Velkommen til Nordgrønland

Transkript

1 august årgang Dansk Psykolog Forening Velkommen til Nordgrønland Fra nord til syd er arbejdsdistriktet 2000 kilometer. Hvordan finder en dansk PPR-psykolog sig til rette i det nordligste Grønland? Side 3

2 Leder Det bløde og det eksakte Der er ikke mange, der seriøst har tegnet et billede af psykologerne. Andre end os selv. Der er dog næppe tvivl om, at vi som akademikere bliver opfattet i den bløde ende, i modsætning til fx læger eller ingeniører. Det er let at finde den brede folkelige forståelse af os som nogle, der er omsorgsfulde, empatiske, nogle, man kan være trygge ved. Indimellem kan det dog godt trætte os, når omtalen af en dramatisk hændelse ender: Der blev tilbudt psykologhjælp til de implicerede. Mediernes billede og evige gentagelse er på den ene side et udtryk for deres forståelse, men på den anden side skal man heller ikke glemme, at nyheder er en vare, der har til formål at skabe indtjening. Det betaler sig så at sige i disse år at sætte fokus, måske ikke så meget på os, men på det billede, der er blevet skabt af os. Sig terapi, krisehjælp, skilsmisserådgivning, sorg, børneopdragelse og tankerne glider automatisk hen på psykolog. Og det er jo sådan set også glimrende, for træder vi som professionelle ind i lyskeglen, er der straks kontakt. Vores organisationspsykologer noterer med jævne mellemrum, at når de i virksomhederne præsenterer sig som psykolog, så forestår det er arbejde med at dreje billedet. Nej, man skal ikke til at tale om sin lykkelige eller ulykkelige barndom, nej, det er ikke afgørende, hvordan det går i parforholdet. Det er ikke nemt at få billedet til at passe med virkeligheden. Siger jeg i stedet erhvervschef, bliver det straks vanskeligere at få psykolog til at poppe op. Ikke desto mindre er det et faktum, at man faktisk godt kan kvalificere sig til dette job med den psykologiske uddannelse. Det er en fornøjelse, ikke blot at det forholder sig sådan, men at også erhvervschefen ser sig som både psykolog og akademiker. Det sidste er ikke det mindst vigtige. Vi har kendt til i årevis, hvordan humanistisk uddannede besidder centrale og magtfulde positioner i erhvervslivet og i industrien. Det har de gjort glimrende i Dansk Magisterforening, hvorfor så ikke hos os? Vi har lige nu en historisk lav ledighed og bør benytte denne situation til at ruste os til arbejde inden for områder, der ikke ligger lige i lyskeglen. Psykologer har i lighed med andre akademikere koncentreret sig i de større byer. Det sætter regional erhvervsudvikling under pres, og kun enkeltstående store erhvervsvirksomheder som fx Danfoss, B&O og Lego har formået at fastholde en stærk placering uden for de store bycentre. De har formået at se og udnytte den regionale interesse og at udnytte synergieffekten i, at der er regionalpolitisk interesse i at tiltrække akademisk personale. Det handler selvfølgelig afgørende om arbejdets art. Men det handler også om alt det udenom: kulturelle tilbud, skoler og daginstitutioner og meget andet. Det ville være en forsømmelse i forhold til vores beskæftigelsespolitik, hvis vi ikke i den nuværende situation formulerede os klart og progressivt, men blot ventede til behovet dukker op. Dansk Psykolog Forening har for ganske nylig besluttet at støtte etableringen af et netværk for akademikere i en regional sammenhæng. Foreningen greb her en inter essant mulighed for, alene og sammen med andre akademiske faggrupper, at præge udviklingen. Vi har en historisk chance for at vise, at det bløde har god kontakt til det eksakte, at der er en indre synergi, der kan knyttes til lokale og regionale beskæftigelsespolitiske tiltag. Medlemsblad for Dansk Psykolog Forening Dansk Psykolog Forening Stockholmsgade 27, 2100 København Ø. Tlf dp@dp.dk Psykolog Nyt Stockholmsgade 27, 2100 København Ø. Tlf p-nyt@dp.dk Fax/Psykolog Nyt: Redaktion: Arne Grønborg Johansen, ansv. redaktør Jørgen Carl, redaktør Heidi Strehmel, bladsekretær/annoncer DK ISSN: Produceret af: Elbo Grafi sk A/S, Fredericia Trykt med vegetabilske farver på mil jø god kendt papir Oplag: Kontrolleret oplag (FMK): 8000 ex. Trykoplag: ex. Medlem af Danske Specialmedier Indsendt stof: Indsendte ar tik ler dæk ker ikke nødvendigvis re dak ti o nens eller for enin gens hold nin ger. Redaktionen forbeholder sig ret til at afvise, forkorte eller redigere ind send te artikler. Redaktionen på ta ger sig ikke ansvar for artikler, der ind sen des uop for dret. Forside: Kaj Toftgaard Jensen, foto Jobannoncer 2008 Psykolog Nyt + Ved manus Ved reproklar Helsider: Kr ,- Kr ,- 176 x 237 mm: Halvsider: Kr ,- Kr ,- 86 x 237 mm eller 176 x 118 mm: Priserne gælder jobannoncer med 1 stilling. Prisliste: Farvetillæg (CMYK): Sort + 1, 2 eller 3 farver: Kr ,- Alle priser ekskl. moms. Abonnement/2008: kr. + moms. Deadline (kl. 12) Nr. Deadline Udgivelse 17 8/9 26/ /9 10/ /10 24/10

3 PRIVATFOTOS Ilulissat Af Kaj Toftgaard Jensen Langt tilløb til GRØNLAND Der skulle gå mere end tyve år, før Kaj Toftgaard Jensen realiserede sin drøm om et psykologjob i Grønland. Til gengæld var både jobbet og tilværelsen mod nord værd at vente på. Når man selv sidder heroppe på den store, isfyldte ø, fatter man ikke, at det er så svært at få ansøgere til de ledige stillinger. Hvad er mon grunden? Selvfølgelig spiller det ind, at der er gode jobmuligheder på det danske arbejdsmarked, men det kan vel ikke være hele forklaringen? Her i foråret havde vi en skuffende ansættelsesrunde, hvor vi måtte opgive at besætte en psykologstilling på grund af manglende ansøgere. Vi har efterfølgende spurgt os selv, hvad forklaringen mon kan være? At søge udfordringer som psykolog i Grønland vil i de fleste tilfælde være som at tage et skridt til siden, hvis man tænker i fastlagte karriereforløb. Til gengæld giver det garanti for store faglige og menneskelige udfordringer. Man får lært sit håndværk. Man får stort ansvar og skal træffe vigtige valg. Man nyder stor respekt. Og oven i hatten får man en masse uerstattelige oplevelser. Udgangspunktet for disse betragtninger er mine egne erfaringer som psykolog ved PPR-Nord i Diskobugten, hvor PSYKOLOG NYT

