Maria ikon og spiritualitet

Transkript

1 Maria ikon og spiritualitet Jakob Munck

2 Indhold *** Indledning *** Hvad er mariologi? *** Maria ** Hvem er Maria? ** Det horisontale og det vertikale Mariabillede ** Mariologiens universalitet ** Marias smerte ** Papisme og mariologi ** De romerske Maria-dogmer ** Protestantismen ** Maria-spiritismen *** Mariologisk moral ** Partikularisme kontra universalisme * Jødedommen i Gammel Testamente: * Jødedommen i den Babyloniske Talmud: * Islam iflg. Koranen: * Konklusion ** Jesu moral kontra mariologien ** De mariologiske normer ** Offer og etik ** Synd, skrifte, bod og aflad ** Mariologi kontra materialisme *** Mariologi kontra psykologi *** Meditationer over de mariologiske festdage *** Ikoner ** Øst- og vestkirken ** Ikonens tre formål ** Tre slags Maria-ikoner og deres spiritualitet Den autoritære ikon (Maria med Jesus som prædiker) Den romantiske ikon (Maria med kyssende Jesus) Den rene ikon (Maria uden Jesus) ** Hvordan skaffer man en god ikon? Lav den selv Bestil den hos en ikonmaler Køb en fabriksfremstillet ikon Køb en færdigmalet ikon Forfatterens erfaring ** Ikonens karisma og dens indvielse *** Mariologisk bøn ** Bønnens form kropsholdninger Den stående bøn Den knælende bøn Bøn med fuld prostration

3 ** Bønnens indhold hvad skal man sige? *** Mariologisk teologi ** Treenighed og fri vilje ** Skærsild og retfærdighed *** Mariologisk meditation *** Mariologisk skriftemål *** Maria, just try her! *** Ordliste *** Spørgsmål til overvejelse

4 *** Indledning Kære læser Velkommen til mariologien. Lad mig allerede her fra starten præsentere mig selv og fortælle, hvad formålet med dette projekt er. Jeg har gennem mange år beskæftiget mig med religion, spiritualitet og personlig udvikling. I denne tid har jeg også selv udviklet mig, og det står stadig mere klar for mig, at vi mennesker her i Danmark har brug for en ny religion, og at denne religion hverken skal være lutheranismen eller den romerske katolicisme. Den skal være noget helt tredje, og det jeg foreslår er, at den bliver kaldt for mariologien. Derfor har jeg skrevet denne tekst, som skal forstås som værende første udgave af en mariologisk lærebog. Mine inspirationskilder er først og fremmest hentet i Bibelen og den kristne tradition, men til forskel fra hvad man mener i traditionel kristendom og flere andre monoteistiske religioner, så tror jeg ikke, at sandheden kan findes i en enkelt bog alene. Tværtimod. Sandheden er universel, og hvis Gud eksisterer, så er han Gud for alle mennesker, uanset hvor de lever og hvilken religion de tilhører. Dette synspunkt er det bærende i denne bog. Jeg har arbejdet med bogen i cirka et halvt år, og nu synes jeg at det er på tide at slutte. En stor del af denne tid er gået med personlige afklaring, som har fundet sted i takt med skrivningen. Teksten, som du læser nu, er revideret mange gange, inden den blev som den er nu. Men alligevel er den hverken færdig eller perfekt. Der er stadig mange steder brug for bedre formuleringer og yderligere gennemtænkning af det mariologiske koncept. Alligevel har jeg besluttet at overlade teksten til læserne nu, i den stand den er i. For ellers er jeg bange for at køre træt. Jeg har behov for feedback, så al kritik er velkommen. Alt vil blive brugt som inspiration, når en ny og endnu bedre udgave af teksten skal lanceres, forhåbentlig med titlen "Lille lærebog i mariologi". Jeg har lavet en ordliste bagerst i bogen. Den kan du bruge til at tjekke uklare begreber. Og så har jeg også lavet en liste med spørgsmål til diskussion. Disse spørgsmål er ikke nogle, som jeg selv har et færdigt svar på, men nogle som den interesserede læser vil kunne lære noget af at forholde sig til. Og den afklaring, som læsning og debat kan føre til, håber jeg vil skabe mere klarhed og dermed også inspirere til udvikling af den mariologiske spiritualitet og måske starten på en mariologisk bevægelse. Jakob Munck - 4 -

5 *** Hvad er mariologi? Mariologi er læren om den skønneste af alle kvinder, som har levet på denne jord, nemlig Jomfru Maria, som er moder til Jesus, og som derfor med rette kaldes for Guds Moder. Jeg elsker Jomfru Maria, og jeg ser hende som en åndelig moder for alle mennesker og som et billede på al ægte kærlighed. Men jeg ved også, at den Maria, som vi møder i den kristne bibel, kun er en ud af mange guddommeligt ophøjede kvinder, som mennesket har tilbedt op gennem historien. En af de ældste kulturgenstande, som vi kender fra Europa, er den hellige Venus fra Willendorf, som blev fundet i Østrig i Det drejer sig om en 11 cm. høj limstensfigur, som forestiller en nøgen kvinde, udsmykket med et net om håret. Alt tyder på, at det har været en kultgenstand i en af de første former for moderdyrkelse, som vi kender til. Denne figur er dateret til at være år gammel, så det at dyrke moderen som noget helligt, har ikke noget med kristendom at gøre, for kristendommen er kun år gammel. Dyrkelsen af den hellige moder er udtryk for en universel spiritualitet, som kendes fra mange måske alle kulturer og religioner. Her i denne tekst vil jeg kalde denne spiritualitet for mariologi, fordi vi beskæftiger os med den ud fra en kristen synsvinkel og dermed ud fra den lære om det moderlige, som findes i Det Nye Testamente. Derfor vil jeg også tillade mig at citere fra Bibelen, når jeg finder det passende i en given sammenhæng. Ikke fordi at jeg tror, at denne bog er skrevet af Gud eller at alt, hvad der står i den er sandt, men fordi denne tekst på mange måder ligger til grund for den kultur, som vi lever i. Det at vi finder den kærlige moder i Bibelens tekster gør, at vi kalder hende for Maria, for Maria var Jesu moder og dermed - for kristne - Guds moder. Enhver som tror på Jesus, ved at han lod sig føde af en kvinde og alle kristne må beundre og elske denne kvinde, for uden hendes "ja" til Guds engel ville kristendommen ikke være blevet til noget. I det følgende vil jeg gøre mit bedste for at forklare hvem Maria er, hvilken rolle hun spiller i Bibelen, og hvilken rolle hun spiller for den mariologiske religion. Og du kan lige så godt vænne dig til dette ord mariologi med det samme, for det er et nøgleord i den tekst, som du er gået i gang med. Det er nemlig min opfattelse, at det er muligt at skabe en universel religion, der har Maria som udgangspunkt, fordi denne Maria Guds Moder er fælles for al kultur og alle religioner, også selv om hun har forskellige navne i hver af dem. Maria er fælles for os alle, ikke kun fordi hun optræder under forskellige navne i de fleste af verdens religioner, men også fordi hun er en helt central del af vores individuelle tilværelse. Maria repræsenterer jo moderen, og vi har alle en moder, som - 5 -

6 engang har bragt os til denne verden, og som sandsynligvis har elsket os højt og gjort, hvad hun kunne, for at vi skulle blive sunde og lykkelige. Det, som er det centrale i al religion kærligheden er altså også det centrale i mariologien, og den kærlighed vi taler om, er ikke en slags spirituel indbildning, men den håndfaste og virkeligt eksisterende kærlighed, som vi kender fra vores egen moder og fra alle andre mødre i denne verden. Det gode ved mariologien er, at den ikke er forbeholdt tilhængere af den ene eller anden religiøse konfession, for den bygger på erfaringer, som vi alle har, uanset om vi tror på Gud eller ej. Mariologien er simpelthen læren om den universelle kærlighed, som vi alle kender og længes efter. Men den er også læren om, at der stilles krav til os, for at vi kan møde denne kærlighed, for ingen moder kan hjælpe sine børn, hvis ikke disse børn har tillid til hende og gør det hun siger. Hvis man vil være uafhængig, så har man ikke brug for en moder, for kærlighed giver afhængighed. Mariologien er derfor ikke, som nogle tror, en opskrift på gratis kærlighed eller "billig nåde", som teologen Dietrich Bonhoeffer ( ) advarede imod. Det er en lære om bøn, offer, disciplin og lydighed, som fører mennesket frem mod den tilstand, som det er skabt til at være i. Mariologien er en vej til hellighed, og dermed er den fælles for alle religioner, for netop denne hellighed er religionernes højeste formål. Det gælder ikke om at slås, eller om at bevise at den ene konfession er bedre end den anden. Det gælder om at finde frem til den kerne, som findes udtrykt i al hellighed og i al religion, som eksisterer. Det er denne kerne, som vi her kalder for mariologien, fordi vi tager vores udgangspunkt i den kristne religion og i det kristne evangelium, hvor Guds Mor hedder Maria. Lad os slutte med en traditionel Mariabøn: Hil dig Maria, fuld af nåde Velsignet er du blandt kvinder og velsignet er dit livs frugt Jesus Hellige Maria, Guds Moder, bed for os Nu og i vor dødstime. Amen. *** Maria ** Hvem er Maria? Maria kender vi alle. Hun er den fælles moder (Joh ), som repræsenterer den universelle kærlighed. Hun elsker sine børn betingelsesløst, og dermed elsker hun os alle. I den kristne tradition hedder denne moder Maria, men denne kvinde adskiller sig ikke i væsentlig grad fra de moderguder, som kendes fra andre religioner. Man skal dog passe på, når det drejer sig om kristen teologi, for Maria er ikke en Gud, vil teologerne sige, og det er også rigtigt. Maria er den øverste helgen i det himmelske hierarki, og dermed har hun en magt, som ingen andre helgener har. Og derfor kan vi bede til Maria og forvente at få svar. Vi kan også bekende vores skyld til hende, men det skal vi gøre - 6 -

7 med den viden, at Maria ikke selv kan tilgive denne skyld. Men hun kan formidle forbindelsen til sin søn, Jesus Kristus, som er den ultimative Gud, kristne mennesker tror på. Der er tre kilder til vores viden om Maria, og hver af dem er lige så god som de andre. Den første kilde er erfaring, den anden er vores forstand, og den tredje er den guddommelige åbenbaring, som vi kender den fra historierne i Det Nye Testamente. 1. Erfaring har vi alle med den moderlige kærlighed, da de fleste af os er så heldige, at vi har, eller har haft, en moder, som elskede os, og som gjorde alt, for at vi skulle blive lykkelige. Vores moder har aldrig været perfekt, hvilket intet menneske kan være, men hun har altid gjort, hvad hun kunne, for at gøre livet godt for sine børn, og det er derfor, vi elsker hende. 2. Forstanden er den anden kilde til vores viden. Da Maria er den ultimative kærlighed, så møder vi hende alle steder, hvor vi møder denne kærlighed. Også når denne kærlighed ikke er så stærkt, som vi kunne ønske. Når man skal bruge sin forstand til at forstå Maria, så er det fordi, den ultimative kærlighed aldrig kan fungere, hvis den ikke kombineres med forstandens afgørelser. En moder kan godt blive fristet til at gøre noget, som rent umiddelbart er til glæde for hendes børn, men som set i længere perspektiv er til skade. For at undgå det må hun bruge sin forstand. Hvis hun f.eks. fortæller børnene, at de ikke behøver at gå til tandlægen, fordi de ikke bryder sig om det, så er det ikke til gavn for dem og de risikerer at få tandproblemer og unødvendige sygdomme, når de bliver ældre. Børn skal naturligvis til tandlægen, også selv om de ikke bryder sig om det. Og når de bliver voksne, så takker de forhåbentlig den moder, som tvang dem til at gøre det rigtige, medens de stadig var så unge, at de ikke selv kunne forstå det. Og derved har vi vist, at kærlighed kræver omtanke. Der er mange afgørelser i livet, som ikke bør træffes ved blot at vælge den letteste løsning. Hvis en moder kun tør træffe de afgørelser, som hendes børn bedst kan lide, så skader hun sine børn. Og det samme gælder i al form for kærlighed, at den kræver forstandens medvirken, hvis den ikke skal udarte til noget dårligt. Det er derfor også nødvendigt at bruge sin forstand og sin sunde fornuft, hvis man vil forstå hvad Maria kærlighedens helgen nummer ét er for en person. For Marias kærlighed er aldrig forbundet med fratagelse fra den frie vilje. Selv om hun vejleder os i at gøre det gode, så har vi stadig friheden til at handle anderledes. 3. Åbenbaringen er den tredje kilde til vores vide om Maria, og da vi nu behandler det mariologiske ud fra en kristen synsvinkel, så vil vi koncentrere os om de kristne tekster, hvor vi kan læse om hende. Det vil især sige Det Nye Testamente, hvor vi bl.a. møder Maria i disse situationer: Da hun får besøg af en engel. Vi ved fra Lukasevangeliet (1,26-35), at da en kvinde ved navn Elizabeth var i 6. måned af sin graviditet, blev Guds engel Gabriel sendt til Jomfru Maria, som på det tidspunkt - 7 -

8 var forlovet med Josef. Englen hilste hende med ordene: "Herren er med dig, du benådede! [ ] Frygt ikke Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus." Maria var ikke i tvivl om, hvorvidt hun skulle følge Guds kald, og derfor svarede hun ganske enkelt: "Se jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!" Da hun får ros for sin lydighed mod Gud. Vi ved, at under ovennævnte besøg (Luk. 1,41) roser Elizabeth Maria for hendes lydighed mod Gud og priser det barn, som hun skal føde. Elizabeth siger: "Velsignet er du blandt kvinder og velsignet er dit livs frugt!" (Luk. 1,42). Medens hun omtaler Gud som sin frelser. Under det samme besøg (Luk. 1,46-55) siger Maria: Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger og med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort Maria fryder sig altså over den opgave, som Gud har sat hende til at løse. Hun beskriver sig selv som hans "ringe tjenerinde" og forudser at alle slægter skal prise hende salig. Hun siger også, at han vil splitte dem, som er hovmodige, og at han har ophøjet de ringe og mættet de sultende. De rige, derimod, har han sendt tomhændet bort, hvilket måske kan lyde urimeligt, hvis vi opfatter rigdom og fattigdom som værende rent økonomiske begreber. Men det ville også være alt for snævert. Da hun føder Jesus i stalden i Betlehem. I Lukasevangeliet (kap. 2) læser vi historien om Jesu fødsel i stalden i Betlehem. Vi forstår, at Jesu forældre lever under de mest fattige kår, men ikke desto mindre har de fået opgaven at skulle opfostre selve Guds Søn i menneskelig form. Det er altså ikke kun de stærke kloge, de rige og de hellige, som får store opgaver, det gør vi alle. Jesu egen fødsel er det bedste eksempel på dette. Da hun leder efter Jesus, som er i templet. I Matthæusevangeliet (12,48-50) møder vi Maria som den moder, der forsøger at kalde sit barn hjem, fordi hun er bekymret for, hvad han foretager sig. Jesus er i synagogen, og da han får at vide, at hans moder står udenfor og vil tale med ham, siger han: "Hvem er min moder og hvem er mine brødre?" Og han peger på menigheden og siger: "Se, her er min moder og mine brødre. For den, der gør min himmelske faderes vilje, er min bror og søster og moder." Det høres tydeligt, at Marias barn er både intelligent og moralsk. Han ved godt, at moderskabet hverken kan eller må begrænses til at gælde det - 8 -

9 biologiske alene. Også mennesker uden børn, kan være forældre, og den som gør det gode, er bror eller søster til Jesus Kristus, Marias søn = Gud selv. Da Jesus siger til hende, at Gud er hans far. I Lukasevangeliet (1,30) læser vi om Jesus, som er løbet væk fra sin mor og far, hvilket gør at de bliver urolige. Men da Jesus kommer hjem, beroliger han dem og siger, at han var været hos sin fader, hvilket vil sige i synagogen. Det forstår Maria ikke, men alligevel står der, at hun "gemte alle ordene i sit hjerte" (Luk. 2,51). Alt hvad Gud siger, gør indtryk på Maria, som gemmer det hele i sit hjerte. Hun lærer og forstår, lige som vi alle er kaldet til at lære og forstå. Da Jesus forvandler vand til vin. Jesus og Maria er indbudt til et bryllup, hvor Jesus forvandler vand til vin. Gæsterne undrer sig, men Maria siger til dem, at de skal gøre alt det, som han siger til dem (Joh. 2,1-11). Hun er nu bevidst om Jesu evner, og da han hævder at være Gud selv, så er lydighed ikke et valg men en nødvendighed. Det ved Maria. Da Jesus korsfæstes. Ved Jesu kors står Maria ved siden af flere andre kvinder, hvor i blandt er Maria Magdalena. Også en af de mandlige disciple er til stede. Jesus siger til sin moder, som står ved siden af disciplen: "Kvinde, der er søn" og til disciplen siger han: "Dér er din moder." (Joh. 19,25-27). Det er derfor helt naturligt, at vi regner Maria som værende vores fælles moder, og alle andre kristne mennesker som værende vores brødre. Det moderskab, der her er tale om, er naturligvis ikke af biologisk, men af åndelig art. Efter Jesu død. Vi ved også at Maria holdt kontakt med Jesu menighed, endnu efter Jesu død, og at hun bad med menigheden og med andre, som havde kendt Jesus (ApG. 1,14). Maria var altså med til at føre den kristne kirke videre og dermed med til selv at skabe den tradition mariologien som vi skriver om her. Som det ses er det kun få og sporadiske billeder vi får af Maria i Det Nye Testamente. Hvis disse fragmenter var alt, hvad vi havde at tro på, så var den mariologiske spiritualitet meget svag. At dyrke mariologi på et rent bibelorienteret grundlag, er derfor næppe muligt. De, som forsøger noget sådant, ender som regel med at reducere Maria til ingenting, og det er en stor fejl. Inden du læser videre, vil jeg opfordre dig til at folde dine hænder og bede denne bøn: Kære Maria, Guds Moder. Giv mig den forstand, som jeg har brug for, og stil mig ikke overfor opgaver, som er større, end at jeg kan løse dem med de evner, jeg har. Jeg beder også om at måtte få det mod, som skal til for at virkeliggøre det gode, som jeg gerne vil og om at kunne se dig så klart, at dit billede inspirerer mig til hele tiden at vokse i tro og færdighed, og at kunne løse de opgaver, som jeg er sat til, på den bedste måde. Det beder jeg dig om, kære Maria, du hellige Guds Moder. Amen

10 ** Det horisontale og det vertikale Mariabillede Alle mennesker tror på Maria, det har slet ikke noget med bibel eller religion at gøre, det er simpelthen erfaring. At benægte Maria er det samme som at benægte sin egen moder. Det giver ingen mening, og det er usandt. Selv mennesker, som måske en gang i fremtiden vil blive skabt gennem kloning i et reagensglas, vil have en moder. Måske ved de ikke, hvem hun er, men hun eksisterer, og i en eller anden forstand har hun ofret sig for at skabe det liv, som man nu nyder godt af. Der findes to forskellige billeder af Maria, som begge kan være sande, men som lægger vægt på forskellige aspekter ved hendes person. Det ene billede er det horisontale, og det andet er det vertikale. Det horisontale lægger vægt på Marias virkelige identitet, hendes menneskelige egenskaber og hendes relationer til sine sociale omgivelser. I kristen sammenhæng oplever man ofte, at de horisontalt troende ikke mener, at historien om Marias jomfrufødsel er historisk korrekt. De medgiver gerne, at den kan tjene til moralsk ophøjelse af Maria-figuren. Men netop denne moralske ophøjelse apoteosen er horisontalisterne kritiske overfor, da de ikke ønsker at gøre Maria til en særlig figur i Himmeriget, som de i mange tilfælde slet ikke tror på eksisterer. Horisontalisterne lægger derfor vægten på den praktiske kærlighed til de reelt eksisterende kvinder, herunder den særlige kvinde, som er ens egen moder. Men kærlighed til de døde giver ingen mening, og bøn og mariologisk spiritualitet, som retter sig mod evigheden, tror de ikke på. Lutheranere, protestanter eller ateister kalder disse mennesker sig sædvanligvis, men det gør ikke den store forskel. For dem er den historiske Maria død og ikke-eksisterende. Mariologi har derfor ikke den store interesse. I den lutherske udgave af horisontalismen mener man, at Maria engang vil opstå og dermed kunne komme i Guds rige, men at hun endnu ikke befinder sig der. For de "dødes opstandelse" har jo endnu ikke fundet sted. Denne opstandelse sker først ved Jesu genkomst, mener protestanterne, og den er endnu ikke sket. At bede til Maria er derfor lige så virkningsløst som at kalde på en ikke-eksisterende person. Hun eksisterer ikke, hverken som krop eller ånd og hverken i denne verden eller i Himmelen. Dette forhindrer dog ikke horisontalisterne i at se Marias liv som et eksempel til moralsk inspiration og/eller som et ideal for kvindeligheden, men hendes virkning i denne verden skyldes alene de handlinger, som hun udførte da han levede for to tusinde år siden. I dag har hun ingen eksistens og ingen indflydelse, så bønner til Maria bliver hverken hørt eller besvaret. Alternativet til det horisontale Mariabillede er det vertikale, hvor Maria ses som en ophøjet og hellig person, et levende menneske i den åndelige verden og en helt særlig figur i Guds rige, også kaldet for Himmelen. Det har altid været den universelle (ortodokse og katolske) kirkes opfattelse, at Maria var levende, og at man kunne bede til

11 hende, og mange mente, at det var helt unødvendigt, da pave Pius IX i 1864 lod troen på Marias optagelse i Himmelen ophøje til et katolsk dogme. Den katolske og den ortodokse kirke har altid været vertikalt orienterede og set Maria som et bindeled mellem denne verden og den næste. Hun anses for at være fuldt levende og optaget med sjæl og legeme i Himmelen, hvor hun er den person, som bedst af alle modtager vores bønner, og som altid vil gøre alt for at fremme de legitime ønsker, som vi retter til hende. Men processen med at ophøje og helliggøre Maria er ikke slut, og tilhængerne af den vertikale mariologi ønsker, at kirkerne tilslutter sig flere mariologiske dogmer, som kan være med til at klargøre Marias stilling i det himmelske rum. Det er allerede klart, at hun er evigt jomfru, og at hun blev født uden arvesynd, og at hun befinder sig med sjæl og krop i Guds Himmel. Men der er mange, som kræver, at de kirkelige myndigheder også anerkender Maria som værende himmelsk mediatrix (formidler) og co-redemtrix (medfrelser). Om disse dogmer vil blive del af den kirkelige lære, er det endnu for tidligt at sige noget om, men den mariologiske tro har heldigvis en helt unik evne til at udvikle sig ganske uafhængigt af de kirkelige dogmer, så man kan jo tro som man vil. Og det gør vi. Som det måske er fremgået af det foregående, så er mariologien ikke en fast og uforanderlig lære. Den forandrer sig tværtimod hele tiden, og den er forskellig fra kirke til kirke og fra religion til religion. Der er lige så mange Maria-forståelser, som der er mennesker, men det at der er mange tolkninger, betyder ikke, at de alle er lige gode. Der er f.eks. al mulig grund til at forholde sig kritisk til den mariologi, som bygger på postulerede moderne Maria-åbenbaringer, uanset om disse åbenbaringer er "godkendt af den katolske kirke" eller ej. Desværre er der alt for mange politiske og økonomiske interesser forbundet med de kendte åbenbaringssteder (Lourdes, Medjugorje o.a.), og man må undre sig over om dette er i overensstemmelse med Marias vilje. En anden form for mariologi, som efter min mening bør afvises, er den, som har til formål at understøtte den katolske paves tro på egen ufejlbarlighed og hans bestræbelser på at underlægge sig al verdens kristendom og at gøre den til et politisk instrument til glæde for de ikke-kristne magthavere i USA og den vestlige verden. At den katolske pave gerne vil være venner med de vestlige magthavere, er ikke svært at forstå. Men hvis dette venskab betyder, at han skal stille kirken til disposition for disse magthavere og bruge den som et kolonialistisk værktøj, som skal forberede vejen for den moderne nykolonialisme og dens række af militære interventioner, så er dette projekt næppe i overensstemmelse med Marias vilje og dermed med mariologien som sådan. Vi afslutter dette afsnit med følgende bøn: Kære Maria. Tilgiv os mennesker, at vi ikke forstår at se dig og at tolke dit budskab så klart, som vi har brug for. Vi søger efter det gode, og vi ønsker at gøre det gode, men vi er ikke altid i stand til at gøre det. Derfor beder vi dig om at oplyse os og at give os modet til at spørge og til at lære nyt. Både når det drejer sig om Gud i Himmelen, og når det drejer sig om denne verdens problemer. Først og fremmest takker vi dig for din uendelige

12 kærlighed og beder dig om at give os modet til at følge dig. Derom beder vi, du hellige Guds Moder. Kære Maria. Amen. ** Mariologiens universalitet Som udgangspunkt er mariologien en inkluderende spiritualitet, som åbner op for, at alle kan være med, uanset alder, køn, konfession og geografisk lokalitet. Det, som karakteriserer mariologien, er, at den bygger på et universelt fænomen, nemlig den kærlige moder, som i kristen teologi kaldes for Maria. At kende denne kærlige moder har intet med religion eller spirituelle forestillinger at gøre, for alle mennesker har en moder, og alle mennesker har et billede af den kærlighed, som denne moder har udvist ved at lade sit barn føde ind i livet og ved at passe på det i den første tid, hvor livet er så skrøbeligt. Mariologien er en religion, en ideologi og en spiritualitet, som bygger på kærlighed, og som har kærligheden som mål. Og derfor er den ikke sekterisk. Den giver mulighed for at alle kan blive lykkelige og alle kan blive frelst (Titus 2,11). Men den er naturligvis ingen garanti, for menneskets skæbne afhænger først og fremmest af mennesket selv, og mariologien forringer ikke menneskets frie vilje og tager dermed heller ikke det personlige ansvar væk fra mennesket. Mariologien er universalistisk, også selv om den i den kristne version henviser til den kristne Gud, som hedder Jesus Kristus. Men Maria elsker alle, også tilhængerne af de ikke-kristne religioner og også dem, som slet ikke tror på noget, og som ikke bryder sig om hende. Hun er som den gode moder, der altid søger at bringe sine børn tilbage til det gode, når de uanset årsag er faret vild. Og da vi alle er Marias børn (Joh. 19,25-27), så føler hun kærlighed og drager omsorg for os alle, også ganske uanset hvilken tro vi bekender os til. Maria ved, at menneskers tro er svag, og det gælder ikke mindst, når den handler om abstrakte koncepter som dem, der optræder i den ene eller anden religiøse metafysik. Derfor lægger hun vægt på den gode vilje og de praktiske handlinger, og ikke detaljerne i den trosbekendelse, som vi vælger at aflægge. Kærligheden er det højeste bud for mariologien, og kærligheden er universel. Den som kun elsker andre, som er lige som ham eller hende selv, elsker i virkeligheden ingen. Og det samme kan siges om den, som kun elsker mennesker, som tror på Gud i den ene eller anden konfessionelle tolkning. Det er altid let at forstå og at identificere sig med andre mennesker, som minder om en selv, men sandheden er, at det gør de fleste mennesker i verden ikke. De fleste har et andet sprog og en anden religion, og derfor trives fordommene overalt. Men kærligheden og mariologien har ikke plads til racisme eller til religiøs sekterisme, og derfor er mariologien ikke en neutral komponent i ideologiernes brogede verden. Maria henviser til sin søn, som har som sit udgangspunkt, at vi alle er lige for Gud, fordi vi alle er syndere, alle er søgende og alle har muligheden for at blive frelst

