Miljøgifte i fisk og skaldyr

Transkript

1 Kapitel 14 side 109 Miljøgifte i fisk og skaldyr En del mennesker vil ikke spise fisk af frygt for, at den kan være forurenet. Årsagen er, at der er blevet udledt mange giftstoffer i havet. Giftstofferne kan ophobes gennem fødekæden og ender bl.a. i fiskene især i fede fisk. Derudover kan skaldyr som muslinger ophobe giftstofferne fra vandet. Generelt har indholdet af de mest kendte giftstoffer som PCB og DDT været faldende siden 1970 erne. Der dukker dog hele tiden nye miljøfremmede stoffer op i havet. Derfor er det dog ikke sundhedsskadeligt at spise fisk og skaldyr. Ifølge de danske myndigheder er indtagelsen af miljøgifte gennem fisk og skaldyr generelt så lav, at den næppe udgør en reel fare for menneskets helbred. Det kan ikke afvises, at et langvarigt og meget stort forbrug af fede fisk kan belaste kroppen. Især hvis fiskene stammer fra de mest forurenede farvande. DDT DDT er et bekæmpelsesmiddel, som har været forbudt i mange år, men som stadig kan findes i miljøet. Brugen af DDT eksploderede nærmest efter 2. verdenskrig, fordi stoffet viste sig at være et effektivt middel mod bl.a. myg, der spreder malaria. Senere udviklede myggene modstandskraft (resistens) mod DDT. Stoffet er meget lang tid om at nedbrydes i naturen. Opmærksomheden har mest været rettet mod forureninger med stoffer som dioxin, PCB og DDT, der tidligere var meget brugt. Generelt er indholdet af disse miljøforureninger i fisk og skaldyr faldet siden 1970 erne, fordi der er gjort en indsats for at stoppe brugen og dermed udledningen i havmiljøet. PCB PCB er navnet på en gruppe industrikemikalier, som nu er forbudt. I de senere år er der kommet et stigende fokus på, at andre forurenende stoffer også kan ende i fiskene. Derfor er det vigtigt, at miljøovervågningen fortsætter og brugen af forurenende stoffer begrænses. For fiskerierhvervet er miljøgifte i fisk og skaldyr et svært problem at takle. På den ene siden må man råbe vagt i gevær over for alle de kemikalier, der ender i havet og ødelægger fiskeriet. På den anden side må vi ikke være med til at skabe hysteri i befolkningen, så de ikke tør spise fisk. Det kan være en svær balancegang. I det følgende beskrives en række af de miljøfremmede stoffer og tungmetaller, som kan genfindes i nogle fisk og skaldyr samt betydningen for sundheden. Miljøfremmede stoffer Fisk kan indeholde miljøfremmede stoffer pga. forurening af vandmiljøet. Disse stoffer er fedtopløselige og vil derfor især ophobes i fede fisk. Stofferne kaldes persistente, fordi det tager meget lang tid, før de bliver nedbrudt og forsvinder fra miljøet. Derfor kan de give miljøforureninger mange år efter, at man er holdt op med at bruge dem. Klorholdige pesticider Klorholdige pesticider er stoffer som f.eks. DDT, aldrin, dieldrin, HCB, hexaklorcyklohexan, lindan og heptaklorepoxid. Klorholdige pesticider har været brugt meget efter 2. verdenskrig. Men i dag er brugen meget begrænset i den vestlige verden i Danmark er de helt forbudt. Men de benyttes stadig i mange u-lande. Stoffer, der tidligere har været brugt

2 Kapitel 14 side Miljøforurening Dioxin tilføres stadig miljøet. Foto: Stock.xchng som pesticider, kan også fortsat findes i nogle fødevarer. Det skyldes den miljøforurening, som har fundet sted tidligere og at stofferne stadig anvendes i andre dele af verden. Klorholdige pesticider findes bl.a. i fede fisk. Undersøgelser viser, at der er sket et fald siden midten af 1970 erne, hvor pesticidmængden i fisk var højere specielt i Østersøen. Fødevaredirektoratet skønner, at selvom man spiser de nævnte pesticider, så overskrider man ikke de mængder, der har en sundhedsmæssig risiko. Selv ikke mennesker, der spiser rigtig mange fisk. Det er ikke afklaret, hvorvidt den tidligere belastning med DDT kan have ind-flydelse på mænds forplantningsevne. Klorholdige pesticider kan bl.a. påvirke huden, nerverne, leveren og forplantningsevnen og øge risikoen for kræft. Pesticider Pesticider er navnet på stoffer, der anvendes som bekæmpelsesmidler mod svampe, insekter og andre organismer, der kan skade f.eks. afgrøder. Dioxiner Dioxiner er en gruppe af beslægtede klorholdige stoffer, som dannes ved forbrænding f.eks. affaldsforbrænding og forskellige processer i industrien. Denne gruppe findes også i spildevand bl.a. fra papirindustrien og i udstødningsgasser fra biler. Dioxiner findes overalt i miljøet. Nogle af dioxinerne opkoncentreres i fødekæderne og ender i fede fisk. På samme måde ophobes dioxiner i menneskers fedtvæv og udskilles i modermælk. De væsentligste kilder til dioxiner i danskernes kost er fede fisk, mejeriprodukter og fedt fra kød. Dioxin Dioxiner er polychlorede dibenzopara-dioxiner og dibenzofuraner. Problemet med dioxin i fisk er langt fra løst. Der er fastsat EU-grænseværdier for dioxin i fisk og fiskeolie, som står i bekendtgørelse nr Østersøen er stadig forurenet med dioxin, og indholdet er højest i fede fisk fra den østlige Østersø og den Botniske Bugt. Der er desværre fundet fisk i de danske dele af Østersøen, hvor grænseværdierne er overskredet. Det har i 2004 betydet et stop for det danske laksefiskeri i Østersøen.

