imitere den mundtlige fortællestil, som de havde kendskab til gennem traditionen, og satte den på skrift. Skriften var derfor et forholdsvis nyt medium og ikke særligt udbredt, da man i det trettende århundrede begyndte at skrive om islændingenes tidlige 3 Her kan jeg nævne Ari prestr hinn fróði Þorgilsson (ca ) og Sæmundr hinn fróði Sigfússon (ca ). Den første skrev på islandsk, den anden på latin. Sigurður Nordal: Sagalitteraturen in Litteraturhistorie B. Norge og Island. Udg. Sigurður Nordal. Nordisk Kultur 8. Bonnier (Stockholm, 1953), pp

5 historie i form af islændingesagaer. På samme tid blev der også skrevet anden litteratur som f.eks. de kortere totter og de mere fantastiske fornaldarsagaer. Al litteratur følger nogle mønstre, som gør, at man kan genkende dem som hørende til en bestemt genre. På dette tidlige tidspunkt i Islands litteraturhistorie var der ikke veldefinerede grænser mellem de forskellige måder at skrive en tekst på. Derfor vælger jeg at bruge ordet tekstgruppe frem for genre om den enkelte gruppe af tekster, som deler form og indhold, og som skal opfattes på samme måde. Króka-Refs saga er af flere årsager blevet kategoriseret som tilhørende tekstgruppen af islændingesagaer. For det første passer tiden, stedet og hovedpersonens nationalitet med handlingen i alle andre islændingesagaer: En islænding på Island efter landnammet, men før kristningen. Det fjerner den fra fornaldarsagaerne, som foregår i en ukendt oldtid og sjældent på Island. For det andet har Króka-Refs saga en længde, som gør, at den er for lang til kun at være en islændingetot. Derfor passer Króka-Refs saga bedst ind i tekstgruppen af islændingesagaer. Men alligevel skiller sagaen sig ud fra den klassiske eller typiske islændingesaga. Sagaen har helt tydelige ligheder med islændingesagaerne, som gør, at man ikke kan kategorisere den som andet, men også tydelige forskelle fra de typiske islændingesagaer. Hvilke forskelle og ligheder der er tale om, og hvad de fortæller om sagaen og forfatterens attitude til sit stof, det er dette speciales emne. Jeg er interesseret i at undersøge, hvordan Króka-Refs saga skal forstås set i litteraturhistoriske sammenhænge og i forhold til tekstgruppen af islændingesagaer. I denne forbindelse vil jeg kort nævne mine inspirerende samtaler med forlægger og mag. art. Viðar Hreinsson fra Reykjavíkur Akademían. Under et besøg som gæsteforelæser ved Århus Universitet, introducerede han mig for denne saga og det blev begyndelsen på dette speciale. Specialets hovedvægt kommer til at ligge i kapitel fire og fem, der omhandler henholdsvis kulbidermotivet og rævemotivet i Króka-Refs saga. Disse to motiver bliver undersøgt nøje for at konkludere på sagaens beskaffenhed og forfatterens mulige holdning til sit stof. Jeg kunne have valgt andre 3

6 tilgangsvinkler til denne saga, men at dømme ud fra sagaen selv og den sparsomme sekundærlitteratur, man kan finde om den, så er dette to af de mere kendetegnende attributter ved Króka-Refs saga. Kulbidermotivet bliver karakteriseret som et klassisk motiv i sagalitteraturen, mens rævemotivet er et moderne motiv. Mere moderne end de fleste af islændingesagaerne. Her vil min undersøgelse af Króka-Refs saga have sit fokus: Hvad fortæller det om denne saga i særdeleshed og samtidens litterære holdning generelt, at der kunne laves sagaer som denne? Afsnit 1.1 Udgaver af Króka-Refs saga giver et kort overblik over hvilke håndskrifter der har været brugt til den udgave af sagaen, som bliver brugt i dette speciale. Samtidig giver jeg et bud på sagaens alder. Den bruger jeg til at indkredse de historiske og specielt de litterære omstændigheder i afsnit 1.2 Fra fristat til feudalt samfund. Dette afsnit giver en kort beskrivelse af de ekstralitterære omstændigheder, som man bliver nødt til at forholde sig til i studiet af islændingesagaer. I afsnit 1.3 Karakteristik af islændingesagaen giver jeg grundlaget for analysen af denne tekstgruppe. Afsnittet giver et indblik i den kontekst som sagaerne skal sættes ind i og angiver dermed hvilke faldgruber, der skal styres uden om. Ovennævnte tre afsnit bidrager ikke nævneværdigt til hoveddelen af mit speciale, men beskriver hele den specielle situation, som et studie af islændingesagaer må tage højde for. I det kommende vil jeg give et historisk overblik over de sociale og magtpolitiske strukturer på Island op gennem det trettende og fjortende århundrede. Jeg vil vise ændringerne i den litterære situation, der lå til grund for skabelsen af islændingesagaerne, både de ældre og yngre, herunder Króka-Refs saga. Dernæst vil jeg give en beskrivelse af nogle af de vigtigste karakteristika ved islændingesagaerne for at skabe en fælles referenceramme. 1.1 Udgaver af Króka-Refs saga Mit sigte er udelukkende litteraturhistorisk og jeg vil derfor ikke komme ind på forskellige håndskrifters og fragmenters tekstlige afvigelser. I dette speciale har jeg brugt den normaliserede udgave af Króka-Refs saga fra Íslenzk fornrit. Der er ikke store uoverensstemmelser mellem de forskellige overleverede fragmenter af 4

