HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 19. juni 2019

Transkript

1 HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 19. juni 2019 Sag 169/2018 (2. afdeling) A (advokat Christian Dahlager, beskikket) mod Jyske Realkredit A/S (tidligere BRFkredit A/S) (advokat Karsten Kristoffersen) I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 22. afdeling den 8. august I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Lene Pagter Kristensen, Jon Stokholm, Vibeke Rønne, Jens Peter Christensen, Hanne Schmidt, Kurt Rasmussen og Anne Louise Bormann. Påstande Appellanten, A, har nedlagt påstand om, at Jyske Realkredit A/S skal betale kr. til ham. Indstævnte, Jyske Realkredit A/S, har påstået frifindelse. Anbringender A har for Højesteret anerkendt, at den långuide, der forelå på tidspunktet for låneoptagelsen, er en del af aftalegrundlaget. Han har supplerende anført navnlig, at realkreditselskaber ikke har adgang til bidragsforhøjelser efter et frit skøn. Adgangen til bidragsforhøjelse må ifølge aftaleretten og god skik-reglerne ikke bygge på arbitrære kriterier, hvilket også indebærer, at bidragsforhøjelser ikke må praktiseres arbitrært. Bidragsforhøjelser får en vilkårlig karakter, når der i det tilfælde, at de opstillede målsætninger er opnået, ikke sker nedregulering af bidraget, hvilket var den almindelige praksis tidligere. Forhøjelser skal endvidere efter

2 - 2 - almindelige forbrugerbeskyttelseshensyn bygge på et sagligt grundlag og en rimelig afvejning af begge parters interesser. Det er Jyske Realkredit, som skal godtgøre disse forhold. Begrundelsen for en bidragsforhøjelse skal derudover efter aftaleretten indeholde en fyldestgørende, proportional og materielt korrekt begrundelse for, hvad det øgede provenu skal anvendes til, således at låntagerne har en reel adgang til at vurdere baggrunden for og rimeligheden af bidragsforhøjelsen. Det forhold, at bekendtgørelserne om god skik for finansielle virksomheder før 2015 ikke indeholdt et udtrykkeligt krav om begrundelse for en bidragsforhøjelse, ændrer ikke den aftaleretlige bedømmelse. I den foreliggende sag bør der stilles skærpede krav til Jyske Realkredits argumentationsbyrde og bevisførelse, når henses til, at indtjeningen hos selskabet og andre realkreditinstitutter er overnormal høj, den meget betydelige forhøjelse af As bidrag og den begrænsede konkurrence og ringe mobilitet på markedet. De sidstnævnte forhold er også baggrunden for, at det er rimeligt og påkrævet med en normering fra domstolenes side af Jyske Realkredits skønsmæssige forhøjelser af bidragssatser. Det er ikke korrekt, som anført af selskabet, at Højesteret bør afstå fra en prøvelse af selskabets forretningsmæssige skøn. Landsrettens dom og Jyske Realkredits synspunkter hviler i flere sammenhænge på den fejlagtige præmis, at god skik-reglerne har afgørende betydning for parternes retsstilling. God skik-reglerne er offentligretlige bestemmelser, der ved krænkelser kan føre til påbud og bøder. Det forhold, at Jyske Realkredit eksempelvis i forhold til begrundelseskravet har levet op til de tidligere god skik-regler, betyder ikke, at selskabet har levet op til de civilretlige og aftaleretlige regler. Det er en alvorlig mangel, at landsretten i præmisserne ikke har ladet Konkurrencerådets konklusioner indgå i afvejningen. Syn- og skønsmændenes detaljerede besvarelser er ifølge præmisserne endvidere ikke indgået i bevisafvejningen, selv om besvarelserne på en række afgørende punkter støtter ham. I stedet har landsretten i det væsentligste lagt vægt på forklaringer, som er vanskelige at imødegå uden adgang til det materiale, der påberåbes. Landsretten har lagt afgørende vægt på rapporterne fra Standard & Poor s, selv om ratingbureauets udtalelser ikke er uvildige, da der består et kundeforhold mellem Jyske Realkredit og ratingbureauet.

