: Privat korttidsopsparing i pengeinstitutter og obligationer

Transkript

1 : Privat korttidsopsparing i pengeinstitutter og obligationer Udgivet af KonkurrenceRådet 1997 Indhold Indledning Pengeinstitutternes højrentekonti Obligationer Omkostninger ved individuel opsparing i obligationer Investeringsforeninger Obligationernes kursfølsomhed og sammenligning med højrentekonti Udgivet af Konkurrencerådet Nørregade København K Tlf Fax E-post mailto:kr@kr.dk400.dk/ WWW Rådets sekretariat er en styrelse under Erhvervsministeriet Eftertryk tilladt med kildeangivelse. Indledning Private kan i forbindelse med særlige begivenheder (fx fester eller rejser) eller større anskaffelser have brug for engangsbeløb, der går ud over de løbende forbrugsudgifter. Hvis der ikke skal optages lån, må der være foretaget en opsparing. Også i andre situationer kan der for private være anledning til overvejelser over, hvordan man mest hensigtsmæssigt kan foretage en opsparing. Dette gælder fx ved engangsindtægter i forbindelse med salg af bolig, arv og lign., eller hvis der er et "overskud" efter anvendelse af indkomsten til det løbende forbrug. Der er imidlertid flere måder at opspare på, og de enkelte opsparingsformer er forskellige med hensyn til bl.a. rente, risici og omkostninger. Det kan derfor være vanskeligt for den enkelte forbruger at vurdere, hvilken opsparingsform, der vil være den mest hensigtsmæssige. Konkurrencerådet har på denne baggrund lavet en undersøgelse, der belyser eksempler på følgende opsparingsformer: Højrentekonti i pengeinstitutter, statsobligationer og realkreditobligationer. Desuden omtales investeringsforeninger, der placerer foreningens midler i danske obligationer. Opsparingsformerne er alle karakteriseret ved, at forbrugerne kan frigøre opsparingsbeløbet, når de har brug for det, og at der ikke er risiko for at miste beløbet. Undersøgelsen viser, at der blandt de medtagne opsparingsformer er forskelle, hvad angår rente, kursrisici og omkostninger. Betydningen for nettoafkastet afhænger bl.a. af størrelsen af op sparingsbeløbet og længden af opsparingsperioden. I en række tabeleksempler belyses udviklingen i opsparingen for forskellige beløb ( kr., kr., kr. og kr.) over opsparingsperioder på fra 1 år til 5 år. Beregningerne er foretaget ud fra rentestrukturen i februar Undersøgelsen, der er nærmere omtalt i Konkurrencerådets redegørelse: "Mellemfristet opsparing" (1997), er sammenfattet i denne pjece, hvor de vigtigste resultater og konklusioner er fremdraget. 1/5

2 Formålet med redegørelsen er at skabe større gennemsigtighed på området og derved skærpe konkurrencen. Pengeinstitutternes højrentekonti Mange pengeinstitutter har en højrentekonto, hvor man kan få højere renter end på en almindelig lønkonto. I mange tilfælde er det en betingelse for en højrentekonto på anfordring, at opspareren samtidig har aktier i pengeinstituttet. Der er i modsætning til opsparing i obligationer og investeringsforeninger ingen omkostninger forbundet med en højrentekonto i et pengeinstitut, men renten er generelt lavere end obligationsrenten. Der er tendens til højere rente, des større opsparingsbeløbet er. Der er betydelig variation i renten fra de forskellige pengeinstitutter. Af indberetninger til Konkurrencerådet fra 19 pengeinstitutter fremgår, at renten primo februar 1997 varierer mellem 0,13% og 3,5%, og de typiske rentesatser for beløb op til kr. er fra 1% til 1,5%. For større beløb er de typiske rentesatser 2% til 3%. Renten er normalt variabel, og der er således en renterisiko, men ingen kursrisiko. Undersøgelsen konkluderer, at det selv for små beløb og korte opsparingsperioder vil værefordelagtigt at overføre penge fra en almindelig lønkonto til en form for opsparing, hvis forbrugeren har mulighed og behov for opsparing. Ved et opsparingsbeløb på kr. vil der over 5 år kunne opnås over kr. mere efter skat ved opsparing på højrentekonto med en rente på 3% p.a. Ved opsparing i obligationer vil der kunne opnås endnu mere. Med de givne renteforudsætninger