Indholdsfortegnelse 1... INTRODUKTION TIL KRÓKA-REFS SAGA 1

Transkript

1 Indholdsfortegnelse 1... INTRODUKTION TIL KRÓKA-REFS SAGA UDGAVER AF KRÓKA-REFS SAGA FRA FRISTAT TIL FEUDALT SAMFUND 5 Fristatens ophør 6 Begyndelsen på feudalsamfundet 7 Om islændingenes litterære formåen i det trettende århundrede KARAKTERISTIK AF ISLÆNDINGESAGAEN 10 Traditionen 10 Sandheden 11 Fortælleren 12 Æren, dens givere og vogtere KRÓKA-REFS SAGAS LIGHEDER MED ANDEN NORRØN LITTERATUR LÅN KONTRA LIGHEDER KRÓKA-REFS SAGA OG ISLÆNDINGESAGAERNE 17 Fóstbrœðra saga 17 Gísla saga Súrssonar 19 Egils saga Skalla-Grímssonar KRÓKA-REFS SAGA OG ANDEN NORRØN LITTERATUR 21 Auðunar þáttr vestfirzka 22 Gautreks saga 23 Þjalar-Jóns saga KONKLUSIONER ANALYSE AF KRÓKA-REFS SAGA KRÓKA-REFS SAGA. ET KORT REFERAT SAGAENS FORLØB PERSONERNE I KRÓKA-REFS SAGA 33 Bønder og handelsrejsende: sagaens første halvdel 33 Konger og kongelige krigere: sagaens anden halvdel 36 Refr Steinsson som islændingesagahelt GEOGRAFI OG KRONOLOGI I KRÓKA-REFS SAGA FORTÆLLEREN OPSAMLING KULBIDERMOTIVET I KRÓKA-REFS SAGA 46

2 4.1...KULBIDEREN I NORRØNE TEKSTER 47 Kulbiderens oprindelse: Saxos Amled og folkeeventyrene 47 Kulbidermotivet i islændingesagaerne 49 Sammenfattende om kulbideren som karaktertype REFR STEINSSON SOM KULBIDER 54 Refrs liv RÆVEMOTIVET I KRÓKA-REFS SAGA RÆVEMOTIVETS HISTORIE OG ANVENDELSE 59 Króka-Refs saga og Saxos sagn. Fablen RÆVEMOTIVET I KRÓKA-REFS SAGA 62 Forklædninger og navne 62 Ordsnilden 66 Orddannelserne 67 Fingersnilden 71 Flugten SAMMENFATTENDE OM BESKRIVELSEN AF DEN SNU KULBIDER KONKLUSION PERSPEKTIVERING SUMMARY LITTERATURLISTE FORKORTELSER UDGAVER ANDEN LITTERATUR 92

3 1 Introduktion til Króka-Refs saga Islændingesagaerne handler om islændingenes historie fra kort før landnammet til omkring et halvt århundrede efter kristendommens indførelse. De foregår på Island, har en islænding som hovedperson, og ofte rejser han til Norge eller andre lokaliteter i Europa. De handler om mindeværdige og specielle individer i en mindeværdig og speciel tid. 1 Inden jeg begynder på selve specialet og dets analysedel, vil jeg kort redegøre for nogle tekniske detaljer her i indledningen. Alle norrøne navne er citeret i deres nominativform og bliver tilføjet et s i genetiv. Denne konsekvens giver til tider uskønne navne, men er udtryk for en konsekvens i brugen af dem. Hvis navnene har en gængs dansk pendant, såsom navnene på visse historiske personer som Svend Estridsøn og Harald Hårderåde, så vil den blive brugt frem for det norrøne udtryk. Når der forekommer citater fra primærlitteratur i teksten, er de oversat til dansk med mindre jeg forsøger at konkludere forhold, der kræver et citat fra originalsproget. En dansk oversættelse vil herefter følge i noten. Oversættelserne fra norrønt til dansk er mine egne, medmindre den danske oversættelse er angivet som kilde i den tilhørende note. Hvor jeg i citater har indført et eller flere ord i kantede parenteser, er det for at lette forståelsen af det enkelte citat ved at indsætte mine egne ord eller for at forkorte i teksten. Króka-Refs saga har ikke været genstand for megen diskussion gennem de sidste hundrede år. Først inden for de sidste tre årtier har tre forskere i artikelform beskæftiget sig med denne saga: Patricia M. Wolfe, Frederic Amory og Paula Vermeyden. 2 De har hver især beskæftiget sig med forskellige aspekter af sagaen, 1 [ ] the origins of remarkable and memorable events usually lie in the lives of remarkable and memorable individuals. Vésteinn Ólason: Dialogues with the Viking Age. Narration and Representation in the Sagas of the Icelanders. Oversat af Andrew Vawn. Heimskringla, Mál og Menning (Reykjavík, 1998), p Wolfe, Patricia M.: The later sagas: Literature of transition. in Alþjóðlegt Fornsagnaþing 2, (1974), p.p Amory, Frederic: Pseudoarchaism and fiction in Króka-Refssaga in Alþjóðlegt Fornsagnaþing 4, (1979), p.p Vermeyden, Paula: Mun ek lengja nafn hanss ok kalla hann Króka-Ref in Tijdschrift voor Skandinavistiek, 2. årgang, nr.1, (1981), p.p

4 men diskuterer alle dens motivlån og undersøger forfatterens holdning til sit stof. De har vist interesse for sagaen, der hidtil ikke havde fået megen opmærksomhed under forfaldsteoriens velmagtsdage. Forfaldsteorien går i al sin korthed ud på, at islændingesagaernes kvalitet voksede støt fra begyndelsen af deres nedskrivning, nåede sin top med blandt andre Brennu-Njáls saga og degenererede siden hen. Som logisk konsekvens heraf var alle sagaer skrevet senere end f.eks. Brennu-Njáls saga af en ringere kvalitet. Króka-Refs saga er skrevet sent og kan ikke måle sig i storhed og dybde med Njáls saga, Egils saga Skalla-Grímssonar eller mange af de andre islændingesagaer. Alligevel har Króka-Refs saga sine litterære kvaliteter, der ikke har deres lige i anden samtidig litteratur. Islændingesagaerne er litteratur og skal analyseres som sådan, men det betaler sig at anlægge bestemte synsvinkler på teksten og undgå at anlægge andre. På samme vis, som man ikke skal analysere en dannelsesroman fra det nittende århundrede og en postmoderne roman ud fra helt de samme kriterier. En analyse af Króka-Refs saga skal derfor tage højde for de særlige omstændigheder, der gør sig gældende i enhver islændingesaga. Man må forestille sig, at islændingesagaerne blev til i et samfund, der var ved at blive skriftliggjort. Gennem vedtagelsen af kristendommen, som er en religion baseret på skrifter, blev der etableret en islandsk tradition for at bruge skriften til at udbrede kendskabet til religionen. Med kristendommen og de lærde kristne blev grundstenene til Islands skriftkultur lagt i begyndelsen af det tolvte århundrede 3. Hvor Island tidligere havde haft en udbredt mundtlig fortælletradition, begyndte man her at nedfælde det ældre fortællestof og dets former på skrift. Forfatterne til de tidlige islændingesagaer havde brug for en form, når de forfattede deres sagaer, så de valgte at imitere den mundtlige fortællestil, som de havde kendskab til gennem traditionen, og satte den på skrift. Skriften var derfor et forholdsvis nyt medium og ikke særligt udbredt, da man i det trettende århundrede begyndte at skrive om islændingenes tidlige 3 Her kan jeg nævne Ari prestr hinn fróði Þorgilsson (ca ) og Sæmundr hinn fróði Sigfússon (ca ). Den første skrev på islandsk, den anden på latin. Sigurður Nordal: Sagalitteraturen in Litteraturhistorie B. Norge og Island. Udg. Sigurður Nordal. Nordisk Kultur 8. Bonnier (Stockholm, 1953), pp

5 historie i form af islændingesagaer. På samme tid blev der også skrevet anden litteratur som f.eks. de kortere totter og de mere fantastiske fornaldarsagaer. Al litteratur følger nogle mønstre, som gør, at man kan genkende dem som hørende til en bestemt genre. På dette tidlige tidspunkt i Islands litteraturhistorie var der ikke veldefinerede grænser mellem de forskellige måder at skrive en tekst på. Derfor vælger jeg at bruge ordet tekstgruppe frem for genre om den enkelte gruppe af tekster, som deler form og indhold, og som skal opfattes på samme måde. Króka-Refs saga er af flere årsager blevet kategoriseret som tilhørende tekstgruppen af islændingesagaer. For det første passer tiden, stedet og hovedpersonens nationalitet med handlingen i alle andre islændingesagaer: En islænding på Island efter landnammet, men før kristningen. Det fjerner den fra fornaldarsagaerne, som foregår i en ukendt oldtid og sjældent på Island. For det andet har Króka-Refs saga en længde, som gør, at den er for lang til kun at være en islændingetot. Derfor passer Króka-Refs saga bedst ind i tekstgruppen af islændingesagaer. Men alligevel skiller sagaen sig ud fra den klassiske eller typiske islændingesaga. Sagaen har helt tydelige ligheder med islændingesagaerne, som gør, at man ikke kan kategorisere den som andet, men også tydelige forskelle fra de typiske islændingesagaer. Hvilke forskelle og ligheder der er tale om, og hvad de fortæller om sagaen og forfatterens attitude til sit stof, det er dette speciales emne. Jeg er interesseret i at undersøge, hvordan Króka-Refs saga skal forstås set i litteraturhistoriske sammenhænge og i forhold til tekstgruppen af islændingesagaer. I denne forbindelse vil jeg kort nævne mine inspirerende samtaler med forlægger og mag. art. Viðar Hreinsson fra Reykjavíkur Akademían. Under et besøg som gæsteforelæser ved Århus Universitet, introducerede han mig for denne saga og det blev begyndelsen på dette speciale. Specialets hovedvægt kommer til at ligge i kapitel fire og fem, der omhandler henholdsvis kulbidermotivet og rævemotivet i Króka-Refs saga. Disse to motiver bliver undersøgt nøje for at konkludere på sagaens beskaffenhed og forfatterens mulige holdning til sit stof. Jeg kunne have valgt andre 3

6 tilgangsvinkler til denne saga, men at dømme ud fra sagaen selv og den sparsomme sekundærlitteratur, man kan finde om den, så er dette to af de mere kendetegnende attributter ved Króka-Refs saga. Kulbidermotivet bliver karakteriseret som et klassisk motiv i sagalitteraturen, mens rævemotivet er et moderne motiv. Mere moderne end de fleste af islændingesagaerne. Her vil min undersøgelse af Króka-Refs saga have sit fokus: Hvad fortæller det om denne saga i særdeleshed og samtidens litterære holdning generelt, at der kunne laves sagaer som denne? Afsnit 1.1 Udgaver af Króka-Refs saga giver et kort overblik over hvilke håndskrifter der har været brugt til den udgave af sagaen, som bliver brugt i dette speciale. Samtidig giver jeg et bud på sagaens alder. Den bruger jeg til at indkredse de historiske og specielt de litterære omstændigheder i afsnit 1.2 Fra fristat til feudalt samfund. Dette afsnit giver en kort beskrivelse af de ekstralitterære omstændigheder, som man bliver nødt til at forholde sig til i studiet af islændingesagaer. I afsnit 1.3 Karakteristik af islændingesagaen giver jeg grundlaget for analysen af denne tekstgruppe. Afsnittet giver et indblik i den kontekst som sagaerne skal sættes ind i og angiver dermed hvilke faldgruber, der skal styres uden om. Ovennævnte tre afsnit bidrager ikke nævneværdigt til hoveddelen af mit speciale, men beskriver hele den specielle situation, som et studie af islændingesagaer må tage højde for. I det kommende vil jeg give et historisk overblik over de sociale og magtpolitiske strukturer på Island op gennem det trettende og fjortende århundrede. Jeg vil vise ændringerne i den litterære situation, der lå til grund for skabelsen af islændingesagaerne, både de ældre og yngre, herunder Króka-Refs saga. Dernæst vil jeg give en beskrivelse af nogle af de vigtigste karakteristika ved islændingesagaerne for at skabe en fælles referenceramme. 1.1 Udgaver af Króka-Refs saga Mit sigte er udelukkende litteraturhistorisk og jeg vil derfor ikke komme ind på forskellige håndskrifters og fragmenters tekstlige afvigelser. I dette speciale har jeg brugt den normaliserede udgave af Króka-Refs saga fra Íslenzk fornrit. Der er ikke store uoverensstemmelser mellem de forskellige overleverede fragmenter af 4

7 Króka-Refs saga. Yderligere har det været mest hensigtsmæssigt at benytte denne ene udgave, da det er den mest tilgængelige. Pálmi Pálsson udgav allerede i 1883 en ligeså tilgængelig udgave af sagaen, som også indeholder Króka-Refs rímur, der er en samling af senere tilføjede rímur. Modsat udgaven i Íslenzk fornrit, så er Pálmi Pálssons tekst ikke normaliseret. 4 For referencens skyld vil jeg her nævne, at Íslenzk fornrits udgave er blevet til på baggrund af fem overleverede håndskrifter. Tre af disse er dateret til at være skrevet omkring , nemlig fragmentet B: Stockh. Perg. nr. 8, 4to, A: ÁM 471, 4to og fragmentet C: ÁM 586 4to. De to sidste håndskrifter er fra det syttende århundrede: E: ÁM 552 f. 4to og F: ÁM 554 hß, 4to. Håndskrifterne A, C, E og F indeholder flere islændingesagaer, fornaldarsagaer og totter, som kan betegnes som mindre realistiske. Håndskrift C indeholder derudover også nogle eventyr, moralske fortællinger og exempla. Þórðar saga hreðu, Víglundar saga og Kjalnesinga saga optræder ofte sammen med Króka-Refs saga, så det kunne tyde på en vis samhørighed mellem disse tre tekster og Króka-Refs saga. Afskrifter af håndskriftet Vatnshyrna, som gik tabt i branden i København i 1728, viser, at Króka-Refs saga var nedskrevet dér. Man formoder, at Vatnshyrna er fra slutningen af det fjortende århundrede og indeholdt en større samling af islændingesagaer, blandt andre Bárðar saga snæfellsáss, Eyrbyggja saga, Flóamanna saga, Hœnsa-Þóris saga, Kjalnesinga saga, Laxdœla saga, og Vatnsdœla saga. 5 At afskrivere kategoriserede Króka-Refs saga sammen med disse tekster, kan give en ide om afskrivernes generelle holdning til denne saga. 1.2 Fra fristat til feudalt samfund Det er ikke muligt at give en præcis datering af islændingesagaernes nedskrivningstid, men jeg vil fastsætte den til at være mellem begyndelsen af det 4 Króka-Refs saga og Króka-Refs rímur. Udg. Pálmi Pálsson. (København, 1883). 5 Örnúlfur Thorsson har i sin artikel Leitin að landinu fagra. Hugleiðing um rannsóknir á íslenskum fornbókmenntum, in Skáldskaparmál 1 (1990), p. 35, skitseret nogle af de mest kendte islændingesagaers formodede alder, samt hvorfra og hvornår de tidligste af deres fragmenter er fra. 5

8 trettende århundrede og midten af det fjortende 6. Indenfor denne periode på omkring 120 til 140 år, blev størstedelen af de overleverede islændingesagaer til, og tekstgruppen formodes at være færdigudviklet ikke senere end 1262/64 eller før Sturla Þórðarson skrev sine versioner af Landnámabók og Íslendingasaga omkring Króka-Refs sagas sene nedskrivningstidspunkt gør, at den bliver kaldt for en sen eller ung islændingesaga. Forskningen har generelt været enig om, at denne saga kan dateres til omkring den sidste fjerdedel af det fjortende århundrede, men sagaen kunne være blevet skrevet ned i et tidligere fragment, man ikke har kendskab til. Jeg vil belyse de økonomiske og sociale forhold på Island fra det trettende århundrede, hvor islændingesagaerne begynder at manifestere sig som en særskilt tekstgruppe, til det tidspunkt, hvor det ældste fragment af Króka-Refs saga formodes at kunne findes i Vatnshyrna (ca. 1375). Fristatens ophør I det trettende århundrede var det islandske samfund bygget op omkring gode - institutionen. Goderne var medlemmer af samfundets øverste sociale lag og havde ingen myndighed over sig. Magten lå ikke suverænt hos goderne, men i en gensidig forståelse mellem magthaverne i samfundet. Goderne var afhængige af bønderne, hvis støtte de havde brug for i deres sager på tinget. 8 Nogle af de rigeste goder og mægtigste slægter viede deres gårde og gods til kirkens brug og undgik derved at betale skat, fordi kirkegodset var skattefrit for storbønderne. Herved fik de rådighed over halvdelen af kirkens tiende og var selv tiendefrie. Kirkerne blev en stor indtægtskilde for de magtfulde slægter, som kunne råde over 6 Meulengracht Sørensen, Preben: Fortælling og Ære. Studier i islændingesagaerne. Universitetsforlaget (Oslo, 1995), p Vésteinn Ólason: Dialogues with the Viking Age, p Meulengracht Sørensen, Preben, Fortælling og ære, p

9 dem i al fremtid og dette gjorde de rige slægter rigere. 9 I starten af det trettende århundrede var fordelingen af landets 39 goðorð - godedømmer - koncentreret omkring seks mægtige slægter i landet, og det skabte blodige sammenstød mellem disse slægter. 10 For at udvide sin magt gennem overtagelsen af goðorð, var det nødvendigt at tage livet af indehaveren og dennes allierede. Altinget mistede sine lovgivende og dømmende funktioner, og de mindre bønder måtte betale prisen for storbøndernes magtekspansioner. 11 Fristatstiden var kommet til sin ende: Der var hverken økonomisk eller udenrigspolitisk basis for en fortsættelse af fristaten. For stormændene betød det, at det sociale system, de havde bygget samfundet på, med familien som kerne og ægteskabet som alliancemiddel, ikke længere kunne fungere. Den indbyrdes solidaritet veg for den enkeltes stræben opad. 12 Fristaten endte da islændingene lovede den norske konge troskab og skatskyldighed. I 1262 anerkendte nord- og sydlandsfjerdingerne den norske konge som statsoverhoved og i de følgende to år fulgte øst- og vestlandsfjerdingerne med. Hermed endte en lang række stridigheder mellem de førende slægter på Island til stor tilfredshed for de mindre bønder, som led under de borgerkrigstilstande, som herskede. Begyndelsen på feudalsamfundet Tidsrummet fra 1262/64 til 1400 var præget af store forandringer i magtbalancen og samfundsstrukturen. Det var ikke længere op til én selv at skaffe sig magt, da den kunne opnås gennem forbindelser til kongen og hans hird. Med de to lovsamlinger, Járnsíða fra 1271 og Jónsbók fra 1280, blev de gamle godedømmer afskaffet og i stedet blev nye administrative embeder oprettet: hirdstyrer og 9 Björn Thorsteinsson: Island. Under medvirken af Bergsteinn Jónsson og Helgi Skúli Kjartansson. Overs. af Preben Meulengracht Sørensen. Politikens Danmarkshistorie. Politikens Forlag A/S (København, 1985), p.p Glauser, Jürg: Isländische Märchensagas. Studien zur Prosaliteratur im spätmittelalterlichen Island. Beiträge zur nordischen Philologie 12. Helbing og Lichtenhahn (Basel, 1982), p.p Glauser, Jürg: Isländische Märchensagas., p Meulengracht Sørensen, Preben: Saga og samfund. En indføring i oldislandsk litteratur. Berlingske Forlag (København,1977), p

10 sysselmænd - hirðstjóri og sýslumenn. Hirdstyreren havde det højeste embede på Island og var den norske konges tilsynsførende i landet. Blandt indehaverne af disse embeder fik Island sin lavadel, som forpligtede sig til at bistå den norske konge og handle som hans undersåtter. Med den centrale magtstyring var der kommet ro i landet, og islændingene kunne koncentrere sig om landbruget og det nye blomstrende erhverv: I begyndelsen af det fjortende århundrede blev fiskeriet nemlig forudsætningen for den rigdom, som kirken og nogle få stormænd fik del i. 13 Det islandske magtcentrum flyttede sig fra sydlandets store gårde over mod vestkysten, hvor de store landområder omkring Breiðafjörður, Vestfirðir og Snæfellsnes blev udgangspunktet for det indtægtsrige fiskeri. Handlen blev afviklet gennem Hansekontoret i Bergen, og omkring 1350 blev Lübeck centrum for den nordeuropæiske handel med tørfisk. Handels- og koloniseringsekspansioner i Østersøområdet gjorde, at fiskepriserne steg op til 40% i den første halvdel af det fjortende århundrede. Det lukrative fiskeri skabte nye muligheder for islændingene til at blive storbønder, men et samfundslag af fiskere blev ikke skabt. 14 Det feudale islandske samfund bestod af lavadelen, de gejstlige og bønderne. De gejstlige, deriblandt biskopperne, var blevet en større magtfaktor i samfundet, efter at kirken i den sidste del af det trettende århundrede var blevet selvejende. Det fratog de stormænd, som før ejede kirkerne, en stor del af deres indtægter. I stedet samlede kirkerne deres rigdomme i form af indtægter fra forskellige skatter og afgifter, og blev centre for lærdom. Rigmandssønner tog undervisning hér og blev oplært i læse- og skrivefærdigheder. Om islændingenes litterære formåen i det trettende århundrede Sigurður Nordal kaldte omstændighederne i det trettende århundrede for tid og kalveskind. 15 Han gjorde det ud fra den tese, at kalveskind skulle have været 13 Glauser, Jürg: Isländische Märchensagas, p Glauser, Jürg: Isländische Märchensagas, p Sigurður Nordal: Tid og kalvskinn. Några anmärkningar om de ekonomiska förutsätningar för den fornisländska litteraturen in Scripta Islandica 5 (1954), p.p

11 billigt, og at islændingene havde masser af tid til rådighed, da de var blevet mere velhavende end tidligere. I det sekstende århundrede bevidnede tre gejstlige, Peder Palladius ( ), Absolon Pederssøn Beyer ( ) og Peder Claussøn Friis ( ), at der var en særdeles høj grad af litteraritet på Island; mange var i stand til både at læse og skrive. 16 Havde disse kundskaber også været fremherskende omkring det trettende århundrede, kunne man få den opfattelse, at den almindelige islænding var i stand til at skrive, og at han gjorde det. Således kunne islændingesagaerne, der handler om storbøndernes liv og færden i tidsrummet fra det niende til det ellevte århundrede, have været litteratur, der var skrevet af storbønderne selv. Men fremkomsten af sagalitteraturen skyldtes ikke, at befolkningen besad en høj grad af litteraritet. I så fald ville Island have været et enestående eksempel i middelalderens Europa. Det er ikke muligt at svare entydigt på, hvorfor islændingene begynder at skrive denne enestående litteratur, men én ting er sikker: Unbestritten muß die Tatsache bleiben, daß es sich bei der Produktion von Sagas im 13. Jahrhundert um ein Oberklassenphänomen handelte, und daß sich dies auch in den folgenden zwei Jahrhunderten grundsätzlich nicht änderte. 17 I det trettende århundrede var der en meget lille overklasse af storbønder, lavadel og klerikale. Storbønderne og lavadelen var tidens aftagere af sagaerne. Da fiskeriet og handelen med tørfisk ændrede på landets interne magtcentre i det femtende århundrede, blev der skabt en ny overklasse, som blev de nye aftagere. Selvom overklassen skiftede gennem tiden, så forblev producenterne de samme. Omkring år 1300 kunne der kun blive fremstillet og skrevet på pergament på de allerstørste gårde eller kulturcentre i landet. Det vil sige de to bispesæder og de 6-8 klostre, hvor der ikke var flere end 5-6 munke eller nonner ad gangen. 18 I det femtende århundrede er de gejsteliges rolle som forfattere og skrivere stadig central. 19 Den islandske litteraturs materielle produktionsbetingelser ændrer sig i 16 Glauser, Jürg: Isländische Märchensagas, p.p Glauser, Jürg: Isländische Märchensagas, p Glauser, Jürg: Isländische Märchensagas, p Glauser, Jürg: Isländische Märchensagas, p

12 denne periode ikke markant. Det er de rige storbønder og medlemmer af lavadelen, der aftager litteraturen, og de gejstlige, der var datidens lærde, der producerede den. Fra starten af det trettende århundrede til den sidste del af det fjortende, hvor Króka-Refs saga bliver skrevet ned i Vatnshyrna, ændrer mængden af litteratur sig. Det trettende århundrede er fattigere på litteratur end det fjortende århundrede, hvor de forskellige tekster og tekstgrupper lever side om side og smitter af på hinanden. Håndskriftoverleveringen florerer, og de ældre islændingesagaer bliver fortsat afskrevet. Forfatterne og skriverne havde masser af litterære forbilleder i det fjortende århundrede, som ikke fandtes i samme antal i det trettende århundrede. Den ældre litteratur blev ikke afvist, men tværtimod udbygget. Det er i denne sammenhænge, at man skal forestille sig, at Króka-Refs saga bliver skrevet. 1.3 Karakteristik af islændingesagaen Det er ikke muligt at give en dækkende karakteristik af islændingesagaerne. De er for forskellige, og man kan ikke definere deres genremæssige tilhørsforhold ud fra vores tids moderne begreber uden at støde ind i anakronismer. Men det kan lade sig gøre at beskrive nogle af de mest markante egenskaber ved islændingesagaen. Jeg har valgt at give en kort karakteristik af tekstgruppen og dernæst en mere fyldestgørende beskrivelse af islændingesagaens forhold til traditionen, sandheden, fortælleren og æren. Opfattelsen af disse fire litterære instanser er af stor vigtighed for forståelsen af den enkelte saga. Pågældende del af dette afsnit er i store dele baseret på Preben Meulengracht Sørensens Fortælling og ære. Studier i islændingesagaerne. kapitel III om islændingesagaerne og kapitlerne VIII, IX og X om ære og personlig integritet. Det er ifølge min mening den mest koncise og fyldestgørende beskrivelse af islændingesagaerne man kan give. Traditionen Islændingesagaerne foregiver at være fortællinger, der viderefører en mundtlig tradition. Sætningsbygningen og stilpræget tyder på, at islændingesagaerne har været brugt til oplæsning. De er en skriftlig imitation af den mundtlige fortælling 10

13 og benytter sig af henvisninger som svá er sagt, þess er getit, svá segja menn, sumir segja eller negationen eigi er þess getit (det fortælles, folk siger, nogle siger eller, i negationens tilfælde, det er ikke oplyst). Bemærkningerne henviser ikke til specifikke kilder, som kloge folk eller andre navngivne personer, men nærmere til den bagvedliggende tradition som fortælleren benytter sig af. Denne tradition refereres der til alment og uden nogen form for kildeangivelse. Forfatterne fremstiller deres emne som en gengivelse af noget, der er fortalt om virkelige begivenheder og bevaret gennem en fortælletradition. 20 Henvisningerne fører altså ikke tilbage til nogle bestemte kilder, der kunne navngives, modsat tidligere tiders litteratur. Den tradition, der lå bag frembringelsen af lærde værker som Íslendingabók og Landnámabók, måtte sikre sig pålidelige øjenvidner, eller andre hjemmelsmænd, der kunne borge for værkets troværdighed. I disse værker blev kildernes troværdighed ofte diskuteret i en prolog eller i sammenhæng med en kildeangivelse. Henvisningerne angav overfor tilhørerne, hvordan islændingesagaerne skulle forstås. Ved ikke at diskutere kildernes troværdighed insisterer islændingesagaerne på at være tradition. I løbet af de århundreder, hvor de blev forfattet og skrevet og reproduceret, har de bekræftet sig selv og hinanden som en litteratur, der byggede på en ægte overlevering. 21 Den manglende prolog er et træk ved islændingesagaerne. Prologens diskussion af kildernes troværdighed markerer tekstens skriftlighed. Fraværet af prologen tilslører indtrykket af skriftlighed og personligt forfatterskab og understreger islændingesagaens karakter af traditionsbunden fortælling. Sandheden Islændingesagaen gør krav på at blive læst som en sand fortælling. Den forsøger ikke at overbevise om, at den er en sand fortælling, men kræver, at tilhørerne skal forstå den som historisk sand alene af den grund, at den bygger på traditionen. Islændingene har været fortrolige med forskellige litterære og retoriske konventioner. De har overvejet et givent værks formål eller en given fremstillings troværdighed, som nævnt ovenfor, men de har aldrig diskuteret det i nogen 20 Meulengracht Sørensen, Preben: Fortælling og ære, p Meulengracht Sørensen, Preben: Fortælling og ære, p

