Den helhedsorienterede indsats for borgere med dobbeltdiagnose

Transkript

1 0 Den helhedsorienterede indsats for borgere med dobbeltdiagnose The comprehensive efforts of citizens with dual diagnosis Gitte Renneberg-Larsen og Sabrine Toft semester Vejleder: Mette Bruun Danefeld Odense Socialrådgiveruddannelsen UCL Denne opgave er udarbejdet af studerende ved Den Sociale Højskole i Odense, som led i et uddannelsesforløb. Den foreligger urettet og ukommenteret fra Højskolens side og er således et udtryk for den studerendes egne synspunkter. Denne rapport eller dele heraf må kun offentliggøres med forfatternes tilladelse.

2 1 Indholdsfortegnelse Indledning (Fælles)... 4 Motivation og forforståelse (Fælles)... 5 Motivation... 5 Forforståelse... 5 Emnebeskrivelse og afgrænsning (Fælles)... 6 Problemformulering (Fælles)... 7 Metodevalg (Fælles)... 7 Kvalitative og kvantitativ tilgang... 7 Præsentation af informanter (Fælles)... 9 Informant 1:... 9 Informant 2:... 9 Informant 3:... 9 Videnskabsteori (Fælles) Hermeneutik Målgruppebeskrivelse (Sabrine) Betegnelsen dobbeltdiagnose Hvilke borgere udvikler et misbrug, ved siden af deres psykiske lidelse Hvilke udfordringer er der for borgere med dobbeltdiagnose Hvilke behov har borgere med dobbeltdiagnose Udvikling af dobbeltdiagnose Delkonklusion Menneskesyn (Gitte) Delkonklusion Det sociale problem (Sabrine) Definition af et socialt problem Dobbeltdiagnose som et socialt problem Delkonklusion De retslige rammer i en helhedsorienteret indsats (Gitte) Processuelle rettigheder Retssikkerhedsloven (RTL) Forvaltningsloven (FVL) Offentlighedsloven (OFL) Juridisk divergens ved en helhedsorienteret indsats Delkonklusion... 29

3 2 Den helhedsorienterede indsats (Gitte) Jens Guldagers helhedssyn Problemstillinger ved helhedsorienteret indsats Den metodiske og organisatoriske løsning Delkonklusion Den sociale indsats for borgere med dobbeltdiagnose (Gitte) Behandlingsmetode IDDT Behandlingsmetode CCISC Behandlingsstedet Vista Balboa Delkonklusion Det tværfaglige samarbejde (Sabrine) Karakteristika ved et tværfagligt/tværsektorielt samarbejde Udfordringer for tværfagligt samarbejde Samarbejde og dens betydning for en helhedsorienteret indsats Tværsektorielt samarbejde i praksis Delkonklusion Løsningsforslag på de helhedsorienterede udfordringer (Sabrine) Fast kontaktperson Flere tilbud der er målrettet borgere med dobbeltdiagnose Uddannelse Kommunikation Delkonklusion Konklusion (Fælles) Perspektivering (Fælles) Litteraturliste Trykt kildemateriale: Love: Bekendtgørelser: Elektroniske kilder: Bilag Interviewguide til Nora fra jobcenteret Bilag Informant 1: Nora Transskribering Bilag

4 3 Interviewguide til Anders Psykiatrien i region syd Bilag Informant 2: Anders Transskribering Bilag Interviewguide til Pernille fra Højløkke Behandlingscenter Bilag Informant 3: Pernille Transskribering Bilag Guldagers helheds model

5 4 Indledning (Fælles) Vi har hypotese om, at borgere med dobbeltdiagnose har en tendens til at falde ned mellem to stole, når det kommer til behandling af deres psykiske lidelse og misbrug. Dette bygger vi på vores forforståelse og den evidens, der er på området. Vores forforståelse er, at borgere med dobbeltdiagnose ikke får den rette hjælp af systemet, at der ikke er nok fokus på det tværsektorielle samarbejde, og at fagpersonerne ikke har den samme målsætning for disse borgere. Vi har erfaring fra vores tværprofessionelle samarbejde i psykiatri modul på 6. semester, hvor vi oplevede, at de forskellige instanser ikke har den samme forståelse af målsætning i forhold til borgere med psykiske lidelser. Vi finder det derfor interessant at undersøge, om der arbejdes helhedsorienteret for borgere med dobbeltdiagnose samt at undersøge, hvilke elementer der har betydning for den helhedsorienterede indsats. Socialrådgivere møder disse borgere mange steder i deres arbejde, og derfor finder vi det interessant og relevant for os at beskæftige os med dette emne. I vores praktik på 4. semester erfarede vi også, at der var visse problemstillinger på det tværsektorielle samarbejde. Her oplevede vi begge, at socialrådgiverne og lægerne ikke kommunikerede ordentligt sammen, og der opstod derfor ofte misforståelse i de udtalelser, der blev indhentet. Vi er derfor klar over, at der både på beskæftigelsesområdet, samt ældreområdet, sygedagpengeområdet og børne- og ungeområdet, kan opstå nogle udfordringer, når der skal arbejdes på tværs af instanserne. Vi synes derfor, at det er interessant at undersøge, hvilke elementer der har betydning for, at det tværsektorielle samarbejde kan fungere i praksis. Derudover mener vi, at vi kan inddrage os en masse viden, som vi kan bruge i vores arbejde som socialrådgivere i fremtiden. Vi har valgt at have fokus på borgere med dobbeltdiagnose, da vi også er klar, at socialrådgivere vil have en snitflade til disse borgere ligegyldig, om hun er ansat på beskæftigelsesområdet, børne- og ungeområdet osv. Derudover finder vi det interessant, at det er en målgruppe, som man er begyndt at høre mere om. En undersøgelse fra Amtsrådsforeningen lavet i 2005 viste, at næsten en tredjedel af de patienter, der var indlagt med en psykisk lidelse også havde et misbrug (stofmisbrug i socialfagligt perspektiv s. 171). Derudover har vi en hypotese om, at der er mange flere borgere med dobbeltdiagnose, men de er bare ikke registeret nogen steder. Vi finder det derfor relevant at undersøge, hvordan man på nuværende tidspunkt arbejder helhedsorienteret med borgere med dobbeltdiagnose, hvad der gøres i praksis for at hjælpe

