Hanne Overgaard MOgensen Og Karen FOg Olwig (red.) familie og slægtskab. PersPeKTiver

Transkript

1 Hanne Overgaard MOgensen Og Karen FOg Olwig (red.) familie og slægtskab antropologiske PersPeKTiver

2

3 Hanne Overgaard Mogensen og Karen Fog Olwig (red.) Familie og slægtskab antropologiske perspektiver

4 Hanne Overgaard Mogensen og Karen Fog Olwig (red.) Familie og slægtskab antropologiske perspektiver 1. udgave 2013 Samfundslitteratur, 2013 Omslag Imperiet (Annette Borsbøl) Sats Narayana Press Tryk Narayana Press (narayana.dk) ISBN trykt bog ISBN e-bog Samfundslitteratur Rosenørns Allé Frederiksberg C Tlf Fax slforlagene@samfundslitteratur.dk Alle rettigheder forbeholdes. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun efter de i aftalen nævnte rammer. Undtaget herfra er korte uddrag til anmeldelse.

5 INDHOLD Forord 7 Introduktion. Familie og slægtskab: antropologiske perspektiver på nære relationer 9 Hanne Overgaard Mogensen og Karen Fog Olwig Del 1. Kontinuitet og forandring 33 Hanne Overgaard Mogensen og Karen Fog Olwig Kapitel 1. Barnløse og socialt udsattes perspektiver på forældreskab, familie og fællesskab 37 Pia Vivian Pedersen og Tine Tjørnhøj-Thomsen Kapitel 2. Sociale relationer her og hisset: minder og forbundethed blandt slægtninge efter livets afslutning 55 Bodil Ludvigsen og Vibeke Steffen Kapitel 3. Kinesiske unge og deres mødre: om ambivalent tilknytning og adskillelse 73 Susanne Bregnbæk Del 2. Nærvær og distance 93 Hanne Overgaard Mogensen og Karen Fog Olwig Kapitel 4. Soldaterfamilier: sociale fordringer og forandringer 97 Birgitte Refslund Sørensen Kapitel 5. Intimitet på trods? Ægteskab, tid og (fængsels-)rum i palæstinensiske familier på den besatte vestbred 115 Lotte Buch Segal

6 6 Indhold Kapitel 6. Hemmeligheder, distance og kontrol af viden: menneskehandel i Italien og Rumænien 131 Trine Mygind Korsby Del 3. Ideal og regulering 147 Hanne Overgaard Mogensen og Karen Fog Olwig Kapitel 7. Måltidets bindinger: om filippinske au pairers deltagelse i danske værtsfamilier 151 Karina Dalgas Kapitel 8. Som én stor familie: husfællesskab og slægtskab i danske andelsboligforeninger 171 Maja Hojer Bruun Kapitel 9. Passende og upassende relationer: familien som ideal i socialt arbejde 189 Kristina Grünenberg og Katrine Schepelern Johansen Forfatterbiografier 207 Indeks 211

7 FORORD Antropologien har siden begyndelsen af 1900-tallet søgt det fjerne for at forstå det nære. Denne bog viser gennem en række etnografiske studier, at sammenligninger af, hvordan familie og slægtskab skabes, udfordres og genskabes rundt omkring i verden, kan hjælpe os med at få øje på naturliggjorte idealer for familierelationer i Danmark, og hvordan de præger individer og samfund. Vi håber, at bogen vil være nyttig for dem, der er på vej til at uddanne sig til antropologer, og at fagfolk og studerende uden for antropologien kan lade sig inspirere til at gentænke egne begreber og praksisser og reflektere over de opfattelser af familie og samfund, som de afspejler. Bogen tager udgangspunkt i en forskergruppe ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet, der i flere år har beskæftiget sig med sociale relationers konstruktion, egenskaber og betydning. Konkret bygger bogen på en række oplæg, der blev præsenteret ved et forskerseminar i efteråret Vi takker deltagerne i seminaret for de frugtbare kommentarer og diskussioner, der kom til at danne grundlag for det videre arbejde med bogens kapitler. Vi takker også Steffen Jöh ncke for gode kommentarer til bogens introduktion og Eva Gulløv for hendes grundige og konstruktive kritik af bogmanuskriptet. Vi ønsker også at takke Institut for Antropologi og institutleder Helle Samuelsen for den fine opbakning, vi har fået til bogprojektet. Endelig vil vi gerne takke Thomas Bestle og Emilie Hartmann- Petersen for deres interesse for projektet og støtte under redaktionsarbejdet. Hanne Mogensen og Karen Fog Olwig December 2012