14 skriftlig bevaret form. Islændingesagaerne hører til den del af den islandske litteratur, der behandler private emner, som Walter Baetke kalder dem. 22 Modsat behandler kongesagaerne og Íslendingabók de mere officielle emner. Før Island kom under norsk styre i 1262/64, fandtes der ingen officielle verdslige institutioner, udover bispesæderne, og derfor var det ikke muligt at bedrive nogen form for officiel historieskrivning. Islændingesagaernes private karakter har gjort, at det ikke var nødvendigt at benytte den samme retorik, som officielle værker havde i resten af middelalderens Europa, f.eks. prologer eller diskussioner af kildernes troværdighed. Manglen på disse har ikke gjort, at islændingesagaerne skulle betragtes mindre sande. I det private miljø har handlingens hovedpersoner, landskabet og den historiske og kulturelle baggrund været noget kendt eller genkendeligt, som forfatteren iscenesatte sin fortælling i. 23 Nærheden, islændingesagaens henvisning til traditionen, er argument for troværdigheden. Netop fordi traditionen var privat, lokal og nær [ ] kunne den bygge på forestillingen om en ubrudt række af mundtlige fortællere, hvis sandfærdighed man ikke behøvede at drage i tvivl. 24 Så på tværs af emigrationen fra Norge i landnamsperioden, trosskiftet ved årtusindeskiftet og styreskiftet i 1262/64, tre historiske brud, samler islændingesagaernes forfattere deres folks historie til én kontinuerlig bevægelse. Fortælleren Islændingesagaerne har en objektiv fortæller: Han formidler kun, hvad han selv har fået fortalt. For klarhedens skyld er det nødvendigt at distingvere mellem forfatteren og fortælleren. Den første er ukendt og viser sig kun for tilhørerne og læserne i form af den anden - fortælleren. Forfatteren er den ordnende instans, der videregiver traditionen, som han selv har fået den fortalt engang. 22 Baetke, Walter: Über die Entstehung der Isländersagas. Berichte über die Verhandlungen der Sächsichen Akademie der Wissenschaften zu Leipzig. Philol.-Hist. Kl. Bd Hf. 5. Akademie- Verlag (Berlin, 1956), p.p Meulengracht Sørensen, Preben: Fortælling og ære, p Meulengracht Sørensen, Preben: Fortælling og ære, p

15 Islændingesagaen mimer herved i sin fremstilling den klassiske fortællesituation. Fortælleren er den instans, hvorfra beretningen anskues fra. Med denne skelnen er det muligt at undersøge forfatterens brug af sine kilder, et eksplicit træk ved teksten, og fortællerens forhold til traditionen, et implicit teksttræk. Fortællerpersonen er identisk med oplæseren af sagaen: Ligesom islændingesagaen med den implicitte fortællerperson former en rolle for oplæseren, sådan stræber den også mod at lade forfatteren gå i et med traditionen. Sagaen foregiver, at det er traditionen, der har skabt sagaen. 25 Fortællingen eksisterer som indhold, han giver form, når han fortæller. Forfatteren forsvinder bag sin saga uden at efterlade et spor af sig og fortælleren træder frem som traditionens repræsentant. Æren, dens givere og vogtere Islændingesagaen bruger æren som målestok for karakterernes handlinger. Introduktionen af Refr i Króka-Refs saga beskriver, hvordan familien og de folk, der opholder sig sammen med dem, ser skævt til Refr og misbilliger hans manglende lyst til at opholde sig sammen med andre folk. Misbilligelsen har sit afsæt i en bestemt opfattelse af æren, dens givere og vogtere, og det spiller en vigtig rolle i islændingesagaerne. Der er den en ideal fordring, som samfundet eller gruppen stiller individet over for, og som samtidig er nedlagt i individet selv som en stræben. 26 Man handler selv ud fra æren som målestok og måler andres handlinger efter den. Æren er et balancesystem, hvor man søger at udjævne forskelle i systemet gennem forlig, betaling af kompensation og i sidste instans hævn. I islændingesagaen er æren afhængig af personens alder og køn. Kvinderne har deres ære gennem deres mand, men deres æresfølelse er ikke mindre af den grund. Derfor ægger Þorgerðr Refr til at genoprette ubalancen ved at kræve kompensation for mordet på Barði. Denne æggen bliver kaldt for frýja og bygger på en pligt, som mangler at blive udført. Her over for er níð en udfordring for 25 Meulengracht Sørensen, Preben: Fortælling og ære, p Meulengracht Sørensen, Preben: Fortælling og ære, p

16 udfordringens skyld, der har til formål at fratage en mand hans ære, mens frýja er kvindernes sprog, og har til formål at hjælpe en mand med at genoprette hans ære. På samme måde som kvinderne, kan ældre mænd heller ikke selv handle direkte for at genoprette et tab af ære. De må også benytte sig af frýja for at få æren genoprettet, som Þormóðr, der ægger Refr til at hævne sig på Þorgils og hans sønner. Refrs ære afhænger altså af, hvordan han i forskellige situationer handler med æren som målestok. Tæt forbundet med æren er hævnen. I fristatssamfundet blev alle frie mennesker i teorien opfattet som lige, da hvert enkelt individ havde retten til at holde sin personlige integritet for ukrænkelig. Denne personlige integritet omfattede manden selv, hans familie, ejendom og dyr. Blev en persons integritet krænket, var det ifølge loven og offentligheden hans pligt at kræve kompensation eller tage hævn for at få udlignet krænkelsen og genoprettet sin integritet. Hvis han ikke gjorde sin pligt, så blev det af offentligheden opfattet som om, at den krænkede ikke så sig selv som ligeværdig med krænkeren og at krænkelsen dermed var retfærdig. Den krænkede kom til at stå som underlegen over for krænkeren. Dette blev roden til omfattende blodhævnsaktioner og store slægtsfejder i islændingesagaerne. Blev der ikke ydet kompensation, så var hævnen den eneste udvej, og den krævede, at der på ny blev tilbudt kompensation eller taget hævn. Disse stridigheder kunne i islændingesagaerne ende med at komme for tinge, hvor vise og magtfulde mænd forhandlede sig frem til en afgørelse på rækken af krænkelser og hævnaktioner. Som en konsekvens af, at islændingesagaerne er bygget op omkring dette konfliktmønster, så ender de oftest tragisk. Islændingesagaerne er en litteratur, der fortæller om de situationer, hvor individet ender i uløselige konflikter, trods dets kamp for at komme uden om disse. Karakterernes tragiske skæbne er uløseligt bundet sammen med konflikterne, som drivkræfterne i plottet. Det interessante i Króka-Refs sagas tilfælde er her, at trods dens mange ligheder med tidligere islændingesagaer, er den langt fra tragisk. Det vil jeg komme nærmere ind på i min konklusion i kapitel 6. I det næste vil jeg koncentrere mig om Króka-Refs sagas ligheder med anden norrøn litteratur. 14

17 2 Króka-Refs sagas ligheder med anden norrøn litteratur I indledningen til dette speciale blev det nævnt, at de tre forskere, Patricia M. Wolfe, Frederic Amory og Paula Vermeyden, der har beskæftiget sig med Króka- Refs saga i artikelform, har undersøgt hvilke andre tekster, Króka-Refs saga har ligheder med. De har koncentreret sig om forskellige islændingesagaer, fornaldarsagaer og islændingetotter, men i det følgende vil jeg kun beskæftige mig med de tekster, der er mest omtalte og går igen i de tre artikler, samt de tekster som jeg selv har fundet. Det drejer sig om Fóstbrœðra saga, Gísla saga Súrssonar, Egils saga Skalla-Grímssonar, Þjalar-Jóns saga, Gautreks saga, og Auðunar þáttr vestfirzka. Islændingesagaerne vil blive omhandlet i afsnit 2.2, og fornaldarsagaerne og islændingetotterne i afsnit 2.3. Som jeg vil vise i det næste, så er det ikke muligt at præcisere, hvorvidt Króka-Refs saga har lånt sit fortællestof fra andre tekster, men alligevel nævner alle tre ovenstående forfattere i deres artikler, at der er mange ligheder mellem Króka-Refs saga og en saga som Egils saga Skalla-Grímssonar. 27 Frederic Amory går endda så langt i sin artikel, at han skriver følgende om Króka-Refs sagas ligheder med en episode i Fóstbrœðra saga: This bloody episode was modelled in the smallest verbal details on the Fóstbraeðrasaga skirmishes of Þormóðr with Þorgrímr trolli and his four nephews. 28 Det er nødvendigt at diskutere de mange ligheder Króka-Refs saga har med andre tekster fra den norrøne middelalder, når de tre forfattere, der har skrevet mest om sagaen, bygger deres artikler på tilstedeværelsen af lighederne. Om ikke andet, vil man ud fra dem kunne konkludere, at sagaens forfatter, har haft kendskab til en mængde norrøn litteratur. Desuden må han have fundet det eftertragtelsesværdigt og været i stand til, at modellere sin egen saga efter dele af dem. 27 Wolfe, Patricia M.: The later sagas: Literature of transition, p Amory, Frederic: Pseudoarchaisms and Fiction in Króka-Refssaga, p

18 2.1 Lån kontra ligheder For at kunne diskutere lån overhovedet så forudsættes det, at én tekst er senere end en anden. Den yngste tekst vil være originalen og den ældre en kopi. Litteraturen på Island omkring det fjortende århundrede var håndskriftsbåren. Det indebærer, at én tekst kunne eksistere i varierende versioner i de forskellige manuskripter. Der var ikke én original, men mange, da hver variant var sin egen original fremfor blot at være en kopi af originalen. I afskrivningsprocessen lå der en bearbejdning, teknisk, sproglig samt kreativ, af det skrevne forlæg. Derfor skal man huske, at når man i dag taler om en bestemt saga, så vil den eksistere i flere forskellige originaler. Med tiden er de ældste håndskrifter gået tabt. Det man sidder tilbage med i dag, vil være afskrifter og yngre varianter af et ældre håndskrifts tekster. Det gør det vanskeligt og i værste fald umuligt at lave en litteraturhistorie, der kan fastslå, rækkefølgen af de enkelte tekster inden for denne gruppe af tekster. Det mest præcise værktøj man har, er dateringen af håndskrifterne. Den gør det muligt at fortælle, indenfor hvilket par årtier sagaens ældste håndskriftsfragment er fra. Dateringen sætter os i stand til at organisere fragmenterne af håndskrifter i en kronologisk rækkefølge. Men dateringen fortæller intet om, hvorvidt der fandtes et endnu ældre fragment, eller tabte udgaver. Det er med andre ord ikke muligt at føre præcise videnskabelige argumenter for, hvorvidt en saga låner fra andre tekster, når man ikke med en vis sikkerhed kan vide hvilken tekst, der er ældst. Yderligere kan man ikke med sikkerhed sige noget om, hvordan middelalderens afskrivere brugte deres forlæg: Prøvede de kun at forbedre en tidligere saga, ved at tilføje deres egne kommentarer og rette i teksten, eller prøvede de at skrive en helt ny saga? Inden for dette felt af litteraturvidenskaben har nogle forskere sat sig for at se på sammenhængen af litterære lån mellem de enkelte tekster. At finde sagaernes rittengsl, litterære sammenhæng, går ud på, at skabe en forbindelse mellem forskellige tekster, der i sidste ende kan vidne om en samhørighed i tid. Hvis en saga har lånt et kapitel, et afsnit, nogle vendinger, et plot eller i det yderste tilfælde en litterær ide, så må det være fordi, at forfatteren har haft kendskab til dette materiale fra andre sagaer. Det virker selvfølgelig usandsynligt, 16

19 at to forfattere inden for et så lille litterært kredsløb, som man fandt på Island under nedskrivningen af islændingesagaerne, kunne komme på den samme ide til en saga. Derfor må man formode, at de lærte af hinanden og tidligere tiders fortællinger. Men ideen kan drives for vidt ud. Fordi to sagaer indeholder den samme grundide eller det samme syn på nogle værdier, så er det ikke ensbetydende med, at den ene er skrevet i forlængelse af den anden. Det er langt hen ad vejen rene spekulationer, når man proklamerer, at én saga har lånt fra en anden. 29 Derfor vil der i det følgende kun blive talt om ligheder mellem Króka- Refs saga og de tekster, der bliver nævnt i de to kommende afsnit. 2.2 Króka-Refs saga og islændingesagaerne Som det allerede er nævnt i dette speciales indledning, så er det i udgangspunktet min antagelse, at Króka-Refs saga er en islændingesaga. Jeg vil i det følgende undersøge en række af andre islændingesagaer, der i en større grad har ligheder med denne saga, for at fastslå mængden og størrelsen af dem. De er til stede, men spørgsmålet er, hvordan man skal behandle dem og forholde sig til dem. I dette afsnit vil jeg nøjes med at påpege dem. Fóstbrœðra saga, Gísla saga Súrssonar og Egils saga Skalla-Grímssonar handler på hver deres vis om én skjald og hans eventyr på samme måde som Króka-Refs saga gør det. Ud over de nedenstående ligheder, findes der flere, men mindre tilsyneladende ligheder, som jeg ikke tager med, da det vil fylde for meget i dette speciale uden at yde mere til at underbygge min pointe. Fóstbrœðra saga Refr Steinssons eventyr på Grønland i kapitel seks til kapitel femten har en del ligheder med afsnittet i Fóstbrœðra saga, hvor Þormóðr Kolbrúnarskáld dræber Þorgrímr trolli og hans fire nevøer, der alle var meget stridbare og uforfærdede 29 Om rittengsl kan man læse mere i Bjárni Guðnason: Túlkun Heiðarvígasögu. Studia Islandica Íslensk fræði, 50. Bókmenntafræðistofnun Háskóla Íslands, (Reykjavík, 1993) og Einar Ólafur Sveinsson: Ritunartími Íslendingasagna. Rök og rannsóknaraðferð. Hið íslenzka bókmenntafélag, (Reykjavík, 1965). 17

20 mænd. 30 Þorgrímr trolli bliver dræbt i sit telt, og tre af hans nevøer bliver dræbt på én aften, da de kommer hjem fra fisketur. Over et år senere kommer Þormóðr Kolbrúnarskáld efter den fjerde nevø og dræber ham i hans hjem. Sagaen siger, at han, den fjerde nevø, fortæller stygge ting om mig [Þormóðr Kolbrúnarskáld] i lighed med den sladder, Þorgils spreder om Refr Steinsson i Króka-Refs saga. 31 De tre nevøer, der vender hjem fra deres fisketur, dør under tilsvarende forhold som de fire Þorgilssønner i Króka-Refs saga og den sidste nevø bliver dræbt efter at have spredt sladder om Refr. Antallet af dræbte familiemedlemmer og stedet, Grønland, er det samme i begge sagaer. Men hvor Þormóðr dræber fem over en periode på godt et år, så klarer Refr en tilsvarende dåd på én aften. 32 Før Þormóðr Kolbrúnarskáld dræber Þorgrímr trollis tre nevøer, bytter Þormóðr tøj med Luse-Oddi. Þormóðr bruger dæknavnet Torråd den, der giver vanskelige råd. Luse-Oddis kåbe er sort og fuld af lus. Når solen skinner, kommer de frem på overfladen af kåben, så man kan se, at de blinker i solen. Luse-Oddi er en harmløs person, som man ikke kan forvente noget stort af, og det spiller Þormóðr på i sin forklædning: Nevøernes gårdfolk aner ikke uråd, da de tror, det er Luse-Oddi, der står over for dem. Kåbens sorte farve antyder på symbolsk vis, at Þormóðr har til hensigt at slå nogen ihjel. Da Þormóðr tidligere i sagaen slog Þorgrímr trolli ihjel, klædte han sig i en kåbe, der var sort på den ene side og hvid på den anden. Med den sorte side vendt ud introducerer Þormóðr sig som Vigfus den, der har lyst til at dræbe, søn af Utryg den, man ikke kan være tryg ved. Da folk lidt senere leder efter Þorgrímr trollis morder, er Vigfus flygtet han har vendt kåben om, og taget navnet Tortryg den upålidelige. 33 Spillet på kåbens to kontraster, dæknavnene og forklædningerne skaber en grotesk komisk effekt og et dramatisk højdepunkt. Efter Þormóðr Kolbrúnarskáld har druknet Falgeirr ved at hive hans bukser ned ude i vandet, kommenterer Þormóðr Falgeirrs positur i dødsøjeblikket. 30 Sagaen om Fostbrødrene, overs. Preben Meulengracht Sørensen, Dansklærerforeningen (Aalborg, 1997), p Sagaen om Fostbrødrene, p Íf. 14, p Sagaen om Fostbrødrene, p.p. 82ff. 18

21 Denne kommentar insinuerer homoseksualitet og dermed også umandighed. Han ligger i vandskorpen med åbne øjne og åben mund, og uden bukser. Situationen er endnu et eksempel på komikken og dramatikken i Þormóðrs drab, hvilket også kan ses i Refrs brydekamp med Gellir, men det kommer jeg nærmere ind på i afsnittet om Gísla saga Súrssonar nedenfor. Þormóðr skjuler ikke kun sin sande identitet ved at forklæde sig. Mens han gemmer sig hos Gamli og Gríma, hælder Gamli fejeskarn på bålet og sætter en gryde sælkød over. 34 Det producerer så meget røg, at Þórdís ikke kan se Þormóðr, der samtidig lader til at være under beskyttelse af de gamle nordiske guder. I Króka-Refs saga er det ikke Refr, der gemmer sig i røgen fra kogningen, men Þorgils, der ikke kan se Refr, da han kommer og kræver kompensation. 35 I begge sagaer går røgen skurken i øjnene. Gísla saga Súrssonar Scenen, hvor Gellir provokerer Refr til at involvere sig i brydekampen, minder om scenen i Gísla saga, hvor Gísli brydes med Þorgrímr. 36 Her kaster Gísli Þorgrímr ned på den frosne jord, så han lander på alle fire med enden i vejret. Denne position opfattes som umandig, da Þorgrímr ligner den ene part i et homoseksuelt forhold. Smerten, der skyldes de forvoldte skader, overgås af smerten ved at være sin modstander underlegen i fysisk styrke og samtidig vise sige fra en upassende side. Dette forklarer Gellirs hidsige reaktion efter den endte brydekamp i Króka- Refs saga. 37 I begyndelsen af Gísli saga Súrssonar optræder nid i form af to træstøtter, såkaldte skamstøtter. En tømrer ved navn Refr udfærdiger to stykker tømmer som skamstøtter. 38 Opstillingen refererer igen til et homoseksuelt forhold og antyder, at dem, der ligner træstøtterne, ikke opfører sig som en mænd burde. Ud over 34 Sagaen om Fostbrødrene, p Íf. 14, p Gisle Surssøns saga, i To islandske sagaer. Overs. Christian N. Brodersen. Søren gyldendals Klassikere (Viborg, 1998), p.p Íf. 14, p.p. 129f. 38 Gisle Surssøns saga, p

22 tømreren Refr, så har Refr Steinsson endnu en navnebroder i Gísla saga Súrssonar, som han deler karaktertræk med. Under sin fredløshed har Gísli taget ophold på en ø hos bonden Ingjaldr, men må flygte, da Gíslis forfølgere har fundet ud af dette. Efter en tilspidset flugt lykkes det ham at gemme sig hos en snu mand, som er i stand til at snyde sine fjender. Dette er endnu en Refr, der er forstandig, og udtænker en komisk plan. Gíslis forfølgere bliver narret og høster megen skam for deres færd. Gísli benytter sig også af forklædninger, til at undslippe sine forfølgere. Som Refr Steinsson og Þormóðr Kolbrúnarskáld, så klæder Gísli sig ud som en ubetydelig og komisk person og konfronterer sine fjender forklædt som denne. Gísli klæder sig ud som Ingjaldrs træl, Ingjaldsidioten, og undflyr sin modstandere således. Refr og Gísli har tre ting mere tilfælles som karakterer: At være skjalde, at være dygtige tømrere, der fremstiller både, 39 og have undgået at blive brændt inde i deres hjem ved hjælp af deres kløgt. Gísli undgik i sin tid at blive brændt ind, da han slukkede ilden i huset med to bukkeskind vædet i valle. Denne handling gav hans far Þorbjörn tilnavnet Súr, ligesom Refr får tilnavnet Króka, efter blandt andet at have undsluppet indebrændingen ved hjælp af snedige indretninger: skibet på hjul og virkets faldende væg. Gísla saga Súrssonar ender med, at Gíslis kone, Auður, tager på pilgrimsrejse til Rom og hendes svoger, Ari, rejser tilbage til Island efter, alle er blevet hævnet. Da Refr er død på hjemvejen fra sin pilgrimsrejse til Rom, tager hans søn, Þormóðr, tilbage til Island og bosætter sig på gården Kvennabrekka. Egils saga Skalla-Grímssonar Egill Skalla-Grímssonur er en af de største skjalde i tekstgruppen af islændingesagaer. Han dør som gammel mand af sygdom, ligesom Refr. Hvis man ser bort fra de indledende kapitler om Egills forfædre, så handler Egils saga Skalla-Grímssonar kun om Egills rejser og eventyr. Patricia M. Wolfe er kommet frem til, at omkring 70% af Króka-Refs saga foregår uden for Island. 40 Ligeledes 39 Gisle Surssøns saga, p Wolfe, Patricia M.: The Later Sagas: Literature of Transition, p

23 rejser Egill meget i udlandet og bliver ikke rigtigt tilfreds med bondelivet på Island, førend han ældes. To vintre sidder han hjemme på sin gård på Island, men rammes af vinterdepressioner og udlængsel: Men den anden vinter hvor han boede på Borg efter Skallagrimurs død, blev Egil tungsindig, og hans mismod voksede, jo længere vinteren skred frem (Egils saga). 41 Sagaen fortæller, at hans mismod skyldes en forbandelse, som hans gamle fjende Dronning Gunnhildr har kastet på ham. Forbandelsen får Egill til at sejle til hendes og Kong Erik Blodøkses hof og overlade sig selv til deres nåde. Egill fremsiger et langt og smukt digt til ære for fyrsten, der til gengæld belønner skjalden med hans liv. Denne type digt bliver kaldt et hôfudlausn et hovedløsen, og det ender den årelange strid, som de har haft på tværs af oceaner. Tilsvarende bliver Refr draget ind i en disput med en norsk konge på tværs af havet. 42 Da Refr endelig konfronterer kongen, Harald Hårderåde, er det for at lyse drabet på kongens hirdmand, Grani. Lysningen må foregå som en fordækt tale med ordspil, som kan holde kongen beskæftiget i tilpas lang tid til, at Refr kan nå at undslippe. Det er ikke et hôfudlausn i samme forstand som Egills, da Harald Hårderåde ikke får mulighed for at belønne skjalden med sit liv. Men begge skjalde må bruge ordsnilde for at slippe levende fra en norsk konge, de har været fjender med over lange afstande. 2.3 Króka-Refs saga og anden norrøn litteratur Ud over at have en del ligheder med de tre ovennævnte islændingesagaer, så har forfatteren til Króka-Refs saga også kendt til andre typer norrøn litteratur. Han har haft kendskab til de fantastiske fornaldarsagaer og deres brug af fortælleelementer, der er overnaturlige, men har selv valgt at undgå dem i sin saga. Desuden er der påfaldende ligheder med islændingetotten om Auðunn fra Vestfjordene. Da jeg i dette speciale ikke beskæftiger mig med denne tekstgruppe, 41 Egils saga, overs. Keld Gall Jørgensen, Borgens Forlag (København, 1994), p Amory, Frederic: Pseudoarchaism and Fiction in Króka-Refssaga, p.p

24 vil jeg her nøjes med at kommentere, at islændingetotterne kan læses som korte islændingesagaer uden en tragisk slutning. 43 Auðunar þáttr vestfirzka Ser man overordnet på plottet, så er der store ligheder mellem Króka-Refs saga og Auðunar þáttr vestfirzka. Auðunn rejser til Grønland og køber en isbjørn, som Kong Svend Estridsøn skal have. Harald Hårderåde standser ham, da han kommer til Norge og tilbyder at købe bjørnen, men Auðunn fastholder sin plan. Harald lader ham kun rejse mod, at han lover at vende tilbage og fortælle, hvilke gaver han får af Svend Estridsøn for isbjørnen. I Danmark giver den danske konge Auðunn penge til en pilgrimsrejse til Rom. På vej hjem bliver Auðunn syg, mister sit hår, og er for genert til at vise sig for den danske konge. Kongen udnævner ham til mundskænk og tildeler ham megen ære, da de endelig mødes. Da Auðunn vil rejse til Island igen, får han en knarr - et stort handelsskib, en pung med sølvpenge og et guldarmbånd. I Norge opsøger han Harald Hårderåde, og fortæller ham om gaverne fra Kong Svend. Auðunn giver Kong Harald guldarmbåndet i betaling, for ikke at have taget isbjørnen eller Auðunns liv da han kunne, sidst Auðunn var i Norge. Harald Hårderåde gengælder med flere gaver, og Auðunn rejser hjem til Island. Auðunar þáttr vestfirzka handler om gavegivning og generøsitet, om at en gave ikke må nægtes modtageren uden god grund, og om at den skal gengældes. 44 Refr rejser også fra Grønland med isbjørne, kommer til begge kongers hof med varer fra Grønland, bliver værdsat af den danske konge, og bliver udstyret med et par skibe og tager på pilgrimsrejse til Rom. Men sagaen handler ikke kun om gavegivning og generøsitet. Gaverne er sekundære, mens Refrs udvikling er det primære. Patricia M. Wolfe mener, at man med Auðunar þáttr vestfirzka i baghovedet, muligvis kan finde den manglende forklaring på, hvorfor Refr tager til Norge efter opholdet i ødemarken. Ifølge hende har Refr ingen grund til at rejse 43 Harris, Joseph C.: Theme and Genre in Some Íslendinga Þættir in Scandinavian Studies XLVIII, 1 (1976), p Harris, Joseph C.: Theme and Genre [...], p