6 5 disse borgere bedst muligt, samt om der er mulighed for forbedringer i indsatsen med borgere med dobbeltdiagnose. Motivation og forforståelse (Fælles) Motivation Vores motivation til at skrive om dette emne skyldes først og fremmest vores personlige interesse for området. Vi har begge i vores praktik haft snitflade samarbejde med psykiatrien og derigennem opbygget lidt kendskab til området. Sabrine var i praktik hos Vejle kommune Handicaprådgivning børn og unge, hvor hun havde samarbejde med psykiatrien i forbindelse med sagsarbejde. Gitte var i praktik hos Middelfart Jobcenter i voksenteamet match 2 og 3, hvor hun havde en del borgere med dobbeltdiagnoser og havde derfor samarbejde både med psykiatrien og misbrugscenteret. Det var igennem vores praktikker, at vores interesse for psykiatrien og borgere med dobbeltdiagnoser opstod. Vi har begge erfaret, hvor svært det kan være i forhold til tværprofessionelle samarbejde, men også hvor vigtigt det er i forhold til at finde den rette hjælp til borgerne. De seneste par år har der været meget fokus på dobbeltdiagnose både på det politiske plan og medieomtale. Begge har vi fulgt TV programmet 100 dage uden stoffer med psykiater Henrik Rindom, som er en dokumentar om unge med dobbeltdiagnose/lidelse. Her sættes der fokus på, hvorfor disse unge mennesker tager stoffer og hvor svært samarbejdet mellem instanserne er, hvilket kun forstærker de unges misbrug af stoffer. Dette har selvfølgelig kun gjort vores interesse for området endnu større og da vi skulle beslutte hvad vores bachelorprojekt skulle handle om, var vi fra start enige om emnet. Vores forventninger til projektet er, at få belyst hvordan samarbejdet mellem instanserne fungerer og derigennem finde ud af, hvem der overordnet set har ansvaret for borgere med dobbeltdiagnose. Vi forventer ikke, at komme med en konkret løsning på problemet, men vi håber på, at vi får udvidet vores viden på området og dermed skabt en større forståelse for problemstillingen. Forforståelse Det er vores forforståelse, at borgere med dobbeltdiagnoser ikke får den rette hjælp af systemet. Tilsyneladende bliver borgere med misbrug af euforiserende stoffer/alkohol afvist behandling i psykiatrien, hvilket gør at den helhedsorienterede indsats ifølge vores

7 6 socialfaglige forståelse ikke er opfyldt. Dette medfører, at disse borgere ikke får brudt den onde cirkel og føler sig, som faldet ned mellem to stole. Det er også vores forforståelse, at det tværsektorielle samarbejde ikke er forventningsafstemt og lovgivningen på de forskellige områder modarbejder hinanden. Med dette mener vi, at der i psykiatrien er fokus på den psykiske lidelse, og der arbejdes ud fra sundhedsloven. Hvor der i misbrugscentret arbejdes med fokus på misbruget, og der her arbejdes ud fra den sociale lov. I jobcentret arbejdes der med fokus på arbejdsmarkedet, og her arbejdes der ud fra arbejdsmarkedsloven. Disse lovgivninger har fokus på hver deres område og har hver deres formål i forhold til borgerne, hvilket gør, at agendaerne bliver svære at opfylde. I forhold til det tværsektorielle samarbejde har vi egne erfaring fra det Tværprofessionelle samarbejde i psykiatri modul på 6. semester, hvor vi oplevede, at de forskellige sektorer ikke har den samme forståelse af målsætning i forhold til borgere med psykiske lidelser. Den forforståelse bygger vi bl.a. på baggrund af vores egne erfaringer, men også fra medierne. I praktikken har vi begge haft en snitflade til arbejdet i psykiatrien, hvilket gør, at vi har en forforståelse på de erfaringer, vi har fået i samarbejdet med psykiatrien. Medierne har igennem længere tid haft fokus på de problemstillinger, der er i forhold til borgere med dobbeltdiagnoser og samarbejdet mellem sektorerne, som understøtter vores forforståelse i forhold til problemstillingen. Emnebeskrivelse og afgrænsning (Fælles) I dette afsnit vil vi kort introducere, hvilket emner der vil blive undersøgt samt, hvilke områder vi har valgt at undlade. Vi vil gerne se på, hvordan man arbejder helhedsorienteret i forhold til borgere med dobbeltdiagnose. I vores søgen på emnet, har vi flere gange stødt på udtrykket borgere med dobbeltdiagnose falder ofte ned mellem to stole. Dette har gjort, at vi gerne ville se på det helhedsorienterede samarbejdet mellem jobcenter, psykiatri og misbrugsbehandlingscenter. Vi vil derfor undersøge, hvordan der samarbejdes i den helhedsorienterede indsats for borgere med dobbeltdiagnose og hvilke elementer der gør sig gældende i en helhedsorienteret indsats. Vi vil også have fokus på de udfordringer der kan være i både samarbejdet og i udførelsen af en helhedsorienteret indsats. Vi har ikke valgt nogen specifik aldersgrænse, da vi mener, at der skal være en helhedsorienteret indsats uanset hvilken alder man har.

8 7 Vi er bevidste om, at der findes flere betegnelser for diagnosen dobbeltdiagnose, men vi har valgt at definere, at man skal have en eller andet psykisk lidelse samt et misbrug. Dette har vi valgt på baggrund af, at det er den betegnelse vi oftest er stødt på i vores evidens søgen. Vi har afgrænset os fra at beskæftige os med børn fra 0-12 år samt personer med en hjerneskade og beskrivelsen af de psykiske lidelser. Der findes mange årsager til, hvorfor borgere med psykiske diagnoser/lidelser selvmedicinerer sig og disse årsager ønsker vi ikke at have fokus på, i vores projekt. Vores fravalg skyldes, at vi ikke finder det helt relevant i forhold til fokusset i projektet. Vi vil nok nævne nogle af årsagerne, men ikke gå i dybden med dem. Derudover har vi ikke valgt nogen specifik kommune, da vi mener, at det ikke burde have nogen betydning for den helhedsorienteret indsats for borgere med dobbeltdiagnose. Endvidere har vi valgt at anvende litteratur der er relevant på området. Problemformulering (Fælles) Vi har tidligere nævnt, at undersøgelse viser, at borgere med dobbeltdiagnose ikke får den rette indsats og derfor falder ned mellem to stole. Det er vores hypotese, at borgere med dobbeltdiagnose ikke får den rette helhedsorienteret indsats og vi vil derfor undersøge følgende: Hvilke udfordringer er der ved, at borgere med dobbeltdiagnoser tilsyneladende ikke får en helhedsorienteret indsats? På baggrund af dette spørgsmål stiller vi følgende underspørgsmål: Hvad kendetegner borgere med dobbeltdiagnose? Hvilke elementer er der i helhedsorienterede indsats for borgere med dobbeltdiagnose? Hvilke juridiske krav stilles der til socialrådgiveren i forhold til en helhedsorienteret indsats og hvilke problemstillinger er der ved en helhedsorienteret indsats? Hvilken betydning har det tværsektorielle samarbejdet for en helhedsorienteret indsats? Metodevalg (Fælles) Kvalitative og kvantitativ tilgang Vi har valgt at anvende det kvalitative interview, da det er vores erfaring, at det er den metode, vi vil få mest ud af i vores opgave, og den metode der gør, at vi kan komme i dybden med vores spørgsmål. Kendetegnet ved denne form for interview er, at der er en forholdsvis struktureret metodisk tilgang, og her vil de temaer, vi vil beskæftige os med være fastlagt på

