Velfærdsstater i Latinamerika

Transkript

1 Velfærdsstater i Latinamerika kan Power Ressource-teorien anvendes som forståelsesramme? Speciale af Lærke Sander Knak Årskort nr.: Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet Vejleder: Peter Nannestad Antal ord:

2 Indholdsfortegnelse Kapitel 1: Indledning Problemformulering og bidrag Specialets opbygning... 8 Kapitel 2: Teori Definition af velfærdsstaten Definition af socialpolitik Power ressource-teorien Specialets hypoteser Kapitel 3: Design og metode Design Metode Udvælgelse af cases Kapitel 4: Analyse af de tre cases Karakteriseringen af de tre cases som demokratiske Karakteriseringen af de tre lande som havende en socialdemokratisk velfærdsstat Venstreorienterede partiers repræsentation i landenes regeringer Chile Costa Rica Uruguay Sammenfatning på venstreorienterede partiers repræsentation De venstreorienterede partiers vælgerstøtte Chile Costa Rica Uruguay Sammenfatning af stemmer til venstreorienterede partier Fagforeningsorientering Chile Costa Rica

3 4.5.3 Uruguay Sammenfatning på fagforeningernes styrke Kapitel 5: Diskussion Kan power ressource-teorien forklare forekomsten af socialdemokratiske velfærdsstater i Latinamerika? Hvordan klarer power ressource-teorien sig uden for en europæisk kontekst? Kapitel 6: Konklusion Kapitel 7: Perspektivering Litteraturliste Abstract

4 Kapitel 1: Indledning Social security in Latin America has become a mirror that reflects the overall societal stratification (Mesa-Lago, 1978: 6). Den socialpolitik, der føres i størstedelen af de latinamerikanske lande, favoriserer overvejende den privilegerede del af befolkningen og yder således mindre hjælp til flertallet af de fattige. I en vis udstrækning skyldes dette svage økonomier med store uformelle økonomiske sektorer, som betyder, at mange borgere står uden for arbejdsmarkedet og lever et usikkert liv. De fleste lande på den sydlige del af halvkuglen har ikke formået at udvikle en velfærdsstat, som evner at prioritere størstedelen af dets befolkning (Mesa-Lago, 1978: 6; Huber, 1996: 142; Sandbrook, 2007: 37, 40-41; Haggard & Kaufman, 2008: 4). De traditionelle teorier om og analyser af velfærdsstaten har primært været baseret på de vestlige lande. Der har dog på det seneste været større fokus på opbygningen af velfærdsregimer i Latinamerika, Asien og Afrika, og hvordan disse velfærdsregimer er blevet indført i ikke-europæiske lande (Mesa-Lago, 1978; Aspalter, 2006; Filgueira, 2007; Haggard & Kaufman, 2008; Barrientos, 2009). Forskellen i den sociale sektor, magtbalance, politiske partier og internationale omstændigheder er blot nogle af de udfordringer, der kan være i at bruge vestlig velfærdsstatsteori på udviklingslandenes realiteter. Fordi Latinamerika betragtes som en af de mest ulige regioner i verden, rejser begrebet velfærdregimer ofte skepsis blandt forskere. I høj grad vokser denne skepsis ud af begrebet velfærdsstater, da staten tænkes som den organiserede magt, der bevidst bruges til at ændre spillet af markedskræfterne for at sikre borgerne en minimums indkomstsikkerhed (Esping-Andersen, 1990: 18-19). Af denne grund vil det være teoretisk og empirisk spændende at se på et velfærdsregime uden for vesten og undersøge, hvad der kan forklare dets indførelse, idet dette kan medvirke til at teste og afgrænse gyldighedsområdet for velfærdsstatsteorier, der er udviklet med europæiske velfærdsstater som cases. Gøsta Esping-Andersen (1990) opstiller tre idealtyper af velfærdsregimer, som er baseret på, hvordan den sociale risiko er defineret, og hvem velfærdsregimet henvender sig til. Han opererer med henholdsvis konservative, liberale og socialdemokratiske velfærdregimer. Han ser velfærdsstaten og forskellige velfærdsregimer som en kombination af 1) stratifikation, der refererer til intensiteten af omfordeling og graden af universel solidaritet tilbudt af velfærdsstaten, og 2) graden af decommodificering. Decommodificering forstås som frigørelse fra markedet, dvs. hvorvidt en person kan 4

5 opretholde en vis levestandard uden at være afhængig af markedet (Esping-Andersen, 1990: 21-29). Der vil i nærværende speciale blive fokuseret på det socialdemokratiske velfærdsregime, hvori decommodificeringen er høj, og hvor staten producerer sociale goder. Næsten alle socialdemokratiske velfærdsstater finder man i Skandinavien (Esping-Andersen, 1990: 28), og derfor er de fleste studier af denne velfærdsstatstype centreret omkring Europa. Dette perspektiv søger dette speciale at udvide ved at lave en komparativ analyse af tre socialdemokratiske velfærdsstater i Latinamerika. Da de teorier, der traditionelt har fokuseret på velfærdsstater i Europa, ideelt set også bør kunne forklare velfærdsstatsudviklingen andre steder i verden, vil en af disse traditionelle teorier blive forsøgt anvendt til at forklare udviklingen af socialdemokratiske velfærdsstater i tre ikke-vestlige lande. Specialet vil tage udgangspunkt i power ressource-teorien, der hævder, at den aktuelle velfærdspolitik er resultatet af de forskellige samfundsklassers magtkampe om begunstigelse i en velfærdspolitik. Her må man først kigge på udviklingen af demokratiet, herunder magtbalancen i klassestrukturen (Rueschemeyer et al., 1992: 46-47; Huber & Stephens, 2001: 17). Ifølge teorien er variationer i arbejderklassens magt, indikeret ved styrken af fagforbund, styrken af partier på venstrefløjen og den statslige rolle i partier på venstrefløjen, den primære forklaring på forskelle i størrelse og omfordelende effekt hos velfærdsstater på tværs af avancerede industrielle lande (Stephens, 2007: 35). Således er magtbalancen mellem klasserne den primære determinant for variation gennem tid og mellem lande i velfærdsregimer. Magt hos arbejderklassen er dog ikke nok i sig selv. Arbejderklassens magt må tillige organiseres sådan, at det har en effekt på den sociale politik, hvis det skal komme arbejdsklassen til gode (Stephens, 2007: 36). Udviklingen i demokrati må følge udviklingen i den sociale politik, så der kan være en omfordelende effekt. Evelyne Huber og John D. Stephens (2001) har argumenteret for, at det er venstrepartierne eller de kristendemokratiske partiers tilstedeværelse i regeringen, som er vigtig for socialpolitikkens udvikling, da disse partier tilgodeser social omfordeling. Demokratier tilbyder flere muligheder for politiske partier til at mobilisere sig, og med flere venstre- eller kristendemokratiske partier, hvis politik repræsenterer underklassen, vil dette appellere til de fattige om muligheden for udvidelse af sociale programmer. Socialdemokratiske velfærdsstater i Latinamerika reflekterer i høj grad den politiske koalition, hvori større magt til de venstreorienterede partier er lig en bedre omfordeling. 5