25 til Norge, hvis det ikke var fordi forfatteren til sagaen havde udtænkt, hvilken udgang opholdet skulle have: Narfis lysning af drabet på Skalp-grani. 45 Hændelsen viser ikke Refr som den snu og forudseende karakter, som han plejer at være. Men ved at iklæde hændelserne i Norge og Danmark Auðunar þáttr vestfirzkas form, hænger plottet bedre sammen: Refr skulle til Kong Svend og aflevere sine grønlandske varer som Auðunn, der skulle aflevere en isbjørn. Desuden har en isbjørn spillet en rolle tidligere i Króka-Refs saga, da Refr støder på én uden for sit bådskur i Grønland. Da Refr ankommer til Danmark, priser Svend Estridsøn Refrs varer. De har indtil da ikke spillet nogen rolle i plottet. Først dér fortælles der om varemanglen, der skyldes fjendskabet mellem Norge og Danmark. Patricia M. Wolfe konkluderer, at der er en sandsynlighed for, at forfatteren til Króka-Refs saga havde modelleret sin saga efter totten om Auðunn fra Vestfjordene for at få disse to episoder til at hænge sammen. Jeg tror, at forfatteren var ivrig efter at få sin hovedperson til at konfrontere Harald Hårderåde eftersom han allerede havde dræbt én af hans hirdmænd. I sin iver fik forfatteren ikke givet nogen forklaring i sagaen på, hvorfor Refr tager af sted. Gautreks saga Fornaldarsagaen Saga Gautreks kónungs, er sumir kalla Gjafa-Refs sögu 46 indeholder fortællingen om Refr Steinssons navnebror, Refr Rennisfífl Rennirs idiot. Han er søn af bonden Rennir og drager som ung på besøg hos Jarl Neri. Med sig har han familiens bedste okse, som han bytter for en hvæssesten. Denne byttehandel bliver indledningen på en lang række byttehandler mellem Refr Rennisfífl og forskellige europæiske fyrster. Mod slutningen er Refr kommet i besiddelse af en stor flåde på 80 skibe, som han sejler til Danmark, hvor Kong Gautrek må afstå sin datter Helga til Refr. Han modtager Neris jarledømme, er bráðdauðr - pludselig død, og efterlader sig en fornem slægt. Fortællingen om Gjafa-Refr, Gave-Ræv, som Refr Rennisfífl bliver kaldt af de andre fyrster, er bygget op på samme måde som Króka-Refs saga af små 45 Wolfe, Patricia M.: The later sagas: Literature of Transition, p Saga Gautreks kónungs, er sumir kalla Gjafa-Refs sögu, in Fornaldar sögur Nordurlanda, bind III. Udg. C. C. Rafn, (København, 1829). 23

26 afsluttede fortællinger, der følger efter hinanden, som perler på en snor. Handelsmotivet i Króka-Refs saga er på ingen måde nær så udbygget som i Gjafa- Refs saga, men teksterne har trods det en del ligheder. Begge tekster har en hovedperson, Refr, som er kulbider, og som ender med at blive gift med en Helga. Refr er ikke en stor og stærk person, men en driftig fyr, der tilegner sig stor værdighed og et større landområde ved at sejle mellem en norsk og dansk konge. Begge kommer i besiddelse af en hvæssesten, begge har rådighed over to krigsskibe og begge bliver af fyrstelige navngivet henholdsvis Gjafa-Refr og Króka-Refr. Þjalar-Jóns saga Denne fornaldarsaga fra ca er sandsynligvis senere end Króka-Refs saga og har ikke mange ligheder med Króka-Refs saga, men på et punkt har de dog en stor lighed. I kapitel 17 til kapitel 18 bygger Jón og hans mænd et skib på hjul inde i et hult bjerg, mens de er under belejring. De flygter på en stor flodbølge, der har været dæmmet op via vandledninger inde i bjergets hulning. Ingen anden saga beskriver opfindelser som både med hjul på og vand, der bliver opdæmmet via vandledninger. 2.4 Konklusioner Lighederne med anden litteratur er til stede i Króka-Refs saga som i al anden litteratur. Disse ligheder varierer fra at være noget, der kunne ligne rene afskrifter, som episoderne på Grønland (se note 28), til at være mere almenkendte situationer, som det at gemme sig i røgen fra kogningen. Man kunne være fristet til at konkludere, at sagaens forfatter havde lånt fra alle disse sagaer, for så var det muligt litteraturhistorisk set at fæste Króka-Refs saga relativt i forhold til sine lån, som en senere tekst end de andre. Men det er ikke muligt, fordi det kun vil bygge på gætværk. Det har alligevel ikke forhindret Patricia M. Wolfe, Frederic Amory og Paula Vermeyden fra at gøre det. Det er forståeligt, for mange af lighederne er meget påfaldende, men kan ikke blive støttet af yderligere videnskabelige belæg. 47 Glauser, Jürg: Isländische Märchensagas, p Omtalte håndskrift er Sth. Perg. 4:to nr.6. 24

27 Det eneste man kan konkludere med sikkerhed er, at forfatteren til Króka- Refs saga har været interesseret i forskellig litteratur og må have haft kendskab til disse tekster. Han har haft nok interesse og kendskab til at skrive sin egen saga, som minder om sine forgængeres, men samtidig afviger fra dem. 25

28 3 Analyse af Króka-Refs saga Al slags litteratur beskriver handlinger, som følger nogle bestemte mønstre. For islændingesagaerne gælder det, at disse mønstre ikke er helt mage til dem, man finder i moderne litteratur. Jeg vil derfor i min analyse af Króka-Refs saga beskrive disse mønstre for at forklare nogle af islændingesagaernes litterære virkemidler og for at komme frem til nogle konklusioner, der ellers ikke virkede så åbenlyse, hvis man ingen kendskab havde til disse mønstre. I afsnit 1.3 Karakteristik af islændingesagaen beskrev jeg den kontekst, som studiet af islændingesagaerne skal ses i sammenhæng med. Denne kontekst vil jeg benytte mig af i denne analyse. Jeg vil starte med at give et kortfattet referat af hovedhandlingen i Króka- Refs sagas. Referatet tjener som indledning til min analyse af sagaen, som lægger vægt på sagaens narrative instanser her under dens forløb, personer, tiden og stedet, og fortællerens rolle. 3.1 Króka-Refs saga. Et kort referat Króka-Refs saga bliver indledt med en genealogi og en benævnelse af tidspunktet for sagaens begyndelse som mange andre islændingesagaer: På Håkon Adelstensfostres tid boede på Island i Bredefjord på gården, som hed Kvennabrekka, en mand, der hed Steinn (Króka-Refs saga). 48 Steinns søn hedder Refr og er kulbider. Til sine forældres store skam deltager Refr ikke i sociale aktiviteter og opfører sig heller ikke som almindelige folk ellers gør. Efter Steinn er død, bryder Þorbjörn sin aftale, som han havde med Steinn, og lader sit kvæg græsse på Þorgerðs marker, så hendes kvæg sulter. Da Refr ikke vil hjælpe til i husholdningen, ansætter hun en hyrde til at vogte kvæget, men Þorbjörn får ham hurtigt slået ihjel. Þorgerðr ægger Refr til at tage affære, så han kræver kompensation af Þorbjörn for den døde hyrde. Refr dræber Þorbjörn, fordi 48 Á dögum Hákonar konungs Aðalsteinsfóstra bjó út á Íslandi í Breiðafirði á bæ þeim, er at Kvennabrekku heitir, maðr sá, er Steinn hét. Íf. 14, p

29 han nægter at betale kompensation, og håner Refr for at være blød og umandig. Refr kvæder en strofe om drabet for sin moder. Refr flygter nordpå til sin onkel Gestr, der prøver at finde noget arbejde, Refr kan beskæftige sig med. Refr viser sig at være en meget dygtig tømrer og bliver sat til at tømre en båd. Efter at være blevet tvunget ud i en brydekamp med bøllen Gellir får Refr to slag med enden af et spyd, fordi han vinder. Gellir rider derfra og spreder rygter om Refr. I nogen tid venter Refr, før han hævner sig, men en dag dræber han Gellir, da han kommer forbi bådskuret. Refr kvæder sin anden strofe om dette drab. Herefter flygter Refr i sikkerhed til bygden Hlíð på Grønlands vestkyst, hvor han arbejder som hustømrer for nybyggeren Björn og bliver gift med Björns datter Helga. Nybyggerne Þengill og hans familie føler sig krænket, da Þengill i sin tid ikke blev fundet værdig til at gifte sig med Helga. En aften kommer en isbjørn ned til bygden, og Refr ser den som den første. Da han er ubevæbnet, går han tilbage til sit bådskur efter en økse. Þorgils sønner når i mellemtiden at dræbe bjørnen. De spreder rygter i form af níð om, at Refr opfører sig som en kvinde hver niende nat, og at han flygtede fra sit møde med isbjørnen. Efter noget tid kræver Refr kompensation for sladderen af Þengills far Þorgils, men får ingen. Som hævn dræber Refr Þorgils og hans fire sønner på én aften og flygter ud i den grønlandske ødemark. Flugten har Refr haft planlagt et stykke tid forinden, at han udfører hævnen. I ødemarken bygger Refr et fæstningsvirke og bor her sammen med sin kone og deres tre børn. Þorgils datter er den eneste overlevende i sin slægt, så hendes mand Gunnarr er den nærmeste til at hævne sig på Refr. Men han finder først Refr efter en årrække med hjælp fra sin ven, den norske hirdmand Bárðr. Bárðr sværger at ville hjælpe Gunnarr, men kan ikke få Refr fanget den første gang, de støder på ham. Her prøver de at brænde hans virke ned, men der fosser vand ud af virkets vægge og slukker ilden. Bárðr sejler hjem til Norge med tre værdifulde gaver fra Gunnarr, som han forærer Kong Harald Hårderåde. Kongen advarer Bárðr mod at fortsætte sin jagt på den islandske ræv, men giver ham alligevel gode råd. Anden gang Gunnarr og Bárðr støder på Refr, får de lukket for virkets vandforsyning og sat ild på virket. Inden da har Refr forberedt sig på deres 27

30 andet møde. Han lader en af virkets vægge falde ned og kører ud i vandet i et skib på hjul. Under sin flugt får han dræbt Bárðr og snydt Gunnarr til ikke at følge efter sig. Refr flygter nu til Nidaros i Norge forklædt som den gamle købmand Narfi, og her går han til de møder, som Kong Harald Hårderåde holder på markedspladsen. En dag forsøger kongens hirdmand Grani at voldtage Helga, som er ladt alene hjemme, men Narfi forhindrer dette og slår Grani ihjel. Narfi kommer i tanker om, at det er mest ærefuldt at lyse et drab, så det gør han foran den norske konge i form af en tale med mange ordspil. Mens kongen udreder talens tilslørede indhold, flygter Refr til Danmark. I Danmark besøger Refr Kong Svend Estridsøn, giver ham sine grønlandske handelsvarer og får tildelt noget land i Vendsyssel. Harald Hårderåde sender sin hirdmand Eiríkr, der var Granis bror, efter Refr. Nu har Refr forklædt sig som den norske pjalt Sigtryggr og lover at ville vise Eiríkr hen til Refr. Sigtryggr leder nu Eiríkr i et baghold, og han får ham til at sværge aldrig mere at ville stræbe Refr efter livet. Refr rejser på pilgrimsrejse til Rom og dør i et fransk kloster på vejen hjem. Hans sønner bliver store mænd: Steinn bliver stamfader til ærkebiskop Absalon og Þormóðr rejser tilbage til Island og bosætter sig på gården Kvennabrekka. 3.2 Sagaens forløb Som det fremgår af det ovenstående referat, kan Króka-Refs saga deles ind i mindre episoder efter de seks lokaliteter, hvor han opholder sig: Kvennabrekka (kapitel 1-3), Hagi (kapitel 4-6), Hlíð på Grønland (kapitel 6-8), den grønlandske ødemark (kapitel 9-15), Norge (kapitel 16-17) og Danmark (kapitel 18-20). De fem første episoder følger den samme struktur, der først bliver brudt i den afsluttende episode, hvor Refr stifter en varig fred med den norske konge og hans hirdmand. Denne struktur falder i tre dele, der er kendetegnet ved, at 1) Refr befinder sig et sted, hvor nogle personer i hans omgivelser krænker hans personlige integritet. 2) Herefter går han i et stykke tid for sig selv og forbereder sit modspil, den kommende hævn og flugt, før han kræver kompensation for krænkelsen. 3) Til sidst udfører han sin hævn og flygter til et nyt sted, hvor 28

31 strukturen gentager sig. Denne tredelte struktur er bygget op omkring hævnaktionerne, der kan findes i alle islændingesagaer. Hævnaktionerne, får islændingesagaernes plot til at skride frem, og deres struktur hænger sammen med en bestemt opfattelse af det enkelte individs rettigheder og pligter. I islændingesagaerne er plottet ofte bygget op, så én hævnaktion efterlader én krænket person, som tager hævn i den næste hævnaktion, som efterlader en anden krænket person og så fremdeles. Her følger hævnaktionerne hinanden på en naturlig måde som årsagssammenhænge. I f.eks. Gísla saga Súrssonar er det naturligt, at efter Gísli har hævnet mordet på sin fostbroder Vésteinn, så hævner Þorgrímrs slægt derefter mordet på Þorgrímr selv. Det er slægtens pligt at hævne sig, og hævngengældelserne skaber sammenhæng i Gísla saga Súrssonar. I Króka-Refs saga hænger drabet på Þorbjörn, Gellir og de fem grønlændere ikke sammen med hinanden. Den ene hævn fører ikke den anden med sig. Snarere er episoderne bundet sammen af, at drabsmanden er den samme. Efter disse tre hævnaktioner hænger episoderne bedre sammen, men ikke ligeså tydeligt som de ellers kan gøre i islændingesagaerne. Bárðr forpligter sig til at hjælpe sin ven, Gunnarr, der er svoger til grønlænderne, som Refr dræber. Da Refr dræber Bárðr, må Harald Hårderåde tage affære for at vise, at det ikke skal gå ustraffet hen, når man dræber en norske hirdmænd. Sagaens episoder er her bundet sammen af disse folks forpligtigelser til at hævne hinanden. Refrs flugt til Norge bliver ikke givet nogen direkte forklaring i sagaen, men med drabet af hirdmanden Bárðr og med rejsen til den norske konge, så bliver Harald Hårderåde gjort til Refrs modstander. Den sjette og sidste episode ender med, at Refr får den norske hirdmand til at sværge, at hverken han eller den norske konge vil stræbe Refr efter livet. Refr får stiftet fred og behøver ikke længere at flygte til et nyt opholdssted. Han rejser på pilgrimsfærd og opnår syndsforladelse, så han kan dø som en kristen mand. Sagaens begyndelse og slutning er stillet op som dem, man typisk finder i islændingesagaerne. Begyndelsen introducerer hovedpersonen, hans nærmeste og de omgivelser sagaen udspiller sig i. Den tjener til at placere hovedhandlingen i tid og rum, og dernæst klargøre fra hvilken person eller personer 29

32 fortællesynsvinklen er lagt. 49 Islændingesagaernes begyndelser har ofte en overflod af genealogisk information. 50 I Fóstbrœðra saga introduceres Þorgeir med en lang genealogi, der blandt andet tæller Sigurd Fafnersbane, hans datter Áslaug og Ulv d. skeløjede. Sigurd Fafnersbane og Áslaug er to personer, der hører den fjerne sagnomspundne fortid og fornaldarsagaerne til. Ulv den skeløjede tilhører en nærmere historiske fortid og er en af de første nybyggere på Reykjanes. Þorgeirs genealogi viser hans potentiale ved at nævne, hvem hans store forfædre var. Den korte genealogi i Króka-Refs saga nævner ingen landnamsmænd, fortidskæmper eller vise forfædre. Den viser blot Refrs forhold til Gestr, gennem sin moder. Genealogien holder sig inden for sagaens egne rammer. Gestr er den eneste af betydning i denne sammenhæng, da han er kendt fra andre islændingesagaer. Sagaens afslutning har til formål at få sagaen lukket således, at alle tilhørerne kan lære, hvad der skete med sagaens personer i eftertiden. Der bliver trukket tråde op fra den fortid, som der stod skrevet om, op til den nutid, som tilhørerne sad i. Dette kan ses i Refrs pilgrimsfærd, som giver sagaen en kristen udgang. Den kristne udgang på sagaen kan findes i sagaer som Njáls saga, Gísla saga Súrssonar, Fóstbrœðra saga samt andre, og er et typisk træk ved islændingesagaerne. Vésteinn Ólason viser afslutningens funktion og beskriver den i tre dele. 51 Første del beskriver afslutningen på hovedhandlingen og nævner hvilke foranstaltninger, som blev foretaget, hvilke aftaler, der blev indgået, og hvilke forlig, der blev stiftet: Refr mælte så: Nu er det gået således, Eiríkr, at her kommer Sigtryggr, din kammerat og handelspartner, som du fandt i går aftes. Jeg har nu holdt det, som jeg lovede, at du måtte se Refr og hans sønner. Nu fordi jeg dræbte din broder, så vil jeg give dig dit liv, hvis du sværger aldrig at ville stræbe mig eller mine sønner efter livet. Og du skal sige Kong Harald det sande om vores møde. Sig ham også, at nu har jeg lønnet ham nogle af de svigefulde råd, som han har lagt til med de mænd, som ville have mit liv. Men det har ikke været Kong Haralds skæbne at få mig dræbt. Den, der I Danmark er mægtigere end jeg, 49 Vésteinn Ólason: Dialogues with the Viking Age, p.p Vésteinn Ólason: Dialogues with the Viking Age, p Vésteinn Ólason: Dialogues with the Viking Age, p.p

33 skal udrette mere, end han har gjort. Efter det svor Eiríkr en ed på det. Refr skaffede da en båd med tolv årer til Eiríkr med det nødvendige udstyr, han behøvede. Refr tog det langskib, de før havde haft og førte det til Kong Svend. Kongen lovpriste Refrs tiltag, sagde det var både mandigt og storslået. Og nu skal du have det navn, sagde Kong Svend, at hedde Sigtryggr her i vort rige, for det andet er sjældent hørt. Og til navnefesten vil vi give dig denne guldring, der står i én mark. Samtidig skal du modtage tolv gårde vest i Vendsyssel af os, der hvor du vil, fordi jeg forstår, at du må blive en meget forstandig mand. Refr takkede for de smukke tillavede høvdingeværdige gaver og al æren, han tildelte ham (Króka-Refs saga). 52 Dernæst bliver det nævnt, hvad der derefter skete med de involverede i sagaen, og hvad deres eftermæle blev: Refr for nu til den gård, som kongen havde givet ham sammen med Helga hans kone og Þormóðr, deres søn. Sigtryggr blev der en mægtig stormand. Og da han havde siddet der nogle vintre, klargjorde han sig til sin rejse til Rom og søgte dér den hellige apostel Peters hjem; Og på den rejse fik Sigtryggr sot, som førte til hans død, og han blev begravet i et rigt munkekloster i Frakklandi. Steinn og Björn var længe med Kong Svend, de var meget værdsatte af ham, så han fik dem ærefuldt gift i Danmark, og de bosatte sig dér begge og fandtes at være fremragende mænd. Fra Steinn nedstammer ærkebiskop Absalon, som var til på Kong Valdemar Knudsens dage. Þormóðr, Refrs søn, rejste til Island efter Kong Haralds fald og tog land ved Kvennabrekka og giftedes på Island, og der er mange ærefulde mænd, der nedstammer fra ham (Króka-Refs saga). 53 Slutteligt kommer der en forfatter- eller skribentkommentar om at sagaen nu er slut: Der lukker vi Snu-Refrs saga. 54 Fra nogle af de andre sagaer i samme udgave af Íslenzk fornrit lyder slutningerne: Fra Búi Andriðsson er der kommet en stor æt; og der ender vi Kjalnesinga saga. 55, Og her lukker nu Þórðr hreðas saga. 56, Og der lukker jeg Finnbogis saga 57, 52 Íf. 14, p.p Íf. 14, p Lúku vér þar Króka-Refs sögu. Íf. 14, p Frá Búa Andriðssyni er komin mikil ætt; ok lúku vér þar Kjalnesinga sögu. Íf. 14, p

34 og i Gunnars saga Keldugnúpsfífls: Og der lukker denne saga 58. Víglundar saga bærer præg af at være under indflydelse af europæisk ridderlitteratur og har derfor også en lidt anderledes og mere højstemt afslutning: Må han have tak, som har skrevet og sat den [sagaen] sammen. Amen. 59 Som det fremgår af dette uddrag af fem islændingesagaer, så er Króka-Refs sagas afsluttende bemærkning typisk for islændingesagaerne. Man kan se afslutningens udformning som en logisk konsekvens af, at sagaen har været læst højt, og at det har faldet mest naturligt at fortælle, hvordan konflikten bliver afsluttet, og hvad der sker med efterkommerne. Sagaens afslutning er bygget op på samme måde som andre islændingesagaer med én stor forskel: Islændingesagaer ender typisk tragisk, men denne ender godt. Der er en tendens til, at de yngre islændingesagaer mangler den tragiske slutning og dermed slægter komedien på. Men det vil jeg diskutere senere. Forløbet i Króka-Refs saga bliver kun holdt sammen af Refr som den samlende instans i hele sagaens forløb. Kun i tre kapitler, kapitlerne 11-13, følger sagaen en anden person end Refr, da Bárðr rejser fra ødemarken hjem til Norge og retur. Sagaens seks episoder følger hinanden som perler på en snor og hænger i de tre første episoder ikke specielt godt sammen med hinanden. De tre sidste episoder hænger bedre sammen, da den norske konge bliver en mere samlende figur. Således falder sagaens tre første episoder i én halvdel og de tre sidste i en anden halvdel. Overgangen mellem de to dele, hvor Refr opholder sig på Island og Grønland, hænger kun sammen med de tre sidste episoder, hvor Harald Hårderåde bliver Refrs fjende, på grund af Gunnarrs venskab med Bárðr. Króka- Refs sagas indre sammenhæng skyldes mere tilstedeværelsen af Refr Steinsson som hovedpersonen i alle episoderne end hans forbindelser til sagaens andre karakterer, som jeg vil vise i det næste. 56 Ok lýkr hér nú sögu Þórðar hreðu. Íf. 14, p Ok lýk ek þar Finnboga sögu. Íf. 14, p Ok lýkr þar þessari sögu. Íf. 14, p Hafi þann þökk, sem þær hefir saman sett ok skrifat. Amen. Íf. 14, p

35 3.3 Personerne i Króka-Refs saga I Króka-Refs saga er der et begrænset persongalleri. Refr Steinsson fylder meget i sagaen, og er den, som al handling er koncentreret om. Sagaen begynder, da Refr er et stort barn, og slutter kort tid efter hans død. Gennem sit liv har han været i kontakt med en række mennesker, hvoraf størstedelen har optrådt som Refrs fjender. Sagaen gør meget ud af, at Refr kan klare sig selv, derfor opsøger han ikke en masse allierede. Han har sin slægt og en gruppe unavngivne raske mænd, som følger ham og hjælper ham med at flygte fra sted til sted. Refrs mest bemærkelsesværdige allierede er den danske konge Svend Estridsøn. Hvor sagaen ikke gør meget ud af Refrs hjælpere, der gør den til gengæld mere ud af hans modstandere. De er mere talrige og bedre beskrevet. I ovenstående afsnit viste jeg, at sagaens forløb falder i seks episoder, der igen hænger sammen i to dele, og med hver ny episode kommer der et nyt hold modstandere. I de tre første episoder bliver fortællingens univers befolket af islandske bønder, gårdejere, handelsrejsende, fiskere og jægere. Folk som alle levede i det islandske fristatssamfund. I de tre næste episoder er Refrs modstandere norske hirdmænd og deres herre, Harald Hårderåde. Modstanderne i de seks episoder kan inddeles efter, om de stammer fra et samfund med decentral styring, som det islandske fristatssamfund, eller fra et samfund med central styring, som det norske monarki. I denne del af sagaen optræder den danske konge også som Refrs allierede, i kampen mod den norske konges udsendte. I det følgende vil jag analysere Refrs modstandere som de optræder i sagaens to dele. Refrs karakter vil også blive karakteriseret, men ikke i hele sin udstrækning. Jeg kommer kun ind på forhold, som falder uden for de to afsnit, der går i dybden med emnerne Kulbidermotivet i Króka-Refs saga på side 46 og Rævemotivet i Króka-Refs saga på side 59 i nærværende speciale. Bønder og handelsrejsende: sagaens første halvdel Þorbjörn bliver beskrevet som en stor og umådeholdende bonde med et dårligt rygte, der aldrig har betalt kompensation til nogen mand. Den umådeholdende mand, beskrevet på oldislandsk som en ójafnaðrmaðr, er den typiske fredsforstyrrer i islændingesagaerne. Han kender ikke til mådeholdenhed og vil 33

36 derfor altid kræve mere, end hvad der er rimeligt. Hans kone Rannveig er enfoldig og streng 60, og sagaen antyder, at Þorbjörn ikke ville have rodet sig ud i så mange ulykker, hvis det ikke var på grund af hende. I dette tilfælde er det også hende, der ægger Þorbjörn til at tage affære med ordene: Hvorfor gør du det omvendte af, hvad du skulle gøre, Thorbjørn, når du har kastet dig i hovedet på de mænd som er sagesløse med alle, men du lader den tåbe gå frem med slige usømmeligheder at forbyde vores kvæg det græs, det vil have (Króka-Refs saga). 61 Hyrden Barði bliver dræbt, fordi Rannveig ikke vil lade sig nøjes med sine retmæssige vilkår, når hun uretmæssigt kan skaffe sig bedre vilkår. Hun mener at med magt, kan hun udvide sine rettigheder til også at gælde Refrs marker, så hun ægger sin mand til at tage affære. Men Refr viser som kulbider, at han ikke vil finde sig i det og hævner sig, da han ikke bliver tilbudt en passende kompensation. Tilsvarende regner Gellir, den meget overmodige handelsmand på Barðaströnd, med, at han kan hævde at være stærkere end Refr, ved at slå ham to gange med sin spydende, uden at Refr gengælder det. Gellirs og Refrs styrkeprøve stod ved legene, der foregik om vinteren, hvor der ikke var meget arbejde på gården. Her kunne mændene udfordre hinanden i boldspil, brydekampe, hestekampe og andet, for at vinde anseelse i samfundet. Legene var som udgangspunkt fredelige, men ender som i Króka-Refs saga ofte i den dybeste alvor. Sladderen om denne hændelse underbygger Gellirs opfattelse af Refrs feje væsen, men bliver dementeret for offentligheden, da Refr tildeler Gellir det dødbringende øksehug. Med Refrs bemærkning om, at: Nu skal jeg betale dig to hug med ét 62, viser sagaen, at Refr er mådeholdende. Han handler kun som han har ret til og uden at overdrive: Ét hug er nok. Gellir kunne derimod ikke acceptere, at Refr var bedre end ham til at brydes, og betaler med sit liv for dette. 60 heimsk og harðráð, Íf. 14, p Eru þér þó mislagðar hendr i kné, Þorbjörn, er þú hefir hlaupit í höfuð þeim mönnum, er saklausir hafa með öllu verit, en þú lætr þenna vitling ganga fram í slíkum ósóma at banna fé váru jörð þá, er þat vill hafa. Íf. 14, p Nú skal ek gjalda þér tvau högg með einu, Íf. 14, p