8

9 INTRODUKTION FAMILIE OG SLÆGTSKAB: ANTROPOLOGISKE PERSPEKTIVER PÅ NÆRE RELATIONER HANNE OVERGAARD MOGENSEN OG KAREN FOG OLWIG RESUME Gennem dybtgående etnografiske studier har antropologien beskrevet og analyseret den enorme variation i, hvordan familie forstås og praktiseres rundt omkring i verden. I denne introduktion til bogen diskuteres centrale antropologiske perspektiver på familierelationer. Vi viser ved hjælp af etnografiske eksempler fra egne feltarbejder i Østafrika og Vestindien, hvordan forskellige metodiske og teoretiske tilgange påvirker beskrivelse og tolkning af familierelationer, og vi gennemgår nogle af de skift i studiet af familierelationer, som er sket på baggrund af ny indsigt fra både feltarbejder og den akademiske diskurs i årenes løb. Det leder frem til en diskussion af, hvad der i disse år karakteriserer antropologiske studier af familierelationer og dermed også bogens kapitler. FAMILIEN SOM PROBLEMFELT Vi siger tit, at blod er tykkere end vand. At vi har et helt særligt bånd til vores familie. Men i fire ud af ti danske familier har forældre, børn eller søskende kappet kontakten til hinanden. Og konsekvenserne er store. Sådan indleder Danmarks Radio (DR1) sin beskrivelse af den dokumentarserie om Rod i familien, der blev vist i efteråret I løbet af en udsendelse møder Danmarks Radios journalist op hos stridende parter i diverse familiekonflikter, hver gang med en lille ting, der forbinder parterne og har betydet noget for dem, dengang de havde et liv sammen. Derefter inviteres de stridende familiemedlemmer til at møde op til en fælles familiemiddag, og efterfølgende tilbydes de konfliktmægling. Der er i programmet eksempler på, at familier er blevet uenige om gravsteder, om penge, om småting og om ting, de knap kan huske, men som har medført et brud i relationer, der betyder, at alle lider et stort afsavn, fordi de har mistet kontakten

10 10 Introduktion til nære familiemedlemmer. Vi ser, hvordan de forenes og når at komme med til hinandens barnedåb, bryllupper og familiefødselsdage. Et andet populært program på DR1 er Sporløs, der siden 1999 har hjulpet danskere med at lede efter slægtninge, der er forsvundet for dem, og som de ikke selv har været i stand til at opspore. Oftest drejer det sig om adoptivbørn, der søger deres biologiske familie, eller børn, der er vokset op med den ene af deres biologiske forældre, men som tidligt i livet mistede kontakten til den anden part (tit faren). Når familierne forenes, vises deres umiddelbare oplevelse af forbundethed til forældre, bedsteforældre, (halv)søskende eller andre slægtninge, med hvem de udelukkende deler blodsbeslægtethed. Vi får samtidig beskrevet, hvordan hovedpersonerne efter genforeningen endelig føler sig som hele personer, har det, som om den manglende brik i deres livs puslespil er fundet, og nu får ro og mulighed for at fokusere på andre ting i deres liv end hullet efter den eller de personer, som de havde mistet kontakten til. Dette er blot to eksempler fra medierne på, at familien spiller en helt central rolle i vores selvforståelse og samfundsforståelse, men også er en tvetydig og konfliktfyldt størrelse. Ud over en lang række dokumentarprogrammer og fiktive serier om familiens betydning og dens problemer er medierne også fyldt med tilbud om hjælp til at håndtere familielivet, parforholdet og forældre-barn-relationen, skilsmissen eller det at være skilsmissebarn, og i nyhederne fylder historier om familier, hvor det er gået helt galt (fx vold og omsorgssvigt) godt op. Ofte luftes bekymrede røster om, at familien i det danske samfund er i opløsning eller det modsatte: at indvandrerne fra fremmede kulturer er mere knyttet til deres familierelationer end godt er for samfundet som helhed. Familien er i Danmark som i resten af verden fortsat en hyppigt anvendt metafor for stærke følelsesmæssige og ubrydelige relationer. Dens karakteristika søges overført på andre relationer, og vores idealer for familien danner dermed et vigtigt grundlag for samfundsmæssige forsøg på at regulere sociale relationer, som tit ikke kan realiseres, men ikke desto mindre har stor betydning for, hvorledes vi opfatter og udlever sociale relationer. Mange gør sig store bestræbelser på at leve op til idealerne for, hvad en familie er, og andre på at forklare, hvorfor de har valgt en familieform, der afviger fra disse idealer. Selvom vi lever i et samfund, hvor skilsmisse længe har været et almindeligt fænomen, rapporteres der konstant om, hvor store udfordringer det giver børn at vokse op i skilsmissehjem. Selvom reproduktiv teknologi er med til at gøre mange former for alternative familieformer mulige, bruges den i stor udstrækning af mennesker, der netop ønsker at kunne leve op til idealet om en

11 Introduktion 11 kernefamilie baseret på blodsbeslægtethed. Familien er uomgængelig og uomgængeligt tvetydig og konfliktfyldt. I denne bog præsenterer vi eksempler på den nyeste antropologiske forskning i familie og slægtskab med særligt fokus på at belyse den ambivalens, der præger relationer til familien hvordan den indebærer både solidaritet og konflikt, kontinuitet og forandring, nærhed og afstand, individualitet og regulering af medlemmernes sociale identitet. Ved at analysere det komplekse forhold mellem ideal og praksis i familierelationer og de mangeartede konsekvenser, dette kan have, kan antropologien bidrage til at skabe en dybere forståelse af ikke bare nære, personlige relationer, men også sociale relationer, der angår bredere samfundsmæssige anliggender. Antropologiens studier af nære sociale relationer mellem konkrete mennesker overalt i verden kan også bidrage til en forståelse af de måder, hvorpå forskellige familieformer og sociale relationer bliver naturliggjort som rigtige og selvfølgelige i forskellige samfund, og hvilke familieopfattelser der ligger til grund for vores forsøg på at regulere relationer, så de lever op til naturliggjorte idealer. I dette indledende kapitel vil vi først præsentere antropologien og dens metode og derefter gå over til en gennemgang af, hvordan antropologiens teoretiske og metodiske tilgange til studiet af familie og slægtskab eller mere generelt forbundethed har ændret sig over tid, og hvorledes kapitlerne i bogen bidrager til den nyeste forskning. ANTROPOLOGIEN: STUDIET AF DET SOCIALE GENNEM DET ETNOGRAFISKE FELTARBEJDE Antropologien definerer sig som studiet af det sociale, og den er, som sociologen Durkheim formulerede det, baseret på erkendelsen af, at det sociale er mere og andet end summen af individer (Durkheim 1996 [1895]). Durkheims hovedinteresse var at forstå, hvad det er, der binder folk sammen, eller med andre ord hvad det er, der opstår mellem mennesker, når mange er sammen. Durkheim taler om det sociale som noget, der er påtvunget, tillært og uafhængigt af individet og dets handlinger. Nutidige sociologer og antropologer vil sige, at vi ikke kan tale om et samfund eller det sociale som noget, der eksisterer uden for og er påtvunget individet, som Durkheim gjorde det. Bruno Latour argumenterer fx for, at sociologer og antropologer siden Durkheim i alt for stor udstrækning har taget for givet, at de ved, hvad samfund og det sociale er, og har brugt det til at forklare, hvordan ikke-sociale fænomener fungerer (fx jura, politik, økonomi, medicin). Vi kan dog