6 Specialet vil basere sin analyse af power ressourcer på forskellige kriterier, som vil blive opstillet ud fra teorien. Herunder fokuseres der på 1) venstreorienterede partiers repræsentation i regeringen og dermed deres indflydelse på de gennemførte sociale politikker; 2) størrelsen af de venstreorienterede partiers vælgertilslutning; 3) fagforeningernes styrke sker der en forhandling med regeringen, og har de formået at mobilisere sig? De tre kriterier skal have en høj værdi, som er en forudsætning for, at en socialdemokratisk velfærdsstat kan implementeres (Huber & Stephens, 2001: 3-4). De tre cases, der belyses her, er Chile, Costa Rica og Uruguay. Disse lande er valgt pga. deres formodede socialdemokratiske velfærdsstat og deres høje demokratiske udvikling (se graf 1.1 nedenfor). De har alle et primært offentligt sundhedssystem, adgang til basale sundhedsydelser, høj levealder og de hører ind under øvre middel-indkomst lande 1. Landene har et relativt velfungerende statssystem, hvilket betyder, at det er muligt at finde data og således gennemføre en analyse af dem (Haggard & Kaufman, 2008: 27-78). I forhold til øvrige latinamerikanske lande har de tre lande høje sociale levestandarder, hvilket ses i: (1) deres relative høje standarder i sundhed og uddannelse opnået i 1940erne og 1950erne; (2) tidlige reformvenlige bevægelser, som har genereret vigtige positive forandringer i den sociale politik; (3) et lederskab som har været engageret i en udvidelse af de sociale servicer, hvilket har resulteret i en bred dækning af sundhedssystemet, uddannelse og socialsikring i 1960erne og 1970erne (ibid.). Således vil specialet sammenligne tre lande på et forholdsvist lignende udviklingsniveau og med en traditionel vægt på udvidelse af socialservice og en socialstandart over gennemsnittet for regionen. 1 Baseret på landets BNI per capita har World Bank klassificeret hver økonomi som enten lav indkomst, middel indkomst (opdelt i lavere middel og øvre middel) eller høj indkomst. De tre cases valgt her, ligger alle som øvre middel indkomst økonomier (World Bank, 2011). 6

7 Graf 1.1: Demokratiudviklingen i Latinamerika Kilde: Polity IV (Marshell, Monty G. et all., 2010) Grafen ovenfor viser demokratiudviklingen i Chile, Costa Rica og Uruguay samt gennemsnittet for de resterende syd- og mellemamerikanske lande. Som grafen indikerer, ligger de valgte cases langt over middel for demokratiudvikling over en periode fra år 1920 til år 1990, som er den periode, der undersøges i dette speciale. Der er dog et negativt udslag for Chile og Uruguay fra ca. år , hvor landene havde en militær regering. Landene er netop valgt, da de besidder et højt demokratisk niveau for regionen, hvilket som før nævnt er en forudsætning for indførelse af høje sociale politikker, idet demokrati giver venstrepartier flere muligheder for at mobilisere sig (Huber & Stephens, 2001: 58-59). 1.1 Problemformulering og bidrag På baggrund af ovenstående ønsker nærværende speciale at besvare både et empirisk og et teoretisk spørgsmål, og specialets problemformulering er således todelt: 7

8 Det empiriske spørgsmål vedrører, om power ressource-teorien kan forklare eksistensen af en socialdemokratisk velfærdsstat i de tre cases? Det teoretiske spørgsmål er i forlængelse heraf, om power ressource-teorien er gyldig for ikke-vestlige lande? Altså vil det blive undersøgt, om power ressource-teorien kan forklare den type velfærdsstat, som Chile, Costa Rica og Uruguay har. Da landene har samme type velfærdsstat (den socialdemokratiske 2 ), indebærer det, at de centrale variable, som power ressource-teorien fremfører, er årsag til den socialdemokratiske velfærdsstat. Alle variable bør være til stede og (nær)konstante på tværs af de tre lande, hvis power ressource-teorien skal kunne accepteres som forklaring på velfærdsstatstypen i de tre lande. Da de fleste teorier om velfærdsstaten som nævnt er baseret på europæisk erfaring, er dette speciale således et bidrag til at få testet disse i en bredere kontekst. Specialet tager afsæt i litteraturen fra forskning i den vestlige verden, men med fokus på en analyse af tre latinamerikanske lande. Der vil fokuseres på det socialdemokratiske velfærdsregime, og hvordan det adskiller sig fra andre typer af velfærdsregimer. Med henblik på problemformuleringen vil der i særdeleshed blive fokuseret på betydningen af demokrati og politisk mobilisering af interessegrupper, da demokrati er en forudsætning for mobilisering af politiske partier. 1.3 Specialets opbygning I kapitel 2 gennemgås power ressource-teorien, og i forbindelse hermed defineres de centrale begreber for specialet. Teorikapitlet afsluttes med udledningen af specialets hypoteser. I kapitel 3 præsenteres og begrundes specialets undersøgelsesdesign og metode. I kapitel 4 gennemføres specialets analyse. Her analyseres specialets afhængige variabel det socialdemokratiske velfærdsregime samt specialets tre uafhængige variable, der som oven for nævnt skal være (nær)konstante. I kapitel 5 diskuteres specialets empiriske og teoretiske spørgsmål, og i kapitel 6 konkluderes på specialets resultater, hvorefter disse perspektiveres i kapitel 7. 2 Det vil senere i specialet blive fastlagt, at de tre cases har en socialdemokratisk velfærdsstat. 8

