Teorien er udviklet af psykiater John Bowlby og psykolog Mary Ainsworth, og siden hen videreudviklet af mange andre.

Transkript

1 Tilknytningsteori Tilknytningsteori Indledning Vi er sociale væsener, vi er dybt afhængige af hinanden, og vi har brug for en særlig slags forbindelse til andre mennesker: En følelsesmæssig tilknytning til nogle få uerstattelige andre, både for at overleve, for at udvikle os, for at trives og for at fungere i hverdagen og livet. I denne artikel kan du læse om tilknytningsteori, som er en psykologisk teori, der handler om menneskets grundlæggende afhængighed af og forbundethed med andre. Helt grundlæggende handler tilknytningsteorien om at søge tryghed og beskyttelse hos tilknytningsfigurer, når vi er utrygge, hvilket er et alment menneskeligt behov fra vi fødes til vi dør. Tilknytningsteorien er den bedst underbyggede og veldokumenterede teori om nære relationer og deres betydning for vores trivsel og funktion. Teorien er udviklet af psykiater John Bowlby og psykolog Mary Ainsworth, og siden hen videreudviklet af mange andre. Artiklen er lang, ca. 35 sider. Læs lidt ad gangen. Du kan både læse om, hvad tilknytningsteorien handler om, og om hvordan vi kan bruge den til at forstå os selv og vores medmennesker bedre.

2 Mere konkret kan du læse om tilknytningsfigurer og om deres vigtige funktion som vores trygge base og sikre havn. Du kan læse om udvikling af tilknytningsmønstre, som er vores måde at organisere tanker, følelser og handlinger på i relation til tilknytning, og om hvordan tilknytningsmønstre dannes ud fra vores tidlige oplevelser og erfaringer med tilknytning. Du kan læse om tilknytningsteoriens inddeling af tilknytning i 4 forskellige tilknytningsmønstre: Tryg tilknytning og utryg tilknytning som inddeles i disse 3 mønstre: Det undgående tilknytningsmønster, det ængstelige, ambivalente tilknytningsmønster og det desorganiserede tilknytningsmønster. Du kan læse om særlige kendetegn ved disse 4 tilknytningsmønstre, og om, at de altid må ses som en funktionel tilpasning til vores opvækstmiljø og vores erfaringer og oplevelser med tilknytning. Du kan læse om, hvordan vi kan bruge tilknytningsteorien i mødet med hinanden, og til sidst om ændring af tilknytningsmønstre. Bagerst i artiklen finder du forskellige spørgsmål om tilknytning, som du kan arbejde med. Vi fødes med behov for tilknytning Barnet knytter sig fra fødslen af følelsesmæssigt til en eller flere omsorgspersoner. At knytte sig til omsorgspersoner er indkodet i os, og er ligeså afgørende for vores overlevelse og helbred og for vores trivsel og funktion i hverdagen og livet som føde, væske, søvn, varme m.m.

3 Vores tilknytningssystem aktivers, når vi pludselig føler os truede, udsatte, bange eller kede af det, eller når vi oplever, at andre i vores nærhed føler sig truede, udsatte, bange eller kede af det. Truslerne kan komme fra den omgivende verden eller fra vores egen indre verden. De kan være reelle eller forestillede. Det er oplevelsen, som tæller. Når tilknytningssystemet er aktiveret, starter vores nedarvede tilknytningsadfærd, som i enkelthed drejer sig om dels at række ud efter og søge nærhed hos tilknytningsfigurer, som opleves stærkere og visere, og som derfor er en væsentlig kilde til tryghed og dels at protestere mod adskillelse og tab af kontakt fra disse. Når barnet er trygt, velreguleret og veloplagt, er tilknytningssystemet slukket. Barnet er da optaget af at virke i og udforske sin verden, og tilknytningsbehovet viser sig nu blot ved, at barnet tilstræber at opretholde en vis følelsesmæssig og fysisk nærhed med sine tilknytningsfigurer, og ved at det regner med, at de er der, som en tryg base for dets udforskning af og virken i verden. I farlige og utrygge situationer bliver tilknytningssystemet tændt, og tilknytningsfigurens rolle er nu at være en sikker havn, man kan vende sig mod og søge tilflugt, trøst og beroligelse hos. Tilknytningsfigurens rolle som tryg base og sikker havn, er helt fundamental for barnets udvikling, trivsel og funktion. (Vi vender tilbage til dette snart).

4 De fleste børn har flere tilknytningsfigurer, typisk, mor, far bedsteforældre, søskende, som kan variere i vigtighed og funktion. Tilknytningsbehovet er livslangt Hos barnet er tilknytningsbehovet evident. Det er dybt afhængigt af sine tilknytningsfigurer for at overleve, udvikle sig, trives og fungere. Men behovet gælder for mennesker i alle aldre. Tilknytning er med andre ord et alment menneskeligt behov, og det er livslangt. Det gælder for teenageren, der forlader sig på, at forældrene vil være der, hvis noget brænder på. Eller den voksne der vender hjem til ægtefællen, og søger trøst og opbakning efter en sindsoplevende dag på arbejdet. Parterne i parforholdet er følelsesmæssigt knyttet til og afhængig af deres partner, næsten på samme måde som et barn er af sine forældre. Deres tilknytningsrelation er mere gensidig, men det følelsesmæssige bånd er af samme natur. Det handler om vores indbyggede behov for at have en nær os, som vi kan stole på, og som kan tilbyde os en pålidelig følelsesmæssig kontakt og tryghed. Kriser og konflikter mellem parterne i et parforhold handler om at begge reagerer på følelser af frygt og umødte behov af tilknytningsmæssig karakter.

5 Behovet for tilknytning fortsætter livet ud. Og det gælder selvfølgelig også for den gamle, som er blevet svækket af alderdommen, og som søger en tryg base og en sikker havn i sine voksne børn. Voksnes tilknytningsbehov og tilknytningssystem fungerer dog på andre og mere komplicerede måder end tilknytningsbehovet og tilknytningssystemet hos det lille barn. Mange års oplevelser og erfaringer med tilknytning og tilknytningsrelationer betyder, at der er store individuelle forskelle fra person til person med hensyn til, hvordan man forholder sig til og responderer på aktivering af tilknytningssystemet. (Se snart). Men tilknytningssystemets mål er dog det samme for alle mennesker i alle livets stadier: At opnå tryghed og beskyttelse. Lad os sammenfatte: Af ovenstående fremgår det, at det er et grundlæggende behov for mennesket gennem hele livet at have en følt oplevelse af en relationel tryghed og sikkerhed, som kommer af, at man har tilknytningsfigurer, som man kan stole på. Det tilknytningsmæssige behov for en følelsesmæssig respons som opstår, når et menneske rækker ud og søger støtte eller trøst, kan opfanges i dette spørgsmål: Vil du være der for mig, når jeg har brug for dig? Kan jeg være afhængig af dig? Eller kort og godt: Er du er for mig? Tilgængelig, responssiv og engageret?

