En analyse af Tinglysningslovens 38 om lbehørspantere ens omfang

Transkript

1 Juridisk Bachelorprojekt Maj 2014 En analyse af Tinglysningslovens 38 om lbehørspantere ens omfang Aalborg Universitet Juridisk Ins tut Anne Katrine Lindholt Vejleder: Michael Møller Pedersen

2 Indholdsfortegnelse Indledning Problemfelt Retsområdet Afgrænsning Problemformulering Metode og fremgangsmåde Grundlæggende om TL Kort præsentation af bestemmelsen Sondringen mellem løsøre og fast ejendom Historien og hensynene bag bestemmelsen Bygningen Redegørelse for begrebet bygning Analyse af, hvornår et anlæg kan karakteriseres som en bygning Delkonklusion Løsøret Redegørelse for løsøret bestanddele og tilbehør Analyse af, hvilke krav der stilles til løsøret, før det er omfattet af pantet i den faste ejendom Bestanddele Delkonklusion på bestanddele Tilbehør Delkonklusion på tilbehør Konkurrerende rettigheder Retsvirkningen af TL Analyse af retsstillingen mellem tilbehørspanteretten og konkurrerende rettigheder Delkonklusion Konklusion og perspektivering Vurderende konklusion Diskussion af den fremtidige udvikling Abstract Kildefortegnelse Bilag 1 Forkortelsesblad og definitionsliste Bilag 2 VLD af 14. marts 1985 Aalborg Universitet; Juridisk institut Side 1 af 33

3 Indledning Kan et aktiv, der er solgt på ejendomsforbehold tages tilbage ved misligholdelse? Er det i såfald afgørende om og hvordan genstanden er tilknyttet den faste ejendom? Hvilke hensyn skal varetages i en endelig beslutning heraf? Før Tinglysningsloven kunne tredjemand forbeholde sig retten til en genstand han havde solgt, hvilket betød, at han havde ret til at tilbagetage denne i tilfælde af misligholdelse også selvom genstanden var integreret i bygningen. Dette gav problemer ift. realkredittens sikkerhed, hvorfor det med Tinglysningslovens indførsel blev bestemt, at der ikke kunne forbeholdes særskilt ret over et løsøre såfremt dette var en del af den faste ejendom. Med tidens teknologiske udvikling steg behovet for at kunne finansiere erhvervsløsøre ved selvstændig panteret, hvorfor en lovændring i 1982 lempede forholdet for tilbehør, der udelukkende er til brug for det i ejendommen drevne erhverv. Kernen af TL 38 er at beskrive panterettens omfang i den faste ejendom. Ordlyden giver i sig selv udtryk for, hvilke krav, der stilles til løsøregenstanden, før denne bliver grebet af pantet i den faste ejendom. Formålet med projektet er at analysere, hvad disse kriterier nærmere indeholder for derved at kunne skabe en forståelse af, hvad der er gældende ret. Da TL 38 er en dynamisk størrelse, kan der ikke endeligt opstilles et facit om panterettens omfang, men denne må tolkes ud fra, hvad der til enhver tid forstås ved de i ordlyden opstillede kriterier. Den samfundsmæssige og teknologiske udvikling har derfor stærk indflydelse på, hvilken hensynsafvejning, der skal lægges til grund i fortolkningsgrundlaget. Selvom der er tale om en enkelt bestemmelse i Tinglysningsloven, vil det gennem projektet blive tydeliggjort, at TL 38 har mange facetter og bagvedliggende afgrænsninger, det ikke fremgår direkte ved læsning af ordlyden. Aalborg Universitet; Juridisk institut Side 2 af 33

4 1. Problemfelt 1.1. Retsområdet Dette projekt udfolder sig inden for det formueretlige retsområde nærmere tingsstatuttets panteretsdel. En videre indsnævring af området må ske gennem Tinglysningsloven 1, hvorefter alle løsøre og formue i almindelighed underpantsættes i Personbogen, jf. overskriften i TL kap. II og TL 43a, stk. 1. En undtagelse hertil er, at der ikke kan gives sikkerhed i tingsindbegreb, jf. TL 47b, stk. 1, da det kræves at den pantsatte genstand kan identificeres. Tilbehørspant omhandler netop pant i samlinger af ensartede eller til fælles brug bestemte ting 2, hvormed TL 38 er en undtagelse til undtagelsen Afgrænsning Indledende skal det nævnes, at tilbehørspant reguleres i hhv. TL 37 og 38, hvor TL 37 kun behandler erhvervsejendomme. TL 37 er fravalgt for at kunne lave en dybdegående analyse af retsudviklingen i TL 38 set ift. de formelle krav til opgavens omfang. I forlængelse heraf afgrænses også fra lejesituationer, jf. TL 47b, stk. 2. Endelig afgrænses RPL 518, stk. 2 4 om udlæg i fast ejendom, hvilken i grove træk er en pendant til TL 38. Som det vil fremgå i afsnittet Problemformulering, er opgaven bygget over delspørgsmål til kravene i ordlyden af TL 38. Igen med fokus på kvalitet frem for kvantitet set ift. de formelle krav, er kravet om, at genstanden skal være bekostet af ejeren, ikke nærmere beskrevet i denne gennemgang. Denne afgrænsning er den mest problematiske for rapportens helhed og udfald, da alle kravene i bestemmelsen i princippet er afhængige af hinanden og skal være opfyldt, før et løsøre kan karakteriseres som tilbehørspant. Da kriteriet er så afgørende for helhedsforståelsen og til dels en mere rigtig besvarelse af problemformuleringen, vil det være et naturligt valg at uddybe nærmere ved et mundtligt forsvar af projektet. I Sondringen mellem løsøre og fast ejendom, er det fravalgt at beskrive nærmere, hvornår et løsøre er nært knyttet til den faste ejendom ud fra diskussionen om servitutter og brugsrettigheder, jf. TL 3. Dette er et større selvstændigt emne, der ikke er afgørende for forståelsen af tilbehørspanterettens omfang. I nyere tid har der været stor fokus på TL 38 i forbindelse med ejendomme, der kun kan udnyttes til det indrettede formål såkaldte specialejendomme, samt det dertilknyttede tilbehør. Herunder hører fx landbrugsejendomme. Da problematikken kan belyses som et helt selvstændigt område, afgrænses der i opgaven herfra. Dog er det uundgåeligt at berøre emnet perifert. 1 Fremover TL 2 Citeret fra TL 47b, stk. 1, 1. led. 3 Ørgaard, s. 34 og Se Bilag 1 Aalborg Universitet; Juridisk institut Side 3 af 33

5 1.3. Problemformulering Projektets formål er at analysere udviklingen af tilbehørspanteretten i TL 38 med henblik på at finde frem til hvilke kriterier, der er afgørende for nugældende ret på området. Undersøgelsen sker ud fra udvalgte momenter i ordlyden, hvormed problemformuleringen lyder således: Hvornår omfattes et løsøreaktiv, hvori der foreligger en selvstændig panteret, som tilbehør af pantet i den faste ejendom, jf. TL 38 ud fra en analyse af, hvad der i nugældende praksis er afgørende hensyn i forbindelse med kravene til bygningen, løsøret og de konkurrerende rettigheder? Problemformuleringen bygger primært på følgende problemstillinger: Hvornår kan et anlæg i tilbehørspanteretlig forstand karakteriseres som en bygning? Hvilke krav stilles der til løsøret som hhv. bestanddel eller tilbehør, før det er omfattet af tilbehørspanteretten set i lyset af ejendommens art som erhverv eller anden anvendelse? Hvordan er retsstillingen mellem tilbehørspanteretten og konkurrerende rettigheder? 1.4. Metode og fremgangsmåde For at strukturere og arbejde målrettet mod den opstillede problemformulering, udfærdiges projektet efter den juridiske metode, retsdogmatismen, der går ud på at beskrive, systematisere og fortolke gældende ret. Systematiseringen ses allerede ved ovenstående afgrænsning, hvortil hvert delemne vil blive afgrænset nærmere under de individuelle gennemgange heraf. Det overordnede formål med opgaven fremgår af problemformuleringen, hvortil problemstillingerne til de udvalgte momenter skal fungere som styringslinje mod en samlet besvarelse af problemformuleringen. I nedenstående indledes kort med en overordnet beskrivelse af TL 38. Herefter følger en gennemgang af de udvalgte kriterier. Der vil blive redegjort fra fakta, hvilket i analysen forbindes med jus, hvilket danner baggrund for besvarelsen af den opstillede problemstilling. Analyse og fortolkning vil ske ud fra de lega lata i form af ordlyden af TL 38 og relevant retspraksis. Afgørelserne er valgt med henblik på højest mulig præjudikatsværdi. I denne forbindelse skal tilføjes, at nogle domme er af ældre dato, hvortil der findes nyere afgørelser på området. I nogle tilfælde er alligevel valgt den ældste afgørelse, hvis denne er afgørende og kurssættende for retspraksis. Hvert delafsnit afsluttes med en delkonklusion, hvilket skal munde ud i en samlet konklusion som besvarelse på problemformuleringen. Endelig vurderes og diskuteres resultatet ud fra forarbejderne til TL 38 og udvalgte forfatteres kommentarer hertil. Der gøres opmærksom på, at forkortelses- og definitionsliste er vedlagt som bilag. Aalborg Universitet; Juridisk institut Side 4 af 33

