Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 27. oktober søndag efter trinitatis Matt. 18,21-35 Salmer:

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 27. oktober søndag efter trinitatis Matt. 18,21-35 Salmer: Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da kom Peter til Jesus og spurgte:»herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?«jesus svarede ham:»jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange. Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.«matt 18,21-35 Godmorgen i dag 22. søndag efter trinitatis handler det om tilgivelse, både den vi selv lever af at få fra Gud og vore nærmeste, og den andre venter af os. Eller med fadervors ord: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. --- Er du skyldig eller uskyldig. Hvis du nu skulle afsige dom over dig selv og dit liv - vil dommen så lyde skyldig eller ikke skyldig. Hvor mange gange synes du, at du skal sige, det beklager jeg, det fortryder jeg, hvis det var dig, der sku igennem et fire timers gabestoksforhør? Nej, jeg tænker ikke på noget bestemt, men sådan i al almindelighed. Den russiske forfatter Dostojevskij har sagt det sådan her: Vi er skyldige i alt over for alle. Men er du enig i den måde at anskue tilværelsen på. Eller lad mig spørge på en lidt mere præcis måde 1

2 - skylder du Gud noget - står du på nogen måde i gæld til Gud, - eller kan du uden at blinke sige: Gud og jeg, vi er fuldstændig kvit. Jeg har mit på det tørre. Anerkender du over hovedet, at der findes en Gud, som kan komme og gøre nogen som helst krav gældende over for dig - en Gud, som har ret til at stille dig til regnskab for, hvordan du brugte dit liv og behandlede dine medmennesker. Når jeg spør, så er det fordi vi er inde ved noget helt grundlæggende i den kristne tro noget, som det ganske vist ikke er særlig populært at tale om, men som alligevel er helt fundamentalt, fordi talen om Guds frelse, Guds kærlighed og Guds tilgivelse ganske enkelt er meningsløs, hvis ikke Gud kan kræve os til regnskab for noget som helst. At Gud er som kongen, der lader nåde gå for ret - det vil sige lader os slippe gratis - ordet nåde er faktisk en oversættelse af det latinske gratia, som vi kender i ordet gratis - at Gud altså lader os slippe gratis, selv om vi rettelig sku' ha' været straffet - det bliver et fuldstændig absurd udsagn, hvis jeg ikke skylder Gud noget. NU ved jeg godt - at nogen humoristisk har sagt: At hvis du har en god samvittighed, så er det kun, fordi du har en dårlig hukommelse. Men lignelsen om den gældbundne tjener, der af kongen får eftergivet sin astronomiske gæld - den giver ingen mening, hvis ikke der findes en Gud, som kan stille dig til regnskab for dine handlinger. Hvis ikke du skylder Gud en klejne, hvad skal al den tale om gældssanering så gøre godt for. Evangeliets påstand er altså, at du er skyldig - i gæld til halsen. Dit mellemværende med Gud så alvorligt, at du aldrig selv vil kunne bringe det ud af verden. I en tid hvor idealet er ikke at skylde nogen noget - i en tid hvor vi er opdraget til at sætte en ære i ikke at stå i gæld til nogen, men at svare enhver sit. Ja, hvor vi oven i købet er tilbøjelige til at fralægge os ansvaret, skyde skylden over på de andre, samfundet, systemet. Der forekommer det voldsomt umoderne at sige: jovist jeg er skyldig. Men det er ikke desto mindre dagens provokerende påstand. Nej, misforstå mig ikke - det er ikke alene din skyld, at der findes krig, at børn sulter, at regnskove ødelægges, at dyrearter er truede, at havne stiger - jeg taler ikke om den kollektive skyldfølelse, som medierne er eksperter i at få os til at føle, når vi konfronteres med alverdens problemer og elendighed, som om det ene og 2

3 alene er vores skyld det hele - en falsk skyldfølelse, som kan gøre os handlingslammede. Nej, jeg taler om den reelle skyld: når vi svigter vore nærmeste, når vi vender ryggen til den, som ber os om hjælp, når misundelse og jalousi tærer vore sind i stykker, når vi lader arbejdet stjæle al vor energi, så der intet blir tilbage til børnene, når profit og grådighed vejer tungere end hensynet til natur og mennesker, når vi tier, hvor vi burde ha' talt... Jeg taler om den skyld, som vitterlig er vores skyld. Den skyld, som vi ikke kan komme fri af, fordi gjort gerning som bekendt ikke står til at ændre. Og netop hér er det, tjeneren i lignelsen forekommer mig enormt nutidig - for hans bøn til kongen: hav tålmodighed med mig, så vil jeg betale dig det alt sammen - den bøn lever jo netop på illusionen om, at hvis bare lige vi får lidt mere tid - så kan vi komme fri af skylden. Illusionen om, at inderst inde så er mennesket godt nok, hvis blot vi får de helt rette vækstbetingelser, så både ved og kan vi gøre, hvad der er det rigtige. Bønnen afslører, at tjeneren ikke vil være den skyldner, han vitterlig er - han vil derimod fastholde billedet af sig selv, som den, der blot er kommet lidt bagud med afdragene. Han har ikke modet til at være skyldig - han vil derimod være skyldfri - han vil være god nok i kraft af sine egne fortjenester. Han vil ikke nøjes med at gå fallit på Guds regning. Da han griber sin medtjener i struben og kræver gælden afdraget øjeblikkeligt - da afslører han sin inderste overbevisning - nemlig at skyld er uacceptabel - derfor smider han sin medtjener i fængsel, til han har betalt den klatgæld, han skylder. Men den skyld, man vil være fri for, den ender man med at blive bundet af - derfor ender den første tjener da også i fangehullet. For han vil ikke ha' nåde, men retfærdighed - og først for sent opdager han, at retfærdigheden kan være nådesløs. Nej; retfærdigheden ER nådesløs. Jeg tror, her er noget meget centralt på færde - for der er en verden til forskel på at være skyldfri og så at være skyldig og alligevel fri. Når kongen slår en streg over gælden, så er det ikke fordi tjeneren er god nok eller uskyldig - men så er det fordi, han er præcis så skyldig, som han er, men alligevel slipper han fri. 3