6 Mange af os er mere eller mindre underlagt synspunktet om, at voksne skal kunne klare sig selv, og at man må udvikle evnen til at berolige og støtte sig selv, når man er sårbar og utryg, før man kan modtage omsorg og støtte fra en anden. Det kan være svært at vende sådan en tænkemåde 90 grader og anerkende, at vi alle er skabt til afhængighed, og at vi udforsker, virker i verden og udvikler os i og med denne afhængighed. Endvidere ved man, at trygge tilknytningsrelationer komplementerer selvstændighed, altså vores evne til at stå på egne ben, som også er en central del af det at være menneske. Altså, jo mere trygt tilknyttede man er, jo mere kan man stå på egne ben, og jo mere selvstændig kan man være. Tryg base og sikker havn. Tryghedscirklen Tilbage til det vigtige tema om tryg base og sikker havn. Kernen i tilknytningsfigurens omsorg for barnet er følgende: Når der ikke er fare på færde, er tilknytningssystemet slukket, og udforskningssystemet er tændt. Tilknytningsfigurerne, ofte forældrene, må da være tryg base for barnet, så det kan virke i og udforske verden. Tilknytningsfigurerne må lade barnet prøve kræfter med verden uden at blive for overbeskyttende. Samtidig må han eller hun passe på, holde øje med, nogle gange hjælpe, engagere sig, glæde sig sammen med barnet, herunder tage godt imod barnet, når det vender tilbage efter sin virken i og udforskning af verden. Ofte for blot at tanke op hos forældrene for igen at gå ud og

7 virke i og udforske verden. Når der er fare på færde, modgang og livets genvordigheder melder sig, slukkes udforskningssystemet, og tilknytningssystemet aktiveres. Tilknytningspersonen må da skifte fra at være tryg base til sikker havn, hvor opgaven er at tage godt imod barnet, når det vender sig mod ham eller hende for at søge trøst og beroligelse. Tilknytningsfiguren må organisere og regulere barnets følelser, og få barnet til atter at føle sig tilpas og tryg. Det er et meget afgørende kendetegn ved trygge tilknytningsrelationer, at tilknytningsfigurerne formår at være en tryg havn for barnet, når barnet er ængsteligt og utrygt, og trænger til tryghed og beroligelse. Ovenstående kaldes for tryghedscirklen. Den beskriver barnets samspil med dets tilknytningsfigurer som en bevægelse, hvor tilknytningsfiguren skiftevis fungerer som tryg base og sikker havn, afhængigt af om barnets tilknytningssystem er slukket eller tændt. Tryghedscirklen peger således på, at barnet har forskellige behov, alt efter hvad der sker omkring det. Et vigtigt kendetegn ved tilknytningsfigurernes rolle er løbende at være opmærksom på, hvor barnet befinder sig i tryghedscirklen, på dets

8 skiftende behov og signaler, og respondere fleksibelt i overensstemmelse hermed. Det drejer således både om at gøre det rigtige : Henholdsvis lade barnet virke og udforske, eller være trøstende og beroligende, og om at gøre det rigtige på det rigtige tidspunkt: Det første, når alt er godt, og det sidste, når der er fare på færde, og det er utrygt. At gøre det rigtige på det rigtige tidspunkt kan lyde meget fordringsfuldt, men det betyder langfra, at der er tale om et meget snævert handlerum. Der er store variationsmuligheder: Der er mange forskellige måder, og der vil altid være mange fejlslagne handlinger, der bliver repareret på, ligesom at forskellige tilknytningsfigurer kan supplere hinanden med deres forskellighed osv. Ovennævnte tænkning om tryg havn og sikker base er brugbar langt bredere end i forældre-barn relationen. Vi kan overføre den til andre relationer i alle aldre. Bl.a. til parforholdet, hvor det er afgørende, at man kan være hinandens sikre base og trygge havn. Kriser i parforholdet handler som nævnt meget ofte om følelser af frygt og umødte behov af tilknytningsmæssig betydning, og dermed i en eller anden forstand om problemer med at være hinandens sikre base og trygge havn. Tilknytningsmønstre, vores særlige måde at indgå i relationer på

9 Alle børn knytter sig som nævnt til tilknytningsfigurer, også til de knap så omsorgsfulde tilknytningsfigurer. Det er programmeret i os, det er forudsætningen for vores overlevelse. Afhængig af den omsorg, som tilknytningspersonerne yder, udvikler barnet sit særlige tilknytningsmønstre. Man kan sige, at tilknytningsadfærden over tid former sig til tilknytningsmønstre. Tilknytningsmønstre er i korthed menneskers måder at organisere tanker, følelser og handlinger i forhold til tilknytning. Den måde vi som voksne nærmer os andre på, beder om hjælp på, eller ikke beder om hjælp på, håndterer konflikter og uenigheder med andre på m.m., vil med andre ord være afhængig af vores tidligere erfaringer med vores tilknytningsfigurer: Hvordan har de været vores sikre base og trygge havn? Hvordan har de svaret og reageret på vores behov om støtte og omsorg? Hvad vi har fået ud af at vise alarm, når vi var utrygge? Indre arbejdsmodeller Det der konkret sker er, at som barnet vokser og udvikler sig, får det flere og flere erfaringer med nærvær eller mangel på nærvær, med opmuntring og understøttelse af udforskning af og virken i verden, eller mangel på samme. Med at blive passet på og ikke at blive passet på. Med tilknytningsfigurernes fysiske og psykiske tilgængelighed eller utilgængelighed. Med hvor effektivt barnet selv kan udløse reaktioner hos sine tilknytningsfigurer. Med hvor velkomment det er eller ikke er.

