Åbning mod livet. Alle de kendte. Vil du være TR. Forsker i tilknytning

Transkript

1 15. maj årgang Dansk Psykolog Forening 9 Åbning mod livet Mørket omsluttede Anne, men lyset kommer langsomt. Der er dog stadig et arbejde at gøre, før hun er fri af sin depression. Side 4 Alle de kendte Minuchin, Beck, Levine, Seligman, Yalom osv. Alle koryfæerne på en og samme konference. SIDE 8 Forsker i tilknytning I praksis er det vanskeligt at finde klientens mønster for tilknytning. Sarah Daniel forsker i feltet. SIDE 12 Vil du være TR Tillidsrepræsentanter er bindeled mellem psykologer og ledelse. Det kunne være noget for dig. SIDE 16

2 15. maj årgang Dansk Psykolog Forening Minuchin, Beck, Levine, Seligman, Yalom osv. Alle koryfæerne på en og samme konference. SIDE 8 I praksis er det vanskeligt at finde klientens mønster for tilknytning. Sarah Daniel forsker i feltet. SIDE 12 Mørket omsluttede Anne, men lyset kommer langsomt. Der er dog stadig et arbejde at gøre, før hun er fri af sin depression. SIDE 4 Tillidsrepræsentanter er bindeled mellem psykologer og ledelse. Det kunne være noget for dig. SIDE 16 LEDER 9 De nationale kliniske retningslinjer skulle de gerne ende med at fastlægge indsatser, der patienterne.alle virker. For kendte Åbning mod livet Forsker i tilknytning Vil du være TR Medlemsblad for Dansk Psykolog Forening Knaster på vejen Idisse år udarbejder Sundhedsstyrelsen 50 nye nationale kliniske retningslinjer for behandling af en række sygdomme og lidelser. Der etableres faglige anbefalinger for diagnostik, behandling, pleje og rehabilitering af konkrete patientgrupper, baseret på evidens for virkningen og bedste praksis. Retningslinjerne skal desuden bidrage til at sikre en løbende prioritering på sundhedsområdet kendt under sloganet: Mest mulig sundhed for pengene. Opgaven er kompleks, især da politikerne naturligt nok ønsker at inddrage alle faggrupper, der indgår i behandlingsindsatserne. Vi støtter varmt denne tilgang, som stemmer overens med tværfagligheden i sundhedssystemet og harmonerer med, at patientens behov dækkes bedst ved en fælles indsats. Men lige nu er vi bekymrede, for beslutningen om at sammensætte de enkelte arbejdsgrupper tværfagligt er stødt på knaster. Den videnskabelige metodik, retningslinjerne bygges op omkring, trækker i alt for snæver retning og med fokus på medicin altså mere af det, sundhedsvæsenet har rigeligt af i forvejen mens betydningen af de ikke-medicinske, pårørendeinddragende og borgerinvolverende metoder underkendes. Aktuelt foreligger der et udkast til retningslinjer for udredning og behandling af ADHD, hvor der jo netop er al mulig grund til at brede viften ud til rådgivning, støtte til relationsudvikling, psykoedukation mv. Der er jo evidens for, at disse indsatser virker. Men evidensen knyttes ikke til et lægefagligt videnskabsteoretisk grundsyn og er derfor lige nu i risiko for at støde mod de klassiske grænsebomme, som vi netop bør gøre op med, hvis der skal ske reel visionær udvikling af den tværfaglige indsats i sundhedsvæsenet. De nationale kliniske retningslinjer skulle gerne ende med at fastlægge indsatser, der virker. For patienterne. Det er bedrøveligt, hvis de ender med at cementere en forældet tænkning om, at medicin er den eneste rigtige form for behandling. Vi har derfor udtrykt vores betænkeligheder over for Sundhedsstyrelsen. Dansk Psykolog Forening Stockholmsgade 27, 2100 København Ø. Tlf Fax: dp@dp.dk Psykolog Nyt Stockholmsgade 27, 2100 København Ø. Tlf p-nyt@dp.dk Redaktion: Claus Wennermark, ansv. redaktør Jørgen Carl, redaktør Heidi Strehmel, bladsekretær/annoncer DK ISSN: Layout og Tryk: Jørn Thomsen Elbo A/S Trykt med vegetabilske farver på miljøgodkendt papir Oplag: Kontrolleret oplag (FMK): 9744 ex. Trykoplag: ex. Medlem af Danske Specialmedier Indsendt stof: Indsendte artikler dæk ker ikke nødvendigvis redaktionens eller foreningens holdninger. Redaktionen forbeholder sig ret til at afvise, forkorte eller redigere indsendte artikler. Redaktionen påtager sig ikke ansvar for artikler, der indsendes uopfordret. Forsidefoto: Colourbox Annoncer 2014 Job- og tekstsideannoncer mv.: DG Media, tlf , epost@dgmedia.dk Anfør Psykolog Nyt i emnefeltet Små rubrikannoncer (maks. 1/6 side): Psykolog Nyt, p-nyt@dp.dk, tlf > Psykolog Nyt > Annoncer Abonnement/2014: kr. + moms. Deadline (kl. 12) Nr. Deadline Udgivelse 11 26/5 13/ /6 27/6 13 4/8 22/8 Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening

3 I KORT FORM Godt Langt over halvdelen af FOA s medlemmer er positivt indstillede over for at tendensen arbejde sammen med en person med alvorlige psykiske problemer eller en psykisk lidelse. Det fremgår af en undersøgelse, som fagforeningen har offentliggjort på Blandt dem, der har egne erfaringer med at arbejde sammen med en psykisk syg kollega, er flere end tre ud af fire åben over for at arbejde sammen en psykisk sårbar kollega. Projektleder for kampagnen En af os, psykolog Johanne Bratbo, bekræfter eller skidt? til, at diagnosen træder i baggrunden til fordel for personen, når folk har egne erfaringer med at have en psykisk syg kollega. FOA s arbejdsmiljøkonsulent, Charlotte Bredal, peger dog på, at det stadig er ca. hver fjerde, der ikke vil bryde sig om at have en kollega med en psykisk sygdom. Hun mener, det handler om frygt for at blive overbelastet af at have en kollega med en psykisk diagnose, med baggrund i de særlige hensyn, der er af talt mellem arbejdspladsen og kollegaen. jc Utøya for tredje gang Det norske Nasjonalt kunnskapssenter om vold og traumatisk stress har i nu taget hul på den tredje interviewrunde efter tragedien på Utøya 22. juli Første del af et omfattende forskningsstudie blev gennemført i efteråret Alle, som var på Utøya, og som var over 13 år i 2011, blev inviteret til at del tage, ligesom også forældrene til de unge under 20 år. Langt over 300 af de overlevende på Utøya valgte at sige ja. Anden dataindsamling gennemførtes efteråret 2012, nu også med 435 redningsfolk inddraget. Målet er at følge deltagerne over tid for at finde ud af, hvordan deres situation efter terrorangrebet udvikler sig, og hvordan man bedst muligt kan hjælpe dem, som oplever belastende eftervirkninger efter så dramatiske hændelser. jc Fra MP s generalforsamling MP Pension har 30. april 2014 holdt generalforsamling og kunne opvise branchens højeste afkast i 2013 på 8,3 pct. sammen med de to andre samarbejdspartnere i Unipension. Generalforsamlingen var præget af debat om et medlemsforslag, som opfordrede MP Pension til at stoppe for yderligere investeringer i gas-, kul- og olieselskaber og successive trække sig helt ud af dette forretningsområde. Forslaget blev nedstemt, men med en beskeden margin. Pensionskassens bestyrelse opfordrede til at stemme nej med den begrundelse, at pensionskassens opgave ikke er at drive politik på forskellige områder, men at sikre medlemmerne et højt afkast. jc Vi vogter på psykologtitlen Artiklen om Vrangkøbing i seneste nummer af Psykolog Nyt har fået et medlem til at spørge, hvad Psykologforeningen gør for at hindre misbrug af psykologtitlen. Svaret er, at vi altid tager affære, når vi opdager titelmisbrug eller af medlemmer eller andre bliver gjort opmærksom på det. Dvs. kontakter personen eller myndigheden, som er på vildspor og beder pågældende rette ind. Som regel hjælper det. I yderste konsekvens anmelder vi forholdet til politiet, og sagen ender i retten. Støder du på falsk titelbrug, skal du kontakte din forening eller selv anmelde overtrædelsen til politiet det er ikke forbeholdt særlige foreninger eller personer. skr PSYKOLOG NYT NR SIDE 3

