Social starthjælp kan redde udsatte grønlændere

Transkript

1 Social starthjælp kan redde udsatte grønlændere Når grønlændere tager til Danmark, får de ikke den nødvendige hjælp til at blive integreret. En del af dem har langt tungere bagage med end deres kuffert. Regeringen har lavet en grønlænderstrategi, men den møder kritik. ud med mad i munden. Bidden flyver ud sammen med skideballen til Danmark. Der er aldrig nogen, der har hjulpet mig! Jeg har boet i København i 40 år, været hjemløs i 30, og jeg har aldrig haft et arbejde, råber Jonas, mens han slår hånden i morgenbordet på Kofoeds Skole på Amager. Henrik og Aalik sipper til kaffen og nikker. De siger, at vi er ligestillede rigsfællesskabsborgere, men det passer ikke. Jeg er fjerderangsborger i det her land! Jeg snakker gebrokkent dansk og gebrokkent grønlandsk. Jeg har ikke en chance! Efter at have affyret den sidste salve sætter Jonas sig ned med sin kaffe og mumler vredt, mens han tager en tår. Henrik og Aalik nikker stadig. Mange grønlændere ender som udsatte Socialministeriet anslår, at der er mellem og udsatte grønlændere i Danmark. Foto: Simon Muff. Af Rasmus Barlag og Simon Muff I en rapport af Rådet For Socialt Udsatte fra januar 2013, fortæller 12 grønlændere om deres oplevelser i mødet med Danmark. Mange af de medvirkende giver i rapporten udtryk for, at der mangler hjælp til de grønlændere, som rejser til Danmark. Jonas råber, og han råber højt. Han tager en bid af marmelademaden, men den bliver ikke i munden længe, for han har en pointe, han vil ud med. Og det er svært at skælde

2 Et af forslagene er, at sagsbehandlere bør tale med de udsatte grønlændere individuelt, så de kan få den rigtige hjælp. Ensomhed, hjemløshed, alkohol- og hashmisbrug er noget af det, som rammer de udsatte grønlændere. Kulturchok, sproglige barrierer og et indviklet dansk samfundssystem, nævnes som årsager til, at det ofte går galt. Søren Thue Thuesen, lektor i eskimologi ved Københavns Universitet, forklarer, at der er mange årsager til, at grønlænderes møde med Danmark ikke altid bliver en succes. Han mener, at man bør fokusere på tilflytningen. Han peger på, at der er store sociale forskelle på Danmark og Grønland, og det giver udfordringer for de grønlændere, der kommer til landet. Grønlændere er ikke opdraget til at bede om hjælp. De tænker i højere grad på andres behov, og derfor har de vanskeligt ved at opsøge den nødvendige hjælp, når de for eksempel står uden bolig, siger Søren Thue Thuesen. Han pointerer, at grønlændernes statsborgerskab kan gøre det sværere for dem at blive integreret. Selvom grønlændere er danske statsborgere, så har de nogle særlige integrationsmæssige udfordringer i Danmark, som kommunerne skal blive bedre til at klare så snart de ankommer, siger han. Modtagelse med mangler At vi skal blive bedre til at tage imod de tilflyttende grønlændere, er Mille Schiermacher, antropolog og projektleder i Det Grønlandske Hus i København, enig i. Vi kan ikke gøre meget ved, hvordan situationen er i Grønland, men vi kan så sandelig gøre noget ved, hvordan vi modtager vores grønlændere, siger Mille Schiermacher. Hun påpeger, at en del af de grønlændere, der kommer til Danmark, har mange af de samme problemer, som flygtninge har. Der er mange, der kommer til Danmark med psykiske sygdomme, omsorgssvigt og posttraumatisk stress. Det skyldes, at mange har været udsat for vold eller misbrug i familien. De har de samme problemer som flygtninge, men de får ikke de samme tilbud, fordi de er danske statsborgere, siger Mille Shiermacher. Grønlænderstrategien mangler penge På Christiansborg har politikerne været klar over problemet, og derfor har de lavet en grønlænderstrategi. Målet med den er at sikre, at grønlænderne bliver bedre integreret i landets fem største kommuner og på langt sigt at nedbringe antallet af udsatte