37 På Grønland vil Þorgils og hans familie heller ikke acceptere at Refr er bedre end Þengill, hvad angår giftermålet med Helga. Giftermålet blev brugt som et middel til at skabe alliancer. Når to slægter blev forbundet, så lå der en gensidig anerkendelse af hinanden mellem slægterne. Som konsekvens af dette betød det også, at hvis en slægt nægtede et giftermål til en anden slægt, så skyldtes det ofte en manglende anerkendelse af den anden slægt som ligeværdig. Her ligger kimen til fjendskabet mellem Refr og Þengills slægt, og det får bedre grobund, da Þorgils og sønnerne kan sprede sladderen om Refrs umandige væsen efter, at de har nedlagt isbjørnen. Þorgils beskrives ikke som en umådeholden mand, som Þorbjörn gjorde det. Sagaen fortæller at: Han var ondskabsfuld og gemen; en meget skidt fyr var han, og alle syntes dårligt om at have forretninger med ham. Han var krumbøjet af sin høje alder og gift. 63 I stedet for at være umådeholdende, så er han ondskabsfuld og gemen. Þorgils og hans sønner betaler også med deres liv, da de ikke vil kompensere for eller benægte den sladder, de spreder om Refr. Disse modstandere er meget typiske for islændingesagaerne. De er ikke skildret så nuanceret, som de kunne være, men har hver deres særtræk. Þorbjörn har den strenge kone, der ægger ham til at dræbe Barði, Gellir Sigríðarson er overmodig og opkaldt efter sin mor, og Þorgils er en ond gammel og krumbøjet mand. Det eneste de har til fælles er, at de mest af alt er skurke. De er ikke tvunget af omstændighederne, af slægten eller har skiftet fra at være gode karakterer til at være skurke. Sagaens skildring af dem er ensidet. De er umedgørlige karakterer og ville have forstyrret freden under alle omstændigheder. Det ligger i deres natur. Hvis det ikke var Refr, de gjorde livet surt for, så ville det have været en anden. Modstanderne i disse tre episoder er taget med i Króka-Refs saga, fordi de kommer på tværs af Refr Steinsson og hans succes som hævner, bryder og bejler. Disse tre episoder viser, hvordan Refr klarer sig på egen hånd, ved at være snu og planlægge strategier for sin fremfærd. 63 Hann var grályndr ok kvittsamr ok slægvitr; mikill ódældarmaðr var hann, ok þótti öllum illt við hann at eiga. Hann var hniginn á efra aldr ok kvángaðr. Íf. 14, p

38 Konger og kongelige krigere: sagaens anden halvdel Efter drabet af de fem nybyggere på den ene aften og Refrs flugt væk fra civilisationen bliver jagten på Refr genoptaget, men af en anden type skurke. Gennem Gunnarrs venskab med den norske hirdmand Bárðr kommer alle personerne til at stå i forhold til Harald Hårderåde. Bárðr, Grani og Eiríkr er alle tre den norske konges hirdmænd. Kongen advarer i første omgang Bárðr mod at jagte Refr, men Bárðr ser sig bundet af sit løfte til Gunnarr. Drabet på Bárðr kommer først kongen for øre efter, Refr har dræbt Grani, og derfor gør Harald Hårderåde Refr fredløs i hele Norge. Eiríkr får lov til at beholde sit liv, da Refr har dræbt hans bror Grani. I denne ligevægt ender sagaen: Både Eiríkr og Refr beholder deres liv, og der er ingen drab tilbage i sagaen, der mangler at blive hævnet. I denne anden halvdel kommer historiske hændelser til at spille en rolle som referenceramme. Harald Hårderåde er en kendt historisk figur, og bliver omtalt i mange islændingesagaer. Han er kendt for sin strenghed og vished, sådan som den også kommer til udtryk i Króka-Refs saga. Kong Harald er en af de få personer, der kan gennemskue Refrs snu planer: Han rådgiver Bárðr i, hvordan han skal få Refr ud af sit virke, han forudser Bárðrs død, han lægger mærke til, at Narfi ikke er en ubetydelig person, han gennemskuer Narfis tilslørede tale, og han finder ud af, at Refr også har dræbt Grani. Harald Hårderåde ved, at Refr er en speciel person, der skal behandles specielt, og ikke som Þorbjörn, Gellir og Þorgils samt hans familie gjorde det. Trods denne indsigt straffer han Refr for hans handlinger modsat den danske konge Svend Estridsøn, der værdsætter Refr som en ligemand. Harald Hårderåde og Svend Estridsøn lå i krig med hinanden i seksten år efter Svend Estridsøn overtog magten i Danmark i 1047, og indtil Harald Hårderåde anerkendte Svend Estridsøn som dansk regent. Kong Svend tager imod Refr og bryder kæden af hævnaktioner ved ikke at krænke Refr, men belønne ham og tilbyde ham de kår, der modsvarer hans status. Refr er er en talentfuld tømrer og en velhavende karakter, der har samlet en masse grønlandske varer, og der har Harald Hårderåde som fjende. Man kunne stille sig spørgsmålet om, at når Harald Hårderåde er så vis, at han kan gennemskue Refr, og forudse sin hirdmands skæbne, hvorfor kan han så ikke gennemskue, at der intet godt kommer ud af at 36

39 behandle Refr strengt? Svaret kunne være, at sagaen ikke vil have fået den spændende ende, hvor Refr med hjælp fra den danske konge sætter sig op imod Harald Hårderåde og standser den norske konges jagt på ham. Men der kunne også ligge en kritik af de to regenter, når de bliver sat sådan op over for hinanden. Det vil jeg komme mere ind på i konklusionen af dette speciale. Refr Steinsson som islændingesagahelt Som det er blevet nævnt tidligere i dette afsnit, så er det Refr Steinsson, der binder sagaens forløb sammen. I islændingesagaen er det imperativt, at hovedperson er islænding eller nordmand, der flygter til Island. Derudover varierer det fra saga til saga, hvordan helten bliver beskrevet, og hvordan denne opfører sig. Typisk vil den første karakterisering af hovedpersonen afsløre, hvilke træk han udviser som barn. Disse træk bliver udviklet gennem sagaens forløb uden at ændre sig. Refr er stor af vækst, havde et smukt udseende og så umedgørlig ud. 64 Af denne præsentation kan man forvente, at Refr vil benytte sig af sin styrke, og at han ikke retter sig efter andre, medmindre han selv vil det. Gennem sagaens forløb udfolder han disse træk som enhver anden islændingesagahelt. I islændingesagaerne bestemmer karakterens alder hvilke handlinger det forventes, at karakteren udfører. 65 Som børn skal de gå til hånde hjemme på gården, og hjælpe til med de daglige gøremål. Refr er kulbider og holder sig uden for dette fællesskab og opfører sig aparte. Når karakteren bliver en ung mand, er det meningen, at han skal rejse til udlandet og tilkæmpe sig gods og anseelse. I islændingesagaerne er den unge mands rejse ofte en overgangsfase til voksenlivet hjemme på Island. 66 Så længe karakteren kæmpede mod fremmede fjender i udlandet, så skulle han ikke frygte for repressalier inden for det islandske fristatssamfund. Han undgik herved at krænke nogle islændinge, der ville have været nødt til at hævne sig og dermed starte en lang stribe af hævnaktioner. Ved at rejse til udlandet for at vinde anseelse fik drabene ingen betydning for denne balance. Dette viser fristatssamfundets skrøbelige karakter. 64 mikill vexti á unga aldri, vænn at yfirliti ok ódælligr, Íf. 14, p Meulengracht Sørensen, Preben: Fortælling og ære, p.p Meulengracht Sørensen, Preben: Fortælling og ære, p.p

40 Når helten fik en passende alder, kunne han enten overtage sin slægts gård eller finde noget land på Island til at opføre sin gård på. Her etablerede han sig og stiftede familie. Som bonde og gårdejer skulle han ikke længere være aktiv i den forstand, at han skulle ud og vinde prestige. Den etablerede mand skulle blive hjemme og sørge for, at han beholdt sin status i samfundet. Den unge aktive og offensive alder bliver afløst af en voksen defensiv alder. Det var en dyd at udvise mådehold som en voksen mand, mens den unge helst skulle vise mere vilje til handlekraft. I islændingesagaerne er disse de to mest interessante perioder, da de fleste konflikter opstår ved, at den unge islændinge opsøger konflikter og den voksne islænding søger at udligne dem. Knap så mange handlemuligheder har den ældre mand i islændingesagaerne. Han bor hjemme på sin gård, som han da vil have overdraget til sin førstefødte søn. Det eneste han har, er sin fortid og den anseelse, som han vandt som ung og beholdt som voksen. Den ældre mand, kan som den gifte kvinde, ægge sine slægtninge til handling gennem at bedrive frýja. Frýja er den ritualiserede handling, hvor den ældre mand eller kvinden beklager sig over den unge mand, og hans manglende vilje til at udvise handling. Det bygger på en pligt, der mangler at blive udført. Den æggede mand bliver nødt til at handle, da han ikke kan sidde beskyldningerne om manglende handling overhørig. 67 Flere gange i løbet af Króka-Refs saga ægger kvinder eller ældre mænd en mandlig slægtning til handling. Først ægger Rannveig Þorbjörn til at dræbe Barði, så bliver Refr ægget til at kræve kompensation af Þorbjörn, og til sidst ægger Þormóðr, Helgas fosterfar, Refr til at tage affære med Þorgils og hans sønner. Rannveig ægger Þorbjörn ved at pointere, at han ikke handler som han burde. Hun spørger om hænderne hos ham ved en fejl er blevet lagt på hans knæ ( Eru þér þó mislagðar hendr í kné ), hvilket er en islandsk talemåde for at gøre det omvendte af hvad man skulle gøre. 68 Refr bliver ægget af Þorgerðr til at følge op på Barðis død, men det kommer jeg ind på senere i dette speciale. Da Refr senere ikke lader til at ville handle over for Þorgils sladder, begynder Helgas fosterfader Þormóðr at føle, at Refr ikke tager ordentlig vare på slægtens ære. Han siger til Refr, at: 67 Meulengracht Sørensen, Preben: Fortælling og ære, p.p Jf. note 61 i nærværende speciale. 38

41 da jeg talte for at få dig og Helga gift, tænkte jeg, at vi havde giftet hende til en duelig mand, og således tænker jeg om dig. Men det forekommer mig i høj grad, at du underbygger de stygge nybyggeres ord, hvis du lader dem sidde fredeligt i det. Nu byder jeg dig, at du lader dem beskylde dem selv for deres ord (Króka-Refs saga). 69 Til dette svarer Refr: Før skulle en mand have udtænkt nogle råd for sig selv end fare af sted med store planer eller ægge andre til dem. 70 Þormóðr handler som han skal, men det er ikke ensbetydende med, at Refr bifalder hans påbud. Refrs hentydning er rettet til både Þorgils og Þormóðr, da den første skulle have tænkt sig om, før han for med store planer, dvs. sladrede, og den anden, da han æggede Refr til handling. Refr følger ikke dette aldersbestemte handlingsmønster. Som ung rejser han uden for Island og vinder gods og anseelse, men han kommer aldrig tilbage til Island og etablere sig. Refr flygter indtil, han får fred i Danmark. Først med den næste generation vender slægten, hans søn Þormóðr, tilbage til gården Kvennabrekka på Island. Refrs rejse ender sent, og han når at etablere sig både i bygden på Grønland og ude i ødemarken, før han ender som en bonde med det danske navn Sigtryggr. På disse punkter skiller Króka-Refs saga sig ud fra de tidligere islændingesagaers skildring af helten og hans rejse, men ikke markant. I Gunnlaugs saga ormstungu rejser helten Gunnlaugr til udlandet som ung, men vender aldrig hjem igen. Gunnlaugr når ikke at blive voksen, og han får derfor ikke muligheden for at tage tilbage og etablere sig på Island. Refr bliver voksen, men ender hele tiden i konflikter, der forhindrer ham i at tage tilbage til Island. Gunnlaugr kan ikke tilpasse sig det islandske samfund og dets krav om mådehold, så han ender sine dage i Norge efter en duel. På tilsvarende måde passer Refr heller ikke ind i det islandske samfund, og ender måske derfor som en af Svend Estridsøns mænd efter at have rejst vidt og bredt i vikingetidens Europa. 69 þá er ek fýsta, at ráð tækist með ykkr Helgu, hugðumst vér gipta hana dugandi dreng, ok svá ætla ek þik. En of mjök þykki mér þú sanna vándra manna orð, er þú lætr þáum kyrrt sitja. Nú bið ek þik, at þú látir þá kenna á sjálfum sér fyrir sín illyrði. Íf. 14, p Fyrr skyldi maðr hafa hugat ráð nökkut fyrir sjálfum sér en rata í stórræði eða eggja aðra til. Íf. 14, p

42 3.4 Geografi og kronologi i Króka-Refs saga Refr er en ældre herre, da han dør i klosteret i Frakklandi 71 på vej hjem fra sit besøg i apostlen Peters hus i Rom. Gennem sit liv har han opholdt sig to steder på Island, to steder på Grønland, ét i Norge og ét i Danmark og hans pilgrimsrejse fører ham ned gennem kontinentet til de to sidstnævnte steder. Det er ikke usædvanligt, at personerne i islændingesagaen rejser vidt omkring i Norden og Europa. Men i Króka-Refs saga ligger det lidt i overkanten for, hvad heltene i størstedelen af islændingesagaerne når at se i deres liv, sagaens korte længde taget i betragtning. Hændelserne i Króka-Refs saga beskriver et helt livsforløb for en helt, som man kan se af det nedenstående. Sagaen begynder på Håkon Adelstensfostres tid, hvor Refr er en ung mand. 72 Refr har været otte år på Grønland, da han støder på isbjørnen udenfor sit bådskur. 73 Samme efterår klargør han sin afrejse til det kommende forår. Da Refr flygter ud i ødemarken, har Helga og han fået deres tredje søn Þormóðr, som på dette tidspunkt er tre år. Steinn er da ni, Björn er syv, og der må være gået omkring år siden Refr kom til Grønland som årig. Først efter fire år finder Gunnarr Refr med hjælp fra Bárðr. Bárðr er med Gunnarr i lidt over halvandet år, og det følgende forår tager Bárðr tilbage til Harald Hårderåde og beder om råd. I løbet af vinteren forærer Bárðr gaverne til Harald Hårderåde, og det følgende forår tager han tilbage til Grønland. Refr må da have været i Grønland i ca. sytten år. 74 Det efterfølgende efterår sejler Refr til Norge, og kort tid efter sejler han til Danmark. Da Harald sender Eiríkr til Danmark, må Refr have været væk fra Island i omkring tyve år. Nogle år senere dør han på sin rejse fra Rom. Denne tidsbeskrivelse i Króka-Refs saga styrker dens troværdighed, fordi forløbet er sandsynligt og tro mod virkeligheden. Men den historiske tidsangivelse er derimod knap så troværdig. Jóhannes Halldórsson kommenterer i forordet til Króka-Refs saga, at der er et skred i tiden på mindst 85 år mellem Håkon Adelstensfostre og de to samtidige konger, Harald Hårderåde og 71 Frankerriget. Det lå øst for Pyrenæerne og omfattede Gallien og Sydtyskland. 72 Han fødtes ca. 920 og regerede fra ca. 936 indtil sin død i ca Refr bjó átta vetr á Grænlandi, Íf. 14, p Jóhannes Halldórsson, Íf. 14, p. xxxv. 40

43 Svend Estridsøn. 75 Tidsforskellen kan forklare, hvorfor man kan finde to typer modstandere i sagaen. Set fra et islandsk synspunkt, så var fortiden karakteriseret ved, at Island havde sit fristatssamfund med sine frie mænd, der i teorien var lige. Fremtiden viser, at dette samfund ikke kan bestå. I stedet ender Island med at blive styret af embedsmænd fra Norge, der alle er den norske konges undersåtter, ikke ulige dem, man møder i de tre sidste episoder af Króka-Refs saga. Forfatteren har stillet det fortidige fristatssamfund op imod det senere feudalsamfund. Men tidsregningen holder stadigvæk ikke, da den islandske fristat ikke falder før 1262/64, hvilket er 220 år senere end Harald Hårderådes og Svend Estridsøns regentperioder. Så forskellen i tiden skyldes højest sandsynligvis manglende historiske kundskaber fra forfatterens side eller et ønske om, at sagaen skulle foregå på disse kongers tid. Sagaens fortællerum følger også samme opdeling, som persongalleriet og tidsangivelserne, og udspiller sig i to verdner. 76 Island og Grønland er befolket af små folk som bønder og fiskere og ikke store folk som kongerne eller hirdmændene i episoderne i Norge og Danmark. 77 På Island og Grønland bygger Refr mindre skibe, som er havgående, og de bliver bemandet af op til tolv personer. I Danmark får han hjælp af den danske konge i form af to langskibe og to hundrede mænd. 78 I Danmark og Norge havde man ledingsvæsner, man brugte til at sammenkalde våbenføre folk i krigstider. Dette ledingsvæsen krævede den centrale styring, som til eksempel det et kongedømme kunne præstere. Det islandske fristatssamfund manglede denne centrale styring, og kunne derfor ikke mønstre en krigsstyrke af samme størrelse. I den sidste del af sagaen bliver monarkiet som institution en forudsætning for nogle af hændelserne i sagaens forløb. På samme måde bliver opfattelsen af det enkelte individ i fristatssamfundet også en del af forståelsesrammen i den første del af Króka-Refs saga. Refr 75 Jóhannes Halldórsson, Íf. 14, p. xxxv. 76 De Króka-Refs saga speelt zich in twee andere werelden af. Paula Vermeyden: Mun ek lengja nafn hans ok kalla hann Króka-Refr, p Paula Vermeyden: Mun ek lengja nafn hans ok kalla hann Króka-Refr, p.p flutu þar fyrir tvau langskip ok tvau hundruð manna. Íf. 14, p

44 kommer i konflikter med folkene på Island og Grønland, da de ikke vil acceptere eller værdsætte Refrs status: Han er en ualmindelig helt og kan derfor ikke opfattes som lige med menneskene i hans omgivelser. Idealet i fristatssamfundet på Island var, at man anerkendte hinandens status, holdt sin egen i hævd og ikke prøvede at gøre sig vigtigere end man var. Men Refr er i udgangspunktet bedre end sine medmennesker. Han kommer i karambolage med sine omgivelser og må flygte, fordi ójafnaðrmenn som Þorbjörn, Gellir og Þorgils forbryder sig mod ham. Den norske konge vil ikke acceptere, at Refrs evner rækker længere end hans, men Harald Hårderådes fjende, den danske konge, vil, og han belønner ham for det. Refr har mange talenter, der gør ham speciel i forhold til karaktererne i hans omgivelser. Der er ikke plads til ham inden for fristatssamfundets rammer, da han ikke er lige som de andre, så derfor bevæger sagaen sig over i et andet fortællerum. I monarkiet er der plads til, at nogle karakterer rager op, og er mere end andre, som kongen der er hævet over hans undersåtter. Da Refr konfronterer Harald Hårderåde, har Bárðr stræbt Refr efter livet og Grani forsøgt at voldtage Helga. I sit forsvar mod disse overgreb, angreb han den norske konges allierede, hvilket også bliver opfattet som et angreb mod den norske trone. Refr flygter til sin fjendes fjende og får en varm modtagelse af Svend Estridsøn. For sine grønlandske varer, som er efterspurgte i Danmark, får Refr Kong Svends venskab, som Gunnarr i sin tid fik Harald Hårderådes. Hos den danske konge bliver Refr endelig værdsat for det han er. Forfatteren til Króka-Refs saga har ladet sin karakter udfolde sig inden for to forskellige samfundsstrukturer. Der kan ligge en kritik af regenterne, som jeg nævnte i afsnittet Konger og kongelige krigere, eller en kritik af de to samfundsstrukturer, men det mener jeg er tvivlsomt. I stedet mener jeg, at sagaens to dele er formet ud af en fortællemæssig nødvendighed, mere end en samfundskritisk nødvendighed. Ganske vist står Kong Svend Estridssøn i et bedre lys end Kong Harald Hårderåde, men det gør han også i andre fortællinger. Episoderne i Norge og Danmark er med til at understrege hovedpersonens skarpsindighed. 42

45 3.5 Fortælleren Fortælleren i Króka-Refs saga er en typisk islændingesagafortæller. Han kommer ikke til syne i stoffet og bruger mange fortællegreb, der imitere den traditionelle mundtlige fortællestil. Det kan ses i den meget detaljerede beskrivelse af den grønlandske natur, da Refr og hans mænd sejler ind til bygden, og i henvisning til offentlighedens dom over Refrs flugt fra Bárðr og Gunnarr: Det var også alle folks tale, at [ ]. 79 Sagaen afviger kun fra islændingesagaens fortællerrolle, da Gestr Oddleifsson taler med Refr om hans fremtid: Hvis det ikke er din skæbne at vende tilbage til Island, da vil jeg, at du lader skrive frasagn om din færd, for nogle vil synes, den er mærkværdig, for jeg tænker, at du er den anden viseste mand i vores slægt. Der vil også blive noget godt af dig. Jeg beder også for, at ham den samme, som har skabt solen, hjælper dig til gode ting (Króka-Refs saga). 80 Forfatteren af Króka-Refs saga lader fortælleren henvise til selve sagaen gennem Gestr Oddleifsson. Rent bogstaveligt kan Gestrs opfordring blive forstået som om, at da Refr som en ældre mand skulle sidde på sin gård i Vendsyssel og skrive sin historie ned. I islændingesagaerne, refererer man til den mundtlige fortælletradition, for at borge for sagaens troværdighed og for at henvise til traditionen. Med denne reference til, at Refr oprindeligt skulle have skrevet sin egen saga, kunne virke som et greb til at gøre Refrs karakter mere troværdig. Da Gestr beder Refr skrive sin saga, må Refr også have været til, for hans personlige værk sidder tilhørerne og får læst op af. I et bredere perspektiv kan denne reference blive set som en ironisk afstandstagen til islændingesagaernes verden. At der refereres til skabelsen af sagaen i sagaen selv er et meget atypisk træk, der fjerner Króka-Refs saga fra resten af tekstgruppen. Men trods denne afstandstagen genkender man stadig Króka-Refs saga som en islændignesaga. 79 Sejlturen til Grønland er beskrevet i Íf. 14, p.p og offentlighedens dom i Íf. 14, p Ef þér verðr eigi útkvámu auðit, þá vil ek, at þú látir skrifa frásögn um ferð þína, því at hún mun nökkurum merkilig þykkja, því at ek hygg, at þú sér annarr spekingr mestr í várri ætt. Mun ok nökkut gott af þér verða. Mæli ek nú ok svá fyrir, at sá inn sami, er sólina hefir skapat, efli þik til góðra hluta. Íf. 14, p

46 Forfatteren af sagaen har efter al sandsynlighed ikke haft til hensigt at bevise Refr Steinssons eksistens, men hellere at gøre sagaen og Refrs karakter mere troværdig. Mest enestående er det dog, at sagaen refererer til en skriftlig fremstilling frem for mere typisk den traditionelle mundtlige. 3.6 Opsamling Króka-Refs saga er en forfatters forsøg på at digte en god historie om en farverig helt, som alene overkommer en række af konflikter gennem sin snuhed. Sagaens forfatter har haft de forrige århundredes litteratur til rådighed i sin søgen efter en passende form til sin fortælling. Islændingesagaen har en passende længde og en mere realistisk måde at præsentere sit stof på, end henholdsvis totten og fornaldarsagaen. Derfor vælger han denne tekstgruppe til at fortælle sin historie om kulbideren og bondesønnen, som ender med at blive den danske konges håndgangne mand. Króka-Refs saga er med al sandsynlighed blevet til, efter størstedelen af islændingesagaerne var blevet skrevet. Genren var blevet formet, da forfatteren til Króka-Refs saga valgte at bruge den. For at få tilhørerne til at forstå den som en islændingesaga, måtte forfatteren imitere nogle af islændingesagaens træk. Det er lykkedes forfatteren at imitere mange af disse træk, men på nogle punkter overskrider sagaen de rammer, som man kender fra en islændingesaga. Sagaens plot er delt op i seks små episoder, hvor Refr Steinsson er den eneste gennemgående karakter. På nær den sidste episode har de hver især en tredelt struktur, som bygger på en konflikt, en hævn og en flugt. Hævnmotivet er meget typisk for islændingesagaen, men Króka-Refs saga mangler et enkelt overordnet motiv, som binder de enkelte episoder sammen ud over fokuseringen på Refr Steinsson, som en helt, der udfolder sig uden for samfundets rammer. I sagaens sidste episode dør Refr på sin pilgrimsrejse, han bliver stamfader til en mægtig slægt, og en af hans sønner vender tilbage til Kvennabrekka. Sagaen får således en kristen udgang og ender det sted, den i sin tid startede. Lokaliteterne og sagaens persongalleri er forskelligt i den enkelte episode. Kun Refr Steinsson går igen i alle seks episoder. Hvad angår modstanderne, så har de to episoder på Island og den første episode på Grønland ingen sammenhæng 44

47 med hinanden. De tre sidste episoder hænger bedre sammen, da Refrs modstander enten er den norske konge selv eller hans hirdmand. Sagaen beretter om Refr Steinssons liv på en kronologisk sandsynlig måde, men de historiske tidsangivelser passer ikke sammen. Fortællingens rum i Króka-Refs saga kan deles i to: I begyndelsen befinder sagaen sig blandt bønder i den islandske fristat og senere blandt konger og kongelige udnævnte i det danske og norske monarki. Mellem disse to rum i fortællingen er der en forskel på mindst 85 år. I overgangen mellem disse to rum opholder Refr sig ude i den grønlandske ødemark langt væk fra samfundet, og er kun omgivet af den vilde natur. Bortset fra ét punkt, så er fortælleren i Króka-Refs saga mage til den, man støder på i islændingesagaerne. Han bruger samme teknikker og vendinger som fortælleren i islændingesagaerne, men bryder stilen ved at lade en person i sagaen referere til sagaen selv. Eftersom Króka-Refs saga fokuserer på heltens udfoldelse, så har sagaen gjort meget ud af beskrivelsen af Refrs karakter. Refr får sagaen til at hænge sammen ved sin tilstedeværelse i alle seks episoder. Han er beskrevet gennem et nordisk motiv og et europæisk motiv. Det er typisk for islændingesagaerne at beskrive deres helte som kulbidere, men mere atypisk at beskrive ham gennem et rævemotiv. Króka-Refs saga kombinerer dette, og jeg vil i de to følgende kapitler beskrive disse motivers brug i sagaen. 45

48 4 Kulbidermotivet i Króka-Refs saga I helteeposet Beowulf 81 fortælles det om Ecgtheows søn, at han som ung ikke udviste megen tapperhed, da han lå ved bordene i gildesalen: For a long time he [Ecgtheows søn] was condemned, as the children of the Geats knew him not to be brave, nor would the lord of the Geats do him much honour at the meadbench. They very much suspected he was slothful, a feeble princeling; but to the glorious man there came a reversal of all affections (Beowulf and the Finnesburg Fragment). 82 Som barn bliver sønnen antaget for at være dorsk og mangle tapperhed. Der bliver ikke tildelt ham megen ære, men som han vokser op, viser han sig at være en ærværdig mand. Denne karaktertype, der som ung virker til at være uduelig, men gennem en forvandling viser sig at være den mest duelige person, kan findes i meget forskellig litteratur. Med eksempler fra Saxos sagn om Prins Amled og folkeeventyrene, vil jeg vise historien bag kulbidermotivet, som det er kommet over i de norrøne tekstgrupper og dermed også ind i islændingesagaerne. Historiebeskrivelsen danner et grundlag for den efterfølgende gennemgang af kulbidermotivet, som det findes i islændingesagaerne. Der benytter jeg mig også af eksempler fra beslægtede tekstgrupper som fornaldarsagaer og islændingetotter for at danne et billede af samtidens brug af kulbideren og for at finde frem til de karakteristiske træk ved kulbideren. Jeg drager materiale ind fra fornaldarsagaer, da karaktermotivet er særdeles udbredt i denne tekstgruppe, og fordi Króka-Refs saga har ligheder med fornaldarsagaer, som vist i afsnittet Króka-Refs sagas ligheder med anden norrøn litteratur på side 15 i nærværende speciale. Efter den korte historisk gennemgang vil jeg lave en sammenlignende analyse af kulbideren i islændingesagaerne med et blik på andre norrøne tekster, som islændingetotter 81 Beowulf er nævnt på den liste, som Finnur Jónsson har udarbejdet i Egils saga Skalla-Grímsson, Saga-Bibliothek 3, Verlag von Max Niemeyer (Halle (Saale), 1924), p.76n. Her giver Finnur Jónsson en ufuldstændig liste over kulbidere fra forskellige typer tekster, som jeg her tager udgangspunkt i. 82 Beowulf and the Finnesburg Fragment. Udg. John R. Clark Hall, John Dickens and Co. Ltd. (Northampton, 1972), vers

