Kan lægeløftet gradbøjes? Af JAN BO HANSEN Weekendavisen, 2000

Transkript

1 Kan lægeløftet gradbøjes? Af JAN BO HANSEN Weekendavisen, 000 I året 1 døde der mange flere civile tyskere i Danmark end der døde af danskere på grund af krigen - selvom vi tager hele perioden med, selvom vi regner danske søfolk i allieret krigstjeneste med og selvom vi tager de faldne i Frikorps Danmark med. Det ejendommelige er, at sundhedsmyndig-hederne på intet tidspunkt fandt det interessant at undersøge årsagen til disse dødsfald, der for en stor del fandt sted efter krigens slutning. Først nu er det sket og Kirsten Lylloff har offentliggjort resultatet i Historisk Tidsskrift (»Kan lægeløftet gradbøjes?«, HT, bind, hefte 1). Resultatet af hendes undersøgelse er, at hovedparten af de døde var børn, der kunne være reddet, hvis ikke Lægeforeningen støttet af politikerne og den offentlige mening havde nægtet at behandle dem. Lægeløftet kunne ikke blot gradbøjes, men gemmes helt væk. Det almindelige syn på de tyske flygtninges skæbne var, at de havde haft det rigtig godt. Kirsten Lylloff er overlæge på Hillerød Sygehus, og når hun fandt disse resultater, som ingen havde set før, hænger det sammen med hendes lægelige forudsætninger:»jeg boede i en årrække i Aalborg for at få min speciallægeuddannelse, og her gik jeg tur på Søndre Kirkegård, hvor der blandt andet var en stor afdeling for tyske krigsfanger,«fortæller Kirsten Lylloff.»Her berørte det mig, at der var så mange børnegrave, også med helt små børn - det ser man normalt ikke på danske kirkegårde. Jeg besluttede at finde ud af, hvad der var sket med dem. Men det var i begyndelsen af firserne, og de dukkede først op igen i min bevidsthed, da jeg begyndte at læse historie i 1. Der var ingen medicinalstatistik fra 1, hvad der undrede mig ikke så lidt. Så fik jeg tilladelse til at gå i arkiverne, i Røde Kors' arkiv, og i Lægeforeningens arkiv. De var uberørt af menneskehånd. Jeg regnede med, at jeg ville finde en god forklaring på dødsfaldene i arkiverne. Men det jeg fandt ud af var, at Lægeforeningen havde nægtet behandling, selvom der var mange henvendelser fra lejrene om, hvor galt det så ud. Man reagerede ikke på de forfærdelige rapporter om, hvordan især spædbørnene havde det. Og derfor har man efter min mening en skyld,«siger Kirsten Lylloff. FLYGTNINGESTRØMMEN til Danmark begyndte den. februar 1, da de første tyskere ankom til Københavns Frihavn. Det var civilister på flugt fra den sovjetiske offensiv i Østpreussen, der til tider havde karakter af en udryddelseskrig: Man slog alt ihjel, man mødte på sin vej. Offensiven førte til en masseflugt fra de tyske egne, dels over land, dels ad søvejen, og på denne måde endte mange civile, størsteparten kvinder og børn, i København. Ved den tyske kapitulation den. maj, var der civile 1

2 flygtninge, heraf en tredjedel børn under 1 år. Heri var ikke medregnet de 0.000, der blev i skibene og blev sendt direkte videre til Tyskland. Da de første flygtninge ankom, protesterede Udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen til den tyske rigsbefuldmægtigede, Werner Best, der imidlertid ikke kunne gøre andet og mere ved situationen end Svenningsen. I løbet af marts og april tog flygtningestrømmen til, og de tyske læger og sygeplejersker havde ingen mulighed for at behandle de syge. Werner Best tilkaldte nu direktøren for Dansk Røde Kors og bad ham om at tage sig af 0 diebørn, hvis mødre var døde. Direktøren for Røde Kors afslog med henvisning til folkestemningen. Og der havde han sikkert ret. Den. marts 1 vedtog Lægeforeningen at afvise behandlingen af tyske flygtninge, herunder de tyske børn, som var de mest udsatte. Det var naturligvis ikke i overensstemmelse med lægeløftet, lige så lidt som Røde Kors' holdning var i overensstemmelse med organisationens fyndord»i krig og fred -barmhjertighed«. Men hvis der var nogen, der tænkte på lægeløfte i disse dage, fremgår det ikke af kilderne. FOR at sikre, at tyskerne selv kunne behandle de syge, tvangsinternerede de danske myndigheder efter befrielsen de værnemagtslæger, som man ifølge Geneve-konventionen skulle have sendt hjem.»der er en forestilling om, at Danmark sendte de tyske soldater hjem som en velfortjent straf,«siger Kirsten Lyllof;»men der står jo i Geneve-konventionen fra 1, at soldaterne skal sendes hjem, så snart krigen er slut, og derfor skulle militærets læger og sygeplejersker også have været sendt hjem. Men englænderne gav tilladelse til, at danskerne kunne beholde læger og sygeplejersker her i landet. Og det må man ikke ifølge Geneve-konventionen. Der var ikke tale om, at det danske system ikke kunne klare de flygtninge, der var tale om.»om man skal behandle mio. mennesker, som der var i Danmark på det tidspunkt, eller, millioner... det kan ikke vælte et lægevæsen,«siger Kirsten Lylloff. Men man ville ikke behandle dem. Resultatet var, at børnene under to år døde. Jeg har gennemgået alle dødsattester, der er.000 børn under fem år der er døde, der er.0 dødsattester. Der er en del af dem, der er meget ufyldestgørende, men tre fjerdedele er udfyldt korrekt. I min artikel i Ugeskrift for Læger gør jeg lægeattesterne op. At de helt små børn døde, skyldtes vitaminmangel og afkræftelse. De døde af ernæringsforstyrrelser, og det bør man ikke dø af i Danmark,«siger Kirsten Lylloff.»Det fortsatte også efter kapitulationen. Der er ingen problemer for den danske befolkning i denne henseende: Hvis man tager kalorieindtaget for en dansker fra 10 til 10, kan man overhovedet ikke se, at der har været krig. Det ligger på mellem.000 og.0 kcal/dag.«der er altså ikke tale om, at

