MEDDELELSE TIL MEDLEMMERNE

Transkript

1 EUROPA-PARLAMENTET Udvalget for Andragender MEDDELELSE TIL MEDLEMMERNE Vedr.: Andragende 1614/2009 af Marinella Colombo, italiensk statsborger, og mere end medunderskrivere, om den tyske børne- og ungdomsforsorgs (Jugendamt) og de tyske familiemyndigheders forskelsbehandling af udenlandske statsborgere 1. Sammendrag Andrageren, der tidligere boede i Tyskland med sin tyske ægtefælle og parrets to børn, redegør for de problemer, hun har haft med den tyske børne- og ungdomsforsorg (Jugendamt) og de tyske familiemyndigheder, siden hun blev separeret i Andrageren, der af arbejdsmæssige årsager flyttede til Milano i 2007, blev efterfølgende på grundlag af de tyske retsmyndigheders afgørelse frataget retten til samvær med sine børn, som nu bor hos deres far og ikke længere har nogen form for kontakt med italiensk kultur og familien i Italien. Under henvisning til det arbejdsdokument, som Udvalget for Andragender udarbejdede i 2008 om påståede diskriminerende og arbitrære foranstaltninger truffet af børne- og ungdomsforsorgen i visse medlemsstater, navnlig Jugendamt i Tyskland og de tyske myndigheders manglende opfølgning på de deri omhandlede henstillinger, anmoder andrageren Udvalget for Andragender om at gribe ind, idet hun understreger, at der i indeværende sag ikke blot er tale om overtrædelser af den europæiske menneskerettighedskonvention men også af en række af EU's grundlæggende principper. 2. Opfyldelse af betingelserne for behandling Andragendet opfylder betingelserne for behandling (fastslået den 19. februar 2010). Kommissionen anmodet om oplysninger (forretningsordenens artikel 202, stk. 6). 3. Kommissionens svar, modtaget den 24. juni CM\ doc PE v05-00 Forenet i mangfoldighed

2 Andrageren, som er italiensk statsborger, har tidligere boet i Tyskland med sin tyske ægtefælle og parrets to børn. Hun klager over de tyske myndigheders uretmæssige behandling af hende, siden hun blev separeret i Andrageren gør gældende, at den tyske børne- og ungdomsforsorg (Jugendamt) under separationssagen i begyndelsen af 2007 deltog som part i sagen. Dette skete, uden at retten havde anmodet herom. Andrageren gør gældende, at ægtefællerne var nået til enighed om forældremyndigheden over børnene. Andrageren mener, at Jugendamts indblanding er uforenelig med fællesskabsretten. Hun klager også over, at hun i 18 måneder kun modtog minimumsbeløbet for underholdsbidrag, fordi hendes mand havde indgivet sin fulde indkomstopgørelse for sent under sagen. I begyndelsen af 2008 underrettede andrageren den tyske domstol om, at hun var blevet tilbudt et job i Italien. Derfor fik den tyske domstol udført flere ekspertvurderinger for at finde ud at, om flytningen ville være i andragerens to sønners tarv. Andrageren klager over, at hun ikke fik lov til at udtale sig til de eksperter, retten havde udnævnt, og eksperterne tog ikke hensyn til hendes meninger i deres rapporter til retten. Hun gør gældende, at hun derfor blev nægtet retten til en retfærdig rettergang. Eksperterne anførte i deres konklusioner, at kulturforskellene mellem Tyskland og Italien er for store, at børnene ikke syntes at være integreret i den italienske kultur, samt at de ikke havde et særligt nært forhold til Italien. Andrageren klager over, at der manglede beviser til støtte for disse konklusioner. Andrageren gør gældende, at hendes sønner under retssagen udtrykte ønske om at flytte til Italien. Ifølge andrageren besluttede retten, at deres far ikke var i stand til at tage sig af børnene, og at børnene skulle blive hos deres mor. Andrageren anfører, at den tyske appeldomstol bestemte, at moren skulle blive hos sine børn i Tyskland, fordi morens ret til fri bevægelighed ikke er så vigtig som børnenes tarv. Andrageren besluttede ikke at anke denne beslutning til den tyske højesteret. I september 2008 blev andrageren sat på Interpols liste for at forhindre, at hun forlod Tyskland. Uvidende om dette flyttede hun til Italien. Derfor blev der udstedt en europæisk arrestordre på hende. Da hun vendte tilbage til Italien, anlagde hun sag ved en domstol i Italien for at få sine børn tilbage. Den 28. november 2008 meddelte retten hende, at retssagen var blevet berammet til den 2. december Andrageren klager over, at hun ikke fik mulighed for at læse de dokumenter, de tyske myndigheder indgav til den italienske domstol. Hun fik kun tre dage til at skrive sin forklaring til retten. Hun gør gældende, at denne forklaring, som hendes advokat udfærdigede, ikke var til hendes fordel. Hun klager over, at oversættelsen af de dokumenter, der blev brugt under sagen, ikke var korrekt. Den 9. december udstedte den italienske domstol en repatrieringskendelse for de to børn. Der blev indledt en mæglingsprocedure. I den forbindelse underskrev begge parters advokater en aftale, ifølge hvilken forældremyndigheden over de to børn blev overdraget til moren, og de to børn skulle blive i Italien. Denne aftale blev sendt til den italienske domstol. Få uger PE v /12 CM\ doc