4 jeg har været siden Allerede som nyuddannet kandidat i midtfirserne, hvor jobudsigterne var håbløse, søgte jeg en stilling ved PPR i Ilulissat. Af forskellige grunde blev det aldrig til noget dengang. Men i den tid, der gik, mens jeg stadig overvejede det, nåede jeg at læse en del bøger, der handlede om livet og naturen på den store ø i nord. Og i mere end 20 år har ideen om at prøve at arbejde og bo i Grønland ligget latent i min bevidsthed. Da jeg så engang sidste år sad og snakkede rejse- og fremtidsplaner med min kæreste, dukkede drømmen frem af tågerne igen. Vi følte os begge lidt fastkørte i vores respektive job, og vi trængte til forandring. Efter en del overvejelser blev vi enige om, at jeg skulle søge en ledig stilling ved den selv samme arbejdsplads som for 22 år siden. Jeg husker stadig, hvor svær og næsten uoverskuelig en beslutning, det var at søge job i Grønland. Allerhelst ville jeg have haft et vikariat på nogle måneder. Det findes imidlertid ikke rigtig for psykologer i Grønland. Men jeg kunne jo bare sige op, hvis det viste sig, at vi savnede vort liv i Danmark for meget, eller hvis vi ikke magtede den fremmede tilværelse. At arbejde som psykolog Når jeg nu ser tilbage, forstår jeg ikke helt, hvad der var så svært ved det. Når man først er her og er faldet til, så opleves Grønland slet ikke så fjernt fra Danmark, som atlas og klimabælter ellers fortæller, at det er. På den ene side er det svært at forestille sig, at noget kan være mere forskelligt fra Danmark: naturen, kulturen, klimaet, afstandene, infrastrukturen, floraen og faunaen alt er anderledes. Alligevel kan det ofte føles, som om man bare er at smut ude i baghaven. Dette paradoks har selvfølgelig noget at gøre med den danske kolonimagts mangeårige indflydelse. Og så er det jo helt unikt, at man som dansker så langt hjemmefra hverken behøver tale tysk, engelsk eller spansk, men kan kommunikere på sit modersmål. Jeg havde ved ansættelsen sagt, at jeg højst ville love mig til et år i jobbet. Efterhånden som tiden gik, og især da sommeren for alvor satte ind heroppe, var vi dog ikke længe om at beslutte os for at tage yderligere et år. Vi kunne mærke, at vi slet ikke var mætte af Grønland endnu. Vi har nu boet i Ilulissat i snart et år. Min kæreste var i Danmark ansat i patientinformationen på et sygehus. Her i Ilulissat arbejder hun i receptionen på et af byens hoteller. Jeg selv kommer fra et job i et kommunalt familiehus. Gennem de sidste mange år har jeg arbejdet og efteruddannet mig inden for psykoterapi med fokus på børn og familier. Det var derfor noget af en omvæltning at skulle begynde at arbejde i PPR-regi. Selv om jeg tidligere har arbejdet med området, føltes mine PPR-erfaringer meget langt væk og temmelig rustne. Jeg er kommet til en velfungerende arbejdsplads med gode kolleger og god ledelse. Kontoret er normeret til tre psykologer (heraf en ledende), en pædagogisk konsulent og en sekretær. Arbejdsrutinerne og opgaverne er veldefinerede, hvilket langt fra behøver være gældende for mange andre arbejdspladser heroppe. Der er langt hen ad vejen tale om traditionelt PPR-arbejde, dvs. psykologiske undersøgelser og vurderinger, supervision, elev-, forældre- og lærersamtaler samt tildeling af vidtgående specialundervisning til elever med særlige behov. Derudover arrangerer vi kurser for forældre og samarbejdspartnere, blandt andet et årligt seminar med temaer inden for ADHD og autisme, hvor vi henter undervisere op fra Danmark. Der er generelt 4 PSYKOLOG NYT

5 vide muligheder for variation i jobbet. Således forsøger jeg også at gøre min familieterapeutiske baggrund gældende. Psykologer er meget respekterede og eftertragtede i Grønland. I det hele taget er der stor mangel på uddannet arbejdskraft heroppe. Så vi må hele tiden være opmærksomme på at sætte streger i sandet for ikke at blive oversvømmet med opgaver, der ligger uden for vores direkte arbejdsfelt. Alligevel er arbejdet utrolig alsidigt. For eksempel blev jeg for nylig bedt om at yde krisepsykologi til de overlevende i forbindelse med en tragisk ulykke, hvor to danske turister mistede livet. Oplevelser på tjenesterejse Et særligt aspekt ved jobbet er alle tjenesterejserne. Set med danske øjne dækker PPR-Nord et ufattelig stort område. Næsten 2000 km fra nord til syd. Distriktet består af syv byer og ca. 30 små bygder. I byerne bor der mellem 1000 og 5000 mennesker; i bygderne nogle steder ikke mere Alle steder er der skoler, der betjenes af PPR. Det er vores overordnede målsætning, at alle skoler aflægges årlige tjenestebesøg. Dette kan dog ikke altid overholdes, især når vi i perioder ikke har alle stillinger besat. I løbet af et år vil man typisk nå fem-seks tjenesterejser. Om vinteren rejser man i fly og helikopter, mens man benytter sig mest af færgesejladsen om sommeren. I arbejdsmæssigt henseende er tjenesterejserne uden tvivl det, som opleves mest anderledes ved at arbejde som PPRpsykolog i Nordgrønland. At komme på tjenestebesøg i en bygd, hvor der kun bor personer, er en helt særlig oplevelse. På grund af sprogbarrieren følges man ofte med en tosproget grønlandsk lærer, der under besøget fungerer som tolk. Indkvarteringen foregår typisk på bygdens Sundhedsstation, der ligger i den ene ende af skolebygningen, og hvor der vil være mulighed for at sove samt lave mad på et par kogeplader. På grund af afstande og transportforhold vil et tjenestebesøg som regel vare mindst en uge, og tit vil man skulle tilbringe weekenden i bygden, hvor man kan vælge at arbejde eller holde fri. Alt efter årstiden vil man måske blive budt på en slædetur eller en sejltur, og helt sikkert er der en, der har fødselsdag, så man skal til kaffemik. Derudover er det godt at være forberedt på, at man får tilbudt mange mere eller mindre utraditionelle arbejdsopgaver. For eksempel fortalte den lokale skoleleder, da jeg ankom på en af mine tjenesterejser, at bygdens borgere ved et forældremøde tidligere på ugen havde udtrykt ønske om at møde psykologen, når der nu endelig kom sådan en til stedet. Det resulterede i et opslag i butikken med nogenlunde følgende ordlyd på grønlandsk: Person med forstand på menneskets sjæl og hjerne holder foredrag for bygdens borgere i forsamlingshuset tirsdag aften. Der vil være mulighed for senere individuelle konsultationer efter nærmere aftale. Som sagt, så gjort! Det førte til et spændende og udfordrende arrangement, hvor ca. 35 af bygdens borgere dukkede op. Der blev berørt emner som: PPR s arbejdsområde, hvad laver en psykolog, arv/miljø i relation til børns vanskeligheder, et godt familieliv, en stimulerende børneopdragelse samt krisepsykologi. Senere samme aften samt de efterfølgende to dage var der i alt otte familier, der benyttede sig af tilbuddet om konsultationer, hvor problemstillingerne spændte over alt fra børneopdragelse, parforhold, psykiske traumer, selvmord til spøgelser og ånder. Sidstnævnte lever stadig i bedste velgående blandt grøn- PSYKOLOG NYT

