FORM OG KUNSTNERISK STRATEGI

Transkript

1

2 TØRST Døden rammer de andre, ikke os. Vi fornægter, at vi skal dø. Vi er bange for tabet. At skulle miste vores liv og dem vi elsker. Vi kan ikke begribe vores egen død, vi tror, vi er udødelige. Vi løber fra døden eller prøver at gøre os immune og hårde, ved at gå i krig eller lege med døden, så den ikke rører os. TØRST er tænkt som et vigtigt debatindlæg. Det er over 30 år siden at Elisabeth Kübler-Ross skrev sin bog: Døden og den døende. I sin bog understreger hun sammenhængen mellem vores dødsfornægtelse og den manglende evne til at værne om menneskets værd og verdens sammenhørighed. Hun mente, at vi ville kunne opnå fred både indre fred, såvel som fred mellem nationer - ved at se vores egen dødelighed i øjnene, ved at nedbryde tabuet omkring døden og det at miste. Hvis vi som mennesker turde se vores egen dødelighed i øjnene, se på angsten forbundet med tankerne om døden og hjælpe andre med at gøre det samme, ville der være mindre ødelæggelsestrang omkring os. Vi er ikke blevet bedre til at rumme tabet og døden. Troen på, at lidelsen og smerten vil blive belønnet med indsigt og forståelse, er i overhængende fare. I vores samfund vil vi have smerte og lidelse væk, for en hver pris. TØRST vil lukke op for dette tabu, ved at møde det dér, hvor det starter: I familien. I det nære. Teater har en fantastisk evne til at berøre og åbne det, som er umuligt at gå til på andre måder. TØRST slynger os ud af vores forestillinger, kryber ind under vores hud og efterlader os forandrede. TØRST tør se tabet i øjnene for at komme tættere på livet. FORM OG KUNSTNERISK STRATEGI TØRST baseres på et ny skrevet stykke dramatik af Abelone Koppel, som har brugt sin erfaring fra sin foredragsvirksomhed omkring emnet sorgbearbejdelse til at arbejde kunstnerisk med emnet og med at omsætte møder med og erfaringer fra almindelige menneskers konfrontation med tabet og døden. Det er et vigtigt eksperiment inden for udvikling af dramatikken, idet projektet forholder sig til en realisme og en virkelighed og en klassisk-dramatisk form, men sprænger formen med lyriske drømmelandskaber, en blanding af poetisk og hverdags sprog, symbolisme, stilisering og suggestion. Se også vedlagte synopsis. Teksten udfordres og bringes til live af et eklektisk hold, som kombinerer vækstlagets eksperimenter med den mangeårige erfaring. Instruktøren Maria Kjærgaard-Sunesen har gennem de senere år arbejdet med meget visuelt bårne forestillinger, som blander tekstcollage, musik og scenebilleder i en eksperimenterende form. Scenograf og kostumier Mie Riis bringer sin udpræget æstetiske sans, fornemmelse for rum og erfaringer fra både dans og teater i ind- og udland med sig, og hun suppleres af de to unge talenter, lyddesigner Clement Irbil og lysdesigner Erik Christoffersen, som begge har været meget produktiv inden for både det frie felt og de større institutionsteatre gennem de sidste par sæsoner. På scenen ses Benedikte Hansen i den kvindelige hovedrolle, som skal bruge sin skrøbelighed og sin empati til at give krop og stemme til en smertefigur, som man vil kunne forstå, men måske ikke vil elske. Hun suppleres af Benjamin Bro Rasmussen, som skal bringe sin varme og humanisme ind i projektet og være et opgør med det stereotype billede af en mandlig førsteelsker. Datteren spilles af en nyuddannet eller stadig aktiv studerende på Scenekunstskolen, så vi ind tænker hele erfaringsfeltet i vores sammensætning af det kunstneriske hold.