49 og fornaldarsagaer. Målet er at få etableret den typiske kulbiders karakteristika og beskrive hans forvandling, så man kan diskutere Refr Steinsson som kulbider. 4.1 Kulbideren i norrøne tekster Som type stammer kulbideren fra samme tradition som Klods-Hans, Hans og bønnestagen, Askeladden og andre ne er-do-wells. 83 Sporene af denne figur kan føres helt tilbage til folkeeventyrenes fortælletradition. 84 Fra disse tekster må motivet være kommet over i islændingenes mundtlige fortælletraditioner og derfra videre til sagaerne. Kulbiderens oprindelse: Saxos Amled og folkeeventyrene I Saxos sagn om Prins Amled får man en detaljeret beskrivelse af kulbiderens to sider. På facaden lader det til, at kongesønnen er en tåbelig fyr, men bag den er han en kløgtig og snu strateg. Samtidig kan man i Saxos sagn finde tekstelementer, der går igen i islændingesagaernes skildring af kulbiderne. Om Prins Amled bliver det fortalt, at: Dag efter dag lå han sløv og ugidelig ved sin mors møgbeskidte ildsted og væltede sig i det modbydeligste skidt og møg på gulvet. Det oversmurte ansigt med den skidne farve var et billede af vanvid og latterlig dumhed (Amled). 85 Han ligger og hærder trækroge ved ildstedet og samler træstave mage til dem, han tager med sig som følgesvende, da han kommer hjem fra Britannien. Man anser det for usandsynligt, at en person, der kunne arbejde så kunstfærdigt med sine hænder, også var evnesvag. For at hævne sig på sin faders morder, Amleds egen onkel, gemmer han sig bag en maske af vanvid og latterlig dumhed. Han taler altid sandheden, men vender og drejer sine ord, så de lyder som galskab. Amled går længe og pønser på sin hævn og får endelig efter flere års venten ført den ud i 83 Amory, Frederic: Pseudoarchaism and fiction in Króka-Refssaga, p.p Liestøl, Knut: Upphavet til den islandske ættesaga, H. Aschehoug (Oslo, 1929), p Saxos Danmarkshistorie. Oversat af Peter Zeeberg, udgivet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gads Forlag (København, 2000), p

50 livet. Men kun gennem tåbelige forklædninger, taktiske udspil, snu tricks og ordsnilde får han gennemført sin hævn. Det er et bevidst valg fra Amleds side, at han vil spille dum, for kun forklædt som tåbe kan han benytte sig af sine omgivelsers forventninger og snyde dem ved at være tvetydig. Da hans onkel vil afsløre Amleds skuespil, lokker han ham i en fælde. Amled er snu og fordrejer sine ord, da han fortæller, at han faldt for fælden. Amled taler sandheden, men hans tale lyder så tåbelig, at den snyder onklen. Hans taktiske begavelse giver ham fortrin over for sine modstandere forstået på den måde, at han hele tiden har planlagt sit næste træk. Samtidig aner hans modstandere ikke, at de er ofre for hans taktiske udspil. Som kulbider overkommer Amled sine fjender gennem kløgt mere end ved fysisk styrke. Han kan tænke som sine modstandere og forudsige, hvad de vil gøre, hvilket giver ham en fordel. Saxos sagn indeholder flere elementer, som man kan genkende i sagaerne og totterne og specielt fra Króka-Refs saga: Forklædning, tvetydig tale, træstave som følgesvende, duel på vid og ophold i køkkenregionerne præger Prins Amleds liv, ligesom mange af kulbiderne i islændingesagaerne. Udover Saxos fortælling om Prins Amled, der var skrevet på latin, så fandtes der nogle mere folkelige udgaver af kulbideren. Blandt de norske folkeeventyr, som Asbjørnsen og Moe samlede i det nittende århundrede, finder man en række af eventyr om Askeladden. Askeladden er så populær inden for traditionen, at navnet går fra at være en persons egenavn til at blive en typebetegnelse. 86 Ifølge Jan Brunvand er der fire ting, der karakteriserer Askeladden, som han optræder i folkeeventyrene: 1) Han har et øgenavne, oftest Askeladden, Askefisen eller andet i den stil, der indikerer, at han sidder ved asken eller kedlerne. 2) At han sidder ved asken eller ildstedet er så normalt, at det regnes for at være hans normale foretagende. 3) Hans familie er fattig, så han og hans ældre brødre, må klare sig selv, og 4) Der er rivalisering mellem Askeladden og hans søskende, når arven efter forældrene skal gøres op, så Askeladen får altid 86 The nickname [Askeladden] was sometimes used as an ordinary noun. Brunvand, Jan: Norway s Askeladden, The Unpromising Hero, and Junior-Right in Journal of American Folklore, vol. 72, nr. 283 (1959), p

51 det dårligste. 87 I Islændingesagaerne er øgenavnet ikke obligatorisk, men findes i nogle tilfælde: Keldugnúpsfífl (Gunnarrs saga Keldugnúpsfífls) eller Rennisfífl (Gautreks saga). Disse to navne henviser ikke til deres ophold i køkkenets regioner, men antyder, at de bliver opfattet som idioter. Sagaernes og totternes beskrivelse af kulbiderne bygger ikke kun på arvestrid mellem søskende, og familierne er heller ikke nødvendigvis fattige, som Askeladdens forældre i folkeeventyrene er det. Det største lighedspunkt er, at Askeladden sidder eller ligger ved ildstedet, og bliver opfattet som en anderledes person. Kulbidermotivet i islændingesagaerne I det næste vil jeg se nærmere på kulbideren som han optræder i sagalitteraturen, der blev komponeret omkring det trettende og fjortende århundrede, nemlig islændingesagaerne, islændingetotterne, og fornaldarsagaerne. I islændingesagaerne forekommer eller nævnes kulbiderne i Egils saga Skalla- Grímssonar, Grettis saga Ásmundarsonar, Þorskfirðinga saga, Gunnars saga Keldugnúpsfífls, Kjalnesinga saga, Króka-Refs saga, Svarfdœla saga, Vatnsdœla saga og Víga-Glúms saga. Blandt fornaldarsagaerne bliver kulbiderne nævnt i Gautreks saga, er sumir kalla Gjafa-Refs saga, Göngu-Hrólfs saga og Ketil- Hœngs saga. For at beskrive kulbideren er det nødvendigt at se på hans familierelationer, sagaens beskrivelse af ham, hvorledes han vågner op af sin apati og hvad hans skæbne er. Kulbideren er altid den yngste af to brødre eller enebarn. Når han er den yngste af en søskendeflok, står han i kontrast til sin ældre bror, som opfører sig mere ærefuldt og bliver ofte mere værdsat af sine forældre og frænder. 88 Både Þorsteinn Þorgnyrsson i Svarfdœla saga og Glúmr i Víga-Glúms saga er de yngste brødre, mens Þorsteinn Ketilsson i Vatnsdœla saga, Kolfinn i Kjalnesinga saga og Refr Steinsson er enebørn. Deres nærmeste familie synes altid, at det er skammeligt, at kulbideren opfører sig som de gør, og det ses tydeligere, når der er en ældre bror, der opfører sig korrekt. Kontrasten mellem den ældre bror og 87 Brunvand, Jan: Norway s Askeladden, The Unpromising Hero, and Junior-Right, p.p Meulengracht Sørensen, Preben: Fortælling og ære, p.p

52 kulbideren viser, hvorledes æren står på spil. Hele familiens ære lider under, at kulbideren ikke vil tage vare på sin ære og opføre sig normalt. Sagaen benytter forskellige formuleringer, når den introducerer en kulbider. Enten bliver det sagt direkte, at vedkommende er en kulbider: Hann [Refr] var eldsetinn (Króka-Refs saga). 89 hann [Starkaðr] var hýmaldi ok kolbítr (Gautreks saga). 90 og Grímr Eyjúlfsson var mikill ok eldsætr (Þorskfirðinga saga). 91 Når det bliver nævnt direkte, at en mand er kulbider, bruges substantiverne kolbítr eller eldsætr eller adjektivet eldsetinn. De tre benævnelser betegner to karakteristika ved karaktertypen, som jeg for en nemheds skyld har valgt at kalde en kulbider. Kulbideren kan også blive benævnt indirekte i teksten: Hann [Kolfinnr] lagðist á eldgróf ok beit börk af viði steiktan ok gætti katla móður sinnar (Kjalnesinga saga). 92 þá er hann [Rennir] var ungr, lagðiz hann í eldskála ok beit hrís ok börk af trjám (Gautreks saga). 93 hann [Gunnarr] lagðist í eldaskála (Gunnars saga Keldugnúpsfífls). 94 lagðist hann [Ketill] í eldahús (Ketil-Hœngs saga) Han var en ildsidder, Íf. 14, p han var dorsk og kulbider, Fornaldar sögur Nordurlanda bd. III (København, 1829), p Grímr Eyjúlfsson var stor og en ildsidder, Íf. 8, p Han lå ved arnen ok bed bark af det brændte træ og passede sin moders kedler, Íf. 14, p da han var ung, lå han i ildskålen og bed kviste og bark af træ. Fornaldar sögur Nordurlanda bd. 3 (København, 1829), p. 30. Ildskålen var den del af gården, hvor husholdningen tilberedte maden. 94 han lå i ildskålen, Íf. 14, p

53 og hann [Þorsteinn] byggði eldahús (Svarfdœla saga). 96 I Vatnsdœla saga bliver Þorsteinn Ketilsson ikke beskrevet direkte som en kulbider, men i kapitel 3 tænker han, at når han får kæmpen dræbt, vil han blive mere værdsat, end da han sad ved sin moders ildsted. 97 Nogle få af kulbiderne bider kul af det brændte træ fra ildstedet, som Kollfinn, men langt de fleste af dem nøjes med at sidde ved ildstedet i ildskålen, som de fem indirekte betegnelser antyder. I alle otte tilfælde bliver det nævnt, at personen opholder sig ved ilden eller i ildskålen. Både Kolfinn og Þorsteinn Þorgnyrsson ligger med strakte ben og flyder på gulvet: Der lå Kolfinn, hendes søn, og strakte gerne [sine] lange ben (Kjalnesinga saga). 98 og folk faldt over hans fødder (Svarfdœla saga). 99 Króka-Refs saga nævner ikke noget om, at Refr ligger med strakte ben, men derimod, at folk vælter over hans fødder, som ved Þorsteinn Þorgnyrsson: [Refr] havde ikke omsorg for anden beskæftigelse end at vælte sig rundt for de folks fødder, som gik der (Króka-Refs saga). 100 Kulbiderens størrelse og udseende veksler i de forskellige sagaer, så der er ikke nogen fast regel på dette punkt. Til gengæld er der mange andre fysiske træk, der er gennemgående for disse kulbidere. Króka-Refs saga, Gunnars saga Keldugnúpsfífls og Þorskfirðinga saga skriver, at kulbidernes styrke ikke var 95 lå han i ildhuset, Fornaldar sögur Nordurlanda bd. 2 (København, 1829), p Ildhuset er det samme som ildskålen. Se note han boede i ildhuset, Íf. 9, p hann myndi þá þykkja betr gengit hafa en sitja við eldstó móður sinnar. Íf. 8, p Þar lá Kolfiðr, son hennar, ok rétti býfur helzti langar. Íf. 14, p ok fellu menn um fætr honum. Íf. 9, p önga hafði hann aðra iðn fyrir starfi en veltast fyrir fótum mönnum, er þar gengu. Íf. 14, p

54 andre kendt. Det gør det muligt for sagaen at skabe spænding ved at holde det faktum skjult og samtidig understreger det kulbiderens tvetydige fremtoning. Typisk vil kulbideren skille sig ud fra andre folk i deres omgivelser ved at gå i usselt tøj, være asociale eller opføre sig som idioter. Króka-Refs saga, Gunnars saga Keldugnúpsfífls, Þorskfirðinga saga, Kjalnesinga saga og Svarfdœla saga beskriver, enten hvilken type tøj kulbideren bærer eller fortæller, at han ikke vil skifte det tøj, han har på. I Refr Steinssons tilfælde bliver tøjet først nævnt i forbindelse med hans forklædninger. Kulbideren er en ener af væsen. To af de syv nævnte islændingesagaer med kulbidere skriver, at helten ikke dyrker social omgang med andre mennesker. Om Glúmr blev det sagt, at: Han var fåmælt og ikke selskabelig (Víga-Glúms saga). 101 På samme vis blev det sagt om Refr: Ægteparret syntes, at det var en stor skade, at deres søn skulle have så lidt lyst til at gøre som andre folk (Króka-Refs saga). 102 Det er en hentydning til, at Refr ikke vil opføre sig ligesom andre folk og ikke blander sig med andre mennesker. I Kjalnesinga saga og Gunnars saga Keldugnúpsfífls tager heltene til legene og opfører sig asocialt. Sagaen beskriver dem ikke som asociale, men ud fra deres opførsel ved legene kan man se, at de er det. Glúmr (Víga-Glúms saga), Grímr (Þorskfirðinga saga), Gunnarr (Gunnarrs saga Keldugnúpsfífls) og Refr (Króka- Refs saga) bliver alle regnet for at være idioter. Tre sagaer har et lille ekstra kuriosum med i deres beskrivelse af kulbideren. Glúmr og Refr tager et spyd ned fra væggen, da de begiver sig af sted for at dræbe deres nabo. Refr kaster sit spyd foran sig, løber hen efter det og kaster det igen. På den måde kommer han fremad, og det samme gør Kolfinn, da han skal på bejlerfærd. Han kaster ikke et spyd, men en stok, som han har fundet i en brændestabel. Måske en brændestabel magen til den Refr gemmer sig i efter drabet på Þorbjörn, eller den der bliver 101 Hann var fámálugr ok ósiðblendr. Íf. 9, p Mikit mein þótti þeim hjónum á þessu, at þeir son skyldi svá lítt vilja siðu nema annarra manna. Íf. 14, p

55 nævnt i Svarfdœla saga, da Þorsteinn Ketilsson gemmer sig i røverkæmpens hus. Grunden til at både Kolfinn og Refr kaster deres våben frem foran sig under deres færd, kan være, at det er vidne om et overskud af handlekraft. Kulbideren har i flere år forholdt sig passiv og ikke handlet på nogen måde. Kort efter de er blevet ægget af deres frænder får de mulighed for at komme af med det overskud, som de har opbygget, inden de rejste sig fra ildstedet. Fælles for alle kulbiderne, er deres omvendelse. Det er et vendepunkt i deres liv, hvor de viser deres omgivelser at til trods for, at de har ligget og rodet ved ildstedet, kan de udføre handlinger, der er helteværdige. Som regel skal et familiemedlem ægge sønnen. Glúmr, Kolfinn og Refr bliver ægget af deres mødre. De udtrykker, at de ville ønske, at deres sønner var døde eller havde været giftemodne piger, der kunne giftes væk til handlekraftige mænd. Þorsteinns gamle far brokker sig over nutidens unge og deres manglende lyst til at opsøge eventyr og vise deres værd som mænd. Han beskylder Þorsteinn for hellere at ville sidde hjemme og drikke øl og mjød end at ville drage af sted for at opsøge eventyr. Gunnarr og Þorsteinn Þorgnyrsson bliver bedt af deres brødre om at rejse sig op og følge dem ud på eventyr. Efter at kulbideren har rejst sig, tager han ud i verden og viser sit værd. I de ovenstående tilfælde, hvor enten moderen og faderen bruger frýja for at få sønnerne til at handle, følger umiddelbart et manddrab. Glúmr og Refr hævner sig på deres nabo i forbindelse med nogle uenigheder omkring, hvem der har ret til at bruge de tilstødende marker. Denne, kulbiderens første handling, viser hans fulde potentiale til at handle ærefuldt, som det forventes af en mand. Sammenfattende om kulbideren som karaktertype Kulbideren er en karaktertype, der meget præcist viser, hvad der er på spil, når unge mænd i islændingesagaerne vokser op. Her bliver alt, hvad der er vigtigt, når man skal handle ærefuldt, koncentreret i karakterens omvending. Fra at være en ussel mandsling, med sit oversmurte ansigt med den skidne farve, som var et billede af vanvid og latterlig dumhed, udvikler kulbideren sig til at blive en handlekraftig person i løbet af de få øjeblikke, det tager for moderen eller faderen at ægge deres søn. Fra dette øjeblik er den unge mand blevet ægget til at være en voksen person. Kulbideren har hele tiden haft et potentiale til at være en helt, men 53

56 udnytter det først aktivt, når det bliver nødvendigt. Efter at være blevet ægget viser kulbideren sig i stand til at handle ærefuldt, når det er påkrævet. Fra da af vender kulbideren ikke tilbage til sit tidligere apatiske liv, selvom han i nogle tilfælde skal bruge lidt tid, før han kommer helt ud af sin barndom som kulbider. Glúmr er i sine unge dage lidt tøvende med at tage hævn, som jeg i det næste vil vise, at Refr også er. Begge to skal i begyndelsen ægges af deres omgivelser til at handle, men de undlader aldrig at hævne sig. Sammenfattende er kulbideren en person, der som ung er sent udviklet og ikke opfører sig som andre unge. Han er enebarn eller yngste søn og til skam for slægten. Det bliver beskrevet, at han ligger ved ildstedet og roder rundt på gulvet eller bænkene i køkkenet, så andre folk vælter over ham. Han er asociale og bliver anset for at have manglende eller ukendt styrke og for at være idiot. Han kan klæde sig i usselt tøj, der understreger, at han er anderledes. En variant af typen er udstyret med en stok eller et spyd. En dag bliver han vækket til dåd og må træde ud af sit apatiske skjul. Som oftest sker det som en reaktion på frýja og efter påtalen, udfører han en stor dåd, der oftest er manddrab. 103 Kulbiderne bliver beskrevet på samme måde i fornaldarsagaen, islændingesagaen og islændingetotten. Æren, der står på spil for slægten, er drivkraften i kulbiderens forvandling. Det aspekt findes ikke i folkeeventyrene. Det er ikke æren, der står på spil for Askeladden, så han er ikke den samme, som den kulbider, man finder i islændingesagaerne. Men de har et fælles grundlag, og det må være fordi, islændingesagaerne har adopteret sin kulbider fra traditionen omkring folkeeventyrene gennem den mundtlige fortælletradition, som islændingesagaerne bygger på og refererer til. 4.2 Refr Steinsson som kulbider Króka-Refs sagas hovedperson er skildret som kulbider. Hele hans væsen og alle hans karaktertræk bygger på, at han er kulbideren, der i sine unge dage måtte ægges til handling, før han lærte at tage vare på sig selv og sin ære. Jeg har i det foregående vist, hvorledes kulbideren fremstår i forskellige tekster fra det 103 Samme beskrivelse giver Finnur Jónsson i Egils saga Skallagrímssonar, p.76n. 54

57 trettende og fjortende århundrede. I dette afsnit vil jeg fokusere på Króka-Refs sagas fremstilling af hovedpersonen Refr Steinsson som kulbider. Refrs liv I sin barndom sidder Refr Steinsson hjemme på gulvet ved ildstedet og er til stor gene for sine forældre. Både fordi han er i vejen, men mest fordi han opfører sig skammeligt: Han var ildsidder og havde ikke omsorg for andet arbejde end at vælte sig rundt for fødderne af de folk, der gik der. Ægteparret syntes, at dette var en stor skade, at deres søn skulle have så lidt lyst til at sidde mellem andre folk. De fleste kaldte ham en idiot (Króka- Refs saga). 104 Efter Steinns død burde Refr overtage hans pligter som manden i huset, men bliver liggende ved ildstedet. Da naboen havde ladet sit kvæg græsse på Refrs grund, burde Refr straks tage affære og kræve passende kompensation for overtrædelsen, men Refr bliver liggende uden at forsvare sin families rettigheder og ære. Selv ikke mordet på Barði kan få ham til at handle, så Þorgerðr ægger ham til at tage affære med følgende svada: Altid skælver min sjæl ved, at jeg ser dig, din ætteskam, for mine øjne, og hvilken ulykkesfugl jeg var, da jeg avlede din ufornuft. Det ville have været bedre med en datter, så ville jeg kunne have givet hende til den mand, der kunne være os til nogen hjælp. Selvom vores græsgange kan være ædt op, høstakken brudt ned eller mennesker dræbt, da ligger du slap og lader som om, der intet var at tage sig til (Króka-Refs saga). 105 Beskyldningerne er stærke: At han er en skamplet for sin slægt, uden fornuft og opfører sig så umandigt, at det havde været bedre, hvis han havde været en pige. Ligesom bestemte handlingsmønstre passer til en mand i hans forskellige aldre, 104 Hann var eldsetinn, ok önga hafði hann aðra iðn fyrir starfi en veltast fyrir fótum mönnum, er þar gengu. Mikit mein þótti þeim hjónum á þessu, at þeir son skyldi svá lítt vilja siðu nema annarra manna. Hann var af flestum mönnum fífl kallaðr. Íf. 14, p Avallt hrýss mér hugr við, er ek sé þik, frændaskömm þína, fyrir mínum augum ok hve mikill ógæfumaðr ek var, þá ek ól þinn óvita. Væri þar betri dóttir; mætti ek þá gefa hana þeim manni, er oss væri nökkut traust at. En þótt landeign vár sé beitt upp eðr taða niðr brotin eða menn drepnir, þá liggr lydda þín ok lætr sem vér eigum ekki at annast. Íf. 14, p. 123f. 55

58 som det er blevet nævnt tidligere i nærværende speciale, så har de to køn også forskellige rammer, inden for hvilke de forventes at handle. 106 Som ung mand i den våbenføre alder burde Refr handle og forsvare sin slægts ære. Derimod skulle de unge piger ikke handle direkte, men kunne gøre det gennem sin mand. Så havde han været en ung pige, kunne han blive gift til en mand, der kunne yde dem den rette assistance. Men samtidig med at Þorgerðr antyder, at han kunne gavne mere som en pige, så ligger der en tabuoverskridelse i hendes beklagelse: En mand er en mand, og en kvinde er en kvinde, og der skal ikke byttes om på de roller, som de hver især har i samfundet. Beskyldes en mand gennem frýja for ikke at have handlet, men for at ville have gjort mere gavn som en kvinde, så må han handle for at bevise sin evne til at opføre sig som en mand og handle, som det var påkrævet. Beskyldes han gennem níð så må han kræve kompensation eller hævne sig, som man også kan se af Refrs reaktion på Þorgils sladder på Grønland. Beskyldningens grove karakter fornemmer man på Refrs svar til moderen hjemme på Island: Hårdt vil det være at høre resten af dine tiltaler, moder, hvis dette kun er begyndelsen (Króka-Refs saga). 107 Refr svarer sin moder og beklager sig over de hårde ord, ligesom da han bliver ægget af Þormóðr på Grønland. Da Refr tager spyddet ned fra væggen og kaster det foran sig på vej over til Þorbjörn, imiterer han træk fra kulbidertraditionen, der kan følges helt tilbage til Amleds træstokke over Glúmr, der tager spyddet ned fra væggen, til Kolfinns bejlerfærd. Refr Steinsson lægger sig i forlængelse af denne kæde af kulbidere med sine handlinger. Kulbiderens gennembrud som en handlende karakter foregår mens han er en ung person, og det står centralt i alle kulbideres liv, men det betyder ikke, at Króka-Refs saga er færdig med at fortælle om Refr som kulbider. Efter at have forladt sit apatiske stadie, begår Refr endnu to drab, hvor han til en vis grad skal ægges, før han handler. Sagaen fortæller, at Gestr Oddleifsson intet får at vide om, hvad der er hændt til brydekampen, og at Gellir spreder rygter om, at Refr ikke vil 106 Se Meulengracht Sørensen, Preben: Fortælling og ære, p.p , for en nærmere forklaring. 107 Harðar munu at heyra þínar fleiri átölur, móðir, er slíkar eru inar fyrstu. Íf. 14, p

59 hævne sig: Refr lod som om han intet viste. Gestr havde ikke været hjemme. 108 Gestr optræder i flere islændingesagaer som en vis person med god dømmekraft, og man kunne forvente, at havde han kendt til slagene med spydenden, så ville han have ægget Refr til at tage hævn. Fordi sagaen fortæller, at han ikke bliver informeret om det, så kan det være underforstået, at han ville have reageret, hvis han havde haft kendskab til det. På Grønland anklager Þormóðr Refr for ikke at hævne den sladder, der bliver spredt om ham. Þorgerðr, Gestr og Þormóðr frygter alle tre, at Refr ikke kan tage vare på sin ære. En ære som de som nære slægtninge, tager del i, men kun selv kan få genoprettet ved at ægge Refr. Alle tre gange viser Refr, at han er i stand til at hævne sig, og at han endda har overvejet sine hævnplaner nøje, før han bliver ægget. Refr var i gang med at sælge sit land og løsøre, før Þormóðr ægger ham til at tage affære med Þorgils sladder, og på Island bliver skibet også gjort sejldygtigt, før han gengælder Gellirs to hug for sit ene. Dog har Refr ikke nogen flugtplan klar, efter han har dræbt Þorbjörn, men han tænker taktisk som Amled og er snu nok til at gemme sig tæt på åstedet, hvor han ved, at gårdfolkene ikke vil lede. Refr spiller sin rolle som kulbider ved at udvise stort tålmod modsat sine slægtninge. Men slægtningene udfører kun deres pligt og spiller deres rolle som ærens vogtere. Som jeg har vist i afsnittet Kulbidermotivet i islændingesagaerne, så ligger vendepunktet i kulbiderens liv da han går fra at være et barn til han bliver en ung mand. Efter sin forvandling opfører han sig som en hvilken som helst anden person, med den ene forskel, at hans barndom var anderledes end de andres. Han var sent udviklet og opførte sig på en skamfuld måde, men det hører til hans fortid. Sagaens fremstilling af Refr som kulbider koncentrerer sig om sagaens indledende episode. Efter beskrivelsen af Refr som kulbider, bygger sagaen op til det afsnit, hvor Refrs mor skal ægge ham til handling. Da hun har ægget ham kommenterer han hendes hårde ord og udfører den handling, der bliver forventet af ham. Dette er essensen af kulbiderens fremstilling i alle islændingesagaer, og den findes i Króka-Refs saga. Sagaen fokusere specielt meget på Refr Steinsson som helten, der binder sagaens enkelte episoder sammen, og samtidig bliver han 108 Refr lét sem hann vissi eigi. Gestr hafði eigi verit heima. Íf. 14, p

