En konflikt konstrueres

Transkript

1 En konflikt konstrueres En sikkerhedsliggørelsesanalyse af hvordan konflikten i Libyen blev konstrueret i FN s Sikkerhedsråd, og hvordan den efterfølgende NATO-operation i Libyen kunne legitimeres. Ane Villumsen Vejleder: Ulrik Pram Gad Institut for Statskundskab, København, august 2012 Ord:

2 Indholdsfortegnelse Abstract s Indledning og problemstilling s Afgrænsning s Specialets videnskabsteoretiske udgangspunkt s Specialets fremgangsmåde s Sikkerhedsliggørelse s De faciliterende omstændigheder s Specialets bidrag s Specialets opbygning s Analysestrategi s Operationalisering af sikkerhedsliggørelse s Sikkerhedsliggørelsesbegrebet i københavnerskolen s FN-sikkerhedsrådet som forum for sikkerhedsliggørelser s Operationalisering s Operationalisering af de faciliterende omstændigheder s Københavnerskolens faciliterende omstændigheder s Operationalisering s Faciliterende omstændighed: Sikkerhedsrådets diskursive autoritet s Faciliterende omstændighed: Sikkerhedsrådets makrosikkerhedsdiskurs om beskyttelse af civile s Faciliterende omstændighed: Sikkerhedsrådets konstruktion af Ghadafis regime som en radikal Anden s Samlede operationalisering s Læsestrategi og tekstudvælgelse s Læsestrategi for analysen s Tekstudvælgelse s Tekster fra Sikkerhedsrådet s Tekster fra NATO s Analysens gyldighed s Samlede forskningsdesign s. 28 ii

3 4. Faciliterende omstændighed: Sikkerhedsrådets autoritet s FN s charters konstruktion af Sikkerhedsrådets autoritet s Sikkerhedsrådets autoritet i forhold til at autorisere militæroperationer s Under den kolde krig s Efter den kolde krig s Delkonklusion s Faciliterende omstændighed: Sikkerhedsrådets makrosikkerhedsdiskurs om beskyttelse af civile s Et nyt begreb om sikkerhed s Beskyttelse af civile på dagsordenen i Sikkerhedsrådet s Makrosikkerhedsdiskursen om beskyttelse af civile s Responsibility to Protect s Delkonklusion s Sikkerhedsrådets sikkerhedsdiskurs om Libyen-konflikten s Sikkerhedsrådsmødet den 26. februar 2011 s Resolution 1970 s Medlemmernes udtalelser s Opsamling s Sikkerhedsrådsmødet den 17. marts 2011 s Resolution 1973 s Medlemmernes udtalelser s Delkonklusion s Faciliterende omstændighed: Ghadafis regime som en radikal Anden s Konstruktion af rumlige identiteter s Konstruktion af tidsmæssige identiteter s Konstruktion af etiske identiteter s Delkonklusion s NATO s legitimering af operation Unified Protector s Operation Unified Protector s Konstruktion af en legitim operation s Rekonstruktionen af referentobjekt s Regimets kapacitet som eksistentiel trussel s. 66 iii

4 8.5 Legitimering af ekstraordinære midler s Legitimiteten under pres s Delkonklusion s Konklusion s Besvarelse af problemformulering s Refleksioner over specialets analysestrategi s Anvendelsesmuligheder for analysestrategien s Perspektiverende overvejelser s. 79 Litteraturliste s. 81 Bilag 1. Oversigt over FN-resolutioner fra hvori Sikkerhedsrådet autoriserer en militæroperation s. 92 Bilag 2. Oversigt over udvalgte primærtekster fra Sikkerhedsrådet den 21. januar september 1999 til brug for analysen af makrosikkerhedsdiskursen om beskyttelse af civile s. 93 Bilag 3. Oversigt over udvalgte tekster til analysen af NATO s legitimering af operation Unified Protector s. 94 Bilag 4. Tabel med Sikkerhedsrådsmedlemmernes konstruktion af referentobjekt til mødet den 17. marts 2011 s. 95 iv

5 Abstract On March , the United Nations Security Council adopted resolution 1973 regarding the conflict in Libya. The resolution was deemed historical, due to the unique decision to authorize a military intervention to protect civilians. This mandate was afterwards used by NATO to legitimize an operation in Libya, an operation which was criticized for having regime change and not protection of civilians as its goal. Based on these reflections, this thesis seeks to explore the following research question: how was the conflict in Libya constructed in the UN Security Council and how did NATO use this construction to legitimize operation Unified Protector. In order to answer the research question, I apply the theory of securitization as formulated by the Copenhagen School, according to which security is socially constructed and not an objective state. With this theory, I develop an applicable poststructuralist strategy for analysis, which focuses on how to uncover the construction of security discourses in the official discourse of the UN Security Council and NATO. A security discourse is in this thesis defined as a discourse in which the need for extraordinary measures is legitimized by the construction of an existential threat towards a valued referent object. Furthermore my strategy for analysis develops the vaguely formulated facilitating conditions, in order to uncover the discursive structures and identity formations relevant for understanding the security discourse s success. Through a discourse analysis of the most important primary texts regarding the Security Council s reaction to the conflict in Libya, I uncover the construction of a security discourse in which Libyan civilians are constructed as existentially threatened by attacks from the Libyan regime. Though not all council members agreed that authorizing a military intervention was necessary, this rather extraordinary solution was accepted since none of the members of the council tried to block resolution This security discourse was facilitated by the simultaneous construction of the Ghadafi regimes identity as a radical Other to the Libyan rebels. Furthermore it was facilitated by the historical construction of the Security Council s authority to authorize military operations within Chapter VII, and by the Security Council having ten years earlier securitized the protection of civilians, thus legitimizing the use of the councils Chapter VII mandate in internal conflicts. Furthermore I discover how NATO, in its official discourse regarding the operation in Libya, is able to construct its operation as being completely within the bounds of the mandate from the Security Council. NATO reconstructs the security discourse on the Libyan conflict, so that civilians in Libya are constructed as being existentially threatened by the capacity of the Ghadafi regime to attack. In this way NATO is able to legitimize preventive attacks on the regime as well as assistance to the anti-qhadafi side of a civil war. 1

6 1. Indledning og problemstilling Dette speciale analyserer den måde, FN s Sikkerhedsråd konstruerede konflikten i Libyen i foråret 2011, og hvordan NATO på den baggrund kunne legitimere sin efterfølgende operation i landet. Hvordan kom en konflikt som den i Libyen til at blive konstrueret som en international trussel i FN s Sikkerhedsråd? Konflikten fandt sted indenfor Libyens grænser, og lignede mange andre konflikter, der samtidig udspillede sig i de øvrige arabiske lande, som ikke blev konstrueret som internationale trusler i samme grad. Konflikten havde været på FN s Sikkerhedsråds dagsorden i under en måned, da medlemmerne den 17. marts 2011 vedtog den kontroversielle og historiske resolution 1973 (FN 2011 #8). Med denne resolution blev der, med henvisning til Sikkerhedsrådets Kapitel VII beføjelser, givet mandat til medlemslande og regionale organisationer om at bryde den libyske suverænitet og bruge væbnet magt for at beskytte civile. Det blev understreget i resolutionen og af samtlige sikkerhedsrådsmedlemmer, at denne resolution udelukkende var humanitær. NATO påtog sig, kort efter resolutionen blev vedtaget, at gennemføre Sikkerhedsrådets beslutninger med operation Unified Protector. NATO blev dog i stigende grad kritiseret for, at operationen havde regimeskifte og ikke beskyttelse af civile til formål (FN 2011 #6: 4). Min undren er derfor todelt. For det første hvordan konflikten blev konstrueret som en international trussel, således at Sikkerhedsrådet kunne anvende dets Kapitel VII beføjelser og for det andet, hvordan NATO kunne bruge denne konstruktion til at legitimere operation Unified Protector, som blev kritiseret for at ligne deltagelse i en borgerkrig med regimeskifte i sigte. For at analysere disse to undren vil jeg i specialet søge at besvare følgende problemstilling: Hvordan blev konflikten i Libyen konstrueret i FN s Sikkerhedsråd og hvordan brugte NATO denne konstruktion til at legitimere operation Unified Protector For at belyse hvordan konflikten blev sprogligt konstrueret i FN s Sikkerhedsråd samt hvordan NATO sprogligt søgte at legitimere dets operation på den baggrund, anvender jeg i dette speciale en poststrukturalistisk diskursanalytisk tilgang, der tager udgangspunkt i københavnerskolens sikkerhedsliggørelsesteori. Denne præsenteres længere nede. Ifølge denne tilgang er sikkerhed socialt konstrueret snarere end en objektiv tilstand. Specialet har et kritisk sigte, men ikke i forhold til hvorvidt der eksisterede en objektiv trussel i Libyen eller ej. Det kritiske element sigter på at stille spørgsmålstegn ved, hvordan der i FN s Sikkerhedsråd blev gennemført en bestemt konstruktion af konflikten, og hvordan netop denne konstruktion fik indflydelse på, hvordan konflikten efterfølgende blev konstrueret (Campbell 2010: 213). 2

7 Det empiriske fokus i specialet er tredelt. For det første de historiske diskurser i FN s Sikkerhedsråd som spillede ind på hvordan konflikten i Libyen blev konstrueret. Dernæst selve diskursen om Libyen-konflikten i FN s Sikkerhedsråd i februar og marts 2011 og til sidst den efterfølgende diskurs i NATO om Libyenkonflikten i forbindelse med operation Unified Protector. 1.1 Afgrænsning Libyen-konflikten blev af FN s Sikkerhedsråd gjort til en international problemstilling, som blev drøftet og taget stilling til i en lang række stater og regionale organisationer. Det er således ikke kun i FN s Sikkerhedsråd, at konflikten i Libyen kan siges at være blevet konstrueret. For det første blev der taget stilling til Libyen-konflikten i flere andre internationale og regionale organisationer, herunder EU og den Arabiske Liga. Hertil kommer flere stater som også internt tog stilling til konflikten. Dette gælder blandt andre de femten medlemsstater af FN s Sikkerhedsråd. Hertil kommer også de stater som deltog i NATO s operation i Libyen, herunder Danmark. Det kan forventes, at alle disse stater legitimerede deres egen deltagelse i operationen overfor et nationalt publikum, ud fra en bestemt konstruktion af konflikten. I dette speciale fokuserer jeg dog udelukkende på konstruktionen i FN s Sikkerhedsråd samt den efterfølgende konstruktion i NATO. Dette skyldes min oprindelige undren over, hvordan en konflikt som den i Libyen blev konstrueret som en international trussel i FN s Sikkerhedsråd, og hvad dette betyder for, hvordan NATO legitimerer sin operation. NATO tog endvidere meget eksplicit udgangspunkt i netop mandatet fra Sikkerhedsrådet, hvorfor der er en meget klar sammenkædning af fremstillingen i Sikkerhedsrådet og NATO s operation. Derudover skyldes mit fokus også en interesse i FN s Sikkerhedsråd, som et unikt forum i kraft af dets vidtrækkende Kapitel VII beføjelser, hvormed rådet kan legitimere suverænitetsbrud og magtanvendelse ved at italesætte noget som en international trussel. 1.2 Specialets videnskabsteoretiske udgangspunkt Specialets videnskabsteoretiske tilgang er poststrukturalistisk. Udgangspunktet for formuleringen af et forskningsdesign indenfor denne tilgang er det grundlæggende syn, at man ikke har adgang til en objektiv verden kun fortolkninger af den. Det er kun igennem bestemte fortolkninger og repræsentationer, at verden kan forstås. Dette betyder ikke, at eksistensen af materielle faktorer ikke anerkendes. Materielle faktorer har en virkelig eksistens, de kan bare ikke forstås udenfor de sproglige diskurser, som giver dem mening. Sprog 3

8 er derfor det tætteste, man kan komme på mening, og det er derfor sproget, der er genstandsfelt for poststrukturalistiske analyser (Hansen 2006: 17; Larsen 1997: 11). Man kan altså ikke adskille den måde, vi forstår sociale fænomener og de sociale fænomeners virkelige forhold, da det er igennem vores forståelse af de sociale fænomener, at de tildeles mening. Det vil sige, at epistemologi og ontologi ikke kan adskilles (Furlong og Marsh 2010: ). Min videnskabsteoretiske tilgang adskiller sig således på mange måder fra samfundsvidenskabelige analyser, der netop tager udgangspunkt i den ontologiske og epistemologiske position (Furlong og Marsh 2010: 184). Eksempelvis er udgangspunktet i positivistiske analyser, at det er muligt at tilnærme sig viden om en objektiv verden, som er uafhængig af vores viden eller kendskab til den (Howarth 2000: ). Man kan sige, at der i min tilgang nærmest er sket en videnskabsteoretisk forskydning fra ontologi til epistemologi, idet erkendelsesfokusset ikke er på det derude, men i stedet på hvordan det derude forstås (Andersen 1999: 13). Epistemologisk orienteret videnskabsteori spørger til, hvordan en bestemt meningsfuldhed er blevet til (Andersen 1999: 13-14). Det er ikke selve konflikten i Libyen, men hvordan konflikten er blevet konstrueret, som er genstandsfeltet for opgavens analyse. Idet ontologi og epistemologi i poststrukturalismen anses som uadskillelige, betragtes kausalitet typisk som værende uforenelig med poststrukturalistisk forskning (Hansen 2006: 1-5, 9-11). Guzzini (2011) argumenterer dog for, at det er muligt at forene en mindre rigid kausalitetsforståelse med poststrukturalistisk sikkerhedsliggørelsesteori (Guzzini 2011: ). I dette speciale er mit udgangspunkt, at jeg ikke mener, at man kan forudse effekten af en diskurs, men at en sikkerhedsdiskurs skaber et muligt rum for at kunne legitimere midler, som ikke ellers kunne fremstilles som legitime. I overensstemmelse med denne forståelse ser jeg i denne opgave på, hvordan konstruktionen af en sikkerhedsdiskurs i FN s Sikkerhedsråd blev brugt til at legitimere NATO s operation i Libyen. 1.3 Specialets fremgangsmåde Det teoretiske udgangspunkt for min analysestrategi er københavnerskolens teori om sikkerhedsliggørelse som formuleret af Barry Buzan og Ole Wæver. 1 Sikkerhedsliggørelsesteorien skal forstås som et teoretisk framework, det vil sige en minimalistisk teori som skal nærmere operationaliseres for at kunne anvendes på 1 Den indflydelsesrige bog fra 1998 Security: A New Framework for Analysis er skrevet af både Ole Wæver, Barry Buzan og Jaap de Wilde. Når der henvises til københavnerskolen i dette speciale, henvises der dog primært til Ole Wæver og Barry Buzan (Hansen 2011: 356; Buzan og Hansen 2009: 212). Det er endvidere også disse to forfattere som har skrevet den senere artikel Macrosecuritization and Security Constellations i 2009 som også anvendes i dette speciale. 4

