Krigen mod Terrorisme Et komparativt studie af George W. Bush og Barack Obama

Transkript

1 D E T S A M F U N D S V I D E N S K A B E L I G E F A K U L T E T K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T Kandidatspeciale Kasper Raabjerg Nielsen Krigen mod Terrorisme Et komparativt studie af George W. Bush og Barack Obama Vejleder: Mads Fuglede Afleveret den: 02/12/13 Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

2 S i d e 1 Indhold English Abstract...3 Kapitel 1 Kapitel Indledning Problemformulering Operationalisering Videnskabsteoretisk udgangspunkt og metode Kritisk rationalisme Metodisk tilgang Struktur Udenrigspolitisk analyse forskellige niveauer Systemniveau Nationalstatsniveau Individuelle beslutningstagerniveau Begrundelse for valg Primær empiri interview Tænketanke i DC Interviewrespondenter Krigen mod Terrorisme Terminologi i Krigen mod Terrorisme Forskelle og ligheder strategisk niveau Definition samt overordnet udvikling i Krigen mod Terrorisme Forskelle og ligheder eksplorativ analyse...35 Kapitel Præsidentens personlighed Primær teori James David Barber Personlighedens komponenter Metode og kritik Hypotese I Personlighed George W. Bush kort biografi Problematisering af Barbers model samt sekundær litteratur Barack Hussein Obama kort biografi Problematisering af Barbers model samt sekundær litteratur Analyse I Analyse I del I...61

3 S i d e Analyse I del II Delkonklusion I...73 Kapitel Hypotese II Amerikansk exceptionalisme Historisk/akademisk skole Realistisk skole Liberal institutionalisme Neokonservative Hypotese II Kategorisering af George W. Bush og Barack Obama Analyse II Delkonklusion II...91 Kapitel Metodiske forbehold reliabilitet og validitet Konklusion...92 Litteraturliste...95 Ordoptælling...98 Bilag

4 S i d e 3 ENGLISH ABSTRACT This thesis examines the relationship between the personality of the president of the United States of America and his foreign policy. Even though the President according to the Constitution shares some of his powers with the legislative branch, the United States Congress, The President is by far the most important decision-maker in the formulation and conduct of American foreign policy. As an example, the legislative branch has the right to declare war, but according to Article II of the Constitution, the President acts as Commander-in-Chief which entitles him with the right to deploy U.S. troops around the world and even send them into combat at his call. When a President is inaugurated he or she swears the Presidential Oath in which the President-to-be swears among other things to preserve, protect and defend the Constitution of the United States. The Presidential Oath and the powers given to him in the Constitution gives the President almost unrestrained powers in the case of a national emergency, war etc. The terror attacks 9/ was that kind of emergency and it started the War on Terrorism. So far it has lasted more than a decade and cost over a trillion dollars and the lives of more than seven thousand American soldiers. My assumption is that personality matters and my assumption is that the personalities of George W. Bush and Barack Obama are different. So writing in the tradition of the personal presidency and the sub-field of the psychological presidency I will try to find similarities and differences between George W. Bush and Barack Obama. Afterwards I will try to find explanations linked to the personality of the President that can explain some of these similarities and differences. I will test my hypothesis using qualitative research interviews conducted in Copenhagen and in Washington, D.C. My interview respondents are foreign policy experts, experts in the field of terrorism etc. from three think tanks and four universities. On the basis of my thesis I can conclude, that there are quite a few differences but perhaps more surprisingly some major similarities between the two presidents War on Terrorism. Some of these similarities and differences, even though there are some methodological problems in the assessment of them can be linked to the difference in the personality of the Presidents.

5 S i d e 4 Kapitel Indledning Dette speciale tager udgangspunkt i en antagelse om at præsidenten er den vigtigste aktør i formuleringen af og udøvelsen af amerikansk udenrigspolitik. Siden begyndelsen af det 20. århundrede har den amerikanske præsident således haft en stigende kontrol over alle aspekter af amerikansk udenrigspolitik. Ifølge den amerikanske forfatning er beføjelserne vedrørende udenrigspolitik delt imellem den lovgivende magt, kongressen og den udøvende magt, præsidenten. Kongressen har således retten til at erklære krig, ligesom kongressen, gennem the power of the purse, har indflydelse på præsidentens handlemuligheder. Præsidenten er imidlertid ifølge Forfatningens Artikel II, Commander-in-Chief, hvilket giver ham kommandoen over de væbnede styrker i fredstid såvel som i krigstid. Alle præsidenter siden Truman har benyttet denne ret til at flytte tropper rundt i verden og evt. sendt dem i kamp på eget initiativ. Kongressen vedtog i 1973 the War Powers Resolution, der lagde visse begrænsninger på og stillede visse krav til præsidentens handlemuligheder. Præsidenten skal eksempelvis konsultere kongressen før han indsætter amerikanske soldater i kamp, indenfor 48 timer give kongressen detaljerede oplysninger om sine handlinger herunder gøre rede for hvilke omstændigheder, der gjorde indsættelsen nødvendig, med hvilken hjemmel han foretog handlingen samt give et estimat på varigheden af konflikten. Indenfor 60 dage skal præsidenten afslutte brugen af de væbnede styrker, hvis ikke kongressen giver sin tilladelse. Ingen præsident har anerkendt denne resolution, men derimod argumenteret med at præsidentens beføjelser som Commander-in-Chief, er tilstrækkelige til at flytte tropper rundt i verden samt at USA s deltagelse i internationale sikkerhedsregimer, såsom FN og NATO giver dem beføjelser til at forsvare amerikanske og allieredes interesser overalt i verden, ligesom præsidenten naturligvis som chef for de væbnede styrker har pligt til at forsvare USA og dets interesser. Under indsættelsesceremonien fremsiger alle præsidenter en ed fra forfatningens artikel II, hvori han eller hun sværger på efter bedste evne at ville bevare, beskytte og forsvare USA s forfatning. De ovenfor beskrevne beføjelser samt den ed præsidenten sværger ved sin indsættelse giver præsidenten meget vide beføjelser i nationale krisesituationer. I kombination med at USA har verdens ubestridt stærkeste militær og på trods af at der findes en række andre udenrigspolitiske aktører såsom