3 - 3 - Han blev ikke i varslingsskrivelsen fra 2013 orienteret om den nye beregningsmodel, og han blev heller ikke orienteret om, at Jyske Realkredit med virkning fra 1. januar 2015 indførte et generelt forhøjet tillæg i bidragsbetalingen på afdragsfrie lån. Det må lægges til grund, at bidragsforhøjelsen var begrundet i tilsynsdiamanten og mulige krav til Jyske Realkredit fra ratingbureauer om at nedbringe mængden af rentetilpasningslån og afdragsfrie lån. Varslingsskrivelsen oplyste ikke om, at aftalen kunne bringes til ophør af ham i forbindelse med bidragsforhøjelsen, og at han kunne imødegå forhøjelsen ved at skifte til en anden realkreditudbyder. Landsretten har lagt til grund, at det må anses for at være forbundet med betydelige vanskeligheder at skifte udbyder, og de fagkyndige har bekræftet, at det er usandsynligt, at han kunne have flyttet sit lån til et andet realkreditinstitut. Jyske Realkredit har derfor uden risiko for opsigelse og skift af realkreditinstitut kunnet gennemføre prisforhøjelsen over for ham. Forhøjelsen af bidraget er derfor ikke gyldig efter EU-Domstolens praksis, jf. herved dom af 26. april 2012 i sag C-472/10 (Invitel) og dom af 21. marts 2013 i sag C-92/11 (RWE Vertrieb AG), Sø- og Handelsrettens dom af 26. januar 1999 (UfR ) samt retningslinjerne fra Forbrugerombudsmanden. Efter ordlyden af reguleringsklausulen fra 2009 er der ikke hjemmel til at forhøje bidraget i den aftalte afdragsfrie periode i den hensigt at reducere Jyske Realkredits samlede mængde af afdragsfrie lån. Ifølge ordlyden kan prisforhøjelser heller ikke finde sted med henvisning til påberåbte myndighedskrav. Bidragsforhøjelsen er ikke omfattet af ordlyden forretningsmæssige eller markedsmæssige grunde, og et sådant hjemmelsgrundlag er af arbitrær karakter og lever ikke op til grundlæggende aftaleretlige krav om forudsigelighed som gyldighedsbetingelse for en efterfølgende bidragsforhøjelse. Der er heller ikke grundlag for en udvidende fortolkning, og ved fortolkningstvivl gælder den fortolkning, der er mest gunstig for forbrugeren, jf. aftalelovens 38 b. Aftalen skal desuden ikke bedømmes efter den nye bestemmelse, som Jyske Realkredit indsatte i långuiden i Det er ikke urimeligt, at Jyske Realkredit i en kort periode selv måtte bære risici og eventuelle forøgede omkostninger ved det afdragsfrie lån. Jyske Realkredit var endvidere i en lang peri-

4 - 4 - ode forud for bidragsforhøjelsen advaret af myndighederne om risiciene ved afdragsfrie lån. Der bør derfor ikke gives adgang til at regulere direkte eller indirekte i gældende aftaler, når årsagen er, at Jyske Realkredit har undladt en påpasselig risikostyring. Jyske Realkredit har heller ikke godtgjort, at det var nødvendigt at forhøje bidraget i eksisterende aftaler. Hvis Højesteret finder, at han ved aftalen om en ny fastrenteperiode fra den 1. januar 2015 har accepteret den del af bidragsforhøjelsen, der relaterer sig til rentetilpasningen, skal hans påstand nedsættes med en tredjedel. Jyske Realkredit har supplerende anført navnlig, at aftaledokumentationen er i overensstemmelse med kravene i bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder. Ændringsadgangen er en integreret del af den danske realkreditmodel og er meget væsentlig for udstederens soliditet, uanset udviklingen i markedsforholdene. Jyske Realkredits forretningsbetingelser bliver løbende opdateret, og varsling af bidragsændringer sker i overensstemmelse med den til enhver tid gældende långuide og de almindelige betingelser indeholdt deri. Dette har hjemmel i aftaledokumentationen, er sædvanligt og gælder tilsvarende i andre realkreditinstitutter. Finanstilsynet har i afgørelse af 15. september 2008 vedrørende EkspresBank A/S redegjort for, at Forbrugerombudsmanden ved gennemgang af realkreditinstitutternes ændringsvilkår eksplicit godkendte, at en ordlyd svarende til Jyske Realkredits långuide på tidspunktet for aftaleindgåelsen med A var i overensstemmelse med principperne fastlagt i Sø- og Handelsrettens dom af 26. januar 1999 (UfR ), der lå forud for reglerne i bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder. Jyske Realkredits forretningsbestemmelser offentliggøres på Jyske Realkredits hjemmeside i overensstemmelse med vejledningen til den dagældende bekendtgørelse, og selv efter ændringen af bekendtgørelsen forudsættes det alene, at de almindelige forretningsbestemmelser sendes efter kundens anmodning. Aftalegrundlaget, som var gældende på tidspunktet for varslingen af bidragsændringen i 2014 og ved låneomlægningen i 2009, opfylder bekendtgørelsens krav. Finanstilsynet har ikke ud-