9 en bestemt case (Wæver 2011: 471; Stritzel 2007: 359). 2 Siden slutningen af 1990 erne er teorien således blevet kritiseret og anvendt ud fra mange forskellige holdninger til, i hvilken teoretisk retning teorien bør operationaliseres eller udvikles. 3 For at kunne formulere en poststrukturalistisk analysestrategi til at analysere konstruktionen af Libyenkonflikten, vil jeg især bruge Lene Hansens anbefalinger til poststrukturalistisk IP-forskning til at operationalisere sikkerhedsliggørelsesteorien. 4 At jeg netop anvender Lene Hansens anbefalinger til poststrukturalistisk IP-forskning, skyldes at jeg anser Lene Hansens konkrete anbefalinger til, hvordan man sammensætter et poststrukturalistisk forskningsdesign som utrolige brugbare og anvendelsesorienteret i forhold til at analysere en konkret case. Derudover anser jeg Lene Hansens fokus på diskursive strukturer og identitetskonstruktioner i analysen af politiske diskurser som utrolig relevant i forhold til at udvikle en analysestrategi, der kan belyse min problemformulering om, hvordan Libyen-konflikten blev konstrueret. I min analysestrategi vil jeg især tage udgangspunkt i to elementer af københavnerskolens teori, sikkerhedsliggørelse og de faciliterende omstændigheder for sikkerhedsliggørelse. Det er svært entydigt at placere københavnerskolens sikkerhedsliggørelsesteori indenfor en teoretisk tradition, da den trækker på mange indflydelsesrige teoretikere herunder John L. Austin, Jacques Derrida, Carl Schmitt, Hannah Arendt, Kenneth Waltz og Michel Foucault (Hansen 2011: ). 5 Sikkerhedsliggørelse, som af københavnerskolen forstås som en sproglig konstruktion, bliver ofte karakteriseret som et poststrukturalistisk element i københavnerskolens teori (Stritzel 2007: 259; Hansen 2011: 359). De faciliterende omstændigheder for sikkerhedsliggørelse bliver derimod karakteriseret som et element af københavnerskolens teori, som netop ikke stemmer overens med poststrukturalismen (Stritzel 2007: 260; Hansen 2011: 359). Dette skyldes, at to af de tre faciliterende omstændigheder forstås som objektive omstændigheder, der ligger udenfor diskursen. For at komme udenom, hvad de beskriver som en 2 Grundet teoriens minimalistiske karakter anbefaler Wæver, at en analyse tager udgangspunkt i kernebegrebet om sikkerhedsliggørelse, men etablerer det set-up der fungerer bedst på den valgte case (Wæver 2011: 471). 3 Heraf kan blandt andet nævnes Balzacqs fokus på det sociologiske i københavnerskolen inspireret af Austin og Searle, Huysman (1998) og Williams (2003) fokus på teoriens inspiration fra Schmitt og Stritzels (2007) på inspirationen fra Derrida (Hansen 2011: ). 4 Lene Hansens poststrukturalistiske anbefalinger som fremlagt i bogen Security as Practice fra 2006 samt i hendes artikel The Politics of securitization and the Muhammad cartoon crisis: A post-strucutralist perspective fra I Lene Hansens anbefalinger til poststrukturalistisk IP-forskning er hovedfokusset, at international politik kun kan forstås ud fra den måde verden fortolkes og repræsenteres på. I formuleringen af udenrigspolitik vil der forventeligt blive henvist til de identitetskonstruktioner der bedst kan legitimere den valgte policy. På denne måde kan identitet ses som noget der muliggør policy, samtidig med at det også er igennem policy at identitet produceres eller reproduceres (Hansen 2006: 1-14). Poststrukturalisme som teoretisk retning slog igennem i 1960 erne og forbindes oftest med teoretikere som Derrida og Foucault (Larsen 1997: 12). Siden 1980 erne bevægede poststrukturalismen sig i stigende grad ind på forskningsfeltet International Politik (IP) med hjælp fra teoretikere som Ashley, Der Derian, Shapiro og Walker. I starten var applikationen af poststrukturalismen fokuseret på at adressere realismens mangler indenfor IP-feltet, men kom mere og mere til at omhandle sammenhængen mellem identitet og udenrigspolitik (Campbell 2010: ). 5 Københavnerskolens sikkerhedsliggørelsesteori betegnes ofte som en poststrukturalistisk teori. Det er dog også blevet påpeget af flere teoretikere at sikkerhedsliggørelsesteori som formuleret af københavnerskolen ikke entydigt kan kategoriseres som poststrukturalistisk (Hansen 2011: 359, Taurek 2006: 21, Guzzini 2011) 5

10 tvetydighed i teorien, forslår både Balzacq (2011) og Stritzel (2007) at nedtone det poststrukturalistiske i teorien til fordel for en analysetilgang, hvor kontekstuelle omstændigheder udenfor sproget kan analyseres (Balzacq 2011: 1-3; Stritzel 2007: 368; Hansen 2011: ). 6 I dette speciale operationaliserer jeg i stedet de faciliterende omstændigheder som omstændigheder, der er diskursivt konstruerede og derfor ikke som ekstra-diskursive omstændigheder. Min operationalisering af sikkerhedsliggørelse og de faciliterende omstændigheder for sikkerhedsliggørelse introduceres nærmere i de følgende afsnit Sikkerhedsliggørelse Københavnerskolens sikkerhedsliggørelsesteori handler overordnet om, hvordan et emne igennem en bestemt sproglig konstruktion gøres til sikkerhed, og hvordan dette muliggør ekstraordinære midler. Sikkerhed konstrueres ved at italesætte behovet for ekstraordinære midler for at beskytte et værdsat referentobjekt mod en eksistentiel trussel. Fokus er således på selve den talehandling, hvormed sikkerhed konstrueres, og hvad en sådan konstruktion muliggør (Buzan et al. 1998: 21-27). Hvor københavnerskolen anser en sikkerhedsliggørelse som en sikkerhedsliggørende talehandling, anser jeg dog i stedet en sikkerhedsliggørelse som en konstruktion af en sikkerhedsdiskurs. I denne operationalisering tager jeg udgangspunkt i Foucaults forståelse af en diskurs som regelmæssigheden i spredningen af udsagn, hvor de enkelte udsagn udgør diskursens mindste bestanddele (Phillipsen og Jørgensen 1999: 9; Hansen 2011: 361, Foucault 1978: 38; Foucault 1972 [1969]: 90) Ved at analysere en sikkerhedsdiskurs frem for en sikkerhedsliggørende talehandling, lægges der i min analyse mere vægt på de diskursive strukturer i henholdsvis FN s Sikkerhedsrådets og NATO s officielle diskurser. Dette stemmer overens med specialets problemformulering, som netop fokuserer på konstruktionen af konflikten fra de to institutioner og ikke direkte på enkelte aktørers roller heri. Ved at anskue en sikkerhedsliggørelse som en diskurs understreger jeg ikke blot, at sikkerhedsliggørelsen er struktureret, men også at den er ustabil. En diskurs er nemlig ikke en fastfrosset struktur, men en relativ stabilisering af mening. Det vil sige, at diskursen aldrig vil kunne lukkes fuldstændig om sig selv (Laclau og Mouffe 1985: 24). Efter at have analyseret konstruktionen af selve sikkerhedsdiskursen om Libyen i FN s Sikkerhedsråd, analyserer jeg på den baggrund, hvordan NATO rekonstruerede sikkerhedsdiskursen om Libyen, for dermed at kunne legitimere sin operation. 6 Ifølge Balzacq kan anvendelsen af sikkerhedsliggørelsesteorien kategoriseres ud fra to typer tilgange. For det første den filosofiske, som tager udgangspunkt i den poststrukturalistiske tradition som forstår sikkerhedsliggørelse som en sproglig konstruktion. Balzacq anbefaler i stedet den sociologiske tilgang, som anser sikkerhedsliggørelse mere som en pragmatisk praksis der finder sted indenfor en bestemt politisk og kulturel kontekst (Balzacq 2011: 1-3). 6

11 1.3.2 De faciliterende omstændigheder For at besvare den første del af min problemformulering om hvordan Libyen-konflikten blev konstrueret i FN s Sikkerhedsråd, er det ikke tilstrækkeligt kun at analysere selve den sikkerhedsdiskurs om Libyenkonflikten, som konstrueres i FN s Sikkerhedsråd. Sikkerhedsdiskursen om Libyen-konflikten er ikke en isoleret konstruktion og skal ses i sammenhæng med de omstændigheder, der har bidraget til sikkerhedsdiskursens tilblivelse. Jeg tager udgangspunkt i de tre omstændigheder, som københavnerskolen har identificeret som faciliterende for en sikkerhedsliggørelse. Københavnerskolens bruger meget lidt energi på at forklare disse omstændigheder, hvorfor de i den oprindelige formulering fremstår vage og uspecificerede. Ifølge københavnerskolen er to af de tre faciliterende omstændigheder eksterne og kontekstuelle omstændigheder. Københavnerskolen anser det som faciliterende for en sikkerhedsliggørelse, såfremt den sikkerhedsliggørende aktør har autoritet og der henvises til forhold der generelt forstås som truende (Buzan et al 1998: 31-33). I min operationalisering forstås disse omstændigheder ikke som eksterne, ekstradiskursive forhold, men i stedet som diskursivt konstruerede. Hvad angår den første eksterne omstændighed, at den sikkerhedsliggørende aktør har autoritet, forstår jeg autoritet som diskursivt konstrueret og ikke som et forhold, der ligger udenfor diskursen. Da jeg er mere fokuseret på de diskursive strukturer frem for enkelte aktørers sikkerhedsliggørende talehandling, operationaliserer jeg denne omstændighed som Sikkerhedsrådets diskursive autoritet. Med resolution 1973 om Libyen autoriserede FN s Sikkerhedsråd medlemslande og regionale organisationer til at gennemføre en militær operation udenfor FN s kontrol. For at forstå sikkerhedsdiskursen om Libyen er det derfor relevant at se på den historiske konstruktion af Sikkerhedsrådets autoritet til at autorisere militæroperationer op til vedtagelsen af resolutionen om Libyen. Den anden eksterne omstændighed, at den sikkerhedsliggørende talehandling henviser til forhold der generelt opfattes som truende, operationaliserer jeg som henvisning til andre eksisterende diskurser. Sikkerhedsrådsresolution 1973 om Libyen er den til dato mest vidtgående resolution i forhold til beskyttelse af civile. For at forstå konstruktionen af sikkerhedsdiskursen om Libyen er det derfor relevant også at se på, hvordan beskyttelse af civile i interne væbnede konflikter siden slutningen af 1990 erne er blevet konstrueret som en makrosikkerhedsdiskurs i Sikkerhedsrådet. Den sidste faciliterende omstændighed som københavnerskolen identificerer, er en omstændighed intern i talehandlingen. Ifølge københavnerskolen er det faciliterende for en sikkerhedsliggørelse såfremt talehandlingen konstruerer et sikkerhedsplot der henviser til point of no return, en eksistentiel trussel og en mulig udvej (Buzan et al 1998: 31-33). I dette speciale operationaliserer jeg denne omstændighed som 7

12 konstruktionen af en radikal Anden. Med denne operationalisering analyserer jeg ligeledes konstruktionen af en eksistentiel trussel, der er nået til et point of no return og peger mod én mulig udvej. Denne omstændighed er relevant, idet konstruktionen af Ghadafis regimes identitet som en eksistentiel trussel mod identiteten af de libyske oprørere, anses som en relevant faciliterende omstændighed for konstruktionen af sikkerhedsdiskursen om Libyen. 1.4 Specialets bidrag Sikkerhedsrådets håndtering af konflikten i Libyen er unik, fordi det er det mest vidtgående eksempel på, at Sikkerhedsrådet autoriserer en militær intervention med det eksplicitte formål at beskytte en civilbefolkning mod dens egen lederskab. På denne måde kan håndteringen af Libyen-konflikten få stor betydning for, hvordan Sikkerhedsrådet i fremtiden tackler interne væbnede konflikter. Desuden er konflikten i Libyen en blandt mange konflikter, som udspiller sig i Mellemøsten og Nordafrika i forbindelse med det såkaldte arabiske forår, og konstruktionen af denne konflikt kan derfor have stor indflydelse på det internationale samfunds konstruktion og håndtering af de øvrige konflikter i det arabiske forår. Dette kommer især til udtryk i forbindelse med håndteringen af den aktuelle konflikt i Syrien. Kina og Rusland bruger eksempelvis eksplicit håndteringen af konflikten i Libyen som argument imod de vestlige landes ønske om at intervenere i forhold til konflikten i Syrien (FN 2011 #6: 4). Samtidig kan man se billeder af folkemængder i Syrien med bannere, der på engelsk anmoder om en flyveforbudszone som den, Sikkerhedsrådet med resolution 1973 indførte i Libyen. På denne baggrund anses specialets emne som særdeles relevant, og det lever således op til kriteriet om at have stor betydning for mange mennesker (King, Keohane og Verba 1994: 15). Endvidere mener jeg, at specialet er relevant på grund af dets teoretiske tilgang. Siden formuleringen af sikkerhedsliggørelsesteorien i slutningen af 1990 erne er litteraturen om feltet stadigt voksende med både teoretiske ændringsforslag og empiriske analyser. Ifølge Lene Hansen er den poststrukturalistiske tilgang til sikkerhedsliggørelsesteori en af de mest uudforskede indenfor de mange videreudviklinger og anvendelser af sikkerhedsliggørelsesteorien (Hansen 2011: ). I dette speciale giver jeg ét bud på, hvordan et poststrukturalistisk forskningsdesign ud fra sikkerhedsliggørelsesteori kan se ud. På den baggrund fremstår specialet som et relevant bidrag til udvidelsen af teoriens anvendelsesmuligheder. Specialet lever på denne måde op til kriteriet om at bidrage til den eksisterende litteratur på feltet (King, Keohane og Verba 1994: 15). 8

13 1.5 Specialets opbygning I det efterfølgende afsnit 2 præsenterer jeg specialets analysestrategi. I dette afsnit fremlægger jeg operationaliseringen af københavnerskolens teori om sikkerhedsliggørelser og faciliterende omstændigheder. Hvor københavnerskolens forstår sikkerhedsliggørelse som en talehandling, forstår jeg i stedet sikkerhedsliggørelse som en diskurs, det vil sige en regelmæssighed i spredningen af udsagn. I forlængelse af denne operationalisering tildeles de faciliterende omstændigheder ny betydning og operationaliseres med inspiration fra Lene Hansens poststrukturalistiske IP-forskning. I afsnit 3 præsenterer jeg specialets læsestrategi og tekstudvælgelse. Den overordnede strategi er diskursanalyse. For det første fremlægges læsestrategien for afdækningen af en sikkerhedsdiskurs (referentobjekt, eksistentiel trussel og ekstraordinære midler) som anvendes i tre af analysens fem delanalyser. Derudover præsenteres også læsestrategien for at afdække en intertekstuel konstruktion af autoritet og konstruktionen af en radikal Anden. Herefter redegør jeg for udvælgelsen af de tekster, der skal læses til hvert analyseafsnit. Disse består af centrale primærtekster, såsom officielle beslutninger eller udtalelser, fra enten Sikkerhedsrådet eller NATO. Til sidst samles forskningsdesignet i en oversigtstabel. I afsnittene 4-8 fremlægger jeg specialets analyse. For læsevenlighedens skyld følger analysen en tidsmæssig kronologi. I afsnit 4 præsenteres analysen af den faciliterende omstændighed vedrørende Sikkerhedsrådets autoritet til at autorisere militæroperationer. Denne analyse ser på konstruktionen af Sikkerhedsrådets autoritet til at autorisere militæroperationer, fra vedtagelsen af FN s charter i 1945 frem til vedtagelsen af sikkerhedsrådsresolution 1973 om Libyen-konflikten. I afsnit 5 præsenteres den faciliterende omstændighed omhandlende konstruktionen af en makrosikkerhedsdiskurs i FN s Sikkerhedsråd om beskyttelse af civile. I dette analyseafsnit analyseres konstruktionen af en makrosikkerhedsdiskurs om beskyttelse af civile fra slutningen af 1990 erne frem til vedtagelsen af resolution Herefter følger selve analysen af sikkerhedsdiskursen om Libyen i FN s Sikkerhedsråd i afsnit 6. I dette analyseafsnit analyserer jeg konstruktionen af sikkerhedsdiskursen om Libyen i FN s Sikkerhedsråd fra første gang Libyenkonflikten drøftes i starten af 2011 frem til vedtagelsen af resolution 1973 den 17. marts Afsnit 7 præsenterer analysen af den sidste faciliterende omstædighed, som omhandler konstruktion af Ghadafis regime som en radikal Anden i forhold til de libyske oprørere i FN s Sikkerhedsråd. I det sidste analyseafsnit 8 præsenteres analysen af, hvordan NATO legitimerer operation Unified Protector i Libyen ved at rekonstruere FN-sikkerhedsrådets sikkerhedsdiskurs om konflikten. Den samlede kronologiske præsentationsstrategi for analysen er illustreret i nedenstående figur. 9

14 FN-sikkerhedsrådets konstruktion af Ghadafis regime som en radikal Anden FN-sikkerhedsrådets sikkerhedsdiskurs om Libyen-konflikten FN-sikkerhedsrådets makrosikkerhedsdiskurs om beskyttelse af civile Konstruktion af Sikkerhedsrådets autoritet NATO s legitimering af operation Figur 1. Oversigt over specialets kronologiske præsentationsstrategi 26. juni 1945 FN s charter vedtages 12. februar 1999 Første Sikkerhedsrådsmøde om beskyttelse af civile 22. februar 2011 FN-sikkerhedsrådets første møde om Libyen konflikten 17. marts 2011 FN-sikkerhedsrådet vedtager resolution oktober 2011 NATO s operation i Libyen afsluttes officielt Efter analysen præsenterer jeg i afsnit 9 specialets konklusion. På baggrund af min analyse besvarer jeg specialets problemformulering. Desuden reflekterer jeg kort over specialets analysestrategiske tilgang og perspektiverer endvidere til, hvordan Sikkerhedsrådets konstruktion af konflikten i Libyen er blevet brugt i forhold til FN-sikkerhedsrådets håndtering af konflikten i Syrien. 10