10 Med hvordan og hvornår det kan få trøst og støtte osv. Ud fra generaliseringer af 1000 vis af små samspil dag ind og dag ud med sine tilknytningsfigurer, udvikler barnet det, som tilknytningsteorien kalder for indre arbejdsmodeller. Indre arbejdsmodeller er gradvis lagring af erfaringer og strategier i forhold til vores tilknytningserfaringer og tilknytningsrelationer. Disse indre arbejdsmodeller kommer til at styre vores forventninger og reaktioner, når vi er med andre menneske. Især når vores tilknytningssystem er aktiveret, men også mere generelt. Nogle af os er vokset op med omsorgsfigurer, der har spejlet og reflekteret vores følelser og andre mentale tilstande på en afbalanceret anerkendende måde. Omsorgsfigurer, der både har været en tryg base og en sikker havn for os. De har ladet os prøve kræfter med verden og været motiverende og opmuntrende uden at tage over. De har været trøstende og beroligende, når vi har mødt modgang, og er blevet ængstelige og utrygge. Og de har været opmærksomme på vores skiftende signaler og behov. Andre af os er vokset op med tilknytningsfigurer, som har haft en begrænset opmærksomhed på vores indre liv. Der er blevet lagt stor vægt på vores selvstændighed, og omsorgspersonerne har haft svært ved at fungere som sikker havn, fordi vores behov for trøst og beroligelse har vagt usikkerhed i dem. Vores sårbarhed har føltes utryg, og tilknytningsfigurerne har derfor været tilbøjelig til at bagatellisere,

11 affeje eller afvise sådanne ytringer fra os, og har måske undertiden ignoreret os eller ligefrem direkte opfordret os til at tage os sammen. Eller de har prøvet at distancere os med leg eller munterhed. Andre af os er vokset op med tilknytningsfigurer, der har haft svært ved at fungere som tryg base for vores virke og udforskning. Vores selvstændighedsytringer har virket som en trussel på dem og undertiden som en afvisning af dem. Tilknytningsfigurerne har bekymret sig om mange ting, og har undertiden inddraget os i bekymringerne, og de har haft svært ved at trøste, fordi der let skete en sammenblanding af egne følelser og behov med vores følelser og behov. Andre igen er vokset op med tilknytningsfigurer, der har haft meget svært ved at fungere som både tryg base for vores udforskning, og som sikker havn ved utryghed. Vi har derfor erfaret, at situationer der tænder tilknytningssystemet, både er farlige, håbløse og umulige at regulere. Vi har således oplevet, at de mennesker, som har skulle bibringe tryghed og omsorg, ikke har slået til i den henseende, og nogle gange oveni købet har forværret og uddybet vores følelse af utryghed. Opvækstmiljøet har ofte været præget af tab og traumer af forskellige slags. Eller af en generel hjælpeløs og uformående forældreadfærd.

12 Sådanne meget forskellige opvækstmiljøer vil som nævnt naturligvis få betydning for den måde, vi forholder os til tilknytning på. Fire tilknytningsmønstre. Udtrykt i to kanaler. I tilknytningsteorien skelner man imellem fire forskellige strategier for, hvordan man kan reagere, når man har brug for trøst, beroligelse, støtte og omsorg. Dvs. fire forskellige tilknytningsmønstre. Der er dels det trygge tilknytningsmønster og dels tre utrygge, som hhv. kaldes det undgående-, det ængstelige, ambivalente og det desorganiserede tilknytningsmønster. I korthed er disse fire tilknytningsmønstre kendetegnet ved følgende: Det trygge tilknytningsmønster er kendetegnet ved, at man rækker ud eller beder om støtte, når man oplever trussel og usikkerhed i tillid til, at man får en imødekommende respons. (Det først beskrevne af ovenstående opvækstmiljøer).

13 Når man vurderer, at det ikke er sandsynligt, at man får positiv respons på anmodninger om trøst, støtte og beroligelse, er der ovennævnte 3 typiske strategier at reagere på: Det undgående tilknytningsmønster er kendetegnet ved, at man, når ens tilknytningssystem aktiveres, distancerer sig, trækker sig, lukker følelsesmæssigt af og giver udtryk for uafhængighed. Det er en selvbeskyttende måde at fremstå stærk, rationel og uafhængig på. Det går fint tak. Der er ikke nogen problemer. Jeg har ikke brug for nogen. Man kalder dette for at deaktivere eller underaktivere sine tilknytningsmæssige behov og følelser. (Det andet beskrevne af ovenstående opvækstmiljøer). Det ængstelige, ambivalente tilknytningsmønster, som også kaldes for det opslugte eller opsøgende tilknytningsmønster, er kendetegnet ved høj uro, når tilknytningssystemet er aktiveret. Man klamrer sig, presser, kræver i vedholdende forsøg på at få en reaktion: Hvor er du? Hvor er du? Man kalder dette for at hyperaktivere eller overaktivere sin tilknytningsadfærd. (Det tredje beskrevne af ovenstående opvækstmiljøer).

14 Utryg tilknytning kan også give sig til udtryk i en mere kaotisk vekslen mellem at opsøge og række ud og undvige og afvise, når tilknytningssystemet er aktiveret. Dette såkaldte desorganiserede tilknytningsmønster omfatter således en tilstedeværelse af de to ovennævnte strategier. Kom her gå væk. Jeg har brug for din støtte, og samtidig er jeg bange for dig. (Det fjerde beskrevne af ovenstående opvækstmiljøer). (Snart uddyber vi de 4 tilknytningsmønstre). Afgørende for et menneskes konkrete tilknytningsmønster er således, hvad man får ud af at vise alarm. Er der en tilknytningsfigur, som er tilgængelig, opmærksom og responssiv? Kan der komme noget godt ud af at søge nærhed og omsorg? Alt efter ens erfaringer med dette, søger man trygt og tillidsfuldt trøst og beroligelse, eller man skruer enten op for signalerne, dvs. man hyperaktiverer sin tilknytningsadfærd, eller skruer ned for signalerne, dvs. man deaktiverer sin tilknytningsadfærd. Eller man veksler kaotisk mellem strategierne at skrue op eller ned for sin tilknytningsadfærd. Al ovenstående tilknytningsrelateret adfærd er altid udtryk for personens bedst mulige forsøg på at finde en vej til en tryg kontakt til en tilknytningsperson. Og det

15 gælder uanset om adfærden er en tydelig tryg rækken ud efter trøst og kontakt, hos den trygt tilknyttede eller undvigende og afvisende hos den undgående, eller opslugt og opsøgende hos den ængstelig, ambivalente tilknyttede, eller en kaotiske vekslen af at være opsøgende og række ud og skubbe væk og undvige, som vi ser hos en desorganiseret tilknyttede person. Menneskers tilknytningsmønster bliver særligt tydeligt i situationer, hvor tilknytningssystemet er aktiveret. Dvs. i situationer, hvor man selv eller andre i ens nærhed føler sig truet, udsat, bange, ked af det osv. Men selvom et menneske tilknytningsmønstret ikke er relevant og centralt hele tiden, tilknytningssystemet skal tændes, så vil tilknytningsmønstrene alligevel være tilstede som et centralt kendetegn ved en person, et personlighedstræk. Tilknytningsmønstre kommer til udtryk i to kanaler eller dimensioner Voksnes menneskers tilknytningsmønstre kommer til udtryk i to kanaler eller dimensioner. Dels er der den interpersonelle dimension, som er vores relationelle tilbøjeligheder. Fx om vi er åbne, tillidsfulde, krævende, lukkende, afvisende, vagtsomme, nøjsomme osv., i vores samspil med andre mennesker.