6 2. Grundlæggende om TL Kort præsentation af bestemmelsen 38. Når en bygning er opført, helt eller delvis, og når ledninger, varmeanlæg, husholdningsmaskiner eller lignende er blevet indlagt i bygningen på ejerens bekostning til brug for bygningen, kan særskilt ret over bygningens materialer og over nævnte tilbehør ikke forbeholdes, være sig som ejendomsret eller på anden måde. Tinglyst pantebrev i en ejendom omfatter uden særlig vedtagelse også dette tilbehør. 5 Bestemmelsen omtales ofte i litteraturen som en minimumsregel, da den er et udtryk for, hvad der som minimum skal tolkes som en fast ejendom 6. TL 38 danner grundlag for, hvilke løsører og bygninger, der er omfattet af pantet i den faste ejendom. Af ordlyden kræves det, at bygningen skal være opført helt eller delvist, at løsøret kan karakteriseres som en bestanddel eller tilbehør, samt at genstanden skal være bekostet af ejeren 7, før aktivet er grebet af pantet i den faste ejendom. Er betingelserne opfyldt, fortrænges både tidligere og senere særskilte rettigheder over løsøret. Dette kan ikke tilsidesættes mellem parterne ved aftale, jf. TL 38, sidste pkt Sondringen mellem løsøre og fast ejendom Udgangspunktet inden for panteretten er således, at løsøre underpantsættes ved tinglysning i Personbogen, hvortil en ret i fast ejendom lyses i Tingbogen, jf. TL 1, stk TL 38 udgør en undtagelse til udgangspunktet, da den medfører, at et løsøre bliver tinglyst efter reglerne om fast ejendom, fordi det kan karakteriseres som en del af den faste ejendom 9. En grovsondring er i første omgang, at den faste ejendom udgør matriklen, hvortil andre fysiske genstande betragtes som løsøre 10. En fast ejendom skal kunne identificeres, da TL 10, stk. 1 stiller krav om, at lysning af et dokument skal angå en bestemt fast ejendom. Hertil skal panteretten angå hele jordarealet samt dets bestanddele som helhed, før det kan tinglyses, jf. enhedsgrundsætningen 11. Såfremt en genstand opfylder kravene i TL 38, anses det som en del af den faste ejendom og behandles efter reglerne herom. Hvis løsøret udskilles som led i regelmæssig drift, fx ved fældning af træer, opstår der igen selvstændig ret over dette 12. Heri ligger dog en vigtig begrænsning, hvorefter en genstand, der er om- 5 Citeret fra TL 38 6 Iversen & Hedegaard Kristensen, s. 211 og Ørgaard, s Som nævnt er afgrænset herfra 8 Ørgaard, s Iversen & Hedegaard Kristensen, s Se nedenfor diskussionen om hhv. ejendommen vs. bygningen 11 Mortensen (2011), s , Jespersen, s. 9. Se også Bilag 1 12 Mortensen(2011), s. 32 Aalborg Universitet; Juridisk institut Side 5 af 33

7 fattet af pantet i den faste ejendom, jf. TL 38, ikke kan udskilles, hvis borttagelsen medfører skade på ejendommen, jf. tilvækstlæren Historien og hensynene bag bestemmelsen Før Tinglysningslovens indførsel, havde tredjemand mulighed for at erhverve særskilt ret over en løsøregenstand, selvom denne var indlagt i bygningen. Da loven indførtes i år 1926, blev retstilstanden ændret markant: der ikke længere stiftes særskilt ret over materiel, der var stationært anbragt i ejendommen på ejerens bekostning. Formålet med bestemmelsen var primært hensynet til realkreditten, der skulle sikres bedst muligt ved at bevare ejendommen som helhed herunder opretholde den samlede økonomiske drift i erhvervsejendomme 14. I år 1982 ændredes TL 38 igen. Der skete bl.a. en modernisering af ordlyden ud fra den tekniske udvikling, fx blev ovne skiftet ud med varmeanlæg, osv. Yderligere ændredes ordlyden fra indlagt i ejendommen til brug for ejendommen til i bygningen til brug for bygningen. Først og fremmest skulle dette understrege, at bestemmelsen ikke kun fandt anvendelse på bestanddele og tilbehør til selve ejendommen, men til hele grunden. I retspraksis var bestemmelsen hidtil anvendt således, men det blev nu endeligt fastslået, at bestemmelsen fandt analog anvendelse på tilbehør til grunden 15. Vigtigere var behovet for en lempelse for erhvervsejendommene. Erhvervsaktiverne blev stadig mere kostbare, hvortil levetiden på disse blev kortere, hvilket øgede behovet for at kunne skabe selvstændig finansiering af disse. Ud fra den dagældende bestemmelse, var det kun muligt for sælgeren af de pågældende aktiver at få sikkerhed for sit salg ved at få pant i den faste ejendom. Retsstillingen var uhensigtsmæssig for sælgeren, fordi han ikke kunne sælge en genstand, fx på ejendomsforbehold eller ved leasing, men skulle tage pant i den faste ejendom. Heroverfor var det også en ulempe for den erhvervsdrivende, da hans kreditværdighed forringedes. Som følge heraf ændredes retsstillingen for erhvervsejendomme, hvortil det tilføjedes, at retstilstanden tilsigtedes uændret for beboelsesejendomme 16. Med ordene til brug for bygningen skulle det gøres klar, at såfremt erhvervstilbehør kun har tilknytning til erhvervet i bygningen, er det ikke omfattet af TL 38, fx centrifuger, drejebænke osv. Hermed fik erhvervsvirksomheder mulighed for selvstændig finansiering af specialtilbehør. Tilsvarende retsstilling gør sig gældende for erhvervstilbehør på grunden Iversen & Hedegaard Kristensen, s. 207 og 395, Martensen, s Bet. nr. 904/1980, s. 22 og og Carstensen & Rørdam, s Bet. nr. 904/1980 s. 26, 5a, Jespersen, s. 80, Martensen: TL 38, s Bet. nr. 904/1980, s Carstensen & Rørdam, s , Jespersen s , Carstensen. U1981B.201, s. 1 Aalborg Universitet; Juridisk institut Side 6 af 33

8 3. Bygningen 3.1. Redegørelse for begrebet bygning Begrebet bygning er ikke defineret af lovgiver, hvorfor det må tolkes ud fra retspraksis mv. Det ville være nærliggende at søge en nærmere definition i andre love, hvor bygning er anvendt fx skattelovgivningen, tinglysningsafgiftsloven mv. Specielt analog anvendelse af byggelovgivningen har givet anledning til teoretisk uenighed; her er en bygning defineret ved, at denne kræver byggetilladelse, jf. Byggeloven 2, stk Da det endnu ikke er fastsat endeligt i retspraksis, er det ikke korrekt at anvende definitionen her. Begrebet bygningen i loven gælder for hele den faste ejendom i almindelighed; altså summen af jordarealet og løsøregenstande, der er opført herpå af grundens ejer, jf. enhedsgrundsætningen. Som vejledende instrument for fastlæggelsen af, hvornår der foreligger en bygning, er der en tendens til tolke begrebet i overensstemmelse med, hvornår der foreligger en bygning på lejet grund, jf. TL 19, stk. 1, hvor det er et krav, at denne er bestemt til varig forbliven på grunden, hvilket nu også anvendes som grundelement i forbindelse med bygningsbegrebet i TL TL 38 omfatter alle ejendomme udlejningsejendomme, beboelsesejendomme, erhvervsejendomme osv. Selve funktionen af bygningen er derfor ikke afgørende. Dog er det af hensyn til senere behandlede problemstilling om løsøre vigtigt at sondre mellem erhvervsejendomme og beboelsesejendomme 20. Definitionen af en erhvervsejendom er ej heller fastsat, men alt andet lige, må karakteristik heraf være en ejendom, der ikke udelukkende anvendes til beboelse eller udlejningsejendom 21. Det eneste krav, der direkte i ordlyden stilles til bygningen, er, at denne skal være helt eller delvist opført, hvormed forstås, at bygninger, der er under opførsel eller ikke er taget i brug, er omfattet af bestemmelsen. Derfor kan kriterier som fx hvorvidt ejerforholdet er privat eller offentligt, værdien af ejendommen, samt om denne er taget i brug osv. ikke gøres til afgørende faktorer 22. Større anlæg på grunden kan karakteriseres som en bygning, fx hospitaler, idrætsanlæg, transformatorer mv. 23. Det er netop omkring disse, der kan risikere at opstå definitionsspørgsmål specielt, hvis der er tale om en såkaldt specialejendom. Definitionen af et sådan er, at anlægget er indrettet til et specielt, bestemt 18 Ikke accepteret af Carstensen og Rørdam, s. 181 (jf. U V om elektricitetsmast, der blev sidestillet med bygning), s Derimod accepteret af Jespersen, jf. U H, Martensen, s. 33 og Ørgaard, s Mortensen (2010), s. 106 og , Ørgaard, s Se 4.2 Analyse af tilbehør 21 Martensen, s Ørgaard, s. 70, Iversen & Hedegaard Kristensen, s. 212, Mortensen (2010), s Carstensen & Rørdam: Pant, s Aalborg Universitet; Juridisk institut Side 7 af 33

9 erhverv, således at de ikke kan anvendes til andet brug, fx et gyllepumpeanlæg, elværker, skibsværft osv. Allerede, hvis et anlæg kan karakteriseres som en bygning, vil den altid være omfattet af TL 38 også selvom anlægget kun kan benyttes til netop det indrettede formål, jf. nedenfor omtalte dom VLD af 14. marts 1985 om pigiboksene. En bygning er således altid en bestanddel af den faste ejendom. Derfor kan et anlæg på en grund, hvorpå der ikke eksisterer nogen bygning, alligevel være omfattet af TL 38, hvis anlægget i sig selv karakteriseres som en bygning 24. Her må henvises til retningslinjen TL 19, stk. 1 om, at ejendommen skal være bestemt til varigt forbliven på grunden. Er der i stedet tale om mobilt anlæg, kan det derfor ikke omfattes af pantet i den faste ejendom, fx pølsevogne, campingvogne, skurvogne mv., der ikke er opklodset 25. Som det vil fremgå af analysen, er det en vurderingssag, hvornår en konstruktion er tilpas forbundet med grunden, at den må anses for at være varigt placeret og dermed kan sidestilles med en bygning. En klar og entydig definition af bygningen er ikke fastlagt, hvorfor der generelt henvises til, at bygningen må forstås ud fra, hvad der til enhver tid er den gældende retsopfattelse af begrebet Martensen, s. 14 og s. 25 og Jespersen, s. 79n109, 81 og Jespersen, s. 21 og Iversen & Hedegaard Kristensen, s. 212, Mortensen (2010), s , Carstensen & Rørdam, s. 180, Jespersen, s. 73 og 78 Aalborg Universitet; Juridisk institut Side 8 af 33