15 2. Analysestrategi I dette afsnit vil jeg redegøre for specialets analysestrategi. Denne tager udgangspunkt i operationaliseringen af to elementer af københavnerskolens sikkerhedsliggørelsesteori: sikkerhedsliggørelse og faciliterende omstændigheder for sikkerhedsliggørelse. Først vil jeg introducere københavnerskolens definition på en sikkerhedsliggørelse og derefter min operationalisering. Denne analysestrategi vil være udgangspunktet for at analysere konstruktionen af en makrosikkerhedsdiskurs om beskyttelse af civile i FN s Sikkerhedsråd, sikkerhedsdiskursen om Libyen i FN s Sikkerhedsråd samt hvordan NATO brugte denne konstruktion til at legitimere sin efterfølgende operation. Dernæst præsenterer jeg københavnerskolens såkaldte faciliterende omstændigheder for sikkerhedsliggørelse. Disse har fået meget lidt opmærksomhed i københavnerskolens teoriapparat. I dette speciale tildeler jeg dem en større rolle, for at kunne forklare konstruktionen af en sikkerhedsdiskurs om Libyen i FN s Sikkerhedsråd. Disse operationaliseres med inspiration fra Lene Hansens anbefalinger til IPforskning. 2.1 Operationalisering af sikkerhedsliggørelse Dette afsnit vil nærmere forklare operationaliseringen af en sikkerhedsliggørelse. Først præsenterer jeg københavnerskolens teori om sikkerhedsliggørelser. Ifølge københavnerskolen er en sikkerhedsliggørelse en talehandling, som legitimerer ekstraordinære midler ved at henvise til et truet referentobjekt. Jeg operationaliserer en sikkerhedsliggørelse som en sikkerhedsdiskurs. Ved at analysere en sikkerhedsdiskurs frem for en sikkerhedsliggørende talehandling bliver der i selve analysen større fokus på at afdække en bestemt diskursiv struktur frem for en enkelt aktørs talehandling Sikkerhedsliggørelsesbegrebet i københavnerskolen Sikkerhedsliggørelsesbegrebet blev især kendt fra københavnerskolens bog fra 1998 Security: A New Framework for Analysis. 7 Formålet med bogen var at udvide forståelsen af, hvad der kan udgøre international sikkerhed på en veldefineret måde. I modsætning til den traditionelle politisk-militære forståelse ses sikkerhed ikke som en objektiv omstændighed, men ses i stedet som en bestemt måde at iscenesætte noget på (Wæver 1997: 378). Sikkerhed forstås derfor ikke som et bestemt indhold, men som en bestemt retorisk form. Til denne rekonceptualisering af sikkerhed er der taget udgangspunkt i 7 Ole Wæver introducerede begrebet i tidligere publikationer bl.a. i ontologien On Security fra 1995 (Wæver 1995:46-86). 11

16 talehandlingsteoriens tilgang til at forstå ytringer som handlinger (Buzan et al. 1998: 26; Wæver 1995: 54-57). Ifølge talehandlingsteorien, som formuleret af John L. Austin, er ytringer mere end blot beskrivelser af en given virkelighed. Ytringer er handlinger og derfor performative frem for blot at konstatere virkeligheden. Eksempler på sådanne ytringer er afgivelsen af et løfte, en vielse eller navngivningen af en båd. Det er ved at ytre ordene, at handlingen gennemføres (Austin 1962: 1-6). Ifølge Austin kan en ytring være et udtryk for tre forskellige handlinger, som tilsammen fuldender talehandlingen. Disse tre handlingstyper er den lokutionære, den illokutionære og den perlokutionære. Den lokutionære handlingstype betegner selve ytringen, den illokutionære handlingen i ytringen og den perlokutionære konsekvenserne af handlingen i ytringen (Austin 1962: ; Balzacq 2005: ). Jürgen Habermas har på letforståelig vis beskrevet disse tre handlingstyper i ytringen som to say something, to act in saying something, to bring about something through acting in saying something (Balzacq 2005: 175). Ifølge københavnerskolen skal en sikkerhedsliggørelse anses som en talehandling. Mere specifikt anses en sikkerhedsliggørende talehandling som en illokutionær handling (Wæver 1997: 313). Sikkerhed defineres derfor som en bestemt form for ytring, som ikke er et tegn eller indikator på noget i virkeligheden, men i sig selv udgør en handling. På denne måde kan sikkerhed anses som en selv-referentiel praksis og ikke et spørgsmål om, hvorvidt en egentlig trussel eksisterer (Wæver 1997: 377). One can view security as that which is in language theory called a speech act: it is not interesting as a sign referring to something more real it is the utterance in itself that is the act (Wæver 1997: 221) Ifølge københavnerskolen er den sikkerhedsliggørende talehandlings form kendetegnet ved tre elementer: en eksistentiel trussel, et referentobjekt og ekstraordinære midler. En eksistentiel trussel skal være rettet mod et referentobjekt med et legitimt krav på overlevelse og understrege behovet for at tackle emnet forud for alt andet. Det underliggende argument er, at hvis dette emne ikke tackles, vil alt andet være ligegyldigt. På denne måde kan ekstraordinære midler legitimeres (Buzan et al. 1998: 22-25). En sikkerhedsliggørelse sker ikke alene ved, at noget præsenteres som sikkerhed. Talehandlingen skal først accepteres. Kriteriet for denne accept er, at sikkerhedsliggørelsen vinder tilstrækkelig resonans til at etablere en platform, hvorfra ellers ikke mulige midler kan legitimeres. Det er således ikke nødvendigt med direkte eller positiv accept, de ekstraordinære midler skal blot tolereres (Buzan et al. 1998: 25). 12

17 2.1.2 FN-sikkerhedsrådet som forum for sikkerhedsliggørelser Ifølge københavnerskolen er FN s Sikkerhedsråd et unikt forum for institutionaliserede sikkerhedsliggørelser på det systemiske niveau (Buzan et al. 1998: 149). Sikkerhedsliggørelser i FN s Sikkerhedsråd karakteriseres som institutionaliserede, til forskel fra ad hoc, grundet rådets unikke beføjelser under dets Kapitel VII mandat. 8 Ifølge denne kan Sikkerhedsrådet, ved at kategorisere noget som en trussel mod international fred og sikkerhed, tage deres vidtrækkende beføjelser i brug og således bryde suverænitetsprincippet og bruge væbnet magt. Blot ved at kategoriserer noget som en international trussel ligger der allerede en forståelse af, at noget har top prioritet, og der skabes en platform for ekstraordinære midler (Buzan et al. 1998: 27, ). Endvidere er sikkerhedsliggørelser i FN s Sikkerhedsråd kendetegnet ved at være sikkerhedsliggørelser på det systemiske, det vil sige globale, niveau (Buzan et al. 1998: 149). Sikkerhedsliggørelser kan i princippet finde sted over hele spektret fra individniveau til systemniveau, men finder ifølge københavnerskolen oftest sted på mellemniveauet, det vil sige statsniveauet. Københavnerskolen medgiver dog selv, at sikkerhedsliggørelser på det systemiske niveau er blevet underprioritet i sikkerhedsliggørelsesteorien og er et område med stort udviklingspotentiale. For at adressere den manglende forskning indenfor sikkerhedsliggørelser på det systemiske niveau har københavnerskolen introduceret begrebet makrosikkerhedsliggørelse. Makrosikkerhedsliggørelser er mere overordnede og universelle sikkerhedsliggørelser, som inkorporerer eller framer underordnede eller mere specifikke sikkerhedsliggørelser. Et eksempel på en makrosikkerhedsliggørelse er den kolde krig, hvor to universelle verdenssyn blev makrosikkerhedsliggjort, og underordnede sikkerhedsliggørelser blev ofte framet som et led heri (Buzan og Wæver 2009: ). Makrosikkerhedsliggørelser følger den samme form som andre sikkerhedsliggørelser, men er mere komplekse idet det grupperer mange underordnede sikkerhedsliggørelser sammen (Buzan og Wæver 2009: ) Operationalisering Sikkerhedsliggørelsesbegrebet er kernen i københavnerskolens teori, og jeg tager i høj grad udgangspunkt i denne i min analysestrategi. I stedet for at analysere en sikkerhedsliggørelse som en sikkerhedsliggørende talehandling ønsker jeg i stedet at analysere en sikkerhedsliggørelse som en sikkerhedsdiskurs. En talehandling forstår jeg som effektuering af en handling gennem et eller flere sammenhængende udsagn på et 8 Ifølge artikel 39, kapitel 7 af FN s charter er det FN-sikkerhedsrådets hovedansvar at sikre international fred og sikkerhed, og kan ved at italesætte noget som en trussel tage vidtrækkende midler i brug (Artikel 39, Kapitel 7, FN s charter ). 13

18 bestemt tidspunkt (Stritzel 2007: 377; Foucault 1972 [1969]: 94). 9 Fokus er således i talehandlingsoptikken på enkelte aktørers sikkerhedsliggørende talehandling på ét givent tidspunkt. I dette speciale er jeg dog mere interesseret i, hvordan sikkerhedsdiskurser opstår, på tværs af tekster over en tidsperiode. I min operationalisering af en sikkerhedsdiskurs tager jeg udgangspunkt i Foucaults forståelse af en diskurs, som regelmæssigheden i spredningen af udsagn, hvor de enkelte udsagn udgør de mindste bestanddele af diskursen (Phillipsen og Jørgensen 1999: 9; Foucault 1978: 38). At first sight, the statement appears as an ultimate, undecomposable element that can be isolated and introduced into a set of relations with other similar elements. ( ) The atom of discourse. (Foucault 1972 [1969]: 90). Ved at analysere en sikkerhedsdiskurs frem for en talehandling lægges der vægt på regelmæssigheden i spredningen af udsagn frem for, hvordan et eller flere sammenhængende udsagn effektuerer en talehandling. Min analyse lægger således mere vægt på de diskursive strukturer end på agens, sammenlignet med københavnerskolens tilgang. En sikkerhedsdiskurs har samme form som en sikkerhedsliggørende talehandling, det vil sige, at den ligeledes legitimerer ekstraordinære midler for at beskytte et referentobjekt mod en eksistentiel trussel. I stedet for at afdække en enkelt aktørs talehandling hvori denne form konstrueres, vil jeg i min analyse i stedet søge at afdække en diskurs i henholdsvis FN s Sikkerhedsråd og NATO hvormed denne form konstrueres. Ved ekstraordinære midler forstår jeg midler, der ikke foruden sikkerhedsliggørelsen ville kunne legitimeres. Som forum for institutionaliserede sikkerhedsliggørelser kan Sikkerhedsrådet, ved at konstruere noget som en international trussel, gøre brug af deres vidtrækkende Kapitel VII beføjelser. Ved at tage anvende Kapitel VII kan Sikkerhedsrådet legitimere at bryde det ellers ubrydelige internationale princip om suverænitet og legitimere anvendelsen af væbnet magt (Buzan et al. 1998: 149). Ekstraordinære midler i forhold til Sikkerhedsrådet forstår jeg således som brud på suverænitetsprincippet og legitimeringen af væbnet magt. Samlet set operationaliserer jeg en sikkerhedsdiskurs, som en diskurs der legitimerer ekstraordinære midler for at beskytte et referentobjekt mod en eksistentiel trussel. Dette kan illustreres med følgende figur. 9 Stritzel definerer en talehandling som en enkel sikkerhedsartikulation på et givent tidspunkt: In reality, the speech act itself, i.e. literally a single security articulation at a particular point in time (Stritzel 2007: 377). Ifølge Foucault skal en talehandling dog ikke forstås som det samme som et enkelt udsagn, idet der ofte skal mere en et udsagn til at effektuere en talehandling. more than a statement is often required to effect a speech act: an oath, a prayer, a contract, a promise (Foucault 1972 [1969]: 94). 14

19 Figur 2. Formen på en sikkerhedsliggørelse Eksistentiel trussel Referentobjekt Ekstraordinære midler (Gad 2010: 152) Kendetegnende for min forståelse af en sikkerhedsdiskurs er, at denne både er struktureret og samtidig ustabil. Den er struktureret i kraft af, at en diskurs forstås som regelmæssigheden i spredningen af udsagn. Den er ustabil i kraft af, at en diskurs forstås som en relativ stabilisering af mening, som aldrig vil kunne opnå fuldstændig fikserethed og lukkes om sig selv. Der vil altid være overskydende mening, som undslipper forsøgene på at fiksere mening. Denne overskydende mening danner et såkaldt diskursivt felt (Laclau og Mouffe 1985: 24). På trods af forsøg på at fiksere mening, for eksempel medlemmer af Sikkerhedsrådets forsøg på at fastsætte rammerne for NATO s mandat, vil dette aldrig være helt muligt. 2.2 Operationalisering af de faciliterende omstændigheder For at forstå hvordan Libyen-konflikten blev konstrueret i FN s Sikkerhedsråd, vil jeg udover at analysere sikkerhedsdiskursen om Libyen også analysere de omstændigheder, der har faciliteret sikkerhedsdiskursen. Til dette formål tager jeg udgangspunkt i de såkaldte faciliterende omstændigheder for en sikkerhedsliggørelse som defineret af københavnerskolen. 15

20 I dette afsnit præsenterer jeg indledningsvist københavnerskolens noget begrænsede forklaring på de faciliterende omstændigheder. Efterfølgende vil jeg operationalisere disse med inspiration fra Lene Hansens anbefalinger til poststrukturalistisk IP-forskning Københavnerskolens faciliterende omstændigheder Selvom selve talehandlingen er det vigtigste for at forstå en sikkerhedsliggørelse, er det ikke nødvendigvis tilstrækkeligt til at forklare dens succes eller mangel på samme. Københavnerskolen har derfor identificeret tre såkaldte faciliterende omstændigheder for en sikkerhedsliggørelse. 10 Disse faciliterende omstændigheder er i høj grad en videretænkning af Austins vellykkethedskriterier for en talehandling. Især de vellykkethedskriterier som omhandler at talehandlingen lever op til konventionelle procedurer, samt at personerne og omstændighederne i en given situation skal stemme overens med anvendelsen af de givne procedurer, fremstår som primær inspiration for københavnerskolen (Austin 1962: 27; Buzan et al. 1998:32; Taurek 2006; Balzacq 2005: 175). To af københavnerskolens faciliterende omstændigheder omhandler de eksterne og kontekstuelle omstændigheder for talehandlingen. For det første anses det som faciliterende, hvis den sikkerhedsliggørende aktør besidder en autoritetsposition. Dette skyldes en opfattelse af, at nogle aktører i højre grad end andre er positioneret til at definere sikkerhed (Buzan et al. 1998: 31-33). Den anden faciliterende omstændighed er ifølge københavnerskolen, at den påståede trussel har karakteristika som generelt forstås som truende (Buzan et al. 1998: 31-33). Den sidste faciliterende omstændighed handler om en intern omstændighed i talehandlingen. Med udgangspunkt i Austins kriterium om, at talehandlingen skal leve op til såkaldte konventionelle procedurer, argumenterer københavnerskolen for, at der internt i sikkerhedsdiskursen skal konstrueres et sikkerhedsplot. Dette sikkerhedsplot forstås som et narrativ om en eksistentiel trussel, point of no return og en mulig udvej (Buzan et al. 1998: 33) Operationalisering Københavnerskolen har generelt brugt meget lidt plads på at diskutere eller forklare disse faciliterende omstændigheder mere præcist. Derfor vil jeg i nærværende afsnit operationalisere de faciliterende 10 Selvom en sikkerhedsliggørende talehandling lever op til alle tre faciliterende omstændigheder, er det dog ikke sikkert at sikkerhedsliggørelsen er succesfuld, ligesom det ikke er sikkert, at en talehandling der tidligere var succesfuld nødvendigvis er det igen. De faciliterende omstændigheder skal derfor ikke forstås som determinerende for en succesfuld sikkerhedsliggørelse (Buzan et al. 1998: 46-47). 16