3 grønlændere. Men det kan blive svært. Direktøren i Det Nordatlantiske Hus i Odense og Det Grønlandske Hus Kirsten Mærsk er tilfreds med, at der er fokus på problemet. Hun ærgrer sig imidlertid over, at det administrative skal fylde så meget. Mange af pengene går til det administrative arbejde. Samarbejdet i kommunerne er blevet bedre, men der er stadig ikke penge nok, siger Kirsten Mærsk. Hun roser hensigten med strategien, men savner flere midler til det praktiske arbejde. Området er beskrevet meget, og vi ved, hvad behovet for de udsatte grønlændere er. Den viden skal vi have udviklet og bygget ovenpå, og den udvikling koster penge, slutter Kirsten Mærsk. I Københavns Kommune har Steen Bo Pedersen, projektansvarlig for grønlænderstrategien, også svært ved at finde ressourcer til at starte nye projekter, der kan hjælpe udsatte grønlændere til at finde fodfæste i Danmark. Pedersen. Politisk uenighed om strategien Det er ikke kun i Danmark, at strategien møder kritik. Grønlands socialminister Martha Lund Olsen mener, at der er brug for andre indsatser end dem, strategien lægger op til. Der skal fra dansk side sættes fokus på at skabe en specifik integrationspolitik rettet mod grønlændere, der flytter til Danmark, siger Martha Lund Olsen. Hun er overbevist om, at det vil have en gavnlig effekt, hvis man hjælper de grønlændere, der har brug for det, kort efter deres ankomst til Danmark. Gennem forskellige indsatser kan man forhindre, at mange grønlændere bliver socialt udsatte, hvis de bliver tilbudt den rette hjælp i tide, slutter Martha Lund Olsen. Hver af de fem store kommuner har fået kr. om året i 2014 og 2015 og kr. i Det er løn til halvanden medarbejder. Det er ikke muligt at lave danskundervisning og særlig støtte til grønlænderne for de penge, siger Steen Bo På Christiansborg er der uenighed om, hvorvidt grønlænderstrategien er tilstrækkelig. Grøndlandsordfører fra Enhedslisten Finn Sørensen

4 foreslår, at kommunerne skal forpligtes til at tage bedre imod de grønlændere, der har brug for hjælp. Det skal via lovgivning forlanges, at kommunerne skal tilbyde ankomne grønlændere en velkomstpakke, hvor de får hjælp, der er kulturelt og sprogligt tilpasset deres situation, siger Finn Sørensen. Kommunerne skal tage ansvar Flemming Møller Mortensen, grønlandsordfører for Socialdemokraterne, erkender, at der er et problem. Derfor er han også meget tilfreds med, at regeringen gør noget ved det. Men han ærgrer sig over, at en stor del af fokus er på manglende midler i strategien. Alle vil jo til enhver tid sige, at der skal flere penge til. Jeg synes, det er en skam, at man ser det fra en negativ vinkel, for selvfølgelig er der ting, der kan kritiseres, siger Flemming Møller Mortensen. Han siger, at man skal huske, at strategiens fokus har bred opbakning fra både de grønlandske folketingspolitikere og den grønlandske regering. Kommunerne skal være med til at prøve forskellige ting af, så de kan udvikle den bedst mulige løsning, siger Flemming Møller Mortensen. Han bakkes op af forhenværende social-og integrationsminister Annette Vilhelmsen fra SF, som var med til at sætte strategien i gang. Hun er glad for, at den blev vedtaget. Jeg kan til fulde stå inde for strategien, men for at den skal forankres bedst muligt, skal de involverede kommuner tage ejerskab. Det er der, grønlænderne bor, og derfor er det kommunerne, der skal tage ansvar og sørge for, at opgaverne bliver varetaget, siger Annette Vilhelmsen. Hun medgiver, at der ikke er penge nok til at løse alle de problemer, de udsatte grønlændere har. Der er desværre ikke uanede penge i statskassen. Der er her, som i alt andet politisk arbejde, en økonomi, der skal prioriteres. Og det har vi forsøgt at gøre bedst muligt med denne strategi, forklarer Annette Vilhelmsen. Grønlænderstrategien slutter i Kommunerne skal selv sørge for at integrere de udsatte grønlændere, så de ikke føler sig lige så dårligt behandlet som Jonas fra Kofoeds Skole.

