En undersøgelse og diskussion af fremstillingen af stenredskaber omkring og inden 2,6 Mya

Transkript

1 OLDOWAN ELLER HVAD? En undersøgelse og diskussion af fremstillingen af stenredskaber omkring og inden 2,6 Mya Stud. BA. Jonas Holm Jæger SAXO-Instituttet, Københavns Universitet Arkæologi i Europa og Verden 22/ Side 1 af 31

2 Indhold Abstract... 3 Problemstilling... 4 Menneskets oprindelse... 4 Oldowan og de første stenredskaber... 6 East Gona 10 og Råmaterialer og selektivitet... 8 Stenredskabernes funktion og anvendelse... 8 Hvem? Reduktionsteknik: East Gona og Ounda Gona Sites Håndens biomekanik Litisk reduktion Diskussion: præ-oldowan? Konklusion Litteraturliste Bilag Bilag 1: Tegninger af genstande (kerner og hele afslag) fra EG10 og EG Bilag 2: Skæremærker (ved 180 x) fra DAN Bilag 3: Skæremærker (ved 80 x) fra DAN Bilag 4: Skæremærker (ved 120 x) fra DAN Bilag 5: Udgravede genstande fra OGS Bilag 6: Fragmenter af kranie og maxilla fra Australoptithecus garhi Bilag 7: Tænderne fra Australopithecus garhi Bilag 8: Three-jaw chuck full finger grip Bilag 9: Cradle five-jaw grip Bilag 11: Håndens dorsale muskulatur Bilag 12: Håndens palmare muskulatur Bilag 13: Tommelfingerens muskulatur Bilag 13: Eksempler på uintentionelt fremstillede afslag Side 2 af 31

3 Abstract The earliest intentionally modified stone tools and cut marked animal bones dates to c million-years ago (Mya) and marks the very earliest recognizable archaeological evidence for hominin activity. These tools and animal bones found at sites in Gona, Ethiopia, are significantly older than the first members of the genus, Homo and must therefore be linked with an even older hominin genus, the australopithecines, and more specifically, Australopithecus garhi, the only known australopithecine from the area surrounding the sites. The 2.6 Mya stone tools appear fully developed (as compared to later Oldowan tools) showing high understanding of conchoidal fracture and exploitation of specific raw materials. Thus, these assemblages do not constitute a proto-oldowan phase of learning or trial-and-error, but the appearance of a technological quantum leap from archaeologically unrecognizable tools of either stone or organic materials, to well-made stone tools. But does this reflect reality? Evidence from primatology, biomechanics, paleontology and archaeology might help to understand a possibly difficult-to-recognize material culture (i.e. the proto-oldowan learning phase) of even earlier hominins than A. garhi. Side 3 af 31

4 Problemstilling Indtil slutningen af forrige århundrede var de ældste stenredskaber dateret til for omkring 2,0 millioner år siden (Mya) og man mente, at de blev fremstillet af tidlige medlemmer af slægten Homo. Nyere fund fra Gona i Etiopien har dog modbevist denne påstand og rykket dateringen af de tidligste stenredskaber tilbage til omkring 2,6 Mya, men disse dateringer har ført til flere spørgsmål, da de tidligste Homoer først dukker op omkring 2,3 Mya, altså godt år for sent, men hvem har så fremstillet stenredskaberne og hvad kan vi sige om deres funktion og anvendelse? Analyser af de nye 2,6 millioner år gamle (Ma) stenredskaber viser at de er fremstillet af individer med en høj forståelse for stenens brudmekanik og råmaterialeudnyttelse og der dermed ikke belæg for, at kalde disse redskaber pre-oldowan, men hvor er denne proto-oldowanske oplæringsfase så henne? Kan det passe, at redskabsudviklingen tager et teknologisk kvantespring omkring 2,6 Mya eller findes der indikationer på, at redskabsfremstillig af sten kan have fundet sted tidligere? Menneskets oprindelse De evolutionære processer som skal sættes i forbindelse med menneskets (Homo sapiens sapiens) oprindelse og senere udvikling skal ses i lyset af adskillelsen mellem de afrikanske menneskeaber og den evolutionære gren af homininer som kommer til at udgøre slægten Homo. De to genera der kom til at udgøre mennesket og vores nærmeste, nulevende slægtning, chimpansen (Pan troglodytes) adskilles fra deres fælles evolutionære sti for omkring 6-8 Mya og udvikledes i to markant forskellige retninger. Den udviklnig der adskilte de allertidligste homininer fra chimpansen skal muligvis ses i sammenhæng med en række vigtige klimatiske forandringer som afstedkom en reduktion af den centralafrikanske regnskov og som inddelte dette område i en østlig og en vestlig zone. Denne opdeling af landskabet resulterede ligeledes i en opdeling af den centralafrikanske population af menneskeaber. Én mod vest som bibeholdte sin aboreale tilpasning til et liv i regnskovens trækroner, mens den østlige population måtte tilpasse sig til et markant anderledes, mere åbent landskab, hvor bipedal gang blev en nødvendighed for overlevelse (Jensen 2008: 176ff). Denne teori, Rift Valley-teorien, har længe været den gængse forklaring på, hvorfor der kun, med en enkelt undtagelse, er fundet hominine fossiler ældre en 3 Mya på østsiden af den østafrikanske riftzone, samt hvorfor menneskeaber og homininer ikke findes de samme steder. Undtagelsen for denne opdeling skal findes i Side 4 af 31