5 - 5 - stedt påbud om berigtigelse, som tilsynet ellers kan gøre, såfremt betingelserne for at ændre bidragssatsen ikke er i overensstemmelse med bekendtgørelsen. Jyske Realkredit har både i långuiden og gennem Justitsministeriets pantebrevsformular B hjemmel til at foretage bidragsændringer. Jyske Realkredits overordnede bestemmelser om ændring af bidrag fremgår af udlånsregulativet, der er fastsat med hjemmel i vedtægterne. Både udlånsregulativet og långuiden indeholder hjemmel til at ændre bidraget. Det er endvidere anerkendt af Finanstilsynet, at en bidragsændring kan gennemføres i henhold til de til enhver tid gældende forretningsbestemmelser. Baggrunden for bidragsændringen pr. 1. januar 2015 var et ønske om at imødekomme skærpede krav fra myndigheder og ratingbureauer, som bl.a. betød, at der var behov for at nedbringe mængden af lån med afdragsfrihed og variabel rente. I overensstemmelse hermed blev bidraget forhøjet for variabelt forrentede lån og lån med afdragsfrihed, mens bidrag for ikkeafdragsfrie fastforrentede lån op til 80 % af ejendommens værdi ikke blev forhøjet. Bidragsændringen havde hjemmel i aftalegrundlaget, idet bidragsændringen var markedsmæssig og forretningsmæssigt begrundet. I henhold til Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler gælder der ikke et særligt begrundelseskrav, og et sådant krav kan heller ikke udledes af de regler i dansk ret, som implementerer direktivet. Jyske Realkredits beskrivelse af bevæggrundene satte låntagerne i stand til at identificere de centrale hensyn, der havde ført til ændring i bidraget og hjemlen dertil, og bidragsændringen blev endvidere gennemført efter generelle kriterier gældende for låntagere med samme type lån og var dermed ikke vilkårlig. Jyske Realkredit vurderede i 2014, at det var nødvendigt at ændre bidragssatsen for at opfylde kravene i den kommende tilsynsdiamant og imødegå ratingbureauernes bekymring med hensyn til rentetilpasningslån og afdragsfrie lån samt for at bidrage til opfyldelse af de øgede kapitalkrav. Jyske Realkredit iværksatte også andre tiltag, herunder større kursskæring for visse