16 Vores tilknytningsmønstre kommer også til udtryk i den kanal, som man kalder for den narrative dimension. Narrativ betyder fortælling og den narrative dimension handler om vores måde at fortælle om tilknytningserfaringer og tilknytningsrelationer på. En gruppe psykologer har udviklet et interview til voksne mennesker omhandlende deres tidlige tilknytningserfaringer og tilknytningsrelationer. Det hedder voksentilknytningsinterviewet, og består af spørgsmål om personens forhold til sin barndoms tilknytningsfigurer og om hans eller hendes tanker om tilknytningsrelationernes og tilknytningserfaringernes betydning. I analysen af forskellige besvarelser af disse spørgsmål, har tilknytningsforskere fundet frem til, at der er nogle særlige kendetegn, i den måde vi taler om og formulerer os om på omkring tilknytning, som er karakteristisk for vores tilknytningsmønster. (Bagerst i denne artikel finder du en redigeret udgave af dette interview om voksentilknytningsinterview, som du kan kigge på og arbejde med, hvis du har lyst). Nedenfor kan du læse uddybende om kendetegn ved tryg tilknytning og de tre utrygge tilknytningsmønstre, som de typisk kommer til udtryk i de to kanaler, dels i den interpersonelle og dels i den narrative dimension. Kendetegne er beskrevet ret kategorisk, i praksis ser man dem mere i forskellige grader.

17 Trygt tilknytningsmønster Den interpersonelle dimension i det trygge tilknytningsmønster er kendetegnet ved følgende: Værdsætter og føler sig godt tilpas med nærhed. Kan vise og modtage kærlighed. Indgår gerne i forpligtende relationer, og føler sig tilpas i disse. Men kan også være selvstændig og stå på egne ben og føle sig godt tilpas ved det. Har en åbenhed overfor og interesse i at dele sine tanker og følelser med andre. Har generelt betragtet en tillidsfuldhed og optimistisk indfaldsvinkel til andre mennesker. Kan henvende sig til andre og søge hjælp, hvis man føler sig udsat og sårbar. Føler sig tryg ved at gøre opmærksom på egne behov. Kan føle sig beroliget af kontakten med andre, når man søger støtte.

18 Deler gerne både positive og negative følelser, men dosserer efter situationen. Har et nuanceret og afbalanceret selvbillede og solidt selvværd, hvor man hverken klamrer sig til en forestilling om ufejlbarlighed, eller bevæger sig ind i en negativ spiral af selvbebrejdelser og utilstrækkelighedsfølelse. Har indlevelse i og omsorg for andre mennesker. Kan både give og modtage trøst. Møder konflikter åbent og konstruktivt. Har tiltro til andre menneskers overvejende gode intentioner og til, at konflikter kan løses. Den narrative dimension I det trygge tilknytningsmønster er der disse kendetegn, når man fortæller om tilknytning og tilknytningsrelationer: Er hverken overdrevent tilbageholdende og ordknap eller overdrevet talende. Fortællingen er forståelig og indfølelig for

19 samtalepartneren, og den givne information er passende og relevant i sammenhængen. Forskellige dele af fortællingen modsiger ikke hinanden indbyrdes. Man taler åbent og afbalanceret om svære følelser, som beskrives balanceret. Der er en god balance mellem positive og negative træk i beskrivelsen af selv og andre. Man er hverken idylliserende eller ensidig bebrejdende. Beskrivelser af tilknytningshændelser omfatter beskrivelser af følelser og andre mentale tilstande. God balance mellem abstraktion og generaliseringer på den ene side og konkrete specifikke detaljer på den anden side. Man kan underbygge generelle beskrivelser med konkrete episoder. Beskriver sig selv og andre som væsener med tanker, følelser, ønsker og intensioner osv., dvs. man mentaliserer. (Du kan læse en artikel om mentalisering her på hjemmesiden). Man fortæller på en levende måde, så samtalepartneren får et billede af, hvad der er sket, og hvad det betyder for de involverede parter.

20 Når andre menneskers indre psykiske liv inddrages, er det med en anerkendelse af, at man naturligvis ikke udtømmende kan vide, hvad andre mennesker tænker, føler osv. Dvs. at man forholder sig til andre menneskers perspektiv i ydmyghed velvidende, at man kan tage fejl. Man tænker sig om og vender i det hele taget tingene lidt frem og tilbage i stedet for at være skråsikker. Man kan overvåge sin egen fortælling. Man kan fx være opmærksom på og forholde sig til indbyrdes modsigende informationer eller markere, at dele af historien udgør ens eget perspektiv, som kan være unøjagtigt i nogle henseende, ligesom det kan ændre sig med tiden. Afgørende aspekter ved en tryg tilknytning tilknytningsrelation En tryg tilknytningsrelation er kendetegnet ved mange ting. Skåret ind til benet kan den beskrives ved disse tre aspekter: Tilgængelighed, responsivitet og engagement. Tilgængelig drejer sig om dette: Er du tilgængelig, mulig at få fat i indenfor rækkevidde? Responsivitet drejer sig om: Vil du være responsiv, i forhold til det jeg udtrykker? Engagement handler om dette: Vil du være følelsesmæssig

21 engageret i mig, når du besvarer min kalden? Tilgængelighed, responsivitet og engagement hænger sammen. Til sammen giver de en tryg, støttende base, hvor man både finder energien til at udforske og virke i sit liv, og en sikker havn, hvor man finder modstandskraften til at møde svære udfordringer i livet. Ovenstående kan også beskrives som et omsorgs- og opvækstmiljø, hvor barnet oplever, at det er trygt at opleve og at vise og udtrykke følelser og andre mentale tilstande, og hvor disse indre tilstande anerkendes og forstås som baggrunden for ydre adfærd, dvs. det vi siger og gør. Det kan man også kalde for et følelsesanerkendende og mentaliserende omsorgsog opvækstmiljø. Mentalisering er kort fortalt det at beskrive og forstå sig selv og andre som tænkende og følende væsener, hvis handlinger afspejler hensigter og planer, fremfor blot at fokusere på ydre adfærd, dvs. det vi siger og gør. Et trygt tilknytningsmønster er tæt forbundet dels med anerkendelse af følelsers vigtige betydning i menneskers liv og dels med mentalisering. (Du kan læse en artikel om følelser og en artikel om mentalisering her på hjemmesiden).

22 Undgående tilknytningsmønster Den interpersonelle dimension i det undgående tilknytningsmønster er kendetegnet ved følgende: Foretrækker en vis distance og kan føle sig utilpas ved for meget nærhed og intimitet. føler sig let omklamret. Knytter sig til genstande, projekter, arbejde og aktiviteter. Frygter afhængighed, som kan føles som at være udleveret til andre. Kan frygte afvisning og latterliggørelse, men prøver at ignorere usikkerheden. Tillægger uafhængighed af andre stor værdi. Afstår hjælp fra andre, og sætter en stor ære i at klare tingene selv: Jeg kan klare mig på egen hånd. Værdsætter styrke og hårdførhed: Ikke så meget pjat. Ignorerer eller nedtoner både vanskelige følelser hos sig selv og hos andre. Det betyder ikke noget, det her.