5 Tchad. Dette fund af Sahelanthropus tchadensis (Brunet et al. 2002: 145ff) er dateret til mellem 6-7 Mya og består af et næsten komplet kranium, samt dele af mandibula (underkæbe) og nogle tænder. S. tchadensis, menes at høre til de allerførste homininer som opstod efter bruddet med menneskeaberne. Det hominine tilhørsforhold understreges af en række morfologiske træk på knoglematerialet og tænderne, som udviser træk der er nærmere beslægtet med homininer end med aber: relativt små caniner (hjørnetænder), tykt emaljerede molarer (kindtænder) samt kraniets distinkte supraorbitale buer (øjenbrysnbuer). Kraniet udviser dog også mere primitive træk i form af et lille og robust kranium. Størrelsen indikerer at hjernen hos S. tchadensis har været på størrelse med abers snarere end senere homininers, derfor har fundets artsmæssige tilhørsforhold også været under debat (Toth & Schick 2009a: 57), men hvis det passer af S. tchadensis rent faktisk udgør en tidlig forfader til mennesket, skal idéen om menneskets oprindelse i Østafrika måske revurderes (Brunet et al. 2002: 145ff). Når slægtskabet af et fossil (om det er hominint eller ej) som S. tchadensis eller en menneskeabe skal bestemmes, baseres dette på minimum ét af to kriterier: 1) Postkraniale (skelettet under kraniet) indikationer på bipedalisme. 2) Hvorvidt individets tandkarakteristika deles med senere homininer eller med tidligere aber (Toth & Schick 2009a: 57) Mellem 6-4 Mya i Østafrika opstår en ny hominin variant, australopithecinerne, i form af slægterne Ardipithecus og Australopithecus, hvoraf Ardipithecus kadebba (5,8-5,2 Mya) og Ardipithecus ramidus (ca. 4,4 Mya) er de ældste. Senere arter består af Australopithecus anamensis (4,2-3,9 Mya) og Australopithecus afarensis (3,7-3,0 Mya) (Toth & Schick, 2009a: 57f). Australopithecinerne opdeles yderligere i de såkaldte gracile og robuste australopithecinere, hvor A. afarensis og dens senere slægtning A. africanus, tilhører de gracile varianter mens de senere, robuste australopithecinere omfatter A. aethiopicus, A. boisei og A. robustus (Jensen 2008: 180). A. afarensis, som skal vise sig at være interessant i et senere afsnit, var en hominin med et kranierumfang på mellem ccm, hvilket svarer nogenlunde til chimpansens (omkring 450 ccm) og dens seksuelle dimorfi (forskelle i størrelse mellem hanner og hunner) var ganske udtalt med hanner på omkring 1,5 m højde og vægt på omkring 45 kg, mens hunner var omkring 1 m høje og vejede omkring 30 kg. Hænderne er udstyret med krumme phalanges (fingre) og armene er lange, hvilket kan tyde på, at A. afarensis ikke var helt tilpasset til et konstant liv på landjorden og derfor stadig tilbragte nogen tid i trænerne. Der er dog detaljer omkring pelvis (bækken), femur (lårben), knæled og Side 5 af 31

6 fødder som tyder på, at A. afarensis har haft en bipedal tilpasning snarere end aboreal, som den arme ellers tyder på. Der findes ikke noget direkte bevis for, at netop disse tidlige homininer har beskæftiget sig med redskabsfremstilling, men hvis de har, er der muligvis tale om redskaber af sammet type som dem moderne chimpanser fremstiller (Toth & Schick 2009a: 58), hvilket gør dem nærmest umulige at erkende som arkæologiske artefakter blandt naturlig fremkomne geofakter, hvilket kan forklare, hvorfor de ældste stenredskaber ikke er ældre end 2,6 Mya. Men dette spørgsmåk vil blive diskuteret senere. Art Udstrækning i tid (Mya) Kranierumfang (ccm) Sahelanthropus tchadensis Ca Ardipithecus kadabba Ca. 5,8-5,2??? Ardipithecus ramidus Ca. 4,5-4,3??? Australopithecus anamensis Ca, 4,2-3,9??? Australopithecus afarensis Ca. 3,7-3, Australopithecus garhi Ca. 2,5 Ca. 450 Australopithecus africanus Ca Tabel 1: Efter Toth & Schick 2009a: 62f Oldowan og de første stenredskaber Begrebet Oldowan eller Oldowan industry blev første gang anvendt af parret Louis og Mary Leakey som en betegnelse for de stenredskaber som de stødte på under deres undersøgelser i Olduvai Gorge (eller Olduvai kløften) i Tanzania. Begrebet er sidenhen blevet synonymt med de første, intentionelt fremstellede stenredskaber. Det karakteristiske for disse redskaber er simple kerneredskaber fremstillet på vandrullede eller naturligt kantede stenblokke. Redskaberne bestod primært af de såkaldte choppers, som er simple former for skarptæggede afslag. Derudover findes hammersten som har været anvendt til fremstillingen af redskaber, samt fra tid til anden retoucherede afslag hvor æggen enten er blevet opskærpet eller forsøgt forbedret. Disse redskaber tilhørende Oldowan industien findes i de nederste niveauer af Olduvai Gorge, de såkaldte Bed I og Bed II som er dateret til mellem 1,85 og 1,35 Mya. Den nederste, Bed I er domineret af Oldowan industriens typiske kerne- og afslagsredskaber som de simple choppers, mens Bed II repræsenterer den senere fase af Oldowan industrien: Developed Oldowan eller Acheulien som er karakteriseret ved større Side 6 af 31

7 mængder af de såkaldte spheroids og subspheroids samt ikke mindst bifaciale håndkiler. Det skal dog nævnes, at Oldowan og Developed Oldowan i dag bliver betragtet som et samlet kompleks, indtil 1,5 Mya, hvor Developed Oldowan indkorporeres tidlig Acheulien (Toth & Schick, 2009a: 61). Jeg skal ikke gå nærmere ind i disse senere komplekser, da de er langt senere end denne opgaves temporale arbejdsområde. Ved nyere udgravninger fra Gona (Semaw 2000; Stout et al. 2010) og den nærliggende, såkaldte Bouri-formation (de Heinzelin et al. 1999) i Etiopiens Afar-region, har de senere år bidraget med meget væsentlig viden omkring fremstillingen og anvendelsen af de tidligste stenredsakber. Dateringerne og analyserne af disse fund har været medvirkende til, fundamentalt at ændre vores opfattelse af Oldowan industrien og tidspunktet og ophavet for de første stenredskaber. Hermed er disse redskabers oprindelse blevet rykket tilbage til slutningen af senpliocæn tid (senpliocæn: 3,6-2,58 Mya), omkring 2,6 Mya. East Gona 10 og 12 Lokaliteterne East Gona 10 og East Gona 12 (hhv. EG10 og EG12) blev udgravet som led i en række større surveys og udgravninger foretaget mellem 1992 og Overfladeindsamlinger og udgravninger har været medvirkende til at fastslå områdets potentiale til at belyse og forstå fremstillingen af de tidligst erkendte stenredskaber. Ved hjælp af Single Crystal Laser Fusion 40 Ar/ 39 Ardatering af vulkansk tuf og magnetostratigrafi er disse redskaber med sikkerehed dateret til mellem 2,6-2,5 Mya. Til sammenligning er redskaberne fra Olduvai Gorge som nævnt dateret til tidsrummet mellem ca. 2,0-1,5 Mya (Semaw 2000: 1197). De redskabstyper som blev frembragt under udgravningerne af EG10 og EG12 kunne typologisk set henføres til Oldowan industrien. Denne kategorisering blev foretaget på baggrund af fundmaterialets sammensætning, genstandenes simplicitet og den anvendte reduktionsteknik. Genstandstyperne omfattede foruden de, for Oldowan industrien, så karakteristiske choppers, også såkaldte discoids, polyhedroner (redskaber med flere skærpede kanter) og kraftige kerneskrabere (se bilag 1). Mængden af affald fra redskabsproduktionen, den såkaldte débitage, som omfatter hele eller fragmenterede afslag og kerner, udgjorde hele 99 % af det samlede genstandsmateriale. Hovedparten af de hele afslag udviste prominente slagbuler og glatte afspaltningsflader, hvilket indikerer at redskabsfresmtillingen har været foretaget af individer med stor erfaring og en høj forståelse for mekanikken bag muslede brud (Semaw 2000: 1204ff). Fremstillingen af de såkaldte proto-bifacer viser desuden, at Side 7 af 31