6 - 6 - lån. Bidragsændringerne stod ikke alene, men var en del af en samlet forretningsmæssig tilpasning. Dertil kommer, at Jyske Realkredit i 2014 ikke havde tilstrækkelig kapital, og såfremt selskabet ikke realiserede målet om øget udlån, ville det i 2019 have risikovægtede eksponeringer på 71 mia. kr., hvilket krævede yderligere kapital for fortsat at sikre en passende overdækning. Det er ikke tilstrækkeligt, at et realkreditinstitut opfylder gældende kapitalkrav, og det forventes, at realkreditinstitutter opererer med en vis overdækning. Det er dog ikke muligt entydigt at fastslå, hvor stor en overdækning bør være, og ledelsens skøn kan næppe meningsfuldt gøres til genstand for reel prøvelse ved domstolene. A har haft fuld mulighed for at opsige sit lån og i hvert fald ændre lånet til et fastforrentet lån med afdrag og dertilhørende lavere bidrag, og den mulighed har han udnyttet pr. 1. januar Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler har ikke direkte betydning for den foreliggende sag. For det første finder direktivet ikke direkte anvendelse i dansk ret, idet de relevante bestemmelser er implementeret i aftalelovens 38 b og 38 c. For det andet vedrører EU-Domstolens dom af 26. april 2012 i sag C-472/10 og dom af 21. marts 2013 i sag C-92/11 en fortolkning af direktivets bilag, som alene er vejledende, og som ikke finder anvendelse på forholdene i den foreliggende sag. For det tredje følger det af punkt 2, litra b, i bilaget til direktivet, at et vilkår som beskrevet i bilagets litra j ikke forhindrer finansielle institutioner i at ændre bidragssatsen. Sagsomkostninger for landsret og Højesteret bør fastsættes samlet til et væsentligt højere beløb, der afspejler sagernes betydning og omfang. Højesterets begrundelse og resultat Sagens problemstilling Denne sag angår, om Jyske Realkredit A/S (tidligere BRFkredit) havde hjemmel i sin aftale med A til med virkning fra den 1. januar 2015 at forhøje det bidrag, som han skulle betale for

7 - 7 - sit realkreditlån. I givet fald er spørgsmålet, om forhøjelsen skal tilsidesættes efter aftalelovens 36 og 38 c. Aftalegrundlaget As lån er optaget i Af den dagældende långuide, som ubestridt er en del af aftalegrundlaget, fremgik, at realkreditinstituttet kunne ændre bidragssatsen eller bidragsberegningsmetoden i eksisterende låneforhold af forretningsmæssige eller markedsmæssige grunde. Dette kan blandt andet ske med henblik på imødegåelse af øgede omkostninger herunder fx tab eller skatter og afgifter, eller for at opretholde eller styrke kapitalgrundlaget. Formuleringen af långuidens bestemmelse om adgangen til at forhøje bidragssatserne blev ændret forud for den forhøjelse af bidraget, som sagen angår, således at beskrivelsen af de forhold, der kunne begrunde forhøjelser, blev udbygget. Højesteret finder, at den ændrede formulering indebar en præcisering og yderligere eksemplificering, men ikke en udvidelse af Jyske Realkredits adgang til at ændre bidraget. Højesteret finder derfor, at ændringen af formuleringerne kunne foretages af Jyske Realkredit uden varsling og uden låntagernes samtykke. Aftalegrundlaget indeholdt således en adgang for Jyske Realkredit til at forhøje bidraget. Bidragsforhøjelsen, som blev meddelt ved brev af 26. september 2014 til A, var begrundet i et ønske om at imødekomme skærpede krav fra myndigheder og ratingbureauer, som bl.a. betød et behov for at nedbringe mængden af lån med afdragsfrihed og variabel rente. Højesteret tiltræder, at en forhøjelse med denne begrundelse var omfattet af ordlyden af såvel långuiden på låneoptagelsestidspunktet som långuiden på varslingstidspunktet, hvorefter forhøjelse kunne ske af markeds- og forretningsmæssige grunde. Om forhøjelserne skal tilsidesættes efter aftalelovens regler Spørgsmålet er herefter, om forhøjelserne skal tilsidesættes efter aftalelovens 36 og 38 c. Ved vurderingen af, om vilkåret om adgang til forhøjelse af bidrag skal tilsidesættes efter aftalelovens 36 og 38 c, finder Højesteret, at der må lægges vægt på de særlige forhold, der gør sig gældende for realkreditinstitutter og aftaler om realkreditlån. Realkreditinstitutter er

