nr. 206 september 2015 tema: valgret- og kvinderetskamp

Transkript

1 nr. 206 september 2015 tema: valgret- og kvinderetskamp

2 Indhold Nyt fra bestyrelsen... 3 Nyt fra fagkonsulenten... 5 Bestyrelsens beretning... 6 Præsentation af artiklerne Tema: Valgret- og kvinderetskamp Jytte Nielsen: 100-året for 1915-grundloven og kvinders stemmeret Rikke Halberg: 5. juni Nu har vi taget politisk valgret og vi glæder os til at benytte den i kampen mod Tyendeloven! Jenny Cecilia Strid: Rødstrømpebevægelsen i Danmark med særlig fokus på Odense Christina Fiig: 100 års jubilæet: Om danske kvindevalgretsforkæmperes internationale impulser Emil Birk: Somaliland Stine Isaksen: det muntre hjørne Udenfor tema: Henning Tjørnehøj: Dvd-håndsrækninger til frygtsomme historielærere Anmeldelser Kommende kurser Historielærerforeningens udvalg Adresser Forside illustration: Plakat 2

3 Nyt fra bestyrelsen Et nyt skoleår er så småt gået i gang. Siden sidst har vi fået en ny regering her i landet. Det betyder nok, at forhandlingerne om serviceeftersyn af gymnasiereformerne også kommer i gang igen. Hvad der kommer ud af det, er ikke godt at vide, men det vil formentlig ikke i særlig høj grad berøre historiefaget direkte. Resultatet kommer jo nok til at omfatte et karakterkrav med det formål at skræmme ansøgere væk fra gymnasieskolen, og hvem ved, måske kan Inger Støjbjerg og DF hjælpe med at designe en annoncekampagne under overskriften Hvis du tror gymnasieskolen skal være dit nye hjem. Konferencer om faglige mål i spil Om ikke andet vil serviceeftersynet nok åbne mulighed for revision af læreplanerne i større eller mindre omfang. I den forbindelse gennemfører fagkonsulenten i samarbejde med Historielærerforeningen i oktober en række konferencer om Faglige mål i spil (5/10 i Høje Tåstrup, 6/10 i Fredericia og 7/10 i Aalborg). Rektorerne vil modtage en kraftig opfordring fra ministeriet om, at hver skole skal sende mindst 2 historielærere til én af konferencerne. Formålet med konferencerne er at diskutere, hvordan man får de faglige mål i spil, både i den daglige undervisning, i SRP/SSO, i AT og til mundtlig eksamen. Samarbejde med Nationalt Videncenter for Historie- og Kulturarvsformidling Som jeg har skrevet om de sidste par gange på denne plads, har vi indledt et samarbejde med Nationalt Videncenter for Historie- og Kulturarvsformidling. Peter Brunbech og Nikolaj Petersen fra Videncenteret deltog i vores sidste bestyrelsesmøde i maj, hvor vi diskuterede indholdet i samarbejdet nærmere. Videncenteret vil etablere et historiedidaktisk netværk med repræsentanter for historielærerne i gymnasieskolen, i folkeskolen og på seminarierne. I første omgang indgår Lars og Rasmus i dette netværk. Det skal føre frem til afholdelse af en konference i Specielt i forhold til gymnasieskolen tilbyder Centeret udviklingskurser som faggrupperne på de enkelte skoler kan tilmelde sig. Endvidere diskuterede vi samarbejde om historiekonkurrencen. Kurser Ud over konferencerne om de faglige mål sker der mange andre spændende ting på kursusfronten her i efteråret. I samarbejde med Lars Due Arnov udbyder vi spændende kurser om elevaktiverende historieundervisning med IT. Regionerne tilbyder kurser om Kongernes Jelling (i Jelling), Terrakottahæren og Danmark i oldtiden (på Moesgaard Museum) og i Aalborg er der kursus om dansk udenrigspolitik. Som optakt til Lutheråret starter vi et udviklingsprojekt om reformationen, og sidst men ikke mindst er der generalforsamlingskursus 5.-6./11. i Odense med tema om Fortællingen i historien. Her bydes der på oplæg ved Kim Leine, Ulrik Langen og Rasmus Dahlberg plus en række spændende workshops. Man kan deltage i dette kursus for den latterligt lave pris 1000 kr. + evt. udgift til hotel/overnatning. Når prisen for generalforsamlingskurset er så lav, skyldes det at Foreningen giver tilskud med den skumle bagtanke at få så mange som muligt til at deltage i generalforsamlingen. Indkaldelse til generalforsamling Historielærerforeningen for Gymnasiet & HF afholder ordinær generalforsamling torsdag d. 5/ kl. 19:30 på Odense Katedralskole, Jernbanegade 34, Odense. Før generalforsam- nr. 206 / september

4 lingen afholdes der en middag. Det er gratis for medlemmer at deltage i middagen (og generalforsamlingen), men hvis man ikke er tilmeldt generalforsamlingskurset, og ønsker at deltage i middagen, skal man tilmelde sig til Jenny Strid ([email protected]) senest 14 dage før. Foreløbig dagsorden for generalforsamlingen i Historielærerforeningen for Gymnasiet & HF: 1. Valg af referent 2. Valg af ordstyrer 3. Bestyrelsens beretning og diskussion 4. Kassererens beretning og diskussion 5. Fastsættelse af kontingent 6. Indkomne forslag 7. Valg af ny bestyrelse og suppleant 8. Valg af revisor 9. Eventuelt Bestyrelsens beretning kan læses andetsteds i dette nr. af Noter og på historielaerer.dk. Forslag til dagsordenen skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før, dvs. senest 23/10. Efter generalforsamlingen vil der være et lettere traktement. Vi håber, at rigtigt mange af medlemmerne vil bakke op om Foreningen ved at møde op og deltage i generalforsamlingen. På bestyrelsens vegne David Kyng Formand for Historielærerforeningen for Gymnasiet og HF 4

5 Nyt fra fagkonsulenten Kære kolleger Da sommerferien begyndte stort set samtidig med at den nye regering tiltrådte, er der ikke meget nyt fra ministeriet denne gang. Jeg vil derfor fatte mig i korthed. Eksamensperioden før ferien har selvfølgelig affødt en del spørgsmål og diskussioner omkring reglerne for eksamen i de forskellige sammenhænge faget indgår i. De fleste har været om klassiske emner som antallet af eksamenssæt, hvilke materialer det er hensigtsmæssigt at inkludere osv., mens enkelte kan siges at være værd at fremhæve på denne plads. Det drejer sig om, at flere institutioner har ladet eleverne trække eksamenssæt i grupper forud for eksamen i historie A, hvilket er tilladt i historie B, men ikke på historie A. Eleverne skal trække individuelt, om end der stadig er mulighed for, at de trækker samme materiale som en eller flere af de andre eksaminander, da materialesættene som bekendt må gå igen. Ellers håber jeg blot at I, som jeg, har nydt ferien og tiden til i fred og ro at gennemtænke det kommende skoleårs undervisning. Og hvis ikke sol og hængekøje inspirerer én, så er der masser at inspiration at hente på historielaerer.dk og historielærerforeningens facebook-gruppe. Jeg håber at se en masse af jer til konferencerne i starten af oktober! (se kursus-siderne) Mvh Christian Vollmond nr. 206 / september 2015 Af Christian Vollmond, fagkonsulent KONFERENCE Museet i skolen og skolen i museet Er du underviser i grundskole, gymnasium eller museumsformidler? Er du interesseret i at inddrage elever i udviklingsprocesser? Ønsker du inspiration til at åbne din undervisning mod omverdenen og udnytte museernes læringspotentiale? Under temaet Den åbne skole sætter vi fokus på, hvordan samarbejdet mellem skole og museum konkret kan udbygges på en nyskabende og især elevinddragende vis. Tag den nyeste viden om unge som samarbejdspartnere i udviklingsprocesser med hjem. Hør om udviklingsprojektet Elevdesign. Og hop ombord i et skole museumsnetværk, hvor I dagen igennem udveksler ideer, erfaringer, metoder og inspirerer hinanden. Læs om hele konferencen og tilmeld dig her: i skolen/ 5

6 Bestyrelsens beretning for perioden Bestyrelsens konstituering mellem medlemmerne og bestyrelsen. Èn gang Ved generalforsamlingen 7/ afholdt på om året holdes et fælles møde for bestyrelsen og Odense Katedralskole blev 6 medlemmer af den regionssekretærerne. Vi har 7 regioner de fleste tidligere bestyrelse genvalgt: Rasmus Thestrup med 2 regionssekretærer i hver. I løbet af denne Østergaard, Allan Ahle, Trine Finne Loo, Jenny bestyrelsesperiode er der kommet følgende regionssekretærer til: Jacob Jepsen Pedersen supple- Strid, Burkhard Sievers og David Kyng. 3 nye medlemmer blev valgt: Lars Henriksen, Stine Isaksen rer Casper Døssing i region Nordjylland og Gerda og Robert McCluskey. Christian Vollmond blev Hattesen Petersen supplerer Henrik Damgaard (igen) valgt til suppleant. Den tidligere formand Andersen i Vestjylland. Region Hovedstaden dækkes af Birgitte Thomassen og Rolf Mortensen. for Foreningen Peder Jacob Ellehave Kragh blev valgt til revisor. Asbjørn Christoffersen er fratrådt som sekretær Efterfølgende konstituerede bestyrelsen sig med i regionen. I de øvrige regioner er der ikke sket David som formand og Rasmus som kasserer. ændringer: Jakob Bang står for region Østjylland, (Rasmus deler hvervet og kontakten til Foreningens skatmester Klaus Bjerre med Lars). Allan land, Poul Steiner Jensen Fyn og endelig er Jacob Heidi Funder og Carsten Lykke-Kjeldsen Sydjyl- blev ansvarlig for at administrere kursuskassen. Buhl regionssekretær for Sjælland. Andre ansvarsområder blev fordelt på den måde at Burkhard, Allan og David fik særligt ansvar for Økonomi og medlemstal stx, Jenny og Robert for HF/KS og Robert for HFenkeltfag. Internationalt udvalg bestod af Stine, de, hvilket udbygges i kassererens beretning. Foreningens økonomi er særdeles tilfredsstillen- Jenny og Robert. I forbindelse med planlægningen EUROCLIO-konferencen i Helsingør 2015 omkring 1650 i den forløbne periode. Det må Medlemstallet har ligget nogenlunde konstant blev der nedsat en særlig styregruppe bestående også betragtes som tilfredsstillende, da mange af Jenny, Trine, Lars, Rasmus og David. Trine og andre faglige foreninger har oplevet faldende Lars tog sig af kontakten til medlemmerne via medlemstal de senere år. Facebook, Twitter og hjemmesiden historielaerer. Det daglige ansvar for Foreningens økonomi, registrering af medlemmer, indkrævning af restancer dk og Burkhard stod for Historiekonkurrencen. David repræsenterede Foreningen i Fagligt Forum m.m.m. har de sidste mange år ligget hos vores og Pædagogisk Samarbejdsudvalg under GL. skatmester Klaus Bjerre. Ved udgangen af Bestyrelsen afholdt 4 møder om året af ca. et dette år træder han tilbage og afløses af Peder døgns varighed. Når vi har haft en fagkonsulent, Jacob Ellehave Kragh. og denne har haft mulighed for det, har hun/han Når der er styr på økonomien og medlemstallet deltaget i møderne. holdes oppe, er det i høj grad et resultat af Klaus utrættelige arbejde. Fra bestyrelsens side skal der Regionerne lyde en kæmpe tak til Klaus for hans enorme Regionssekretærerne er en vigtig del af Historielærerforeningens organisation. De organiserer arbejde for Foreningen gennem mange år. regionale kurser og fungerer som kontaktled 6

7 Kursusvirksomhed Foreningen har også i denne periode afholdt en række kurser både nationale og regionale. Selvom de fleste kurser har været afholdt som regionalkurser har nogle af dem haft meget stor tilslutning også fra andre dele af landet. Blandt de mest populære kurser var 1864 en national katastrofe 7/ i region Østjylland, Danmarks besættelse en kamp for overlevelse 25/ samme sted og Fortid eller fremtid? Om Socialdemokratiets rolle i dansk politik i Region Nordjylland (i samarbejde med FALS). Desværre har det også været nødvendigt at aflyse en række kurser pga. manglende tilslutning, herunder rejsekurser til Israel/Jordan og til Sydafrika. Det er dog lykkedes at afvikle et succesfuldt rejsekursus til Baltikum foråret 2014 med temaet Øjenvidner til den kolde krig. Ud over de traditionelle nationale og regionale kurser har Foreningen bl.a. stået for et udviklingsprojekt om 1. verdenskrig og globaliseringen for 100 år siden og en konference om historie og matematik i samarbejde med Matematiklærerforeningen. Vi administrerer vores egne kurser selv, og det gør, at vi kan holde priserne nede. De populære kurser giver pænt store overskud. Andre kurser afvikles med mindre underskud, men det gør ikke så meget. Samlet set er det ikke meningen, at vores kurser skal generere overskud. Mere om kursernes økonomi i kursuskassens administrators beretning. Alt i alt har lidt færre medlemmer deltaget i Foreningens kurser sammenlignet med foregående bestyrelsesperiode. En forklaring kunne være, at OK13 har gjort det sværere for medlemmerne at få tid/lov til at tage på kursus. For at forsøge at afbøde dette, har vi bestræbt os på at få annonceret kurserne så tidligt som muligt, så kursusplanen for det kommende skoleår i hovedtræk ligger klar allerede i foråret, så ønsker om kurser kan indgå i forhandlingerne om opgavekataloget. Noter Med Noter har Historielærerforeningen et blad som de færreste faglige foreninger kan konkurrere med i kvalitet og omfang. Trods stigende portoomkostninger, har vi valgt fortsat at udgive Noter som fysisk magasin, for på den måde at give medlemmerne et synligt udbytte af kontingentet. Noter udkommer 4 gange om året. Bestyrelsens medlemmer skiftes til at redigere Noter, men arbejdet med at sætte det op og gøre det klar til trykning, har den ansvarshavende redaktør gennem en årrække, Peder Wiben, stået for. Det er ikke mindst hans fortjeneste, at Noter fremstår så indbydende som det gør. Noter er baseret på en række frivillige bidragsydere. De universitetsfolk og andre, der skriver artiklerne, får ikke noget for det. Det samme gælder det store korps af anmeldere, rekrutteret blandt Foreningens medlemmer. Anmeldelsessektionen er efterhånden svulmet så meget op, at der kun er plads til en mindre del i det trykte blad. Også på dette punkt er medlemmernes engagement enestående, sammenlignet med de fleste andre faglige foreninger. Vi har i de senere år bestræbt os på at skiftevis lave fagfaglige og didaktiske temaer. Det har vi ikke helt overholdt i denne periode, da 2014 var præget af en række årstalsnumre. Temaerne for Noter har været/bliver følgende: Nr. 200: 1864 Nr. 201: 1914 Nr. 202: 1814 Nr. 203: Vikingerne i nyt lys Nr. 204: Putins Rusland Nr. 205: Didaktik Nr. 206: Valgrets- og kvinderetskamp Nr. 207: Historiefortælling Historiekonkurrencen Gennem en årrække har Historielærerforeningen gennemført en national historiekonkurrence. Konkurrencen er led i et fælleseuropæisk sam- nr. 206 / september

8 arbejde, Eustory. I nogle af de andre lande er konkurrencerne meget store med masser af ressourcer. Her er vores af mere beskedent omfang. Vi har i de senere år lagt stigende vægt på historieformidling i konkurrencen. Temaet for 2014-konkurrencen var Det afgørende øjeblik. Der blev indsendt 35 biddrag, og vinderbidraget var et stykke kontrafaktisk historieskrivning om Den dag olien forsvandt af Anne-Katrine Schott fra Fredericia Gymnasium. I 2015 var temaet Kæmp for alt hvad du har kært. Vinderen blev Søren Stubkjær Pedersen fra Vestjysk Gymnasium i Tarm. Sørens indlæg handlede om andelsbevægelsens gennembrud i Ølgod, hvor han bor. Gennembruddet blev formidlet gennem 3 små noveller baseret på solidt kildestudium. Du kan se de 3 vinderbidrag på historielaerer.dk søg på konkurrencen ) Antallet af indsendte bidrag faldt desværre en smule i Der blev indsendt 21 bidrag, men de fleste var gruppebidrag så i alt deltog ca. 50 elever i konkurrencen. Dommerkomitéen har i de senere år bestået af Rasmus Dahlberg, Bertel Haarder, Mogens Lykketoft og fagkonsulenten (Lene/Christian). (I 2014 var Mogens Lykketoft ikke dommer, men stod for præmieoverrækkelse). I 2015 foregik præmieoverrækkelsen i forbindelse med de Historiske dage i Øksnehallen i København, som leverede en festlig ramme om begivenheden. De præmier eleverne kan vinde i forbindelse med konkurrencen er ikke helt ringe: kr. til vinderen + mulighed for at deltage i internationale seminarer med historieinteresserede unge fra andre dele af Europa. Her til kommer mindre præmier for 2. og 3. pladsen. Vi har i de senere år, bl.a. gennem artikler i Noter, forsøgt at sætte fokus på, hvordan man kan promovere konkurrencen ude på skolerne, men der er stadig plads til forbedring. Vi håber, at man i de kommende år vil tage denne chance for at dyrke fagets talenter til sig endnu flere steder. Burkhard har haft ansvaret for konferencen de senere år, og han har lagt et stort arbejde i at relancere den. Elektroniske platforme Elektroniske platforme spiller en stadig stigende rolle i kommunikationen mellem bestyrelsen og medlemmerne, og ikke mindst mellem medlemmerne indbyrdes. I gamle dage var historiesiden på EMU en én af de mest omfattende og brugte sider. Med overgangen til Ny EMU i 2013 blev det væsentligt sværere at finde det man skal bruge, og trafikken på siden faldt væsentligt. Det skete på trods af, at EMU-redaktøren Peder Wiben lagde et kæmpe arbejde i at overføre alle de gode ting fra den gamle til den ny EMU, og gøre tingene så tilgængelige som det nu engang er muligt under den ny struktur. Historielærerforeningens Facebook-gruppe er et stadigt mere populært sted til at udveksle tips og idéer, stille spørgsmål m.m. I skrivende stund er der 1299 medlemmer i gruppen. Det er ikke kun medlemmer af Foreningen, der kan få adgang. Også andre relevante interessenter, som f.eks. museums- og universitetsfolk kan få adgang, men ikke elever. Nogle ting er Facebook ikke så velegnet til. Det kan være svært at genfinde opslag, og det er problematisk at dele materialer her, da Facebook dermed får ophavsret. Bl.a. derfor besluttede vi at begynde at opbygge vores egen hjemmeside, historielaerer.dk. Siden er endnu ikke så benyttet som Facebook-gruppen, men den vokser ligeså stille. Dele af sidens indhold kræver login, og det er forbeholdt Foreningens medlemmer. For at få adgang kan man f.eks. skrive til Lars på LH@ herning-gym.dk. eller man kan bede et nuværende medlem om at sende en invitation via mail. I skrivende stund har 206 medlemmer adgang, men vi vil opfordre alle Foreningens medlemmer til at skaffe sig adgang. På historielaerer.dk kan man bl.a. finde faglige tips, man kan få oplysninger om kurser og melde sig til nogle af dem direkte på siden, man kan deltage i forskellige diskussioner og ikke mindst 8

9 kan man dele materialer og forløb. Lars har stået for opbygningen af siden, og har lagt et meget stort arbejde i det. Fagkonsulentskiftet I foråret 2014 sagde fagkonsulenten, Lene Jeppesen, sin stilling op i frustration over de stadigt forringede vilkår for fagkonsulenternes arbejde. Hendes normering skulle skæres ned fra 40 % til 35 % af en fuldtidsstilling. I bestyrelsen beklagede vi Lenes opsigelse meget, men forstod på den anden side også godt hendes frustration. Vi vil gerne rette en varm tak til hende for det gode samarbejde, og for hendes bidrag til fagets udvikling gennem årene. Fra Lenes opsigelse til stillingen blev genopslået gik der næsten et halvt år, og derefter godt en måned før den ny fagkonsulent tiltrådte. Vi søgte flere gange at få ministeriet til at få stillingen opslået og besat, men de indrømmede åbent, at de holdt den ubesat for at opnå besparelser. Da stillingen endelig blev besat, blev det på vilkår som var yderligere forringet. Til trods for det, har den ny fagkonsulent, Christian Vollmond, gjort et strålende stykke arbejde, og vi har i bestyrelsen et meget fint samarbejde med ham. EUROCLIO og andet internationalt samarbejde Kernen i Historielærerforeningens internationale arbejde har gennem mange år været EUROCLIO den europæiske sammenslutning af historielærerforeninger. Vi var med til at stifte EUROCLIO i 1992, og den danske historielærerforening (DHTA som vi kaldes i de kredse) har spillet en meget aktiv rolle i sammenslutningen lige siden. Hvert år afholder EUROCLIO en stor konference. Selvom DHTA på mange måder er en stormagt inden for EUROCLIO, så havde den årlige konference aldrig været afholdt i Danmark, før vi påtog os at gøre dette i Som nævnt ovenfor nedsatte bestyrelsen en styregruppe med særligt ansvar for at forberede EUROCLIO 2015, men hele bestyrelsen har været dybt involveret i dette arbejde. Som forberedelse til 2015 sendte vi 4 repræsentanter (Stine, Jenny, Trine og David)til EUROC- LIOs 2014-konference i Ohrid (Makedonien) med temaet History Education beyond Borders How can we share our Cultural Heritage?. Normalt sender bestyrelsen kun 1-2 repræsentanter til disse konferencer. Èn af de store udfordringer ved at arrangere en EUROCLIO-konference i et land som Danmark, er selvfølgelig prisniveauet. At EU så samtidig lavede grundlæggende om på det program for tilskud til denne type konferencer, gjorde det bestemt ikke lettere. Det ny program (Erasmus+) gjorde det stort set umuligt for deltagerne at få støtte den vej. Derfor var det en stor hjælp, at Historielærerforeningen på sidste generalforsamling gav bestyrelsen tilslutning til at bruge kr. på at sikre konferencens gennemførelse, og støtte deltagere fra lande, der ellers ikke havde mulighed for at komme. Forberedelsen og gennemførelsen af 2015-konferencen skete i et tæt samarbejde mellem EURO- CLIO s sekretariat og bestyrelse og Historielærerforeningens bestyrelse. Allerede i begyndelsen af 2014 blev vi enige om, at temaet for konferencen skulle være demokratisering: Roads To Democracy How Can History Teachers Pave The Way? kom det til at hedde. Det blev også tidligt besluttet at konferencen skulle foregå på LO-skolen Konventum i Helsingør. En del af konferencen blev afholdt i samarbejde med EUSTORY (samarbejdsorganisation for nationale historiekonkurrencer) som afholdt deres årlige konference samme tid og sted. Selve konferencen løb af stablen /4 2015, og der er almindelig enighed om, at det var en stor succes. I alt var der 157 deltagere fra 48 lande. De fleste var selvfølgelig fra forskellige europæiske lande, men der var også deltagere fra fjerne lande som Indien, Sydkorea og USA. 13 af deltagerne blev direkte sponsoreret via tilskuddet nr. 206 / september

10 fra DHTA. Der var 35 danske deltagere i konferencen. De fleste deltog kun i en del af programmet. Man kunne godt have ønsket sig, at flere danske historielærere havde fået mulighed for at deltage, men det var desværre ganske dyrt også for danskere. Alligevel må man glæde sig over, at konferencen trods alt gav så mange danske historielærere mulighed for at møde og udveksle erfaringer med kolleger fra andre lande. Programmet bestod bl.a. af foredrag, workshops, uformelle møder og ud-af-huset-aktiviteter som skolebesøg, museumsbesøg og besøg i folketinget. Ca. halvdelen af workshops ene blev ledet af danske kolleger med temaer som What is democracy? Introducing conceptual history as didactics of history og Collective memory as a tool in the teaching of history. Ikke mindst skolebesøgene var en stor oplevelse for vore udenlandske kolleger. I mindre grupper var de på besøg på bl.a. Helsingør Gymnasium, Espergærde Gymnasium og VUC Nordsjælland. De var dybt imponerede over både lærere og elever, samt ikke mindst den afslappede atmosfære undervisningen forgik i. Alle konferencedeltagere var også på besøg på Den Internationale Højskole i Helsingør, hvilket også var en grænseoverskridende oplevelse for mange. Alt i alt var der stor tilfredshed med konferencens forløb, og evalueringerne var overvældende positive. (Se nærmere i konferencerapporten på roads-to-democracy-how-can-history-educationpave-the-way/4455-euroclio-in-denmark-wecame-saw-and-learned-report-available-on-euroclio-annual-conference-2015). En anden del af vort internationale samarbejde foregår inden for rammerne af EUSTORY. Her repræsenterede Burkhard bestyrelsen ved de årlige møder i 2014 og Der ud over deltog Stine og nogle af hendes elever i en Historieolympiade i Estland august 2014, og Burkhard deltog i De Nordiska historielärardagarna på Åland, august Historiedidaktikken I 2005 udgav Historielærerforeningen for første gang en historiedidaktik. Denne udkom i en ny og udvidet udgave i Denne historiedidaktik har siden været obligatorisk pensum for pædagogikumkandidater med historie. Den har gennem årene været til stor hjælp og inspiration for disse, og også for mere erfarne historielærere. Samtidig har muligheden for at give et godt tilbud på Historiedidaktikken været et godt redskab til at rekruttere nye medlemmer til Foreningen. I starten af denne bestyrelsesperiode satte vi gang i en proces henimod udarbejdelse af en ny historiedidaktik. Christian Vollmond og Allan Ahle blev hyret som redaktører, og de indgik i en dialog med regionssekretærerne og resten af bestyrelsen om indholdet. Medlemmerne har også haft mulighed for at komme med input via Facebookgruppen og historielaerer.dk. Hvis alt går vel udkommer den ny historiedidaktik sommeren Alle medlemmer af Foreningen får et eksemplar. Pædagogisk samarbejdsudvalg (PSGL) og Fagligt forum PSGL er et forum for samarbejde mellem de faglige foreninger inden for GL. Der afholdes ca. 2 møder om året. I den forløbne periode har møderne bl.a. været brugt til at orientere om og diskutere forhandlingerne om et serviceeftersyn af gymnasiereformerne. I Historielærerforeningen har vi selvfølgelig fulgt disse forhandlinger nøje, men de får formentlig ikke så store direkte konsekvenser for os. På PSGL-møderne har vi også diskuteret nedskæringerne af nogle fagkonsulenters normering og forkortelsen af de fagdidaktiske kursers varighed under pædagogikum til fordel for de almenpædagogiske. Vi har formuleret fælles protestskrivelser til ministeriet over begge disse forhold uden der dog er kommet noget særligt ud af det. Fagligt forum er fagkonsulentens sparringsgruppe, hvor Historielærerforeningen traditionelt er 10

11 repræsenteret ved sin formand. Der har været afholdt to møder i Fagligt forum i den forløbne periode ét under hver fagkonsulent. Mødet i slutningen af april 2014 blev hovedsageligt brugt til at diskutere Lenes forslag til revision af stxlæreplanen. Det blev til en vis grad præget af, at det blev afholdt på et tidspunkt, hvor hun havde indleveret sin opsigelse i ministeriet. Mødet i Fagligt forum marts 2015 blev bl.a. brugt til at diskutere en mulig revision af de faglige mål i læreplanen. Der ud over diskuterede vi de konferencer om de faglige mål i spil, som skal afholdes i oktober Disse konferencer ser vi frem til i Historielærerforeningen. Samarbejde med forskellige foreninger Efterhånden som flere ungdomsuddannelser samles under samme tag mange steder, bliver det stadig mere oplagt med et tættere samarbejde mellem Historielærerforeningen for Gymnasiet & HF og Foreningen af lærere i Samtidshistorie på hhx. Derfor tog vi kontakt til samtidshistorielærerne med henblik på et nærmere samarbejde, men indtil videre er der ikke kommet noget konkret ud af henvendelsen. Vi har også øget kontakten til FALIHOS (Foreningen Af Lærere I Historie Og Samfundsfag i folkeskolen). Det har bl.a. medført, at Rasmus og David deltog i FALIHOS årsmøde i Fredericia april / åbnede Nationalt Videncenter for Historie- og Kulturarvsformidling som har til huse i Jelling. Centeret blev oprettet for at realisere nogle af folkeskolereformens intentioner om at styrke børns og unges viden om og forståelse af historie og kulturarv, som en forudsætning for menneskers identitet og deltagelse i samfundslivet. Selvom centeret udspringer af folkeskolereformen skal deres arbejde også rette sig mod ungdomsuddannelserne. De har ansat mange gode folk, bl.a. tidligere medlem af Historielærerforeningens bestyrelse Nikolaj Petersen. I første omgang arbejder de på en 4-årig bevilling, men håber selvfølgelig, at centeret får permanent status. Vi har etableret et samarbejde med Videncenteret, som vi forventer os en del af. De vil bl.a. udbyde nogle spændende udviklingskurser, som faggrupperne ude på skolerne kan tilmelde sig. Der ud over har de etableret et historiedidaktisk netværk, som Lars og Rasmus deltager i. Indsamling til gymnasieskoler i Bosnien maj 2014 blev Balkanområdet ramt af en række vodsomme oversvømmelser som bl.a. gik ud over skolerne i området. Historielærerforeningen har tidligere arbejdet tæt sammen med bl.a. den bosniske historielærerforening. Derfor tog vi initiativ til en indsamling til fordel for de oversvømmelsesramte skoler i området. Konkret skulle pengene fra indsamlingen gå til indkøb af nyt undervisningsudstyr til 2 skoler i Bosnien: gymnasiet i Doboj, Republika Srpska og den kombinerede erhvervsskole og gymnasium i Maglaj, Den bosniske Føderation. Indsamlingen gav desværre ikke det helt store resultat, bl.a. fordi den faldt sammen med en række endnu større og mere spektakulære katastrofer. I alt blev der indsamlet 3000 kr., som blev brugt til indkøb af en Samsung Galaxy 7 og en tablet til hver af skolerne. Det er jo ikke noget der rykker så meget, men det blev modtaget med stor taknemmelighed, som et konkret udtryk for solidaritet. nr. 206 / september