9 Kapitel 2: Teori Indledningsvis gennemgås Gøsta Esping-Andersens idealtyper for velfærdsregimer, hvormed også definitioner på velfærdsstater samt socialpolitikkens betydning for velfærdsstaten præsenteres. Dernæst vil power ressource-teorien og dens centrale variable, som specialet vil centrere sig om, blive gennemgået mere indgående. Til sidst i kapitlet vil problemformuleringen blive gennemarbejdet, og et mere snævert forskningsspørgsmål samt to hypoteser vil blive udledt til at danne grundlaget for den videre analyse. Som forklaret i indledningen er nærværende speciales fokus velfærdsstaten i forskellige lande i Latinamerika, samt hvorvidt teori baseret på vestlige lande kan forklare velfærdsstatens udvikling i ikke-vestlige lande. Dette rejser dog nogle vigtige teoretiske spørgsmål. Hvad er en velfærdsstat, og i forlængelse heraf, hvad menes der med socialpolitik? Socialpolitik er vigtig for forståelsen af velfærdsstatens omfordeling. Dermed bliver niveauet af sociale udgifter, som velfærdsstaten bl.a. måles på, også betydningsfuld. For at teste specialets teoretiske argumenter kræves en fælles definition for disse begreber. Da påvirkningen af arbejdermobilisering vil blive anvendt i hypotesen, skal velfærdsstatens karakteristika, herunder dens relationer til arbejderklassens interesser og efterspørgsel, først identificeres. 2.1 Definition af velfærdsstaten En ofte brugt definition på velfærdsstaten involverer statens ansvar for beskyttelse af et basalt velfærdsniveau for dens befolkning state responsibility for securing some basic modicum of welfare for its citizen (Esping-Andersen, 1990: 18-19). Formålet med velfærdsstaten bliver ofte omtalt som udligning, retfærdighed, effektivisering af arbejdsbyrden, sikkerhedsnetværk, velfærd og kollektive goder. Gøsta Esping-Andersen (1990) argumenterer for, at velfærdsstaten ikke kun skal forstås ud fra de rettigheder, som den uddeler. Herudover skal det også inddrages, hvordan statens aktiviteter interagerer med markedet, samt hvordan familiens rolle er i socialpolitik (Esping-Andersen, 1990: 21). Esping-Andersen har prøvet at forstå de underliggende antagelser omkring velfærdsstaten og dens kerneproblemer, og hans The Three Worlds of Welfare Capitalism er en af nutidens mest brugte værker på velfærdstatens forskningsområde. Det er ligeledes denne, der vil blive brugt i nærværende speciale til at definere velfærdsstaten. I sin bog fra 1990 specificerer Esping-Andersen, hvad 9

10 han forstår ved et velfærdsregime: the concept of welfare state regimes denotes the institutional arrangements, rules and understandings that guide and shape concurrent social policy decisions, expenditure, problem definitions, and even the respond-and-demand structure of citizens and welfare consumers. The existence of policy regimes reflects the circumstance that short-term policies, reform, debates, and decision making take place within frameworks of historical institutionalization that differ qualitative between countries (Esping-Andersen, 1990: 80). Esping-Andersen (1990) argumenter for, at man ikke længere kan se velfærdsstaten på baggrund af dens udgifter. Han forstår derimod velfærdsstaten som sammenfaldende i klynger i tre forskellige typer af regimer, som nævnt i indledningen (Esping-Andersen, 1990: 3). En måde man kan se forskel på velfærdsstatstyperne er blandt andet ved at se på statens rolle om det enkelte individ kan opretholde en normal og social accepteret levestandard uden at skulle være afhængig af markedet. Det centrale argument fra Esping-Andersen er, at velfærdsstater klynger sig om tre bestemte velfærdsregimer. Siden Esping- Andersens typologisering af velfærdsregimer 1990 har denne været genstand for både ros og kritik. Alligevel er den stadig en hyppigt anvendt reference inden for komparativ socialpolitik. Hans klassificering har været genstand for en udvidelse af teorien med alternative typologier med forskellige kendetegn baseret på forskellige dimensioner. På den anden side har der været forfattere, som helt har afvist ideen om en general velfærdstypologi (Fenger, 2007: 5-9). Dog vil der her tages udgangspunkt i Esping-Andersens typologi, da denne danner grundlag for mange teoretikeres videreudvikling og analyser (Castles, 1998; Aspalter, 2006; Fenger, 2007). Esping-Andersens typologi er lavet på systematiske, empiriske undersøgelser af ligheder og uligheder mellem socialpolitikker i en række industrialiserede lande på daværende tidspunkt. Dog skal det tages in mente, at Esping- Andersens typologisering er baseret på de udviklede lande, og dette speciale undersøger ikke, om typoligiseringen faktisk kan bruges på de latinamerikanske lande, men afgrænser specialet ved at godtage typologiseringen i Latinamerika. Specialet godtager Esping-Andersens typologi, da de tre cases også må ses som udviklede lande 3. I kapitel 4 vil det derpå analyseres, hvilket en af typologiseringerne de tre cases har. Esping-Andersens typologier skal dog tages som ideal-typer, hvilket betyder, at det ikke kan regnes med, at de tre cases vil passe 100 % på en af typologiseringerne. Esping-Andersen skelner mellem de tre velfærdstyper ved at se på graden af decommodificering, og hvilken type af stratifikation de producerer i samfundet. Decommodificering sker, når en service gives som en ret, og når en person kan opretholde sin hverdag/sit liv uden at være afhængig af mar- 3 Som beskrevet i fodnote 1 kategoriser World Bank de tre cases som øvre middel-indkomst økonomier 10