21 omstændigheder således, at de kan belyse de vigtigste faciliterende omstændigheder for konstruktionen af en sikkerhedsdiskurs om Libyen. Som nævnt i indledningen karakteriseres de to eksterne og kontekstuelle omstændigheder ofte som omstændigheder, der ligger udenfor diskursen og derved ikke i overensstemmelse med den poststrukturalistiske position om, at intet kan forstås udenfor sproget (Stritzel 2007: 260; Hansen 2011: 359). Jeg operationaliserer derfor de faciliterende omstændigheder som omstændigheder, der er diskursivt konstruerede og ikke som ekstra-diskursive omstændigheder. Til at operationalisere de faciliterende omstændigheder bruger jeg især Lene Hansens anbefalinger til poststrukturalistisk IP-forskning som inspiration. I de følgende afsnit vil de tre faciliterende omstændigheder blive operationaliseret enkeltvis Faciliterende omstændighed: Sikkerhedsrådets diskursive autoritet Ifølge københavnerskolen er der større chancer for en vellykket sikkerhedsliggørelse såfremt den aktør, der fremsiger talehandlingen, har den relevante autoritet. For det første er det vigtigt at understege, at jeg forstår autoritet som den diskursive konstruktion af autoritet og ikke som en omstændighed, der kan undersøges udenfor sproget. Da mit fokus er på diskursive strukturer frem for på enkelte aktørers talehandlinger på et bestemt tidspunkt, er det mindre relevant at analysere betydningen af enkelte aktørers diskursive autoritet. I stedet vil jeg analysere Sikkerhedsrådets diskursive autoritet og hvordan denne faciliterer sikkerhedsdiskursen om Libyen. Sikkerhedsdiskursen om Libyen handler om, at Sikkerhedsrådet autoriserer medlemslande og regionale organisationer til at gennemføre en militær operation i Libyen. Derfor ønsker jeg at se nærmere på, hvordan Sikkerhedsrådets autoritet til at autorisere militæroperationer er konstrueret. Til dette formål tager jeg udgangspunkt i Julia Kristevas begreb om intertekstualitet. 11 Ifølge denne tilgang skal tekster forstås som en del af et fælles tekstuelt rum, hvori tekster konstruerer autoritet ved at henvise til andre tekster. På denne måde rekonstrueres og genfortolkes ældre kernetekster i en ny kontekst (Kristeva 1986:111; Hansen 2006: 55-57). For at afdække sikkerhedsrådets autoritet vil jeg først se på det oprindelige kernedokument, som for første gang konstruerede Sikkerhedsrådets autoritet i forhold til dets Kapitel VII beføjelser, FN s charter fra 11 The term intertextuality denotes this transposition of one (or several) sign-system(s) into another; but since this term has often been understood in the banal sense of study of sources, we prefer the term transposition because it specifies that the passage from one signifying system to another demands a new articulation of the thetic - enunciative and denotative positionality (Kristeva 1986: 111). 17

22 1945. Dernæst vil jeg se på, hvordan denne autoritet er blevet rekonstrueret igennem Sikkerhedsrådets beslutninger frem til sikkerhedsdiskursen om Libyen i Faciliterende omstændighed: Sikkerhedsrådets makrosikkerhedsdiskurs om beskyttelse af civile Ifølge københavnerskolen er der større chancer for en vellykket sikkerhedsliggørelse, såfremt der henvises til forhold, der allerede forstås som truende. Denne omstændighed fremstår som den mindst udviklet af de tre omstændigheder. Jeg operationaliserer denne, som at det er faciliterende, hvis sikkerhedsdiskursen konstrueres med henvisning til allerede eksisterende diskurser. Med denne operationalisering inddrages de diskursive strukturer i højere grad i analysestrategien (Hansen 2011: ). At se på de diskursive strukturer omkring sikkerhedsdiskursen som potentielt faciliterende kan gribes an på flere forskellige måder indenfor den poststrukturalistiske tradition (Hansen 2011: 362). Jeg operationaliserer mere konkret denne faciliterende omstændighed, som at det er faciliterende for sikkerhedsdiskursen, såfremt denne er konstrueret indenfor en makrosikkerhedsdiskurs. 12 En makrosikkerhedsdiskurs er en diskurs, som strukturerer andre sikkerhedsdiskurser (Hansen 2011: 362). Dette er en operationalisering af københavnerskolens makrosikkerhedsliggørelsesbegreb, som jeg i overensstemmelse med min operationalisering af en sikkerhedsliggørelse ikke forstår som en talehandling, men som en diskurs. Jeg vælger netop denne operationalisering, fordi jeg anser det som den bedst egnede til casen om Libyenkonflikten i FN s Sikkerhedsråd. Dette skyldes, at konstruktionen af Libyen-konflikten ikke kan ses som en isoleret konstruktion, men skal ses i forhold til den overordnede konstruktion af en makrosikkerhedsdiskurs om beskyttelse af civile i FN s Sikkerhedsråd. Resolution 1973 om Libyen blev betegnet som en historisk resolution, netop fordi det var den første resolution, der lagde så meget vægt på beskyttelse af civile (FN 2011 #8). Beskyttelse af civile blev introduceret som dagsordenspunkt i Sikkerhedsrådet for første gang i 1999, og har sidenhen vundet større og større indpas i Sikkerhedsrådets arbejde. Derfor mener jeg, at det er relevant at se på, hvordan konstruktionen af en makrosikkerhedsdiskurs om beskyttelse af civile er faciliterende for sikkerhedsdiskursen om Libyen. 12 Lene Hansen analyserer på lignende vis den makrosikkerhedsliggørende diskurs om clash of civilizations for at belyse sikkerhedsliggørelsen af Muhammedkrisen (Hansen 2011: ). 18

23 2.2.5 Faciliterende omstændighed: Sikkerhedsrådets konstruktion af Ghadafis regime som en radikal Anden Københavnerskolen anser det som faciliterende for en sikkerhedsliggørende såfremt der internt i talehandlingen, henvises til et såkaldt sikkerhedsplot, som indeholder en eksistentiel trussel, et point of no return, og peger på en mulig udvej. Denne omstændighed er ikke forklaret nærmere af københavnerskolen. Jeg forstår denne omstændighed som konstruktionen af et plot om en eksistentiel trussel, som er nået til et point of no return, det vil sige ikke kan gøres om, og derfor peger mod én mulig udvej. At der konstrueres et sådan plot om en eksistentiel trussel, faciliterer således en sikkerhedsliggørelses præsentation af nødvendigheden af ekstraordinære midler for at beskytte et værdsat referentobjekt mod den eksistentielle trussel. For at belyse konstruktionen af en sikkerhedsdiskurs om Libyen-konflikten operationaliserer jeg denne omstændighed som konstruktionen af en radikal Anden. Konkret vil jeg se på hvorledes Sikkerhedsrådet konstruerer Ghadafis regimes identitet som en radikal Anden i forhold til de libyske oprørere som en faciliterende omstændighed for konstruktionen af sikkerhedsdiskursen om Libyen-konflikten. I det følgende vil jeg forklare nærmere, hvad jeg forstår ved konstruktionen af en radikal Anden, og hvordan jeg med denne operationalisering ligeledes analyserer konstruktionen af et plot om en eksistentiel trussel, der er nået til et point of no return og peger mod én mulig udvej. Kort fortalt forstås mening indenfor den poststrukturalistiske tradition, som noget der konstrueres igennem forskellighed (Hansen 2006: 19). Identiteter konstrueres ud fra en sammenhængende konstruktion af et Selv overfor en Anden. Selvet konstrueres i forhold til, hvordan Selvet adskiller sig fra den Anden (Hansen 2006: 37-45). Når det kommer til konstruktionen af sikkerhed, er den konstruerede Anden ikke blot forskellig fra Selvet, men radikalt forskellig. Det vil sige, at den Andens identitet udgør en eksistentiel trussel mod Selvets identitet. I sin analyse af USA's konstruktion af Saddam Hussains Irak viser Campbell det paradoksale i, at samtidig med at en radikal Anden forhindrer Selvet i at udleve deres identitet, er det kun i kraft af den radikale Anden, at Selvets identitet gives mening (Campbell 1992; Hansen 2006: 19; 33-36). Ifølge Lene Hansen kan identitetskonstruktioner skabe mulighedsbetingelser for, hvilke politiske diskurser der kan legitimeres (Hansen 2006: 28-31). Ligeledes mener jeg, at Sikkerhedsrådets konstruktion af Ghadafi som en radikal Anden i forhold til de libyske oprørere faciliterer Sikkerhedsdiskursen om Libyen i FN s Sikkerhedsråd. Det er dog vigtigt at understrege, at der ikke eksisterer et direkte kausalt forhold mellem konstruktionen af Ghadafis regimes identitet og sikkerhedsdiskursen om Libyen. Konstruktionen af Ghadafis regimes identitet kan bruges til at legitimere sikkerhedsdiskursen, men samtidig er sikkerhedsdiskursen også med til at konstruere identiteten af Ghadafis regime (Hansen 2006: 28-31). 19

24 Jeg vil konkret analysere konstruktionen af Ghadafis regime i forhold til de libyske oprørere ud fra tre analysekategorier: rumlig, temporal og etisk (Hansen 2006: 46-51). Jeg analyserer således, hvordan Ghadafis regime konstrueres som en rumlig, tidsmæssig og etisk identitet, der udgør en eksistentiel trussel mod Selvets identitet. Den rumlige dimension forstås mere præcist som konstruktionen af den radikal Andens fysiske og sociale grænser i forhold til Selvet (Hansen 2006: 47). Den tidsmæssige dimension forstås som de fremtidsudsigter, der konstrueres for den radikale Anden i forhold til Selvet (Hansen 2006: 46-48). Eksempelvis konstrueres Ghadafis regime af flere sikkerhedsrådsmedlemmer som en del af Libyens fortid, hvor det ikke længere er muligt for regimet at få nogen som helst rolle i Libyens fremtid. Den etiske dimension forstår jeg som placeringen af ansvar i forhold til konflikten (Hansen 2006: 48). I forhold til Libyen-konflikten handler konstruktionen af den etiske identitet om, hvem der er skyldige og ikke-skyldige i konflikten. Ved at konstruere Ghadafis regime som den eneste skyldige part i konflikten mod sine egen civilbefolkning peges der indirekte på en bestemt løsning af konflikten, nemlig at Sikkerhedsrådet skrider til handling. Samlet set mener jeg, at jeg ved at analysere Sikkerhedsrådets konstruktion af Ghadafi s regime som en radikal Anden, ligeledes analyserer konstruktionen af en eksistentiel trussel, der er nået til et point of no return og peger mod én mulig udvej, som en faciliterende omstændighed for sikkerhedsliggørelsen. Ved at Sikkerhedsrådet konstruerer Ghadafis regime som en radikal Anden, konstrueres regimets identitet som en eksistentiel trussel mod de libyske oprører. Dette mener jeg i høj grad er faciliterende for konstruktionen af sikkerhedsdiskursen om Libyen-konflikten i FN s Sikkerhedsråd. Endvidere afdækker analysen af den tidsmæssige dimension af den radikale Anden, konstruktionen af et point of no return i kraft af at Ghadafis regime konstrueres som tilhørende Libyens fortid. I forhold til analysen af den etiske dimension analyserer jeg konstruktionen af Ghadafis regime som den skyldige part i konflikten, og således hvordan der med konstruktionen af Ghadafis regimes identitet indirekte peges på én mulig udvej Samlede operationalisering Jeg har i dette afsnit operationaliseret københavnerskolens faciliterende omstændigheder for en sikkerhedsliggørelse med inspiration fra Lene Hansens anbefalinger til poststrukturalistisk IP-forskning. Samlet set anser jeg det som faciliterende for sikkerhedsdiskursen om Libyen-konflikten i FN s Sikkerhedsråd, såfremt denne konstrueres i overensstemmelse med Sikkerhedsrådets diskursive autoritet til at autorisere militæroperationer, konstrueres indenfor makrosikkerhedsdiskursen om beskyttelse af civile og konstruerer Ghadafi-regimet som en radikal Anden i forhold til de libyske oprørere. 20

25 Faciliterende omstændigheder for sikkerhedsdiskursen: Sikkerhedsdiskursen - konstrueres i overensstemmelse med Sikkerhedsrådets diskursive autoritet - konstrueres indenfor en makrosikkerhedsdiskurs om beskyttelse af civile - konstruerer Ghadafis regime som en radikal Anden 21

26 3. Læsestrategi og tekstudvælgelse I dette afsnit vil jeg beskrive, hvordan jeg konkret vil udføre den empiriske analyse i overensstemmelse med analysestrategien fremlagt i forrige afsnit. I forlængelse af specialets videnskabsteoretiske tilgang, er formålet med dette afsnit ikke at fremlægge en metode for at iagttage et bestemt objekt, men snarere en strategi for at iagttage andres iagttagelser (Andersen 1999: 14-15). Min overordnede strategi er diskursanalyse. Målet er ikke at afdække sandheder eller motiver bag diskurserne, men udelukkende at afdække selve diskurserne og de strukturer og identitetskonstruktioner indlejret heri. Analysegenstanden er åbne og offentlige tekster, og disse undersøges for, hvad de er og ikke som indikatorer på noget andet (Hansen 2006: 17; Wæver 2002: 26). For hver af de enkelte analyseafsnit gælder der dog forskellige bestemmelser for, hvordan det analytiske blik skal indstilles, og hvilke tekster der skal læses. Dette vil jeg redegøre for i nærværende afsnit. Først vil jeg redegør for hvordan den konkrete diskursanalyse gennemføres for de forskellige delanalyser. Dette speciale indeholder i alt fem underordnede analyser. Tre af disse omhandler afdækningen af en sikkerhedsdiskurs, og læsestrategien for disse tre vil derfor blive behandlet samlet. Derudover indeholder det nærværende afsnit også en læsestrategi for afdækningen af den intertekstuelle konstruktion af autoritet samt konstruktion af en radikal Anden identitet. Efter at have redegjort for læsestrategien vil jeg præsentere udvælgelsen af de tekster, der skal læses for hvert analyseafsnit. Tekster forstås i denne opgave som både sproglig og ikke sproglig data, som behandles som tekster eller skrift, således at de kan læses indenfor en diskursanalyse (Howarth 2000: 22). Til min analyse vil de udvalgte tekster udelukkende bestå af relevant sprogligt materiale. Dette skyldes, at casen dækker en meget højtprofileret debat, som er meget verbal, hvorfor der er mange tilgængelige sproglige kilder. Derudover er de udvalgte tekster kendetegnet ved at være centrale primærtekster som officielle dokumenter og udtalelser fra henholdsvis FN s Sikkerhedsråd og NATO. 3.1 Læsestrategi for analysen For så vidt angår analysen af en sikkerhedsdiskurs skal de udvalgte tekster læses med det formål at identificere en sikkerhedsdiskurs. Som defineret tidligere er en sikkerhedsdiskurs en diskurs som legitimerer ekstraordinære midler (suverænitetsbrud og væbnet magt) for at beskytte et referentobjekt mod en eksistentiel trussel. Det er således disse elementer, jeg i min læsning af materialet vil søge at identificere. Jeg forventer ikke nødvendigvis at identificere ord som sikkerhed og eksistentiel trussel, da mange forskellige ord kan bruges som synonymer eller metaforer (Buzan et al. 1998: 27). Min strategi for at 22

27 afdække en sikkerhedsdiskurs er endvidere kendetegnet af min forståelse af en diskurs som en regelmæssighed i spredningen af udsagn. Således læser jeg ikke blot for at identificere enkelte konstruktioner af referentobjekt, eksistentiel trussel og ekstraordinære midler men for at afdække en regelmæssighed i konstruktionen af disse elementer. Når Sikkerhedsrådet eksempelvis afholder møde om beskyttelse af civile, hvor samtlige lande udtaler sig om behovet for at beskytte civile mod truslen fra væbnede konflikter, er der en klar regelmæssighed i konstruktionen af civile i interne væbnede konflikter som referentobjekt (FN 2011 #4). Dette speciale indeholder tre delanalyser, hvori denne analysestrategi tages i brug. For det første en analyse af en konstruktion af en makrosikkerhedsdiskurs om beskyttelse af civile i FN s Sikkerhedsråd. Her er det konstruktionen af referentobjekt, eksistentiel trussel og ekstraordinære midler i FN s Sikkerhedsråd i forbindelse med beskyttelse af civile, som jeg har til formål at analysere. I det næste analyseafsnit bruger jeg denne analysestrategi i forbindelse med selve analysen af sikkerhedsdiskursen om Libyen-konflikten i FN s Sikkerhedsråd. Her er det ligeledes konstruktionen af et referentobjekt, eksistentiel trussel og ekstraordinære midler i FN s Sikkerhedsråd i forbindelse med Libyen-konflikten, der analyseres. Endelig anvendes analysestrategien til at analysere NATO s konstruktion af dets operation som legitim. Her analyseres, hvordan NATO i sin officielle diskurs rekonstruerer sikkerhedsdiskursen om Libyen-konflikten, som blev konstrueret i FN s Sikkerhedsråd. Her er det således rekonstruktionen af referentobjekt, eksistentiel trussel og ekstraordinære midler, som jeg søger at afdække igennem en diskursanalyse. Læsestrategien for analysen af en radikal Anden identitet går ud på at afdække FN-sikkerhedsrådets konstruktion af Ghadafis regime som den Anden og de libyske oprørere som Selvet. Læsningen vil analytisk blive opdelt efter de tre identitetsdimensioner: rumlig, tidsmæssig og etisk. Helt konkret læses teksterne med blik for at identificere de ord, der indikerer en klar konstruktion af den Anden eller Selvet indenfor hver af de tre dimensioner (Hansen 2006: 37-41). Når eksempelvis samtlige medlemmer af Sikkerhedsrådet konstruerer de libyske oprørere som civile, er der en klar regelmæssighed i den fysiske konstruktion af Selvets identitet (FN 2011 #4). I forhold til læsestrategien for analysen af Sikkerhedsrådets intertekstuelle konstruktion af autoritet er læsestrategien lidt anderledes end de to øvrige strategier. Intertekstualitet handler om, at tekster forstås som en del af et fælles tekstuelt rum, hvori tekster konstruerer autoritet ved at henvise til andre tekster. På denne måde rekonstrueres og genfortolkes ældre kernetekster i en ny kontekst (Kristeva 1986:111; Hansen 2006: 55-57). En intertekstuel analysestrategi går derfor ud på at analysere et oprindeligt kernedokument og derefter se hvordan dennes autoritet er blevet rekonstrueret i efterfølgende tekster (Hansen 2006: 59). Jeg anvender denne læsestrategi ved først at analysere konstruktionen af Sikkerhedsrådets autoritet i forhold til kapitel VII i FN s charter fra 1945 og dernæst at analysere, hvordan efterfølgende tekster rekonstruerer denne autoritet. Denne intertekstuelle læsestrategi vil også i mindre grad blive anvendt i forbindelse med 23