10 3.2. Analyse af, hvornår et anlæg kan karakteriseres som en bygning At karakteristikken afhænger af, hvad der til enhver tid er den bestående opfattelse af bygningen, bevidner om, at begrebet er en dynamisk størrelse. Ud fra ovenstående redegørelse, gøres det klart, at hvorvidt anlægget er bestemt til varigt forbliven på ejendommen, er afgørende. I afgørelsen fra Vestre Landsret af 14. marts om pigiboksene fremgår, at placering, størrelse og anvendelse var afgørende momenter for, at der forelå en bygning. Boksene, der blev anvendt som sti for grise, var 13 x 3 x 2,5 meter og vejede seks tons pr. stk., hvortil disse var anbragt på et støbt fundament (hvilket ikke var en nødvendighed) og kun med adgang fra den oprindelige stald. Samme afvejninger gjordes gældende i U V om minkhaller, der bestod af træstolper nedgravet i jorden til støtte for tag over minkburer af 35 fag i seks parallelle haller. Hertil var vandledninger installeret. Trods Fogedrettens afvisning, fastslog Vestre Landsret, at grundet hallernes størrelse, konstruktion og anvendelse ansås disse som så integreret i konstruktionen, at de må betragtes som bygningsbestanddele 28. Formålet med kort at nævne disse domme, er blot at fastslå, at det i retspraksis generelt er størrelsen, placeringen og anvendelsen, der er afgørende for, hvornår anlægget er bestemt til varig forbliven. Hvad kriterierne nærmere indeholder, må analyseres ud fra nyere retspraksis. Seneste afgørelser på området omhandlede, hvorvidt vindmøller kan antages at være en bygning: I U V blev en vindmølle afvist fra tinglysning i Personbogen med henvisning til, at denne skulle betragtes som en fast ejendom og derfor lyses i Tingbogen. Teknisk specificeret var vindmøllen 26 m. høj med en rotor på 20,5 meter, hvortil denne stod på et areal på 330 m 2. Kærende påstod, at der af hensyn til de tekniske specifikationer var tale om et anlæg, der var varigt placeret og dermed vanskelig at flytte, hvorfor vindmøllen skulle sidestilles med en bygning. Dette blev afvist i Landsretten, hvor der lagdes vægt på, at møllen ikke var anskaffet til brug for bygningen, men derimod udgjorde en selvstændig produktionskilde, da den el, som anlægget producerede var med videresalg for øje. Den afgørende faktor for afgørelsen er selve anvendelsen af møllen, hvilket fører til at anlægget allerede her behandles efter reglerne om løsøre. En egentlig vurdering af, om anlægget var en bygning blev ikke foretaget, men i stedet afvist uden nærmere bemærkninger om de tekniske specifikationer. Modsat resultat blev stadfæstet i U V, hvor en vindmølle, der var fastboltet på et 9 x 9 x 0,6 m beton fundament to meter nede i jorden, blev sidestillet med en bygning. Kærende anførte, at vindmøllen udelukkende producerede el med videresalg for øje, hvormed det ikke var tilbehør til den faste ejendom, 27 Se bilag 2 28 U V, Landsrettens udtalelse, 1. afsnit Aalborg Universitet; Juridisk institut Side 9 af 33

11 da møllen ikke forsynede denne med el. Landsretten stadfæstede Fogedrettens afgørelse, og at grundet møllens fastboltning til fundamentet var denne placeret med henblik på varig forbliven og måtte derfor sidestilles med en bygning. Fastboltningen til fundamentet havde derfor afgørende betydning i denne afgørelse. Med to landsretsdomme med forskelligt fokus var retspraksis uklar indtil U H, hvor den endelige retsstilling fastsattes med henvisning til resultatet i U V. Vindmøllen havde en rotor på 44 m, var 45 m høj og vejede 60 ton inkl. fundament. Anklagede påstod, at møllen var at karakterisere som løsøre bl.a. ud fra argumentet om, at denne som driftsmiddel ikke indgik i ejendomsvurderingen en argumentation, der tilnærmer sig resultatet for U V. Endvidere blev det pointeret, at møllen ikke var direkte støbt i fundamentet, men fastboltet i en skål i betonfundamentet derved var møllen ikke besværlig at flytte og måtte igen sidestilles med et løsøreaktiv. I Landsretten gjordes det gældende, at grundet møllens størrelse og fastgørelse skulle denne sidestilledes med en bygning i overensstemmelse med U V hvorimod U V blev afvist som gældende ret. Med henvisningen til U V som argument for, at en vindmøllen karakteriseredes som en bygning, er indholdet heraf afgørende for sammenligningsgrundlaget. Ved stadfæstelse i Højesteret tilføjedes: Af afgørende betydning for sondringen mellem på den ene side en bygning som en del af en fast ejendom og på den anden side løsøre er herefter, om den pågældende genstand er bestemt til varig forbliven på grunden. Efter oplysningerne om vindmøllens størrelse og fastgørelse til et fundament finder Højesteret, at vindmøllen er bestemt til varig forbliven på grunden, uanset at det teknisk er muligt at flytte den, efter at den er blevet skilt ad 29. Endelig henvises til TfL V om kornsiloer, der blev karakteriseret som løsøre. De to siloer var 14 meter høje og boltet fast på et betonfundament med seks bolte, hvortil betondækket var forstærket med 30 cm beton for at holde modvægt. De færdigbyggede siloer blev leveret med kran og kunne fjernes på samme måde. Siloerne var tilkoblet en lade med afskærmninger for skadende vejrforhold. Under henvisning til, at siloerne blev leveret færdigbyggede samt deres forholdsvise lette fastboltning, hvilket gjorde dem nemme at flytte, kunne siloerne ikke sidestilles med bygninger. Hertil pointeredes det, at tilvækstlæren ikke ville kunne føre til andet resultat. Igen var placering og størrelse afgørende for vurderingen. Anvendelsen Både i U H med henvisning til U V og TfL er fokus markant mindre på anvendelsen af bygningen end i U V. Dermed ikke sagt, at anlæggets anvendelse ikke længere er et afgørende kriterium, men det skal vurderes, hvilken vægtning det skal indgå i bedømmelsen med. 29 Citeret fra U H Højesterets begrundelse og resultat, 2. afsnit. Aalborg Universitet; Juridisk institut Side 10 af 33

12 Denne påstand underbygges af afvisningen af resultatet i U V. Selvom det er selve resultatet, der ikke kan opretholdes, er det metoden, der har ført til dommens udfald. Som nævnt konkluderede Landsretten i U V, at møllen måtte sidestilles med et løsøre, fordi den ikke producerede elektricitet til ejendommen. Fokus var næsten udelukkende på anlæggets anvendelse, frem for en helhedsvurdering af alle tre kriterier. Det er ikke uforståeligt, at Vestre Landsret kom frem nævnte resultat. I ordlyden til 38 nævnes direkte varmeanlæg som standardtilbehør til en bygning, hvilket må skulle fortolkes med tidens udvikling med støtte fra forarbejderne, hvori en ikke ubetydelig del af fokus ligger på, hvorvidt et anlæg skal være knyttet ikke kun til det pågældende erhverv, men også til ejendommen, før dette gribes af TL 38. Fokus ligger således på løsøret og i langt mindre grad på karakteristikken af bygningen. Størrelsen Med hensyn til størrelsen på anlægget, er det kun U H, der direkte angiver, at denne faktor har været afgørende. Både i U V og TlF V bliver der i mere generelle træk henvist til anlæggets størrelse ved at påpege bygningens konstruktion og fastgørelsen til fundamentet, hvilke ofte er afhængige af hinanden. Generelt kan det af dommene konstateres, at anlægget må have en vis fasthed, fysisk volumen og egnethed, før det kommer i betragtning som bygning, fx ville det slet ikke være relevant at diskutere hvorvidt et legehus, hundehus e.l. er en bygning, da disse ud fra en almindelig opfattelse er at anse som løsøre. Anlægget må altså ud fra dets art være af ikke ubetydelig størrelse som enhed, før det kan sidestilles med en bygning. Det kan ikke alene ud fra størrelsen på anlægget afgøres, om dette kan sidestilles med en bygning, men må i bedømmelsen specielt sammenholdes med placeringen af anlægget. Placeringen/ fundamentet Netop fundamentet synes at have afgørende vægt i helhedsbedømmelsen. I såvel U V, U H og TlF V henvises til fastgørelsen til fundamentet, som i alle tilfælde er støbt af beton. I alle tilfælde var konstruktionerne fastboltet til et betonfundament. Det kan overraske, at der ved vurderingen af fundamentet ikke lægges mere vægt på formålet hermed. På den ene side, kan et fundament af de pågældende størrelser ikke anvendes til anden brug, end netop det anlæg, der er anbragt på dette. Derfor kunne fundamentets eksistens i sig selv antages at være et udtryk for, at anlægget var bestemt til varig forbliven på grunden. På den anden side, er fundamentet i de nævnte tilfælde en nødvendighed for at kunne opstille de større anlæg. Aalborg Universitet; Juridisk institut Side 11 af 33