13 Mange religioner har deres eget billede af Maria. I Koranen er der 34 referencer til Maria og et helt kapitel (Sura 19: Maryam ) er opkaldt efter hende. I hinduismen beder man både til Jomfru Maria, Moder Kali, Krishnas kone Shakti og til andre moder-guder. Overalt drejer det sig om den samme himmelske figur, som repræsenterer og viser den moderlige kærlighed, som vi kender det fra al kultur og civilisation og fra vort eget liv. Det, som er karakteristisk for mariologien, er, at det ikke er en ny religiøs sekt eller en forening, som man skal konvertere til eller melde sig ind i. Vi bliver alle født til Marias kærlighed, så vi kender den alle. Vi behøver ikke at lære den på kurser eller gennem bøger, for den er en del af vores eget liv. Havde vi ikke mødt denne kærlighed, så havde vi ikke eksisteret. Forskellen mellem mennesker i deres forhold til mariologien er, at nogle bruger Maria som ikon, medens andre har andre billeder. Maria har den fordel, at hun er fælles for mange, og at hun indgår i en gammel tradition. Men dermed ikke sagt, at andre billeder af den hellige Guds Moder ikke kan være lige så gode. Og nu vælger vi så at bede: Kære Maria. Tilgiv os, at vi ikke altid forstår dig rigtigt, og at vi alle forsøger at bruge dig og at fortolke dig ind i vores egen sammenhæng og til vores egen fordel. Det, som er det centrale ved dig, er din uendelige kærlighed og din åbenhed overfor alt, hvad menneskelivet rummer. Du er Guds Mor og dermed spirituel moder til os alle, og det har vi grund til at glæde os over. Tilgiv os derfor vore misforståelser og alt det, vi gør forkert i forhold til dig og i forhold til hinanden. Kom til os, og giv os den vejledning, vi har brug for. Kære Guds Moder, dig ærer vi over alt i denne verden, og din Søn er den frelser, vi tror på. Kære Guds Moder. Maria. Amen. ** Marias smerte Det er svært at forestille sig den smerte, som Maria har oplevet, da hun stod ved korsets fod og så sin søn lide og på vej til at forlade denne verden. Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, om den smerte, som Jesus oplevede, var større end den, som hans mor måtte igennem. Mit eget svar er nej. For Jesus vidste, hvad han skulle, og han vidste, hvorfor han blev korsfæstet. Han kunne se et perspektiv og en mening i ulykken. Men Maria havde ikke denne viden, og hun var tvunget til magtesløst at skulle bevidne den mest frygtelige død et menneske kan få, og så for sin egen søn, som hun elskede over alt i denne verden, og som intet ondt havde gjort. Når vi forsøger at forstå Marias person og hendes livsholdning, er det nødvendigt at se det hele i lidelsens perspektiv. Og i det samme perspektiv skal vi se Maria som vores fælles moder og som ikon for det menneskelige liv. For intet liv kan leves uden smerte og lidelse, og der kommer altid en tid, hvor man ikke kan gøre mere for at redde sig selv eller andre og hvor man derfor er nødt til at give op og acceptere det, som vil ske under alle omstændigheder

14 Det at kunne møde lidelsen, tabet og smerten, er en af de sværeste ting i den menneskelige tilværelse, men også en af de mest nødvendige. For uden smerte opnår vi ingen resultater, uanset hvor i livet vi forsøger at gøre os gældende. Det kan handle om sport, kærlighed, forretning eller karriere. Uden villigheden til af yde ofre, at leve med smerte og at acceptere det onde, som ikke kan laves om, kommer vi ingen vegne. Vil vi ikke lide, må vi flygte, og prisen for dette valg er ikke, at vi undgår lidelsen, men kun at vi udsætter den en smule. Så kommer vi til at møde den på et senere tidspunkt og ofte i en endnu værre og mere langvarig udgave. Livet "går op og ned" siger man, og dette udtryk er en sammenfatning af den grundlæggende sandhed, at uden lidelse får vi ikke fremgang. Alle filosofier og teorier, som hævder, at lykken kan vindes uden smerte, er løgn og indbildning, og jeg vil råde dig til at forkaste dem med det samme. Spild ikke din tid på den slags. Lær hellere af Maria, som accepterede smerten, og som så en mening og et perspektiv i det offer, som hun måtte yde. Hun vidste ikke hvad perspektivet ville være i den handling, som hun skulle udføre. Men hun var fuld af tillid og derfor fulgte hun Guds vejledning, som den blev givet til hende gennem ærkeengelen Gabriel. Hun gjorde det, som hun skulle, og hun søgte ikke at påkalde sig medlidenhed. Hun gjorde det hun gjorde, ikke for sig selv, men for andre. For dig og mig. Hendes liv var et stort offer, og derfor havde det mening. Og derfor kan vi lære af hende. ** Papisme og mariologi Det må siges til pavernes ros, at de har gjort meget for at ophøje Maria og for at præge den papistiske religion i mariologisk retning. I nogen udstrækning er det måske også lykkedes, men grundlæggende er der en uovervindelig modsætning mellem papisme og mariologi. Dette skyldes ikke at paverne og deres tilhængere mangler tro på Maria, eller at de mangler god vilje, men udelukkende det faktum, at den pavelige religion i sin natur er i modstrid med mariologien og Marias lære. Den pavelige religion er præget af hierarkisk magt, teologiske dogmer og en løbende kamp for at ekskommunikere (udelukke) den ene og den anden slags ikke-korrekt troende mennesker, som kirkens ledelse mener, ikke er rigtige katolikker. Den pavelige religion er præget af sin autoritære og teatralske natur og ikke mindst af sit hykleri. Man belønner hierarkiets ansatte (præster, biskopper, kardinaler og paver) med social prestige og alle de goder, som følger med. Det handler om magt, penge, sex og social status, præcis som alle andre steder i den moderne verden. Kirken adskiller sig ikke fra den verden den eksisterer i på anden måde end ved den måde man aflønner sine ansatte. Forskellen mellem det kirkelige hierarki og hierarkiet i den moderne forretningsverden er først og fremmest det, at de kirkelige dignitarer er mere forfængelige end de kommercielle. Alene det faktum, at man straffer hierarkiets ansatte med afskedigelse, når de ikke overholder pavens retningslinjer, fortæller med al tydelighed, at der er attraktive goder forbundet med det at være ansat i pavekirken. Havde det ikke være tilfældet, så ville afskedigelse jo ikke have været en straf, men derimod en befrielse

15 Forskellen mellem papisme og mariologi er let at forstå. Maria havde ingen overordnede, hun fulgte Gud alene, som talte til hende gennem hendes samvittighed. Hun rettede sig ikke efter kirkelige dogmer og fik hverken løn eller social prestige for sit personlige offer. Hun havde intet andet motiv til at handle, som hun gjorde, end det, at hun ville være lydig overfor Gud og sin egen samvittighed. Og der var et reelt offer forbundet med Marias accept af den rolle, som Gud havde tildelt hende. Hun kunne have sagt "nej" til at udføre den opgave, som hun blev pålagt, for hun havde sin frie vilje. Men det gjorde hun ikke, på trods af at hendes valg ikke gav hende nogen magt, ingen økonomisk sikkerhed, ingen spændende tjenesterejser, ingen flinke kolleger og ingen social prestige. Hun adlød simpelthen sin samvittighed og gjorde dermed Guds fødsel ind i denne verden mulig. Marias kald adskiller sig på afgørende vis fra det, som romerkirken betegner et "kald", for hendes beslutning indebar et personligt offer og en tilslutning til noget, som set med datidens øjne var helt umuligt, nemlig at Gud skulle fødes som menneske i en stald i Betlehem. Ud over det moralske så adskiller papismen og mariologien sig også fra hinanden på det trosmæssige område. Hvor man i førstnævnte forestillingsverden mener, at der eksisterer et ufejlbarligt menneske i denne verden, og at alle verdens kristne bør underordne sig denne person, så er mariologien hverken autoritær eller overtroisk. Maria var ikke født ufejlbarlig og handlede derfor ikke bare som en robot, der var kodet til at gøre og sige som Gud ønskede det. Hun var et ægte menneske, som følte på samme måde som andre mennesker, og som havde sin frie vilje til at sige ja og nej. Hun rettede sig ikke efter selverklærede ufejlbarlige kirkelige autoriteter, men kun efter den Gud i Himmelen, som hun troede på. Hun følte at hun havde et kald, og hun sagde ja til en opgave, som skulle vise sig at være verdenshistoriens vigtigste. Men det vidste hun ikke på forhånd, hvad konsekvensen af dette kald skulle blive. Mariologien er i modsætning til papismen en lære for frie mennesker, som ønsker kontakt direkte til Gud, uden at denne kontakt tolkes og formidles af et læreembede i Rom. For mariologer er der ikke brug for nogen pave, hverken i Rom eller andre steder, for mariologien er ikke - som papismen - et politisk redskab, som skal tjene denne verdens herskere. Maria er ikke tjenerinde, hverken for de italienske konger eller for den amerikanske præsident. Hun tjener hverken den ene eller anden magtkonstellation, og hun er hverken tilhænger af den ene eller anden zar, præsident eller kejser. Hun er evig og universel og har ikke som pavekirken sin rod i det antikke Rom. Hun er ikke et redskab til udbredelse af den judæo-amerikanistiske kultur, og hun bilder ikke mennesker ind, at hverken hun selv eller andre er ufejlbarlige. Marias lære kan man ikke blive ekskommuniceret fra, tværtimod søger hun at trække alle denne verdens søgende mod sig fordi hun ved, at det vigtigste i denne verden er det, som hun står for. Nemlig kærligheden

16 ** De romerske Maria-dogmer Selv om der er afgørende modsætninger mellem mariologien og den romerske katolicisme, så kan det ikke nægtes, at sidstnævnte har arbejdet flittigt gennem hele sin historie for at gøre Maria til en del af sin trosarv. Erfaringen har vel lært de kirkelige autoriteter, at Maria var så populær blandt de troende, at hun kunne blive en trussel mod den pavelige autoritet, hvis ikke hun på den ene eller anden måde blev indarbejdet i den romerske dogmatik. Derfor har kirkens ledelse formuleret en række mariologiske dogmer: 1. Læren om Maria som Guds Mor. Vedtagelsen af dette dogme var del af kirkens kamp mod arianerne, som hævdede at Jesus kun var et almindeligt menneske og ikke Guds enbårne Søn. Opgøret med denne forfladigelse af Maria-figuren skete på et kirkeligt koncil i år 431, hvor man blev enige om at benævne Jomfru Maria som Guds Mor, for derved at understrege, at Maria ikke kun var en almindelig kvinde og moder, men et helt særligt menneske, som alle kristne burde tilbede. 2. Læren om at Maria er evig Jomfru. Kampen mod arianerne, som ikke anerkendte Marias status i historien og i Guds plan for frelsen, fortsatte, også efter vedtagelsen af læren om at Maria er Guds Mor. Kirken fandt det derfor nødvendigt ved Lateransynoden i år 649 at fastlægge dogmatisk, at Jomfru Maria ikke kun før Jesu fødsel havde været jomfru, men at hun også var det både under og efter denne fødsel. Der var altså tale om en mirakuløs hændelse, da Jesus blev født, og dette faktum skulle tjene til at understrege, at han ikke var et almindeligt menneske. 3. Læren om at Maria er født uden arvesynd. Dette dogme blev erklæret i 1864 af pave Pius IX. Årsagen til denne proklamation var sandsynligvis at kirken stod i en presset situation, fordi man var i ideologisk kamp mod den voksende arbejderbevægelse, socialisme og sekularisering. Kristendommen var ikke mere en fælles ideologi for de europæiske folkeslag, som snarere følte sig bundet af den nationale identitet, som var defineret ved et fælles sprog og historiske grænsedragninger. Paven og kirkens ledere mente derfor, at det nu var tid til at fremhæve mariologien, som også den gang var det mest værdifulde og populære aktiv, man havde i kirkens troslære. 4. Læren om at Maria er optaget med sjæl og legeme i Himmelen. Dette dogme blev fastlagt ved pavelig proklamation af Pius XII i Formålet var at gøre det klart at Maria kunne høre de troendes bønner. Hel- og halvprotestantiske trosretninger havde gennem lang tid stillet spørgsmålstegn ved Marias stilling og denne tvivl gav anledning til en række frugtesløse diskussioner, som var med til at svække kirken og den mariologiske spiritualitet. Derfor proklamerede paven, at det nu var et ufejlbarligt katolsk dogme, at Maria befinder sig med sjæl og legeme i Himmelen. Derfor giver det mening at bede til hende. 5. Læren om at Maria er kirkens moder. Dette Maria-dogme har form af en encyklopædisk erklæring, som blev udstedt af Paul VI i Der står her at Maria er hele kirkens moder, og at hun derfor er moder for alle kristne og alle mennesker, som

17 søger Gud. Dette er den naturlige konsekvens af Jesu ord i Matt. 12,49, hvor han erklærer, at alle, som følger Gud, er hans søstre og brødre, og dermed deler Maria som deres fælles moder. Det skal til slut nævnes, at behovet for Maria-dogmer efter mange katolikkers mening endnu ikke er opfyldt. Der har derfor siden midten af 60'erne eksisteret en bevægelse, som ønsker at den katolske pave ophøjer Maria endnu mere, hvilket f.eks. kan ske ved at erklære, at hun af kirken bliver anset for at være medfrelser, mediatrix eller intercessor. De teologiske implikationer af sådanne erklæringer finder mange katolikker positive fordi de - helt rigtigt - fornemmer en modsætning mellem mariologien og den papistiske autoritanisme. At ophøje Maria er det samme som at sætte de troende fri, og det er lige netop det, som en meget stor del af verdens 1,7 mia. kristne mener, at der er brug for. Den mariologiske religion er en spiritualitet, som går på tværs af kristendom, islam og asiatisk religion, og dermed en spiritualitet, som peger frem mod enhed. Den religion, hun opfordrer menneskene til at samles om, er måske den samme, som hendes søn forsøgte at udbrede, men der er også nuancer. Vi ved om Maria, at hun opfordrede gæsterne ved brylluppet i Kana til at gøre, som Jesus sagde (Joh. 2,1-12). Og det samme er også formålet med den moderne mariologi. Ikke at erstatte Jesus med Maria, men at kombinere hans ikke altid lige kærlige lære med tilgivelse og sund fornuft. Det handler om, at skabe frihed for de troende og tillid til, at religion kan være andet end hykleri og autoritær undertrykkelse. For os kristne handler det, først og fremmest, om at befri Gud Fader og hans hellige moder fra kirkens lænker og at gøre dem troværdige. For vi har brug for dem. ** Protestantismen Ligesom mariologien er i modsætning til papismen, er den også i modsætning til protestantismen, i hvert fald når denne form for religiøsitet udtrykker sig i det horisontale livssyn, som findes i lutheranismen. De, som mener, at Maria kun kendes fra Bibelen, og at hun er en for længst afdød kvinde fra Mellemøsten, vil ikke finde glæde i mariologien, og derfor oplever man ofte i protestantisk sammenhæng, at Maria er en fjern og ikke-eksisterende person. Og det er desværre med til at gøre protestantismen til en fattig religion. For når man mener, at Maria ikke lever og derfor ikke kan høre, så giver det ingen mening at bede til hende, og når man mener, at hun blot er et almindeligt menneske, så må man formode, at hun også var lige så syndig som andre kvinder på hendes tid. Og så giver det jo ingen mening at ophøje hende til ideal for den kristne tro. Den protestantiske horisontalisme finder derfor sjældent nogen glæde ved meditation over mariologiske temaer, og når dertil lægges, at tilhængerne af den lutherske moralforståelse har den opfattelse, at alle menneskelige handlinger er onde, så giver mariologien slet ingen mening. For så er Maria jo også ond. Og hvis Jesus, Guds Søn, har valgt en ond kvinde til at være sin moder, så er der vel grund til at tvivle på Jesu

18 egen moralske karakter. Tvivlen på Marias jomfruelighed, hendes renhed og hendes optagelse i Himmelen, fører således til tvivl om selve den kristne religions grundlag, nemlig Jesu guddommelighed og Guds eksistens i det hele taget. Og denne tvivl præger protestanterne, og især dem som bekender sig til den lutherske lære. For her tror man på at mennesket er underlagt en "trælbunden vilje" (Luthers udtryk), som får det til altid at handle ondt og imod Guds kærlighed. Og hvis dette er tilfældet, så har bøn jo ingen mening, for Gud vil aldrig hjælpe os med at gøre det onde, og det vil Maria naturligvis heller ikke. Men alt dette skal ikke afholde protestanter fra at søge Maria og fra at søge del i det fællesskab, som dyrker den mariologiske spiritualitet. Naturligvis skal de ikke lade sig skræmme, heller ikke selv om den teologi, som Martin Luther udviklede, er en alvorlig hindring for den kærlighedsbaserede mariologi. Adgangen til Gud og til Maria er stadig åben for alle. Det mariologiske projekt er bare lidt sværere for protestanter, end det er for de mennesker, som er oplært i de traditionelle kirker. Derfor er det en stor fordel for mennesker med protestantisk baggrund, hvis de lærer at se begrænsningerne i den protestantiske teologi. Den lutherske lære om de to adskilte "regimenter" er jo intet andet end en tom horisontalisme. På basis af dette kan mariologien aldrig blive andet og mere end en slags psykologi. Men den (vestlige) verden vi lever i er allerede fuld af psykologi og af mennesker, som tror at man kan forklare livets mysterier ud fra denne lære. Men psykologi er slet ikke det, som det søgende menneske har brug for, for psykologien bygger på er en falsk mekanistisk lære om at mennesket er en biologisk maskine, som er styret af sine gener og sociale påvirkninger. Og det er en stor løgn! Det er vigtigt at understrege, at det opgør, som den troende protestant er nødt til at gøre med lutheranismen, for at få et ægte kærlighedsforhold til Maria, ikke betyder at han/hun skal skifte religion og konvertere til en af de andre kristne retninger. Der er mange gode ting i protestantismen, som man bør værdsætte og udvikle. Måske er det netop protestantismens kerne, at mennesker skal tænke selv, og at de er kaldet til at skabe deres egne gudsforestillinger, som ikke er udsprunget af kirkelige dogmer. Og, hvis det er sandt, så har protestanterne en god forudsætning for at lære Maria at kende. For det som hun søger er ikke mennesker, som blindt gentager, hvad de har fået at vide af en kirkelig autoritet. Det hun søger er ærlighed, kærlighed, ydmyghed og vilje til at erkende og overvinde sine begrænsninger. Og mange protestanter har uden tvivl disse egenskaber. Det er derfor ikke på nogen måde nødvendigt at konvertere til en anden religion. Ja, faktisk må det frarådes overhovedet at forsøge, da sådanne livsforandringer erfaringsmæssigt skaber årelang turbulens i et menneskes tilværelse, og dermed gør vejen til en fredfyldt mariologisk spiritualitet unødig besværlig. Den sande spiritualitet den mariologiske hæver sig over konfessioner og kræver ikke, at mennesker tilslutter sig et autoritært fællesskab eller en kirkelig konfession. Mariologien tilegner man sig gennem bøn og personlig udvikling, og alt det man søger, vil man finde, i takt med at man vokser, lærer, erfarer og møder nye mennesker. Det hele drejer sig om en rejse, som mennesker skal turde gå i gang med. "At rejse er at leve", sagde H. C. Andersen engang, og han kunne have tilføjet, at livet også i sig selv er en rejse. Forskellen mellem det gode liv og det mindre gode er den holdning, som

19 vi møder udfordringerne med, for uanset hvordan vi vælger at rejse, så vil vi møde det, som vi ikke forstår og ikke behersker. Og det er netop her, at skabelsens vidunder viser sig. Intet er større og intet er rigere end det, som vi ikke forstår. Det mente teologen Tertullian (ca ), som sagde: "jeg tror, fordi det er absurd" ( Credo quia absurdum ). Og på samme måde kan vi se mariologien som et kærlighedens mysterium, som vi aldrig kan forstå. Men uden dette mysterium vil vi være fattigere. ** Maria-spiritismen Noget andet som mariologien må afgrænse sig i forhold til, er den såkaldte Mariaspiritisme. Det drejer sig om en hinduistisk inspireret version af teosofien, der gør Maria til en vandrende ånd, som kan vælge at inkarnere sig i kroppen af et spiritistisk medie eller at manifestere sig i tågeform i den fri natur, hvor det hævdes, at kun børn og rene sjæle kan se hende. I Maria-spiritismen er Jomfru Maria kun én ud af mange ånder, som kan manifestere sig i den fysiske verden, og blandt denne læres tilhængere har man konstateret, at der også findes ånder, der præsenterer sig som værende Maria uden virkelig at være det. Bedrageri findes også i den åndelige verden, og derfor er der brug for kirkelige kommissioner og masser af research for at finde ud af, hvad der er realitet, og hvad der er indbildning. Problemet er bare, at man ikke har noget sikkert kriterium for at finde ud af, hvad der er ægte, og hvad der er svindel. I romerkirken har man derfor vedtaget at reducere de løbende undersøgelser til at beskæftige sig med spørgsmålet om, hvorvidt de angivelige ånder og deres jordiske kontakter i den menneskelige verden udtaler ting, som er i modstrid med den pavelige lære. Gør de det, så stemples de som falske. Ellers er det kun et spørgsmål om tid, før de bliver godkendt. Derfor er den Maria, som åbenbarede sig i Fatima, og den, som åbenbarede sig i Lourdes, blevet godkendt, medens den, som har vist sig gennem mange år i Medjugorje, er blevet stemplet som falsk. Kirken ved, at grænsen mellem fantasi og virkelighed er flydende i disse sager, og derfor foretrækker den at vente med at godkende åbenbaringer til de mennesker, som har modtaget dem, er døde. Så risikerer man ikke, at de pludselig blamerer sig, eller at de får flere åbenbaringer, som kirken ikke kan kontrollere, og som de enfoldige medlemmer tror på. For behovet for åbenbaringer er enormt, og det gælder ikke kun i den pavelige religion. Det gælder også i mere sekulære kultur, som f.eks. den, der omgiver den afdøde popsanger Elvis Presley. Hundreder af mennesker i USA kan bevidne, at de har set ham levende, og et større antal kvinder kan fortælle, at han har besøgt dem om natten ved flere lejligheder. Enkelte med graviditet til følge. Men hvordan kan man overhovedet skelne mellem fantasi og virkelighed? Hvordan ved vi, om en åbenbaring er sand, eller om en ånd er indbildning og illusion. Svaret er, at det kan vi ikke vide. Al religion bygger i en vis forstand på indbildning, og det gælder også troen på Maria. Grænsen mellem løgn og sandhed er svær at finde, og det letteste ville være at sige god for alle åbenbaringer, som mennesker nu hævder at have modtaget

20 Men det vil jeg nu advare mod, da det ville gøre mariologien til at kaotisk virvar af indbyrdes usammenhængende forestillinger. Maria ville rent ud sagt blive til grin. Men de moderne åbenbaringer behøver ikke at være løgn. Mennesker, som hævder at have inkarneret Maria eller at have set og talt med hende under særlige omstændigheder, behøver ikke at lyve. De kan meget vel tale sandt. Jo flere gange de fortæller historien, og jo mere opmærksomhed de får, jo mere tror de i hvert fald selv på, at det passer. Subjektivt er der altså tale om virkelighed. Og måske er denne virkelighed ikke kun subjektiv, måske har den som hævder det virkelig mødt Maria og ført samtaler med hende. Vi kan ikke modbevise det, og er derfor i princippet nødt til at tro på det. Men for at sådanne åbenbaringer skal tages alvorligt må vi kræve, at den Maria, som medierne hævder at have haft kontakt med har lighed med den Maria vi kender fra de hellige skrifter. Hvis den, som taler, virkelig er Guds moder, så vil de ord, der siges, også være udtryk for Marias tænkning. Og denne tænkning handler om kærlighed. Derfor må vi forkaste alle de åbenbaringer, som foregiver at handle om en Maria, som udsteder politiske direktiver, som roser pavelige dogmer, eller som søger at vejlede den ene eller anden kirke i at få succes på de andres bekostning. Al form for kirkepolitisk propaganda og politisk virksomhed ligger Maria fjernt, og alle åbenbaringer, som tjener sådanne formål er falske. Og her slutter vi med en lille bøn: Kære Maria. Giv mig evnen til at kunne skelne det ægte fra det uægte. Lad mig ikke forvirre af overtro eller af falske åbenbaringer, men lad mig se og forstå dig og alt det du står for. Lær mig at se den sande identitet af de mennesker jeg omgås og lær mig selv at være ægte og åben så andre mennesker tør stole på det jeg siger. Lær mig også at være ydmyg, som du er det, og at gøre det gode for andre, også når det kræver offer og overvindelse for mig selv. Dette beder jeg dig om. Kære Maria, du hellige Guds Moder. Tak. *** Mariologisk moral ** Partikularisme kontra universalisme Den mariologiske moral kan udledes af det forhold, som Maria havde til sin søn og af hendes opfordring til mennesker om at følge hans anvisninger. Det grundlæggende princip i denne forbindelse er, at man skal "være mod sin næste, som man ønsker at denne skal være mod en selv" (Matt. 7,7-14) og dermed kommer mariologien i konflikt med både jødedom, islam og den bibelbaserede kristendom. For i alle disse religioner gælder det, at man i henhold til deres hellige skrifter opstiller forskellige moralske regler for mennesker, afhængigt af om de er medlemmer af den pågældende religion eller ikke. Den kærlighed som de monoteistiske religioner kræver at deres medlemmer praktiserer, skal kun gælde i forhold til trosfællerne, og ikke andre. De monoteistiske