3 senere meddelte andragerens ægtefælles advokat retten, at mæglingsproceduren var slået fejl, og at børnene straks skulle sendes tilbage til Tyskland. Ifølge andrageren tog den offentlige anklager derefter børnene ud af skolen og sendte dem tilbage til deres far i Tyskland. Andrageren blev ikke underrettet om de italienske myndigheders afgørelser og handlinger. Andrageren har i øjeblikket ikke samvær med sine børn, og de tyske myndigheder har forbudt kontakt mellem hende og børnene. Andrageren gør gældende, at hun på Interpols liste er gået fra ikke at måtte forlade Tyskland til ikke at måtte forlade Italien. Dette skete efter påbud fra de tyske myndigheder for at forhindre hende i at komme tættere på sine børn. Andrageren konkluderer, at de tyske myndigheder har krænket artikel 6, 8, 13 og 14 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, hendes ret til fri bevægelighed i medfør af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 29 i FN's konvention om barnets rettigheder. Hun beder Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender om at kræve, at Tyskland overholder de love og konventioner, landet har tiltrådt, og dermed sende hendes sønner tilbage til Italien og afhjælpe den forskelsbehandling, hun er blevet udsat for. Andrageren spørger, om begrebet "familie" og "familiens enhed" ikke misfortolkes i Tyskland, da det ikke garanterer retten til fælles forældremyndighed. Andrageren gør gældende, at Jugendamt gennem hele sagen om hendes børn ikke handlede i børnenes tarv, men snarere i det tyske samfunds interesse i spørgsmål omhandlende børn. I et yderligere dokument vedføjet andragendet klager andrageren over, at Jugendamt har blandet sig i retssagen. Andrageren anfører, at Jugendamt påvirker og blander sig i domstolenes afgørelser for at beskytte Tysklands politiske interesser. Det gennemfører dommene på en måde, som beskytter Tysklands politiske interesser. Det optræder som juridisk værge for den tyske forælder mod den forælder, der er udlænding, og som har ret til på eget initiativ at anke domstolenes afgørelser. Andrageren gør gældende, at Jugendamt i sig selv er uforenelig med de familieretlige principper i Europa, og at de administrative afgørelser, der er truffet inden for den tyske familieret, er ugyldige i henhold til de EU-lovgivningen og internationale konventioner. Andrageren gør gældende, at den tyske forbundsregering for at garantere opfyldelsen af landets internationale forpligtelser ikke bør give Jugendamt nogen administrative eller retlige beføjelser. Andrageren kræver, at anerkendelsen af de tyske myndigheders afgørelser udsættes i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 2201/2003 og (EF) nr. 4/2009. Denne udsættelse bør gælde, så længe de europæiske domstole og internationale organer ikke har sikkerhed for, at Jugendamt ikke længere som påstået ulovligt griber ind i retssager. I henhold til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde har Den Europæiske Union ingen beføjelser til at gribe ind i en sag, som ikke CM\ doc 3/12 PE v05-00

4 vedrører fællesskabslovgivningen. I den sag, som andrageren beskriver, har Jugendamt anvendt den tyske familieret og ikke EU-retten. EU's familieret om børn er begrænset til fælles regler om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af eksisterende retsafgørelser i en anden medlemsstat. Forordning (EF) nr. 2201/ ("Bruxelles IIaforordningen") er EU's primære retlige instrument på dette område. Hverken Bruxelles IIaforordningen eller den tyske gennemførelseslovgivning giver Jugendamt nogen særlig rolle i anvendelsen af dette retlige instrument. Kommissionen overvåger nøje medlemsstaternes korrekte anvendelse af Bruxelles IIa-forordningen. Hvis Jugendamt anvendte forordningen, ville Kommissionen nøje undersøge, at