13 I U V var møllen fastboltet direkte på det støbte fundament, hvorimod i U H var der i fundamentet faststøbt en skål, hvorpå møllen var boltet fast. Begge forhold førte til, at anlægget kunne sidestilles med en bygning. Siloerne var også fastboltet til et betonfundament af betydelig størrelse, men var at antage som løsøre. Heraf må udledes, at eksistensen af et større fundament i forbindelse med anlægget ikke er nok til at bestemme anlægget til at være opført med varig forbliven for øje. I dommene gives forskellige oplysninger om hhv. fundamentet samt fastboltningen, hvorfor det kan være svært at sammenligne. I dommen om siloerne gjordes det gældende, at disse var løsøre, fordi de nemt kunne flyttes til trods for, at de var fastboltet med seks bolte. Sammenlignet med vindmølle-dommene, må i første omgang nævnes, at størrelsen på anlæggene har indflydelse på, hvor besværlige de respektive anlæg er at flytte, hvilket også får betydning for fastboltningen. Det er naturligt, at en vindmølle af større kaliber end siloerne skal fastboltes mere og dermed er mere besværlig at flytte. Derfor giver de differentierede retsstillinger mening ved en sammenligning af U V og silo-dommen, da det for vindmøllen var afgørende, at den pga. fastboltningen var besværlig at flytte og dermed måtte sidestilles med en bygning, hvorimod siloerne fhv. let kunne afboltes og fjernes med en kran. Sammenlignes derimod med U H, hvor møllen var fastboltet til en skål i fundamentet og dermed må være nemmere at flytte (hvilket også var fysisk muligt), giver det anledning til undren. I dette tilfælde må fastgørelsen til fundamentet være nogenlunde sammenlignelige set ift. anlæggets karakter, men alligevel er retsstillingen forskellig. Det vurderes derfor, at der ikke alene kan fokuseres på hhv. størrelse og fastmontering, men at dette skal ses i en kontekst. Siloerne var både mindre både størrelsesmæssigt og mindre fastgjort, hvorfor de trods deres installation til laden, ville være nemmere at flytte end en vindmølle på 45 m, der vejede 60 ton. Som det fremgår af dommen, kunne siloerne fjernes med en kran, hvorimod møllen skulle skilles ad for at blive afmonteret. Af dette kan udledes, at besværet ved at flytte anlægget må have betydning ift. vurderingen om, hvorvidt der forekommer en ejendom. I denne forbindelse kan det dog undre, at der ikke er forskel i retsstillingen mellem U V og U H i og med, at møllen i højesteretsafgørelsen alt andet lige måtte være nemmere at flytte, da den ikke var fastboltet direkte i fundamentet, men i stedet i en skål heri. Netop i denne forbindelse udtaler Højesteret i U H, at den tekniske mulighed for at flytte møllen ikke kan medføre andet resultat. Samlet set må heraf udledes, at ikke kun den tekniske mulighed for at flytte anlægget kan udgøre vurderingen af, hvorvidt, der foreligger en bygning, men der må i stedet foretages en helhedsvurdering af anlæggets størrelse contra dets fastgørelse til fundamentet. Aalborg Universitet; Juridisk institut Side 12 af 33

14 Det er derfor ikke muligt at fastsætte specifikke kriterier for størrelsen og fastgørelsen af et anlæg, før dette kan betegnes som en bygning, men der må i stedet henvises til en vurdering med stærk vægtning mellem de to momenter. Tilvækstlæren Både den nyeste vindmølle-dom og silo-dommen henviser indirekte til tilvækstlæren, men i begge afgørelser afvises, at brugen af denne ville ændre resultatet. Selvom det i begge tilfælde ville efterlade et større krater ved fjernelse af anlægget samt dets fundament, må det her antages, at det ikke ødelægger ejendommens substans, da hullet efterfølgende kan fyldes med andet materiale. I denne dom blev muligheden for brugen af tilvækstlæren undersøgt nærmere, hvilket selvsagt også hænger sammen med, at anlægget her ikke var omfattet af TL 38, hvormed tilvækstlæren kunne have reel betydning, hvilket det ikke kunne i vindmølle-dommene fordi disse var omfattet af TL 38 qua deres karakter som bygning Delkonklusion Overordnet set, kan det konkluderes, at en bygning er omfattet af pantet i den faste ejendom, hvad enten den er helt eller delvist opført, jf. ordlyden i TL 38. Endvidere må det konkluderes, at det er vanskeligt at fastsættes egentlige mål og enheder op for, hvad der karakteriserer en bygning, da begrebet er af dynamisk karakter. Som overordnet retningslinje gælder, at anlægget skal være bestemt til varig forbliven på ejendommen. Til vurdering af dette, er det nødvendigt at foretage en afvejning af anlæggets anvendelse, størrelse og placering, hvoraf specielt størrelsen og placeringen i sammenspil synes at vægte betydeligt. Endelig skal tilvækstlæren inddrages, hvis anlægget ikke kan karakteriseres som en bygning, da dette herved ikke er en bestanddel af den faste ejendom, hvormed tilvækstlæren får betydning, hvis anlægget skal nedpilles. Aalborg Universitet; Juridisk institut Side 13 af 33

15 4. Løsøret 4.1. Redegørelse for løsøret bestanddele og tilbehør Kerneområdet for TL 38 er, hvorvidt et løsøre er tilknyttet bygningen i en sådan forstand, at der ikke kan eksistere en særskilt ret over aktivet. Overordnet inddeles løsøreaktiver i to områder; bestanddele og tilbehør. Ved lovændringen i 1982 blev forholdene omkring tilbehør ændret, hvorfor det i relation til løsøret er nødvendigt at sondre mellem erhvervstilbehør og tilbehør til andre bygninger. Det bemærkes kort, at der afgrænses fra problemstillinger om ejerlejligheder og fællestilbehør til disse. Bestanddele Som nævnt i ovenstående, omfatter TL 38 altid bygningen på den faste ejendom, hvorfor de materialer, der udgør denne eller en del af den faste ejendom, er omfattet af bestemmelsen. Dette er de såkaldte bestanddele, fx mursten, vinduer, toilet eller træer, rækværk mv. Hvorvidt et løsøre er tilbehør eller en bestanddel, afhænger således af, om den udgør en fysisk del af ejendommen. Karakteristikaene ved bestanddele er, at de er så integrerede en dele af ejendommen, at det vil forvolde skade at fjerne dem, hvormed der er direkte sammenhæng med tilvækstlæren. Det kræves derfor, at bestanddelen har en fysisk forbindelse til ejendommen, hvorfor disse skal være færdigmonteret, før de gribes af TL 38, jf. U og U V. Bestemmelsen gælder også for bestanddele i erhvervsbygninger, selvom bestanddelen kun er egnet til erhvervsmæssige formål 30. Tilbehør Tilbehør er genstande, der er varigt indlagt i bygningen eller på grunden til brug for denne, hvilket understreges i forarbejderne, hvoraf det fremgår, at tilbehøret skal indgå som et naturligt og hensigtsmæssigt led i ejendommen 31. Hertil er kræves det ikke, at løsøret er tilsluttet den faste ejendom. I forlængelse heraf må det konstateres, at genstande, der er leveret på prøve, trods sin indbringelse på ejendommen ikke, ikke gribes af TL 38, allerede fordi formålet ikke har været varig forbliven. 32. Af ordlyden fremgår ledninger, varmeanlæg, husholdningsmaskiner eller lignende til brug for bygningen 33, hvilke er udtryk for såkaldt standardtilbehør, der sammen med lovpligtigt tilbehør altid er omfattet af TL 38. Ved en gennemgang af retspraksis, vil det blive synligt, at der de sidste år ikke har været væsentlige ændringer i afgørelserne om standardtilbehør i almindelighed, hvilket hænger sammen med, at 30 Ørgaard, s 71-71, Jespersen, s Bet. nr. 904/1980, s. 34 Citeret fra 3. spalte 32 Carstensen & Rørdam, s , Ørgaard, s , Mortensen (2010), s Citeret fra ordlyden i TL 38 Aalborg Universitet; Juridisk institut Side 14 af 33

16 lovændringen i 1982 ikke omfattede beboelsesejendomme, men kun erhvervsejendomme 34. Ordlydens eksempler vil derfor ikke blive individuelt vurderet i analysen, men foreligger her en kort gennemgang. Lovgivers egen modernisering af lovteksten, bevidner om, at standardtilbehøret skal fortolkes med tidens tekniske udvikling 35, hvilket specielt har givet anledning til fortolkningsspørgsmål om husholdningsmaskiner samt og lignende. I dag er det alment accepteret, at husholdningsmaskiner skal fortolkes som større hvidevarer 36. Specielt ud fra praksis om husholdningsmaskiner, har der dannet sig sædvane for at karakterisere standardtilbehør efter følgende passus om, at genstande, som ejeren normalt lader forblive på ejendommen ved fraflytning er omfattet af TL 38. Retningslinjen anvendes derfor også til at afgøre og lignende -problematikkerne, hvorfor genstande, der med tiden bliver almindeligt tilbehør til en ejendom, derfor skal have mindst samme tilknytning til ejendommen, som passussen lyder 37. Angående løsøre på grunden er det fast, at TL 38 finder analog anvendelse herpå. Hertil pointeres det, at det ikke kræves, at der skal være opført en bygning på den faste ejendom, før løsøre på grunden gribes af bestemmelsen 38. Erhvervstilbehør Som nævnt, er det nødvendigt at sondre mellem løsøre i almindelighed og erhvervsløsøre, da lovændringen i 1982 havde til formål at lempe finansieringsmulighederne for erhvervstilbehør. Generelt gælder for erhvervstilbehør samme principper som netop anført; genstande, som ejeren normalt ikke tager med ved fraflytningen, er omfattet af TL 38 fx lys-, kraft- og varmeanlæg. Endvidere kræves erhvervstilbehøret heller ikke installeret 39. Det specielle ved erhvervstilbehør er, at der kan opstå særskilt ret over dette, såfremt det ikke er anvendeligt til bygningen eller erhverv i almindelighed, men kun har tilknytning til det i ejendommen drevne erhverv, hvilket udledes af ordlydens til brug for bygningen 40. Dette blev fastslået i den kursændrende dom, U H om EDB-anlæg, der var indlagt til drift af bogføringsvirksomhed, ikke var til brug for byg- 34 Bet. nr. 904/1980, s. 38, Martensen, s Bet. nr. 904/1980, s. 6 og 38, Martensen s Se bl.a. U V og U V opvaskemaskine, U Vtørretumbler, U V køleskabe, komfurer, elradiatorer m.fl 37 Et typisk eksempel er her dommene om væg-til væg-tæpperne, se bl.a. U V og U V 38 Bet. nr. 904/1980, s. 33, Martensen, s , Mortensen (2010), s Ørgaard, s. 74, Iversen & Hedegaard Kristensen, s. 213, Martensen, s Bet. nr. 904/1980, s Aalborg Universitet; Juridisk institut Side 15 af 33