21 religioner har det til fælles, at de ikke er universalistiske. De søger at fremme rigdom og det gode liv for deres egne medlemmer, ikke for andre. En gennemgang af hvordan dette har været praktiseret op gennem historien, er der ikke plads til her. Jeg henviser til historiebøgerne. Men jeg kan illustrere problemet med nogle citater fra de pågældende religioners hellige skrifter. * Jødedommen i Gammel Testamente: "Du må ikke kræve renter af dine landsmænd, hverken af penge eller af fødevarer eller af noget som helst, man låner ud. Af udlændingen må du kræve renter, men ikke af din landsmand, for at Herren din Gud kan velsigne dig alt, hvad du erhverver i det land du skal ind og tage i besiddelse." (5. Mos. 23,20-21). Når Herren din Gud fører dig ind i det land du skal erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig.. og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besidder dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie med dem, du må ikke give dine døtre til deres sønner (5. Mos. 7,1-4) Herren vil tage enhver sygdom bort fra dig men han skal lade alle dine fjender få dem. Du skal fortære alle de folk Herren giver dig. Vis dem ingen barmhjertighed og dyrk ikke deres guder (5. Mos. 7,15-16) Herren din Gud vil drive disse folk væk foran dig lidt efter lidt. Du skal ikke tilintetgøre dem hurtigt, for så bliver de vilde dyr for talrige. Herren din Gud vil overgive dem til dig og bringe en stor forvirring over dem, til de er udryddet. (5. Mos. 7,22-24) * Jødedommen i den Babyloniske Talmud: Hvad betyder Har Sinai? Det betyder et Bjerg, fra hvilket Hadet har bredt sig ud over alle (Berakhoth, Fol. 89a) Så snart Messias kommer, bliver alle ikke-jøder Israeliternes Slaver. (Erubin, Fol 43b) Ikke-Jøder og Slaver er bestemt til at skulle udryddes. (Jabmuth, Fol 45a) * Islam iflg. Koranen: "Lad Allahs forbandelse komme over de vanto" (Sura 2-89)

22 Bekæmp dem [de vantro], indtil der ikke mere er vanhellighed, og troen på Allah er fri. Men hvis de afstår fra kamp, så skal de vide, at der kun er fjendskab mod de uretfærdige [de vantro]. (Sura 2-193) Dræb dem og slagt dem [de vantro] hvor end I finder dem, og driv dem ud fra der hvorfra de fordrev jer, for vanhellighed er værre end massakre og blodbad. Men bekæmp dem ikke ved den hellige Moske førend de bekæmper jer der. Men hvis de kæmper mod jer, hug deres halse over med sværdet. Det er den belønning de vantro skal have. (Sura 2-191) Slut ikke venskab med jøder og kristne (Sura 5-51) "Allah opfylde sit løfte til dig da du dræbte dine fjender med hans velsignelse" (Sura 3-152) "En muslim må ikke dræbe en anden muslim (men gerne en ikke-muslim)" (Sura 4-92) "De vantro vil forsøge at få dig til at svigte troen på samme måde som de har gjort det og blive lige med dem. Men bliv ikke venner med dem før de tager Allah til sig. Og hvis de vender sig bort fra islam, så dræb dem hvor end du finder dem og tag ikke hverken venner eller hjælpere fra deres rækker" (Sura 4-89) * Konklusion Hvis jødedom og islam skal forstås ud fra deres hellige skrifter er der grund til at stille spørgsmålstegn ved om de er forenelige med mariologien. Det er naturligvis sandt at der også i både Gammel Testamente, Talmud og Koranen er masser af fornuftige tekster og opfordringer til næstekærlighed, men alle disse skrifter er tvetydige. Det fremgår af de citerede passager, at hverken jøder eller muslimer har den store kærlighed til mennesker, som tilhører en anden religion end deres egen, og derved stiller de sig i modsætning til den etik, som mariologien og den universalistiske gudstro bekender sig til. Her er Gud nemlig hverken konfessionel eller tilhænger af nogen særlig race eller livsholdning. Han elsker alle og giver alle mulighed for at blive frelst. Og det er også den position, som mariologien har til det religiøse. Ikke sådan at forstå, at jøder og muslimer ikke kan være mariologiske, men sådan forstået at de ikke både kan tolke deres egne skrifter fundamentalistisk og samtidig hævde, at de tror på universel kærlighed. For det gør de ikke, hvis de mener at de nævnte citater er udtryk for viljen hos den Gud, som de tror på. ** Jesu moral kontra mariologien Kristne, som siger de tror på Bibelen, kender som regel kun lidt til denne bogs faktiske indhold. De har læst nogle passager hist og pist og tror så, at de har dannet sig et indtryk af helheden. Men det har de ikke. De passager fra bibelens tekster, som oplæses til gudstjenesterne i de kristne kirker er nøje udvalgt med det formål at give kirkens

23 medlemmer det indtryk, at Bibelen har et rent kærlighedsbudskab. Men det er absolut ikke tilfældet. Hvis man gør sig den ulejlighed at læse de bibelske tekster som helhed, får man et helt andet indtryk. Jeg har allerede tidligere citeret en del fra Gammel Testamente, som de kristne hævder at de tror på, og her vil jeg så se på nogle passager fra Ny Testamente, som de kristne regner for det helligste af alle skrifter for deres religion. - I Lukasevangeliet siger Jesus: Men mine fjender der, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne (Luk. 19,27) - I Matthæusevangeliet (18,4-6) siger Jesus, at han ikke er kommet for at bringe fred, men sværd. - I Lukasevangeliet (14,25-35) siger Jesus, at hans tilhængere skal hade deres forældre. - I Markusevangeliet (3,29) siger Jesus, at der ikke kan gives syndsforladelse til mennesker, som spotter Helligånden. Skal vi tage disse tekster alvorligt, så er kristendommen tilhænger af folkemord, krig og had. I hvert fald når disse ubehageligheder rettes mod mennesker, som ikke tror lige som de kristne selv. Men i det virkelige liv ved vi også, at de fleste kristne mennesker tager afstand fra disse former for ondskab, så må der være en modsætning mellem de bibelske tekster og den livsholdning, som bibelens erklærede tilhængere har i virkeligheden. De mennesker, som kalder sig kristne, er måske i virkeligheden slet ikke tilhængere af Jesu lære, eller også bilder de sig ind at denne lære er noget andet end det, som de bibelske tekster forklarer. Dette er i så tilfælde ikke svært at forstå, for der findes jo også mange bibelske tekster, som opfordrer til tilgivelse, gensidig kærlighed og hjælp til de svage i samfundet. Spørgsmålet er så bare hvilke af disse tekster de troende lægger vægt på, og hvordan de forholder sig til det faktum, at den bibelske moral er tvetydig. Hvis man tror, at Bibelen er "Guds ord", så er den gud man tror på dæmonisk, men hvis man erkender sandheden - nemlig at de bibelske tekster er skrevet af almindelige (syndige) mennesker - så har man en mulighed for at frigøre sig fra den ondskab og umoral, som er indeholdt i en del af disse tekster, og så har man mulighed for at nærme sig mariologien, som er læren om den grænseløse, universelle og ubetingede kærlighed. Den kærlighed som ikke kun retter sig mod ens egne, men mod alle mennesker i verden. ** De mariologiske normer Vi har ingen tekstlig basis for at tro, at Maria skulle være hverken straffende eller fordømmende. Som den sande moder er hun snarere evigt overbærende. Der er ingen grænse for, hvor mange gange hun vil tilgive sine børn, og der er ingen grænse for, hvad hun vil tilgive dem. Måske kan det lyde uretfærdigt, men det er virkeligheden. Guds moder er når det drejer sig om tilgivelse større end sin søn. Ikke alting vil Jesus tilgive, men det vil Maria. Problemet er bare, at det ikke er Maria, men Jesus, som

24 engang skal dømme menneskene i denne verden. Maria er en helgen, hun er Guds Mor, men hun er ikke Gud selv. Og måske er det netop derfor, hun kan tillade sig at være så tilgivende. Det at Maria har plads i sit hjerte til ethvert menneske i denne verden, er ikke det samme som at hun ser med sympati på alle vore handlinger og meninger. Den mariologiske universalisme er ikke enfoldig, for den vender sig klart imod dem, som ønsker at fremme det onde eller at udelukke andre. Dette gælder alle former for sekterisk religion, som søger at afgrænse Guds kærlighed til kun at gælde en bestemt tro og det gælder dem, som søger at lyve menneskene ringere, end de virkelig er. Den er visse former for religion, som søger at bilde mennesker ind, at moral er ligegyldig fordi vi alligevel ikke har en fri vilje. Den slags tanker tager Maria naturligvis afstand fra. Hun opfordrer os til at vi skal følge hendes søn, og det viser at hun mener, at vi har en fri vilje. For ellers ville denne opfordring jo ikke have nogen mening. Mariologien er en normativ lære om kærlighed, og den er uforenelig med alle former for determinisme, nationalisme, racisme, papisme, judaisme og konfessionalisme. Årsagen er klar: - Determinismen mener ikke at vi har en fri vilje, og dermed at vi har et moralsk ansvar for vore egne handlinger. Men det har vi. - Nationalismen bygger på den tanke, at den ene nation har særligt ophøjede kvaliteter i forhold til de andre. Dermed legitimeres denne nations ekspansion og voldsudøvelse mod andre nationer, men da disse har den samme opfattelse af sig selv, kan nationalismen kun føre til én ting, nemlig krig. Evig krig. - Racismen er uforenelig med Marias lære, fordi mariologien bygger på Jesu udsagn om, at Guds kærlighed er lige for alle. Om man er jøde eller græker gør inden forskel (Gal. 3,28), og det gør naturligvis heller ingen forskel, hvilken race man tilhører, og hvilken hudfarve man har. Gud elsker alle, og den guddommelige kærlighed er især rettet mod de svageste og mod dem, som er forkastet og ildeset i denne verden. Enhver form for selvgodhed og supremacisme er uforenelig med den mariologiske spiritualitet. - Papismen har sit udgangspunkt i troen på, at mennesker kun kan blive frelst, hvis de er døbt og trosmæssigt i harmoni med den ufejlbarlige pave i Rom. Men sandheden er, at alle mennesker har adgang til frelsen og til Guds rige i livet efter dette. Gud dømmer ikke mennesker på deres tro, men på deres handlinger (Matt. 16,27), og den sandhed, som vi alle søger efter, er ikke udtrykt i pavelige dokumenter, men findes i vores egen samvittighed, som er inspireret af Gud. - Judaismen er en af vor tids mest succesfulde religiøse ideologier, og aldrig før i verdenshistorien har tilhængerne af en enkelt religion haft så meget magt over verdens medier og dermed over det globale politiske liv. Men judaismens lære er racistisk, for den går ud på, at Gud har udvalgt en bestemt biologisk race til at være sit elskede ejendomsfolk. Derfor tror jøderne, at der gælder andre moralske normer for

25 medlemmerne af det jødiske folk, end der gælder for verdens øvrige mennesker. Dette kan man læse om i Talmud og i Det Gamle Testamente. Den moralske lære, som præsenteres her, er i absolut modsætning til Jesu lære, hvilket formentlig er den egentlige årsag til, at han blev henrettet. Mariologien er derfor i modstrid med judaismen, da mariologien er universalistisk og har som sit udgangspunkt, at alle mennesker er af lige stor værdi, må den naturligvis forkaste den jødiske supremacisme. - Konfessionalismen bygger på den tro, at kun mennesker, som bekender sig til et bestemt sprogligt formuleret "gudsprogram", kan blive frelst og komme i Himmelen. Alle andre må forgå. Men dette standpunkt er i modstrid med tanken om en kærlighed Gud og en Guds Moder, som har alle skabninger som sine børn. Konfessionalisme og mariologi kan derfor ikke forenes. Efter at have vist nogle modsætninger mellem mariologien og de monoteistiske religioner, kunne det være passende at opliste nogle læresætninger, som siger noget om den mariologiske livsopfattelse. Det vil jeg forsøge på: - vær mod andre, som du ønsker, at de skal være mod dig - alle er lige for Gud - alle mennesker har adgang til frelsen - ingen synd er så stor, at den ikke kan tilgives - mennesket er godt og søger - som hovedregel - at gøre det gode - mennesket har en fri vilje og dermed ansvar for sine handlinger - Gud dømmer mennesker efter deres gerninger, ikke efter deres metafysiske tro. Dette er nogle af mariologiens grundlæggende moralske og livsfilosofiske læresætninger, men det er ikke dem alle. For at forstå det moralske er det nødvendigt at forholde sig til de moralske grundbegreber, og til disse hører også nogle, som mange mennesker i den vestlige verden mener, er blevet umoderne og har mistet deres betydning. Men det har de ikke. Det som vi skal se på i næste afsnit er helt centralt, ikke kun for Jesu moral, men også for hans moders. Det handler om upopulære begreber som offer, synd, skrifte, bod og aflad. ** Offer og etik Grundlæggende for al civilisation er de etiske værdier, som de menneskelige fællesskaber bygger på. Det, som adskiller den ene kultur fra den anden, er deres normer og værdier, og det er ikke altid let for medlemmerne af den ene civilisation at forstå meningen med den måde man lever på i den anden. Ofte er medlemmerne af en civilisation klar over, at man selv har fejl, og at der er moralske svagheder i det system, som man er en del af. Men man bedømmer som regel disse fejl som værende mindre, sammenlignet med dem som findes hos de andre civilisationer. En splint i næstens øje er større end en bjælke i ens eget (Luk. 6,41), og det illustrerer udmærket problemerne med den interkulturelle forståelse som præger civilisationernes historie

26 Det centrale etiske begreb i mariologien er offer. I den mariologiske moral er det at yde et offer helt centralt. Ingen gør godt i moralsk henseende, uden at dette kræver at de yder et offer. Det at gøre sin pligt og at få penge og social prestige for det, har intet med god moral at gøre. Moral er det som man lader sig lede af, når man betaler en pris for de handlinger man udøver, uanset om denne pris så er økonomisk, tidsmæssig, helbredsmæssig eller andet. For Marin Luther var begrebet offer ikke relevant, for han mente ikke, at mennesker kunne handle moralsk prisværdigt i den verden, vi lever i. Deres vilje var jo trælbunden og alt hvad de gjorde var ondt. Men ikke desto mindre ser vi, at moralismen trives i de lutherske lande, hvor ikke en dag går, uden at aviserne forarger deres læsere med historier om den ene eller anden politiker eller erhvervsdrivende, som lyver og snyder for at tjene penge. Selv om der står i den danske grundlov, at staten understøtter den evangelisk-lutherske religion, og selv om 80% af danskerne er medlem af den lutherske kirke, så er troen på det lutherske dogme om at "alt er ondt" begrænset. Grundlaget for etikken, uanset hvor i verden den skal bedømmes, er altid det samme. Forskellen mellem godt og ondt er, at det første skaber glæde og gør gavn, medens det andet skaber smerte og gør skade. Det, som yderligere skal tilføjes i denne formel, er måske, at en handling meget vel kan være til gavn og glæde for andre, uden at denne handling kan siges at være moralsk prisværdig. Det gælder, hvis den pågældende handling gavner nogle mennesker ved at skade andre. Eller det gælder hvis den som udøver denne handling får økonomisk, seksuel, statusmæssig eller anden form for belønning for det han gør, og dermed ikke yder det omtalte offer. Derfor er der f.eks. ingen grund til særligt at rose en læge, som har reddet et barn fra at dø, eller en brandmand som henter en familie ud fra et brændende hus. For disse mennesker gør kun deres arbejde og det som de får betaling for. De har ikke udmærket sig i moralsk henseende mere end hvilken som helst anden lønarbejder som udfører sit job. Hvis vi skal forstå Jomfru Marias moralske karakter, skal vi forstå det offer, som hun gør, når hun siger sit ja" til ærkeengelen Gabriel, som beder hende om at være moder til Guds kommende søn i denne verden. Maria er forlovet og har aldrig været seksuelt sammen med nogen mand, så man må formode at hun løber en stor risiko ved at sige ja til dette tilbud. Ikke mange mænd i Mellemøsten for år siden ville acceptere at være forlovet med en kvinde, som var gravid med et barn, som de ikke selv var fædre til. Risikoen for social udstødelse var overhængende, men alligevel sagde Maria ja til denne opgave, som set fra et kristent perspektiv var forudsætningen for at verden kunne blive frelst. Og på samme måde forholder det sig med alle andre mennesker, når det drejer sig om moral. Vi er alle kaldet (= forpligtet) til at gøre det gode, fordi vi skal være mod vor næste, som vi ønsker, at denne skal være mod os. Og selv ønsker vi kærlighed, socialt samvær, hjælp og beskyttelse. Derfor er vi også nødt til at handle på samme måde i forhold til vores næste, også selv om det ikke udløser nogen belønning. Og når vi giver denne hjælp, uden at modtage betaling for det, så gør vi virkelig en forskel. Den som modtager vores hjælp ved måske ikke, at der er tale om et frivilligt offer. Men det betyder ikke noget, for det afgørende er om vi har det godt med vores egen samvittighed

27 Når mennesker modtager hjælp og personlig opmærksomhed fra andre, som ikke får betaling for at give det, så er der tale om en moralsk opløftende handling, som præger det modtagende menneske dybt. Handlinger af denne art kan det givende menneske med rette føle sig stolt over at have udført, fordi de beviser, at den pågældende ikke er slave af den ondskab, som visse teologer mener, er eneste lov i den jordiske verden. Jeg er klar over, at nogle læsere vil tænke, at denne stolthed i sig selv måske er en slags belønning for den gode handling, og at denne handling derfor alligevel ikke kan være rigtig god, da den har udløst en form for behag. Men her er jeg uenig. For det at mennesket lader sig lede sig sin samvittighed vil altid betyde, at det føler stolthed over at have gjort det rigtige, og denne fornemmelse hverken kan eller skal vi forsøge at udrydde. Det er naturligt og helt uundgåeligt at det moralske menneske føler stolthed over at have handlet rigtigt, og over at have gjort dette uden at modtage nogen form for ydre belønning eller hæder. Den glæde, som kommer af en god samvittighed, er ikke en ydre belønning og gør dermed ikke det moralsk prisværdige indhold i den pågældende handling mindre. Men forhåbentlig kan den være med til at anspore det moralske menneske til at handle godt også en anden gang. Mariologiens formål er - som det måske fremgår - at gøre os til bedre mennesker, ikke kun helbredsmæssigt og funktionelt, men også i moralsk henseende. Men her står vi danskere desværre i en uheldig situation, når det gælder den retsopfattelse, som præger vort land. Selv om aviser og offentlighed er meget moralsk orienteret i deres holdning til de emner, de beskæftiger sig med, så er det danske retssystem alt andet end moralsk. Den filosofi, som danske jurister oplæres i, kalder man den "positivistiske retslære", og kernen i denne er, at domstolene ikke skal skelne mellem gode og onde handlinger, men udelukkende mellem lovlige og ulovlige. Man kan ikke blive dømt for at gøre noget ondt, men udelukkende for at gøre noget, som ikke svarer til den gældende politisk bestemte lov. Det er grundtanken i retspositivismen, at når en mand har udstået sin straf, så er "regningen betalt", og der bør derfor ikke mere snakkes om skyld. Men sådan forholdet det sig ikke for mariologien. En synd bliver ikke vasket bort, blot fordi man har betalt en bøde eller siddet i fængsel i en periode som straf for at have overtrådt den danske straffelov. Mariologien bygger nemlig ikke på den danske straffelov, men på Guds lov, som vi kender den fra Guds egen åbenbaring og fra vores sunde fornuft. Selv om et menneske ikke er dømt for en straffelovsovertrædelse, så kan han godt være skyldig i alvorlig synd alligevel. For synd har ikke noget med det danske lovsystem at gøre, det er udtryk for noget universelt. Synd er at gøre ondt mod andre, uanset om dette er en overtrædelse af en straffelov eller ikke. Vi kan altså afslutte dette afsnit om etik og offer ved at konstatere, at mariologien har en særlig etik, som ikke er sammenfaldende med den danske straffelov, eller med straffeloven noget andet sted i denne verden. Som mennesker er vi sat her i verden for at være lykkelige, for at udvikle os og for at gøre gavn for andre. Det sidste indebærer at vi er villige til at ofre os for det gode, også selv om dette ikke udløser hverken penge, magt, sex eller moralsk prestige. Og dette er - desværre - kun muligt, hvis man har en

28 fast tro på at Gud er retfærdig. Den gode handling udløser altid noget godt, men det er ikke altid i denne verden, man får sin belønning. Maria opfordrer os altid til at handle rigtigt. Ikke kun fordi vi er kaldet til at gøre det, og fordi det gør os til bedre mennesker, men også i sidste ende for vores egen skyld. Dette vil nogle sige, står i modsætning til mariologiens universalitet, for det betyder jo, at mennesker som ikke tror på Gud heller ikke kan tro på retfærdighed. Og det kan der være noget sandt i. Det er svært at opfatte livet som værende retfærdigt, hvis man mener at det slutter ved døden. Enhver kan jo se, at menneskers livsforhold er helt forskellige og at nogle lever mere lykkeligt end andre. Så jeg er enig med dem som hævder, at mariologien er lettere at forstå og at erklære sig enig i, hvis man har troen på en højere magt, altså på Gud. Men intet forhindrer en ateist i at bekende sig til de mariologiske idealer og at elske og ære Maria som historisk person. ** Synd, skrifte, bod og aflad En synd er en handling, som et menneske udfører bevidst med det formål at gavne sig selv ved at skade andre. Den mariologiske spiritualitet kan ikke dyrkes, uden at man som søgende menneske tør rette fokus mod sin synd og mod de konsekvenser, som denne synd har for en selv og ens omgivelser. Moderne mennesker har ofte et uafklaret forhold til begrebet synd, og mange har efter egen mening ikke gjort noget galt, hverken imod sig selv eller andre. Herværende skribent er naturligvis ikke den rette til at afgøre, om denne selverklærede syndfrihed er velbegrundet eller ej. Men det er min fornemmelse, at visse mennesker er så bange for at indrømme, at de har handlet forkert, at de hellere vælger at lyve for sig selv end at se virkeligheden i øjnene. De forestiller sig måske, at de ikke kan løses fra det, som de har gjort forkert, eller at de kan skjule deres forkerte handlinger for Gud ved ikke at ville forholde sig til dem. Men begge dele er forkerte. Gud kender os bedre, end vi selv gør, og hans eneste ønske er, at vi lever et godt liv til gavn for os selv og andre. Men denne frisættelse kommer ikke af sig selv. Vi skal være indstillet på at arbejde for vores egen lykke og for at kunne udvikle os til at blive bedre, mere modne og mere værdifulde individer. Vi har fået alle de nødvendige forudsætninger forærende, for at vi kan udføre de opgaver, som vi bliver pålagt. Men vi er ikke altid kloge nok til at udnytte disse forudsætninger. Nogle gange undervurderer vi os selv og sætter derfor ikke tilstrækkeligt høje mål, hvilket gør at vi kommer til at kede os. Andre gange stiller vi for store krav til os selv, og må derfor erkende, at vi ikke kan nå de mål, som vi forsøgte. Den helt afgørende forudsætning for menneskets personlige udvikling og lykke, er at man kan komme overens med sine egne begrænsninger og lære at tilgive sig selv for de forkerte ting, som man har udført. Og her har man brug for et værktøj, som kan bringe synden ud af verden. Ikke fordi at man glemmer den, men fordi at den ikke mere eksisterer. Og dette værktøj er skrifte, bod og aflad. Ord som mange mennesker ikke kender betydningen af, selv om de i to tusinde år har været del af den kristne religion. Derfor en kort repetition:

29 - Skrifte er det at bekende sine synder for Gud og derpå at modtage hans tilgivelse. - Bod er den straf eller den kompenserende handling, som det angrende menneske påtager sig for at rense sin samvittighed. - Aflad er den frihed, det angrende menneske har, til at konvertere en bod, som ikke kan indfries, til en anden bod, som kan indfries. Alt dette er ikke kun gammel katolsk teologi, det er også universel moralsk etik, som også gør sig gældende i dansk strafferet, selv om man her anvender nogle andre begreber. Det at skrifte er det samme som at tilstå sine lovovertrædelser. Det at blive pålagt en bod er det samme som at modtage en straf. Og det at kunne få aflad er det samme som at kunne konvertere den pålagte straf til en anden straf, som hverken er større eller mindre, men som har en anden form, og som derfor er mulig at indfri. Det kan f.eks. være konverteringen af en bøde til en fængselsstraf, eller omvendt. Vejen til Gud fører altid gennem de samme faser: Synd, skrifte og bod. Men lad dig ikke forvirre, for dette har intet med kirkeligt tilhørsforhold at gøre. De nævnte helliggørelsesmidler gælder både for kristne og alle andre. Der er ingen forskel på, om man er katolik eller protestant, muslim, hindu eller hvad som helst. Den guddommelig lov er fælles for alle, og den virker på tværs af religiøse skel ganske uanset om man tror på den eller ej. Det er mariologiens formål at sætte mennesker fri, og denne frihed skal også gælde det religiøse slaveri, som medlemmerne af mange af de gamle kirker lader sig udsætte for. Og dette slaveri bunder som regel i den religiøse indbildning, at et menneske kun kan få frihed fra sine synder, hvis det går til skrifte hos en ordineret præst i en af de traditionelle kirker. Men intet kunne være mere forkert. Man behøver slet ikke at være medlem af nogen kirke for at få tilgivelse for sin synd, for Gud vil hellere end gerne give denne tilgivelse, uanset hvor man befinder sig i konfessionel henseende. Gud og Maria ønsker, at mennesker skal være lykkelige, og det gælder alle mennesker, ikke kun medlemmerne af en særlig kirke. Derfor har de stillet disse nådemidler til rådighed for alle, som ønsker at anvende dem, og det kan lade sig gøre for enhver at bruge dem. Skriftemålet kan ske direkte til Gud, eller det kan siges til en præst fra et hvilket som helst kirkesamfund, som ønsker at modtage denne syndsbekendelse. Det kan også rettes til en lægmand i det spirituelle fællesskab, som man er del af, eller bedst af alt, direkte til den/de personer, som den pågældende synd er begået imod. Det afgørende er ikke, hvem man skrifter til, men det at man reelt viser anger for det, som man har gjort forkert. Uden denne anger, kan Gud nemlig ikke tilgive synden, for så ville denne tilgivelse være værdiløs, da man end ikke selv vidste, hvad den drejede sig om. Og efter skriftemålet kom boden, og den kan man tildele sig selv efter at have lyttet til sin samvittighed. Hvad som er rimeligt, kan man ikke sige noget alment om, da situationerne er forskellige. Men enhver ved med sig selv, om den bod man har påtaget sig, er rimeligt eller ej. Og hvis man vælger at konvertere denne bod til en anden, så har