6 landske børn og voksne. På godt og ondt, kan man sige. Under alle omstændigheder kommer man ikke langt med bare at affeje det som noget irrationelt. Når jeg er gået med et skolebarn ind i dets oplevelser med nogle specifikke ånder eller spøgelser, er det nogle gange lykkedes sammen med barnet at skabe nogle narrativer, der har kunnet fungere som et redskab for barnet til at forstå og bearbejde forskellige konflikt- eller angstoplevelser. På den anden side kan man i nogle tilfælde godt ønske sig, at de voksne (forældre, lærere, pædagoger) gør mere ud af at retlede barnet, når spøgelserne nogle gange tager magten over barnets bevidsthed. Den eksistentielle udfordring Min kæreste og jeg har gennem årene været på mange og lange rejser, men rammerne har altid været veldefinerede: Det har været ferie, og det har primært handlet om at opleve og koble fra. Og når man var hjemme igen, gik der altid kun forbavsende kort tid, inden alt var ved det gamle. At flytte til et andet land for at bo og arbejde er noget helt andet, især når der ikke er defineret et sluttidspunkt. Det sætter sig under huden på en anderledes måde. Det er i hvert fald vores oplevelse. Man skal være forberedt på, at det aktiverer nogle af de større spørgsmål i livet, der handler om meningen med det hele: Hvor længe skal vi blive FAKTA Jobfakta i Grønland Som offentligt ansat i Danmark har man krav på orlov fra sin stilling, hvis man får job i den offentlige sektor (Hjemmestyre eller kommune) i Grønland. Også en offentligt ansat ægtefælle (samlever) har krav på orlov alene i kraft af ægtefællens ansættelse. Man scorer ikke kassen som psykolog i Grønland. Lønnen er generelt lavere end i Danmark, men det er skatten også. Hvis man sørger for at holde sine aktiver i Danmark nogenlunde udgiftsneutrale, mens man er heroppe, kan det sagtens lade sig gøre at spare penge op, da ens daglige forbrug naturligt finder et lavere leje end i Danmark. Man betaler ikke moms i Grønland, og man kan få momsen refunderet på de ting, man køber i Danmark i forbindelse med flytningen. Ligeså slipper man for momsen, når man fx køber varer over nettet (hvilket går nogenlunde lige op med de ekstra fragtomkostninger). Brug af sundhedsvæsenet (inklusiv medicin og tandlæge) er gratis i Grønland. De fleste dagligvarer er dyrere end i Danmark, især alkohol og grøntsager. I Nordgrønland besejles byerne ikke i vintertiden på grund af isen, hvilket kan medføre en vis knaphed i vareudbuddet. Til gengæld er de lokale fødevarer: fisk, hval, sæl, fugle, rensdyr, moskus, lam m.m. af meget høj kvalitet. Ansatte i Hjemmestyret og deres familie får en årlig feriefrirejse til Danmark. Desuden har man mulighed for at få betalt et årligt kursus i Danmark. Psykolog Nyt har de senere år bragt flere artikler af psykologer, som fortæller om deres erfaringer med at bo og arbejde i Grønland, fx Dorte Tang: Klinisk psykolog i Grønland (10/2004) og Johanne Carstensen: Hvis Grønland frister (10/2006). Se > Psykolog Nyt > Artikelarkiv. 6 PSYKOLOG NYT

7 her? Og hvad så, når vi en gang kommer tilbage til Danmark? Er det overhovedet muligt at fortsætte, hvor vi slap? Og så videre. Vel i virkeligheden spørgsmål, der altid er relevante, men som vi hjemme i Danmark blot har formået at skubbe i baggrunden. Selv om vi ikke ser os i farezonen, har vi også mødt mennesker, der er begyndt at føle sig rodløse, fordi de bliver i tvivl om, hvor de hører hjemme. Selv om Grønland i dag på mange områder er et moderne civiliseret samfund, så er det også et traditionelt fangersamfund beboet af mennesker, der lever tæt på og i pagt med den voldsomme natur. For ganske få årtier siden boede mange stadig i tørvehytter heroppe. Og man fangede stadig hval og sæl fra kajak. I dag er landet på vej mod selvstændighed, og grønlænderne har gjort deres entré på det moderne samfunds bonede gulve. I løbet af et par generationer gennemgår Grønland den samme udvikling, som vi i vores del af verden har været over tusind år om. Et næsten umuligt projekt, skulle man mene. Og man oplever da også mange eksempler på, at tingene ikke altid fungerer så velsmurt, som man er vant til. Naturens barske vilkår har lært det grønlandske folk at væbne sig med en næsten overnaturlig tålmodighed og tolerance. Hvis man er typen, der ikke kan klare at stå i kø mere end fem minutter, det være sig i banken, lufthavnen, hospitalet eller supermarkedet, skal man end ikke overveje at flytte til Grønland. Vejrforholdene giver ofte trafikforsinkelser på flere dage, og det er aldrig grønlændere, der brokker sig over det. Det ligger dybt i den grønlandske mentalitet, at man indretter sig efter natur- og vejrforhold. Hvis man fx skal på tre dages kursus i Nuuk, er det ikke ualmindeligt at være hjemmefra i et par uger. Og det samme gør sig gældende, hvis man skal på sygehuset eller til tandlægen. nyt og anderledes. For uanset hvordan man vender og drejer det, er der en himmel til forskel på at arbejde i Danmark og i Grønland. Måske lige bortset fra Nuuk, der på mange måder er noget helt andet end resten af Grønland. Over halvdelen af de ca. 40 psykologer, der arbejder i Grønland er bosiddende i Nuuk, så her har man ligefrem mulighed for at indgå i et psykologfagligt fællesskab. Men i resten af landet kan man komme til at sidde temmelig alene. For mange, mig selv inklusive, er det utænkeligt uden at have en partner, som man kan dele sine sorger og glæder med. De fleste af de danske psykologer, der tager til Grønland for at arbejde i en afgrænset periode, er enten unge og nyuddannede (det kan godt lade sig gøre at få sin autorisation heroppe), eller det er erfarne psykologer, der nærmer sig slutningen af deres arbejdsliv. Der er faktisk en del, ikke blot psykologer, men også socialrådgivere, lærere, sygeplejersker, læger m.fl., der vælger at bruge de sidste år inden efterløn og pension på at arbejde i Grønland. Nordgrønland er hverken tog til tiden, billige bajere, høje honorarer eller Matas og Magasin. Til gengæld kan hun eller han, der tager skridtet, se frem til en masse krævende og meningsfyldte arbejdsopgaver i en fremmed kultur. Sidegevinsten vil være nogle unikke naturoplevelser: nordlys, kælvende gletsjere, på vandring eller hundeslæde i ødemarken, sejlture blandt hvaler i midnatssolen, jagt og fiskeri m.m. Og da ingen træer vokser ind i himlen da slet ikke her, hvor der ingen træer er overhovedet naturligvis også mørketid, frost, tvivlrådighed, varemangel, forsinkelser, sprogforvirring og frustrationer Kaj Toftgaard Jensen, cand.psych. PPR Nord, Ilulissat, Grønland Skal skal ikke Det er selvfølgelig svært at sige noget endegyldigt om, hvem der egner sig til at arbejde i Grønland, og hvem der ikke egner sig. For det første skal man have lyst til at prøve noget PSYKOLOG NYT