12 12 Introduktion ikke på forhånd vide, hvad det sociale består i, idet man ikke kan tage for givet, hvad det sociale er. Vores opgave er derfor at undersøge, hvordan det sociale overhovedet skabes i konkrete situationer. For at forstå, hvordan det sociale formes og genformes, må vi kigge på, hvordan der skabes forbindelser mellem sociale og ikkesociale enheder (dvs. mellem både mennesker, dyr, objekter, m.m.) (Latour 2005). Bruno Latours tanker har fået stor indflydelse i antropologien de senere år, men som vi vil vise i nedenstående gennemgang af, hvordan studier af sociale relationer har udviklet sig gennem tid, så har antropologer længe bevæget sig mod en større opmærksomhed på, hvordan sociale relationer skabes gennem konkrete handlinger. Man er ikke i udgangspunktet mor eller far, søskende, slægtninge eller venner på en bestemt måde. Man skaber relationen gennem sine handlinger og bliver selv skabt som person gennem disse praktiserede relationer. Slægtskab, familieskab, forældreskab, søskendeskab, ægteskab, venskab, naboskab eller borgerskab er alle udtryk for, at man gennem sine handlinger er med til at skabe en relation til en anden part og derigennem også skabe sig selv som menneske. I denne bog er det særligt de måder, hvorpå vi skaber familie og slægtskab, som vi vil kigge nærmere på. Antropologiens centrale metode er det etnografiske feltarbejde, som består af deltagerobservation kombineret med en række andre metoder, inklusiv mere eller mindre åbne interview. Gennem deltagerobservationen træder antropologen ind i, og deltager selv i, det praktiserede fællesskab, som der studeres. Hvor deltagelse for de tidlige antropologer var måden, hvorpå man fik mulighed for at observere på tæt hold (Malinowski 1922), så er deltagelse nu blevet et middel i sig selv. Det er ved selv at træde ind i relationer med andre mennesker, at man opnår indsigt i, hvordan relationer skabes i praksis (Hastrup 2003: 9 10), eller som Fredrik Barth udtrykker det, så er det kun når du prøver at blive deltager, at mennesker begynder at behandle dig som et egentligt medmenneske, at de får tillid til dig og åbner sig for dig, for det er først, når man bliver et medmenneske, at man har behov for at forstå verden på deres måde (Barth 1980: 4f). Deltagerobservation betyder ikke nødvendigvis, at man deltager i alle aspekter af de menneskers liv, som man studerer, men netop at man stiller sig selv til rådighed som medmenneske. Deltagerobservation kan bestå i et årelangt ophold i en ugandisk landsby som det var tilfældet for Hanne Overgaard Mogensen, der boede hos en lokal familie. Hun fik en rolle og position i det lokale liv, men det var rollen som et udefrakommende (hvidt) medmenneske med penge og viden og muligheder for at bidrage til spisekammeret og hjælpe med transport og adgang til sundhedsydelser eller andre goder. Denne rolle gav mulighed for en vis form

13 Introduktion 13 for deltagelse at dele daglige udfordringer og problemer med folk, samtidig med at der var andre aspekter af den praktiske dagligdag som hun ikke kunne deltage i. Deltagerobservation kan også bestå i ophold flere forskellige steder, når folk migrerer. Karen Fog Olwigs feltarbejde i vestindiske familier, der var udvandret til USA, Canada, Storbritannien og forskellige områder af Caribien, inkluderede således besøg hos familiemedlemmer i caribiske landsbyer, i indvandrerområder i nordamerikanske og britiske storbyer og i etablerede middelklassekvarterer i USA, Canada og Storbritannien. Her blev antropologen et medmenneske i den forstand, at hun i en periode havde personlig kontakt med de fleste medlemmer af familierne, selv om de var spredt rundt omkring i verden, og således blev del af deres særlige sociale fællesskab. Deltagerobservation finder sted netop der, hvor sociale relationer udspiller sig blandt de mennesker, antropologen studerer. Som kapitlerne i denne bog viser, kan det være ved møder i foreninger for ufrivilligt barnløse (Tjørnhøj-Thomsen og Pedersen), på arbejdsdage i andelsboligforeninger (Bruun), under spirituelle seancer hos en dansk healer (Steffen og Ludvigsen), eller når man er på café med kinesiske universitetsstuderende (Bregnbæk). Men der laves også deltagerobservation i løbet af et interview. Gennem fx et interview med en filippinsk au pair (Dalgas) bliver man involveret i hendes liv og livsfortælling, også selvom man ikke nødvendigvis har mulighed for rent praktisk at deltage i hendes dagligdag hos værtsfamilien i Danmark. For alle former for deltagelse gælder det, at man træder ind relationer med konkrete mennesker og dermed får indsigt i, hvordan de skaber forbundethed i deres liv. Deltagerobservation har gjort det muligt for antropologien at opnå et særligt blik på, hvordan konkrete relationer udspiller sig og skabes i praksis. Deltagerobservationens ikoniske position i antropologien har sandsynligvis også været med til at fastholde antropologiens fokus på nære relationer, og studier af familie og slægtskab har altid spillet en central rolle i faget. Det er dog vigtigt at gøre sig klart, at dette fokus på konkrete mennesker og deres relationer ikke nødvendigvis fastholder antropologien på det nære samfund. Som Kirsten Hastrup formulerer det, har antropologien en evne til at kaste sit net ud på en hvilken som helst dybde og fange sociale fællesskaber af varierende omfang og rækkevidde (2003: 21), dog altid med konkrete mennesker og deres handlinger som udgangspunkt. Også når vi studerer større sociale strukturer som fx stat og samfund, vil antropologien fastholde, at disse medieres og dermed realiseres gennem konkrete mennesker og deres handlinger.