17 ningen 41. Som vejledning for, hvad der må anses som specialtilbehør, oplistes i bemærkningerne til lovforslaget en række løsøreaktiver, der ikke kan rummes inden for TL Erhvervstilbehør på grunden, fx drænrør mv., omfattes analogt af bestemmelsen, såfremt tilbehøret er generelt anvendeligt for den faste ejendom. Er tilbehøret derimod udelukkende anvendeligt til et specifikt erhverv, fx markvandingsanlæg omfattes det ikke, med mindre det kan karakteriseres som en bygning Mortensen (2010), s. 121, Martensen, s. 32, Ørgaard, s Bet. 904/1980, s Jespersen, s.88-90, Carstensen & Rørdam, s. 180, Martensen, s. 23, Ørgaard, s m.fl. Aalborg Universitet; Juridisk institut Side 16 af 33

18 4.2. Analyse af, hvilke krav der stilles til løsøret, før det er omfattet af pantet i den faste ejendom Bestanddele Af redegørelsen fremgår, at et vejledende kriterium for bestanddele er, at disse skal være en integreret del af ejendommen, hvorved det vil forvolde skade at fjerne disse. Hertil kræves, at genstanden skal være færdigmonteret. Sondringen går heraf på, hvornår et løsøre er så integreret, at det vil forvolde skade at fjerne det, hvormed det bliver omfattet af TL 38. U V omhandlede forfedestier i en svinestald. Stierne bestod af 86 stolper indeholdende jerndrager, der var nedstøbt i gulvet, hvorpå der var ophængt metalstænger, som tilsammen udgjorde stierne. Der var mellem parterne uenighed om, hvorvidt det var bekosteligt og praktisk nemt at nedpille stolperne samt udbedre de deraf følgende skader. Det gjordes gældende, at stolperne, som var den eneste integrerede del, bestod af systemmoduler, der let kunne skilles ad, hvortil hullerne, der ville opstå ved fjernelsen af stolperne, kunne udbedres med cement. Denne påstand blev taget til følge i Landsretten, hvormed forfedestierne ikke var at anse som bestanddele. Tilvækstlæren kunne ikke ændre resultatet. Resultatet var modsat i U H, hvor en EDB-virksomhed som sikkerhedsforanstaltning havde monteret rullegitre i vinduer og døre. Gitrene var fastgjort i karmene på tre af siderne, hvortil disse fungerede som rullegardiner. Selskabet påstod, at gitrene var unødvendige for bygningen og anvendelsen af denne, hvortil gitrene kunne pilles ned uden større omkostninger og skade på ejendommen, hvorfor disse var inventar. Modsat påstod sagsøgte, at gitrene qua deres funktion som tyverisikring måtte have en vis fastere fysisk forbindelse med bygningen, hvortil disse var indlagt til brug for ejendommen og erhverv i almindelighed ikke specielt for bogføringsvirksomhed, hvorfor gitrene var bestanddele. Højesteret tog sagsøgtes påstand til følge med henvisning til, at gitrene var tilpasset bygningens døre og vinduer. Af nyeste praksis om bestanddele findes U V, der omhandler juletræer på roden altså bestanddele af grunden. Her anvendtes sondringen mellem servitutter og brugsret, jf. TL 3 til at afgøre, om det vil berøre ejendommens substans at fjerne genstanden. Det blev i Landsretten afgjort, at da juletræerne stadig stod på roden og derfor ikke var udskilt fra grunden, ville det berøre ejendommens substans at fjerne disse, hvormed de var grebet af TL 38 som bestanddele. Fælles for alle tre afgørelser er, at der er fokus på løsørets fysiske forbindelse til hhv. bygningen og grunden. Afvejningen i U V synes umiddelbart nemt tilgængelig, da princippet om TL 3 anvendes direkte, hvortil der ikke angives andre argumenter for dommens udfald. Aalborg Universitet; Juridisk institut Side 17 af 33

19 I tilfælde, hvor dette princip ikke direkte kan anvendes, må der ske en mere nuanceret vurdering. Både i dommen forfedestierne og rullegitrene er genstandene færdigmonteret og en integreret del af ejendommen, hvorfor det alt andet lige vil berøre ejendommens substans at fjerne disse. Ud fra dommenes differentierede udfald kan det virke voldsomt, at stolper, der er støbt i beton, synes lettere at afmontere end gitrene, der er fastsat på vinduer og døre. Her kan der argumenteres for, at forfedestierne som systemmodul er konstrueret til at kunne fjernes og bruges et andet sted, hvorimod rullegitrene er speciel tilpasset og ikke i almindelighed egnet til at skulle fjernes igen grundet deres funktion som tyverisikring. Det fysiske besvær samt genstandens egnethed til afmontering synes at vægtes højt altså et udryk for tilvækstlærens betydning i afgørelsen. I og med, at en bestanddel berører ejendommens substans, er det uundgåeligt at inddrage tilvækstlæren. I forlængelse heraf, er det naturligt at vurdere udbedring af de efterfølgende skader, hvilket er tæt forbundet med hensynet til omkostningerne. Der argumenteres for, at rullegitrene kan nedpilles uden større skade og omkostninger, men da påstanden ikke tages til følge, må det konstateres, at dette hensyn ikke har været bærende i denne dom. Derimod vægtes kriteriet højere ved forfedestierne, hvor afgørelsen hviler på, at stierne fhv. nemt kunne fjernes, hvortil de efterfølgende huller kunne udfyldes med cement. I denne forbindelse, kan der stilles spørgsmålstegn til, hvor besværligt og bekosteligt det måtte være at udbedre skaderne ved afmontering af rullegitrene set ift. forfedestierne? Det kan konstateres, at omkostningerne i forbindelse med afmonteringen, ikke tillægges afgørende betydning for, om der foreligger en bestanddel. Alt andet lige synes det uhensigtsmæssigt at skulle vægte omkostningerne højere i vurderingen, da omkostningerne ved at fjerne bestanddelen ikke isoleret set siger noget om bestanddelens fysiske forbindelse med ejendommen. På den anden side, kan prisen være angivende for, hvor stor skade, der forvoldes ved fjernelsen. Dog vil denne pris afhænge af det materiel, der skal fjernes. Med denne fortolkning, afvises ikke, at omkostningerne i forbindelse med afmonteringen indgår i vurderingen, men det skal dog kun indgå med begrænset fokus. Aalborg Universitet; Juridisk institut Side 18 af 33

20 Delkonklusion på bestanddele I princippet er vurderingen af bestanddele den samme, hvad enten den angår grunden eller bygningen: Bestanddelen skal være bestemt til varig forbliven, hvilket vurderes ud fra genstandens fysiske tilknytning til ejendommen hertil kravet om, at genstanden skal være monteret, og at den kan fjernes uden at forvolde skade på ejendommen, jf. tilvækstlæren. I forbindelse med bestanddele af grunden, kan princippet i TL 3 nogle gange anvendes analogt, jf. U V. Oftest må foretages en helhedsvurdering af, hvor besværlig en afmontering måtte være ud fra genstandens art herunder genstadens egnethed til at blive afmonteret, hvilket synes at vægte højt. Endvidere afvejes, hvorvidt udbedring af efterfølgende skader er muligt samt bekostningen af disse. Ud fra analysen danner sig en retningslinje for, at det fysiske besvær ved afmonteringen vægtes tungere end de dertilknyttede omkostningerne herved. Dog må pointeres, at disse ofte er afhængige af hinanden. Aalborg Universitet; Juridisk institut Side 19 af 33