9 8 forhånd (Thagaard, 2004). Det er vores plan, at vi vil lave en struktureret tilgang, sådan at de tre informanter får nogenlunde de samme spørgsmål. På den måde vil vi kunne sammenligne svarene, da alle informanter har udtalt sig om de samme temaer (Thagaard, 2004). Derudover vil vi sende vores interviewguide ud til vores informanter på forhånd, sådan at de har mulighed for at forberede sig. På den måde mener vi, at vi vil få nogle mere konkrete svar, da de har haft mulighed for at reflektere over dem, på den måde tror vi, at svarene vil være mere brugbare i vores opgave. Den kvalitative metode er også kendetegnet ved, at den går i dybden indenfor et afgrænset empirisk felt, og hvor der typisk er få respondenter i undersøgelsen (Harboe, 2006). Ved indhentelse af empiri gennem interview er der tale om to metoder, den kvalitative og den kvantitative. Vi vil kort give en beskrivelse af de to metode, for at redegøre for hvorfor vi har valgt den kvalitative, frem for den kvantitative. Den kvalitative metode anvendes ofte ved interview, feltobservation, livshistorie osv. denne form for undersøgelse kaldes også for de bløde data (Harboe, 2006). Derudover er den kvalitative metode meget undersøgende og går i dybden indenfor et afgrænset empirisk felt. Formålet med den er at indsamle livsnære og nuanceret informationer og at sammenligne og tolke disse i forhold til deres kontekst (Harboe, 2006). Den kvantitative metode er de mere hårde data, hvor man oftest har med tal og svar, der kan tælles og statistisk beregnes (Harboe, 2006). Et særligt kendetegn ved denne form for undersøgelser er spørgeskemaer. Her er det vigtigt, at man er meget struktureret og har overvejet sine spørgsmål nøje. Denne form for undersøgelse er god, hvis man skal danne sig et overblik over et problems omfang (Harboe, 2006). Vi mener ikke, at den kvantitative vil kunne svare tilstrækkeligt på vores problemformulering, da den ikke går lige så meget i dybden som den kvalitative. Derudover mener vi også, at det vil være nødvendigt at have en større gruppe af personer, der skulle kunne svare på et spørgeskema, før man vil kunne bruge informationerne til noget. Vi havde talt om, at vi kunne lave et spørgeskema til borgere med dobbeltdiagnose, for at undersøge hvor mange der havde oplevet at falde ned mellem to stole. Men da vores fokus primært er på samarbejdet og den helhedsorienterede indsats, synes vi, at det kunne være mere interessant at sammenligne de tre forskellige kvalitative interviews med hinanden. På den måde vil vi også kunne finde ud af om forventningerne til hinanden hænger sammen, og om man arbejder i den samme retning eller imod hinanden. Desuden vil vores interview forgår som enkeltmandsinterview. På den måde tror vi, at vi vil få mere deltaljerede svar, samt svar der på baggrund af den enkeltes erfaringer, tanker og følelser er grundigt overvejet. (Thargaard, 2004). Da vi på forhånd har sendt vores

10 9 interviewguide ud til vores informanter, har de mulighed for at forberede sig på forhånd, vi vil følge denne guide struktureret, dog skal der også være plads til, at informanterne kan komme med sine egne meninger og holdninger til vores temaer. Præsentation af informanter (Fælles) Informant 1: Nora Beck arbejder til dagligt som socialrådgiver hos Jobcenter Middelfart, hvor hun arbejder med borgere, der har problemer udover ledighed. Lige nu sidder hun i ungeteamet, hvilket hun har gjort i mange år. Inden det arbejdede hun med borgere over 30 år, og så har hun prøvet at sidde med særindsatser, hvor hun havde færre borgere, som hun kunne følge tæt op på. Sammen med to andre socialrådgivere sidder hun med visitationen, ad dem der kommer ind af døren. Hun arbejder bl.a. med at lave opfølgninger, give uddannelsespålæg og så det nye i forhold til den nye kontanthjælpsreform. Nora blev uddannet socialrådgiver i 2001, efter at hun bl.a. havde arbejdet som pædagogmedhjælper og haft noget fabriksarbejde. Informant 2: Anders Meinert Pedersen arbejder som lægefaglig direktør i psykiatrien i Region Syddanmark. Hans baggrund er ikke at være psykiater men at være speciallæge i almindelig medicin, så hvis han skulle arbejde med klinisk arbejde, skulle han være praktiserende læge. Hans arbejdsopgaver, som direktør i region Syddanmark, er overordnet planlægning af psykiatrisygehusenes ydelser, derudover er han sammen med er par andre direktører ansvarlig for økonomi, aktiviteter, kvalitet af servicemål, forskning og udvikling, uddannelse og sådan noget. Han arbejder som sådan ikke med borgerne men planlægger overordnet de tilbud, de har til dem. Informant 3: Pernille Bregnhøj arbejder til dagligt på Højløkke Behandlingscenter som afdelingsleder. Hun har arbejdet på Højløkke kvindeafdeling og mandeafdeling i ca. 5,5 år, og er nu tilknyttet kvindeafdelingen. Derudover blev hun i år 2005 uddannet pædagog. Så er hun uddannet terapeut med speciale i misbrug, og så har hun lige færdiggjort dobbeltdiagnoseuddannelsen fra Center for rusmidler i Risskov. Pernilles arbejdsopgaver består overordnet i at have brugerkontakt, kontakt til samarbejdspartner, og derudover stiller hun op til forskellige interviews, når studerende tager kontakt til dem. Derudover har hun nogle enkelte borgere med dobbeltdiagnose, som hun er terapeut for, hvor hun tager sig af den psykiske del, og den anden terapeut de har tager sig af misbrugsdelen.