4 ET FORLØB Af Anne Nikolajsen Ud af det omsluttende mørke Anne er psykolog og oprigtigt glad for stadig at være her. For to år siden blev hun ramt af en depression, sank ned i det sorte og erfarede, hvor uoverkommelige selv de mindste opgaver er. D et gik op for mig, at jeg havde fået en depression, da jeg juleaften 2011 besvimede på køkkengulvet midt i risalamanden. I dagene op til var jeg blevet mere og mere stresset. Jeg er psykolog i PPR, havde megatravlt på mit arbejde og orkede ikke at tænke på alt det, der har med julen at gøre. Jeg er velsignet med en datter, som helt af sig selv tilbød mig sin hjælp. En hjælp, der var både kærkommen og afgørende i juledagene, hvor hjælpeløsheden, fortvivlelsen og håbløsheden sneg sig bag om ryggen på mig. Blandt sygdommens mange uhyggelige virkninger er en følelse af kontroltab og i kølvandet herpå en kategorisk og konstant selvbebrejdelse om ikke at slå til og gøre tingene godt nok. Selvtilliden bryder sammen, og ens selvværd falder så hurtigt og tungt, at man næsten taber vejret og meningen med livet. I ens egne øjne er man ingenting værd, og følelsen af, at man er en belastning for ens nærmeste, vokser sig efterhånden større end én selv. Det fik mig på et tidspunkt overbevist om, at det var bedst for min familie, hvis jeg forsvandt for evigt. Det helt uoverstigelige Depression er en forstyrrelse af sjælelivet, så gådefuld, smertefuld og flygtig i den måde, den åbenbarer sig for én selv, at den næsten unddrager sig beskrivelse. I slipstrømmen af depressionens tilstedeværelse kommer angsten for, om man nogen sinde kan undslippe smerten og blive rask. Om man atter kan komme til at leve det almindelige liv og få glæden tilbage. Pårørende eller udenforstående kan være usikre på, hvordan de skal reagere på psykisk sygdom eller kan betragte tilstanden som en situation, som den syge umiddelbart kan beherske ved at tage sig sammen og komme op på hesten igen, gå en lang tur, se på sine børn, sit hjem, sit job eller bare sit gode og velfungerende liv. Handlinger, som måske er åbenlyse eller endda fordelagtige hos det raske menneske, men som for den depressive patient på ingen måde er mulige eller giver mening. Nu hvor jeg forhåbentlig er på vej ud af depressionens mørke, kan jeg opleve eller betragte disse velmenende råd og fordringer som en kærlig bekymring og omsorg for mig og min sygdom. Men da lidelsen var størst, da livet var sort og mørket omsluttede mig, oplevede jeg forslagene og rådene som en hån og bebrejdelse mod mig og følte mig såret som aldrig tidligere. Når dette er sagt, vil jeg indrømme, at den stress og oplevelse af fortabthed, man kan erfare i forsøget på at indhente nutidens hastige udvikling og fordringer om at nærme sig det perfekte, på mange måder kan give en forsmag på sygdommens mere katastrofale form. På det tidspunkt, hvor jeg erkendte, at jeg var syg, havde jeg dog for længst passeret disse subtile tegn på en lurende depression og erfaret, at jeg ikke kunne magte den almindelige hverdag med dets lige så almindelige udfordringer uden at bryde sammen i gråd, hver gang jeg fx skulle planlægge at købe ind, støvsuge eller gøre badeværelser rent. Ikke engang vores hunde magtede jeg på dette tidspunkt at lufte bevægelsen fra sofaen og ud SIDE 4 PSYKOLOG NYT NR

5 fotos: COLOURBOX i bryggerset, overvindelsen ved at tage min frakke ned fra knagen, tage den på og derefter bukke mig for at tage støvler på for endelig at give hundene halsbånd på var uovervindelig. At jeg også skulle finde udenfor og videre rundt i området var simpelt hen blevet umuligt. Jeg sad som lammet i sofaen uden kraft og overblik til hverken at se fjernsyn, læse eller strikke så meget som en karklud. Mit liv kunne reduceres til en brønd af håbløshed og fortvivlelse, en tilværelse uden mening. De forlangte intet Få dage efter denne nedsmeltning lod jeg mig indlægge på en lukket eller pænere sagt: skærmet afdeling i total underkastelse af det psykiatriske system. Et system, der sammen med min altid tilstedeværende og nærværende psykolog på mange måder tilbød mig både reb og stiger i forsøget på at hjælpe mig over dybe og mindre dybe kriser, i de ni uger jeg i første omgang var indlagt. Mens jeg endnu sad på skadestuen, overvejede jeg nøje, hvordan jeg nemmest kunne slippe væk fra mig selv. Jeg kom til den overbevisning, at det letteste og hurtigste ville være at binde mit halstørklæde fast omkring radiatoren og hænge mig selv. Det ville kun tage seks sekunder inden jeg ville miste bevidstheden, havde jeg læst. Problemet lå i, at det ville tage nogle (få ganske vist) minutter, inden jeg ville dø, og i den tid, ville personalet let kunne nå at finde mig. Og jeg nåede det ikke. Jeg blev indlagt på Q3 og derefter frataget alle muligheder for at gøre skade på mig selv. Personalet undersøgte min taske for sandsynlige og oplagte objekter til at suicidere, mens de talte stille og roligt til mig. De talte ikke med mig, for på det tidspunkt var min evne til at tale reduceret kraftigt. Jeg orkede ikke længere at sammensætte og formulere sætninger, men kunne kun artikulere enkle ord som ja og nej og det endda med lang latenstid. De pressede mig ikke de forstod. De blev ikke irriterede på mig, men gav mig al den tid, der skulle til. De forlangte intet af mig, som jeg ikke med en vis sandsynlighed kunne honorere, men forsøgte i stedet at give mig små simple opgaver, som på trods af deres karakter alligevel gav mening. I de første mange uger blev min spidskompetence derfor at tømme skraldespande hver aften efter kaffen. Der var fem styk, og for hver uge der gik, blev min tid bedre og bedre, indtil jeg en aften ved samling sagde, at jeg gerne ville lave kaffe og sætte PSYKOLOG NYT NR SIDE 5

6 høre lydbøger, og i løbet af er par uger begyndte jeg også at male i hospitalets atelier. Men jeg blev stadig væk fulgt af personalet. Også da jeg efter ca. fire uger på afdelingen begyndte at komme i hospitalets fitnesscenter. sandwich på rullebordet. Da det lykkedes, var jeg lige så stolt, som da jeg fik 12 for mit speciale. Ordenes betydning Dagene var meget ens. I begyndelsen holdt jeg mig på mit værelse, som meget hurtigt blev mit refugium, men et par uger senere begyndte jeg at opholde mig på et af de to fællesarealer og lytte til P1 i timevis. En lille uge efter at jeg var blevet indlagt, fik jeg endda lov til at strikke dog under opsyn, ligesom jeg fik tilladelse til udgang med følge af min mand, venner eller mine børn. Indtil da havde jeg ellers kun haft udgang med følge af personalet, i hvis nærvær jeg følte mig både forstået, tryg og i sikkerhed. Jeg har altid læst meget. Fra jeg var ganske lille, har min mor læst historier for mig og taget mig med på biblioteket hver eneste tirsdag eftermiddag. Da jeg blev lidt større, kom jeg i en læsegruppe og havde i en alder af 13 år læst flere tunge klassikere. Jeg læste, og jeg skrev, og jeg udviklede mig men på tidspunktet for min indlæggelse var evnen væk. Ikke væk-væk, jeg kunne stadig læse ordene, men jeg vidste ikke altid, hvad de betød, hvordan de skulle udtales, ligesom min hjerne efter nedsmeltningen havde glemt at sætte ord sammen til sætninger, rumme dem og huske dem. Det var fortvivlende, og jeg græd over mit tab. Heldigvis havde personalet også en strategi i situationer som denne. De skaffede en cd-afspiller, og biblioteket leverede diverse lydbøger to gange om ugen. Nu kunne jeg både strikke og Bar mig igennem Dagene fulgte et bestemt mønster. Morgenmad og morgensamling, hvor vi sang en eller to sange, som vi skiftedes til at bestemme. Vi bestilte også aftensmad, hvad der spiller en afgørende rolle i behandlingen af svære depressioner, da medicinen ofte medfører enten madlede eller vægtøgning. Herefter valgte vi formiddags- og eftermiddagsaktiviteter, fx gåture med følge, besøg på hospitalets egen café eller fordybelse på museet. Vi kunne også slappe af, lytte til musik eller spille små overskuelige spil som gris eller matador. Vi var meget forskellige, men alligevel ens. Vi opholdt os alle på en skærmet afdeling med lås på døren, hegn omkring haven, udgang med følge og besøg fra dén virkelighed, vi vidste atter ville vente os om nogle uger. Vi var alle i behandling for en affektiv lidelse. Jeg for en meget svær depression, andre for en bipolar lidelse. De fleste var gengangere, mens andre var der for første gang. Jeg var der, i første omgang, i knap ni uger. Det lyder voldsomt, men det føltes ikke sådan heller ikke nu, hvor jeg tænker tilbage. Dagene flød over i hinanden. Nogle dage præget af tung fortvivlelse, mens andre dage gav håb om en fremtid. Der var dog og er stadig væk ikke nogen tvivl om, at indlæggelsen var nødvendig og afgørende for min overlevelse. Jeg ville simpelt hen være død, hvis ikke jeg havde indvilliget i at lade mig indlægge og blive passet på af et empatisk, omsorgsfuldt og favnende personale. Når det er sagt, så er det også afgørende, at ens nærmeste udholder en tid præget af kaos og svigt. Min mand bar mig igennem de første måneder under og efter min første indlæggelse, og han bærer mig stadig, de dage hvor jeg knækker og atter går i stykker. Og han udholder mig, selv om jeg efterfølgende har været indlagt otte gange af kortere varighed. Det samme gør mine børn. Og de fleste af mine veninder. Jeg har mistet venner og jeg har mistet en søn, som ikke vil se mig, så længe jeg er syg. Men, på trods heraf, er jeg oprigtigt glad for, at jeg stadig er her. Anne Nikolajsen, cand.psych. SIDE 6 PSYKOLOG NYT NR