14 14 Introduktion Antropologien bygger ikke kun på dybtgående etnografiske studier af forskellige former for familie og slægtskab baseret på deltagerobservation og interviews. Den søger også at udvikle mere generelle teoretiske fortolkninger af, hvordan man på baggrund af denne tværkulturelle viden kan opnå en bredere forståelse af de nære, sociale relationer, der er et grundvilkår for menneskelig sameksistens. Det antropologiske perspektiv udvikles således løbende gennem konstant bevægelse mellem dybtgående undersøgelse af konkrete praksisser og normer inden for et bestemt socialt miljø og en bredere synsvinkel, hvor etnografiske analyser af forskellige miljøer sammenlignes. Det er gennem denne vekselvirkning mellem fordybelse i det detaljerede, etnografiske studie og komparativ analyse, at antropologien kontinuerligt har udviklet nye teoretiske perspektiver på familie og slægtskab og det bredere felt af sociale relationer, som de indgår i. Gennem fagets historie har antropologer arbejdet med forskellige teoretiske tilgange til studiet af familie og slægtskab. Vi vil beskrive de vigtigste af disse i form af nogle skift, hvor antropologer på baggrund af ny indsigt fra både feltarbejdet og den akademiske diskurs har videreudviklet fagets teori og metode. Ved hjælp af etnografiske eksempler fra vores egne feltarbejder i henholdsvist Østafrika (Hanne Overgaard Mogensen) og Vestindien (Karen Fog Olwig) vil vi yderligere vise, hvordan forskellige teoretiske tilgange skaber forskellige rammer for analysen, og at disse har stor betydning for, hvordan sociale fænomener forstås og beskrives. FRA STRUKTUR OG FUNKTION TIL SOCIALE RELATIONER: DEN SOCIALE ORDEN Antropologien opstod i forbindelse med den fascination af det eksotiske og fremmede, der prægede en god del af det 19. århundrede. Der blev produceret beskrivelser af fremmede folkeslags forskelligartede levevis og indsamlet genstande fra fjerne lande, som blev udstillet på museer. Gennem systematiske sammenligninger søgte de tidlige antropologer at finde en eller anden orden i materialet, og inspireret af den evolutionistiske tankegang fremførte de en teori om, at de mange forskellige genstande, skikke og sæder tilhørte forskellige kulturer eller samfund, der befandt sig på varierende udviklingstrin. På de lavere trin var primitive samfund af jægere og samlere, der levede i store slægtskabsgrupper, hvor man tilsyneladende ikke skelnede mellem de forskellige slægtninge og manglede større politiske systemer. På det højeste fandtes derimod civiliserede samfund, hvor kernefamilien og et velreguleret statssystem havde fundet indpas. Ifølge den evolutionistiske tanke-

15 Introduktion 15 gang var alle samfund begyndt på det laveste niveau, men da de havde ændret sig i forskellige tempi, befandt de sig på forskellige udviklingstrin i slutningen af det 19. århundrede. Ved den moderne antropologis fremkomst først i det 20. århundrede skete der et markant skift i teori og metode. Nok byggede den videre på evolutionisternes antagelse om, at forskellige kulturelle elementer skal ses som en del af forskellige systemer eller organismer, der kan kaldes samfund. Men den afviste ideen om, at disse samfund kan indplaceres i et generelt skema bestående af forskellige udviklingsstadier, og at alle samfund vil udvikle sig fra lavere- til højerestående stadier efter de samme, generelle principper (Evans-Pritchard 1964: ). Det evolutionistiske skema blev forkastet, dels fordi det ikke var muligt at indplacere alle samfund i et så forenklet skema, dels fordi skemaet var dybt præget af vestlige sociale normer og kulturelle værdier tydeligt demonstreret ved placeringen af vestlige samfund som repræsentanter for det højeste udviklingsstadie. Den moderne antropologi lagde i stedet vægt på, at alle samfund skulle undersøges på egne præmisser som systemer, der består af forskellige, indbyrdes forbundne komponenter, der hver især på komplekse måder bidrager til at opretholde en bestemt social orden (Evans-Pritchard 1964: 145). De skikke og sæder, der kunne virke underlige og uforståelige fra et vestligt synspunkt, ville give god mening, hvis man betragtede dem som en del af en anderledes samfundsform. Antropologer kunne derfor ikke længere nøjes med at studere indsamlede museumsgenstande og rejsebeskrivelser af forskellige folkeslag. De var nødt til selv at udforske forskellige samfund rundt omkring i verden, så de kunne beskrive og analysere de forskellige sociale strukturer og relationer, der indgik i dem, og hvorledes de fungerede og gav mening i forhold til opretholdelsen af en bestemt social orden. Med denne såkaldt strukturfunktionalistiske tilgang blev antropologer derfor optaget af feltarbejdet et længerevarende forskningsophold blandt en gruppe mennesker, hvor man gennem interviews, deltagelse i hverdagslivet og observation af lokale begivenheder forsøger at få indblik i, hvordan et bestemt samfund eller socialt fællesskab er struktureret og fungerer. Mange af de tidlige strukturfunktionalistiske studier blev lavet i det sydlige og østlige Afrika i 1930 erne og 40 erne (som på det tidspunkt var britiske kolonier), og nogle af antropologiens store klassikere, som fx Evans-Pritchards etnografi om nuerne fra 1940, er skrevet som bestillingsopgaver fra kolonistyret, der havde brug for at forstå den lokale sociale og politiske struktur for at kunne styre områderne gennem allerede eksisterende lokale magtstrukturer ( indirect rule ). Det viste sig,