11 kedet. Decommodificering styrker den enkelte arbejder ved, at han/hun frit kan trække sig fra jobbet, uden at gå ned i indkomst og generel velfærd (Esping-Andersen, 1990: 21-23). I modsætning hertil forekommer commodificering når et individ befinder sig inden for markedet ved at have et lønnet arbejde og betaler skat, altså at man er i et formelt system. For arbejderne er decommodificering en prioritet, da det stiller den arbejdsløse bedre. Når arbejderne er fuldstændig afhængige af markedet, vil de være svære at mobilisere til social aktion. Decommodificering styrker den enkelte arbejder og svækker den absolutte autoritet hos arbejdsgiveren. Det er derfor, at arbejdsgiverne i form af eliten er imod decommodificering (ibid.). Stratifikation referer til graden af omfordeling og niveauet af universalitet af solidaritet, som er pålagt af velfærdsstaten (Esping-Andersen, 1990: 23). Baseret på disse to dimensioner finder Esping-Andersen frem til tre idealtyper af velfærdsregimer. Den konservative korporatistiske velfærdsstat er karakteriseret ved et moderat niveau af decommodificering. Statens direkte indgriben er begrænset til levering af indkomst vedligeholdende fordele i forbindelse med erhvervsmæssig status, og det konservative regime bliver dermed meget afhængig af familien. Liberale velfærdsstater er karakteriseret ved moderate universelle overførsler eller moderate sociale forsikringsplaner. Fordele tilfalder primært folk med lav indkomst, som regel arbejderklassen eller statens medarbejdere. Der er kun svag omfordeling af indkomst i denne type, og i dette regime er individet mest afhængigt af markedet (Esping-Andersen, 1990: 26-27). I den socialdemokratiske type er niveauet af decommodificering højt. De universelle og stærkt omfordelende ydelser afhænger ikke af individuelle bidrag. Socialdemokratisme er den dominerende magt bag de sociale reformer i disse regimer. I stedet for at tolerere en dualisme mellem staten og markedet og mellem arbejderklassen og middelklassen forfølger det socialdemokratiske regime en velfærdsstat, som tilstræber sig lighed af højeste standard. I dette velfærdsregime spænder de sociale rettigheder som før kun var forbeholdt eliten sig ud til både arbejderklassen og den lavere del af middelklassen. Denne model fryser markedet ude, og som konsekvens konstrueres en universel solidaritet til fordel for velfærdsstaten (Esping-Andersen, 1990: 27-29). Graden af decommodificering er højest i den socialdemokratiske regimetype og mindst i den liberale type. I forhold til stratifikation fokuserer den konservative/koporatistiske model på at bevare individets status, og den liberale model støtter en rent markedsmæssig distribution af ressourcer mod alle historisk etablerede privilegier (Esping-Andersen, 1990: 26-29; Esping-Andersen, 1998: ). 11

12 Tabel 1.1: Oversigt over regimetyper Liberal Konservativ/Korporatisk Socialdemokratisk Welfare mix : Staten Markedet Familien Marginal Central Marginal Marginal Marginal Central Central Marginal Marginal Decommodificering Minimal Høj (for forsørger) Høj grad Stratifikation Dualistisk Status quo Lige status Tabellen ovenfor viser en oversigt over de tre velfærdsmodeller og deres fordeling på forskellige parametre. Welfare mix viser, hvordan provisionen af velfærdsydelser fordeler sig mellem stat, marked eller familie på de forskellige modeller. I de fleste lande er staten ikke den eneste tildeler af velfærdsservice. Welfare mix varierer mellem regimer. Dermed fordeler velfærdsstaterne sig ikke lineært, men sammenfalder i klynger af regimetyper (Esping-Andersen, 1990: 26). Der vil generelt blive fokuseret på staten i nærværende speciale og ikke familien, da det er svært at lave analyser af familiens rolle i levering af velfærdsydelser uden et dybere feltstudie. Gennemgående for alle regimetyper er, at de formelle institutioner og producenter af staten har en vigtig rolle i afleveringen af velfærdsservice. 2.2 Definition af socialpolitik Foregående afsnit fastlagde, at velfærdsstaten kan defineres som statens ansvar for at sikre nogle basale minimums velfærdsstandarder for dens borgere. I forlængelse heraf introduceres en definition på socialpolitik, som angiver niveauet for den enkelte velfærdsstat og således udgør et element i velfærdsstatens diskurs. Socialpolitik kan tænkes som en social kontrakt mellem stat og samfund om, hvordan regeringen vælger at redistribuere indtægter. Det kan ske gennem forsikringsordninger af basale sociale servicer, som er af specielt signifikans for de fattige. Esping-Andersen definerer socialpolitik som den offentlige forvaltning af social risiko (Esping-Andersen, 1999: 36). Social sikring kan ses som de ydelser, der frigør den enkelte borger fra markedet. Social sikring kan tilbyde beskyttelse mod livets og markedets risiko, heriblandt sygdom, arbejdsskader, arbejdsløshed osv. I denne position er social sikring også set som en form for omfordeling ved at hjælpe de trængende i samfundet gennem 12