3 danskerne ikke kunne undvære noget, fordi de tyske besættelsesstyrker havde taget alt. Man havde - i samarbejde med besættelsesmagten - klaret de fem år i fineste form og var nu parat til at slippe svinehunden løs. Den var også i topform.»efter mit bedste skøn er det folk, der ikke ville være døde, hvis de var kommet under lægebehandling. Flygtningeadministrationen sagde, at spædbørnene døde, fordi de havde været på flugt, og denne forklaring er ukritisk blevet overtaget af andre, men den er aldrig blevet sandsynliggort. I øvrigt dør også de børn, der bliver født efter krigen.sundhedsstyrelsen ville ikke have nogen registrering af de døde. Det første man normalt gør, når man får ansvaret for en flygtningelejr, er at registrere dødsfaldene og finde ud af, hvorfor folk dør. Det sker ikke her. Begrundelsen var, at det var tyske statsborgere, der var indrejst uden tilladelse, og derfor ville man ikke have noget med dem at gøre. Det var først bagefter, man begyndte at tælle lig op på kirkegårdene. «Man kunne se denne behandling som et udtryk for anti-nazisme. Men der er snarere tale om anti-tyskhed, en følelse, der eksisterede længe før det tredje rige og også har overlevet Adolf Hitler i bedste form. De ikke-tyske flygtninge, polakker, rumænere etc. der var med, blev betragtet som allierede flygtninge, og de fik en langt bedre behandling end den, man var villig til at give selv den mest anti-nazistiske tysker.»det er sandsynligt, at der var langt flere nazister blandt dem end blandt de tyske civile,«siger Kirsten Lylloff.»Men de fik en ganske anden behandling: De fik en kost, der svarede til den danske, og de fik lov til at forlade lejrene og tage arbejde. De sidste, som man ikke kunne sende hjem, blev integreret i det danske samfund.«grundholdningen var ideen om folkets kollektive skyld. Der var en lejr for det, man kaldte de pænere tyskere, hvor forholdene var lidt bedre. Det drejer sig om få hundrede, der sidder der. Der er et eksempel med en kvinde, der under flugten har taget et jødisk barn til sig. Hun beder om, at barnet sendes tilbage til dets mor og om, at hun selv overflyttes til lejren for pænere tyskere. Begge dele afslås. Det var ikke nok til at komme i lejren for pænere tyskere, men det ville have været nok til at komme i en tysk lejr, hvis tyskerne havde opdaget det under krigen.«denne anti-tyske snarere end anti-nazistiske politik gav sig ejendommelige udslag:»hvis tyskerne havde begået lovovertrædelser mod danskere og blev dømt, kom de i et dansk fængsel, og så fik de pludselig meget bedre kost og i det hele taget meget bedre forhold end de andre tyskere, der ikke var kriminelle. Flygtningeadministrationen henvendte sig til Justitsministeriet, for at flygtningene i fængslerne kunne få de samme dårlige forhold som dem i lejrene, men det ville Justitsministeriet ikke gå med til. Man ville ændre besøgsordningen for tyskere, men man ville ikke være med til at gøre maden