8 Historien om et bosted Et nybygget bosted for 29 multihandicappede psykisk udviklingshæmmede beboere i København. Mange har epilepsi og er blinde, de fleste er sprogløse. Hvad kan en psykolog udrette der? Bosted Af Ellen Juul Mogensen & Bolette Thim Beboerne sidder der uden sprog i deres kørestole og kan ikke selv rette sig op. Deres øjne flakker let. En af dem griner uden grund. En anden kan bevæge sig selv rundt i kørestolen ved at sparke hårdt i gulvet. I baggrunden høres skrig fra en af de andre etager. Det synes umuligt at nå dem. Hvad skal vi stille op med dem? Der synes ikke at være andet at gøre end fysisk pleje og omsorg. Alligevel tror personalet ofte, at beboerne kan forstå det meste af det, der bliver sagt, og kan protestere imod det personalet gør, ja endog se direkte ind i personalets sjæl. Personalet står med den gode vilje, men mangler ofte redskaber til at forstå, hvad der foregår inde i beboerne, og er derfor usikre på, hvordan de skal behandle dem. Det kan føre til afmagtsfølelse og frustration hos dem selv og til, at de presser beboeren igennem et i øvrigt velmenende og sygeplejefagligt forsvarligt plejeforløb i et for beboeren forceret tempo. Derudover kan der være fare for, at personalet tillægger beboerne normer, som de slet ikke kan have. For nogle af beboerne er det tydeligvis også frustrerende, at personalet ikke kan læse dem, hvorfor flere af dem reagerer med selvskadende adfærd. I en sådan situation har psykologen en særlig opgave nemlig at udrede denne gruppe af multihandicappede beboere så grundigt som muligt. Desværre afslår mange psykologer at påtage sig denne opgave, for det synes umiddelbart ikke muligt at undersøge disse beboere. I stedet giver man måske supervision uden at have set beboerne eller beskriver beboerne næsten udelukkende ud fra de journalpapirer, der i heldigste fald ligger på dem. Neuropsykologisk undersøgelse Men lad os spole filmen tilbage og begynde med begyndelsen. Baggrunden for neuropsykologens arbejde på dette bosted i Københavns Kommune var, at stedet havde haft mange røde tal på bundlinjen. Derfor greb Socialforvaltningen ind. Der blev udarbejdet en strategiplan, der ud over at tage sigte på at genoprette økonomien pegede på vigtigheden af at højne fagligheden. Dette skete blandt andet gennem kurser i hjernens anatomi, fysiologi og funktionalitet samt de vigtigste neurologiske sygdomme. Derudover fik personalet undervisning i selvbestemmelsesretten og løbende supervision. Dette skal ses i lyset af, at der på dette tidspunkt 8 PSYKOLOG NYT

9 ILLUSTRATION: LISBETH E. CHRISTENSEN ifølge Socialforvaltningen var 75 % ufaglærte medarbejdere på bostedet. Den neuropsykologiske undersøgelse kom til at omfatte 26 af 29 beboere. To beboere blev syge i løbet af undersøgelsesperioden og kunne derfor ikke udredes. En døde. Undersøgelsen omfattede et indledende interview med kontaktpersonen om beboerens aktuelle status fysisk, praktisk, kognitivt, socialt og emotionelt. Desuden var der ofte samtale med en nær pårørende om beboerens aktuelle status og ikke mindst livshistorie. Der blev i det hele taget brugt en del krudt på at samle beboerens livs- og sygehistorie sammen. Historien blev samtidig en blanding af en gyser og en kilde til glæde over, at vi trods alt er kommet længere end på centralinstitutionernes tid og i dag behandler psykisk udviklingshæmmede bedre, end vi har gjort tidligere. Efter dette blev beboeren undersøgt af neuropsykologen ved hjælp af ikke-standardiserede test udviklet af neuropsykologen selv til formålet eller hele eller dele af PEP-R (Psychoeducational Profile Revised). Undersøgelsen blev således stort set rent kvalitativ og i høj grad baseret på observation. Efter endt undersøgelse blev der udarbejdet en undersøgelsesrapport, der var forsøgt skrevet i et let tilgængeligt sprog. I forlængelse af dette arbejde fik medarbejderne som nævnt tilbudt undervisning i hjernens anatomi og fysiologi og de vigtigste diagnoser i forhold til personer med en medfødt eller tidligt erhvervet hjerneskade. Det betød, at man i højere grad havde en fælles referenceramme. Den færdige rapport blev forelagt personalet til fælles drøftelse. En case: Annelise Som eksempel på dette arbejde vil vi her præsentere en case: Annelise er en svært udviklingshæmmet kvinde på 54 år, der sidder i manuel kørestol, uden sprog, men med høje lyde. Hun har en lang historie med institutionsophold bag sig. Annelise havde gennem længere tid været et problem for den afdeling, hvor hun boede blandt andet på grund af hendes selvdestruktive adfærd. Annelise var umulig at undersøge med test, da hun hele tiden flyttede sig fra et sted til et andet. PSYKOLOG NYT