23 Oplever utilpashed ved potentielle konflikter, og har svært ved at løse problemer i nære relationer. Viger uden om dem, og stikker hovedet i busken. Har begrænset opmærksomhed på og indlevelse i andre, der har det svært, og kan derfor virke lettere kølig i forhold til andres lidelse. Kommer let til at opfatte sig selv, som anderledes end andre. Som noget særligt, man har ikke så meget tilfælles. Særlighedsfølelsen handler typisk om, at man er særlig stærk, særlig sej og særlig uafhængig. Dette selvbillede bidrager til at opretholde oplevelsen af ikke at have så meget brug for andre mennesker. Vurderer nære relationer som værende mindre vigtige. Frygter at mærke og udtrykke sårbarhed, herunder at bede om hjælp. Har begrænset tiltro til at andre vil være støttende og hjælpsomme. Er tilbageholdende med at dele tanker og følelser. Kan have svært ved at mærke sine følelser, som mest opleves og udtrykkes på et kropsligt plan.

24 Har et begrænset udtryk for følelser: Svære følelser som fx tristhed, vrede eller skamfuldhed, kommer sjældent til udtryk. Følelser opfattes som en informationskanal, som man ikke rigtigt kan stole på. Foretrækker at træffe valg og foretage vurderinger med udgangspunkt i mere rationelle overvejelser. Den narrative dimension I det undgående tilknytningsmønster er der disse kendetegn, når man fortæller om tilknytning og tilknytningsrelationer: Fatter sig i korthed, når emnet falder på nære relationer og tilknytning. Fortællingen kan blive lidt telegramagtig. Nogle gange lukkes der helt ned for emnet. Når det bliver for personligt og følsomt, flyttes fokus til mere upersonlige, konkrete og praktiske ting. Fortællingen er ordnet, men kan alligevel undertiden være svær at følge, bl.a. fordi, den er fattig på beskrivelser af de involverede parters tanker, følelser og andre mentale tilstande.

25 Underspiller og bagatelliserer vanskelige følelser og hændelser. Der kan undertiden være fravær af beskrivelse af vanskelige følelser, fx følelser af at have følt sig afvist. Tendens til at fremstille både sig selv og tilknytningsfigurerne i et positivt, klichepræget lyst: Der var ikke noget der. Det var fint, sådan som det var. Giver indtryk af, at det ikke opleves relevant at dvæle ved tilknytningserfaringer. Min opvækst var ganske normal. Mine forældre gjorde ligesom alle andre. Holder som regel fortællingen på et forholdsvis abstrakt plan, og har svært ved at beskrive konkrete episoder. Når særlige konkrete episoder indgår i fortællingen, er der manglende sammenhæng mellem disse og de mere generaliserede abstrakte beskrivelser. Det er som om, at de generelle beskrivelser og de konkrete episoder eksister som to uafhængige strømme i fortællingen, som ikke bringes i dialog med hinanden. Fortællingen er fattig på mentalisering. Dvs. det bliver en fortælling om en række hændelser og handlinger, hvor der mangler beskrivelser af personlige reaktioner på hændelserne eller motiver for handlingerne. Det kan også være en fortælling, hvor tanker og følelser nævnes, men hvor der ikke kobles mellem hændelser og handlinger på den ene side og tanker og følelser på den anden side. De fremstår nærmere lidt påtagede og floskelagtigt end som

26 egentlige personlige reaktioner og betragtninger. Det bliver derfor svært at få en rigtig fornemmelse af det, som personen fortæller, og af, hvad der rør sig i personen. Samtalepartneren er henvist til gæt og formodninger, som kan vise sig at være helt ved siden af. Det undgående opvækstmiljø Både de særlige handlemønstre (den interpersonelle dimension) og den særlige måde at fortælle om tilknytning og tilknytningsrelationer på (den narrative dimension), der er forbundet med undgående tilknytning, kan som nævnt ses som resultater af personens bestræbelser på dels at holde tilknytningssystemet i skak og dels at deaktivere tilknytningssystemet, når det aktiveres, og de dermed forbundne følelser og handletilbøjeligheder. En person med et undgående tilknytningsmønster lægger vægt på sin uafhængighed, på at være stærk, at undgå for meget følelsesmæssig nærhed og undgå at rette opmærksomheden mod sårbarhed hos sig selv og andre. Mønstret har sin baggrund i opvæksterfaringer, hvor det var uhensigtsmæssigt eller risikabelt at vise åbenlyse tilknytningsbehov, som at søge trøst og beroligelse ved utryghed. Et opvækstmiljø, hvor den mest hensigtsmæssige strategi var at nedtone sine tilknytningsbehov og tilknytningsadfærd for at sandsynliggøre, at tilknytningsfiguren forblev

27 tilgængelig. Denne strategi som begynder på det rent handlemæssige plan, vil blive udbygget med en selvopfattelse og et sæt værdier, som bidrager til at understøtte strategien. Det kan også være lige meget, jeg behøver dem ikke, jeg klarer mig selv. Det er vigtigt at huske, at selvom et menneske med et undgående tilknytningsmønster lægger afstand, generelt betragtet, men især når tilknytningssystemet er aktiveret, er man ikke nødvendigvis tilfreds eller lykkelig over den situation. Underliggende er der en længsel efter nærhed med andre, som dog opfattes som alt for risikabelt at handle på. Det koster kræfter at holde tilknytningssystemet nede, og det sker på bekostning på af kontakt med følelser, både egne og andres, og på nære relationer. Ængstelige, ambivalente (opslugt og opsøgende) tilknytningsmønster Den interpersonelle dimension i det ængstelige, ambivalente tilknytningsmønster er kendetegnet ved følgende: Stræber efter nærhed, men føler sig alligevel ofte ikke rigtig tilpas i den.