3 TØRST henvender sig til både et ungt og et voksent publikum, både familiens børn såvel som familiens forældre. Det er en forestilling om familien og for familien. Manuskriptet rummer en implicit spænding i sig, som vi vil udnytte i vores formidling af projektet til forskellige alders- og målgrupper, nemlig at teksten har en hovedperson, men den har på samme tid to identifikationspunkter: en mor og en datter, en voksen og en ung. De forskellige aldersgrupper blandt publikum vil højst sandsynligt relatere til to forskellige roller, knyttet til deres egen aldersgruppe, hvad vi vil udnytte, når vi fortæller om projektet i vores markedsføring af projektet til forskellige målgrupper i forskellige aldre. De voksne vil primært relatere til hovedpersonen Nat moren, der gennemlever tabet af sin elskede, som hun har levet med i mange år, oplevet stor kærlighed med, fået et barn med og nu har mistet. Hendes rolle rører ved et tabu, som er mere betændt end andre tabuer, nemlig en mor, der ikke kan passe på sit eget barn. I det her tilfælde fordi hun sørger og ikke har overskud til at være der for sin datter. I stykket, er vi med Nat og mærker hendes smerte, hendes tomhed, som breder sig ud over hele hendes liv, men samtidig er datteren til stede som et konstant nærværende vidne og en påmindelse om, at den individuelle sorg uundgåeligt vil påvirke andre, tabet har mange tabere på mange niveauer. De unge vil primært identificere sig med Lille, datteren i stykket. Hun er på mange måder den vise, den seende, den medfølende, men også den svigtede. Hun venter på sin mor, venter på at der er plads til hendes sorg, venter på at hendes mor kommer tilbage fra sin egen sorg og kan være der for hende, hun venter på at kunne fortsætte sit liv, hun håber på, at tabet af hendes far ikke også medfører tabet af hendes mor. TØRST Synopsis: Hvordan mærker vi sproget? TØRST er et klaustrofobisk kammerspil for tre om en familie, som er gået i opløsning, efter faren Tom er død. Nat, hans kone og deres datter, Lille, prøver at genvinde balancen i sorgen, der følger. Stykket har et poetisk sprog og en musikalsk struktur, der væver originale og ikoniske billeder sammen med Lilles kamp for at redde sin mor og de stumper, der er tilbage af livet før Toms død. TØRST er råt og poetisk stykke, som med grotesk humor og en nøgtern spillestil åbner Nat og Lilles verden for publikum i en mørk og magisk realisme. Forestillingen foregår i et psykisk rum inde i Nat og Lille, men på det konkrete plan ser vi resterne af deres hjem. Man skulle tro, at der havde været en naturkatastrofe i lejligheden. Tapet og møbler er sorte og våde, der er huller i gulv og loft. Murbrokker, mudder og sten er strøget omkring på gulvet, og gadelygternes lys falder hårdt på mor og datters hvide hud gennem vinduerne. Kostumerne er enkle og moderne, men rensede. Nat er i underkjole og Lille i pyjamas. Tom er i det jakkesæt, han døde i. Lille sætter vandglas over hele lejligheden, så hendes mor ikke omkommer af tørst, tabte tårer og sorg. Og vandet er centralt i teksten og er en visuel kode for forestillingens univers. Lysrefleksioner fra lamper og subtil brug af video, sammen med lyden af dryppende haner, læk fra vaskemaskine og overflod i badekarret bygger op til den flodbølge, som hele tiden truer mor og datters liv sammen. Nat vil have resterne af Tom ud af huset, Lille hjælper så godt hun kan. Hans ting bliver pakket i papkasser, hylder bliver ryddet, Nat og Lilles tøj bliver vasket igen og igen, så lugten af Tom forsvinder. Billeder af ham bliver fjernet, og hans tøj puttes i sorte sække for at blive smidt ud. Og der