12 Præsentation af artiklerne Temaet for dette nummer af Noter er valgret- og idet den fokuserer på bevægelsens opståen og kvinderets-kamp, og er således et temanummer virke i Odense. Rødstrømpebevægelsens tilblivelse i anledningen af 100 året for 1915 grundloven. i Danmark anskues desuden både diakront og Den første artikel er skrevet af Jytte Nielsen, som synkront. Dermed trækkes der linjer tilbage til er forskningsbibliotekar på KVINFO. I artiklen den tidlige kvindebevægelse og stemmeretskamp, fremstiller hun en række myter om demokrati, som er de 2 første artiklers fokusområde, mens stemmeretskamp og kvindebevægelser som er der også ses på samtiden som en forklaring på blevet tydeliggjort i KVINFOs arbejde med at bevægelsens opståen. formidle kvindebevægelsens historie. Desuden præsenterer hun en række digitale ressourcer som Christina Fiig, cand.scient.pol., Ph.d., skriver om KVINFO tilbyder til brug i undervisningen. Her er kvindebevægelsens internationale relationer. meget godt materiale, hvis man i det kommende skoleår har tænkt sig at arbejde med demokrati, Herefter følger en artikel der ligger uden for valgret og/eller kvindebevægelse. temaet, men derimod er en præsentation af årets Operation Dagsværk emne. Artiklen er skrevet af Derefter følger en artikel af Cand. Mag. Rikke Emil Birk, som er Programme Manager ved SOS Halberg, som er ansat i skoletjenesten på Arbejdermuseet i København. Hun fokuserer på 1915 og de unges position og muligheder i området Børnebyerne, og handler om Somalilands historie grundloven og hvordan klassetilhørsforholdet i dag. Operation Dagsværk vil i november 2015 var afgørende for hvordan denne grundlov blev samle ind til et projekt, som går ud på at uddanne opfattet og fejret. En stor del af arbejderklassens og hjælpe unge der til at få mere indflydelse. Læs kvinder tilhørte arbejderklassens svageste gruppe, mere om dette spændende emne i artiklen. de tyende, og selv om denne gruppe også fik valgret i 1915, så bestod den forhadte tyendelov I Det muntre hjørne bidrager Stina Isaksen med i endnu en del år. Kampen mod tyendeloven stod indspark til temaet. centralt hos arbejderbevægelsen, og for flertallet af kvinderne i arbejderklassen kom klassekampen Endelig beretter Henning Tjørnehøj om sine indsamlinger af video interviews med centrale aktø- før kvindekampen. Arbejderbevægelsens kvinder deltog derfor ikke i det meget omtalte kvindeoptog til kongen d. 5 juni 1915, men i stedet i rer i dansk historie i det 20. århundrede. arbejderbevægelsens samtidige grundlovsmanifestation i Søndermarken. anmeldelser samt kursusoversigt over foreningens Til sidst er der som altid i Noter en række mange spændende fremtidige kurser. Den næste artikel af Cand. Mag. Jenny Cecilia Strid og handler om Rødstrømpebevægelsen i Danmark ca Artiklen tager udgangspunkt i forfatterens speciale fra Odense Universitet år 2000 og har et lokalhistorisk perspektiv, 12

13 Af Jytte Nielsen. Specialkonsulent, KVINFO 100-året for 1915-grundloven og kvinders stemmeret Grundlovsjubilæet er en god anledning til at sætte fokus på stemmeretskampen og demokratiske rettigheder både for 100 år siden og i dag i undervisningen. Og samtidig at benytte lejligheden til at få aflivet en række myter. KVINFOs kvindehistoriske sites tilbyder et hav af digitaliseret kildemateriale, statistik, personalhistorie og forskerinterviews. Myten om at demokratiet blev indført i 1849 Da jeg gik i skole i 1970 erne lærte jeg at demokratiet blev indført med den første grundlov i Først inden for de seneste årtier er der blevet sat spørgsmålstegn ved den historieskrivning og 1915-grundloven og stemmeretskampen som gik forud, er nu blevet pensum i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne. Forståelsen for, at 1915-grundloven har samme og måske endda større betydning i dansk forfatningshistorie end 1849-grundloven, er vokset i takt med anerkendelsen af, at det danske velfærdssamfund er funderet på ligestilling mellem kvinder og mænd. Det ses fx i, at Demokratikanonen fra 2008 officielt afliver myten om almindelig valgret i 1849-grundloven og placerer kvindebevægelsen som en af 35 milepæle i demokratiets udvikling. og mandligt tyende over 25 år. De resterende 5 f ere måtte vente. Grundlovsændringen forøgede antallet af politiske medborgere med ca Det var mere end en fordobling og ca. 90 % af dem var kvinder. Myten om at stemmeretskampen var en kamp mellem mænd og kvinder Forud for 1915-grundlovens vedtagelse gik en 30-årig kamp for at få kvinder inkluderet i demokratiet på lige fod med mænd. Forrest i kampen stod kvindebevægelsen, som sammen med demokratisk indstillede mænd rejste stemmeretskravet første gang i 1886 i Rigsdagen. Lovforslaget drejede sig om kommunal valgret til kvinder og blev først færdigbehandlet og vedtaget i Folketinget i Men nedstemt i Landstinget. Og denne 1849-grundloven gav nemlig kun politisk medborgerskab til ca. 15 % af den samlede befolkning: mænd over 30 år med egen husstand. Resten af befolkningen, som i folkemunde blev kaldt for de 7 F er - Fruentimmere, Folkehold, Fattiglemmer, Fjolser, Forbrydere, Fallenter og Fremmede - havde ingen politiske rettigheder. Med grundlovsændringen i 1915 blev 2 af de 7 f ere en del af demokratiet, nemlig alle kvinder Forside af Hvad vi vil, nr : php?pdfid=

14 praksis gentog sig i de følgende mange år. Det centrum-venstre orienterede Folketing med et flertal af partierne, Venstre, Socialdemokratiet og fra 1905 Det radikale Venstre gik ind for valgret til kvinder, mens det højreorienterede Landsting med et Højre-flertal stemte imod. Arkitekterne bag lovforslagene var bl.a. venstrepolitikere i Folketinget, der havde sin daglige gang i datidens største kvindeorganisation Dansk Kvindesamfund. Dansk Kvindesamfund var blevet stiftet i 1871 af ægteparret Mathilde og Fredrik Bajer og det var sidstnævnte, som i sin egenskab af folketingsmedlem for partiet Venstre i 1886 stillede det første lovforslag. I den efterfølgende historieskrivning er stemmeretskampen blevet udråbt til en kamp mellem kvinder og mænd, men læser man kilderne fra samtiden er historien en anden. Dansk Kvindesamfunds styrelse bestod helt op til 1910 af ca. lige mange mænd og kvinder. Og de mænd, der sad i styrelsen var både indflydelsesrige, højt uddannede og havde adgang til et stort netværk. Som ex kan nævnes Svend Høgsbro, senere minister og Marcus Rubin, senere Nationalbankdirektør. Kampen for stemmeretten skrev sig hermed ind i forfatningskampen og var en kamp mellem progressive mænd og kvinder, som stod for en forandringsdagsorden, der skulle modernisere demokratiet og samfundet og mere konservative mænd og kvinder, som ønskede status quo. Myten om at kvindebevægelsen primært var et københavnerfænomen drevet af ugifte kvinder Efter stiftelsen af Dansk Kvindesamfund i 1871 voksede kvindebevægelsen sig i de følgende 30 år fra at være en lille skare på et par hundrede i København til en stor massebevægelse. Udover Dansk Kvindesamfund som var den store organisation, der udover stemmeretsspørgsmålet også kæmpede for kvinders ligestilling på arbejdsmarkedet, i uddannelsessektoren, i familien osv., opstod der en række andre kvindeorganisationer, Forside af Kvinden og Samfundet nr. 8, dig_pdf.php?pdfid=16290 som især havde stemmeretten på agendaen. Den største af dem, Landsforbundet for Kvinders Valgret, blev stiftet i 1907 og blev i løbet af nogle få år den største stemmeretsorganisation. Det lykkedes både Dansk Kvindesamfund og Landsforbundet at få mobiliseret kvinder og mænd over hele landet. Overalt i Danmark blev der fra ca dannet ca. 350 lokale kredse af de to foreninger med ca medlemmer. Arbejdet i kredsene koncentrerede sig typisk om afvikling af offentlige debatmøder og oplysende foredrag. Derudover blev der arbejdet på, at få rejst stemmeretskravet ved valgmøder (de såkaldte interpellationer) og at presse de lokale vælgerforeninger til at opstille kvinder på de kommunale lister til kommunalvalgene efter Udforskningen af de lokale kredses arbejde er stort set ikke eksisterende, og derfor ved vi ikke så meget om deres lokale gennemslagskraft og betydning. Men ifølge kvindeorganisationernes egne blade var der stor aktivitet og kredsenes tilbagemeldinger til moderforeninger viser, at der nr. 206 / september

15 ofte var flere hundrede tilhørere, når de toneangivende kvindesagsforkæmpere af begge køn, deltog i offentlige debatarrangementer. Myten om at kvindetoget i 1915 var et takketog Den historiske erindring om 1915-grundloven er båret af billeder af et mægtigt opbud af kvinder, der under vejende faner med fuld hornmusik indtog Københavns gader d. 5. juni Bag valgretstoget stod over 30 kvindeforeninger, som i fælles trop med et sted mellem 12- og deltagere gik til Amalienborg og Rigsdagen for at markere underskrivelsen af grundloven. På Amalienborg blev togets deputation modtaget af Christian X, i Rigsdagen af statsminister Zahle. Trods at det i indbydelsen til toget udtrykkeligt stod, at der ikke var tale om et takketog man takker ikke for noget, som man hele tiden har haft ret til har kvindernes valgretstog i eftertiden fået mærkatet kvindernes takketog. D. 5. juni 2015 stod Dansk Kvindesamfund bag en genopførelse af toget nu også med mænd og børn. Grundlovstoget gik denne gang til Christiansborg, hvor det blev modtaget af Dronning Margrethe, kongefamilien og Folketingets præsidium. Myten om at politiske rettigheder automatisk medfører politisk repræsentation Ved det første valg efter grundlovsændringen i 1918 blev der valgt 4 kvinder ind i Folketinget, hvilket svarede til 3 %. Forventningerne til kvindernes nye politiske medborgerskab havde været store ikke mindst i kvindebevægelsen og skuffelsen over det dårlige valgresultat var til at tage og føle på. Trods kvindebevægelsens forsøg på at få de politiske partier til at opstille flere kvindelige kandidater og på at mobilisere de kvindelige vælgere, forblev kvinderepræsentationen ved de følgende 11 valg frem til efter 2. Verdenskrig under 5 %. Efter 2. Verdenskrig og frem til ca steg antallet af kvindelige folketingsmedlemmer langsomt til 10 %. I perioden fra 1960 og frem til midt i 1970 erne fortsatte stigningen i samme takt for så ved valget i 1979, små 10 år efter rødstrømpebevægelsens start, at nå over de 20 %. I 1980 erne og begyndelsen af 1990 erne voksede andelen til lidt over 30 %, for i 1998 at lande på 38 %, hvor den blev liggende helt frem til I 2011 fik kvinderepræsentationen et lille nøk opad til 39 % for så ved det seneste valg i 2015 at falde til 37 %. Der skulle altså gå ca. 70 år, fra kvinder fik politisk medborgerskab, til at de udgjorde det, man kunne kalde en kritisk masse, dvs. omkring 1/3 af de valgte folketingsmedlemmer. Billede: Plakat Uddrag af Dansk Kvindesamfunds protokoller dk/dig_pdf.php?pdfid=16821 KVINFOs digitalisering og formidling af kvindehistorien De ovenstående 5 myter om demokrati, stemmeretskamp og kvindebevægelse er blevet synlige og tydelige i forbindelse med KVINFOs arbejde med at formidle kvindebevægelsens historie på vores digitale platforme. Siden 2000 har et af KVINFOs 16

16 Fotografi af kvindetoget 1915, kvindehistorisk Samling, Statsbiblioteket, og i 2015, KVINFO indsatsområder været at digitalisere den kvindehistoriske kulturarv og gøre den let tilgængelig, så den kan bruges af såvel unge i grundskolen og på ungdomsuddannelserne og af universitetsstuderende og forskere. I arbejdet med at læse og formidle det kvindehistoriske kildemateriale er der dukket nye indsigter op, som fortæller andre historier end dem, som den gængse historieskrivning har fortalt. Og som kalder på ny forskning både i demokratihistorien, den politiske historie og kvindebevægelsens historie. KVINFOs kvindehistoriske sites (se nedenfor) er et tilbud til inspiration og fordybelse i en tidsperiode i den danske historie, hvor Danmark blev moderne, hvor de første frø til velfærdsstaten blev sået og hvor ligestillingskampen tog sin begyndelse. Digitale ressourcer til brug i undervisningen. KVINFO tilbyder: Jubilæumssitet: Stemmeret! 100 år: Sitet indeholder en lang række artikler, statistik, forskerinterviews, mv., som fortæller om 1915-grundloven, stemmeretskampen, kvinder i politik i 100 år og om demokratiets udfordringer i dag. 17

17 Kvindebevægelsens tidsskrifter fra : Sitet giver adgang til kvindebevægelsens 5 vigtigste medlemsblade fra Bladene er en guldgrube af viden om de mange emner, som optog den tidlige kvindebevægelses pionerer, fx stemmeret, uddannelse og lige adgang til arbejdsmarkedet. Alle artikler i medlemsbladene er søgbare på emne, teksttype, periode, forfatter mv. De 5 medlemsblade er: Kvinden og Samfundet begyndte at udkomme i 1885 og udkommer fortsat. Tidsskriftet udgives af Dansk Kvindesamfund. Kvindebladet Hvad vi vil udkom i perioden og blev udgivet af samtidens mest radikale kvindeorganisation Kvindelig Fremskridtsforening. "Kvindestemmeretsbladet" udkom fra og blev udgivet af den Københavnske "Kvindevalgretsklub" "Kvindevalgret " udkom fra Bladet blev udgivet af "Landsforbundet for Kvinders Valgret", der var den største og mest toneangivende danske stemmeretsforening. Alle artiklerne er udstyret med links til originale historiske kilder. Her kan man fx dykke ned i avisartikler, kronikker, uddrag af folketingsdebatter, love, fotografier, erindringsklip, statistikker og breve m.m. Sitet henvender sig især til unge i grundskolen og på ungdomsuddannelserne, der skal skrive opgaver i dansk, historie og samfundsfag. Dansk Kvindesamfunds protokoller: ationid=7 Dansk Kvindesamfunds hovedprotokoller fra foreningens stiftelse i 1871 frem til 1990 i digital form. Projektet er ikke afsluttet, men i skrivende stund er der adgang til de første ca. 50 år fra I protokollerne kommer man ind i Dansk Kvindesamfunds maskinrum og kommer helt tæt på organisationens arbejde og politiske strategier. Dansk Kvindebiografisk Leksikon: biografier om Danmarks mest betydningsfulde kvinder fra middelalderen til Sitet giver adgang til en digital version af 3-binds værket Dansk Kvindebiografisk Leksikon (2000/2001), hvor de mest betydningsfulde kvinder, heriblandt også kvindebevægelsens pionerer, er biograferet. Kristeligt Kvindeblad, der blev udgivet af Kristelig Kvindevalgrets-Forening, udkom Kvindekilder: Fortællinger om dansk kvindebevægelse og ligestillingspolitik fra med digitaliseret kildemateriale. I 11 oversigtsartikler fortælles historier om bl.a. stemmeretskampen, rødstrømpebevægelsen, vejen til den fri abort, ligeløn mv. Besøg KVINFOs skoletjeneste i København I anledning af 100 året for grundlovsændringen, sætter KVINFOs skoletjeneste fokus på demokrati, ligestilling og køn. Vi tilbyder en tour de force gennem historien, fra stemmeretsbevægelsen i 1800-tallet, over grundlovsændringen i 1915, til kvindernes indtog i politik og nutidens ligestillingsdiskussioner om demokrati, deltagelse og repræsentation. Det gennemgående fokus er muligheder og 18

18 begrænsninger for mænd og kvinder igennem historien og frem til i dag. Hvordan så ligestillingsog kønsopfattelser ud i starten af 1900-tallet, og hvordan har det ændret sig i forhold til i dag? Besøg er tiltænkt fagene historie og samfundsfag og varer 1 1/2 time. Gennem mundtlige oplæg, øvelser og en quiz kobler vi den danske demokratihistorie med aktuelle ligestillingsspørgsmål og faktuel viden om de væsentligste udfordringer i dag. En del af KVINFOs kvindehistoriske sites er blevet til i samarbejde med Statsbiblioteket i Aarhus, som har stået for digitalisering af kildematerialet til kvindekilder, kvindetidsskrifterne og Dansk Kvindesamfunds protokoller. I sidstnævnte arbejde, som endnu ikke er færdiggjort samarbejdes derudover også med Kvindemuseet i Aarhus og danmarkshistorien.dk Ny forskning i bogform I forbindelse med 100-års jubilæet er der kommet en række nye publikationer. Her skal særligt nævnes: Jytte Larsen: Også andre hensyn: dansk ligestillingspolitik , Aarhus Universitetsforlag, Bogen er andet bind i en serie. Første bind: Også andre hensyn: dansk ligestillingspolitik udkom i Før og efter stemmeretten. Køn, demokrati og velfærd gennem 100 år. Antologi. Red. Anette Borchorst og Drude Dahlerup. Udkommer oktober 2015 på Frydenlund. nr. 206 / september 2015 Plakat lavet af Dansk Kvindesamfund til folketingsvalget

19 5. juni 1915 Nu har vi taget politisk valgret og vi glæder os til at benytte den i kampen mod Tyendeloven! nr. 206 / september året for grundlovsændringen i 1915 fejres i disse dage med temaartikler, foredrag og andre manifestationer. Dansk kvindesamfund har indkaldt til grundlovsoptog og Nationalmuseet planlægger en reenactment af det store kvindeoptog. Fælles for disse gode tiltag er, at de først og fremmest har fokus på kvindernes sejr og at kvindetoget er symbolet. Det er stærke fortællinger som er gået over i historien som fejringen af den lige og almindelige valgret, og som på mange måder er blevet en del af Danmarks kollektive erindring. Som Kvinfo.dk skriver: Kvindernes grundlovsoptog løb med overskrifterne i 1915, og her 100 år senere står kvindetoget stadig som emblem på indførelsen af moderne demokrati i Danmark. Men faktum er at en stor gruppe kvinder ikke gik med i kvindetoget, og at disse kvinders organisationer ikke stod med på den adresse, der blev overrakt til kongen på Amalienborg nemlig arbejderklassens kvinder. I en artikel i Kristelig Dagblad fra 2009 om optoget kan man læse at mændene i Socialdemokratiet ikke mente, at kvinderne havde noget at takke kongen for, så partiets kvinder blev beordret til festmøde i Søndermarken. Denne forklaring kan nuanceres ved at undersøge nærmere, hvad arbejderne foretog sig den 5. juni 1915 og hvorfor. Socialdemokraten og tjenestepigernes blad Husassistenten (hvis moderorganisation var stiftet og ledet af den socialdemokratiske Marie Christensen) rapporterede begge om dagen. Det bliver således den socialdemokratiske del af arbejderbevægelsen og deres københavnske grundlovsfejring, der beskrives i denne artikel. For at forstå arbejderkvindernes beslutning om ikke at deltage i det borgerlige kvindetog er det ikke nok at tænke i køn, men også vigtigt at tage højde for datidens skarpt opdelte klassesamfund. En stor del af arbejderkvinderne tilhørte arbejderklassens svagest stillede gruppe, tyendet. Tyendet, som jo både omfattede kvinder og mænd, fik som bekendt også valgret i 1915, og netop tyendets forhold og retsstilling var en vigtig sag for arbejderbevægelsen i årene op til afstemningen om grundlovsændringen. De ønsker, der stod øverst på dagsordenen i den socialdemokratiske del af arbejderbevægelsen var: Lige og almindelig Festtegnet Af Cand. Mag. Rikke Halberg, skoletjenesten på Arbejdermuseet 21

20 valgret for kvinder og tyende, valgretsalder ved 21 år samt at få ophævet tyendeloven. Kun det første af disse ønsker gik i opfyldelse ved grundlovsændringen i Valgretsalderen blev sat til 25 år for folketinget og 35 år for landstinget og den, blandt arbejdere, forhadte tyendelov bestod uændret i yderligere seks år. På den måde er det svært at betragte arbejderklassens interesser som noget der kan opdeles i mandligt/kvindeligt. De kvinder der stod i spidsen for arbejderklassens kvindeorganisationer mente som udgangspunkt, at klassekamp kom før kvindekamp. Billedet var mere entydigt for de borgerlige kvindesagsorganisationer, som havde ét punkt på dagsordenen: Stemmeret til kvinder. På den måde kan det siges at grundlovsændringen 1915 var en fuld sejr for borgerskabets kvinder, men kun en halv sejr for arbejderklassen, herunder for arbejderklassens kvinder. Hvor skulle man som tyende og/eller arbejderkvinde gå hen og fejre? Kvindetoget var ikke som sådan lukket for arbejderklassens kvinder, men på den anden side var det ikke åbent for tyendets mænd, hvis interesser flød sammen med en stor del af arbejderkvindernes. Mange arbejderkvinder ville desuden skulle gå i optoget med de kvinder, de stod i tjenesteforhold hos. Selvom de socialdemokratiske mænd bestemt ikke opfordrede arbejderkvinderne til at gå med i det borgerlige kvindetog, er det nok for enkelt at tro at det var den eneste grund til at de ikke gik med. Måske havde tjenestepigerne, vaskekonerne, kokkepigerne, skurekonerne og de andre arbejderkvinder ganske enkelt mere lyst til, eller mod på, at deltage i et andet optog end det, der var arrangeret af de borgerlige kvinder som mange af dem tjente hos. Ved at undersøge og beskrive det andet og mere ukendte grundlovstog i 1915 bliver det muligt at nærme sig en forståelse for arbejderkvindernes valg om ikke at gå med i det borgerligt arrangerede kvindetog. I Politikens klumme Dagen i gaar den 6. juni 1915 fremgår det da heller ikke som selvklart, at arbejderkvinderne burde have haft en plads i kvindetoget men også en undren over, at tyendet ikke havde deres eget optog. Her kan man læse at den ny Grundlov, som i Gaar endelig vedtoges af Rigsdagen og derpaa stadfæstedes af Kongen, rummer andre Reformer af den højeste Betydning, men de fik ikke på samme Maade som Kvindernes politiske Frigørelse et synligt og plastisk udtryk. Alle Valgretsprivilegier, alle politiske Skranker og Skel mellem Befolkningens Klasser faldt, men det var i og for sig Ifølge sagens Natur umuligt at anskueliggøre dette ved en lignende Tilkendegivelse som Kvindernes. Derimod havde det været gørligt, at Tyendet, det mandlige og det kvindelige, havde samlet sig til en fælles Demonstration. Men en saadan udeblev, muligvis fordi der mangler de Organisationer, gennem hvilke en saadan fælles Tilkendegivelse kunde være planlagt og iværksat. Det anerkendes altså, at spørgsmålet om lige og almindelig valgret er for komplekst til at blive udfoldet og fejret på en måde der inkluderer alle. Selvom Politiken hævder at alle skel mellem befolkningens klasser faldt ved grundlovsændringen, var der selvfølgelig i første omgang tale om et semantisk fald eller i bedste tilfælde en mulighed for et fald. Samfundets forskellige klasser havde stadig vidt forskellige interesser efter grundlovsændringen. Men tyendet havde ganske rigtigt ikke sit eget modstykke til kvindetoget. Nok ikke så meget på grund af at tyendet ikke var godt organiseret, for det er der mange eksempler på at de var. Måske nærmere fordi der ikke på samme måde som hos de borgerlige kvinder var en tydelig og afgrænset sejr at fejre, så længe tyendeloven stadig stod ved magt (den blev først afskaffet i 1921). I København var der ikke mange mandlige repræsentanter for tyendet de var talstærkest på landet, som karle og markarbejdere på gårdene og det var heller ikke alle arbejderkvinder, der var tyende. 22

21 I 1915 var der for tyendet (og resten af arbejderklassen) stadig et ukendt antal kampe, der skulle kæmpes. Stemmeretten var ikke målet. Når tyendet gik på arbejde dagen efter grundlovsdag ville ansættelsesforholdet stadig være præget af de stavnsbåndslignende forhold. Det ville være meget svært for tyendet at arrangere et optog der udtrykte det komplekse i denne halve sejr. Og som arbejderkvinde, der i teorien kunne vælge at gå med i de borgerlige kvinders optog eller i arbejderbevægelsens optog - skulle man her vælge sit køns side eller sin klasses side? Løsningen i København for kvinderne og tyendet blev at gøre fælles front med resten af arbejderklassen og Søndermarken i Valby var samlingsstedet. I Socialdemokraten blev læserne i perioden op til grundlovsdag opfordret til at deltage i den socialdemokratiske markering af grundlovsdagen. Der var tre korte klummer rettet til henholdsvis arbej- derne, til partiet og til arbejderkvinderne om at gå med i arbejderklassens optog. Socialdemokraten giver desuden en enkelt gang opmærksomhed til det borgelige kvindeoptog. Den 29. maj kan man læse følgende passage: Blandt Overklassens Kvinder har man undfanget den Tanke at iværksætte et særligt Kvindetog på Grundlovsdagen. Det skal være en Takke-Demonstration 1 med henblik på Kvindevalgrettens Gennemførelsen, men den er ikke knyttet til nogen af Dagens forskellige Partifester. For Bourgeoisiets Kvinder vil denne Demonstrationsform mulig falde meget naturlig, og under alle Omstændigheder viser Planen at der blandt disse Kvinder trives en Vaagen interesse for det Vundne Valgretsgode, en Interesse som sikkert vil danne Udgangspunktet for en kommende livlig anti-socialistisk Agitation. Der er ingen tvivl om, at Socialdemokraten mener at deres eget grundlovsoptog er et bedre alternativ. Arbejdernes kvinder [ ] bør selvfølgelig ikke tøve med at vise, at ogsaa de er grebet af en levende interesse for Grundlovssagen. [ ] Derfor maa alle [arbejderkvinder] nu med det samme fra deres Side tage Demonstrationstanken op og stille sig Side om Side med deres Mænd, Brødre og Kærester i Grundlovsdagens Arbejdertog. nr. 206 / september 2015 Arbejdernes grundlovsmanifestation var stramt koreograferet, både i medierne og i udførelsen af selve manifestationen. Om formiddagen den 5. juni lagde repræsentanter for arbejderkvinderne kranse på de hedengangne socialdemokratiske spidsers grave som tak, fordi de havde rejst kravet om kvinders politiske ligeberettigelse. Som parallel til de borgerlige kvinders adresse til kongen, mødte en deputation af kvinder fra en række af arbejderklassens kvindeorganisationer hos Socialdemokratiets ledelse. Her skænkede kvinderne først en rød fane til det socialdemokratiske forbund tilvejebragt ved Indsamling af Programmet fra folkefesten 1 Her går den socialdemokratiske journalist galt i byen de borgerlige kvinder var meget bevidste om ikke at bruge ordet tak i forbindelse med både optoget og adressen til kongen. 23