30 man brugt sin ret til aflad, og dermed gjort det realistisk at gennemføre den kompenserende handling, som samvittigheden kræver at man udfører for at blive løst fra sin skyld. Ingen vej til frihed er mere sikker end bodens vej. Den, som ikke vil erkende sin synd, har heller ingen måde at gøre sig fri af denne synd på, og det vil med stor sandsynlighed føre til fortrængning, selvbedrag og depression. Det er derfor ikke kun for sine medmenneskers skyld, at man skal skrifte, det er lige så meget for en selv. Det, som Maria kan hjælpe os med i denne forbindelse, er ikke tilgivelse, for det er ikke hende, som har magten til at tilgive vores dumheder. Men Maria er en vidunderlig dialogpartner i den tid, som går før skriftemålet, hvor den angrende person igen og igen tænker over det, som han har gjort forkert. Og man har brug for en sådan forstående partner, for et rigtigt skriftemål kan være svært. Ikke kun svært for den som skrifter, men også for den som modtager skriftemålet, for han er naturligvis underlagt tavshedspligt og kan derfor ikke frit få afløb for sine følelser ved at snakke videre til andre, på samme måde, som det angrende menneske kan gøre det. Derfor er Maria vidunderlig, også for den som har stillet sig til disposition for at lytte. Ingen lytter nemlig bedre end Maria, og hun løber ikke med sladder. ** Mariologi kontra materialisme Man kan ikke diskutere mariologi uden at forholde sig til, hvilken kultur og livsholdning denne spiritualitet er til gavn for. Tilbedelsen af Maria er udtryk for Guds vilje, og den åbenbaring, som Maria er en del af, har som overordnet formål at sætte menneskene fri (Joh. 8,28-36). Men fri fra hvad? Hvad er det, som adskiller den mariologiske spiritualitet fra denne verdens dominerende ideologier, nemlig sekularismen, ateismen og materialismen? Det som karakteriserer den ægte mariologi er, at den skaber et bedre liv for de mennesker, som dyrker den i tro og handling. Vi kan desværre ikke sige med sikkerhed, at den også sender folk i Himmelen, efter at de er døde, for endnu er ingen vendt tilbage og har kunnet fortælle os om dette. Teoretisk set kan det være, at Himmelen slet ikke eksisterer. Det handler om tro, for vi har ingen sikker viden. Men den tro, vi bekender os til, er af sådan art, at den ikke sætter en skarp grænse mellem jord og himmel, så de retningslinjer vi giver for frelsen for vejen til Himmelen er også samtidig retningslinjer for, hvordan man får et godt liv i den verden, som man lever i nu. Og når det drejer sig om livskvalitet, så er vi på sikker grund. Det er mange gange påvist i statistiske undersøgelser, at de mennesker, som bekender sig til en religion, lever et længere og mere lykkeligt liv end dem, som ikke gør det. Dette viser sig ved, at de har en højere levealder, færre psykiske og fysiske sygdommen, mindre stress, begår mindre kriminalitet og har en sundere livsstil uden alkohol, rygning og narkotika. Det, som er formålet med den mariologiske spiritualitet, er at bringe os i Himmelen, men den himmel, som der er tale om, begynder allerede i livet her og nu. Mennesker, som ikke forstår det religiøse, og som ikke bekender sig til nogen form for spiritualitet,

31 vil være henvist til at glæde sig over andre og langt ringere fornøjelser her i livet, nemlig de materielle, som knytter sig an til at eje det ene og andet materielle gode, som man kan vise frem for sine venner. For at undgå misforståelser skal det nævnes, at der er forskel på den filosofiske og den etiske materialisme, og at det er den sidste type, vi taler om her. Den filosofiske materialisme er det synspunkt, at alting her i verden har en fysisk og materiel årsag, og det er naturligvis forkert. Men ud over at den er forkert, så har denne lære desværre en tendens til at lede sine tilhængere ned i en materialistisk livsholdning. Og her hentydes til den etiske materialisme, som får mennesker til at tro, at det højeste mål, de kan stræbe mod her i verden, er at anskaffe sig en række fysiske forbrugsgoder. Men de tager fejl. Maria var ikke velhavende, og Jesus advarede imod rigdom. For det er sværere for en rig mand at komme i Himmelen siger han end for en kamel at komme gennem et nåleøje (Matt. 19,24). I denne sammenhæng skal det dog også siges, at der er undtagelser. Rige mennesker behøver ikke at være materialister. Der findes heldigvis mange eksempler på rige mennesker, som har gjort det til deres mål i livet, at skabe noget med deres rigdom, som hjælper de fattige og skaber glæde for andre mennesker. Og disse mennesker bør vi alle have respekt for. For formålet med den mariologiske spiritualitet er ikke at gøre os alle fattige men at give mennesker et mål i livet, som er højere end blot det at opsamle penge. Vi lader os her lede af den sikre viden vi har om at Maria og Josef var fattige, men at Maria alligevel levede et rigt og lykkeligt liv, også på trods af sine sorger. Vi har derfor grund til at studere hendes eksempel. Hun levede - som nævnt - i fattigdom, og hun fødte sit eneste barn i den største ydmyghed, som nabo til hestene og til de - for jøderne - urene svin, som holdt til i stalden i Betlehem. Gud lod sig altså føde blandt de fattige og de urene, og dermed sendte han et signal, som ikke kan misforstås. Mariologi og materialisme er lige så uforenelig som mariologi og alle de andre ismer, som vi har omtalt (racisme, nationalisme, ateisme, lutheranisme, katolicisme etc.). Men der er forskel på materialisme og økonomisk rigdom, og ikke al økonomisk rigdom fører til åndelig fattigdom. Det handler ikke om hvor meget man ejer, men om den holdning man har til det at være rig. Den rigdom, som bruges til at udrydde sygdom og sult er en god ting. Den rigdom, som tjener til at skabe liv, udvikling og nye arbejdspladser, er god og til gavn for os alle. Men den rigdom, som investeres i ødelæggelse og i misbrug af jordens ressourcer, den er til skade. Og det samme er den rigdom, som forblænder mennesker, gør dem jaloux og gør dem ude af stand til at forstå livets sande kvaliteter. Den, som tror, at lykken findes i fysisk ejendom, vil nødvendigvis dø ulykkelig, for det er ikke muligt at tage denne ejendom med sig i graven. Og den, som tror, at man kan købe sig til Guds kærlighed, må undre sig meget, når han finder ud af, at hans rigdom har skaffet ham en masse fjender, som misunder ham og som helst ser ham ødelagt og ruineret. De sidste skal blive de første, og de første de sidste (Matt. 19,30). Kort sagt: Materialisme og mariologi er uforenelige livsholdninger, og har man problemer med at finde frem til sandheden, så bør man følge det råd, som Jesus gav, da

32 han sagde til den rige mand, som ville følge ham, at han først skulle gå til de fattige og forære dem alle sine penge (Matt. 19,16-26). I Amerika er der nogle af de største itmilliardærer, som har forstået visdommen i denne lære, og de har i de senere år foræret størstedelen af deres formuer til forskellige udviklingsprojekter i den fattige verden. Ros for det og respekt til disse mennesker. Jeg beder til, at du og jeg bliver lige så kloge. Og vi slutter med en bøn: Kære Maria, du som er i Himmelen. Lær mig at skelne mellem det gode og det onde, og lær mig at finde styrken til at gøre det gode. Jeg beder dig også om at give mig evnen til ikke at nedvurdere og kritisere andre, som har et andet synspunkt end mit eget, men trods dette til at turde fremføre det, som jeg selv tror er rigtigt. Lad mig aldrig frygte mørket eller ondskaben fordi jeg ved, at Gud fader i Himmelen er god og retfærdig mod os alle. Derfor turde du engang følge hans bud, og derfor beder jeg om at måtte få styrken til at gøre det samme. Lyt på min bbøn, du kære Maria, du hellige Guds Moder. Amen. *** Mariologi kontra psykologi Som tidligere nævnt er mariologien ikke en spiritualitet, som man kan vælge til eller fra. Den er indskrevet i vores gener, for vi er alle født af en moder og opvokset med vor moders ansigt foran os. Det er hende, som har lært os alt det grundlæggende, som vi har haft brug for i livet, såsom at gå, at tale, at forstå vores omgivelser, at overholde aftaler, at være flittige og at vise respekt for andre mennesker. Nogle har lært det bedre end andre, for nogle mødre er dygtigere end andre. Men alle mødre forsøger at lære deres børn det nødvendige, og de gør det så godt de kan. Derfor elsker vi vores mødre. Ikke fordi de gjorde det fantastisk godt eller på nogen måde var perfekte, men fordi de gjorde alt, hvad de kunne for at hjælpe os ind i livet og i gang med livet på en sådan måde, at vi ville blive sunde og lykkelige. Og hvis det ikke lykkedes for en moder at skabe betingelser for sit barns opvækst således at dette barn bliver sundt og lykkeligt, så vil moderen være bekymret og ulykkelig over denne situation. Det er kærligheden til barnet, som er hendes adelsmærke, og det er barnet, som hun lever for, og det er det, som - mere end noget andet - giver hende anerkendelse fra andre mennesker. Det er denne kærlighed, som gør hende til det helt særlige individ, som hun er, og det er denne kærlighed, som gør hende uundværlig. Denne kærlighed kalder vi her for den mariologiske kærlighed. Pointen i alt dette er, at mariologien ikke er en kunstig religion, som nogle mennesker har opfundet for at få magt over andre. Den er tværtimod udsprunget af den bedste og den stærkeste som mennesker kender til, nemlig den som eksisterer mellem en moder og hendes barn. Og derfor kender de fleste af os rigtig meget til mariologiens billeder og til dens principper, for de består af netop det, som vi har erfaret i vort eget liv i

33 forholdet til vores moder. Dette siges ikke for at forklejne den gode faders rolle i familien, men udelukkende for at understrege det faktum, at en moder normalt vil være tættere knyttet til sit barn end faderen, da barn og moder kender hinanden allerede inden fødslen finder sted. Det billede, vi ser for vore øjne, når vi forestiller os den ultimative kærlighed, er derfor vores moder, og når vi ser dette billede, så tænker vi på kærligheden. Uanset at denne moder kan have været skrap, have slået os, skældt os ud og kritiseret os. Intet er vel mere ubehageligt end at blive kritiseret af sin moder, men vi ved også samtidig, at denne kritik er udsprunget af det faktum, at den selv samme moder, som kritiserer os så ubarmhjertigt, også elsker os, ønsker at det går os godt og ikke ønsker at blive skilt fra os. Hver for sig har vi altså vores egen Maria, men samtidig elsker vi også den kvinde, som Gud valgte til at blive sin egen moder og som han kaldte moder for os alle: Den rene, den hellige, den smukke, den ydmyge og den kloge Jomfru Maria. Jeg håber at have gjort mig forståelig. Mariologi er ikke et valg. Forholdet mellem moder og barn er det ikoniske billede på den mariologiske kærlighed, og da dette billede er dybt indprentet i alle menneskers bevidsthed, så er mariologien ikke noget vi kan vælge fra. Det vi kan vælge, er, om vi vil forsøge at leve op til de ønsker, som vores moder har haft til os, eller om vi vil være ligeglade. Hun ønskede at vi skulle blive sunde, udfolde os, være glade, være kloge og have det godt med andre mennesker. Det kan være svært at leve op til alle de ønsker, som vores moder har haft til os, og det er heller ikke nødvendigt. Vi skal leve vores eget liv, og det er - dybest set - det eneste hun beder os om. Det vi kan vælge, er altså ikke at være mariologiske eller ikke-mariologiske, men udelukkende om vi vil forholde os bevidst og ansvarligt til vores liv, eller om vi vil være ligeglade. Vælger vi at være ligeglade, så betyder det ikke, at mariologien og den mariologiske spiritualitet forsvinder fra vores bevidsthed, det betyder blot, at den kommer til at indtage en rolle, som vi ikke selv har mulighed for at præge. De sjælelige kræfter lader sig ikke undertrykke. Og det at ignorere en af sjælelivets stærkeste kræfter trangen til at give og modtage kærlighed er absolut ikke tilrådeligt, for den kærlighed som ikke giver og modtages i naturlig form vil ofte vise sig forvrænget. Og så kan den blive farlig. Mariologien og de kræfter som ligger bag den, er naturligvis ikke farlige. I hvert fald ikke når disse kræfter gives naturligt afløb. Det, som kan gøre dem besværlige, er, når de ikke får lov til at manifestere sig på naturlig vis i menneskets liv. Og her bedes læseren om ikke at misforstå mig, som om jeg var tilhænger af den vulgære freudianisme. Nej, det kan ingen mariolog være, for den freudianske lære om at alting i et menneskes liv drives af dets seksuelle impulser er helt og aldeles forkert. Et menneske kan leve lykkeligt hele sit liv uden at dyrke sex. Sådan levede Maria, og det har millioner af andre mennesker også gjort. Spørg de præster og nonner som lever i cølibat om de savner sex. De fleste vil svare, at de takker Gud for at være fri for det, og de takker især Gud for at være fri for de følelsesmæssige forstyrrelser, som denne aktivitet fører med sig. De foretrækker at bruge deres liv til noget andet. For de ved, at

34 sex og kærlighed er to forskellige ting, og det uafviselige behov, som alle mennesker har, er for kærlighed, ikke for sex. Der er altså en grundlæggende forskel mellem det mariologiske menneskebillede og det psykologiske, hvis vi her taler om den freudianske udgave af denne tankegang. Men forskellen er i virkeligheden meget større end dette. For hele den psykologiske lære om at mennesket er styret af sine behov, sine gener og af sine sociale omgivelser afvises af mariologien. Det er rigtigt, at mennesket har behov, og at det er naturligt at tilfredsstille disse behov, men ingen af disse behov er større og stærkere end at mennesket kan vælge at undertrykke dem og ikke at tilfredsstille dem, hvis det ønsker det. Mennesker kan sulte sig ihjel, hvis de ønsker det, f.eks. som del af en protest mod politiske forhold, som de ønsker at ændre, og det kan de gøre, selv om de har adgang til al den mad de måtte ønske. Der findes flere eksempler på denne slags sultedød i nyere tid, og alle demonstrerer de klart, at menneskets behov for retfærdighed og for at have et formål i livet ofte er langt stærkere end behovet for mad. Ja, også stærkere end behovet for at leve videre. Den anden fejltagelse, som psykologien sædvanligvis bygger på, er læren om at mennesket er styret af sine sociale omgivelser. Tankegangen er den, at mennesket ikke har nogen virkelig fri vilje, og derfor er vi nødt til altid at handle sådan, som omgivelserne har lært os. Den mest radikale retning inden for denne psykologiske lære er den såkaldte behaviorisme, men det tilsvarende synspunkt vil man finde overalt i psykologiens forskellige retninger. Mennesker, som tænker sådan, vil naturligvis være skeptiske overfor al slags moral, for moral er jo det at henvende sig til menneskers samvittighed. Og når mennesker nu engang som psykologien ser dem handler ud fra det, som de har lært af andre, så vil den individuelle moralske overvejelse kun have ringe betydning. Det, som det handler om, er at skabe fællesskaber, hvor alle handler og lever på den samme måde, så man på denne vis kan sikre, at ingen påvirker andre til at gøre noget, som er anderledes, og dermed "farligt". Psykologien er en kontrolideologi, som finansieres og dyrkes af samfundets magthavere fordi de derved mener at kunne gøre det lettere for deres underordnede at tilpasse sig de gældende forhold. Det handler ikke om at bryde ud eller at gøre oprør, men om at lære at leve med de uretfærdigheder, som hierarkiets top nyder godt af. Og midlet til dette er det ensrettede overvågningssamfund, hvor medier, uddannelse og alle aspekter af det samfundsmæssige liv er kontrolleret og styret gennem lovgivning. Det er her at psykologien kommer til sin ret og det er ingen tilfældighed, at der er proportional sammenhæng mellem antallet af love, som skal regulere alle aspekter af det samfundsmæssige liv og antallet af psykologer, som skal kontrollerer og helbrede dem, som ikke passer ind i den sociale pyramide. Men psykologerne bliver meget ofte skuffede. For i modsætning til hvad de tror, så har mennesket en fri vilje og kan træffe afgørelser, som er helt uafhængige af det, som omgivelserne har lært dem. Derfor er der grund til at lovprise Maria, for hun gjorde ikke det, som andre havde lært hende. Tværtimod. Hun lyttede til Gud i sin samvittighed og handlede anderledes end alle andre, som levede på samme tid. Hun turde være anderledes, og fortjener derfor også æren for sine gode gerninger. Den pavelige lære

35 om, at Maria var født "uden arvesynd", er derfor farlig og et knæfald for determinismen. For hvis Maria ikke kunne synde, så er hendes gode gerninger jo ikke udtryk for en moralsk renhed, men for en slags mekanisme. Så var Maria, som psykologerne forsøger at bilde os ind, en slags biologisk maskine, som handlede, som hun gjorde, fordi hun ikke kunne lade være. Og når man ikke kan lade være, så fortjener man ingen moralsk pris for at handle, som man gør. Moral kan nemlig kun eksistere for mennesker, som har en fri vilje. Det sidste punkt hvor psykologien adskiller sig fra mariologien, handler om det metafysiske. Mennesker, som mener at bede til Gud eller at tale med Gud, bilder sig - efter psykologernes mening - bare ind, at de gør det. I virkeligheden er Gud en kraft, som ligger i menneskets "overjeg". Alle former for inspiration eller budskaber fra den åndelige verden er derfor ikke andet end processer, som foregår i menneskets egen bevidsthed, og ikke på nogen måde budskaber fra en højere magt. En sådan magt eksisterer nemlig ikke, mener psykologerne, og derfor er budskaber af denne art den rene indbildning. Men sandheden er, som mariologien ser den, at Gud rent faktisk eksisterer. Ikke kun i menneskers fantasi, men også i virkeligheden. Gud er objektivt eksisterende, hvilket vil sige, at hvis alle mennesker i verden skulle dø, så ville Gud stadigvæk eksistere. Hans eksistens er evig og uforanderlig, men desværre for menneskene også ufattelig. Gud er et mysterium, og hans eksistens kan hverken bevises eller modbevises med naturvidenskabelige midler. Det handler om tro. På samme måde som psykologerne alt for ofte vælger at tro på den genetiske determinisme, så kan vi andre også vælge, at vi vil tro på Gud. Og det vi vælger, har store konsekvenser. For hvis man ikke tror på Gud, så eksisterer der heller ikke nogen overordnet og universel sandhed her i verden. Så må den højeste sandhed være den, som de fleste tror på. Og det vil den, som har studeret historien, nok sætte spørgsmålstegn ved. Heksebrændinger og hitlerisme er fænomener, som de fleste kender lidt til. Og som vi fordømmer. Også selv om begge dele engang havde et stort befolkningsflertal bag sig. For mariologien er Gud ikke et emne til diskussion, han er en kendsgerning. Maria er Guds Mor fordi hun fødte Jesus, som for kristne er identisk med Gud selv. Hvordan denne identitet skal forstås, kan jeg ikke forklare, men tanken, om at Gud ville åbenbare sig i verden, giver mig mening. Og tanken om, at alle mennesker har en guddommelig kerne (Sl. 82,1,6), er jeg også glad for. For det viser, at vi ikke har lov til at forkaste mennesker, bare fordi de er anderledes end os selv. Racisme af enhver art er uforenelig med mariologien, og troen på at smuk og rig er det samme som udvalgt af Gud, er også helt forkert. Maria var fattig og hun fødte sin søn i den yderste armod. Men Guds eksistens var hun aldrig i tvivl om. Derfor var hun åndeligt rig, og derfor kunne hun se sit liv i relation til en højere virkelighed. Vor tids psykologer vil sikkert sige, at hun var psykisk syg, men vi andre priser hende for alt, hvad hun har gjort og for den inspiration, som hun har givet os. Lad mig til slut sige, at psykologer naturligvis er forskellige, og at ingen må tro at jeg her forsøger at gøre dem alle ens. Det er forkert. Der er også psykologer, som tror på

36 mariologien og det vi skal vende os mod er derfor ikke den psykologiske professions udøvere, men det falske og mekanistiske menneskebillede, som disse mennesker alt for ofte betjener sig af. Den helt afgørende forskel mellem psykologi og mariologi ligger i menneskebilledet. De fleste psykologer tror, at mennesket er styret af sine gener og af de sociale påvirkninger, som vi har modtaget gennem vores opvækst. Og den slags lære kalder man for reduktionisme. Mariologer anerkender de nævnte faktorers betydning, men tilføjer samtidig, at også vores frie vilje og den guddommelige (spirituelle) inspiration spiller en afgørende rolle. Derfor har mennesket et personligt ansvar. Vi er ikke biologiske maskiner, men individuelle og unikke skabninger, som alle har mulighed for at tage del i Guds skaberværk. For han taler også med din og min mund, og han skaber også med dine og mine hænder. Gud og mennesker er forskellige, men vi er også forbundet i en uløselig enhed, som vi lærte at forstå dengang han lod sig føde ind i denne verden som et almindeligt menneske - takket være Maria. Og vi slutter med en bøn: Kære Maria, du skønneste af alle kvinder. Tilgiv os vore fejl, og hjælp os til at forstå os selv og den verden, vi lever i, bedre. Giv os evnen til at tale med hinanden og at gøre os forståelige, og lær os at formidle din sandhed, således at mennesker forstår den. Derom beder jeg. Hellige Maria, Guds Moder, i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen. *** Meditationer over de mariologiske festdage Den mariologiske spiritualitet rækker ud over det kirkelige, og den rækker langt ud over kristendommen i det hele taget. Men det forhindrer os ikke i at søge inspiration fra de kirkelige dogmer eller i de kirkelige festdage. At tro på Maria er ikke det samme som at godtage alt det, som andre af Marias tilhængere tror på. Det gør vi naturligvis ikke, for i så tilfælde skulle vi være tilhængere af alle verdens religioner på en gang, og det er ikke muligt. Mariologien er universalistisk på samme måde som at Guds Moder er moder for alle jordens mennesker, uanet hvilken religion de tilhører. Vi kan derfor tillade os at låne fra hvem som helst, som har Maria og hendes lære som kilde, og i det følgende vil vi derfor se på de mariologiske festdage, som man finder i den romerske kalender. Dette er måske en god måde at få et personligt forhold til mariologien, hvis man er tilhænger af den kristne religion, og da det store flertal af dette skrifts læsere forventes at være kristne, så vil jeg tillade mig at gøre de følgende overvejelser. Det handler om at udnytte de mariologiske festdage til bøn og meditation over mariologiske temaer. Det handler altså om at udvikle den personlige spiritualitet og om at gøre Maria levende, ikke kun som noget abstrakt, men som den trofaste moder, som altid følger os. Altså, som en ven vi kan tale med, og som vi kan forvente at få svar fra, når vi spørger hende om noget. De mariologiske festdage, som findes i den romerske kalender, er følgende:

37 1. Herrens bebudelse Englens besøg hos Maria Bibel: Luk. 1,41. Kirkelig festdag: 25/3 Meditation: Afgørende for det gode liv er visheden om, at man følger sit kald. Ligesom Maria var kaldet til at føde Guds Søn, så er vi alle kaldet til at udføre opgaver, som er til gavn for vore medmennesker og til åndelig berigelse for os selv. Dagens meditation handler om de krav, som stilles til os, både af samfundet og af vore medmennesker, og som vi kender gennem det højere spirituelle niveau, som vi er i kontakt med gennem vores samvittighed. Det er ikke altid indlysende, hvad man er kaldet til, og det er desværre alt for let at misforstå kaldsbegrebet som en slags indbildning og noget, som vi alligevel ikke evner at leve op til. Men det virkelige kald går aldrig ud over de evner og muligheder, som vi er udstyret med. Gud beder kun sine børn om at gøre det, som de er i stand til. Men at leve op til hans ønsker kræver, at man tager sit liv alvorligt. Det, man er forpligtet til, behøver ikke at være noget stort. Og det ændrer sig hele tiden. Det kan være, at man skal holde op med at ryge, eller at man skal motionere noget mere. Men det kan også være, at udfordringerne er større. Måske skal man rejse til fremmede lande eller lede efter mennesker, som man slet ikke kender i forvejen. Og meget ofte vil dette kald være med til at ændre vores tilværelse i en retning, som vi ikke havde nogen mulighed for at forudsige. Måske fører det noget godt med sig, måske ikke. Vi kan ikke forudsige fremtiden, men vi ved, at hvis vi ikke selv gør noget for at forme den, så bliver den sandsynligvis ikke så god, som den kunne have været. Der er altså meget at meditere over for os, lige som Maria sandsynligvis havde meget at tænke på, da en engel havde fortalt hende om fremtiden. Spørgsmålet er, om vi kan høre lige så tydeligt som Maria, hvad Gud kræver af os. Og om vi tør være lige så lydige imod Gud, som Maria var det? 2. Marias besøg hos Elisabeth Bibel: Matt Kirkelig festdag: 31/5 Meditation: Denne festdag er velegnet til at meditere over venskaber. Lige som Elisabeth var veninde med Maria, har vi alle venner, som betyder noget for os i hverdagen. Denne dag er det passende at meditere over disse venner og at se, om der er ting, vi kan gøre bedre. Dels for at bevare det gode forhold, dels for at skabe nye kontaktflader og at lære nye mennesker at kende. Det afgørende i forholdet til vores venner er engagementet. Når vi engagerer os i andre menneskers gøremål og deres oplevelser, så skaber vi også gode forhold til disse

38 mennesker. Lige som Elisabeth var engageret i Marias kommende fødsel, er vi kaldet til at engagere os i det, som andre mennesker skaber og tror på. Det handler ikke om at konkurrere om, hvem der har det bedste liv, men om at helliggøre det liv, som vi allerede lever. Dagens meditation kan handle om, hvordan vi engagerer os bedre og mere i andre mennesker, og hvordan vi gør det lettere for disse mennesker at engagere sig i os. Kommunikationen går naturligvis begge veje, og forudsætningen for at leve det gode liv, er at man ikke er alene. Og det kan man gøre rigtig meget for at undgå. 3. Marias reneste Hjerte Teksten findes i de apokryfe skrifter Kirkelig festdag: 12/6 Meditation: Dette er dagen, hvor man ransager sin hjerte, hvilket vil sige, at man mediterer over de motiver, som driver en til at leve og handle, som man gør. Der er gode og dårlige motiver, og det gælder om at ændre sin adfærd på de områder, hvor man er styret af dårlige motiver. Sådanne motiver kan være had, hævn og misundelse, og i de fleste tilfælde vil vi komme til at fortryde, når vi lader os forføre til at handle efter disse motiver. Vi skader andre, og i sidste ende skader vi også os selv. Det rene hjerte handler ikke kun om at føle personlig kærlighed til alle Guds skabninger, det handler også om at ville og turde leve op til det kald, som man har. For alle mennesker har et kald, som kommer fra et højere spirituelt niveau. Kald det Gud, hvis du godt kan lide dette udtryk. Det afgørende er at forstå, at der er en sammenhæng mellem det personlige kald og det rene hjerte. For kun det hjerte, som i ærlighed tør lytte, og som søger det gode, vil være i stand til at møde den ægte kærlighed. Og kun i kærligheden kan vi finde den ægte ro. 4. De hellige Joakim og Anna Marias forældre Teksten findes i de apokryfe skrifter Kirkelig festdag: 26/6 Meditation: Maria er Guds Mor, og det er ingen tilfældighed, hvem Gud lader hende føde af. Om Maria var uden synd, er et dogmatisk spørgsmål, men det at hun nødvendigvis måtte fødes af gode og fromme forældre, forekommer at være selvindlysende. Derfor er der grund til at fejre Marias forældre, som hed Joakim og Anna. Vi ved meget lidt om dem, men vi tror at de var beskedne, hæderlige og kærlige mennesker. Når vi fejrer denne dag, kan vi passende meditere over vores egen familiære situation og spekulere over, om der er forhold, som vi kunne ændre til det bedre. Joachim og Anna var sandsynligvis fattige, så heraf kan vi lære, at livet ikke drejer sig om at samle