28 analysen af NATO s konstruktion af operationen i Libyen, idet NATO i sin diskurs ofte henviser direkte til de to sikkerhedsrådsresolutioner 1970 og 1973 for således at give deres operation autoritet. 3.2 Tekstudvælgelse I dette afsnit vil jeg forklare udvælgelsen af tekster til de fem delanalyser. Til min analyse har jeg udelukkende valgt tekster som består af relevant sprogligt materiale. Endvidere er kriteriet for udvælgelsen af teksterne at disse er centrale primærtekster (Hansen 2006: 82; Dyrberg et al. 2000: 325; Buzan et al. 1998: 177). De første fire analyseafsnit har alle diskurser i FN s Sikkerhedsråd som analysegenstandsfelt, hvorimod det sidste afsnit har den officielle diskurs fra NATO som genstandsfelt. Jeg vil derfor først præsentere udvælgelsen af centrale primærtekster fra FN s Sikkerhedsråd og dernæst udvælgelsen af centrale primærtekster fra NATO Tekster fra Sikkerhedsrådet De centrale primærtekster, der udvælges til delanalyserne af diskurser i FN s Sikkerhedsråd, er enten beslutninger fra Sikkerhedsrådet i form af sikkerhedsresolutioner eller udtalelser fra officielle møder i Sikkerhedsrådet, som er blevet transkriberet og offentliggjort. Resolutioner er Sikkerhedsrådets officielle beslutninger, som kan vedtages med 9 ud af 15 stemmer for, såfremt ingen af de permanente medlemmer stemmer imod (FN-charter, Kapitel V, artikel 27). Beslutningerne er retligt bindende policy dokumenter og har et meget formelt sprog. De indledes med en præambel, hvorefter Sikkerhedsrådets beslutninger udtrykkes i de operative paragraffer. Hvad angår udtalelserne fra de officielle møder fremstår sproget i udtalelserne langt mere deskriptivt og holdningsbaseret. Udtalelserne afgives af medlemslandene på vegne af deres stat. Her er aktørerne sikkerhedsrådsmedlemmerne, dvs. stater, som interagerer på forskellige niveauer igennem forskellige personer. De enkelte personer tildeles ikke nogen betydning udover deres rolle som repræsentation for staten (Buzan et al. 1998: 40-41). Jeg vil i min analyse af Sikkerhedsrådets udtalelser særligt fokusere på udtalelserne fra de permanente medlemmer af FN s Sikkerhedsråd (P5): USA, Storbritannien, Frankrig, Rusland og Kina. Dette skyldes det forhold, at P5-landene har udvidede beføjelser i kraft af deres vetoret, samt at analysen har vist, at den primære diskursive kamp om Libyen-konflikten fandt sted iblandt P5- landene. 24

29 Tekstudvælgelse for analysen af Sikkerhedsrådets konstruktion af autoritet I forhold til analysen af Sikkerhedsrådets konstruktion af autoritet er kernedokumentet selve FN s charter, som blev underskrevet af 50 lande i San Francisco den 26. juni Med dette artikuleres Sikkerhedsrådets formål og beføjelser for første gang. Dernæst følger en læsning af Sikkerhedsrådets beslutninger siden Denne læsning fokuserer på sikkerhedsresolutioner, hvori Sikkerhedsrådet autoriserer medlemslande til at bruge magt, som det var tilfældet med resolution 1973 (2011) om Libyen. Grundet antallet af resolutioner vedtaget af Sikkerhedsrådet siden 1945 identificeres de relevante resolutioner vha. sekundærlitteratur, der oplister Sikkerhedsrådets autorisering af militæroperationer (Bellamy et al.2010; Lowe et. al. 2008; Malone 2004; Security Council Report ) Der kan dog ikke lokaliseres sekundærlitteratur, som identificerer de relevante resolutioner efter 2008 og frem til vedtagelsen af Libyen resolutionen i For at kunne gennemføre den diskursanalytiske læsning fra 2008 og frem til 2011 læser jeg selv alle sikkerhedsrådsresolutioner fra denne tidsperiode og identificerer de tilfælde, hvor Sikkerhedsrådet autoriserer militæroperationer. Den komplette liste af de i alt 48 identificerede sikkerhedsrådsresolutioner, hvori sikkerhedsrådet autoriserer en militæroperation, fremgår af bilag 1. Tekstudvælgelse for analysen af makrosikkerhedsdiskursen om beskyttelse af civile Til analysen af makrosikkerhedsdiskursen om beskyttelse af civile i FN s Sikkerhedsråd vælger jeg, grundet materialets omfang til en analyse af en sådan historisk diskurs, at kombinere både sekundærlitteratur og relevant primær litteratur til at beskrive makrosikkerhedsdiskursen (Hansen 2006: 84). Til selve analysen af konstruktionen af en makrosikkerhedsdiskurs bruges de centrale primærtekster fra FN s Sikkerhedsråd fra den relevante periode. Det er i perioden fra den 12. februar 1999, hvor Sikkerhedsrådet for første gang drøfter beskyttelse af civile officielt, indtil vedtagelsen af resolution 1265 den 17. september 1999, at jeg i min analyse vil afdække konstruktionen af en makrosikkerhedsdiskurs om beskyttelse af civile. De primære officielle tekster fra perioden som jeg vil læse, er tre officielle møder i Sikkerhedsrådet, hvor beskyttelse af civile blev drøftet samt resolution En oversigt over de fire udvalgte tekster ses i Security Council Report 2008 er en rapport om Sikkerhedsrådets brug af Kapitel VII foretaget af non-profit organisationen Security Council Report, som publicerer analyser om Sikkerhedsrådets arbejde (Bellamy 2009: 72). Bellamy (2010) henviser ligeledes til denne rapport i sit afsnit om Sikkerhedsrådets autorisering af militæroperationer. 25

30 Tekstudvælgelse for analysen af sikkerhedsdiskursen om Libyen-konflikten i FN s Sikkerhedsråd og konstruktionen af en radikal Anden For at analysere sikkerhedsdiskursen om Libyen-konflikten fra FN s Sikkerhedsråd samt FN s Sikkerhedsrådets konstruktion af Ghadafi som en radikal Anden identitet udvælger jeg de centrale primærtekster fra perioden hvor Sikkerhedsrådet drøfter Libyen-konflikten. Konflikten i Libyen blev drøftet for første gang i FN s Sikkerhedsråd til et lukket møde den 22. februar 2011, kun ca. fire dage efter de første kampe i Libyen udbrød. I perioden fra den 22. februar 2011 og frem til at Sikkerhedsrådet autoriserer en militær intervention med resolution 1973 den 17. marts 2011, holder Sikkerhedsrådet to åbne møder og vedtager to resolutioner om Libyen. Det er disse fire kernetekster jeg vil læse med blik for at afdække konstruktionen af en sikkerhedsdiskurs samt konstruktionen af Ghadafi som en radikal Anden. Primære tekster om Libyen fra Sikkerhedsrådet, 22. februar marts Møde i Sikkerhedsrådet den 26. februar Resolution 1970 vedtaget den 26. februar Møde i Sikkerhedsrådet den 17. marts Resolution 1973 vedtaget den 17. marts Tekster fra NATO Idet jeg er interesseret i NATO s officielle diskurs om operationen i Libyen, udvælges de mest centrale officielle primærtekster om operation Unified Protector. Den relevante tidsperiode til udvælgelsen af tekster ligger efter sikkerhedsliggørelsen fandt sted, det vil sige efter Sikkerhedsrådet vedtog resolution 1973 den 17. marts 2011 og frem til at NATO afsluttede deres operation i Libyen den 31. oktober Det var i denne periode, at NATO operationen Unified Protector blev oprettet og afsluttet. Mit fokus er den officielle diskurs fra NATO omhandlende Libyen-operationen og for at afdække denne udvælger jeg en række dokumenter fra NATO s hjemmeside På hjemmesiden blev der ved opstarten af operation Unified Protector, etableret en temaside NATO and Libya, hvor alle de vigtigste NATO dokumenter og pressemeddelelser blev udgivet. Fra materialet på denne hjemmeside udvælges to typer tekster til brug for analysen. For det første pressemeddelelser fra NATO s Generalsekretær og andre NATO repræsentanter. Der blev i løbet af operationens forløb ofte afholdt officielle pressemøder i NATO s 14 På det pågældende tidspunkt, og for hele 2011 var følgende 10 lande valgt som ikke permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet: Bosnien-Herzegovina, Brasilien, Colombia, Gabon, Indien, Libanon, Nigeria, Portugal, Sydafrika og Tyskland (FN 2011 #7) 26

31 hovedkvarter i Bruxelles, hvor forskellige talspersoner fra NATO eller operation Unified Protector udtalte sig til pressen og efterfølgende besvarede spørgsmål. Udover disse pressemøder udvælges også samtlige daglige officielle operationsopdateringer, som har karakter af korte militærtekniske factsheets. Disse er relevante i det omfang de indeholder opgørelser over, hvad NATO har sigtet efter og ramt i deres militærkampagne i Libyen, og er på den måde med til at konstruere den officielle diskurs om operationen. Relevant for afdækningen af NATO s diskurs er endvidere den operationelle statusopdatering om den 20. oktober 2011, hvor NATO italesætter deres rolle i forbindelse med tilfangetagelsen og senere drabet på Muammar Ghadafi, som jeg anser som relevant for afdækningen af NATO s diskurs. Samlet set er udvalgt 256 officielle tekster fra NATO s hjemmeside om deres operation i Libyen. Disse fremgår af bilag Analysens gyldighed Indenfor poststrukturalistisk forskning kan gyldighed forstås som sandsynligheden for, at andre forskere opnår nogenlunde de samme konklusioner, hvis de anvender det samme teoretiske og empiriske grundlag (Dyrberg, Hansen og Torfing 2000: ). Derfor er det for det første vigtigt at være bevidst og eksplicit i de valg, der træffes, hvilket jeg har stræbt efter i forbindelse med præsentationen af analyse- og læsestrategien (Dyrberg, Hansen og Torfing 2000: 338). Ifølge københavnerskolen kan man forvente at afdække sikkerhedsliggørelser ud fra de mest centrale tekster om emnet, idet en sikkerhedsliggørelse sjældent forbliver i det skjulte (Buzan et al. 1998: 177). Såfremt der afdækkes tydelige eksempler i teksterne, er det også mere sandsynligt, at andre forskere vil komme frem til nogenlunde de samme analyseresultater. På baggrund af disse overvejelser vil jeg i min analysepræsentation fremhæve tydelige empiriske eksempler på både konstruktionen af sikkerhedsdiskurser, konstruktionen af autoritet og konstruktionen af en radikal Anden. 27

32 3.4 Samlede forskningsdesign Det samlede forskningsdesign opsummeres i nedenstående tabel. Tabellen præsenterer endvidere de fem analysedele i den kronologiske rækkefølge, som de følger i selve præsentationen af analysen. Tabel 1. Oversigt over specialets forskningsdesign Analysedel Læsestrategi Tekster Faciliterende Intertekstuel diskursanalyse af Kernetekst: FN s charter omstændighed: konstruktionen af 48 sikkerhedsrådsresolutioner fra hvori Sikkerhedsrådets Sikkerhedsrådets autoritet til at Sikkerhedsrådet autoriserer militæroperationer autoritet autorisere militæroperationer Faciliterende omstændighed: Makrosikkerhedsdiskurs om beskyttelse af civile Sikkerhedsdiskurs om Libyenkonflikten fra FN s Sikkerhedsråd Faciliterende omstændighed: konstruktion af en radikal Anden NATO s legitimering af operationen Unified Protector udenfor FN s kontrol. Diskursanalyse med henblik på at afdække konstruktionen af en makrosikkerhedsdiskurs i FN s Sikkerhedsråd om beskyttelse af civile. Diskursanalyse med henblik på at afdække konstruktionen af en sikkerhedsdiskurs om Libyen-konflikten i FN s Sikkerhedsråd. Diskursanalyse med henblik på at afdække konstruktionen af Ghadafis regime som en radikal Anden i tre dimensioner: rumlig, temporal og etisk. Diskursanalyse med henblik på at afdække hvordan NATO konstruerer deres operation som legitim samt at afdække rekonstruktionen af sikkerhedsdiskursen om Libyen fra FNsikkerhedsrådet. Fra mødet den 12. februar 1999: Sikkerhedsrådsmedlemmernes udtalelser Fra mødet den 22. februar 1999: Sikkerhedsrådsmedlemmernes udtalelser Fra mødet september 1999: Sikkerhedsrådsmedlemmernes udtalelser Resolution 1265 Fra mødet den 26. februar 2011: Resolution 1970 Sikkerhedsrådsmedlemmernes udtalelser Fra mødet den 17. marts 2011: Resolution 1973 Sikkerhedsrådsmedlemmernes udtalelser Samme tekster som ovenstående. Tekster fra temasiden NATO and Libya på 11 pressemeddelelser fra NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen 36 pressemøder med talspersoner fra NATO og Operation Unified Protector 209 daglige operationelle statusopdateringer 28

33 4. Faciliterende omstændighed: Sikkerhedsrådets autoritet I dette afsnit vil jeg se på, hvordan Sikkerhedsrådets sikkerhedsdiskurs om Libyen-konflikten var faciliteret af, at denne blev konstrueret i overensstemmelse med Sikkerhedsrådets autoritet. Mere specifikt ser jeg på konstruktionen af Sikkerhedsrådets autoritet til at autorisere militæroperationer indenfor dets Kapitel VII beføjelser, som kendetegnede Sikkerhedsrådets håndtering af Libyen-konflikten. Autorisering af militæroperationer forstås som de beslutninger, hvor Sikkerhedsrådet eksplicit autoriserer medlemslande, enten individuelt eller via regionale organisationer, til at anvende væbnet magt i en militæroperation udenfor FN s kontrol. I det følgende vil jeg vise hvordan autoriseringen af militæroperationer ikke var eksplicit en del af Sikkerhedsrådets beføjelser da institutionen blev etableret. Til dette formål vil jeg gennemgå FN s charter fra 1945, hvori Sikkerhedsrådets beføjelser under Kapitel VII for første gang konstrueres. Ved at gennemgå Sikkerhedsrådets efterfølgende beslutninger vil jeg vise, hvordan Sikkerhedsrådet første gang autoriserede en militæroperation under den kolde krig, men at det først var efter den kolde krig, at Sikkerhedsrådets autoritet i forhold til at autorisere militæroperationer i henhold til Kapitel VII for alvor konstrueredes. 4.1 FN s charters konstruktion af Sikkerhedsrådets autoritet We the peoples of the United Nations determined to save succeeding generations from the scourge of war, which twice in our lifetime had brought untold sorrow to mankind (FN s charter, præambel) Således indledes præamblen til FN s charter, som blev vedtaget af repræsentanterne fra 50 lande i San Francisco den 26. juni Heraf fremgår det, at formålet med FN var at sikre fred mellem landene og ultimativt undgå en tredje verdenskrig. Ifølge den første artikel fra charterets Kapitel I skal FN sikre den internationale fred ved at vedtage effektive og kollektive midler for at forhindre eller fjerne trusler. 15 Artikel 2 slår endvidere fast, at medlemslande ikke må bruge væbnet magt mod andre suveræne stater som led i deres udenrigspolitik To maintain international peace and security, and to that end: to take effective collective measures for the prevention and removal of threats to the peace, and for the suppression of acts of aggression or other breaches of the peace, and to bring about by peaceful means, and in conformity with the principles of justice and international law, adjustment or settlement of international disputes or situations which might lead to a breach of the peace (FN s charter, Kapitel I, artikel 1) 16 All Members shall refrain in their international relations from the threat or use of force against the territorial integrity or political independence of any state, or in any other manner inconsistent with the Purposes of the United Nations. (FN s charter, Kapitel I, artikel 2) 29