10 Det blev derfor nødvendigt at undersøge hende i hendes naturlige omgivelser. Det fremgik hurtigt, at hendes adfærd havde et klart kommunikativt sigte, og derfor udarbejdede psykologen i samarbejde med afdelingen et skema, med det formål at registrere ikke hendes urolige, men hendes rolige adfærd. Der blev i en 14-dages periode registreret adfærd på afdelingen og i hendes dagtilbud. Registreringen var med til at hjælpe personalet de to steder til at se hende på en anden måde. Det blev tydeligt for de fleste, at hun netop bruger sin adfærd kommunikativt, og at hun faktisk er mere rolig, end de havde forestillet sig. Det blev samtidig en introduktion til en ny arbejdsmetode for personalet, der tager udgangspunkt i at tage kontakt til Annelise, når hun er rolig, og tilbyde hende samvær og omsorg med henblik på at forlænge den rolige periode. I dag kan personalet se, at Annelise er blevet noget bedre. Hvor hun tidligere havde et sår på hånden, som hun vedligeholdt med bid flere gange dagligt, er det nu sjældent, at hun bider hul. I dag er der i højere grad tale om en markering. Annelise er desuden roligere, og hun får meget mere positiv kontakt og tilbud om samvær fra personalet. Samværet er nu skemalagt, idet den neuropsykologiske undersøgelse netop havde understreget behovet for struktur. Annelise har nu en fast plads i spisesituationerne, og man spiser med hende først, hvad der har gjort disse situationer meget mere rolige. Det har også positiv betydning for de otte andre beboere, at der er mere ro i deres fælles alrum. Hun er blevet lidt mere tolerant over for de andre beboere, men har fortsat svært ved at klare større forandringer. Den nye viden og de nye handlemuligheder bliver i løbet af 2008 implementeret i de enkelte beboeres handleplaner, som er udgangspunkt for den individuelle støtte og aktiviteter, der planlægges for beboerne. Handleplanerne udarbejdes tværfagligt i samarbejde med eksterne aktører, hvor alle har haft mulighed for at læse den neuropsykologiske rapport og deltage i den efterfølgende supervision. Behov for et fagligt input For personalet har arbejdet fået en helt ny vinkel og gengivet troen på arbejdets værdi og mulighederne for at udvikle sig fagligt. I Annelises tilfælde havde man været ved at opgive at situationen omkring Annelise nogen sinde ville blive bedre, og at hun kunne forandre sig i en konstruktiv retning. Men forandringen bidrog til at give personalet lyst til at komme på arbejde. Det var spændende at se, at udvikling var mulig, og samtidig udviklede de sig selv. For psykologen var det en interessant og til tider meget udfordrende opgave, der betød megen nytænkning, og som i begyndelsen krævede et vist mod. De gængse test kunne ikke anvendes, og nye metoder måtte udvikles. Desuden blev det hurtigt klart, at en IQ-vurdering ikke gav personalet en større forståelse af beboerne, men at man i stedet måtte gå over til at se på, hvor langt den enkelte beboer var kommet i sin mentale udvikling og det på trods af, at dette var i modstrid med den gængse tradition inden for neuropsykologi. Samtidig var det klart, at betydningen og implikationerne af udredningen af den enkelte beboers kognitive funktionsniveau også afhang af samarbejdet med den enkelte afdelingsleder: Jo mere neuropsykolog og afdelingsleder var på bølgelængde, des bedre gik det. Når man nu efter endt projektperiode tænker på alle de andre bosteder, kan vi ikke lade være med at tænke på, at der sikkert mange steder er behov for et fagligt input i forhold til beboerne. Nogle af de mange sager med bosteder for psykisk udviklingshæmmede hænger formentligt sammen med, at stederne mangler værktøjer og viden om gruppens funktionsniveau, der gør det muligt at tilrettelægge og målrette arbejdet med den enkelte beboer. Hvis man ikke forstår den enkelte beboers forudsætninger, bliver det muligt at fejlfortolke deres adfærd og reagere uhensigtsmæssigt. Handicapområdet må tilbyde samfundets svageste borgere et medborgerskab og et værdigt og indholdsrigt liv. En af forudsætningerne herfor er, at beboerne udredes, og at den viden implementeres i det daglige arbejde. Hvis dette arbejde skal bevare sin værdi, må det følges op af ny undersøgelser, der kan dokumentere den enkelte beboers fremgang, og at man hele tiden evaluerer det pædagogiske arbejde i den forbindelse. Ellen Juul Mogensen, cand.psych., specialist i klinisk psykolog og neuropsykologi Bolette Thim, pædagog, afdelingsleder 10 PSYKOLOG NYT

11 Jeg bestemmer ikke selv over min pension! Det har været en kongstanke i MP Pension, at alle medlemmer betalte til de samme dækninger, og at alle havde adgang til de samme dækninger. Det kunne lade sig gøre, fordi MP s medlemmer er en relativt homogen gruppe, når det handler om livsstil, livsforløb og livslængde. Sådan er det stadig. Men i dag efterspørger MP s medlemmer større indflydelse på deres dækninger. Ikke mange vil betale til en ægtefællepension uden at være gift eller til en børnepension uden at have bragt småfolk til verden. Det er der ikke noget at sige til! MP s medlemmer vil selv afgøre, hvordan deres penge skal fordeles på vigtige områder som alderspension, børnepension og forsikring mod tab af erhvervsevne. Det er dit valg for det gælder din pension. Læs mere om Ny Pensionsordning på Og husk, at du skal vælge senest 1. oktober. MP Pension Lyngbyvej 20 DK-2100 København Ø telefon PSYKOLOG NYT

12 MODELFOTO: BAM/SCANPIX Fænomen Af Katrine Keller Sørensen Selvskadende handlinger og selvskadende adfærd er et aktuelt tema i ungdomsdebatten. Problemets omfang blandt unge har vakt opsigt og er blevet undersøgt både internationalt og herhjemme (fx Zøllner, 2002a;b). I forlængelse heraf melder sig en række spørgsmål, når man som psykolog og behandler støder på en ung, som skader sig. Hvordan skal handlingen forstås? Hvor alvorligt er det? Hvad stiller man op? I afvikledes i Behandlingsafdelingen på Ungdomscentret i Århus Kommune et projekt rettet mod en opkvalificering af indsatsen til unge med selvskadende handlinger [1]. Projektets fokus var blandt andet at integrere viden fra undersøgelser og forskning med behandlingsarbejdet. Målet var at kvalificere behandlingen og udvikle redskaber til udredning og behandling af selvskade ved unge i alderen år. Hvad er selvskadende handlinger? Betegnelsen selvskadende handlinger eller selvskadende adfærd dækker over en bred kategori af handlinger. Handlingerne har det fællestræk, at de afstedkommer en fysisk skade på personen selv af et givet omfang. Groft kan man inddele handlingerne i direkte eller indirekte skadende handlinger (Pattison & Kahan, 1983). Direkte selvskadende handlinger er handlinger, hvor skaden er en direkte, umiddelbar konsekvens af handlingen. Handlingen er korterevarende i tid, og personen vil være mere eller mindre bevidst om, at den fysiske skade sker. Der kan fx være tale om forgiftninger eller selvskade i form af at skære eller brænde sig. Selvskade, som har en indirekte karakter, er handlinger, hvor skaden bliver en indirekte, sekundær konsekvens, som opstår, når adfærden fastholdes igennem længere tid. Dette gælder eksempelvis de fysiske 12 PSYKOLOG NYT