22 smaa Pengebidrag. Fanen var en kopi af den første (og dengang forbudte) fane fra 1872, og var påbroderet en hvid fredsdue samt påskriften: Frihed, Lighed og Broderskab. Skænket af Kvinder. Derefter overraktes en adresse til partiets ledelse, underskrevet af 14 kvindelige arbejderorganisationer og en række kvindelige bestyrelsesmedlemmer i socialdemokratiske vælgerforeninger. I adressen står blandt andet: Vi tror at turde sige, at Arbejderkvindernes Tusinder føler, at en saa uhyre demokratisk Vinding midt i en Tid, der gennemrystes af den største Gru 2, forpligter til med end større Varme og dybere Hengivenhed at ville kæmpe for vor Klasses og derigennem for vort Samfund og for Menneskehedens Befrielse for Kapitalismens og Militarismens tunge Aag. Besjælede af disse Følelser hilser vi vort Parti, og træder ind i dets Vælgerhær. Arbejderkvinderne opfatter ikke valgretten som endegyldigt mål, men som et middel til at kæmpe for flere rettigheder til hele arbejderklassen ikke kun den kvindelige del. Optogene, eller processionerne som de blev kaldt, var koordineret således at arbejderne gik i mindre optog fra deres forsamlingshuse og andre steder rundt om i hovedstaden til fem udvalgte pladser, hvorfra fælles processioner gik videre gennem Københavns gader til fem nye pladser. Endelig skulle processionerne mødes i et mægtigt, fælles optog mod Søndermarken, hvor der var planlagt taler og fest. Processionerne var opdelt i 26 afdelinger med hver sit musikkorps, og hver afdeling bestod af mellem 5 og 13 underafdelinger som repræsenterede de fleste københavnske arbejdere, lige fra Vattæppesyernes Fagforening, Københavns Postbudeforening, Bagernes Fagforening, over Bryggeriarbejdernes Forbund, Ligkistesnedkernes Fagforening til Kvindeligt Arbejderforbund og Husassistenternes Fagforening. Det mandlige tyende er ikke repræsenteret i de københavnske processioner, sandsynligvis fordi de hovedsageligt arbejdede som landarbejdere i provinsen. Der 2 Første verdenskrig. Børn ved indgangen til Søndermarken rapporteres om bannernes paroler: I dag fik vi midlet og 5. Juni anerkendtes folkets selvstyre! Nu til kamp for den økonomiske Frigørelse! De borgerlige kvinders optog anslås at have haft mellem og deltagere. Tallene er baseret på at der blev produceret og solgt festtegn til optoget, men at der var flere deltagere end der var festtegn. Der blev også produceret festtegn til arbejdernes processioner og folkefesten i Søndermarken: Et mærke i grøn karton påtrykt en ung kvinde på bare fødder i rød kjole og med frygisk hue. Desværre er der ingen kendte tal på hvor mange af disse festtegn der blev trykt og solgt, og der er ingen præcise tal på hvor stort dette andet grundlovstog var. I Husassistenten står der, at der i København findes tjenende Kvinder, der er over 25 aar. Det må formodes at den største del af disse kvinder gik med i optoget. I Socialdemokraten får man en fornemmelse af optogets størrelse. Den 6. juni rapporteres der 24

23 om den foregående dag, og der gøres status over de fem processioner gennem København. Processionerne beskrives som et mægtigt Opbud, vældige Masser og en anseelig Hær. Et af optogene talte op mod 50 Faner og Bannere, et andet henimod Hundrede røde Bannere smykket med Syrener og Grønt. Den mindste procession, som gik fra Valby, kunne selvfølgelig ikke staa maal med de mægtige Processioner der kom fra andre Kvarterer, men ellers tog det sig prægtigt ud. Sammenfatningsvis skriver Socialdemokraten at Arbejderne beherskede denne Festdag og prægede deres By. Processioner drog gennem Gaderne i Søndagsdragt, med Sang og flyvende Fane. Som sprudlende Bække strømmede Samlingstogene frem fra alle Sider i Byens Udkanter, fra Torve og aabne Pladser, hvor man stillede, eller fra Forsamlingsbygningerne. I Socialdemokrati- ets 50-års festskrift kan man læse at tusinder af Partifæller samledes om Talerstolene. Alt tyder på at størrelsen på arbejdernes grundlovstog har været ganske anseelig. De fem processioner nåede frem til Søndermarken omkring klokken halv fem, og så skulle der være taler og fest. Der var opstillet fire talerstole hvorfra de socialdemokratiske rigsdagsmænd samt fagforeningsspidser af begge køn skulle tale. Borgbjerg talte om mål og middel fra talerstolen: Saa er det Maal naaet, som det danske Folk har kæmpet for det meste af et halvt Hundrede Aar. Denne Grundlov er ikke længere Maalet. Den er nu det Middel, som skal føre os længere frem. Efter lige Valgret maa vi erobre den sociale Ligeberettigelse. Kvinderne blev opfordret på det kraftigste til at stemme på Socialdemokratiet, nr. 206 / september 2015 Optoget foran indgangen til Søndemarken 25

24 ikke mindst for børnenes skyld! Der rapporteres også om enkelte kvinder der i kådhed kaprede talerstolene for at give udtryk for deres glæde. Resten af aftenen bød på forskellige festligheder som solosang, korsang, gymnastikopvisning, gynger, karruseller og dans og ikke mindst et nøje beskrevet festfyrværkeri. Der er sågar opsat et lægetelt for tilskadekomne, i tilfælde af at festlighederne sporer ud, og et børnetelt for bortkomne børn. Husassistenten fra 15. juni giver et indblik i det kvindelige tyendes oplevelse af grundlovsfejringen. Her kan man læse at ogsaa vi viste [den nye grundlov] vor Hyldest ved at gå med i Arbejdertoget til Søndermarken. Kl. 2 samledes vi i Rosengaarden om en i Dagens anledning anskaffet Stander hvorpaa der stod at læse: Husassistenternes Fagforening. Nu har vi taget politisk Valgret og vi glæder os til at benytte den i Kampen mod Tyendeloven. Også tjenestepigerne opfattede grundlovsændringen som middel til at kæmpe for ændringer snarere end som et opnået mål. 100-året for kvinders valgret er blevet markeret på forskellig vis gennem en fortælling om en afsluttet og samlet sejr for danske kvinder. For arbejderklassen var grundlovsændringen kun en halv sejr, og selvom der var meget at fejre, opfattede man først og fremmest grundlovsændringen som et skridt på vejen i arbejderklassens kamp for en ligeberettigelse, der centrerede sig om såvel klasse som om køn. Referencer Arbejderbevægelsens arkiv: Grundlovsprogram for folkefesten, festtegn og fotos (en del tilgængelig online). Chakravarty, Dorthe: TJENESTEPIGERNE års historie om stemmeret og ligestilling. Informations forlag, Husassistenten: 1. juni og 15. juni Jacobsen, Anette Faye: Husbondret Rettighedskulturer I Danmark, Museum Tusculanum, Københavns Stadsarkiv: Erindringer: Gøgl, gynger og grundlovsdag (tilgængelig online). Madsen, Helle Sahl: Da kvinderne fik lov til at stemme. Kristeligt Dagblad, 10/ Politiken: 6. juni Socialdemokraten: 29. maj, 2. juni. 5, juni, og 6. juni 1915 samt 30. maj Tyendebladet blev oprettet i 1907 og udkom frem til 1909, hvor det blev nedlagt. Bladet fortsatte under navnet Arbejderbladet fra (NB: Ikke at forveksle med DKPs organ der udkom med samme navn samt ). Tyendebladet kan således ikke bruges i forbindelse med grundlovsændringen 1915, men er brugbar til at give et overblik over de problematikker der optog tyendet forud for denne. Ullman, Anna: Det år kvinderne (og en masse mænd) fik stemmeret. Information, 31/ Wiinblad, E. & Andersen, Alsing: Det danske Socialdemokratis Historie fra 1871 til 1921, Festskrift i Anledning af 50-Aars Jubilæet. Socialdemokratiet, Museums- og arkivformidling om emnet: Skoletjenesterne på Rigsarkivet og på Arbejdermuseet har udarbejdet et fælles forløb om kvinder og tyendes valgret til udskoling og ungdomsuddannelser. 26

25 Tyendelovens endeligt 27

26 Rødstrømpebevægelsen i Danmark med særlig fokus på Odense I efteråret 1971 startede Rødstrømpebevægelsen op i Odense. Det var en gruppe unge kvindelige studerende fra Odense Universitet der var initiativtagere til at organisere de første aktioner og møder. Disse kvinder var frustrerede over den mandschauvinisme og forskelsbehandling, de oplevede på universitetet, på arbejdspladser og i samfundet, men også over tidens kvindeideal, som bød at kvinder skulle være stille, pæne og opvartende. Men hvorfor får en gruppe unge kvinder netop på dette tidspunkt modet og gejsten til at udtrykke disse følelser i udadrettede provokerende aktioner og sideløbende i kvinde basisgrupper? Når man skal undersøge den danske Rødstrømpebevægelses historie må man først undersøge dens baggrund. Her kan man anskue bevægelsen ud fra hhv. en diakron og en synkron vinkel. Diakront kan man se rødstrømpebevægelsen i et kvindebevægelses perspektiv. Her kan man tale om 3 hovedbølger i kvindebevægelsens historiske udvikling, hvoraf den sidste er den nye kvindebevægelse, som er den som Rødstrømpebevægelsen indskriver sig i. 1 Den første kvindebevægelse i Danmark opstod med etableringen af Dansk Kvindesamfund i 1871 og Danske Kvinders Nationalråd , som var en paraplyorganisation for forskellige danske kvindeforeninger. Kvindebevægelsen var i disse sidste årtier af 1800tallet især optaget af at kvinder skulle anerkendes som ligeværdige med mænd, både juridisk og økonomisk. Især vakte gifte kvinders stilling, som umyndige og underlagt deres mand, vrede, og påkaldte sig kvindebevægelsens protest. I 1880 får gifte kvinder råderet over egen løn og i 1899 gør en ny lov gifte kvinder myndige, så tilsyneladende har kvindebevægelsens optagethed af disse emner haft en effekt. En anden mærkesag var uddannelsesmuligheder for kvinder, og også her ses en langsom åbning af kvinders mulighed for uddannelse. F.eks. får kvinder i 1875 adgang til universiteterne (undtagen teologi) og i 1877 åbner Nathalie Zahle det første studentereksamenskursus for kvinder. I 1885 får vi Danmarks første kvindelige akademiker, mediciner Nielsine Nielsen, og 2 år senere den første kvindelige Cand. Mag, historikeren Anna Hude, der senere bliver landets første Dr. Phil af hunkøn. De kvinder, der deltog i denne tidlige kvindebevægelse, var i høj grad karakteriseret ved at være nr. 206 / september 2015 Af Jenny Strid, Cand. Mag., Lektor på Odense Katedralskole 1 Drude Dahlerup inddeler kvindebevægelsens historie i disse 3 bølger i "Rødstrømperne. Den danske rødstrømpebevægelses udvikling, nytænkning og gennemslag , Gyldendal Begge organisationer eksisterer stadig men Danske Kvinders Nationalråd ændrer i 1999 navn til Kvinderådet. 29

27 en del af det bedre borgerskab, og de havde dermed tid og økonomisk mulighed for at kaste sig over kvindekampen. Den anden bølge i kvindebevægelsens historie er kampen for stemmeret, der starter med stemmeretsagitation allerede omkring Igennem de følgende år tog kravet til i styrke og efter at Dansk Kvindesamfund i 1906 fik valgret på programmet og Landsforbundet for Kvinders Valgret blev oprettet året efter, var alle kvindesagsforeninger i datiden samlet i kravet om at opnå valgret og valgbarhed til rigsdagen. Metoderne de benyttede var interpellation, hvor kvinder mødte op til valgmøder og stillede spørgsmål omkring kvinders rettigheder, massemøder hvor fremtrædende kvinder fra de forskellige kvindeforeninger besteg talerstolen og underskriftsindsamlinger. Efterhånden lykkedes det og kvinderne fik som bekendt valgret til rigsdagen for 100 år siden. Opdelingen af kvindebevægelsens historie på 3 bølger møder kritik bl.a. hos Jens Andersen, der mener Dahlerup helt overser kvindebevægelsen i mellemkrigstiden, med Thit Jensens kamp for frivilligt moderskab og den voldsomme debat det, og også abortspørgsmålet, afstedkom. Dansk Kvindesamfunds seksualoplysningskampagne og det netværk af præventionsklinikker, der blev opbygget ved udenomsparlamentarisk aktivitet skabte stor turbulens i 1920erne og burde derfor være medtaget, mener Jens Andersen. 3 De emner som kvindebevægelsen før rødstrømperne interesserede sig for handlede altså om borgerlige og juridiske rettigheder og ligestilling, prævention og abort samt forbedringer for kvinder i familien. Kvindebevægelsen bekymrede sig ikke for klasseopdelingen af kvinder, men så kvinder og deres interesser som forenet af deres fælles køn. I 1960erne tager kønsrolledebatten atter fart og der foregik en heftig debat i kvindeorganisationer, i socialdemokratiet og i litteraturen om kvinders rolle og muligheder. Man satte her spørgsmål ved, hvorfor kvinder og mænds placering i samfundet vedbliver at være skæv, også efter de fleste lovmæssige uligheder var blevet afskaffet op gennem århundredet. I 1965 nedsatte statsminister Jens Otto Krag en kvindekommission, der skulle se på hvordan ligestillingen mellem kønnene kunne fremmes på alle samfundsområder. Der blev altså fra officielt hold forsøgt gjort noget for at imødegå kritikken af kvinders stilling i samfundet, men det fik dog hverken kritikken eller debatten til at forstumme. Fra udlandet blev kritikken inspireret af de to forfattere Simone de Beauvoir og Eva Mobergs litterære værker 4, der så kvinder som undertrykte objekter for manden og især husmorrollen som dybt problematisk, idet kvinder var fuldstændigt psykisk og økonomisk afhængige af deres mænd. I 1960erne genopstod Dansk Kvindesamfunds Ungdomskreds i København og denne brød senere med moderorganisationen og dannede foreningen Individ og Samfund. Disse grupperinger var med til at radikalisere kvindesagen og sætte gang i den nye aktivistiske kvindesag, der satsede på at chokere frem for at blive respekteret. Begge var forløbere for den egentlige Rødstrømpebevægelse. Hvis man anskuer Rødstrømpebevægelsen i et synkront samtidigt perspektiv, er det tydeligt at bevægelsen var en del af den bølge af antiautoritære venstreorienterede sociale bevægelser, der skyllede ind over den vestlige verden i 1960erne og 1970erne. Dette skete som en konsekvens af og i samspil med de drastiske samfundsændringer der karakteriserer perioden fra sidst i 1950erne. 3 Jens Andersen: Den kvindelige rejsning Berlinske Tidende, Simone de Beauvoir: Le deuxième sexe, På dansk udgivet første gang 1965 som: Det andet køn. Eva Moberg: Kvinnor og människor, Albert Bonniers Förlag, Stockholm,

28 var en helt afgørende forudsætning for det nye kvindeoprør. Den skitserede samfundsudvikling bidrog endvidere til, at mellemlagene i samfundet voksede kraftigt i årtierne frem til 1970, og det var netop herfra de fleste rødstrømper kom. Den stigende erhvervsaktivitet, de forbedrede uddannelsesmuligheder og mellemlagenes vækst var medvirkende til, at et stigende antal unge kvinder kunne opleve, reagere og protestere mod den kvindeundertrykkelse de oplevede overalt i samfundet. nr. 206 / september 2015 I Danmark tog den økonomiske højkonjunktur fart fra 1957 og ændrede i løbet af relativt få år landet fra et landbrugssamfund til et industrisamfund. Det økonomiske boom gav skiftende socialdemokratiske regeringer mulighed for at udbygge velfærdstaten og den offentlige sektor og der blev brug for, at også gifte kvinder forblev på arbejdsmarkedet. Således steg erhvervsfrekvensen for gifte kvinder mellem år fra 27 % i 1960 til 51 % i 1970 og helt op til 81 % i Udbygningen af uddannelsessektoren steg ligeledes voldsomt, og sammen med de øvrige samfundsændringer medvirkede det til et stærkt stigende antal af studerende på de længerevarende uddannelser. Nogle steder steg antallet af studerende på universiteter og højere læreranstalter i tiåret med 200%. 6 Uddannelsesniveauet eskalerede hurtigere for kvinder end mænd og 1960ernes ændringer i hvad der var politisk muligt og mobiliseringen af de intellektuelle og mellemlagene i forbindelse med de globale hippie-, studenteroprørs- og protestbevægelser ligger også som en forudsætning for Rødstrømpebevægelsen. Det var i disse græsrodsbevægelser mange unge kvinder fik mulighed for at arbejde politisk med visioner og utopier om et bedre samfund, og her de stødte på ideerne om kollektivisme, antimaterialisme og flad organisationsstruktur frem for den hierarkiske. Dvs. at de kommende rødstrømper, via deltagelse i ungdomsoprøret og de hippieinspirerede bevægelser, dels lærte arbejdsmetoder og politisk teori, og dels blev bestyrket i troen på, at det kunne lade sig gøre, at lave oprør mod uretfærdigheder og skabe ændringer, blot man stod sammen. Mødedeltagelse som forudsætning for indflydelse (den flade struktur) og brug af humor som våben i aktioner, var også noget der blev taget med over i Rødstrømpebevægelsen. Sideløbende med at rødstrømperne var en del af tidens autoritetsopgør, opstod de også som en protest imod den rolle de mente kvinderne blev tildelt i ungdomsoprørets mange venstreorienterede fraktioner. Mange kvinder oplevede, at de antiautoritære bevægelser, på trods af at de 5 Tallene stammer fra Lise Togeby: Fra tilskuere til deltagere. Den kollektive politiske mobilisering af kvinder i Danmark i 1970erne og 1980erne. Politica, Århus 1994, s. 23, tabel 1. 6 Anne Birgitte Richard: Kvindeoffentlighed Om kvindelitteratur og kvindebevægelse i Danmark. Gyldendal, København 1978, s. 1 31

29 kæmpede imod de gængse normer, fastholdt kvinderne i et kønsrollemønster, der gjorde dem ude af stand til at være lige med mændene. I stedet for at være med til at forme revolutionen oplevede kvinderne, at de blev reduceret til at lave te til revolutionen. 7 Frustrationen over den manglende inddragelse i de antiautoritære bevægelser, samt fornemmelsen af at kvindespørgsmålet blev gjort irrelevant og andenrangs i forhold til revolutionen, var stærkt medvirkende til dannelsen af Rødstrømpebevægelsen. Rødstrømpebevægelsen var desuden i høj grad inspireret af samtidige og lignende bevægelser i USA, England og Holland og selve navnet kom da også fra New Yorker gruppen The Redstockings, der havde skrevet et berømt radikalt feministisk manifest. De første tegn på en Rødstrømpebevægelse i Danmark kom i foråret 1970 hvor en række aktioner 8 i København samt et par artikler i dagbladet Information udgjorde startskuddet. 9 Bag disse begivenheder stod tre grupper: En gruppe af dansk- og litteraturstuderende på Københavns Universitet, en gruppe inden for organisationen Individ og Samfund og en gruppe med tilknytning til Kanonklubben på Kunstakademiet. De kom tilsammen til at udgøre grundstammen i den første Rødstrømpebevægelse i København, der den 14. april afholdt et offentligt møde på Charlottenborg. Efter en heftig diskussion blandt de 200 deltagere, enedes man om at udelukke mænd, og princippet om at Rødstrømpebevægelsen var en bevægelse udelukkende for kvinder blev dermed fastslået. Kvinderne satte sig derefter i basisgrupper og de aftalte at holde fællesmøder for alle grupper hver 14. dag i Projekt Hus 10 i København. Bevægelsen var kendetegnet ved at have en meget løs organisation med autonome basisgrupper som grundelement, og derudover en række aktivitets-, funktions- og emnegrupper. Alle aktiviteter og funktioner i bevægelsen, som f.eks. at stå for Rødstrømpebladet, arrangere fællesmøder og seminarer, organisere aktioner og aktiviteter, samt diverse praktiske gøremål, skulle i princippet rotere, således at der ingen personlig kontinuitet var. Samtidig var der på fællesmøderne en udstrakt grad af direkte demokrati, og man ville nødigt stemme om noget, men ønskede derimod at diskutere sig til enighed om alle beslutninger. Begrundelsen for dette var en udtalt skræk i bevægelsen for ledere og hierarki, som man søgte at undgå ved denne struktur. Konsekvensen var, at det ofte blev umådeligt svært at beslutte noget og den begrænsede kontinuitet medførte manglende erfaring at bygge på. Rødstrømpebevægelsens to vigtigste slogans fortæller os noget om bevægelsens ideologi. I Ingen klassekamp uden kvindekamp, ingen kvindekamp uden klassekamp, fremgår bevægelsens karakteristika, nemlig kombination af feminisme og socialisme. Opfattelsen var at ALLE kvinder var undertrykte i det patriarkalske kapitalistiske samfund og at denne undertrykkelse var internaliseret til selvundertrykkelse. Derfor var der brug for bevidstgørelse og søstersolidaritet mellem kvinder dette opnåede de gennem basisgrupperne, som var bevægelsens grundstruktur. Gennem basisgruppearbejdet kunne de: Gøre det private politisk, som var det andet hovedslogan. Med det menes, at når kvinder først blev gjort opmærksomme på, at de havde fælles problemer og oplevede den samme undertrykkelse, kunne 7 Udtrykket stammer fra Lisbeth Dehn Holgersen, Ninon Schloss m.fl: Something is happening, but you don`t know what it is, do you, Mr. Jones? Information Artiklen er en af de allerførste livstegn fra Rødstrømpebevægelsen og kan fines på: 8 Her kan f.eks. nævnes Strøgaktionen 8. april 1970, hvor ca. 10 rødstrømper udklædte med ekstremme kvindelige attributter marcherede gennem Strøget i København bærende på protest plakater mod mode- og kosmetikbranchen. På Rådhuspladsen smed de udklædningen i en pose med påskriften: Hold Danmark ren og tog ud til Tuborg for at diskutere ligeløn med de kvindelige bryggeriarbejdere. Desuden Busaktionen 10. maj 1970 hvor en gruppe kvinder nægtede at betale mere end 80% af billetprisen pga. af den manglende ligeløn. 9 De 2 centrale artikler er: Karen Jespersen: Rødstrømperne har gjort kvindesagen politisk, Information samt den i note 6 omtalte Mr. Jones artikel. Begge findes på: 10 Projekt Hus var mødestedet i København for de antiautoritære bevægelser på venstrefløjen. 32

30 de begynde at handle fælles på det politisk og dermed arbejde på en socialistisk samfundsomvæltning, der var forudsætningen for at opnå ligeværd i bevægelsens øjne. Rødstrømpebevægelsen i Danmark bredte sig hastigt til andre af landets større byer og nåede Odense i efteråret De unge universitetsstuderende kvinder, der startede bevægelsen i Odense, var kraftigt inspireret af de aktioner, der var sket i København og den massive presseomtale disse havde haft. Desuden delte de både oplevelserne af undertrykkelse og det ideologiske udgangspunkt med koblingen af feminisme og socialisme samt måden at organisere sig på med deres medsøstre andre steder i landet. Bevægelsen i Odense var aldrig stor. Den startede op med mellem 5-15 kvinder og i bevægelsens storhedstid var der ca. 50 kvinder tilknyttet. Både i faktiske tal og ift. indbyggertal var det under 1/6 del sammenlignet med København. Den første aktion, en protest mod Franck A s fyring af stedets eneste ansatte kvinde, blev efterfulgt af demonstrationer med slogans som Kvinde du er julereklamens slave og Forskning for folket ikke for kapitalen. Disse protester er eksempler på kampiveren i den første fase af Rødstrømpebevægelsens historie, som går fra ca De dominerende mærkesager i øvrigt, er fri abort, ligeløn og imod EF, alle sager der også blev kæmpet for i Odense. Anden fase, ca , er karakteriseret af stor initiativrigdom og mangfoldighed af kvindeaktiviteter samt en geografisk spredning af bevægelsen, der gør at der opstår kvindegrupper mange steder i provinsen og ud over hele landet. Dette betyder igen, at der kommer flere lokale og dagsaktuelle kvindepolitiske emner på banen, og der bliver efterhånden større villighed til at indgå i brede kvindepolitiske samarbejder. Den store mærkesag i denne periode var kvindearbejdsløshed, som også blev dominerende i Odense med oprettelsen af Arbejdsmarkedsgruppen i Denne gruppe udgjorde 1/3 af bevægelsen i Odense og mange af de kvinder der havde været med fra starten var aktive her. Der var i Odense hele tiden stor fokus på de udadrettede aktiviteter og emnegrupper, som arbejdsmarkedsgruppen var et godt eksempel på. Andre eksempler er kvindefestivaler i Munke Mose og kvindelejr. Den første festival foregik i 1975 hvor Kvindekaravanen fra København gæstede Odense fra juli, og gav nysgerrige kvinder mulighed for at høre om kvindesagen, lytte til kvindemusik og deltage i festlighederne. Efterfølgende etablerede rødstrømperne i Odense kvindefestivaler fra 1977 og nogle år fremad, og de deltog også i planlægningen af kvindelejre i Kissendrup på Østfyn fra Initiativet kom fra en kvindegruppe i Nyborg, der året inden havde deltaget i Femølejrens provinsuge, og derfor mente, at Fyn skulle have sin egen kvindelejr. Lejren var i alle år af 3 ugers varighed, med forskellige temaer som: Kvinder og arbejdsløshed, kvindekultur, kvinder og daginstitutioner, kvindeundertrykkelse samt kvinder og børn. Kvinderne arbejdede med forskellige udtryksformer som f.eks. musik, teater, billed- og skriftsprog, bevægelse og teater. Det sidste år gled de politisk samfundskritiske emner helt ud og det blev de mere nære feministiske emner der stod tilbage. Alle disse aktiviteter tiltrak mange kvinder også uden for Rødstrømpebevægelsen. Bevægelsens fokus på kvindeundertrykkelsen, og på kvinders bevidstgørelse gav forudsætning for kvindefrigørelse, og blev derved dagsordensættende blandt kvinder på et langt bredere plan end bevægelsens antal berettigede. I Odense havde man igennem hele bevægelsens levetid et stærkt ønske om et Kvindehus. I Køben- nr. 206 / september Opdelingen af Rødstrømpebevægelsens historie i tre faser stammer fra Drude Dahlerup. 33

31 havn havde rødstrømper allerede i 1971 besat det første hus, som de fik lov at benytte, og i Århus og en del andre steder fik kvinderne et hus efter forhandlinger med kommunen. I Odense viste det sig dog noget vanskeligere. Her havde bevægelsen i starten intet fast opholdssted. Man mødtes privat eller på Badestuen og fællesmøder blev afholdt i forsamlingshuse eller på Hinnerupgård, som var studenterhus. Da rødstrømperne mente at de havde stærkt behov for et kvindehus eller i det mindste opholdslokaler, søgte de løbende Odense kommune om hjælp, med gentagende afslag til følge. Kommunen havde ikke lyst til at forhandle med, eller hjælpe en bevægelse med en så løs struktur, som Rødstrømpebevægelsen. Derfor lejede man fra 5. marts 1973 lokale på Frue Kirkestræde 16. Denne lokalitet viste sig dog hurtigt for stor og for dyr, og derfor flyttede man fra starten af 1974 til en billigere lejelejlighed på Sdr. Boulevard 194. Men da den ofte var for lille og kold måtte Badstuen stadig benyttes til fællesmøder og større sammenkomster. Ønsket om et egentlig kvindehus vedblev dog at eksistere, og i 1975 nedsatte rødstrømperne sammen med Kvindemusikgruppen en gruppe, der skulle arbejde på et kvindehus i Odense. I starten af 1976 tilbød kommunen nogle lokaler på Vesterbro, men da disse var i meget dårlig stand, ville kvinderne ikke overtage dem, før de var istandsat. Bevillingen til dette trak ud og til sidst trak kommunen tilbuddet helt tilbage. I mellemtiden var der opstået diskussion om hvorvidt, det skulle være et rødstrømpehus eller et bredt kvindehus, hvor andre interesse organisationer også kunne være med. Uenigheden førte til at Rødstrømpebevægelsen trak sig ud af projektet, og der blev etableret en Kvindehusforening i sep. 1976, med en hierarkisk foreningsstruktur og en bred apolitisk tilgang. Da mange rødstrømper gik med over i Kvindehusforeningen og andre forsvandt over i den nystartede Socialistisk Kvindegruppe, blev Rødstrømpebevægelsen i Odense splittet op og der stod ca. 10 rødstrømper tilbage i den oprindelige bevægelse. Disse forsøgte at genopbygge bevægelsen og genetablere balancen mellem feminismen og socialismen. Det var kvindehusforeningen der i februar 1978 forsøgte at besætte et tomt hus på Vestergade. Dog forgæves, da de blev smidt ud af politiet samme dag Odense kommune ville ikke tolerere københavnske tilstande i byen! I 1978 flyttede rødstrømperne til en lejet lejlighed på Dronningegade 87, som de fra 1979 delte med den i Odense nyoprettede Lesbisk Bevægelse. Grønnegade blev bevægelsens sidste opholdssted fra 1980, hvor også Bas-Viola bogcafe havde til huse fra Rødstrømpebevægelsen bliver sidst nævnt på denne adresse i marts Den sidste fase i Rødstrømpebevægelsens historie er perioden , som er specialiseringens tid. Her ser vi en professionalisering af kvindesagen i krisecentre, kvindeforskningscentre og kvindehøjskoler. Mærkesagerne er nu: Vold mod kvinder, kortere arbejdsdage, længere barselsor- 34