3 Kapitel 14 side 111 Dioxiner hører til nogle af de mest skadelige giftstoffer, man kender. De kan påvirke forplantningsevnen, immunforsvaret, give fosterskader og være kræftfremkaldende. PCB er PCB står for en gruppe stoffer (polyklorede bifenyler), der tidligere blev anvendt som kemikalier i industrien bl.a. i maling, tryksværte, skæreolie, kondensatorer og transformatorer. PCB er opløseligt i fedt. Det ophobes derfor gennem fødekæden i fedtvævet hos bl.a. fisk og mennesker. I Danmark er det forbudt at anvende disse stoffer. Siden 1970 erne er mængden af PCB i fisk fra farvandene omkring Danmark gradvist faldet. Tidligere indeholdt fisk fra især Østersøen meget PCB. Ifølge svenske undersøgelser blev PCB-indholdet i fisk mere end halveret fra 1970 til De danske myndigheder mener ikke, at den danske befolkning risikerer skadevirkninger fra den mængde PCB, man får fra fede fisk. Men det kan ikke afvises at mennesker, som spiser mange fede fisk fra forurenede områder, belastes. De skadelige effekter af PCB er svære at gøre op, fordi der findes flere hundrede forskellige typer PCB. Nogle PCB-forbindelser har samme giftige virkning som dioxin. Derfor skal PCB regnes med, når man beregner, hvor meget dioxin mennesker udsættes for. PAH er dannes ved forbrændingsprocesser også cigaretrygning. De vigtigste kilder til miljøforurening med PAH er røg fra boligopvarmning med kul, olie og træ samt udstødningsgasser fra biler. Hertil kommer udledning fra kraftvarmeværker, forbrændingsanlæg og en lang række industrielle processer. En anden kilde til PAH forurening er olieudslip fra skibe og boreplatforme. For mennesker er den største kilde til PAH cigaretrygning og fødevarer herunder fisk. Når man taler om PAH i fødevarer, skal man være opmærksom på, at PAH også kan dannes ved madlavning, specielt ved grillstegning, røgning og tørring. Der findes kun få undersøgelser af PAH i danske fisk. I modsætning til dioxin og PCB ophobes PAH ikke væsentligt i mennesker. Men stofferne findes i forhøjede mængder i fisk og skaldyr fra områder med olieforurening. PAH-forbindelserne skader arveanlæggene, påvirker immunsystemet, forplantningsevnen og er kræftfremkaldende PAH er i fisk PAH er PAH er dækker over en gruppe på mere end 100 stoffer. Stofferne blev først fundet som bestanddele af kultjære og sod. Derfor kaldes de også tjærestoffer. PAH PAH er forkortelsen for polycycliske aromatiske hydrocarboner. PAH er findes primært i røget og grillet fisk. Foto: Mia Frandsen.