dens handlinger er i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, der er fastsat i traktaterne samt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, i alle de sager, der henvises til den. Andrageren klager over, at den tyske domstols afgørelser begrænser hendes ret til fri bevægelighed. Hun klager også over beslutningen om at opføre hende på Interpols liste for at forhindre hende i at forlade Italien. Kommissionen fremhæver, at det i artikel 21, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde fastlægges, at enhver unionsborger har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i traktaterne og i gennemførelsesbestemmelserne hertil. De respektive begrænsninger og betingelser er indeholdt i direktiv 2004/38/EF 2. I henhold til kapitel VI i direktiv 2004/38/EF kan medlemsstaterne begrænse den frie bevægelighed for en unionsborger af hensyn til deres offentlige orden, sikkerhed eller sundhed. Foranstaltninger truffet af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed skal være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og kan udelukkende begrundes i vedkommendes personlige adfærd, som skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. Retten til at færdes og opholde sig frit er en af EU's grundsten, og derfor skal bestemmelserne derom fortolkes bredt, hvorimod undtagelser fra dette princip skal fortolkes strengt og i overensstemmelse med EU-rettens generelle principper, navnlig proportionalitetsprincippet. EU's regler om fri bevægelighed skal også finde anvendelse med hensyn til grundlæggende rettigheder, som især anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. I de enkelte sager kunne alvorlige grunde vedrørende beskyttelse af barnets tarv berettige en undtagelse fra retten til at færdes og opholde sig frit, hvis beskyttelsesforanstaltningerne i EU's regler om fri bevægelighed overholdes. Kommissionen kan ikke vurdere, om dette er tilfældet i denne sag. Hvad angår andragerens klager over sagen ved den italienske domstol fremhæver Kommissionen, at domstolen skal handle i overensstemmelse med Bruxelles IIa-forordningen. I overensstemmelse med bestemmelserne deri om tilbagegivelse af barnet i tilfælde af bortførelse skal en ret, til hvilken der er indgivet en anmodning om tilbagegivelse af et barn, fremme sagen hurtigt. Retten skal anvende de hurtigste procedurer, der er til rådighed efter 1 EUT L 338 af , s Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (EUT L 158 af , s. 77). PE v /12 CM\ doc

5 national lovgivning. Retten skal træffe sin afgørelse, senest seks uger efter at anmodningen er indgivet, medmindre særlige omstændigheder gør dette umuligt 1. I et yderligere dokument kræver andrageren, at den tyske domstols afgørelser i spørgsmål om forældreansvar og børnebidrag, der er truffet i sager, hvor Jugendamt har været indblandet, ikke skal anerkendes og fuldbyrdes i andre medlemsstater. Dette synes ikke at være relevant i denne sag, da den anden forælder ifølge andragendet har forældremyndighed over de to børn på det sted, hvor de har deres sædvanlige opholdssted, og den tyske domstol ikke har truffet nogen beslutning om børnebidrag. Med andre ord synes der ikke i denne sag at være nogen afgørelse fra en tysk domstol, som skal anerkendes eller fuldbyrdes i en anden medlemsstat. Andrageren klager over, at de tyske myndigheder gennem hele sagen om hendes børn ikke handlede i børnenes tarv. I henhold til artikel 24 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og FN's konvention om barnets rettigheder skal medlemsstaterne sikre, at barnets tarv kommer i første række i alle handlinger vedrørende børn. De nationale domstole er mest kompetente til at vurdere anvendelsen af princippet om barnets tarv i enkelte sager. I henhold til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde har Den Europæiske Union ingen beføjelser til at gribe ind i en sag, som ikke vedrører fællesskabslovgivningen. Med hensyn til andragerens klager vedrørende den påståede overtrædelse af artikel 6, 8, 13 og 14 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder i sagen om separation og forældreansvar henhører indholdet udelukkende under medlemsstaternes kompetenceområde. Andrageren bør gå videre med sagen på nationalt niveau. Når hun har udtømt alle nationale ankemuligheder, henvises hun til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Beslutningen om, at andrageren ikke må forlade Tyskland, og den efterfølgende beslutning om, at hun ikke må forlade Italien, bør undersøges i forhold til proportionalitetsprincippet som anført ovenfor. Kommissionen afventer i øjeblikket nærmere oplysninger om disse beslutninger, således at den kan undersøge dem på dette grundlag. 