8 de tidlige redskabsmagere ikke blot søgte at fremstille et stenredskab bestående af et afslag med en skarp kant, men de forsøgte tilmed at fremstille et mere komplekst, bifacialt redskab, hvilket forudsætter evnen til, mentalt at kunne danne sig et billede af det færdige produkt (Semaw 2000: 1205). Råmaterialer og selektivitet En analyse af de anvendte råmaterialer på EG10 og EG12 viser, at den foretrukte stenart var den vulkanske stenart, trachyt. Trachyt er karakteristisk for kontinentale riftzoner som den østafrikanske og trachyt udgjorde mere end 70 % af det samlede råmaterialeforbrug på lokaliteterne. Den kunne hentes direkte fra nærliggende vandløb, hvor den fandtes i form af vandtullede stykker på størrelse med en knyttet næve. Udover trachyt blev der i mindre grad anvendt rhyolit (som minder om granit), kalcedon, lava og bjergarten breccie. Analysen af råmaterialeforbruget viser tydeligt, at inden den egentlige redskabsfremstilling har råmaterialet gennemgået en selektionsproces, hvor noget råmateriale er blevet valgt frem for noget andet, og den store mængde af trachyt på lokaliteterne viser, at netop denne stenart har været foretrukket, hvilket næppe er tilfældigt, da trachyt har været den mest optimale af de tilgængelige stenarter, at anvende til stenredskaber (Semaw 2000: 1208). Stenredskabernes funktion og anvendelse Side 8 af 31

9 Redskabernes funktion kan beskrives ud fra bearbejdet faunamateiale i form af slagtespor på dyreknogler og sådanne knogler kendes fra flere lokaliteter i Etiopien. Nogle af de ældste eksemplarer stammer fra Bouri-formationen og er dateret til omkring 2,5 Mya. Dermed er de samtidige med stenredskaberne fra EG10 og EG12. De bearbejdede knogler stammer fra en antilope og en såkaldt hipparion,en uddød tre-tået hest. Knoglerne fra antilopen består af venstre mandibula og et knogleskaftfragment af den ene tibia. Karakteristiske skæremærker på antilopens mandibula er tolket som, at man har fjernet tungen og der er fundet slagmærker efter en hammersten på tibiaen, hvilket bliver tolket som et forsøg på, at få adgang til marven. Skæremærkerne på knoglerne fra den tre-tåede hest (en femur) antyder at dyret er blevet parteret og efterfølgende fileteret. Det er værd, at bemærke at de stenredskaber man har brugt til slagtningen af de døde dyr mangler. Dette tyder på, at man har beholdt sine redskaber med henblik på senere genanvendelse. Dette kan skyldes at, der i området har været mangel på gode råmaterialer, hvorfor det har været nødvendigt at passe på sine redskaber så de kan anvendes senere (de Heinzelin et al. 1999: 625ff). Kontekstuelt associerede, bearbejdede dyreknogler og stenredskaber kendes fra andre etiopiske lokaliteter. Blandt disse er knoglerne og redskaberne fra Ounda Gona Site 6 og 7 (henholdsvis OGS-6 og OGS-7) vigtige da de repærsenterer de ældste sikkert daterede, skæremærkede knogler fundet i samme kontekst som stenredskaber (Semaw 2003). Knoglerne og redskaberne fra OGS-6 og OGS-7 er dateret til 2,53 ± 0,15 Mya gennem 40 Ar/ 39 Ar på vulkansk tuf og magnetostratigrafi, hvilket gør OGS-6 og OGS-7 mere eller mindre samtidige med førnævnte EG10 og EG12. De udgravede stenredskaber består af, foruden reducerede kerner, hele afslag og débitage, af choppers og og kniv-lignende flækker, hvoraf én enkelt er tydeligt retoucheret (se bilag 5) (Semaw et al. 2003: 169ff), desuden viser de anvendte råmaterialer (chert og såkaldt afanitisk vulkan) at de ansvarlige homininer, som på EG10 og EG12, har udvist en høj grad af selektivitet og bevidst anvendt de mest optimale råmaterialer til fremstillingen af deres redskaber (Semaw et al. 2003: 175). Billede 1: skæremærket tuber calcanei fra OGS-6 (Domínguez-Rodrigo et al. 2005: 114) Side 9 af 31