6 S i d e 5 udenrigsministeren, forsvarsministeren, den nationale sikkerhedsrådgiver m.fl. vedbliver præsidenten, som personificeringen af den udøvende magt, at være den vigtigste beslutningstager. Min anden antagelse er således at det har betydning hvem denne person er, underforstået hvordan hans personlighed eller personlige egenskaber er sat sammen. Med terrorangrebene d. 11. september 2001 blev USA udsat for de værste angreb på amerikansk jord siden Pearl Harbor 7. december 1941 og USA blev dermed kastet ud i en national sikkerhedskrise, man ikke havde set magen før. Dagen efter sagde George W. Bush: The deliberate and deadly attacks which were carried out yesterday against our country were more than acts of terror. They were acts of war. 1 USA var i krig, og dette blev som bekendt starten på det der fik navnet Krigen mod Terrorisme. En krig der på lidt over et årti kom til at koste over en trillion dollars og koste over syvtusinde amerikanske soldater livet. Krigen prægede dermed resten af George W. Bushs tid som præsident samt indtil videre over halvdelen af hans efterfølger Barack Obamas. To tilsyneladende meget forskellige personer, der inden de blev valgt stort set ingen udenrigspolitisk erfaring havde. De to præsidenters umiddelbare forskelligheder, leder mig til en forestilling om at de to præsidenters personligheder har været med til at forme krigen eksempelvis med hensyn til policies, strategier mv. Dette speciales fokus bliver dermed et forsøg på at afdække forskelle og ligheder imellem de to præsidenters Krig mod Terrorisme samt ikke mindst at finde forklaringer på denne forskel. Specialets målsætning er således at undersøge en evt. sammenhæng mellem præsidentens personlighed og hans udenrigspolitik. To tilgange til forståelsen af det amerikanske præsidentembede kunne være interessant for denne problemstilling. Den ene en institutionel tilgang, der studerer præsidentembedet som institution og den anden, er den der har fået betegnelsen the personal presidency. Jeg har valgt den sidste da teoretikere indenfor denne retning bl.a. beskæftiger sig med politisk psykologi. Således er min primære teori for dette speciale en af de vigtigste inden for det sub-felt, der kaldes the psychological presidency. Denne indledning leder mig frem til specialets problemformulering. 1 Bush, George W. (2010): Decision Points, Virgin Books, A Random House Group Company, s. 141.

7 S i d e Problemformulering Hvorledes kan ligheder og forskelle i George W. Bush og Barack Obamas Krig mod Terrorisme forklares? 1.2 Operationalisering Den overordnede problemformulering tænkes operationaliseret i to hypoteser. Jeg vil i afsnit 2.2 kort beskrive fremgangmåden i forbindelse med opstillingen af disse hypoteser og endelig i hhv. kapitel 3 og 4 endeligt opstille de to hypoteser. For at lette læserens forståelse af problemstilling og fremgangsmåde vil jeg dog allerede her opliste de to hypoteser: Hypotese I: George W. Bush og Barack Obama tilhører forskellige kategorier af personlighedstyper og deres personligheder har/har haft indflydelse på Krigen mod Terrorisme. Hypotese II: George W. Bush og Barack Obama har forskellige opfattelser af begrebet american exceptionalism, hvilket har betydning for Krigen mod Terrorisme. 1.3 Videnskabsteoretisk udgangspunkt og metode I dette kapitel vil jeg redegøre for de metodiske og videnskabsteoretiske overvejelser, der ligger til grund for min undersøgelse. Jeg vil således redegøre for mit valg af videnskabsteoretisk udgangspunkt, mit valg af metode, valg af teori og empiri samt min afgrænsning af undersøgelsen. Endelig vil jeg gennemgå strukturen i specialet Kritisk rationalisme I dette speciale er den videnskabsteoretiske tilgang kritisk rationalistisk. Karl R. Popper, der var ophavsmanden til det, der kaldes kritisk rationalisme havde et hovedbudskab nemlig at menneskelig erkendelse aldrig er endelig og absolut sikker. Der findes ifølge Popper og den kritiske rationalisme en objektiv sandhed, men der findes ikke en ufejlbarlig og sikker kilde til erkendelse af denne

8 S i d e 7 sandhed. Videnskabelige teorier, skal dermed forstås som kvalificerede gæt eller hypoteser, vi aldrig endeligt kan bevise. Vi kan derimod forsøge at udsætte vores hypoteser for tests, der søger at skyde disse ned. Lykkes det at skyde hypotesen ned må vi konkludere at den ikke var sand og enten modificere den og prøve med en ny test eller helt droppe hypotesen og finde på en ny. Holder vores hypotese imidlertid er den ikke verificeret, vi kan nemlig aldrig vide om vi har nået sandheden, men gættet eller hypotesen kan godtages indtil videre. Det er det Popper kalder falsifikationsprincippet. Teorier må formuleres sådan at, at de er testbare. Det er ved falsifikation af vore teorier at vi i realiteten kommer i kontakt med virkeligheden. 2 En testning bør derfor ifølge Popper være et seriøst forsøg på at gendrive hypotesen kun sådan kan vi opdage og eliminere vores fejl i form af gendrivning af fejlagtige hypoteser, der vil føre til ændrede eller nye hypoteser, der så kan udsættes for tests. Heraf følger ligeledes at en teori kun styrkes hvis den udsættes for seriøse, men mislykkede forsøg på at falsificere den. Hypoteserne eller gættene opstår naturligvis ikke ud af ingenting. Hypoteserne er forskerens eller den studerendes gæt på baggrund af en undren eller problemstilling. Forskeren eller den studerende fremsætter altså et gæt som vi jf. ovenstående aldrig endeligt kan bevise sandheden af, vi kan derimod udsætte hypotesen for de strengeste tests vi kan forestille os og dermed bevæge os mod den objektive sandhed. Jeg vil kort opsummere Poppers forslag til videnskabelig metode, der på baggrund af mit valg af videnskabsteoretisk udgangspunkt, vil være retningsgivende for min undersøgelses design. Jeg vil med udgangspunkt i min problemstilling opfinde gæt eller hypoteser jeg efterfølgende vil gøre mit bedste for at gendrive. Hypoteserne skal ifølge Popper være risikofyldte og dristige, da det er sådanne hypoteser, der indeholder mest information samt er de letteste at falsificere eller gendrive. 3 Hvis det lykkes at falsificere hypotesen vil jeg kunne fremsætte et nyt gæt jeg efterfølgende vil kunne teste. Hvis mit forsøg på at gendrive mit gæt eller hypotese mislykkes er hypotesen så at sige hærdet eller med Poppers ord korroboreret. Denne fremgangsmåde kalder Popper for forsøg- og fejlmetoden, og det er denne fremgangsmåde, jeg vil benytte i dette speciale. 2 Gilje, Nils & Grimen, Harald (2002): Samfundsvidenskabernes forudsætninger, København, Hans Reitzels Forlag, p Gilje, Nils & Grimen, Harald (2002): Samfundsvidenskabernes forudsætninger, København, Hans Reitzels Forlag, p. 83