4. Kommissionens supplerende svar, modtaget den 13. januar Efter fremsendelsen af Kommissionens meddelelse i juni 2010 fremsatte andrageren skriftlige kommentarer. Andrageren gentager, at den tyske børne- og ungdomsforsorg (Jugendamt) greb ind før påbegyndelsen af retssagen og aftalte sagens udfald med den anden part i sagen. Under retssagen fik hun ikke lov til at se Jugendamts sagsakter vedrørende hendes børn. Andrageren forklarer, at de tyske myndigheder ved vurderingen af hendes børns tarv handlede i det tyske samfunds interesse. Derfor forsømte de tyske myndigheder at tage hensyn til børnenes tarv. Ifølge andrageren fremlagde den anden part under retssagen ved den italienske domstol i 1 Artikel 11 i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000. CM\ doc 5/12 PE v05-00

6 første instans om børnenes tilbagesendelse med vilje forkerte oversættelser af de tyske dokumenter. Hun hævder, at disse oversættelser oplyste, at faren havde forældremyndigheden over børnene, selv om han kun havde en besøgsret. For at sikre farens besøgsret fratog den tyske domstol andrageren retten til at flytte til Italien. Farens besøgsret var også de tyske myndigheders hovedargument for, at børnene skulle vende tilbage fra Italien. Andrageren mener, at dette er en overtrædelse af Bruxelles IIaforordningen og Haag-konventionen. Andrageren hævder, at Interpol-/SIS-indberetningen af hendes navn for påstået bortførelse blev udstedt som en forebyggende foranstaltning en måned tidligere, før hun rejste fra Tyskland til Italien med sine børn. Hun oplyser, at dette er de tyske myndigheders almindelige praksis, som er en krænkelse af de grundlæggende rettigheder. Hun klager over, at datoen for SIS-indberetningen blev ændret, efter at hun forlod Tyskland, således at den var i overensstemmelse med datoen for hendes udrejse. Indberetningen gælder stadig, selv om hendes børn er vendt tilbage til Tyskland. Andrageren klager over, at Interpol-/SIS-indberetningen stadig gælder, selv om den italienske højesteret (Corte di Cassazione) har annulleret afgørelsen fra domstolen i første instans i marts Domstolen afsagde kendelse om, at andragerens overførsel til Italien ikke var ulovlig, og at den tyske forælder ikke havde ret til at bede om, at børnene skulle vende tilbage. Højesteret afsagde kendelse om, at alle domme afsagt mod andrageren in absentia og bagefter er ugyldige, fordi Haag-konventionen bør anvendes som et redskab til at genskabe levevilkårene før overførslen. Andrageren klager over, at de tyske myndigheder ikke respekterer afgørelsen fra højesteret i Rom. Andrageren beder Kommissionen om at undersøge, om den SIS-indberetning, de tyske myndigheder foretog som en forebyggende foranstaltning før den dato, hvor hun forlod Tyskland med sine børn, er i overensstemmelse med EU-lovgivningen. Kommissionen anmodes også om at undersøge, om opførelsen på Interpols liste af den forælder, som har forældremyndigheden, er i overensstemmelse med EU-lovgivningen. Andrageren anmoder Kommissionen om at undersøge, om den italienske domstols afgørelse om at sende hendes børn tilbage til Tyskland, som er truffet efter anmodning fra faren, der kun har besøgsret, er i overensstemmelse med EU-lovgivningen. Kommissionen bør træffe foranstaltninger til at fjerne de restriktioner, der blev udstedt i forbindelse med sagen, særlig arrestordren vedrørende barnebortførelse og anmodningen om tilbagesendelse. Kommissionens bemærkninger om andragerens opfølgende kommentarer Kommissionen gentager, at de tyske myndigheder under retssagen i Tyskland anvendte tysk national lovgivning og ikke EU-lovgivning. Hvad angår de tyske myndigheders påståede forkerte anvendelse af princippet om at tilgodese barnets tarv, er Kommissionen ikke i stand til at vurdere, om dette princip overholdes i hvert enkelt tilfælde. Med hensyn til den anden parts fremlæggelse af en forkert oversættelse af dokumenterne fra den italienske domstol under retssagen om tilbagesendelse i henhold til Bruxelles IIaforordningen understreger Kommissionen, at den italienske øverste kassationsret har kendt PE v /12 CM\ doc