10 Redskabernes anvendelse og funktion kan aflæses i de karakteristiske slagtespor på dyreknoglerne. På OGS-6 findes fire skæremærker på en tuber calcanei (hælknuden) stammende fra et dyr af hestefamilien. Disse skæremærker tolkes som karakteristiske tegn på flåning (se billede 1). Denne tolkning er gjort på baggrund af en række etnoarkæologiske undersøgelser af Navajo-indianeres og Nunamiu-eskimoers slagtearbejde foretaget af Binford, hvori der indgår en lignende praksis, hvor dyret hænges fra de nedre ekstremiteter, for at blive flået (Binford 1981: 119; Domínguez-Rodrigo et al. 2005: 116). En noget yngre lokalitet, Dana Aoule 2 (DAN2), dateret til omkring 2,27 Mya, har forden hundreder af stenredskaber bidraget med den største mængde bearbejdede dyreknolger (se bilag 2, 3, & 4) fra denne periode. Dyrene er blevet tolket som værende fileterede, da skæremærkerne på knoglerne koncentreres omkring skaftfragmenterne af knoglerne fra de øvre ekstremiteter. Da flåning eller partering stortset aldrig udføres på knogleskafterne, kan mærkerne med rimelig sikkerhed tolkes som værende forbundet med filetering. Fra East Gona 13 (EG13) findes et skærmerket, fragmenteret ribben med skæremærket på indersiden af ribbenet, hvilket antyder at dyret er blevet eviscereret, det vil sige, at man bevidst har fjernet indvoldene. (Domínguez-Rodrigo et al. 2005: 116f). Fundene af de bearbejdede knogler har, vist at udnyttelsen af dyr til slagtning har dækket et bredt spektrum af arter, hovedsageligt tilhørende familierne bovidae og equidae, men med en overvægt af dyr tilhørende bovidae. Skæremærkerne og hammermærkerne indikerer, at man har fileteret, eviscereret, marvspaltet og flået dyr ved hjælp af stenredskaber. Med hensyn til hvornår og hvordan de tidlige homininer har haft adgang til de døde dyr, kan slagtesporene være behjælpelige. En række af disse skæremærker og slagtespor antyder, at hvis ikke man selv har nedlagt dyret, har man haft adgang til kadaveret i god tid inden andre store rovdyr (fx løver) har nedlagt og haft mulighed for at æde af dyret først. Dette understreges klart af mærkerne efter eviscerering på ribbenet fra EG13, da andre store rovdyr efter al sandsynlighed ikke ville have ladet byttets indre organer liggende tilbage. Skæremærkerne på de øvre og mellemliggende lemmeknogler underbygger også denne hypotese, da de ellers ville være pillet rene for kød, hvis homininerne ikke var kommet før løverne (Domínguez- Rodrigo et al. 2005: 118). Det har været diskuteret hvorvidt de tidligste homininer har været jægere, aggressive ådselædere eller om de som passive ådselædere har måttet vente på, at de større dyr har ædt færdige inden de selv kunne få del i byttet. Med de tydelige mærker efter egentlig slagtning og flåning virker det usandsynligt, at man har ventet med at få adgang til byttet før de større rovdyr har ædt færdige, da der ellers ikke ville være meget tilbage at slagte og flå, men dette spørgsmål skal ikke diskuteres yderligere her. Side 10 af 31

11 Hvem? Det næste spørgsmål som melder sig er, naturligvis, hvem der var ansvarlig for fremstillingen af redskaberne og slagtningen af dyrene. Redskaberne er over år ældre end de ældste stenredskaber fra Olduvai Gorge og over år ældre end den ældste Homo. Perioden mellem 3 og 2 Mya var et vigtigt vendepunkt i den menneskelig evolution, hvor et køligere klima og den medfølgende uddøen af en række større pattedyr, satte nye krav for overlevelsen på det afrikanske kontinent. Med disse ændringer i økosystemet fandt opdelingen af af australopithecinerne i de robuste og gracile varianter sted. De tidligste forløbere for Homo sapiens menes også at opstå i dette tidsrum, repræsenteret af Homo habilis som muligvis har levet mellem ca. 2,3 og 1,4 Mya (Rolian & Lieberman 2011: 27), men ophavsmanden til de 2,6 Ma gamle stenredskaber på EG10 og EG12 må derfor skulle søges blandt australopithecinerne. Tidligere er det forslået at denne kunne være den robuste A. aethiopicus, som kendes fra det sydlige Etiopien og nordlige Kenya, eller sydafrikanske A. africanus der også eksisteret på dette tidspunkt. Men hverken A. aethiopicus eller A. africanus er fundet i kontestuel sammenhæng med stenredskaber (Toth & Schick 2009a: 70). Svaret skal måske findes i Bouri-formationen, hvor man foruden de skæremærkede dyreknogler, i slutningen af 1990 erne opdagede en, på det tidspunkt, ukendt australopitheciner, Australopithecus garhi (Asfaw et al. 1999). Fundene bestod af en lang række knogler, hele såvel som fragmenterede, af bl.a. femur, humerus, ulna, radius samt kranie og mandibula, dateret til ca. 2,5 Mya gennem såkaldt biokronologi og 40 Ar/ 39 Ar. A. garhi havde en sagittal kam (efter engelsk: sagittal crest ), en lille, austropitheciner-agtig hjernekasse på omkring 450 ccm, stort overbid (se bilag 6) og store fortænder (caniner og incisivi) samt store præmolarer og molarer (se bilag 7). Samlet set fremstillede knoglerne en ikke-robust australopitheciner med lange arme (som tidligere australopithecinere) og lange ben (som senere arter af Homo) (Toth & Schick 2009a: 70), hvilket kan betyde, at A. garhi ikke var helt fravænnet en aboreal tilværelse i træerne men samtidig brugte en stor del af sin tid på landjorden. A. garhi er endnu ikke fundet i området ved Gona, og stenredskaber er ikke fundet ved Bouri hvor A. garhi blev fundet. Men denne skæve fordeling kan skyldes Bouri-områdets ringe udbud af gode råmaterialer. Dog kan det ikke ignoreres, at datering af A. garhi til omkring 2,5 Mya samt fundende af adskillige samtidige stenredskaber og bearbejdede dyreknogler, i netop denne relativt lille del af Etiopien, gør A. garhi til den mest oplagte kandidat til stenredskabernes ophavsmand. Side 11 af 31

12 Reduktionsteknik: East Gona og Ounda Gona Sites Reduktionsteknikken og den teknologiske variation i senpliocæn og ind i tidlig pleistocæn har længe været debatteret. Reduktionsteknikken på tidlige Oldowanlokaliteter (før 2,0 Mya) er tidligere blevet karakteriseret som grov, opportunistisk og uerfaren (Stout et al. 2010: 476), og disse lokaliteter er efterfølgende blevet karateriseret som tilhørende pre-oldowan, en slags oplæringsfase med mange fejl i hugningen og med redskaber udført af individer uden den nødvendige motorik og fysiske og mentale kapacitet til at fremstille de mest optimale redskaber. Reduktionsteknologiske analyser foretaget på redskabsinventaret fra EG10, EG12 og OGS-7 viser dog det modsatte. Reduktionsteknikken på disse pladser er netop præget af en høj forståelse af huggeteknikken og for hvilke råmaterialer der giver de bedste redskaber, hvilket netop ses afspejlet i råmaterialeselektiviteten, dog er det ikke alle senpliocæne lokaliteter som har redskaber af så høj kvalitet. Redsakberne på Lokalalei 1 i Vestturkana, Kenya er netop præget af en grov og uerfaren tilgang til redskabsfremstillingen og passer derfor ind i billedet med en pre-oldowan fase inden den egentlige Oldowan-fase begynder. Lokalalei 1 er dog blot én lokalitet med dårlige redskaber blandt flere, samtidige lokaliteter med gode redskaber, hvilket har ført til en teori om, at variationen mellem de gode og dårlige pladser skal forklares som en biologisk og/eller tekno-kulturel forskel mellem redskabsmagerne (Stout et al. 2010: 476; Delagnes & Roche 2005). Den systematiske gennemgang af redskabsmaterialet fra East Gona og andre samtidige lokaliteter giver et samlet billede af en senpliocæn reduktionsstrategi med fokus på unifaciale redskaber fremstillet ved en least-effort -strategi, hvor individerne nok har haft en høj viden om flækkeegenskaber, men kun har haft de kognitive evner til at udnytte den ene side af en kerne og kun anvende naturligt fremkomne vinkler på kernen, hvor senere redskaber fra pleistocæn Oldowan og tidlig Acheulien er bifacialt hugget og hvor man har frembragt nye vinkler på kernen for, bedre udnyttelse af råemnet (Stout et al 2010; Delagnes & Roche 2005). Billede 2: Eksempel på "least-effort"-strategisk udnyttelse af en kerne. Side 12 af 31