9 S i d e Metodisk tilgang Med udgangspunkt i mit videnskabsteoretiske valg jf. ovenstående afsnit er min metode umiddelbart hypotetisk-deduktiv, da jeg ud fra en række hypoteser udleder empiriske konsekvenser jeg efterfølgende vil teste for. Overordnet set er min metode imidlertid abduktiv, da mine i Poppersk forstand, forhåbentlig dristige hypoteser er udsprunget af ikke bare en empirisk undren, men også en teoretisk interesse. Min indsamlede empiri er således inspireret af mine teoretiske antagelser ligesom mit valg af teori er inspireret af min indsamlede empiri. Min overordnede problemformulering: Hvorledes kan ligheder og forskelle i George W. Bush og Barack Obamas Krig mod Terrorisme forklares? opfatter jeg som to-delt. Først vil jeg ved hjælp af såvel min primære som min sekundære empiri foretage en komparativ analyse af George W. Bush og Barack Obamas Krig mod Terrorisme, for at afdække forskelle og ligheder på det strategiske og taktiske niveau. Jeg vil naturligvis nærmere afgrænse hvad jeg forstår med Krigen mod Terrorisme samt mere præcist definere, hvilke forskelle og ligheder jeg tænker på i kapitel 2. Derefter går jeg til anden del af den overordnede problemformulering nemlig at forsøge at forklare disse forskelle og ligheder. Jeg vil på baggrund af min primære teori, som ovenfor antydet, opstille to i Poppersk forstand dristige hypoteser. Jeg vil ved hjælp af min teori udlede konsekvenserne af disse to hypoteser og ved hjælp af min primære empiri forsøge at gendrive disse hypoteser. Lykkes dette må jeg konkludere at den pågældende hypotese enten må ændres eller helt forkastes. Lykkes det ikke at gendrive eller falsificere den pågældende hypotese er den jf. afsnit at betragte som hærdet, hvilket betyder at hypotesen ikke nødvendigvis er sand, hvilket vi aldrig kan være sikre på, men i hvert fald gyldig indtil videre. Den benyttede metode er således komparativ da jeg både under arbejdet med første del af den overordnede problemformulering og i arbejdet med anden del og de to hypoteser foretager sammenligninger af George W. Bush (herefter GWB) og Barack Obama (herefter BO). Valget af den komparative metode vil jeg begrunde i følgende citat af Jonathan Hopkin:

10 S i d e 9 [ ]perhaps the principal function of comparison in political science is that of developing, testing and refining theories about causal relationships Struktur Strukturen er opdelt i fem kapitler som er illustreret i figur 1. Kapitel 1 (afsnit 1-8) fremlægger specialets problemstilling, videnskabsteoretiske udgangspunkt, metodisk tilgang, redegørelse for analyse niveau, valg af primær empiri. Kapitel 2 (afsnit 1-4) Benyttet terminologi i Krigen mod Terrorisme, komparativ analyse på baggrund af primære kilder: forskelle og ligheder på strategisk niveau, definition og overordnet udvikling i Krigen mod Terrorisme, forskelle og ligheder eksplorativ analyse af primær empiri. Afslutningsvis sammenfattes disse forskelle og ligheder. Kapitel 3 (afsnit 1-8) fremlægger specialets centrale teori, James David Barbers personlighedstypemodel. På baggrund af denne og den sekundære litteratur opstilles hypotese I, der testes i afsnittet Analyse I. Afslutningsvis konkluderes i Delkonklusion I. Kapitel 4 (afsnit 1-8) I dette kapitel gennemgås specialets resterende teori vedrørende amerikansk exceptionalisme, der på baggrund af specialets centrale teori og den sekundære litteratur leder til opstillingen af hypotese II. Denne hypotese testes i Analyse II og endelig konkluderes der i Delkonklusion II. Kapitel 5 (afsnit 1-2) Specialets konklusion samt vurdering af undersøgelsens reliabilitet og validitet. 4 Marsh, David & Stoker, Gerry (): Theory and Methods in Political Science, Third Edition, palgrave macmillan, p. 285

11 S i d e 10 Figur 1. Specialets struktur 1.5 Udenrigspolitisk analyse forskellige niveauer Målet med dette speciale er som tidligere beskrevet at afdække forskelle og ligheder i GWB og BOs håndtering af Krigen mod Terrorisme, forstået som policies, strategier og evt. taktikker, samt ikke mindst at forsøge at forklare disse forskelle og ligheder. Jeg sammenligner så at sige de to præsidenters håndtering af en udenrigspolitisk problemstilling. Det er derfor nødvendigt at se på begrebet udenrigspolitik og udenrigspolitisk analyse. Med udenrigspolitik og udenrigspolitisk analyse forstår jeg:..a study of the management of external relations and activities of nationstates, as distinguished from their domestic policies. Foreign policy involves goals, strategies, measures, methods, guidelines, directives, understandings, agreements and so on, by which national governments conduct international

