Anerkendelse og dømmekraft i beskæftigelsesarbejdet

Transkript

1 Anerkendelse og dømmekraft i beskæftigelsesarbejdet

2 Den første form for anerkendelse drejer sig om kærlighed og angår de menneskelige primærrelationer. Af denne anerkendelse følger en selvtillid, som sætter mennesket i stand til at handle, kommunikere og indgå positivt i sociale fællesskaber. Den anden form for anerkendelse er den retlige, der består i universel retlig ligebehandling af alle og enhver. Af denne anerkendelse følger en selvagtelse, som opstår, når mennesker på lige fod med andre indrømmes mulighederne for at stille krav og deltage i en social livsform. Den tredje form for anerkendelse er social værdsættelse af de værdier, den enkelte borger tilskriver sig selv. Denne anerkendelse er ikke begrænset til our kind of people men drejer sig om værdsættelse af den til enhver tid værende anden, også når den anden adskiller sig fra os.

3 En solidarisk handling bygger på anerkendelse af den til enhver tid værende anden som en ligeberettiget og ligeværdig interaktionspartner. Et solidarisk samfund bygger på en retfærdig fordeling af de samfundsmæssige anerkendelsesbetingelser, dvs. retfærdige institutioner. Hvad der i sidste ende bør prioriteres, afgøres af en god dømmekraft i situationen, dvs. en dømmekraft i hvilken anerkendelsestanken er førstefilosofi.

4 Noget for noget handler om at gøre op med konsekvensløsheden uden at dræbe ildsjælene og uden at sætte egoisme i system. ( ) Men vi lever i dag i et samfund, hvor det i mange situationer er ligegyldigt, om man bare lige skraber sig igennem, eller om man virkelig sætter sig op og skaber noget stort og banebrydende. Derfor skal vi påskønne og belønne dem, der gør en forskel. (...) "Noget for noget kan også være en sanktion overfor dem, der blæser på de fælles regler (...) Derfor handler dette oplæg i høj grad om, hvordan man kan belønne dem, der kan og vil. Samtidig kan vi med gode eksempler vise vejen for dem, der vil, men ikke kan.(beskæftigelsesministeriet 2004:3)

5 "Jeg vil godt bruge lidt tid på at sige, hvilke holdninger og værdier, jeg mener, man skal møde borgerne med som socialrådgiver (...). Man kan tale om tre typer af socialrådgivere: Den dårlige socialrådgiver, som bruger borgernes sociale vilkår som undskyldning for, at de klarer sig dårligt. Den gode socialrådgiver, som kender borgernes individuelle sociale baggrund og tager hensyn til den i sin rådgivning. Og så er der den bedste socialrådgiver som holder en professionel distance (...) og som viser borgere med dårlig social baggrund samme respekt og ansvar som andre borgere ved ikke at nedsætte forventningerne til dem hverken fagligt eller adfærdsmæssigt. (...) I skal fokusere på muligheder frem for forhindringer. Når I møder en ledig, skal I spørge: "Hvad skal der til for at du kan komme ind på arbejdsmarkedet?" Ikke: "Hvorfor er du ikke i arbejde?". Det er helt centralt, at I både i Jeres uddannelse og i Jeres arbejde får øget kendskab til arbejdsmarkedet. Eller kan I jo ikke anvise vejen til arbejde til de ledige, I taler med."

6 "I har som socialchefer et stort ansvar for at det lykkes (arbejdet med de nye jobcentre). I skal skabe rammerne for Jeres medarbejdere og sørge for, at indstille sigtekornet på den jobrettede indsats. Det har I gjort rigtig godt. Jeg ved, I og Jeres medarbejdere knokler derude. Bliv ved med det. Det er guld værd.(...) Mine forventninger til jobcentrene lyder på systematisk samarbejde og fokus på job. (...) Arbejdet skal løbende kunne måles og vejes. Vi er nødt til at have regler, og vi er nødt til at registrere, hvad vi laver. (...) Jeg er ikke optaget af, præcist hvordan I gør tingene rundt omkring i kommunerne. Det ved I bedst. Det, der optager mig er, at I gør som folketinget siger, I skal. Og ikke mindst at det virker, det I gør. Hvis tingene ikke virker - hvis de ledige ikke kommer i arbejde - skal det selvfølgelig laves om. Så enkelt er det."

7 I massevis af situationer drejer det sig om at skyde borgernes urealistiske visioner ned, for vi hjælper dem jo ikke ved altid at give efter, når de kommer og vil have det ene eller det andet. Jeg synes under ingen omstændigheder, vi skal give ydelser til folk, som de reelt ikke er berettigede til. Det er en misforstået omsorgsrolle i min faggruppe, som jeg synes tager ansvaret fra borgeren. Vi har lært borgeren, at man har ret til meget, og ikke pligt til så meget, og det er noget, vi i dag slås meget med, i hvert fald når man som jeg har den holdning, at vi deler ansvaret. Jeg har ansvaret for at kende lovgivningen og gøre opmærksom på, hvad de har ret og pligt til, og de har ansvaret for at gøre det, de skal. (citeret efter Høilund & Juul 2005:98)

8 Det er så hamrende vigtigt, at der hele tiden er en plan, for jeg finder det utænkeligt, at nogen kunne få lov at være på kontanthjælp i 14 år, hvis der hele tiden havde været en plan om, hvor det hele skulle føre hen. Så planer ser jeg som et ekstremt vigtigt redskab. Det er så vigtigt, at socialarbejderen kan se vejen, for hvis socialarbejderen ikke kan, er der jo ikke noget mærkeligt i, at borgeren heller ikke kan og bliver i tvivl om, hvad det hele skal føre frem til. Det gør, at nogle bliver opgivende og står af. (citeret efter Høilund & Juul 2005:106)