13 beskatning af de bedre stillede. Pension og sygeforsikring er dog de mest relevante former for social sikring i de lande, der vil blive set på i nærværende speciale (Huber, 1996: 142). De tre velfærdstyper har hver deres måde at indføre socialpolitikker på, hvilket reflekterer opbygningen af velfærdsregimet. I en akademisk diskurs kan socialpolitik betegnes som et statsligt indgreb eller offentligt regulerede programmer som indkomstsikkerhed, sygesikring, sociale service, boligsikring mv. Ud over disse centrale områder er der en række andre offentlige politikker/services, som også kan inkluderes i definitionen, så længe de sikrer eller forøger the well-being af individet, som f.eks. ydelser inden for uddannelse (Clasen, 2004: 91; Hill, 2006: 6-10). Man kan også betegne det som eliminationen af den sociale arvs indflydelse, hvilket må betegnes som et minimumsbegreb. Socialpolitikker går i sin helhed ud på at fremme individets velfærd eller elementer i det ved at give alle en lige chance. Centralt for socialpolitik er implementeringen af lovgivning, der påvirker de sociale omstændigheder omkring individet. Skattelettelser og forhøjelse af overførelsesindkomster er to eksempler på alternativer til at omfordele den sociale sikring, i kraft af at de forhøjer den disponible indkomst hos bestemte sociale grupper (Clasen, 2004: 94). Man kan se socialpolitik som indikator på hvilken velfærdstype et land har. I det følgende afsnit vil power ressource-teorien og dennes forklaring på variation mellem velfærdsregimer blive gennemarbejdet. 2.3 Power ressource-teorien Anvendelsen af power ressource-teorien til at studere socialpolitik i udviklingslande er af nyere tid, skønt mellemindkomstlande i Latinamerika har velfærdssystemer, der opblomstrede i begyndelsen af efterkrigstiden. Det er de samme spørgsmål, som der bliver stillet i denne sammenhæng, som i litteraturen fra de vestlige lande: Hvordan opstod den sociale sikring og service? Power ressource-forskere var de første til at påpege variationen i elementer som dækning, udvidelse og gavmildhed blandt eksisterende velfærdssamfund, og at denne variation skulle forklares. I forlængelse heraf indførte de betydningen af politisk mobilisering baseret på socialklasse som en forklaring på denne variation. Ifølge teorien afspejler variation i velfærdsstater klasserelaterede distributive konflikter og partisan politik. Jo flere politiske ressourcer arbejderklassen er i stand til at mønstre, såsom en stærk og forenet fagbevægelse, der giver støtte til valghandlinger til arbejderne eller socialdemokratiske partier, jo mere omfattende, universel og generøs bliver velfærdsstaten (Esping-Andersen, 1990: 108; Korpi, 1998: 55). 13

14 En vigtig del af velfærdspolitik er forståelsen af, at den tenderer til at favorisere bestemte grupper over andre, men også at det varierer, hvilke grupper der donerer mest til velfærdspolitikkens udgifter. Forståelsen af hvem, som vinder på velfærdsstatens politik, og hvem, som forventes at betale regningen, kan et langt stykke af vejen forklare, hvem som tenderer til at støtte velfærdspolitikkens udvidelse, og hvem som er mere forbeholden over for disse udviklinger. Power ressource-teorien kan til en vis udstrækning belyse dette forhold. Teorien er en af de mest dominerende i vestens velfærdsregimeteori. Ifølge teorien er variationer i arbejderklassens magt, indikeret ved styrken af fagforbund, styrken af partier på venstrefløjen og den statslige rolle i partier på venstrefløjen, den primære forklaring på forskelle i størrelse og omfordelende effekt hos velfærdsstater på tværs af avancerede industrielle lande (Stephens, 2007: 35). Som nævnt er arbejderklassens magt den primære determinant for variationer over tid og mellem lande for velfærdsstaten. Fra et power ressourceperspektiv har udviklingen af velfærdspolitikken baggrund i magtkampen mellem klasserne og dermed hvilken klasse, som står til at vinde mest ved velfærdspolitikken (Korpi, 1978: 317). Arbejderklassen og den lavere middelklasse, der generelt har lavere indkomstsikkerhed, spiller en vigtig rolle i at promovere velfærdpolitikkens ekspansion, hvor højindkomstgrupper vil være mindre tilbøjelige til at støtte velfærdspolitikker (Huber & Stephens, 2001: 17-18). Derfor er magtbalancen i samfundet afgørende for, hvordan en velfærdsstat kommer til at se ud. Stephens påpeger, at det ikke er nok med en stor arbejderklasse, men at det må organiseres sådan, at det har en effekt på socialpolitikken (2007: 36). Arbejderklassen må derfor kunne organisere sig. Set fra et individuelt synspunkt, så vil en status som almindelige lønmodtagere lede arbejdere til at vælge indkomstsikkerhed, sociale hjælpemidler og større immunitet over for markedet (Esping-Andersen, 1990: 108). Dette kræver kollektiv sammenhold og handling. Så selvom arbejderklassen ses som hovedspilleren for velfærdspolitikkens ekspansion, er ekspansion kun en mulighed, hvis arbejderklassen formår at samarbejde med andre klasser. Hvis arbejderklassen alene dominerer beslutningsprocessen, vil der være større mulighed for, at velfærdspolitikken alene er målrettet mod denne klasse. På den anden side, hvis arbejderklassen er tvunget til at gå på kompromis med andre grupper, kan velfærdspolitikken have et større omfang. Jo større samarbejde mellem klasser jo mere støtte vil der være til de forskellige politikker, og dermed vil flere bære byrden, og flere blive tilgodeset (Esping-Andersen, 1990: 16). Det kan derfor konkluderes, at det betyder noget, hvilken gruppe i samfundet, der er organiseret og har mulighed for at påvirke velfærdspolitikken. 14