7 Króka-Refs saga. Yderligere har det været mest hensigtsmæssigt at benytte denne ene udgave, da det er den mest tilgængelige. Pálmi Pálsson udgav allerede i 1883 en ligeså tilgængelig udgave af sagaen, som også indeholder Króka-Refs rímur, der er en samling af senere tilføjede rímur. Modsat udgaven i Íslenzk fornrit, så er Pálmi Pálssons tekst ikke normaliseret. 4 For referencens skyld vil jeg her nævne, at Íslenzk fornrits udgave er blevet til på baggrund af fem overleverede håndskrifter. Tre af disse er dateret til at være skrevet omkring , nemlig fragmentet B: Stockh. Perg. nr. 8, 4to, A: ÁM 471, 4to og fragmentet C: ÁM 586 4to. De to sidste håndskrifter er fra det syttende århundrede: E: ÁM 552 f. 4to og F: ÁM 554 hß, 4to. Håndskrifterne A, C, E og F indeholder flere islændingesagaer, fornaldarsagaer og totter, som kan betegnes som mindre realistiske. Håndskrift C indeholder derudover også nogle eventyr, moralske fortællinger og exempla. Þórðar saga hreðu, Víglundar saga og Kjalnesinga saga optræder ofte sammen med Króka-Refs saga, så det kunne tyde på en vis samhørighed mellem disse tre tekster og Króka-Refs saga. Afskrifter af håndskriftet Vatnshyrna, som gik tabt i branden i København i 1728, viser, at Króka-Refs saga var nedskrevet dér. Man formoder, at Vatnshyrna er fra slutningen af det fjortende århundrede og indeholdt en større samling af islændingesagaer, blandt andre Bárðar saga snæfellsáss, Eyrbyggja saga, Flóamanna saga, Hœnsa-Þóris saga, Kjalnesinga saga, Laxdœla saga, og Vatnsdœla saga. 5 At afskrivere kategoriserede Króka-Refs saga sammen med disse tekster, kan give en ide om afskrivernes generelle holdning til denne saga. 1.2 Fra fristat til feudalt samfund Det er ikke muligt at give en præcis datering af islændingesagaernes nedskrivningstid, men jeg vil fastsætte den til at være mellem begyndelsen af det 4 Króka-Refs saga og Króka-Refs rímur. Udg. Pálmi Pálsson. (København, 1883). 5 Örnúlfur Thorsson har i sin artikel Leitin að landinu fagra. Hugleiðing um rannsóknir á íslenskum fornbókmenntum, in Skáldskaparmál 1 (1990), p. 35, skitseret nogle af de mest kendte islændingesagaers formodede alder, samt hvorfra og hvornår de tidligste af deres fragmenter er fra. 5

8 trettende århundrede og midten af det fjortende 6. Indenfor denne periode på omkring 120 til 140 år, blev størstedelen af de overleverede islændingesagaer til, og tekstgruppen formodes at være færdigudviklet ikke senere end 1262/64 eller før Sturla Þórðarson skrev sine versioner af Landnámabók og Íslendingasaga omkring Króka-Refs sagas sene nedskrivningstidspunkt gør, at den bliver kaldt for en sen eller ung islændingesaga. Forskningen har generelt været enig om, at denne saga kan dateres til omkring den sidste fjerdedel af det fjortende århundrede, men sagaen kunne være blevet skrevet ned i et tidligere fragment, man ikke har kendskab til. Jeg vil belyse de økonomiske og sociale forhold på Island fra det trettende århundrede, hvor islændingesagaerne begynder at manifestere sig som en særskilt tekstgruppe, til det tidspunkt, hvor det ældste fragment af Króka-Refs saga formodes at kunne findes i Vatnshyrna (ca. 1375). Fristatens ophør I det trettende århundrede var det islandske samfund bygget op omkring gode - institutionen. Goderne var medlemmer af samfundets øverste sociale lag og havde ingen myndighed over sig. Magten lå ikke suverænt hos goderne, men i en gensidig forståelse mellem magthaverne i samfundet. Goderne var afhængige af bønderne, hvis støtte de havde brug for i deres sager på tinget. 8 Nogle af de rigeste goder og mægtigste slægter viede deres gårde og gods til kirkens brug og undgik derved at betale skat, fordi kirkegodset var skattefrit for storbønderne. Herved fik de rådighed over halvdelen af kirkens tiende og var selv tiendefrie. Kirkerne blev en stor indtægtskilde for de magtfulde slægter, som kunne råde over 6 Meulengracht Sørensen, Preben: Fortælling og Ære. Studier i islændingesagaerne. Universitetsforlaget (Oslo, 1995), p Vésteinn Ólason: Dialogues with the Viking Age, p Meulengracht Sørensen, Preben, Fortælling og ære, p

9 dem i al fremtid og dette gjorde de rige slægter rigere. 9 I starten af det trettende århundrede var fordelingen af landets 39 goðorð - godedømmer - koncentreret omkring seks mægtige slægter i landet, og det skabte blodige sammenstød mellem disse slægter. 10 For at udvide sin magt gennem overtagelsen af goðorð, var det nødvendigt at tage livet af indehaveren og dennes allierede. Altinget mistede sine lovgivende og dømmende funktioner, og de mindre bønder måtte betale prisen for storbøndernes magtekspansioner. 11 Fristatstiden var kommet til sin ende: Der var hverken økonomisk eller udenrigspolitisk basis for en fortsættelse af fristaten. For stormændene betød det, at det sociale system, de havde bygget samfundet på, med familien som kerne og ægteskabet som alliancemiddel, ikke længere kunne fungere. Den indbyrdes solidaritet veg for den enkeltes stræben opad. 12 Fristaten endte da islændingene lovede den norske konge troskab og skatskyldighed. I 1262 anerkendte nord- og sydlandsfjerdingerne den norske konge som statsoverhoved og i de følgende to år fulgte øst- og vestlandsfjerdingerne med. Hermed endte en lang række stridigheder mellem de førende slægter på Island til stor tilfredshed for de mindre bønder, som led under de borgerkrigstilstande, som herskede. Begyndelsen på feudalsamfundet Tidsrummet fra 1262/64 til 1400 var præget af store forandringer i magtbalancen og samfundsstrukturen. Det var ikke længere op til én selv at skaffe sig magt, da den kunne opnås gennem forbindelser til kongen og hans hird. Med de to lovsamlinger, Járnsíða fra 1271 og Jónsbók fra 1280, blev de gamle godedømmer afskaffet og i stedet blev nye administrative embeder oprettet: hirdstyrer og 9 Björn Thorsteinsson: Island. Under medvirken af Bergsteinn Jónsson og Helgi Skúli Kjartansson. Overs. af Preben Meulengracht Sørensen. Politikens Danmarkshistorie. Politikens Forlag A/S (København, 1985), p.p Glauser, Jürg: Isländische Märchensagas. Studien zur Prosaliteratur im spätmittelalterlichen Island. Beiträge zur nordischen Philologie 12. Helbing og Lichtenhahn (Basel, 1982), p.p Glauser, Jürg: Isländische Märchensagas., p Meulengracht Sørensen, Preben: Saga og samfund. En indføring i oldislandsk litteratur. Berlingske Forlag (København,1977), p