7 KLUMME Den insisterende krop F or nylig har jeg afsluttet et forskningsprojekt om handicappedes vilkår på arbejdsmarkedet (Se note). I modsætning til meget forskning anlægger vi især et kollega- og leder-perspek tiv, når vi undersøger, hvilken rolle et handicap får i arbejdslivet. De 13 virksomheder, som vi besøgte, er alle optaget af inklusionsmekanismer og muligheden for at virkeliggøre den mangfoldighed, rummelighed og diversitet, som er skattede værdier på det danske arbejdsmarked. Vi er alle forskellige, som flere ledere og kolleger til den handicappede fortalte os. Det lod dog til, at nogens forskellighed alligevel var for markant til, at den kunne rummes i forskellighedsfortællingen (der paradoksalt nok gjorde medarbejdergruppen ens). Når det drejede sig om den spastiske medarbejder med den anderledes krop, så var et stort mentalt arbejde påkrævet. Følgende citat stammer fra en medarbejder, der fortæller om sit første møde med sin handicappede kollega: Jeg havde meget fokus på mine egne anstrengelser for at abstrahere fra handicappet. At sige: Det er Bent, jeg snakker med, men ikke en handicappet. Hvis jeg møder noget, der er unormalt, så har jeg meget travlt med ligesom at overbevise mig selv om, at Hvordan skal man formulere det? Egentlig rager det mig ikke, jeg er komplet ligeglad, men jeg er meget op- mærksom på, at den, jeg så opfatter som unormal, ikke opfatter, at jeg synes, at vedkommende er unormal, ikke? Selv om jeg er ligeglad, altså. Det er det samme som at møde en transvestit, som man skal snakke med: Bare at sidde og fokusere på, at det ikke er det, det handler om, men det er det, det handler om, ikke? Selv om man er ligeglad med, at vedkommende er transvestit. Man snakker bare om et eller andet, ikke? Men jeg ved ikke, om det giver nogen mening. Ligesom at være kendt Citatet fortæller om det store mentale arbejde, der ligger i at skulle abstrahere fra et handicap. Men det er også tankevækkende, da det knytter associationer til marginalgrupper, der har det til fælles, at de intet har med funk tionsnedsættelse at gøre. Ledere og kolleger kommer ikke kun til at tænke på grupper med forskellige funktionsnedsættelser som autister, blinde, hørehæmmede osv., men associere også til homoseksuelle, indvandrere, blondiner, rødhårede, kriminelle osv. Det fælles for sidstnævnte grupper og den spastisk lammede medarbejder lader til at være selve det fremmedartede som sådan. At mange ledere og kolleger griber til den type associationer, antyder, at deres mentale arbejde i forhold til den handicappede kollega ikke er afsluttet med en forståelse og accept af dennes funktionsnedsættelse, der ville kunne inkludere ham eller hende i den ensliggørende vi er alle forskellige-fortælling. Denne medarbejdergruppes anderledes krop er tilsyneladende så insisterende fremmedartet, samtidig med at dominerende værdier foreskriver, at man ikke må interessere sig for den (jf. citatet: jeg er komplet ligeglad ). En medarbejder med spastisk lammelse fortalte om denne insisterende fremmedartethed ved hans krop: Jeg plejer at sige, at det at have et handicap, det er som at være kendt, bare uden alle fordelene. Forstået på den måde, at jeg vækker opsigt, når jeg går i bybilledet. Fordi det der med at være kendt, forstiller jeg mig uden at være det, det er noget med at have bevågenhed, uanset om du gider eller ej og i alle tænkelige situationer. Og det er den virkelighed, som vi har; os, der har et synligt handicap. Nanna Mik-Meyer, antropolog Professor mso,institut for Organisation, CBS Note: Mik-Meyer, N. et. al (2004) Hvad er nu det for én. En undersøgelse af, hvordan handicappede på arbejdsmarkedet ser sig selv og ses af deres ledere og kolleger. Ludvig og Sara Elsass Fond. KLUMMEN (lat. columna) Psykolog Nyts klummetekster skrives på skift af seks personer, som har fået frie hænder til at ytre sig om tendenser i det moderne liv og samfund. Skribenterne repræsenterer vidt forskellige fagområder og opgaven lyder ikke på at skrive om psykologi. PSYKOLOG NYT NR SIDE 7

8 MANGFOLDIGHED Af Eva Søndergaard Mødet med koryfæerne Klodens største navne inden for psykoterapi trak fagfolk til Californien kort før jul. Eva Søndergaard tager os med til bevægende øjeblikke i mødet med fagets nestorer. N oget navnestof er ikonisk og næsten ikke af denne verden. Hos de fleste af os danske psykologer vil det i sig selv kalde på benovelse at tilmelde sig en faglig konference i Anaheim ved Los Angeles, men se listen over oplægsholdere, og bedøm selv: Salvador Minuchin, Aaron Beck, Judith S. Beck, Albert Bandura, Peter Levine, Erving Polster, Jeffrey Zeig, Irvin Ya lom, Jack Kornfield, Cloe Madanes, Otto F. Kernberg, Harriet Lerner, Harville Hendrix, Scott Miller, Martin Seligman, Bessel van der Kolk, Donald Meichenbaum, Daniel Siegel, Jean Houston, Julie og John Gottmann, Sue Johnson. Og mange flere vægtige navne. Konferencen afvikles hvert fjerde år. Første gang, i 1985, var det til minde om Freud, der 100 år forinden skabte psykoterapien, og Milton Ericson, der var banebrydende som familieterapeut og hypnoterapeut og lægger navn til The Milton Ericson Foundation, konferencens arrangør. Jeg tænkte, inden jeg tilmeldte mig konferencen Evolution of Psychotheraphy kort før jul, at disse koryfæer nok garanterer for kvaliteten, men at de næppe kommer, alle disse kendte fra lærebøger, utallige artikler og internationale workshops og flere med på universiteternes pensum allerede for 30 år siden. Men de kom og fjernede enhver trang hos mig til at pjække for i stedet at lege turist. Det blev til seks dage med 46,5 timers deltagelse. Der var deltagere fra hele verden, hovedparten psykologer. Mit ærinde er med ganske få nedslag i programmet at ville henlede andres opmærksomhed på den mulighed, der byder sig igen i 2017, ligeledes i Californien. Netop denne konference samler mang- foto: PrivatFotos SIDE 8 PSYKOLOG NYT NR