16 16 Introduktion at det politiske system i disse dele af verden var uløseligt vævet ind i komplicerede slægtskabssystemer. Det, Evans-Pritchard mødte blandt nuerne i det sydlige Sudan, var en social organisering baseret på patrilineære og patrilokale klaner, dvs. slægtsskabsgrupper organiseret socialt og bosætningsmæssigt på grundlag af afstamning gennem faren. Man fødes ind i sin fars klan. Man gifter sig uden for sin egen klan, og ved ægteskabets indgåelse bliver kvinden del af sin mands klan og flytter også rent fysisk over til hans familie. Børn tilhører farens klan, og kvinder har ikke ret til at tage dem med sig, hvis de vælger at forlade ægteskabet. Andre steder i Afrika er klanerne matrilineære, dvs. afstamning regnes gennem moren. Det er fx tilfældet flere steder i Zambia (Colson 1952). Det springende punkt er ikke, om strukturen har den ene eller anden form, og hvordan slægtninge klassificeres, men at der overhovedet er en klanstruktur. Mange afrikanere har derfor svært ved at forestille sig en verden, der ikke er delt ind i klaner, og når de hører, at dette faktisk er tilfældet i Europa, spørger de undrende til, hvordan vi så overhovedet kan håndtere grundlæggende menneskelige ting som at gifte sig, få børn, blive begravet m.m. Som vi skal se senere, er det én ting at have en ideologi om slægtskab og tilsvarende samfundsinstitutioner. En anden ting er praksis. Men strukturfunktionalistiske antropologer i den første halvdel af 1900-tallet så det som deres opgave at afdække de principielle strukturer i forskellige samfund, og gennem længerevarende ophold og detaljerede etnografiske beskrivelser var de med til at konsolidere betydningen af feltarbejde og deltagerobservation. Deres hensigt var at tage det lokale perspektiv alvorligt og vise, hvordan tilsyneladende eksotiske institutioner var knyttet sammen i en logisk struktur og gav mening og fungerede for folk, der levede med dem. På baggrund af disse etnografiske studier af konkrete samfund blev der foretaget sammenligninger af forskellige samfund, som påviste, at der er en nær sammenhæng mellem slægtskabssystemer og sociale strukturer i forskellige samfund rundt omkring i verden (se for eksempel Radcliffe-Brown 1952). Strukturfunktionalismen var fremherskende inden for socialantropologien indtil 1950 erne, hvor blandt andet den såkaldte Manchesterskole opstod på baggrund af studier i det centrale Afrika af såvel landsbyer som de urbane og mere industrialiserede områder, som landsbybeboerne begyndte at migrere til, og hvor folk fra mange forskellige stammer eller etniske grupper med forskellige slægtskabsstrukturer og traditioner ofte levede sammen og mødte nye udfordringer (fx Gluckman 1955, Mitchell 1956, Van Velsen 1969). Hvor strukturfunktionalisterne var interesserede i sammenhæng og opretholdelse af samfundets institutioner og i relationer mellem sociale positioner i en struktur og ikke relationerne mellem konkrete mennesker,