12 S i d e 11 relations with each other and with international organizations and nongovernmental actors. 5 Specialets fokus er med andre ord en udenrigspolitisk analyse af en specifik udenrigspolitisk case nemlig Krigen mod Terrorisme. I forbindelse med udenrigspolitisk analyse skal der imidlertid træffes en række valg, da der kan antages en række forskellige tilgange til analysen, der vil få betydning for udbyttet af analysen. Spørgsmålet om niveauer i analysen er en gammel kending indenfor studiet af international politik. Eksempelvis opererer Arnold Wolfers med to niveauer, Kenneth Waltz med tre, Robert Jervis med fire og James Rosenau med fem. Jeg vil her kort beskrive de tre niveauer i udenrigspolitisk analyse introduceret af Waltz i Waltz benyttede de tre niveauer til at forklare hvorfor der er krige i verden. I nedenstående afsnit vil jeg kort gennemgå de tre niveauer i omvendt rækkefølge af Waltz og afslutningsvis vil jeg redegøre for mit valg af analyse niveau Systemniveau Systemniveauet kaldet third image af Waltz i analysen fra Her er fokus på karakteristika ved det internationale system. Disse karakteristika ansporer stater, der er det internationale systems vigtigste aktør til at agere på bestemte måder. Teoretikere indenfor studiet af international politik som Waltz opstiller en teori, der beskriver det internationale system og forsøger derefter at vise sammenhængen mellem det internationale systems karakteristika og den eller de pågældende staters førte udenrigspolitik. Det ligger ikke indenfor rammerne af dette speciale at beskrive forskellige skoler indenfor studiet af international politik, men jeg vil blot bemærke at forskellige skoler indenfor studiet af international politik gør sig forskellige antagelser omkring det internationale system og dets karakteristika. De tre hovedretninger indenfor studiet af international politik: realisme, liberalisme og idealisme, der igen kan underopdeles i forskellige grene der har forskellige antagelser omkring det internationale system, dets aktører og dynamik. 7 Som eksempel kunne nævnes at realisterne ser det internationale system som præget af anarki og en stadig konkurrence mellem systemets vigtigste aktører staterne, om magt og sikkerhed. Staterne ses som enheder, der handler rationelt og taler med én stemme. Liberalisterne ser mere positivt på muligheden for 5 Jackson, Robert & Sørensen, Georg (2010): Introduction to International Relations Theories & Approaches, 4 th Edition, Oxford, Oxford University Press. 6 Waltz, Kenneth N. (1959): Man, the State and War, New York, Columbia University Press, Kindle edition. 7 Jackson, Robert & Sørensen, Georg (2010): Introduction to International Relations Theories & Approaches, 4 th Edition, Oxford, Oxford University Press, p. 232.

13 S i d e 12 samarbejde staterne imellem i internationale organisationer. Staterne tænker ikke kun på deres egen sikkerhed men er optaget af et fælles ønske om eksempelvis fremskridt, velstand og miljø Nationalstats niveauet På dette niveau som Waltz kalder the second image er fokus på staternes interne organisering. Staten ses altså ikke længere som en enhed, der taler med én stemme, men som summen af individer. We say that the state acts when we mean that the people in it act, just as we say that the pot boils when we mean that the water in it boils. 8 Liberalisterne ser i modsætning til realisterne individer, grupper og organisationer som havende en større indflydelse på en stats udenrigspolitik. På dette niveau har vi så at sige stukket hovedet ind i staten eller kernen om man vil og undersøger her betydningen af typen af styreform f.eks. demokratisk eller diktatur, relationer mellem statsapparatet og befolkningen samt den konkrete institutionelle udformning af statsapparatet og relationerne mellem de forskellige institutioner i forbindelse med udformningen af den konkrete udenrigspolitik. Stater træffer altså som ovenstående citat af Waltz indikerer ikke beslutninger, beslutninger træffes af individer i forskellige institutioner, på samme måde kan man sige at det amerikanske udenrigsministerium, det amerikanske forsvarsministerium og det Hvide Hus er sammensat af individer. Problemstillingerne som disse institutioner håndterer er så komplekse og omfattende at det ville være naivt at tro at eksempelvis udenrigsministeren, forsvarsministeren eller præsidenten alene kunne indhente og analysere den omfattende mængde data, der ligger til grund for beslutninger vedrørende udenrigspolitiske problemstillinger. Viden om beslutningsprocesser på individniveau og gruppeniveau er således en forudsætning for at kunne foretage analyser, der tager højde for second image overvejelser såsom statens interne organisering og forholdet mellem regeringen og det regerede samfund. 8 Waltz, Kenneth N. (1959): Man, the State and War, New York, Columbia University Press, (Kindle edition) Loc

14 S i d e Individuelle beslutningstager niveau For at kunne foretage en fyldestgørende analyse af en udenrigspolitisk problemstilling er det umiddelbart nødvendigt at medtage endnu et niveau nemlig individniveauet eller the first image som Waltz kalder det. En first image analyse går et spadestik dybere end analysen på nationalstatsniveauet. Niveauet tilfører analysen en psykologisk dimension, hvilket tilfører analysen forklaringskraft i forhold til analyser, der ser beslutningstagere som rationelle aktører, der på et fuldstændig oplyst grundlag på baggrund af information om problemstillingen og statens nationale interesser kan træffe gode og rationelle beslutninger. Da udenrigspolitiske problemstillinger, ikke mindst dem, der omhandler konflikter, krig og trusler om krig er yderst komplekse problemstillinger, der involverer enorme og ofte ufuldstændige informationer, og tillige kræver at beslutninger træffes under stort tidspres, vil rationelle aktør analyser kunne kritiseres for at være for simple og ufuldstændige. Analyser på first image niveau tager højde for den enkelte beslutningstagers evne til at opfatte og bearbejde information. Den pågældende beslutningstagers opfattelse af verden, hvilket jeg vil kalde verdenssyn og dennes basale værdier, samt evne til at lære og ændre opfattelsen af en given problemstilling i takt med en øget indsigt i problemstillingen. Risikoen er naturligvis åbenlys, nemlig at man tilfører analysen alt for mange nye kategorier og variable og derved får svært ved at vurdere, hvad der er vigtigt og mindre vigtigt ligesom generaliseringer bliver sværere at foretage. Derudover bliver analyser ofte meget komplekse og tidskrævende, hvilket nedenstående citat tydeliggør: Even a somewhat comprehensive study of human cognition in world politics raises an extremely large and complex research agenda that will be very time-consuming and both in terms of collecting data and in terms of analysis. 9 Waltz pointe i Man, the State and War fra 1959 er at alle tre niveauer så at sige er rigtige og har noget at bidrage med for at gøre en analyse fyldestgørende. Grundet ulemperne opererer analytikere imidlertid primært på et af niveauerne, men vil dog ofte involvere de andre niveauer om end i begrænset omfang, hvilket Waltz beskriver i følgende citat: 9 Jackson, Robert & Sørensen, Georg (2010): Introduction to International Relations Theories & Approaches, 4 th Edition, Oxford, Oxford University Press, p. 239.