9 foldigheden af psykoterapier her og nu. Respekten for forskellige retninger gør indtryk, ligesom den overordnede tanke, at al psykoterapi grundlæggende er mere ens end forskellig, og at tilsyneladende modsætninger kan rummes og i stedet være en fælles berigende stræben efter humanitet. Vi skal dybere ind Sue Johnson er canadisk parterapeut. Hun talte om emotion focused therapy i workshoppen The Key Elements in Changes in Couple Therapy: Hvordan kan man skabe stabile forandringer, der kan vare livet ud? Her handler det ikke om lige arbejdsfordeling, men en caring, loving relationship med fokus på tilknytning, relationer og følelser. Ændre musikken til dansen, som hun formulerede det, og bygge på længsel efter samhørighed og frygt for tab. Hun pointerede vigtigheden af følelsen af sikkerhed og sammenligner det med et trygt mor-barn-forhold. Her taler hun om spejling af ansigtsudtryk som det basale for at forstå hinanden og joker med, hvad der mon sker i mor-barn-relationen eller i parforholdet, hvis det ansigt, man skal spejle relationen i er en stiv og udtryksløs botoxmaske. Som noget centralt fremhæver hun, at mange par ikke ved, hvordan de virker på hinanden. Fjendtlighed og rigiditet kommer ind i mange forhold, uden at de gør sig det klart, og netop dette fastholder dem i en ensom position i forholdet. Hun opponerer kraftigt mod den populære metaforik, at kvinder er fra Venus, og mænd fra Mars. Samtidig gør hun op med tanken om, at det handler om kommunikation, vi skal dybere ind ind til emotioner for at kunne skabe holdbare ændringer. Sue Johnson bekymrer sig meget over, at antallet af ensomme er stærkt stigende, mange har ingen at være tætte på, og det mest grundlæggende behov er forbindelse og forbundethed med andre. Kun de, som har haft en sikker tilknytning, og som altid bærer på følelsen af at have været et elsket barn, kan håndtere ensomheden uden problemer. De femten trin Den argentinske psykolog Cloe Madanes, nu bosat i USA, kendes sikkert af mange fra hendes besøg i Danmark i Hun var med helt fra starten i udviklingen af familieterapi i tæt samarbejde med Jay Haley, som skrev den allerførste artikel om familieterapi. Stadig strategisk systemisk familieterapeut. Hun taler mod prædetermination og reduktionisme og for ideen om, at vi altid har et valg, kan handle, og at handling i det sociale felt er uomgængeligt for mental sundhed. Jeg vil her referere en metode, hun selv har udviklet, og som selv om den afspejler en anden kultur måske alligevel kan inspirere os: Den handler om offer- og krænkerrelationen. Madanes afsæt er pain in the soul hos såvel krænker som offer, og hun har erfaret, at med det afsæt møder man ingen modstand hos nogen af dem, men fremmer følelse af forståelse, forsoning men ikke nødvendigvis tilgivelse. Når hun er sammen med en familie, hvor en har forgrebet sig på en anden, vil hun starte med at vende blikket indad, alle skal lukke øjnene og mærke og meditere på, at kærlighed er det, der har bragt dem hertil, og som altid vil være der, dette sætter stemningen og gør det sværere at tale om dagligdags ting, såsom som hvis tur er det til at tømme skraldespanden. Modellen består af 15 trin og er blevet brugt i flere stater over for unge sex offenders. Succesraten er 96 procent uden tilbagefald i et toårs opfølgende studie. Der laves familieterapi ud fra følgende femten trin: - Hele familien samles, og der spørges til, hvad der skete, hvad krænkeren gjorde. Hemmeligheder skal ud i lyset. - Krænkeren bliver spurgt, hvorfor det var forkert, fordi det er forbudt? - Terapeuten fortæller, at det er forkert, fordi det giver a spiritual pain in the soul or pain in the heart of the victim - Det giver en forståelse og løser op, så der kan tales om, at der også er andre ofre i familien? Krænkeren kan også vise sig at være offer, men det er ikke en undskyldning. - Der vises empati for smerten hos krænkeren, som kan lide af selvhad. - Krænkeren har også forårsaget smerte hos forældre og bedsteforældre. - Krænkeren skal så ned på knæ og sige, at han er ked af at have forvoldt smerte (men må ikke bede om tilgivelse). - Alle skal vurdere, om det lyder ægte beklagende. Hvis ikke: så om igen! - Dernæst skal også forældre ned på knæ og beklage, at de ikke kunne beskytte offeret bedre. Ofte har krænkeren induceret/hypnotiseret i sit offer, at det selv ønskede det og fik krænkeren til at gøre det. Noget skal ikke tilgives. Videre: - Hvad vil den fremtidige konsekvens være, hvis han gør det igen? - Find en beskytter uden for den nærmeste familie, nogen, som kan være lidt skræmmende som fx to bedstemødre! - Reparation: de voksne sørger for arbejde/ud dannelse til offeret, sæt penge i banken til at sikre fremtiden. - Diskuter seksualitet, hvad skal kræn- PSYKOLOG NYT NR SIDE 9

10 keren gøre, hvis trangen kommer igen til at volde skade? Lange brusebade? Løbe til McDonalds? - Tale om fantasier og grænser, der ikke må overskrides. Søge mod normalisering. - Genetablere og restaurere forældre-/moderkærligheden. Gå tilbage til, da offer og krænker var nyfødte, tal om, hvordan de var, indtil man finder den glemte kærlighed til dem. - Reparere på krænkerens position i familien og lære de yngre søskende i familien ikke at gøre de samme skadelige ting. Lære krænkeren at tilgive sig selv, ellers vil han altid være et plaget menneske. De samme trin kan også anvendes, når der har været vold i ægteskabet. Respektfuldt samvær Peter Levine, Jack Kornfield, Mary Pipher og Donald Meichenbaum talte om Posttraumatic Disorders. Vi er, lød det, fortællende mennesker, det er de fortællinger, vi skaber, der er afgørende for, om vi udvikler PTSD eller ej. Der var enighed om dette, men typen af terapi så de ret forskelligt på. Meichenbaum illustrerede således sin holdning til det der EMDR med sin skråt-op-finger! Ellers stod den på respektfuldt samvær på scenen, som da Peter Levine talte om 9/11-ofre, der overlevede og trøstede sig ved, at midt i ragnarok var Hudsonfloden der stadig. Kornfield talte om en gruppe unge hårdkogte bandemedlemmer, som han skulle arbejde med. Han fik dem stemt psykisk til samværet ved at bede dem gå ud og finde en sten til at mindes de døde, de kendte. Så kom de ind med hænderne fulde af sten. Det skabte en følelse af sikkerhed og gjorde at de turde vise følelser. At bringe spiritualitet ind hjælper til at mindske traumet. Han citerer en ung for at sige: My mind is like a bad neighborhood, I try not to be there alone. At få de unge til at fortælle historien og koble det med det, som de mærker i kroppen, er helbredende. Mary Pipher taler om at det, som har hjulpet hendes klienter er at se på det i deres liv, som de er stolte af, store eller små ting og så tykne dem. At bruge hvad- og hvor-spørgsmål og aldrig hvorfor-. Senere talte Bessel van der Kolk om, at folk med PTSD er i en anden realitet, de er ikke her, de lever et andet sted. Vi skal hjælpe dem med at få deres hjerne til at være her! Den forskning, han har stået for, viser, at teater, yoga etc. hjælper ved behandling af PTSD, som ligeledes dokumenterer den positive effekt af EMDR. Marsha Linehan taler om forebyggelse af selvmord og refererer til sin undersøgelse, som viser, at det at sende opmuntrende breve, fødselsdagshilsner til tidligere klienter har en videnskabeligt dokumenteret positiv og forebyggende virkning. At nogen tænker på én og bekymrer sig, virker. Daniel Siegel holdt en spændende forelæsning om neuroplasticitet, mindfulness og relationer og tilknytningens uvurderligt store betydning. Han anfægtede IQ-begrebet, som siger så lidt om relationer og evner til relationsdannelse. Også han talte om unge og depressioner og det voldsomme pres, unge er under, og om ensomhed. Han talte om behovet for at møde de unge helt anderledes både i hjemmene og i skolerne. Levine, Yalom og Beck Og ja, dette er urimelige uddrag af noget, der var som et overflødighedshorn. Peter Levine talte om Spiritualitet og Trauma og pointerede, at når vi arbejder med dissocierede, kan vi ikke nå dem med ord. Han havde en video med, som illustrerede det nonverbale arbejde med bonding/tilknytning mellem en mor og hendes barn. Moderen havde gennemgået en meget svær fødsel under dramatiske forhold. Barnets traumatiske indtog i verden havde gjort kontakten mellem mor og barn vældig anspændt og barnet helt stiv i ryggen. Via Pe-