4 Kapitel 14 side 112 Bromerede flammehæmmere Bromerede flammehæmmere er navnet på en række forskellige organiske forbindelser, der indeholder brom. Bromerede flammehæmmere bruges i forskellige typer af plast til elektriske apparater som TV, radio og computere. De vigtigste kilder til miljøforurening med bromerede flammehæmmere er, når produkter med stofferne skal produceres og bortskaffes. Bromerede flammehæmmere nedbrydes meget langsomt i naturen og ophobes i fødekæden. Stofferne findes i fede madvarer som fede fisk og mælkeprodukter og i modermælk. Niveauet i modermælk har været stigende, og det giver bekymring. En amerikansk undersøgelse har vist, at indholdet af bromerede flammehæmmere i fisk er steget siden EU har vedtaget et forbud mod to af de farligste bromerede flammehæmmere. En del af stofferne er kræftfremkaldende og mistænkes for at give fosterskader. Det foreløbige skøn er, at niveauet for den mængde, som mennesker i de nordiske lande indtager, er langt under den grænse, hvor der er risiko for skadelig virkning. Nonylfenoler Nonylfenoler (nonoxynol) anvendes bl.a. i pesticidblandinger, vaske- og rengøringsmidler samt kosmetik. De ender i havmiljøet via spildevandet. Stofferne er svære at nedbryde og har tendens til at ophobe sig i organismer. Selv små doser har vist sig at give kønsforstyrrelser hos østers. Stofferne mistænkes også for kunne skade forplantningsevnen hos mennesker og give forskellige former for kræft. Stofferne er ved at blive forbudt, men kan stadig findes i nogle produkter. Organiske tinforbindelser Organiske tinforbindelser er en gruppe af stoffer, der enten bruges i fremstillingen af produkter bl.a. tekstiler og PVC. TBT (tributyltin) er den form af de organiske tinforbindelser, der har været mest debat om. TBT er blevet anvendt som anti-begroningsmiddel i skibsmaling og er den største kilde til TBTforurening af havmiljøet. Der er nu forbud mod at bruge TBT-holdig bundmaling til skibe, og fra 2008 forventes det at blive forbudt at sejle med skibe, der er bundmalet med TBT. TBT nedbrydes langsomt i havmiljøet og ophobes i forskellige havdyr. Derfor er fisk, krebs- og bløddyr en kilde til disse stoffer for mennesker. TBT har vist sig at have en hormonforstyrrende effekt overfor en række havsnegle og mistænkes for at have en skadelig virkning på mennesker. Der findes ikke tal på indholdet af TBT i fisk fra danske farvande, men tal fra andre lande omkring os viser, at der sikkert ikke er nogen risiko forbundet med at spise fisk. Sennepsgas I et område nordøst for Bornholm er der tidligere blevet dumpet store mængder ammunition, der bl.a. indeholder sennepsgas. Sennepsgas adskiller sig fra de andre miljøgifte ved at nedbrydes relativt let i havmiljøet. Sennepsgas ophobes ikke i fisk. Men det er nødvendigt at kassere fangster, der har været i kontakt med opfisket ammunition. Sennepsgas i trawlet I Fiskeriårbogen (B5) står der, hvordan du skal forholde dig, hvis du kommer til at få ammunition og andet krigsmateriel i fiskeredskaberne. Det gælder generelt, at alle former for krigsgas er yderst farligt at komme i kontakt med. Det gælder både direkte berøring og dampe. Tungmetaller Fisk og skaldyr kan indeholde tungmetaller. Det skyldes ofte forurening af havmiljøet. Men nogle tungmetaller kan også godt stamme fra naturlige kilder som f.eks. vulkaner. Det gælder tungmetaller som kviksølv, arsen, bly og cadmium. Tungmetaller spredes i miljøet bl.a.

5 Kapitel 14 side 113 via kulfyrede kraftværker, affaldsforbrændingsanlæg, minedrift og industrier. Tungmetaller nedbrydes ikke, men optages let i organismer. Nogle tungmetaller som kviksølv ophobes ligesom de fedtopløselige miljøfremmede stoffer i de fedtholdige dele f.eks. fedtvæv og lever. Flere tungmetaller er giftige selv i små mængder, og enkelte er kræftfremkaldende. Kviksølv Kviksølv findes i flere forbindelser. Man skelner mellem totalkviksølv og methylkviksølv. Methylkviksølv er den forbindelse, der mest findes i fisk. Det er også den forbindelse, der anses for at være den mest giftige. Fisk kan indeholde en del kviksølv. Det afhænger bl.a. af arten og det farvand, hvor den er fanget. Kviksølvindholdet i fisk kan være højt i områder, hvor der er en lokal forurening. Der er flere områder i danske farvande bl.a. i Øresund hvor der har været fiskeriforbud pga. kviksølvforurening. Der er mest kviksølv i store rovfisk som tun, sværdfisk og sildehajer, fordi kviksølv ophobes gennem fødekæden. Kviksølv påvirker centralnervesystemet. Den mængde fisk, danskerne spiser, anses ikke for at give sundhedsmæssige problemer for voksne mennesker. Men kviksølv kan give svære fosterskader. Det kan også overføres fra den ammende kvinde til spædbarnet, hvor det kan skade barnets hjerne. Derfor anbefaler myndighederne i Danmark, at gravide eller ammende kvinder ikke spiser store portioner af store rovfisk som f.eks. tun, sværdfisk og sildehaj. Arsen Fisk og skaldyr indeholder ofte meget arsen. Visse uorganiske arsen-forbindelser kan give kræft. Men det meste af den mængde, der findes i fisk og skaldyr, består af ugiftige organiske former. Derfor rummer arsen ingen sundhedsmæssig risiko. Cadmium Cadmium er sammen med bly og kviksølv de metaller, der især er en trussel mod miljøet og os selv. Fisk indeholder normalt ikke særligt meget cadmium, men muslinger kan indeholde betydelige mængder, hvis de kommer fra forurenede områder. Kammuslinger fra arktiske egne kan indeholde store mængder cadmium. Hvorfor ved man ikke. Cadmium giver nyreskader. Bly Blyindholdet i fisk er lavt. Der kan godt findes større mængder i muslinger, der lever i forurenede havneområder. Bly kan påvirke centralnervesystemets udvikling bl.a. evnen til at lære og huske Kviksølv Sildehajen er en af de rovfisk sammen med tun og sværdfisk, som myndighederne fraråder gravide og ammende at spise, fordi de indeholder meget kviksølv. De fleste danskere spiser ikke meget sildehaj, men tun er en populær spisefisk. Foto: FiskeriCirklen.

6 Kapitel 14 side 114