og samme beløb vil der med uændret renteniveau efter 5 år kunne frigøres op til kr. mere ved opsparing i obligationer og endnu mere, hvis der sker kursstigninger som følge af fald i det generelle renteniveau. Det fremgår af undersøgelsen, at pengeinstitutternes højrentekonti er en opsparingsform, der navnlig kan have interesse ved små beløb, der kun skal opspares i en kort periode. Dette skyldes først og fremmest, at der er omkostninger forbundet med opsparing i obligationer og investeringsforeninger, og at disse omkostninger vejer relativt tungt ved små opsparingsbeløb. Ved lidt større beløb og længere opsparingsperioder vil der i de fleste tilfælde kunne opnås større nettoafkast ved opsparing i obligationer, jf. nedenfor. Obligationer Ved opsparing i obligationer (herunder obligationsafdelinger i investeringsforeninger) er navnlig to forhold af betydning, dels de nævnte omkostninger, og dels at der er enkursrisiko ved obligationer. Kursrisikoen indebærer en risiko for kurstab ved stigning i det generelle renteniveau, men samtidig også en chance for kursgevinst ved fald i det generelle renteniveau i opsparingsperioden. Der er imidlertid forskelle på risikoen mellem forskellige typer obligationer. Lange obligationer (lang restløbetid) er relativt kursfølsomme, men har samtidig denhøjeste effektive rente, (godt 7% primo februar 1997). Korte obligationer (kort restløbetid) er mindre kursfølsomme og har en mindre effektiv rente (ca. 4% primo februar 1997). Der er også andre forskelle mellem obligationer, der har sammenhæng med, hvilke lån obligationerne ligger til grund for. Disse forhold er nærmere omtalt i Konkurrencerådets redegørelse, men refereres ikke i denne pjece. Omkostninger ved individuel opsparing i obligationer 2/5

3 Af særlig betydning er imidlertid, at obligationernes renteafkast skal reduceres med de omkostninger, der er forbundet med opsparing i obligationer. Opsparing i obligationer indebærer et køb af obligationer, og frigivelse af opsparingen forudsætter enten et salg af obligationer, eller at obligationerne indfries. Køb og salg af obligationer kan ske gennem pengeinstitutter. Desuden formidler trerealkreditinstitutter handel med egne obligationer, mens Hypotekbanken formidler handel med statsobligationer. Handel med obligationer medfører omkostninger dels i form af kurtage og dels ved eventuel kursskæring. Sidstnævnte indebærer, at forbrugerens afregningskurs er dårligere end børskursen. En obligationsbeholdning skal desuden indskrives i depot. Også i denne forbindelse kan der være udgifter for forbrugeren. Undersøgelsen viser, at handelsomkostningerne ved formidling gennem pengeinstitutterne er højere end gennem både realkreditinstitutterne og Hypotekbanken. Desuden fremgår det, at pengeinstitutternes beregning af kurtage og kursskæring ved handel med obligationer er temmelig ensartede. For de i undersøgelsen medtagne opsparingsbeløb beregnede de 19 pengeinstitutter, der indberetter til Konkurrencerådet, alle en kurtage på 0,15% af købsværdien. Alle pengeinstitutter har en minimumskurtage, der varierer mellem 150 kr. og 200 kr. De fleste pengeinstitutter beregner derudover en kursskæring på 0,2 procentpoint. Enkelte institutter beregner ikke kursskæring. De tre realkreditinstitutter anvender samme kurtageprocent som pengeinstitutterne, og minimumskurtagen varierede mellem 130 kr. og 160 kr. To realkreditinstitutter anvender derudover en kursskæring på 0,10 procentpoint, mens det tredje anvender 0,25 procentpoint ved køb og ingen kursskæring ved salg. Hypotekbanken anvender ligesom de fleste pengeinstitutter en kursskæring på 0,20 procentpoint, men i modsætning til både pengeinstitutter og realkreditinstitutter anvender Hypotekbanken et fast kurtagebeløb på 50 kr., uanset handelens størrelse. Forskellene i handelsomkostninger skal sammenholdes med, dels at realkreditinstitutterne kun formidler handel med egne obligationer og Hypotekbanken kun med statsobligationer, dels med at pengeinstitutterne tilbyder individuel rådgivning, mens