10 sysselmænd - hirðstjóri og sýslumenn. Hirdstyreren havde det højeste embede på Island og var den norske konges tilsynsførende i landet. Blandt indehaverne af disse embeder fik Island sin lavadel, som forpligtede sig til at bistå den norske konge og handle som hans undersåtter. Med den centrale magtstyring var der kommet ro i landet, og islændingene kunne koncentrere sig om landbruget og det nye blomstrende erhverv: I begyndelsen af det fjortende århundrede blev fiskeriet nemlig forudsætningen for den rigdom, som kirken og nogle få stormænd fik del i. 13 Det islandske magtcentrum flyttede sig fra sydlandets store gårde over mod vestkysten, hvor de store landområder omkring Breiðafjörður, Vestfirðir og Snæfellsnes blev udgangspunktet for det indtægtsrige fiskeri. Handlen blev afviklet gennem Hansekontoret i Bergen, og omkring 1350 blev Lübeck centrum for den nordeuropæiske handel med tørfisk. Handels- og koloniseringsekspansioner i Østersøområdet gjorde, at fiskepriserne steg op til 40% i den første halvdel af det fjortende århundrede. Det lukrative fiskeri skabte nye muligheder for islændingene til at blive storbønder, men et samfundslag af fiskere blev ikke skabt. 14 Det feudale islandske samfund bestod af lavadelen, de gejstlige og bønderne. De gejstlige, deriblandt biskopperne, var blevet en større magtfaktor i samfundet, efter at kirken i den sidste del af det trettende århundrede var blevet selvejende. Det fratog de stormænd, som før ejede kirkerne, en stor del af deres indtægter. I stedet samlede kirkerne deres rigdomme i form af indtægter fra forskellige skatter og afgifter, og blev centre for lærdom. Rigmandssønner tog undervisning hér og blev oplært i læse- og skrivefærdigheder. Om islændingenes litterære formåen i det trettende århundrede Sigurður Nordal kaldte omstændighederne i det trettende århundrede for tid og kalveskind. 15 Han gjorde det ud fra den tese, at kalveskind skulle have været 13 Glauser, Jürg: Isländische Märchensagas, p Glauser, Jürg: Isländische Märchensagas, p Sigurður Nordal: Tid og kalvskinn. Några anmärkningar om de ekonomiska förutsätningar för den fornisländska litteraturen in Scripta Islandica 5 (1954), p.p

11 billigt, og at islændingene havde masser af tid til rådighed, da de var blevet mere velhavende end tidligere. I det sekstende århundrede bevidnede tre gejstlige, Peder Palladius ( ), Absolon Pederssøn Beyer ( ) og Peder Claussøn Friis ( ), at der var en særdeles høj grad af litteraritet på Island; mange var i stand til både at læse og skrive. 16 Havde disse kundskaber også været fremherskende omkring det trettende århundrede, kunne man få den opfattelse, at den almindelige islænding var i stand til at skrive, og at han gjorde det. Således kunne islændingesagaerne, der handler om storbøndernes liv og færden i tidsrummet fra det niende til det ellevte århundrede, have været litteratur, der var skrevet af storbønderne selv. Men fremkomsten af sagalitteraturen skyldtes ikke, at befolkningen besad en høj grad af litteraritet. I så fald ville Island have været et enestående eksempel i middelalderens Europa. Det er ikke muligt at svare entydigt på, hvorfor islændingene begynder at skrive denne enestående litteratur, men én ting er sikker: Unbestritten muß die Tatsache bleiben, daß es sich bei der Produktion von Sagas im 13. Jahrhundert um ein Oberklassenphänomen handelte, und daß sich dies auch in den folgenden zwei Jahrhunderten grundsätzlich nicht änderte. 17 I det trettende århundrede var der en meget lille overklasse af storbønder, lavadel og klerikale. Storbønderne og lavadelen var tidens aftagere af sagaerne. Da fiskeriet og handelen med tørfisk ændrede på landets interne magtcentre i det femtende århundrede, blev der skabt en ny overklasse, som blev de nye aftagere. Selvom overklassen skiftede gennem tiden, så forblev producenterne de samme. Omkring år 1300 kunne der kun blive fremstillet og skrevet på pergament på de allerstørste gårde eller kulturcentre i landet. Det vil sige de to bispesæder og de 6-8 klostre, hvor der ikke var flere end 5-6 munke eller nonner ad gangen. 18 I det femtende århundrede er de gejsteliges rolle som forfattere og skrivere stadig central. 19 Den islandske litteraturs materielle produktionsbetingelser ændrer sig i 16 Glauser, Jürg: Isländische Märchensagas, p.p Glauser, Jürg: Isländische Märchensagas, p Glauser, Jürg: Isländische Märchensagas, p Glauser, Jürg: Isländische Märchensagas, p