4 dårligere som Flygtningeadministrationen ønskede det. Det førte så til at tyskere der har begået forbrydelser, i steet blev sendt ud af landet.«det er en historie uden mange helte. Den danske offentlighed er et deprimerende syn, præget af et had, der ikke skyldtes de lidelser, den danske befolkning havde været igennem, for sammenlignet med de tyske flygtninges skæbne havde danskerne haft det godt. Men man havde nu mulighed for at hævne sig. At de personer, man hævnede sig på, ikke var de samme som dem, der havde begået forbrydelserne, var ganske irrelevant. I sine undersøgelser er Kirsten Lylloff kun stødt på en enkelt læge, der sagde fra over for forholdene. Det var K.F. Meldahl, der var chef for sanitetstjenesten og havde det lægelige ansvar for flygtningene.»meldahl gik til Sundhedsstyrelsen ikke én, men mange gange for at klage over forholdene. Der var ingen kommentarer, ingen svar, hans henvendelser blev bare lagt i en bunke for sig selv. Der ligger mange indberetninger, som fortæller, hvor forfærdeligt, der var. I en af dem siger han, at den kost, der er til spædbørnene, må være en misforståelse: Man må have glemt at gange med tre. Så han havde på egen hånd givet en tredobbelt kalorieration.«forældreløse børn blev anbragt på Rysensteen Gymnasium under forfærdelige forhold, og der døde de som fluer. Meldahl sørgede for at de blev bragt ud til Ølsted og indlogeret på en kro og fik det nogenlunde godt. Men den lejr sørgede Flygtningestyrelsen at få nedlagt. Meldahls initiativer vakte Johannes Kjærbøls vrede. Kjærbøl havde under krigen været arbejdsminister i Scavenius' regering, og dermed en af de ministre, der havde talt stærkest for samarbejdspolitikken. Han skulle nu overbevise sine omgivelser om, at han var så antitysk som nogen. I det hele taget havde kapløbet mellem de politikere, som kort tid forinden havde fordømt modstandsbevægelsen og sabotagen om at bevise deres danske sindelag, farlige konsekvenser for flygtningene.»kjærbøl var overbevist om, at det var Meldahl, der havde lækket historien om de forfærdelige forhold på Kløvermarken til forfatteren Poul Henningsen. Herefter går han efter Meldahl, forsøger at påvise at han var nazist, men må opgive. Man finder ud af, at hans bror stod i Borup-kartoteket, men det var det nærmeste, man kunne komme det. Man fandt ud af, at hans bedstefader havde været tysk statsborger og prøvede at knalde ham på det. Men der havde man glemt, at det skyldtes at grænsen løb anderledes før 10, hvor Sønderjylland hørte til Tyskland. Faktisk var bedstefaderen blevet anklaget af tyskerne for at være dansksindet. Man kritiserer, at Mehldal havde besøgt Tyskland under krigen, men man glemte, at det skyldtes hans arbejde som chef for Sanitetstjenesten. «

5 »Kjærbøl kunne ikke få ham fyret i foråret 1. Der var ikke noget lægeligt at sige ham på. Men så omstrukturerede man institutionen, og Meldahl blev menig læge. I slutningen af 1 gled han ud af det offentlige liv. I Lægeforeningen forsøgte medlemmer at rejse en sag mod ham, det samme skete i Sundhedsstyrelsen. Han må have været meget ren, siden det aldrig lykkedes at finde noget," siger Kirsten Lylloff. JEG har fået mange breve. Dels har der været breve fra folk, der sagde, at flygtningene havde det glimrende, men det er for størstedelen fra folk, der ikke selv har haft kontakt med flygtninge. Dels er der breve fra de unge mænd, der stod vagt ved flygtningelejrene, og de giver mig ret. Og så har jeg fået breve fra tyske flygtninge, også nogle som undskylder danskernes behandling af dem. Der var jo lejre, hvor det så bedre ud. Men langt den største bunke breve kommer fra tidligere flygtninge, som giver mig ret, side op og side ned om forhold i lejrene, vi ikke kan være særlig stolte af,«siger Kirsten Lylloff. Men ellers har der ikke været lutter taknemmelighed over, at dette kapitel af den danske historie er blevet oplyst:»der har ikke været nogen kritik fra de folk, hvis mening jeg lægger vægt på. Formanden for Lægeforeningen har beklaget foreningens handlemåde i de år. Han har skrevet i Ugeskrift for Læger, at størsteparten af børnene utvivlsomt ville have overlevet, hvis de var blevet behandlet. Dansk Røde Kors har ligeledes beklaget. Indlæg fra lægerne Røjel og Keiler står med deres lægefaglige ekspertise og siger noget der efter min mening er det rene vrøvl. F.eks. siger Røjel, at man ikke kunne indlægge børnene på Blegdammen, fordi de så ville smitte de andre børn. Men Blegdammen var jo et epidemisygehus, så børnene kan jo kun smitte hinanden! Kieler skrev at de mange dødsfald skyldtes den sygdom, man får i koncentrationenslejre, hvor man er i kronisk hungertilstand i lang tid. Han siger, at når deres tarmsystem er blevet atrofieret, så er de ikke i stand til at optage almindelig føde og dør derfor. Men der er slet ikke tale om folk, der har sultet i så lang tid, at den diagnose bliver relevant. I sit følgende indlæg har han da også opgivet den forklaring, og indskrænker sig nu til at sige, at de fik, hvad de havde fortjent. Det vil jeg ikke forholde mig til,«siger Kirsten Lylloff.»Der er historikere, der har fortalt mig, at det ikke er så ejendommeligt, for vi var i krig og handlede ligesom alle andre. Men det er jo netop min pointe: Vi gør ligesom alle andre nationer. Børn under fem år kunne jo ikke gøres ansvarlige for krigen, men alligevel gjorde vi det og følte os berettigede til det. Når der er krig, er vi ligeså inhumane som alle andre.«