Arrestation i Jerusalem

Transkript

1 11 TIL SABBATTEN 15. SEPTEMBER 2018 Arrestation i Jerusalem Ugens vers Introduktion Den følgende nat stod Herren foran Paulus og sagde: Vær ved godt mod! For ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, skal du også vidne i Rom (ApG 23,11). Kort tid efter Paulus første missionsrejse blev det tydeligt, at der var grundlæggende uenighed i kirken om, hvordan hedningerne skulle få adgang til troen (ApG 15,1-5). Måske fornemmede Paulus en voksende konflikt, og kom derfor med en plan til at fremme enhed i kirken. Siden han under kirkemødet blev bedt om at huske de fattige (Gal 2,10), besluttede han at invitere de hedningekristne menigheder til at give økonomisk støtte til brødrene i Judæa, indsamlingen til de hellige (1 Kor 16,1), måske i det håb, at det kunne være med til at bygge bro mellem de to grupper. Det kan måske forklare, hvorfor han på trods af farerne var så opsat på at rejse til Jerusalem efter sin tredje missionsrejse. På den ene side følte han stor kærlighed til sine jødiske brødre (Rom 9,1-5); på den anden side længtes han efter en forenet kirke (Gal 3,28; 5,6). Siden både jøder og hedninger blev frelst på samme måde ved tro, ikke ved lovgerninger (Rom 3,28-30), var enhver social adskillelse mellem dem baseret på lovens ceremonielle krav i modstrid med evangeliets ikke-diskriminerende natur (Ef 2,11-22). Lad os følge Paulus, idet han går ind i denne nye fase af sit liv og sin mission. Ugens tekster ApG 21 Rom 2,28-29 Gal 5,6 ApG 22 ApG 23,1-30 Matt 22,

2 SØNDAG 9. SEPTEMBER 2018 Et møde med lederne i Jerusalem Da Paulus ankom til Jerusalem, blev han varmt modtaget af de troende, som havde forbindelse med Mnason, som han skulle bo hos (ApG 21,16-17). I ApG 21,18-22 udtrykte Jakob og de ældste i Jerusalem deres bekymring over Paulus ry blandt de lokale jødiske kristne, som meget ivrigt holdt fast ved Moseloven. De havde fået at vide, at han lærte de jøde-kristne, som boede i udlandet, frafald fra Moses, og at de ikke skal omskære deres børn og heller ikke leve efter jødisk skik. Det var selvfølgelig ikke sandt. Hvad Paulus lærte om frelse, gjorde omskærelse eller ikke-omskærelse betydningsløs; for jøder og hedninger blev frelst på samme måde ved tro på Jesus (Rom 2,28-29; Gal 5,6; Kol 3,11). Det er ikke det samme som direkte at opfordre jøderne til at tilsidesætte loven og dens krav. Lydighed er selvfølgelig ikke i sig selv synonymt med lovtrældom, selv om det bevidst kan fordrejes til at betyde netop det. ApG 21,23-26 Hvordan viste Paulus, at han stadigvæk var en trofast jøde? Paulus blev rådet til at opføre sig politisk korrekt. Han skulle modbevise de falske rygter om ham ved at gøre noget, der var meget jødisk. Han skulle betale udgifterne for fire jødiske mænds nasiræerløfte. Et sådant løfte var en særlig from handling, hvorved en jøde helt helligede sig til Gud. Desværre gav Paulus efter. Også bibelske helte har deres fejl. Det var tilfældet med Abraham, Moses, Peter og flere andre. Man kan argumentere med, at Paulus fulgte sit princip om at opføre sig som jøde, når han var sammen med jøder (1 Kor 9,19-23), eller at det fortælles, at han selv havde aflagt et løfte kort tid forinden (ApG 18,18), selv om det løfte ikke er nærmere defineret. Men denne gang gik han på kompromis, idet det tilkendegav hans accept af de legalistiske motiver, der lå bag ledernes anbefaling. Konsekvenserne af en sådan holdning var lige netop det, som apostlen så ivrigt havde forsøgt at modarbejde, nemlig at der er to evangelier, et om frelse ved tro for hedningerne, og et andet for jøderne om frelse ved gerninger. Det var ikke Gud, der havde tilladt, at han [Paulus] gav så meget efter. (Ellen White, Acts of the Apostles, s. 405). Til at tænke over Hvordan kan vi i vores forsøg på at være relevante sikre os, at vi ikke begår lignende fejl? 109