28 Har ønsker om hjælp og støtte, men kan have svært ved at gøre brug af den. Kan have svært ved at tage stilling og stå på egne ben. Har antennerne ude, grænserne mellem en selv og andre bliver let uklare. Lever sig let ind i andre, men lader sig rive med og bliver overinvolveret og undertiden overvældet. Deler gerne tanker og følelser, men ikke altid afpasset og doseret efter sammenhængen. Vagtsom overfor trusler. Kan let blive overvældet af katastrofetanker, især om at blive svigtet eller forladt. Får hurtigt svært ved at klare livets udfordringer og bliver meget krisepræget ved modgang og besvær. Har stor opmærksomhed på konflikter, kan være tilbøjelig til at eskalere dem. Har hyppige og dramatiske følelsesudtryk, og kommer let til at forstærke negative følelser. Har tendens til at ruminere, dvs. til at gruble. Tankerne kører i ring, og man er fanget i en

29 tankespiral, uden at det åbner for andre synsvinkler.: Hvorfor sagde eller gjorde hun det? Hvorfor gjorde jeg..? Skulle jeg hellere..? osv. Har svært ved adskillelser og afslutninger. Stor søgen efter og trang til bekræftelse og forsikringer om det ene og det andet. Beroligelsen er ofte kortvarig. Overvurdere mennesker lighed med sig selv, og sammenblander let hvilke træk, holdninger eller følelser, der tilhører, andre, og hvilke der tilhører en selv. Kommer let til at opleve forskelle mellem mennesker, især mellem sig selv og andre, som ubehagelige og truende. Den narrative dimension I det ængstelige, ambivalente tilknytningsmønster er der disse kendetegn, når man fortæller om tilknytning og tilknytningsrelationer: Lange noget indviklede fortællinger om tilknytning og tilknytningsrelationer med afstikkere og indforståede redegørelser, hvor det oprindelige emne og essensen af og til næsten kan forsvinde i en tåge.

30 Springer ofte i tid, sted og personer og omtaler personer, steder osv. uden at præsentere dem ordentligt. Bruger vage udtryk og undlader ofte at færdiggøre sætninger. Lader sig rive med af emnet, går ud ad tangenter og kan miste fornemmelsen for, hvad der er relevant for samtalepartneren. Fortællingerne kan således være uklare, usammenhængende, rodede og mangle en rød tråd. Har svært ved at hæve sig op på et mere generelt plan og skabe overblik. Forudsætter at samtalepartneren deler ens perspektiv. Appellerer til medfølelse og involvering, og prøver undertiden at få lytteren over på sin side. Tilbøjelig til at hænge fast i og dramatisere vanskeligheder og konflikter. Det er som om personen ikke kan komme videre, men fortsat er filtret ind i og ikke kan sætte oplevelserne i perspektiv. Udtaler sig skråsikkert om andre menneskers tanker og følelser. Skråsikkerheden skyldes bl.a. de undertiden uklare grænser mellem en selv og andre. Kan have en klagende og anklagende tone, hvor

31 vanskeligheder og svære følelser eskaleres snarere end underspilles. Fortællingerne er ofte præget af følelser som vrede, bebrejdelser og frygt med mange negative beskrivelser af andre, ofte uden at følelserne benævnes, og forbindes med deres kilde. Følelserne er således ikke med til at organisere fortællingen. De flyder frit og kan få fortællingen til at blive ekstra rodet. Det ængstelige, ambivalente opvækstmiljø Det ængstelige, ambivalente tilknytningsmønster hænger sammen med uforudsigelige opvæksterfaringer i den forstand, at ens tilknytningsadfærd somme tider udløste den ønskede omsorg og beskyttelse og andre gange ikke. Det kan fx være, at forældrene ofte var optagede af indbyrdes stridigheder, og derfor var uopmærksomme og utilgængelige, men så lige pludselige på uforudsigelig vis, bliver tilgængelige. Barnet har været optaget af at sikre sig omsorgspersonens opmærksomhed, og har derfor været meget opmærksom på omsorgspersonens tilgængelighed og sindstilstand. Det har med andre ord hyperaktiveret sin tilknytningsadfærd ved at skrue op for kaldeapparatet, når tilknytningssystemet var aktiveret. Netop dette, at skrue

32 op for kaldeapparatet, når tilknytningssystemet er aktiveret, hvilket det bliver relativt nemt hos det ængsteligt, ambivalente tilknyttede menneske, er kernen i dette tilknytningsmønster. Men selv når barnet får opmærksomhed og trøst, beroliger det ikke rigtigt, for man kan aldrig helt vide om, hvor meget, hvor længe, hvornår og hvordan. Det ængstelige, ambivalente menneskes store afhængighed af andre skyldes, at det hele tiden har haft en stor del af sin opmærksomhed rettet mod omsorgspersonen og bestræbelser viet til at fastholde dennes opmærksomhed. I voksenalderen videreføres dette mønster som en stor opmærksomhed på og optagethed af relationer og et stærkt ambivalent behov og ønske om stadig nærhed. Samt en følelse af ikke at kunne fungere uden en andens nærhed samtidig med stor sårbarhed heroverfor. Og fordi de ikke har kunnet styre, hvorvidt de fik omsorg og beskyttelse, kan de døje med en underliggende fornemmelse af hjælpeløshed og manglende kontrol. Det at de ofte insisterende søger omsorg og opmærksomhed, men når de får den, tager imod den med en blandet indstilling, som om det alligevel ikke er rigtigt godt

33 nok, eller ikke svarer til, hvad de egentlig efterspurgte, gør at mennesker med et ængsteligt, ambivalent tilknytningsmønster undertiden kan opleves som forvirrende og undertiden besværlige for deres omgivelser. Desorganiseret tilknytningsmønster Endnu et utrygt tilknytningsmønster er den desorganiserede tilknytning. Desorganiseret tilknytning er ikke et samlet mønster ligesom de to ovennævnte utrygge tilknytningsmønstre. Det desorganiserede tilknytningsmønster er langt mere komplekst og flimrende. Meget ofte er der en tæt sammenhæng mellem desorganiseret tilknytning og forskellige ubearbejdede tab og traumer i barndommen. Et traume er en rædselsvækkende hændelse, som efterlader mennesket følelsesmæssig overvældet og hjælpeløst. Tab og traumerne knyttet til et desorganiseret tilknytningsmønster kan være mange forskellige slags. Det kan være dødsfald eller indgribende og sygdom og handicap i den nære familie, fx forældres eller søskendes, hvor der ikke blev taget hånd om barnet, fordi det hele var for overvældende for tilknytningspersonerne. Traumerne kan også være knyttet til alkoholmisbrug hos forældrene og den omsorgssvigt, der følger med. Traumerne kan være overgreb, som vold og seksuelle

34 krænkelser fra tilknytningspersoner eller andre nærtstående. Det kan også være traumer knyttet til tilknytningsfigurerer med en generel hjælpeløs og uformående omsorgsadfærd. En fælles erfaringsmæssig baggrund for mennesker med desorganiseret tilknytning er oplevelser med tilknytningsfigurer, som enten i sig selv har været angstfremkaldende, eller som ikke har kunnet give barnet tilstrækkelig beroligelse i forbindelse med angstfremkaldende situationer. Tilknytningsfigurerne har ikke været i stand til hverken at fungere som barnets trygge base eller sikre havn. Helt karakteristisk for et menneske med et desorganiseret tilknytningsmønster er en stærk tendens til både deaktivering og hyperaktivering af sin tilknytningsbehov, nogle gange i hurtigt vekslende skift. Dette fordi man føler sig utilstrækkelig og hjælpeløs, og derfor på den ene side har en stor længsel efter nærhed med andre, samtidig med at man på den anden side er bange for at lade andre komme for tæt på, fordi nærhed forventes at være forbundet med ubehagelige konsekvenser. Man har oplevet, at de mennesker som skulle bibringe tryghed og omsorg ikke blot ikke har slået til i denne henseende, men oveni købet har forværret og uddybet følelsen af utryghed. Det medfører naturligvis en