13 Når smerten vender indad Antallet af selvskadende unge har de seneste år været stigende. Hvordan skal man som psykolog og behandler forstå den selvskadende handling, hvor alvorligt er det, og hvad stiller man op? skadevirkninger ved spiseforstyrrelser eller alkoholmisbrug. Handlinger af direkte og indirekte karakter kan optræde på samme tid, eller de selvskadende handlinger kan løbende skifte form. På Ungdomscentret var de direkte former for selvskade fokus for projektet. Kan inddeles i typer Man kan udlede særlige adfærdsmæssige mønstre eller forskellige symptombilleder ved selvskadende handlinger. En af foregangsmændene er den amerikanske forsker Armando Favazza (Favazza & Simeon, 1995; Favazza, 1996; 1999), hvis opstilling af forskellige kategorier af selvskade løbende vinder indpas. Overordnet inddeles handlingerne i tre hovedkategorier: svær, stereotyp og moderat-overfladisk selvskade. Moderat-overfladisk selvskade er ifølge Favazza den mest almindelige form og tæller den form for selvskade, der ofte ses ved de unge herunder at skære eller snitte sig, brænde sig, banke hovedet ind i væggen mv. Der vil ofte være tale om brug af redskaber til at skade sig med. Den selvskadende handling sker gerne med henblik på at opnå hurtig lettelse fra særlige tanker og følelser eller for at opnå selvkontrol. Selvskaden har med andre ord en funktion for den, der skader sig. Forskningen peger generelt på, at selvskade skal forstås ud fra et funktionelt perspektiv (fx Suyemoto, 1998; Nock & Prinstein, 2004). I en oversigtsartikel konkluderer Suyemoto (1998), at handlingerne kan have forskellige funktioner for forskellige personer i forskellige situationer. De funktioner, som man i undersøgelser har fundet at selvskadende handlinger tjener, kan med Nock & Prinstein (2004) inddeles i fire overordnede grupper: PSYKOLOG NYT

14 Automatisk-negativ reinforcering: Brug af selvskade til at opnå en lettelse fra eller stoppe spænding (tension) og andre ubehagelige følelsestilstande. Eksempelvis at få tristhed, vrede og angst til at høre op eller at afslutte en dissociativ tilstand. Denne funktion er den mest udbredte (Klonsky, 2006). Automatisk-positiv reinforcering: Brug af selvskade til at frembringe eller skabe, frem for at fjerne eller stoppe, en tilstand. Eksempelvis at føle smerte for at føle noget eller at føle sig straffet. Social-negativ reinforcering: Brug af selvskade for at undgå krav eller straf fra andre. Social-positiv reinforcering: Brug af selvskade til at opnå noget og få opmærksomhed fra andre. Bemærk, at opmærksomhed her ikke nødvendigvis skal forstås i en negativ, manipulerende betydning, men også som en metode til at kommunikere til omverdenen, at noget er galt. Da de selvskadende handlinger kan have forskellige funktioner, også for den samme person, bliver det vigtigt at afdække, hvilken funktion handlingen har for denne person i denne specifikke situation. Favazzas kategori moderat-overfladisk selvskade underinddeles i tre typer: episodisk, repetitiv og kompulsiv selvskade. Denne underinddeling er interessant i praksis, da der herved gives hjælp til at bedømme omfang og alvor af den unges selvskade ud fra flere parametre og hermed opnås et tydeligere billede af den unges behandlingsbehov [2]. Repetitiv, episodisk og kompulsiv selvskade Repetitiv selvskade er en type selvskade, som i de seneste år har fået megen opmærksomhed, og som i daglig tale til tider benævnes cutting. Der kan og vil dog også være tale om selvskade ved andre metoder end at skære sig, eller multiple metoder. Repetitiv selvskade er kendetegnet ved, at den unge: Er meget optaget af at skade sig selv (tankerne kredser om det). Tilbagevendende ikke er i stand til at modstå en impuls, en drift eller tilskyndelse til at gennemføre en skadelig handling. Føler spænding eller ophidselse forud for handlingen. Oplever lyst, tilfredsstillelse eller lettelse i forbindelse med handlingen. At handlingen ikke er et udslag af bevidst suicidal inten tion og ikke sker som følge af tvangsforestillinger, hallucinationer, transseksuelt fikserede idéer eller alvorlig mental retardering. Herhjemme har især ledende psykolog på Rigshospitalets psykiatriske klinik Bo Møhl beskæftiget sig med denne lidelse eller tilstand (Møhl, 2005). Selvskaden får karakter af en egentlig afhængighedstilstand, hvor adfærden ser ud til at have fået et eget liv. Selvskaden kan blive en integreret del af selvbilledet, dvs. den unge har helt eller delvist udviklet en selvidentitet som eksempelvis cutter eller burner (Favazza, 1996), hvilket har en væsentlig betydning for motivationen for behandling. Betegnelsen repetitiv selvskade vil gøre sig gældende for en gruppe af de unge, der gør skade på sig selv men ikke alle. Fordi en ung har skåret i sig selv, kan man ikke slutte, at der nødvendigvis er tale om en adfærd af ovenfor beskrevne art og omfang. Her bliver undergruppen episodisk selvskade interessant. Episodisk Selvskade ligner som udgangspunkt repetitiv selvskade, men handlingerne har ikke samme omfang og er mindre tvangsprægede. Episodisk selvskade er kendetegnet ved: At ske engang imellem. At der ofte ikke tales om den. At personen ikke identificerer sig med at være cutter eller burner. At selvskaden som ved repetitiv selvskade sker med henblik på at opnå hurtig lettelse fra belastende tanker, svære følelser eller for at opnå/generobre selvkontrol. At selvskaden kan være et symptom på eller relateret til angst, dissociative forstyrrelser, depression, personlighedsforstyrrelser mv. Favazza (1996) påpeger, at man ikke kan opstille et givet antal selvskadende episoder som skillelinje imellem episodisk og repetitiv selvskade. De to er imidlertid væsensfor- 14 PSYKOLOG NYT

15 skellige på flere områder. Ved repetitiv selvskade har personen mindre grad af kontrol over handlingerne, ved repetitiv selvskade er der tale om en tilstand af afhængighedslignende karakter, og ved repetitiv selvskade har personen identitet investeret i adfærden. Hermed menes, at man oplever sig selv som fx cutter eller burner, at adfærden er et integreret del af selvbilledet og kan bidrage til selvfølelsen. Det følger heraf, at en ung kan have skadet sig en del gange, uden at der er tale om repetitiv selvskade. I vores praksisvirkelighed har vi fundet, at der er god ræson i at skelne imellem repetitiv og episodisk selvskade ved de unge, vi får ind. Ud fra et pragmatisk perspektiv kan man sige, at typerne giver mening og vækker genklang i praksis både for behandlere og for de unge. Den 3. undergruppe i kategorien moderat-overfladisk selvskade er kompulsiv selvskade. Den kompulsive form er i endnu højere grad end repetitiv selvskade præget af gentagelsestvang. Adfærden kan helt eller delvist være automatiseret og ritualiseret. Lidelsen trikotillomani (hårplukning) hører til denne gruppe. For de nævnte typer gælder det, at der ikke i praksis er tale om skarpt adskilte kasser. Snarere eksisterer der gråzoner imellem typerne, og man kan befinde sig i grænselandet. Det er i denne sammenhæng vigtigt at fremhæve grænsefladen til selvmordsadfærd. De ovennævnte typer kan alle optræde sammen med selvmordsadfærd, dvs. selvmordstanker, selvmordsfantasier, -planer, -forberedelser og -forsøg. En grundsætning for arbejdet med selvskadende handlinger er således altid løbende at foretage en vurdering af selvmordsrisikoen! Hvordan forstå selvskadende handlinger? Selvskadende handlinger har det karakteristikum, at selve handlingen kan være skræmmende og det visuelle element kan tiltrække sig opmærksomheden. Overordnet betragtet er selvskadende handlinger dog ikke problemet, men løsningen på et problem, og det er vigtigt at få afdækket, hvori de bagvedliggende problemer består. Ved repetitiv selvskade må man i tillæg sige, at adfærden faktisk i sig selv er blevet problemet eller et nyt problem, som også kræver fokuseret behandling. Selvskadende handlinger tjener en funktion, og funktionen er vigtig at kortlægge ud fra tanken om at erstatte den selvskadende handling med anden adfærd, der på mere hensigtsmæssig vis kan hjælpe i situationen. Som udgangspunkt vil et behandlingsmål altid være ophør af de selvskadende handlinger. I forlængelse heraf bliver det væsentligt at hjælpe personen til at finde alternative handlemåder, der kan tjene en tilsvarende funktion i situationen. Det er netop hensigten at forsyne personen med alternative handlemåder inden man går ind i bagvedliggende tanker og følelser; Ellers risikerer man at rippe op i det, der er svært eller belastende, uden at personen har nogle forudsætninger for håndtering heraf på anden vis end den kendte - selvskaden. Processen kan illustreres ved hjælp af Den Selvforstærkende Cirkel for Selvskadende handlinger (Figur 1). Figur 1 BEHANDLING Den Selvforstærkende Cirkel for Selvskadende Handlinger Lære alternative handlemåder Selvskadende handling Lettelse Kortvarig Har det dårligt Negative tanker Negative følelser Lære at håndtere og rumme vanskelige tanker og følelser Skyldfølelse Skamfølelse Isolere sig mv. PSYKOLOG NYT