34 FN s Sikkerhedsråd blev i 1945 etableret som det organ med det primære ansvar for at bevare freden. Dets autoritet i forhold til medlemslandene fremstilles i FN-chartrets Kapitel V. Her fremgår det, at alle medlemslande er bundet af chartret til at acceptere og gennemføre beslutninger truffet af FN s Sikkerhedsråd. The Members of the United Nations agree to accept and carry out the decisions of the Security Council in accordance with the present Charter. (FN s charter, Kapitel V, artikel 25) Endvidere fremgår det, at substansbeslutninger i Rådet skal vedtages med 9 positive stemmer, inklusiv de permanente medlemmer (FN s charter, Kapitel V, artikel 27). 17 Denne regel er kendt som de permanente medlemmers vetoret. Med disse beføjelser konstrueres Sikkerhedsrådet, og særligt de permanente medlemmer, som autoritet i kraft af, at deres beslutninger er retlige bindende for de øvrige medlemslande. Med charterets Kapitel VII etableres Sikkerhedsrådets vidtgående beføjelser i forhold til at adressere trusler mod den internationale fred. Ifølge artikel 39, indsat nedenfor, er det Sikkerhedsrådets ansvar at afgøre, hvornår en situation kan kategoriseres som en trussel mod freden. The Security Council shall determine the existence of any threat to the peace, breach of the peace, or act of aggression and shall make recommendations, or decide what measures shall be taken in accordance with Articles 41 and 42, to maintain or restore international peace and security. (FN s charter, Kapitel VII, artikel 39) Endvidere er det også Sikkerhedsrådet, som skal bestemme, hvilke midler der skal tages i brug for at imødegå den pågældende trussel. Ifølge artikel 42 har Sikkerhedsrådet autoritet til at vedtage midler, som inkluderer væbnet magt, eksempelvis i form af blokader, luftoperationer og landoperationer (FN s charter, Kapitel VII, artikel 42). Sikkerhedsrådets beslutninger om at bruge væbnet magt i henhold til Kapitel VII, sammen med retten til selvforsvar (artikel 51), fremgår som de eneste undtagelser for det generelle forbud om at anvende magt mod andre stater (Roberst 2008: 133) Sikkerhedsrådets autoritet i forhold til at autorisere militæroperationer Der er intet i FN s charter, som specifikt omtaler muligheden for at autorisere medlemslande til at bruge magt i en militæroperation, som ikke ledes af FN. Dog fremgår det af artikel 48, at Sikkerhedsrådet kan 17 Ved oprettelsen af FN s Sikkerhedsråd var der kun 11 medlemmer af Sikkerhedsrådet og der skulle kun 7 positive stemmer til for at vedtage en beslutning. I august 1965 ændredes FN s charter således at medlemskabet af Sikkerhedsrådet udvides til 15 medlemmer og der efterfølgende skulle 9 positive stemmer til for at vedtage en beslutning (FN s charter, introduktion) 30

35 bestemme, at medlemslande enten individuelt eller via organisationer skal bidrage til at implementere dets beslutninger. 1. The action required to carry out the decisions of the Security Council for the maintenance of international peace and security shall be taken by all the Members of the United Nations or by some of them, as the Security Council may determine. 2. Such decisions shall be carried out by the Members of the United Nations directly and through their action in the appropriate international agencies of which they are members. (FN s charter, Kapitel VII, artikel 48) Af charterets Kapitel VIII s artikel 53 fremgår det endvidere, at regionale organisationer ikke må gennemføre håndhævelsesforanstaltninger uden autorisering fra Sikkerhedsrådet. The Security Council shall, where appropriate, utilize such regional arrangements or agencies for enforcement action under its authority. But no enforcement action shall be taken under regional arrangements or by regional agencies without the authorization of the Security Council (FN s charter, Kapitel VII, artikel 53) Ifølge disse artikler kan Sikkerhedsrådet anmode medlemslande eller regionale organisationer om bidrag til at gennemføre dets beslutninger. Den oprindelige ide var dog ikke, at Sikkerhedsrådet blot skulle legitimere andres operationer, men at medlemslande skulle assistere Sikkerhedsrådet i gennemførslen af dets operationer. FN s charter lagde oprindeligt op til at etablere en stående FN hær under Sikkerhedsrådet til at gennemføre organets beslutninger (jf. artikler 42-43). Der blev også forhandlet om denne stående FN-hær i årene efter vedtagelsen af FN s charter, men forhandlingerne blev opgivet i 1948 (Bellamy og Williams 2010: 82-83). Ved etableringen af FN s Sikkerhedsråd i 1945 konstrueres Sikkerhedsrådets autoritet for første gang. Ifølge FN s charter er Sikkerhedsrådet det organ, der har det primære ansvar for at sikre den internationale fred. Sikkerhedsrådet fik vidtrækkende beføjelser til at sikre den internationale fred, herunder autoritet til at bruge væbnet magt og bryde med suverænitetsprincippet. Af chartret konstrueres Sikkerhedsrådet som en udfarende kraft med autoritet til at gennemføre militæroperationer. På trods af denne oprindelige konstruktion af Sikkerhedsrådets autoritet fik Rådet aldrig en stående FN hær under dets bemyndigelse. I det kommende afsnit vil jeg vise, hvordan Sikkerhedsrådet sidenhen rekonstruerede dets autoritet ved at autorisere militæroperationer udenfor FN s kontrol i henhold til Kapitel VII. 31

36 4.2 Under den kolde krig Fra 1945 og frem til slutningen af den kolde krig gjorde FN s Sikkerhedsråd meget lidt brug af sine Kapitel VII beføjelser. I alt blev Kapitel VII anvendt 24 gange mellem 1945 og 1989 (Bellamy 2010: 215). Tre af disse tilfælde var i forbindelse med to konflikter, hvor Sikkerhedsrådet autoriserede medlemslande til at anvende væbnet magt. I samme periode blev der gennemført ca. 50 militæroperationer, som ikke var autoriseret af FN, på trods af eksplicit forbud mod dette i charterets artikel 53. I de fleste tilfælde drejede det sig om en sikkerhedsorganisation eller koalition, som gennemførte en militæroperation udenom FN og uden at søge om autorisering fra FN s Sikkerhedsråd (Bellamy 2010: 89). Resolution 83 (1950) er det første eksempel på, at Sikkerhedsrådet autoriserer medlemslande til at anvende magt i en militæroperation udenfor FN s kontrol (Security Council Report 2008; Bellamy og Williams 2010: 220). Resolutionen fastslår indledningsvis, at Nordkoreas angreb på Sydkorea udgør en trussel mod international fred og sikkerhed. Herefter autoriseres en militær operation med følgende ordlyd. (Resolution 83) Med resolutionen anbefaler FN s Sikkerhedsråd, at medlemslande giver den nødvendige assistance til Sydkorea til at tilbagestøde det væbnede angreb fra Nordkorea. Der er i resolutionsteksten ingen eksplicit henvisning til, at Sikkerhedsrådet agerer under Kapitel VII. Det kommer i stedet indirekte til udtryk med henvisningen til international fred og sikkerhed. Ved at anbefale, giver resolutionen medlemslandene muligheden for at anvende magt, såfremt de selv beslutter det. Der er ikke tale om en bindende beslutning om, at medlemslande skal bidrage til en militæroperation. I den efterfølgende resolution 84 (1950) om samme emne identificeres USA som det land, der leder den internationale indsats i forhold til Nordkorea. Ved at henvise til USA's lederskab understreges det, at den militære operation ikke er under FN s kontrol. Frem til slutningen af den kolde krig i 1990 vedtog Sikkerhedsrådet kun denne form for autorisering af militæroperationer en yderligere gang. Dette var i forbindelse med vedtagelsen af resolution 221 om Sydrhodesia i

37 (Resolution 221) Resolution 221 fastslår, at situationen i Sydrhodesia udgør en trussel mod den internationale fred, og kalder på Storbritannien til at etablere en maritim blokade for at forhindre ulovlig import af olie til Sydrhodesia. Som det fremgår af ovenstående operative paragraf 5 fra resolution 221, bemyndiges Storbritannien eksplicit til at anvende magt hvis nødvendigt. Denne autorisering er dog begrænset, og gælder ifølge resolutionen kun i forhold til at håndhæve den maritime blokade. Ligesom resolution 83 og 84 (1950) indeholder resolution 221 (1966) ikke en eksplicit henvisning til Kapitel VII. 4.3 Efter den kolde krig Efter slutningen af den kolde krig sker der en betydelig ændring i forhold til Sikkerhedsrådets anvendelse af dets Kapitel VII beføjelser. Alene i årene mellem 1990 og 1999 anvendte Sikkerhedsrådet Kapitel VII 166 gange (Bellamy 2010: 215). I forhold til de 24 gange det blev anvendt mellem 1945 og 1989, er dette en betydelig stigning. Denne stigning i aktivitetsniveau kendetegner også autoriseringen af medlemslandes brug af væbnet magt. Fra 1990 frem til vedtagelsen af resolution 1973 om Libyen den 17. marts 2011 er der identificeret en lang række tilfælde, hvor Sikkerhedsrådet autoriserer militæroperationer udenfor FN s kontrol. Disse er oplistet i nedenstående tabel. Tabel 2. Sikkerhedsresolutioner fra der autoriserer medlemslande til at bruge væbnet magt i henhold til Sikkerhedsrådets Kapitel VII beføjelser. Land: Resolutioner: Irak 665 (1990), 678 (1990), 1511 (2003) Somalia 794 (1992), 1744 (2007), 1801 (2008), 1831 (2008), 1863 (2009), 1910 (2010) Bosnien-Herzegovina 770 (1992), 787 (1992), 816 (1993), 820 (1993), 836 (1993), 908 (1994), 1031 (1995), 1088 (1996), 1174 (1998), 1575 (2004), 1785 (2007), 1845 (2008), 1895 (2009), 1948 (2010) Rwanda 929 (1994) 33

38 Haiti 875 (1993), 940 (1994), 1529 (2004) Centralafrikanske Republik 1125 (1997) Albanien 1101 (1997), 1114 (1997) Kosovo 1244 (1999) Østtimor 1264 (1999) Afghanistan 1386 (2001), 1510 (2003), 1833 (2008), 1890 (2009), 1943 (2010) Elfenbenskysten 1464 (2003), 1528 (2004) Demokratiske Republik 1080 (1996), 1484 (2003), 1671 (2006) Congo Liberia 1497 (2003) Sierra Leone 1132 (1997) Chad 1778 (2007) Den første gang Sikkerhedsrådet autoriserer medlemslande til at anvende magt efter slutningen af den kolde krig, er i forbindelse med Iraks invasion af Kuwait i Med resolution 665 besluttes det, at medlemslande, der samarbejder med Kuwait, kan anvende de nødvendige midler for at indføre en maritim blokade. Det fremgår dog af resolutionsteksten, at anvendelsen af disse midler er under Sikkerhedsrådets kontrol. Dette ekspliciteres ikke nærmere, men umiddelbart fremstår autoriseringen med resolution 665 ikke at være helt udenfor FN s kontrol (resolution 665). Den efterfølgende resolution, som autoriserer magtanvendelse er resolution 678 (1990), som også omhandlede Irak. Ved læsningen af denne resolution og de efterfølgende resolutioner som vist i tabellen fremstår resolution 678 på flere områder som en beslutning, der har ændret den måde, Sikkerhedsrådet bruger deres Kapitel VII beføjelser på (Weiss 2004: 46). Nedenfor er indsat et uddrag af resolution 678 (1990) vedrørende situationen mellem Irak og Kuwait. (Resolution 678) 34

39 I henhold til Kapitel VII autoriseres medlemsstater til at bruge alle nødvendige midler til at implementere tidligere resolutioner. I modsætning til resolution 83, 84 (1950) og 221 (1966) indeholder denne resolution en eksplicit henvisning til Kapitel VII. Resolutionerne om Irak udgør et vendepunkt i forhold til Sikkerhedsrådets autoritet til at autorisere magtanvendelse i henhold til Kapitel VII. Som det fremgår af tabel 2, autoriserede Sikkerhedsrådet medlemslande til at gennemføre militæroperationer i henhold til Kapitel VII mange gange efter vedtagelsen af resolution 678 (1990). Ligesom resolution 678 (1990) er alle disse efterfølgende resolutioner, hvormed Sikkerhedsrådet autoriserer magtanvendelse, kendetegnet ved følgende: - en direkte henvisning til Kapitel VII - en operativ paragraf hvormed stater autoriseres til at anvende magt Siden slutningen af den kolde krig har Sikkerhedsrådet således rekonstrueret dets autoritet i forhold til dets Kapitel VII beføjelser. Ved at vedtage 45 resolutioner, hvormed der gives autoritet til medlemslande til at anvende magt udenfor FN s kontrol med direkte henvisning til charterets Kapitel VII, er denne autoritet blevet reproduceret frem til vedtagelsen af resolution 1973 om Libyen den 17. marts Delkonklusion FN s charter fra 1945 konstruerer Sikkerhedsrådet som det organ der har det primære ansvar for at sikre international fred og sikkerhed. Med Sikkerhedsrådets Kapitel VII beføjelser konstrueres Sikkerhedsrådets autoritet til at bruge væbnet magt for at fjerne trusler mod freden. Til dette formål gives der med FN s charter mulighed for, at Sikkerhedsrådet råder over en stående hær og kan anmode medlemslande om bidrag til FN operationer. At Sikkerhedsrådet bruger deres Kapitel VII beføjelser til at blåstemple militæroperationer udenfor FN s kontrol, fremstår ikke som en del af den oprindelige konstruktion af Sikkerhedsrådets autoritet. Som beskrevet af Weiss (2004) blev Sikkerhedsrådet til en legitimerende autoritet. Instead of being the doer envisaged by the Charter, the Security Council often became the approver of operations conducted by others. (Weiss 2004: 46) Sikkerhedsrådets autoriserede første gang medlemslande til at anvende magt i 1950 i forbindelse med Nordkoreas angreb på Sydkorea. Det var dog først efter den kolde krig, at Sikkerhedsrådet for alvor rekonstruerede sin autoritet i forhold til sine Kapitel VII beføjelser. Beslutningerne om Irak i 1990 udgør et vendepunkt i forhold til Sikkerhedsrådets autoritet til at autorisere magtanvendelse i henhold til Kapitel VII. 35

40 Mellem vedtagelsen af resolution 665 (1990) om Irak og resolution 1973 (2011) om Libyen er denne autoritet blevet reproduceret i 45 sikkerhedsrådsbeslutninger. I alle disse er der en direkte henvisning til Kapitel VII og en eksplicit autorisering af medlemslande til at bruge magt. På denne måde har Sikkerhedsrådet med sine beslutninger siden 1990 konstrueret sin autoritet til at autorisere militæroperationer. Jeg mener, dette i høj grad er en faciliterende omstændighed for sikkerhedsdiskursen om Libyen, som netop præsenterer nødvendigheden af at autorisere sådanne ekstraordinære midler. 36

41 5. Faciliterende omstændighed: Sikkerhedsrådets makrosikkerhedsdiskurs om beskyttelse af civile I dette afsnit ser jeg på, hvordan sikkerhedsdiskursen om Libyen blev faciliteret af, at blive konstrueret indenfor den overordnede makrosikkerhedsdiskurs om beskyttelse af civile. En makrosikkerhedsdiskurs er, som beskrevet tidligere, en overordnet sikkerhedsdiskurs, som strukturerer andre sikkerhedsdiskurser. Ligesom en sikkerhedsdiskurs præsenterer en makrosikkerhedsdiskurs et referentobjekt, der er truet på sin eksistens, og etablerer på den baggrund en platform for ekstraordinære midler. Ekstraordinære midler forstås, som tidligere nævnt, som at der etableres en platform, hvorfra brud på suverænitet og brug af væbnet magt kan legitimeres. For at forstå konstruktionen af makrodiskursen om beskyttelse af civile vil jeg i det følgende afsnit indledningsvis se på begrebet Human Security, der opstod efter slutningen af den kolde krig. I slutningen af 1999 blev dette nye sikkerhedsinitiativ med individet i centrum, inkorporeret som del af FN-sikkerhedsrådets dagsorden ved at introducere et nyt officielt dagsordenspunkt: beskyttelse af civile i væbnede konflikter. Fra første møde om dette tema i januar 1999 og indtil vedtagelsen af den første sikkerhedsrådsresolution nogensinde om beskyttelse af civile den 17. september 1999, mener jeg at FN s Sikkerhedsråd konsturerede en makrosikkerhedsdiskurs om beskyttelse af civile. 5.1 Et nyt begreb om sikkerhed Under den kolde krig brugte FN s Sikkerhedsråd i meget begrænset omfang sine Kapitel VII beføjelser, jf. forrige afsnit. De konflikter, hvor Sikkerhedsrådet dog brugte sine Kapitel VII beføjelser, var alle kendetegnet ved at være interstatslige, det vil sige konflikter mellem stater. Eksempelvis var der ingen resolutioner mellem 1945 og frem til Seksdagskrigen i 1967, som overhovedet nævner det humanitære aspekt af en konflikt, og det er først i 1987, at International Committee of the Red Cross (ICRC) første gang nævnes i en resolution (Weiss 2004: 37-40). I ingen af de tilfælde, hvor FN s Sikkerhedsråd brugte Kapitel VII under den kolde krig, var årsagen beskyttelse af civile (MacFarlane og Khon 2006: 166). Ifølge rapporten Human Development Report, fra FN s humanitære organ UNDP fra 1994, var der under den kolde krig en tilgang til sikkerhed, som kun tog udgangspunkt i staten og ikke i individet. Afslutningen af den kolde krig og fremkomsten af nye typer konflikter med høje civile omkostninger som i Bosnien, Somalia og Rwanda, nødvendiggjorde derfor en ny sikkerhedstilgang, som i højere grad var centreret omkring individets sikkerhed. 37