32 Omfattende utrykt materiale indsamlet hos tidligere deltagere i Rødstrømpebevægelsen i Odense. Materialet indeholder bl.a. bladene: Det Interne blad, Landsdebat, Meddelelser, Rødstrømpebladet, Kvinder og Rødstrømper samt forskellige mødereferater, interne skrivelser, lister over grupper, aktivitetsreferater etc.- Alt materialet blev i år 2000 overleveret til Kvindehistorisk samling i Århus og Kvinfo i København. For nærmere beskrivelse af materialet jvf. litteraturlisten i mit speciale. nr. 206 / september 2015 lov og bedre/gratis daginstitutioner, og der er en større villighed til at indgå i brede kvindepolitiske alliancer. I Odense har Rødstrømpebevægelsen på dette tidspunkt mistet pusten. Den ringe størrelse samt det høje engagement førte til en stigende arbejdsbyrde hos de få kvinder der fortsatte i bevægelsen efter splittelsen i Samtidig var mange af de aktive blevet færdige med deres studier og nu flyttet fra byen, eller havde etableret familie og en del forsatte professionelt med kvindesagen f.eks. på det nystartede Center for Kvindestudier på Odense Universitet. 12 De aktive gamle rødstrømper i bevægelsen i Odense gled altså langsomt andre steder hen med deres engagement i kvindesagen og da der fra starten af 1980erne ikke kom nye unge kvinder til, svinder bevægelsen lige så stille i Odense og efterhånden også i resten af landet. Effekten af bevægelsen rækker dog langt ud over bevægelsens levetid, og har uomtvisteligt påvirket både samfundet og flertallet af kvinder i efterfølgende generationer. Litteraturliste: 12 Oprettet 1982 Jenny Strid: Rødstrømpebevægelsen i Danmark, med særlig fokus på bevægelsen i Odense 1971 til ca Speciale på Center for Historie, Odense Universitet, SDU, feb Drude Dahlerup: Rødstrømperne. Den danske rødstrømpebevægelses udvikling, nytænkning og gennemslag , Gyldendal 1998 Lise Togeby: Fra tilskuere til deltagere. Den kollektive politiske mobilisering af kvinder i Danmark i 1970erne og 1980erne. Politica, Århus 1994 Anne Birgitte Richard: Kvindeoffentlighed Om kvindelitteratur og kvindebevægelse i Danmark. Gyldendal, København 1978 Signe Arnfred m.fl.: Kvinder og kvindebevægelse. 11 rødstrømpehistorier. Tiderne Skifter, Kbh Anne Margrete Berg m.fl. (red): Kvinfolk. En danmarkshistorie fra Bind 1 og 2, Gyldendal, Kbh., 1984 Elisabeth Flensted-Jensen m.fl.: Mellem opgør og tilpasning. Kvindebevægelse og kvindesituation i Danmark siden -68. Bind 1 og 2. Modtryk, Århus 1977 Susanne K. Lauritsen: Rødstrømpebevægelsens 35

33 organisatoriske udvikling i København Utrykt speciale i historie. Københavns Universitet, 1992 Bente Røsenbeck: Kvindekøn. Gyldendals Boghandel, Nordisk Forlag, Kbh Lisbeth Dehn Holgersen, Ninon Schloss m.fl: Something is happening, but you don`t know what it is, do you, Mr. Jones? Information Karen Jespersen: Rødstrømperne har gjort kvindesagen politisk, Information Jens Andersen: Den kvindelige rejsning Berlinske Tidende,

34 Af Christina Fiig, cand.scient.pol., Ph.d. 100 års jubilæet: Om danske kvindevalgretsforkæmperes internationale impulser Kampen for danske kvinders valgret udspillede sig i årtierne omkring 1900 og resulterede i, at de opnåede kommunal valgret i 1908 og fuld politisk valgret med den nye grundlov i Debatten om kvindelig valgret indgik i den højspændte politiske kamp mellem Højre og Venstre om det parlamentariske demokrati, men den hentede ligeledes vigtig international inspiration. Ligesom vi i nutiden bliver inspireret af andre landes politikker, af sociale bevægelsers metoder og krav samt af politiske og filosofiske idéer, gjorde kvindevalgretsforkæmperne det samme. Et internationalt perspektiv viser, at Danmark var med i den tidlige del af en europæisk og global kamp for den lige og almindelige valgret. Det illustrerer også, hvordan internationale strømninger havde stor betydning for den danske debat og de danske valgretsforkæmperes argumenter og politiske handlingsrum. Særligt de britiske suffragetters radikale kamp for stemmeretten vakte opmærksomhed i Danmark, selvom de danske valgretsorganisationer anviste en langt mere reformvenlig kurs. Forbindelsen mellem den danske og den internationale stemmeretsbevægelse var ikke nødvendigvis så tydelig for den danske offentlighed i samtiden, men fremstår klart i et historisk perspektiv. Valgret i andre lande En vigtig inspiration i den danske kamp for kvinders valgret var de lande, som allerede havde vedtaget love om en udvidelse af valgretten. Kendetegnende for mange lande var, at valgretten gradvist blev udvidet, både i forhold til valgenes art (regionale eller nationale) og i forhold til stemmeret til bestemte grupper af kvinder (fx til enker, ejendomsbesiddere eller skatteydere). Det gjaldt fx Island, der på det tidspunkt stadigvæk hørte under det danske rige. Her fik bondeenker og ugifte husbestyrerinder kommunal valgret i I New Zealand fik kvinder valgret til kommunale og regionale valg i De nordiske lande udgjorde en særlig inspirationskilde i den danske proces, og disse lande indførte tidligt valgret til visse grupper af kvinder. Det gjaldt Finland, Island, Norge og Sverige, hvor ugifte og økonomisk aktive kvinder fik stemmeret til kommunalvalg før andre grupper. Finland indførte også i 1906 som det første land lige og almindelig valgret til kvinder og mænd, uafhængigt af indkomst og social klasse. Disse lande blev i Danmark trukket frem som gode eksempler på, at kvinders deltagelse i politik var gavnligt og retfærdig. Internationale sociale bevægelser og organisationer En anden type af inspiration kom fra de internationale sociale bevægelser og organisationer, som arbejdede for kvinders valgret. Nogle af disse bevægelser blev grundlagt allerede midt i det 19. århundrede, f.eks. den amerikanske kvindebevægelse, der fra sin begyndelse i 1848 havde kravet om valgret med. International Woman Suffrage Alliance (IWSA) I årtierne omkring år 1900 dannedes en lang række valgretsbevægelser. Et fællestræk var deres kontakt til andre landes organisationer. Kvinders valgret blev det første eksempel på international mobilisering i kampen for kvinders rettigheder en type af mobilisering, som i nutiden eksisterer qua organisationer som FN og CEDAW, Den Europæiske Kvindelobby etc. I 1902 oprettedes paraplyorganisationen International Woman Suffrage Alliance (IWSA), som samlede de nationale valgretsorganisationer, og 38

35 også spillede en vigtig rolle i de danske organisationers arbejde. IWSA fungerede som et forum for udveksling af idéer og for moralsk og praktisk støtte til kampen for national valgret. Både Dansk Kvindesamfund og Landsforbundet for Kvinders Valgret (der virkede fra 1907 til 1915), blev medlemmer og havde stor betydning for den internationale inspirations oversættelse til den danske offentlighed. Et eksempel herpå er Forbindelsen til IWSA, der bl.a. afspejlede sig Landsforbundet for Kvinders Valgrets overordnede strategi, der sigtede på mobilisering og etablering af en bevægelse med sympatisører over hele landet. Landsforbundets grundlægger, cand.mag. Elna Munch, spillede en særlig rolle for det internationale arbejde, både gennem sin deltagelse i IWSA s kongresser og gennem sin journalistiske virksomhed. Hun var en skarp analytiker, en spids pen og en ildsjæl. Hun skrev detaljeret om de internationale erfaringer både i regi af længere analyser og kortere indlæg i Landsforbundets medlemsblad. De britiske suffragetter De britiske suffragetter udgjorde en helt særlig interessant case, som på forskellig vis inspirerede de danske valgretskvinder. To hovedorganisationer tegnede den britiske kampagne; det reformvenlige National Union of Women s Suffrage Societies (NUWSS) og den mere radikale The Women s Social and Political Union (WSPU). Sidstnævntes slogan var Deeds not Words, og det er værd at beskæftige sig lidt med denne organisations historie og dens berømte suffragette militancy. Organisationen påkaldte sig særlig opmærksomhed med sine radikale metoder, der bl.a. omfattede afbrydelse af offentlige begivenheder, smadrede ruder, ødelæggelse af kommunikationsmidler som postkasser og telefonledninger, ødelæggelse af kulturgenstande og angreb på teatre, politikerhjem, sportsfaciliteter og brandattentater altså en form for politisk ekstremisme Suffragetter ved en demonstration i London og politisk vold. Fængslede suffragetter fortsatte deres politiske protester i fængslet med sultestrejker og oplevede her et repressivt systems gensvar i form af tvangsfodring. At dømme efter de mange omtaler i Landsforbundet for Kvinders Valgrets medlemsblad var dets medlemmer fascinerede af suffragetterne og deres anvendelse af militant teknik. Disse metoder var selvsagt meget anderledes end de reformvenlige og mere diskrete danske valgretskvinders argumenter og handlinger. De britiske suffragetter var desuden meget mediebevidste og udnyttede den skrevne presses og pressefotografiets muligheder. De danske valgretskvinder lærte herigennem at sætte deres pressekontakt i system, bl.a. med oprettelse af et pressebureau, der producerede tekster til den trykte presse. Landsforbundet agiterede på moderne vis gennem tidens massemedier med artikler i dagspressen og formåede efter udenlandsk mønster at lave en veltilrettelagt, massiv og landsdækkende pressekampagne. Desuden blev der afholdt foredrag over hele landet og interne kurser i argu- nr. 206 / september

36 mentation og retorik. I Kvindevalgret præsenterede Elna Munch tidligt markante udenlandske suffragetter, der var karakteriseret af en stor naturlig Veltalenhed og optrådte med stor Overlegenhed og Selvsikkerhed. Disse personlige beskrivelser tjente som rollemodeller. Idéhistorisk inspiration Modsatrettede ideologiske strømninger karakteriserede det danske politiske landskab omkring århundredeskiftet. På den ene side var den politiske liberalisme, født af den franske 1789-revolution og af den britiske filosof og politiker John Stuart Mills ( ) skrifter, som dannede et radikalt baggrundstæppe for ideer om politisk deltagelse for både kvinder og mænd i Europa. På den anden side fandtes stærke konservative kræfter, som forholdt sig afventende til valgretsspørgsmålet også i denne sidste fase af valgretskampen. Et særligt komplekst forhold var der mellem feminisme og socialisme. I begyndelsen af det 20. århundrede udvikledes en stærk feministisk bevægelse inden for international socialisme. De største socialistiske kvindebevægelser fandtes i Tyskland, USA og Østrig, og tyske Clara Zetkin ( ) blev den internationale socialismes mest kendte lederskikkelse. John Stuart Mills (og hans partner Harriet Taylor Mills) tænkning - og særligt afhandlingen The Subjection of Women (1869) (på dansk Kvindernes Underkuelse, 1869) - formede et opsigtsvækkende afsæt for diskussionen af kvinders frigørelse og politiske rettigheder i Europa. Mill var en social og politisk reformator og feminist, der kastede lys på kvindesagen i Europa. Bogen vakte debat og modvilje, idet tiden langt fra var moden til tanken om kønnenes ligestilling. Mill brød med en kønsblindhed i liberalismen ved at anskue kvinder som mature adults med rettigheder og status som frie individer. Kvinders stilling i samfundet var et tema, som Mill tog på sig. Det indgik bl.a. i hans valgkamp til det britiske parlament i 1860 erne. Ved en berømt tale i det britiske underhus den 20. maj 1867 stillede Mill et ændringsforslag til Disraelis valgretsreform (the 1867 Reform Act): at ordet mand skulle erstattes af person. Forslaget blev hilst af latter, men det forhindrede ikke, at det fik 73 stemmer - langt mere end Mill havde ventet. Forslaget fik betydning for de britiske kvindevalgretsorganisationer i samtiden. John Stuart Mills idéer også fik et vist gennemslag i Danmark gennem Georg Brandes oversættelse af Kvindernes Underkuelse, som udkom samme år som originalen (1869). Mills argumenter om kvinders politiske rettigheder indgik ligeledes i rigsdagsdebatterne om kvindelig valgret til kommunale valg i 1880 erne. Et afsæt for Mills indlæg var samtidens britiske politiske kontekst og brydninger i datidens Storbritannien og Frankrig, ligesom Mills accentuering af det enkelte menneskes moralske udvikling og karakter også havde betydning. Mill betragtede kvindekampen som en vigtig del af moderniseringen af vestlige samfund. Hans argument havde sin oprindelse i forskellige filosofiske strømninger: liberalisme, dvs. at alle voksne kvinder og mænd i princippet er lige i politisk og retslig forstand, og at ulighed mellem kønnene udgør en hindring for udvikling af menneskeheden. lighed, dvs. et opgør med tankegangen om, at kvinder er naturligt underlegne, mindre fornuftige og mere følelsesbetonede end mænd. Utilitarisme, dvs. en opfattelse af, at et centralt mål er opnåelse af menneskelig lykke, og at dette ligeledes gælder for samfundet og politiske institutioner at udvikle menneskets potentialer til det højest tænkelige niveau. I værket gør Mill op med forestillingen om, at ulighed mellem kønnene er del af en naturlig orden, og at kvinders underlegenhed er en normaltilstand. Det var Mills pointe - i tråd med den utilitaristiske tankegang - at kvinders emancipa- 40

37 tion både ville forbedre kvinders liv og øge deres lykke og ligeledes gavne hele menneskeheden. I den mill ske optik er vejen frem imod et mere demokratisk, ligestillet og retfærdigt samfund, at kvinder tilbydes de samme uddannelsesmuligheder og samme civile frihedsrettigheder og økonomiske muligheder som mænd. Mills idé om deltagelsens uddannende effekt står som en hovedoverskrift i forhold til debatten om kvinders stemmeret. At kvinder ville udvikle et mere alment perspektiv på samfundet og flere kompetencer qua deres samfundsmæssige engagement, universelle stemmeret og ja, deltagelse i politik. Nutidens fokus på udnyttelse af hele samfundets talentmasse ligger i kim her: at der er brug for at udnytte den samlede talentmasse hos både kvinder og mænd til gavn for samfundet, og at vi ikke har råd til at lade være med at inkludere kvinder i samfundets centrale beslutningsfora. De danske valgretskvinders stærke fokus på kvinders argumentation, kommunikative evner og deltagelse i politik hentede givetvis inspiration i Mills tankegang om politisk ligestilling og om kvinders voksende modenhed som politiske medborgere i det spirende demokrati. I periodens debat blev det fremhævet, at det var centralt for kvinder at hæve deres røst i offentlige forsamlinger og på denne måde dels bidrage til at kvalificere debatten, dels dele de erfaringer og den viden, som forskelige grupper af kvinders liv rummede omkring århundredeskiftet. Eksemplets magt Internationale begivenheder og erfaringer kom til at påvirke den danske debat om kvinders valgret. Gennemførelse af valgretten i andre lande fungerede som eksemplets magt og banede vej for, at man kunne forstille sig, at både kvinder og mænd nr. 206 / september 2015 Filosof og politiker John Stuart Mill argumenterede for kvinders rettigheder og anerkendelse. Dette blev betragtet som yderst radikalt i samtidens Europa. 41

38 deltog i politik. Desuden kom der fra den internationale bevægelse stærk inspiration til valgretsbevægelsens argumentation, retorik, pressestrategi og mobilisering. Den danske vej mod kvindelig valgret, der blev gennemført på kommunalt plan i 1908 og til Rigsdagen med grundlovsændringen i 1915, er derfor også et led i en samtidig international udvikling og gensidig påvirkning. En kortere version af denne artikel er udgivet på danmarkshistorien.dk med titlen Kvindelig valgret: den internationale inspiration på vis/materiale/kvindelig-valgret-den-internationaleinspiration/ Litteratur Dahlerup, Drude & Kristian Hvidt (red.) (1990). Kvinder på Tinge/ Kvinder i landspolitik i 75 år. København: Rosinante. Fiig, Christina (2014): Valgretsdebattens vitale stemmer- et offentlighedsperspektiv, Slagmark, nr. 69, pp Fiig, Christina & Birte Siim (2012). Democratisation of Denmark The Inclusion of Women in Political Citizenship, i Blanca Rodriques Ruiz & Ruth Rubio Marin (eds.). The Struggle for Female Suffrage in Europe: Voting to Become Citizens. BRILL Academic Publishers, Incorporated (Series: International Studies in Sociology and Social Anthropology), s Elna Munch 1906: Kvindernes Valgretskamp/ læs og brug / lydfil fra 1913 ligger allerede på sitet Mill, J. S. (1989), (1867) The Subjection of Women. i: J.S. Mill. On Liberty and other writings, Cambridge: Cambridge University Press, s Okin, Susa Moller (1979): Women in Western Political Thought, Princeton New Jersey: Princeton University Press Rambusch, Sigurd (1990). Først valgret så følger alt andet. Landsforbundet for Kvinders Valgret , i Drude Dahlerup & Kristian Hvidt (red.). Kvinder på Tinge/ Kvinder i landspolitik i 75 år. København: Rosinante, s Munch, Elna (190): Kampen om Kvindernes Valgret, Særtryk af Det nye Aarhundrede, okt. og nov I Kommission hos Boghandler Ove Høegh Vogelius. Dansk Kvindesamfund: om det internationale valgretsarbejde (Aagot Lading og Gyrithe Lemche). Empiriske kilder: Samtlige årgange af Landsforbundet for Kvinders Valgrets medlemsblad Kvindevalgret 1908, 1909, 1910, 1911, 1912, 1913, 1914, Se ction=5&publikationid=4 Hansen, Hanne Nørregaard (1992a) De danske valgretskvinder og suffragetterne, Kvinder, Køn & Forskning, 1, nr.2, s Af Christina Fiig, cand.scient.pol., Ph.d., Lektor i køn og europæiske studier, Europastudier, Institut for Kultur & Samfund, Aarhus Universitet KVINFO Blanca Rodriques Ruiz & Ruth Rubio Marin (eds.). The Struggle for Female Suffrage in Europe: Voting to Become Citizens. BRILL Academic Publishers, Incorporated (Series: International Studies in Sociology and Social Anthropology), 42

39 Af Emil Birk, Project Manager, SOS Børnebyerne Somaliland When speaking of Somalia, the first connotation is usually civil war, piracy, terrorism and famines the epitome of a failed state. The seed of various conflicts and civil wars in the Horn of Africa can be found in the European colonial rule, which divided the Somalis into several countries. However, the self-proclaimed independent state of Somaliland has existed for more than 20 years in the North-eastern corner of Somalia. Somaliland has experienced peace and stability and has embarked on its own bottom-up state-building project, which has lead growing economy, social improvements and a stable government. Despite the progress and stability Somaliland has experienced, the youth remains marginalised when it comes to education, employment and participation in the society. Especially, girls and young women are discriminated. Colonial history The colonial history has divided the Somalis in several countries. Ethnic Somalis and their language and culture are dominant in the Horn of Africa. During the European scramble for Africa the Somalis were divided into different countries reflecting the boundaries of the respective European colonies. In 1894 France appropriated Djibouti (French Somaliland) and as a countermove the British acquired Somaliland (British Somaliland Protectorate) in A large swath of territory, mainly inhabited by Somalis fell inside the colonial border of the British colony of Kenya in While Ethiopia maintained independence from the European colonial powers, it expanded its borders South and East in what is the Ogaden Province, which is also known as the Somali Autonomous Demographic extension of ethnic Somalis. Hammond Region of Ethiopia. British colonial rule The British colonial administration was established in 1884, and came to be known as British Somaliland Protectorate. The British rule came to last 77 years, until independence in The colonial rule in British Somaliland aimed at securing two strategic needs; one to deter French influence and expansion into the Horn of Africa and thereby the Red Sea, and two to secure supplies for the British garrison and naval station in Aden in what is Yemen today. Securing safa and open passage through the Suez Canal, which opened in 1869 was a top priority for the British Empire that had colonial possessions in Asia and Africa. At colonial time Somaliland was primarily a pastoral society, herding sheep, goats, camels and cattle and it was never a priority to expand the colonial administration in Somaliland. In this way Somaliland was different from other British colonies in Africa like Kenya, Uganda, Rhodesia and other areas with abundant natural resources. In these colonies British settlers were encouraged to settle and the colonial administra- 46

40 tion was established using British officers, administrative personnel. To support them administrative personnel from India was imported and children of local prominent leaders were educated to administrate and govern on behalf of the British rule. The British administration of Somaliland was very light-handed, since little resources could be extracted from the colony. The main source of income was livestock trade, which was exported to other British colonies. Italian colonial rule To fully understand how Somalia s borders were shaped one have to look at the Italian colonial history, since British Somaliland and Italian Somaliland were united in a federation at independence. From 1905 to 1908 the Italians expanded their colonial rule over the remaining parts of Somalia. This is what is now referred to as South Central Somalia and Puntland (Italian Somaliland). Under the fascist government led by Mussolini the rule was consolidated. Italian Somaliland became the launch pad for the Italian attempt to colonise Ethiopia the only part of Africa that was not under the colonial rule of a European power in what is known as the Italo-Abyssinian war After this war ended in 1936 Italian Somaliland became part of Italian East Africa. While the British wished to administer their colony light-handed, the Italians took another approach. More than Italians settled in Italian Somaliland, and hereof lived in Mogadishu where they constituted around 40% of the population. With the outbreak of Second World War, the Italians overran the British forces in British Somaliland and pushed the British out of the North Western Territory in Kenya. Later in the war the British defeated the Italians in Mogadishu and since Italy was on the losing side in World War II they lost all their colonial possessions. In 1949, the United Nations decided to grant Italy UN trusteeship of their former colony now under the name Trust Territory of Somaliland, but only under the condition that the Somalis would be granted independence within ten years. Independence from Great Britain In 1960, the UN Trusteeship ended and Somalia was declared independent and only a week earlier the 26 June 1960, British Somaliland Protectorate was granted independence. Five days later, UN trusteeship of Italian Somaliland (Somalia) became independent. The two former colonies united on the 1st of July to form Somali Democratic Republic with its capital in Mogadishu. The idea of a united Somalia encompassing all the ethnic Somali areas in one state was prominent among intellectuals, university students and poli- Italian map of the European colonial borders. Source: Italian colonial administration nr. 206 / september

41 ticians. Pan-Somalism refers to this vision of unifying these territories as a single Somali nation. The pursuit of this goal has later led to many conflicts. There is a great historical dispute over how much the Somalilanders in British Somaliland really wanted to join the federal Somalia. Some argue that the enthusiasm of pan-somali state quelled all uncertainties about the unification, while others argue that the new Somaliland government was forced into the Somali Democratic The major challenge after the merger was how to integrate two separate entities with different legal, educational and administrative systems. The southern Somalia dominated the political system and this caused divisions to persist after unification. Somalia retained the capital city, national port and obtained two-thirds of the seats in parliament, while Southern leaders dominated the government. Northern voters rejected the unitary constitution in a June 1961 referendum, and in December of that year Northern army officers launched a failed bid for independence. Despite these challenges, the union survived. The country enjoyed a period of nine years of democratic governance in which multi-party elections were successfully held and old governments succeeded by the new ones. In October 1969 General Siad Barre led a coup d état against the government and made himself president and ruled with the Supreme Revolutionary Council. He aligned Somalia with the Socialist Block and introduced socialism to Somalia. Siad Barre was a Pan-Somali hardliner and saw the unification of the Somali nation in one country as a political vision. In 1977 Somalia launched a surprise attack on Ethiopia to unite the Somalis in the Ogaden Province of Ethiopia with the rest of Somalia. Ethiopia backed by the USSR - who deserted their support to Somalia - and Cuba, launched a massive counter-offensive and recovered most of the lost territory in March 1978 forcing Somalia to retreat. Civil war and independence from Somalia In the aftermath of the Ogaden defeat Siad Barre faced mounting pressure and criticism from the population and opposition. This forced him to depend on the clans to remain in power. As a result, clan divisions and competition intensified which especially, the Somalilanders felt. In April 1981, a group of expatriate Somalilanders met in London and formed the Somaliland National Movement (SNM). The organisations goal was to liberate Somaliland from Siad Barre s rule and proclaim an independent state based on the colonial borders of the former British Protectorate Somaliland. The SNM established its first bases in Ethiopia in 1982 and by 1983 it had established itself as an effective guerrilla force in the northwest. SNM waged war against Barre s forces in the major towns in the north and 1988 they controlled the cities of Burao and Hargeisa as well as most of the western districts and rural areas in the north. Barre s army retaliated violently and decimated the cities of Hargeisa and Burao through the use of artillery and air bombardments. An estimated 50,000 people were killed and hundreds of thousands of refugees fled from Northern Somalia to Ethiopia. Hargeisa, the northern capital was about 90% destroyed and Burao 70% destroyed. The Siad Barre government had concentrated almost all their forces in Somaliland fighting the SNM, which made the capital and other parts vulnerable to any opposition forces and civil unrest. And in 1991 Siad Barre s regime collapsed, as several other rebel groups in the South sought to overthrow him. After Siad Barre left South Central Somaliland descended into what is known as the Somali Civil War, which is still ongoing. Contemporary Somaliland The 18th of May 1991 the SNM proclaimed the independent and sovereign Republic of Somaliland on the borders of the British Protectorate Somaliland. No government or international orga- 48

42 nisation has recognised Somaliland s claim to statehood. However, compared to the rest of Somalia, Somaliland is a success story. Today the residents of the self-proclaimed independent republic enjoy relative peace and security, while the economy is growing. More and more children are enrolled in primary education from in the academic year 2011/12 to in 2012/13 and the numbers for 2014 seems to improve. 1 Even though reliable statistics is hard to find, much indicates that the economy is growing every year. Presidential elections have been carried out in 2003 and 2010 and election for parliament was conducted in The transition of government has been peaceful. Political system The distinct political system in Somaliland is often highlighted as the foundation for its stability. What makes it different is the hybrid system of governance that combines traditional and western institutions. The Somaliland parliament consists of two chambers; the House of Elders and the House of Representatives. The House of Elders are elected indirectly by the clans and local community and builds on the traditional Somali tradition of elder councils that are responsible for taking local decision and acting as judges in local affairs. Members of the House of Elders sit for a 6 year term. The House of Representatives are elected directly in elections and are candidates of one of Somaliland s three political parties. They each sit for a term of 5 years. This political system was brokered by the Somaliland clans represented in the SNM in a series of conferences after the independence from Mogadishu. This bottom-up approach and involvement of the traditional authorities in the making and shaping of the state and its institutions is often 1 Ministry of Education and Higher Education, Republic of Somaliland highlighted as the formula for peace and stability. As the social contract between citizens and the state is built on the existing local traditions it has proven more viable than the central government in Mogadishu, which has imposed from the UN with the support Western governments. The youth It is not easy being young in Somaliland. While the Somaliland s House of Elders and clan elder councils have been successful in securing peace and stability, the youth is often neglected in a society that favours elders over youth. This is manifest both legally, in society at large and in each family. The Somaliland Constitution, for example, requires candidates running for the House of Representatives to be at least 35 years old, and those contesting for the House of Elders to be at least 45 years. In 2012 the Somaliland government adopted a constitutional amendment to reduce the minimum age limit for contesting local council elections from 35 to 25 years. The participation of youth in political decisionmaking processes, from the grassroots to the national level, is a necessary prerequisite for political empowerment, and for making governments more responsive and effective in reducing poverty. However, Somaliland s youth is excluded from politics and decisions, even though they constitute the majority of the population. 70% of the population is under 30 years of age, and 51% are under the age of 18 years. Paradoxically, the youth is can vote from when they are 16 years old, but are excluded from running for office. In the elder councils, which take care of most of the decisions and conflicts in the community, the youth is marginalized. Elder councils have existed in Somaliland for centuries and have traditionally mediated in disputes between families. They usually consist of a group of older men from the dominant clans in the local area. As the name implies, there is little room for young people, let nr. 206 / september