3 MANDAG 10. SEPTEMBER 2018 Oprør i templet Efter at have godtaget forslaget fra kirkens ledere måtte Paulus gennemføre et syv dages renselsesritual for at kunne hjælpe de fire mænd i opfyldelsen af deres løfte (4 Mos 19,11-13). Samtidig sagde de jødiske traditioner, at enhver, der kom fra et hedensk land, var uren og ikke kunne komme ind i templet. Derfor var Paulus nødt til at rense sig, før han gik til præsterne for at oplyse dem om sin renselsesproces i forbindelse med nasiræerne (ApG 21,26). ApG 21,27-36 ApG 21,31-32; 23,26 Til at tænke over Hvad skete der med Paulus ved afslutningen af hans syv dages renselsesperiode? Der opstod uroligheder forårsaget af dem, der ophidsede folkeskaren imod Paulus. De anklagede ham for at angribe jødedommens mest hellige symboler og især for at have vanhelliget templet. En af dem, der havde rejst sammen med Paulus, var Trofimos, en hedninge-kristen fra Efesos (ApG 21,29). Skaren troede, at Paulus havde taget ham med ind i templets indre gård, hvor kun jøder havde lov at komme. Hvis anklagerne var rigtige, var Paulus skyldig i en meget alvorlig forbrydelse. Langs muren, der adskilte den ydre og den indre forgård, var der skilte på græsk og latin, der advarede besøgende hedninger om ikke at gå længere ind. Ifølge jødisk lov var det en overtrædelse, der medførte dødsstraf, hvis en uomskåret person kom ind i de indre forgårde i den hellige bygning. Paulus var blevet set i byen sammen med Trofimos, en efeser, og det blev formodet, at han havde taget ham med ind i templet. Det var ikke tilfældet; og da Paulus selv var jøde, var det ingen lovovertrædelse for ham at gå ind i templet. Men selv om anklagen var fuldstændig falsk, var den årsag til folkets fordom. Mens råbet bredte sig gennem templets sale, blev de samlede skarer der bragt i vildt oprør. (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 407). Da nyheden om optøjerne nåede den romerske garnison, kom den romerske kommandant, Claudius Lysias, med tropper og reddede Paulus, før folkeskaren kunne slå ham ihjel. Siden Paulus var målet for folkets angreb, blev han arresteret og lagt i lænker, mens kommandanten forsøgte at finde ud af, hvad der foregik. Men på grund af folkets hysteriske råb befalede han, at apostlen skulle føres til borgen. Falske rygter satte oprøret i gang. Hvilke rygter lytter jeg til, og hvilke rygter vælger jeg at give videre? 110

