Mine kære, hvis vort hjerte ikke fordømmer os, har vi frimodighed over for Gud, og

Transkript

1 Homili ved Landsmødet 21. april 2018 Rådsformand Peter Skov-Jacobsen Tekst: Kære børn, lad os ikke elske med ord eller tunge, men i gerning og sandhed. Deraf kan vi vide at vi er af sandheden, og over for ham kan vi bringe vort hjerte til ro, hvad end vort hjerte fordømmer os for; thi Gud er større end vort hjerte og kender alt. Mine kære, hvis vort hjerte ikke fordømmer os, har vi frimodighed over for Gud, og hvad vi end beder om, får vi af ham, fordi vi holder hans bud og gør det som behager ham. Og dette er hans bud at vi skal tro på hans søn, at vi skal tro på hans søns Jesu Kristi navn og elske hinanden, som han har påbudt os. (I Johannesbrev 3,18-23) Vi er så forskellige vi som udgør grundstammen i Folkekirkens Nødhjælp! Vi kommer fra alle livets sider og vi har mange og forskellige interesser. Nogle interesserer sig i særdeleshed for genbrugsbutikker, andre er unge, helt friske i tanken og brændende i kærligheden og ungdommelige i protesten (og hvor skal de ikke høre et ondt ord for det). Nogle af os har kastet vores tanker og interesse på madspild og Wefood, andre stemmer dørklokker og samler ind. De fleste af os bærer Folkekirkens Nødhjælp med os som en kær fritidsinteresse, for vi vil gerne yde om ikke andet så blot en lille hjælp for verdens fattigste. 1

2 Men der er også nogle af os på dette landsmøde, som har viet hele det professionelle liv, tanken, gerningen, indsatsen for at hjælpe det sultne menneske og den fordrevne. Vi er fælles om at ville hjælpe mennesker i yderste nød og gøre vores for at undertrykte, diskriminerede, sultne og sårbare bliver hørt og hjulpet. Vi ved, at vi arbejder for mennesker, der ikke altid selv har en stemme, og derfor skal vi lytte særligt opmærksomt. Virkelig lytte, for vi ved også godt, at vi har mange ideer til, hvordan de skulle have det; men vi er i de senere år blevet meget mere opmærksomme på, at det menneske, der lever med næstekærligheden som kompas, også hele tiden skal være opmærksom på at lade sin egen indre larm, sine egne velmenende ideer stå sin prøve i mødet med det menneske, som vi vil det godt. Vi er så mange forskellige mennesker i Folkekirkens Nødhjælp, og det er netop vores styrke. Vi er vidtforgrenede og derfor beder jeg jer også om, hvor I går og står, så tag dette engagement med. Vi er sikkert spredt over hele det politiske netværk hav hjerte for de undertrykte og de fattige, hvor end I færdes. Der er brug for mennesker, der taler til hjertet hos medmennesket for det undertrykte menneske og for den sultne. Vi er også mere eller mindre knyttede til folkekirken og til troen jeg ved det det gør ikke noget. Vi er fælles om et håb for menneskeheden. 2

3 Johannes skriver i sit første brev om, at vores hjerter fordømmer os. Sådan er det vist at være menneske! Hvis man tør leve med et håb, bliver man også til tider trist over sin egen indsats. Hvis man tør leve med en tro, kan man godt blive forstemt over sin tvivl. Magtesløshed er ikke et ukendt begreb for ret mange af os. Den kommer ganske enkelt af, at man godt kan se, at der ikke er et valg mellem en god og en dårlig løsning. Verden er så kompliceret, at der meget ofte synes at være et utal af valgmuligheder for at gøre det bedste! Det er den gode magtesløshed. Der er én, der er værre, nemlig når man erkender, at der er ikke et valg mellem en god og en dårlig løsning. Der er kun dårlige løsninger, og nu skal jeg vælge den mindst dårlige. Så er det, at hjertet vil fordømme. Så er det, at man bliver tør i munden! Så er det, at man bliver tanketom og uden ord. Så er det, man bliver ængstelig for at gøre noget! Johannes vidste det, og derfor bad han dem se på Jesus fra Nazareth. Han bad dem se på dette sårede liv, på dette nedbrudte liv, som også var et fuldkomment liv, fordi Guds kærlige væsen havde taget ham til sig, og derfor så de også på ham med håb. De kunne kende ham på hans nedbrudthed, på sammenbruddet, på rædslen for døden, på forfærdelsen over hadet, der kunne bryde ud mellem mennesker! 3