21 Tilbehør Generelt Fra redegørelsen kan summeres, at tilbehøret skal være indlagt i bygningen til brug for denne. Heraf udledes, at genstanden skal være varigt placeret som et naturligt og hensigtsmæssigt led i ejendommen, hvortil der ikke er noget krav om, at genstanden skal være tilsluttet ejendommen. Som vejledende kriterium herfor, er der i forbindelse med standardtilbehør allerede sædvane for, at vurdere, hvorvidt genstanden normalt forbliver på ejendommen ved fraflytning. Genstande, der ikke opfylder dette kriterium, må underkastes en vurdering ift. tidens tekniske udvikling. Varighedskravet I U S om demonstrationssommerhuse angik tvisten, hvorvidt husene var af midlertidig eller stationær karakter. Udstillingshusene havde ved deres opførsel til formål at skulle sælges inden vinteren, hvorfor de var opklodset på et mindre holdbart fundament og ikke var helt sammentømret, hvilket gjorde det nemt og billigt at pille den ned. Hertil var husene ikke tilkoblet forsyningsmuligheder. Det påpegedes, at husene næppe kunne være opført midlertidigt, da de skulle tages ned før salg var muligt og dermed ikke kunne være en del af varelageret. Retten tog til følge, at husene var opstillet midlertidigt, hvormed disse ikke kunne rummes af TL 38. Afgørelsen bør sammenholdes med den lignende dom U V, der også omhandlede udstillingshuse. I modsætning til ovenstående, havde de været placeret på grunden i 2-3 år, hvortil husene var færdigopført på et betonfundament, hvilket ville gøre det bekosteligt at fjerne disse. I lighed med ovenstående dom, var husene ikke tilsluttet forsyning af nogen art. Retten fandt, at husene ikke var midlertidigt opført henført til deres eksistens i 2-3 år samt deres færdig konstruerende tilstand. I U V var husene opstillet, som hvis de reelt skulle tages i brug bortset fra, at der ikke var sket tilslutning af forsyningsmuligheder, hvilket gjorde dem bekostelige at tage ned. Modsat var demonstrationshusene betydelig mindre omkostningsfulde at tage ned grundet den ikke-færdige opsætning. Begge domme henleder til, at den fysiske konstruktion skal indgå i bedømmelsen, men at dette kriterium ikke kan stå alene. Den fysiske opsætning kan være pejlemærke for formålet med genstandens placering om dette har været varigt. Selvom det i U V kunne påvises, at der i den pågældende virksomhed over en årrække havde været udskiftning i udstillingshusene, blev det tillagt betydning, at husene havde stået færdigopførte på grunden i 2-3 år. Dette sammenholdt U S, hvor husene netop med henblik på videresalg ikke var færdiggjort, synes det lettere at bevise, at formålet med opførslen har været midlertidig. Aalborg Universitet; Juridisk institut Side 20 af 33

22 Hvorvidt den reelle tidsmæssige placering er afgørende, kan ikke konkret vurderes, da det ikke fremgår af U S, hvor længe husene her var opført. Det må dog alt andet lige have en vis betydning, da det i U V blev inddraget som afgørende for dommens udfald. Den tidsmæssige udstrækning afhænger sandsynligvis af, hvor længe genstanden ift. dens art har været placeret på grunden. I den nævnte dom, må det påpeges, at 2-3 år taler betydeligt mod, at husene ikke havde stationær karakter. Kriteriet bør derfor indgå i vurderingen, men vægtningen heraf må være uvis, med mindre dette er markant indikerende for varighedskravet. Heraf kan udledes, at varighedskravet er en samlet vurdering af de fysiske forhold herunder den tidsmæssige placering sammenholdt med formålet med andbringelsen på ejendommen. Sidstnævnte synes at tillægges afgørende betydning. Hvis alene den fysiske anbringelse taler for midlertidighed, fx ved mobile genstande, kan genstanden derfor godt tænkes omfattet alligevel, såfremt det har været hensigten, at denne var bestemt til varig forbliven. Ikke installeret Afgørende er i denne forbindelse U V om husholdningsmaskiner i nyopførte huse, der ikke var taget i brug, da det var kutyme at lade køber have mulighed for ombytning af hvidevarer, hvis ønske herom. Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse om, at effekterne var nødvendige for, at bygningerne kunne anvendes til beboelse, hvortil hvidevarerne var placeret på steder, hvor de varigt skulle forblive. Endelig anførte retten: Det findes uden betydning, at endelig tilslutning ikke havde fundet sted, og at effekterne således ikke var taget i brug 44. I og med, at tilbehør ikke kræves installeret, kan det siges meget nemt at blive grebet af pantet i den faste ejendom, da det herved er svært at bevise, hvis en genstand kun er midlertidigt indført. At genstanden ikke behøver at være installeret kan derfor ses som en udvidelse af varighedskravet, hvorved det igen præciseres, at formålet med indførslen er afgørende frem for de fysiske og tidsmæssige forhold. Havde dette krav ikke eksisteret, ville det være muligt for tredjemand at undgå pantet i den faste ejendom ved blot at forhindre installation af løsøret. At formålet med anbringelsen er afgørende, understreges af rettens udtalelse om, at genstandene var placeret i bygningen, hvor de skulle have været anvendt samt tilføjelsen om, at husene kunne sælges med de opstillede hvidevarer. Carstensen og Rørdam 45 udleder dog heraf, at genstanden skal være anbragt på den plads hvor den skal anvendes, før den kan siges at være indlagt i bygningen. Dette kan dog diskuteres, da tredjemand i såfald ville kunne omgå bestemmelsen ved at placere genstandene et andet sted på ejendommen. 44 Citeret fra U V Byrettens udtalelse 45 Carstensen & Rørdam, s. 173ø Aalborg Universitet; Juridisk institut Side 21 af 33

23 Specielt for erhvervstilbehør Som anført er forholdene lidt anderledes for erhvervstilbehør, hvilket var formålet med lovændringen i Såfremt et erhvervsløsøre være sig både til bygningen og til grunden, er anvendeligt for ejendommen eller erhverv i almindelighed, er det omfattet af pantet i den faste ejendom; såkaldt standarderhvervstilbehør. Derimod kan der stiftes særskilt ret over tilbehør, der kun er anvendeligt til det i ejendommen drevne erhverv; specialerhvervstilbehør. I den allerede omtalte dom, U H om rullegitrene 46 blev det gjort gældende, at tyverisikring af ejendommen ikke var specielt for EDB-virksomheder, hvorfor gitrene var omfattet af pantet i den faste ejendom grundet deres karakter som standarderhvervstilbehør. Heraf kan det ikke alene udledes, at genstanden skal være til brug for erhvervet, men også for bygningen. Endvidere må det ud fra tidligere reference påpeges, at sondringen mellem løsøre og bestanddele skal foreligge før vurderingen af tilbehørets karakter. Sondringen mellem special- og standardtilbehør illustreres også i dommen U Ø, der omhandlede et fritstående mælkekøleanlæg på en landbrugsejendom, hvori der var indbygget en varmegenvindingsbeholder, som udnyttede køleanlæggets varme til opvarmning af brugsvandet i bygningen. Denne var tilkoblet ejendommens forsyningssystem via kobberrør og lastslanger. I afgørelsen af, hvorvidt der er tale om tilbehør, som er generelt anvendelig for ejendommen eller erhverv i almindelighed, lægges op til to problemstillinger: vurderingen af hhv. køleanlægget samt dets varmegenvindende funktion. Tvisten gik på, om anlægget er standardtilbehør henset til dets tilslutning til bygningens vandforsyningsanlæg, samt om det som køleanlæg er anvendeligt til landbrug i almindelighed eller kun kan udnyttes af det drevne erhverv. Modsat Fogedrettens resultat, fastslog Østre Landsret, at Efter det om det omhandlede anlæg oplyste, er det ikke indlagt i bygningen til brug for denne, men opstillet til brug for det fra bygningen drevne landbrug 47. Forskellen mellem de to instanser var, at Landsretten lagde fokus på anlæggets funktion som mælkeanlæg, hvorimod Fogedretten anlagde en bredere anskuelse heraf. Af dommene kan udledes, at det afgørende for karakteristikken af tilbehøret er, hvilken funktion genstanden primært er bestemt til. Varmegenvindingsfunktionen var blot et biprodukt af maskinens egentlige funktion, og skal derfor ikke være afgørende for udfaldet. Der kan hermed drages paralleller til den ovenfor omtalte vægtning af formålet med tilbehørets indførsel på ejendommen, hvilket således også kan siges at 46 Se afsnit Bestanddele 47 Citeret fra U Ø Østre Landsrets dom, s. 2 Aalborg Universitet; Juridisk institut Side 22 af 33

24 være af afgørende betydning ift. erhvervsejendomme. Igen må der henvises til en konkret vurdering i den enkelte sag. Nogle løsøre kan fx være anvendelige til flere erhverv, men kan måske ikke anvendes til erhverv generelt. Dette problem ses bl.a. i U Ø, hvor mælkekøleanlægget i et vist omfang kunne argumenteres for at kunne benyttes i forbindelse med landbrugserhvervet generelt, men set ift. andre brancher, er dette næppe anvendelig ud fra dets primære funktion. Dommene giver ikke afklaring på, om en genstand skal være anvendelig for erhverv generelt eller i inden for branchen i almindelighed, før dette er omfattet af TL 38. Tværtimod synes dommene at påvise, at der her foreligger en uklarhed i retspraksis. Heraf må konstateres, at omfanget af tilbehørspanteretten ikke er afklaret ved lovændringen, men blot forskubbet Delkonklusion på tilbehør Genstande, som har en løsere tilknytning til grunden end bestanddele, er tilbehør. Hertil er den overordnede hovedregel, at genstande, som ejeren normalt lader forblive ved fraflytning af ejendommen, er at betragte som standardtilbehør, hvilket altid vil være omfattet af pantet i den faste ejendom. Dette gælder også for erhvervstilbehør. Tilbehør, der ikke direkte kan karakteriseres som standardtilbehør, skal underlægges en vurdering af, om genstanden er placeret til varig forbliven på ejendommen, hvilket afgøres ud fra dets fysiske forbindelse til ejendommen sammenholdt med, om det ud fra sit formål indgår som et naturligt og hensigtsmæssigt led i ejendommen. Specielt vægtes sidstnævnte, hvilket understøttes af, at genstanden ikke behøver være taget i brug eller installeret. Hvorvidt Carstensen og Rørdams fortolkning af U V om at genstanden skal være anbragt på den plads i ejendommen, hvor den skal anvendes, kan diskuteres. Angående erhvervstilbehør, der kun er egnet til brug for det drevne erhverv, er dette ikke omfattet af TL 38. Igen må her konstateres, at det er genstandens formål med tilbehøret ud fra dets primære funktion, der er bestemmende for tilbehørets karakteristik som hhv. standard- eller specialtilbehør. Igen må henvises til en helhedsvurdering af de nævnte kriterier tolket ud fra tidens tekniske udvikling af, hvad der anses for at være et naturligt og hensigtsmæssigt led i ejendommen. 48 Se evt. U1983B.53 Ørgaard Aalborg Universitet; Juridisk institut Side 23 af 33