35 meget stor vagtsomhed og tilbageholdenhed med hensyn til at engagere sig i og med andre og stole på dem. Fordi det ikke er muligt at finde tryghed i en af de to strategier, nærhedssøgen og undvigelse, er desorganiseret tilknytning det tilknytningsmønster, der utvivlsomt er forbundet med den største grad af lidelse. Det er også det mønster, der er stærkest forbundet med vanskeligheder med at indgå i smidige og fleksible samspil med andre og at have trygge og tillidsfulde relationer. Den interpersonelle dimension i det desorganiserede tilknytningsmønster er kendetegnet ved følgende: Modsatrettede tendenser mellem at deaktivere og hyperaktivere sine tilknytningsbehov. Det kan som nævnt ske i hurtige skift mellem disse to strategier, men de kan også ofte være tilstede samtidig. Det er som om personen siger: Kom her-bliv væk. Føler frygt for at involvere sig og for nærvær, men føler sig også hjælpeløs, utilstrækkelig og fortabt uden andre, og frygter derfor også at være alene. Heraf kombinationen af stor vagtsomhed og stærk hjælpeløshed. Stor frygt for tab, katastrofer og ulykker.

36 Det kan være svært ved at leve sig ind i og vise omsorg for andre, fordi ens egen angst kommer på tværs. Generel mistillid til andre, frygter, hvad de kan finde på. Når det kommer for tæt på, har man svært ved at regulere sine følelser. Der kan derfor opstå gennembrud af voldsomme følelser og undertiden sammenbrud. Der ses også fravær af følelsesudtryk. Lavt selvværd, usammenhængende selvbillede. Tilbageholdende med at dele tanker og følelser med andre. Skrøbelige handlestrategier til at håndtere livets modgang og krisesituationer. I nogle sammenhænge er handlestrategierne indbyrdes modstridende, og undertiden mangler de helt. I situationer hvor tilknytningssystemet er aktiveret, og personen føler sig utryg, kan han eller hun gå end i sin egen verden, og være svær at komme i kontakt med. Nogle mennesker med et desorganiseret tilknytningsmønster forsøger at regulere sine følelse af angst og utryghed ved at bliver meget kontrollerende og styrende overfor andre, især deres nærmeste. Nogle gange

37 på en negativ, kritisk og irettesættende måde, andre gange ved en overopmærksom og indblandende måde. Begge måder, kan forstås som forsøg på at sikre sig mod svigt. Den narrative dimension I det desorganiserede tilknytningsmønster er der disse kendetegn, når man fortæller om tilknytning og tilknytningsrelationer: Overordnet betragtet og først og fremmest særlige måder at udtrykke sig på, når det drejer sig om tab og traumeoplevelser, som fx dødsfald eller sygdom i den nærmeste familie eller stærk hjælpeløs forældreadfærd. Tabene og traumerne virker uintegreret i fortællingen og destabiliserer den. Nogle gange kan tab- og traumeoplevelser være meget påtrængende, på den måde, at de hele tiden bliver bragt helt i forgrunden i fortællingen. Der kan være huller i fortællingen med mange, lange ordløse pauser, hvor man går i stå. Man kan pludselig forsvinde ind i sin egen verden, uden fornemmelse for samtalepartneren, og være meget svær at komme i kontakt med.

38 Uklare formuleringer og en usammenhængende privat logik knyttet til de traumatiske begivenheder. Brudstykker i fortællingen med en ekstrem detaljeringsgrad. Pludseligt skift mellem ordknaphed og kølig stil til lange vrede anklager og bebrejdelser. Pludselige skift mellem dramatisering og bagatellisering. Omtalen af tab og traumatiske begivenheder kan være præget af en uvirkelighedsfornemmelse, som om man aldrig rigtigt har erkendt tabet eller traumet. Brætte skift i meget forskellige perspektiver på sine tilknytningsrelationer: I det ene øjeblik omtales de i et stærkt følelsespræget hyperaktiverende sprog, og det næste øjeblik i et koldt deaktiverende sprog. Det er karakteristisk at ovennævnte særligheder, herunder de brætte skift, kommer uden advarsel, uden at personen selv bemærker dem eller reagere på dem. Devaluerende og afstandtagende beskrivelser af omsorgspersoner, samtidig med at man også giver udtryk for forbundethed og identifikation. Der kan forekomme isolerede eller mere gennemgribende

39 sammenbrud, når personen forholder sig til tilknytningsrelaterede problemstillinger, og det kommer for tæt på. Fravær af mentalisering pga. af de traumatiske oplevelser. Et opvækstmiljø der kan fremme et desorganiseret tilknytningsmønster rummer alt fra ufuldkommen håndtering af tab, fordi tilknytningsfigurerne selv var overvældet af tabet og derfor ikke kunne være sikker base og tryg havn for barnet, til større traumatiske oplevelser og en stærk hjælpeløs forældreadfærd med stort omsorgssvigt. Det desorganiserede mønster er derfor nogle gange mere specifikt knyttet til en enkeltstående traumatisk oplevelse og andre gange mere gennemgribende. Tilknytningsmønstre. En funktionel tilpasning Det er helt klart, at livet på alle måder bliver lettere og trivslen højere, når man er trygt tilknyttet. I situationer hvor tilknytningssystemet er aktiveret, kan personer med et trygt tilknytningsmønster trække på en indre stemme, som fortæller dem, at alt nok skal blive godt igen, tingene løser sig, at de er

40 elsket, og at der er nogle, der bekymrer sig om dem, og passer på dem. Tryg tilknytning er godt fundament. Det er imidlertid vigtigt at holde fast i, at alle tilknytningsmønstre, både det trygge, det undgående, det ængstelig, ambivalente og det desorganiserede, må ses som en hensigtsmæssig eller forståelig tilpasning til det miljø, som barnet er født ind i og vokset op i: De utrygge mønstre er tryghedsstrategier og adaptive i deres oprindelige kontekst. Man kan også anskue de utrygge tilknytningsmønstre som forsvarsmønstre over for noget, som man frygter. De utrygge tilknytningsmønstre har således den funktion, at de hjælper personen med at undgå det, han eller hun frygter. For den undgåendes vedkommende er det man frygter, og det man derfor prøver at undgå, at være afhængig af og udleveret til andre og sammenhængende hermed at mærke og udtrykke sårbarhed og bede om hjælp. For den ængstelige, ambivalente er det man frygter, og derfor prøver at undgå og forsvare sig imod, at blive forladt og stå alene og på egne ben. For den desorganiserede er det man frygter, og det man derfor prøver at forsvare sig imod både nærhed og at være alene og hjælpeløs. Det er modsætningsfuldt og uden løsninger, og netop derfor