4 Men han havde også gjort noget enestående. Han havde altid vendt deres øjne mod den fattige, mod den forfulgte, mod den undertrykte, mod kvinden, mod den fremmede og fået dem til at genkende mennesket. Når de hørte ham tale om mennesket, blev de overbeviste om, at der var sket noget på jorden med ham ja meget væsentligere de blev overbeviste om, at der sker noget med mennesker, hvor man tør lytte til ham. De havde mærket, at de aldrig rigtig efter mødet med ham kunne vende sig endegyldigt væk fra noget menneske i had. Han havde jo sagt til dem, at han havde taget bolig i medmennesket, og han havde sagt til dem, at de skulle se efter Gudsmærket i medmennesket ikke efter Kainsmærket de skulle virkelig se efter den kim, der mindede dem om, at ethvert menneske er skabt i Guds billede og derfor også afkræver ethvert andet menneske en agtelse. Vi skal leve med forskellighedens værdighed og kalde det menneskelige frem i hinanden. Den store amerikanske filosof Martha Nussbaum gør i et studie opmærksom på, at vi lever i en æra, hvor hovedopmærksomheden er på profittens motiver og på de særligt nationale økonomiske interesser. Hun har fuld forståelse for, at der skal skabes en økonomi, der gør det gode samfund til en mulighed; men hun beder sin læser forstå, at væksten, økonomien skal tjene 4

5 mennesket, for det er dem det kommer an på. Det, der er vigtigt, er, om man kan leve hele menneskeliv, hvor man kan skabe sig et liv, udleve sine idealer og skabe sig en meningsfuld eksistens ja være fælles om en menneskelig værdighed. Det skal være ledetråden i al politisk tænkning. Vi kan ikke nøjes med den nationale selvinteresse, men skal løfte blikket og se, at så tæt er verden nu forbundet, at vi ikke kan se bort fra de andres levevilkår, hvis vi vil vores eget bedste. I årevis har Benny Andersens digt Mit Hjertes Indvandrer været mig en stadig opmuntring. Jeg mødte dig som en fremmed men fandt ud af at du kendte mig bedre end jeg selv Du førte mig på opdagelse i mig selv du kendte genveje til oversete udsigter undersete koralrev Hvad der på mit kort stod opført som BLIND VEJ viste sig at føre til sindets største og kærligste lufthavn Du tog mål af min dagligdagshorisont og mens jeg sad som på nåle så du dit snit til at trække trådene ud og anvende dem i dit snitmønster du klippede og øgede og lagde min gamle konfektionssyede horisont ud med adskillige tusind kilometer så den ikke strammede så meget om livet Først langt ud på natten 5

6 nikkede du tilfreds: Den vil nok i begyndelsen føles lidt rigelig om fortiden men den er beregnet til at vokse i og den klæder virkelig godt! Min livsfordobler mit hjertes indvandrer med lidt for vide let slaskede horisonter omfavner jeg dig i denne fortrolige forårsnat. Johannes lærte os noget andet: Vi må ikke frygte! Der er nemlig ikke frygt i kærlighed. Der er kun agtelse og hengivelse, ydmyghed, barmhjertighed og tålmodighed. Han havde lært det af Jesus fra Nazareth, ham der var død og opstået igen og hvis gerninger bliver ved med at give mening selv om de er provokerende, protesterende og ikke så sjældent giver anledning til opstand mod had og fordomme. For et par måneder siden sad jeg uden for det fælles hus i landsbyen. Det var et stykke syd for Hebron. Vi skulle møde en række kvinder i landsbyen, som udgjorde en lokal gruppe, der sørgede for at give kvinder stemme, bevidsthed og mod til at træde i karakter for det fælles livs skyld! Jeg håber aldrig, jeg glemmer dem! Dér sad de og fortalte om deres hverdag. Den var ikke nem. At leve i et besat land er ikke nemt, for en del af værdigheden bliver hele tiden taget fra én! Vi kender det fra vores egen historie! Men her blev jeg vidner til, 6

7 hvordan et helt almindeligt demokratisk sindelag formes, hvordan sindet stemmes til at tage beslutninger, hvordan der skabes demokratiske beslutninger. Det var helt enkle beslutninger om at styrke vejenes rabatter, så lastvogne med varer kunne komme frem. Det var noget med at bygge bro over den bæk af spildevand, der med udgangspunkt i en bosættelse flød forbi andre landsbyer og var en forfærdelig pøl i deres baghave. Det var noget med at have øje for alt fælles i landsbyen og så var det også noget med at dyrke afgrøder, så man kunne gøre så meget som muligt selv og være med til at skabe en økonomi. De gjorde hinanden modige! De skabte en værdighed omkring sig. Det er så vigtigt at komme den nødlidende til hjælp og det er vigtigt at være medarbejdere på hinandens kærlighed og værdighed og menneskelighed. Guds Ånd virker i menneskene, når de søger frihed, lighed og retfærdighed, og når der findes et håb om, at alting kunne være anderledes. Det, de unge kvinder lærte mig den dag, var såmænd ikke andet, end hvad Grundtvig har lært mig om mit eget land og min egen nationalitet, nemlig at man skal kende sin historie, kende sine fortællinger, kende sit sprog og da vil man blive et helt og stolt menneske især hvis man tør indrømme sit sukkende hjerte og derefter bombardere det med tro, håb og derpå elske sit medmenneske! 7