15 S i d e 14 So fundamental are man, the state, and the state system in any attempt to understand international relations that seldom does an analyst, however wedded to one image, entirely overlook the other two. 10 I næste afsnit vil jeg kort begrunde mit valg af analyseniveau. 1.6 Begrundelse for valg Som specialets indledning beskriver er min interesse og undersøgelsesfokus præsidentens personlige betydning for den førte udenrigspolitik, herunder strategier, mål, metoder, processer mv. jf. definitionen i afsnit 1.5. Jeg har af den grund valgt at koncentrere min analyse på det individuelle beslutningstagerniveau med alle de udfordringer det måtte give. Det kan dog ikke undgås som citatet af Waltz i foregående afsnit antydede at jeg vil berøre de andre niveauer. Men af hensyn til et speciales relativt begrænsede omfang og for at gøre analysen så konkret så mulig vil jeg koncentrere mig om dette niveau. Min case, Krigen mod Terrorisme er valgt, da jeg for det første ikke har kendskab til danske studier af denne art, og fordi jeg er interesseret i præsidentens personlighed og dennes betydning for en udenrigspolitisk problemstilling. Jeg er naturligvis klar over at der er visse problemer ved at sammenligne præsidenter over tid. Således kan man se amerikansk udenrigspolitik som opdelt i en række tidsmæssige paradigmer. Fra afslutningen af 2. verdenskrig og frem til Murens fald i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991 er udenrigspolitikken således præget af den Kolde Krig. Fra 1991 og til omkring år 2000 kunne man således argumentere for at USA's udenrigspolitik var præget af hvad man kunne kalde et hypermagtsparadigme. USA var den eneste supermagt i et unipolært system. 11. september 2001 rystes verden igen og man kan derfor argumentere for at der er sket endnu et paradigmeskift. Verden ser anderledes ud i dag ind den gjorde d. 10. september USA er trods sin status som verdens stærkeste magt ikke uantastet og vi er måske på vej mod, måske befinder vi os der allerede, i en multipolær verdensorden. Ovenstående betragtninger skal tages in mente for at sikre at man som forsker eller studerende er påpasselig med ukritisk at sammenligne præsidenter på tværs af disse paradigmer. 10 Waltz, Kenneth N. (1959): Man, the State and War, New York, Columbia University Press, (Kindle edition) Loc

16 S i d e Primær empiri - interview Som beskrevet i afsnit om mit videnskabsteoretiske udgangspunkt og min metodiske tilgang, vil jeg teste mine to hypoteser ved hjælp af min primære empiri. Som primær empiri har jeg valgt at benytte kvalitative data i form af kvalitative forskningsinterviews med personer, der har stor viden om Krigen mod Terrorisme, amerikansk udenrigspolitik generelt eller amerikanske præsidenter. En udfordring for en dansk specialestuderende, der skal interviewe eksperter i amerikansk udenrigspolitik er naturligvis, at der ikke er voldsomt mange af dem i Danmark. Jeg kan umiddelbart komme i tanke om to personer, deriblandt min specialevejleder. Jeg har imidlertid været heldig at kunne foretage tre interviews i København med tre eksperter, der enten var i København på invitation fra den amerikanske ambassade, Københavns Universitet eller Atlantsammenslutningen (The Danish Atlantic Treaty Organisation). De sidste syv interviews er foretaget i dagene juli 2013 i Washington D.C. med eksperter ansat i tænketanke og på universiteter. Disse syv interviews, der i specialet benyttes til testning af mine tre hypoteser, er foretaget som semistrukturede interviews ud fra interviewguiden bilag 12. Mit valg af det kvalitative forskningsinterview som primær empiri vil jeg begrunde med at dette valg har gjort mig i stand til for det første at foretage en eksplorativ undersøgelse og for det andet givet mig mulighed for at få informationer fra mennesker, der besidder en særlig viden om min problemstilling, hvilket er to af de tre begrundelser for valg af det kvalitative forskningsinterview som Harrits, Pedersen og Halkier giver. 11 Jeg har i alt foretaget ti interviews, hvoraf de tre anvendes som eksplorative forskningsinterview som led i en strategi til indsamling af data. Disse tre interviews figurerer i nedenstående figur 2 som baggrunds interviews, og er i specialet benyttet som primær kilde i forbindelse med beskrivelsen af amerikansk exceptionalisme i kap. 4. Da min overordnede problemformulering er operationaliseret i form af to hypoteser, der primært vedrører det individuelle beslutningstager niveau og helt konkret vedrører GWBs og BOs personligheder og deres opfattelse af amerikansk exceptionalisme, en tradition i amerikansk udenrigspolitik beskrevet i kapitel 4, ville det naturligvis være optimalt at interviewe de to pågældende præsidenter. Da dette naturligvis ikke er muligt, ville den næstbedste løsning 11 Andersen, Lotte Bøgh, Hansen, Kasper Møller og Klemmensen, Robert (Red.) (2010): Metoder i statskundskab, København, Hans Reitzels Forlag, p. 145.

17 S i d e 16 umiddelbart være at interviewe de personer, der har været tættest på de to præsidenter ifb. med beslutninger i Krigen mod Terrorisme. Det kunne eksempelvis være stabschefen i Det Hvide Hus, den nationale sikkerhedsrådgiver, udenrigsministeren, forsvarsministeren eller andre nærstående rådgivere. Disse personer har af gode grunde heller ikke været mulige at interviewe, selvom det for en god ordens skyld skal nævnes at jeg har prøvet at få interviews i stand. Disse personer vil til trods for min erfaring med amerikanske eksperters store velvilje og meget åbne og ærlige tilgang til mine spørgsmål sandsynligvis have en vis interesse i at fremstille præsidenten eller sig selv i et bestemt lys ligesom de naturligvis sidder inde med viden de ikke kan dele ud af. Jeg mener derfor at mit valg af interviewpersoner er tæt på det optimale alt taget i betragtning. Jeg har valgt at interviewe ni forskellige eksperter fra tre tænketanke i Washington DC, fire professorer fra fire universiteter samt en professor ansat ved et præsidentbibliotek i Illinois. I figur 2 ses de ni respondenter deres ansættelsessted, samt typen af interview. Figur 2 Oversigt over respondenter Interview til hypotesetestning Benjamin Friedman, Cato Institute Lawrence Korb, Center for American Progress Stephanie Kostro, Center for Strategic & International Studies Josiane Gabel, Center for Strategic & International Studies Bruce Hoffman, Georgetown University Peter Feaver, Duke University Allida Black, George Washington University Baggrunds interviews Bryan Andreasen, Lincoln Presidential Library Paul Kahn, Yale University Lawrence Korb, Center for American Progress