16 FAKTA Mere om emnet På Ungdomscentret i Århus er systematisk arbejdet på en opkvalificering af arbejdet med selvskadende unge. Viden fra projektet samt Huskekort og Arbejdshæfte til udredning af selvskadende handlinger er tilgængelig på Århus Kommunes hjemmeside En teoretisk udvidet udgave af denne artikel er desuden at finde her. Modellen viser den negative cirkularitet, som unge, der skader sig, kan blive fanget i. Udgangspunktet er belastende eller svære tanker og følelser, som fører til den selvskadende handling, ofte fordi den unge ikke mestrer mere hensigtsmæssige måder at håndtere dem på. Der vil tit være tale om negative tanker og følelser, men også en positiv følelse som glæde kan føre til selvskade, hvis følelsen fx afstedkommer den negative automatiske tanke: Jeg fortjener ikke at være glad. Mange, der arbejder med selvskadende handlinger, vil vide, at selvskaden desværre fungerer og er en effektiv metode til at skabe en bedring eller en lettelse. Denne tilstand er imidlertid kortvarig og vil efter et varieret tidsrum skifte til skamfølelse, skyldfølelse, tilbagetrækning og isolation. Disse negative følgevirkninger gør den unge mere sårbar for at ende ved udgangspunktet. Vi benytter modellen psykoedukativt i arbejdet med de unge og møder stor genkendelse. Behandling ved selvskadende handlinger Forståelsesrammen for arbejdet i behandlingsafdelingen på Ungdomscentret er kognitiv adfærdsterapi. I arbejdet med selvskadende unge anbefales forløbet at indeholde seks overlappende faser, hvor motivationsarbejde er medtaget som indledende punkt (efter bl.a. Mørch & Fabricius, 2001): 1. Motivation og alliance, målsætning. 2. Situations- og problemanalyse. 3. Reduktion via udvikling af alternative strategier. 4. Omstrukturering af tænkningen i problemsituationer. 5. Omstrukturering af leveregler og skemata. 6. Glidende afslutning og tilbagefaldsforebyggelse Tilbagefaldsforebyggelsen er et vigtigt led i den afsluttende fase. Nøje analyse af risikosituationer og en plan for, hvordan de gribes an, er væsentlig for fastholdelse af nye strategier. Viden om, at tilbagefald kan og ofte vil ske, kan desuden være betydningsfuld for både behandler og den unge, så selvskade-episoder under og efter terapien ikke opleves som manglende fremgang i det hele taget. I arbejdet med selvskadende unge er det vigtigt at vise, at det her er et emne, jeg som terapeut ved noget om, og som det er ok at tale om. Det kan man gøre ved at tale åbent og direkte om selvskadende handlinger og ved at fortælle om, hvordan andre unge oplever det. Man bør bede om at se den unges sår og ar, da unge ikke altid selv giver en præcis beskrivelse af dem, men kan enten over- eller undervurdere skadens omfang. Her bør man forholde sig nøgternt og ikke-dømmende. Som voksen og som behandler er det 16 PSYKOLOG NYT

17 af betydning, at man anerkender og accepterer problemet og den smerte, der ligger bag, men ikke den selvskadende handling som en løsning. Det tilstræbes at lave en aftale med den unge om så vidt muligt ingen, alternativt reduceret selvskade til næste møde. Det kan anbefales, at man som første interventionspunkt i samarbejde med den unge identificerer og afprøver alternative handlemåder. Disse kan med fordel skrives ned på et huskekort [3]. Efterfølgende optages arbejdet med bagvedliggende tanker og følelser. Fokus for behandlingen vil afhængige af den problemliste og det målhierarki, der i fællesskab udarbejdes. Da selvskaden generelt tjener nogle af de samme funktioner, vil særlige fokusområder imidlertid gå igen. Det gælder bl.a. arbejde inden for følelseshåndtering, kommunikation og problemløsning. Selvskadende handlinger kan benyttes som metode til at tackle problemer som konflikter, mobning og en række andre situationer, som skaber ubehag, skam, skyldfølelse mv. Den unge har som regel svært ved at italesætte og bringe smerten uden for sig selv, hvor den kan opløses, deles og undersøges. Behandlingen vil i forlængelse heraf ofte fokusere på både den unges egen evne til at rumme og håndtere negative følelser og på at blive bedre til ikke at hemmeligholde det, der er svært. Inddragelse af forældrene er et centralt aspekt i behandlingen på Ungdomscentret. Der er ikke tale om egentlig familiebehandling, men forældrene inviteres løbende til samarbejdsmøder, hvor det drøftes, hvordan de bedst kan støtte op om den unges behandling. Endvidere får forældrene tilbudt psykoedukation i selvskadende adfærd. Det er vores erfaring, at ved episodisk selvskade kan de selvskadende handlinger bringes til ophør med relativt få samtaler, afhængig af de bagvedliggende problemers omfang. Repetitiv selvskade kræver længere og mere fokuseret behandling. Dette kan skyldes det belønningssystem, som er opstået, men også adfærdens integrerede rolle i personens identitet og selvbillede. Heraf følger, at adfærden kan have udviklet sig til en god ven eller min egen personlige og private beskæftigelse, men også at handlingerne faktisk kan øge selvfølelsen (fx Jeg kan udholde mere smerte end andre, eller Jeg skærer dybere end de andre ). Disse forhold kan føre til en ringe grad af motivation for at stoppe med selvskaden. Katrine Keller Sørensen, cand.psych., Ungdomscentret i Århus PSYKOLOG NYT

