5. Har nazister krav på hjælp?

Transkript

1 18752-Medicinsk etik.fm Page 115 Thursday, August 18, :07 PM Har nazister krav på hjælp? Umiddelbart kunne man fristes til at kalde spørgsmålet retorisk set lægegernings tradition for hjælpepligt i lyset den Hippokratiske edsforpligtelse. Ikke desto mindre blev spørgsmålet aktuelt da DADLs Etiske Udvalg blev præsenteret for følgende historie (forkortet fremstilling): En (ny)nazist(?) med svære mavesmerter (som kan være udtryk for livstruende sygdom), modtages på sygehuset af en yngre kvindelig læge der er iført tørklæde på hovedet. Nazisten afviser lægen med ordene:»jeg betragter dig som et dyr og jeg vil ikke behandles af et dyr«. Den kvindelige læge blev naturligvis chokeret og tilkaldte sin bagvagt for at få hjælp. Bagvagten blev naturligvis fortørnet og vred på kollegaens vegne, og spørgsmålet var nu, om han havde en forpligtelse til at undersøge patienten eller om han kunne afvise ham. Sygehusledelsen blev forespurgt og svaret var at patienten skulle undersøges, hvilket han så blev. Men var spørgsmålet til Etisk Udvalg er det korrekt at bagvagten er forpligtet til at hjælpe når en patient på denne måde optræder racistisk? Etisk udvalg svarede at det efter udvalgets opfattelse var korrekt at undersøge patienten, på trods af dennes adfærd. Svaret rejste en kraftig debat såvel internt i lægeforeningen som i offentligheden. Således udtalte sygeplejerskernes formand i Politiken den 17. oktober 2002:»Man kan ikke efterkomme et ønske af den slags fra patienter med ekstreme ønsker. Sundhedsvæsnet stiller kvalificeret personale til rådighed. Sådan er det. Det må patienten acceptere. Ellers ender vi med at få diskussioner hver dag om, hvem der skal behandle hvem. Og så kommer det ikke kun til at handle om etniske problemstillinger«og» at hvis patienten ikke accepterer det vi tilbyder nazisten så må han i yderste konsekvens dø«formanden for Foreningen af Yngre Læger (FAYL) udtalte på lægeforenings hjemmeside:»den konkrete sag opfatter vi som en akut juridisk»cover my ass«(i tilfælde af at patienten blev afvist og faldt død om) og ikke en etisk

2 18752-Medicinsk etik.fm Page 116 Thursday, August 18, :07 PM E T I S K E S P Ø R G S M Å L I M E D I C I N E N sag. De pågældende læger fortjener ros for at bringe diskussionen op. Vi føler alle, at nazisten skulle være smidt på porten.«og»når det drejer sig om akut uopsættelig lægehjælp, stiller samfundet, finansieret via skattesystemet, et akut beredskab til rådighed med kvalificerede behandlere, herunder læger. Det står enhver patient som i øvrigt opfylder visitationskriterierne, frit for at tage imod tilbuddet eller lade være. I modsat fald må konsekvensen jo principielt være den absurde situation, at hvis en patient kl. 02 indfinder sig på skadestuen i Lemvig og ikke rigtig bryder sig om vagthavende læge (københavner måske??), så skulle denne læge (eneste på stedet) påtage sig at finde en læge, der faldt i patientens smag!«der er således ganske stærke følelser og stor og berettiget forargelse over den racistiske fremfærd. Det er etisk set berettiget. Men spørgsmålet er om de handlingsanvisninger der følger af forargelsen er forsvarlige. For konklusionen på både sygeplejeformanden og FAYL s kommentarer er, at racisten skulle være smidt på porten også selv om det så kunne betyde at han døde af sin sygdom. Juridisk er der formodentligt ikke nogen tvivl. Lægelovens 7. siger:»enhver læge er forpligtet til på begæring at yde den første fornødne lægehjælp, når hurtig lægehjælp efter de foreliggende oplysninger må anses for påtrængende nødvendig, såsom ved forgiftningstilfælde, større blødninger, kvælningsanfald og fødsler, hvor jordemoderhjælp ikke kan skaffes til veje, eller hvor jordemoderen tilkalder lægen. Har lægen gyldigt forfald, eller kan rettidig lægehjælp blive ydet af en anden, som efter forholdene er nærmere dertil, er han dog fritaget for den omhandlede forpligtelse.«nogen har hæftet sig ved at der ikke her står noget om akutte mavesmerter, men det væsentlige er ikke de få eksempler der nævnes (der findes som bekendt utallige livstruende sygdomme udover de i lovparagraffen nævnte), men derimod formuleringen af forpligtelsen» når hurtig lægehjælp efter de foreliggende oplysninger må anses for påtrængende nødvendig,..«. Nu er der ikke nødvendigvis automatik i, at noget er juridisk korrekt og dermed også etisk korrekt (historien afslører talrige eksempler på dette, fx nazisternes eugeniske love). Men dette er et eksempel, hvor det rent faktisk er tilfældet. Hjælpepligten er en af lægefagets fundamentale forpligtelser, der er tilste-