11 ter Levines arbejde demonstreredes, at kontakten kunne udvikles efter mere end et års afvisning fra barnet. Yalom på nu 82 år holdt en skarp og velformuleret tale på et par timer om Teaching Psychotherapy Through Narrative. I de mange år han var på Stanford University, skrev han de videnskabelige artikler, der tillod ham at beholde jobbet, og samtidig brugte han det materiale, han fik fra sine klienter i skønlitterære bøger. Disse blev til en art lærebøger for unge terapeuter. History is fiction that happened. Fiction is history that could have happened. Eller efter Camus: Fiction is the lie that tells the truth. Respekten for forskellige retninger gør indtryk, ligesom den overordnede tanke, at al psykoterapi grundlæggende er mere ens end forskellig Senere ser og hører jeg Judith S. Beck på scenen via Skype interviewe sin gamle far, 92-årige Aaron Beck, faderen til den kognitive terapi. Atter bevægende at høre denne fysisk alderssvækkede mand tale klart og klogt om udviklingen inden for den kognitive terapi, opdagelsen af automatiske tanker og glæden ved de forskellige bølger af udvikling inden for den kognitive terapi. Han understregede, at kontakten også i den kognitive terapi er helt centralt, og at engagement er vigtigt. Kognitiv terapi er ikke kun teknik. Han udtrykte et stort håb om at fremtidens terapier vil smelte sammen, blive absorberet, og at der vil komme mere fokus på værdier, og at den humanistiske tilgang bliver integreret i fremtidens terapi. Den sidste regn Første aften mødte jeg Patricia og Salvador Minuchin, som jeg har truffet flere gange i Danmark. Jeg interviewede Minuchin til Psykolog Nyt i 2009 og havde ikke forventet at møde ham igen i faglige sammenhænge, nu var han 92 år og var til allersidst kommet i programmet med tre optrædener trods fruens modstand. Hun mente, han var for gammel og for svag, og tilføjede kærligt: Men du ser jo strålende ud! Salvador Minuchin optrådte med flere oplæg, og han blev en dag interviewet af Jeffrey Zeig om The Craft of Family Therapy. Det var bevægende se og høre ham igen og se hans glæde over at blive hyldet af de fremmødte, som var han en anden rockstjerne. Han sagde, at dette var malkosh, den sidste regn! Hans måde at sige, at dette er hans sidste optræden? Stikord for ham i al terapi: at introducere håb, kompleksitet, forvirring og nysgerrighed. At være stålsat overbevist om noget er forandringens fjende, empati er at forstå hvordan. Empati i terapi er have mod til at udfordre. Hvordan kan man udfordre uden at skræmme: ved at gøre klart, at folk er meget mere og rigere, end de ved af. Det særligt vigtige for ham var at fremhæve ideen om, at vi mennesker består af mange forskellige sideløbende eksisterende identiteter. Han brugte sig selv som eksempel. At vokse op som jøde i et lille antisemitisk samfund i Argentina og være udenfor, tilhøre en minoritet og føle sig mindreværdig. Senere kæmpe mod diktatur og komme i fængsel og så få en identitet som revolutionær argentiner. Så til Israel som zionist og samfundsopbygger i en høj hierarkisk position, så til USA og blive indvandrer. Så blive gift og få børn og atter få nye identitetsdimensioner. Alt sammen noget, som tillader ham at bruge sig selv og sin mangefacetterede viden kreativt i arbejdet med mange forskellige slags identiteter. At være immigrant gjorde det lettere for ham at indtage en not knowing position uden forstillelse i arbejdet med familier. Han fortæller, at selv om det kan se sådan ud, er han aldrig spontan, han leder efter mønstre og finder dem altid og genkender dem, møder ingen, han ikke har set før. Han bliver straks både en del af familien og ikke, bevarer altid en lille grøn fyr, der sidder på hans skulder og analyserer og kommenterer. Ved at se tilbage undrer han sig over, at det, han troede ville blive selvfølgeligt, at alle ville komme til at arbejde kontekstuelt, ikke er sket. At for mange uddannes til forsimplet tænkning Dette var et alt for kort ridt gennem en uges program med stor intensitet og en bred vifte af tilgange fra neurovidenskab over systemisk familieterapi via hypnoterapi, gestaltterapi, kognitiv terapi og buddhistisk psykologi til positiv psykologi og alt det andet. De gamle er stadig hos os, vores fags forbilleder. Hvis du kan, bør du overveje at tage turen til Californien i Eva Søndergaard, cand.psych. evaks.dk@gmail.com PSYKOLOG NYT NR SIDE 11

12 TILKNYTNING Af Lars Lønstrup fotos: PRIVATFOTOs Indsigt i klientens mønster for tilknytning giver en bedre chance for at danne en frugtbar terapeutisk alliance, siger Sarah Daniel. Hun forsker i de tilknytningsmønstre, forskellige klienter har. SIDE 12 PSYKOLOG NYT NR

13 Vi har alle et tilknytningsmønster, grundlagt i barndommens relationer til forældre og andre primære omsorgspersoner. V i har alle et tilknytningsmønster, grundlagt i barndommens relationer til forældre og andre primære omsorgspersoner. Mønstret påvirker den enkeltes evne til at indgå relationer senere i livet og har indflydelse på indstillingen til at modtage hjælp, hvis man opsøger psykoterapi. Den danske psykolog Sarah Daniel forsker i de tilknytningsmønstre, forskellige klienter har, og hvordan terapeuten kan møde klienten gennem indsigt i dennes mønster. Opnås denne indsigt, kan det få afgørende betydning for klientens mulighed for at åbne op og drage nytte af den terapeutiske relation. Der er stigende international interesse for dette forskningsfelt, som Sarah Daniel selv fattede interesse for i sine første arbejdsår som psykolog i dansk voksen- og børnepsykiatri. - I psykiatrien fylder diagnoser meget, men jeg oplevede, at de ikke nødvendigvis sagde så meget om, hvordan jeg skulle gribe arbejdet an. Derfor opsøgte jeg mere systematisk viden om de tilknytningsmønstre, man har med, når man går ind i en terapeutisk relation, fortæller hun. Sarah Daniels søgen bragte hende på sporet af international forskning i tilknytningsmønstre, der med baggrund i studier af store repræsentative udsnit af befolkningen i fortrinsvis USA, Canada og England finder, at godt halvdelen (55 pct.) af os forlader barndommen med et trygt tilknytningsmønster. Mens den anden halvdel af en given befolkning træder ind i voksenalderen med en af følgende tre typer for utryg tilknytning: 1. Undgående/afvisende tilknytning (15 pct.). 2. Opslugt/ambi va lent tilknytning (10 pct.). 3. Ubearbejdet/desorganiseret tilknytning (20 pct.). - Tallene hviler på et stort datamateriale, som er indsamlet ved hjælp af spørgeskemaundersøgelser, samt interviews med, og observation af, både børn og voksne, så selv om man ikke kan udelukke lokale forskelle fra land til land, er der ret solidt belæg for at antage, at tallene vil være nogenlunde de samme herhjemme, siger Sarah Daniel. Ind i forskningen Sarah Daniels interesse for tilknytningsmønstre førte efter nogle års praktisk arbejde som terapeut til, at hun søgte en stilling som forsker og underviser ved Psykologisk Institut på Københavns PSYKOLOG NYT NR SIDE 13

14 Universitet. Her er hun i dag ansat som lektor. Hun har stadig klienter, fordi vekselvirkningen mellem praktisk og teoretisk arbejde befrugter hinanden, men hovedparten af hendes tid er dedikeret til arbejdet som forsker og underviser. Det er der kommet en bog ud af, Relation og fortælling. Tilknytningsmønstre i en behandlingskontekst (2012), hvori Sarah Daniel giver en indføring i den internationale forskning på området. Undervejs har hun tilegnet sig den interviewteknik og den evne til at analysere og kategorisere klienternes svar, som er en af de primære nøgler til det store datamateriale om tilknytningsmønstre, der findes i dag. Metoden er udviklet på amerikanske universiteter, og det er også her, Sarah Daniel i lighed med andre forskere, der har tilegnet sig metoden har opnået sin autorisation til at analysere og kategorisere klienternes udsagn. I praksis er det ofte en ret kompliceret affære at finde klientens mønster for tilknytning, fordi der både i klienten selv og i samspillet med terapeuten kan være flere parallelle mønstre for tilknytning i spil, som kan påvirke og farve terapeutens opfattelse af klientens tilknytningsmønster. Derfor er det ikke ualmindeligt med flere års terapi, før terapeuten finder frem til klientens mønster for tilknytning. Hovedvægten i Sarah Daniels empiriske forskning er hendes bidrag til Bulimi-projektet på Københavns Universitet, hvor 70 kvinder, der lider af bulimi, behandles med to forskellige former for terapi, hvorefter effekten af de to terapiformer bliver målt og sammenlignet. Når man bliver presset, kommer alt det i spil, man har på lager i forhold til tilknytning. Og hvis lageret er fyldt op med svære erfaringer, så aktiveres ens forsvarsstrategier. Utryg tilknytning er normalt Men det er ikke kun hos mennesker med alvorlige psykiske problemer, man finder utrygge tilknytningsmønstre, understreger Sarah Daniel, og mange med et utrygt tilknytningsmønster klarer sig godt senere hen. Det er nemlig ikke en statisk og uforanderlig tilstand. Senere nære relationer til fx partnere og venner kan moderere betydningen af de gamle mønstre. - I ungdommen ændres tilknytningshierarkiet gradvist, når man begynder at orientere sig mod jævnaldrende. Man kan møde mennesker, der tager imod én på en anden måde, end man er vant til, og det kan ændre meget. Men det er lige så klart, at dårlige tilknytningserfaringer forøger risikoen for at falde tilbage i uhensigtsmæssige reaktionsmønstre, siger Sarah Daniel. - Når man bliver presset, kommer alt det i spil, man har på lager i forhold til tilknytning. Og hvis lageret er fyldt op med svære erfaringer, så aktiveres ens forsvarsstrategier. Derfor kan selv en god oplevelse af samhørighed med et andet menneske for nogle virke utryg og provokerende, fordi den aktiverer traumatiske oplevelser tidligere i livet. Terapeutens viden om tilknytningsmønstre kan efter Sarah Daniels mening være en stor hjælp i arbejdet med klienter. - Man får en større forståelse for klientens måde at bede om hjælp på og dermed en bedre chance for at danne en frugtbar terapeutisk alliance. Samtidig er det nyttigt at have en form for systematisk viden om de dynamikker, der påvirker menneskelige relationer, så man ikke skal starte helt forfra, hver gang man møder en ny klient. Afvisende tilknytningsmønster De terapeutiske udfordringer i forhold til klienter med utrygge tilknytningsmønstre er mange og forskelligartede. Den grundlæggende erfaring hos mennesker med et undgående/afvisende mønster for tilknytning er, at andre mennesker ikke kan tåle ens smerte. Derfor afgrænser og beskytter de sig selv, indtil de tør tro på, at den anden ikke vil svigte, og det giver terapeuten en dobbelt udfordring: - Man skal ikke presse for meget på, for så kan man skræmme klienten væk. Men man skal heller ikke blive så tilbageholdende, at klienten får for meget ansvar for samtalen, for så risikerer man at overse mulige åbninger. - Terapeutens opmærksomhed kan let blive svækket eller lukke ned over for en undgående klient, fordi vedkommende taler uden om eller virker uengageret i den terapeutiske proces. Da kan det være frugtbart at metakommunikere om, hvad der foregår i rummet lige nu. Og om, hvordan klienten oplever at tale om det. Ofte vil klienten synes, at terapeuten derved kommer for tæt på, og have svært ved at mærke, hvad man egentlig føler lige nu. I de tilfælde kan det være frugtbart at tilbyde svarmuligheder og spørge, kunne det være sådan, du føler? Eller sådan? forklarer Sarah Daniel. Ambivalent tilknytningsmønster Mennesker med et ambivalent mønster for tilknytning er meget parate til at gå ind i relationer også i forhold til terapeuten, som man har et stærkt ønske om at få hjælp fra og derfor let kommer til at sætte under pres. - Men ligesom det ambivalent tilknyttede barn ikke kan bruge forældrene som en tryg base, fordi den grundlæggende erfaring er, at de ikke stiller op, når det gælder, så vil den ambivalent tilknyttede klient søge reaktioner fra terapeuten, som klienten i virkeligheden ikke kan bruge. - Derfor skal man som terapeut forsøge at holde hovedet koldt og undgå at gå alt for ureflekteret ind i klientens følelsesmæssige kaos og mylder af historier. Ligesom man skal være mentalt for- SIDE 14 PSYKOLOG NYT NR