17 Introduktion 17 så forsøgte Manchesterskolen gennem detaljerede casestudier at studere konflikt, konfliktløsning, forbindelser mellem folk på tværs af deres sociale positioner og dermed også proces, forandring og praksis frem for struktur. I disse studier tog man derfor ikke udgangspunkt i veldefinerede familiestrukturer og slægtskabsgrupperinger, men derimod sociale netværk af relationer. En anden teoretisk retning, der vandt indflydelse parallelt med Manchesterskolen, fokuserede på, hvordan samfund udvikler sig på baggrund af udvekslingsrelationer mellem mennesker, bl.a. inspireret af den franske sociolog Marcel Mauss. I en tværkulturel analyse (Mauss 1925, i dansk oversættelse 2001) havde han påvist, at sociale relationer kan ses at være opbygget omkring gavegivning, idet en gave kræver en modgave, der igen vil lede til en ny gave fra den oprindelige giver. På denne måde sættes en lang kæde af udvekslingsrelationer i gang, som skaber vedvarende sociale relationer mellem mennesker. Den franske antropolog Claude Lévi-Strauss benyttede udvekslingsteori i en stor sammenlignende analyse af, hvordan slægtskabssystemer kan ses at være opbygget omkring systematiske udvekslinger af mennesker, der kan indgå som ægtefæller i andre slægtskabsgrupper (Lévi-Strauss1949). På et helt generelt plan byggede Lévi-Strauss sin analyse på en tese om, at det er incestforbuddet det at finde en partner uden for familien der danner grundlag for etablering af større sociale fællesskaber eller samfund. Den amerikanske antropolog Marshall Sahlins var også inspireret af udvekslingsrelationer og deres transformative potentiale, men han beskæftigede sig med udveksling af materielle goder og omsorg og de forskellige sociale relationer, som de indebærer (1974). Hans analyser af, hvorledes husholdets og den nære families udvekslingsrelationer bygger på en idé om gensidig hjælp uden personlig vinding eller krav om direkte modydelser, har stor relevans for antropologiske studier af familie og slægtskab. Både Lévi-Strauss og Sahlins var overordnet optagede af, hvordan udvekslingssystemer og tilsvarende sociale strukturer ændrer sig over tid, og de tilføjede derfor en ny, tidsmæssig dynamik til de antropologiske studier af familie og slægtskab, som havde fremstået som temmelig uforanderlige og statiske i de strukturfunktionalistiske studier. DE ANTROPOLOGISKE TEORIER UDFORDRET: DEN SOCIALE KONSTRUKTION Da antropologer begyndte at lave feltarbejde i Vestindien efter anden verdenskrig, var de tidlige strukturfunktionalistiske teorier, der fokuserede på slægtskabsgrupper som grundlæggende samfundsinstitutioner, stadig dominerende inden for

18 18 Introduktion antropologien. Det skulle dog vise sig, at det var vanskeligt at overføre dem til samfund som de vestindiske, der var vidt forskellige fra de afrikanske. Her blev den indfødte indianske befolkning praktisk taget udryddet de første 50 år efter Columbus opdagelse af Amerika i 1492, og området blev i løbet af 1600-tallet befolket af europæiske plantageejere og afrikanske slaver, der fungerede som arbejdskraft på plantagerne. Efter slaveriets ophør midt i det 19. århundrede flyttede en stor del af den sorte befolkning til egne små jordlodder eller til byerne, hvor de forsøgte at etablere et liv uden for plantagerne, og mange udvandrede til Mellemamerika eller Nordamerika. De vestindiske samfund var med andre ord præget af enorme sociale og økonomiske omvæltninger. Hvordan skulle antropologer identificere strukturerne i dette kaos? De forsøgte at løse opgaven ved at fokusere på husholdet og se på, hvordan det udvikler sig gennem tid (se fx Smith 1956, Clarke 1957). Husholdet kan betragtes som en stabil social enhed, fordi det er knyttet til et hus, der indeholder en kerne af familiemedlemmer. Men det er samtidig under konstant ændring i forhold til beboernes livscyklus. De vestindiske studier viste, at mange unge vestindere fik børn, mens de boede hjemme hos deres forældre, og at børnene som regel voksede op hos moren, mens faren blev boende i sin families hushold. Hvis to unge etablerede et mere fast forhold, kunne de på et tidspunkt etablere sig i eget hjem sammen med deres fælles børn og således danne en kernefamilie. Men denne kernefamilie ville i løbet af få år sandsynligvis blive en udvidet familie, når døtrene blev voksne og begyndte at få egne børn, som kom til at bo i hjemmet. Mange unge dannede imidlertid aldrig faste parforhold, og de flyttede derfor aldrig sammen i eget hjem. Hvis de flyttede hjemmefra, var det som regel for at finde lønarbejde uden for landsbyerne, og mange af kvinderne efterlod så deres børn hos mormoren. Den centrale kerne i de udvidede familiehushold var derfor som regel en kvinde, en eller flere døtre og sønner, og døtrenes børn, og i de antropologiske studier blev de derfor kaldt matrifokale, idet de var bygget op omkring mor-barn-relationer (se især Smith 1973). Mens antropologerne generelt set var enige om at identificere husstandsfamilier som de mest stabile samfundsstrukturer i Vestindien, var de temmelig uenige om, hvordan disse enheder kunne siges at bidrage til at videreføre den samfundsmæssige orden, og hvad det i det hele taget var for en orden, de var forbundet med. Antropologer, der fokuserede på samfund, hvor det gamle, europæisk dominerede styre stadig var stærkt, lagde vægt på, at vestindere i virkeligheden ønskede at leve i kernefamilier ligesom de europæisk orienterede, bedre stillede klasser i samfundene, men at dette ikke var muligt for dem på grund af deres dårlige økonomiske forhold,