60 fremstillet som den typiske kulbider. Kulbideren Beigaldi i Egils saga Skalla- Grímssonar er med i sagaen for at give lidt kolorit til fortællingen. Man ved at kulbideren er en enspænder, hvilket kan skabe spænding og højst sandsynligt også komik, når forfatteren lader én af karaktererne udvikle sig sent og sidde foran ildstedet i sin barndom. Men Króka-Refs saga handler udelukkende om enspænderen Refr Steinsson. Han er ikke kun beskrevet som en kulbider, for at give lidt kolorit til sagaens plot, men mere fordi, det var en måde for forfatteren at beskrive sin helt, der på egen hånd kan overkomme alle forhindringer. Kulbidermotivet er brugt som et traditionelt motiv. Der er ingen kritik af kulbideren i sagaen og forfatteren ønsker heller ikke at kritisere denne karaktertype. Hvis han havde ønsket det, er det ikke kommet tydeligt frem. Modsat tidligere islændingesagaer, så er der lagt mere vægt på motivet i denne saga. Da kulbideren er en person, der som voksen opfører sig som en ærefuld person, men som barn og ung har opført sig skammeligt, så hænger kulbiderens personlighed sammen med offentlighedens bedømmelse af hans karakter. Det var dem der i sin tid bedømte, at han ikke opførte sig som han burde, og nu bedømmer de, at hans handlinger er ærefulde. Alle de modstandere Refr møder i de enkelte episoder, har svært ved at bedømme ham. Þorbjörn tror, han er en blød mand, Gellir mener, at han er svagere end ham, Þorgils og sønnerne, at han er umandig, Bárðr, at han er mindre snedig end ham, Grani, at han er for gammel til at forsvare sit og Harald Hårderåde tror, at han som regent er bedre end ham. Da Refr er voksen må sagaen beskrive Refr gennem et andet motiv. Kulbidermotivet beskriver primært hans ungdom, men understreger hans voksne karakter som en enspænder. Motivet er traditionsrigt og gav forfatteren en mulighed for at skabe en dramatisk effekt i sin personbeskrivelse. Hvis vi ser bort fra de to gange, Refrs frænder har eller kunne have ægget ham, så har kulbidermotivet kun en funktion i begyndelsen af sagaen. Som ung og voksen er Refr karakteriseret mere som en snu person, der gennem kløgt, list og snilde overvinder sine modstandere. Disse karaktertræk hører til et velkendt motiv i middelalderen, nemlig rævemotivet, men det er ikke at finde i andre islændingesagaer. 58

61 5 Rævemotivet i Króka-Refs saga 5.1 Rævemotivets historie og anvendelse Króka-Refs saga skiller sig ud fra tekstgruppen af islændingesagaer ved at indeholde fortællestof, som ellers normalt hører til i fabler. På Island er det ikke usædvanligt at bruge fornavnet Refr Ræv. I dette tilfælde er det usædvanligt, at personen med navnet Ræv har karaktertræk tilfælles med ræven. Refr Steinsson er snu når han udfører sin hævn og har altid en overraskende løsning på sine konflikter. I det næste vil jeg vise, hvordan rævemotivet er blevet transporteret fra dyrefabler til Auðunar þáttr vestfirzka og Gautreks saga via Saxos sagn om Kong Gøtrik. Króka-Refs saga kan så have fået sit fortællestof om den snu ræv fra den ovennævnte islændingetotte eller fornaldarsaga. Herefter vil jeg se på, hvordan rævemotivet bliver brugt i Króka-Refs saga som en del af Refr Steinssons karaktertræk. Jeg vil vise at sagaens fremstilling af Refr Steinsson som en snu ræv kommer til udtryk gennem hans kløgt, forklædninger, navneforandringer, ordsnilde og fingersnilde. Desuden vil jeg komme ind på Refr Steinssons flugt fra sine modstandere som et typisk træk ved ræven i fablerne. Króka-Refs saga og Saxos sagn. Fablen Sagnet om Kong Gudfred, også kaldet Gøtrik, handler om, hvorledes den norske konge værdsætter islændingene Refo og Bero. Efter at have modtaget en armring af guld hos den norske konge, indgår Refo et væddemål med sin rival, Ulfo. Væddemålet går på, hvorvidt den danske Kong Gøtrik er mere gavmild end den norske konge, hvem Ulfo hævder er mest gavmild. Hos Kong Gøtrik får Refr to armringe af guld og vinder dermed væddemålet. Saxos sagn er bindeleddet mellem en fabeltradition, der har sine rødder tilbage i en række indiske fabler fra 500-tallet, og to norrøne fortællinger om en undersåt, der gennem udveksling af gaver opnår sin fyrstes gunst. For at afdække deres fælles kerne er det nødvendigt at tage en ekskurs til en kontinental genre, fablen. 59

62 Stig Wikander 109 argumenterer for, at disse tre nordiske fortællinger, Auðunar þáttr vestfirzka, Gautreks saga og Saxos fortælling om Kong Gøtrik, har deres udspring i indiske dyrefabler. I Indien fandtes der en større samling didaktiske fabler, som i 500-tallet kom til Iran i en kompilation, kendt under det arabiske navn, de fik i 700-tallet: Kalila og Dimna. Her i blandt finder man de tre fabler, der beretter om, hvordan de to snedige sjakaler vinder et kongedyrs gunst ved at tilbyde ham et dyr, han behøver, henholdsvis en tyr og en kamel. Disse fortællinger finder man ikke i den græsk-romerske fabeltradition. 110 Kalila og Dimna bliver oversat fra hebræisk til latin af Johannes af Capua omkring 1250 med titlen Directorium vitae humanae. Johannes af Capuas latinske oversættelse danner grundlag for oversættelser til vulgærsproget og bliver spredt i talrige håndskrifter. Men Saxo Grammaticus samler sit stof til sine fortællinger i Gesta Danorum omkring 1185 til ca. 1220, så her kan han ikke have fået sit fortællestof om Refo, Bero og Ulfo. På kontinentet findes der før 1200 en interesse for dyredigtning, som man kan se ud af mængden af latinsk- og fransksproget litteratur fra dengang. 111 I 1100-tallet bliver ræveromaner populære med en videreførelse af traditionen fra Æsop og Phaedrus. Ræveromanerne er længere og mere komplicerede episke digte end deres forgængere, Æsops og Phaedrus s fabler. Bedst kendt blandt dem er Roman de Renart. Saxo Grammaticus kunne have hentet sit fortællestof fra disse ræveromaner, men det er mere sandsynligt, at han har hentet det fra en middelalderlatinsk tekst af Baldo, Novus Aesopus. Her forekommer der fabler, som tydeligt stammer fra Kalila og Dimna-teksterne, men den middelalderlatinske tekst fornægter sit orientalske ophav. I Novus Aesopus optræder i stedet for en løve og to sjakaler en dyrekonge - uden navn - og to bjørne. I andre fortællinger er der samtidig eksempler på, at sjakalen er blevet til en ræv. Baldos værk har haft en vis spredning i 1100-tallet, og kan derfor forklare, hvorfor de to islændinge i Saxos fortælling om Kong Gøtrik er blevet til Refo og 109 Wikander, Stig: Från indisk djurfabel till isländsk saga in Vetenskaps -Societeten i Lund. Årsbok (Lund, 1964), p.p Wikander, Stig: Från indisk djurfabel till isländsk saga, p Wikander, Stig: Från indisk djurfabel till isländsk saga, p

63 Bero Ræv og Bjørn. I stedet for at det er en sjakal, der skal indynde sig hos dyrenes konge, løven, så er det ræven, Refo, der skal indynde sig hos Kong Gøtrik. Rævens ærkefjende, ulven, er blevet til Ulfo. Sporene fra fablerne er nået videre over i andre nordiske tekster fra middelalderen. Kong Gøtrik sidder på en høj, da han betaler Ræv den løn, han har fortjent for hyldesten, ligesom Rolf Krake gør det i Gautreks saga. 112 I Saxos fortælling om Kong Gøtrik er der to islændinge, Bjørn og Ræv, der møder ved den norske konges hof som i Auðunar þáttr vestfirzka, men der er ingen isbjørn. Til gengæld er der en semantisk lighed mellem isbjørnen og personen Björn, Bero hos Saxo, der kan tyde på et fælles ophav for teksterne. Björn Steinsson kan være et af de levn, traditionen har efterladt i Króka-Refs saga, som er kommet gennem Saxos Gesta Danorum og Auðunar þáttr vestfirzka. Refr Rennisfífl fra Gautreks saga begynder sin karriere med at forære Jarl Neri en okse, hvor Auðunn giver Kong Svend en isbjørn. Begge gaver er alt, hvad helten ejer. Auðunn og Refr Rennisfífl kommer gennem gavebytning i besiddelse af mindst ét hærskib. Auðunn kommer i kløerne på en selvisk tjener ved Kong Svends hof, som vil have halvdelen af kongens løn for isbjørnen, mens Refr Rennisfífl mister en af sine gaver til Refrnefr, Kong Ólafrs rådgiver. Króka-Refs saga kunne fortsætte linjen fra Saxos fortælling om Kong Gøtrik, fornaldarsagaen om Gjafa-Refr og Auðunar þáttr vestfirzka. De tre tekster kan sammen med Króka-Refs saga spore deres rødder tilbage til det tolvte århundredes interesse i ræveromanen og før det de indiske dyrefabler. Forfatteren til Króka-Refs saga må have kendt til nogle af disse fortællinger om en karakter med rævelignende egenskaber, som han kunne bruge til at forfatte sin egen saga om Refr Steinsson og hans færd til de to store nordiske konger. Rævemotivet, det litterære arvegods fra fablen, kunne give ham et virkemiddel til hans beskrivelse af den snu hovedperson, som altid havde mere end én udvej, når han skulle løse et problem. I et tidligere kapitel i dette speciale har jeg diskuteret, hvordan man skal forholde sig til disse litterære indflydelser. 112 Wikander, Stig: Från indisk djurfabel till isländsk saga, p

64 5.2 Rævemotivet i Króka-Refs saga Forfatteren til Króka-Refs saga må have kendskab til fortællinger om en Ræv, der rejste meget og byttede varer med nordiske regenter. Fra disse fortællinger kunne han få en model til at karakterisere hovedpersonen i sin saga om islændingen Refr Steinsson. Denne model bygger på de attributter som ræven har i fablerne og i den tradition, der kom omkring ræveromanerne. Ræven ender i vanskeligheder, men kommer altid ud af dem gennem sin kløgt og sin snuhed. Han snyder sine modstandere og får dem til at tro på et blændværk, som han har stillet op. Disse attributter hænger sammen med folketroen omkring ræven, og dens optræden i naturen, hvor den graver huler under jorden med flere udgange. Når man prøver at fange en ræv ved den ene udgang, benytter den sig af den anden. På samme måde gør ræven i fablerne og Refr i Króka-Refs saga: Når man tror, at man fanger ham på en måde, så undslipper og flygter han på en anden måde. Jeg har valgt at beskrive seks attributter, som jeg mener karakteriserer rævemotivets anvendelse i denne saga. Refr forklæder sig og ændrer sit navn for at lede sine modstandere på afveje eller gemmer sig bag utrolige bygningsværker og spidsfindige ordspil. Herefter tager han sin flugt og kommer ud af konflikten som den sejrende. Han snyder sine modstander med sin kløgt. Denne form for kløgt har jeg valgt at kalde snuhed og er en mere overordnet og uspecificeret attribut. Den dækker over de evner, der ligger til grund for fem egenskaber, der kommer til udtryk i Króka-Refs saga: forklædningen, navnene, ordsnilden, fingersnilden og flugten. I de næste afsnit vil jeg gennemgå disse attributter og deres anvendelse i Króka-Refs saga. Forklædninger og navne Refr forklæder sig to gange for at undgå, at nordmændene genkender ham. Første gang er da han ankommer i Nidaros og går til de møder, som kongen holder på torvet. Sagaen fortæller, at: Han [Refr/Narfi] lod sig gøre en grov sort kappe med hætte, han havde altid et reb af hvalrossehud omkring sig; han havde også ladet et hvidt skæg binde om sig og lod som om, 62

65 han var en gammel købmand, således tilredt gik han nu altid på torvet. Han havde et spyd i hånden med lavt skaft, hvor jern var vævet omkring (Króka-Refs saga). 113 Refr lader som om, han er en gammel købmand og snyder Grani. Hirdmanden falder for forklædningen og tror, at han kan tillade sig at kurtisere Helga, der virker til at være noget yngre end Narfi. Om Grani fortæller sagaen: Kongens hirdmand hed Grani og var kaldet Skede-Grani, en smukt udseende mand som førte sig frem på stormandsvis med våben og klæder. Grani var damebedårer og begærlig efter kvinder; for det skabte han meget harme. Man tålte ham det, da han havde kongens tillid (Króka-Refs saga). 114 Granis død bygger på en misforståelse, men også på Granis overmod. Han mente, at han som hirdmand havde visse friheder og kunne tillade sig at ligge sammen med forskellige kvinder i byen. Under kampen ved hegnet er det endnu ikke gået op for Grani, hvem han har med at gøre. Først, da Refr er flygtet, og Harald Hårderåde har gennemskuet ordspillet og sammenhængen mellem drabene på Bárðr og Grani, finder de ud af hvem Narfi virkelig var. Den anden gang, Refr forklæder sig, er i Danmark som pjalten Sigtryggr. Han snyder Granis bror, Eiríkr, ved at sige, at han gerne vil føre dem til Refrs bosted, så de kan fange ham. Eiríkr og hans folk ser Sigtryggr, da de lægger til et sted i Jylland: Som de lægger til, kommer der en gammel mand med to stave inde fra landet i en tarvelig kutte og skæg hvidt af ælde. De tog vel imod ham. De spurgte til karlens navn. Han kaldtes Sigtryggr (Króka-Refs saga) Hann lét gera sér kufl bláan, hafði hann ok jafnan svarðreip um sik; skegg hafði hann ok látit bindasér hvítt, ok lézt hann vera gamall kaupmaðr, gekk nú svá búinn um torg. Spjót hafði hann í hendi á lagu skapti ok járni vafit skaptit. Íf. 14, p Hirðmaðr konungs hét Grani ok var kallaðr Skálp-Grani, fríðr maðr sýnum ok barst á mikit at vápnum ok klæðum. Grani var vífinn ok kvensamr; gerði hann mörgum í því mikla skapraun. Varð honum þat nú þolat, er hann hafði konungs traust. Íf. 14, p Sem þeir kómu þar, þá kom af landi ofan karl einn gamall við tvá stafi ok í vándri heklu ok hvítt skegg af hæru. Þeir fögnuðu honum vel. Þeir spurðu karl at nafni. Hann nefndist Sigtryggr. Íf. 14, p

66 Igen er Refr klædt som en gammel mand, men denne gang ikke som en velhavende købmand. Pjalten virker mere stakkels og kan tillade sig at kræve de grove vilkår, som han gør, for at hjælpe nordmændene. Disse vilkår giver Sigtryggr en karakterdybde. Han er en gammel pjalt, med to stokke og skæg hvidt af ælde, der kræver en øre sølv af hvert besætningsmedlem, en af de kostbarheder, der er ombord på skibet, forplejning, rejse med tilbage til Norge, hvis han vil have det, og fuld kontrol over rejsens gang. Det er store krav for en lille mand i en tarvelig kutte. Sigtryggr giver selv en grund til, hvorfor hans krav er så store: For mad alene vil jeg ikke føre jer til Ref, for jeg ved af mandens omdømme, at I vil stræbe ham efter livet (Króka-Refs saga). 116 Hvis de er så interesseret i at tage Refrs liv, så må de betale for det. Samtidig er Sigtryggrs kommentar dobbelttydig. For nordmændene tror kun, at han kender til deres færd, men de ved ikke, at det er Refr selv, der fortæller, at han kender til den. De fremsynede blandt tilhørerne kunne måske også gætte, at det var Refr, der var forklædt som Sigtryggr, og at det dermed er en dobbelttydig udtalelse, Sigtryggr kommer med. Da Refr var yngre, var han en lille og uanseelig personage. Begge forklædninger indebærer, at Refr ligner en ældre personer, og samtidig er Sigtryggr en fattig mand. Både Narfi og Sigtryggr bliver regnet for at være små uanseelige mænd, som hirdmændene ikke regner for noget. Som voksen forklæder Refr sig som en person, der bliver opfattet af sine omgivelser på samme måde, som Refr selv blev det i sin barndom. Kongens hirdmænd kan ikke gennemskue forklædningerne og falder i Refrs fælde. Refr kan snyde sine fjender ved at forklæde sig, fordi han opfører sig som en snu ræv. Det hører til hans personbeskrivelse, at han med sin kløgt kan skjule sin sande identitet og således overvinde sine modstandere. Navnene han bruger har også en symbolsk værdi. De kan henvise til andre personer eller bygge på ordspil af den type, om hvilke Snorri Sturluson skriver, at 116 Ekki mun ek þetta til matar eins gera, at segja yðr til Refs, því at ek veit af umræðu manna, at þér munið sitja um líf hans. Íf. 14, p

67 de er digtet oflióst - uklart. 117 Købmanden Narfi, der snyder den norske konge med sin uklare tale, har det samme navn som en af Lokes sønner. Loke optrådte i den nordiske mytologi blandt andet som en trickster en lurendrejer og spillede således mange puds på både aserne og jætterne. Loke var også en figur, der medierede mellem flere verdener. Han rejste mellem aserne og jætterne, og de levende og de døde. På samme måde er Narfi på rejse mellem Norge og Grønland, og mellem det norske monarki og det islandske fristatssamfund. Navnet Narfi kan henlede ens opmærksomhed på dets samhørighed med Loke og hans egenskaber. Navnet Sigtryggr betyder den sejrsvante og er et af Odins navne. Refr vælger selv navnet og kan hermed signalere, at han er sejrsvant. Tilhørerne til og læserne af sagaen opfatter dette signal, modsat Eiríkr, som ikke har mulighed for at gennemskue navnet eller forklædningen. Da Refr bosætter sig i Danmark giver Kong Svend ham lov til at beholde det navn, for det andet er sjældent hørt. 118 Indtil da har Refrs navn været det samme som det islandske ord for en ræv. Da Refr får sluttet fred med Kong Harald og holder inde med at flygte, så ændrer han sit navn. Harald Hårderåde giver Refr det navn, som sagaen bærer. Efter at have gennemskuet Narfi og hørt om Refrs drab på Bárðr, giver han ham navnet Króka- Refr. Krókr betyder list, kneb eller krog og antyder, at Refr er listig eller snu. Modsat Kong Svend, der giver Refr det navn, han selv har valgt, så vælger Kong Harald at benævne Refr som den snu ræv. Det fortæller også lidt om, hvordan de to konger opfører sig, om de ser sig selv i en position, hvor de kan bestemme over Refr, eller om de vil lade Refr være med til at bestemme. Hovedpersonens navn følger i høj grad hans handlinger i sagaen alt efter, om han flygter fra konflikter på Island og Grønland, forklæder sig eller slår sig til ro i Danmark. Navnene beskriver hans væremåde som en ræv, en lurendrejer og den sejrsvante, som han ender med at blive. 117 Jf. Holtsmark, Anne: Ordspill, Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder. Fra vikingetid til reformationstid. Rosenkilde og Bagger (København, ), bd. 12, p.p því at hitt er hér fánefnt. Íf. 14, p

68 Ordsnilden Skjalden er en typisk karakter i islændingesagaerne og optræder også som en sådan i Króka-Refs saga. Mange af de store helte fra islændingesagaerne er skjalde og bliver husket for deres strofer, der sætter sagen på en spids. Men Refr Steinsson mangler den tragiske dybde som Gísli Súrssonur, Egill Skalla- Grímssonur, Gunnlaugr ormstunga og andre skjalde har. Gísli kvæder om sine profetiske drømme, der forudser hans død, Egill, mister sin ene søn og vil lægge sig til at dø, men digter om sorgen i stedet og Gunnlaugr, digter om sin elskede, men får hende aldrig. Denne dramatik mangler i sagaen om Refr Steinsson. Tre gange i sagaen viser Refr sit værd som skjald. Jóhannes Halldórsson kommenterer, at Refr ikke når op på et særligt højt niveau: I sagaen er der tre strofer, [ ], og ingen af dem er stor digtekunst. 119 De to første skjaldestrofer bliver præsenteret som drabslysninger, da Refr har slået henholdsvis Þorbjörn og Gellir ihjel, og det sidste da Bárðr har stoppet vandforsyningen og fået sat ild til virket. De er typiske strofer for en islændingesaga, der bruger dem til at henvise til traditionen og dokumentere sagaens troværdighed. Disse tre dróttkvætt-strofer viser, at Refr er skjald og har ordet i sin magt. Da han i Norge står over for Harald Hårderåde og skal afsløre sig selv som Granis drabsmand, viser han sit værd som ordekvilibrist. Han fortæller kongen, ikke på vers, men i daglig tale med ordspil, at han er drabsmanden. Talen er stillet op som en gåde, men bliver umiddelbart opfattet som en gal mands rablen. Ordspillet består af nye sammensætninger af velkendte ord, som må afkodes og sættes i sammenhæng med deres afdækkede betydning. Denne form for kenninger er digtet oflióst og er beskrevet således i Snorris Edda. 120 De blev brugt til at tilsløre indholdet i en strofe, så kun den tiltænkte modtager kunne afkode meningen. 119 Jóhannes Halldórsson: Í sögunni eru þrjár vísur, [ ], og í engri þeirra mikill skáldskapur. Íf. 14, p. xxxvi. 120 Edda Snorra Sturlusonar. Udgivet efter Håndskrifterne. Udg. Finnur Jónsson. Gyldendal (København, 1931), p

69 Orddannelserne Talen indeholder elleve ord, der skal afkodes, for at meningen bliver åbenlys. Af de elleve ord er de ti ord specielt konstruerede til formålet; det elvte ord er ifølge Króka-Refs saga en islandsk talemåde, váðvirkta, der bruges om dét at væve vadmel eller afslutte en væv. 121 De ni af de ti specielt konstruerede ord er verber, og er bygget op efter et bestemt mønster: Et adjektiv (A1)eller verbum (V1), der består af et substantiv (S1) med en adjektiv- eller verbalendelse, skal forstås som et andet adjektiv (A2) eller verbum (V2). Afkodningen sker ved at bytte det første substantiv (S1) ud med et andet (S2), som er synonymt med det første og tilføje adjektiv- eller verbalendelsen. Som eksempel kan det første ord, saupsáttir (V1), bruges. I saup-sáttir bliver saup (S1), der er navnet på et syrligt islandsk mælkeprodukt, byttet ud med substantivet mísa (S2), der er en speciel syrlig islandsk drik. Af dette substantiv, (S2), bruges kun stammen, mis-, som præfix til den forrige endelse i det konstruerede verbum, (V1), -sáttir. Saupsáttir skal forstås som ordet missáttir uenig eller uforligt gennem denne metamorfose. På samme vis afkodes det næste ord, fjallskerja: fjallsker-ja (V1): fjallsker (S1), kommer af fjallskör, der betyder fjeldkløft. Et andet ord for fjeldkløft er gil (S2). Med verbalendelsen ja fra (V1) får man det nye verbum gilja (V2), der betyder at ligge hos en kvinde. Følgende skema skulle gøre det mere overskueligt at se systemet i afkodningen: A1 eller V1 S1 S2 A2 eller V2 saup-sáttir, adj. saup: kærnemælk. mísa: myse, et surt mælkeprodukt. missáttir: uforligt, uenig. fjallsker-ða, vb. fjallsker (fjallskör): fjeldkløft. gil: en bjergkløft. gilja: ligge hos en kvinde. stórkeralda-ða, vb. stórt kerald: stort sáir: et stort kar. sét (af sjá): set. kar. langhúsa-ða/-ði, vb. langt hús: langt hus. rann: Stort hus. runnit: rendt, løbet. hreiðrballa-ða, vb. hreiðrball egg: æg. eggjat: ægget 121 Íf. 14, p

70 (hreiðrböllr): redekugler, æg. marghrossa-ði, vb. marg hrossa: mange heste. fagrröggva-ða, vb. fagr röggr: smuk, uldtot, kappe. skipskegja-ði, vb. et skib, skip har et skæg, skegg, og kan derfor oversættes til: stóð: præt af að standa eller flere heste. 122 lagðr: tot af uld eller hår. barð: et skæg. (vb.) staðar: nema staðar, stoppe op, gøre holdt. lagt: lagt eller, stukket igennem. baritz: af berja, slåsset. lyngknappa-ða, vb. lynghnappa: byrðr: en byrde. borit: båret. lyngbyrde. 123 Skemat viser mekanikken i Narfis dannelser af ordspil er et særtilfælde af at digte uklart. Det er ikke et skema over en generel måde at digte oflióst på. Endelserne - ði (1. person singularis) og ða (3. person singularis) er præteritumsendelser fra de svage verber og indikerer, at der er tale om et verbum i præteritum. Refr gengiver for kongen, hvad der lige er hændt, så tempus må være præteritum. Den svage endelse bliver kun bibeholdt i gilja og eggjat, mens sét, runnit, lagt, baritz og borit er stærke bøjninger i en præteritumsform. At nema staðar betyder at standse op. Det er dette substantiv, staðar, som verbet marghrossaði, refererer til. Der er altså ikke en direkte overførsel af verbum til verbum i alle ordene. I dette tilfælde bruges hjælpeverbet verbet numit, som er præteritum af nema: Mun hann þá hafa staðar numit. 124 I alle de specielt konstruerede ord ligger forvandlingens midtpunkt i glidningen fra (S1) til (S2). (V1) er et verbum med en præteritumsendelse, hvor (S1) kan siges at være stammen. Denne stamme skiftes 122 På ældre dansk betegnede et stod heste tolv heste. 123 Sagaen har to stavemåder af samme ord. Narfi bruger ordet lyngknappaða, mens Harald Hårderåde løser ordet som lynghnappaða. Der er blot tale om en uoverensstemmelse i stavemåden af det samme ord. En byrde var et mål for den mængde man selv kunne bære. Lyng blev brugt til foder, og en byrde lyng var derfor den mængde lyng, én mand kunne bære. 124 Íf. 14, p

71 ud med (S2), der bliver den nye stamme i verbet (V2). Forholdet mellem (S2) og (V2) beror på grammatisk samhørighed. Der er ikke mange problemer i, at ordet for bjergkløft, gil med en ja endelse bliver til gilja. Men at rann bliver til runnit skyldes, at den første form er en 1. eller 3. person singularis præteritum indikativ af verbet að renna, og den sidste form er præteritum participium og står som neutrum singularis i nominativ eller akkusativ. Men de er begge bøjninger af det samme ord. Noget tilsvarende gælder i de andre tilfælde. Det er en simpel konstruktion med udskiftning af et substantiv for dets synonym, der i sin helhed ikke har sin lige i andre islændingesagaer. Substantivet strábeygisauga kan ikke behandles på samme måde som verberne. Oversat til dansk betyder det stråbøjerøje og refererer til gluggen, tidligere tiders vindue, det øje på hytten, hvor vinden, stråbøjeren, frit kan passere igennem. Navnet på kongens hirdmand Skede-Grani laver Refr om til Sværdhus-Grani. Ordspillet bygger på omskrivningen af skeden som sværdets hus og er mere i trit med den sædvanlige type orddannelser, man finder i kenninger som er i Refrs strofer. Det sidste og elvte ord er váðvirkt. Det kommer af ordet váðvirka og betyder at arbejde med vadmel. Harald Hårderåde fortæller, at det er en talemåde, som islandske kvinder bruger, når de lukker deres væv. De skærer snorene over og står tilbage med det færdige vægtæppe eller et længere stykke stof. Man må så forestille sig, billedligt, at dette stof bruges til at hylle en person ind i for at komme til samme konklusion som Harald Hårderåde. Dette ord spiller i så fald ikke på nogen oversættelse af dele af ordet eller på lydlig lighed mellem et ord som eksempelvis barð, der blev til baritz. Derimod spiller det på en visuel lighed mellem at skjule en genstand ved at hylle det ind i stof eller under et tæppe af græstørv. Jeg har tidligere nævnt, at Refrs ordspil bygger på en kendt form af kenninger. Frederic Amory kommenterer ordspillet således: Refr delivers his quasipoetic speech in prose rather than in conventional skaldic verses, and his punning depends on none of the regular associations of words in skaldic poetry. Hence 69