12 denne periode ikke markant. Det er de rige storbønder og medlemmer af lavadelen, der aftager litteraturen, og de gejstlige, der var datidens lærde, der producerede den. Fra starten af det trettende århundrede til den sidste del af det fjortende, hvor Króka-Refs saga bliver skrevet ned i Vatnshyrna, ændrer mængden af litteratur sig. Det trettende århundrede er fattigere på litteratur end det fjortende århundrede, hvor de forskellige tekster og tekstgrupper lever side om side og smitter af på hinanden. Håndskriftoverleveringen florerer, og de ældre islændingesagaer bliver fortsat afskrevet. Forfatterne og skriverne havde masser af litterære forbilleder i det fjortende århundrede, som ikke fandtes i samme antal i det trettende århundrede. Den ældre litteratur blev ikke afvist, men tværtimod udbygget. Det er i denne sammenhænge, at man skal forestille sig, at Króka-Refs saga bliver skrevet. 1.3 Karakteristik af islændingesagaen Det er ikke muligt at give en dækkende karakteristik af islændingesagaerne. De er for forskellige, og man kan ikke definere deres genremæssige tilhørsforhold ud fra vores tids moderne begreber uden at støde ind i anakronismer. Men det kan lade sig gøre at beskrive nogle af de mest markante egenskaber ved islændingesagaen. Jeg har valgt at give en kort karakteristik af tekstgruppen og dernæst en mere fyldestgørende beskrivelse af islændingesagaens forhold til traditionen, sandheden, fortælleren og æren. Opfattelsen af disse fire litterære instanser er af stor vigtighed for forståelsen af den enkelte saga. Pågældende del af dette afsnit er i store dele baseret på Preben Meulengracht Sørensens Fortælling og ære. Studier i islændingesagaerne. kapitel III om islændingesagaerne og kapitlerne VIII, IX og X om ære og personlig integritet. Det er ifølge min mening den mest koncise og fyldestgørende beskrivelse af islændingesagaerne man kan give. Traditionen Islændingesagaerne foregiver at være fortællinger, der viderefører en mundtlig tradition. Sætningsbygningen og stilpræget tyder på, at islændingesagaerne har været brugt til oplæsning. De er en skriftlig imitation af den mundtlige fortælling 10

13 og benytter sig af henvisninger som svá er sagt, þess er getit, svá segja menn, sumir segja eller negationen eigi er þess getit (det fortælles, folk siger, nogle siger eller, i negationens tilfælde, det er ikke oplyst). Bemærkningerne henviser ikke til specifikke kilder, som kloge folk eller andre navngivne personer, men nærmere til den bagvedliggende tradition som fortælleren benytter sig af. Denne tradition refereres der til alment og uden nogen form for kildeangivelse. Forfatterne fremstiller deres emne som en gengivelse af noget, der er fortalt om virkelige begivenheder og bevaret gennem en fortælletradition. 20 Henvisningerne fører altså ikke tilbage til nogle bestemte kilder, der kunne navngives, modsat tidligere tiders litteratur. Den tradition, der lå bag frembringelsen af lærde værker som Íslendingabók og Landnámabók, måtte sikre sig pålidelige øjenvidner, eller andre hjemmelsmænd, der kunne borge for værkets troværdighed. I disse værker blev kildernes troværdighed ofte diskuteret i en prolog eller i sammenhæng med en kildeangivelse. Henvisningerne angav overfor tilhørerne, hvordan islændingesagaerne skulle forstås. Ved ikke at diskutere kildernes troværdighed insisterer islændingesagaerne på at være tradition. I løbet af de århundreder, hvor de blev forfattet og skrevet og reproduceret, har de bekræftet sig selv og hinanden som en litteratur, der byggede på en ægte overlevering. 21 Den manglende prolog er et træk ved islændingesagaerne. Prologens diskussion af kildernes troværdighed markerer tekstens skriftlighed. Fraværet af prologen tilslører indtrykket af skriftlighed og personligt forfatterskab og understreger islændingesagaens karakter af traditionsbunden fortælling. Sandheden Islændingesagaen gør krav på at blive læst som en sand fortælling. Den forsøger ikke at overbevise om, at den er en sand fortælling, men kræver, at tilhørerne skal forstå den som historisk sand alene af den grund, at den bygger på traditionen. Islændingene har været fortrolige med forskellige litterære og retoriske konventioner. De har overvejet et givent værks formål eller en given fremstillings troværdighed, som nævnt ovenfor, men de har aldrig diskuteret det i nogen 20 Meulengracht Sørensen, Preben: Fortælling og ære, p Meulengracht Sørensen, Preben: Fortælling og ære, p

14 skriftlig bevaret form. Islændingesagaerne hører til den del af den islandske litteratur, der behandler private emner, som Walter Baetke kalder dem. 22 Modsat behandler kongesagaerne og Íslendingabók de mere officielle emner. Før Island kom under norsk styre i 1262/64, fandtes der ingen officielle verdslige institutioner, udover bispesæderne, og derfor var det ikke muligt at bedrive nogen form for officiel historieskrivning. Islændingesagaernes private karakter har gjort, at det ikke var nødvendigt at benytte den samme retorik, som officielle værker havde i resten af middelalderens Europa, f.eks. prologer eller diskussioner af kildernes troværdighed. Manglen på disse har ikke gjort, at islændingesagaerne skulle betragtes mindre sande. I det private miljø har handlingens hovedpersoner, landskabet og den historiske og kulturelle baggrund været noget kendt eller genkendeligt, som forfatteren iscenesatte sin fortælling i. 23 Nærheden, islændingesagaens henvisning til traditionen, er argument for troværdigheden. Netop fordi traditionen var privat, lokal og nær [ ] kunne den bygge på forestillingen om en ubrudt række af mundtlige fortællere, hvis sandfærdighed man ikke behøvede at drage i tvivl. 24 Så på tværs af emigrationen fra Norge i landnamsperioden, trosskiftet ved årtusindeskiftet og styreskiftet i 1262/64, tre historiske brud, samler islændingesagaernes forfattere deres folks historie til én kontinuerlig bevægelse. Fortælleren Islændingesagaerne har en objektiv fortæller: Han formidler kun, hvad han selv har fået fortalt. For klarhedens skyld er det nødvendigt at distingvere mellem forfatteren og fortælleren. Den første er ukendt og viser sig kun for tilhørerne og læserne i form af den anden - fortælleren. Forfatteren er den ordnende instans, der videregiver traditionen, som han selv har fået den fortalt engang. 22 Baetke, Walter: Über die Entstehung der Isländersagas. Berichte über die Verhandlungen der Sächsichen Akademie der Wissenschaften zu Leipzig. Philol.-Hist. Kl. Bd Hf. 5. Akademie- Verlag (Berlin, 1956), p.p Meulengracht Sørensen, Preben: Fortælling og ære, p Meulengracht Sørensen, Preben: Fortælling og ære, p