11 10 Videnskabsteori (Fælles) I dette afsnit vil vi beskrive hermeneutiske tilgang. Vores fokus vil være på den hermeneutiske teori, da det er den vi vil beskæftige os med i vores opgave. Vi ville i dette afsnit begrunde, hvorfor vi har valgt hermeneutikken og ikke fænomenologien eller den kritiske teori. Hermeneutik I forhold til det videnskabelige perspektiv har vi valgt at tage udgangspunkt i hermeneutikken. Hermeneutik betyder læren om forståelse (Birkler, 2005). Vores forståelse af læren om forståelse, er at vi har fokus på vores forforståelse, og at vi er bevidst om, at den er en forudsætning for at kunne forstå. Forforståelsen rolle i hermeneutikken betragtes som et vilkår, at man aldrig kan løsrive sig fra ens forforståelse eller lade som om, at den ikke er til stede (Birkler, 2005). Indenfor hermeneutikken er der den hermeneutiske cirkel, som er et vekselspil mellem ens forforståelse og den viden, man tilegner sig. For at få be- eller afkræftet ens forforståelse, er man nødt til at sætte den i spil. Dette vil sige, at man skal være åben og ydmyg for en eventuel afkræftelse af ens forforståelse (Birkler, 2005). Det er selve be- ellers afkræftelsen af forforståelsen, som former selve forståelsen (Birkler, 2005). Grundtanken med den hermeneutiske cirkel er, at der består et cirkulært forhold mellem helhedsforståelsen og delforståelsen, hvor man kun kan forstå delene, hvis helheden inddrages, og omvendt kan helheden kun forstås i kraft af delene (Birkler, 2005). Når en delforståelse får lov til at ændre helhedsforståelsen, er der ifølge Gadamer tale om en horisontsammensmeltning (Birkler, 2005). En horisontsammensmeltning betyder ikke, at man skal opnå enighed, men at man kan forstå, det den anden siger eller skriver og sætte sig ind i den andens sted (Birkler, 2005). I forhold til vores opgave har vi valgt at have fokus på vores forforståelse, som underbygger på vores hypoteser i forhold til vores opgave. Vi har igennem vores arbejdsproces med vores bachelorprojekt fået be- og afkræftet en del af vores hypoteser og dermed er vores forforståelse også ændret. I og med, at vi har valgt at inddrage vores forforståelse er det den hermeneutiske tilgang vi har valgt, da hermeneutikken betragter det som et vilkår, at man aldrig løsriver sig fra sin forforståelse. Målgruppebeskrivelse (Sabrine) I dette afsnit vi vil beskrive, hvad det vil sige at have en dobbeltdiagnose. Herunder hvilke borgere der har en dobbeltdiagnose, hvilke udfordringer der er for borgere med dobbeltdiagnose, hvilke behov de har, og hvorfor nogle borgere med en psykisk lidelse ender

12 11 med et misbrug, mens andre ikke gør. Her vil vi inddrage relevant teori og understøtte det med den empiri vi har indhentet. Betegnelsen dobbeltdiagnose Til at starte med, synes vi, at det er vigtigt at få belyst, at de tre forvaltninger ikke har den samme betegnelse for, hvem disse borgere er. I psykiatrien bruges betegnelsen dobbeltdiagnose, for borgere med psykotiske lidelser, samt et betydeligt misbrug. Ja der findes ikke rigtig nogle god forklaring på, eller definition på. Hvis jeg nu skulle tage det, eller hvis jeg nu skulle vurdere det, så ville det være, hvis du isolerer misbruget, så vil misbruget i sig selv være så stort, at det kompromiser almindeligt dagligt livsførelse, altså kompromissede at gå på arbejde, kompromissede at uddanne sig(..).(informant Anders bilag 4, s 66-67) Derudover giver Anders udtryk for, at man andre steder blot skal have en eller anden form for psykisk lidelse, samt et eller andet misbrug for at få betegnelsen dobbeltdiagnose. Hvilket stemmer godt overens med den betegnelse vores informanter i henholdsvis behandlingscenteret og jobcenteret bruger, hvor de også betegner borgere med lidelser som angst, depression og stress, samt et misbrug og borgere, der lider af en dobbeltdiagnose. Borgere med angst, depression og stress, der også har et misbrug, bliver i psykiatrien betegnet, som borgere med sindslidelse og et misbrug. Officielt defineres dobbeltdiagnose ifølge WHO, som en samtidig forekomst hos den samme person af forstyrrelser forårsaget af brug af et psykoaktivt stof og andre psykiske forstyrrelser (Hagensen, m.fl., 2010, s 5). Denne betegnelse støder vi på flere steder i litteraturen, og vi har derfor valgt at bruge den definition, at der skal være en eller anden psykisk lidelse samt et misbrug. Hvilke borgere udvikler et misbrug, ved siden af deres psykiske lidelse Ude i forvaltningerne ses det mere og mere, at de unge ender i et misbrug og enten får tilegnet sig en diagnose, eller allerede kæmper med en psykisk lidelse, inden de udvikler et misbrug. Det er både vores og de tre informanter, vi interviewedes hypotese, at én af grundene til, at de unge ender i et misbrug, kan skyldes det pres der ligger på dem fra samfundets, netværkets og deres egen side.

13 12 ( )der er jo masser af især drenge, der ikke kommer igennem bare en ungdomsuddannelse. De lander jo i shit, det er jo en katastrofe. Både for samfundet og den enkelte person.(informant Anders, bilag, 4, s 72.) Ifølge vores informanter, oplever de flere borgere med en dobbeltdiagnose, og dette vurderer de på baggrund af, at flere rammes af angst, depression og stress, og ikke fordi der bliver flere, der får diagnosen borderline eller skizofreni. Det er vores hypotese, at rusmidler i nogle tilfælde kan føre til, at borgerne får en psykisk lidelse. Ser man på hash, som mange unge afprøver, er der ca. 33 % af de unge mellem årige, som har prøvet at ryge hash (Link 1). Desuden er hash et vanedannende stof, som man nemt kan blive afhængig af. Personer, der bliver afhængige af hash, og som i forvejen har et følsomt sind, kan udvikle en psykose af hashrygning. Desuden viser en videnskabelig undersøgelse, at der er sammenhæng mellem psykotiske reaktioner og brugen af hash (Link 1). I andre tilfælde er det den psykiske lidelse, der gør, at borgerne bliver afhængige, da de finder ud af, at det beroliger dem at tage stoffer og derfor selvmedicinerer de sig selv(link 2). Der er stor forskel på, hvorfor borgerne er endt med de problemer, de har, og derfor mener vi også, at det er vigtigt, at der er fokus på den helhedsorienterede indsats, samt at det er en individuel indsats for at hjælpe de enkelte borgere bedst muligt jf. den helhedsorienterede indsats. Som tidligere nævnt er borgere med dobbeltdiagnose borgere, der både har en psykisk lidelse, og et misbrug bestående enten af alkohol og/eller stoffer. Den psykiske lidelse kan være alt fra en depression til skizofreni (Link 3). Der er flere grunde til, at borgere med psykiske lidelser ofte ender med at udvikle et misbrug af rusmidler. Psykiaterne Mueser og Merinder har to forklaringer på hvorfor, det sker. Den ene er, at rusmidlet dæmper de symptomer, den psykiske lidelse giver. Dette er også det, der bliver kaldt selvmedicinering (Lauridsen, m.fl., 2010). Rusmidler dæmper den angst, de eventuelt kan have og det gør, at de føler sig i bedre humør, og generelt har det bedre med sig selv (Lauridsen, m.fl., 2010). Ofte er det både de psykiske, de misbrugsrelaterede og de sociale problemstillinger, som gør det til en kamp for borgerne, og det er derfor vigtigt med en helhedsorienteret indsats, der har fokus på alle problemstillinger på samme tid (Link 4). Det kræver også, at der er stor fokus på det samarbejde, der er imellem fagpersonerne, der arbejder med borgere med dobbeltdiagnose og hvilket behandlingstilbud, der vil være bedst