4 TIRSDAG 11. SEPTEMBER 2018 Paulus taler til folket ApG 21,37-40 fortæller, hvad der dernæst skete. Idet Paulus blev ført til den romerske borg for at forhøres, bad han kommandanten om lov til at tale til folket, som stadigvæk helt vildt blev ved med at forlange hans død. Han henvendte sig til kommandanten på græsk. Kommandanten havde troet, at Paulus var en vis jøde fra Egypten, som tre år tidligere havde sat et oprør i gang i Jerusalem mod den romerske okkupation. Oprøret var blevet nedkæmpet af romerske styrker, og mange af hans tilhængere var enten blevet arresteret eller dræbt, mens egypteren selv undslap. Efter at have fortalt, at han kom fra Tarsus, ikke fra Egypten, fik Paulus lov til at tale. I sin tale kom han ikke med et detaljeret svar på de anklager, der var rejst imod ham (ApG 21,28), men fortalte dem om sin omvendelse og fremhævede sin troskab mod jødedommen, som havde ført til, at han havde forfulgt dem, der troede på Jesus. Men da han modtog flere åbenbaringer fra Herren, havde han intet andet valg end at følge dem. Det var forklaringen på den fuldstændige forandring i hans liv og hans kald til at forkynde for hedningerne. I stedet for at begynde en teologisk diskussion fortalte Paulus sin egen oplevelse, og hvorfor han gjorde det, han gjorde. ApG 22,22-29 Hvordan reagerede oprørskaren på Paulus udtalelse om, at han var en apostel til hedningerne? Beslutningen om at lade Paulus tale var ikke vellykket. Ved at henvise til sin pligt over for hedningerne syntes han at bekræfte anklagerne imod ham (ApG 21,28), og skaren blev igen oprørt. Den romerske kommandant har muligvis ikke forstået noget af det, Paulus sagde, så han besluttede sig til at forhøre ham under piskning. Udover at være en fuldblods jøde (Fil 3,5) var Paulus også romersk borger. Da han omtalte det, var kommandanten nødt til at holde igen. Som romersk borger måtte Paulus ikke udsættes for den form for tortur. Til at tænke over Læs Paulus tale i ApG 22,1-21. Hvad viser, at Paulus udover at forsvare sig selv også prædikede for sine jødiske brødre? Hvorfor fortalte han sin omvendelseshistorie? Hvad er det ved omvendelseshistorier, der kan have så stor indvirkning på andre? 111

5 ONSDAG 12. SEPTEMBER 2018 Paulus stilles for Rådet Da det gik op for den romerske kommandant, at Paulus ikke udgjorde nogen fare for imperiet, dvs. at sagen havde at gøre med en intern debat blandt jøderne, bad han Rådet om at tage sig af sagen (ApG 22,30; 23,29). ApG 23,1-5 Hvordan indledte Paulus sit forsvar over for Rådet? Paulus indledende udtalelse blev mødt med et slag over munden, måske fordi ordene lød som en gudsbespottelse. Hans impulsive reaktion giver os et glimt af hans temperament. Ved at kalde ypperstepræsten din kalkede væg (ApG 23,3) kan han have gengivet Jesu forbandelse over farisæernes hykleri i Matt 23,27. Måske var Paulus på grund af sit dårlige syn ikke klar over, at det var ypperstepræsten, han talte til. ApG 23,6-10 På hvilken smart måde forsøgte Paulus at afbryde forhøret? Rådet bestod både af saddukæere og farisæere, der var uenige på en række områder, deriblandt læresætninger. Saddukæerne, hvis anerkendte bibel kun indeholdt de fem Mosebøger, troede ikke på dødes opstandelse (Matt 22,23-32). Men Paulus udtalelse var mere end en smart taktik for at distrahere Rådet. Hans møde med den opstandne Jesus på vejen til Damaskus dannede grundlaget for hans omvendelse og arbejde som apostel. Derfor var troen på opstandelse egentlig det, han blev anklaget for (Ap 24,20-21; 26,6-8). Intet andet kunne forklare, hvordan han var blevet forvandlet fra sin tidligere iver til det, han nu var. Hvis Jesus ikke var opstået fra de døde, var hans arbejde meningsløst, og det vidste han også godt (1 Kor 15,14-17). Mens Paulus tilbragte den følgende nat i borgen, viste Jesus sig for ham med følgende opmuntring: Vær ved godt mod! For ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, skal du også vidne i Rom (ApG 23,11). Omstændighederne taget i betragtning må et sådant løfte have haft særlig stor betydning for Paulus. Hans længe ønskede håb om at prædike i Rom (ApG 19,21; Rom 1,13-15; 15,22-29) ville alligevel gå i opfyldelse. 112