13 Rent reduktionsteknologisk og med udgangspunkt i lokaliteterne med de ædste, sikkert daterede stenredskaber, har fremstillingen af redskaberne fra EG10, EG12 og OGS-7 været baseret udelukkende på simpel direkte hård teknik og de udnyttede kerner er blevet systematisk reduceret til det sidste, hvor op til 63 % af kernens oprindelige masse er blevet fjernet (Stout et al. 2010: 485). Intet på disse lokaliteter tyder på, at der har været tale om en pre-oldowan fase med dårlig reduktionsteknik, tværtimod udviser individerne på lokaliteterne den nødvendige motorik og evne til fuldt ud at udnytte en kerne på mest økonomiske vis og samtidig fremstille en række velfungerende, unifaciale afslag. Det tyder altså på, at de daværende homininer, måske A. garhi med sin chimpaseagtige hjerne på 450 ccm, har været fysisk og kognitivt udrustet til at fremstille unifaciale stenredskaber af relativt høj kvalitet allerede for 2,6 Mya. Hvad der dog kan undre er, hvor pre-oldowan fasen så er henne, hvis den ikke er her. Der er længe blevet søgt i lag fra 2,7-2,6 Mya efter spor efter stenredskaber men uden held. Kan det passe, at der er sket et teknologisk kvantespring omkring 2,6 Mya, hvor man meget pludseligt har fundet ud af, hvordan skarpe ægge kunne fremstilles, hvis man slog to sten mod hinanden? Og kan det passe at dette er sket uden nogen arkæologisk udskillelig oplæringsperiode? For at besvære dette spørgsmål eller komme tættere på en forklaring er det nødvendigt, at se ud over de traditionelle arkæologiske eller eksperimentalarkæologiske rammer, og de på forskningen indenfor andre fag som biomekanik, palæontologi/palæoantropologi og primatologi. Håndens biomekanik og redskabsfremstilling For at kunne identificere hvilke homininer der har været i stand til at fremstille redskaber af sten for 2,6 Mya eller før, er det nødvendigt at fastslå hvordan hånden fungerer under fremstillingen stenredskaber. Denne viden kan opnås gennem systematiske, biomekaniske undersøgelser af, hvilke dele af håndens muskulatur der anvendes mest under kontrollerede forsøg med fremstillig af stenredskaber svarende til Oldowan-redskaberne. Ved at identificere hvilke specifikke dele af muskulaturen der anvendes i arbejdet kan fossile hænder af tidlige homininer undersøges for fraværet eller tilstedeværelsen af træk der kan sammenkædes med gentagen fremstilling af redskaber. Den opnåede viden kan dermed bruges til at konkludere hvorvidt en bestemt hominin har været fysisk i stand til, at fremstille redskaber af sten eller ej. Her er det vigtigt at understrege, at resultaterne ikke viser om homininen rent faktisk har anvendt dens fysiske tilpasninger til fremstilling af stenredskaber. Side 13 af 31

14 Skal vi lede efter en hominin ældre end A. garhi som kan have fremstillet stenredskaber før 2,6 Mya, kan tidligere nævnte, A. afarensis være en mulig kandidat. A. afarensis havde en mere primitiv hånd end senere homininer, men dens anatomi gjorde den i stand til, at udføre manipulative opgaver og dens længdeindex på tommelfinger og resterende fingre, svarer mere til moderne menneskers end til abers. Desuden indeholder dens hånd en speciel metacarpal som gør dens hånd i stand til at rotere for at gribe og forme en kop med hånden, hvilket er unik for homininer. Denne metacarpal menes at gøre A. afarensis i stand til at udnytte det såkaldte three-jaw chuck grip der udnyttes når moderne mennesker skal forsøge at rekonstruere Oldowan-redskaber (Panger et al. 2002: 239). EMG- undersøgelser under eksperimentiel litisk reduktion Der er foretaget flere undersøgelser af, hvilke biomekaniske elementer i hånden som er nødvendige for, at kunne fremstille og anvende redskaber af samme karakter som Oldowan (Marzke et al. 1998; Rolian et al. 2011; Key & Lycett; 2011). En undersøgelse fra 1998 (Marzke et al. 1998) forsøgte, at identificiere de specifikke områder af håndens muskulatur som anvendes ved fremstilling af Oldowan-redskaber gennem direkte hård teknik. Formålet med undersøgelsen var, foruden at isolere de nødvendige muskler, at bestemme hvilke muskler som efterlod sig de mest markante spor på skelettet i form af spor efter musklens hæfte. Disse spor vil så kunne genfindes i fossilerne af tidlige hominiers hænder, hvorefter det vil være muligt at sige, hvorvidt homininen har været i stand til at fremstille redskaber eller ej. Tre forsøgspersoner med variende erfaring (de to første var erfarne hugger gennem henholdsvis 20 års regulær hugning og mange års sporadisk hugning, mens den tredje forsøgsperson var helt uerfaren) i fremstilling af Oldowan-redskaber blev undersøgt med EMG (Elektromyografi. En metode til at undersøge aktiviteten af nerver og muskler). I undersøgelsen blev 16 muskler i hånden og én i håndleddet undersøgt. Højre og venstre hånd blev efterfølgende delt op i en dominerende og ikke-dominerende, henholdsvis den hånd der holder og anvender hammerstenen og den hånd der holder kernen. Muskler Forkortelse Muskler Forkortelse Flexor carpi ulnaris FCU (bilag 10) Flexor pollicis brevis FPB (bilag 10) Flexor pollicis longus FPL (bilag 10) Opponens pollicis OP (bilag 10) Flexor digitorum profundus 2 FDP2 (bilag 10) Adductor pollicis (transvers) APT(bilag 10) Flexor digitorum profundus 5 FDP5 (bilag 10) Dorsal interosseus 1 D1 (bilag 12) Extensor digitorum communis 2 EDC2 (bilag 11) Palmar interosseus 1 P1 (bilag 10) Side 14 af 31