14 13 for borgeren. Som socialrådgiver skal der være fokus på misbrugsbehandlingen, den psykiske lidelse og den helhedsorienterede indsats (Link 3) jf. tværfagligt samarbejde. Hvilke udfordringer er der for borgere med dobbeltdiagnose Som skrevet tidligere, er der oftest tale om mennesker med komplekse medicinske og sociale problemer, der herudover også kæmper med andre problemer. Her kan der nævnes tilbagefald, kriminalitet, hjemløshed, voldelig adfærd, kronisk arbejdsløshed og mange flere (Lauridsen, m.fl., 2010). Derudover har disse borgere et meget lille og sårbart netværk, dette gør også at de er meget vanskeligt stillede (Lauridsen, m.fl., 2010). Schepelern Johansen understreger at: Disse brugere er karakteriseret af kaos. Det er kendetegnende for dem, at de kontinuerligt eller gentagne gange er i krise. Der er sjældent tale om lineære, fremadskridende behandlingsforløb, for nogle brugere er der tale om mere cirkulære processer gennem perioder med mere eller mindre kaos; hos andre brugere finder man mere fremadskridende forløb, der dog typisk også vil være karakteriseret af gentagne tilbagefald til misbrug og forværring af den psykiske tilstand (Refereret fra Lauridsen, m.fl., 2010, s. 174). På grund af deres komplekse problemer kæmper de ikke kun med deres sociale problemer, deres misbrug og deres psykiske lidelse, de kæmper også med det social- og sundhedssystem, de er tilknyttet (Lauridsen, m.fl., 2010). De er både tilknyttet psykiatrien og misbrugscenteret, som arbejder ud fra forskellige behandlingsmetoder og derefter har behandlingstilbud, som er rettet til enten den psykiske lidelse eller misbruget (Lauridsen, m.fl., 2010). Disse borgere, som har behov for behandlingstilbud hos begge instanser kan risikere, at de bliver afvist begge steder. Dette sker, fordi misbrugscenteret har et begrænset kendskab til den psykiske sygdom, og omvendt har psykiatrien ikke nok kendskab til misbrugsbehandlingen. Derfor opfordrer de to instanser borgerne til at få løst det andet problem først, før de kan få hjælp (Lauridsen, m.fl., 2010). Dette mener vi kan være meget hårdt for borgeren, da de netop her oplever, at de falder ned mellem to stole og ikke får den behandling, de har behov for. Det er vores hypotese, at den psykiske sygdom og misbruget ofte hænger sammen, og der derfor er brug for en helhedsorienteret indsats, hvor der arbejdes med de forskellige problemer, borgeren måtte have på samme tid jf. den helhedsorienteret indsats.

15 14 Hvilke behov har borgere med dobbeltdiagnose Borgere med dobbeltdiagnose har brug for en indsats, der går på tværs af de forskellige forvaltninger, hvor der er fokus på både den psykiske lidelse og misbruget, og der derfor er en integreret indsats (Hagensen, m.fl., 2010). Dette er med til at opbygge en stabilitet, der kan øge behandlingseffektiviteten, men som også er med til at skabe et tillidsfuldt forhold mellem borgeren, fagpersonerne og behandlerne imellem (Lauridsen, m.fl., 2010). Vores informant Nora, der arbejder som socialrådgiver, giver også udtryk for, at det er vigtigt at få opbygget en god relation til borgerne, da de har brug for, at der er nogle faste indsatser, hvor det er muligt at sætte en mentor på. Derudover møder borgerne mange nye ansigter, og det kan derfor være en god idé, at borgeren har en fast kontaktperson således, at en fagperson med særlig faglig viden om dobbeltdiagnose, følger borgeren igennem hele behandlingen (Hagensen, m.fl., 2010) ( )Så har de 6-8 forskellige sagsbehandlere, så har man én man snakker med på misbrugscenteret, så har man gudhjælpemig også én på misbrugscenteret, man snakker medicin med, så har man én i sygedagpenge, og så kan man for resten også godt risikere at komme ud til anden aktør, hvor der også er nogle der kigger på én.(informant Pernille, bilag 6, s. 92 ) Samarbejdet mellem fagpersonerne er en forudsætning for en effektiv behandling af både misbrugsdelen og den psykiske lidelse sådan, at behandlingen kan tage hånd om begge problemer samtidig (Lauridsen, m.fl., 2010). Det er derfor afgørende for borgere med dobbeltdiagnose, at der er et tæt samarbejde mellem misbrugsbehandlingen og psykiatrien samtidig med, at dette også gælder på tværs af de sociale tilbud og tilbud i sundhedssektoren. På den måde sikres det, at borgeren modtager tilstrækkeligt varierede tilbud, og at der arbejdes efter en individuel og tværgående behandling (Lauridsen, m.fl., 2010). Udvikling af dobbeltdiagnose Derudover synes vi, at det er interessant at finde ud af, hvorfor nogle borgere med en psykisk lidelse ender i et misbrug, mens andre borgere klarer sig fint hele livet igennem med en psykisk lidelse uden et misbrug. Disse borgere klarer sig godt på trods af, at de har en psykisk lidelse. Når en borger klarer sig godt trods de hårde omstændigheder, kaldes det for Resiliens (Borge, 2004). Her kan forskellige faktor have en betydning for, hvor godt borgeren klarer sig. Det kan være, at der er nogle af borgerne, der har haft et stærkere netværk, er meget selvstændige, har en god evne til at tackle problemer, har fået meget opmærksomhed i