72 the sagaman had to insert a chapter (xvii) in which the all-knowing King Haraldr would expound Refr s funny neologisms to readers of the saga. 125 Han påstår dermed, at forfatteren har skrevet kapitel 17 som en afsløring af Refrs tale, da tilhørerne ikke kunne gennemskue denne enestående lysning af et drab. Da ordspil, der er digtet oflióst, er en kendt form for associationer af ord i skjaldedigtningen, så må tilhørerne have kendt til dem, og kapitel 17 kan derfor ikke være skrevet på baggrund af deres uvidenhed. Kapitel 17 giver forklaringen på de uklare ord og konkludere, at Narfi må være Refr. Jeg synes det kunne være mere interessant at undersøge, hvorfor forfatteren til sagaen har valgt ikke at fremstille drabslysningen som strofer, når det kunne styrke sagaens troværdighed. Eftertiden har været interesseret i dette spørgsmål og sat lysningen af Granis drab på vers, som man kan se det i Króka-Refs saga og Króka-Refs rimur. 126 Måske havde forfatteren ikke evnerne til at stille det op på verseform, og det kunne underbygge Jóhannes Halldórssons negative vurdering af de tre strofer, der i forvejen er i sagaen. Men det virker ikke sandsynligt, at en forfatter, der har kendskab til en masse litteratur og skrev tre strofer ikke kunne komponere et kvad, hvor Refr lyser drabet. Jeg tror at forfatteren har valgt denne form med vilje, evt. for at understrege, at lysningen ikke skal have den samme højstemte form, som skjaldekvadene har. Man skal forestille sig, at mens Refr fremsiger sin tale, så taler Harald Hårderåde samtidig. Havde Refr fremsagt et kvad foran kongen, sådan som skjalden gør det i andre islændingesagaer, så skulle der have været stilhed, mens kongen lyttede og bedømte verset. Narfi skal ikke have sit vers bedømt af kongen. Han skal have drabet på hirdmanden lyst og skyndt sig væk. Lysningen af drabet må være et bevidst valg fra forfatterens side. Han har valgt den form, der passede bedst til sit plot i sagaen. Det kan diskuteres hvorvidt, forfatteren ville lægge en ironisk distance til sit stof, ved at benytte prosaformen til sin lysning. Vi genkender lysningen som det den er og ihukommer andre islændingesagaer, herunder Egils saga Skalla-Grímssonar, hvor hovedpersonen har skulle gå til kongen for at bede 125 Amory, Frederic: Pseudoarchaism and Fiction i Króka-Refssaga, p Króka-Refs saga og Króka-Refs rímur. Udg. Pálmi Pálsson, (København, 1883). 70

73 om tilgivelse. Men samtidig tager Króka-Refs saga afstand fra tekstgruppen, ved ikke at anvende den poetiske form. Om det er et bevidst valg, og dermed ironisk, eller om det er et tilfælde, og dermed et enestående tilfælde, vides ikke med sikkerhed, men vil blive diskuteret i afsnittet Konklusion. Harald Hårderådes forklaring i kapitel 17 fungerer som en udredning af de uklare ordspil, ikke fordi forfatteren til sagaen havde brugt ukendte kenninger, men fordi det passede ind i sagaen. Udredningen giver ham et forspring i sin flugt og viser hvor ordsnild Refr er: Ved hver forklaring af de enkelte ord bliver man gjort opmærksom på hans opfindsomhed. Men hans opfindsomhed stopper ikke kun ved hans ordsnilde. Hans fingersnilde er mindst ligeså utrolig. Fingersnilden Tidligt i sagaen ser Gestr, at Refr må være dygtig til et eller andet håndværk, men han ved ikke med sikkerhed hvilket, før han ser Refr snitte garnvinder: Nu ved jeg, hvor dine evner ligger, du er en dygtig håndværker, hvis du vil være det. Jeg har lagt mærke til, når du har snittet garnspoler, har du hverken snittet skævt ej heller skråt eller groft; og dette har været det behændigste du har beskæftiget dig med (Króka-Refs saga). 127 Gestr sætter ham i gang med at bygge en sejlbåd ud af tømmer og jern fra en type krigsskib kendt som en knarr, der var stødt på grund. Refr arbejder alene, for at ingen kan sige, at han har fået hjælp til arbejdet. Han vil bedømmes på egne vilkår. Gestr sender sin betroede mand over for at se arbejdet, og han fortæller Gestr, at der ikke er kommet større skib til Island end dette. Ene mand præsterer Refr at lave et fint havgående skib med dele fra knarren, der var stødt på grund ud fra en legetøjsmodel af et skib, som han som barn fik af en nordmand. På Grønland hjælper han med at bygge Björns gård og opbygger sin status som en anset tømrer. Han fortsætter med skibsbyggeriet, men giver sig i kast med noget endnu mere utroligt. Ude i ødemarken konstruerer han et fæstningsvirke 127 Nú veit ek íþrótt þína; þú ert þjóðsmiðr, ef þú villt. Ek hefi at hugat, er þú hefir upp tekit reimunarkefli, ok hefir þú þat hvárki telgt vint né skakkt og eigi óslétt; ok þat hefir fimligast verit, sem þú hefir við leitat. Íf. 14, p

74 med hule bjælker. Inden i bjælkerne rinder der vand, der kan lukkes ud af nogle tynde revner på ydersiden af væggene, så det strømmer ud. Refr leder vandet fra en gletschersø, der ligger højere oppe, gennem hule rør af birkebark og skaber tryk gennem højdeforskellen. Arkæologiske undersøgelser viser, at vandledningssystemet har rod i virkeligheden, da der er fundet rester efter et udvidet vandledningssystem i Narssaq i Grønland. 128 Patricia M. Wolfe mener, at virket blev bygget hurtigt med hjælp af meget få mænd og grænsede op til det teknisk umulige. Men Refr har bygget dette i løbet af de fire år, han har siddet ude i ødemarken, og han har ikke problemer med at få hjælp af folk, når han kommer ind i bygden. 129 Som en udbygning til sit virke, lader han en af væggene være i stand til at kunne falde som en bro hen over en gravet rende, så han kan rulle ud på sit skib med hjul. Det rullende skib er sejldygtigt, og hjulene kan afmonteres, så snart det er i vandet. There is nothing about it that requires the suspension of the laws of nature, kommenterer Patricia M. Wolfe. 130 Refr bruger ingen magi og får ikke hjælp af nogle overjordiske væsner. Alle hans bygningsværker er utrolige men, kunne med en vis sandsynlighed eksistere i virkeligheden og er i den henseende ikke fantastiske. I hele sagaen er der ikke én eneste overnaturlig hændelse. Gestr referer til ham den samme, der har skabt solen 131, og Bárðr refererer til virket i ødemarken som trylleri med ordene: Du formår fint at prale af dine koglerier. 132 Det er kun i disse referencer, at der optræder overnaturlige elementer i Króka-Refs saga. Alle hændelser i sagaen kunne have fundet sted i virkeligheden. Sagaens forfatter lader sin helt konstruere disse værker, der ligger tæt op af det overnaturlige, men han er ikke interesseret i at krydse grænsen til det fantastiske; han lader sagaen blive inden for virkelighedens grænser og beskriver ting, der med en vis sandsynlighed kunne forekomme. 128 Jóhannes Halldórsson: Formáli, Íf. 14, p. xxxvii. 129 Wolfe, Patricia M.: The Later Sagas: Literature of Transition, p Wolfe, Patricia M.: The Later Sagas: Literature of Transition, p Sá inn sami, er sólina hefir skapat, Íf. 14, p Vel máttu því hælast um fjölkynngi þína. Íf. 14, p

75 Forfatteren til Króka-Refs saga har inkluderet en masse utrolige konstruktioner af træ i sin saga. Det gør sagaen mere spændende og kulørt, når helten på egen hånd bygger et af de flotteste havgående fartøjer, som har været på Island, bygger et virke med tekniske indretninger og et skib, der også kan rejse over landjorden. Det er taget med i sagaen for at give spænding og kulør. Forfatteren har gjort sig umage med at holde sig indenfor virkelighedens grænser, fremfor at opdigte noget urealistisk og utroværdigt. Flugten Alle episoderne undtagen den sidste, hvor Refr slår sig ned i Vendsyssel, ender med, at Refr flygter. I stedet for at flygte, tager han på en pilgrimsrejse, den sidste rejse han foretager. Der er en vis konsekvens i Refrs handlemåder: Han ankommer, slås, og han flygter. Hvert nyt sted, han bosætter sig på, møder han nye fjender, der kommer på tværs af ham. Refr handler altid, som han bør og hævner sig på de skyldige. Efter hævnen er han nødt til at flygte. Han flygter til sin onkel, for at komme væk fra Þorbjörns husholdning. Fra Gestr flygter han til Grønland, for at komme væk fra Gellirs rige mor og hendes slægt. I bygden på Grønland flygter han fra Gunnarr, og i ødemarken må han komme væk fra det nedbrændte virke. Nu kan han ikke længere rejse tilbage til bygden eller Island og beslutter sig for at flygte til Norge. Efter drabet på Grani må han igen flygte og tager til Danmark. Og her kan han få lov til at blive. Han bliver venner med den danske konge og slutter fred med sin fjender, Eiríkr og Harald Hårderåde. Refr kan ikke opholde sig på stedet længere, når han har hævnet sig på sine fjender, og han flygter af nødvendighed. En ræv har altid mere end en udgang fra sin hule, og det samme har Refr Steinsson. Så snart hans modstandere tror, at de er ved at have fanget ham, viser han, at han har udtænkt en snedig plan og flygter fra dem. Efter han har slået sine fjender ihjel, flygter han for at undgå yderligere konflikter. Flugten er hans måde at løse konflikter på, men det ændrer sig efter, han kommer til Danmark. Da han slutter fred med Eiríkr, og dermed også Harald Hårderåde, ender den sidste konflikt, og Refr kan slå sig ned. Flugten bliver erstattet af pilgrimsrejsen, der har et andet sigte, end at komme væk fra en tidligere konflikts følger. 73

76 Forfatteren har ikke ladet Refr benytte sig af de muligheder, islændingesagaerne kunne tilbyde, når det gælder løsninger af konflikter. Sagen kunne tages op på tinge og således blive afgjort på en fredelig måde, men det har sagaen og forfatteren ingen interesse i. I stedet bevæger Refr sig uden for samfundet og isolerer sig. Han udvikler sig ikke inden for fristatssamfundets rammer eller benytter sig af dets retslige instanser. Disse retslige instanser kunne heller ikke tilbyde en varig fred, som stort set alle islændingesagaer viser. Der bliver sluttet fred på tinget, men personlige følelser blusser op og stridighederne bryder ud igen. 5.3 Sammenfattende om beskrivelsen af den snu kulbider Refr, der som ung var til spot for sine omgivelser, udvikler sig isoleret fra samfundet og ender som den danske konges betroede mand. Han udviser mange træk, der alle kan føres tilbage til rævemotivet; Selv hans navn og sagaens titel antyder samhørigheden med dette motiv. Rævemotivet er gammelt, da det kan spores tilbage til dyrefablerne i Indien, men samtidigt moderne, da det i Europa i det tolvte århundrede har en renæssance. Sagens forløb viser klart, at forfatteren har villet skrive en saga om denne specielle helt, og dette understreges i sagaens udfoldelse af ham. Som ung var han kulbideren, der opførte sig anderledes, og som voksen, en snu ræv, der kunne klare alle forhindringer. Refr Steinsson er en unik helt, for han vokser op som en typisk helt fra en islændingesaga, men udfolder sit fulde potentiale, som en utrolig og anderledes karakter. Men hans adfærd har sine grænser. De er altid indenfor virkelighedens og sandsynlighedens rækkevidde. Han er en helt, der får det bedste ud af, hvad han nu har. Han klarer altid sig selv og har kun brug for én ting: At han bliver respekteret for det han er. Ikke alle kan gøre det, og det skaber al den dramatik, man kan læse om. Spørgsmålet er stadig, hvad sagaens væsen er? Den har mange træk fra de tidligere islændingesagaer og så mange essentielle forskelle fra andre tekstgrupper, at den kun kan være en islændingesaga. Men nøjes man med at konkludere på det, så har man kun beskrevet Króka-Refs sagas skin. I næste kapitel vil jeg diskutere dens virkelige væsen. 74

77 6 Konklusion Jeg indledte specialet med at fastslå, at Króka-Refs saga er en islændingesaga, men nævnte også, at den ikke var en helt almindelig islændingesaga. I afsnittet Analyse af Króka-Refs saga viste jeg, hvordan sagaen var bygget op som en islændingesaga og på hvilke punkter, den overskred de træk, man finder i denne tekstgruppe. Det viser sig, at sagaens struktur består af seks episoder, der falder i to halvdele. Men episoderne bindes sammen, fordi Refr Steinsson er helten i dem alle. Han bliver fremstillet som en stille helt, der udvikler sig uden for samfundets grænser. I hver episode bliver han udsat for en konflikt, han overvinder, og dernæst flygter han. Handlingen i de enkelte episoder gennemløber en tredelt struktur, med hævnmotivet i centrum, undtaget i sagaens afsluttende episode. For at beskrive denne helt, har forfatteren brugt et traditionelt motiv, der stammer fra den traditionelle nordiske fortællekunst og et mere moderne motiv fra den kontinentale dyredigtning. Begge motiver bliver brugt for at give et mere nuanceret billede af karakteren Refr Steinsson og har ikke yderligere funktion i sagaen. Sagaen vil ikke kommentere kulbidermotivet, eller rævemotivet, da de ikke står i centrum i sagaen. Derimod står Refr Steinsson i centrum i sagaen. Han får de enkelte episoder og sagaen i sin helhed til at hænge sammen. Forfatterens interesse har ligget i skildringen af Refr Steinsson som en helt, mere end i fremstillingen af en typisk islændingesaga. Motiverne bliver brugt som midler til at beskrive ham på en spændende måde, som afviger fra de tidligere islændingesagaer. Karakterskildringen er det primære mens de idemæssige motiver, der er velkendte fra de tidligere og mere typiske islændingesagaer, er sekundære. Refr er for islændingesagaerne, hvad Ian Flemmings James Bond var for detektivhistorierne i 60 erne, som Patricia M. Wolfe også kommenterer. 133 En helt, der arbejder alene uden for samfundets grænser, men alligevel har beføjelser inden for det og vinder stor anseelse herfor. Refr Steinsson benytter sig af sine evner til at komme ud af sin knibe, hver gang han kommer i problemer med sine omgivelser. Han får meget lidt hjælp og kun fra få personer. Hans skæbne 133 Wolfe, Patricia M.: The Later Sagas: Literature of Transition, p

78 afhænger af ham selv som problemløser. Kræver situationen, at han ikke kan forlade sig på sin styrke, så klarer han sig snedigt igennem med sin tekniske eller verbale snilde. Selv en mægtig konges autoritet kan ikke få bugt med ham. Han er kort sagt en unik helt og det, der i moderne sprogbrug vil kaldes for en survivor. I det næste, vil jeg beskæftige med de tre forskere, der som de eneste inden for nyere tid har skrevet om Króka-Refs saga. Det drejer sig om Patricia M. Wolfe, Frederic Amory og Paula Vermeyden. Hver i sær anskuer de sagaen på deres egen måde, men alligevel er der nogle emner, de alle tre berører i deres artikler. Hvad er Króka-Refs saga, hvordan er den det og hvorfor? De undersøger dens indhold, for at finde ud af, hvad den er, dens struktur for hvordan den er det og forfatterens væsen for hvorfor den er det. At læse sagaen komparativt med anden sagalitteratur giver et godt overblik over hvor denne saga er speciel, som jeg har gjort i de forudgående kapitler. Men at konkludere på forfatterens væsen og intentioner er mere speget. Vi aner intet om, hvem han er og hvorfor han skrev denne saga, man det er muligt at komme med nogle gode bud, som jeg vil vise i det følgende. Refr Steinssons prestige vokser, fra han er en lille uanselig bondedreng, til han bliver en duelig mand og ejer af tolv gårde. Han udvikler sig isoleret fra andre menneskelige fællesskaber og institutioner, og det er karakteristisk for sagaen, at den lader dette foregå uden for de små, men etablerede, samfund, som sagaens handling udspiller sig i. Han er ikke afhængig af de samme instanser, som heltene i de mere typiske islændingesagaer er og behøver derfor ikke offentlighedens dom for at få sine handlinger værdsat. At disse domme alligevel undertiden bliver nævnt i sagaen betyder, at den kommer til at virke mere realistisk. Jo flere træk, der viser tilhørsforholdet til de tidligere islændingesagaer og deres fælles forestillinger om fortiden, des tydeligere fremstår Króka-Refs saga som en sådan. Refr går hverken til sin slægt eller på tinge for at få løst sine konflikter. I stedet løser han dem selv, ikke fordi han skal, men fordi han kan. På nær den sidste konflikt så er der ikke én konflikt i sagaen, som han ikke selv klarer, og det er netop her, at sagaen viser forfatterens interesse i sagaens helt. I sin artikel fra 1979 undersøger Frederic Amory Króka-Refs saga for at finde ud af, hvilken attitude forfatteren til sagaen har til det stof, han brugte i sit 76

79 . Hans undersøgelse tager udgangspunkt i de litterære lån, som han finder i sagaen, og den struktur, som Theodore M. Andersson i 1967 foreslår, at alle islændingesagaer er bygget op omkring. Theodore M. Andersson præsenterede den opfattelse af islændingesagaerne, at de var bygget op efter en seksdelt struktur. 134 Det har senere vist sig, at denne opfattelse ikke inkluderer alle islændingesagaer, og at Króka-Refs saga heller ikke passer ind i denne struktur, men Theodore M. Andersson understreger hævnmotivets centrale placering i islændingesagaernes struktur. Forløbet i Króka-Refs saga falder i seks dele, men hver del, undtaget den sidste, gentager sin egen tredelte ministruktur og forløber på ingen måde, som Theodore M. Andersson foreslår. Derfor er det svært at se, hvordan Frederic Amory kan bygge sin sammenlignende undersøgelse af Króka- Refs saga på et træk ved islændingesagaen, som ikke kan findes i alle islændingesagaer, og som slet ikke kan overføres på pågældende saga. Paula Vermeyden tager i 1981 også udgangspunkt i sagaens struktur. Hun påviser, at sagaen ikke følger Theodore M. Anderssons foreslåede struktur, men derimod den struktur Joseph C. Harris har foreslået skulle gælde for islændingetotterne. 135 Joseph Harris s struktur passer fint på Króka-Refs sagas sidste halvdel, men tager ikke tilstrækkeligt højde for den første halvdel. Den sidste halvdel af sagaen udviser ligheder med denne totstruktur. Men Króka-Refs saga er ganske simpelt for lang, til at kunne være en islændingetot, til trods for at der findes totter, der er forholdsvis lange. 136 Paula Vermeyden konkluderer, at sagaen parodierer totten, specielt Auðunar þáttr vestfirzka, der omhandler en lille islændings møde med en fyrste, men det kommer hun ikke nærmere ind på. Paula Vermeyden stiller spørgsmålet, om sagaen hermed bare vil fortælle en spændende beretning om den islandske Refr, eller om der ligger noget andet til grunds for den. Dette spørgsmål er stadigt aktuelt. 134 Andersson, Theodore M.: The Icelandic Family Sagas. An Analytic Reading. Harvard Studies in Comparative Literature 28. Harvard University Press (Cambridge, Mass., 1967), p.p Harris, Joseph C.: Genre and Narrative Structure in some Íslendinga Þættir. Scandinavian Studies XLIV, 1 (1972), p.p Her tænker jeg på Hreiðars þáttr heimska, Orms þáttr Stórólfssonar og Sneglu-Halla þáttr. 77

80 Som sine to forgængere Patricia M. Wolfe og Frederic Amory, koncentrerer Paula Vermeyden sig også om at finde Króka-Refs sagas ligheder med anden litteratur. Alle tre forskere er enige om, at sagaen ikke opfører sig som en almindelig islændingesaga, og at den har mange ligheder med tidligere sagalitteratur. Det er bemærkelsesværdigt, at Króka-Refs saga i forhold til sin korte længde, bygger på flere og længere episoder af specifikke sagaer. Det drejer sig her ikke kun om ligheder med den almindelige og mere anonyme fortælletradition, der ligger forud for islændingesagaerne, og som alle islændingesagaerne bygger på. Det drejer sig om navngivne tekster som Gísla saga Súrssonar, Fóstbrœðra saga, Egils saga Skalla-Grímssonar, Gautreks saga, Auðunar þáttr vestfirzka og Þjalar-Jóns saga. Det er ikke muligt at konkludere noget på baggrund af Króka-Refs sagas brug af disse ligheder, ud over at fastslå deres tilstedeværelse og forfatterens kendskab til dem. Det kan være, at forfatteren helt bevidst har lånt fra disse tekster eller, at han vil kommentere disse specifikke sagaer ved at skrive sin egen ud fra dem. Havde han bevidst lånt fra disse sagaer, så kunne det tyde på, at forfatteren ville mere end skrive en underholdende fortælling, og dette kunne være et svar på Paula Vermeydens ovenstående spørgsmål. Men det kan lige så vel være, at forfatteren bare trak på sit kendskab til disse sagaer, ligesom alle andre forfattere læner sig op af anden litteratur i deres værker. Man må håbe, at forskningen engang bliver i stand til at svare på, hvorfor denne saga har alle disse ligheder med tidligere litteratur, og hvad det betyder for opfattelsen af den. Foreløbig kan man kun konkludere, at forfatteren ikke er en uoplyst mand, at han har et meget stort kendskab til den litteratur, der var i omløb, og han ved, hvordan han skulle bruge den. Vi kan med sikkerhed sige, at han havde kendskab til tekstgrupperne af islændingesagaer, fornaldarsagaer og fortællinger, og med en vis sikkerhed sige, at han har kendskab til specifikke og navngivne sagaer. Forfatteren har ikke kun haft kendskab til de enkelte tekster, men også til selve kunsten at skrive og komponere sit fortællestof. Han lader sin helt omtale skriftligheden i fremstillingen af fortællinger og berører derved sit eget virke som forfatter. Jeg har været inde på, at det var typisk for sagaerne at henvise til den mundtlige tradition og dermed understrege kontinuiteten op til tilhørernes nutid. 78

81 Hvad skal man så lægge i, at forfatteren henviser til en skriftlig fremstilling af fortællestoffet? Eftersom der er et tidsrum mellem nedskrivningen af de tidligere islændingesagaer og Króka-Refs saga, så kan skriften have fået en større indflydelse på kulturlivet, end tidligere, da man oftest kun refererede til den mundtlige fortælletradition. Gestrs kommentar til Refr om, at han skal lade sine fortællinger nedskrive, understreger skriftens betydning for sagaens tilblivelse. Króka-Refs saga har fjernet sig et skridt fra de tidligere islændingesagaer og vist sit forhold til skriften. Det at formidle sin fortælling på skrift, som var det en mundtlig historie, var ikke længere noget, der skulle forbinde ens tabte og fjerne fortid fra før skriften blev introduceret på Island, til forfatterens nutid. Det havde alle de tidligere islændingesagaer gjort før, og det ønskede forfatteren til Króka- Refs saga ikke at gøre dem kunsten efter. Måske ville forfatteren i stedet behandle sit værk på en mere selvstændige litterær måde, end sine forgængere, der forankrede deres sagaer i traditionen og historien med deres genealogier og referencer til den mundtlige fortællekunst. Patricia M. Wolfe forsøger at give et svar på, hvorfor forfatteren ikke ønskede at skrive en saga mage til dem hans forgængere havde skrevet. Patricia M. Wolfe undersøgte sagaen for dens ligheder med de tidligere islændingesagaer og dens forskelle derfra. Hun skriver, at sagaen blev til på et tidspunkt, hvor kolonisationsgrænserne ikke udvidede sig mere, og den politiske frihed var forbi. 137 Nabolandene havde udviklet sig til stærke kongedømmer, og man kunne ikke undslippe sig deres greb, da deres embedsmænd befandt sig vidt omkring. Det var heller ikke muligt at forlade de etablerede monarkier for at søge egne græsgange, som ens forfædre havde gjort. I løbet af tre århundreder havde kristendommen etableret sig som en form for statsreligion, hvilket efter 1262/64 kun blev styrket gennem det norske monarki. Samtidig havde etikken ændret sig i retning af at begrænse individet og sætte det på plads i det feudale hierarki. På alle måder blev friheden indskrænket, de eksterne krav blev øget, og der blev lagt vægt på konformitet. Derfor må det have været eftertragtelsesværdigt at skrive om denne helt, der er meget levende og i stand til som islænding at sætte sig op mod 137 Wolfe, Patricia M.: The Later Sagas: Literature of transition, p.p

82 den norske konge og slippe godt fra det. Patricia M. Wolfe mener, at Króka-Refs saga blev skrevet ud fra denne kontekst. I slutningen af det fjortende århundrede var der nye betingelser for forfatteren, og derfor kunne han også anvende nye virkemidler. At lade Gestr referere til skriftligheden i sagaen, kan være tegn på et af de nye virkemidler i funktion. Forfatteren bruger tekstgruppen af islændingesagaer som forbillede, da den kan præsentere sit stof på en realistisk måde, og dermed undgå at beskrive brugen af magi, guder eller andre overnaturlige fænomener. Havde forfatteren ville skrive den som en fornaldarsaga eller romantisk saga, så ville han højest sandsynligt benytte sig af disse elementer i sin fortælling. Króka-Refs saga adskiller sig på et mere væsentligt punkt fra de tidligere sagaer. Mange islændingesagaer beskriver den islandsk helts liv i fristatssamfundet, og hvordan han får en tragisk skæbne, og Króka-Refs saga er langt fra den eneste af sin slags, der i sin opbygning kun følger én helts opvækst og eventyr. Men modsat så mange af heltene i disse sagaer, så er Refr Steinssons skæbne ikke tragisk. Snarere tværtimod. Hele hans liv vokser hans status, og han ender som Kong Svend Estridsøns betroede mand. I alle de islændingesagaer, der beskriver en enkelt helts liv, er det bedste helten kan håbe på som regel, at han får sig en gård og politisk prestige evt. i form af et godedømme. Refr Steinsson kan ikke måles ud fra denne målestok, for han bryder ud af sammenligningsgrundlaget. Han rejser til Norge i åben konfrontation med Kong Harald Hårderåde og bosætter sig som stormand i Danmark frem for at vende tilbage til Island. Refr er ikke nogen almindelige helt i en almindelig islændingesaga. Refrs slægt spiller ingen betydningsfuld rolle, for han klarer sig selv. Men uden slægten mister han den forbindelse, han kunne have op til læsernes og tilhørernes nutid i det fjortende og femtende århundrede. Refr kommer heller ikke i kontakt med tinget, for i stedet for at forfølge sagen på tinge, nedkæmper han egenhændigt sine modstandere og flygter fra de efterfølgende konflikter. Selv i Norge flygter han fra rigets overhoved efter en konflikt med ham. Når sagaen ikke sætter Refr i forbindelse med den eneste og vigtige instans i fristatssamfundet eller med den norske konge, så fjerner forfatteren også sin saga fra mængden af tidligere 80