18 REFERENCER Conterio, K. & Lader, W. (1998) Bodily Harm. The breakthrough program for self-injurers, Hyperion, NY. Favazza, A. (1996) Bodies under Siege, the Johns Hopkins University Press, Baltimore. Favazza, A. (1999) Self-mutilation, I The Harvard Medical School Guide to Suicide assessment and Intervention, 1999, s , Jacobs, Douglas G.; SanFrancisco, CA, US: Jossey-Bass. Klonsky, E.D. (2006) The functions of deliberate self-injury: A review of the evidence, Clinical Psychology Review, vol. 27, s Levenkron, S. (1998) Cutting. Understanding and Overcoming Self-Mutilation, W.W. Norton and Company, NY/London. Linehan, M. (2004) Manual til dialektisk adfærdsterapi færdighedstræning, dansk udgave 2004, Dansk psykologisk Forlag. Linehan, M. (1993) Cognitive-Behavioral Treatment of Borderline Personality Disorder, The Guilford Press. Møhl, B. (2005) At skære smerten bort, Psyke & Logos, 26, s Mørch, M. & Fabricius, A. (2001) Kognitiv terapi af unge med impulsforstyrrelser, Tidsskrift for norsk lægeforening, vol. 38, s Nock, M. & Prinstein, M. (2004) A Functional Approach to the Assessment of Self-Mutilative Behavior, Journal of Consulting and Clinical Psychology, vol.72, No. 5, Simeon, D. & Favazza, A. (2001) Self-injurious behaviors. Phenomenology and assessment. I Self-injurious behaviors. Assessment and treatment, American Psychiatric Publishing Inc., Washington DC. Suyemoto, K.L. (1998) The functions of self-mutilation, Clinical Psychology Review, vol. 18, s Walsh, B.W. (2006) Treating Self-injury, A Practical Guide, The Guilford Press, NY. Zøllner, L. (2002a) Unges (Mis-)trivsel, Center for selvmordsforskning, Zøllner, L. (2002b) Hør dog efter hvad jeg ikke siger, Nul Fjorten, vol.3, s NOTER [1] Socialministeriet bevilgede i 2005 midler til projektet, der er udført i samarbejde med Center for Selvmordsforebyggelse, Risskov. [2] Det skal understreges, at det altid er alvorligt, når et barn eller en ung vælger at skade sig selv. Ikke desto mindre kan handlingerne variere i fysisk skadesomfang, hyppighed mv. [3] Endvidere kan i terapien opstillede alternativer, analyser og tegninger affotograferes med den unges mobiltelefon, så den unge har sin egen kopi med sig. 18 PSYKOLOG NYT

19 Nye bøger Martin Mourier. René Bach. Peter Mortensen. Jørgen L. Sørensen: Positiv psykologi. Lederen kan ikke motivere medarbejderne ved kun at måle og belønne ud fra præstationen. En ensidig præstationsorienteret tilgang til ledelse vækker ikke de ansattes følelse af for alvor at være noget værd. Lederskab handler i stigende grad om at aktivere følelser og oplevelser af at være af værdi en ledelsesform, der gør, at både lederen og medarbejderen mærker en ægte form for anerkendelse og for alvor begynder at vokse, udvikle sig, føle engagement og tage ansvar. Børsens Forlag, 2008, 247 sider, 460 kr. ib. Flemming Flyvholm: På kanten af livet. En personlig beretning om at leve med en alvorlig kræftsygdom. Fra den dag diagnosen bliver stillet, og frem til det glædelige øjeblik, hvor sygdommen ikke længere er en realitet. I en række eftertænksomme kapitler fortæller Flemming Flyvholm præcist og usentimentalt om, hvordan hans liv blev ændret i alle aspekter. Gyldendal, 2008, 123 sider, 199 kr. Annette Søgaard Nielsen: Alkoholbehandling i praksis. Gennemgår og formidler alle aspekter af den gode alkoholbehandling, sådan som den omfattende nationale og internationale forskning i evidensbaserede behandlingsmetoder på området har vist. Bogen indeholder en opdateret og praktisk omsættelig viden om, hvad den gode behandling indebærer. Fokus er den ambulante behandling inden for en kognitiv forståelsesramme. Hans Reitzels Forlag, 2008, 376 sider, 425 kr. ib. Peter Allingham: Mediepsykologi. Moderne medier og kommunikationsteknologier bringer individet i centrum på helt nye måder. Hvordan påvirkes vi af medierne? Hvordan bearbejder og organiserer medierne den menneskelige sansning og bevidsthed? Bogen gennemgår bl.a. psykoanalytiske, kognitionsteoretiske og sociologiske forklaringer på forholdet mellem modtager og medie. Frydenlund, 2008, 51 sider, 99 kr. Tal Ben-Shahar: Lykkeligere. Med udgangspunkt i den nye forskningsgren positiv psykologi hjælper forfatteren læseren med at forstå, hvad lykke er, og hvordan man kan lære at finde mere glæde i hverdagen. Der kræves både eftertanke og praktisk handling. Bogen bygger på videnskabelig forskning, men budskabet præsenteres på en personlig og lettilgængelig måde. Lykkeligere betegnes som læserens personlige arbejdsbog. Dansk psykologisk Forlag, 2008, 218 sider, 278 kr. Marianne Rasmussen (red.): Åbenhed gør stærk om skizofreni i familien. Mennesker med skizofreni og pårørende er ressourcepersoner, og oplysning, åbenhed og samarbejde er en vigtig del af behandlingen. Det er filosofien bag en 48 minutter lang dvd om to unge, Helle og Emil, og deres pårørende, der åbent fortæller om deres erfaringer med skizofreni, og om hvordan de har lært at leve med sygdommen. Psykinfo, dvd + booklet, 100 kr. + porto/ekspedition (psykinfo.dk) BØGER præsenterer løbende de nye bogudgivelser primært inden for det psykologiske område. Det redaktionelle princip er at søge inspiration til omtalen fx i forlagenes pressemeddelelser. En omtale er en omtale ikke redaktionens anbefaling af bogen. Prisangivelserne er vejledende. PSYKOLOG NYT

20 Ældreområdet som en discountbutik ILLUSTRATION: HENNING CHRISTENSEN Gerontopsykologi stod højt på dagsordenen ved amerikanske psykologers årsmøde 2008 Aldring Af Palle Vestberg I løbet af 40 år frem mod 2048 vil antallet af mennesker over 65 år fordobles, og antallet af ældre over 85 år vil tredobles. Med den deraf følgende forskydning i befolkningens sammensætning i USA og Europa, vil det ikke kun medføre et øget behov for personale til omsorg og pleje, også andre grupper af professionelle vil blive en mangelvare. I den amerikanske psykologorganisation APA arbejder man målbevidst på at ruste studerende og unge psykologer til at tage vare på opgaver i forhold til den stadig mere omfattende gruppe af ældre. Dr. Gwendolyn Puryear Keita, der er ansat i APA som afdelingsdirektør for samfundsforhold, beretter i juninummeret af Monitor on Psychology herom: 20 PSYKOLOG NYT