7 afgørelsen fra domstolen i første instans ugyldig og afklaret situationen. I henhold til forordning (EF) nr. 2201/2003 afhænger spørgsmålet om, hvorvidt det er ulovligt at fjerne et barn eller ej, af eksistensen af "en forældremyndighed, som er tilkendt ved en retsafgørelse, eller som består som følge af loven eller en aftale, der er gyldig i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før fjernelsen eller tilbageholdelsen". Forordning (EF) nr. 2201/2003 fastsætter ikke, hvilken person der skal have den forældreret, som kan gøre fjernelsen af et barn ulovlig, men den henviser til lovgivningen i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før fjernelsen eller tilbageholdelsen. Det er derfor loven i denne medlemsstat, som bestemmer, på hvilke betingelser forældrene tilkendes forældreretten til deres børn. Kommissionen er ikke på grundlag af oplysningerne fra andrageren i stand til at kontrollere, om barnets far havde forældreretten på tidspunktet for andragerens fjernelse af børnene til Italien. Hvad angår andragerens klager over den tyske domstols afgørelse, som begrænser hendes bevægelsesfrihed, sendte Kommissionen en skrivelse til andrageren den 9. juni 2010 for at få flere oplysninger om afgørelserne. Kommissionen har anmodet andrageren om kopier af alle officielle dokumenter vedrørende hendes sag, særlig kopier af evt. afgørelser fra de tyske og italienske myndigheder. Kommissionen anførte, at hvis andrageren ikke sender disse kopier, vil den ikke være i stand til at give et svar på andragendets indhold og vurdere, om de tyske og italienske myndigheders afgørelser er i overensstemmelse med EU-lovgivningen. Andrageren meddelte i en af 16. juni 2010 Kommissionen, at hun ville sende de yderligere oplysninger, den har anmodet om. Kommissionen har endnu ikke modtaget nogen dokumenter, og derfor er det ikke muligt at vurdere, om de tyske og italienske myndigheders afgørelser er i overensstemmelse med EU-lovgivningen. Hvad angår andragerens indvendinger imod opførelsen af hende på Interpol-/SIS-listen, blev Schengeninformationssystemet oprettet som et mellemstatsligt initiativ under konventionen om gennemførelse af Schengenkonventionen (CISA), som nu er integreret i EU-rammen. Dette system forvaltes direkte af Schengenlandene. Kommissionen har ikke adgang til data lagret i SIS. Kun de kompetente nationale myndigheder i Schengenlandene har adgang til SIS. Schengenlandene er ansvarlige for at foretage indberetninger til SIS i overensstemmelse med bestemmelserne i Schengenkonventionen og beslægtede bestemmelser i national ret (Schengenkonventionens artikel 92, 94 og 108). Disse medlemsstater er også ansvarlige for at sikre, at de data, der indberettes til SIS er korrekte, ajourførte og lovlige (Schengenkonventionens artikel 105). Kommissionen kan heller ikke gribe ind med hensyn til spørgsmålet om eller tilbagekaldelse af en europæisk arrestordre, som udelukkende henhører under medlemsstaternes ansvarsområde. 5. Kommissionens andet supplerende svar, modtaget den 10. juni Andrageren gentager i sine kommentarer vedrørende den seneste meddelelse fra Kommissionen, at den tyske børne- og ungdomsforsorg (Jugendamt) greb ind før påbegyndelsen af retssagen og aftalte sagens udfald med den anden part i sagen. Under retssagen fik hun ikke lov til at se Jugendamts sagsakter, der vedrørte hende. CM\ doc 7/12 PE v05-00

8 Andrageren forklarer, at de tyske myndigheder ved vurderingen af hendes børns tarv handlede i det tyske samfunds interesse. Derfor forsømte de tyske myndigheder at tage hensyn til børnenes tarv. Ifølge andrageren fremlagde den anden part under retssagen ved den italienske domstol i første instans om børnenes tilbagesendelse en forkert oversættelse af de tyske dokumenter. Hun hævder, at disse oversættelser oplyste, at faren havde forældremyndigheden over børnene, selv om han kun havde en besøgsret. For at sikre farens besøgsret fratog den tyske domstol andrageren retten til at flytte til Italien. Farens besøgsret var også de tyske myndigheders hovedargument for, at børnene skulle fjernes fra Italien. Andrageren mener, at dette er en overtrædelse af Bruxelles IIaforordningen og Haag-konventionen. Andrageren hævder, at Interpol-/SIS-indberetningen af hendes navn for påstået bortførelse blev udstedt som en forebyggende foranstaltning, en måned før hun rejste fra Tyskland til Italien med sine børn. Hun