6 TORSDAG 13. SEPTEMBER 2018 Overflyttet til Cæsarea Vrede over at de ikke var kommet af med Paulus på lovlig vis, besluttede en gruppe af jøderne selv at overfalde Paulus og slå ham ihjel. ApG 23,12-17 Hvad gik deres plan ud på, og hvordan blev den forpurret? Hvad lærer det os om, hvor ivrige mennesker kan være for sager, der er helt forkerte? Det, at mere end fyrre jøder havde rottet sig sammen mod Paulus og bundet sig til en ed, viser, hvor stort had apostlen havde vakt i Jerusalem. Lukas fortæller ikke, hvem disse mænd var; men de var ekstremt villige til at gøre hvad som helst for at beskytte den jødiske tro fra dens såkaldte forrædere og fjender. En sådan religiøs fanatisme, forbundet med en revolutionær og nationalistisk iver, var ikke ualmindelig i Judæa og dets omegn i det første århundrede. Men på en eller anden heldig måde nåede nyheden om dette plot Paulus nevø. Det er på en måde lidt skuffende, at vi næsten intet ved om Paulus familie; men han og hans søster var åbenbart vokset op i Jerusalem (ApG 22,3), hvor hun var blevet gift og havde i hvert fald en søn. Paulus nevø omtales i den diminutive form neaniskos (ApG 23,18.22). Sammen med det faktum, at han blev taget i armen (ApG 23,19), antyder dette, at han endnu kun var en teenager. Han havde mulighed for at besøge Paulus i borgen og fortælle ham om planen og derefter få adgang til kommandanten. ApG 23,26-30 Hvilket budskab sendte kommandant Lysias til statholder Felix om Paulus? Brevet gav Felix en fair rapport om situationen. Det viser også, hvilken fordel det var for Paulus, at han var romersk borger. Den romerske lov beskyttede helt og fuldt dets borgere, og de havde fx ret til en mere fair domshandling, hvor de kunne træde frem for domstolen og forsvare sig selv (ApG 25,16), samt ret til at appellere til kejseren, hvis de følte sig uretfærdigt dømt (ApG 25,10-11). Uanset, hvilket ry Felix måtte have, behandlede han juridisk Paulus på den rette måde. Efter et indledende forhør befalede han, at Paulus skulle holdes under opsyn, indtil hans anklagere ankom. Til at tænke over Tænk over, hvordan Gud ledte Paulus. Hvor ofte har du i ydmyghed erkendt, at Gud også har ledt dig i dit liv på trods af de prøvelser og lidelser, du måske har måttet gennemgå? 113

7 FREDAG 14. SEPTEMBER 2018 Til videre studium Ved denne anledning præsenterede Paulus og hans ledsagere formelt for lederne af arbejdet i Jerusalem de pengegaver, der var blevet sendt fra de hedningekristne menigheder, og som skulle støtte arbejdet blandt deres fattige brødre i Jerusalem Disse frivillige gaver var et tegn på de omvendte hedningers loyalitet over for Guds organiserede arbejde i hele verden, og burde være blevet modtaget med stor taknemlighed og påskønnelse. Men det blev tydeligt for Paulus og hans ledsagere, at selv blandt dem, de nu stod foran, var der nogle, som ikke var i stand til at sætte pris på den broderkærlighed, som havde tilskyndet til disse gaver Hvis kirkens ledere helt havde opgivet deres bitterhedsfølelser mod apostlen og accepteret ham som en, der var særligt kaldet af Gud til at bringe evangeliet til hedningerne, ville Herren have reddet ham for dem. Gud havde ikke bestemt, at Paulus arbejde skulle ende så hurtigt; men han udførte ikke et mirakel for at modvirke den kæde af omstændigheder, som lederne af kirken i Jerusalem havde sat i gang. Den samme holdning fører stadig til de samme resultater. En forsømmelse af at værdsætte og gøre brug af det, som den guddommelige nåde har givet, har berøvet kirken for mange velsignelser. Hvor ofte ville Herren ikke have forlænget en trofast prædikants arbejde, hvis hans arbejde var blevet værdsat! Men hvis menighedsmedlemmerne tillader sjælefjenden at ødelægge deres forståelse, så de misrepræsenterer og misforstår Kristi tjeners ord og handlinger, hvis de tillader sig selv at stå i vejen for og forhindrer, at prædikantens arbejde gør gavn, vil Herren af og til fjerne den velsignelse, som han gav dem Efter at hænderne er foldet på det livløse bryst, når advarslens og opmuntringens stemme er tavs, kan det være, at de stivnakkede vækkes til at se og værdsætte de velsignelser, de har smidt væk. Deres død kan udrette det, som deres liv ikke var i stand til at gøre. (Ellen White, The Acts of the Apostles, s ; ). Spørgsmål til drøftelse 1. Bør vi som Paulus sætte kirkens interesser over egne personlige interesser? I hvilken grad? 2. Hvad kan vi lære af Paulus kompromis i Jerusalem? Hvordan kan vi være politisk korrekte uden at opgive de principper, vi lever efter? Eller kan vi? Enhed i kirken er altid vigtigt. Hvordan kan vi lære at arbejde sammen i enhed, selv når vi har forskellige synspunkter?