15 beredt på at kunne blive angrebet og skældt ud, fordi klientens strategi for, hvordan man opnår kontakt og hjælp, i mange tilfælde vil føre til skuffelse og vrede. Desorganiseret tilknytningsmønster Gruppen af personer med ubearbejdet/desorganiseret tilknytning er den mest sammensatte af de tre kategorier for utryg tilknytning. Gruppen spænder fra personer, hvor desorganiseringen kun forekommer i mindre områder af psyken, til mennesker med store psykiske vanskeligheder. Det er også her, man finder de mest traumatiske tilknytningserfaringer i form af overgreb og misbrug. - Hvor de undgående og ambivalente mønstre nok er utrygge, men samtidig indeholder en strategi for, hvordan personen handler, så kan den desorganiserede tilknytning medføre et fravær af strategi, eller at flere strategier skifter kaotisk mellem hinanden, og det kan give terapeuten store vanskeligheder. - I det ene øjeblik kan nærheden være skræmmende, i næste øjeblik synes klienten, at terapeuten er alt for fjern. Derfor skal man være særligt opmærksom på, hvor personen er, tale om det og være indstillet på, at der ofte er brug for, at man går ind og reparerer relationen. Ligesom det ofte vil være hensigtsmæssigt at sænke intensiteten i samtalen. Lange forløb mest almindelige Det sker, at terapeuten relativt hurtigt får en sikker fornemmelse af, hvordan klientens tilknytningsmønster ser ud, men det er sjældent. - I praksis er det ofte meget mudret. Klienten kan i nogle sammenhænge give indtryk af at have et trygt mønster, mens et utrygt mønster dukker op i andre sammenhænge. Det er heller ikke ualmindeligt, at indholdet i det klienten siger, kan tyde på én form for tilknytningsmønster, mens måden klienten fortæller, og forholder sig til terapeuten, på kan give indtryk af et helt andet mønster. - Så før man med rimelig sikkerhed kan sige, hvordan klientens tilknytningsmønster hænger sammen, vil der ofte gå længere tid, siger Sarah Daniel. Lars Lønstrup, journalist LEDIGE YDERNUMRE Ledige ydernumre til besættelse 1. oktober 2014 Der opslås ledige ydernumre til besættelse 1. oktober En oversigt over de ledige ydernumre, og hvor de geografisk skal besættes, fremgår af vores hjemmeside fra omkring 15. maj Se: > Rådgivning > Selvstændig > Den Selvstændiges ABC > Ydernummer Ansøgning om ledige ydernumre. KRAV TIL ANSØGERE For at komme i betragtning til et ydernummer, skal ansøgere opfylde visse krav. Efter overenskomsten skal du: 1) Stå til rådighed som privatpraktiserende i mindst 22 timer ugentlig, dvs. at du ikke må have fast ansættelse i mere end 15 timer pr. uge. Undtagelsesvis kan der dispenseres herfra. Hvis du søger om dispensation, da husk at anføre dette på et særskilt ark papir i din ansøgning. 2) Være autoriseret af Psykolognævnet. 3) Besidde den nødvendige psykologfaglige kompetence, herunder have erfaring med overenskomstens persongrupper og med privatpraksis. ANSØGNING + BILAG Brug det særlige ansøgningsskema, når du søger om ydernummer. Du finder skemaet på > Rådgivning > Selvstændig. Venligst indsend skema og bilag pr. brev til Dansk Psykolog Forening, Stockholmsgade 27, 2100 København Ø. Husk altid at vedlægge kopi af dit autorisationsbevis og specialistbevis. NB. Selv om du har søgt om ydernummer på et tidligere tidspunkt, skal du indsende en ny ansøgning. Ansøgningsfrist: 6. juni Senere indkomne ansøgninger (og bilag) vil ikke blive behandlet. BEDØMMELSESUDVALGET Alle rettidigt modtagne ansøgninger videresendes sammen med bilag til Bedømmelsesudvalget. Ansøgninger bliver alene bedømt på de oplysninger, som fremgår af ansøgningen. Det er Bedømmelsesudvalget, der behandler ansøgninger og fordeler de ledige ydernumre. Fordelingen sker på baggrund af ansøgeres kompetencer og ud fra regionernes krav til geografi. litteratur Cassidy, J. & Shaver, P. (Eds.). (2008). Handbook of attachment. Theory, research, and clinical applications. 2nd ed. New York: Guilford Press. Daniel, S.: (2012). Relation og fortælling. Tilknytningsmønstre i en behandlingskontekst. København: Samfundslitteratur. Obegi, J.H., & Berant, E. (Eds.). (2009). Attachment theory and research in clinical work with adults. New York Guilford Press. Steele, H., & Steele, M. (Eds.). (2008). Clinical applications of the Adult Attachment Interview. New York: Guilford Press. Ansøgerne vil ultimo august 2014 modtage svar direkte fra den region, hvor der er søgt om ydernummer. ØVRIGE OPLYSNINGER Har du problemer med at downloade materialet, eller har du spørgsmål til ansøgningsprocedure, er du velkommen til at kontakte sekretær Britt Vestskov-Møller, tlf PSYKOLOG NYT NR SIDE 15