19 Introduktion 19 som gjorde det vanskeligt for et ungt par at skabe en egen, selvstændig familie. Den særlige, fleksible familieform gjorde det derimod muligt for dem at klare sig på trods af deres fattigdom, og den kan således siges at bidrage til den sociale orden i det gamle, ulige kolonisamfund. Andre antropologer, der særligt undersøgte mere isolerede lokalsamfund der ikke var så påvirket af de gamle kolonisamfund, argumenterede i stedet for, at de fattige, sorte vestindere havde skabt en selvstændig kultur, hvor man lagde vægt på slægten og den udvidede familie snarere end kernefamilien, og at deres familieform derfor støttede en helt anden social orden end det etablerede kolonisamfund (for en nærmere diskussion af denne forskning, se fx Barrow 1996). Selv om der var forskellige antropologiske fortolkninger af den vestindiske familie, havde de det til fælles, at de forholdt sig kritisk til den fremherskende opfattelse i kolonisamfundet, nemlig at den matrifokale familie var årsag til den sorte befolknings vanskelige sociale og økonomiske situation. Den første antropologiske fortolkning, der så kernefamilien som et vigtigt vestindisk familieideal, betragtede i stedet den matrifokale familie (delvist) som en nødvendig tilpasning til de vanskelige forhold, den sorte, vestindiske befolkning levede under, mens den anden fortolkning opfattede familien som en helt anderledes social form, som der var ringe forståelse for i kolonisamfundet. Selv om der blev udført et stort antal studier af vestindisk familiestruktur, inspireret af strukturfunktionalismen, var det, som om de aldrig rigtigt fik grebet om vestindiske familier. En væsentlig grund var, at det ikke var hensigtsmæssigt at tage udgangspunkt i faste sociale strukturer og positioner, som den strukturfunktionalistiske tilgang gjorde. Antropologer fik nogle langt bedre teoretiske og analytiske redskaber til at forstå vestindiske familier, da antropologien begyndte at vise større interesse for social praksis og relationer mellem mennesker. Teorier, der lagde vægt på relationer og udvekslinger mellem mennesker, gav nogle bedre teoretiske og analytiske redskaber til at udforske familie og slægtskab i samfund som de vestindiske, der havde gennemgået omfattende ændringsprocesser. Fra et udvekslingsteoretisk synspunkt viste Karen Fog Olwig fx i sit historisk antropologiske studie af den tidligere dansk-vestindiske ø St. Jan, at familien var bygget op omkring udvekslinger af bl.a. materielle goder, arbejdskraft og adgang til jord, der tog sin begyndelse allerede under slaveriet (Olwig 1985). I et sådant familiesystem betyder det ikke så meget, om man bor i et hushold med en udvidet familie, en kernefamilie eller en matrifokal familie. Det er derimod vigtigt, at man er del af et veludviklet netværk af relationer til slægtninge og venner, som man kan trække på i det daglige liv. Sådanne netværk er ikke begrænset til det lokale samfund,

20 20 Introduktion men kan også indbefatte familiemedlemmer, der er migreret til udlandet. I sin forskning i migration fra tidligere britisk vestindiske øer har Olwig således vist, at der ofte er et tæt netværk af udvekslingsrelationer mellem vestindiske udvandrere i England, USA og Canada og de tilbageværende familier i Vestindien. Det er almindeligt, at disse udvekslinger tager form af en global arbejdsdeling: de yngre, arbejdsdygtige familiemedlemmer søger lønarbejde i udlandet, som sætter dem i stand til at sende penge til familien derhjemme, mens denne familie til gengæld passer de børn, som migranterne har efterladt i Vestindien, så de kan koncentrere sig om at arbejde i udlandet. Der udveksles med andre ord omsorg for penge (og omvendt) i familienetværket, men det er ikke den måde, familiemedlemmer ser det på. Tværtimod vil de lægge vægt på, at slægtninge hjælper hinanden efter bedste evne, hvad enten det handler om pasning af børn eller forsørgelse af dem, der har brug for økonomisk støtte (Olwig 2007; se også Olwig og Pærregaard 2004). Den unge kvinde, der migrerer for at søge arbejde, som kan gøre det muligt for hende at forsørge sine børn, så de fx kan gå i skole og få sig en uddannelse, vil derfor blive opfattet som en god mor, så længe hun har regelmæssig kontakt med børnene og har sørget for, at de lever under betryggende forhold hos de familiemedlemmer, der tager sig af dem (Olwig 2012a, 2012b). Som det fremgår af ovenstående, hænger de begreber, som antropologer udvikler, tæt sammen med den etnografiske virkelighed der, hvor de udfører feltarbejde, men formålet med at udvikle begreber er samtidig at identificere noget af en så generel karakter, at det er relevant at undersøge fænomenet nærmere i andre samfund. Den antropologiske metode er i bund og grund komparativ, hvormed ikke menes, at der nødvendigvis laves systematisk sammenligning mellem forskellige kulturer, men snarere, at man tager begreber med sig, som er udviklet ét sted i verden, og afprøver og videreudvikler dem andetsteds. Et begreb er en optik, gennem hvilken man kan få øje på aspekter af det menneskelige liv, som man ellers ville have overset, eller på noget, der er markant anderledes andre steder. I Vestindien genfandt man ikke de slægtsskabsstrukturer, som man havde identificeret i Afrika, men i forsøget på at lede efter dem fik man øje på andre måder, hvorpå folk organiserede sig socialt. Tager man på den anden side diskussionerne om netværk og matrifokale hushold med sig tilbage til Afrika, bliver man opmærksom på aspekter af folks liv, der ikke er synlige, hvis man benytter slægtskabsstrukturen som optik. En østafrikansk kvinde og hendes børn tilhører mandens familie. Kvinder har ret til at få deres børn forsørget og ret til jord gennem mandens klan. Men studier af sundhed og sygdom, som fx Hanne Overgaard Mogensens studier fra Uganda, viser, at man i