18 S i d e Tænketanke og universiteter i D.C. Da fire af de interviewede personer er ansat i tænketanke i Washington DC er det nødvendigt at uddybe, hvad jeg forstår ved tænketanke og hvilken rolle disse har i en amerikansk udenrigspolitisk kontekst. Følgende definition af tænketanke er benyttet: [Think Tanks] are organizations that disseminate useful information and provide expert advice on international issues and problems. 12 Disse organisationer er for en stor dels vedkommende private organisationer, drevet udelukkende for private midler doneret af privatpersoner, virksomheder, brancheorganisationer og lign. Tænketanke er naturligvis ikke et rent amerikansk fænomen, men i USA har disse organisationer en lang tradition for at komme med bidrag til den udenrigspolitiske proces. Dette kan være i form af rapporter, bøger, ekspertkommentarer og lignende. Nogle tænketanke eksempelvis RAND Corporation har en særlig status i forhold til eksempelvis Forsvarsministeriet, der gør at de benyttes direkte af den udøvende magt som en slags rådgivende konsulentvirksomhed. Andre har som en del af deres formål at være fuldstændig uafhængige af regeringsapparatet. De fleste tænketanke på det udenrigspolitiske område, inklusiv de tre jeg har besøgt i forbindelse med dette speciale, har det formål at fremme og påvirke udenrigspolitikken i en bestemt retning. Dette gøres ved at påvirke den politiske opinion og ved mere direkte at forsøge at påvirke den politiske beslutningsproces. Der findes altså forskellige typer tænketanke. De tre, der er benyttet i forbindelse med dette speciale er hvad man kan kalde advocacy tænketanke, hvilket vil sige at disse organisationer ikke bare har til formål at bidrage med rådgivning og ekspertise, men yderligere at fremme en bestemt kurs eller tankegang. Udenrigspolitiske eksperter fra tænketanke og fra de store universiteter hvoraf jeg har besøgt to og interviewet professorer fra i alt fire fungerer i USA som udenrigspolitiske eksperter, der udtaler sig på tv, i radio og andre medier med meninger og holdninger til udenrigspolitiske problemstillinger. Det samme mener jeg i øvrigt i stadig stigende grad gør sig gældende i en europæisk kontekst. Den umiddelbare forskel er imidlertid traditionen for at lytte og benytte også private organisationers eksperter på det udenrigspolitiske område. Der er ca. to tusinde tænketanke i USA, hvoraf de fleste har forbindelse til et universitet, andre er til dels drevet af offentlige midler. Op i mod femhundrede af disse tænketanke er imidlertid drevet som 12 Jackson, Robert & Sørensen, Georg (2010): Introduction to International Relations Theories & Approaches, 4 th Edition, Oxford, Oxford University Press, p. 243.

19 S i d e 18 rent private organisationer finansieret for private midler. Tænketanke er som nævnt ikke udelukkende et amerikansk fænomen, selv om USA er det land med klart flest tænketanke. 13 Metodisk er det naturligvis vigtigt at have in mente at en del af de interviewede personer er ansat i private tænketanke, der har til formål at fremme en bestemt kurs eller tankegang i udenrigspolitikken. Det er et bevidst valg at jeg har valgt tre tænketanke, der ideologisk spænder fra en libertarian til en progressiv/liberal og en tænketank, der ideologisk ligger imellem. Der er naturligvis en årsag til at Benjamin Friedman eksempelvis er ansat i CATO Institute og ikke i Center for American Progress. Min erfaring med amerikanske eksperter fra disse tænketanke og fra universiteter er imidlertid en umiddelbar og stor åbenhed. Jeg tillægger derfor de udsagn og vurderinger jeg har fået i mine interviews stor troværdighed, hvilket jeg vender tilbage til i mine delkonklusioner samt i den endelige konklusion i forbindelse med vurderingen af min undersøgelses validitet og reliabilitet. I de følgende afsnit følger en kort oversigt over de personer jeg har interviewet. 1.8 Interviewrespondenter Herunder følger en kort gennemgang af mine interviewrespondenter mht. ekspertiseområde og nuværende ansættelsesforhold. Benjamin Friedman, Research Fellow In defense and Homeland Security Studies, CATO Institute, Washington D.C. Benjamin Friedmans ekspertise område er counter-terrorism, homeland security og forsvarspolitik. Han er forfatter til en lang række artikler om bl.a. Krigen mod Terrorisme og medforfatter til to bøger. Interviewet med Benjamin Friedman, blev foretaget d. 29. juli 2013 i Washington D.C. 14 Lawrence Korb, Senior Fellow, Center for American Progress (CAP), Washington D.C. Lawrence Korbs ekspertiseområder dækker det føderale budget, militæret og national sikkerhed, og er en af de mest kendte udenrigspolitiske eksperter i USA. Lawrence Korb har skrevet mere end hundrede artikler om national sikkerhed og forfattet eller været medforfatter til mere en tyve bøger. 13 Ifølge 2012 Global Go To Think Tanks Report And Policy Advice fra University of Pennsylvania var der 1823 tænketanke i USA, herefter følger Kina med 429 og Storbritannien med Bilag 4: Interview med Benjamin Friedman, CATO Institute.

20 S i d e 19 Lawrence Korb har haft en lang række vigtige stillinger, der har med udenrigs- og sikkerhedspolitik at gøre, hvoraf den mest kendte er som Assistant Secretary of Defense i Reagan regeringen fra Interviewene med Lawrence Korb blev foretaget d. 5. april 2013 og d. 30. juli 2013 i hhv. København og Washington D.C. 15 Stephanie Sanok Kostro, Center for Strategic & International Studies (CSIS), Washington D.C., Deputy Director and Senior Fellow, International Security Program. Stephanie S. Kostro beskæftiger sig med fagområderne forsvars-, udenrigs- og udviklingspolitik. Stephanie Kostro har tidligere været ansat på den amerikanske ambassade i Baghdad, ved US House of Representatives Committee on Armed Services, i Pentagon samt ved den amerikanske mission i NATO. Interviewet med Stephanie S. Kostro blev foretaget d. 30. juli 2013 i Washington D.C. 16 Josiane Gabel, Fellow in the Defense and National Security Group, CSIS. Josiane Gabels udenrigspolitiske ekspertiseområde dækker forsvarsstrategi og policies, brug af magt samt policies vedr. kernevåbens. Josiane Gabel har tidligere været ansat i Brookings Institutions Foreign Policy Studies og som pressesekretær for tidligere forsvarsminister William Cohen. Interviewet med Josiane Gabel blev foretaget d. 30. juli 2013 i Washington D.C. 17 Bruce Hoffman, Director for Security Studies & the Security Studies Program, Edmund A. Walsh School of Foreign Service, Georgetown University, Washington D.C. Bruce Hoffman er en af de mest velanskrevne akademikere indenfor studiet af terrorisme og oprør, som han har arbejdet med i mere end 30 år. Bruce Hoffman har tidligere været leder af RAND Corporations kontor i Washington DC samt leder af RANDs forskning i counterterrorism- og counterinsurgency strategier. Interviewet med Bruce Hoffman blev foretaget d. 29. juli 2013 i Washington D.C Bilag 2 og Bilag 7: Interview med Lawrence Korb, Center for American Progress. 16 Bilag 8: Interview med Stephanie S. Kostro, Center for Strategic & International Studies. 17 Bilag 9: Interview med Josiane Gabel, Center for Strategic & International Studies.