25 5. Konkurrerende rettigheder 5.1. Retsvirkningen af TL 38 Udgangspunktet for TL 38 er, at såfremt de analyserede krav er opfyldt, og løsøret er bekostet af ejeren, kan der ikke bevares særskilt ret over løsøret. Dette gælder for alle konkurrerende rettigheder stiftet både før og efter panteretten i den faste ejendom, fx ejendomsforbehold, leasing eller anden panteret 49. Som følge af lovændringen i 1982 er der nu mulighed for at stifte særskilt ret over tilbehør, der udelukkende er til brug for erhverv, hvorefter retsvirkningen må følge TL Grundlæggende gribes løsøret, når dette er indlagt i bygningen. Tvistigheder angående pantets tiltrædelse forekommer i forbindelse med kravene i de allerede analyserede kriterier. Panterettigheden er tidsubegrænset og eksisterer derfor i hele løsørets levetid, hvortil den ophører sammen med pantet i den faste ejendom. En undtagelse hertil er, hvis der sker naturlig 51 udskillelse af løsøret, fx udskiftning af hvidevarer, fældning af træer el. lign. Hvis pantet derimod afhændes uretsmæssigt, afhænger panthavers krav mod pantsætteren af, om tredjemand var i god tro om udskillelsen, jf. TL 27, stk Retsvirkningen af TL 38 er præceptiv, hvilket fremgår af sidste punktum: uden særlig vedtagelse. Der er dog stadig mulighed for, at rettighedshaveren i den faste ejendom kan give afkald på sin ret kun sin egen ret, ikke det fulde pant i ejendommen, hvormed løsøret ikke ved afståelsen er beskyttet over for senere panterettighedshavere i den faste ejendom 53. Det kan diskuteres, om der foreligger en begrænsning i præceptiviteten, hvis løsøret indføres på ejendommen trods sælgers uvidenhed herom, hvilket som analysen vil belyse, har skabt anledning til tvistigheder Martensen, s. 31, Jespersen, s , Ørgaard, s. 79 m.fl. 50 Iversen og Hedegaard Kristensen, s. 217, Carstensen & Rørdam, s For at undgå tvivl, er det valgt at anvende termen naturlig udskillelse, da som led i regelmæssig drift, jf. TL 37 synes at knytte sig mest til erhvervsvirksomheder. 52 Jespersen, s. 104, Mortensen, s og 134, Carstensen & Rørdam, s. 163n18 og Mortensen s. 109; Ørgaard, s Carstensen & Rørdam, s. 177, Jespersen, s. 113, Mortensen, s. 109 Aalborg Universitet; Juridisk institut Side 24 af 33

26 5.2. Analyse af retsstillingen mellem tilbehørspanteretten og konkurrerende rettigheder De tre kritiske områder i forbindelse med konkurrerende rettigheder er ved tiltrædelse og ophør af pantet, samt hvis løsøret bliver indbragt på ejendommen mod tredjemands viden. Tiltrædelse Ordlyden fremhæver, at løsøret skal være indlagt i bygningen, men dette er ikke defineret nærmere. I U V, hvor en sælger havde solgt trykkerimaskiner på ejendomsforbehold med forpligtelse om ombytning af denne på et senere tidspunkt. I mellemperioden havde køber ændret status fra lejer af sin ejendom til ejer, hvorved maskinen ved ombytning blev grebet af pantet i den faste ejendom. Retten afviste, at ejendomsforbeholdet kunne gøres gældende grundet bristede forudsætninger, da afgørende for panterettigheden var, at maskinen var indført og anbragt på ejendommen. Af afgørelsen fremgår det således direkte, at pantet i den faste ejendom griber ved genstandens fysiske anbringelse på ejendommen. Hertil kan det ud fra ovenstående analyse tilføjes, at genstanden skal være bestemt til varig forbliven, jf. U S og U V samt at dette ikke kræves installeret, jf. U V 55. Anden benyttelse af pantet tredjemands gode tro I U V havde sælger på ejendomsforbehold solgt en kehlemaskine kun til brug for lejede lokaler, hvilket fremgik af købekontraktens forside. Maskinen blev dog opstillet i købers egne lokaler. Tvisten gik på, hvorvidt ejendomsforbeholdet var gyldigt indgået, da betingelsen om lejede lokaler ikke var opretholdt. Køber gjorde gældende, at han aldrig havde haft lejede lokaler, hvortil sælger vidste dette, da han 6-7 gange havde indgået handler med køber. Endvidere var maskinen blevet leveret af sælgers fragtfører, hvortil sælgers personale flere gange havde været på ejendommen for at reparere maskinen. Henset til, at sælger ikke havde ført kontrol og undersøgt købers forhold nærmere, hvilket han havde haft god mulighed til, kunne ejendomsforbeholdet ikke opretholdes. Af dommen kan udledes, at den særskilte rettighed er underlagt en subjektiv bedømmelse ift. rettighedshaverens viden om, hvorvidt genstanden skal anvendes til det formål, den er solgt til. Ørgaard 56 anfører, at tredjemands gode tro er den betydning, hvormed han alt andet lige fokuserer på den egentlige tingsretlige problemstilling. Ud fra almindelige formueretlige principper, er det dog klart, at det aftaleretlige grundlag går forud for obligations- og tingsretlige problemstillinger. Sælgers gode tro er således betydningsfuld, såfremt der i aftaleforholdet foreligger en svag ugyldighedsgrund. 55 Se Tilbehør 56 Ørgaard, s. 80 Aalborg Universitet; Juridisk institut Side 25 af 33

27 I forlængelse heraf må det anses som mere korrekt, at Jespersen samt Carstensen & Rørdam 57 vurderer, at såfremt der foreligger en gyldig aftale, men sælger har eller burde have grund til at tro, at genstanden blev anvendt til andet formål end det solgte, har sælger en udvidet undersøgelsespligt. Dette understøttes af koncipistreglen, hvoraf der kan drages paralleller til omtalte afgørelse. Heraf må det antages, at såfremt sælger undersøger og kontrollerer forholdene omkring salget og reagerer herpå, må han kunne påberåbe sig retten til genstanden trods panteretten i den faste ejendom, grundet bristede forudsætninger, jf. forudsætningslæren. Ophør udskillelse Udskillelse af et løsøre skaber først konflikt med panterettighedshaveren i den faste ejendom, hvis udskillelsen ikke sker naturligt herunder som naturligt led i regelmæssig drift, hvormed der sker afklædning af pantet. Spørgsmålet er, hvornår udskillelsen er naturlig. I U V solgte en landmand i forbindelse med en forpagtningsaftale hele sin svinebesætning til givne forpagter. Idet besætningen ikke var udvidet i forpagtningsperioden, var her sket uretsmæssig afhændelse, og dermed afklædning af pantet 58. Samme gjorde sig gældende i U Ø, hvor en bagermaskine i et bageri blev solgt uden køb af anden maskine med lignende funktion. Her blev det af Landsretten gjort gældende, at maskinen var væsentlig for bageriets drift, hvorfor udskillelsen ikke var regelmæssig. Af dommene må således udledes, at såfremt den afhændede genstand er nødvendig for driften og ikke bliver erstattet af en lignende funktion, er udskillelsen ikke regelmæssig. Udskillelsen skal således være forsvarlig og sædvanlig. Set ift. 38 må dette også forstås således, at genstande, der er generelt anvendelige for bygningen, ikke naturligt kan udskilles uden at blive erstattet af lignende materiel, hvis genstanden var nødvendig eller sædvanlig. Det er således ikke selve afhændelsen, der er i fokus, men derimod den efterfølgende situation for ejendommen som helhed, der gør sig gældende. Dette harmonerer med formålet for TL 38, hvormed det ikke var hensigten at låse panthavers dispositionsmuligheder, men blot at sammenholde ejendommen som enhed. Tilvækstlæren må, hvad angår bestanddele, i et vist omfang vige for hensynet til pantsætterens ret til udskillelse, hvilket U V om juletræer på roden er et givet bevis på, at naturlig udskillelse har forrang frem for tilvækstlæren da det i dommen anførtes, at der ikke kunne stiftes særskilt ret over træerne, da disse ikke var udskilt fra ejendommen, hvorfor disse var bestanddele. Dog skal kravet om, at pantet ikke må afklædes, ses som en passende modvægt hertil. 57 Jespersen, s , Carstensen & Rørdam, s Selvom dommen omhandler TL 37 er principperne heraf gældende i almindelighed Aalborg Universitet; Juridisk institut Side 26 af 33

28 5.3. Delkonklusion Såfremt kriterierne i ordlyden er opfyldt, kan der ikke forbeholdes eller aftales særskilt ret over løsøregenstande på ejendommen dog kan rettighedshaver give afkald på sin ret. Med ændringen i 1982 lempedes retsvirkningerne for erhvervstilbehør, hvortil det nu er muligt at for særskilt ret herfor, hvis genstanden kun har tilknytning til det drevne erhverv og ikke til bygningen. TL 38 griber løsøret så snart dette fysisk anbringes på ejendommen, hvorimod dette ikke kræves taget i brug. Efterfølgende kan der dog opstå en tvist, hvis genstanden ikke anvendes til det formål, hvorunder den er solgt. Her må det forventes, at rettighedshaver er underlagt en udvidet undersøgelsespligt, såfremt han havde grund til mistanke herom. Udnyttes undersøgelsespligten ikke og havde sælger mulighed for at opdage de ændrede forhold, mister sælger sin særskilte ret til genstanden. Retten til tilbehørspantet ophører, når panteretten i den faste ejendom ophører, med mindre der sker udskillelse som led i regelmæssig drift. Hvorvidt udskillelsen er naturlig afhænger af ejendommens efterfølgende situation, da pantet ikke må afklædes værdi i sådan omfang, at det ikke kan opretholdes på sædvanligvis, jf. U V. Aalborg Universitet; Juridisk institut Side 27 af 33