39 materiel rigdom. Det handler om åndelig rigdom. Og en del af den rigdom, som vi alle har, ligger i vores relation til vores forældre og vores søskende. I disse relationer ligger ofte mange misforståelser og megen misundelse. Men vi har altid mulighed for at gøre det onde godt igen, og vi har altid mulighed for at gøre det bedre i forhold til vores egne børn. Ingen forventer, at vi har mirakuløse evner eller guddommelig selvindsigt. Alt, hvad der kræves, er den gode vilje. Det er den, som vores børn bedømmer os på, og det er den, som vi engang vil blive dømt på. 5. Marias optagelse i Himlen Kirkeligt dogme Kirkelig festdag: 15/8 Meditation: Maria døde, og det gør alle mennesker på et tidspunkt. Det er vigtigt at se sit liv i dette perspektiv og at meditere over, hvad man forventer, kommer efter døden. Hvis man ikke tror, at der er noget efter, så må man overveje, hvilke værdimæssige faktorer, man ønsker, skal styre ens liv, og hvor disse værdier kommer fra. Er de holdbare og ægte? Hvis man tror på et liv efter dette, må man overveje, hvad der vil blive lagt vægt på i den endelige opgørelse. Det, som skal undgås, er frygten for døden, for denne frygt fører ikke noget godt med sig. Der er ingen grund til at frygte det uundgåelige, men der er god grund til at frygte, at man ikke udnyttede de muligheder, som tiden inden døden livet gav en. Og det bør man meditere over. 6. Marias fødsel Teksten findes i de apokryfe skrifter Kirkelig festdag: 8/9 Meditation: Marias egen fødsel har betydning for mariologien, fordi det var gennem denne fødsel, at hun fik eksistens og dermed mulighed for at blive moder til Gud. At forholde sig til Marias fødsel gør man bedst ved at meditere over denne fødsel, set i sammenhæng med vores egen fødsel og med de omstændigheder, som har formet vores eget liv. Ethvert menneske er begrænset i sine udfoldelser af sin genetisk kode og af de sociale forhold, som han/hun er opvokset under. Men trods denne determination, så er vi alligevel i stand til at forme vores eget liv og at træffe vores egne valg. Vi er ikke kun produkter af noget andet skabninger men også unikke størrelser, som har et personligt ansvar, og som må forvente at skulle stå til regnskab for vore handlinger, både i dette liv, hvor vi bliver dømt af mennesker, og i det næste, hvor vi skal aflægge det endelige regnskab. 7. Marias syv smerter

40 Bibel: Luk. 2,25; Matt. 2,13-21; Luk. 2,41-50 o.a. Kirkelig festdag: 15/9 Meditation: I den kirkelige tradition taler man om de syv smertelige begivenheder i Marias liv. Det drejer sig om syv hændelser, som er hentet fra bibelen og fra den kirkelige tradition. Vi kan mindes Simeons profeti, hvori det siges til Maria om hendes barn, at han er: "bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges" (Luk. 2,34). Det tema, vi her mediterer over, er forholdet mellem offer og frelse. Det er nødvendigt for et menneske at ofre sig for at opnå resultater til gavn for sine medmennesker, men det menneske som lader sig kalde, må også være forberedt på at møde modstand. Der er altså en sammenhæng mellem det moralsk gode og det personlige offer. Den, som ikke vil ofre, kan heller ikke gøre det gode, for alt det gode, som ikke kræver offer, er der masser af andre mennesker, som gerne vil udføre. For de får jo deres betaling, om det så er i selskabelig fornøjelse, sex, magt, social status eller penge. Det vi skal meditere over, er ikke det konventionelle og det nyttige, men det moralsk gode. Der er store krav til mennesker, som virkelig vil handle moralsk godt, og mange er hellere fri, når de indser, hvilken pris det har. Men det gode er vejen til Guds hjerte, og til Marias. Vi er elsket, uanset hvad vi gør, men vi har også set, hvordan Maria og hendes søn har ofret sig for det gode. Og det kan ikke undgå at inspirere os. 8. Den hellige familie, Jesus, Maria og Josef Bibel: Matt. 1, Kirkelig festdag: 26/9 Meditation: Denne lejlighed kan f.eks. bruges til at meditere over begrebet "familie" og især forholdet mellem de to forældre. Der er stor risiko for, at forholdet mellem ægtefæller forfalder til rutine og ligegyldighed, ikke mindst når man er blevet forældre, og når hverdagen bliver præget af utallige pligter og rutiner. Men der er en vej ud af kedsomheden og den gensidige irritation, og det er forandringens vej. Der kan ikke gives en simpel formel for forbedring af forholdet mellem forældre, men det er sikkert, at netop dette forhold er centralt for opretholdelse af den gode familie. Og dermed for trivslen for de børn, som forældrene har sat i verden. Man kan roligt lade sig inspirere af den hellige familie, og af det at Josef og Maria vandrede fra Egypten til Jerusalem, hvilket var en både langvarig og farefuld rejse i den tid, de levede i. Måske er vejen til fornyelse af familielivet også farefuld i dag. Måske kræves der forandring, som ingen rigtig kan overskue konsekvenserne af, før de er indtruffet. Men faren ved stilstand er endnu større. Står man stille, så går alting i stå, og så har familien ikke mere nogen berettigelse overhovedet. Der skal træffes nogle

41 vanskelige afgørelser, og der er altid en risiko for, at det går galt. Men uden disse afgørelser, så går det slet ikke. Det er bedre at vælge forkert, end det er slet ikke at vælge noget. 9. Marias ubesmittede undfangelse Teksten findes i de apokryfe skrifter Kirkelig festdag: 8/12 Meditation: Dagens meditation handler om moderskabets renhed, hvilket vi fejrer ved at meditere over de gode egenskaber hos vores egen moder og den mand, som hun har valgt som vores far. Mange mennesker har konflikter med deres forældre, og det er ikke ualmindeligt at børn bliver irriterede over, at deres forældre ikke forstår dem. Men det at mennesker står hinanden nær, er ikke altid garanti for, at de også forstår hinanden. Måske er det netop allersværest at forstå de mennesker, som står os nærmest, og det er dem, som vi bliver mest irriteret over. At Maria blev undfanget uden synd, er i sig selv et mirakel, og hvis vi ikke havde befundet os i mytologiens verden havde vi nok ikke kunnet tro på denne historie. Men for Gud er alting muligt, og for den, som elsker Maria, kan der ikke siges for meget godt om hendes renhed. Derfor er denne festdag den rette til at fejre miraklernes betydning og den rolle, som det overnaturlige spiller i den mariologiske tro. For hvis vi alene ville anerkende naturlovene, så var alt, hvad der fortælles i Bibelens bøger, jo det rene overtro, og så var mariologien ikke andet end en slags folkeeventyr. Men selv om vi respekterer H. C. Andersen og andre store digtere, så ved vi også, at der er forskel mellem fantasi og virkeligheden. Maria lever i vores fantasi, men hun er også i høj grad en del af virkeligheden. *** Ikoner Da man ikke havde fotografiapparater for to tusinde år siden, har vi desværre ikke noget fotografi af den historiske Jomfru Maria. Og vi har heller ikke nogen malede portrætter af hende, lavet af mennesker, som rent faktisk har set hende. Men måske er disse begrænsninger i virkeligheden en fordel for os, for Maria Guds Moder er jo ikke bare en kvinde, som levede i Mellemøsten for lang tid siden, men også et universelt symbol, et billede på den evige og altomspændende kærlighed, som alle levende mennesker stræber mod at give og at opleve. Havde vi haft realistiske billeder af den historiske Maria, var der måske nogle, som ville have syntes, at hun var lidt for køn eller grim, høj eller lav, og måske kunne nogle mene, at hun udtrykte en slags karakteregenskaber, som de ikke brød sig om. Hvis man har fulgt debatten om et af verdenshistoriens mest berømte malerier, nemlig Leonardo da Vincis Mona Lisa, vil man vide, at der er mange opfattelser af, hvad denne kvinde og hendes mystiske smil udtrykker. Hvis vi havde haft et tilsvarende realistisk maleri eller foto af Jomfru Maria,

42 ville forsøgene på at læse hendes tanker sikkert ingen ende tage, og for nogle mennesker ville dette have været forstyrrende. Det er bedre at hver enkelt af Marias tilhængere har sit eget indre billede af, hvordan hun så ud, og det er det som ikonografien lægger op til. Den teknik, som man anvendte til at male Maria i kristendommens første århundreder, blev importeret fra Egypten, hvor den blev anvendt til at male de døde, som var balsameret i gravkamrene. Teknikken blev efterhånden udviklet til at male historiske personer, og her især den hellige familie og de kristne helgener. Det er derfor ikke tilfældigt, hvordan man maler ikoner, for metoden er udviklet gennem århundreder. Det er gennem erfaring, man har fundet ud af, hvilke ikoner der kan bruges. Og erfaringen viser, at Maria-ikoner i højeste grad kan bruges, især hvis de er fremstillet på den korrekte måde. For det handler om at skabe et billede, som ikke er realistisk og detaljeret, men som på den anden side heller ikke er så forenklet, at motivet ikke kan genkendes. Hvordan dette gøres, skal jeg ikke forsøge at redegøre for her, men kunsten at fremstille en god ikon er ikke noget, man lærer på kort tid. Det kræver talent, det kræver håndværksmæssig færdighed, og så kræver det kærlighed til det materiale, som man arbejder med. Ikonfremstilling er nemlig ikke bare håndværk, det er også en form for spirituel aktivitet i sig selv. Og den, som vil bruge tiden på at lære at fremstille gode Maria-ikoner, skal derfor selv føle en ægte kærlighed til den kvinde, som han/hun bruger sin tid på at kalde frem. For det at fremstille en god ikon tager tid. Lang tid. ** Øst- og vestkirken Ikoner har man altid anvendt i den kristne kirke. Men i takt med at de teologiske forskelle mellem øst- og vestkirken blev større, frem mod det endelige brud i 1054, valgte hver af disse kirker at rette fokus mod én særlig genstand, som man mente, illustrerede det guddommelige bedre end alt andet. I vestkirken valgte man sakramentet, medens man i østkirken valgte ikonerne. Og forskellen mellem at vælge ikonerne og sakramentet som den centrale kultgenstand kan meget vel ses som et udtryk for andre forskelle mellem de to kirken. Den ene vestkirken udviklede sig i autoritær og politisk retning, medens den anden østkirken antog bredere og mere national karakter. Ikonerne har altid været det centrale for østkirken (den ortodokse kirke), og derfor har man også i denne kirke udviklet en ikonografisk lære, som giver faste retningslinjer for fremstilling og anvendelse af de kristne ikoner. Den spiritualitet, som vi taler om i dette skrift, er tæt forbundet med den byzantinske religion, som i højere grad går ind for direkte kontakt mellem Gud og mennesker, end man forestiller sig i den pavelige teologi. Mariologer og tilhængere af det mariologiske gudssyn, er i stand til - helt ved egen kraft - at tale og lytte til Gud helt uden nogen mellemliggende instans. Man lærer ikke Gud at kende ved at læse pavelige dekreter, men ved at bede til Gud Fader den Højeste, eller ved at henvende sig til Guds Mor i himmelen, som kan formidle denne kontakt

43 For vestkirken er det centrale moment i evangeliet Jesu korsfæstelse, og den centrale handling i kirkens liv er eukaristien, hvor de troende spiser Kristi legeme og dermed tager del i hans lidelse. Denne eukaristi kan naturligvis kun forberedes og uddeles af paveligt godkende og indviede præster, og derfor er hele tilknytningsforholdet til kirken bestemt af de troendes forhold til paven. Uden tro på paven har den romersk-katolske tro ingen meningen. For østkirken er det anderledes. Her er det ikoner, som er det centrale, og enhver, som ønsker det, kan anskaffe sig en ikon. Præsterne har derfor ikke så stor magt over de troende i østkirken, som det er tilfældet i den pavelige kirke, og det er måske derfor, at interessen for at blive genforenet med papismen har været yderst begrænset i de ortodokse kirker. Og det på trods af pavens gentagne opfordringer til at det tusindårige skisma skulle bringes til ophør. Set fra et demokratisk synspunkt forstår man østkirkens afvisning af en sådan genforening. Man er ikke interesseret i at blive fodsoldater i et nyt romersk religionsimperium med en "ufejlbarlig" pave som leder. Man er heller ikke interesseret i at pådutte de troende en religion, der anvender teologien som et redskab til at promovere en amerikansk-judæisk politisk teologi, hvis sikre kendetegn er, at den aldrig modsiger amerikanske udenrigspolitiske interesser og som tak for dette modtager størstedelen af sine penge fra de 60 mio. amerikanske medlemmer. Som mariologer ønsker vi naturligvis ikke at blande os i politiske forhold eller at tage stilling til striden mellem pavekirken og den byzantinske kirke. Vi kan kun håbe, at tilhængerne af de to kirker vil kunne leve fredeligt sammen, og at der aldrig vil opstå en situation, hvor en enkelt mand et sted i verden, vil kunne styre, hvad alle kristne skal mene. Og dette ganske uanset hvor ufejlbarlig denne mand og hans tilhængere mener, at han er. Vil dette ske, så er kristendommen død, og det er der måske nogle, som mener at den allerede er. Den autoritet, som den kristne kirke engang havde, er i hvert fald væk, og selv i de lande, hvor størstedelen af borgerne formelt set tilhører den ene eller anden kristne konfession, er tiltroen til de kristne læresætninger meget begrænset. Og det gælder ikke mindst i de paveligt dominerede lande, hvor troen på det syndige i prævention og andre pavelige læresætninger - heldigvis - stort set er væk. Mennesker ikke dumme, og de fleste ved, at Gud er tilgængelig for os alle, ganske uanset hvilken religion vi tilhører og hvor i verden vi lever. Medlemskab af en bestemt konfessionel forening kræves ikke, for Gud er universel. Det han lærer os kan vi høre ved at lytte til vores egen samvittighed og ved at bruge vores egen forstand. På grundlag af disse betragtninger vil jeg mene, at chancen er stor for at interessen for en ikke-institutionaliseret mariologisk spiritualitet vil vokse. Trangen til at dyrke det spirituelle og til at finde en mening med livet, som ikke kræver fordummelse og blind lydighed, er stigende. Tiden kræver, at vi finder en måde at leve livet, som sætter os fri af materialismens og psykologiens vildfarelser. Og her har pavekirken meget lidt at byde på. Men mariologien har alt

44 ** Ikonens tre formål Årsagen til at vi beskæftiger os med ikonerne, er ikke, at vi ønsker at fremme et bestemt kirkesyn eller en bestemt teologi, men udelukkende den, at vi gerne vil bringe spiritualiteten ind i de private hjem. Det at tro på Gud skal ikke have noget at gøre med, om man kan lide paven eller den lokale sognepræst. Det skal handle om kærligheden til det universelle gode, som vi alle kender og forstår, nemlig Maria. Denne Maria kan man, i princippet, tilbede og kommunikere med ganske uden anvendelse af nogen form for ikoner eller billeder, men uden hjælpemidler bliver det bare lidt sværere. Det, som er formålet med mariologien, er at skabe en ægte og individualiseret spiritualitet, som ikke kræver indøvelse af et særligt teologisk program eller træning i faste religiøse positurer. Det handler om at gøre Maria tilstedeværende og at gøre hendes kærlighed til en inspirationskilde i hverdagen. Og til dette formål kan ikoner gøre megen nytte, nemlig til tre formål: Dekoration, prostration og meditation. Det første formål det dekorative handler om at skabe behagelige omgivelser for vores liv i hverdagen. Der kan være mange grunde til at hænge billeder og fotografier op på væggene, men når man vælger at ophænge en ikon, så er det, fordi man mener, at denne skaber en helt særlig atmosfære i hjemmet. Ikke fordi at ikonen i sig selv gør nogen forskel, men fordi at de mennesker, som iagttager den, bliver bragt i en vis kontemplativ tilstand. Ikoner skaber god atmosfære, og det er årsagen til at man bør have dem i sit hjem. Alene det at der er en Maria-ikon i det rum man befinder sig i, gør rummet større. I åndelig forstand i hvert fald. Men der er forskel på ikonerne, og nogle virker bedre end andre. Det finder man ud af når man befinder sig i deres nærhed over længere tid. Den gode ikon har mere karisma end den mindre gode. De gode ikoner kræver tid. Og de har meget til fælles med det motiv, som de repræsenterer, nemlig den hellige Guds Moder. De trækker ikke opmærksomheden mod sig selv, men mod det hellige som sådan. Og derfor gør den gode ikon forskel. Har man den, så trives man bedre i det rum, hvor den er ophængt, og er den væk, så synes man at rummet er tomt. Ikonernes andet formål prostration handler om at bruge ikonen som kultgenstand og at ære dens tilstedeværelse og dens motiv med en sit kropssprog. Den mest enkle form for prostration er det at hilse, hvilket man gør ved at bøje hovedet, når man ser på ikonen. Er det første gang man ser ikonen, så kan man knæle og folde sine hænder foran den. I den knælende stilling kan man næsten ikke lade være med at bede, for det ligger dybt i vores natur, at den, man bøjer sig for, også er den, man adlyder. Når man ønsker at adlyde Gud, så er en selvfølge at man også bøjer sig for hans moder, som repræsenterer den guddommelige kærlighed. Men det er også vigtigt at forstå denne kærlighed. Når vi bøjer os og "ydmyger os" i forhold til den hellige moder, så mister vi ikke derved vores frie vilje. Maria styrer os ikke, hun øver sin indflydelse på den samme måde, som mødre altid har gjort det, nemlig ved at lytte og ved at rådgive. Hun følger det, som de moderne managementkurser kalder for Paretos lov, også kaldet for 80/

45 reglen. Hun lytter 80 % og taler 20 %. Og netop derfor er der intet at være bange for. Maria vil aldrig misbruge dig. Hun er helt forskellig fra de præster og paver, som vi kender fra de kristne kirke, for hun har intet ego, som hun skal manifestere. Hun er ikke forfængelig og hun ønsker ikke at bestemme, hun har ingen soldater, ingen betalende medlemmer og ingen "nøgler til Himmeriget". Derfor har du ikke noget at være bange for, når du underkaster dig hendes billede. Hun er lige så ren som Gud, og hun taler til dig, så kun du kan høre det, nemlig gennem dit "indre øre" og gennem din samvittighed. Det tredje og sidste formål med at have en ikon er at kunne bruge den som objekt for meditationen og bøn. Et menneske kan naturligvis meditere og bede, hvornår det skal være, og der er ingen grund til at gøre det i nærheden af en ikon. Men da bøn og meditation kan have forskellige intensitet, så er der grund til at gøre sig klart, at denne intensitet ikke kommer af ingenting. Den bedste meditation er den, som inspireres af noget udenfor menneskets egen bevidsthed, og et sådant objekt kan meget vel være en god Maria-ikon. Denne ikon skaber i sig selv en meditativ stemning for mennesker, som befinder sig i dens nærhed, men den gør det også lettere for det mediterende menneske at rette opmærksomheden udad. Og netop dette er vigtigt, for den mariologiske meditation er ikke en måde at blive indadvendt og selvcentreret. Det handler om, at se verden som den er og at turde påtage sig et ansvar. Det handler ikke om åndelige øvelser beregnet til at tæmme en indre ondskab eller om yoga-lignende bevægelser, som er sunde for kroppen, men ganske ligegyldige i spirituel henseende. Det handler om at komme nærmere Maria og den verden, som hendes søn har skabt. ** Tre slags Maria-ikoner og deres spiritualitet Enhver, som har besøgt en byzantinsk kirke eller været i et ikonværksted, vil vide, at der findes mange forskellige ikoner med lige så mange forskellige motiver. Det kan dreje sig om motiver fra Bibelens bøger i Det Gamle eller Nye Testamente, det kan dreje sig om de apokryfe skrifter, eller det kan dreje sig om helgener og helgenlegender, som spiller en rolle i den tradition og det geografiske område, som ikonerne knytter an til. I denne tekst indskrænker vi os til at se på én bestemt type ikoner, nemlig Mariaikonerne, og selv om der også indenfor denne genre findes mange variationer, så er det muligt at kategorisere dem i tre hovedgrupper. Forskellen mellem disse grupper er ikke det ikonografiske sprog eller den teknik, som er anvendt ved deres fremstilling. Det handler om selve motivet, altså om hvordan Maria vises. Og her er der - i grove træk - tre forskellige måder: Den autoritære ikon (Maria med Jesus som prædiker) Denne type af Maria-ikoner afbilder Guds Moder med sit barn, som efter hvad der vises allerede i en tidlig alder indtog rollen som prædikant og som dirigerende centrum i forhold til sine omgivelser. Jesus retter opmærksomheden ud mod den verden han taler til, og han er tilsyneladende siddende på moderens arm i gang med at vejlede og irettesætte de mennesker, som ser på ikonen

46 Man kan mene at motivet for denne type ikoner ikke er realistisk, for hvis Jesus fremstilles i en så ung alder, at han bæres på Marias arm, så vil han næppe samtidig kunne prædike for den omgivende forsamling. Men det er jo ligegyldigt, for ikoner er ikke realistiske billeder, men teologiske udsagn. Og den holdning, som den autoritære ikon søger at fremme, er den hierarkiske. Det handler om at vise, at Jesus fortæller sandheden til de troende, og at han viser vejen for sine tilhængere, og at Maria ikke er andet end en af hans tilhængere, og at hun derfor intet selv præsterer ud over det at pege på sin søn. Det er Jesus som førerskikkelse, som denne ikon viser, og det budskab den søger at formidle er det, at brugeren skal rette sig efter de kirkelige autoriteter, for disse er jo efter kirkens lære Jesu repræsentanter. Da den Jesus, som afbildes, er i færd med at prædike, må man formode, at brugeren af ikonen ikke skal henfalde i meditation eller i betagelse over Maria. Nej, han skal lytte. Og han skal sammenligne sin aktuelle livsstil med den, som Jesus-barnet foreskriver. Det handler om at forstå sig selv som ulydigt og ikke-troende menneske og dermed også som potentielt fortabt. For den, som ikke følger Jesus, må jo regne med fortabelse (Luk. 19,27), og den måde man følger Jesus, er ved at holde tæt kontakt med kirken og at følge de kirkelige autoriteters formaninger. Ikke kun når det handler om kirkegang, men også når det drejer sig om deltagelse i de frivillige aktiviteter til kirkens udbredelse, når det drejer sig om kirkebidrag og om udbredelse af kirkens politiske lære, som den nu ser ud på et givent tidspunkt. Den autoritære ikontype virker negativ på mange mennesker, men det behøver den måske ikke at gøre. For nogle mennesker er frihed ikke godt, de foretrækker at have en myndig fader til at dirigere dem. Og den autoritære ikon er beregnet for disse mennesker. Måske vil brugeren af disse ikoner indrømme, at den gudsforståelse de repræsenterer i højere grad har at gøre med kirkens behov for lydighed, end med menneskers behov for frihed til at følge deres egen samvittighed. Men hvad gør det? Hvis man virkelig tror, at paven er ufejlbarlig, så er alting, som hjælper et menneske til at underordne sig denne autoritet jo kun godt. Og så er samvittigheden jo bare en forstyrrende instans. Den romantiske ikon (Maria med kyssende Jesus) Den anden type Maria-ikon er den, hvor Maria afbildes sammen med Jesus, som kysser hende. Det er en kærlighedsorienteret ikon, som minder brugeren om, at også Jesus selv havde behov for kærlighed og at vi alle derfor må elske Gud på samme måde, som vi ved, at han elsker os. Man kan opfatte denne ikontype som værende "privat" forstået på den måde, at den viser intimitet mellem moder og barn. Men denne intimitet er ikke kun af interesse for de to personer, for det er ikke tilfældige mennesker, som er afbildet. Det handler om Gud og hans moder, og det, som ikonen viser, er derfor Guds egenskaber, som i alt væsentligt kan sammenfattes til at være kærlighed (1 Joh 4,16). Denne ikon viser, at også Maria er kærlighed, og at hun frydes når hun modtager kærligheden fra sin

47 søn. Hun er præcis som andre mødre, og Jesus er præcis som andre børn. De elsker at holde tæt om hinanden, og de har det godt, når de fornemmer at den anden også har det godt. Denne form for ikon er en udmærket illustration af det centrale i mariologien, nemlig Marias kærlighed til sit barn og til alle andre mennesker, som også i en overført betydning er hendes børn. Hvis man mediterer over en ikon af denne type, vil det være let at finde ro, for her bliver man ikke irettesat, og her er der ikke noget, som man skal nå. Denne ikon egner sig altså til "græsrødderne" og ikke til dem, der ser Guds folk som værende hierarkisk opdelt og medlemmer af en magtinstitution, hvis overordnede mål det er som ethvert andet firma at vokse og at tjene penge. Men selv om den romantiske (kærlighedsorienterede) ikon viser Guds kærlighed, så har den også sine begrænsninger, og disse kommer af, at den kan risikere at låse brugeren fast til en bestemt mariologisk synsvinkel. Det, som brugeren af den romantiske ikon skal huske på, er, at Guds kærlighed ikke er indadvendt, og at den ikke begrænser sig til kærligheden mellem familiemedlemmer. For det, som Maria og hendes søn regner som familie, er langt mere end de biologiske familiemedlemmer. Det handler om alle, som ønsker at gøre det gode, og som dermed er medlemmer af den åndelige familie, som Maria er moder for. Den romantiske ikon er god som redskab til at meditere over dette tema, men den må ikke forlede nogen til at tro, at Guds kærlighed er begrænset til det familiære. Nej, Guds kærlighed er universel, og derfor er vi som mennesker kaldet til at realisere den universelle kærlighed. Ikke kun at elske dem, som er lige som os selv, men også dem, som er helt anderledes. Den rene ikon (Maria uden Jesus) Den sidste ikontype er den rene, og dermed menes den, som ikke viser andet end den hellige Guds Moder selv, og som ikke antyder nogen særlig situation eller tilstand, som hun måtte befinde sig i. Fordelen ved denne ikontype er, at den åbner op for flere tolkninger og dermed også for flere former for mariologisk spiritualitet. Forholdet mellem den rene ikontype og de andre kan sammenlignes med to slags bøger. Den ene type bøger har en scene fra handlingen afbildet på forsiden, mens den anden type har et neutralt omslag. Læseren vil måske synes at bogen med motiv på forsiden ser mest spændene ud, men samtidig vil denne bog i højere grad låse ham fast i sin læsning. For han vil være tilbøjelig til at læse bogen ud fra den opfattelse, at netop den scene, som vises på forsiden, er det centrale i bogen, og sådan havde det måske ikke behøvet at være. På tilsvarende vis bliver brugeren af de omtalte ikke-rene mariaikoner tvunget til at læse en særlig (romantisk eller hierarkisk) tolkning ind i ikonen, og det er formentlig også det, som er producentens mening. De ikke-rene ikoner er derfor manipulerende og har et formål, som nogle vil kalde politisk. Men med politik så gælder det jo, at nogle er enige