8 - 8 - undergivet detaljeret regulering og et omfattende tilsyn. Realkreditlån er aftaler, der typisk indgås med en løbetid på op til 30 år, og som ikke kan opsiges af realkreditinstituttet, medmindre der er tale om misligholdelse. Det er ikke muligt ved aftaleindgåelsen at tage højde for enhver ændring i myndighedskrav og det økonomiske grundlag for realkreditvirksomheden, der kan komme i lånets løbetid. Hvis realkreditinstitutterne var afskåret fra eller i betydelig grad begrænset i adgangen til at forbeholde sig at forhøje bidrag på eksisterende lån, ville det være nødvendigt at fastsætte et væsentligt højere bidrag ved aftalens indgåelse for at sikre, at institutternes kapitalgrundlag ikke ville kunne komme i fare, og at de kunne leve op til eventuelle nye krav fra myndigheder. Det vil typisk ikke være et realistisk alternativ at foretage forhøjelser alene på nye lån, hvis der opstår behov for ny kapital eller ændring i låneporteføljens sammensætning. Bestemmelser, som indebærer en bred adgang til at forhøje bidrag, er da også sædvanlige i branchen og har været det i årtier. Højesteret finder på den anførte baggrund, at der i aftaler om realkreditlån må accepteres en bredere adgang for realkreditinstituttet til at forbeholde sig ensidigt at foretage ændringer af aftalen, end hvad der i andre tilfælde vil være foreneligt med aftalelovens regler i en aftale mellem en erhvervsdrivende og en forbruger. Ved vurderingen af, om forhøjelsen af bidraget for As lån skal tilsidesættes, finder Højesteret, at der må lægges vægt på, om forhøjelsen var sagligt begrundet og ikke i øvrigt urimelig eller vilkårlig. Vurderingen må foretages med udgangspunkt i forholdene på tidspunktet for forhøjelsen. Det kan således som udgangspunkt ikke føre til tilsidesættelse eller ændring af en forhøjelse, at forholdene udvikler sig anderledes, herunder som følge af konjunkturforhold, end hvad realkreditinstituttet på tidspunktet for forhøjelsen forventede eller tog højde for som en mulighed. Højesteret finder, at der ved vurderingen af behovet for og størrelsen af en bidragsforhøjelse og af fordelingen af forhøjelsen på forskellige långrupper tilkommer realkreditinstituttet et forretningsmæssigt skøn.

9 - 9 - Højesteret finder efter det oplyste om bl.a. krav fra myndigheder, vurderinger fra ratingbureauer og oplysninger om Jyske Realkredits økonomiske forhold, som har dannet grundlag for beslutningen om forhøjelse, at forhøjelsen var sagligt begrundet og ikke kan anses for vilkårlig eller urimelig, og Højesteret har således ikke grundlag for at tilsidesætte Jyske Realkredits skøn. Højesteret tiltræder endvidere, at det forhold, at A på grund af ejendommens høje belåningsgrad ville have vanskeligt ved at flytte lånet til en anden realkreditudbyder, ikke kan føre til, at han skal behandles anderledes end andre låntagere med afdragsfri lån. Det anførte om forholdet til EU-retten kan ikke føre til en anden vurdering. Det følger af pkt. 2, litra b, jf. pkt. 1, litra j, i den vejledende liste over kontraktvilkår, der kan betegnes som urimelige, i bilag til Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, at denne liste ikke forhindrer, at en leverandør af finansielle tjenesteydelser kan forbeholde sig ret til, hvis der foreligger gyldig grund, at ændre rentesats eller andre udgifter i forbindelse med finansielle tjenesteydelser, forudsat at ændringen meddeles forbrugeren, og at denne omgående kan opsige aftalen. Som anført finder Højesteret, at der forelå saglig grund til forhøjelsen, og denne blev varslet over for låntagerne, der havde ret til at opsige låneaftalen. I øvrigt angår de domme fra EU-Domstolen, som A har anført til støtte for sin påstand, ikke finansielle ydelser. Højesteret tiltræder på den anførte baggrund, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte bidragsforhøjelsen. Konklusion Landsrettens dom stadfæstes. Sagsomkostninger Højesteret finder ikke grundlag for at ændre landsrettens omkostningsfastsættelse. Ved fastsættelse af sagsomkostninger for Højesteret, som er til dækning af advokatudgift, er der lagt vægt på sagens omfang og karakter, dens samfundsmæssige betydning, og at den i det væsentlige har omhandlet samme spørgsmål som for landsretten.

10 Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal statskassen betale kr. til Jyske Realkredit A/S. De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens 8 a.