Prædiken til høstgudstjeneste 2013 Af Lise Rind 17 søn eft trin. 1 tekstrække: Lukas 14,1-11

Transkript

1 Prædiken til høstgudstjeneste 2013 Af Lise Rind 17 søn eft trin. 1 tekstrække: Lukas 14,1-11 Københavns universitet konkluderede i december 2012, at indtjeningen i dansk landbrug var steget og udviklingen forventedes, at fortsætte i Det betyder for landbruget, at landmændene og deres medhjælpende familier fik løn svarende til de timer, de rent faktisk arbejder i Det er her i høsttiden værd, at huske alt det landmanden giver Danmark og os andre. Vi tager mange ting for givet, brød, mælk og kød - men hvis vi ikke havde et godt landbrug i Danmark, ja så kunne vi ikke bare købe mælk for en tier. Tænk, at vores danske mælk som tør mælk bliver solgt til 30 kroner pr liter i Kina, fordi det er sundt og godt. 1

2 Hele verden over er vi kendt for vores landbrugs produkter. Vi kan mange ting i Danmark og landbrug er en af de mange ting. Derfor burde det være en naturlighed, at vi bruger de evner og muligheder det danske landbrug og danske jord har og giver. Høsten handler ikke kun om de konkrete afgrøder fra træerne, marken og haven. Nej høsten er resultatet af det vi giver, skaber og får igen. Og på den måde er det også rigtigt fint at vi som menighed møder årets konfirmander som er resultatet af liv. Og er et liv som fortsætter vokser og sætter spor. Derfor er det givende i dag til høstgudstjeneste, at hører om Guds herlighed, og menneskets ydmyghed. David Salme 19 slår temaet an med en lovprisning af Guds herlighed. Jeg tror vi alle kender til fornemmelsen, af, at være lille i den store verden. Man føler sig meget lille i 2

3 forhold til himmelhvælvingen, en stærk fornemmelse af, at der er ting, der er større end os selv. Jeg tror især, at landmanden eller andre som arbejder sammen med naturen virkelig kender afhængigheds følelsen og det at være en lille brik i noget stort. Himmelens storhed er både truende og befriende. Vi kan ikke skjule os for solens glød, vi føler afmagt. Og dog er der noget befriende i denne afmagt. For det giver en frihed ikke kun, at kredse om os selv og vores lille verden. Ydmyghed er afstandtagen fra denne selv kredsen. Dermed er ydmyghed - troens frihed.. Ydmyghed giver åbenhed for det der virkelig er stort. Altså er ydmyghed som konfirmanderne siger det ikke egocentreret, men udadvendt, afhængig og respektfuld. 3

4 Ydmyghed er derfor forudsætning for sandt fællesskab, for den nødvendige mildhed og tålmodighed for at skabe. En landmand kan ikke drive landbrug hvis han kun tænker på sig selv, nej han må favne sine dyr, markens afgrøder, og de som hjælper ham. Selvom landbruget er en virksomhed er det også et område som arbejder med de bløde værdier - menneske velfærd, dyrevelfærd, og plantevelfærd. Et område, som vi kan sammenligne eller relaterer til i vores eget liv. I konfirmander er en del af jeres fællesskab - med venner, skolelærer, forældre, fritidsarbejde, interesser og jeres dyr. Hvis vi ønsker, at skabe og høste af det skabte - må vi give slip på styring, egoisme, lukkethed og give plads til andre. Ligesom Jesus. Jesus sætter - til forskel for farisæerne - kærligheden højere end loven. Loven er ikke et formål i sig selv, 4

5 men er til for kærlighedens eller medmenneskelighedens skyld. Det gælder for sabbat - og i øvrigt alle andre love. Kærligheden er højere en lov, fordi vi må adlyde Gud mere end mennesker og det menneskeskabte. Igen handler det om at give plads til at være menneske og vise åbenhed for de positive værdier som skaber os. Det er hvad, kærligheden er. Vi kan altså ikke være ligeglade med et dyr eller menneske, som lider. Vi kan ikke liiige undskylde vores mangel på hjælp eller nærvær, fordi vi skal spille fodbold, ride en tur på hesten eller bede til Gud. At ydmyge sig selv, som vi hører om i dag, er ikke at gøre os selv til et mindre værdigt menneske. Eller at gøre os selv til Underdog i forholdet til andre. Og slet ikke for at fremhæve os selv, for så er vi igen på gale vej. Men, at give plads til andre i vores liv og ikke se os selv, som verdens centrum. 5

6 At indse at vi ikke kan klare alting selv. At indse, at vi ikke kan styrer himmelhvælvingen eller solen. Jesus, gør ikke kun op, med farisæerne, men også nutidens trend, som er, at sætte os selv og vores behov højere end andres. Konkret kan vi ikke tage en flødebolle mere og være ligeglad med om de andre får. Eller træde landmandens korn ned, fordi det er sjovt. Ligesom landmanden ikke bruger farlig kunstgødning, der vil give mere vækst men også usunde afgrøder for mennesker og dyr. Jesus gør altså op med mig mig tanken og peger på, at vi er en del af hinandens liv. Vi er altså ligesom Loven ikke et formål i sig selv, men er til for kærlighedens eller medmenneskelighedens skyld. Jesus siger til os: enhver som ophøjer sig selv skal ydmyges, og den der ydmyger sig selv skal ophøjes. 6

7 At få de fede pladser kan så være, når vi oplever det sjove i fællesskabet. Når en ukendt ven giver os et skulderklap eller når vi spiser et æble af et træ, som har givet æbler til mange. Jesus viser, hvordan vi kan give plads til andre og vise respekt for Guds skabelse, mennesker, jorden, markens afgrøder og dyr. Fordi Jesus, netop, satte sig selv i de nederstes sted. Jesus gjorde sig hverken dårligere eller bedre end andre. Jesus, Guds søn blev til et menneske og tog sig af alle slags menneske typer, både de seje og taberne. Jesus gav videre af den kærlighed, ligeværd, respekt han havde fået. Ja vi kan egentlig sige, at Jesus giver os nogle afgrøder, som vi kan passe pleje og give videre. Nemlig afgrøder, der handler om at være del af et fællesskab og vise næstekærlighed, respekt samt 7

8 ligeværd til andre. Det er, som før nævnt, troens frihed! Vi bliver aldrig, som Jesus, da det er Guds søn, men vi kan forsøge at følge ham. Vi kan begynde med, at nyde, at være lille i det store skaberværk, som er omkring os. Se havens, markens, træernes afgrøder som en del af den skabte natur, som vi har del i og et medansvar for. Håbe for landmanden og andre, at deres høst /indkomst er, så de har råd til at leve. Sige tak til landmanden for hans respekt for alt det skabte. Sige tak til alle, der bidrager med et eller andet til os hver især, til vores lokale fællesskab, landets fællesskab og verdens fællesskab. Sige Tak til jer, der har gjort høstens symbolik konkret her i kirkens rum, i kirkeladen med de mange kager og boller, som vi kan nyde i fællesskab. Tak til Gud der har givet os livet og et liv at leve. 8