21 Introduktion 21 konkrete tilfælde af sygdom og behov for omsorg oftest vender sig mod en mor, en søster eller en mormor (Mogensen 2010, 2011). Manden har til tider flere koner eller er fraværende grundet arbejde andetsteds i landet. I praksis kan en kvinde i lange perioder bo alene med sine børn, og forlader hun sin mand, fortsætter hun som regel med at have det praktiske ansvar for børnene, om end det formelle ansvar og tilhørsforhold er hos farens familie. Kvinder trækker i vid udstrækning på deres mor og søskende, når de har behov for hjælp, og i den ugandiske hovedstad Kampala bor en stor del af befolkningen i matrifokale husstande i lange perioder (se Obbo 1980, Wallman 1996, Mogensen 2011). Migration til udlandet er et ikke ukendt, men knap så udbredt fænomen som i Vestindien. Alligevel er det i høj grad stadig relevant at se det ugandiske samfund som et netværk af relationer. De patrilineære slægtninge er et af de netværk, de trækker på, men der er også andre netværk, som ikke indfanges af den officielle slægtskabsstruktur, og det interessante er derfor ikke strukturen, men hvilke relationer der i praksis tillægges hvilken betydning og bruges i hvilke sammenhænge. DEN NATURLIGGJORTE FAMILIE I 1960 erne kom der er et opgør med den hidtidige forskning i familie og slægtskab ved udgivelsen af David Sch neiders American Kinship: A Cultural Account (Sch neider 1968). I bogen, der er baseret på en lang række interviews med folk fra den amerikanske middelklasse, fremfører Sch neider den teori, at slægtskab er en kulturel konstruktion, således forstået at der er forskellige kulturelle opfattelser af, hvad det overhovedet vil sige at være beslægtet eller i familie med hinanden. Disse opfattelser må derfor underkastes nærmere undersøgelse, før vi kan udtale os om, hvad familie og slægtskab betyder i et givet samfund. I sit studie af amerikansk slægtskab analyserer Sch neider den store betydning, som fælles biologisk oprindelse har for slægtskabsforståelser i den amerikanske middelklasse. Det er en idé, som vi, som allerede nævnt, kan genkende i en dansk sammenhæng, hvor vi taler om, at blod er tykkere end vand, og det at være blodsbeslægtet. Den dominerende amerikanske og danske slægtskabsforståelse bygger altså på en biologisk model slægtskab er noget, man er født ind i, og som bygger på blod og genetisk arvemasse. Det, der ifølge denne opfattelse er særligt ved at være beslægtet, er, at man ikke selv kan vælge sine slægtninge, men er født til at være i familie med visse personer. Og med slægtskab følger en forventning om, at en relation er præget af kærlighed, eller hvad Sch neider kalder enduring diffuse solidarity på dansk

22 22 Introduktion vedvarende, generel solidaritet (Sch neider 1968: 53). Blod er med andre ord tykkere end vand, fordi folk, der er blodsbeslægtede, vil være mere forpligtede til at hjælpe hinanden end folk, der ikke har denne relation. Et eksempel på en metafor, der trækker på disse ideer om blodsbeslægtethed og solidaritet, er Familien Danmark. Som Anne Knudsen har bemærket, er dette udtryk en betydningsmættet figur, der signalerer nationalt sammenhold, solidaritet og sikkerhed, og som illuderer fred (1996: 64). Mikkel Rytter har vist, at denne metafor har store konsekvenser for, hvordan danskere forstår sig selv og hinanden, hvilket ikke mindst bliver tydeligt, når det gælder forholdet til de fremmede det voksende antal indvandrere og flygtninge, der siden 1960 erne har slået sig ned i Danmark. Disse fremstilles ofte som familiens udefrakommende gæster, der må skik følge eller land fly (2007: 71). Mikkel Rytter trækker på Sch neiders analyse i sit forsøg på at forklare konsekvenserne af udtrykket Familien Danmark, og hvorfor og hvordan der i praksis gøres forskel på rigtige og ikke-helt-rigtige danskere. Han viser, at sammenkoblingen af det nationale fællesskab med familien er med til at skabe nogle forestillinger om et nationalt fællesskab, som netop er kendetegnet ved en varig, generel solidaritet. Vores tilstedeværelse inden for nationalstatens grænser opfattes ligesom vores indfødsret som henhørende under den naturlige orden. Det menes derimod at forholde sig anderledes med indvandrere og flygtninge, der er kommet til Danmark og ikke kan henvise til en årelang tilstedeværelse og slægtshistorie her i landet. Akkurat som der inden for familie og slægtskab er forskellige slags slægtninge (Sch neider i Rytter 2007: 73), er der inden for det nationale fællesskab forskellige slags borgere. Der er dem, der er danske statsborgere på naturlig vis, og dem, som alene er danske statsborgere på grund af juridiske bestemmelser, idet de har opnået statsborgerskab uden at have en lang slægtshistorie i landet (ibid.). Den sidste kategori af borgere vil betragtet gennem denne familiemetafor blive opfattet som mindre rigtige medlemmer af det nationale fællesskab. For en nærmere diskussion af Sch neiders teori og dens relevans i en dansk sammenhæng se kapitlet af Pedersen og Tjørnhøj-Thomsen. Sch neiders analyse af den amerikanske familie vendte op og ned på antropologiske studier af familie og slægtskab. Grunden var ikke så meget hans påvisning af, at der er en dominerende middelklasseamerikansk opfattelse af slægtskab, men derimod hans insisteren på, at ideen om det biologisk funderede slægtskab er en særlig, kulturel konstruktion, der ikke kan antages at være fremherskende i alle samfund. Hvis man i mange vestlige samfund opfatter ideen om, at slægtskab hviler på blodsbeslægtethed, som naturgiven, er det, fordi blod i vestlige kulturer tillæg-