4 ligger det så og skriger, siger Nat, på bunden af en container. Skjorteærmerne rækker op mod mig og vil trække mig ned i mørket. Lille beroliger sin mor og lægger hende i seng. Vi taler ikke om ham. Vi sluger ordet, far. Bogstav for bogstav. F det første, stålgråt, smager af jordbær, A en skyskraber, smager af tør jord. R er uden smag. En slags gennemsigtig farve. En puppe efter en larve, der er væk for længe siden. Lille balancerer med papkasser og sække og overtager og bærer på hundrede forskellige måder sin mors sorg. I drømme genoplever Nat den første kærlighed med Tom og de minder, de har delt. Men når morgenen kommer, er han væk. På den anden side af væggen gemmer Lille i hemmelighed sin fars sweater bagerst i et skab, så hun stadig kan mærke ham. Hun vil ikke miste resterne af ham. Men Nat er i opløsning, og nu må Lille ikke længere kalde hende for mor. Det minder for meget om fraværet af hendes elskede. Hun må af med alting, der kan få hende til at tænke på Tom, men i den lilles ansigt kan man stadig se hans træk. Nat åbner desperat for alle sprækker, vandhaner, lemme og vinduer, tager en stol frem og hænger et lagen op i loftet, som et reb, hun vil dø. Der er et øde og klaustrofobisk rum mellem mor og datter, og det former tempoet for replikkerne og gør kropsligheden stiliseret. Indimellem er det som om dele af kroppen er lammet, og at de to ikke kan se hinanden i øjnene. Nogle gange vælter ordene ud som opkast med stærk rytmisk fremdrift, og andre gange tager det flere timer at forme en sætning. Forestillingen har altså et fysisk visuelt scenesprog, der løfter poesien i teksten og skaber en scenisk forstørrelse af en sorg, som vil være genkendelig for de fleste, men som kan beskrives så medrivende og klart af de færreste. [BENEDIKTE HANSEN, skuespiller]: Min mors hænder er fyldt med blod fordi de hænger ned af hele tiden. Min mors hænder græder. Denne replik fra Abelone Koppels Tørst er et smukt eksempel på hvordan en forfatter/ dramatiker med få ord kan skabe et helt univers. To små sætninger så billedskabende at vi med det samme forstår og kender denne kvinde og hendes tilstand. Og datteren, der med sin egen sorg hjælpeløs bare må observere sin mor. Sådan ser datteren sin mor i sorg. Sjældent har jeg en læst en tekst så fyldt med atmosfære og menneskelig indsigt, og den store udfordring for os skuespillere og instruktør, er at være medier for teksten og ikke tvinge den ind i en realistisk fortællestil. Jeg vil inderligt gerne forsøge at formidle denne smukke, ydmyge og voldsomme tekst på tekstens præmisser og lade vore egoer stå i baggrunden. Vi har at gøre med en helt ny form for dramatik, en fusion mellem realisme og poesi. Indholdsmæssig vil vi forsøge at skabe en slags katarsis for det menneske, som har oplevet den dybeste sorg, og hvad den afstedkommer af kærlighed og had for de efterladte. Vi håber på at tilskueren vil gå opløftede fra teatret med drømmen om at det værd at være tilstede nu og her med sine kære. [BENJAMIN BOE RASMUSSEN, skuespiller]: Jeg er vild med Tørst. Jeg synes, den tager teatret tilbage til teatret. Vi har i mange år arbejde med teater som en kunstart, der skal det samme som filmen. Ikke et ondt ord om det. Det er også spændende, hvis tekst og idé er gode og betyder noget. Tørst balancerer med temaer som fravær, savn og det at miste og i et sprog som er teatralsk. Teatralsk på den måde, at teksten kun kan opleves i en iscenesættelse. Man kan kun få oplevelsen ved at være i det rum, hvor stykket fremføres. Man kan kun forstå teksten, når den bliver gestaltet. Som en kode, der bliver dechifreret eller et negativ, der bliver fremkaldt.

5 [MARIA KJÆRGAARD-SUNESEN, instruktør]: TØRST er en ærlig historie om en totalt overvældende sorg set fra både en voksen og et barns synsvinkel. Sproget er på én gang fint og ekspressivt. Fortættet, forstemmende og frit. Som et destillat, en bouillonterning, super præcist og samtidig flydende. Det er sjældent, at man som instruktør får lov at arbejde med så gennemskrevet ny dansk dramatik. Denne tekst rør mig dér, hvor ellers kun musik og lyrik kan røre mig. Den vækker genkendelse og uro og er vedkommende ikke kun for dem, der har mistet, men for alle, der vil beskæftige sig med kærlighed, liv og død. TØRST er ikke almindelig hverdagskost. Stykket handler om sorg, et emne, der let kan fremstå som sentimetal patos. Det kan hurtigt blive banalt at tale om savn og sorg men denne tekst kan ved hjælp af poesien nå sit publikum dér, hvor almindelige ord kommer til kort. Stykkets form er interessant at iscenesætte, da vi hele tiden skifter synsvinkel. Vi følger først og fremmest kvinden Nat og hendes forskellige strategier for at glemme og komme videre efter at have mistet sin mand. Hendes historie undersøger grænserne for, hvornår og hvordan man hhv. kæmper imod og svælger i sin sorg. Hvornår er det usympatisk og hvornår er det nødvendigt? Dernæst følger vi datteren Lille og hendes kamp for at redde sin mor. Hun er et potentielt offer for morens sorg. Men hun er ligeså meget en helt, der redder sin mor og med barnets åbenhed filosoferer over Døden og holder fast i sin kærlighed på trods af smerten. Og så har vi Tom. Er han et genfærd, et minde eller en del af Nat? Vil han holde hende fast eller sætte hende fri? Efter selv at have mistet begge mine forældre i en ung alder, har jeg en god indsigt i de spørgsmål stykket stiller: Hvordan holder vi de døde i live, og hvordan finder vi styrke til at leve videre uden dem, vi elsker allermest?