43 alone women, in the councils of elders. In criminal cases like rape, extramarital affairs, theft, violence and murder the elder councils rarely judge fairly, but let a member of powerful families go. Young girls are often forced to marry their rapist to protect both families' honour. The youth of Somaliland are excluded from decisions in the family, school and community. The general attitude is that young people are not mature enough to make important decisions about their own lives. Many young people have never learned to express themselves, have an opinion or stand by their own decisions. Operation a Day s Work Every year thousands of Danish high school students join Operation a Day s Work s campaign to support young people s education around the world. This year the 4th of November they will support young men and women s rights to education, influence and participation in students councils across Somaliland. The project will empower high school students, so the youth can speak out for themselves to their parents, teachers, elders' councils and politicians and support secondary school students to establish students councils at local secondary schools. Empower young women and support their transition from primary to secondary school. The project is implemented by SOS Children s Villages Denmark in cooperation with local youth and students organisations. As always, Operation a Day s Work has developed relevant and inspiring teaching materials for the Danish high schools. The materials are available for the following subjects: Social Sciences, English, History, Danish and Natural Geography and will be available on by the 8th of May 2015 Young Somali student teaching her peers about HIV/AIDS in a local secondary school. Photo: Emil Birk. Somaliland youth and gender 70% of the population is under 30 years of age and 51% are under the age of 18 years. 3% of the Somaliland Parliament Members are under 40 years of age. 45 % of the girls are married before they are 18 years of age. 12 % of the girls have their first child when they are between 15 and 19 years of age. 97 % of all women have been subjected to Female Genital Mutilation (Circumcision). 50

44 Af Stine Isaksen Det muntre hjørne Der vil nu ske noget mærkeligt, mine Herrer; en Dame har forlangt Ordet og vil komme til at tale. Efter Valgloven kan jeg ikke nægte det, og jeg beder Dem derfor om at høre hende og huske, at det er en Dame, der taler til os. Som historielærere står vi alle af og til i en situation, hvor vi må udfordre og måske imødegå mange elevers naturlige og meget menneskelige tilbøjelighed til at dømme fortidens mennesker ud fra nutidens normer. Dette betyder dog ikke, at vi selv nødvendigvis er hævede over den slags. Det indledende citat er af Højrepolitikeren Carl Ploug, og stammer fra et kommunalt valgmøde i København 1890, hvor kvindesagsforkæmperen Louise Nørlund havde bedt om ordet. Selv om citatet i sin ordlyd kan afmontere troværdigheden af denne lille artikel (qua forfatterens køn), kan de fleste i dag nok ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet. I denne udgave af Det muntre hjørne vil vi gå debatten omkring indførelsen af kvindelig valgret lidt efter med udgangspunkt i den slags historisk antropologi, hvor det altså er tilladt af undres og måske more sig lidt over fortidens anderledeshed. For hvad kan egentlig være argumenterne imod noget, som i dag synes så indlysende naturligt som stemmeret for hele befolkningen også kvinderne? Vi kan starte med en mulig forklaring på de netop offentliggjorte tal, der viser, at skilsmisseraten er rekordhøj. Netop dette fænomen blev på forun- Politisk postkort fra omkring

45 derlig vis nærmest forudsagt af Højrepolitikeren Rasmus Strøms idet han i 1886 i sit gensvar til Fredrik Bajer ved 1. behandlingen af Lovforslag om valg af borgerrepræsentanter i København, udtalte følgende: ( )Jeg beundrer det kolde Blod, hvormed Forslagsstilleren trøster os med, at vi dog altid kunde have Udsigt til at beholde henved Halvdelen af Repræsentanterne i Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse, selv om hans Forslag blev vedtaget, fordi Kvinderne kun vare lidt over Halvdelen. Det var ganske vist en Trøst, men jeg tror dog, at de Fleste ville være paa det Rene med, at naar det Tilfælde indtraadte, var der sket en saadan social Forandring i vort Samfund, at man ikke rigtig vidste, hvorledes det vilde stille sig. Af alle den ærede Forslagsstillers Planer paa dette Omraade maa jeg dog sige, at det Forslag, at ogsaa gifte Kvinder, Hustruer, skulde have Valgret, forekommer mig at det mest risikable. Jeg ved ikke, hvorledes den ærede Forslagsstiller har tænkt sig, at Forholdet vilde blive i et Ægteskab, hvor Manden og Konen stemte paa forskjellige Partier! Forholdet mellem Mandfolk, som stemme paa forskjellige Partier, er ikke saa ublandet godt. Det er i Reglen ikke saaledes, at det vilde slaa til til den Fortrolighed og Tillid, der skal være mellem Ægtefæller. Jeg tror, at hvis man skulde gjøre Noget i den Retning, maatte man tillige tage under Overveielse, hvilke Forandringer der skulde gjøres i de ægteskabelige Forhold overfor de Ulemper, der let heraf vilde udvikle sig. ( ) Tager man med i betragtning, at der ved det nyligt overståede valg viste sig et klart rødt flertal blandt kvinderne mens mændene i langt overvejende grad stemte på blå blok ja, så kan man jo kun tænke sit. Ud over bekymringen for relationen mellem ægtefæller er der selvfølgelig også hensynet til kønnenes naturlige plads og rolle i samfundet meget fremtrædende. Således udtrykte Carl Ploug i 1888 ved 1. behandlingen af Lovforslag om Kvinders kommunale valgret, at ( ) I det store Samfund tror jeg det tilkommer eller tilhører Kvinden at besørge det, som jeg med et kjønt Ord vel gjerne kan kalde Hjerteanliggender. Jeg tænker ikke herved paa noget Forhold mellem Mand og Kvinde, men jeg tænker paa Omsorgen for Alt det, hvorfor Lovgivningen kan udrette saa uendelig Lidt, men hvor den private Virksomhed kan udrette saa overordentlig Meget. Jeg tænker paa den Virksomhed som udspringer af Humanitet og Kristenkjærlighed mod Medborgere og Børn; jeg tænker paa Opdragelse, Undervisning, Fattigpleie, Sygepleie og meget af samme Art. I denne Retning er der overordentlig Meget at gjøre, og der kunne vi slet ikke undvære Kvindens Hjælp. Samfundet kan slet ikke være tjent med, at Kvinderne drages bort fra de Kjærlighedsgjerninger, der ligge for dem for at skjændes med os i en Valgforsamling eller i et Thing. Det vil aldeles ikke gaa, som den ærede Ordfører i Folkethinget har ment, at Diskussionen vil blive høfligere - jeg synes for resten, at vi ere temmelig høflige imod hinanden i dette Thing - den vilde let blive hidsigere og mere lidenskabelig, hvis vi hver havde en Kvinde ved vor Side. For den parlamentariske Kamp, baade den udenfor Thingene og den i Thingene ønsker jeg vore Kvinder fritagne. Den giver baade Sved og Støv - jeg vil ikke sige Snavs - og ingen af Delene vil klæde dem. De ville gjøre megen mere Nytte for Samfundet og bedre bevare den Plads i Livet de have havt siden Verdens første Dage, dersom de forblive udelukkede fra det politiske Liv. Jeg angriber dem ikke, jeg erkjender alle deres gode Evner. Udmærket dygtige Kvinder have ved enkelte Leiligheder og i enkelte Stillinger erhvervet sig et stort Navn i Historien, men det er jo Noget, der ikkun ligger for den Enkelte. Den store Flerhed vilde snart se, nr. 206 / september

46 Politisk postkort fra omkring 1915 at de havde overordentlig liden Frugt og Glæde af at deltage i den Virksomhed her er Tale om. Den er i Grunden ikke saa interessant, og navnlig har den nu i mange Aar givet saare ringe Udbytte. Jeg tror, at Kvinden bør være, hvad allerede Bibelen kalder hende Mandens Medhjælp, men hans Medhjælp i det private Liv. Som saadan kan hun udrette overordentlig Meget. ( ) Og det er da umådelig elskværdigt af Carl Ploug sådan at ville skåne kvinderne ved at fritage dem for det sved og støv og sågar snavs der er forbundet med politisk debat og lovgivningsarbejdet, så de kan løse de opgaver, som de er skabt til på en klædelig måde. Christian Ahlefeldt-Laurvig gav i forbindelse med Landstingets behandling af lovforslag om kvinders kommunale valgret 12. januar 1904 også udtryk for at have hørt lidt af hvert fra det store udland. Således udtalte han, at Kvindernes Emancipation er, forekommer det mig, noget, der har saa lidt hjemme her i Danmark som muligt. Vi have - heldigvis siger jeg - haft meget lidt af den Slags herhjemme. Det har været gammel Skik og Brug her, at Kvindfolkene have holdt sig hjemme og ladet Mandfolkene passe de offentlige Anliggender. Det tror jeg baade har været og vil ved blive at være det rigtige. Jeg kender ikke meget dertil, da jeg ikke paa den Maade har levet i Udlandet, men i de store Husk at melde ændring af adresse eller nyt ansættelsessted til sekretariatet. Skriv til: Klaus Bjerre, Norsgade 19, 8000 Århus C eller [email protected] (alt andet end indmeldelser) 54

47 Landes store Byer skal det være meget almindeligt, at Kvinderne eller Damerne, eller hvad man nu skal kalde dem, holde politiske og literære Saloner, og fare fra det ene politiske Møde til det andet og til Selskabelighed, saaledes at de aldrig kunne passe deres Børn og Hus, men overlade til de sølle Pjok af Mandfolk at passe Ungerne. Jeg tror, det er galt. Jeg har hørt, at i Amerika skal Kvindeemancipationen være særlig fremme, men jeg har ogsaa hørt, at Mandfolkene derovre skulle have ytret, at de med en vis Misundelse saa hen til de Lande, hvor de putte Kvinderne ind i et Harem, da det var bedre end den Frihed, de havde gjort Bekendtskab med. Jeg tror ikke, at Kvindeemancipationen passer hos os; jeg er overbevist om, at det vil baade saavel Kvinderne som Mændene bedst, naar Kvinderne ville passe deres Køkken og Hus og lade os Mandfolk, saavidt det gøres skal, passe de offentlige Sager Man kan vist med rette påstå, at den gode Ahlefeldt-Laurvig ikke i tide så i hvilken retning udviklingen bar hen, og derfor må have været meget chokeret over at opleve, at en kvinde Mary B. Westenholz allerede i 1909 uretmæssigt tog ordet i Folketingssalen (ved at bemægtige sig og ringe kraftigt med formandens klokke) og bl.a. i lyset af Albertiaffæren kom med følgende dundertale: "Her sidder I danske Mænd og sjakrer i Magtbrynde og Egennytte om Landets Ve og Vel, men det skal siges fra denne Talerstol, at Danmarks Kvinder foragter jer og brændemærker jer som en Hob fædrelandsløse Lejesvende, der forraader Danmarks Ære". Eller sådan bliver hun i hvert fald refereret i Berlingske Tidende, for udtalelsen fandt selvfølgelig ikke vej til Rigsdagstidende. Episoden dog fandt vej til Blæksprutten, hvilket vidner om en vis indflydelse og dagsordensfastsættende effekt. Citater mm. er hentet fra fra kvinfo.dk, faktalink. dk (Kampen for valgretten), denstoredanske.dk samt danmarkshistorien.dk. nr. 206 / september 2015 Hun tog min klokke! Tegning fra Blæksprutten

48 Dvd-håndsrækninger til frygtsomme historielærere I 1982 påbegyndte jeg indsamlingen af videosamtaler med personer, som kunne fortælle interessevækkende om deres eget liv og om vigtigere begivenheder i første halvdel af det 20. århundredes Danmarks-historie. Det lykkedes mig at nå tilbage til en person, der i 1899 som 10-årig oplevede Storlockouten, der i næsten fire mdr. holdt LOs medlemmer borte fra deres arbejde og således fra deres løn. Det medførte bl.a., at børnedødeligheden i hovedstaden blev den hidtil højest registrerede. Det var således ikke uden grund, at de københavnske arbejdere brugte udtrykket Hungerkrigen om denne storlockout - et udtryk, man leder forgæves efter i historiebøgerne. Lockouten ledte som bekendt frem til det Septemberforlig, der kom til at danne rammen om den arbejdsmarkedspolitik, som blev et vigtigt led i velfærdssamfundets opbygning. Med Septemberforliget blev klassekampen lagt i lidt for faste rammer for fagbevægelsens venstrefløj, syndikalisterne. Modsat Syd-Europa kom de aldrig til at udgøre noget, der kunne minde om et flertal i Danmark. Men de spillede f.eks. en rolle i forbindelse med vedtagelsen af overenskomsten om 8 timers arbejdsdagen. Og da de europæiske socialdemokrater eller sociallister undlod at opfylde deres planer om at søge at hindre fremtidige krige, var syndikalisterne dem, der søgte at fastholde planerne. Her i landet fik de gennemført Militærnægterloven. Den syndikalist, som jeg nåede at få interviewet, måtte af politiske grunde søge til Tyskland for at få arbejde op til 1. verdenskrig. Her kunne han til sin store forbløffelse konstatere krigsbegejstring selv blandt hans venstreorienterede arbejdskammerater. Men det var jo en naturlig konsekvens af en forudgående borgerlig indoktrinering. Hvordan kunne venstrefløjen dog forvente, at den socialisme, der først i slutningen af 1800-tallet blev stærk nok til at få politisk indflydelse, skulle kunne sætte sig op imod denne indoktrinering? Et fhv. medlem af Socialdemokratisk Ungdomsforbund fortæller om hans og hans meningsfællers forgæves kamp mod krigen. Og en dansksindet sønderjyde fortæller om sin deltagelse i Martsoffensiven 1918, hvor man fra tysk side gjorde et sidste forsøg på at gennembryde de fransk, engelsk, amerikanske linjer i Flandern og Nordfrankrig. En flygtning fra nazismen beretter, hvordan den tyske November-revolution i 1918 gjorde en ende på krigen. Næsten uden at der blev løsnet et skud fik arbejder- og soldaterrådene i løbet af en uge magten i hele Tyskland, hvorefter denne ublodige magtovertagelse udviklede sig til en blodig kamp mellem parlamentarisk indstillede socialdemokrater og leninistisk indstillede spartakister/ kommunister. På grund af borgerlige franske 1871-hævngerrige fredskrav i 1919 og en indbildt frygt på den tyske højrefløj for et kommunistisk Tyskland blev dette land ikke en socialdemokratisk velfærdsstat, men et nazistisk diktatur. Ved at inddrage denne sag går jeg således udenfor den hjemlige historie. Men udviklingen i vort store sydlige naboland fik jo en vis indflydelse på Danmarkshistorien. Allerede i marts 1920 søgte de kommende nazi er jo at tage magten i Tyskland i kraft af det såkaldte Kapp-kup. Det blev hindret ved en landsdækkende generalstrejke, men derefter fortsatte den tragiske strid mellem socialdemokrater og kommunister. Kort tid efter Kapp-kuppet fjernede kong Chr. X. regeringen Zahle, skønt den havde et SR-flertal bag sig. Det er mig bekendt, at parlamentarismen først blev grundlovsfæstet i Men de facto var denne styreform jo blevet nr. 206 / september 2015 Af Henning Tjørnehøj 57

49 indført med Systemskiftet i hvad majestæten da også erkendte under Statslånskrisen i H. N. Andersen, Alexander Foss, A. P. Møller og andre ledende erhvervsfolk fik ham imidlertid på bedre tanker året efter. Under dække af den slesviske sag fik disse folk ikke bare de Konservative, estrupianske efterfølgere, men også Forfatningskampens parti med på at fjerne Zahle-regeringen i den hensigt at hindre en videreudvikling af den velfærdsstat, som så småt var under opbygning. De første skridt var i øvrigt blevet taget i begyndelsen af 1890 erne, mens der kun sad tre socialdemokrater i Folketinget. Men den 3. var blevet valgt i en landkreds, og det jog Venstre og Højre en sådan skræk i livet, at de med Bismarck som forbillede søgte at gennemføre sociallovgivning i den hensigt at tage vinden ud af sejlene på S. SR førte socialpolitik af andre grunde. I 1920 var det blevet for meget for VK og erhvervslivet med en forbedret arbejdsløshedsunderstøttelse, 8-timers arbejdsdagen og trusler om, at arbejderne i kraft af såkaldte bedriftsråd ville gøre indhug i arbejdsgivernes Septemberforligsrettigheder til at lede og fordele arbejdet. Til at belyse kongens af VK støttede påskekup i 1920 samtaler jeg bl.a. med Tage Kaarsted. Forud for videointerviewet ville han have at vide, hvor jeg har min animositet mod Venstre fra. - Fra dig kunne jeg svare med henvisning til hans dispt. fra 1968, hvor det med stor tydelighed fremgår, hvem der spillede en hovedrolle i Venstre fik som bekendt opflydt sit formål med støtten til påskekuppet: SR-flertallet siden 1913 forsvandt. For første gang kunne VK ved valgkampen efter kuppet skræmme danske vælgere med, at en fortsat regeringsdannelse baseret på S ville kunne føre til et Sovjet-Danmark. Det var ligeså løgnagtigt, som de tyske borgerliges påstand om en tilsvarende sovjet- risiko i deres land. De socialdemokratiske partier tog jo kraftigt afstand fra sovjet- kommunismen. I de fire år efter 1920, hvor V regerede, udfoldede partiet sammen med DA visse initiativer for at svække S og fagbevægelsen. Bl.a. støttede V-regeringen et af DA oprettet landsdækkende strejkebryderkorps, Samfundshjælpen, med både politi og militær og det i en sådan grad, at aktionerne på arbejdsmarkedet på det nærmeste ophørte, skønt lønpresset var stort. I 1922 kunne politiet og dragonerne ikke holde styr på aktionerende arbejdere i Randers. I den situation sendte V-regeringen befalingsmandselever - de menige turde man ikke lide på - til byen. De blev sendt af sted med orde fra V-justitsministeren til i givet fald straks at gøre brug af våbnet. Det var således ikke V-regeringens skyld, at det ikke kom til et dansk Ådalen. På denne svenske lokalitet dræbte militæret i 1931 fem personer i en arbejderdemonstration, jf. Bo Widerbergs film. Jeg taler med en af eleverne. Han var uden nogen skyldfølelse over i givet fald at skulle skyde på landsmænd indførte V-regeringen Madsen Mygdal forbud mod eksklusivaftaler og faglige blokader kaldet Tugthusloven, eftersom der kunne idømmes ikke bare meget store bødestraffe, men også fængselsstraffe. Baggrunden var Kolindsund-konflikten på Djursland. En gruppe lodsejere havde meldt sig ud af DA for at "stå friere i lønforhandlingerne". Det lykkedes dem at presse landarbejderne ned i løn. Men i 1923 indledte disse en strejke, som både gjaldt forbedrede arbejdsforhold og retten til at organisere sig - grundlovssikret siden 1849, men ignoreret bandt mange landbrugere og andre mindre selvstændige. De samvirkende Fagforbund, DsF (nu LO) iværksatte en sympatiblokade, som fortsatte indtil 1926, da den blev kendt ulovlig af Højesteret efter året før at være blevet kendt lovlig af Landsretten og accepteret af såvel Den faste Voldgiftsret - nu Arbejdsretten - og af DA. Tugthusloven blev ophævet i 1937, efter at SR-partierne i 1936 omsider både fik flertallet i Folketinget og i Landstinget. Indtil da havde VK kunnet bruge Landstinget til at hindre gennemførelsen af forslag, som SR havde flertal for i Folketinget. 58

50 Krisen i 1930 erne betød et sammenbrud for det liberalistiske økonomiske system baseret på tanken om, at hvis blot staten holder sig fra indgreb i markedsmekanismen, så skal de frie kræfters spil nok selv klare genopretningen derved, at produktionsmidler og arbejdskraft får en så lav pris, at det atter kan betale sig at investere og producere. Men krisen i 30 erne trak som bekendt ikke bare ud, den forværredes. I. jan.1933 følte V formanden Ths. Madsen-Mygdal sig derfor tvunget til at gå til SR-regeringen og bede om noget så uliberalistisk som statslig hjælp til landbruget - mod til gengæld acceptere gennemførelsen af noget så socialistisk som Socialreformen - Portalen ind til det velfærdssamfund, som vi lever i i dag. Dybt skuffet over dette liberalistiske sammenbrud forlod Mygdal Folketinget til fordel for nazismen. Med Hitlers indledning af den 2. verdenskrig fik han dog livsmodet tilbage (Jf. Joachim Lund, red, Partier under pres 2003) SR-regeringen Stauning-Munch var i Mellemkrigstiden - og sidenhen - villig til at hjælpe landbruget. Det kneb mere med V s vilje til at hjælpe de mange arbejdsløse og fattige - også dengang. Partiets inderste mening om 1933-Socialreformen trådte tydeligt frem i forbindelse med Landstingsvalget i I V s valgoplæg blev det således beklaget, at SR-regeringen havde gjort knæfald for den demoraliserende understøttelseslovgivning (dvs. Socialreformen) som er socialismens kvaksalvermiddel. Heroverfor fastholdt V sandheden i det gamle ord, at enhver er sin egen lykkes smed. V spejdede efter en mulighed for at rulle Socialreformen tilbage. Muligheden kom med den tyske besættelse af Danmark. Daværende arbejds- og socialminister Johs. Kjærbøl (S) skriver i sine erindringer (Modvind og Medbør, 1959): Man måtte undres over, at Venstre i den situation, hvori Danmark befandt sig (besat af Nazi-Tyskland) ville kræve sin deltagelse i det politiske samarbejde betalt med sådanne forringelser af sociallovgivningen, som partiet under normale forhold ikke havde haft mulighed for at opnå (efter at VK-partierne i 1936 havde mistet deres flertal i Landstinget). Hvad V her foretog sig, var mindst ligeså kritisabelt som dets støtte til kongens fjernelse af regeringen Zahle op til påsken 1920, skønt denne regering havde et SR-flertal bag sig. Formålet var begge gange det samme: Et forsøg på hindre udviklingen af den socialdemokratiske velfærdsstat. Forsøgene fortsattes efter Besættelsen, indtil Anders Fogh måtte opgive dem for at kunne sætte sig i statsministerstolen i et højdepunkt mht. Vs fremadskridende ideologiske opløsning. Den fastslog fhv. finansminister Claus Hjort ikke desto mindre i Politiken, at V har været bærer af opbygningen af velfærdssamfundet. På Vs landsmøde i 2007 fremhævede den fhv. minimalstats-ideolog og indædte kritiker af velfærdsstaten Anders Fog, at V altid har taget et socialt ansvar. Og i sin tale på Vs landsmøde i 2009 fastslog Lars Løkke, at partiet i den grad har præget og formet den danske (velfærds)drøm gennem mere end 100 år. Men det har jo intet med historiske realiteter at gøre. Er det mon realistisk at tro, at en dansk historielærer anno 2015 tør begive sig ud i en politisering, som den i denne artikel antydede? En frygtsom historiker kunne måske betjene sig af en af de opdaterede dvd er. De kan erhverves for kr. 50 på tlf eller på adressen: henning. [email protected] For en nærmere uddybning af de omtalte interviews se og Dvd-overskrifter, april 2015 Storlockouten og Septemberforliget 1899 Børnearbejdet i fabrikkerne nr. 206 / september

51 Peter Sabroe - børnenes ven og de fattiges beskytter Den danske syndikalisme Kampen mod krigen. 1. verdenskrig og Den tyske Novemberrevolution En Århus-dreng fortæller 38 år i Jernet. En mangeårig tillidskvinde på Glud & Marstrand i Kbh. fortæller Tørve- og briketarbejderne i Kaas 8 timers arbejdsdagens indførelse De danske Spaniensfrivillige Syndikalisternes største sejr Kong Chr. X.s Påskekup støttet af Venstre og de Konservative Myten om det folkelige sammenhold under Besættelsen Højgaard-kredsen 1940 Generalstrejken i Randers 1922 Haustrup-kredsen 1940 Venstre-opgør med Fagbevægelsen To arbejderkvinder fortæller De tjente bønder. Tjenestedrengene på landet Tjenestepigerne på landet Frode Jakobsen - en socialdemokratisk frihedskæmper Liberalisme og socialisme, samtale med den fhv. Venstre-finansminister og OECD-generalsekretær, Thorkil Kristensen Tjenestepigerne i byerne Mælkedrengenes arbejde Landarbejdernes historie Kolindsund-sagen, Tugthusloven og dannelsen af Landbrugernes Sammenslutning, LS Den danske kommunisme Den danske nazisme Fascisme eller demokrati Opgøret mellem KU og DsU i 1930 erne Barn og ung under 30 ernes krise 60

52 Anmeldelser Alt til ks-fag henhørende MARIA MADSEN, ANNA AMBY FREJBÆK, HANNE FRIIS JOHNSEN, BRIAN EGEDE-PEDERSEN, MIKKEL PEDERSEN, KAREN MØL- BÆK OG RENÉ KRISTOF- FER KJÆR BRANDSTRUP: KS-bogen. Forlaget Columbus, sider, ill. 133 kr. (ex. moms og forsendelse). KS-bogen hedder den. Folk, der ikke færdes i et HF-miljø, vil aldrig gætte, hvad den bog handler om. Det er på sin vis bogens styrke. Den er simpelthen skræddersyet til den gældende læreplan for kultur- og samfundsfagsgruppen på HF, og der er rigeligt stof til at fylde alle de 300 timer, der er til rådighed. I god overensstemmelse med læreplanens struktur og kompetencekrav er den opdelt i fem temaer: Identitet og familie, Globalisering kulturmøder og religiøse konflikter, religiøse og politiske brud, det gode samfund og som afslutning et områdestudium: civilreligion i USA. Med den bog i tasken ved de HF-studerende, hvad de skal om bord i. Og det er slet ikke så lidt timetallet taget i betragtning. Læreplanen for de tre fag i kultur- og samfundsfagsgruppen på HF er ganske ambitiøs. Dermed er de pædagogiske udfordringer tilsvarende store. Der er rigtigt mange bolde i luften i form af teorier, metoder og faktuel viden. Langt hen ad vejen har forfattergruppen løst den vanskelige opgave på en kvalificeret måde. Der har været mange kokke i køkkenet syv forfattere i alt med sønderjysk eller Falster-baggrund. Men i kraft af en effektiv redaktion ved Kjeld Mazanti Sørensen fremtræder bogen som en velstruktureret håndbog. Hvert tema er opbygget med en fælles introduktion. Derefter følger kapitler, der belyser temaet fra de tre faglige vinkler: historie, samfundsfag og religion. Temaet afsluttes med et lille leksikon, hvor centrale begreber defineres. Det er en klog disposition at adskille de tre fag. På den måde bliver det muligt at opbygge og fastholde hvert fags særlige identitet og metoder i de studerendes bevidsthed og dermed modvirke, at den tværfaglige forvirring tager magten. Fremstillingen bærer også præg af vilje til at anlægge synsvinkler, der er i øjenhøjde med moderne unge, herunder inddragelse af film og populære TV-serier. Mere traditionelt billedmateriale spiller ikke nogen fremtrædende rolle i bogen. Til gengæld er der mange fakta-bokse, grafiske opstillinger, modeller og indlagte opgaver. Mange af opgaverne henviser til kilder, der kan findes på bogens hjemmeside ( eller via You- Tube og Infomedia. På den måde etableres der en hensigtsmæssig arbejdsdeling mellem det trykte og det digitale. Og der bliver gode muligheder for at træne informationssøgning. Det er ganske omfattende faglige landskaber, der skal gennemvandres i det tilmålte timetal. Det stil- Følg med i debat, meddelelser, videndeling og kurser mv. på Historielærerforeningens eget site: 62