42 The concept of security has for too long been interpreted narrowly: as security of territory from external aggression, or as protection of national interests in foreign policy or as global security from the threat of a nuclear holocaust. It has been related more to nation-states than to people. (Human Development Report 1994: 22) Denne nye sikkerhedstilgang blev af rapporten givet betegnelsen Human Security: Human security can be said to have two main aspects. It means, first, safety from such chronic threats as hunger, disease and repression. And second, it means protection from sudden and hurtful disruptions in the patterns of daily life-whether in homes, in jobs or in communities. (Human Development Report 1994: 23) Human Security er således bredt defineret i rapporten som sikkerhed fra sult, sygdom og undertrykkelse, forstyrrelser i livet, jobbet og samfundet. I alt dækker begrebet over syv forskellige kategorier: økonomisk sikkerhed, mad sikkerhed, sundhedsmæssig sikkerhed, miljø sikkerhed, personlig sikkerhed, samfundssikkerhed og politisk sikkerhed (Human Development Report 1994: 24-25). At et individs fysiske sikkerhed kun udgør et af i alt syv aspekter af Human Security, understreger, at rapporten i høj grad knytter Human Security til FN s overordnede uviklingsarbejde (MacFarlane og Khong 2006: 142). Dette understreges også eksplicit på rapportens første side, hvor der står, at vejen til Human Security går igennem udvikling og ikke igennem våben (Human Development Report 1994: 1). Human Security er således til at starte med noget, der primært diskuteres i forhold til FN s udviklingsarbejde, og først mod slutningen af 1990 erne inkorporeres den nye tilgang for alvor i FN s Sikkerhedsråds arbejde. 5.2 Beskyttelse af civile på dagsordenen i Sikkerhedsrådet Mod slutningen af 1990 erne er der i Sikkerhedsrådet mere fokus på de humanitære omkostninger af konflikter, og i 1999 afholder Sikkerhedsrådet, især på opfordring af Canada, som er ikke-permanent medlem i , en række officielle møder relaterede til spørgsmålet om Human Security (Dedring 2008: ). Human Security inkorporeres i denne periode som del af Sikkerhedsrådets arbejde i form af et nyt dagsordenspunkt: beskyttelse af civile i væbnet konflikt (Dedring 2008: ). De væsentligste møder i denne periode er fremstillet i nedenstående tidslinje, som spænder fra det første møde, hvor beskyttelse af civile i væbnede konflikter officielt drøftes frem til vedtagelsen af den første sikkerhedsresolution nogensinde om beskyttelse af civile i interne væbnede konflikter. 38

43 Figur 3. Tidslinje over FN s Sikkerhedsrådets inkorporering af beskyttelse af civile i deres arbejde. 12. februar 1999 Møde i Sikkerhedsrådet under et nyt dagsordenspunkt protection of civilians in armed conflict. Vedtagelse af første fælles formandsudtalelse om emnet hvori FN-generalsekretæren anmodes om at udarbejde den første rapport om beskyttelse af civile (FN 1999 #1). Linket mellem beskyttelse af civile i væbnede konflikter og Human Security blev til mødet især understreget af Slovenien: The basic aim of United Nations humanitarian action should be human security, with the key to security being physical (FN 1999 #2: 11) 22. februar September 1999 Åbent debatmøde i Sikkerhedsrådet med deltagelse af ikke-medlemmer. 23 delegationer tilkendegiver deres opbakning til Canadas initiativ, og flere bruger eksplicit begrebet Human Security (Dedring 2008: 609). Åbent debatmøde i Sikkerhedsrådet, hvor Rådet diskuterer FN s Generalsekretærs rapport om anbefalinger til beskyttelse af civile i væbnede konflikter. Vedtagelse af resolution 1265, den første resolution omhandlende beskyttelse af civile i væbnet konflikt (Dedring 2008: 610; FN 1999 #4). 5.3 Makrosikkerhedsdiskursen om beskyttelse af civile Ud fra de centrale officielle primærtekster i perioden 12. februar 1999 frem til 17. september 1999: møderne den 12. februar, 22. februar, september og resolution 1265 vedtaget den 17. september, mener jeg at kunne afdække en makrosikkerhedsdiskurs om beskyttelse af civile. Referentobjektet er relativt simpelt at lokalisere, idet selve dagsordenspunktet hedder beskyttelse af civile i væbnede konflikter. Selve emnet går således ud på, hvordan Sikkerhedsrådet i deres arbejde bedre kan beskytte civile truet af væbnede konflikter. Den eksistentielle trussel der konstrueres er væbnede konflikter. Mere specifikt er det væbnede konflikter internt i et land. Dette kommer til udtryk ved samtlige af medlemslandenes udtalelser til de forskellige sikkerhedsrådsmøder. Således udtrykker eksempelvis USA til sikkerhedsrådsmødet den 16. september 1999: The percentage of civilians casualties as a percentage of total casualties in war has risen from 10 per cent to 90 per cent from the First World War to today. It is our duty to confront this reality and do everything we can to prevent or minimize it. Increasingly, civilians including humanitarian workers 39

44 are not just random, incidental victims of conflict, but targets of it, as we have seen in Chechnya, in Rwanda, in Bosnia and in Cambodia. (FN 1999 #4: 12) Væbnede konflikter internt i et land bliver i mange udtalelser fremstillet som en ny eller i hvert fald eskaleret trussel, som i højere grad end tidligere er rettet mod civile. På den baggrund argumenterer flere lande for, at det bør være en af Sikkerhedsrådets målsætninger at komme denne trussel til livs, samt at det bør være muligt at bruge Sikkerhedsrådets vidtrækkende Kapitel VII beføjelser med det formål at beskytte civile i væbnede konflikter. Dette kommer blandt andet til udtryk i henholdsvis Frankrigs og Sloveniens udtalelser til mødet den 12. februar 1999: The last element concerns the authorization by the Council of resort to armed force. This may be indispensable to ensure the security of populations and humanitarian action. In some cases it is armed force alone that can make it possible to create a humanitarian space, corridors of access and protection for the delivery of aid. (FN 1999 #2: 19) In some military conflicts it is necessary for the Security Council to be able to build the resolve of the international community to use Chapter VII measures in order to protect civilians, including those measures that require the use of force. (FN 1999 #2: 12) Det er dog ikke alle lande, som mener, at det burde være muligt at bruge Kapitel VII til at beskytte civile i væbnede konflikter. Blandt andre understreger Rusland, at magtanvendelse kun skal bruges som sidste udvej: Only when all political and diplomatic methods have been exhausted can consideration be given to the question of using force to protect the civilian population and the personnel of the humanitarian organizations, and then only on the sound basis of the Charter. Incidentally, when the Security Council takes decisions to use force for the protection of the civilian population, there is a need to give careful thought to how effective it will be and whether it may not have negative consequences. (FN 1999 #2: 15) Denne indstilling stemmer i høj grad overens med Ruslands senere position i forhold til brugen af Kapitel VII med det formål at beskytte civile i Libyen. Men da alle femten sikkerhedsrådsmedlemmer, inklusiv Rusland, stemmer for resolution 1265, udfordrer Ruslands ikke i væsentlig grad den generelle diskurs. Med den første resolution om beskyttelse af civile, resolution 1265, som blev enstemmigt vedtaget den 17. september 1999, mener jeg, at der er etableret en platform for ekstraordinære midler (FN 1999 #4: 11). Med operative paragraf 10, udtrykker Sikkerhedsrådet sin vilje til at respondere på situationer af væbnet konflikt, hvor civile bevidst sigtes efter eller humanitær assistance til civile bevidst tilbageholdes: 40

45 (Resolution 1265: 3) Det fremgår endvidere, at Sikkerhedsrådets respons kan inkludere midler, som Sikkerhedsrådet har til rådighed i overensstemmelse med FN s charter. Muligheden for at bruge Kapitel VII for at beskytte civile i væbnede konflikter fremgår ikke direkte fra resolution Dog fremgår det indirekte ved, at Sikkerhedsrådet giver udtryk for, at de er villige til at bruge de midler, de har i kraft af FN s charter til at adressere denne trussel mod civile (MacFarlane og Khong 2006: ). Dette giver mulighed for suverænitetsbrud og brug af væbnet magt med det formål at beskytte civile og udgør derfor i høj grad en platform for ekstraordinære midler. På denne baggrund mener jeg, at der fra den 12. februar 1999 og frem til 17. september 1999 konstrueres en makrosikkerhedsdiskurs som legitimerer brugen af Kapitel VII med det formål at beskytte civile i interne væbnede konflikter. Denne makrosikkerhedsdiskurs skaber således muligheden for, at underordnede sikkerhedsdiskurser, ved at referere til beskyttelse af civile i væbnede konflikter, kan legitimere brud på suverænitet og brug af væbnet magt. Siden 1999, hvor beskyttelse af civile i væbnet konflikt blev introduceret på FN-sikkerhedsrådets dagsorden og frem til vedtagelsen af resolution 1973 om Libyen den 17. marts 2011, har Sikkerhedsrådet beskæftiget sig med beskyttelse af civile både som overordnede tema for Sikkerhedsrådets arbejde og i deres konfliktspecifikke beslutninger. Siden vedtagelsen af den første resolution om beskyttelse af civile, resolution 1265 fra 1999, har Sikkerhedsrådet vedtaget yderligere 3 tematiske resolutioner: resolution 1296 (2000), resolution 1674 (2005) og resolution 1894 (2009). Sikkerhedsrådet har endvidere vedtaget 9 formandsudtalelser om emnet, og FN s Generalsekretær har udarbejdet 8 rapporter om emnet med anbefalinger til Sikkerhedsrådets videre arbejde (Security Council Report 2011: 4). 5.4 Responsibility to Protect Makrosikkerhedsdiskursen om beskyttelse af civile mener jeg endvidere er blevet understøttet af den internationale opbakning til konceptet Responsibility to Protect (R2P) (Bellamy og Williams 2010: 343). R2P kan siges at omhandle beskyttelse af civile, når den ene part i den interne væbnede konflikt er staten selv (Dedring 2008: 618) 41

46 R2P blev ligesom Human Security konstrueret i kølvandet på slutningen af den kolde krig. Det var især i slutningen af 1990 erne efter Sikkerhedsrådets manglende evne til at beskytte befolkningsgrupper i Rwanda og Kosovo, at blandt andet FN s Generalsekretær Kofi Annan begyndte at tale om behovet for en ny suverænitetsforståelse. Suverænitet ikke bare som magt over et territorium, men som et ansvar i forhold til befolkningen indenfor statens territorium (Bellamy 2009: 19-33). I forbindelse med en canadisk sponsoreret kommission, International Commission on Intervention and State Sovereignty (ICISS), blev betegnelsen R2P introduceret i 2001 (Bellamy 2009: 35-65). I 2005 fik R2P formel tilslutning til FN s verdenstopmøde, i form af paragraf 138 og 139 i topmødets endelige dokument: (FN 2005: 30) Heraf fremgår det, at FN er villig til, at Sikkerhedsrådet adresserer når stater ikke formår at beskytte deres civilbefolkning fra folkedrab, krigsforbrydelser, etnisk udrensning og forbrydelser mod menneskeheden, og i den forbindelse anvende dets Kapitel VI og Kapitel VII beføjelser. Den formelle tilslutning til R2P blev bekræftet i Sikkerhedsrådets tredje resolution om beskyttelse af civile: resolution 1674, som blev enstemmigt vedtaget i 2006 (Bellamy 2009: 133; Resolution 1674: 2): 42

47 (Resolution 1674: 2) Gennem Sikkerhedsrådets bekræftelse af R2P i en resolution om beskyttelse af civile, blev R2P inkorporeret som en del af makrodiskursen om beskyttelse af civile i Sikkerhedsrådet. 5.5 Delkonklusion Beskyttelse af civile blev første gang introduceret som emne på Sikkerhedsrådets dagsorden i Indtil da var den mere individfokuserede sikkerhedstilgang, Human Security, allerede blevet introduceret i FNsystemet, men uden at få væsentlig indflydelse i Sikkerhedsrådets arbejde. Efter det første officielle møde om beskyttelse af civile i FN s Sikkerhedsråd den 12. februar 1999 blev der holdt yderligere to officielle møder før Sikkerhedsrådet den 17. september 1999 vedtog sin første resolution om beskyttelse af civile i væbnede konflikter. Ved læsningen af de centrale primærtekster fra denne periode har jeg identificeret en makrosikkerhedsdiskurs om beskyttelse af civile. I resolution 1265 og fra de fleste sikkerhedsrådsmedlemmernes udtalelser konstrueres civile som eksistentielt truet af de stigende antal interne væbnede konflikter. På baggrund af denne konstruktion, som fremstod nærmest uudfordret, konstruerede flere medlemmer i deres udtalelser samt resolution 1265, nødvendigheden af at Sikkerhedsrådet kunne anvende dets Kapitel VII beføjelser for at adressere denne trussel mod civile. Makrosikkerhedsdiskursen kan illustreres med følgende figur. Figur 4. FN-sikkerhedsrådets makrosikkerhedsdiskurs om beskyttelse af civile Interne væbnede konflikter Civilbefolk ninger Kapitel VII midler 43

48 (Gad 2010: 152) Siden konstruktionen af denne makrosikkerhedsdiskurs om beskyttelse af civile har Sikkerhedsrådet beskæftiget sig meget med emnet og har sidenhen inkorporeret det nye internationalt anerkendte princip Responsiblity to Protect som led i deres arbejde for at beskytte civile i væbnede konflikter. Sikkerhedsdiskursen om Libyen-konflikten konstruerer netop en trussel mod civile fra angreb fra deres eget lederskab og muliggør på den baggrund anvendelsen af ekstraordinære Kapitel VII midler. Selve betegnelsen beskyttelse af civile bruges i både resolutionen og af sikkerhedsrådsmedlemmerne i forbindelse med Libyen, ligesom der også henvises direkte til det libyske lederskabs ansvar for at beskytte deres civilebefolkning i resolution Jeg anser derfor makrosikkerhedsdiskursen om beskyttelse af civile som en vigtig faciliterende omstændighed for, at Sikkerhedsrådet kunne konstruere sikkerhedsdiskursen om Libyenkonflikten. 44

49 6. Sikkerhedsrådets sikkerhedsdiskurs om Libyen-konflikten I dette afsnit vil jeg se på, hvordan Sikkerhedsrådet konstruerede en sikkerhedsdiskurs om Libyenkonflikten. Jeg vil afdække konstruktionen af en sikkerhedsdiskurs om Libyen-konflikten i FN s Sikkerhedsråd, ud fra læsning af fire centrale primærtekster fra Sikkerhedsrådet i perioden fra Sikkerhedsrådet for første gang drøftede Libyen-konflikten frem til vedtagelsen af resolution Denne tidsperiode er illustreret med nedenstående tidslinje. Figur 5. Tidslinje over Libyen-konflikten i FN s Sikkerhedsråd 18. februar februar februar 2011 De første kampe mellem oprøre og regimestyrker i Libyen. Sikkerhedsrådet afholder sit første møde om konflikten i Libyen. I det lukkede møde briefes Sikkerhedsrådsmedlemmerne af FN-sekretariatet om situationen i Libyen (FN 2011 #1). Sikkerhedsrådet briefes i åbent møde om udviklingerne i Libyen. Ingen medlemmer udtalelser sig (FN 2011 #2). 26. februar marts 2011 Sikkerhedsrådet afholder åbent møde om Libyen-konflikten. Sikkerhedsrådsmedlemmerne vedtager enstemmigt resolution 1970, hvori de bl.a. beslutter at indføre sanktioner mod Libyens lederskab, og udtalelser sig enkeltvist efterfølgende (FN 2011 #3). Sikkerhedsrådet afholder åbent møde om Libyen-konflikten og vedtager resolution 1973, hvormed der gives mandat til medlemslande og regionale organisationer om at indføre en flyveforbudszone og beskytte civile. Resolutionen vedtages med 9 stemmer for og ingen imod. Rusland, Kina, Brasilien, Indien og Tyskland afstår fra at stemme. Sikkerhedsrådsmedlemmernes udtaler sig efterfølgende enkeltvist (FN 2011 #4). De fire centrale og offentlige tekster ud fra hvilke jeg vil afdække en sikkerhedsdiskurs er de to sikkerhedsresolutioner 1970 og 1973 samt de to åbne Sikkerhedsrådsmøder, hvor medlemmerne udtaler sig enkeltvis. Disse fire tekster læses med det formål at identificere de tre elementer af en sikkerhedsdiskurs: referentobjekt, eksistentiel trussel og ekstraordinære midler, for således at kunne afdække sikkerhedsdiskursen om Libyen-konflikten. Analyseafsnittet vil indledningsvist præsentere læsningen af resolution 1970 og medlemmernes udtalelser fra mødet den 26. februar 2011 og dernæst læsningen af resolution 1973 og medlemmernes udtalelser fra mødet den 17. marts Til slut præsenteres den afdækkede sikkerhedsdiskurs. 45