realkreditinstitutter og Hypotekbanken kun giver standardiseret information. Indskrivning af obligationer i depot i pengeinstitutterne medfører en række gebyrer for opspareren. Der er dels løbende gebyrer og dels gebyrer ved ændringer i obligationsbeholdning og meddelelse om rentetilskrivning. Der er nogen variation i gebyrberegningen, men de løbende depotgebyrer er i størrelsesordenen 70 kr. årligt. Ved indskrivning af obligationer i realkreditinstitutter og Hypotekbanken er der ingen depotgebyrer. Disse forskelle indebærer, at en forbruger, der selv kan vælge obligationstype, altid vil kunne opnå større nettoafkast for samme obligationer ved at benytte realkreditinstitutter(ved opsparing i realkreditobligationer) eller Hypotekbanken (ved opsparing i statsobligationer) i stedet for pengeinstitutter. Investeringsforeninger Undersøgelsen belyser endvidere kort opsparing i investeringsforeninger, der adskiller sig fra individuel opsparing ved, at foreningen disponerer opsparingen for forbrugeren, som derved slipper for risikoovervejelser og besvær ved valg af obligationer samt placering af renter og eventuelle udtræk. Der kan opnås en række stordriftsfordele herved, men det er ikke muligt at sige noget generelt om, hvorvidt der kan opnås et højere nettoafkast ved opsparing i investeringsforening end ved individuel opsparing i de samme værdipapirer. Investeringsforeninger er ligesom pengeinstitutter, forsikringsselskaber og realkreditinstitutter reguleret ved særlovgivning og tilsyn, der indebærer en videregående beskyttelse af indskydernes midler. Investeringsforeninger adskiller sig herved fra investeringsselskaber. Køb og salg af andele i en investeringsforening sker gennem pengeinstitutter. Pengeinstitutter tager typisk en kurtage på 0,75% af 3/5

4 en kursværdi op til kr., dog maksimalt 500 kr., men der er forskelle mellem pengeinstitutterne i henseende til, i hvilke situationer de tager minimumskurtage. Der beregnes normalt ikke kursskæring, og der er kun depotgebyrer for opspareren ved køb og salg af andelene. Ved salg af investeringsforeningsandele skal opsparer desuden betale en aktieafgift til Staten på 0,5% af kursværdien. Obligationernes kursfølsomhed og sammenligning med højrentekonti Ved sammenligning af opsparing i obligationer og opsparing på pengeinstitutternes højrentekonti må der sondres mellem obligationer med forskellig kursfølsomhed.begrebet "varighed" er et udtryk for kursfølsomhed, og en obligations varighed kan forstås som den procentvise ændring i en obligations kurs ved en ændring i det generelle renteniveau på 1 procentpoint. Overordnet gælder, at kursfølsomheden ved obligationer er størst (høj varighed), jo længere restløbetid, lavere kuponrente og jo mindre løbende afdrag, der er knyttet til obligationen. De enkelte obligationers varighed samt effektiv rente før og efter skat offentliggøres løbende i kurslisten fra Københavns Fondsbørs. I undersøgelsen er der foretaget beregninger både under forudsætning af uændret generelt renteniveau og ved stigning henholdsvis fald i renteniveau på 1 procentpoint. Der er foretaget beregninger for en kort statsobligation, en lang statsobligation og en lang realkreditobligation. Som nævnt er en kort obligation relativt kursstabil, og opsparing i korte obligationer er derfor en mulighed for den forbruger, der ikke ønsker at være udsat for kursrisici. Undersøgelsen viser, at der i de fleste tilfælde kan opnås et større nettoafkast ved opsparing i korte statsobligationer gennem Hypotekbanken end ved opsparing på højrentekonto i pengeinstitutter. Forskellen er størst ved opsparing af lidt større beløb over lidt længere opsparingsperioder. For små beløb opsparet i kortere perioder er forskellen ikke stor, og højrentekonti kan give større nettoafkast, specielt ved stigning i det generelle renteniveau. Undersøgelsen viser endvidere, at pengeinstitutternes beregning af handelsomkostninger og depotgebyrer bevirker, at der i de fleste tilfælde kan opnås større nettoafkast ved pengeinstitutternes