Du og jeg, Gud. 1.søndag efter påske Konfirmation.

Transkript

1 Du og jeg, Gud 1.søndag efter påske Konfirmation. Den grund, du har i dåben lagt, dit stærke ja til svage, bekræfter du, skal stå ved magt i dag og alle dage. Evangelieteksten til 1.søndag efter påske læser vi i Johannesevangeliet kap.20, vers 19-31: Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: "Fred være med jer!" Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: "Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer." Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: "Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt." Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: "Vi har set Herren." Men Thomas sagde til dem: "Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke." Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: "Fred være med jer!" Derpå sagde han til Thomas: "Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side og vær ikke vantro, men troende." Thomas svarede: "Min Herre og min Gud!" Jesus sagde til ham: "Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror." Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans discple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn. Amen. Det var så den fortælling, som tilrettelæggerne af 1.tekstrække har bestemt, at vi skal læse og fundere over 1.søndag efter påske. Fortællingen om Thomas. Hvad har det med konfirmation og konfirmander at gøre, er der sikkert nogen, der tænker. Men konfirmander og Thomas har faktisk en hel del tilfælles. Ja, sådan set ligner vi ham alle sammen. Og vi er alle, hvor gamle vi end er, en slags konfirmander, som prøver at forstå, hvad Gud fortæller os. Lige fra vi bliver født tilegner vi os verden. Vi sutter på den, smager på den, rører ved den. Vi mærker efter, hvad der er godt og dårligt. Vi skal heller ikke være ret gamle, før også vore tanker og følelser rører ved verden, prøver at finde ud af hvad der er sandt eller falskt, ondt eller godt. Nogen vil måske sige, at vi på den måde selv skaber vores verden, en lille verden i den store. Men sommetider bliver vi også overrumplede, sommetider sker der noget, vi ikke selv er herrer over, noget vi ikke selv har skabt. Ja, bare det at vi er til, har vi ikke selv bestemt, ikke desto mindre er de fleste af os glade for at være i live. Vi har heller ikke bestemt vores forældre, vores

2 land, vores køn, vores sprog, vores religion. Det tager vi for givet, ja netop, fordi det er givet os. Der er noget, der kommer forud for alt det, vi selv skaber. Thomas i Bibelen ville mærke verden, han ville have syn for sagn. Han kunne ikke tro, at Jesus var opstået fra de døde. Det var for godt til at være sandt. Han mente, at opstandelsen var løgn og indbildning, hvis ikke den havde fundet sted i den skinbarlige virkelighed, som han kendte så godt. Han ville ikke tro på eventyr, han ville ikke bildes noget ind, han ville have fingrene i alt. Så er det han siger, at han først vil tro, at det er Jesus, de andre har set som opstanden, hvis han stikker fingrene i hans sår. Men han når det faktisk ikke. Pludselig er Jesus der, viser ham sine sår og siger, kom, mærk så, her er jeg. I det øjeblik bliver Thomas så overrumplet, at han tror. Det var alligevel ikke for godt til være sandt, at Jesus var opstået. Det var netop så godt, at det blev sandt. Thomas kunne kun stamme og bede den korte bøn: min Herre og min Gud, for livet var - i et nu - smukt og guddommeligt, trods sårene, trods smerten, trods tvivlen. Det var den tro, Thomas fik med sig, det er den tro, vi må bede om, ikke en tro på et forældet verdensbillede og usandsynlige undere og mirakler, men en sandsynlig tro på, at livet er forunderligt levende. Kristendommen er ikke en flugt fra virkeligheden, men et nyt syn på den, den åbner vore øjne for livets skønhed, den overrumpler os og svøber os i kærlighedens historie, sådan så livet er livet værd, hvad vi end måtte komme ud for. Det er den guddommelige kærlighedshistorie, vi blev døbt til at høre med i, inden vi overhovedet har overvejet, om vi kunne tro. Det var derfor Gud, lod Kristus stå op fra de døde. Midt i graven, midt i døden, midt i det, der tilsyneladende var den brutale sandhed om menneskelivet, fortalte Gud os en anden sandhed. Vi troede måske som Thomas, at ondskaben og døden havde vundet, vi troede, at livet var grimt og meningsløst,, men Gud gav os en anden sandhed - at livet er et under. Det liv, han har skabt, det liv, han har givet os, det liv, han vil give os. Troen er ikke en flugt fra virkeligheden, men et andet lys på den, en anden fortælling om den. Derved kan den forandre verden og omskabe den. Arne Haugen Sørensen, som har malet vores alterbillede, har også malet Thomas. Ikke en klodset skikkelse med gamle skægstubbe, åben mund og skamrødme i kinderne, som andre har gjort det.. Nej han har malet hans fingre, hans hånd, redskabet for hans nysgerrighed og tvivl, som er på vej ind i såret, eller på vej ind i den sprække, som er indgangen til hemmeligheden. Hånden er på vej, den har ikke nået sit mål, men den har nået sin form. Måske begyndte den som en formanende eller spørgende pegefinger. Men nu er den faldet på plads, som velsignelsens to sammenlagte fingre rører den ved livet selv. Jesus velsigner Thomas, og Thomas velsigner det liv og den kærlighed, han møder. Mødet mellem Gud og menneske sker under velsignelsens tegn, som det sker hver gang vi er i kirke, hvad enten det er i en kirkebygning eller et andet sted, hvor Guds nådige himmel hvælver sig over jorden.. Thomas har et ekstra navn. Han hedder Didymos, tvilling. Det er der mange, der har spekuleret over, hvem er den anden halvdel af tvillingeparret? Der er nogle, der mener det er troen og tvivlen, der er tvillinger, men jeg tror snarere det betyder, at Thomas altid har en tvilling, mange tvillinger, der ligner ham, nemlig os, alle mennesker, som troen og tvivlen kæmper i. Thomas havde engang en tvilling, som hed Astrid. Det er hende, vi alle sammen kender som Astrid Lindgren. Hun skrev bøger for børn, som lige så meget er for voksne. Hun kan virke ret