50 6.1 Sikkerhedsrådsmødet den 26. februar 2011 Til mødet den 26. februar 2011 havde situationen i Libyen været på Sikkerhedsrådets dagsorden i kun fire dage. Mødet indledtes med en afstemning, hvor resolution 1970 blev enstemmigt vedtaget, altså af alle 15 sikkerhedsrådsmedlemmer. Herefter udtalte alle sikkerhedsrådsmedlemmerne sig kort om konflikten i Libyen. Mødet varede i alt 45 minutter (FN 2011 #3) Resolution 1970 Resolution 1970 henviser til en række referentobjekter i forbindelse med konflikten i Libyen. I de første paragraffer i resolutionens præambel udtrykkes nogle af disse. (Resolution 1970: 1) I den første paragraf udtrykker Sikkerhedsrådet dets alvorlige bekymring for situationen i Libyen og fordømmer vold mod civile. I den næste paragraf udtrykker Sikkerhedsrådet sin afstandstagen fra, hvad de betegner som systematiske brud på menneskerettigheder i Libyen, civile dødsfald og opfordring til vold mod civile. I resten af resolutionen bliver bl.a. også folkeretten, flygtninges vilkår, ytringsfriheden og befolkningens krav konstrueret som referentobjekter. Der er derfor ikke kun et overordnet referentobjekt, der konstrueres i resolutionen. Det er i høj grad bruddet på menneskerettigheder, civile liv og folkeretten som går igen igennem hele teksten. At det er disse tre der er de mest centrale referentobjekter, kan bl.a. ses ved resolutionens første operative paragraffer, indsat nedenfor. 46

51 (Resolution 1970: 2) I den første operative paragraf kræver Sikkerhedsrådet, at volden stopper, og at der tages hensyn til befolkningens legitime krav. Befolkningens krav bliver dog kun i meget begrænset omfang konstrueret som referentobjekt i resten af resolutionsteksten. I den efterfølgende operative paragraf anmodes de libyske autoriteter om at være tilbageholdende, respektere menneskerettigheder og folkeretten og give adgang for menneskerettighedsobservatører. Hvad der også kan læses ud fra overgangen mellem præamblen og de efterfølgende operative paragraffer er, at Sikkerhedsrådet agerer i henhold til Kapitel VII af FN s charter. Ved at agere under Kapitel VII kategoriseres konflikten i Libyen indirekte som en trussel mod international fred og sikkerhed. Med henvisningen til Kapitel VII understreger Sikkerhedsrådets, at de følgende beslutninger er retlige bindende for alle medlemsstater. Udover en henvisning til Kapitel VII, står det direkte i overgangen til de operative paragraffer, at de vedtagne midler i resolutionen er begrænset af Artikel 41. Artikel 41 omhandler de midler, Sikkerhedsrådet har til rådighed for at bevare international fred og sikkerhed, som ikke inkluderer anvendelse af væbnet magt (FN s charter, Kapitel VII, artikel 41). Således er midlerne vedtaget med resolution 1970 placeret under Sikkerhedsrådets vidtrækkende Kapitel VII beføjelser, men begrænset fra anvendelsen af væbnet magt. Sikkerhedsrådet beslutter med resolutionen at tage de konkrete midler i anvendelse: henvise situationen i Libyen til den internationale straffedomstol, indføre våbenembargo samt nedlægge udrejseforbud for 16 personer hvoraf 6 også får indfrosset deres formueværdier (resolution 1970: 2-10) Medlemmernes udtalelser Som vist i ovenstående afsnit konstruerer resolution 1970 især menneskerettigheder, folkeretten og civile liv som referentobjekt i forhold til situationen i Libyen. Ved læsningen af medlemmernes udtalelser efter vedtagelsen af resolution 1970, kan mange af de samme referentobjektkonstruktioner afdækkes. Dette vises med nedenstående tabel. I denne listes de forskellige referentobjektkonstruktioner, der kan afdækkes fra i 18 Med resolution 1970 er det kun anden gang, at der nedlægges sanktioner mod et land med henvisning til beskyttelse af civile. Første gang var i Côte D ivoire i 2004 (Security Council Report 2011: 17). 47

52 hvert af medlemslandenes udtalelser. Der er indsat et uddrag af det pågældende medlemslands udtalelse, hvori konstruktionen af referentobjekt udtrykkes. Eksempelvis kan der i Storbritanniens udtalelse identificeres to referentobjektkonstruktioner: menneskerettigheder og folkeretten. Dette ses i følgende uddrag. Today s resolution demands an immediate end to violence and repression, full respect for human rights and international law, and accountability for those responsible for the violence (FN 2011 #3: 2) I nogle tilfælde fremstår det dog mindre klart, hvad de primære referentobjektkonstruktioner er, og der indsættes derfor flere uddrag fra udtalelsen for at illustrere det. Dette gælder især for Frankrig, USA og Brasilien, hvis mødeudtalelser var nogle af de længste. Endvidere er ikke alle referentobjektkonstruktioner ligeså klare som i Storbritanniens, der eksplicit nævner menneskerettigheder og folkeret. Mange af udtalelserne nævner ikke eksplicit folkeret, men jeg mener alligevel at de konstruerer folkeret som referentobjekt ved eksempelvis at henvise til straffrihed ( impunity ) som Frankrig, eller ansvarlighed for loven ( accountability ) som i Storbritanniens udtalelse. Ligeledes mener jeg, at USA eksempelvis konstruerer demokrati som referentobjekt ved at henvise til folkets evne til at forme dets egen fremtid, hvad det end måtte være. Rækkefølgen følger ikke talerækken til mødet, men er i stedet opdelt efter medlemslandenes status som permanent/ ikke-permanent medlem og derefter i alfabetisk rækkefølge. Tabel 3. Sikkerhedsrådsmedlemmernes referentkonstruktioner til mødet den 26. februar 2011 (FN 2011 #3) Land Uddrag af udtalelse Primære referentobjekter Permanente medlemmer (P5) Frankrig the Security Council has reiterated its demand for an immediate - Civile stop to the use of force against the civilian population - Folkeretten faced with the atrocities we have seen, impunity is no longer an - Frihed option A wind of liberty has arisen south of the Mediterranean. Kina In our view, it is of the greatest urgency to secure the immediate cessation of violence, avoid further bloodshed and civilian casualties, - Stabilitet i Libyen Rusland UK USA restore stability and normal order as soon as possible We exhort the Libyan authorities to comply with the demands of the international community ( ) This is necessary in order to prevent a full-scale civil war and to preserve Libya as a united sovereign State with territorial integrity Today s resolution demands an immediate end to violence and repression, full respect for human rights and international law, and accountability for those responsible for the violence This is about people s ability to shape their own future, wherever they may be. It is about human rights and fundamental freedoms. The - Fred i Libyen - Suverænitet - Menneskerettigheder - Folkeretten - Demokrati - Menneskerettigheder 48

53 Bosnien- Herzegovina Brasilien Colombia Gabon Indien Libanon Nigeria Portugal Sydafrika Tyskland Security Council has acted today to support the Libyan people s universal rights Ikke-permanente medlemmer We condemn in the strongest terms the violations of human rights and international humanitarian law. The measure we are adopting today are meant to halt violence, ensure the protection of the civilian population and promote respect for international law Continued engagement on the part of the international community will be essential to ensuring that the bloodshed stops definitively and that stability returns to Libya. We unequivocally reject the calls for violence from official sectors and condemn the violations of the human rights and fundamental freedoms of the Libyan people. Gabon is ready to associate itself with other measures that the international community may adopt to protect innocent lives in Libya and to ensure the legitimate rights of the Libyan people to free speech and peace in their country. We earnestly hope that calm and stability will be restored at the earliest without any further violence. grave violations of human rights and international humanitarian law Nigeria is satisfied that the resolution provides for the protection of civilians and respect for international humanitarian and human rights law. The killing of civilians and intolerable abuses of human rights must cease forthwith. We are confident that the measures contained in this resolution will contribute to the long-term objective of bringing peace and stability to this sisterly nation. Today the Council has sent out a clear and strong message. The international community will not tolerate the gross and systematic violations of human rights by the Libyan regime. - Universelle frihedsrettigheder - Menneskerettigheder - Folkeretten - Beskyttelse af civile - Folkeretten - Stabilitet - Menneskerettigheder - Frihedsrettigheder. - Civile - Frihedsrettigheder. - Stabilitet - Menneskerettigheder - Folkeretten - Beskyttelse af civile - Menneskerettigheder - Folkeretten - Civile - Menneskerettigheder - Stabilitet - Fred i Libyen. - Menneskerettigheder Ved at læse sikkerhedsrådsmedlemmernes udtalelser efter vedtagelsen af resolution 1970, kan der identificeres flere forskellige referentobjektkonstruktioner i forhold til situationen i Libyen. Der er en klar skelnen mellem de forskellige konstruktioner, i forhold til hvorvidt referentobjektet konstrueres som noget internationalt eller nationalt. De vestlige permanente medlemmer, Frankrig, USA og Storbritannien, samt de fleste ikke-permanente medlemmer konstruerer referentobjektet som bl.a. menneskerettigheder, folkeretten, civile liv, frihedsrettigheder mv. Disse referentobjektkonstruktioner er kendetegnet ved at være abstrakte og universelle normer og principper og altså ikke specifikke for Libyen. Dette stemmer i høj grad overens med konstruktionen af referentobjekter i resolution

54 Kina og Rusland derimod konstruerer med deres udtalelser et andet referentobjekt. I deres udtalelser er referentobjektet ikke internationale normer eller principper, men den manglende stabilitet og fred i Libyen. Dette kan bl.a. læses i følgende uddrag fra Ruslands udtalelse. We exhort the Libyan authorities to comply with the demands of the international community, including the League of Arab States and the African Union, which demands have received the support of the Security Council. This is necessary in order to prevent a full-scale civil war and to preserve Libya as a united, sovereign State with territorial integrity. (FN 2011 #3: 4) I denne konstruktion er konflikten i Libyen problematisk, fordi den truer landets stabilitet og suverænitet. Foruden Rusland og Kina konstruerer også Indien og til dels Sydafrika og Brasilien også Libyens stabilitet som referentobjekt. Denne konstruktion kategoriserer konflikten i Libyen i højere grad som værende et nationalt problem Opsamling Resolution 1970 som blev enstemmigt vedtaget den 26. februar 2011, konstruerer primært menneskerettigheder, folkeretten og civile liv som referentobjekt i forhold til situationen i Libyen. I de efterfølgende udtalelser i Sikkerhedsrådet konstruerer de vestlige permanente medlemmer samt de fleste øvrige medlemmer ligeledes referentobjektet som internationale normer og principper om bl.a. menneskerettigheder, frihedsrettigheder, beskyttelse af civile, frihed, demokrati mv.. Derimod konstruerer Kina og Rusland, sammen med Indien og i mindre tydelig grad Sydafrika og Brasilien, med deres udtalelser referentobjektet som fred og stabilitet i Libyen. Hvad angår de to øvrige elementer af en sikkerhedsdiskurs, eksistentiel trussel og ekstraordinær midler, så har læsningen ikke afdækket disse. Selvom resolution 1970 vedtager midler indenfor Kapitel VII, som bryder med den libyske suverænitet, lever disse ikke op til betingelsen om tilstrækkelig resonans til at etablere en platform, hvorfra ellers ikke mulige midler kan legitimeres. Dette skyldes, at de vedtagne sanktioner i princippet kunne være blevet gennemført udenfor FN. Hvad angår henvisningen af regimet til den internationale straffedomstol og indefrysningen af midler anses disse som relative begrænsede former for suverænitetsbrud. Betingelserne for konstruktionen af en sikkerhedsdiskurs er således endnu ikke indfriet. Dog udgør det et vigtigt led i konstruktionen af sikkerhedsdiskursen, at resolution 1970 konstruerer internationale normer som menneskerettigheder, folkeretten og beskyttelse af civile som referentobjekt og indirekte kategoriserer den libyske regimes brud på disse som en trussel mod international fred og sikkerhed. 50

55 6.2 Sikkerhedsrådsmødet den 17. marts 2011 Til mødet den 17. marts 2011 stemte sikkerhedsrådsmedlemmerne om vedtagelsen af resolution Resolution 1973 blev vedtaget med ti stemmer for (Frankrig, Storbritannien, USA, Bosnien-Herzegovina, Colombia, Gabon, Libanon, Nigeria, Portugal, Sydafrika), mens fem lande afstod fra at stemme (Kina, Rusland, Brasilien, Indien, Tyskland). Herefter fremkom alle medlemslandene med en kort udtalelse. Mødet varede i alt en time og 5 minutter (FN 2011 #4) Resolution 1973 Resolution 1973 bygger i høj grad videre på resolution 1970 og dennes konstruktion af, at problemet i Libyen anses for at være regimets overgreb på civile. Hvor resolution 1970 konstruerer en række referentobjekter, især menneskerettigheder, folkeretten og respekt for civile liv, er der i højere grad ét referentobjekt som dominerer i resolution 1973: beskyttelse af civile. Dette kommer bl.a. til udtryk i den fjerde paragraf i præamblen, hvor det libyske regimes ansvar i forhold til at beskytte deres civile befolkning understreges. (Resolution 1973: 1) Dette er en reference til princippet om Responsibility to Protect (R2P), som er det anerkendte princip om, at suveræne stater har et ansvar i forhold til at beskytte deres civilbefolkning, jf. forrige afsnit. Hvad angår de midler resolutionen giver mandat til, kategoriseres konflikten eksplicit som en trussel mod international fred og sikkerhed, og det slås fast, at Sikkerhedsrådet agerer i henhold til Kapitel VII. Dette kan ses i overgangen til de operative paragraffer. I modsætning til resolution 1970 er midlerne ikke begrænset af artikel 41. Det vil sige, at de midler, der tages i brug, ikke ekskluderer anvendelse af væbnet magt. For at vurdere i hvor høj grad resolutionen lever op til betingelsen om tilstrækkelig resonans til at skabe en platform, hvorfra ellers ikke mulige midler kan tages i brug, er det mest relevant at se på de operative paragraffer, hvormed resolutionen giver mandat til at beskytte civile og håndhæve en flyveforbudszone. 51

56 (Resolution 1973: 3) I operativ paragraf 4 autoriseres medlemslande, enten nationalt eller via regionale organisationer, til at tage alle nødvendige midler i brug for at beskytte civile og civilbefolkede områder i Libyen. Byen Benghazi nævnes som eksplicit eksempel på et civilbefolkede område, der trues af angreb. Umiddelbart fremstår dette mandat som vidtgående i forhold til at bryde den libyske suverænitet. Det fremgår dog ligeledes af operativ paragraf 4, at mandatet ekskluderer muligheden for udenlandsk besættelsesmagt af nogen slags på det libyske territorium. De operative paragraffer 6, 7 og 8 omhandler rammerne for indførslen af en flyveforbudszone. Med disse forbydes alle flyvninger i det libyske luftrum med det eksplicitte formål at hjælpe civile. Flyvninger med humanitære formål eller flyvninger autoriseret af operativ paragraf 4 er undtaget fra dette forbud. Det vil sige, at medlemslande må operere i det libyske luftrum indenfor mandatet om at beskytte civile. Paragraf 8, indsat nedenfor, autoriserer medlemslande til at håndhæve flyveforbudszonen. (Resolution 1973: 3) Ifølge paragraffen autoriseres medlemslande, enten nationalt eller via regionale organisationer, til at anvende alle nødvendige midler for at sikre overholdelsen af flyveforbudszonen. Med de nævnte operative paragraffer giver resolution 1973 medlemslande muligheden for at anvende væbnet magt for at beskytte civile og civilbefolkede områder samt sikre overholdelsen af flyveforbudszonen. Således er et brud på den libyske suverænitet i forhold til dets luftterritorium, samt anvendelse af væbnet magt mod aktører i Libyen, blevet 52