21 S i d e 20 Peter D. Feaver, Professor of Political Science and Public Policy, Duke Sanford School of Public Policy, Duke University, North Carolina. Director, Triangle Institute for Security Studies, Director, Program in American Grand Strategy. Peter Feavers ekspertiseområde dækker udenrigspolitik, national sikkerhed og forsvar samt Homeland Security. Peter Feaver er den eneste af interviewpersonerne, der har arbejdet ved staben i the National Security Council (NSC) og i Det Hvide Hus i det hele taget. Peter Feaver har således været ansat ved staben i NSC i Det Hvide Hus under to præsidenter Bill Clinton og George W. Bush. Fra var Peter Feaver ansat i staben i the National Security Council i Det Hvide Hus som Special Advisor for Strategic Planning and Institutionel Reform. Her dækkede hans ansvarsområder bl.a. national sikkerhedsstrategi, regionale strategier samt andre politisk-militære emner. Peter Feaver var i denne forbindelse involveret i arbejdet med Irak strategien, bl.a. den der førte til the surge i I var Peter Feaver ligeledes ansat i Det Hvide Hus som Director for Defense Policy and Arms Control ved the National Security Council. Interviewet med Peter Feaver blev foretaget telefonisk d. 30. juli 2013 fra Washington D.C. 19 Allida Black, Research Professor of History and International Affairs, ved Elliott School of International Affairs, The George Washington University. Allida Blacks ekspertiseområde dækker: International Politik, menneskerettigheder, FN, samt Eleanor og Franklin Roosevelt. Allida Black har modtaget et væld af priser for sit arbejde som underviser og forsker. Interviewet med Allida Black blev foretaget d. 30. juli 2013 i Washington D.C. 20 Paul W. Kahn, Robert W. Winner Professor of Law and the Humanities ved Yale Law School, New Haven, Connecticut. Director, Orville H. Schell, Jr. Center for International Human Rights. Paul Kahns ekspertiseområde omfatter: forfatningsret og teori, international ret, kulturel teori og filosofi. Paul Kahn underviser i sine ekspertiseområder og er forfatter til flere bøger og en lang række artikler om bl.a. American exceptionalism. 18 Bilag 5: Interview med Bruce Hoffman, Georgetown University. 19 Bilag 6: Interview med Peter Feaver, Duke University. 20 Bilag 10: Interview med Allida Black, George Washington University.

22 S i d e 21 Interviewet med Paul Kahn blev foretaget d. 10. maj 2013 i København. 21 Bryon C. Andreasen, Research Historian, Abraham Lincoln Presidential Library, Springfield, Illinois. Bryon C. Andreasen er medtaget som ekspert for sin viden om American exceptionalism, samt politiske beslutningsprocesser. Interviewet med Bryon C. Andreasen fandt sted d. 25. januar 2013 i København Bilag 3: Interview med Paul Kahn, Yale Law School. 22 Bilag 1: Interview med Bryon C. Andreasen.

23 S i d e 22 Kapitel Krigen mod Terrorisme I dette og de underliggende afsnit vil jeg kortlægge de afgørende forskelle i de to præsidenters strategi i Krigen mod Terror på baggrund af primære kilder dvs. i dette tilfælde The National Security Strategy of The United States of America fra hhv. 2002, 2006 og 2010 samt National Strategy For Comabating Terrorism fra hhv. 2003, den opdaterede version i 2006 samt Obama regeringens National Strategy For Counterterrorism fra På baggrund af disse kilder, vil jeg definere og kort beskrive hvad der forstås ved Krigen mod Terror, samt den overordnede udvikling heri. Herefter vil jeg benytte min primære empiri, til at finde forskelle på det strategiske og taktiske plan. Min primære empiri består jf. afsnit 1.7 af kvalitative forskningsinterviews med en række amerikanske eksperter i amerikansk udenrigspolitik. Jeg vil i denne komparative analyse af forskelle og ligheder imellem GWB og BO i Krigen mod Terrorisme benytte mine kvalitative forskningsinterviews eksplorativt jf. interviewguiden bilag 12 ved at bede interviewrespondenterne beskrive de forskelle og ligheder de ser. Endelig vil jeg forsøge at opsummere de væsentligste forskelle i GWB og BO s Krig mod Terrorisme. 2.1 Terminologi i Krigen mod Terrorisme Med Krigen mod Terrorisme forstår jeg, i udgangspunktet, den krig som George W. Bush erklærede efter terrorangrebene i USA 11. september 2001, på World Trade Center i New York, Pentagonbygningen og i Pennsylvania. George W. Bush taler til den amerikanske nation fra Det Ovale Kontor allerede d. 11. september om aftenen, hvor han siger: Today, our fellow citizens, our way of life, our very freedom, came under attack in a series of deliberate and deadly terrorist acts[ ] I ve directed the full resources of our intelligence and law enforcement communities to find those responsible and to bring them to justice. We will make no distinction between the terrorists who committed these acts and those who harbor them. 23 Dagen efter d. 12. september benytter han offentligt ordet krig om terrorangrebene over for en gruppe journalister: 23 Bush, George W. (2010): Decision Points, Virgin Books, A Random House Group Company, s. 138.