48 og andre er uenige. Og det er egentlig svagheden ved disse ikoner, for mariologiens formål er jo ikke at skabe splittelse, men samling. Kritikken af de rene mariaikoner er til gengæld, at nogle mennesker henfalder til den tro, at mariologien idealiserer det at være alene. Det er selvfølgelig forkert. Den historiske Maria var formentlig aldrig alene, og det budskab, hun formidler til sine tilhængere, er ren kærlighed. Hvordan skulle denne kærlighed kunne realiseres, hvis mennesker er alene? Nej, Marias budskab retter sig først og fremmest mod det sociale menneske, som lever livet blandt andre mennesker, og som glædes over disse menneskers individualitet. Men bortset fra det, så er der intet galt med ensomheden. Nogle søger den ligefrem og trives bedst i denne tilstand, og hvis den rene Maria-ikon kan være til inspiration i den henseende, så er det kun godt. For Jesus mediterede 40 dage i ørkenen (Mark. 1), og derfor kan vi også roligt søge ensomheden i et kloster eller en hule ude i skoven. Selv om mennesker lever livet på deres helt egen måde, så er der alligevel plads til dem i Marias menighed. For det, som karakteriserer denne menighed, er først og fremmest dens rummelighed og det, at enhver får friheden til at søge Gud på sin egen måde. Der er plads til os alle, det er kernen i Marias budskab, og er man så heldig at eje en ikon med hendes ansigt som motiv, så er vejen banet for en sand, universalistisk og mariologisk forståelse af det guddommelige. ** Hvordan skaffer man en god ikon? Der er mange måder at skaffe sig en ikon, og for at finde den måde, som passer bedst til en selv, er det nyttigt at gøre sig klart, hvad denne ikon skal kunne. Den skal afbilde den hellige Guds Moder på en sådan måde, at man ikke ser hende som kunstværk, men på den anden side må hun heller ikke males så stiliseret, at man mister fornemmelsen af at hun er et levende væsen. Hvad der er godt og mindre godt vil i sidste ende være en personlig afgørelse, og man kan derfor ikke opstille faste retningslinjer for, hvordan den gode ikon skal se ud. For hvert menneske er der et motiv og en ikonografisk form, som netop dette menneske finder rigtig, og det er ikke sjældent, at man ombestemmer sig og kasserer en ikon man engang holdt af, samtidig med at man retter opmærksomheden mod en anden ikon, som man hidtil ikke har interesseret sig for. Derfor er det nok klogt at anskaffe sig flere ikoner, for man udvikler sig hele tiden, og det gør den ikoniske spiritualitet også. Og en ikon kan man skaffe sig på følgende måder: Lav den selv. Man kan selv lave en ikon med det motiv man ønsker. Blot skal man vide, at det kræver gode håndværksmæssige færdigheder og en del teknisk viden at fremstille en ikon. For de fleste mennesker vil det være umuligt at opnå det nødvendige færdighedsniveau, da det tager tid og kræver mange forudgående øvelser. Ønsket om selv at fremstille sin ikon må derfor ofte opgives, fordi man indser, at resultat af denne arbejdsproces aldrig vil blive af en sådan kvalitet, at man vil have den pågældende ikon hængende i sit hjem

49 Men inden man giver op, skal man dog overveje, om det alligevel ikke var en god ide at forsøge sig med den praktiske ikonfremstilling, også selv om man ikke forventer, at resultatet bliver af høj kvalitet. For der er megen glæde og spirituel inspiration forbundet med det at fremstille en ikon, og hvis man er så heldig at have en god lærer og at være i et inspirerende miljø (f.eks. et kursus), kan det være at selve fremstillingsprocessen i sig selv er så berigende, at det fysiske resultat af denne proces ikke er vigtigt. I visse tilfælde er mindre vellykkede ikoner i øvrigt til stor personlig glæde. Det er altid dejligt at eje en ting, som man selv har fremstillet, og når man selv har lavet en ikon, så forstår man bedre den betydning, som den har, og den spiritualitet, som den skal fremme. Alt dette er måske mere værd end et håndværksmæssigt fuldendt resultat, så det at lave sine egne ikoner om ikke andet så som et eksperiment må bestemt anbefales til enhver, som interesserer sig for mariologien. Bestil den hos en ikonmaler. En anden mulighed er at tage kontakt til en professionel ikonmaler og at bede ham/hende om at fremstille en ikon efter de specifikationer, som man ønsker. Det er vigtigt at man føler sig godt i overensstemmelse med den pågældende ikonmaler, for der vil gå lang tid efter, at man har modtaget ikonen, hvor man får associationer til dette mennesker, hver gang man ser på ikonen. Hvis man har negative oplevelser eller konflikter i samarbejdet, kan man risikere, at disse konflikter kommer til at præge det forhold, som man får til ikonen. Men omvendt, hvis man har et godt forhold til ikonmaleren, kan dette være med til at berige og fremme den spiritualitet, som ikonen skal udvikle. Det, som er faren ved at bestille en ikon, er, at man ikke har set den færdige ikon, inden man binder sig til at aftage den og betale for den. Man kan vælge et motiv, som maleren fremstiller ikonen efter, men man kan ikke sikre sig, at den færdige ikon har præcis den kvalitet, som man ønsker. Det er derfor altid risikabelt at bestille ikoner, med mindre man har en aftale om, at den endelige handel først bliver gyldig, når ikonen er færdig og man kan se præcis, hvordan den ser ud. Alternativt kan man aftale, at man har ret til indsigelse mod den færdige ikon, således at kunstneren lover at revidere de detaljer, som man eventuelt ikke er helt tilfreds med. Dette vil i hvert fald sikre, at der er en vis overensstemmelse mellem det ønskede produkt og det, som faktisk leveres. Og dette er jo forudsætningen for, at ikonen kan bruges. Køb en fabriksfremstillet ikon Den billigste måde at anskaffe en ikon er at købe en, som er seriefremstillet. Der er intet forkert i sådanne ikoner, som ofte kan være til stor glæde både visuelt og spirituelt. De seriefremstillede ikoner laves enten som papirtryk, der klæbes på træplader, eller de laves på særlige ikonværksteder, hvor de fremstilles ved serieproduktion

50 Det er svært at sige, om de trykte ikoner er bedre end de seriefremstillede. Nogle vil foretrække de sidste, da disse rent faktisk er håndmalede, også selv om denne maleproces er foregået efter samlebåndsprincippet, hvor ikonen vandrer fra hånd til hånd mellem de ansatte, som hver for sig er specialister i at male en bestemt del af det færdige motiv. Som man forstår, er der ikke meget individuelt ved ikoner, som er fremstillet på en af disse måder. Og det er der faktisk mennesker, som mener er en fordel. Det at ikonen ikke er personlig og ikke bærer præg af noget enkelt menneskes håndværksmæssige særtræk, betyder nemlig at ikonens bruger i fremtiden ikke vil skulle risikere at associere ikonen med dens skaber. Brugeren kan derved holde fokus på det vigtige, nemlig ikonens motiv. Og det er jo motivet, og ikonens evne til at gøre dette levende i brugerens bevidsthed, som er det vigtige. Så hvis man både kan spare penge og opnå en spirituel fordel ved at købe færdigfremstillede ikoner, så er dette måske den helt rigtige metode. Køb en færdigmalet ikon Den sidste måde at anskaffe sig en ikon er at opsøge en eller flere ikonmalere og at se deres produktion. Finder man en god ikon, så køber man den, og finder man ikke nogen, så går man bare videre. Et godt sted at starte søgningen er på internettet, hvor der er mange gallerier, som udstiller fine ikoner fremstillet af ikonmalere fra Danmark eller andre lande. Men hvis man virkelig vil se et mangfoldigt udvalg af ikoner i virkeligheden, så er det nødvendigt at rejse til udlandet for at besøge værksteder og forretninger i de lande, hvor ikonerne fremstilles. Det drejer sig især om de østeuropæiske lande, hvor den ortodokse kirke spiller en væsentlig rolle. Når man har fundet en forretning eller et værksted, hvor ikoner udstilles, så gælder det om at afsætte den nødvendige tid til at lære ikonerne at kende og til at vælge. Det kan tage lang tid, og man skal indstille sig på at besøge de bedste forretninger flere gange for at kunne udvælge den rigtige ikon. Til gengæld skal man være indstillet på, at prisen på de rigtig gode ikoner ikke er lav. I kommerciel sammenhæng er der en tæt forbindelse mellem ikonernes kvalitet og deres pris, så man kan næsten være sikker på, at hvis en ikon ser skønnere ud end andre, så vil den sandsynligvis også være dyrere. Der er jo når alt kommer til alt tale om forretning. De, som fremstiller ikonerne, skal leve af det. Forfatterens erfaring. Inden jeg slutter dette afsnit, skal jeg kort fortælle om min egen erfaring med anskaffelse af ikoner. Og denne erfaring er, at det er meget svært at finde den helt rigtige ikon, uanset hvilken af de ovenfor nævnte metoder man anvender. Faktisk finder

51 man slet ikke ud af, hvilken type ikon man har det bedst med, før man har haft lejlighed til at se på og bede til flere forskellige ikoner, og denne proces vil i reglen tage tid. Det er derfor en god ide at anskaffe sig flere forskellige ikoner og at teste dem i praksis ved at lade dem hænge forskellige steder i sit hjem. Når der er gået nogen tid vil man finde ud af, at der er nogle ikoner, som man bedre kan lide end andre, og det er naturligvis disse ikoner, som man skal anvende til sin åndelige rejse. Det, jeg vil anbefale læseren, er derfor ikke at investere mange penge i en bestemt ikon, før man er helt sikker på, at netop denne ikon er den helt rigtige. Dette siges dog under den forudsætning, at læseren ikke har ubegrænsede økonomiske midler, for hvis dette er tilfældet, vil jeg naturligvis råde til blot at købe ind, hvor man finder noget, man kan lide, og så kassere det, som man ikke vil bruge, hen ad vejen. Men er man ikke så heldig at have ubegrænsede økonomiske midler, så er det en god ide enten at låne nogle ikoner, som man kan teste, eller at købe nogle reproduktioner, som man kan bruge til dette formål og som man har råd til at kassere, hvis man ikke finder glæde ved dem. Når man har haft disse ikoner hængende i sit hjem i et par måneder, så ved man, hvilke af dem man kan lide, og så er det måske en god ide at finde en ikonmaler, som kan lave en ikon med netop dette motiv. Det er også altid en god ide at tage på en ferie eller to i nogle af de lande, hvor den ortodokse kirke er dominerende, og hvor ikonmaleriet derfor er udbredt. Hvis du besøger kirker og klostre i disse lande, vil du finde ud af, at de ofte har en forretning tilknyttet, hvor man kan købe ikoner til en rimelig pris. Det er også muligt at besøge de lokale ikonværksteder, men først skal man så finde ud af, hvor de befinder sig. Og det kræver gode lokale kontakter eller en aktiv rejseleder, som gider lave noget research. Husk altid, at man ikke smider ikoner ud. Heller ikke selv om man ikke længere ønsker at have dem hængende. For ikoner repræsenterer en spiritualitet, som har værdi for nogle mennesker, også selv om deres ejer ikke tilhører denne gruppe. Man bør derfor forære de ikoner, som man ikke selv bruger, til andre, eller levere dem tilbage til den forretning eller det værksted, hvor de er købt. Det, at man selv har større glæde af en bestemt ikon frem for mange andre, er jo ikke det samme, som at alle andre mennesker foretrækker netop den samme ikon. Den ikon, som den ene vil smide ud, kan være den, som en anden holder allermest af, så vis respekt for ikonerne, både som håndværksmæssige produkter og som spirituelle brugsgenstande. En ikon er ikke bare et stykke træ med maling på, det er en hellig genstand. Den repræsenterer Guds kærlighed og i vores tilfælde den hellige moder, som vi elsker over alt. ** Ikonens karisma og dens indvielse En ikon præcis som enhver anden spirituel brugsgenstand har et kraftfelt rundt om sig, og dette kraftfelt kalder vi for dens karisma (gr. gunstbevisning). Det drejer sig om den usynlige udstråling og den virkning, som denne genstand har i forhold til sine levende omgivelser, hvilket især vil sige de mennesker, som befinder sig i dens nærhed

52 Her er der stor forskel mellem den gode og den mindre gode ikon, men denne forskel har ikke kun noget at gøre med, hvordan ikonen er fremstillet, det har i mindst lige så høj grad noget at gøre med, hvor den har været brugt, og hvordan den er blevet indviet. Som udgangspunkt kan man regne med, at jo mere industriel og kommerciel den proces har været, som frembragte den pågældende ikon, jo mindre vil ikonens karisma være. Jo mere formålet med ikonens fremstilling har været at tjene penge, jo mindre kraft vil den have. En ikon, som er trykt på et stykke pap, som har været opbevaret i en container, og som er solgt i en souvenirbutik, vil ikke vil have en særlig kraftig karisma. En anden ikon, som er fremstillet af en bedende munk, indviet og foræret (gratis) til et søgende menneske, som har brugt den til meditation i flere år, vil til gengæld have en kraftig karisma. Men vi ved det naturligvis ikke sikkert, for karisma er ikke noget, som kan forudsiges eller måles objektivt. At den eksisterer vil enhver ejer af en ægte ikon kunne bekræfte, for ikoner adskiller sig ikke fra mennesker i denne henseende. Nogle har større udstråling end andre. Og det er naturligvis også derfor, at de som ejer de gode ikoner, ikke ønsker at skille sig af med dem. En ikon er i en vis forstand en slags spirituel båndoptager. Det som sker i dens nærhed, indgår i dens karisma, og jo mere den bruges til sit formål, jo bedre bliver den. Der eksisterer ikke noget, som hedder "slid" på ikoner, for alle former for spirituel anvendelse gør dem kun bedre. Det følger af dette, at alder kun er til fordel for ikoner, for jo længere tid de har eksisteret, jo mere liv og bøn har de kunnet optage i deres spirituelle sfære, og derfor er hovedreglen, at jo ældre de er, og jo mere har de været brugt, jo mere værdi har de også. Og her taler jeg ikke om økonomisk værdi, men brugsmæssig værdi. Når man erhverver en gammel og brugt ikon, vil man straks kunne mærke dens energi, men man skal ikke tro, at denne energi er uforanderlig. Hvert menneske er forskelligt fra alle andre, og den spiritualitet, som ikonen beriges af, er derfor også ny, når den får en ny ejer. Og derfor er det altid relevant at lade ikonen indvie, også selv om den måske har været indviet tidligere under sin forrige ejer. Og hvordan indvier man så en ikon? Det kan f.eks. ske ved, at man lader en præst eller en anden efter ens egen mening hellig person røre ved ikonen og gøre korsets tegn over den. Men man kan også selv indvie den, f.eks. ved at slå korsets tegn over den, kysse den og sige: Hermed velsigner og helliggør jeg denne Maria-ikon til ære for Gud og til glæde og velsignelse for [ejerens navn] og de mennesker, som befinder sig i dens nærhed. I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Som læseren sikkert forstår, så er der en tæt sammenhæng mellem begreberne velsignelse og indvielse. Den ikon som velsignes, bliver også indviet til sit formål, og enhver form for indvielse indbefatter også en form for velsignelse. Det afgørende er at forstå, at det hellige ikke skabes gennem nogen fysisk handling, som foretages i ikonens nærhed, men alene gennem den intention, som ligger i denne handling. Den gode intention virker som bøn, og dermed optages dens kraft i ikonen, hvilket gør, at man kan

53 kalde den indviet. Og denne indvielse kan gentages. Der er intet til hinder for, at ikonen bliver indviet flere gange og på flere forskellige måder. Det hele handler om, at den skal kunne tjene det formål, som den er blevet fremstillet til, nemlig at fremme den mariologiske spiritualitet. Formålet med en indvielse er at lade ikonen optage og udstråle den kærlighed, som er det vigtigste i Marias lære. Det handler egentlig ikke om "tro" i ordets traditionelle betydning, for den gode ikon påtvinger ikke sin bruger nogen form for tro. Den er et redskab til skabelse af spirituel oplevelse og erfaring og dermed et middel til at skabe kontakt til Gud. Det er hans liv, som Maria ønsker, at vi alle får del i. Og vi slutter med en bøn, som du kan afsige foran en ikon, som du gerne vil teste: Kære Maria. Jeg står foran en ikon, som har dit skønne ansigt som motiv. Jeg er i tvivl om, hvorvidt det er den rigtige ikon for mig og om den vil hjælpe mig til at opnå den kontakt jeg ønsker til dig og til vor Fader i Himmelen. Jeg beder dig derfor om at give mig et tegn, som fortæller mig om jeg har valgt rigtigt eller om jeg skal finde en anden ikon. Jeg venter på dette tegn, og når jeg hører eller fornemmer det, vil jeg rette mig efter det. Kære Maria, jeg elsker dig. I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen. *** Mariologisk bøn Et af de vigtigste formål med mariologien er at lære at bede. Og bøn virker, det er 100 % sikkert. I de senere år har videnskaben interesseret sig meget for dette emne, og en række undersøgelser har vist næsten entydige resultater. Hvis man beder, så er sandsynligheden for, at det ønske, man beder for, går i opfyldelse, større, end hvis man ikke beder. Og dette gælder, uanset om bønnen handler om store eller små ting, om helbred eller fysisk ejendom, om egne eller andres forhold. Enhver, som har ligget på hospitalet, ved hvilken rolle det spiller for ens velbefindende blot det at vide, at mennesker interesserer sig for, hvordan man har det. Og når disse mennesker beder for en, så er det udtryk for, at de ønsker, at det går godt. Så alene derfor rent psykologisk er bønnen til lindring. Men erfaringen viser også, at bønner har fysisk helbredende kraft og, at de mennesker, som beder, og som andre mennesker beder for, har større sandsynlighed for at blive helbredt end dem som giver op og som ingen interesserer sig for. Bønnens kraft kan slet ikke diskuteres. Den er et faktum. Det, som kan diskuteres, er, hvordan vi bedst beder, og hvad vi kan tillade os at bede om, for lige så klart som det er, at bønnen har kraft, er det også, at man ikke altid får indfriet sine ønsker. Og det skal vi nok være glade for. For det kunne jo være, at der var mennesker, som bad om noget, som ville være til skade for os andre, hvis det gik i opfyldelse. Tænk, hvis alle mennesker bad om at blive tusind år gamle, så ville jorden ville blive overfyldt, og der ikke ville være plads til dyrene og de kommende generationer. Eller tænk, hvis et menneske, som ikke bryder sig om dig, ville bede om,

54 at der ville ske dig noget ondt. Skulle Gud så følge hans ønske? Perspektiverne ville ikke være gode, hvis enhver bøn blev opfyldt, men sådan er det heldigvis heller ikke. Vi ved med sikkerhed, at bøn virker, men vi ved også, at ikke alle bønner opfyldes. Deraf kan vi udlede, at det ikke er alle bønner, som er lige virkningsfulde, og derfor er der grund til at tænke over, hvordan vi gør bønnerne "effektive", så de bliver opfyldt. Og her er der nok ikke faste regler, men jeg vil dog alligevel give det råd aldrig at bede om noget, som er til skade for andre. Bed aldrig om noget ondt, men altid om noget godt, og tænk dig om før du beder, for bøn skal handle om noget seriøst. Hvem der vinder en fodboldkamp er efter min mening ikke et seriøst emne for bøn, hvilket dog ikke står i modsætning til, at spillerne kan bede om, at de hver for sig yder den bedst mulige præstation, så kampen bliver god, og så publikum får noget at glæde sig over. Bøn skal handle om noget seriøst, og den skal være rettet mod det gode, ikke kun for den, der beder, men også for andre. Er du i tvivl om, hvad du kan bede om, er netop dette emne måske noget, som du kan spørge Maria til råds om. Og det gør du ved at knæle, at folde hænderne og at bede sådan: Maria, du hellige Guds Mor. Jeg er et søgende menneske, som beder om din hjælp til at finde en vej. Jeg vil vide, hvad jeg kan bede dig om, og hvad jeg skal forvente at få som svar. Jeg ønsker ikke at bede om noget, som ikke kan lade sig gøre, og jeg ønsker intet for mig selv eller andre, som er i modstrid med din vilje. Giv mig nogle råd til, hvordan jeg bedst kan henvende mig til dig, så du hører, hvad jeg siger. Derom beder jeg, du hellige Maria, Guds Moder. I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Vær sikker på, at du vil få svar. Enten vil det komme til dig med det samme, som en åbenbaring eller oplysning og indsigt i din bevidsthed. Eller også vil svaret komme senere og måske i form af noget, du ser eller hører i anden sammenhæng, og som Maria har tænkt sig at bruge til at undervise dig med. For Maria taler til alle, også til dem, som ikke har det let med de fine formuleringer. Hun underviser alle, som beder om undervisning, og hun vælger altid netop den måde at samtale, som hun ved, har en virkning. Men én ting kan og vil Maria ikke styre, og det er den måde, som det bedende menneske reagerer på det svar, hun har givet. Mennesker har stadig deres frie vilje, og selv om man beder og får svar, så er man ikke tvunget til at lytte og til at rette sig efter dette svar. Også på dette område er Maria som den kloge moder, som taler til sine voksne børn. Hun giver råd, men hun tvinger dig ikke til at følge dem. Det er derfor ikke nok at bede. Bøn er et magtfuldt værktøj, men det bør ikke stå alene. Det handler om at bruge sin forstand og om også selv at arbejde aktivt, for at det, der bedes om, bliver til virkelighed. Et gammelt ordsprog siger til de skibbrudne, som sidder i en robåd på det åbne hav: Bed endelig, men glem ikke at ro. Den samme pointe kender vi fra historien om den fromme mand, som var kæntret med sin båd ude på den oprørte sø, og medes han lå i vandet, foldede han sine hænder og bad

55 Gud om at frelse ham fra druknedøden. Samtidig stod en gammel fisker inde på bredden og råbte til manden: "Skal jeg sejle ud og samle dig op?" Men det mente den fromme mand i søen ikke burde være nødvendigt, for han havde jo bedt Gud selv om at redde ham, og Gud stolede han fuldt og fast på. Så han råbte tilbage til den gamle mand: "Nej, det er ikke nødvendigt." En halv time efter var den fromme mand død, og lidt senere stod han ved Himmelens port, hvor han mødte den Gud, han altid havde troede så fast på. Det første han sagde var naturligvis: "Hvorfor reddede du mig ikke, da jeg var i nød?" Og svaret han fik var dette: "Det forsøgte jeg skam også. Hørte du ikke at jeg kaldte inde fra bredden og spurgte, om jeg skulle komme og fiske dig op? Men du sagde nej, og derfor kom jeg ikke." Moralen i de to historier er den samme. Det at bede, gør ingen forskel, hvis man ikke også selv gør en indsats for at nå det mål, som bønnen retter sig imod. Man kan ikke tjene penge blot ved at bede, man skal også arbejde. Man kan ikke få et godt helbred bare ved at bede, man skal også leve sundt, spise sundt og motionere. Man kan ikke møde nye mennesker bare ved at bede om det, man skal også bevæge sig ud i de miljøer, hvor disse mennesker befinder sig. Og sådan kunne vi blive ved for at understrege den vigtige sandhed, at mariologisk bøn intet har med trylleri eller overtro at gøre. Det handler om at give Maria mulighed for at styrke os i det, som vi selv stræber mod, og det vil hun hellere end gerne gøre, hvis vi virkelig ønsker at opnå det, vi beder om, og hvis det er til gavn for os selv og andre. Meningen med at Maria kaldes for co-redemptor (medfrelser) er dobbelt. Dels betyder det, at Maria medvirker i frelsen, som den udvirkes af hendes søn og den treenige Gud. Men det betyder også noget mere, nemlig at hun ikke frelser os på trods af vores egne handlinger, men i overensstemmelse med disse handlinger. I mange sportsarter taler man om betydningen af den mentale forberedelse, som vor tids trænere ved, er af lige så stor betydning som den fysiske træning. Vi skal forberede os mentalt til det, som vi ønsker at skabe her i livet. Og denne mentale forberedelse sker gennem bøn, som i vores tilfælde vil sige mariologisk bøn i nærheden af en Maria-ikon. Form og indhold af denne bøn vil vi se på i det følgende. ** Bønnens form kropsholdninger Der findes i princippet tre former for kropsholdning, som anvendes i forbindelse med bøn, og disse former er den stående, den knælende og den liggende. Alle indeholder de en grad af prostration (underkastelse), som viser, at vi ærer det objekt, som vi står foran. Og der skal gerne være overensstemmelse mellem kropssproget og de følelser, som vi lægger bag den pågældende bøn. Det nytter ikke at snyde og at forsøge at signalere en inderlighed, som vi i virkeligheden ikke føler, for Gud som vi beder til er i stand til at læse vores tanker, og intet står ham mere fjernt end hykleriet. Der er derfor ingen

56 grund til forstillelse, og vi kan frit vælge, hvilken af de tre kropsholdninger vi finder relevant for netop den konkrete henvendelse, som vi ønsker at gøre. Ingen af de tre positurer giver garanti for virkning. Heldigvis. Men sandsynligheden for et godt resultat er altid større, når vi beder ud fra et rent hjerte. Der er ingen faste regler, men mange mennesker vil føle sig bedst tilpas, hvis de anvender en kropsholdning, som svarer til ønskets art. Det mindre ønske kan fremsiges med stående bøn, det mere vigtige med knælende bøn, mens det allervigtigste fremsiges i fuldt nedbøjet stilling. Den stående bøn Her stiller man sig foran ikonen og folder sine hænder, medens man retter opmærksomheden mod motivet og fremsiger den bøn man ønsker. Det vil være naturligt at fokusere på ikonen for at få dens motiv på nethinden, men det vil også være naturligt at lukke øjnene efter lidt tid, så man kan koncentrere sig om bønnen og leve sig ind i den stemning, som den fremkalder. Fordelen ved den stående bøn er, at den ikke medfører tilsmudsning af tøjet, som det ofte er tilfældet, når der knæles. Og en anden fordel ved denne form for bøn er, at den ikke adskiller sig meget fra den almindelige oprejste stilling, og at den derfor ikke vækker opmærksomhed hos omgivelserne. Det betyder, at man kan bede hvor og hvornår man finder det rigtigt, uden at skulle tage hensyn til andre menneskers holdning til det man foretager sig. Den oprejste stilling kan i øvrigt varieres. Man kan vælge at folde hænderne foran kroppen og man kan vælge at bøje hovedet mere eller mindre. Ingen af disse dele vil vække særlig opmærksomhed, og det vil sandsynligvis heller ikke være tilfældet, hvis man vælger at lukke øjnene medens man beder. Den knælende bøn En mere intensiv form for bøn er mulig, hvis man knæler med det ene eller med begge ben foran den ikon, som man vil bede til. Dette er den klassiske bedestilling i den kristne religion, og hvis man befinder sig i en kirke, vil denne form være den naturlige. Men befinder man sig et andet sted, f.eks. på et museum eller i et fremmed hjem, vil den knælende bøn blive anset som værende udtryk for overdreven fromhed, hvilket de fleste opfatter som noget negativt. Den knælende bøn har mange fordele frem for den stående. For det første signalerer man til sig selv og omgivelserne, at man underkaster sig det ideal, som ikonen repræsenterer, og for det andet er det lettere at koncentrere sig om bønnen, når man afskærer sig fra kontakt med andre ikke-relevante ting i omgivelserne, hvilket den knælende stilling i højere grad gør muligt