16 KOMPETENCER Bliv en del af TR-netværket Der er ansvar forbundet med hvervet som tillidsrepræsentant, men også fristende muligheder for personlig og professionel udvikling. Vi inviterer nye TR er indenfor. H ar du gjort dig tanker om, hvordan din arbejdsplads kunne udvikles? Om hvilke tiltag der ville fremme trivsel og arbejdsglæden? Om hvilken kompetenceudvikling du og dine kolleger burde tilbydes? Om at anerkendelse også godt kan afspejles i lønposen? Har du lyst til at lære noget nyt? Hvis ja, så er skridtet mod at blive tillidsrepræsentant på din arbejdsplads snublende nær. I dagligdagen forkorter vi gerne til TR, men misser så ordets egentlige betydning: Som TR er man valgt af kollegerne. Man repræsenterer dem til at varetage deres interesser over for ledelsen. Ligeledes bliver man Psykologforeningens repræsentant på arbejdspladsen og varetager foreningens interesser. Tillidsrepræsentantens opgaver er ikke kun de klassiske, altså løn og arbejdsvilkår, men også nye opgaver som trivsel, reformer, arbejdsmiljø og effektiviseringer. Han eller hun arbejder på flere forskellige planer i organisationen. Over for den enkelte kollega spiller TR en vigtig rolle i forhold til lønforhandling ved nyansættelser og de årlige lønforhandlinger. TR kan træde til, hvis der opstår samarbejdsproblemer, fungerer som bisidder ved sygesamtaler og kan i det hele taget fungere som bindeled mellem kollegaen og ledelsen. På det organisatoriske plan er tillidsrepræsentanten ofte involveret i forandringsprocesser og arbejder med trivsel og arbejdsmiljø. Dette sker typisk gennem en plads i MED-udvalg, hvor man som TR har en naturlig plads og interesse i at være. Baggrund I den kommende tid kontakter Psykologforeningen arbejdspladser uden TR for at få en dialog om mulighederne. Vil du gerne have os ud at fortælle, da kontakt os på tia@dp.dk. Man skal som mindst 5 AC ere på en arbejdsplads for at kunne vælge en tillidsrepræsentant. At stille op til valg som TR kræver, at man har været ansat mindst seks måneder. Der er 273 psykologer, der fungerer som TR, fordelt på kommuner, regioner, staten og i det private. Dansk Psykolog Forening mener, at det er meget vigtigt, at du som TR har de rette arbejdsbetingelser. Både tid og løntillæg og arbejdsredskaber, fx internetopkobling og ipad hjemme. Når du begynder som TR, er det derfor vigtigt, at der sker den nødvendige arbejdstilrettelæggelse. Det vil sige at der tages de nødvendige normeringsmæssige hensyn i forbindelse med din varetagelse af hvervet, og at der sker en afklaring af, hvor megen tid (ud over akut opståede situationer) der anvendes til TR-hvervet. Kompetenceudvikling på langs At træde ind i TR-rolle føjer et andet perspektiv til din profil og styrker udsynet i forhold til den organisation, du arbejder i. Du kommer som TR tættere på ledelsesrummet og får solidt og dybere kendskab til den organisation, som du arbejder i. Når man er valgt, er der rige muligheder for at blive klædt på til opgaven. Der er TR-kurser i foreningsregi, ligesom der udbydes kurser i regi af Akademikerne (AC), hvor man møder andre akademiske faggrupper og får indblik andre arbejdspladsers måde at fungere på. Det er en ganske gratis kompetenceudviklingsmulighed, som giver personlig udvikling og tæller med på cv et, hvis du ønsker at søge stillinger med ledelsesansvar. Når du deltager i TR-kurser, får du almindelig løn og transportgodtgørelse, ligesom din arbejdsplads får lønrefusion. Er tillidsrepræsentanten Skipper Ensom? Nej, så langt fra. Der er råd og vejledning at hente ad libitum hos den konsulent i Psykologforeningen, du er tilknyttet som TR. Ydermere er der tilbud om deltagelse i TR-netværk for psykologer landet over, hvor man mødes tre-fire gange årligt og henter inspira tion og sparring. TR-kasketten giver også adgang til spændende fyraftensmøder og til det særlige TR-årsmøde, hvor der er rig mulighed for at netværke og komme i direkte dialog med formanden for Dansk Psykolog Forening. Få indflydelse, kompetenceudvikling og udvidet netværk. Så enkelt kan det siges. Er du for resten den næste tillidsrepræsentant? Tine Andresen & Winnie Kjeldsen, Konsulenter i Dansk Psykolog Forening SIDE 16 PSYKOLOG NYT NR

17 Ernst Doets, 41 år, har siden januar 2014 været tillidsrepræsentant (TR) for psykologerne i Arbejdstilsynet, Tilsynscenter Øst. Han begyndte som suppleant for to år siden og repræsenterer i dag 13 psykologer. Ny i funktionen Hvad fik dig til at stille op som tillidsrepræsentant? ED: Det gjorde lyst til at lære nyt og det at få mulighed for at få mere kendskab til Arbejdstilsynets organisering. Derudover selvfølgelig vil jeg gerne kæmpe for bedre vilkår for mine kolleger, fx at skabe bedre rammer for supervision, mulighed for autorisation og autorisationstillæg. Personligt har jeg haft gavn af at være suppleant først, fordi jeg dermed blev introduceret til området, inden jeg selv skulle varetage det. Hvor lang tid bruger du på TR-arbejdet? ED: I øjeblikket har jeg og min suppleant haft mange møder for at forberede årets lønforhandling. Derudover er jeg medlem af klubbens bestyrelse, som har fire møder årligt. Så er der årets generalforsamling i klubben. For nylig har jeg været på et todages seminar med alle tillidsrepræsentanter og ledelsen i min afdeling af Arbejdstilsynet. Det indebærer selvfølgelig et tidsforbrug, men gav os god sparring om nye opgaver og arbejdsmetoder. Hvilke opgaver har du som TR? ED: Deltagelse i lønforhandling, medarbejderforummøder og af og til jobsamtaler. Jeg ser det som min opgave at varetage psykologernes trivsel og skabe sammenhold. Psykologerne i Arbejdstilsynet har ikke kontorarbejdspladser, men et konsulentpræget arbejde, og de kører meget ud på landevejene. Psykologerne mødes måske 4-5 gange årligt, så jeg anser det for vigtigt at informere om nyheder og holde fingeren på pulsen med hensyn til psykisk arbejdsmiljø, work-life-balance osv. Hvordan samarbejder du med ledelsen? ED: Generelt er der et godt samarbejde, og ledelsen er lydhør over for TR. Men vores reelle indflydelse er begrænset, især når det handler om løn og tillæg. Fagligt oplever jeg det som en udfordring at oversætte psykologernes behov til ledelsens (management-)sprog. Hvilke erfaringer har du med at arbejde i SU/MED? ED: I Arbejdstilsynet er der flere lokaludvalg, og jeg sidder i et medarbejderforum, som dækker Sjælland, Lolland, Falster og Bornholm. Der er mange faggrupper i Arbejdstilsynet, og derfor er medarbejderforum ret stort, dvs. dækker måske 20 tillidsrepræsentanter. Møderne er ofte præget af lange diskussioner, som ikke altid er konstruktive. Mange problemer har en lang historie, og de kan være svære at gennemskue, når man er ny i funktionen. Hvad giver det dig fagligt og personligt at være TR? ED: For eksempel at få indsigt i ledelsens beslutninger og bevæggrunde. Det gavner samarbejde at kunne sætte sig ind i begge parters perspektiv og behov. Hvorfor synes du, at man skal stille op som TR? ED: Man lærer meget af det, og man kan give noget til sine kolleger. Jeg er fortaler for at TR-embedet går på omgang, så at alle får mulighed for at prøve det, uden at det bliver påtvunget. Derudover synes jeg der er sjovt og udford rende, man får mange nye kontakter og møder engagerede psykologkolleger, blandt andet på Dansk Psykolog Forenings kurser for tillidsrepræsentanter. Det er altid interessant at høre, hvordan verden ser ud på andre arbejdspladser. Psykologforeningen har flere interessante kurser og gå-hjem-møder for tillidsrepræsentanter. Er der svært at være TR? ED: Nej. PSYKOLOG NYT NR SIDE 17

18 INDSATS Unge med erhvervet hjerneskade Med en bevilling på 100 mio. kroner er alle danske Regioner i gang med en indsats, der skal styrke tilbuddene til unge med erhvervet hjerneskade. A malie gik i gymnasiet, da hun kørte galt på cykel. Ulykken medførte et hovedtraume, en brækket arm og beskadigelse af indre organer. Efter nogle ugers indlæggelse kom Amalie hjem. Hun fik træning hos en fysioterapeut og begyndte snart i gymnasiet igen. Men hun kunne ikke læse særlig hurtigt, hendes syn var nedsat og hun begyndt langsomt at isolere sig socialt på grund af træthed og overfølsomhed for lyd. Hun måtte gå 2. g om. Amalie fik ikke den tidlige træning, hun havde brug for. Det fik store konsekvenser for både Amalie og hendes familie Det var unge som Amalie med oversete rehabiliteringsbehov, Folketinget havde i tankerne, da de afsatte 100 mio. kr. på finansloven til en særlig indsats for unge med hjerneskade. Alle fem danske Regioner fik puljemidler i 2013 og med lidt forskelligt starttidspunkter er alle projekter nu godt i gang. Baggrund for projektet Der har i mange år manglet en fælles national plan for opsporing og rehabilitering af personer med følger efter hjerneskade, så indsatserne bliver både sammenhængende, effektive og af høj kvalitet. I 2011 udgav Sundhedsstyrelsen en såkaldt Medicinsk Teknologi Vurdering (MTV), der kortlagde viden om effekt af hjerneskaderehabilitering. MTV en sammenfattede viden om effekt af at træne hukommelse, sprog, syn og opmærksomhed, og hvordan patienter og pårørende oplever rehabilitering. MTVrapporten indeholdt også en gennemgang af den eksisterende viden om omkostninger forbundet med rehabilitering og anbefalinger om effektiv organisering. Rapporten dannede baggrund for udarbejdelsen af to efterfølgende nationale forløbsprogrammer for henholdsvis børn/ unge og voksne med erhvervet hjerneskade. Forløbsprogrammer er en samling nationale anbefalinger om, hvordan indsatser over SIDE 18 PSYKOLOG NYT NR