15 Islændingesagaen mimer herved i sin fremstilling den klassiske fortællesituation. Fortælleren er den instans, hvorfra beretningen anskues fra. Med denne skelnen er det muligt at undersøge forfatterens brug af sine kilder, et eksplicit træk ved teksten, og fortællerens forhold til traditionen, et implicit teksttræk. Fortællerpersonen er identisk med oplæseren af sagaen: Ligesom islændingesagaen med den implicitte fortællerperson former en rolle for oplæseren, sådan stræber den også mod at lade forfatteren gå i et med traditionen. Sagaen foregiver, at det er traditionen, der har skabt sagaen. 25 Fortællingen eksisterer som indhold, han giver form, når han fortæller. Forfatteren forsvinder bag sin saga uden at efterlade et spor af sig og fortælleren træder frem som traditionens repræsentant. Æren, dens givere og vogtere Islændingesagaen bruger æren som målestok for karakterernes handlinger. Introduktionen af Refr i Króka-Refs saga beskriver, hvordan familien og de folk, der opholder sig sammen med dem, ser skævt til Refr og misbilliger hans manglende lyst til at opholde sig sammen med andre folk. Misbilligelsen har sit afsæt i en bestemt opfattelse af æren, dens givere og vogtere, og det spiller en vigtig rolle i islændingesagaerne. Der er den en ideal fordring, som samfundet eller gruppen stiller individet over for, og som samtidig er nedlagt i individet selv som en stræben. 26 Man handler selv ud fra æren som målestok og måler andres handlinger efter den. Æren er et balancesystem, hvor man søger at udjævne forskelle i systemet gennem forlig, betaling af kompensation og i sidste instans hævn. I islændingesagaen er æren afhængig af personens alder og køn. Kvinderne har deres ære gennem deres mand, men deres æresfølelse er ikke mindre af den grund. Derfor ægger Þorgerðr Refr til at genoprette ubalancen ved at kræve kompensation for mordet på Barði. Denne æggen bliver kaldt for frýja og bygger på en pligt, som mangler at blive udført. Her over for er níð en udfordring for 25 Meulengracht Sørensen, Preben: Fortælling og ære, p Meulengracht Sørensen, Preben: Fortælling og ære, p

16 udfordringens skyld, der har til formål at fratage en mand hans ære, mens frýja er kvindernes sprog, og har til formål at hjælpe en mand med at genoprette hans ære. På samme måde som kvinderne, kan ældre mænd heller ikke selv handle direkte for at genoprette et tab af ære. De må også benytte sig af frýja for at få æren genoprettet, som Þormóðr, der ægger Refr til at hævne sig på Þorgils og hans sønner. Refrs ære afhænger altså af, hvordan han i forskellige situationer handler med æren som målestok. Tæt forbundet med æren er hævnen. I fristatssamfundet blev alle frie mennesker i teorien opfattet som lige, da hvert enkelt individ havde retten til at holde sin personlige integritet for ukrænkelig. Denne personlige integritet omfattede manden selv, hans familie, ejendom og dyr. Blev en persons integritet krænket, var det ifølge loven og offentligheden hans pligt at kræve kompensation eller tage hævn for at få udlignet krænkelsen og genoprettet sin integritet. Hvis han ikke gjorde sin pligt, så blev det af offentligheden opfattet som om, at den krænkede ikke så sig selv som ligeværdig med krænkeren og at krænkelsen dermed var retfærdig. Den krænkede kom til at stå som underlegen over for krænkeren. Dette blev roden til omfattende blodhævnsaktioner og store slægtsfejder i islændingesagaerne. Blev der ikke ydet kompensation, så var hævnen den eneste udvej, og den krævede, at der på ny blev tilbudt kompensation eller taget hævn. Disse stridigheder kunne i islændingesagaerne ende med at komme for tinge, hvor vise og magtfulde mænd forhandlede sig frem til en afgørelse på rækken af krænkelser og hævnaktioner. Som en konsekvens af, at islændingesagaerne er bygget op omkring dette konfliktmønster, så ender de oftest tragisk. Islændingesagaerne er en litteratur, der fortæller om de situationer, hvor individet ender i uløselige konflikter, trods dets kamp for at komme uden om disse. Karakterernes tragiske skæbne er uløseligt bundet sammen med konflikterne, som drivkræfterne i plottet. Det interessante i Króka-Refs sagas tilfælde er her, at trods dens mange ligheder med tidligere islændingesagaer, er den langt fra tragisk. Det vil jeg komme nærmere ind på i min konklusion i kapitel 6. I det næste vil jeg koncentrere mig om Króka-Refs sagas ligheder med anden norrøn litteratur. 14

17 2 Króka-Refs sagas ligheder med anden norrøn litteratur I indledningen til dette speciale blev det nævnt, at de tre forskere, Patricia M. Wolfe, Frederic Amory og Paula Vermeyden, der har beskæftiget sig med Króka- Refs saga i artikelform, har undersøgt hvilke andre tekster, Króka-Refs saga har ligheder med. De har koncentreret sig om forskellige islændingesagaer, fornaldarsagaer og islændingetotter, men i det følgende vil jeg kun beskæftige mig med de tekster, der er mest omtalte og går igen i de tre artikler, samt de tekster som jeg selv har fundet. Det drejer sig om Fóstbrœðra saga, Gísla saga Súrssonar, Egils saga Skalla-Grímssonar, Þjalar-Jóns saga, Gautreks saga, og Auðunar þáttr vestfirzka. Islændingesagaerne vil blive omhandlet i afsnit 2.2, og fornaldarsagaerne og islændingetotterne i afsnit 2.3. Som jeg vil vise i det næste, så er det ikke muligt at præcisere, hvorvidt Króka-Refs saga har lånt sit fortællestof fra andre tekster, men alligevel nævner alle tre ovenstående forfattere i deres artikler, at der er mange ligheder mellem Króka-Refs saga og en saga som Egils saga Skalla-Grímssonar. 27 Frederic Amory går endda så langt i sin artikel, at han skriver følgende om Króka-Refs sagas ligheder med en episode i Fóstbrœðra saga: This bloody episode was modelled in the smallest verbal details on the Fóstbraeðrasaga skirmishes of Þormóðr with Þorgrímr trolli and his four nephews. 28 Det er nødvendigt at diskutere de mange ligheder Króka-Refs saga har med andre tekster fra den norrøne middelalder, når de tre forfattere, der har skrevet mest om sagaen, bygger deres artikler på tilstedeværelsen af lighederne. Om ikke andet, vil man ud fra dem kunne konkludere, at sagaens forfatter, har haft kendskab til en mængde norrøn litteratur. Desuden må han have fundet det eftertragtelsesværdigt og været i stand til, at modellere sin egen saga efter dele af dem. 27 Wolfe, Patricia M.: The later sagas: Literature of transition, p Amory, Frederic: Pseudoarchaisms and Fiction in Króka-Refssaga, p