15 Det er vigtigt at specificere mere præcist, hvordan et givet niveau af magt hos arbejderklassen kan producere relevante sociale outcomes. Dette må inkludere klassekampe og forholdet mellem forskellige politiske magter i samfundet. Presset for at introducere nye socialpolitikker bliver transformeret til konkret politisk aktion, både i form af direkte offentlig protest fra sociale grupper og ved indirekte pres via politiske partier, som pga. høj konkurrence om stemmerne må give mere opmærksomhed til velfærdsstatens behov (Korpi, 1998: 52-54). Ifølge power ressource-teori er magtbalancen mellem klasserne den primære determinant i variationer gennem tid og mellem lande i en velfærdsoptik, især omfordelingseffekten af socialpolitikker (Huber & Stephens, 2001: 3). Huber & Stephens (ibid.) har gennemført kvantitative casestudier, hvor de har målt balancen af klassemagten ved andelen af stemmer til venstrepartier, ved venstredeltagelse i regeringen, ved fagforeningers tæthed eller en kombination af disse. De har argumenteret for, at det er venstrepartier eller kristendemokraters tilstedeværelse i regeringen, som er den afgørende determinant for socialpolitikkens udvikling (Huber & Stephens, 2001: 19). Derfor vil der også i analysen blive inddraget kristendemokraters tilstedeværelse i regeringen. Det centrale i power ressource-teorien er klasseanalyserammen; kampen om velfærdsstaten er en kamp om omfordeling. De vigtigste spillere er arbejderklassen og den lavere middelklasse, da de står til at vinde mest ved en fungerende velfærdsstat. Det betyder dermed noget, hvordan denne organiserede magt i klasserne er politisk artikuleret, og at de politiske partier udfører den vigtigste formidlende rolle (Huber & Stephens, 2001: 17). Et centralt argument bliver, at det langsigtede politiske mønster af den siddende regering er den vigtigste determinant af socialpolitik landene imellem, og perioden, der ses på, skal derfor ikke være enkelte år, men en længere periode for at man kan måle en effekt (Huber & Stephens, 2001: 35). Paul Pierson (1994) har argumenteret for, at vigtigheden af fagforeninger og venstrepartier kan være nedadgående over tid, efterhånden som velfærdssystemet selv genererer en bredere støttekreds. Tidsrammen der undersøges, skal derfor være med start efter første verdenskrig, hvori velfærdsstaterne tog deres udspring og en periode frem til slut 1980 erne, hvor demokratiet i Chile og Uruguay blev genoprettet efter militærstyrer. Denne tidsramme passer dermed til Piersons argument. Der vil blive set nærmere på tidsrammen i metodeafsnittet. Figur 2.1 illustrerer power ressource-modellen. Fordelingen af pladser i regeringen om det er venstreorienterede eller højreorienterede partier, der er stærkest repræsenteret viser hvilke befolkningsgrupper i samfundet, der sidder med magten til at gennemføre nye lovforslag eller reformer. Derfor går pilen mod fordeling af magt. Det er derfor afgørende, om det er en venstre- eller en høj- 15

16 reorienteret politisk sammensmeltning, som danner regering. Ved venstreorienterede regeringer skal der dog være en vis styrke hos fagforeningerne til at formidle arbejdernes ønsker. Jo flere reformer/ tiltag, der bliver gennemført til fordel for den siddende regering, jo mere former velfærdsstaten sig efter deres politik. Dette betyder dermed også, at variationen i arbejderklassens magt, er udtryk for velfærdsstatens størrelse og omfordelingens indflydelse. Ved høj omfordeling (mere demokrati) vil der være en bedre socialpolitik. Ved lav omfordeling vil markedet skulle regulere, og kun lidt socialpolitik gennemføres. Derfor går pilen begge veje, da det ene kan medføre det andet. Denne nedenstående model er dog kun repræsentativ ved velfærdsstatens fremvækst. Figur 2.1: Power ressource-modellen Fordeling af magt mellem klasser Arbejderorganisation/venstrepartier vs. højre politiske kræfter Velfærdsstatens størrelse og indvirke Den grafiske fremstilling af teorien viser to bi-implikationer, som er svære at teste direkte. Modellen er dynamisk og dermed svær at teste som helhed. Den skal derfor testes stykvis. Analysen må begynde med en specifikation af, hvad arbejderne vil have og kan blive mobiliseret til at kæmpe for. Der må derfor være beviser for, at der er et forhold mellem arbejderklassens magt og velfærdsstatens outcome, der afspejler arbejderklassens ønsker. Power-ressource-tilgangen må vise, at velfærdsstaten reflekterer distribution af magt mellem de stridende klasser, og at dens udvikling er signifikant påvirket af, i hvilket omfang magt baseret på universel og lige valgret har gjort indhug i magtressourcer på markederne (Korpi, 1998: 55). Argumentet bliver, at socialpolitik afhænger af politiske og økonomiske faktorer en forandring i magten af organiserede interesser finder sted som her menes at være vigtig for forståelsen af socialpolitik. Der vil blive set på landenes politiske 16

17 splittelser ved nye regerende kollisioner og politiske optagelser eller eksklusionen af forskellige partier fra regeringen. Optagelsen af arbejderklassen i byen og bøndernes organisationer influerer i høj grad på socialpolitik gennem de basale mekanismer identificeret af power ressource-teorien: ved at se på hvilke politikker vælgerne støtter (Haggard & Kaufman, 2008: 7). Det er afgørende for power ressource-teorien, hvem medianvælgeren er. I den komparative historiske analyse analyseres den politiske magtkamp over introduktionen og udvidelsen af de socialdemokratiske velfærdsstatsprogrammer. 2.4 Specialets hypoteser Med udgangspunkt i ovenstående er specialets hypoteser: H1: De tre cases har haft en høj grad af demokrati for, at de kunne udvikle en gennemgribende socialpolitik, hvilket har medført en socialdemokratisk velfærdsstat. Det skal dertil påpeges, at landet skal have en vis økonomisk udvikling og niveau, før en velfærdsstat kan bryde frem. Alle de valgte cases opfylder dette krav. H2: Der er en sammenhæng mellem arbejderklassens magt i samfundet og socialdemokratisk velfærdsstats opståen i Chile, Costa Rica og Uruguay. Hypotese 1 bliver søgt besvaret ved at se på kvantitative data. Hypotese 1 er en forudsætning for at hypotese 2 kan besvares og må derfor ikke afkræftes. For at man kan afkræfte eller støtte hypotese 2, vil der tages udgangspunkt i power ressourceteorien. Der vil dermed ses på de uafhængige variable i power ressource-teorien: venstreorienterede partiers repræsentation i landets regeringer venstreorienterede partiers vælgerstøtte fagforeningers styrke 17