15 Extensor digitorum communis 5 EDC5 (bilag 11) Palmar interosseus 3 P3 (bilag 10) Extensor pollicis brevis EPB (bilag 11) Flexor digiti minimi FDM (bilag 12) Extensor pollicis longus EPL (bilag 11) Abductor digiti minimi ADM (bilag 10) Opponens digiti minimi ODM (bilag 13) Tabel 1: i ældre litteratur benævnes FDM, Flexor digiti quinti; ADM, Abductor digiti quinti og ODM, Opponens digiti quinti. Tabel efter (Marzke et al. 1998: 317) Udvælgelsen af de specifikke muskler i hånden skete hovedsageligt på baggrund af, hvilke muskler der efterlader sig de mest markante mærker efter deres hæfte på selve knoglen (OP, ODM, FPL og D1), mens muskler i fingrene blev udvalgt på baggrund af, hvilke der anvendtes mest til greb under redskabsfremstillingen (tommel-, pege- og lillefinger) (Marzke 1998: 317). I første omgang blev det undersøgt hvilke type greb der blev anvendt til at holde om henholdvis hammersten og kerne. Det første greb var et såkaldt three-jaw chuck full finger grip og det andet et såkaldt cradle five-jaw grip (se bilag 8 og 9). Under selve fremstillingen af redskaberne anvendtes EMG til, at undersøge i hvilken grad de specifikke muskler blev anvendt. Resultaterne af forsøget viste, at de mest anvendte muskler hos alle tre forsøgspersoner var FPB og FCU i begge hænder samt D1, FDP2 og FDP5 i den dominerende hånd (den hånd er holder og anvender hammerstenen). Hos de to erfarne forsøgspersoner blev yderligere to muskler anvendt i særdeleshed og i mindre grad hos den uerfarne (OP og ADM i den dominerende hånd), mens yderligere tre muskler udelukkende blev anvendt hos de to erfarne forsøgspersoner (FDM i begge hænder og APT og P1 i den ikke-dominerende hånd). Musklen FPB som blev kraftigt anvendt i den dominerende hånd hos alle tre forsøgspersoner blev desuden også kraftigt anvendt i den ikke-dominerende hånd, ligeledes hos alle tre forsøgspersoner. (Marzke et al. 1998: 324) EMG viste at, evnen til med en enkelt hånd, at kontrollere kerne og hammersten, havde sin oprindelse i musklerne på håndens ydre kant. Tidligere har fokus ligget på flexor pollicis longus når man har skullet fastslå en hominins evne til, at fremstille stenredskaber, men undersøgelsen viste, at dette fokus skal udviddes til en større del af hånden, og i særdeleshed til musklerne omkring lillefinger, tommelfinger og pegefinger (Marzke et al. 1998: 330). Diskussion: præ-oldowan? Som nævnt tidligere opstår Oldowan-fænomenet omkring 2,6 Mya fuldt udviklet. Systematiske litiske anayser af de ældste stenredskaber fastslår, at vedkomne der har fremstillet dem, havde en Side 15 af 31

16 høj forståelse for, hvordan sten af forskellig type skulle reduceres på bedst mulige vis, for at fremstille de mest optimale stenredskaber. Oprindelsen af stenredskaberne i Gona og Bouri-formationen i Etiopien falder sammen med tilstedeværelsen af A. garhi og selve redskaberne er for tidlige til, at fremstillingen kan kædes sammen med tidlige Homoer (H. habilis: 1,9-1,6 Mya (Toth & Schick 2009a: 64)). Indtil videre er det ikke lykkedes, at finde sikkert daterbare stenredskaber eller tegn på anvendelsen af sådanne ældre end 2,6 Mya. I en artikel fra 2010 hævedes det, at der er fundet skæremærkede dyreknogler dateret til mellem 3,42 og 3,24 Mya ved Dikika, Etiopien (McPherron et al. 2010) men disse er efterfølgende blevet afvist som tilfældelige skader (Domínguez-Rodrigo, Pickering & Bunn 2010). Det er foreslået, at fordi flere aber (specielt chimpanser og bonoboer) i dag er i stand til at fremstille og anvende redskaber af både organisk materiale og sten, har muligheden for dette også været tilstede for 6-8 Mya da adskillelsen mellem Pan og Homo fandt sted (Panger et al 2002: 236; Toth & Schick 2009b). Desuden viser undersøgelser af hominine kranier ældre end H. habilis, at hjernerne har været på størrelse med eller større end hos moderne chimpanser, eksempelvis A. afarensis som havde en hjerne på mellem ccm (Toth & Schick 2009a: 62ff), hvilket giver muligheden for, at tidlige homininer før 2,6 Mya har været intelligente nok til, at fremstille stenredskaber. Flere arter af aber er kendt for, at fremstille forskellige typer af redskaber: orangutang (Pongo pymaeus), chimpanse (Pan troglodytes), bonobo (Pan paniscus), gorilla (Gorilla gorilla) og forskellige kapuciner-aber. Specielt chimpansen er kendt for, at fremstille og anvende en lang række forskellige redskaber i naturen heriblandt hammersten til at åbne nødder med (Panger et al. 2002: 237). Det er desuden med succes lykkedes at lære chimpanser og bonoboer at fremstille stenredskaber gennem hård direkte teknik (Toth & Schick 2009b), hvilket betyder, at disse aber besidder de nødvendige evner til rent fysisk at håndtere en kerne og en hammersten, samt intelligensen til at anvende dem. Fossiler af tidlige homininer som A. afarensis og A. africanus, deler mange af de samme fysiske træk som moderne aber i form af deres relativt store hjerner og veludviklede hænder, hvilket indirekte kan indikere, at der kan være blevet fremstillet stenredskaber allerede omkring A. afarensis tid, mellem 3,7 og 3 Mya (Panger et al. 2002: 240). Der mangler dog endnu et difinitivt, arkæologisk vidnesbyrd om denne proto-oldowanske fremstilling og anvendelse af stenredskaber. Dette kunne være i form af tydeligt modificerede stenredskaber eller dyreknogler i lag der kan dateres til før 3 Mya eller blot før 2,6 Mya. Hvis tiden op til 2,6 Mya skal tolkes som en proto-oldowansk oplæringsperiode er det givet, at den materielle kultur nødvendigvis må have et andet udtryk end de mere eller mindre færdigtudviklede Oldowanske redskaber fra EG10 og EG12. For at danne sig et Side 16 af 31