5 Udsatte grønlændere bliver tabt fra starten Havde Anders Guldager fået hjælp med det samme, han ankom til Danmark fra Grønland, kunne det have skånet ham for ti års misbrug. Guldager at tage sit eget liv. Han skyldte en halv million væk, og kæresten havde forladt ham og taget deres fælles barn med til Danmark. Derfor besluttede han en aften i maj at sluge et glas kodimagnyler, skylle efter med en hel flaske whiskey og ryge en joint for at slutte det, han syntes, var et uværdigt liv. Det fejlslagne forsøg førte til, at han søgte hjælp på det psykiatriske hospital i Nuuk, hvor han for første gang fik sagt til et andet menneske, at han ikke kunne klare sine problemer alene. Han var der i en måned, inden han blev udskrevet af sin far, som tog Anders med til Danmark, hvor han skulle starte på en frisk. Anders solgte sit hus og alle sine ejendele, pakkede hvad der kunne være i en kuffert og købte en enkeltbillet til Danmark. Ny start, ny nedtur Anders Guldager arbejder i dag på Kofoeds Skole som mentor for udsatte grønlændere. Han har været ædru siden Foto: Rasmus Barlag. Af Rasmus Barlag og Simon Muff Jeg var dybt skuffet, da jeg vågnede. Jeg havde godt nok et gevær, så jeg kunne skyde hovedet af mig selv, men det skulle dem, der ville finde mig, ikke udsættes for. I foråret 1994 forsøgte Anders Da Anders kom til Danmark, blev han ikke mødt af psykologer, der kunne hjælpe ham. Ingen sagsbehandlere tog sig af hans problemer, og ingen misbrugsbehandlere forhindrede ham i at falde direkte tilbage i et misbrug af både alkohol og hash. Anders fik job som lastbilchauffør og styrede fint uden om sprut og hash. Lige indtil en dag, hvor han slentrede gennem Munke Mose i Odense, og næsen fangede duften af tjald. En gruppe grønlændere sad og røg, og med ét hvæs var Anders tilbage i misbruget.

6 Jeg fortsatte med at arbejde som lastbilchauffør, selvom jeg var skæv konstant. Men efter for mange dage, hvor jeg ikke mødte op, blev jeg fyret, fortæller Anders. De næste to år levede Anders en forhutlet og rodløs tilværelse hos drukvenner. Når han var sulten, stjal han hos købmanden, og når han manglede penge, stjal han hos vennerne. Det, der skulle have været en ny start, gik op i sprut og røg. misbrug. Han var aldrig i kontakt med hverken sundhedsvæsenet eller kommunen, selvom han blot et år tidligere havde forsøgt at slå sig selv ihjel. Hvis en socialrådgiver havde hjulpet mig i misbrugsbehandling, og jeg havde fået psykologhjælp, lige da jeg kom til Danmark, er jeg sikker på, at jeg kunne have endt mit misbrug. Motivationen har altid været der, jeg var bare for svag til at opsøge hjælp, slutter Anders. Jeg flygtede til Danmark i 95 for at få rettet op på mit liv, og tre år senere flygtede jeg tilbage til Grønland af samme årsag, siger Anders. Deroute kunne have været forhindret Anders Guldager fortæller, at han aldrig har lært at håndtere indre konflikter. Det betyder, at han har båret rundt på en enorm smerte. En smerte fra forliste forhold og en datter, der blev taget fra ham. Det, lagt sammen med en lang række andre problemer som misbrug, gæld og manglende arbejde, holdt Anders fast i en tilstand af håbløshed. Jeg kunne ikke finde ud af at tage ansvar for mit eget liv. Jeg kunne ikke finde ud af at søge hjælp. Det var simpelthen for skamfuldt. forklarer Anders. Havde han fået hjælp, da han ankom til Danmark, føler han sig overbevist om, at det kunne have sparet ham for ti år i

7