18 2.1 Lån kontra ligheder For at kunne diskutere lån overhovedet så forudsættes det, at én tekst er senere end en anden. Den yngste tekst vil være originalen og den ældre en kopi. Litteraturen på Island omkring det fjortende århundrede var håndskriftsbåren. Det indebærer, at én tekst kunne eksistere i varierende versioner i de forskellige manuskripter. Der var ikke én original, men mange, da hver variant var sin egen original fremfor blot at være en kopi af originalen. I afskrivningsprocessen lå der en bearbejdning, teknisk, sproglig samt kreativ, af det skrevne forlæg. Derfor skal man huske, at når man i dag taler om en bestemt saga, så vil den eksistere i flere forskellige originaler. Med tiden er de ældste håndskrifter gået tabt. Det man sidder tilbage med i dag, vil være afskrifter og yngre varianter af et ældre håndskrifts tekster. Det gør det vanskeligt og i værste fald umuligt at lave en litteraturhistorie, der kan fastslå, rækkefølgen af de enkelte tekster inden for denne gruppe af tekster. Det mest præcise værktøj man har, er dateringen af håndskrifterne. Den gør det muligt at fortælle, indenfor hvilket par årtier sagaens ældste håndskriftsfragment er fra. Dateringen sætter os i stand til at organisere fragmenterne af håndskrifter i en kronologisk rækkefølge. Men dateringen fortæller intet om, hvorvidt der fandtes et endnu ældre fragment, eller tabte udgaver. Det er med andre ord ikke muligt at føre præcise videnskabelige argumenter for, hvorvidt en saga låner fra andre tekster, når man ikke med en vis sikkerhed kan vide hvilken tekst, der er ældst. Yderligere kan man ikke med sikkerhed sige noget om, hvordan middelalderens afskrivere brugte deres forlæg: Prøvede de kun at forbedre en tidligere saga, ved at tilføje deres egne kommentarer og rette i teksten, eller prøvede de at skrive en helt ny saga? Inden for dette felt af litteraturvidenskaben har nogle forskere sat sig for at se på sammenhængen af litterære lån mellem de enkelte tekster. At finde sagaernes rittengsl, litterære sammenhæng, går ud på, at skabe en forbindelse mellem forskellige tekster, der i sidste ende kan vidne om en samhørighed i tid. Hvis en saga har lånt et kapitel, et afsnit, nogle vendinger, et plot eller i det yderste tilfælde en litterær ide, så må det være fordi, at forfatteren har haft kendskab til dette materiale fra andre sagaer. Det virker selvfølgelig usandsynligt, 16

19 at to forfattere inden for et så lille litterært kredsløb, som man fandt på Island under nedskrivningen af islændingesagaerne, kunne komme på den samme ide til en saga. Derfor må man formode, at de lærte af hinanden og tidligere tiders fortællinger. Men ideen kan drives for vidt ud. Fordi to sagaer indeholder den samme grundide eller det samme syn på nogle værdier, så er det ikke ensbetydende med, at den ene er skrevet i forlængelse af den anden. Det er langt hen ad vejen rene spekulationer, når man proklamerer, at én saga har lånt fra en anden. 29 Derfor vil der i det følgende kun blive talt om ligheder mellem Króka- Refs saga og de tekster, der bliver nævnt i de to kommende afsnit. 2.2 Króka-Refs saga og islændingesagaerne Som det allerede er nævnt i dette speciales indledning, så er det i udgangspunktet min antagelse, at Króka-Refs saga er en islændingesaga. Jeg vil i det følgende undersøge en række af andre islændingesagaer, der i en større grad har ligheder med denne saga, for at fastslå mængden og størrelsen af dem. De er til stede, men spørgsmålet er, hvordan man skal behandle dem og forholde sig til dem. I dette afsnit vil jeg nøjes med at påpege dem. Fóstbrœðra saga, Gísla saga Súrssonar og Egils saga Skalla-Grímssonar handler på hver deres vis om én skjald og hans eventyr på samme måde som Króka-Refs saga gør det. Ud over de nedenstående ligheder, findes der flere, men mindre tilsyneladende ligheder, som jeg ikke tager med, da det vil fylde for meget i dette speciale uden at yde mere til at underbygge min pointe. Fóstbrœðra saga Refr Steinssons eventyr på Grønland i kapitel seks til kapitel femten har en del ligheder med afsnittet i Fóstbrœðra saga, hvor Þormóðr Kolbrúnarskáld dræber Þorgrímr trolli og hans fire nevøer, der alle var meget stridbare og uforfærdede 29 Om rittengsl kan man læse mere i Bjárni Guðnason: Túlkun Heiðarvígasögu. Studia Islandica Íslensk fræði, 50. Bókmenntafræðistofnun Háskóla Íslands, (Reykjavík, 1993) og Einar Ólafur Sveinsson: Ritunartími Íslendingasagna. Rök og rannsóknaraðferð. Hið íslenzka bókmenntafélag, (Reykjavík, 1965). 17