17 billede af, hvordan disse redskaber kan have set ud eller for at give en idé om, hvad man skal lede efter i felten, skal man måske vende blikket mod det tætteste vi kommer på de tidlige redskabsmageres nulevende ækvivalenter, chimpansen. Fra primatologien ved vi at vilde chimpanser i høj grad er istand til, at anvende mere eller mindre modificerede stenredskaber i form af hammersten til åbning af nødder. Anvendelsen af disse hammersten kan i visse tilfælde medføre en uintentionel modificering af stenen i form af afslag med skarpe ægge (Mercader et al. 2002). Udgravninger af sådanne chimpanse-lokaliteter eller levesteder kan bidrage til vores forståelse af, hvordan den materielle kultur har set ud under den proto- Oldowanske oplæringsperiode og dermed give et fingerpeg om, hvad vi skal lede efter, når vi forsøger at udskille de ældste hominine redskabsmagere, samt den fase der skal føre til den egentlige Oldowan industri. Problemet med disse lokaliteter er blot, at de rent arkæologisk ikke er særligt synlige, da redskaberne i deres natur er besværlige at skelne fra naturligt forekomne sten (se bilag 14). Det er dog slående at, foruden de stenredskaber (intentionelt eller ej) frembragt af chimpanserne, bærer selve lokaliteten en slående lighed med nogle af de tidligste Oldowan-lokaliter, både hvad angår nogle af redskabernes udseende og form, men også selve indretningen af pladsen, i form af distrubtionen af afslag og affald (fra planter og nødder), minder om indretningen på de tidligste Oldowan-lokaliteter fra senpliocæn tid (Mercader 2002: 1455). Ikke desto mindre er det bemærkelsesværdigt, der i ældre aflejringer fra 3,4 til 2,8 Mya som fra Hadar i Etiopien findes flere fossile homininer, men redskaberne dukker stadig først op op omkring 2,3 Mya. Betyder det, at homininerne simpelthen ikke fremstillede redskaber af sten før efter 2,6 Mya eller er de blot så lidt modificerede, at de dermed er praktisk talt usynlige? Sammen med beviserne for chimpansernes naturlige anvendelse af umodificerede stenredskaber i naturen og deres evne til, at lære at fremstille reelle redskaber i fangenskab, samt A. afarensis fysiske tilpasning til redskabsfremstilling gør det muligt, at der har eksisteret en produktion af stenredskaber før 2,6 Mya, men det er muligt at disse redskaber er af en type som endnu ikke er fuldt forstået endnu eller som simpelthen er så svære at skelne fra geofakter at de overses. Konklusion Efter reduktionen af den centralafrikanske regnskov og opdelingen af den daværende population af aber i en østlig og vestlig population måtte de østafrikanske aber tilpasse sig en tilværelse til mere åbne og mindre bevoksede miljøer, hvilket afsted kom en række fundamentale ændringer i deres Side 17 af 31

18 levevis og anatomi. Reduktionen af regnskoven og åbningen af landet betød, at den aboreale tilværelse i trænerne måtte skiftes ud med en bipedal tilværelse på landjorden, hvilket blev det første skridt på vejen imod, hvad der i dag er det moderne menneske, Homo sapiens sapiens. Én af de største milepæle i menneskets udvikling er anvendelsen og fremstillingen af de første arkæologisk genkendelige stenredskaber, markeret af Oldowan industrien. De ældste vidnesbyrd om fremstilling og anvendelse af disse stammer fra Gona og Bouri-formationen i Etiopien og er dateret til mellem 2,6 og 2,5 Mya. Flere hominine arter kendes fra denne periode, men kun én art er fundet i nærheden af de nævnte lokaliteter, Australopithecus garhi. Indtil slutningen af forrige århundrede blev de tidligste medlemmer af slægten Homo, Homo habilis ellers betragtet som den første redskabsmager, men fundene fra Etiopien har bevist, at der lang tid før H. habilis findes homininer med de nødvendige fysiske og mentale kapaciteter til, at fremstille velslåede stenredskaber af god kvalitet og af gode råmaterialer. Stenredskabernes ophavsmænd skal dermed ikke længere søges blandt Homo, men blandt medlemmer af Australopithecus. Problematisk er det dog, at stenredskaberne åbenbart opstår meget pludseligt i en nærmest færdig og perfektioneret form. Litiske analyser af stenredskaberne fra East Gona 10 og 12 viser nemlig, at redskaberne er fremstillet af individer med en meget udførlig viden om specifikke stens brudmekanik og dermed mangler der en slags proto-oldowansk oplæringsfase. Kan det passe, at der er tale om et kvantespring rent redskabsteknologisk der går fra arkæologisk usynlige redskaber af træ eller lignende til redskaber sten eller optræder denne oplæringsfase i en form som vi blot ikke er opmærksomme på? Vilde chimpanser udnytter sten som redskaber og de er tilmed i stand til, at lære at fremstille stenredskaber med direkte hård teknik. Deres pladser, hvor de åbner nødder med sten, er blevet udgravet arkæologisk og kan måske give et fingerpeg om, hvordan de proto-oldowanske pladser kan se ud. Tværfaglige undersøgelser mellem eksperimentalarkæologi og biomekanik har bidraget til vores forståelse af, hvilke dele af hånden der udnyttes til fremstillig af redskaber og hvilke træk der kan genfindes hos fossile homininer. Australopithecineren A. afarensis som levede mellem 3,7 og 3 Mya havde en hjerne på størrelse med eller større end chimpansen og fossiler af dens hænder viser at den kan have været i stand til, at fremstille redskaber af sten. Endnu mangler beviserne for, at A. afarensis lavede redskaber af sten, men med chimpansernes redskaber og A. afarensis fysiske og mentale kapacitet in mente åbner det for muligheden, at modificerede stenredskaber af den ene eller anden art indtil videre blot er blevet overset. Side 18 af 31