53 ler store krav til forfatternes fremstillingsevne, og risikoen for på den ene side overdreven forenkling og på den anden side forvirrende kompleksitet ligger hele tiden på lur. Et godt eksempel på det første kan læses i den historiske del af temaet identitet og familie, hvor Danmark i sidste del af 1800-tallet karakteriseret som et industrisamfund, hvor en stor del af produktionen foregik industrielt i fabrikker (s.17). Her mangler man den afgørende nuancering, at Danmark på det tidspunkt gennemførte en helt speciel agrar industrialisering i form af andelsvirksomhederne, der tilmed gav grundlag for næsten alle eksportindtægterne. Først i temaet om det gode samfund (s.182) bliver det tydeliggjort, at Danmark på den tid socialt - og dermed også politisk og kulturelt - var skruet helt anderledes sammen end f.eks. Tyskland. Et eksempel på den overdrevne kompleksitet kan hentes i redegørelsen for velfærdsstatens udvikling (s.179ff). Her er der lidt for mange begreber og forklaringer i spil. Det virker f.eks. forvirrende, når begrebet universalisme knyttes allerede til 1890ernes reformer (s.183), og det så et par sider længere fremme (s.187) forkyndes, at folkepensionen fra 1956 var den første universelle velfærdsydelse. Her er der behov for en afklaring. Man kunne nævne andre eksempler. Men som helhed er det lykkedes at gennemføre en fremstilling, der balancerer mellem den ambitiøse læreplan og de studerendes forudsætninger. KS-bogen tilbyder underviserne i kultur- og samfundsfagsgruppen en veltilrettelagt håndbog, der vil bidrage til spændende og relevante undervisningsforløb. Samtidig vil den give de studerende et godt fundament for egen læring. Omkostningen ved en sådan håndbog, der tilbyder det hele, er så, at den kan blive vanedannende og dermed normsættende. Aktualitet og nyudvikling skal der også være plads til. Knud Holch Andersen Et godt bud på en Globalhistorie EBBE KÜHLE: Globalhistorie 500 års forandringer og dilemmaer, Gyldendal, 220 sider, 219 kr. ekskl. moms. På det seneste har lærebøgerne i historie haft et globalhistorisk sigte. Seneste bud på en globalhistorisk lærebog er Ebbe Kühles Globalhistorie, og lad det være sagt med det samme: bogen er både sammenhængende, giver et godt overblik og vigtigst: den problematiserer mange af de historiske begivenheder og tendenser, der belyses fra flere sider og med gode bud på årsagsforklaringer. Tidsrammen er fra ca til 2015, og der trækkes i det omfang, hvor det er nødvendigt, tråde tilbage i tiden. Megen ny forskning er inddraget, og en stor del af bogen er helliget udviklingen i det 21. århundrede. Vi stifter bekendtskab med både Paul Kennedy, Huntington, Benjamin Barber og Zygmunt Bauman. Der er ingen kildeuddrag, men det er ikke noget problem at finde passende kilder på internettet. Bogen, der er velillustreret og forsynet med små skemaer, slutter med 2 siders register (f.eks. kapitalisme, Marshall-hjælpen og skattely ). Umiddelbart kan det virke som en umulig opgave at få fortalt og problematiseret verdenshistorien på 200 sider, men dels er hver side delt i to spalter, så bogen er længere end formelt anslået, dels er Ebbe Kühle med sin mangeårige erfaring som underviser, (lærebogs) forfatter og censor ved universiteterne en af de få, der mestrer at formidle et stort overblik over historien. Bogen rummer megen indsigt og er velskrevet. Især kan jeg godt lide hans parenteser, hvor han lige får flettet en sarkastisk bemærkning ind. Som eksempler kan fremføres, at han i gennemgangen af den latinamerikanske mentalitet med fatalisme, religiøsitet og udsigtsløs fattigdom nr. 206 / september

54 lige efter klimabetinget dovenskab får skudt en parentes ind: siesta-behov (s 111). S 173 slutter et af argumenterne for, hvorfor der ikke bliver gjort mere ved klimaproblemerne: Skader det konkurrenceevnen eller koster på bundlinjen, bliver det ikke til noget (eller kun til ord!). Bogen rummer i alt 17 kapitler fordelt på 3 hoveddele: 1)Den europæiske epoke (ca ), 2) Det amerikanske århundrede (1945-?) og 3) Det 21. århundredes udfordringer. Ikke overraskende fylder den midterste del mest (ca. halvdelen af bogen), mens de to andre fylder omkring ¼ hver. Såvel hver del som hvert kapitel indledes med en kort introduktion, der ridser de relevante spørgsmål til emnet op. Det er befriende, at der ikke er pædagogiske spørgsmål til hvert kapitel, så læreren i højere grad kan vælge egen metode og eget fokus. I første del belyses i 4 kapitler den europæiske ekspansion og imperialisme, industrialiseringen, demokratiseringen og den nye europæiske trediveårskrig ( ). Her kommer vi godt omkring de spanske og portugisiske opdagelser, den industrielle revolution i England, den franske og amerikanske revolution og de to verdenskrige. Uden at gå i unødige detaljer får Kühle givet originale bud på forklaringer på emner som årsagerne til 1. verdenskrig, kinesernes manglende interesse i at opdage Europa, den kapitalistiske mentalitet i England og USA og europæiske fodaftryk (med katastrofale følger senere hen) i deres kolonier (ødelagte lokale kulturer, kunstige grænsedragninger og skævvredne økonomiske systemer). Anden del består af 8 kapitler, og vi får belyst den amerikanske verdensmagt, Vesteuropa og EF/EU, Sovjetunionens storhed og fald, Kinas comeback på verdensscenen, den postkoloniale verden, det problematiske Mellemøsten, finans- og gældskrisen efter 2008 og en diskussion af, om den amerikanske æra er under afvikling. Kühle belyser meget alsidigt diverse Mellemøsten-konflikter, Putins Rusland efter østblokkens sammenbrud og Kinas balancegang med at få en markedsøkonomi på godt og ondt til at fungere samtidig med en fastholdelse af det kommunistiske etpartisystem. Hele tiden trækkes udviklingen op til 2015 og flere kapitler må nødvendigvis ende med uafklarede spørgsmål. Vi er historikere og ikke fremtidsforskere. Sidste del sætter i 5 kapitler ligesom det hele i perspektiv. Emnerne er forurening og klimaændringer, fattigdom og ulighed, FN s rolle, EU's rolle og den teknologiske udvikling (herunder IT) og modernitet. Umiddelbart kan nogle af disse emner forekomme som noget, der hører hjemme i samfundsfag, men alt hvad der skete i går, er jo historie i morgen, og uden en god solid historisk baggrund er selv samfundsforskere og debattører ilde stedte. Mange af emnerne lægger op til store diskussioner i klassen, men også til tværfagligt samarbejde med bl.a. samfundsfag og AT-forløb. Det største problem med en bog, der går helt op til nutiden, er naturligvis, at den allerede er forældet med hensyn til det allernyeste på udgivelsesdagen, men både IS, Boko Haram, den græske gældskrise, Occupy Wall Street og bådflygtningene i Middelhavet er med. Og den enkelte lærer vil selvsagt være i stand til at ajourføre de tendenser, bogen peger på. Min egen erfaring er, at det kan være svært at huske de præcise årstal for de seneste begivenheder, og her er det Kühles store fortjeneste, at han har forsynet de store begivenheder inden for de seneste tyve år med præcise årstal, så man ikke behøver at tjekke, hvornår det nu lige var, at Brundtlandrapporten udkom, og hvornår FN trak sig ud af Somalia i halvfemserne. Som det fremgår af ovenstående er denne anmelder yderst tilfreds med bogen, og indvendingerne er få og små: Nogle fænomener burde have et forklarende ord med på vejen. Som eksempel kan gives side 141, hvor Kühle skriver i forbindelse med forklaringer på finanskrisen: Begreber som futures, derivater og shortselling var vigtige fænomener i spekulationsforretningerne. Her burde der være en forklaring eventuelt anbragt i en liste bagi bogen. Hvor mange elever (og lærere) kan 64

55 umiddelbart svare på, hvad det er? Det kan undre, at der ikke gives et skønsmæssigt tal for 2. verdenskrigs døde, når det oplyses for 1. verdenskrig (10 millioner døde og 20 millioner invaliderede s 47) Desuden er der et par faktuelle småfejl: f.eks. var der 7 og ikke 6 EFTA-lande (s 74), og Nixon trådte tilbage som præsident i 1974 og ikke 1973 (s 150). Når de gode gamle travere som Overblik og Grundbog til verdenshistorien står for at skulle udskiftes, - Fokus vil nok holde noget længere, - er Ebbe Kühles Globalhistorie et godt bud på en ny grundbog. Den skal naturligvis suppleres med noget kildemateriale, og den enkelte lærer kan uddybe de emner, han/hun finder fornødent med andet materiale, men bogen klæder nutidens elever godt på til at forstå den komplicerede verden, vi lever i. Kai Verner Nielsen Globalisering MARTIN A. HUSTED: Globalisering da verden blev mindre. Systime sider, illustreret. Vejledende pris kr. 250,- (ex. moms). Historieundervisningen i gymnasiet er i disse år i opbrud. Nye metoder vinder indpas og supplerer den traditionelle kildekritik, og det kræver nye grundbøger, der tager udgangspunkt i dette udvidede metodeapparat. Et eksempel herpå er denne omfattende bog af Martin A. Husted, der er lektor på Århus Akademi. Bogens udgangspunkt er brugen af komparativ metode i historie, anvendt på fem stormagter i perioden Den er illustreret med enkelte figurer og en del billeder, hvoraf de fleste er i sort-hvid og ganske små. Bogen rummer desuden en udførlig litteraturliste, en række ordforklaringer og et (meget upræcist) stikordsregister. Forfatterens intention er at beskrive de politiske, økonomiske og sociale udviklingslinjer i Storbritannien, Japan, Tyskland, USA og Rusland (i den nævnte rækkefølge). Valget af disse fem stormagter begrundes ikke nærmere, men giver et globalt perspektiv på perioden. Samtidig forsøger bogen at integrere den komparative tilgang aktivt i historieundervisningen, hvilket begrundes i et forord og et kort afsnit med idéer til undervisningen, ligesom metoden præsenteres mere udførligt i et længere introkapitel. Brugen af den komparative metode er her - ganske traditionelt - illustreret ved hjælp af Skocpols undersøgelse af årsager til revolutioner, som leder frem mod to grundlæggende metoder inden for historisk komparation: most-similar design eller most-different design (alt efter om man søger efter ligheder eller forskelle). Præsentationen af dette begrebsapparat og anvendelsen heraf på to eksempler er præcis og virker lovende, selv om det er irriterende, at modsætningen til den nomotetiske tilgang i en faktaboks kaldes ideografisk, når den korrekte betegnelse er idiografisk. Efter de metodiske overvejelser følger knap fire siders intro til globaliseringsbegrebet, efter min mening et alt for kort og overfladisk kapitel. Bogens hovedafsnit er fem kapitler af varierende omfang om hver stormagt, med dertilhørende arbejdsopgaver og kilder. Hvert kapitel er opdelt i fire hovedafsnit: Historiske forudsætninger, Selvopfattelsen i 1850, Den politisk-økonomiske udvikling samt Magtspillet og globaliseringen Idéen med disse hovedafsnit er ifølge forfatteren, at man i undervisningen kan konstruere sin egen historiske komparation og her udvælge konkrete afsnit i bogen, hvor man sammenligner bestemte elementer i to eller flere lande. Man kan dog også vælge at læse hvert kapitel for sig, hvorved den komparative metode naturligvis ikke giver så megen mening, hvilket bogen dog forsøger at tage højde for i arbejdsopgaverne, hvor der efter hvert kapitel ud nr. 206 / september

56 over en lang række andre opgaver er fire komparative opgaver/spørgsmål til de andre kapitler. Det er bestemt ikke nemme opgaver, hvilket dette eksempel fra kapitlet om Storbritannien kan belyse: Sammenlign Storbritanniens økonomiske position og udvikling i 1850 erne med to andre selvvalgte stormagter fra bogen. Brug et most similar eller most different design som ramme for din komparation, og udvælg selv dine parametre. En sådan opgave er i sagens natur meget svær, og man kan stille sig tvivlende over for, om ikke kun de allerdygtigste elever vil være i stand til at løse en sådan opgave. Jeg savner også en begrundelse for, hvorfor eleven skal udføre opgaven. Forfatteren gør ellers en del ud af i metodeafsnittet at begrunde, hvorfor det er vigtigt at have en klar og tydelig problemformulering, men i selve bogen overlades det til eleven selv at opstille en sådan. Da bogen heller ikke selv kæder de enkelte kapitler sammen, kræver det et stort arbejde af lærer og elev selv at etablere en sammenhæng mellem de enkelte kapitler, for at bogen udnyttes optimalt. Det er jeg ikke sikker på altid kan lykkes, men det kan jo komme an på en prøve - i så fald hellere i en 3.g-klasse end en 1.g-klasse. De øvrige opgaver til hvert kapitel er inddelt i tre grupper med følgende overskrifter: Redegør, Analyser og Diskuter/Vurder. Anvendelsen af analysebegrebet er efter min opfattelse forkert: Man kan ikke lave en analyse af tekstilindustriens betydning i britisk økonomi fra ca ; man kan derimod sagtens undersøge tekstilindustriens betydning ved fx at analysere en række samtidige kilder eller sammenligne senere fremstillinger. En analyse kræver med andre ord et konkret materiale. Her er der sikkert historielærere, der har en anden opfattelse, men under alle omstændigheder er det vigtigt ikke at forvirre eleverne med et tvetydigt begrebsapparat. Det gælder også i forbindelse med det konkrete materiale, man arbejder med. I denne bogs kildeafsnit (fem kilder til hvert kapitel, dog seks i kapitlet om Tyskland) bliver alle tekster kaldt kilder, selv om der nogle gange er tale om fremstillinger (som man fx kan analysere som synspunktsmateriale); de er desuden ikke ledsaget af konkrete analyseopgaver (i overensstemmelse med bogens analysebegreb), og selv om de også i kortere form er integreret i fremstillingen, er deres funktion ud over det illustrerende mindre tydelig. Det er lidt ærgerligt, når nu mange af teksterne er nyoversatte af forfatteren. Anvendelsen af den komparative metode er altså ikke uden problemer. Man kan selvfølgelig vælge at bruge bogen på en mere traditionel måde og i stedet læse kapitlet om Storbritannien eller USA for at få noget at vide om det konkrete lands udvikling i en spændende periode. Her får man grundlæggende fornuftige overordnede præsentationer, selv om der er enkelte mangler; boerkrigen og Turners frontier-tese omtales fx ikke i kapitlerne om henholdsvis Storbritannien og USA, ligesom det kan undre, at Rostows faseteori først præsenteres (meget overfladisk) i kapitlet om Rusland på s Men alt i alt fungerer hvert kapitel i sig selv tilfredsstillende. Læser man på den måde enkelte kapitler uafhængigt af hinanden, mister bogen dog meget af sin berettigelse. Man skal med andre ord være forberedt på selv at kæde de enkelte landes udvikling sammen for at få den mest optimale udnyttelse af bogen. Lykkes det, kan den sikkert give en god belysning af perioden gennem en komparativ analyse af toneangivende stormagters historie. Foretrækker man en mere sammenhængende fremstilling, der fx belyser forholdet mellem forskellige stater som en del af forklaringen på Første Verdenskrigs udbrud i 1914, må man vælge en anden bog. Jeppe Bæk Meier 66

57 Spændende bog om bysociologi KLAUS ESKELUND & KRI- STIAN GUSTAVUSSEN: Blik på byen Introduktion til bysociologi. Columbus 2015, 175 sider, 143 kr. Hvorfor ser de byer, som vi bor i, ud som de gør? Hvad er byplanlægning? Hvordan skal vi forholde os til og forstå byerne og hvordan kan man med fordel inddrage dem i undervisningen? Det er nogle af de spørgsmål som tages op i denne lærebog til samfundsfag. I en veloplagt indledning fortæller de to forfattere, der til daglig er gymnasielærere, om deres intentioner med bogen, og hvordan den er opbygget. Samtidig får vi introduceret nogle af de diskussioner, som har præget byernes udvikling og holdningen til dem. Bogen er henvendt til eleverne med opgaver, forklaringer på svære ord og begreber. Samtidig inddrager forfatterne med stort udbytte konkrete eksempler. Første kapitel har titlen Byplanlægning mellem fortid og nutid. På et overskueligt antal sider gennemgår forfatterne, hvorledes byer har udviklet sig gennem tiden med fokus på den antikke by, middelalderbyen, den moderne by og endelig den senmoderne by. Her er synsvinklen historisk, og det vil være et oplagt kapitel at anvende, hvis man gerne vil introducere forskellige by-typer i forbindelse med en studietur. Også her er der fine illustrationer og opgaver, der kan sætte eleverne (og læreren) på sporet af interessante problemstillinger. Perspektiver på byen er titlen på andet kapitel. Her præsenteres i alt ni forskellige synsvinkler eller teorier om byerne og deres udvikling. Det er spændende og udfordrende læsning! Forfatterne indleder med at fortælle om Georg Simmels beskrivelse og analyse af den overvældende by fra forrige århundredeskifte. Men hurtigt er vi oppe i vores egen tid med omtaler af blandt andre Foucault, Bauman og Bourdieu, som hører til nogle af de mest anvendte sociologer fra samfundsfagsafdelingen. Særlig spændende bliver det, når vi når lidt længere ud med andre mindre kendte teoretikere, der beskriver og diskuterer, hvordan vi indretter vores byer. Jane Jacobs går imod den funktionalistiske tankegang med sin labyrintiske by, og Richard Florida fokuserer i sin analyse på den kreative by og dens muligheder. Alle disse synsvinkler/teorier vil udfordre eleverne, men ved hjælp af gode figurer, illustrationer og bokse er de godt hjulpet. Helt i top er boksene ved hver synsvinkel/teori, der fastholder og forklarer de centrale begreber. Bogen største kapitel på knap 70 sider, Byen under forandring, præsenterer forskellige temaer, som man kan bruge i en analyse af byen. Man kan fx se på havnene og deres omformning i disse år, på opdelingen af byerne efter sociale lag (gentrificering), på bæredygtighed eller på graffiti og street art. I alt ni temaer bliver introduceret. I en historisk sammenhæng er det mest interessante tema Magtens bygninger og monumenter. Der tages afsæt i konkrete bygninger og monumenter som Rigsdagsbygningen i Berlin, Frederiksstaden i København og Lego House, der åbner i 2016 i Billund. Erindringssteder bliver der også plads til, for de er med til at forme vores bevidsthed og syn. Det jødiske mindesmærke i Berlin og Mindelunden i Ryparken omtales kort, og forfatterne stiller i en boks eleverne denne opgave: Udvælg en statue eller en bygning i din egen by eller den by, I skal på studietur til. Undersøg placeringen af statuen/bygningen i byen samt de historiske, nutidige og måske fremtidige magtforhold, der omgiver denne. (s. 132) Eller hvad med dette spørgsmål til eleverne: Diskutér, hvorvidt I synes, at der er grænser for hvad man kan tillade sig at bruge kirker til i Danmark (s. 130). Spændende og relevante spørgsmål! Sidste kapitel er en brugervejledning til eleverne i samfundsvidenskabelig metode, når de skal nr. 206 / september

58 udforske deres egen by eller skal på studietur til en by. Bogen er som nævnt henvendt til samfundsfag, men historielæreren kan også have stor glæde af at bruge udvalgte dele som kapitel 1 som forberedelse til en studietur. Forfatterne skal have stor ros for deres pædagogiske flair og de mange spændende problemstillinger, som eleverne via denne bog stifter bekendtskab med. Ulrik Grubb Studietur til Sarajevo en nyttig introduktion til læreren UFFE ANDERSEN: På Studietur til Sarajevo. Frydenlund sider, 149 kr. Forlaget Frydenlund tager med denne bog fat på en ny serie bøger til studieture. De to næste i serien vil omhandle studieture til London og Bruxelles. Det er meget relevant med nye opdaterede bøger om de byer, der ofte er mål for studieturene. Forfatteren til denne bog om Sarajevo er cand. mag. Uffe Andersen, der har et indgående kendskab til sit emne og som i dag er bosiddende i Serbien. Bogen er i lille format velegnet til en studietur og består af en kort indledning og 10 kapitler med hvert sit Dagstema. Idéen er at tage udgangspunkt i konkrete steder i Sarajevo og ud fra disse belyse et dagstema. Det første tema er Det fælles Sarajevo, som man i Sarajevo kan se på de gamle gravsten foran Nationalmuseet, selve Nationalmuseet (der for tiden er lukket!) og Parlamentet for Bosnien-Herzegovina, som fungerer på grundlag af Dayton-aftalen fra Et andet tema er naturligvis Sarajevo og 1. Verdenskrig med stedet for det mest berømte attentat i verdenshistorien, da Princip i 1914 skød den østrig-ungarske ærkehertug og hans hustru. Forfatteren giver en fin introduktion til de forskellige opfattelser af denne begivenhed. Mange forskellige mindetavler vidner om den intense diskussion om historien, som præger næsten alle nyere begivenheder i Bosnien-Herzegovinas historie. Sarajevo fik endnu en vigtig plads i verdenshistorien, da byen under den jugoslaviske borgerkrig i 1990 erne var omringet og blev beskudt af serbiske styrker igennem knap fire år. Selv om mange af bygningerne i centrum er blevet genopbygget, er der stadig spor af krigen, og få fra den tid har glemt de lidelser, som befolkningen var udsat for. Dette belyses naturligvis også i et dagstema med beskrivelse af Det historiske Museum og stederne for de dødbringende granatnedslag på gader og markedspladser. Hvert kapitel er forsynet med nøjagtige adresser og spørgsmål til videre arbejde, der fokuserer på de forskellige tolkninger af Sarajevos brogede og omstridte historie. Sidst i bogen er der en omfattende materialeliste, hvoraf en del er på serbokroatisk, som de færreste vil have glæde af. Den lille bog er oplagt for den lærer, der skal af sted til Sarajevo med en klasse. Den vil være nyttig under et ophold i byen med sine nøjagtige adresser og præsentationen af de historiske problemstillinger, der knytter sig til steder, bygninger og monumenter. Men i sin helhed er det er ikke en bog til eleverne. Det hænger sammen med to forhold. Sproget i bogen vil være svært tilgængeligt for de fleste elever med historiografiske diskussioner, et væld af navne, begivenheder og steder, som eleverne ikke kender. Hertil kommer en række fremmedord og fagudtryk. Mere betydningsfuldt er det nok, at bogen forudsætter et kendskab til Europas og områdets historie, som eleverne ikke er i besiddelse af. Få elever kender de religiøse skillelinjer i dette hjørne af Europa, udviklingen i slutningen af 1800-tallet 68

59 og begyndelsen af 1900-tallet, Titos partisankrig under 2. Verdenskrig, Jugoslaviens historie samt borgerkrigen i 1990 erne. Det ville derfor have været en stor fordel, hvis forfatteren havde brugt nogle sider i begyndelsen af bogen på at introducere disse forløb. Bogen henvender sig også til andre fag, men fokus er på historie. Køb bogen til studieturen og brug den som inspiration til elevernes arbejde med et eller flere af bogens temaer. Ulrik Grubb Kvindehistorie fra venstrefløjen PERNILLE VIGSØ BAGGE et al.: Fik kvinderne ret fortællinger fra 100 år med valgret til kvinder, Forlaget Mellemgaard sider, 250 kr. Det er valgår i år i mere end én forstand; det er nemlig et jubilæumsvalgår, for det er jo, som det er læseren bekendt, 100 år siden, at Danmarks kvinder fik fuld valgret til Rigsdagen: Folketinget og Landstinget. I denne anledning har en række nuværende og tidligere venstrefløjspolitikere udgivet en jubilæumsbog, der beskriver og hylder de 100 år, der er gået siden Danmark for alvor blev et demokratisk land. Der er tale om de to nuværende SFpolitikere, som imidlertid begge har valgt at forlade Folketinget: Anne Baastrup og Pernille Vigsø Bagge, med på flanken har de desuden Asbjørn Agerschou, som er tidligere folketingsmedlem for SF, men som i de senere år har arbejdet med politiske aspekter af det sociale område i Danmark i et fagforbund. Desuden har forfatterne inviteret en række andre mere ukendte personer til at bidrage med personlige fortællinger og historier fra de danske kvinders historie. Bogen er inddelt kronologisk og starter med perioden op til og omkring 1915 og slutter med kvindernes stilling i det danske samfund i dag. Der er dog klart lagt mest vægt på den førstnævnte periode det er her bogen er interessant, og det er også tydeligt, at det er her de tre hovedforfattere primært har haft deres interesse! Denne første del fylder ca. 150 sider af bogens samlede ca. 220 sider. Bogen er bestemt ikke tænkt i en gymnasiefaglig sammenhæng, og den bidrager, så vidt jeg kan vurdere, ikke med afgørende ny forskning eller viden inden for området. Men den første del er dog alligevel interessant, da den udover en veloplagt tekst er spækket med fyldige citater fra forskellige politiske stemmer fra især aviser fra perioden. Bogen kan hermed blive en god mulighed for gymnasielæreren til at finde kilder om et emne, der ellers kildemæssigt set er en smule underbelyst, når man ser bort fra KVINFO s glimrende historiske underside: Kvindekilder.dk, der jo er en guldgrube for enhver gymnasielærer, der har interesse for kvindehistorie og politisk historie. Jeg vil i denne sammenhæng varmt anbefale at tage fat i det kvindepolitiske aspekt sammen med dansk i det obligatoriske kronologiforløb, som typisk afvikles i 1.g. Det har jeg med succes gennemført flere gange der er tilstrækkeligt fokus, så eleverne har en chance for at følge med, og det er et spændende og ofte sprængfarligt emne, som stadig har stor relevans i dag. Desuden er der masse af tekster at tage fat i for dansklæreren, men det er en anden historie. Der er imidlertid ingen tvivl om, at jeg vil finde denne bog frem næste gang, jeg overvejer at gennemføre et sådant forløb, da jeg med denne bog i hånden fx langt bedre vil kunne belyse de debatter, der var i det danske samfund for og imod i forbindelse med kvindernes indtog på den politiske scene. Så det er bare med at komme i gang! Der er flere sjove episoder og historier at gribe nr. 206 / september

60 fat i, men samlet set er det imidlertid også meget tydeligt, at stoffet ikke er skåret så tilstrækkeligt stramt til, at det vil kunne bruges i en undervisningssituation. Her må man selv i gang med saksen og vælge det bedste ud, ellers bliver læsemængden for stor for eleverne. Bogens anden halvdel er lidt mere ligegyldig. Denne del er mest at betragte som personlige anekdoter om stærke og usædvanlige kvinder i danmarkshistorien. Som hyggelæsning er det interessant nok, om end det er lovligt mikrohistorisk til min smag; det er nok ikke rigtigt noget, der kan bruges i en større sammenhæng. Alt i alt er der tale om en bog, der på mange måder gør det, den skal. Den festligholder en væsentlig historisk begivenhed, og den formår at give disse begivenheder et personligt, feminint ansigt, hvilket bestemt er prisværdigt, men det er nok også en bog æret være dens minde som ret hurtigt vil blive glemt igen. Med mindre en dygtig gymnasielærer falder over nogle af dens sjove kildetekster og inddrager dem i den næste danmarkshistorie eller kildesamling for gymnasiet?! Anders Bærholm Frikke Tjenestepiger DORTHE CHAKRAVAR- TY: Tjenestepigerne 100 års historie om stemmeret og ligestilling. Informations forlag sider, 200 kr. Dorthe Chakravartys bog er trods titlen en slags virksomhedshistorie og er da også skrevet på opfordring af FOA, fagforbundet Fag og Arbejde. I 10 kapitler skildres FOA s historie fra grundlæggelsen som Københavns Tjenestepigeforening i 1899 til FOA s mærkesager i Fremstillingen indledes og afrundes af FOA s forbundssekretær Nanna Højlund. Den historiske fremstilling er velskrevet og letlæst og forsynet med litteraturhenvisninger og en fyldig litteraturliste. Bogen springer i sin opbygning mellem fortid og nutid. I en prolog skildres husassistenterne i arbejderbevægelsens grundlovsoptog 1915, årets jubilæum. At kvinder og tyende nu fik stemmeret gjorde den politiske kamp mod tyendeloven mulig. Første kapitel hedder "Maries kamp for tjenestepigerne". Det er bogens bedste kapitel. Dorthe Chakravarty skildrer her grundlæggelsen af Københavns Tjenestepigeforening og årene frem til 1915 med vægten lagt på initiativtageren Marie Christensens indsats. Kravene fra 1904 er rørende: Alt natarbejde afskaffes. Arbejdstiden regnes fra kl. 6-7 morgen til 6-7 aften. Tjenestepigen skal have sund og tilstrækkelig kost. Tjenestepigen skal have et ordentligt værelse. Frihed hver anden søndag senest kl. 3 om eftermiddagen. Tjenestepiger skal have 1-1½ time fri til rådighed hver dag inden kl. 7 aften. Fri en bestemt hverdag om ugen fra kl. 7 aften. Industrialiseringen, urbaniseringen og den enorme mængde manuelt kvindearbejde, begge dele krævede, skildres fint med blik for en nutidig læser. Bogens andet kapitel er dels et interview med en ung kvindelig fagligt og politisk aktiv social- og sundhedsassistent anno 2015, dels et samtidigt interview med Marie Christensen og en boks med Historien om Marie Christensen. Det er bl.a. her, man som læser får den stærke fornemmelse af virksomhedshistorie, fordi Marie Christensens betydning fremhæves således: Selv om billedet af Marie Christensen havde mange nuancer, så var hun uomtvisteligt en kvinde, der nåede de mål, hun satte sig som ganske ung i en tid, hvor tyendet tilhørte samfundets bund og kvinder var underlagt mænd. (s.46f). Og vel dermed også et forbillede for FOA s medlemmer? Kapitel tre handler om grundlovsfejringen, set fra 70