41 reagerer man med en kaotisk vekslen mellem at deaktivere og hyperaktivere, når tilknytningssystemet aktiveres. De utrygge tilknytningsmønstre er således tryghed for dem, der har dem, det er det tryggeste, man kender til. Og en velkendt form for utryghed kan føles meget tryg, fordi den er velkendt. Det er meget vigtigt at huske. Det kan fx opleves utrygt for et menneske med et undgående tilknytningsmønster at møde et trygt tilknyttet menneskes åbenhed omkring sine tanker og følelser. Og det kan opleves utrygt for et menneske med et ængsteligt, ambivalent tilknytningsmønster at opleve et trygt tilknyttet menneskes klare grænser og veltilpashed ved selvstændighed og forskellighed. Og det kan selvsagt opleves ganske utrygt for et menneske med et desorganiseret tilknytningsmønster, når et menneske med et trygt tilknytningsmønster, spørger empatisk ind til svære følelser og oplevelser. Vi gentager og sammenfatter: Mennesker der med udgangspunkt i deres tilknytningserfaringer har en forventning om, at udtryk for sårbarhed og hjælpesøgen, vil blive mødt med tilgængelighed, responsivitet og engagement, vil frit gøre opmærksom på deres behov og henvende sig til andre for at få hjælp, og kan føle sig beroliget heraf. Mennesker der med udgangspunkt i deres tilknytningserfaringer har en forventning om, at udtryk for sårbarhed og hjælpesøgen, vil

42 blive mødt med afvisning, hvorved situationen yderligere forværres, vil forsøge at undgå at forlade sig på andre, når de står overfor sårbare og vanskelige situationer. Jo mere utrygge og truede de føler sig, jo mere tilbøjelige vil de være til at trække sig, samtidig med at de vil forsøge at benægte deres utryghed. Hvis jeg er ramt, vil jeg fortsætte med andre aktiviteter, uden tanke for andre, og med et pseudopositivt selvbillede. Jeg har det fint. Jeg skal nok klare mig. Mennesker der med udgangspunkt i deres tilknytningserfaringer forventer, at der kunne være hjælp og støtte at hente hos tilknytningsfigurer, men man ikke kan regne med den, vil fokusere på deres sårbarhed og oprevenhed eller forstærke deres udtryk herfor i forsøg på at sikre sig opmærksomhed og hjælp fra andre. De vil med andre ord hyperaktivere sit tilknytningsbehov og deres tilknytningsadfærd. De vil skrue op for kaldeapparatet: Er du der? Er du der? Mennesker, der med udgangspunkt i deres tilknytningserfaringer har erfaret, at hverken deaktiverende eller hyperaktiverende strategier medførte en følelse af tryghed, men som har oplevet tab og traumer og levet med uforudsigelige tilknytningsfigurer, vil have en flimrende impuls i retning af både undgåelse eller nærhedssøgen. Mennesker med dette smertefulde desorganiserede

43 modsætningsfyldte tilknytningsmønster, kan trække sig fra kontakt pga. angst for afvisning, samtidig med at de længes desperat efter denne kontakt, og føler sig fortabt uden. Utryg tilknytning er normal Der normalt at være utrygt tilknyttet. Man regner med, at omkring 60% er trygt tilknyttede og omkring 40 % er utrygt tilknyttede. Ud af disse 40% har den største andel et undgående tilknytningsmønster, dernæst et ængsteligt, ambivalente tilknyttet mønster og så et desorganiseret tilknytningsmønster. Hvis man er i sammenhænge og har relationer, hvor der er plads til en, hvor man bliver mødt, og hvor det utrygge tilknytningsmønster ikke bliver for konfronteret, kan man være velfungerende og have en høj trivsel med et utrygt tilknytningsmønster. (Se senere). Men selvom det er normalt at være utrygt tilknyttet, og at man i rette sammenhænge og med de rette personer kan være velfungerende og trives, er andelen af mennesker, der er utrygt tilknyttet, højere blandt mennesker med psykiske problemer og mistrivsel. Det gælder især for det desorganiserede tilknytningsmønster, fordi man her er fanget imellem modsætningsfulde

44 alternativer. Det gør det sværere at finde de rette fleksible, rummende sammenhænge og relationer, og det betyder, at man er særlig sårbar og udsat. Forholdet mellem psykisk mistrivsel og tilknytning går dog begge veje: Psykiske vanskeligheder og psykisk mistrivsel kan påvirke tilknytningen i den forstand, at man i sin mistrivsel og sårbarhed kan agere på typiske undvigende, ængstelige, ambivalente og undertiden desorganiserede måder. Og en utrygt tilknyttet person er generelt mere sårbar for psykisk mistrivsel, fordi det selvsagt bliver mere udfordrende at indgå i fleksible og smidige samspil med andre og have åbne og tillidsfulde relationer. Forskellige tærskler for aktivering af tilknytningssystemet De forskellige utrygge tilknytningsmønstre indebærer forskellige tærsker for aktivering af tilknytningssystemet. Mennesker med et undgående tilknytningsmønster, vil sædvanligvis have en højere tærskel for aktivering af tilknytningssystemet, dvs. at der skal meget til for at deres tilknytningssystem bliver aktiveret, fordi de vanemæssigt retter deres opmærksomhed væk fra situationer, tanker og følelser, som vækker tilknytningsbehov. I den forstand er de mere robuste og stabile end mennesker med de to andre utrygge

45 tilknytningsmønstre. Omvendt vil mennesker med et ængsteligt tilknytningsmønster sædvanligvis have en lavere tærskel for aktivering af tilknytningssystemet, fordi de er tilbøjelige til at være overopmærksomme på relationer, på egne og andres indre tilstande, på stemninger i rummet, potentielle svigt m.m. I den forstand er de mere åbne, indlevende og nærværende og i kontakt med deres følelser end mennesker med de to andre utrygge tilknytningsmønstre. Mennesker med et desorganiseret tilknytningsmønster har en lav tærskel for aktivering af deres tilknytning, og er skrøbelige i den flimrende vekslen mellem nærheds søgen og undgåelse. Nogle mennesker er udprægede undgående eller udprægede ængstelige, ambivalente eller udprægede desorganiseret i deres tilknytningsstil. Men stadigvæk, selvom det er udprægede og markante tilknytningsmønstre, er der ikke tale om diagnoser: Det er som nævnt normalt at være utrygt tilknyttet. Adgang til flere tilknytningsstrategier Uagtet at vi alle regulerer vores