20 mænd. 30 Þorgrímr trolli bliver dræbt i sit telt, og tre af hans nevøer bliver dræbt på én aften, da de kommer hjem fra fisketur. Over et år senere kommer Þormóðr Kolbrúnarskáld efter den fjerde nevø og dræber ham i hans hjem. Sagaen siger, at han, den fjerde nevø, fortæller stygge ting om mig [Þormóðr Kolbrúnarskáld] i lighed med den sladder, Þorgils spreder om Refr Steinsson i Króka-Refs saga. 31 De tre nevøer, der vender hjem fra deres fisketur, dør under tilsvarende forhold som de fire Þorgilssønner i Króka-Refs saga og den sidste nevø bliver dræbt efter at have spredt sladder om Refr. Antallet af dræbte familiemedlemmer og stedet, Grønland, er det samme i begge sagaer. Men hvor Þormóðr dræber fem over en periode på godt et år, så klarer Refr en tilsvarende dåd på én aften. 32 Før Þormóðr Kolbrúnarskáld dræber Þorgrímr trollis tre nevøer, bytter Þormóðr tøj med Luse-Oddi. Þormóðr bruger dæknavnet Torråd den, der giver vanskelige råd. Luse-Oddis kåbe er sort og fuld af lus. Når solen skinner, kommer de frem på overfladen af kåben, så man kan se, at de blinker i solen. Luse-Oddi er en harmløs person, som man ikke kan forvente noget stort af, og det spiller Þormóðr på i sin forklædning: Nevøernes gårdfolk aner ikke uråd, da de tror, det er Luse-Oddi, der står over for dem. Kåbens sorte farve antyder på symbolsk vis, at Þormóðr har til hensigt at slå nogen ihjel. Da Þormóðr tidligere i sagaen slog Þorgrímr trolli ihjel, klædte han sig i en kåbe, der var sort på den ene side og hvid på den anden. Med den sorte side vendt ud introducerer Þormóðr sig som Vigfus den, der har lyst til at dræbe, søn af Utryg den, man ikke kan være tryg ved. Da folk lidt senere leder efter Þorgrímr trollis morder, er Vigfus flygtet han har vendt kåben om, og taget navnet Tortryg den upålidelige. 33 Spillet på kåbens to kontraster, dæknavnene og forklædningerne skaber en grotesk komisk effekt og et dramatisk højdepunkt. Efter Þormóðr Kolbrúnarskáld har druknet Falgeirr ved at hive hans bukser ned ude i vandet, kommenterer Þormóðr Falgeirrs positur i dødsøjeblikket. 30 Sagaen om Fostbrødrene, overs. Preben Meulengracht Sørensen, Dansklærerforeningen (Aalborg, 1997), p Sagaen om Fostbrødrene, p Íf. 14, p Sagaen om Fostbrødrene, p.p. 82ff. 18

21 Denne kommentar insinuerer homoseksualitet og dermed også umandighed. Han ligger i vandskorpen med åbne øjne og åben mund, og uden bukser. Situationen er endnu et eksempel på komikken og dramatikken i Þormóðrs drab, hvilket også kan ses i Refrs brydekamp med Gellir, men det kommer jeg nærmere ind på i afsnittet om Gísla saga Súrssonar nedenfor. Þormóðr skjuler ikke kun sin sande identitet ved at forklæde sig. Mens han gemmer sig hos Gamli og Gríma, hælder Gamli fejeskarn på bålet og sætter en gryde sælkød over. 34 Det producerer så meget røg, at Þórdís ikke kan se Þormóðr, der samtidig lader til at være under beskyttelse af de gamle nordiske guder. I Króka-Refs saga er det ikke Refr, der gemmer sig i røgen fra kogningen, men Þorgils, der ikke kan se Refr, da han kommer og kræver kompensation. 35 I begge sagaer går røgen skurken i øjnene. Gísla saga Súrssonar Scenen, hvor Gellir provokerer Refr til at involvere sig i brydekampen, minder om scenen i Gísla saga, hvor Gísli brydes med Þorgrímr. 36 Her kaster Gísli Þorgrímr ned på den frosne jord, så han lander på alle fire med enden i vejret. Denne position opfattes som umandig, da Þorgrímr ligner den ene part i et homoseksuelt forhold. Smerten, der skyldes de forvoldte skader, overgås af smerten ved at være sin modstander underlegen i fysisk styrke og samtidig vise sige fra en upassende side. Dette forklarer Gellirs hidsige reaktion efter den endte brydekamp i Króka- Refs saga. 37 I begyndelsen af Gísli saga Súrssonar optræder nid i form af to træstøtter, såkaldte skamstøtter. En tømrer ved navn Refr udfærdiger to stykker tømmer som skamstøtter. 38 Opstillingen refererer igen til et homoseksuelt forhold og antyder, at dem, der ligner træstøtterne, ikke opfører sig som en mænd burde. Ud over 34 Sagaen om Fostbrødrene, p Íf. 14, p Gisle Surssøns saga, i To islandske sagaer. Overs. Christian N. Brodersen. Søren gyldendals Klassikere (Viborg, 1998), p.p Íf. 14, p.p. 129f. 38 Gisle Surssøns saga, p