29 6. Konklusion og perspektivering 6.1. Vurderende konklusion Ud fra analysen, kan konkluderes, at omfanget af TL 38 er særdeles vidtrækkende. Med sin præceptive virkning, giver den sjældent mulighed for, at et løsøre i almindelighed kan underlægges særskilt ret. I forbindelse med bestanddele, synes de fysiske forhold herunder tilvækstlæren, at være afgørende. For bygninger er specielt størrelsen og fundamentet afgørende, hvilket i princippet også gør sig gældende for løsørebestanddele, dog nærmere udtrykt via tilvækstlæren, da fokus nærmere er rettet på besværligheden ved at afmontere genstanden. Angående tilbehør går vurderingen dybere ved at stille krav om at genstanden skal være varigt placeret. Som det fremgår af analysen, afhænger dette ikke af den tidsmæssige faktor, men derimod formålet med bestemmelsen. Afgørende er i dag, om genstanden normalt forbliver på ejendommen ved fraflytning altså om det er et naturligt eller hensigtsmæssigt led i ejendommen, hvilket i særdeleshed efterkommer v. Eybens kommentar til bestemmelsen. Konklusionen på denne retsstilling er, at der skal fhv. tungtvejende grunde til at bevise, at formålet med placeringen ikke har været midlertidig. Dette faktum sammenholdt med, at aktivet ikke kræves taget i brug, bevirker, at omfanget af TL 38 virker overlegent ift. konkurrerende rettigheder. Set i forholde til hensynet bag TL 38 var det netop formålet, at opretholde den faste ejendom som enhed mhp. sikring af panthavere i den faste ejendom oftest realkreditten. Som kritiseret af O.K. Magnussen og Carstensen 59 var hensynet til realkreditten blevet for vidtgående, da hensynet til tredjemand blev totalt udelukket, hvorpå pantet i den faste ejendom ofte blev forbedret på hans bekostning. Hensynet til tredjemand bliver som følge af lovændringen i 1982 tilgodeset, hvor der skabtes mulighed for selvstændig finansiering af erhvervsløsøre. Den nugældende praksis for erhvervsløsøre, hvorefter tilbehør, der udelukkende er til brug for det drevne erhverv, men ikke for bygningen eller erhverv i almindelighed, ikke indgår i pantet i den faste ejendom, følger Illums forslag til ændringen af bestemmelsen. Hertil anførte han også, at tilbehøret skulle være anbragt i ejendommen på det sted, hvilket endnu ikke er klart afgjort i retspraksis, da det kun er slået fast, at genstanden ikke kræves installeret eller taget i brug 60. Det primære hensyn i praksis ligger stadig hos realkreditten. Ud fra analysen kan det konkluderes, at de kriterier, der lægges til grund for vurderingen af hhv. bygningen og løsøret primært tilgodeset panthaver i den faste ejendom. Hermed er det svært at løfte bevisbyrden for, at en genstand ikke er omfattet heraf. Dette gælder både i forbindelse med tiltrædelse af pantet, men også ved ophør, hvormed udskillelse som 59 O.K. Magnussen: Bet. nr. 904/1980 s. 8 og Carstensen: U1981B201, s Kommentarer fra hhv. O.K. Magnussen, Illum og v. Eyben, jf. Bet. nr. 904/1980 s. 8-9 Aalborg Universitet; Juridisk institut Side 28 af 33

30 led i regelmæssig drift oftest kun kan ske, hvis der sker en substitution af den fjernede genstand. Det tungtvejende hensyn til panthaver i den faste ejendom gøres også gældende i situationer, hvor den bestridte genstand ikke anvendes til det formål, hvorunder den er solgt. Her pålægges der tredjemand en streng bevisbyrde i form af udvidet undersøgelses- og kontrolpligt. Modsat skal det pointeres, at hvor et erhvervstilbehør opfylder kriterierne for at kunne tilkendes selvstændig ret, er hensynet til tredjemand tilsvarende stærkere. Dermed er det i disse sager i dag udgangspunktet, at sådanne genstande ikke indgår i pantet i den faste ejendom. Afsluttende må det konkluderes, at hensynsafvejningen mellem rettighedshaverne set ud fra den samfundsmæssige og teknologiske udvikling er essentiel for vurderingen af TL Diskussion af den fremtidige udvikling Den fremtidige udvikling af tilbehørspanteretten afhænger af de hensyn, der ud fra tidens udvikling har indflydelse på sikkerheden i den faste ejendom: En hensynsafvejning mellem panthaver i den faste ejendom og tredjemands ret herunder behovet for selvstændig finansiering af løsøre. Som nævnt tages der kun hensyn til tredjemands ret i forbindelse med special-erhversvstilbehør. En kritik hertil er, at de løsøregenstande, der indgår i beboelsesejendomme i dag i stigende grad får karakter af specialgenstande, fx indbyggede lyd- eller støvsugeranlæg, energiudvindingsanlæg osv., hvilke er bekostelige at anskaffe, hvorfor det kan risikere at udgøre et fhv. stort beløb ift. selve ejendommen. Her må drages paralleller til forholdene i U Hom EDB-anlægget, der i sin tid var kursændrende for erhvervstilbehør. Ydermere indbygges en del af disse genstande på ejendommen, hvormed de indgår som bestanddele og derved ikke kan fritages fra pantet i kraft af deres specielle karakter. Dermed kan argumenteres for, at der for bebeoelsestilbehør er et øget behov for selvstændig finansieringsmuligheder, samt at realkreditten påny tilgodeses på bekostning af tredjemand. Modsat byggede ændringen i 1982 på behovet for at kunne opretholde den økonomiske drift, hvilket ikke kan tages til indtægt i forbindelse med beboelsesejendomme, da de nævnte genstande næppe er nødvendige for et almindeligt hjem, men nærmere luksusgenstande. Hensynet til realkreditten må i den nærmeste fremtid forventes stadig at vægte højt. I forbindelse med finanskrisen, hvor tilliden er faldet har realkreditinstitutterne øget kravene til sikkerhedsstillelsen i fast ejendom, hvorom det på ny bliver afgørende at kunne sammenholde den faste ejendom som enhed. Aalborg Universitet; Juridisk institut Side 29 af 33

31 Med hensyn til erhvervsejendomme følger udviklingen det tilsigtede formål med ændringen i 1982, hvormed hensynet til panthaveren i erhvervsejendommen betydeligt har mistet kraft. Da virksomheders tilbehør i takt med den teknologiske udvikling ofte bliver mere specialiserede herunder, at vi i Danmark i øget omfang har nicheerhverv, vil det tilbehør der indføres på ejendommen i stigende omfang have karakter af specialtilbehør, hvormed dette ikke indgår i pantet i den faste ejendom. Det kan derfor diskuteres, om retsstillingen med tiden må indsnævres igen på dette område. Hvorvidt panterettens område skal indsnævres eller lempes må tiden vise, men det er uomtvisteligt, at der med tiden må ske justeringer heraf, da den bl.a. er afgørende for værdiansættelsen af fast ejendom og de deraf følgende forhold. Aalborg Universitet; Juridisk institut Side 30 af 33

32 7. Abstract In terms of big loans or financing you often have to put up a mortgage in the real estate. In connection to this you need to delimit the scale of the law of mortgages and pledges, which is the primary area of the Land Registration Act (LRA) 38. The wording puts up certain demands, which needs to be fulfilled before movables belong to the mortgage. In this project the claims on the building and the movables will be subject for investigation, while the claim about which is paid for by the owner is neglected. If the criteria of the wording are fulfilled, the movables will be a part of the mortgage in the real estate. This legal effect is mandatory, cf. 38 in fine. The main purpose of provision was to keep the real estate and the operation of this together as a unit. In time it has become a necessity to be able to independently finance industrial movables, which was sustained during the change of law in Through the analysis it has become evident that the criteria is characterized by a large concern towards the mortgagee of the real estate. On the other hand the rights of third party is favoured in regard to business movables. The balance of the consideration is intimately attached to the technological evolution, which means the demands of the law is dynamic in nature. Aalborg Universitet; Juridisk institut Side 31 af 33

33 8. Kildefortegnelse Litteratur Carstensen, Vagn & Rørdam, Thomas: Pant; 7. udg. 1. oplag, 2002 Jespersen, H. Krag: Ejendomsbestanddele og tilbehørspant, 1986 Iversen, Bent & Hedegaard Kristensen, Lars: Panteret, 3. udg., 1. oplag, 2010 Martensen, Finn & Ørgaard, Niels, Tinglysningslovens 38, 1982 Mortensen, Peter: Digital tinglysning rettigheder over fast ejendom, 4. udg., 5. oplag 2011 Mortensen, Peter: Sikkerhed i fast ejendom; 1. udg., 4. oplag, 2010 Ørgaard, Anders: Sikkerhed i Løsøre; 8. udg., 1. oplag, 2013 Betænkninger og love Lov nr Bekendtgørelse af byggeloven af , Bygningsloven Lov nr. 158 Bekendtgørelse af lov om tinglysning , Tinglysningsloven (TL) Betænkning nr. 904/1980 om ændring af Tinglysningslovens 38 Artikler U1981B.201 Den nyere retsudvikling mht. tilbehørspant af Vagn Carstensen U1983B.52 Finansiering af tilbehør integreret i landbrugsbygninger af Niels Ørgaard Aalborg Universitet; Juridisk institut Side 32 af 33

34 Domsliste U V U S U Ø U V U H U V VLD af 14. marts 1985 se bilag 2 U Ø U V U V U V U V U V U V U H U V U H TlF V Aalborg Universitet; Juridisk institut Side 33 af 33