3 18752-Medicinsk etik.fm Page 117 Thursday, August 18, :07 PM 5. H A R N A Z I S T E R K R A V P Å H J Æ L P? de helt uanset om den var lovbestemt som her eller ej. Det er så fundamental en forpligtelse, at den er omtalt mange steder i Verdenslægeforeningens(WMA) forskellige konventioner. Således hedder det i Genevekonventionen:»The health of my patient shall be my first concern«. Det betyder ret entydigt: Lægen skal prioritere patientens helbred før alle andre hensyn. Også over egen fornærmethed, over eventuel uret der er rettet mod lægen selv, over eventuelle lovovertrædelser som patienten måtte have begået eller lignende. Men lad os lige se om der er andre grunde til, at argumentationen for at lade racisten sejle sin egen sø ikke holder. Første del af sygeplejerskeformandens argument lød:»man kan ikke efterkomme et ønske af den slags fra patienter med ekstreme ønsker. Sundhedsvæsnet stiller kvalificeret personale til rådighed. Sådan er det. Det må patienten acceptere. Ellers ender vi med at få diskussioner hver dag om, hvem der skal behandle hvem.«denne type argumenter kaldes som regel»glidebaneargumenter«og er ikke logisk holdbare, alene ud fra den betragtning, at der sluttes til en følge som der ikke med nogen tvingende nødvendighed indtræder, ligesom sammenhængen mellem en persons adfærd som årsagsbestemmelse af en række andre menneskers uafhængige adfærd er svær (umulig) at etablere. Men spørgsmålet er så, om det alligevel kunne være en grund. Altså, sygeplejerskeformanden kunne udtrykke en frygt for at det vil gå som hun anfører og det er selvfølgelig legitimt. Men spørgsmålet er, om det er en god grund? Er det sådan at vi almindeligvis indretter vort sygehusvæsen efter at kunne imødekomme alle urimelige ønsker? Svaret er (selvfølgelig): nej det gør vi ikke. Vi indretter et sygehusvæsen efter de rimelige fordringer som landets borgere i almindelighed kan have til deres sygehusvæsen. Fordi man i en konkret situation hjælper en racist når man har mulighed for at gøre det, medfører ikke, at en anden racistisk fordring eller tilsvarende urimeligt begrundede krav skal kunne efterkommes. Den konkrete situation indebærer ikke, at vi skal afsætte ressourcer til behandling med den begrundelse at racister skal behandles af ariske læger. Det er klart, at såfremt der ikke havde været anden hjælp at få i den konkrete situation, så havde racisten ikke kunnet få hjælp. Men

4 18752-Medicinsk etik.fm Page 118 Thursday, August 18, :07 PM E T I S K E S P Ø R G S M Å L I M E D I C I N E N den hjælp var (let) tilgængelig netop fordi der er etableret vagtordninger på de danske sygehuse således at mere erfarne læger kan hjælpe mindre erfarne læger. En skarpere måde at analysere spørgsmålet om man skal hjælpe nazister eller andre der opfører tilsvarende, at spørge: Ville det være uetisk ikke at tilbyde hjælpen i den situation, hvor der er potentiel risiko for alvorlig eller dødelig sygdom, med den begrundelse at vedkommende ikke fortjener det (pga. sin modbydelige opførsel)?. Selv om de fleste i dag mener, at principperne fra det gamle testamente om»øje for øje«ikke holder i en moderne fremstilling af retfærdighedsprincippet, indeholder idéen dog i snæver forstand en tanke om en hvis proportionalitet. Det vil sige proportionalitet mellem den umiddelbare forbrydelse og den tilhørende straf. Hvis vi antager at racisten rent faktisk døde som følge af manglende behandling (dvs. det antages, at han ikke ville dø hvis han fik behandling), ville der så være rimelig proportionalitet mellem den racistiske opførsel og»dødsstraffen«?. Næppe nogen vil finde, at dette var udtryk for en passende proportionalitet. Ser vi på straffelovens bestemmelser om racisme ( ) ligger sanktionsniveauet mellem bøde og 2 års fængsel. Videre hedder det i 272.»Straf efter 267 kan bortfalde, når handlingen er fremkaldt ved utilbørlig adfærd af den forurettede, eller denne har øvet gengæld mod fornærmeren.«lovgiverne har altså her givet et eksempel på at selvtægt ikke kan accepteres. Det gælder for læger som for andre borgere. Endnu en måde at betragte spørgsmålet vedrørende det etisk forsvarlige ved ikke at behandle nazisten, er at spørge: hvilke(t) gode(r) vil det fremkalde ikke at behandle ham? Spørgsmålets relevans følger af, at ét af de fundamentale svar vi skal kunne give, når vi tager stilling til om den ene handling er mere etisk forsvarlig end den anden, er om der netop mulige»goder«forbundet med handlingen eller princippet for handlingen. Hvis man ser bort fra, at man ved at undlade at behandle, kunne fremkalde en følelse af hævn som kunne tilfredsstille de(n) forurettede, er det svært at forestille sig andre goder. Forestiller man sig, at den læge der skal tilse patienten i stedet for den forulempede læge, forhindres i at tilse andre patienter der dermed lider større eller samme skade, kunne man mene at der er fremkaldt et gode for netop disse patienter.