oplyser, at dette er de tyske myndigheders almindelige praksis, som er en krænkelse af de grundlæggende rettigheder. Hun klager over, at datoen for SISindberetningen blev ændret, efter at hun forlod Tyskland, således at den var i overensstemmelse med datoen for hendes udrejse. Indberetningen gælder stadig, selv om hendes børn er vendt tilbage til Tyskland. Andrageren klager over, at Interpol-/SIS-indberetningen stadig gælder, selv om den italienske højesteret (Corte di Cassazione) har annulleret afgørelsen fra domstolen i første instans i marts Domstolen afsagde kendelse om, at andragerens overførsel til Italien ikke var ulovlig, og at den tyske forælder ikke havde ret til at bede om, at børnene skulle vende tilbage. Højesteret afsagde kendelse om, at alle domme afsagt mod andrageren in absentia og bagefter er ugyldige, fordi Haag-konventionen bør anvendes som et redskab til at genskabe levevilkårene før overførslen. Andrageren klager over, at de tyske myndigheder ikke respekterer afgørelsen fra højesteret i Rom. Andrageren anmoder Kommissionen om at undersøge, om SIS-indberetningen, de tyske myndigheder foretog som en forebyggende foranstaltning før den dato, hvor hun forlod Tyskland med sine børn, er i overensstemmelse med EU-lovgivningen, og om opførelsen på Interpols liste af den forælder, som har forældreretten, er i overensstemmelse med EUlovgivningen. Andrageren anmoder også Kommissionen om at undersøge, om den italienske domstols afgørelse om at sende hendes børn tilbage til Tyskland, som er truffet efter anmodning fra faren, der kun har besøgsret, er i overensstemmelse med EU-lovgivningen. Kommissionen bør træffe foranstaltninger til at fjerne de restriktioner, der blev udstedt i forbindelse med sagen, særlig arrestordren vedrørende barnebortførelse og anmodningen om tilbagesendelse. Kommissionens bemærkninger til andragerens kommentarer Kommissionen gentager, at de tyske myndigheder under retssagen i Tyskland anvendte tysk national lovgivning og ikke EU-lovgivning. Hvad angår de tyske myndigheders påståede forkerte anvendelse af princippet om at tilgodese barnets tarv, er Kommissionen ikke i stand til at vurdere, om dette princip overholdes i hvert enkelt tilfælde. PE v /12 CM\ doc

9 Med hensyn til den anden parts fremlæggelse af en ukorrekt oversættelse af dokumenterne til den italienske domstol under retssagen om tilbagesendelse i henhold til Bruxelles IIaforordningen understreger Kommissionen, at den italienske øverste kassationsret har kendt afgørelsen fra domstolen i første instans ugyldig og afklaret situationen. I henhold til forordning (EF) nr. 2201/2003 afhænger spørgsmålet om, hvorvidt det er ulovligt at fjerne et barn eller ej, af eksistensen af "en forældremyndighed, som er tilkendt ved en retsafgørelse, eller som består som følge af loven eller en aftale, der er gyldig i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før fjernelsen eller tilbageholdelsen". Forordning (EF) nr. 2201/2003 fastsætter ikke, hvilken person der skal have den forældreret, som kan gøre fjernelsen af et barn ulovlig, men den henviser til lovgivningen i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før fjernelsen eller tilbageholdelsen. Det er derfor loven i denne medlemsstat, som bestemmer, på hvilke betingelser forældrene tilkendes forældreretten til deres børn. Kommissionen er ikke på grundlag af oplysningerne fra andrageren i stand til at kontrollere, om barnets far havde forældreretten på tidspunktet for andragerens fjernelse af børnene til Italien. Hvad angår andragerens klager over den tyske domstols afgørelse, som begrænser hendes bevægelsesfrihed, sendte Kommissionen en skrivelse til andrageren den 9. juni 2010 for at få flere oplysninger om afgørelserne. Kommissionen har anmodet andrageren om kopier af alle officielle dokumenter vedrørende hendes sag, særlig kopier af evt. afgørelser fra de tyske og italienske myndigheder. Kommissionen anførte, at hvis andrageren ikke sender disse kopier, vil den ikke være i stand til at give et svar på andragendets indhold og vurdere, om de tyske og italienske myndigheders afgørelser er i overensstemmelse med EU-lovgivningen. Andrageren meddelte i en af 16. juni 2010 Kommissionen, at hun ville sende de yderligere oplysninger, den har anmodet om. Kommissionen har imidlertid indtil nu endnu ikke modtaget nogen dokumenter, og derfor er det ikke muligt at vurdere, om de