57 Det bedste ved den knælende bøn er imidlertid det, at man virkelig føler, at man beder med krop og hoved på samme tid, og at de to dele gensidigt understøtter hinanden. Derfor anvendes denne form som regel i religiøs sammenhæng, som f.eks. når katolikkerne knæler foran sakramentet, som for dem er identisk med Kristi Legeme. Man skal imidlertid ikke tro, at der er sammenhæng mellem religiøs konfession og en bestemt kropslig positur ved bøn. Der er naturligvis geografisk og historisk bestemte traditioner, som tilsiger, at medlemmerne af et bestemt kirkesamfund beder på en bestemt måde. Men her er der tale om tradition. I alle trossamfund accepterer man i princippet alle former for bøn, og for mariologisk søgende er der derfor ingen grund til at anvende anden form end den, som man rent subjektivt føler sig bedst tilpas ved at bruge. Det vigtigste er, at man lærer at bede, ikke at denne bøn sker i den ene eller anden kropslige stilling. Gud læser vores tanker, og når vi vælger en særlig nedbøjet stilling, er det ikke for at imponere Gud eller Jomfru Maria. Så er det fordi, at vi derved lettere bringer os selv i den spirituelle stemning, som gør bønnen værdifuld. Bøn med fuld prostration Begrebet prostration kommer af latin og betyder at "kaste sig til jorden". Dette sker når bedende mennesker lægger sig fladt ned, eller bøjer sig så dybt, at hovedet rører gulvet foran det objekt, som man ønsker at bede til. Sådan beder muslimer som regel, og sådan kan man også meget passende bede foran sin Maria-ikon. Ulempen ved denne form er at man risikere at tilsmudse sine klæder, men måske er det netop det, som gør den fulde prostration værdifuld, for her er der ingen begrænsning og ingen fine fornemmelser, man skal tage hensyn til. Bønnen handler om Gud og om den Maria, som ikonen viser, og spørgsmål med relation til personlig forfængelighed træder i baggrunden. Personligt mener jeg at den muslimske form for fuld prostration er bedre end den helt liggende form, som f.eks. anvendes ved indvielse af katolske præster. Men den helt liggende form har desværre den ulempe, at den risikerer at bringe det bedende menneske i en søvnlignende tilstand, fordi han befinder sig kropsligt på den samme måde, som han gør, når han skal sove. Den liggende tilstand har desuden den ulempe, at man vanskeligt kan tale højt, og bøn i kor med andre er derfor udelukket. Den mest radikale form for bøn, som kan realiseres i hverdagen, er derfor den islamiske, hvor det bedende menneske hviler på ben og hænder og bøjer hovedet så det rører ved jorden. Når man ser muslimer, som har praktiseret denne bøn 5 gange om dagen i mange år, kan man se at de har en brun plet i panden, som kommer af de mange berøringer med gulvet. Men kristne behøver ikke at bede fem gange om dagen, og mennesker med mariologiske præferencer vil normalt heller ikke bede så ofte. I hvert fald vil jeg selv fraråde alle former for institutionaliseret og tidsligt forudbestemt bøn. Jeg tror, at man skal bede, når man føler, at det er nødvendigt, og ikke når klokken viser en særlig tid, som alle andre også beder på. I det hele taget skal man passe på med det

58 repetitive og det ritualiserede. Jo flere vaner man får i bønslivet, jo mindre behøver man at tænke på det faktiske indhold i de bønner, som man siger. Og Gud lader sig næppe påvirke mere af dem, som beder hele tiden, fordi de har lært at sådan skal de gøre, end han lader sig påvirke af dem, som beder sjældent, men som til gengæld mener det alvorligt, når de bøjer sig ned. ** Bønnens indhold hvad skal man sige? For at en bøn skal have værdi, skal den være et ærligt udtryk for den intention, som det bedende menneske har. Udenadlærte bønner kan være gode til religiøs træning, og de kan være gode som indledning og afslutning på et forløb. Men den bedste bøn er altid den, som man selv formulerer, og som udtrykker det ægte og personlige ønske om at noget må forandre sig. Det være for det bedende menneske selv, for andre levende eller for de sjæle, som befinder sig i Skærsilden (se næste afsnit). Bønnen kan omhandle både de levende eller de døde, det gør ingen forskel, for den henvender sig til Gud, og han har magt til at ændre alting, både i denne verden og i den som følger efter. Da den bedste bøn er den, som er udtryk for de mest ægte følelser, så vil den bedste bøn også være den, som er udtalt på ens eget sprog og fremsagt på en måde, som man føler er naturlig. Gud er helt forskellig fra mennesker. Ham kan man altid komme i kontakt med, også helt uden at man behøver at anvende et særligt sprog eller en særlig religiøs positur. Gud er i stand til at sortere det seriøse fra det useriøse, og så længe henvendelsen er seriøs, vil han lytte til den. Og derfor vil Maria gøre det samme, for hun gør intet andet end Guds vilje, hvilket altid vil sige det, som er godt. Noget som altid gør det lettere at bede, er det at have en fast formel til indledning og afslutning af bønnen, og evt. et kropsligt tegn, som ledsager denne indledning og afslutning. Og her er der inspiration at hente i de kirkelige traditioner. En mariologisk bøn kan f.eks. indledes med følgende: "Kære Far i Himmelen, gennem Maria beder jeg dig om ", eller "Kære Maria, Guds Moder i Himmelen, jeg beder dig om ". Afslutningen kan lyde sådan: "Om alt dette henvender jeg mig til dig Maria og beder om din hjælp. I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, Amen." Lad mig give et par eksempler på Maria-bønner. Eksemplerne er opdigtede, men kunne lige så vel være hentet fra den virkelige verden: Eks. 1: Kære Maria, Guds moder i Himmelen. Jeg henvender mig til dig for at fremføre mit anliggende at min broder må blive helbredt for sin sygdom, som han har lidt af gennem den sidste måned. Jeg ved, at sygdom ikke kan undgås, og at min bror og alle andre selv skal værne om deres helbred og forsøge at holde sig raske, men min bror har været uheldig eller har ikke haft den nødvendige viden. Derfor er han blevet syg. Jeg beder dig, kære Maria, om at gå i forbøn for ham og om din personlige hjælp til at rense og

59 helbrede ham. Han har så meget godt, han endnu kan nå at udføre i denne verden, så vi har brug for ham i rask og rørlig form. Derfor beder jeg dig Maria om at hjælpe os. Hold din hånd over, tilgiv ham og alle andre deres synder, og hjælp os med at leve det liv, som du og vores Fader i Himmelen ønsker af os. Derom beder jeg kære Maria i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Eks. 2 Kære Jomfru Maria. Jeg elsker dig, og jeg respekterer den kærlighed, som du udviser overfor mig og alle andre mennesker i denne verden. Jeg henvender mig derfor til dig for at få din hjælp til at kunne holde op med at ryge. Jeg har haft denne vane i mange år, og det er i stigende grad gået op for mig, at jeg skader mig selv både fysisk og psykisk med cigaretterne, men alligevel ved jeg, at det er svært at holde op. Jeg har brug for din hjælp og beder dig om at hjælpe mig med at få den styrke, som det kræver at stoppe min dårlige vane. Hvordan du vil gøre det, og hvordan jeg vil opleve din hjælp, er ikke vigtigt. Det, som betyder noget for mig er bare, at jeg lægger rygningen bag mig. Jeg ønsker at bruge mit liv på en bedre måde. Derfor beder jeg om din forbøn og om din hjælp og støtte, kære Maria. Lad mig komme ud af rygningens slaveri. Derom beder jeg i Faderens, Sønnens og Helligånden navn. Amen. Eks. 3: Kære himmelske Moder, du, som er det bedste, vi kender, og du som elsker os uden begrænsning og uden hensyn til vores svagheder, dumheder og synder. Jeg ved, kære Maria, at du ikke er Gud, og jeg beder dig ikke om at gøre Guds arbejde, for det kan ikke lade sig gøre. Men jeg beder dig om at gå i forbøn for mig og at give mig styrken til at tilgive min ægtefælle for.. som han/hun har gjort mod mig. Det er ikke meningen, at jeg skal finde mig i en masse urimeligheder, men det er mit ønske, at jeg vil få styrken til at snakke sagligt med min ægtefælle om vores fælles problemer. Det er ikke til gavn for os at blive skilt, for vi vil opleve de samme problemer med andre mennesker, så vi kan lige så godt lære at feje bitterheden til side og at komme videre i vores eget liv. Kære Maria, jeg ved at du mere end nogen anden har oplevet smerte, og at du har oplevet magtesløsheden langt stærkere end os andre, så derfor beundrer jeg dig for alt det gode, som du alligevel har været i stand til at sige og gøre. Jeg beder dig derfor om at hjælpe mig til at forstå dig bedre og til at lære af dit eksempel. Jeg ønsker at tilgive et menneske, men har meget svært ved det. Giv mig de kræfter og de tanker, som kan gøre tilgivelsen mulig, og som vil gøre det muligt for mig og min ægtefælle at komme videre med vores samliv. Derom beder jeg i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen

60 Om bønnerne vil blive opfyldt eller ej, kan vi ikke sige noget om, men sandsynligheden for at det vil ske vil være større, jo mere inderligt de er følt, og jo mere vi selv viser vores vilje til at arbejde for det mål, som vi beder Gud og Maria om at hjælpe os med. Uden dem får vi ikke et godt resultat, men uden selv at anstrenge os opnår vi heller intet. Det er kombinationen af det spirituelle og det menneskelige, som giver det bedste resultat. Afslutningsvis skal det vigtige gentages, nemlig at den gode bøn ikke er karakteriseret ved en bestemt kropsholdning eller et bestemt sprog. Forskellen mellem god og dårlig, når det drejer sig om bøn, har at gøre med inderligheden og med rimeligheden i det ønske, som man fremsætter. Gud ser på intentionen, ikke på graden af liturgisk træning hos det bedende menneske. Nogle gange er vi imidlertid i den situation, at vi ikke ved, om vi kan tillade os at bede om en ting. Et det rimeligt? Er det rigtigt? Er det egoistisk? Og i så tilfælde er det klogeste, vi kan gøre, at henvende os Maria med vores spørgsmål: Kære Maria. Jeg vil bede til dig om at give mig råd, for jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal bede og hvad jeg skal bede om. Det, jeg ønsker, er ikke at gavne mig selv på andre menneskers bekostning, men om at søge indsigt og styrke til at gøre det, som er bedst for alle. Jeg siger ikke mere, men beder om din vejledning. Fortæl mig, hvad jeg skal gøre og hvad jeg gør klogt i at bede om. Hjælp mig kære Maria. Tal til mig. I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen. *** Mariologisk teologi ** Treenighed og fri vilje Når vi beder, er det nødvendigt, at vi gør os klart, hvem vi beder til. For mariologiens tilhængere gælder det, at vi beder til Gud gennem Maria. I princippet kunne vi lige så godt bede direkte til Gud, men nogle gange har man med eller uden årsag en mere tydelig fornemmelse af at nogen lytter, når man beder til Maria. Som kristne tror vi, at Gud er treenig, og derfor taler vi om Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Jomfru Maria er ikke del af treenigheden eller identisk med Gud. Hun er præcis det, som de kristne allerede i det første århundrede valgte at kalde hende, nemlig Guds Mor (græsk: Theotokos). Hun er et almindeligt menneske, men hun har haft en særlig rolle i frelsens økonomi, nemlig at være den, som fødte Guds søn ind i denne verden. Jesus er Gud, og derfor er det også Jesus selv, som har valgt, hvem han ville have som moder, hvilket giver Maria en helt særlig rolle. Ikke alene er hun udvalgt, men hun er også den, som er tættest knyttet til Gud selv i kraft af sit moderskab, som gør hende berettiget til titlen Guds Mor. Lad det være sagt med det samme, at teologi og treenighedslære ikke lader sig forklare rationelt. Hvis kun det, som vi forstod med vores hoved, var sandt, så var størstedelen af

61 fysikkens love ugyldige, for selv om vi kender disse love, så er der ingen fysiker, som kan forklare, hvorfor de virker som de gør. Alle ved, at en bold falder ned, når vi slipper den, og vi taler om, at dette skyldes "tyngdekraften". Men hvad denne kraft egentlig består af og hvordan den virker, kan ingen forklare. Vi kan kun se, at den fungerer, og vi må derfor stille os tilfreds med at kunne forudsige dens virkning, så vi kan bruge denne viden til at bygge flyvemaskiner, huse, broer etc. På samme måde forholder det sig med metafysikken, som er læren om det, som vi ikke kan måle og veje eller efterprøve eksperimentelt med fysikkens metoder. Til dette hører al form for moral og de spirituelle kræfter, som ligger bag vores søgen efter den ultimative sandhed. Nogle mennesker siger, at teologi er som "at lede i en mørk kælder efter en sort kat, som ikke er der!" Måske har de ret. Man kan sige, at det hele drejer sig om, at vi ønsker noget, og så bilder vi os ind, at det, vi ønsker, er virkeligt. Måske havde Paulus ret da han definerede troen som "fast tillid til det, der håbes på, og overbevisning om det, som ikke ses" (Hebr. 11,1). Men det mariologiske håb og den tilhørende praksis er en hel del mere end bare indbildning, for det er faktisk noget, som virker i praksis. Hvorfor det virker, kan man diskutere. Nogle vil sige, at det har psykologiske årsager, og andre mener, at der er tale om en slags åndelig mekanik. Selv vil jeg ikke forsøge at gøre mig klog på dette, især ikke her, da det ligger ud over det, som vi beskæftiger os med i denne tekst. Det afgørende er at vide, at bønner til Maria virker, at Guds Mor ikke er indbildning men realitet. Hun svarer på de spørgsmål, som stilles til hende, og hun beder for os til den Gud, som er i stand til at forandre alt. Det er også vigtigt at vide, at verdens gang og vores eget liv ikke er forudbestemt, sådan som fysikkens tilhængere ofte hævder, fordi alting - efter deres mening - er styret af tidligere fysiske årsager, som igen er styret af tidligere fysiske årsager. Hvis man mener, at verden kun består af atomer og elektroniske partikler, så er den i princippet en maskine, og så må konsekvensen være, at alting er forudbestemt. For partikler bevæger sig altid kun sådan, som naturlovene får dem til, uanset om vi kender disse naturlove eller ej. Den ene fysiske tilstand forårsager derfor den efterfølgende, og sådan leder kæden af fysiske årsag-virkningsforhold tilbage til verdens begyndelse. Hvis man tror på materialismens reduktionistiske billede af virkeligheden, så har mennesker ligesom i lutheranismen ikke en fri vilje, og når de ikke har det, så er der ikke forskel på godt og ondt. Dermed bortfalder al moral og efter min mening selve formålet med den menneskelige eksistens, for hvis vi kun er biologiske maskiner, hvad adskiller os så fra alle andre maskiner i denne verden? Når alt dette er sagt, så er det forhåbentlig stadig klart for læseren, at selve formålet med mariologien er at overbevise os om det modsatte. Mennesker har en fri vilje, vi er ikke maskiner, og der er en virkelig mening med vores liv. Vi har alle et kald, som vi skal løse, og vi har muligheden for at sige til og fra. Dette gælder for alle mennesker, uanset alder, religion, helbred, nationalitet, intelligens og økonomisk status. Alle levende væsener har en fri vilje, men rammerne, inden for hvilke denne frie vilje bevæger sig, er naturligvis større for et menneske end for en potteplante. Begge del to organismer har det til fælles, at de er levende, men de muligheder, som livet indebærer for mennesket,

62 er en del større end de muligheder, som en potteplante har at vælge mellem. Om det giver mening at tale om at en potteplante kan være lykkelig eller ulykkelig skal jeg ikke gøre mig klog på, men der er i hvert fald en helt afgørende forskel mellem den og os. Nemlig den, at vi engang skal stå til regnskab for alt, hvad vi har gjort. ** Skærsild og retfærdighed En af de ting, som adskiller protestantisme og mariologi, er læren om, hvad der sker efter døden. Efter Martin Luthers mening sker der ikke særlig meget efter døden, andet end det at de døde ligger i deres grave og venter på, at Jesus Kristus skal komme igen og vække dem op til den endelige dom. Og efter denne går de videre til evigt liv i Himmelen eller til evig pine i Helvedet. Men denne lære er helt forkert, ikke kun efter jødisk, katolsk og ortodoks tro, men også efter mariologisk. Vi ved, at Paulus bad for de døde (f.eks. 2 Tim 1,16-18), og det gjorde han naturligvis, fordi de havde en eksistens i en anden verden. Så det bør vi også gøre. Det afgørende er at forstå, at livet, når det en gang er skabt, aldrig bliver slukket igen. Heller ikke efter døden. Det som ligger i graven er resterne af den dødes fysiske krop, men det vigtige sjælen og det åndelige legeme har forladt denne krop og befinder sig i en anden verden. Derfor er det muligt at henvende sig til Jomfru Maria, alle kirkens helgener og alle ens egne afdøde familiemedlemmer, fordi disse mennesker stadig lever, om end dette liv foregår i en anden verden end den, som vi befinder os i. Og det giver mening at bede for de døde. Det gør en forskel. For det, som sker efter døden, er, at vi stilles for Guds domstol, og til forskel fra denne verdens domstole, så er Guds domstol alvidende og retfærdig. Netop fordi at vi har vores frie vilje, har vi også et moralsk ansvar, både for os selv og for de andre, som vi har levet livet iblandt. Og Guds dom retter sig ikke som visse protestanter tror mod den religiøse tro vi har, men mod den måde vi praktiserer denne tro. Man dømmes på sine gerninger (Åb 20,11-15) og ikke på, om man er født ind i det ene eller andet religiøse miljø. Muslimer, kristne, hinduer og ateister kan alle blive frelst, men de kan også alle gå fortabt. Det afhænger af den måde, de har valgt at leve livet, og det er derfor kun dem selv, som har ansvaret for den afgørelse, som Gud engang vil træffe. Men Guds retfærdighed gør naturligvis, at der ikke kun er to udgange fra dommen. Der er flere muligheder. Og her kommer begrebet Skærsilden ind, idet vi må indføre dette begreb for at kunne forstå den guddommelige retfærdighed. Der står intet om Skærsilden i Bibelen, men det gør den ikke mindre virkelig, for hvis vi nægter at anerkende Skærsildens eksistens, så kan vi heller ikke tro på en retfærdig Gud. Forskellen mellem Helvede og Skærsilden er nemlig den, at opholdet i den sidste er tidsbegrænset. De synder, som et menneske har begået, vil normalt ikke være af så alvorlig art, at dette menneske fortjener evig pine i livet efter dette, og derfor eksisterer den tidsbestemte straf. Præcis som det ville være uretfærdigt, hvis en jordisk domstol kun havde mulighed for at træffe to afgørelser, nemlig dødsstraf eller frifindelse. Skulle

63 man så dømme en trafikforseelse med døden, eller skulle man bare ignorere den? Begge dele ville være lige uretfærdige. Troen på Skærsilden kommer af vores grundlæggende overbevisning om, at Gud er kærlig, og at han er retfærdig. Derfor giver han os en retfærdig straf, set i forhold til den synd, som vi har ansvar for. Men helt fri for straf kan vi ikke blive, for vi ved jo alle, at både vi selv og andre har handlet forkert, Og hvis retfærdigheden skal ske, så må dette udløse en straf, som står i forhold til syndens størrelse. Lige som vi kan bede Maria om at formidle kontakten til Gud, kan vi naturligvis også bede andre helgener om at gøre det samme. Og ethvert menneske, som har erkendt sin synd og udstået sin straf, er at betragte som en helgen. Derfor kan vi også bede andre døde om at formidle en kontakt, men der er naturligvis forskel mellem den status, som disse sjæle har i forhold til Gud. En bøn til Maria vil sandsynligvis have større virkning end en bøn til en tilfældig person, som vi end ikke ved med sikkerhed, hvor befinder sig i den anden verden. Herværende forfatter har ofte hørt mennesker, som klagede over det, som de mente var uretfærdighed, fordi at sjælene i den næste verden fik mere eller mindre hjælp fra de bedende i den verden, som vi nu lever i. Og jeg må give dem, som klager, ret. Livet er set med vore øjne ikke retfærdigt, og det gælder ikke kun den del af det, som foregår efter døden. Heller ikke i den verden, vi lever i nu, er det retfærdigt, at det ene mennesker får mange andre menneskers forbøn, når det er på hospitalet, medens det andet slet ikke har nogen, som interesserer sig for det. Og sådan kunne vi fortsætte, for der er vel heller ikke nogen rimelighed i det, at nogle mennesker fødes til rigdom og et langt liv, medens andre fødes til det modsatte. I det hele taget er det umuligt at forstå Guds retfærdighed, især hvis man ikke indfører en moralsk regulerende instans mellem livet og evigheden. Så det tror vi på at der er, og denne instans kalder vi for Skærsilden. Jeg er ikke i stand til selv at komme med bedre forklaringer end dem, som jeg har forsøgt mig med her. Måske er det klogeste, man kan sige, at Gud og hans hellige moder ikke tænker og handler efter de normer, som vi mennesker har opfundet. Og det skal vi nok være glade for, for al erfaring viser, at denne verden er fuld af lidelse og uretfærdighed, også selv om dens menneskelige ledere altid har hævdet, at de søgte at skabe det gode. Men dette gode har vist sig - desværre - mest at være til gavn for dem selv. Og til sidst denne bøn: Kære Maria. Jeg ved at mit liv ikke er udtryk for retfærdighed, for jeg lever så meget bedre end tusinder af mennesker, som intet ondt har gjort. Jeg beder dig derfor om at mildne smerten og at åbne op for glæden for alle de ulykkelige og om at give ro i sindet til dem, som frygter for deres egen og deres familiers fremtid. Jeg beder dig om at give mig selv og alle andre indsigt og kraft til at arbejde for en bedre, en mere fredelig og en mere retfærdig verden. Giv mig styrken til at være en del af dette projekt. Derom

64 beder jeg dig, kære Maria. I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen. *** Mariologisk meditation Der er forskel mellem bøn og meditation. Bøn er en tidsligt afgrænset henvendelse til Gud eller til en bestemt levende person. Det kan også være til en afdød, som forventes at befinde sig i Guds rige. Meditation er en åndelig øvelse, som går ud på at fokusere på et bestemt fysisk eller åndeligt objekt og derved at opnå en ønsket sjælelig tilstand. Hvor bønnen altid handler om at opnå noget, som man mener, vil være til gavn for en selv eller andre mennesker, så handler meditationen sædvanligvis ikke om at få opfyldt et ønske. Den handler om at omforme sig selv og sine egne tanker ved hjælp af en teknik, som er sund for både sjæl og legeme. Der findes utallige former for meditation, og en fyldestgørende behandling af emnet ville gå langt ud over rammerne for herværende tekst. Den mariologisk søgende må derfor selv eksperimentere sig frem for at finde den meditationsmetode, som han eller hun føler sig bedst tilpas ved, og sandsynligvis vil den foretrukne metode ændre sig i takt med at det mediterende menneske selv vokser og forandrer sig. Nogle vil sige, at meditation er ganske unødvendig, og det kan de have helt ret i. Der er ingen naturlov som siger, at et menneske skal meditere, og al erfaring viser, at mennesker kan leve et udmærket liv helt uden at dyrke en sådan praksis. Men alligevel er meditationen et vigtigt element i den mariologiske spiritualitet og praksis. Spørgsmålet er bare, hvilken form for meditation man taler om. Grundlæggende er der to forskellige former for meditation, som her vil blive kaldt den spontane meditation og den strukturerede meditation (systemmeditation). Den første af disse former den spontane er den slags meditation, som mennesker anvender gennem hele deres liv, ganske uanset om de nogensinde har deltaget i et meditationskursus eller på anden måde stiftet bekendtskab med ordet meditation. Den spontane meditation er en betegnelse for den mentale hviletilstand, som ethvert menneske (og dyr) er i stand til at sætte sig i, og som sædvanligvis kaldes for at "slappe af". Et menneske befinder sig i en sådan hviletilstand, når det ikke beskæftiger sig med noget særligt, når det ikke tænker over specifikke problemer og når det ikke skal forholde sig til farer eller udfordringer, som kræver dets opmærksomhed. Sindet er ganske enkelt indrettet sådan, at det helt automatisk sætter sig i en sådan meditationstilstand, når det ikke har andet at beskæftige sig med, og dette kræver derfor ingen viljesafgørelse fra menneskets egen side. Meditation sjælelig afslapning er ganske enkelt den naturlige tilstand, som sindet befinder sig i, når det ikke har andet at lave, og alle mennesker har behov for at komme i denne tilstand med jævne mellemrum. Der er derfor ikke grund til at læse bøger eller at gå på kurser for at lære den spontane meditation, for den er vi født til at mestre. Hvis vi ikke havde kunnet det, så ville vi slet ikke være i stand til at fungere i denne verden, for hele vores eksistens og alle vore