egne højrentekonti end ved opsparing i korte obligationer formidlet gennem pengeinstitutterne. En lang obligation vil være relativt mere kursfølsom. Ved opsparing i lange obligationer er der således en vis kursrisiko. Til gengæld vil denne opsparingsform i de fleste tilfælde give et større nettoafkast end både korte obligationer og højrentekonti. Undersøgelsen viser, at det større nettoafkast opnås både ved fald i det generelle renteniveau og uændret generelt renteniveau, bortset fra meget små opsparingsbeløb, som ønskes realiseret inden for 1-2 år. Risikoen ved opsparing i lange obligationer er stigning i det generelle renteniveau, der fører til kurstab. Beregningerne viser, at en stigning i det generelle renteniveau på 1 procentpoint bevirker, at den opsparede værdi i lange obligationer vil være mindre end andre opsparingsformer for opsparingsperioder under 4-5 år. Også for lange obligationer gælder som tidligere nævnt, at det højeste nettoafkast for samme obligation opnås ved formidling gennem Hypotekbanken eller et realkreditinstitut. Ved sammenligning mellem de belyste opsparingsformer må der endvidere tages stilling til betydningen af, hvordan afkastet kan akkumuleres (rentes rente-effekten). Ved individuel opsparing i obligationer skal opspareren foretage selvstændige dispositioner med renteafkastet og ved realkreditobligationer også ved eventuelle udtrækninger. De relativt store transaktionsomkostninger for små beløb betyder, at det i praksis normalt ikke vil være økonomisk rationelt at foretage umiddelbar genplacering af renteafkastet m.m. i obligationer. Ved opsparing i en investeringsforening disponerer foreningen automatisk det løbende renteafkast og eventuelle udtrækninger. Der er endvidere mulighed for at opnå positivt nettoafkast af det årlige udbytte ved at reinvestere udbyttet i foreningen. 4/5

5 Ved opsparing på højrentekonto i pengeinstitut vil renteafkastet automatisk akkumulere. 6. Talmæssig belysning af vilkårene for mellemfristet opsparing "Mellemfristet opsparing" pengeinstitutter er pålagt en indberetningsordning i henhold til konkurrencelovens 7 for produkter på privatkundeområdet. I det følgende beskrivespengeinstitutternes indberettede vilkår pr. 3. februar 1997 for opsparingskonti på anfordring samt for handel med og indskrivning af danske obligationer og investeringsforeningsandele. Desuden beskrives Hypotekbankens og realkreditinstitutternes vilkår for handel med og indskrivning af obligationer. Opsparingskonti i pengeinstitutterne 36. Pengeinstitutterne anvender følgende beregningsmetoder for tilskrivning af renter på opsparingskonti i pengeinstitutter: På nogle konti opnås forskellig rente på forskellige dele af indestående. På andre konti er renten også bestemt af størrelsen på indestående, men gælder for hele indestående. Endelig findes konti, hvor renten opnås uanset størrelsen af indeståendet. Primo februar 1997 varierede renten før skat i de indberetningspligtige banker på et indestående på kr. mellem 0,13% og 3,5%. Tilsvarende var rentespændet på et indestående på kr., kr. og kr. henholdsvis 0,13% - 3,5%, 0,8% -3,5% og 1,0% - 3,5%. De relativt høje rentesatser for mindre beløb kr. og kr. - forudsatte i de fleste tilfælde, at opspareren var aktionær i pengeinstituttet. For større beløb kr. og kr. - var der flere muligheder for opspareren for at få en relativ høj rente uden at have aktionærstatus. 37. Til sammenligning kan nævnes, at primo februar 1997 var den effektive rente før skat på typiske obligationstyper følgende: Korte statsobligationer (4% med udløb år 2000) 4,2%, lange statsobligationer (7% med udløb 2024) 7,4% og lange realkreditobligationer (6% med udløb år 2029) 7,8%(10). (10) Det skal bemærkes, at forskellen mellem den korte og lange rente var usædvanlig stor ("stejl rentekurve") i februar Selv om det kan forekomme i perioder, at den korte rente er højst, vil det normale være, at den lange rente er højere end den korte rente, dog med noget mindre forskel end i februar 1997 ("fladere rentekurve"). 5/5