tyske og italienske myndigheders afgørelser er i overensstemmelse med EU-lovgivningen. Hvad angår andragerens indvendinger imod opførelsen af hende på Interpol-/SIS-listen, blev Schengeninformationssystemet oprettet under konventionen om gennemførelse af Schengenkonventionen (CISA), som nu er integreret i EU's lovgivningsmæssige ramme. Dette system forvaltes af Schengenlandene ("landene"). Kun de kompetente nationale myndigheder i landene har adgang til SIS. Sidstnævnte er ansvarlige for at foretage indberetninger til SIS i overensstemmelse med bestemmelserne i Schengenkonventionen og beslægtede bestemmelser i national ret (Schengenkonventionens artikel 92, 94 og 108). De er også ansvarlige for at sikre, at de data, der indberettes til SIS er korrekte, ajourførte og lovlige (Schengenkonventionens artikel 105). Den retlige beskyttelse af borgere imod afgørelser truffet af de administrative myndigheder i landene er arrangeret i Schengenkonventionens artikel 109, 110 og 111 med hensyn til adgang til oplysninger, rettelse af ukorrekte oplysninger eller ulovligt lagrede oplysninger og retssager om henholdsvis rettelse eller erstatning. Kommissionen kan ikke gribe ind med hensyn til spørgsmålet om eller tilbagekaldelse af en europæisk arrestordre, som udelukkende henhører under medlemsstaternes ansvarsområde. CM\ doc 9/12 PE v05-00

10 6. Kommissionens tredje supplerende svar, modtaget den 27. januar Efter Kommissionens foregående meddelelse fremsendte andrageren kopier af visse officielle dokumenter, der er relevante for hendes sag, til Udvalget for Andragender. Vigtigst er det, at disse dokumenter omfattede afgørelsen fra kassationsretten i Italien, der annullerede dommen fra Milanos børnedomstol af 10. december 2008, ifølge hvilken andragerens børn skulle sendes tilbage til Tyskland, og henviste sagen til retten i første instans. Dokumenterne indeholdt også et referencenummer, der gav Kommissionen mulighed for via offentligt tilgængelige kilder at finde den relevante afgørelse fra Oberlandesgericht München (appelret) af 3. september 2008, som påstås ulovligt at have begrænset andragerens ret til fri bevægelighed. Andrageren sendte også en skrivelse til Udvalget for Andragender med en opdatering af sagen, ifølge hvilken de seneste foranstaltninger truffet af de tyske myndigheder bekræftede hendes tidligere påstande om forskelsbehandling. Ifølge andrageren sendte de tyske myndigheder en ny ansøgning om repatriering af børnene, hvilket de italienske myndigheder accepterede. Denne accept påstås at savne et juridisk grundlag, da den ikke afventede resultatet af gennemgangen af den første afgørelse om tilbagesendelse. Andrageren har bragt dette aspekt af sin sag for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Andragerens børn blev returneret til Tyskland for anden gang i marts 2011, og hun anfører, at hun siden da ikke har set dem. Hun har henvendt sig til Amtsgericht München, som er den tyske domstol, der er kompetent til at påkende sagens realitet, for at anmode om forældremyndighed, herunder eneret til at bestemme børnenes bopæl. Andrageren klager over, at der var uregelmæssigheder i forbindelse med gennemførelsen af disse sager i Tyskland, da hverken hun eller hendes advokat fik mulighed for at være til stede ved høringerne. Andrageren anfører, at en ny person blev udpeget af "Jugendamt" til at tage sig af sagen, og at vedkommende ikke kender hende, men alligevel er blevet en part i sagen. Andrageren klager også over, at de tyske myndigheder har udpeget en procesværge til at repræsentere børnene i den igangværende forældremyndighedssag i Tyskland, og at vedkommende endnu ikke har været i kontakt med hende. Efter hendes mening burde disse personer ikke optræde som parter i forældremyndighedssagen, hvis de aldrig har set den ikke-tyske forælder. Andrageren anser børnenes høring ved den tyske domstol som uretfærdig, da det er forbudt at optage høringen. Sagen overværes ikke af parterne og holdes alene i overværelse af dommeren (til tider sammen med procesværgen og/eller nogen fra "Jugendamt"). Heraf følger, at uvildigheden og dermed gyldigheden af høringen ifølge andrageren er undermineret. De yderligere dokumenter, som andrageren fremsendte, gjorde det muligt for Kommissionen at vurdere hendes betænkeligheder med hensyn til den påståede overtrædelse af andragerens PE v /12 CM\ doc