65 daglige gøremål kræver mental opmærksomhed, og derfor har vi brug for at kunne slappe af, hvilket er det samme som at meditere. Men der findes også en række ikke-spontane, strukturerede former for meditation, som kan kaldes for systemmeditation. Jeg skal ikke nævne navne på de utallige meditationslærere og meditationsskoler, som konkurrerer om markedet for systemmeditation i de vestlige lande. Og mange af dem har sikkert en berettigelse, for tilhængerne hævder at være glade for dem. Men systemmeditation har den svaghed, at den er et forsøg på at styre den menneskelige tilværelse, og ikke en afspejling af, hvordan denne tilværelse rent faktisk fungerer i virkeligheden. Selve meditationen er der sjældent noget i vejen med, men det, at man skal gennemføre den på en bestemt måde, i en bestemt stilling og i et bestemt tidsrum hver dag, gør, at den meget let bliver til en stressfremkaldende faktor. Og så er meningen med det hele forsvundet. Når der tales om mariologisk meditation, tænkes der mest på den strukturerede form for meditation, som fokuserer på tekster og temaer, som stammer fra Marias liv. I princippet kan man meditere over samtlige tekster fra Bibelen, de apokryfe fortællinger og andre hellige bøger, som omtaler Maria. Meditationen kan f.eks. foregå ved, at man læser teksten, lukker øjnene og derefter ser de indre billeder, som teksten skaber i sindet. Eller den kan foregå ved, at man sætter sig foran sin ikon og fokuserer på dens motiv, som derefter helt af sig selv sætter gang i et tankeforløb af meditativ karakter. Går det godt, så kan meditationen tage minutter, og man kan afslutte den ved at slå korsets tegn for brystet og sige Tak kære Maria for den inspiration og den viden, som du har givet mig i dag. I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Det skal til sidst siges, at valget, om man vil nøjes med den spontane meditation, eller om man vil engagere sig i et forløb med systemmeditation, er helt personligt. Man bliver hverken et bedre menneske eller en mere værdifuld tilhænger af Jomfru Maria ved at vælge det ene eller andet forløb. Men hvis man vælger den spontane meditationsform, så skal man sikre sig, at dette ikke bare bliver en undskyldning for at lade Maria forsvinde ud af ens liv. I så tilfælde vil det være klogt at rette ekstra opmærksomhed mod sin Maria-ikon, f.eks. hver morgen og aften. Billederne, som denne fremkalder, vil så vise sig i løbet af dagen eller af natten, og det grundlæggende motiv at ville leve livet i overensstemmelse med Marias vilje forbliver aktivt. Vi slutter med en bøn: Kære Maria, jeg søger din vejledning. Jeg ønsker at meditere og har brug for at finde den ro, som meditationen kan give. Men jeg ved ikke hvordan jeg skal gøre det. Der er mange muligheder og alle har de gode og mindre gode sider. Jeg forsøger mig frem, men er hele tiden i tvivl om hvordan jeg skal gøre. Derfor spørger jeg dig. Giv mig et råd. Skal jeg stoppe med at meditere eller skal jeg finde en anden måde. Jeg er i tvivl og beder om din

66 hjælp. Jeg lytter, kære Maria. I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen. *** Mariologisk skriftemål Vi har tidligere talt om skriftemålets nødvendighed, og nu vender vi tilbage til dette emne. For noget af det vigtigste, som man kan bruge sin ikon og sin mariologiske spiritualitet til, er at finde den indsigt og det mod, som er en forudsætning for skriftemålet. Det at Gud tilgiver os vores synder, hvis vi bekender dem, er den største gave, som et menneske kan modtage, og det bedste bevis på Guds kærlighed til sine skabninger. Men alligevel er det ikke alle, som forstår at udnytte denne gave. Og en af årsagerne til at så få benytter sig af skriftemålet som redskab til selvudvikling, er, at dette sakramente af mange opfattes som noget, man skal være "katolik" for at kunne bruge. Men det er helt forkert. Formålet med herværende bog og hele mariologien er at vise mennesker, at der findes en vej til det guddommelige, som ikke kræver, at man melder sig ind i en sekt eller en religiøs forening. Hvis det at bekende sine synder er vejen til frisættelse, og hvis Gud elsker sine skabninger, så er denne vej åben for alle. Og dermed er skriftemålet også åbent for enhver, som føler behov for det. Lad katolikkerne og alle andre kristne kirker skrifte på deres egen måde. Det er der ikke noget forkert i. Men hvis man tror, at skriftemål og Guds frelse er forbeholdt medlemmerne af dette eller hint trossamfund, så er man alvorligt på vildspor. Skriftemål kan altid lade sig gøre, uanset hvor i verden man befinder sig i geografisk og konfessionel henseende. Spørgsmålet er kun, hvordan man skal skrifte og for hvem. Man kan skrifte for et hvilket som helst menneske, som man har tillid til. Det kan være en præst eller en lægmand, og det kan naturligvis også være for den person, som en eventuel synd er begået imod. Jo tættere vi kommer på den, som har lidt skade, jo større mod kræver det at gå til bekendelse, og jo større frihed vil denne bekendelse føre med sig. Men hvis den person, som der er syndet imod, ikke er tilgængelig, eller hvis han eller hun ikke ønsker at modtage det ønskede skriftemål, så kan den angrende synder være nødt til at skrifte for Gud selv i direkte form. Dette sker som en indre proces, en samvittighedshandling, som når det gøres rigtigt fjerner skylden lige så effektivt som det personlige og mundtlige skriftemål. Når skriftemålet her siges at være mariologisk, så er det ikke et udtryk for, at vi skrifter vores synd til Maria, for det ville ikke give nogen mening. Maria er ikke Gud, og hun har ikke magt til at slette vores synder. Hun har uden tvivl den gode vilje til at støtte os i den selvovervindelse, som er en forudsætning for skriftemålet, men hun har ikke bemyndigelsen til selv at modtage dette skriftemål. Retter vi det til hende, vil hun derfor lade det gå videre til sin Søn - Gud - som har magten til at slette alle synder og at gøre alting om

67 Det, som gør et skriftemål mariologisk, er derfor ikke det, at man forveksler Jomfru Maria med Gud, men det at man vælger at se synden på samme måde, som man formoder at Maria vil se den. Det handler om at fokusere på det positive, på samme måde som Jomfru Maria altid gør det i forhold til sine børn. Synden ses ikke på den måde, som man lærte de troende i de gamle katolske "skriftespejle", hvor man kunne læse lange lister over alle de tanker, følelser og handlinger, som Gud ikke kunne lide. Karakteristisk for disse lister var det, at et menneske næppe kunne komme ud af skriftestolen, før det havde begået en ny synd og dermed skulle ind i stolen igen. Som konsekvens heraf kunne 2-3 fromme katolikker let bruge en præst på fuld tid for løbende at få tilgivelse for deres fysiske og psykiske synder. Man kunne - som iagttager - få indtryk af, at denne syndsbekendelse ofte udviklede sig til en slags amourøs og semi-erotisk aktivitet, som resulterede i, at både præsten og pønitenten blev ført ud i et nye alvorlige synder, som de - desværre - havde svært ved selv at forstå konsekvensen af. Forskellen mellem det traditionelle og det mariologiske skriftemål er den, at man i det sidstnævnte ikke fokuserer på det, som man har gjort forkert, men på det, som man ønsker og endnu ikke har opnået. Det betyder ikke, at synden forsvinder, men det betyder, at den er defineret som værende det, som det angrende menneske selv mener er synd, og ikke det, som præsten kan læse i et register, at man ikke må gøre. Selve syndsbegrebet er altså anderledes i det mariologiske skriftemål end i det traditionelle, for for Maria kan en handling ikke være syndig, hvis den ikke udføres med den viden, at den er syndig. Et menneske, som søger at gøre det gode, men som uden at vide det kommer til at gøre noget ondt, har derfor ikke syndet. Han har handlet uklogt, og han bør ændre sin adfærd, men han har ikke begået en synd. Omvendt har et menneske, som forsøger at gøre noget ondt, altid syndet, også selv om det onde forehavende ikke lykkes. I det mariologiske skriftemål er det nemlig intentionen, som er det afgørende. En synd kræver, at der eksisterer en syndig intention. Ellers er der tale om en fejltagelse, og det er noget helt andet. Skriftemålet har altid to modtagere, hvor den ene er Gud, og den anden er det menneske, som der er syndet imod. Vil man gøre det så let som muligt, så kan man derfor blot erkende sine fejl i forhold til det menneske, som er berørt af disse fejl, og så vil Gud med sikkerhed også høre denne bekendelse. Men selv om det lyder let, så er det i virkeligheden meget vanskeligt. Der er god grund til, at mennesker ofte ønsker at "øve sig", før de tør afgive det endelige skriftemål. Og her er Maria til den største nytte, for hun vil med sikkerhed lytte og forstå det angrende menneske, og hun vil ikke ønske andet, end at dette menneske skal blive sat fri. Maria dømmer ikke, og hun fordømmer ikke. Hun er 100 % kærlig og forstående og er altid villig til at stå ved det angrende menneskes side, også når man har dummet sig for 10. gang. Hendes kærlighed og tilgivelse kender ingen grænser, og hende kan du derfor altid henvende dig til. Men tilgivelsen i sin fulde konsekvens får du først af Gud Fader selv, som er den, der en gang i fremtiden skal dømme dig

68 Synden er først endelig ude af dit liv og af din samvittighed, når du har opfyldt din bod. Lige som i alle denne verdens juridiske systemer, er det ikke nok blot at bekende sin synd for at regnskabet er gjort op. Der skal afsones en straf, og denne straf hedder - i kristen og i mariologisk sammenhæng - en bod. Denne bod vil du (forhåbentlig) blive pålagt af en præst, hvis du skrifter direkte til ham, men er det ikke tilfældet, så må du selv beslutte, hvad den skal bestå af. Vælger du blot at tro, at Gud har tilgivet din synd alene fordi du har bekendt den, så vil din sjæl næppe få rigtig fred. For det siger sig selv, at hverken Gud eller dine medmennesker kan acceptere at du - f.eks. - stjæler penge fra et andet menneske og derefter går til skrifte og bekender din synd, men vælger at beholde de penge du har stjålet! Det ville ikke være en troværdig tilgivelse du fik. Boden må tvinge den angrende tyv til at betale de stjålne penge tilbage, eller i hvert fald at yde en anden god gerning, som kan opveje det onde, som man har ansvar for. Det afgørende er, at der skal være et rimeligt forhold mellem synden og den bod, som den udløser. Måske vil man mene, at den verdslige straf, som synden i visse tilfælde udløser, er tilstrækkelig som bod. Men det kræver jo, at synden er blevet opdaget og at synderen bliver straffet i det juridiske system. Og det er langt fra altid tilfældet. Men selv hvis man bliver straffet i det verdslige system, så erstatter denne straf ikke skriftemålet. Det, at der er præster, som mener, at man kan blive frisat uden bod, skal man ikke lade sig lokke af. Det gælder ikke om at shoppe mellem forskellige skriftefædre og at vælge den, som er billigst. For det angrende menneske ved selv med sikkerhed, at synden har en pris, og den tilgivelse, som er gratis, er ikke troværdig. Hvis der ikke betales en rimelig pris, så bliver samvittigheden aldrig ren. Og skylden er en tung byrde at bære, som kan føre til sygdom og selvdestruktion. Det bedste tilbud som Gud har til det angrende menneske er derfor det autentiske skriftemål med den retfærdige bod. Men det kræver mod at stille op foran skriftestolen, og derfor er der god grund til at tage Maria til hjælp. Bed denne bøn, som hun med sikkerhed vil svare på: Kære Maria, Guds Moder, jeg søger din hjælp. Jeg vil angre min synd, men jeg ved ikke hvordan og for hvem, jeg skal gøre det. Derfor søger jeg din vejledning og beder dig fortælle mig, hvordan jeg skal gøre. Det skal ikke være svært, for jeg er ikke modig, men jeg ønsker alligevel at blive sat fri. Tal derfor til mig Maria. Derom beder jeg i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen. *** Maria, just try her! Under arbejdet med de forudgående kapitler søgte jeg på internettet og stødte nærmest tilfældigt ind i en tekst med ovenstående titel. Jeg læste den og fandt den så inspirerende, at jeg besluttede at bruge den i mit sidste afsnit. Intet i den kristne tro er så åbent og udogmatisk som mariologien. Der står meget lidt i Bibelen om Maria, og vi har derfor friheden til selv at konstruere det billede, som vi

69 foretrækker at have af denne kvinde. Det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at hun er Jesu moder, og dermed for kristne moder til den Gud vi beder til. Andre religioner kender også Maria, og de har hver for sig forskellige navne for hende og forskellige tolkninger af, hvilken rolle hun spiller i den himmelske og den jordiske virkelighed. Det vigtige er ikke at finde ud af, hvem som har ret, for alle som elsker Maria har ret. Hun er en fælles ikon for det kvindelige og det moderlige og er derfor et menneske, som alle kan forholde sig til. Billedet af den kærlige moder er universelt, og derfor er Maria ikke kun en figur i en historisk fortælling, men et billede på det bedste og mest ægte vi kender til, nemlig vor moders kærlighed. Men hvad er så pointen med denne overskrift: "Maria, just try her!"? Den er, at Maria og hendes kærlighed er noget, som man ikke kan læse sig til eller forvente at møde gennem teologisk spekulation. Denne kærlighed skal mærkes i praksis, og før dette sker er der efter min mening ingen grund til at tro på den. Derfor opfordrer jeg mine læsere til at stille Maria på prøve. Min påstand er, at hun ønsker at få en plads i dit og mit liv, og at det kun er os selv, som kan forhindre hende i at indtage denne rolle. Og dermed er vi måske vores egen værste fjende. For der er mærkbar forskel mellem det liv, som leves i dialog med Maria, og det, som leves uden. Når vi lever uden Maria, så mangler der noget. Så er vi fattigere og dårligere stillet i forhold til andre mennesker. Derfor synes jeg, at du skal udfordre Maria, og sætte hende på prøve. Hvis hun virkelig eksisterer, hvis hun er levende, og hvis hun elsker sine børn i denne verden, så vil hun også svare, når de beder hende om noget. Og det skal du derfor gøre. Men gør det alvorligt og vælg ikke noget, som du ved, at du ikke har gavn af. For Maria kender dig, som en moder kender sine børn. Hun ved, hvad du ønsker dig, men hun ved også, at du ikke har godt af at få alting. Handler din bøn om næste uges tipskupon, så skal du derfor ikke forvente at få svar. Begynd med at bede den klassiske Maria-bøn: Hil dig Maria fuld af nåde, Herren er med dig. Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet er dit livs frugt Jesus. Hellige Maria, Guds Moder, bed for os syndere nu og i vor dødstime. Amen. Og nu fremfører du så dit private ønske: Kære Maria jeg beder dig om.. Afslut med at slå korsets tegn for dit bryst og at sige: Og derom beder jeg, du hellige Guds Moder, i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen

70 Nu er resten så op til Maria. Du kan regne med at få et svar, men du ved ikke hvilket svar eller hvornår det kommer. Hvis dit ønske er alvorligt, så vil du høre fra hende. Det lover jeg dig. Jeg ønsker dig hermed alt godt i livet og held og lykke med det, som du beder om. Tak fordi du læste min lille bog, og husk, at jeg meget gerne hører fra dig om dine erfaringer med det mariologiske. For mig er det det, som selve livet handler om, og jeg tror, at det kan blive det samme for dig. Guds fred og Marias kærlighed. Jeg Jakob Munck beder hermed til Maria: Kære Maria, Guds Mor og billede på alt godt i denne verden. Jeg beder dig gøre det, jeg har forsøgt at sige i denne tekst, forståeligt for dem, som læser den. Jeg ved, at jeg er ufuldstændig, uklog og utroværdig, og at mennesker, som læser, hvad jeg skriver, derfor vil være skeptiske. Det har de grund til at være, og det tror jeg er godt. Derfor beder jeg dig, kære himmelske moder - og Gud gennem dig - om at oplyse mig og alle, som læser hvad jeg skriver, så vi forstår hinanden. Og mest af alt beder jeg dig om at tilgive mig mine svagheder af moralsk og intellektuel art. Jeg beder om, at jeg ikke bliver dømt på mine gerninger, men på mine intentioner. Jeg ser frem til at skulle møde dig og alle mine kære engang i den kommende verden. Kære Maria, du himmelske moder. I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen

71 *** Ordliste Absolution: Den udtalte frisættelse og tilgivelse for synden, som siges af en præst eller et andet menneske, efter at synden er tilgivet af Gud. Aflad: Aflad er en kompenserende handling, som erstatter den bod, som det syndige menneske har fået pålagt efter syndsbekendelse (skriftemål). Anger: Det at et menneske fortryder en handling og smertes ved tanken om at have udført den. Anomi: Filosofisk lære som forkaster alle normer og dermed også al moral. Apoteose: Bestræbelse på at gøre Maria guddommelig ved at understrege det vertikale element i Maria-spiritualiteten ved at fokusere på hendes moralske og teologiske dyder og hendes nærhed til Jesus = Gud. Bibelen: Samling af religiøse tekster, som blev samlet første gang omkring år 450 under betegnelsen Vulgata. Teksterne er skrevet af mange forskellige forfattere. Det Gamle Testamente handler om jøderne i Palæstina og Det Nye Testamente handler om Jesus. Bod: Den timelige straf, som det syndige menneske har pålagt sig selv eller er blevet pålagt i skriftemålet, for at kompensere for en syndig handling. Bonhoeffer, Dietrich ( ): Tysk evangelisk teolog. Boenhoffer advarede imod den lutherske anomi og læren om billig nåde, som han mente var med til at legitimere hitlerismen blandt tyske protestanter. Dette synspunkt gjorde, at han blev fængslet og senere henrettet for antinazistisk agitation. Bøn: Det at bede Gud om noget, man ønsker sig, uanset om denne børn går direkte til Gud Fader, eller om den rettes mod en helgen eller en anden del af Treenigheden. Bøn til Maria er altid i sidste ende rettet mod Gud, da Maria ikke selv har ultimativ skaberkraft i Himmelen. Co-redemptrix: Betegnelse for Jomfru Maria, som fremhæver hendes rolle som aktivt medvirkende i frelsen. Ikke som medlem af Treenigheden, men i sin egenskab af Guds Mor. Fri vilje: Den mulighed ethvert levende væsen har for inden for visse grænser at beslutte, hvordan det selv vil handle. Det er den fri vilje, som gør, at mennesket har et ansvar, og at Gud kan tillade sig at dømme dette menneske efter dets handlinger. Læren om fri vilje står i modsætning til såvel lutheranisme som mekanisk materialisme

72 Horisontalisme: Den mariologiske lære, som fokuserer på Marias historiske egenskaber og fysiske fremtoning i denne verden. Ikon: Et forenklet billede af virkeligheden. Bruges som regel som betegnelse for religiøse kunstværker malet på træ og udstillet i kirker og private hjem. Ikoner kan være dekorative, eller de kan være religiøse brugsgenstande. I sidste tilfælde skal de være indviede og optager gradvist en kraft, som gør, at de kan udstråle en karisma. Initialisering: Indvielse. Intercessor: Den som stiller sig mellem to adskilte og dårligt kommunikerende parter og skaber en positiv forbindelse mellem disse. Karisma: Den usynlige kraft, som et menneske eller en ikon kan have på sine omgivelser. Katolik: Tilhænger af den kristne (byzantinske og romerske) kirkes traditionelle lære, som blev vedtaget på kirkens første konciler inden den historiske splittelse mellem østog vestkirken i år Ordet bruges i Danmark især om tilhængerne af den romerske pavekirke, men det er alt for snævert (se: Papisme). Konfessionalitet: Den lære at kun mennesker, som tror på en bestemt slags metafysik, kan komme i Himmelen. Der findes tusinder af forskellige konfessioner, hvoraf jødedom, katolicisme og islam er de største. Men hver for sig indeholder disse trosretninger hundreder af under-konfessioner, som hver for sig mener, at kun deres egne tilhængere følger Guds vilje, og at alle andre derfor går tabt. Litani: En serie bønner med påkaldelse af hellige navne. Lutheranisme: Den teologiske lære, som kommer fra Martin Luther. Luther mente at en række af Bibelens bøgers ikke var hellige (f.eks. Visdommens Bog), at mennesket ikke har en fri vilje, at alt hvad mennesker gør er ondt, at djævelen styrer denne verden, og at der er et absolut skel mellem det "himmelske regimente" og det "jordiske regimente", som vi lever i. Luther mente desuden, at Maria have flere børn og derfor ikke forblev jomfru, og at det ikke giver mening at bede til/for de døde, da disse hverken eksisterer i fysisk eller åndelig form i denne verden eller i Himmelen. Desuden mener man, at mennesker bliver "frelst ved tro uden lovgerning", og at tidsbestemte straffe ikke eksisterer i Guds rige, hvilket betyder at et menneske efter døden enten kommer evigt i Himmelen eller evigt i Helvede. Marias børn: Alle mennesker er if. Jesus Marias børn. Se Joh. 19/ Mariaspiritisme: Den variation af mariologien, som hævder at have set Maria i åndelig form, som en slags plasma, og at have modtaget budskaber fra hende. De mest kendte steder for sådanne åbenbaringer er Lourdes (Frankrig), Fatima (Portugal) og Medjugorje (Kroatien)

73 Mariologi: Den spiritualitet, som bygger på kærligheden til Jomfru Maria og til alle de egenskaber og al den kærlighed, som hun repræsenterer i denne verden. Mariologien kan dyrkes af enhver og kræver ikke medlemskab af nogen særlig kirke eller religion. Maria kendes fra alle religioner, men under forskelligt navn. Hun er universel, og hun elsker alle. Mediatrix: Når udtrykket bruges om Jomfru Maria henvises der til hendes rolle som formidler af Guds nåde, som giver hende en aktiv plads i frelsens økonomi (uden dog at være en del af Treenigheden). Mekanisk materialisme: Den lære at alt i verden er fysisk og dermed underlagt fysikkens love (naturlovene). Konsekvensen af denne tro er, at alt er forudbestemt gennem en kæde af årsag-virknings relationer. Dermed står den mekaniske materialisme i modsætning til mariologien, som lærer at mennesket har en fri vilje. Offer: De to grundlæggende karakteristika ved den moralsk prisværdige handling er disse: 1. At den er til gavn og glæde for et andet menneske. 2. At den indebærer et offer for den, som udfører handlingen. Dette offer kan være økonomisk, helbredsmæssigt, tidsmæssigt eller socialt. Nyttige handlinger, som udføres mod betaling, og som udløser social prestige og personlig tilfredsstillelse indebærer ikke noget offer. Derfor har de ikke nogen særlig moralsk karakter. Ortodoks: Moderne betegnelse for den byzantinske del af den katolske kirke og denne kirkes lære. De ortodokse anerkender ikke en ufejlbarlig pave i Rom og anser den pavelige kirke for at være et politisk "åndeligt" redskab for herskerne i den vestlige verden. Papisme: Den form for kristendom, som styres fra Vatikanet i Rom. Papisterne mener at paven i Rom er ufejlbarlig, og at Gud løbende udtrykker sin vilje gennem hans taler, encyklikaer og praktiske gøremål. Prostration: Det at vise respekt for en person eller genstand ved at bøje sig eller at knæle for denne. Prostration findes i forskellige grader, som hver for sig kan opfattes som en større eller mindre grad af underkastelse. Protestantisme: Den lære at den katolske religion er falsk, og at paven har uret i en række af sine holdninger. Protestantismen findes i tusindvis af forskellige udgaver, som ikke har meget andet til fælles end kritikken af paven og hans kirke. De fleste retninger tager dog udgangspunkt i den lutherske teologi og bibelforståelse. Retfærdighed: Det at ondt og godt bliver fordelt i henhold til de motiver og de handlinger, som hvert enkelt menneske har haft og udført. Fuldstændig retfærdighed findes ikke i denne verden, men kun hos Gud

74 Romanisme: Betegnelse for den amerikaniserede og judaistiske religion, som styres af den efter egen opfattelse ufejlbarlige pave i Rom. Også kaldet for "romersk-katolsk religion". Skriftemål: Syndsbekendelse udtalt til Gud gennem et andet menneske (evt. en præst), som i denne sammenhæng virker som formidler mellem Gud og den angrende synder. Sakramente: Hellig handling. Skærsilden: Det rum, som de døde befinder sig i, inden de kommer i Himmelen. Skærsilden findes ikke beskrevet i Bibelen, men realiteten af denne instans fremgår af det faktum, at Gud er retfærdig (Rom. 3,20-24), og at hans retfærdighed kræver, at der er mere end to udgange (Himmel og Helvede) på hans dom. Spontan mariologi: Den form for mariologi, som opstår hos mennesker uden teologisk dannelse alene på grundlag af deres viden om og kærlighed til deres egen moder eller til moderbegrebet som sådan. Den spontane mariologi optræder overalt og i alle religioner, både hos religiøst troende og alle andre. På grundlag af denne mariologi kan en dybere og mere holdbar mariologisk tro og praksis udvikles. Synd: Handlinger, som et menneske bevidst udfører, for at skade sig selv eller andre. Det forudsættes, at disse handlinger ikke er udført af nødvendighed (f.eks. selvforsvar). Det, at syndige handlinger er udført med det formål at opnå et højere gode, gør dem ikke mindre syndige. Syndsbekendelse: Det at et menneske bekender sin synd for Gud og/eller for det menneske, som der er syndet imod. Syndsbekendelse medfører bod og efterfølgende frisættelse fra syndens byrde. Tonalitet: Type, egenart, særlige kendetegn. Universalisme: Fælles betegnelse for den religion, som er åben for alle mennesker, og som tror på, at alle mennesker har mulighed for at komme i Himmelen, uanset hvilken religiøs konfession de tilhører. Vertikalisme: Den mariologi, som fokuserer på Marias metafysiske egenskaber og hendes stilling i Guds rige

75 *** Spørgsmål til overvejelse Jeg har i det følgende udarbejdet 20 spørgsmål, som jeg mener, kan være gode som udgangspunkt for afklaring. De kan enten bruges til personlig refleksion, til meditation eller til gruppearbejde. Forudsætningen for at bruge disse spørgsmål er dog, at du har læst bogen. 1. Er der forskel mellem kristendom og mariologi? 2. Har Jesus og Maria den samme moral? 3. Kan mariologien risikere at udvikle sig til en ny autoritær mariapapisme? 4. Har mariologien brug for dogmer? 5. Er mariologisk dogmatik nødvendig for at gøre mariologien troværdig? 6. Er der forskel eller modsætning mellem sund fornuft og mariologi? 7. Er der forskel mellem kristen og islamisk mariologi? 8. Er der forskel mellem Jesu lære og Marias lære? 9. Er Maria et ideal for moderne kvindefrigørelse? 10. Hvad er de vigtigste principper i den mariologiske moral? 11. Er alle kvinder skabt i Marias billede? 12. Henvender mariologien sig mere til mænd end til kvinder? Eller omvendt? 13. Hvad er forskelle og ligheder mellem protestantisme og mariologi? 14. Hvad er forskelle og ligheder mellem romersk katolicisme og mariologi? 15. Hvad er fordelene ved hver af de tre ikontyper? 16. Nævn nogle forskelle og ligheder mellem mariologi og islam? 17. Hvad er de vigtigste forskelle og ligheder mellem Jomfru Maria og Gud? 18. Hvad er forskellen mellem en nyttig handling og en moralsk god handling? 19. Hvilken rolle spiller begrebet offer i mariologisk etik? 20. Er der forskel mellem tilgivelse og retfærdighed?. Forfatteren siger tak til de mennesker, som gav deres kritiske bidrag til de to første udgaver af dette skrift og som derved gjorde de skrive- og indholdsmæssige forbedringer mulige, som er indeholdt i herværende reviderede udgave. Ansvarlig for tekstens indhold og eventuelle fejl er stadig: Jakob Munck 12/