61 arbejderside, og kapitel fire fører fagforeningens historie frem til 1947, herunder en alvorlig samtidig kritik af Thit Jensens holdning til husassistenter, - og nuancerer hermed det positive billede, man f.eks. får af Thit Jensen på Kvindemuseet i Århus, hvor hendes smykker udstilles i en montre i caféen. Kapitel fem er et interview med en ung mandlig social- og sundhedsassistentstuderende anno 2015: At tørre røv er den mindste del af mit arbejde. Kapitel seks fortæller om den del af det faglige arbejde, der handlede om at gøre husarbejde i de private hjem og i offentligt regi til faglært arbejde, herunder grundlæggelsen af Husassistenternes Fagskole. Jeg har stadig grundbogen herfra på min bogreol, fordi min mor måtte tage et år i huset, før hun kunne komme ind på sygeplejeskolen- en praksis, der fortsatte op i tresserne, og har skaffet generationer af husmødre billig arbejdskraft til oplæring. De unge piger berøres ikke i bogen- de har næppe været organiserede. Kapitel syv om Ligeløn og det store løngab, kapitel otte: Fra fire uger til 52 ugers barsel, kapitel ni: Når de stille piger råber op og kapitel ti Tjenestepigerne 2015 er temakapitler om aktuelle FOA mærkesager og disses historiske rødder. Der er mange fotografier i bogen. Nogle af disse kunne være anvendelige som historiske kilder, men kvaliteten af oplysningerne om de enkelte fotografier, der kunne gøre dem virkeligt interessante, er meget forskellig. Det er ærgerligt, fordi man kan mærke den engagerede faghistoriker bag et billedvalg som fotografierne s. 100, hvor kommentaren lyder: Det huslige arbejde har altid været kvindearbejde, der har kaldt på forskellige forestillinger om den kvindelige hushjælp. Billedet til venstre er fra 1934, hvor køkkenarbejdet bliver udført med bulede kedler og over dampende gryder. Billedet til højre forestiller ugebladenes version af husassistenten, der på høje hæle og iført presset forklæde bærer herskabets fine kaffesæt frem. Årstal ukendt. Det er en fornøjelse at læse en bog om tjenestepigerne og husassistenterne, og jeg fik nye brikker til min egen familiehistorie, men fordi Dorthe Chakravartys bog er en bog om FOA s historiske baggrund og en legitimering af fagforeningens aktuelle mærkesager, er den, selv om det er velskrevet og letlæst, ikke et oplagt valg som fremstillingsstof i historieundervisningen. Uddrag kan bruges til at levendegøre kvindearbejde og kvindeliv, og bogen kan være et eksempel på brug af historien, som eleverne kan forholde sig kritisk til. Jeg har haft glæde af at lade eleverne undersøge, hvordan forskellige politiske partier bruger deres historie på deres hjemmesider. Noget tilsvarende kunne også være interessant i forhold til fagbevægelsen, og her kan FOA s hjemmeside inddrages som supplement: Forbund/Om-FOA/FOAs-historie Anne Melillo Satire, stemmer og skæbner HELLE JUHL: På lige fod. En krønike om kvinder, satire og kampen for valgret. Gyldendal 2014, 224 sider, kr. 299,95. Helle Juhl har skrevet flere bøger med fokus på kvinders forskellige roller i det danske samfund. I På lige fod har Helle Juhl inddraget satirens fremstilling af kvindernes kamp for ligestilling og især valgret. Helle Juhl har undersøgt forskellige satirehæfter i perioden ca for at undersøge, hvorledes kvindernes kamp for ligestilling og valgret blev behandlet i satiren. I bogen er der medtaget 75 forskellige tegninger fra følgende satirehæfter: Punch, Klods-Hans, Blæksprutten, Svikmøllen og Ravnen. Disse satiretegninger danner rammen om bogens fremstilling. Gennem nr. 206 / september

62 tegningerne kan man følge tidens syn på kvinder og kvindebevægelsens kamp for ligestilling og valgret. Billederne af kvinderne viser med usvigelig sikkerhed, at kvindens rolle i samfundet er knyttet til familien og reproduktion, og hvis man som kvinde forsøger at finde en anden vej, så bliver kvinderne typisk fremstillet som mandhaftige, ucharmerende og korpulente. Bogen udgøres af 6 kapitler, der hver især beskæftiger sig med forskellige aspekter i ligestillingskampen. I det indledende kapitel beskrives fejringen af den store triumf 5. juni 1915, hvor af borgerskabets kvinder organiserede et triumftog gennem København til Amalieborg Slotsplads. Kvindetoget var et vidnesbyrd om kvindernes værdsættelse af valgret og valgbarhed. Bogens andet kapitel tager fat på Moderne tider og morsomme mænd, hvor satirens fremstilling af tidens kvinder træder frem. Der bringes forskellige satiretegninger, hvor kvindernes ændrede muligheder i samfundet efter kvinderne fik valgret bringes i spil. Mænds frygt for forandringer i kønsrollerne er tydelige. Kapitel 3 trækker trådene tilbage til Grundloven i 1849, hvor kvinderne i samfundet blev udelukket fra demokratiet. Denne udelukkelse medførte, at der opstod en del kvindeorganisationer, der på hver deres måde kæmpede for valgret. Kapitel 4 ser på kvinder fra provinsen, hvor store personligheder præsenteres. Helle Juhl viser, at der fandtes en endog meget aktiv kvindebevægelse udenfor Københavns volde. Et forhold der ikke altid kan ses i satirehæfterne. Bogens sidste 2 kapitler beskriver forskellige aktører og organisationers mål og midler. Der er således ikke enighed i den tidlige kvindebevægelse om hverken mål eller midler. Er det kvinders kamp for ligestilling, der skal kæmpes? eller er det kvinders kamp for bedre sociale forhold - herunder retten til at være fuldtidshusmor, der er vigtig? Bogen er præget af meget personstof, der er således indstik kaldet Fra pionergalleriet, hvor adskillige af periodens fremtrædende kvinder præsenteres. Der er ikke noget nyt i disse portrætter, da de bygger på Dansk Kvindebiografisk Leksikon. Bogen er let læst og det er ganske spændende at få præsenteret ligestillingsproblematikker i et nyt skær. Helle Juhl er god til at holde den røde tråd i fremstillingen, så den tidlige kvindebevægelses historie træder frem. Ved brug af satiretegninger får Helle Juhl sat kvindernes kampe ind i en til tider meget skarp mandlig afstandstagen fra kvindernes muligheder i tidens samfund. I gymnasiesammenhænge vil jeg anbefale bogen til biblioteket tegningerne kan bruges i forløb, hvor udviklingen i det danske samfund fra 1850 og frem er i spil. Bogen kan også være en god gave til en kollega, da den indeholder nye facetter til fremstillingen af kvinders historie i det danske samfund. Susanne Geisler Den seksuelle revolution LEA KORSGAARD: Orgasmeland. Da den seksuelle revolution kom til Danmark. Gyldendal sider, 300 kr. Lea Korsgaard har skrevet en bog om den danske afdeling af Sexpol, som var aktiv i 1930 erne. Den var inspireret af den internationale Sexpol, som var startet af den østrigske psykoanalytiker Wilhelm Reich i 1931, hvor det på et møde i Düsseldorf var lykkedes at samle otte forskellige seksualreformgrupperinger med tilsammen medlemmer. Sexpol står for seksualpolitik og formålet med foreningen var at udbrede budskabet om den frigjorte seksualitets revolutionerende potentiale. Bogen er opbygget i tre hovedafsnit: Vækkelse, Revolte og Krig. Tidsmæssigt dækker den perio- 72

63 den fra omkring 1910 til ca. 1970, og et meget stort persongalleri behandles i bogen. En af de centrale personer i bogen er Wilhelm Reich, som følges fra sin ulykkelige barndom i Bukovina i Østrig-Ungarn til sin død i et amerikansk fængsel i 1957, hvor han afsonede en dom for kvaksalveri. Reich læste medicin i Wien og fokuserede meget tidligt på seksualitetens rolle for personligheden. Reich havde på et tidspunkt nær kontakt med Freud, men Freud tog senere afstand fra ham. Reich arbejdede som psykoanalytiker i Tyskland, men da han var kommunist, blev livet for farligt for ham der efter nazisternes magtovertagelse, og i 1933 flygtede han til Danmark, hvor han allerede havde kontakt til personer, som var inspirerede af hans teorier og gerne ville hjælpe ham. I 1934 blev han bedt om at trække sig fra IPA, Den internationale Psykoanalytiske Forening, fordi foreningen mente, han overtrådte psykoanalysens etiske regler i sine behandlinger. Senere måtte han flytte til Malmø og derfra til Oslo. I 1939 emigrerede han til USA, hvor han levede resten af sit liv, mens hans teorier udviklede sig mere og mere bizart. De sidste år af sit liv brugte han på jagt på UFO er. De andre centrale personer i bogen findes i gruppen omkring Dansk Sexpol med lægerne Jonathan Leunbach og Tage Philipson i spidsen. Det var en broget og sammensat gruppe af personer, hvor nogle var drevet af dyb idealisme og ønske om at forbedre levevilkårene for den dårligst stillede del af befolkningen, bl.a. ved at forhindre uønskede graviditeter og give børn bedre opvækstvilkår uden seksuelle hæmninger. Andre var mere drevet af egne traumatiske oplevelser i barndommen og inspirerede af muligheden for et friere sexliv, end samtiden tillod. En række personer fra inderkredsen i Dansk Sexpol flyttede ind i det nyopførte boligbyggeri i Ryparken, hvor de samledes jævnligt for at holde studiekredse og diskutere principper for et naturligt sexliv, ægteskab, pardannelse og børneopdragelse. Gruppen optræder i Hans Scherfigs roman Idealister fremstillet på en måde, som viser, at Scherfig anså den for at totalt latterlig. En menighed, samlet om den sexuelle idé. Et samfund optaget af at forvalte den fælles sexual-energi. En familie, sysselsat med libidoens husholdning. Efter Reich forlod Danmark mistede Dansk Sexpol sin sammenhængskraft. Leunbach og Philipson var i stort omfang sat ud af spillet i forbindelse med anklager og domme for ulovlige aborter, og med den tyske besættelse kom der andre sager på dagsordenen. Lea Korsgaard har lavet et stort og grundigt researcharbejde til bogen. Hun har haft adgang til Reichs egne dagbøger og efterladte papirer på Harvard Universitets medicinske bibliotek, hun har talt med Reichs datter, hun har trukket på efterladte papirer fra de danske Sexpolmedlemmer, og hun har talt med børn og børnebørn af dem. Bogen er velskrevet og elementært godt fortalt med god respekt for kilderne og uden overfortolkning af dem. Detaljerigdommen bliver ind i mellem lidt overvældende. Teksten kunne sagtens være strammet betydeligt op uden at miste de væsentlige pointer, men det er absolut en meget læseværdig bog. Som forfatteren skriver: Det er tankevækkende, at i dag har alle de goder, Sexpol kæmpede for. Boligerne er blevet større, så forældre har eget soveværelse og mulighed for et uforstyrret sexliv. Der er fri adgang til seksualoplysning, svangerskabsforebyggelse og abort. Børneopdragelse er fokuseret på at lade børnene få en fri udvikling. Men seksualiteten giver stadig problemer. Før Sexpol var det sygt at have lyst. I det er det sygt, når lysten udebliver. Bente Thomsen nr. 206 / september

64 Kvindsomhed MARIA GRØNLYKKE: Hundrede års kvindsomhed. Polyfoni. Gyldendal 2014, 262 sider, lidt ill. Pris 279,95 kr. Ifølge bagsideteksten er bogen en sang til kvinders stemmeret og den mangfoldighed den bragte. Bogens hovedtitel hentyder til romanen Hundrede års ensomhed (1967) af Gabriel Garcia Marquez. I bogens forord forklarer forfatteren at hendes plan var at samle en antologi af autentiske beretninger fra 100 forskellige kvinder. Men det modsatte Gyldendal sig, hvorefter hun skrev alle 100 beretninger selv. Som genrebetegnelse valgte hun ordet polyfoni. Måske er denne historie blot en del af fiktionen. Bogen indeholder altså 100 fiktive beretninger fra lige så mange forskellige kvinder. Nogle er ganske korte, andre fylder nogle få sider. Nogle af kvinderne er næste lige så gamle som 1915-grundloven, men de fleste er langt yngre. Forfatteren har nok bestræbt sig på at gøre dem så forskellige som muligt, bl.a. ved at give dem hver sit sprog. De veluddannede skriver klart og logisk, de lavt uddannede springende og ulogisk og uden fremmedord. Nogle skriver om deres privatliv, andre om bredere problemer, nogle kobler de to. De er alle løbet ind i større eller mindre problemer i deres liv, og det er direkte eller indirekte mændene der er årsag til disse problemer. indeholder en utopi: en tidligere kulturminister, der var medlem af en ren kvinde-regering, fortæller om den forandring hun tog initiativet til. Danskerne er nu vældig glade for litteratur og kunst. Væggene i tog og busser samt plakatsøjlerne i det offentlige rum er nu fyldt med digte og malerier i stedet for de vulgære reklamer. Bibliotekerne udvider og nye boghandler skyder op. Rigtig mange tv-kanaler handler kun om kunst og kultur, osv. Et par af afsnittene indeholder lidt historiefagligt stof. Midt i bogen er der en person som har lavet en liste over hvornår kvinderne fik valgret i forskellige lande. Det sidste kapitel er angiveligt skrevet af en historielærer som fortæller om de fire kvinder der blev valgt i 1918 ved det første valg efter den nye grundlov. Desuden fortæller hun om Nina Bang, den første kvindelige minister. Men det er altså skønlitteratur, ikke en fagbog. Måske kan den alligevel bruges. Historierne giver tit billeder af et samfund der er forsvundet eller i hvert fald forandret. Piger interesserer sig ikke for historie, siger en gammel fordom, men måske kan en bog som denne vække interessen hos nogle. En anden ting: der tales og skrives om at mange unge piger savner selvtillid og de har svært ved at finde deres identitet. Det er et emne som jeg slet ikke har forstand på. Men jeg fik den tanke at bogen måske kunne give dem nogle billeder som de kan forholde sig til Jørgen Krøigård Nogle afsnit er så overbevisende skrevet at man helt glemmer at det er fiktion. Rigtig mange af de opdigtede personer tilhører overklassen/de veluddannede/kunstnerne, hvilket ikke er så mærkeligt når man tænker på forfatterens egen baggrund. Nogle få er kendte kvinder i let forklædning, f.eks. Gustaf Munch-Petersens datter. Et par afsnit 74

65 Kvindekarriere i en mandsverden SUSANNE MALCHAU DIETZ: Køn, kald og kompetencer. Diakonissestiftelsens kvindefællesskab og omsorgsuddannelser Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck sider, 350 kr. Bogen er, som årstallene antyder, skrevet som jubilæumsbog for Diakonissestiftelsen. I denne specielle genre kan man normalt ikke forvente nogen særlig problematiserende holdning til bogens genstand, og normalt er perspektiveringen heller ikke særlig fremtrædende. Snarere kan lyrisk begejstring komme til at dominere ind imellem. Den foreliggende bog er ikke helt fri for disse svagheder, men er alligevel læsværdig og anvendelig. Den er ok som historisk håndværk, med henvisninger, litteraturliste osv., og navnlig er den gennemdokumenteret med et omfattende talmateriale, delvis som bilag. Talmaterialet er ført betydelig længere frem end til 1955, hvor bogens fremstilling stopper, uvist af hvilken grund. Der er i perioden efter 1955 sket meget store ændringer med Diakonissestiftelsen, ændringer som det kunne være særdeles interessant at få belyst og forklaret, men det gør bogen altså ikke. Var det vigtigere at få den færdig til jubilæet? Forfatteren sætter sig for at kortlægge diakonissernes sociale og uddannelsesmæssige baggrund, deres motivation og deres resultater. Der ud over vil hun også belyse den faglærte sygeplejes oprindelse og udvikling og give et eksempel på den private filantropi, der blev afløst af nutidens velfærdsinstitutioner. Det opnår hun også for perioden frem til Fremstillingen er kronologisk, naturligt nok, og illustrationer, tekstbokse og tabeller er med til at støtte fremstillingen. Bogens afsnit om Diakonissestiftelsens start og første periode kaster et interessant sidelys ind over periodens Danmarkshistorie, som vi er vant til at få belyst ved de store politiske begivenheder: En ikke særlig populær kronprinsesse, et initiativ (Diakonissestiftelsen), der lugtede lidt for meget af katolicisme og af Tyskland, diakonissernes indsats under krigen 1864 og deraf følgende accept i befolkningen. Eller i hvert fald accept og entusiastisk opbakning fra landets politiske og økonomiske elite, for mens vi får meget at vide om donationer og støtte fra konservative elitepersoner, hører vi intet om forholdet til den politiske opposition og de folkelige bevægelser (partier og organisationer) hos bønder og arbejdere. Diakonissestiftelsen ser ud til at skulle bidrage til løsningen af flere problemer på en gang: De sundhedsmæssige og sociale problemer, skabt eller accentueret af industrisamfundet, og de højere klassers behov for anbringelse og passende beskæftigelse af de ugifte døtre og begge dele indenfor acceptable rammer, set med elitens øjne. Man aner også at initiativer fra oven skulle være med til at overflødiggøre initiativer fra neden. Det blev nu ikke overklassens døtre der kom til at dominere Diakonissestiftelsen, men middelklassens. Og ind imellem kneb det med at holde disse kvinder på den anviste plads. Der var af og til konflikter mellem den kvindelige og den mandlige ledelse af Diakonissestiftelsen. Den udvikling i kvinders rettigheder der fandt sted i det danske samfund i perioden, kunne ikke undgå at give genlyd indenfor bevægelsen. Søstrene må f.eks. have fulgt med i Nielsine Nielsens årelange, indædte og til sidst succesfulde kamp for at få lov at uddanne sig til læge (men der står ikke noget om det i bogen). Det var også i starten vanskeligt at komme igennem med det synspunkt, at sygepleje var andet og mere end kvindens nr. 206 / september

66 medfødte og naturlige omsorg for andre. Hvad professionalisering angår, var diakonissestiftelsen med på barrikaderne, men havde det til gengæld svært når Dansk Sygeplejeråd ligefrem forlangte løn til sygeplejersker. For Diakonissestiftelsen var kaldet afgørende: Man kan ikke tjene både Gud og Mammon! Trods alt var forholdet mellem Dansk Sygeplejeråd og Diakonissestiftelsen normalt udmærket, fremgår det af bogen. Tilsyneladende har Diakonissestiftelsen været parat til at bøje af i tide. Bogen kan anvendes inden for områder som løsning af industrisamfundets problemer, velfærdshistorie o.l., men også hvis man beskæftiger sig med kvindehistorie, hvor Diakonissestiftelsen unægtelig indtager lidt af en dobbelttydig rolle som stærkt disciplinerende på det beståendes præmisser, men på den anden side gav nye muligheder for karriereveje for kvinder i det mandsdominerede samfund. Der kan hentes masser af konkrete oplysninger i bogen, men man må selv være parat til at tilføje de mere perspektiverende og problematiserende elementer. Axel Moos Kvindehistorier MARIA HELLEBERG: Kvinder der forandrede Danmark. Lindhardt & Ringhof sider, 200 kr. Bogen er udgivet på kvindernes internationale kampdag den 8. marts 1915 i 100 året for stemmeret til kvinder, hedder det i forlagsomtalen af bogen. Den er en opdateret udgave af en bog, der allerede udkom i Bogen, som er en række portrætter af kvinder, som Maria Helleberg har udvalgt som betydningsfulde for udviklingen i Danmark, bliver på denne måde med det samme sat ind i en feministisk sammenhæng. Bogens portrætter understreger tillige det særligt kvindepolitiske. Det er karakteristisk for mange af de kvinder, der bliver beskrevet, at de i deres virke har haft en specifik kvindelig vinkel på tilværelsen, men så sandelig også har måttet kæmpe med de mange problemer, som det mandsdominerede samfund, som de fleste er vokset op i, skabte for dem. Men Maria Helleberg forfalder ikke til at gøre portrætterne til rene kvindepolitiske statements. Hun finder det særlige og menneskelige hos de kvinder, hun portrætterer. Hun understreger allerede dette i sit forord: Kvinder stammer ikke fra Venus, og mænd heller ikke fra Mars, mange af denne bogs hovedpersoner har faktisk forenet Mars med Venus. Måske er kvindeligt og mandligt ikke så modsatrettet endda? Vi er ved at udforske kønsforskelle og udskille dem fra kulturskabte forskelle. Når kvinder fik(eller tog?)chancen, ser det unægteligt ud til at forskellene var/er mindre end alment antaget. Den individuelle synsvinkel får således klart lov til at dominere over den feministiske, når hun fx i gennemgangen af erhvervskvinder i Danmark understreger: Kvindelige ledere er faktisk ikke pionerer for deres køn de er individer (s.407) Portrætterne er personlige forstået sådan, at det ikke er egentlig biografiske fremstillinger, men forfatterens personlige fortællinger om betydningsfulde kvinder. Som en slags sikkerhedsventil slutter hvert portræt med et fakta afsnit med de vigtigste data. Bogen indeholder 38 portrætter og 3 afsnit om kvindegrupper fra Dronning Dagmar til Anja Andersen. Bogen domineres af kvinder med politisk indflydelse og magt og af kvindelige kunstnere, men der bliver også plads til plattedamer, rødstrømper og erhvervskvinder. I en bog 76

67 af denne karakter kan udvælgelsen af personer altid diskuteres. Hvorfor er hun med? og hvorfor ikke hende? Helt generelt kan det diskuteres, om en bog af denne karakter bør have nulevende kvinder med. Jeg vil derudover holde mig fra den diskussion, selvom jeg kunne savne nogle og undvære andre! Nogle af portrætterne udvider forfatteren til at beskrive en bestemt gruppe personer. Det gælder fx portrættet af Anja Andersen, der nok fokuserer på håndboldspilleren, men som hovedfokus har den kvindelige sportsudøver og den berømmelse, det medfører. Portrætterne er meget vekslende i kvalitet, men generelt er det underholdende og oplysende læsning. Måske ville det være mere præcist at kalde det skitser i stedet for portrætter. Netop skitsen har den egenskab, at den nogle gange er meget bedre end et egentligt portræt, andre gange kan man i alt for høj grad se, at det kun er hurtige skitser. Det er vel egentlig ikke overraskende, når en forfatter, der i sit forfatterskab medrivende kombinerer det dokumentariske med det fiktive, skal skrive 38 af slagsen. Der er en lille tendens til, at Helleberg bedst kan identificere sig med de kvindelige kunstnere, hvor skitserne bliver stærkest. Mest spændende og berigende er det at læse om de mindre kendte, hvor det går op for en, hvilken mangfoldighed af mennesker der har præget dette land, og hvilken mangfoldighed der er i menneskelige skæbner. Bogen bliver til en fascinerende mosaik af individer, der har kæmpet, lidt og heldigvis også ind imellem sejret. Ofte har de ikke fået den tak, de fortjente, men vi kan nu i historiens lys vise dem vores respekt, fordi de tog nogle skridt for os alle. Dermed bliver Hellebergs pointe understreget. Det er ikke kønnet, der gør forskellen, men det enkelte individs indsats. Johannes Lebech Håndbog for feminister GRETELISE HOLM: Håndbog for feminister (og deres modstandere). 30 spørgsmål og svar om køn og ligestilling. Lindhardt og Ringhof sider. Vejledende pris kr. 249,95. I forbindelse med 100-året for kvindernes valgret har Lindhardt og Ringhof genudgivet journalisten og forfatteren Gretelise Holms korte bog Håndbog for feminister, der i 2008 udkom under titlen Hvorfor er feminister så snerpede? Den nye udgave er opdateret, så den rummer helt aktuelle oplysninger, men ellers er hensigten stadig den samme: at levere en skarp kritik af et mandsdomineret samfund, der trods mere end 100 års kvindekamp ifølge forfatteren stadig er kvindeundertrykkende og dermed fundamentalt set stærkt begrænsende for begge køns udfoldelsesmuligheder. Bogen består af fem kapitler samt en kort kronologisk oversigt over 150 års kvindekamp. Det første afsnit er en knap 20 siders gennemgang af kampen for den kommunale stemmeret for kvinder, som blev gennemført i 1908, og som var anledningen til førsteudgaven af Gretelise Holms værk. Optakten er dramatisk: Adda Ravnkildes selvmord i november Fokus er dog straks herefter på Fredrik Bajers forslag tre år senere om en begrænset politisk borgerret til kvinder i forbindelse med en revision af Loven om valg til Borgerrepræsentationen. De efterfølgende års hidsige politiske debat om kvindernes politiske rettigheder skildrer Holm i en række ganske korte afsnit med markante overskrifter ( Kampen begynder, De trænger til en mand ) og hyppig brug af citater fra datidens nr. 206 / september

68 (især mandlige) meningsdannere (dog uden nærmere kildehenvisning). Efter forgodtbefindende inddrages også andre aspekter, fx en enkelt side om Hippokrates, hvis filosofiske tankegang om kvinder koges ned til: Oprørske kvinder trænger bare til et godt knald! Efter den historiske optakt følger bogens længste kapitel på knap 100 sider: 30 typiske postulater og spørgsmål om køn og ligestilling. Postulaterne skal forestille at være udsagn fra feministernes modstandere og er derfor til tider næsten parodiske i deres entydige kvindebillede, men de danner på den måde udgangspunkt for Gretelise Holms polemiske svar. Disse er set med en historikers øjne ofte for letkøbte og i bedste fald upræcise, selv om forfatteren flere steder understøtter sine synspunkter med statistiske oplysninger (igen uden nærmere kildehenvisning). Helt galt går det i det efterfølgende korte afsnit med den markante titel Hvorfor og hvordan har man holdt kvinder nede?, hvor den historiske forsimpling er ekstrem; således reduceres Darwin med en enkelt sætning til kvindehader på lige fod med August Strindberg, hvorefter læseren med hård hånd føres op til 1978 og et debatindlæg af Søren Krarup, som åbenbart også opfatter kvinden som en veritabel pest. I det efterfølgende kapitel anlægges et mere globalt perspektiv i skildringen af, hvordan verdens kvinder bliver fastholdt som underklasse i alle samfundsgrupper. Udgangspunktet er den enkle forklaring, at mænd har haft og stadig har et finmasket net af magt og kontrol. Holm underbygger denne påstand ved at opstille tre hovedgrupper af kontrolsystemer: økonomisk kontrol, kontrol over kvinders kroppe og kontrol over kvinders bevidsthed, og skildringen er trods forenklingen, som er forfatterens grundlæggende metode, mere overbevisende, fordi den er understøttet af forskellige videnskabelige undersøgelser og forfatterens egne erfaringer fra bl.a. Afrika. Der er uden tvivl stadig mange ligestillingsproblemer, som ikke er løst og derfor kræver, at man beskæftiger sig med forholdet mellem kønnene i fremtiden - og i historieundervisningen. Man bør som historiker (eller som elev for den sags skyld) nok ikke begynde med denne bog for at få et sagligt overblik over problemfeltet, dertil er den for journalistisk i sin tilgang. Man behøver dog ikke være enig i bogens udsagn - og slet ikke i forfatterens metode - for at anvende dele af den i undervisningen som synspunktsmateriale. Jeppe Bæk Meier Da skolen blev alles: Tiden efter 1970 NING de CONINCK- SMITH et al.: Da skolen blev alles. Tiden efter og sidste bind i serien Dansk skolehistorie, der er redigeret af Charlotte Appel og Ning de Coninck-Smith. Aarhus Universitetsforlag sider. Rigt illustreret. Vejl. pris pr. bind 400 kr. Aarhus Universitets ypperlige serie om dansk skoles hverdag, vilkår og visioner gennem 500 år, som seriens undertitel lyder, er nu fuldbragt med dette sidste bind om skolens allernyeste historie, fra 1970 og helt til i dag et bind, der fuldt ud lever op til de hidtidige fire. Det foreliggende værk er grundigt researchet, velskrevet, fint illustreret og ikke mindst yderst informativt om det centrale samfundsområde og -anliggende, som skolen jo er. Bogen er tilmed også alment kulturhistorisk oplysende om generelle samfundsmæssige forhold og ændringer, om fremherskende og mindre fremherskende tanker altså ikke udelukkende af pædagogisk karakter i tiden og debatterne og konflikterne dem imellem. Og så har bogen jo den naturgivne fordel, at den umiddelbart har aktualitetens særlige interesse. 78