19 Region til region modelfoto: Colourbox for bestemte patientgruppe bør udformes. I arbejdet med forløbsprogrammerne var der fokus på at opløse organisatoriske barrierer. Manglende neurofaglig viden og manglende tværsektoriel koordination og samarbejde blev udpeget som faktorer, der kunne føre til dårlig kvalitet af hjerneskaderehabiliteringen. Forløbsprogrammerne påpegede også, at der som følge af korte indlæggelsestider på hospitalerne sandsynligvis udskrives patienter med uopdagede behov for rehabilitering. I forløbsprogrammerne blev det derfor anbefalet, at der på landets sygehuse blev åbnet ambulatorier, der har til formål at opspore og tilbyde vurdering af rehabiliteringsbehov. Projekt Styrket indsats for unge med erhvervet hjerneskade skal sikre, at centrale dele af forløbsprogrammernes anbefalinger afprøves i første omgang over for en begrænset målgruppe, nemlig unge mellem 15 og 30 år. Styrket indsats for unge De fem regionale ungeprojekter er lidt forskelligt udformet, men fælles for dem er, at der etableres regionale ambulatorier, hvor unge mellem 15 og 30 med erhvervet hjerneskade opspores og tilbydes vurdering eller revurdering af behov for hjerneskade rehabilitering. Ambulatorierne er tværfaglige. Da langt de fleste hjerneskadede patienter har komplekse psykosociale problemer og ofte skjulte, perceptuelle, kognitive, emotionelle og kommunikative vanskeligheder, har alle ambulatorier ansat en eller flere neuropsykologer. Derudover består teamet af læge, terapeuter og eventuelt talepædagoger og socialrådgivere. Alle projekterne har opmærksomheden rettet mod at forbedre den tværsektorielle koordinering af forløb. Efter kommunalreformen i 2007 overtog kommunerne ansvaret for hjerneskaderehabilitering, men det er fortsat hospitalerne, der skal udarbejde en såkaldt genoptræningsplan, som er det legale dokument, der giver borgerne ret til rehabilitering. Lovgivningen siger klart, at det kommunale selvstyre giver kommunerne ret til selv at bestemme serviceniveau og dermed i udstrakt grad selv kan definere, hvordan de overordnede anbefalinger fra hospitalet skal tolkes og føres ud i livet. Alle ungeprojekterne har netop samarbejde med de kommunale myndigheder som væsentligt tema. Målet i alle projekter er at afprøve og udvikle bedre modeller for dette samarbejde. Fx har Region Midt etableret en række forpligtigende aftaler med kommunerne, og Region Syd har fokus på at udvikle redskaber i den tværsektorielle kommunikation. Der kan hentes yderligere information på nedenstående hjemmesider, fx om hvordan man henviser unge til projekterne: Region H: Region Sjælland: Region Syd: (under udvikling) Region Midt: Region Nord: Kontaktperson:Trine.ryttersgaard@rn.dk Fælles database Et andet fælles mål for de fem delprojekter er at etablere en national kvalitetsdatabase, der i projektperioden sikrer indsamling af en række oplysninger om de unge, der deltager i projekterne. Data skal både dokumentere indsatserne og være med til at skaffe information om, hvad der karakteriserer de unges sygdomsforløb, symptomer, og i hvilket omfang de kommer i uddannelse og arbejde. Ambitionen er, at databasen efter projekternes afslutning skal fortsætte som en national rehabiliteringsdatabase. I Region Hovedstaden arbejder en projektansat ph.d.-studerende med en epidemiologisk kortlægning af udvikling af incidents af forskellige typer af hjerneskader, og i Region Sjælland planlægges et ph.d.-projekt, der undersøger kvaliteten af samarbejdet mellem Region og kommuner. Også Region Midt planægger et ph.d.-projekt. Flere af projekterne arbejder derudover med udvikling af undervisningsprogrammer og redskaber til opsporing af unge hjerneskadede på regionens hospitaler og kommuner. Region Midt arbejder yderligere med opsporing og behandling af unge med følger efter hjernerystelse. Denne diagnosegrupper er ikke inkluderet i projekternes primære målgruppe, og disse indsatser finansieres særskilt. Bæredygtighed og snitflader Selv om projekternes målgruppe er unge mellem 15 og 30, er det forhåbningen, at en del af de erfaringer, der gøres med rehabiliteringsambulatorier, tværsektorielt samarbejde og kvalitetsdatabase, vil kunne række ud over projektperioden. I alle projekter er man meget opmærksomme på, at der er en række snitflader mellem projekterne og andre eksisterende indsatser. Det er fx vigtigt at fastholde, at projekterne ikke yder almindelig hjerneskaderehabilitering og dermed ikke konkurrerer med de landsdækkende specialiserede centre, kommunikationscentre og Tale-Høreinstitutter. Der er tale om rene regionale indsatser og ikke indsatser, der skal overtage opgaver, som kommunerne har ansvar for at udføre. Hysse Birgitte Forchhammer, cand.psych., på projektgruppens vegne PSYKOLOG NYT NR SIDE 19

20 ANMELDELSE Edgar Rubins æra Engelsksproget udgivelse går rundt om en navnkundig dansk psykolog, men dækker reelt vores videnskab, fra den optrådte i Danmark, til revolutionen kom rullende i tresserne. J örgen L. Pind, professor i psykologi ved University of Iceland, har skrevet en spændende bog om udviklingen af den eksperimentelle psykologi i Danmark. Teksten omfatter tiden fra 1800-tallets forankring i filosofien til det såkaldte studenteroprør i 1968, som bl.a. medførte afskaffelse af filosofikum som adgangseksamen til universitetsstudier. Pind fokuserer i sin bog på Edgar Rubin, men belyser også tiden før og efter ham. (En undersøgelse af kendte psykologer fra 1968 placerede Rubin blandt de 53 mest kendte af 1040 psykologer fra hele verden i perioden ). Teksten handler om videnskabens udvikling i en periode, som på næsten alle felter medførte revolutionære opgør i den videnskabelige verden. Forfatteren har pløjet sig gennem et omfattende stort antal videnskabelige udgivelser, avistekster mv. samt private breve, som han bruger til at illustrere sine pointer. Fx citerer han flere sider af teologen Kai Munks selvbiografi: Foråret så sagte kommer, når han vil fortælle, hvordan Rubins filosofikum-eksamen formentlig foregik. Munk blev eksamineret af professor Kroman, som blot et par år tidligere havde søgt at grille Rubin. Munk gengiver den dialog, der udspillede sig i det tætbesatte, livligt applauderende auditorium. Rubin og Munk bestod begge eksamen med UG, den højeste karakter. Grundlæggeren af Psykofysiologisk Laboratorium i København, Alfred Lehmann, og hans forskning omtales grundigt, fx ved gengivelse af Lehmanns redegørelse for eksperimenter med hashindtagelses psykologiske virkninger (herunder på ham selv!) i et brev, han skrev til sin professor, Harald Høffding, fra Leipzig i 1886, hvor han studerede ved Wilhelm Wundts laboratorium. Bogen konfronterer læseren med detaljer om alt det, der dannede forudsætningerne for den embedseksamen, som cand. psych.-uddannelsen havde udviklet sig til i 1960 erne på den tid, hvor bogens anmelder havde sin gang på Psykologisk Laboratorium i det, Pind kalder to-professor-perioden. Grundbog om videnskabelig metode Mange af bogens afsnit kan minde om opslag i en grundig psykologisk encyklopædi, men Pind sætter emnerne ind i en historisk sammenhæng omkring psykologiens udvikling i en periode, hvor en del af faget udviklede sig fra den filosofiske forankring til en eksperimenterende udforskning på naturvidenskabeligt grundlag. Rubin var således initiativtager til et tværvidenskabeligt diskussionsforum, der involverede hans fætre, Harald og Niels Bohr og filologen Lis Jacobsen. Det er en grundig og vægtig bog, bestemt ikke letlæst, men veltilrettelagt og pædagogisk fremstillet. Fyldt med minutiøst dokumenterede fakta om datidens psykologiske eksperimenter og sjove sidebemærkninger, men også med glimt af et europæisk bagtæppe af kultur, demokrati- og industriudvikling, verdenskrige og jødeforfølgelser. Værket afspejler fagets udvikling med fokus på perceptionspsykologi fra den atomistiske psykofysiologiske start til helheds- og gestaltpsykologiske teoridannelser, der har givet os indsigt ikke blot i visuelle perceptioner, men også danner basis for forståelse af følelsesliv, samliv, behov, konflikter, stræben og udvikling af personlighed. Mange psykologer i pensionsalderen (!) vil finde bogen spændende, måske undertiden lidt for detaljeret, og jeg håber, at den også vil kunne interessere yngre generationer, som her får et indblik i den detaljerede eksperimentelle baggrund, faget er grundlagt på. Det er en grundbog om den videnskabelige metode, som alle humanistiske studerende indtil slutningen af 1960 erne blev præsenteret for i filosofikumforelæsningerne. Palle Vestberg BOGDATA Jörgen L. Pind: Edgar Rubin and Psychology in Denmark. Figure and Ground. Springer, Officiel pris: 106,99 euro, e-bog: 83,29 euro ( SIDE 20 PSYKOLOG NYT NR