83 skrevne islændingesagaer. Det er ikke imperativt, at alle islændingesagaer skal omhandle retstrætter på tinge eller heltens omgang med den norske konge, men oftest bliver de nævnt. Króka-Refs saga adskiller sig fra andre islændingesagaer ved ikke at lade de sociale instanser være en del af handlingen. Patricia M. Wolfe omtalte allerede dette i 1974 med bemærkningen at sociale background and costums are lacking. 138 Den ellers så vigtige sociale referenceramme kendt fra de tidligere islændingesagaer er ikke beskrevet i Króka-Refs saga. Dette manglende træk fjerner sagaen fra sine tidligere artsfæller, men understreger samtidig sin interesse i at beskrive livsforløbet af et individ, der er isoleret fra de omgivende samfund. Karakteren Refr Steinsson har ikke megen tilknytning til virkeligheden. Han rejser vidt omkring i Norden og kan ikke knyttes til noget bestemt sted eller nogen bestemt tidsperiode, eftersom sagaen springer i tid: I løbet af Refrs livstid oplever han to norske konger, som regerer med omkring 85 års mellemrum. Med sine manglende forbindelser til det historiske, sociale og traditionelle, så kommer Króka-Refs saga til at flyde ud i et tomrum. De tidligere islændingesagaer var forankret i både historien, de sociale instanser og traditionen, og det bandt dem sammen til hinanden og skabte den kontekst, som forfatterne skrev ud fra. Króka- Refs saga står alene for sig selv, umiddelbart uden anden tilknytning til sine tidligere forgængere end de stilistiske træk, som den har til fælles med dem. I det foregående har jeg beskrevet nogle af de fænomener i Króka-Refs saga som får den til at skille sig ud fra de tidligere islændingesagaer, og jeg vil kort opsummere dem. I de store træk minder Króka-Refs saga om en typisk islændingesaga, men den overskrider dennes form og indhold på nogle væsentlige punkter. Den har en struktur, der ikke svarer til størstedelen af de tidligere sagaer. I stedet beskriver den en række små afsluttede episoder, hvor helten kommer ud som den altid sejrende part og ender med en slutning, som er alt andet end tragisk. Hovedpersonen bliver ikke skildret helt som den typiske helt i islændingesagaerne, men gennem to farverige motiver. Det ene motiv er meget typisk for islændingesagaerne og får læseren og tilhøreren til at slutte, at teksten må være en sådan. Men det andet motiv er atypisk for en islændingesaga og viser, 138 Wolfe, Patricia M.: The Later Sagas: Literature of transition, p

84 at forfatteren har haft andre interesser end at skrive en efterligning af de tidligere islændingesagaer. Dette bliver yderligere understreget af referencen til skriftliggørelsen af fortællestoffet. Hvor der normalt bliver henvist til den traditionelle fortællekunst, så henviser Króka-Refs saga til et moderne kommunikationsmiddel: skriften. Króka-Refs saga er bevidst skrevet som en islændingesaga, men forfatteren havde et andet sigte med sin fortælling end sine forgængere. Mens karakteren Refr Steinsson udvikler sig uden for det islandske fristatssamfund og det norske monarki, så udvikler Króka-Refs saga sig også uden for den tidligere del af tekstgruppen af islændingesagaer. Sagaen er en ung islændingesaga, der er blevet skrevet efter, at tekstgruppen er blevet etableret, og den kan ses som et sent tillæg hertil. Sagaen er isoleret i tid fra størstedelen af teksterne i den gruppe, den vil tilhøre, og derfor er sagaen forskellig fra de tidligere islændingesagaer. De tidligere islændingesagaer er hver især med til at forme den tekstgruppe, de selv tilhører, mens Króka-Refs saga blev skrevet som en tilføjelse hertil. For mens hoveddelen af islændingesagaerne blev til lige før, imens og efter, at tekstgruppen etablerede sig og bærer præg af denne tilblivelsesproces, så er Króka-Refs saga blevet til efter denne proces endte. Tekstgruppens kendetegn var blevet fastlagt. Men stoffet til Króka-Refs saga egnede sig ikke helt til at fylde disse faste former ud. Gjorde stoffet det, så ville denne saga bare have været en efterligning og en kopi af noget allerede afsluttet, fremfor at være det stykke litteratur, den er, der afprøvede nye virkemidler. Det sagaagtige stof om den utrolige helt bliver skrevet som en islændingesaga og skal behandles som en sådan, men forfatterens sigte er ikke at skrive en saga mage til en af de gamle islændingesagaer. Dertil er sagaen for anderledes end sine forgængere. Man må formode, at når forfatteren har kendskab til så meget forskellige litteratur og skrev sin saga på et tidspunkt, hvor der findes større mængder af litteratur tilgængelig end tidligere, så må han også have et minimum af evner som forfatter. Sagaen kan ikke være opstået ved et tilfælde som et heldigt forsøg fra forfatterens side, men må være et bevidst skabt litterært produkt. Derfor må forfatteren også have haft bevidste intentioner om at skrive sin islændingesaga som en anderledes islændingesaga. Hans hovedperson skulle være 82

85 som Gísli Súrssonur, Þormóðr Kolbrúnarskáld, Egill Skalla-Grímssonur, Auðunn vestfirzka og Refr Rennisfífl. Forfatteren har haft sit stof, som han skulle sætte på form foran sig og af alle de forme, han har at vælge imellem, passer islændingesagaen bedst. Den bliver nødt til at medtage elementer, der er kendte fra de tidligere islændingesagaer, for at kunne blive opfattet som en islændingesaga, frem for en fornaldarsaga eller en lang islændingetot. Men da forfatteren ikke var interesseret i at skrive om sin helt på samme måde som heltene blev beskrevet i islændingesagaerne, så må han ty til andre midler, såsom ikke at give sagaen en tragisk ende og fremstille sin helt med træk fra ræven i fablerne. Króka-Refs saga, er en sen islændingesaga. Med benævnelsen sen bliver det markeret, at sagaen ikke opfører sig som de tidligere islændingesagaer, og kan have et anderledes sigte end dem. Med Vésteinn Ólasons ord: Der er en anden tone i disse sagaer, end i de ældre. De overnaturlige hændelsers andel er større, heltenes styrke og bedrift utrolig, og på sine steder udviskes grænsen til fornaldarsagaerne og andre romancer. 139 De sene islændingesagaer ligger til tider på grænsen til andre tekstgrupper, der er mere utrolige og overnaturlige. Króka-Refs saga er utrolig, men ikke overnaturlig. Alle dens hændelser kan finde sted inden for virkelighedens grænser med en vis sandsynlighed. Den har ikke den samme interesse i fornaldarsagaens og romancens fantastiske og urealistiske beskrivelser af sit stof. Der har været en tilbøjelighed til at se de unge islændingesagaer som leddet mellem islændingesagaerne og fornaldarsagaerne, men det er ikke så ligetil at gøre det. Fornaldarsagaerne blev skrevet på samme tid, som man skrev islændingesagaer, så det er ikke muligt at sige, at fornaldarsagaerne er den mere fantastiske fortsættelse af sagalitteraturen. Til eksempel kan jeg nævne, at Sigurður Nordal regner Gautreks saga blandt de ældre fornaldarsagaer og skriver, at Den skriftlige affattelse af de egentlige 139 Annar svipur er yfir þessum sögum en þeim fornlegu. Hlutur ýfirnáttúrulegra fyrirbæra er mun meiri, máttur kappanna og afrek ótrúlegri, og á köflum þurrkast út mörkin til fornaldarsagna og annarra rómansa. Böðvar Guðmundsson, Sverrir Tómasson, Torfi H. Tulinius og Vésteinn Ólason: Íslensk Bókmenntasaga. Red. Vésteinn Ólason. 3 bd. Mál og Menning (Reykjavík, 1993), p

86 fornaldarsagaer [ ] kan næppe føres længere tilbage end til omkring midten af det 13. aarh. 140 Fornaldarsagaen om Kong Gautrek blev altså skrevet på samme tid som de tidligere islændingesagaer. Derfor kan Króka-Refs saga og andre sene islændingesagaer ikke være bindeleddet mellem de ældre islændingesagaer og en mere fantastisk litteratur. Frederic Amory leder også som Patricia M. Wolfe og Paula Vermeyden efter de steder i sagaen, der ikke er typiske for islændingesagaer og forsøger at afsløre den sene forfatters forsøg på at skrive en islændingesaga, der skal ligne de ældre. Frederic Amory kalder disse forsøg for psudoarkaismer, da de er forsøg på at få en yngre tekst til at se arkaisk, dvs. ældre ud. Han opregner fem tekster, som Króka-Refs saga bygger på: Hrafnkels saga freysgoða, Fóstbrœðra saga, Saxos fortælling om Amled, Auðunar þáttr vestfirzka og Gautreks saga. Frederic Amory konkluderer, at Króka-Refs saga er en af de mere eller mindre kunstneriske blandinger af islændingesagaer og fornaldarsagaer [der] blev udklækket i det fjortende århundrede, men Króka-Refssaga er den mest fantasifulde og den mest realistiske i sin genre. 141 Patricia M. Wolfe kommenterer de litterære ligheder, og det Amory kalder kunstneriske blandinger, ved at skrive, at man kunne hævde [, at Króka-Refs saga var et] plagiat, da der er slående ligheder med Egils saga [Skalla- Grímssonar]. 142 Ser man det fra de tidligere islændingesagaers synspunkt, så er denne saga intet mere end en kunstnerisk efterligning af de klassiske islændingesagaer. Dermed er den også underordnet dem og ikke værd at beskæftige sig med. Men ud fra sit eget synspunkt, så er Króka-Refs saga noget andet og mere, der blot er blevet sat på form som en islændingesaga. Forfatteren skabte ikke noget enestående, men han viste interesse for det og forsøgte at gøre noget anderledes. Króka-Refs sagas styrke ligger ikke i dens kvalitet som en islændingesaga. Ved første øjekast ligner den en islændingesaga, men den er mere en spændende fortælling med en kulørt og eventyrlig hovedperson, som holder handlingen i sagaen sammen. Ved nærmer undersøgelser falder sagaen fra 140 Sigurður Nordal: Sagalitteraturen, p Amory, Frederic: Pseudoarchaism and fiction in Króka-Refssaga, p Wolfe, Patricia M.: The Later Sagas: Literature of transition, p

87 hinanden, da den sigter efter at være noget andet, og man må enten kalde den en dårligt lavet islændingesaga eller en eksperimenterende yngre islændingesaga. Man får intet positivt ud af at bedømme sagaen som om den var en kunstnerisk kopi af de tidligere islændingesagaer. Det vil frarøve den dens individuelle kendetegn og værdier. Ser man derimod på Króka-Refs saga, som et selvstændigt værk, vil man se, at dens enkeltdele har en litterær kvalitet. Når forfatteren i sin beskrivelse af Refr Steinsson går ud over de grænser, der normalt findes for fremstillingen af helten i islændingesagaerne, og skaber sin egen type helt ud fra det klassiske kulbidermotiv og det mere moderne rævemotiv, så eksperimenterer han med at skabe litteratur. Patricia M. Wolfe foreslår endda, at Króka-Refs saga foregriber en genre, der kendes fra kinesisk og arabisk litteratur, men først opstår i Europa i midten af det sekstende århundrede, nemlig den picareske roman. 143 Et af Refrs kendetegn er, at han altid bliver udsat for konflikter, men ender med at dukke uskadt op efter dem ligesom picaroen, helten i den picareske roman. Det er underordnet om det er den for Europa senere genre og afart af romanen, som sagaen foregriber. Det vigtigste er, at forfatteren viser sin interesse i at give sit stof en litterær form, der er anderledes, end islændingesagaen, og at han prøver nogle andre litterære teknikker, end dem der var kendt fra dem. 143 Wolfe, Patricia M.: The Later Sagas: Literature of transition, p

88 7 Perspektivering Den islandske forsker Viðar Hreinsson har i sin artikel Husbrag eller Herredsbrag. Overvejelser omkring litterær selvbevidsthed i islændingesagaerne forsøgt at skitsere en mulig udviklingshistorie for islændingesagaerne. 144 Han opstiller den som et alternativ til Sigurður Nordals darwinistisk betonede udviklingshistorie, ifølge hvilken sagaerne bevæger sig fra et primitivt stadie over en slags guldalder, hvorefter de begynder at forfalde (forfaldsteorien). 145 Viðar Hreinsson mener, at det sagastof, der var i omløb i det 13. århundrede, kan betragtes som et kæmpelager, som forfatterne brugte til at skrive deres islændingesagaer udfra. 146 Forfatterne udnyttede fuldt ud det narrative potentiale, der var i dette stof, men det tillod ikke for store afvigelser derfra. Som en følge heraf begyndte forfatterne til islændingesagaerne at udvide deres sagaer med stof, der ikke stammede fra dette lager. Lidt efter lidt løsrev sagaerne sig fra dette oprindelige lager af sagastof i en grad, så der kun var et spinkelt historisk grundlag i den enkelte saga, og hele genren blev draget i tvivl i fiktion, parodi og ironi. Man kunne spore en øget selvbevidsthed omkring forfatternes virke i de yngre islændingesagaer. Króka-Refs saga er ifølge Viðar Hreinsson at finde blandt denne type sagaer sammen med blandt andre Finnboga saga, Hávarðar saga Ísfirðings, Ans saga bogsveigis, Göngu-Hrólfs saga og Grettis saga Ásmundarsonar. Viðar Hreinsson bygger blandt andet sine teorier på Mikhail Bakhtins romanteori. Kulbideren skulle være den karakter, der stod for eksternaliseringen og relativiseringen af ideer, sådan som skurken, klovnen og 144 Viðar Hreinsson: Husbrag eller Herredsbrag. Overvejelser omkring litterær selvbevidsthed i islændingesagaerne in Artikler. Udgivet i anledning af Preben Meulengracht Sørensens 60 års fødselsdag 1. marts Norrønt Forum (Århus, 2000), p.p Viðar Hreinsson: Husbrag eller Herredsbrag, p Viðar Hreinsson: Husbrag eller Herredsbrag, p

89 idioten gør det ifølge Mikhail Bakhtins teori. 147 Króka-Refs saga skulle i så fald være en forløber for romanen. Det eneste sikre er, at Króka-Refs saga er et værk skrevet som en islændingesaga. Den beskriver et emne, der passende kunne være beskrevet i en roman, pikaresk eller ej, og som ikke helt passer ind i de tidligere islændingesagaer, men disse teorier er meget spekulative. Jeg har vist, at forfatteren har været interesseret i at afprøve litterære teknikker, der kunne gøre hans saga mere spændende og at han har eksperimenteret med forskellige nye og anderledes motiver. Sagaen er ikke en tragisk kolos, men en let og komisk fortælling med et spændende indhold. Sådan må den være blevet opfattet og sådan opfattes den stadig. Den er blevet et mindesmærke om en hedengangen litteratur, men også et pejlemærke mod nye horisonter. 147 Mikhail Bakhtin: Forms of Time and the Chronotope in the Novel. I The Dialogic Imagination. Four Esays by M. M. Bakhtin. Red. Michael Holquist. University of Texas Press (Austin, 1981), p.p

90 8 Summary This dissertation discusses Króka-Refs saga, a late Íslendinga saga, as a work of literature and investigates the literary qualities it contains. Króka-Refs saga was written in the late fourteenth century and differs somewhat from its earlier counterparts. The society in which sagas were produced had changed in many ways since the dawn of saga writing and that might have influenced the way later authors of the Íslendinga sögur composed their narratives. As already mentioned Króka-Refs saga differs in many respects from the earlier Íslendinga sögur; however, the author has also made use of a great number of narrative elements, deriving from these early pieces of saga literature, to an extent obliging one to recognise Króka-Refs saga as an Íslendinga saga. The question is then how it can differ so much from the earlier sagas that at the same time it tries to resemble. The dissertation discusses similarities and dissimilarities to the Íslendinga sögur and thus possible interpretations. In the introductory chapter, Introduktion til Króka-Refs saga, I outline the historical, economic, and social conditions in Iceland from the beginning of saga writing until 1375 when Króka-Refs saga presumably for the first time was written on vellum and could be found in the manuscript Vatnshyrna. It is necessary to describe the society in which the saga literature developed and to show how the changes that occurred in society as well as the literature. Following this chapter there is a short chapter discussing the many similarities between Króka-Refs saga and specific sagas such as Fóstbrœðra saga, Gísla saga Súrssonar, Egils saga Skalla-Grímssonar, Auðunar þáttr vestfirzka, Gautreks saga and Þjalar-Jóns saga. Despite the many similarities, which have led earlier scholars to talk about plagiarism, it must be argued that Króka-Refs saga is something more. It would be tempting to conclude that the author of this particular saga had merely copied earlier works of literature, but we do not know anything about his intentions with this piece of literary work. But it is possible to conclude that the author was acquainted with much of the writing of his time and was able to use it and manipulate it in such a way as to be able to create his own 88

91 saga about the sly Icelandic fox. The author was conscious of the way he was working and fully aware of the means he used for bringing this saga about. In chapter 3 Analyse af Króka-Refs saga, a literary analysis of Króka-Refs saga points out where and how the saga resembles and differs from the earlier Íslendinga sögur. In style and language it resembles its predecessors very much, but in contents and especially in structure it differs markedly from them. The style and language sets the mood and has to do with how the saga presents its contents, and this only differs from earlier Íslendinga sögur in respects to omissions; Króka- Refs saga is short and this restricts the number of resemblances it can contain. The contents have to do with what it presents. The saga is more interested in depicting the adventurous life of this Icelandic lucky chap, rather than showing how the hero socially deals with his surroundings in the Icelandic commonwealth, as was the case in many earlier Íslendinga sögur. The structure does not resemble anything that one might find in other Íslendinga sögur. It does not offer one or more central plots from which the narrative evolves, but rather focuses on a single person around whom the plot is constructed. The saga consists of six separate parts, which follow one another like beads on a string. The parts are not linked causally, but are connected through the main character: Refr Steinsson. The next two chapters, Kulbidermotivet i Króka-Refs saga and Rævemotivet i Króka-Refs saga, show how the author of the saga uses two types of motifs to characterise his main character. The kolbítr-motif is a classical one deriving from an earlier oral tradition from which the Íslendinga sögurs authors gather much of their narrative matter to compose their sagas. It shows the measure of honour that is at stake when the young Icelandic farmer boy grows up and must start to take responsibility for his actions. Refr Steinsson is a very typical kolbítr, almost too typical. The second motif is a very unusual one to find in an Íslendinga saga. It describes how Refr shares many distinctive features with the Fox, as we know it from fables. The Swedish scholar Stig Wikander has shown how related texts such as Gautreks saga, Auðunar þáttr vestfirzka and Saxo Grammaticus story of King Gudfred or Gøtrik all have this motif in common. This motif was probably handed down to them from a collection of fifth century didactic texts from India through a group of twelfth century fables from 89

92 Europe. These three related texts share other common features with Króka-Refs saga. Refr Steinssons greatest asset is his cunning, which has given him the name Króka-Refr - The Sly Fox and which is revealed in a variety of ways. I have concentrated on his disguises, changing of names, puns, word formations, dexterity and great escapes. By disguising himself and changing his name, he is able to trick his way out of the most dangerous pursuits. As a skald he is able to use the power of words to change a situation in his favour. He is a great carpenter, smith and boat-builder and he builds the most marvellous things. And finally like the fox he always has the means to get out of the tightest spot, escape and find his freedom. All in all, he is a self-reliant character always performing the most incredible feats and always surfacing afterwards. In the final chapter I conclude that Króka-Refs saga is a typical late Íslendinga saga, meaning that it resembles the earlier Íslendinga sögur in many ways, but carrying a separate idea along that does not always resemble preceding sagas. In this case the saga is written as a typical Íslendinga saga and hence perceived as such. But it also wants to tell the exciting story of the not so promising Icelandic farmer kid growing up to be the most fabulous man, and even succeeding in defying the Norwegian king single-handedly. In this respect it has moved away from the earlier sagas and might be pointing towards something new, such as the Novel, as suggested by Viðar Hreinsson, or the genre of the picaresque hero, as suggested by Patricia M. Wolfe. In any case, Króka-Refs saga shows the magnitude of the early and then extinct saga literature and points toward a brighter and wider horizon. 90

93 9 Litteraturliste 9.1 Forkortelser Íf. KLNM Íslenzk fornrit. Hið íslenzka fornritafélag. Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder. 9.2 Udgaver Amled. I Saxos Danmarkshistorie. Oversat af Peter Zeeberg, udgivet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gads Forlag (København, 2000), p.p Auðunar þáttr vestfirzka. I Vestfirðinga sôgur. Udg. Björn K. Þórólfsson og Guðni Jónsson. Íf. 6. (Reykjavík, 1943), p.p Beowulf and the Finnesburg Fragment. Udg. John R. Clark Hall, John Dickens and Co. Ltd. (Northampton, 1972). Edda Snorra Sturlusonar. Udgivet efter Håndskrifterne. Udg. Finnur Jónsson. Gyldendal (København, 1931). Egils saga Skalla-Grímsson. Udg. Finnur Jónsson Saga-Bibliothek 3, Verlag von Max Niemeyer (Halle (Saale), 1924). Egils saga Skalla-Grímssonar. Udg. Sigurður Nordal. Íf. 2. (Reykjavík, 1933). Fornaldar sögur Nordurlanda. Udg. C. C. Rafn. Bd. 2 og 3. (København, 1829). Fóstbrœðra saga. I Vestfirðinga sôgur. Udg. Björn K. Þórólfsson og Guðni Jónsson Íf. 6. (Reykjavík, 1943) p.p Gautreks saga, er sumir kalla Gjafa-Refs saga. I Fornaldar sögur Nordurlanda, bd. 3. Udg. C. C. Rafn. (København, 1829), p.p Gísla saga Súrssonar. I Vestfirðinga sôgur. Udg. Björn K. Þórólfsson og Guðni Jónsson. Íf. 6. (Reykjavík, 1943), p.p Grettis saga Ásmundarsonar. Udg. Guðni Jónsson. Íf. 7. (Reykjavík, 1936), p.p Gudfred. I Saxos Danmarkshistorie. Oversat af Peter Zeeberg, udgivet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gads Forlag (København, 2000), p.p

94 Þorskfirðinga saga. I Harðar saga. Udg. Þórhallur Vilmundarson og Bjarni Vilhjálmsson. Íf. 13. (Reykjavík, 1991), p.p Gunnars saga Keldugnúpsfífls. I Kjalnesinga saga. Udg. Jóhannes Halldórsson, Íf. 14. (Reykjavík, 1959), p.p Göngu-Hrólfs saga. I Fornaldar sögur Nordurlanda, bd. 3. Udg. C. C. Rafn. (København, 1829), p.p Ketil-Hœngs saga. I Fornaldar sögur Nordurlanda, bd. 2. Udg. C. C. Rafn. (København, 1829), p.p Kjalnesinga saga. Udg. Jóhannes Halldórsson, Íf. 14 (Reykjavík, 1959), p.p Króka-Refs saga og Króka-Refs rímur. Udg. Pálmi Pálsson. (København, 1883). Króka-Refs saga. I Kjalnesinga saga. Udg. Jóhannes Halldórsson, Íf. 14. (Reykjavík, 1959), p.p Brennu-Njáls saga. Udg. Einar Ól. Sveinsson. Íf. 12. (Reykjavík, 1954). Saxos Danmarkshistorie. Oversat af Peter Zeeberg, udgivet af Det Danske Sprogog Litteraturselskab, Gads Forlag (København, 2000). Svarfdœla saga. I Eyfirðinga sôgur. Udg. Jónas Kristjánsson. Íf. 9. (Reykjavík, 1956), p.p Vatnsdœla saga. Udg. Einar Ól. Sveinsson. Íf. 8. (Reykjavík, 1939), p.p Víga-Glúms saga. I Eyfirðinga sôgur. Udg. Jónas Kristjánsson. Íf. 9. (Reykjavík, 1956), p.p Anden litteratur Amory, Frederic: Pseudoarchaism and fiction in Króka-Refssaga in Alþjóðlegt Fornsagnaþing 4, (1979), p.p Baetke, Walter: Über die Entstehung der Isländersagas. Berichte über die Verhandlungen der Sächsischen Akademie der Wissenschaften zu Leipzig. Philol.-Hist. Kl. Bd Hf. 5. Akademie-Verlag (Berlin, 1956). Bakhtin, Mikhail: Forms of Time and the Chronotope in the Novel. I The Dialogic Imagination. Four Esays by M. M. Bakhtin. Red. Michael Holquist. University of Texas Press (Austin, 1981), p.p Bjarni Guðnasson, se Guðnasson. Björn Thorsteinsson, se Thorsteinsson. 92

95 Brunvand, Jan: Norway s Askeladden, The Unpromising Hero, and Junior- Right in Journal of American Folklore, vol. 72, nr. 283 (1959), p.p Böðvar Guðmundsson, se Guðmundsson, Böðvar. Einar Ólafur Sveinsson, se Sveinsson. Glauser, Jürg: Isländische Märchensagas. Studien zur Prosaliteratur im spätmittelalterlichen Island. Beiträge zur nordischen Philologie 12. Helbing og Lichtenhahn (Basel, 1982). Guðmundsson, Böðvar; Tómasson, Sverrir; Tulinius, Torfi H.; Ólason,Vésteinn (Red.): Íslensk Bókmenntasaga, 3 bd., Mál og Menning (Reykjavík, ). Guðnason, Bjarni: Túlkun Heiðarvígasögu. Studia Islandica Íslensk fræði, 50. Bókmenntafræðistofnun Háskóla Íslands, (Reykjavík, 1993) Harris, Joseph C.: Genre and Narrative Structure in some Íslendinga Þættir in Scandinavian Studies XLIV, 1 (1972), p.p Harris, Joseph C.: Theme and Genre in some Íslendinga Þættir in Scandinavian Studies XLVIII, 1 (1976), p.p Haywood, John: Encyclopedia of the Viking Age. Thames & Hudson (London, 2000). Heggstad, Leiv, Hødnebø, Finn og Simensen, Erik: Norrøn Ordbok. Fjerde udgave af Gamalnorsk Ordbok. Det Norske Samlaget (Oslo, 1997). Holtsmark, Anne: Ordspill, KLNM. Rosenkilde og Bagger (København, 1967), bd. 12, p.p Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder. Fra vikingetid til reformationstid. 22 bd. Rosenkilde og Bagger (København, ). Liestøl, Knut: Upphavet til den islandske ættesaga, H.Aschehoug (Oslo, 1929). Meulengracht Sørensen, Preben: Fortælling og Ære. Studier i islændingesagaerne. Universitetsforlaget (Oslo, 1995). Meulengracht Sørensen, Preben: Saga og samfund. En indføring i oldislandsk litteratur. Berlingske Forlag (København,1977). Nordal, Sigurður: Tid og kalvskinn. Några anmärkningar om de ekonomiska förutsätningar för den fornisländska litteraturen in Scripta Islandica 5 (1954), p.p

96 Ólason, Vésteinn: Dialogues with the Viking Age. Narration and Representation in the Sagas of the Icelanders. Oversat af Andrew Vawn. Heimskringla, Mál og Menning (Reykjavík, 1998). Sigurður Nordal, se Nordal. Sveinsson, Einar Ól.: Ritunartími Íslendingasagna. Rök og rannsóknaraðferð. Hið íslenzka bókmenntafélag, (Reykjavík, 1965). Thorsson, Örnúlfur: Leitin að landinu fagra. Hugleiðing um rannsóknir á íslenskum fornbókmenntum, in Skáldskaparmál 1 (1990), p.p Thorsteinsson, Björn: Island. Under medvirken af Bergsteinn Jónsson og Helgi Skúli Kjartansson. Overs. af Preben Meulengracht Sørensen. Politikens Danmarkshistorie. Politikens Forlag A/S (København, 1985). Vermeyden, Paula: Mun ek lengja nafn hanss ok kalla hann Króka-Ref in Tijdschrift voor Skandinavistiek, 2. årgang, nr.1, (1981), p.p Vésteinn Ólason, se Ólason Wikander, Stig: Från indisk djurfabel till isländsk saga in Vetenskaps - Societeten i Lund. Årsbok (Lund, 1964), p.p Wolfe, Patricia M.: The later sagas: Literature of transition. in Alþjóðlegt Fornsagnaþing 2, (1974), p.p Örnúlfur Thorsson, se Thorsson. 94