5 18752-Medicinsk etik.fm Page 119 Thursday, August 18, :07 PM 5. H A R N A Z I S T E R K R A V P Å H J Æ L P? Men dette er ikke et forhold der alene refererer til forholdet vedrørende de racistiske udtalelser. Det er et forhold der refererer til den almindelige prioritering som læger må foretage i konkrete situationer. Det betyder, at begrundelsen for ikke at behandle akut, flyttes fra at forholde sig til den racistiske udtalelse og ind i et alment lægeligt prioriteringsdilemma. Som en udløber af sagen om den nazistiske nyresten, blev det foreslået at Etisk Udvalg skulle knæsætte følgende princip:»hvis lægen er fagligt kompetent og habil, og patienten ikke ønsker at blive behandlet af denne læge, er det patientens egen opgave og ansvar at søge undersøgelse og behandling fra anden side." Det der er udsagnets forfatters pointe er, at lægen ikke skal være forpligtet til at være behjælpelig med at skaffe lægelig assistance fra anden side, selv hvis det er en overkommelig opgave (fx tilkald af en bagvagt eller anden læge i en sygehusinstitution), i situationer hvor patienten afviser, med eller uden begrundelse, at lade sig behandle af en bestemt læge. I banale tilfælde er det her i landet ikke et problem for de fleste patienter selv at henvende sig hos en anden læge. Men i situationer hvor patienten er alvorligt, måske livstruende syg, kan det være en alvorlig sag med udsættelse af undersøgelse og behandling, hvis patienten selv skal til at skaffe anden assistance. Man kan tillige forestille sig, at den alvorlige sygdom svækker patientens dømmekraft og/eller handlemuligheder og herunder også patientens autonomi der alene pga. alvorlig sygdom kan siges at være indskrænket således at hun/han ikke selv er i stand til at skaffe sig den fornødne assistance. Medfører patienternes autonomi at hjælpepligten bortfalder? Men hvis vi betragter det på den måde, at patienten naturligvis, med eller uden begrundelse, er i sin autonome ret til at fravælge en bestemt behandling såvel som behandler betyder det så også at lægens hjælpepligt in casu at skaffe anden assistance bortfal-

6 18752-Medicinsk etik.fm Page 120 Thursday, August 18, :07 PM E T I S K E S P Ø R G S M Å L I M E D I C I N E N der? Med andre ord at patienter sædvanligvis selv må bære konsekvenserne af deres autonomiudfoldelse er ikke usædvanligt men kan man udlede heraf, at lægen, uden etisk forsømmelse, kan afvise at skaffe anden assistance, når dette ligger inden for dennes muligheder og ikke er forbundet med væsentlige omkostninger (det vil sige tungere vejende hensyn) eller ulemper for lægen eller andre af lægens patienter? I lyset af ovenstående argumenter må svaret blive et klart: nej lægens hjælpepligt bortfalder ikke den ændrer blot karakter. I lyset af Genevekonventionen som citeret ovenfor, betyder det ret entydigt, at det som lægen skal prioritere før alle andre hensyn er min patients helbred. Også over egen fornærmethed, over eventuel uret der er rettet mod lægen selv, over eventuelle lovovertrædelser som patienten måtte have begået eller lignende ikke relevante forhold.