16 15 barndommen og er positiv social orienteret, dette er blot nogle af de faktorer, der kan spille ind, som har betydning for udvikling af Resiliens (Borge, 2004). Derudover betyder faktorerne fra det miljø borgerne kommer fra også noget. Det kan være, at man kommer fra en familie, hvor der er flere søskende til at kunne støtte én, at der er struktur og regler i det hjem man kommer fra, og man har nære venner eller andre relationer, hvor man kan søge råd og vejledning (Borge, 2004). Igen mener vi her, at det viser, hvor vigtigt det er at se helhedsorienteret på en sag, da de ydre omgivelser og borgerens netværk har en stor betydning for de problemstillinger, borgeren kæmper med. Delkonklusion Vi kan ud fra dette afsnit konkludere, at der er forskellige betegnelser for borgere med dobbeltdiagnose. Det er derfor vigtigt, at få belyst helt konkret, hvordan borgeren fremstår i den instans, som borgeren er tilknyttet. Derudover kan vi konkludere, at det er en bred målgruppe med mange forskellige problemstillinger, da derfor kræver en helhedsorienteret indsats. Det er dermed også vigtigt, at fagpersonen er bevidst om sin måde at se borgerne, og være bevidst om sine værdier og normer. Menneskesyn (Gitte) I dette afsnit, vil kort beskrive vores erfaring med menneskesyn. Derefter vil vi på baggrund af vores indhentede empiri analysere begrebet menneskesyn ud fra relevant teori. Da vi for snart tre et halvt år siden startede på den Sociale Højskole i Odense, var der ingen af os, der havde overvejet, hvordan vores menneskesyn var. Dette skyldes vores uvidenhed om selve begrebet menneskesyn og ikke om et manglende menneskesyn. Der er altid et menneskesyn bag planer og vedtagelser (Hammerlin & Larsen, 2004), så ubevidst har vi altid haft et menneskesyn. Der er ingen tvivl om, at menneskesynet er et vigtigt begreb i socialrådgiverfaget, og vi er med tiden blevet mere og mere bevidste om vores eget menneskesyn både i professionen som socialrådgiver men også vores personlige menneskesyn. Det menneskesyn, man giver udtryk for i udøvelsen af sin profession, behøver ikke at være det samme som det, der fremføres i familielivet (Hammerlin & Larsen, 2004, s. 18). Den teoretiske beskrivelse af menneskesynet er, at menneskesynet kommer til udtryk i den måde, vi forholder os til andre mennesker på, og hvordan vi forholder os til os selv.

17 16 Menneskesyn kommer til udtryk på flere måder afhængig af den situation, man befinder sig i, og vil typisk ændre sig igennem hele livet (Hammerlin & Larsen, 2004). Ud fra denne beskrivelse er det klart, at der i de humanitære professioner, må være bevidsthed om det menneskesyn, man har, da det kommer til udtryk i mødet med andre mennesker. Når man ser på borgere med dobbeltdiagnose, kan det være svært at tilkende sig en enkelt måde at se dem på. Det afhænger af den enkelte situation og episode. Derfor er det vigtigt, at være bevidst om, at menneskesynet spiller en rolle i forhold til, hvordan vi forholder os til dem, og hvordan vi forholder os til os selv i et samspil med dem (Hammerlin & Larsen, 2004). Da vi valgt vores emne til dette projekt var vores menneskesyn i forhold til borgere med dobbeltdiagnose, at de er udsatte tabere i et system, der ikke formår at hjælpe dem optimalt, så de desværre falder ned mellem to stole. I vores motivationsafsnit beskriver vi, hvor vores motivation stammer fra, og dette afspejler også vores menneskesyn på disse borgere, jf. afsnittet motivation. Vi havde en hypotese om, at de forskellige instanser ikke havde det samme menneskesyn, hvilket kunne medføre manglende helhedsforståelse for disse borgere. Dette har vi igennem vores interviews fået afkræftet, da de alle har borgerne i centrum og et ønske om at hjælpe dem. På Socialstyrelsens hjemmeside står der, at det menneskesyn der arbejdes ud fra i socialpsykiatrien er, at mennesker med psykiske lidelser har de samme rettigheder som alle andre ifølge grundloven og menneskerettighederne. Det vil sige, at sindslidende skal respekteres som dem, de er, og at deres værdighed ikke må krænkes. De har blandt andet ret til at bestemme over deres eget liv, at færdes i samfundet og have kontakt med andre. De har også ret til at få behandling, råd og vejledning (Link 5). Dette stemmer godt overens med det, vores informant Anders fra psykiatrien gav udtryk for, da vi interviewede ham. Her forklarede han menneskesyn således, at personalet i psykiatrien har et helhedsorienteret perspektiv i forhold til deres patienter. Han pointerede også, at det primært er indenfor deres fagområde, at de er helhedsorienteret, og at psykiatrien nok mere er helhedsorienteret i deres menneskesyn end andre steder på sygehusområdet. Da vi spurgte vores informanter om, hvilket menneskesyn de har i deres profession, viste der sig en klart billede af, at de har et ønske om at hjælpe borgere med dobbeltdiagnose samt et ønske om at møde borgerne der, hvor de er. Informant Nora sagde følgende:

18 17 Menneskesynet er jo, at man gerne vil hjælpe dem og gerne vil have dem ud af det og det er jo altså med alle dem, man har mødt efterhånden ( ). (Informant Nora, bilag 2, s. 58 ) Menneskesynet er et udtryk for den grundlæggende forestilling om, hvad det vil sige at være menneske (Hammerlin & Larsen, 2004). Den grundlæggende forestilling i Noras tilfælde er, at hun identificerer sig med rollen som socialrådgiveren, der gerne vil hjælpe andre. Hun er klar over, at de borgere, hun arbejder med har brug for, at hun forholder sig til dem og samtidig også forholder sig til den rolle, hun har i forhold til dem (Hammerlin & Larsen, 2004). Informant Pernille kom også ind på borgernes rettigheder, hvor hun sagde følgende: Jamen, altså mine tanker er, at alle har ret til professionel hjælp. Og alle har ret, altså uanset om det er misbrug eller om det er psykiatri, jamen så har de ret til hjælpen. Altså det er jo i hvert fald det, jeg har arbejdet for på misbrugscenteret for nogle år siden, tilbage til Hvor jeg oplevede, at brugere var kastebold i systemet, så ryger de over på psykiatrisk afdeling, jamen vi vil ikke have dig, for du har misbrug, så ryger de tilbage til misbrugscenteret, jamen du er for kaotisk, så ryger de til jobcentret, jamen du skal ud i aktivering, okay altså. Hvilken borgere er der lige der kan holde til det? (Informant Pernille, bilag 6, s. 80 ) Det er tydeligt i citatet, at Pernille har fokus på det enkelte menneske og de rettigheder, mennesker har. Menneskesyn er en erkendelse af menneskeværd, humanitære værdier og holdninger som de kommer til udtryk i menneskets praktiske og idémæssige forhold til omverdenen (Hammerlin & Larsen, 2004, side 19-20). Pernilles menneskesyn bygger på hendes bevidsthed om, at mennesker har en værdi og hendes menneskesyn er, at alle ret til professionel hjælp uanset, om det er misbrug eller psykisk lidelse. Hendes professionsrolle som misbrugsbehandler er hendes grundlæggende forestilling om at hjælpe borgerne ud af deres misbrug og støtte dem i at få behandling for den psykiske lidelse. Hun er samtidig også bevidst om borgernes begrænsning i forhold til, at de kan risikere at blive kastebold i systemet på grund af deres dobbeltdiagnose, hvor de skal navigere i et system og forholde sig til mere end én instans. Delkonklusion Menneskesyn er foranderligt, og det er vigtig at være bevidst om sit menneskesyn i arbejdet med mennesker. Dette har vi også selv erfaret igennem vores uddannelse og især i vores