8 DIALOG TIL SABBATTEN 15. SEPTEMBER 2018 Aktiviteter og dialog Guds Ord Endnu en sabbat, hvor det kan være nyttigt at se på evt. indsamlede spørgsmål om nogle af de mange specifikke historiske, kulturelle eller geografiske detaljer i Apostlenes Gerninger. Kapitlerne indeholder en række situationer, hvor Paulus må forsvare sig ved hjælp af ordets magt. Prøv at skaffe jer en oversigt over disse situationer, over hvem Paulus taler til, hvordan han argumenterer, og hvordan det går. Paulus fortæller, at han, mens han var i Jerusalem i den periode, Lukas omtaler i ApG 9,26-30, fik et syn i selve tempelområdet (ApG 22,17-21). I dette syn så han Herren. På græsk er ordet her kyrios, som blev brugt til at gengive Det Gamle Testamentes navn for Gud. - Prøv, om du/i kan finde andre eksempler fra Skriften på mennesker, der så Herren i templet. - Hvorfor tror du, at Paulus netop i sin tale til jøderne understregede, at han havde haft et tempelsyn? Personligt kristenliv Tag tid i klassen til hver især at dele med hinanden, hvordan og hvorfor I blev kristne/adventister. Det er en god måde at minde hinanden om den første kærlighed (jf. Åb 2,4) Midt i begivenheder, der må have været meget deprimerende for Paulus, viste Jesus sig pludselig for ham i et syn (ApG 23,11, jf. 19,21). - Prøv at finde situationer i dit eget liv, hvor det har set mørkt ud, men hvor Gud pludselig på en eller måde har sendt et glimt af lys og opmuntring. Del evt. sådanne erfaringer med din klasse. Forstå det bedre Hvorfor blev ypperstepræsten Ananias så vred (ApG 23,2)? Hananja, som var hans hebraiske navn, var ypperstepræst fra e.kr. og kendt i samtiden for sit enorme pengebegær. Den jødiske historieskriver Josefus fortæller, at han ligefrem med magt tilrev sig den tiende, der tilhørte præsterne (Antiquities 20:9.2). Det mest sandsynlige svar er, at han forstod, at Paulus hævdede stadig at være en god jøde, selv efter at han var blevet en kristen. 115

9 DIALOG TIL SABBATTEN 15. SEPTEMBER 2018 Og hvis Paulus var oprigtig over for Gud, hvorfor var Ananias og andre jødiske ledere så ikke også blevet kristne? Fordi de ikke var oprigtige. På en måde var Paulus i stedet for at være den anklagede selv blevet anklager. Var Paulus uhøflig, da han skældte ypperstepræsten ud? Da han derefter sagde, at han jo ikke vidste, at det var ypperstepræsten (ApG 23,5), er hans ord fulde af ironi. Pointen er, at ingen værdig ypperstepræst jo ville have opført sig som Ananias. Paulus ord til Ananias har et profetisk element, når han siger: Gud skal slå dig! (ApG 23,3, sml. 5 Mos 28,22). Kun kort inde i det jødiske oprør mod Rom, som Ananias arbejdede så stærkt sammen med, blev han dræbt af zeloterne. Baggrund Døde de fyrre mænd af sult eller tørst (ApG 23,12-13)? Næppe. Selv om de havde lovet ikke at spise eller drikke, før de havde dræbt Paulus, var der regler for, hvornår sådanne hellige løfter kunne ophæves. 116

10 NOTER TIL SABBATTEN 15. SEPTEMBER