19 Litteraturliste Asfaw, B., White, T. & Lovejoy et al. (1999): Australopithecus garhi: a new species of early hominid from Ethiopia, Science vol Binford, L. R. (1981): Bones: ancient men and modern myths, Academic press inc., London. Braun, D. R., Tactikos, J. C. & Ferraro, J. V. et al. (2008): Oldowan reduction sequences: methodological considerations, Journal of Archaeological Science Brunet, M., Guy, F. & Pilbeam, D. et al. (2002): A new hominid from the Upper Miocene of Chad, Central Africa, Nature vol de Heinzelin, J., Clark, D. & White, T. et al. (1999): Environment and behavior of 2.5-million-yearold Bouri hominids, Science vol Delagnes, A. & Roche, H. (2005): Late Pliocene hominid knapping skills: the case of Lokalalei 2C, West Turkana, Kenya, Journal of Human Evolution 48, Domínguez-Rodrigo, M. & Martínez-Navarro, B. (2012): Taphonomic analysis of the early Pleistocene (2.4 Ma) faunal assemblage from A.L. 894 (Hadar, Ethiopia), Journal of Human Evolution Domínguez-Rodrigo, M., Pickering, T. R. & Bunn, H. T. (2010): Configurational approach to identifying the earliest hominin butchers, Proceedings of the National Academy of Sciences of the United States of America Domínguez-Rodrigo, M., Pickering, T. R., Semaw, S et al. (2005): Cutmarked bones from Pliocene archaeological sites at Gona, Afar, Ethiopia: implications for the function of the world s oldest stone tools, Journal of human evolution Goldman-Neuman T. & Hovers, E. in press (2011): Raw material selectivity in Late Pliocene Oldowan sites in the Makaamitalu Basin, Hadar, Ethiopia, Journal of Human Evolution Jensen, K. A. P. (2008): Menneskets evolution, i Lynnerup, N., Bennike, P. & Iregren, E. (2008) Key, J. M. A. & Lycett, S. J. (2011): Technology based evolution? A biometric test of the effects of handsize versus tool form on efficiency in an experimental cutting task, Journal of Archaeological Science Side 19 af 31

20 Lynnerup, N., Bennike, P. & Iregren, E. (2008): Biologisk antropologi med human osteologi, Gyldendal, København. Marzke, M. W., Toth, N. & Schick, K. et al. (1998): EMG study of hand muscle recruitment during hard hammer percussion manufacture of Oldowan tools, American Journal of Physical Anthropology McPherron, S. P., Alemseged, Z., Marean, C. W., Wynn, J. G., Reed, D., Geraads, D., Bobe, R. & Béarat, H. A. (2010): Evidence for stone-tool-assisted consumption of animal tissues before 3.39 million years ago at Dikika, Ethiopia, Nature vol Panger, M. A., Brooks, A. S. & Richmond, B. G et al. (2002): Older than the Oldowan? Rethinking the emergence of hominin tool use, Evoloutionary Anthropology Rolian, C., Lieberman, D. E. & Zermeno, J. P. (2011): Hand biomechanics during simulated stone tool use, Journal of Human Evolution Scarre, C. (ed.) (2009): The human past world prehistory & the development of human societies, Thames & Hudson ltd, London. Semaw S., Rogers, M. J. & Quade J. et al. 2003: 2.6-Million-year-old stone tools and associated bones from OGS-6 and OGS-7, Gona, Afar, Ethiopia, Journal of Human Evolution Semaw, S. (2000): The world s oldest stone artefacts from Gona, Ethiopia: their implications for understanding stone techonology and patterns of human evolution between 2,6-1,5 million years ago, Journal of archaeological science Stout, D., Passingham, R. & Frith, C. et al. (2011): Technology, expertise and social cognition in human evolution, European Journal of Neuroscience vol Stout, D., Semaw, S. & Rogers, M. J. et al. (2010): Technological variation in the earliest Oldowan from Gona, Afar, Ethiopia, Journal of Human Evolution Stout, D., Toth, N. & Schick, K. (2000): Stone tool-making and brain activation: Position Emission Tomography (PET) studies, Journal of Archaeological Science Toth, N. & Schick, K. (2009a): African origins, i Scarre, C. (ed.) (2009). Side 20 af 31

21 Toth, N. & Schick, K. (2009b): The Oldowan: the tool making of early hominins and chimpanzees compared, Annual Review of Anthropology Side 21 af 31

22 Bilag Bilag 1: Tegninger af genstande (kerner og hele afslag) fra EG10 og EG12. (1) unifacial chopper. (2) discoid, (3) unifacial side- chopper, (4) unifacial ende- chopper, (5) irregu- lær discoid, (6) unifacial side- chopper, (7) unifacial side- chopper, (8)- (10) hele afslag (Semaw, 1999: 1206). Side 22 af 31

23 Bilag 2: Skæremærker (ved 180 x) fra DAN2 (Domínguez- Rodrigo et al. 2005: 115) Side 23 af 31

24 Bilag 3: Skæremærker (ved 80 x) fra DAN2 (Domínguez- Rodrigo et al. 2005: 115) Side 24 af 31

25 Bilag 4: Skæremærker (ved 120 x) fra DAN2 (Domínguez- Rodrigo et al. 2005: 115) Bilag 5: Udgravede genstande fra OGS- 7: 1, 3 (retoucheret), 5, 6 og 7 er hele afslag. 2 og 4 viser stærkt reducerede kerner (Semaw & Rogers et al. 2003: 174) Side 25 af 31

26 Bilag 6: Fragmenter af kranie og maxilla fra Australoptithecus garhi (Asfaw et al. 1999: 630) Bilag 7: Tænderne fra Australopithecus garhi (Asfaw et al. 1999: 633) Side 26 af 31

27 Bilag 8: Three- jaw chuck full finger grip (Marzke et al. 1998: 320) Bilag 9: Cradle five- jaw grip (Marzke et al. 1998: 320) Side 27 af 31

28 Bi- lag 10: håndens palmare muskelhæfter. (10/5 2012) Side 28 af 31

29 Bilag 11: Håndens dorsale muskulatur. (10/5 2012) Side 29 af 31

30 Bilag 12: Håndens palmare muskulatur. %28Hand%29.png (10/5 2012) Side 30 af 31

31 Bilag 13: Tommelfingerens muskulatur. (10/5 2012) Bilag 13: Eksempler på uintentionelt fremstillede afslag (Mercader et al. 2002: 1455) Side 31 af 31