19 18 praktik på 4. semester. Menneskesyn er en forståelse af de mennesker, man møder og også en forståelse af sig selv i mødet med andre. Det må derfor konkluderes, at menneskesynet er en vigtig grundsten i forhold til at arbejde med mennesker. Dette bekræftes af vores informanter, som alle har fokus på det menneske, der har behov for hjælp i form af støtte eller behandling. Udover at være bevidst om sit menneskesyn er der også udefrakommende faktor, der gør sig gældende i forhold til at hjælpe borgere med dobbeltdiagnose. Først og fremmest, hvilke problemstillinger borgerne kan have. Det sociale problem (Sabrine) I det dette afsnit vil vi beskrive, hvad et socialt problem er, samt redegøre for, hvorledes dobbeltdiagnose kan anerkendes som et socialt problem. Derudover vil vi også analysere, hvorfor det er et socialt problem for henholdsvis samfundet og borgerens netværk. Til at analysere dette områder vi vil anvende Peter Bundens definition på, hvad et socialt problem er. Definition af et socialt problem Et socialt problem er, når en tilstand er uønsket, skaber problemer eller belemrer resten af samfundet, samtidig med, at det skader ens muligheder for at blive selvforsørgende, Peter Bundesen beskriver et socialt problem som: Det er en observeret uønsket social (livs)situation, som der er en udbredt opfattelse om, at kollektive institutioner har et ansvar for at søge afhjulpet. Dette kan ske gennem en indsats udført alene eller sammen med andre. (2009, s. 14) For at tydeliggøre hvilke faktorer der spiller ind, og for at definere om borgere med dobbeltdiagnose er et socialt problem, vil vi benytte de faktorer som Perter Bundesen uddyber, for at tydeliggøre hans definition på et socialt problem. De faktorer der skal være opfyldt er, at problemet skal være observeret, det skal være en uønsket situation, problemet skal have en udbredt opfattelse, derudover skal det søges afhjulpet ved enten en indsats der bliver udført alene eller sammen med andre (Bundesen, 2009). Dobbeltdiagnose som et socialt problem Den uønskede sociale situation i forbindelse med borgere med dobbeltdiagnose er til dels, at de oplever, at de ikke ved, hvor de skal få den rigtige hjælp. Borgerne med dobbeltdiagnose havner derfor let i en ond cirkel i behandlingssystemet, da de ikke kan blive afvænnet og

20 19 stoffri, fordi de har en psykisk lidelse, og de kan ikke få hjælp til deres psykiske lidelse, fordi de ikke er clean (Link 6). Udover deres psykiske lidelse og misbrug kan de også have andre sociale problemer. Flere af borgerne kæmper med kriminalitet, hjemløshed eller vold (Lauridsen, m.fl., 2010). Det må antages, at det at bo på gaden, have et dårligt helbred eller være nødt til at begå kriminalitet for at få nogle penge, ikke er en livssituation, nogen ønsker at stå i. Det er vores hypotese, at disse problemer ikke kun rammer borgere med dobbeltdiagnose, men også borgerens pårørende, hvilket vi vil komme nærmere ind på senere. Når borgere med dobbeltdiagnose bliver nødt til at begå kriminalitet eller bliver voldelige, rammer det som sagt andre end dem selv. I denne situation tænker vi, at det også er et problem for selve samfundet, da borgerne er nødt til at gøre noget kriminelt for enten at komme af med deres gæld, eller for at få penge til nogle stoffer. ( ) skulle han ud og gøre noget kriminelt, før han kunne møde oppe i rusmiddelscenteret. Han havde en opgave, der skulle løses først, ellers kunne han ikke få lov til at gå videre ik, og hvad skal man stille op, man kan ikke ringe til politiet, de kan jo ikke gøre noget, når manden står der, han har jo ikke gjort noget, men det vil gå udover den anden, klippe en finger af, eller hvad der nu kunne ske.(informant Nora, bilag 2, s. 57 ) Desuden har vi en forforståelse for, at de værst ramte borgere med dobbeltdiagnose ikke kan klare at være i arbejde, eller i gang med en uddannelse, hvilket vi også fik bekræftet af vores informant Anders, der fortæller, at det er de færreste af deres borgere med dobbeltdiagnose, der kommer i gang igen. Dog er det vigtigt at fastholde de borgere med dobbeltdiagnose, som kan varetage et arbejde eller en uddannelse, da det at have et arbejde eller være under uddannelse, har en stor betydning for ens identitet, det giver et fællesskab og mening, hvilket er vigtigt for at have et godt liv (Iversen, m.fl., 2008). Det at lide af en psykisk lidelse, samt have et misbrug og andre sociale problemer, er ikke en situation, nogle ønsker at sidde i selv eller have pårørende, der kæmper med, det må derfor antages at være en uønsket situation (Bundesen, 2009). Derudover er det vores forforståelse, at det må være frustrerende for borgerne, at være kastebolde i et system, hvor man har krav til at få hjælp jf. lovgivning

21 20 ( ) Hvor jeg oplevede at brugere var kasteboldt i systemet, så rygere de over på psykiatrisk afdeling, jamen vi vil ikke have dig for du har misbrug, så ryger de tilbage til misbrugscenteret, jamen du er for kaotisk, så ryger de til jobcentret, jamen du skal ud i aktivering, okay altså. Hvilken borgere er der lige der kan holde til det.(informant Pernille, bilag 6, s. 80). Derfor mener vi, at det kan være svært at overskue for disse borgere og det er derfor nemmere for dem at gå ned på gaden og købe de rusmidler, som de ved hjælper dem på nuværende tidspunkt, men på længere sigt kan gøre deres sygdom værre: Så er man jo på den, så ryger man jo ud af systemet på den lange bane, fordi hvis man ikke selv er i stand til, hvis misbrugscentret siger, der kører mange pres, du er ikke færdig, og hvis vi kigger i dine papirer, så har du jo været i døgnbehandling 10 gange, og det hjælper jo åbenbart ikke, øh jo det gør det, nu har jeg altså lige haft x antal år stoffri, så selvfølgelig hjælper det, jeg har tilbagefald, jeg har brug for hjælp. Jamen, så kan du gå i motivationsgruppe, okay motivationsgruppe og man er i tilbagefald, så er der én vej, og det er ud at købe stoffer ( ).(Informant Pernille, bilag 6, s. 91 ) Disse borgere har ligesom alle andre ret til den rigtige hjælp og det er vores hypotese, at dette ikke altid sker. Det er vores opfattelse, at disse borgere bliver kastet rundt i systemet, og dette er hverken acceptabelt eller noget, der burde ske i vores samfund, hvor vi har en lovgivning der siger, at alle har krav til at modtage hjælp jf. afsnit omkring lovgivning. Vi lever i et samfund, hvor det skulle være muligt at hjælpe disse borgere, vi kan uddanne os og indhente viden hos vores samarbejdspartner, så hvor er at svigtet sker? Dog har vi med meget svage borgere at gøre, og det er netop her endnu mere vigtigt, at vi fortæller dem deres rettigheder, og hjælper dem med at klage, hvis de får et afslag. Det er vores hypotese, at disse borgere ikke magter at klage og vente den ventetid, der er, og det er derfor meget nemmere at gå ud at købe nogle stoffer. Dette hjælper måske kun borgerne på kort sigt, og de vil derfor bliver ved med at bevæge sig rundt i en ond cirkel, hvis ikke de får den hjælp, de skal have. Det er ikke kun et problem for selve borgeren, at han/hun ikke får den rette hjælp, det er også et samfundsproblem: ( ) Og det jeg tænker samfundsmæssigt det er, at så er det jo, at der sker nogle ting, nogen slår folk ned og nogle forskellige ting i deres frustration. Det er ikke