4 Når jeg mener, det er centralt, så er det fordi, vi her er inde ved, hvad ægte tilgivelse handler om. For ægte tilgivelse har intet med retfærdighed at bestille - tvært imod ægte tilgivelse er som et omvendt justitsmord Ægte tilgivelse fjerner ikke skylden, men genopretter forholdet. Egentlig så ved vi det godt. Til barnet siger vi: Jo, det var din skyld, vasen faldt på gulvet, nej det var ikke med vilje, men når man spiller fodbold i stuen, så kan man ikke bagefter sige, det var ikke min skyld, og lad os så slå en streg over det. Til ægtefællen siger vi, Ja, det du gjorde og sagde har såret mig, du har svigtet min tillid og ja, nu hvor vi har talt ud om det, er du stadig min elskede. Ikke skyldfri - men skyldig og fri. Som kristne er vi hverken uskyldige eller skyldfri - men vi må tro på, at selv om vi langt fra altid er gode nok, så er vi alligevel elsket - taget til nåde, af den Gud der har vist os, at han er en Gud, der lader nåde gå for ret. Kommet så vidt må vi begynde forfra. For lignelsen er såre enkel. Gud er som kongen - en barmhjertig konge. Og selv et barn kan forstå, at det er hamrende galt med den tjener. Hvad du ønsker, at andre skal gøre mod dig, det skal du også gøre mod dem - børnehavevisdom. Hvis jeg deler med dig, så deler du med mig. Så i fangehullet med ham, den utaknemmelige rad. Problemet er blot, at så er det der, du og jeg ender - i fangehullet. Jovist, vi beder frimodigt med på Fadervors bøn, forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere. Men hvis himmeriget kun har plads til den, som har fået eftergivet sin gæld og tilgivet sin skyld - OG ALTID har ladet den tilgivelse smitte af på sit forhold til sine skyldnere. Hvis Gud kun åbner døren for dén, som forlader sine skyldnere. Hvem af os tør da håbe på en plads i Himmeriget. Hvem af os tør da hævde, at vi af hjertet tilgiver. Nej, præcis - vi ligner meget mere Peter, som satte det hele i gang med sit spørgsmål: Hvor mange gange skal jeg tilgive min bror - vi ligner den Peter, som mente, at der da må være en grænse for, hvad man skal finde sig i. 4

5 Nu er det nok, siger vi, når vi har fået nok, det tilgiver jeg dig aldrig, jeg finder mig altså ikke i mere fra din side - slut med al engleblid tålmodighed, nu er jeg bestemt i min gode ret til at stå på min ret. Og det er vi da som regel også - når børn misbruges, når kvinder voldtages, når spritbilisten rammer, når voldsmanden går amok, når utroskaben fortsætter - hvis ret skal være ret, så kan intet rettænkende menneske være i tvivl - her er vi ude over al ret og rimelighed. Nu er det nok - nu må den retfærdige harme og vrede komme til orde. Og sandt er det, at vi kan stå overfor grusomheder så umenneskelige, at det synes meningsløst at tale om tilgivelse. Her må retfærdigheden ske fyldest - her må straffen falde - med lov skal land bygges - alt andet vil være krænkende for retsbevidstheden. Og så bliver Jesu svar på Peters spørgsmål alligevel stående - hvor ofte skal jeg tilgive min bror - er syv gang nok - nej ikke 7, men 77 gange. Jesu slutord rammer os som en boomerang: Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne. Sådan vil min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, som ikke af hjertet tilgiver sin broder. For denne retfærdige dom, er jo en dom over os selv. En dom hvis simple konsekvens er, at himlen bliver aldeles mennesketom. Er det Jesu sidste og eneste ord i denne sag - ja, så er der intet menneske, der kan gøre sig håb om en plads i Guds rige - for intet menneske magter fuldt og helhjertet at tilgive og elske sin næste. Rummer denne lignelse Guds endegyldige dom over dit og mit liv - ja, så er der hverken trøst eller håb at hente, for her kommer vi uvægerlig til kort. Men denne dom er vel at mærke heller ikke Guds sidste ord. For nået til dette slutord, da må vi høre lignelsen forfra. Da må vi igen høre om den konge, der ynkes - den konge der lod nåde gå for ret og eftergav manden hans umådelige gæld. Da må vi begynde forfra - akkurat som det glædelige og befriende budskab er, at Gud lader dig og mig begynde forfra. Lignelsen holder os fast på alvoren - understreger vor menneskelige fortabthed - den slår fast med syvtommer søm, at her hjælper hverken smukke løfter om bod og bedring - her hjælper ingen gode gerninger - her hjælper kun nåden fra Gud. Ikke fordi vi er skyldfri - men fordi vi er skyldige og alligevel frikendt. Gået fallit på Guds regning. Kvit og frit. Amen. 5