18 Det første der undersøges er venstreorienterede partiers rolle i de respektive regeringer og i forlængelse heraf de venstreorienterede partiers vælgerstøtte. Venstrepartier skal danne et bredt flertal over en længere periode (målt på stemmer og sæder i parlamentet + kabinet), og derfor undersøges ligeledes den relative magtdistribution mellem aktørerne. Hvis andre partier end venstreorienterede partier kommer til magten, skal deres politik følge op på den venstreorienterede politik. Konkurrencen mellem venstre og centrum skubber de centrale partier til at adoptere en mere venligt stemt politik over for velfærdsstaten, specielt hvis de skal kæmpe for arbejderklassens opbakning (Esping- Andersen, 1998: 145; Huber & Stephens, 2001: 20). Siden politiske partier spiller en vigtig rolle i velfærdsstatens udvikling, er det ikke kun naturen af det enkelte parti, som er vigtig, men også dynamikken i det politiske system. F.eks. giver spredte oppositioner mere rum til velfærdsstatens udvidelse (Huber & Stephens, 2001: 20). Efter at have belyst de venstreorienterede partiers tilslutning i de tre lande, ser jeg nærmere på fagforeningernes styrke. For at en klasse kan blive en kollektiv aktør i politik, skal der være en organisation, som frembringer klassens interesser og mobiliserer medlemmerne til politisk aktion. Dette vil typisk være i form af en stærk fagforeningskultur og organisation (Huber & Stephens, 2001: 20, 24). 18

19 Kapitel 3: Design og metode I dette kapitel præsenteres det valgte design for specialets undersøgelse og herefter fremlægges specialets metode og styrker og svagheder ved denne. 3.1 Design Undersøgelsesdesignet i specialet er et Most Similar Systems Design (MSSD) (Janoski & Hicks, 1994: 13-15). De tre lande valgt i nærværende speciale er, som det vises nedenfor, most similar på outcome-variablen. Det vil sige, at de ligner hinanden på den afhængige variabel, altså på velfærdsstatstypen. De er ligeledes, som der senere vil blive argumenteret for, most similar på en lang række relevante kontrolvariable af historisk, økonomisk og politisk karakter (ibid.). For at power ressource-teorien skal kunne forklare de tre landes velfærdsstatstype, må de tre lande derfor være most similar på de relevante variable i power ressource-teorien, så som fagforeningers styrke, venstreorienterede partiers vælgerstøtte og venstreorienterede partiers rolle i landets regeringer. Hvis landene varierer på disse parametre, er det af indlysende grunde logisk umuligt, at power ressource-teorien kan forklare den manglende variation i outcome-variablen, velfærdsstatstypen. Alternative forklaringer bliver dermed holdt konstante såsom strukturen af politiske institutioner og økonomisk udvikling. Et alternativ til et MSSD kunne være et Most Different Systems Design (MDSD) (Janoski & Hicks, 1994: 15-16). I et sådant tilfælde skulle man have valgt cases (lande), som på outcome-variablen, velfærdstypen, varierede så meget som muligt, imens at de så skulle være så ens som muligt på relevante kontrolvariable for på denne måde at holde disse variables effekt på outcome-variablen konstant (ibid.). I dette design vil kriteriet for, hvorvidt power ressource-teorien kan forklare outcomevariablen, velfærdstypen, derfor være, hvorvidt de valgte lande ligeledes varierer på de centrale parametre i power ressource-teorien på en bestemt måde. Hovedproblemet med at anvende et MDSD i den foreliggende kontekst er, at det er vanskeligt at finde lande med maksimal variation på outcome-variablen, velfærdsstatstypen, og minimal variation på relevante historiske, økonomiske og politiske kontrolvariable. I nærværende speciale er der derfor valgt et MSSD som bedst egnet design. 19

20 3.2 Metode Metoden i specialet er komparativ historisk analyse baseret på kvantitativ og kvalitativ metode. Kvantitativ metode bruges primært til at afdække sammenhænge og forskelle mellem mange lande, men metoden tager kun højde for et minimum af standardiserede og samlede informationer for det enkelte land. Da metoden ikke kan gå ind i baggrunden for de fundne tal, fungerer den bedst som en overordnet metode til at skabe overblik og sammenhæng, som man senere kan gå i dybden med kvalitativt. Kvantitativ metode er god til at dække en stor mængde cases og bruges oftest til at sammenligne lande på statistiske data. Den kvalitative metode undersøger kun nogle få lande af gangen, men kompleksiteten af disse analyser gør det muligt at teste forklarende udsagn ved få cases. Den komparative historiske analyse giver vægt til den historiske baggrund for sociale og politiske strukturer og udvikling, hvilket også øger detaljeringsgraden i analysen. Dermed vil en kombination af disse tre metoder sikre generaliserbarhed og etablere kausalitet ved at sammenligne forbindelsen mellem historiske events og aktørers faktiske opførsel. Det er vigtigt at have mere end én case i analysen for at have variation i alle hypotesens årsagsfaktorer, da valget af fokus kan påvirke de teoretiske konklusioner. F.eks. er man ved single case studier mere tilbøjelig til at tillægge præferencer og strategier for en enkelt aktør vigtighed og dermed miste fokus på en større magtdistribution, som kan have påvirket præferencer og strategier hos de enkelte aktører til at begynde med (Huber & Stephens, 2001: 33). De kvantitative data vil blive støttet af en systematisk komparativ historisk analyse i de lande, hvor begyndelsen til demokrati har haft en signifikant historie. Der leveres historisk bevis for, at der er overensstemmelse med de statistiske resultater, og dermed kan man vise, at disse sammenhænge ikke er falske, men repræsenterer den faktiske årsagssammenhæng, der støttes af den historiske fortælling. På samme måde er man i stand til at forklare svage eller fraværende statistiske korrelationer med de manglende historiske beviser for, at de uafhængige faktorer spillede en rolle i udformningen af velfærdsstater. 3.3 Udvælgelse af cases Der er valgt tre cases til den komparative historiske analyse. De tre cases er valgt pga. deres lighed på den afhængige variabel. Som nævnt i indledningen er disse tre cases Chile, Costa Rica og Uruguay. Disse tre lande er valgt pga. deres høje demokratiske udvikling og øvrige ligheder; alle landene har haft en socialdemokratisk velfærdsstat siden år 1990, de tre lande har (sammen med Venezuela) den længste erfaring med demokratisk styrer og på de økonomiske variable ligger de næsten 20