3 sikker i sin tro, når man læser hendes bøger. Der er ingen tvivl om, at hun har lært noget af Jesus. Hun har skrevet om Pippi, den stærke pige, som trodser alle autoriteter, hun har fortalt om Emil fra Lönneberg, som, selv om han tit kommer galt afsted, altid vil det gode for sine medmennesker. Han inviterede de gamle til at frådse i familiens julemad, han fragtede Alfred til læge gennem snestormen og reddede ham fra at dø. Efter en af sine store skarnstreger badede han med Alfred i søen og sagde du og jeg,alfred og Alfred svarede du og jeg, Emil, sådan så det næsten var en dåb og en velsignelse, der foregik. Astrid Lindgren skrev også om brødrene Løvehjerte, om, hvordan man må have mod til at bekæmpe ondskaben og hvordan man får det: Jonathan Løvehjerte siger de vidunderlige ord til Tvebak: der er ting, man er nødt til at gøre, ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort. Men hvad med Gud, tror du på Gud, blev Astrid Lindgren engang spurgt: Nej det gør jeg oprigtigt talt ikke, lød svaret, og så fortsatte hun: Det er måske skammeligt af mig at fornægte Gud, eftersom jeg alligevel takker ham så ofte og beder til ham, når jeg er fortvivlet. Det kan man vist kalde en troende tvivl og en tvivlende tro. Sådan er der mange, der har det. Gud kan vi ikke forklare og begribe, men vi kan bede til ham og takke ham, og så er han til. Og der er ingen grund til at skamme sig over at bede til Gud, selv om man har svært ved at tro på ham. For bønnen er det største udtryk for tro. Den overrumpler os i livets gode og svære stunder. Forfatteren sagde senere i sit liv: jeg tvivler på min egen tvivl. Det gjorde hun, når hun så naturens orden og planmæssighed. Hvordan ved blomsterne, at de skal blomstre om foråret, hvordan ved fuglene, at de skal synge? spurgte hun. Hun har ikke noget svar, men det er det samme, som digteren undrer sig over i den salme, vi skal synge om lidt, Op al den ting, og han svarer: Vor Gud er stor. Astrid Lindgren havde et valgsprog: Denne dag, et liv. Det betyder at man skal leve hver eneste dag som om den var et helt liv, gøre med den, som om den er den eneste, man har. Tage imod dagen med alt, hvad den bærer i sig og leve den fuldt ud. Livet er ikke tomt og tilfældigt, men givet af Gud. Kære konfirmander: Der er 18 (I er 18 konfirmander) små medaljoner på programarket. De er fra Bregnet Kirke på Djursland, hvor Haugen Sørensen har malet dem på bænkene. Den ene forestiller Thomas s velsignende fingre. Om lidt skal I her op og velsignes. Det bliver lidt ligesom med Emil og Alfred: Gud siger, som han gjorde, da I blev døbt: du og jeg, vi skal altid høre sammen, og I svarer ja!. Det betyder: du og jeg, Gud. Vanskeligere er det ikke. Vi har været glade for at have jer her i kirken, I har været nysgerrige og spørgelystne og har forhåbentlig lært en del: om Bibelen, om trosbekendelsen, om lignelser og undere, om helte og antihelte, liv og død, tro og tvivl. Men først og fremmest skulle I vide, at Gud er der for jer: Det fremgår også af de bønner, I har skrevet, at I ved det: En skriver: Jeg takker for, at du hele tiden har været der for mig, også når jeg har det svært, og en anden: Vi lægger nok ikke mærke til alt det vi burde takke for, så vi takker. I har en Gud at takke og bede til, også når der er noget, I er nødt til at gøre, når det gælder om at være et rigtigt menneske og ikke bare en lille lort, som Jonathan Løvehjerte siger. Det behøver ikke at være heltegerninger, men blot at tage imod de gaver og opgaver, som Gud giver jer.

4 I kender velsignelsen som lyses i gudstjenesten: Herren velsigne dig og bevare dig! Der var engang en, som foreslog, at det skulle hedde: Herren velsigne dig og forbavse dig! Ja, Gid Gud må forbavse jer. Denne dag, et liv. Du og jeg, Gud!

5