11 ret til fri bevægelighed og den påståede overtrædelse af forordning (EF) nr. 2201/2003 1, da Milanos børnedomstol ved sin dom af 10. december 2008 beordrede børnene sendt tilbage. Kommissionen har vurderet de tyske domstoles afgørelser, som afviser andragerens ansøgning om eneret til at bestemme børnenes bopæl med henblik på at flytte til Italien, og har ikke identificeret nogen overtrædelse af EU-retten om fri bevægelighed for EU-borgere. Ifølge afgørelsen fra Oberlandesgericht München undlod andrageren at give gyldige, behørigt berettigede begrundelser for at give hende eneret til at bestemme børnenes bopæl med henblik på straks at flytte til udlandet med dem. Domstolens afgørelse udgjorde derfor ikke nogen direkte begrænsning af andragerens ret til fri bevægelighed og bekræftede blot forældremyndighedsaftalerne for at sikre barnets tarv og børnenes ret til at opretholde kontakten med deres far. Afgørelsen fra Oberlandesgericht München kan ikke anses for åbenbart uforholdsmæssig med hensyn til andragerens ret til fri bevægelighed. Desuden fremhæver Kommissionen, at den ikke er i stand til at foretage en vurdering af de nationale domstoles anvendelse af "barnets tarv"-princippet i enkeltsager. Andrageren hævder også, at Milanos børnedomstol overtrådte forordning (EF) nr. 2201/2003 ved at beordre tilbagesendelse af hendes børn uden at tage hensyn til, at faderen kun havde samkvemsret til sine børn, men ikke forældremyndighed, på det tidspunkt hvor andrageren flyttede til Italien, samt ved ikke at høre børnene. For så vidt som kassationsretten annullerede den afgørelse om tilbagesendelse, som retten i første instans havde truffet, er enhver potentiel overtrædelse af forordning (EF) nr. 2201/2003, som Milanos børnedomstol måtte have begået, allerede blevet afhjulpet. Sagen er blevet henvist tilbage til Milanos børnedomstol til pådømmelse. Kommissionen er ikke blevet informeret om resultatet af denne sag. Under alle omstændigheder er Kommissionens holdning til lovligheden af en fjernelse eller tilbageholdelse i henhold til forordning (EF) nr. 2201/2003 som følger 2 : Definitionen i artikel 2, stk. 11, i forordning (EF) nr. 2201/2003 dækker en fjernelse eller tilbageholdelse af et barn i strid mod en forældremyndighed i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før bortførelsen. Forordningen tilføjer, at forældremyndigheden anses for at blive udøvet i fællesskab, når en af indehaverne af forældreansvar ikke kan bestemme, hvor barnet skal bo, uden samtykke fra den anden indehaver af forældreansvar. Som følge heraf udgør en fjernelse af et barn fra en medlemsstat til en anden uden samtykke fra den pågældende person en bortførelse i henhold til forordningen. Efter børnenes første hjemsendelse til Tyskland i maj 2009 fjernede andrageren børnene for anden gang fra Tyskland i februar Dette skete, efter at faderen havde fået tildelt eneret 1 Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT L 338 af , s. 1). 2 Se Vejledning for anvendelse af den nye Bruxelles II-forordning, s. 40, der er tilgængelig via følgende link: CM\ doc 11/12 PE v05-00

12 til at etablere børnenes bopæl i henhold til Amtsgericht Münchens foreløbige afgørelse af 17. september Den anden fjernelse var derfor ulovlig i henhold til artikel 2, stk. 11, i forordning (EF) nr. 2201/2003. Den anden italienske afgørelse om tilbagesendelse blev givet i en separat retssag, der fandt sted parallelt med sagen i Milanos børnedomstol, som sagen var blevet henvist tilbage til, efter at kassationsretten havde annulleret den første afgørelse om tilbagesendelse. Af denne grund behøvede de italienske myndigheder ikke at afvente Milanos børnedomstols afgørelse om børnenes første tilbagesendelse til Tyskland, når de skulle træffe afgørelse om den anden ansøgning om repatriering. For så vidt angår andragerens klager over, at den tyske domstol, som i øjeblikket træffer afgørelse om forældremyndigheden, har tilsidesat hendes rettigheder til en retfærdig rettergang, understreger Kommissionen, at beslutninger om tildeling af forældremyndighed og eventuelle senere ændringer heraf henhører under medlemsstaternes kompetenceområde. I henhold til artikel 51, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder er chartrets bestemmelser alene rettet til medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten. Af denne grund er Kommissionen ikke i stand til at følge op på disse punkter. PE v /12 CM\ doc