22 21 fordi, at man som menneske er født til at slå folk ned, men det er omstændighederne der gør, at folk bliver presset. (Informant Pernille, bilag 6, s. 80) For at dobbeltdiagnose skal være et socialt problem, skal situationen være observeret af nogen (Bundesen, 2009). Igennem de sidste par år, er der igennem medierne kommet mere fokus på borgere med dobbeltdiagnose, og at de ikke modtager den relevante behandling (Link 7). Desuden er det en målgruppe, som igennem årene er vokset, det anslås at ca danskere lider af skizofreni, og det viser sig herudover, at der er en stigning i antallet af skizofrene borgere med et misbrug. Ifølge socialstyrelsen er antallet af borgere med dobbeltdiagnose steget med 43 % i årene 2000 til 2008 (Link 8). Desuden opleves det i forvaltningerne, at flere unge lider af dobbeltdiagnose. Dette kan eventuelt skyldes det store pres, der er på de unge, hvilket Einar Baldursson, som er lektor i arbejds- og organisationspsykologi ved Aalborg Universitet også giver udtryk for: Det er dybt bekymrende, at stadig flere unge får psykiatriske diagnoser, og at antallet af unge i behandling for smerte og fordøjelsesbesvær er stort og fortsat stigende. De unge er i stigende grad på i deres liv, ikke mindst på de sociale medier. De skal leve op til forventningen om at være en succes og noget særligt. Men det betyder, at flere og flere unge bukker under for presset, og at antallet af tabere bliver mangedoblet! (Link 9). Det er et hårdt pres, der hele tiden er på de unge, at de skal leve op til en høj forventninger, kravet om at være perfekt alle de steder, de kommer, hvor de unge socialiserer sig. Derudover føler de unge, hvis de ikke kan blive det, de ønsker, er det fordi, de har slået fejl som menneske (Link 9). At der hele tiden er dette pres på de unge er ikke mindst grund til, at nogle af dem knækker sammen, men det er også i disse år, at de unge er i gang med deres identitetsdannelse Ifølge Eriksons, er det vigtigste mål, for unge at danne sig en identitet (Refereret fra Koester & Frandsen, 2005). Ungdomsårene er en periode, som Erikson kalder for et psykosocialt moratorium, dette er en fredningsperiode for de unge, hvor de unge skal være fredet fra ansvar, pligter og arbejder (Refereret fra Koester & Frandsen, 2005). Det er her, de skal ud at prøve en masse forskellige af, men det er vores forforståelse, at dette ikke er muligt for de unge, da der hele tiden er krav og mål, de skal leve op til. Der er derfor kommet en større interesse for området, og vi mener derfor, at det er en udbredt opfattelse, at det at have en dobbeltdiagnose er et socialt problem (Bundesen, 2009).

23 22 Desuden lever vi i et samfund der har fokus på at diagnosticere, udrede og finde løsninger på problemerne (Mik-Meyer & Järvinen, 2012) ( ) vi diskuterede det i går, hvor man i psykiatrisk afdeling giver dem hurtige diagnoser, borderline, emotionel forstyrret, hvor det nogle gange bare er en ung, der ikke kan finde ud af, hvem er jeg, og hvem skal jeg læne mig op ad, og så bliver man mærkelig eller får nogle tvangsadfærd eller gør et eller andet, men med de rette guidninger kan komme ud af igen, uden det behøver at være diagnose, der er skrevet ind ( ). (Informant Nora, bilag 2, s. 59) Igen er det her et problem, at der ikke er nogen klare retningslinjer for, hvordan vi skal arbejde med disse borgere, og hjælpe dem på bedst mulige både. Jobcenteret oplever, at de i psykiatrien gerne vil give borgerne en diagnose, fordi det så er nemmere at behandle dem og placere dem i systemet. Hvor de i jobcenteret gerne vil arbejde dem væk fra diagnoserne og se mere på borgerens ressourcer frem for barrierer. Det er vores hypotese, at begge steder gør det, de mener, der er bedst for borgerne, men at det ikke hjælper borgerne, når de to steder ikke arbejder i samme retning. Dette undrer os, når der flere steder er viden om, at den bedste løsning vil være en integreret helhedsorienteret indsats (Hagensen, m.fl., 2010) Ifølge Peter Bundesen, skal et socialt problem søges afhjulpet, at det burde være muligt at tilbyde borgere med dobbeltdiagnose en hjælp, der evt. kan hjælpe dem til at blive selvforsørgende (Bundesen, s. 2009). Her er der fokus på, om det er muligt at gå ind og forlænge borgernes liv, og forbedre de livsbetingelser, de har (Bundesen, 2009). I psykiatrien har de stor fokus på, at borgere med psykiske lidelser har en stor dødelighed, ikke kun dem, der har en dobbeltdiagnose, men også dem, der har en psykisk lidelse uden et misbrug. Det er et område, hvor der kræves mange ressourcer, men som Anders i psykiatrien giver udtryk for, så er det et lavstatus område. Derudover mener de i psykiatrien, at det er muligt, at borgere med en psykisk lidelse vil klare sig langt bedre, hvis ikke de havde et misbrug. Jamen, det er det jo fordi misbruget forplumrer jo mulighederne for, hvis du havde en velbehandlet psykisk lidelse, så kunne du måske nogle ting, men det at du har et misbrug oveni forplumrer jo, at du kan møde op til et eller andet eller gennemføre et eller andet. Holde fast i et arbejde, og det duer jo ikke. Det duer simpelthen ikke ( ).(Informant Anders, bilag 2, s. 70 )