22 tømreren Refr, så har Refr Steinsson endnu en navnebroder i Gísla saga Súrssonar, som han deler karaktertræk med. Under sin fredløshed har Gísli taget ophold på en ø hos bonden Ingjaldr, men må flygte, da Gíslis forfølgere har fundet ud af dette. Efter en tilspidset flugt lykkes det ham at gemme sig hos en snu mand, som er i stand til at snyde sine fjender. Dette er endnu en Refr, der er forstandig, og udtænker en komisk plan. Gíslis forfølgere bliver narret og høster megen skam for deres færd. Gísli benytter sig også af forklædninger, til at undslippe sine forfølgere. Som Refr Steinsson og Þormóðr Kolbrúnarskáld, så klæder Gísli sig ud som en ubetydelig og komisk person og konfronterer sine fjender forklædt som denne. Gísli klæder sig ud som Ingjaldrs træl, Ingjaldsidioten, og undflyr sin modstandere således. Refr og Gísli har tre ting mere tilfælles som karakterer: At være skjalde, at være dygtige tømrere, der fremstiller både, 39 og have undgået at blive brændt inde i deres hjem ved hjælp af deres kløgt. Gísli undgik i sin tid at blive brændt ind, da han slukkede ilden i huset med to bukkeskind vædet i valle. Denne handling gav hans far Þorbjörn tilnavnet Súr, ligesom Refr får tilnavnet Króka, efter blandt andet at have undsluppet indebrændingen ved hjælp af snedige indretninger: skibet på hjul og virkets faldende væg. Gísla saga Súrssonar ender med, at Gíslis kone, Auður, tager på pilgrimsrejse til Rom og hendes svoger, Ari, rejser tilbage til Island efter, alle er blevet hævnet. Da Refr er død på hjemvejen fra sin pilgrimsrejse til Rom, tager hans søn, Þormóðr, tilbage til Island og bosætter sig på gården Kvennabrekka. Egils saga Skalla-Grímssonar Egill Skalla-Grímssonur er en af de største skjalde i tekstgruppen af islændingesagaer. Han dør som gammel mand af sygdom, ligesom Refr. Hvis man ser bort fra de indledende kapitler om Egills forfædre, så handler Egils saga Skalla-Grímssonar kun om Egills rejser og eventyr. Patricia M. Wolfe er kommet frem til, at omkring 70% af Króka-Refs saga foregår uden for Island. 40 Ligeledes 39 Gisle Surssøns saga, p Wolfe, Patricia M.: The Later Sagas: Literature of Transition, p

23 rejser Egill meget i udlandet og bliver ikke rigtigt tilfreds med bondelivet på Island, førend han ældes. To vintre sidder han hjemme på sin gård på Island, men rammes af vinterdepressioner og udlængsel: Men den anden vinter hvor han boede på Borg efter Skallagrimurs død, blev Egil tungsindig, og hans mismod voksede, jo længere vinteren skred frem (Egils saga). 41 Sagaen fortæller, at hans mismod skyldes en forbandelse, som hans gamle fjende Dronning Gunnhildr har kastet på ham. Forbandelsen får Egill til at sejle til hendes og Kong Erik Blodøkses hof og overlade sig selv til deres nåde. Egill fremsiger et langt og smukt digt til ære for fyrsten, der til gengæld belønner skjalden med hans liv. Denne type digt bliver kaldt et hôfudlausn et hovedløsen, og det ender den årelange strid, som de har haft på tværs af oceaner. Tilsvarende bliver Refr draget ind i en disput med en norsk konge på tværs af havet. 42 Da Refr endelig konfronterer kongen, Harald Hårderåde, er det for at lyse drabet på kongens hirdmand, Grani. Lysningen må foregå som en fordækt tale med ordspil, som kan holde kongen beskæftiget i tilpas lang tid til, at Refr kan nå at undslippe. Det er ikke et hôfudlausn i samme forstand som Egills, da Harald Hårderåde ikke får mulighed for at belønne skjalden med sit liv. Men begge skjalde må bruge ordsnilde for at slippe levende fra en norsk konge, de har været fjender med over lange afstande. 2.3 Króka-Refs saga og anden norrøn litteratur Ud over at have en del ligheder med de tre ovennævnte islændingesagaer, så har forfatteren til Króka-Refs saga også kendt til andre typer norrøn litteratur. Han har haft kendskab til de fantastiske fornaldarsagaer og deres brug af fortælleelementer, der er overnaturlige, men har selv valgt at undgå dem i sin saga. Desuden er der påfaldende ligheder med islændingetotten om Auðunn fra Vestfjordene. Da jeg i dette speciale ikke beskæftiger mig med denne tekstgruppe, 41 Egils saga, overs. Keld Gall Jørgensen, Borgens Forlag (København, 1994), p Amory, Frederic: Pseudoarchaism and Fiction in Króka-Refssaga, p.p

24 vil jeg her nøjes med at kommentere, at islændingetotterne kan læses som korte islændingesagaer uden en tragisk slutning. 43 Auðunar þáttr vestfirzka Ser man overordnet på plottet, så er der store ligheder mellem Króka-Refs saga og Auðunar þáttr vestfirzka. Auðunn rejser til Grønland og køber en isbjørn, som Kong Svend Estridsøn skal have. Harald Hårderåde standser ham, da han kommer til Norge og tilbyder at købe bjørnen, men Auðunn fastholder sin plan. Harald lader ham kun rejse mod, at han lover at vende tilbage og fortælle, hvilke gaver han får af Svend Estridsøn for isbjørnen. I Danmark giver den danske konge Auðunn penge til en pilgrimsrejse til Rom. På vej hjem bliver Auðunn syg, mister sit hår, og er for genert til at vise sig for den danske konge. Kongen udnævner ham til mundskænk og tildeler ham megen ære, da de endelig mødes. Da Auðunn vil rejse til Island igen, får han en knarr - et stort handelsskib, en pung med sølvpenge og et guldarmbånd. I Norge opsøger han Harald Hårderåde, og fortæller ham om gaverne fra Kong Svend. Auðunn giver Kong Harald guldarmbåndet i betaling, for ikke at have taget isbjørnen eller Auðunns liv da han kunne, sidst Auðunn var i Norge. Harald Hårderåde gengælder med flere gaver, og Auðunn rejser hjem til Island. Auðunar þáttr vestfirzka handler om gavegivning og generøsitet, om at en gave ikke må nægtes modtageren uden god grund, og om at den skal gengældes. 44 Refr rejser også fra Grønland med isbjørne, kommer til begge kongers hof med varer fra Grønland, bliver værdsat af den danske konge, og bliver udstyret med et par skibe og tager på pilgrimsrejse til Rom. Men sagaen handler ikke kun om gavegivning og generøsitet. Gaverne er sekundære, mens Refrs udvikling er det primære. Patricia M. Wolfe mener, at man med Auðunar þáttr vestfirzka i baghovedet, muligvis kan finde den manglende forklaring på, hvorfor Refr tager til Norge efter opholdet i ødemarken. Ifølge hende har Refr ingen grund til at rejse 43 Harris, Joseph C.: Theme and Genre in Some Íslendinga Þættir in Scandinavian Studies XLVIII, 1 (1976), p Harris, Joseph C.: Theme and Genre [...], p