69 Hvis ikke det gælder alle bøger, så gælder det i hvert fald denne: Man bliver klogere af den. Den får på glimrende, klargørende vis afdækket og fremstillet de centrale ideer, de afgørende diskussioner og de væsentlige udviklinger i denne periode, som sandelig ellers byder på nok så komplicerede og mangfoldige problemstillinger og stor iver fra nærmest utallige sider for at påvirke skolens hverdag og udvikling. Det er (også for den interesserede almenhed formidlet) historievidenskab, når den er bedst uagtet forfatternes metodiske forskriven sig til den videnskabsteoretiske moderetning konstruktivismen, der er nok så problematisk; den har imidlertid ikke forringet denne bogs kvalitet. Ganske suverænt fremstilles således kontinuitet og brud i den behandlede periode. Bogen omfatter snart sagt alt, hvad der vedrører skolen af interne såvel som eksterne faktorer og momenter, så her kan vi blot pege på enkelte, øjenåbnende og perspektivrige punkter. Således ansås eleverne i en lang periode fra 70erne og frem for ikke blot 'historieskabte' men også for 'historieskabende'. Men: Efter ændringen af Fælles Mål fra 2009 byggede faget historie atter på kronologi og kundskab, og historiebevidstheden blev skrevet ud af formålet. Eleverne var stadig historieskabte, men de blev ikke længere omtalt som historieskabende, og i stedet for at få styrket deres historiebevidsthed skulle de have styrket deres historiske viden. Indtil 1975 var skolens fundament ifølge formålsparagraffen kristent. Nu skulle dette fundament imidlertid ud af denne paragraf, men hvad skulle man sætte i stedet? Bl.a. fremtrædende og indflydelsesrige pædagoger og filosoffer havde diskuteret dette på et for formålet afholdt møde, og man nåede frem til at det ikke længere gav mening at opstille overordnede værdier for skolens arbejde. Samfundet forandrede sig i rask fart. Eleverne skulle derfor lære at tænke, vælge og handle selv, og skolens arbejde burde bygge på begreberne 'selvstændighed, frihed, selvtillid og bevidsthed', som seminarielektor Finn Held, der fik det sidste ord i diskussionen, formulerede det. I 1967 ophævedes revselsesretten, hvilket vakte bekymring i nogle kredse: Disse bekymringer blev fremført af forskellige repræsentanter for det borgerlige Danmark, og navnlig i nogle kirkelige kredse kunne man finde modstandere af revselsesrettens ophævelse. Heller ikke blandt lærernes organisationer var der stor opbakning. Man fristes til at sige, at når læreren dengang med præstens velsignelse slog, så skulle eleven blot vende den anden kind til. Men hvor befinder vi os da i dag i det skolepolitiske og pædagogiske landskab? Forfatterne henviser i et af de afsluttende 'kilde- og litteraturessays' til bogen Konkurrencestaten fra 2011: En vigtig reference i debatten om skolens udvikling ved overgangen til det 21. århundrede er Ove Kaj Pedersens Konkurrencestaten fra Det er forfatterens opfattelse, at den øgede globalisering har resulteret i fremkomsten af en ny statsform, hvor nationalstaterne kæmper indbyrdes på kompetencer, viden og udvikling. Både folkeskolen, ungdomsuddannelserne og det øvrige uddannelsessystem fik derved karakter af redskaber for den økonomiske konkurrenceevne. Idealet om, at skolen skulle bidrage til elevens alsidige udvikling, blev i løbet af den proces omformuleret til idealet om dannelsen af fagligt kompetente individer, der konstant stod til rådighed for arbejdsmarkedet. Øjensynligt er der for øjeblikket ret bred politisk opbakning til denne opfattelse af hele (ud)dannelsessystemets funktion, skønt den dårligt kan hævdes at være enerådende; uddannelsesområdet er snarere et tilsyneladende ofte ganske kaotisk felt for brydning af mangfoldige interesser og holdninger: nr. 206 / september

70 Men den største forandring (i perioden; PF) var den store interesse og de mange forventninger, kampe, konflikter og forhandlinger, som skolen var omgærdet af fra forældreside, fra politisk hold og fra skolens forskellige parter, samt fra medierne og den brede offentlighed. Set i det lys, var skolen blevet alles. Bogen bør læses af ikke blot enhver med interesse for skolen i går og i dag, men også af andre, som ønsker i almindelighed at blive meget klogere på sin tid. I øvrigt mener jeg, apropos idealet om 'alsidig udvikling', at det ideal nok ikke er mit eget (jeg nævner for mine synders skyld, at 'konkurrencestatens' skoleideal er det langt mindre); således græder jeg selv i dag tørre tårer over, at sløjdog formningsfagenes hemmeligheder aldrig blev en del af min udvikling. Andre kan have det på samme vis med andre (fag)områder. Poul Ferland Beijing 1989 og sidenhen Der er noget arketypisk og tidløst over det europæiske billede af den rendyrkede helt i konfrontation med drage-monsteret. Det er en symbolsk fremstilling af det godes og det ondes evige kamp, men også af det svages sejr over det stærke. Davids sejr over Goliat. Nogle har endog tolket billedet som en art klassekamps allegori af den undertryktes sejr over alt det grådige og magtsyge, der kan korrumpere enhver kultur, ethvert samfund og ethvert menneske. Det i vesten nu ligeså berømte foto (og filmklip) af den enlige, ukendte student der på Den Himmelske Freds Plads i juni 1989, konfronterer en række af kampvogne, har altid slået mig som en rammende historisk parallel til Skt. George og dragen. Der er storhed i det motiv. Og så er det jo ligegyldigt om monsteret har skæl og et ildsprudlende gab eller om det har panser, larvefødder og et løb ladt med en granat. Fotoets symbolske og samfundsbeskrivende betydning giver situationen på Den Himmelske Freds Plads uhørt historisk og almenmenneskelig vægt. Og i modsætning til motivet af Skt. George og Dragen, så skete begivenheden på Den Himmelske Freds Plads rent faktisk. Dét er levende mytologi! METTE HOLM: Dagbog fra Beijing 25 år senere; hvor gik kineserne hen?. Gyldendal sider, 300 kr. Skt. George og dragen - i Kina Det berømte billede af Skt. George der nedkæmper dragen er gengivet utallige gange indenfor europæisk kultur. Her ses den sårbare menneskehelt over for det store, magtfulde og ildsprudlende drage-monster. På mange illustrationer er den modige ridder afbilledet i sejrsøjeblikket: Drevet af sammenbidt vilje og en uangribelig tro på at det gode og det retfærdige vil sejre, driver George sin lanse dybt ind i dragens gab. I den europæiske myte vinder helten over dragen. Sådan er det ikke i kinesisk historie. Her tabte den enlige unge student kampen mod monsteret. Begivenhederne har siden været mørkelagt og tabuiseret af den kinesiske stat. Og så bliver spørgsmålet naturligvis om opstanden 1989 var forgæves, og om det kinesiske folk som sådan også blev taberne i kampen mod statsmonsteret? En ekstrovert dagbog Den berømte scene får kun et par siders plads i Mette Holms seneste bog om Kina, mens det netop stillede spørgsmål gennemsyrer hele bogen. Dagbog fra Beijing bygges langsomt op. Den følger næsten en spændingskurve, til man når kulminationen i dagene d. 3. og 4. juni Dagene hvor den berømte scene med studenten 80

71 foran kampvognene foregik. Forløbet begyndte med at studerende fra Beijings Beida-universitet holdt en mindehøjtidelighed over en afdød politiker, men mindehøjtideligheden udviklede sig snart til en regulær demonstration for mere ytringsfrihed, mere demokrati og bedre levevilkår i Kina. Dygtigt timet måske, eller blot en historisk tilfældighed? I hvert fald opstod demonstrationerne samtidigt med at Gorbatjov besøgte Beijing, og derfor også samtidig med at ca udenlandske journalister befandt sig i byen heriblandt var bogens forfatter Mette Holm. Gorbatjovs besøg og de mange journalister gav den perfekte scene for et kinesisk oprør. Holm fremhæver da også, at Gorbatjov under besøget i Beijing udtalte, at Sovjetunionen var færdig med Bresjnev-doktrinen, og at Hvert land må finde sin egen vej til socialismen (s. 145). På trods af internationalt fokus og det fornemme besøg, endte demonstrationerne med den kinesiske stats brutale rydning af Den himmelske Freds Plads og efterfølgende udrensninger af særligt statskritiske personer i det kinesiske samfund. Demonstrationerne var ifølge bogen udtryk for Den ulige konfrontation (s. 253). Det var den svages kamp mod den stærke; Det var de unge studerende mod de gamle hardcore KKP medlemmer og deres magt, der så tydeligt blev eksemplificeret gennem de kampvogne, man sendte ind på fredens plads. Bogen afdækker dog, at der var en tydelig splittelse i topledelsen om vurderingen af, hvor farlige demonstrationerne var for styret, og om hvor hårdt man derfor skulle slå ned på demonstranterne. Det var KKPs kompromisløse mænd, der vandt den sørgelige sejr til sidst og sendte kampvognene ind. De mænd, der tilhørte KKPs blødere linje, og som talte for dialog og kompromis, blev i flere tilfælde afsat eller fik deres karriere ødelagt dette skete for en af Deng Xiaopengs nærmeste, Zhao Ziyang. Zhaos rolle og fald, i forbindelse med begivenhederne i 1989, levnes en del plads i bogen. Med hovedtitlen Dagbog fra Beijing kan bogen vel nærmest karakteriseres som en udadrettet personlig beskrivelse af Mette Holms oplevelse af begivenhederne på Den Himmelske Freds Plads i 1989, samt en mere overordnet vurdering af begivenhederne og deres konsekvenser for nyere kinesisk historie. Udover titlen Dagbog fra Beijing hedder bogen også 25 år senere; hvor gik kineserne hen? Egentlig har bogen altså to titler, hvoraf dagbogsdelen er en genudgivelse. To titler er lig to vinkler, men i én sammenflettet tidslinje. Undervejs springer man frem og tilbage i tid; mellem forløbet i 1989 og til vurderingerne af Kinas udvikling sidenhen. Det er en form der fungerer ganske udmærket. Sammen giver de to vinkler en interessant tilgang til 1989-begivenhederne, idet de både ses i et meta- eller udefra-perspektiv om man vil, og i et nært oplevelsesperspektiv. Mette Holm har studeret i Kina og har fortaget mange rejser til landet sidenhen. Udover journalistisk-rapporterende arbejde, til eksempelvis DRs nyhedsafdeling, har det resulteret i flere bøger om Kina. Holm var udsendt som korrespondent for DR1 i Kina i 7 uger i 1989, noget af tiden sammen med Leif Davidsen. Titlen Dagbog fra Beijing kan godt snyde lidt, for der er ikke tale om en personfikseret bog, hvor vi uafladeligt skal høre om dagbogsforfatterens navlepilleri. Der er tværtimod tale om en bog med fokus på kineserne, og deres oplevelse både af de afgørende begivenheder i 1989, men også af de sidste ca. halvtredsårs kinesisk historie. Kulturevolutionen, Mao- og Deng-tiden berøres. Maotiden dog kun overfladisk. Vægten ligger på 1989, og tiden der fulgte frem til bogens afslutning i Undervejs inddrages relevante og velvalgte interviews og samtaler med kinesere samt Holms personlige oplevelser. Undervejs i bogen berøres en mængde centrale temaer. Vi hører om den kinesiske stats nr. 206 / september

72 opbygning. Vi hører om præsidentens og KKPs udstrakte magt, samt om at den manglende tredeling af magten er med til at gøre, at det kinesiske statsapparat oftest bliver monstret der angriber sin egen befolkning. Kønsroller, forsørgerpligt, etbarnspolitik og homoseksuelles rettigheder berøres også. Ligesom Kinas kontroversielle behandling af Tibet gennemgås, dog uden at Holm kommer med nogle nye banebrydende eller originale overvejelser om dette. Mest fokus får dog for det første ytringsfrihed og de øvrige - set fra et europæisk synspunkt basale menneskerettigheder. For det andet Kinas økonomiske udvikling under Deng og under de efterfølgende ministerpræsidenter. Det er blandt andet her at Holm også gør sig overvejelser om fremtiden med Xi Jinping ved roret: Xi jinpings drøm handler om national foryngelse, forbedring af folks levefod, velstand, opbyggelse af et bedre samfund og styrkelse af militæret (67). De ovennævnte temaer er nærmest blevet traditionelle standardtemaer, idet de også fremhæves i mange andre bøger, der er på markedet om Kina i disse år (se evt. mine anmeldelser i tidligere udgaver af Noter af Jens-Peter Fage Madsens: Kina netop nu samt af Dikötter: Maos store hungersnød.). Af mere oftest oversete aspekter omtaler denne bog dog også de kinesisk-muslimske uighueres kår og terroraktioner (s. 121), samt Kinas systematiske undertrykkelse af mongolske mindretal. Layoutet af bogen er ganske flot. Billeder, illustrationer, dagbogsnotater og kinesiske skrifttegn er anvendt særdeles kreativt og optræder både selvstændigt og som underliggende transparente baggrunde for teksten. Det giver bogen en særlig visuel intensitet, der er vanskelig at beskrive, men som kan opleves ved en hurtig gennembladring af bogen. Det er dog irriterende, at der en del småfejl (s. 13 Kinesernes, s. 64 Af med, s. 115 faet mv.) samt at flere af billederne har tydelige pixels (s. 184, 220, 307 mv.). Bogen er vældig interessant for den der har en interesse for nyere kinesisk historie eller for den, som altid har undret sig over hvad der er op og ned på begivenhederne For en underviser i kinesisk historie, vil jeg måske ikke kalde bogen et must, men den er helt afgjort anbefalelsesværdig (og langt at foretrække fra Holms bog Kina Kapitalisme med særlige kinesiske kendetegn fra 2006/08). Som en egentlig undervisningsbog er bogen ikke brugbar. MEN som det jo oftest er tilfældet med den slags mere specifikke fagbøger, så kan et enkelt eller enkelte kapitler benyttes som en del af et overordnet forløb om Kina (eks. kapitlet 3. juni 1989 s ). Ligesom bogen også er brugbar for SRP/SSO-eleven der skriver inden for Kinas nyere historie. Skt. George som kineser Den unge kinesiske student der konfronterede kampvognene, som var han en kinesisk udgave af Skt. George, tabte kampen indledningsvis og betalte muligvis også med sit liv. Men i det lange løb har de tragiske begivenheder på Den Himmelske Freds Plads igangsat en positiv udvikling, som hele det kinesiske samfund og dets befolkning vil vinde ved, konkluderer Holm. Demonstrationerne var altså ikke forgæves, selvom omkostningerne for de implicerede demonstranter var skyhøje. Statsmonsteret eksisterer stadig, men det er blevet mere lydhør. Der sker nu små forbedringer i de menneskeretlige forhold i landet. Derudover har den økonomiske udvikling fra Deng og frem medført en stærkt voksende middelklasse, som stiller større krav til deres politikere, og som har styrke til at påvirke politikerne i positiv retning. En udvikling som formentlig vil fortsætte i fremtiden. I dag forsøger man eksempelvis ihærdigt, men med blandet succes, at komme korruption blandt de mere magtfulde segmenter i det kinesisk samfund til livs. Ligesom tortur er blevet forbudt (om end det stadig benyttes). Forbrydelser der medfører døds- 82

73 straf er blevet reduceret betydeligt ved lov, mens selve eksekveringen af dødsstraffe er faldet med en tredjedel (s. 241). Tilbage i 1989 konkluderede Holm at Spiren er lagt til forandringer (s. 277), denne konklusion står hun stadig ved. Blot går forandringerne umådeligt langsomt. Thomas P Larsen Guide til besættelsestiden i København CLAUS BUNDGÅRD CHRI- STENSEN, JOACHIM LUND, JAKOB SØRENSEN & SOFIE LENE BAK: Turen går til besættelsestidens København. Politikens Forlag sider, 250 kr. rundt. Dertil er der et godt register og liste med udvalgt litteratur. Man kan også lade eleverne bruge håndbogen til at forberede oplæg til en klasseekskursion. Bogen følger konceptet fra den kendte Turen går til fra Politikens Forlag med en bærbar lille håndbog, der kan bruges på stedet og der skal her lyde en opfordring til forlaget om at udvikle konceptet og udgive flere tematiske guider om historiske emner. Det kunne f.eks. være guider om kolonitiden, 1807, middelalderen, industrialiseringen m. fl. Bogen kan varmt anbefales til læreren og skolerne. Peder Wiben nr. 206 / september 2015 Lad det være sagt med det samme: dette er en fremragende lille bog og konceptet en rigtig god idé. Bogen er i lommeformat og lige til at tage med sig rundt i København hvis man vil vide mere om de spor besættelsestiden har afsat og stadig kan ses i de lokale kvarterer. Den vil være særdeles velegnet som håndbog til at tage med sig rundt i byen sammen med en klasse, der har arbejdet med temaet. Bogen er bygget op med små indledende tematiske afsnit på nogle få sider. Det vil naturligvis altid være et svært valg om hvor meget der skal beskrives i bogen de velkvalificerede forfattere har dog hele vejen valgt meget fornuftigt. Afsnittene ledsages af små nummererede bykort og et stort ledsagende billedmateriale, der gør det nemt at finde de omtalte sites, der er velbeskrevet med funktion, sabotage mv. Hvis sitet er forsvundet eller nedbrudt af tidens tand er dette ligeledes velbeskrevet. Den er opdelt i afsnit efter de enkelte kvarterer, hvilket ligeledes gør det nemt at finde 83

74 Oversigt over øvrige anmeldelser: Her bringes en oversigt over alle de anmeldelser der ikke blev plads til i selve bladet. Alle anmeldelserne kan ses på Noter hjemmeside: Niels Bjerre-Poulsen: Vietnamkrigen. En international historie Gyldendal Morten Tinning (red.): Søfolk i krig. Nedslag i den maritime historie. Museet for Søfart Anne Mette Jørgensen (red.): Danskernes huse på Guldkysten Forlaget Vandkunsten & Nationalmuseet 2014 Tidiane N`diaye: Det tilslørede folkemord. Den arabiske slavehandel i Afrika. Ellekær 2015 Lars Bangert Struwe, Eric Lerdrup Bourgois og Søren Nørby (red.): Dansk-franske militære relationer gennem 1000 år. Syddansk Universitetsforlag Poul Ole Schultz: Staternes historie. Fra oldtid til nutid. Historia forlag Bernadette Preben-Hansen & Michael H. Clemmensen: Bondefanget til borgerkrigen. Syddansk Universitetsforlag Bernhard Cornwell: Waterloo. Historien om fire dage, tre hære og tre slag. Lindhardt & Ringhof Bente Bramming & Torben Bramming: Brorson. Sjælens digter. Kristeligt Dagblads Forlag Antony Beevor: Anden Verdenskrig. Lindhardt & Ringhof Roger Moorhouse: En djævelsk alliance. Hitlers pagt med Stalin Kristeligt Dagblads Forlag Jesper Asmussen: Gendarmstien fra Padborg til Kettingskov. Lindhardt og Ringhof Peter Birkelund: Sabotør i Holger Danske. Lindhardt og Ringhof Knud Pedersen: Churchill klubben. Lindhardt & Ringhof Peter Møller Hansen: Troskab - Dansk SS-frivillig E.H. Rasmussens erindringer Lindhardt og Ringhof Thomas Harding: Hanns og Rudolf. En tysk jødes jagt på kommandanten af Auschwitz. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2014 Søren Flott: Sønderjylland besat. Gyldendal Jesper Asmussen: Gendarmstien. Lindhardt og Ringhof 2014 Alex Frank Larsen: Anker - Et liv med fejder. Gyldendal Kai Just: D. G. Monrad. Menneske og mand. Riget, magten og æren. Hovedland Inger Bjørn Knudsen: Bag pigtråd. Rom flygtningelejr Lemvig Museum Sissel Bjerrum Fossat: Den lille pige med iskagen. Marshallplan, produktivitet og amerikanisering. Syddansk Yuval Noah Harari: Sapiens. En kort historie om menneskeheden. Lindhardt & Ringhof Kurt L. Frederiksen: Ejnar Mikkelsen en biografi. Gyldendal Søren Frandsen & Mette Karlsson: Vi kommer hjem igen! Dagligliv og drama - Danmark-Ekspeditionen til Nordøstgrønland Gyldendal 2015 Vibeke Sperling: Russernes drømme. Det nye Ruslands selvforståelse. Gyldendal Mohamedou Ould Slahi: Dagbogen fra Guantanamo. People s Press Mitchell Zuckoff: Frosset i tiden. Forulykket på indlandsisen under Anden Verdenskrig. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck Peter Kemp: Tid og fortælling. Introduktion til Paul Ricæur. Forlaget Sommer Cecilie Eriksen & Joel Haviv (red.): Umyndiggørelse. Klim Per Fibæk Laursen: Drop ambitionerne og lav bedre undervisning. Hans Reitzels Forlag

75 Udviklingsprojekter og kurser Hjemmeside: DATO TITEL STED ARRANGØR KURSER 5/ Høje Konferencer om faglige Se under dato Fagkonsulenten / UVM Taastrup G. 6/ Fredericia G. 7/ Aalborghus G. mål i spil 5-6/ Generalforsamlingskursus: Fortællingen i Odense Katedralskole Bestyrelsen: Trine, Burkhard, Allan Historien 29/ Herning G. Elevaktiverende undervisning Se under dato Bestyrelsen: Lars 6/ Roskilde G. med IT 22/ KS kursus Odense Katedralskole Bestyrelsen: Jenny (med samf. og rel.) nr. 206 / september 2015 REGIONALKURSER 31/ Bliv ajour med fortiden regionalt og nationalt 17/ Terrakottahæren og Danmark i Oldtiden 16/ Dansk udenrigspolitik i en verden i stadig forandring Kongernes Jelling Moesgaard Museum v/ Aarhus Hasseris Gymnasium Sydjylland: Heidi Østjylland: Jakob Nordjylland: Jacob REJSEKURSER Forår 2016 Rejsekursus til Pisa / Lübeck Efterår 2016 Rejsekursus til Jordan/ Israel/Palæstina Pisa / Lübeck Tilmelding senest Jordan/Israel/Palæstina Burkhard og Kim Danielsen Jenny og Mikkel UDVIKLINGSPROJEKT September 2015 Udviklingsprojekt om Reformationen. Historielærerforeningen søger 10 kursusudviklere til at udvikle materiale til undervisning i Reformationen. Bestyrelsen: Rasmus og Burkhard Tilmelding til Ramus Østergaard rasmus.t.oestergaard@ fredericia-gym.dk senest 1/

76 Historielærerforeningens UDVALG m.v. Formand: David Kasserer / kontakt til Klaus: Rasmus + Lars Fagligt forum: David Regnskabsfører for kurser: Allan Internationalt udvalg: Stine, Jenny, Robert Historiekonkurrencen: Burkhard Pædagogisk samarbejdsudvalg: David Særligt ansvarlig for HF enkeltfag: Robert Særligt ansvarlig for HF / KS: Robert + Jenny Særligt ansvarlig for stx: David, Allan, Burkhard Euroclio 2015 styregruppe: Rasmus, Jenny, David, Trine, Lars Foreningen på Facebook og Twitter: Trine og Lars Kontakt til EMU / Peder Wiben: David Anmeldelser af bøger & video: Peder Wiben Se Foreningen på: Følg med i debat, meddelelser, videndeling og kurser mv. på Historielærerforeningens eget site: 86

77 HISTORIELÆRERFORENINGENS BESTYRELSE Formand David Kyng Tordenskjoldsgade 106, st., 8200 Århus N Tlf Mail: [email protected] Kasserer Rasmus Thestrup Østergaard, Norgesgade 1C, 2.th, 7000 Fredericia. Tlf Mail: [email protected] Stine Isaksen Højtoftevej Viborg Tlf Mail: [email protected] Allan Ahle Damgårdstoften 90, 8320 Mårslet Tlf Mail: [email protected] Robert McCluskey Havrevænget Kokkedal Tlf Mail: [email protected] Trine Finne Loo Borgmester Jensens Allé 7, 4. th København Ø Tlf: Mail: [email protected] Jenny Cecilia Strid Longvej 6 b, Refsvindinge 5853 Ørbæk Tlf: Mail: [email protected] Lars Henriksen Nørretoften 14, Lind, 7400 Herning Mail: [email protected] Burkhard Sievers Esterhøjvej 20 c 4550 Asnæs Tlf Mail: [email protected] Suppleant Der er ingen suppleant for tiden REGIONSSEKRETÆRER REGION NORDJYLLAND Casper Døssing, Eventyrbakken Nibe Tlf: Mail: [email protected] Jacob Jepsen Pedersen, Nibevej Nibe Tlf.: Mail: [email protected] REGION VESTJYLLAND Henrik Damgaard Andersen, Gl. Møllevej 15, Ærtebølle, 9640 Farsø. Tlf Mail: [email protected] Gerda Hattesen Petersen, A. Andersens Vej 1.B 8600 Silkeborg Tlf: Mail: [email protected] REGION ØSTJYLLAND Jakob Bang, Skejbytoften Aarhus N Tlf Mail: [email protected] REGION SYDJYLLAND Heidi Funder, Mølholm Landevej Vejle, Tlf Mail: [email protected] Carsten Lykke-Kjeldsen, Agnetevej 9, 7000 Fredericia Tlf: Mail: [email protected] REGION FYN Poul Steiner Jensen, Margrethevej Odense C, Tlf.: Mail: [email protected] REGION SJÆLLAND Jacob Buhl Jensen, Refshalevej Maribo Tlf: Mail: [email protected] REGION HOVEDSTADEN OG BORNHOLM Birgitte Thomassen, Vodroffsvej 37, 3.tv Frederiksberg C. Tlf Mail: [email protected] Rolf Mortensen, Vennemindevej 46, 4.th., 2100 København Ø Tlf Mail: [email protected] nr. 206 / september 2015 Deadline for Noter 207 med tema om Historiefortælling er 1. november Redaktører af Noter 207 og modtagere af bidrag er: Trine Finne Loo & Burkhard Sievers Fagkonsulent: Christian Vollmond Egilsgade 41, 4. tv 2300 København S. Tlf Mail: [email protected] Fagkonsulentens hjemmeside: 87

78 NOTER OM HISTORIE OG UNDERVISNING NOTER udgives af Historielærerforeningen for Gymnasiet og HF Oplag: 1850 Tryk: TypoGraphic A/S ISSN Redaktører NOTER 206: Jenny Cecilia Strid & Stine Isaksen Annoncepriser i NOTER: 1/1 side: kr. ekskl. moms 1/2 side: kr. ekskl. moms 1/4 side: 720 kr. ekskl. moms Annoncer sendes til: Ansvarshavende redaktør Peder Wiben Weysesgade København Ø Tlf / Mail: [email protected] Noters hjemmeside: Returadresse: Klaus Bjerre Norsgade Århus C HISTORIELÆRERFORENINGENS SEKRETARIAT Indmeldelse i foreningen/abonnement på Noter henvendelse til sekretariatet: v/ Klaus Bjerre Norsgade 19, 8000 Aarhus C. Tlf Mail: [email protected] Danske bank, reg.nr. 1551, kto Priser for medlemskab og abonnement i 2015: Fuldt medlemskab: 375 kr. Fuldt medlemskab for samboende: 525 kr. Medlemskab til reduceret pris: 225 kr. (Ved vedvarende adresseændring kontakt da Klaus Bjerre på flg. mail: [email protected] ) Abonnement på NOTER uden medlemskab: Danmark: 300 kr. Udlandet: 300 kr. + porto