24 S i d e 23 The deliberate and deadly attacks which were carried out yesterday against our country were more than acts of terror. They were acts of war. 24 Jf. afsnit 1.0 kan den amerikanske præsident ikke erklære krig, så George W. Bushs hjemmel til at føre krig kom fra to kilder: Forfatningens artikel II, der giver præsidenten beføjelser til at føre krig i form af hans status som commander in chief, samt Public Law september I loven, der blev vedtaget med overvældende flertal i begge kamre fremgår det at: [ ] the President is authorized to use all necessary and appropriate force against those nations, organizations, or persons he determines planned, authorized, committed or aided the terrorist attacks that occurred on September 11, 2001, or harbored such organizations or persons, in order to prevent any future acts of international terrorism against the United States by such nations, organizations, or persons. 25 Termen krig mod terrorisme benytter George W. Bush første gang d. 16. september på Sydplænen ved Det Hvide Hus overfor en gruppe journalister: This crusade, this war on terrorism is going to take a while. 26 Endelig benytter George W. Bush termen krig mod terror d. 20. september i sin tale i Repræsentanternes Hus til en forsamlet Kongres og det amerikanske folk samt resten af verden via tv og internet: Our war on terror begins with al Qaeda, but it does not end there. It will not end until every terrorist group of global reach has been found, stopped and defeated. 27 Talen, der direkte oversat har fået betegnelsen, Krig mod Terrorisme-talen, vender vi tilbage til da den er interessant for dette speciale ikke bare på grund af terminologien, men også fordi den beskriver USA s strategi i begyndelsen af denne krig. Bush regeringerne benytter forskellige navne 24 Bush, George W. (2010): Decision Points, Virgin Books, A Random House Group Company, s Public Law , 26 Woodward, Bob (2002): Bush At War, New York, Simon & Schuster Paperbacks, kap. 7, Loc Nelson, Michael (Editor) (2012): The Evolving Presidency Landmark Documents , Washington, D.C., CQ Press, s. 295

25 S i d e 24 for krigen i officielle policypapers således benyttes bl.a. termerne the long war, the War against Terror, Global War on Terror og the War on Terror. Fra begyndelsen af BOs første embedsperiode har præsidenten og den samlede regering samt officielle talsmænd undgået brugen af termen War on Terror og alle de ovenstående samt flere andre betegnelser for denne krig og i stedet hvis det har været nødvendigt at benytte en betegnelse brugt betegnelsen global contingency operations eller overseas contingency operation. Det blev således allerede i marts måned 2009 i et internt regeringsnotat anbefalet at benytte ovenstående betegnelse og så vidt muligt undgå militære udtryk for kampen mod international terrorisme, for på den måde om ikke stoppe krigen så i hvert fald kraftigt distancere sig fra Bush regeringen Forskelle og ligheder strategisk niveau Ud over forskelle i terminologi er der ved sammenligning af the National Security Strategy fra 2002 og 2006 under Bush regeringen med the National Security Strategy fra 2010 under Obama regeringen naturligvis forskelle, men også en række ligheder. The National Security Strategy of The United States of America (herefter NSS) er et policypaper, den udøvende magt altså præsidenten ifølge Goldwater-Nichols Defense Department Reorganization Act fra 1986, skal udarbejde og sende til Kongressen hvert år samme dag som budgettet for det kommende år. En nyvalgt præsident skal ifølge ovenfor nævnte lovgrundlag allerede sende rapporten til Kongressen senest 150 dage efter tiltrædelsen. Rapporten skal bl.a. indeholde en omfattende beskrivelse og diskussion af USA s udenrigspolitik herunder verdensomspændende interesser og mål med vital betydning for den nationale sikkerhed. Af forskellige grunde jeg ikke vil uddybe her udarbejdes og sendes disse rapporter ikke årligt. Således har vi fra GWBs embedsperioder NSS 2002 og NSS 2006 og fra BOs NSS NSS findes i en hemmeligstemplet og en offentlig tilgængelig udgave, de i dette speciale benyttede er naturligvis de offentlig tilgængelige versioner. NSS er naturligvis ikke udarbejdet af præsidenten selv eller af én person men er sammenstykket af bidrag fra mange forskellige grene af den udøvende magt. NSS har bl.a. til formål at kommunikere præsidentens strategiske vision til den lovgivende magt, Kongressen, da Kongressen jf. afsnit 1.0 har the power of the purse og dermed skal finansiere denne vision. I NSS startes således traditionelt med at opliste USA s interesser, der om end der er formuleringsmæssige forskelle, til alle tider er de samme. I alle tre udgaver af NSS er amerikanske interesser således: 28 Singh, Robert (2012): Barack Obama s Post-American Foreign Policy The Limits of Engagement, New York, Bloomsbury Academic, Bloomsbury Publishing Plc, kap. 4, Loc 1809

26 S i d e 25 Sikkerhed: Garantere USA s, amerikanske borgeres og allieredes sikkerhed Velstand: Fremme USA s økonomiske vækst og sikre en åben og fri international økonomi Værdier: Fremme respekt for amerikanske kerneværdier, der er universelle International orden: Fremme en international orden ved amerikansk lederskab, der fremmer fred, sikkerhed og internationalt samarbejde Strategien for at nå dertil kan imidlertid variere over tid, ligesom fokus og prioriteringen kan variere. Der er således relativ stor forskel på, hvor meget plads der bruges i NSS på Krigen mod Terror eller dertil knyttede emner. Ses der i første omgang bort fra indledningen, kan omfanget opgøres således: I NSS 2002 omhandler 14 ud af 31 sider strategien i Krigen mod Terrorisme eller relaterede emner såsom transformationen af USA s nationale sikkerhedsinstitutioner med henblik på at gøre dem tidssvarende ift. de nye trusler USA står overfor jf. terrorangrebene 9/ I NSS 2006 bruges 25 ud af 49 sider på Krigen mod Terrorisme eller relaterede emner såsom strategien til at sikre en ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben. 30 I NSS 2010 benyttes 12 ud af 51 sider på Krigen mod Terrorisme eller relaterede emner såsom strategien til sikring af en ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben. 31 Denne simple optælling siger naturligvis ikke noget om indholdet, men giver dog en idé om at Krigen mod Terrorisme fylder mindre i BO-regeringens samlede udenrigs- og sikkerhedspolitiske agenda end for GWB-regeringerne. NSS 2002 uddyber og videreudvikler den strategi GWB kort opridsede i Krig mod Terrorisme talen d. 20. september Talen, der udover at opliste en række ultimative krav til Taleban regimet i Afghanistan, bl.a. at regimet omgående skulle udlevere alle al Qaeda ledere, lukke alle træningslejre terroristerne måtte have i Afghanistan samt udlevere alle terrorister og personer, der måtte støtte dem, slog fast at krigen ikke kun var en krig mod al Qaeda men en krig, der ikke ville slutte før alle 29 NSS 2002 side 5-7, og NSS 2006 side 8-13, og NSS 2010 side 19-26, 41-46