21 side om side (Haggard & Kaufman, 2008: 83-84). De valgte lande er af en størrelse til at udøve autonomi i sociale og økonomiske spørgsmål. De har endvidere haft demokratiske institutioner i en periode, så deres interne magtfordeling og institutioner har formet den sociale politik og dens udfald. Med dette som udgangspunkt må deres historiske baggrund alt andet lige ligne hinanden, hvilket gør landene til gode komparative cases. For at teste power ressource-teoriens tre primære variable må alle andre variable holdes konstant. Derfor vil bl.a. økonomisk udvikling og niveauet af demokrati holdes konstant. Det er værd at overveje, om der med den valgte metode kan sikres den fornødne dokumentation. Faren ved casestudier og kvalitative analyser kan være, at der er en risiko for, at man blot får bekræftet forskerens forudfattede opfattelser. Jeg vil forsøge at modvirke det generelle verifikationsproblem ved at lave en ret udførlig dokumentation. Mange komparative analyser afhænger af data vedrørende karakteren af sociale problemer eller indflydelsen af sociale politikker i forskellige lande, men der er ingen garanti for, at disse data er indsamlet og publiceret på samme måde i hvert land. Dette vil blive løst ved at indhente data fra internationale databaser og forskellige kilder til de tre cases og dermed skulle data også vise de samme slutninger. På denne måde minimeres risikoen for, at en kildes data viser noget forkert. BNP kan ikke bruges som måleenhed. Det er kritisabelt at bruge BNP som indikator for udvikling af velfærdsstaten af følgende grunde: (1) økonomisk vækst medfører ikke nødvendigvis forbedringer i velfærden, da lande med et højt BNP pr. capita kan have en høj arbejdsløshed eller fattigdom; (2) BNP pr. capita kan ikke bruges, hvis den skjuler substantielle uligheder i indkomstfordeling; og derfor skal velfærden ikke alene måles på indkomst, men også på adgang til sociale service som uddannelses- og sundhedssystemet. Først mente teoretikere, at man alene kunne måle en stats forpligtelse til velfærden på, hvor mange penge, der blev brugt på sociale udgifter. Sociale udgifter viser dog ikke det fulde billede. Ved at måle velfærd på penge spenderet, går man ud fra, at alle penge, der er brugt, måles lige. Det enkelte land tildeler dog sociale goder disproportionalt og forskelligt, og dermed kan variablene ikke måles lige (Esping-Andersen, 1990: 18-19). F.eks. vil et land med høj arbejdsløshed alt andet lige bruge flere penge på sociale udgifter. Dermed må man kigge på sociale udgifter som en del af BNP, og ikke som en del af det offentlige budget. Socialsikringsudgifter som en del af BNP reflekterer andelen af et lands ressourcer, som er omfordelt ved social politik frem for markedskriterier. Ud fra et teoretisk synspunkt er der ingen grund til at tro, at høje udgifter er relateret til venstrepartiers magt. Høje sociale udgifter kunne også forekomme i andre regimetyper. Socialsikringsudgifter som en del af BNP kan kun bruges, hvis det bliver støttet 21

22 af andre data. For at måle på outcome-variablen, velfærdsstatstypen, vil der måles på indikatorer for socialsikringsniveauet, såsom uddannelsesniveau, omfordeling i form af pension, sundhedsforsikring og boligstøtte. Centralt for socialpolitik er dets fokus på og implementering af politikker, der har indflydelse på det enkelte individs sociale forhold individets trivsel og velvære. Man skal således analysere de handlinger (både aktive og inaktive), som har sociale effekter på individets velfærd for at finde, hvilken velfærdsstatstype det enkelte land har. Socialsikringsdækning har eksisteret siden kolonitidens afslutning i starten af 1800-tallet, men er først blevet ekspanderet siden 1920 erne. Ved begyndelsen af 1990 erne havde de tre lande udviklet karakteristiske sociale velfærdsmodeller. Middelklassen i byerne og visse arbejdere havde adgang til relative generøse systemer af offentlig dækning, men arbejdere i den uformelle sektor var generelt ekskluderet eller i mindre grad dækket (Mesa-Lago, 1978: 5-6; Haggard & Kaufman, 2008: 1, 79). Derfor vil perioden, der undersøges i nærværende speciale, være mellem 1920 og 1990, da det er i denne periode, den socialdemokratiske velfærdsstat er funderet. 22

23 Kapitel 4: Analyse af de tre cases I første del af analysen vil der ses nærmere på hypotese 1 om, at de tre lande har haft en høj grad af demokrati, for at de kunne udvikle en gennemgribende socialpolitik, hvilket har medført en socialdemokratisk velfærdsstat. Dette vil blive gjort ved at kigge på graden af demokrati og niveauet af decommodificering i de tre lande. Herefter testes hypotese 2 om, at der er sammenhæng mellem arbejderklassens magt i samfundet og ens socialdemokratisk velfærdsstats opståen i Chile, Costa Rica og Uruguay, hvilket er den egentlige afprøvning af, om power ressource-teorien kan forklare den socialdemokratiske velfærdsstats indførelse i de tre latinamerikanske cases. 4.1 Karakteriseringen af de tre cases som demokratiske Velfærdsstaterne i middelindkomstlandene i Latinamerika udsprang i den tidlige efterkrigstid. Spørgsmålene, der blev stillet til disse velfærdssystemer, er de samme, som blev stillet i de mere veludviklede velfærdssystemer i Europa, da litteraturen på området fik sin fremkomst. Hvad skyldes velfærdsstatens fremkomst og udvikling? Omkring 1980 erne havde mellemindkomstlandene i Latinamerika udviklet en karakteristisk social velfærdsmodel. Her havde middelklassen og arbejderklassen i byen adgang til relativt generøse systemer af offentlig sikkerhed, mens bønderne og den uformelle sektors arbejdere enten var generelt ekskluderet eller uden berettigelse til velfærdsservice. Velfærdsstatens arv har haft en stærk indflydelse på både den politiske og økonomiske del af socialpolitikken. I lande med et relativt nyt socialsikringssystem (dvs. det meste af Latinamerika), er dækningen begrænset til den lønnede arbejdsstyrke, som bor i storbyerne. I få lande med et gammelt socialt sikringssystem som f.eks. Uruguay og Chile, strækker dækningen sig til næsten hele arbejdsstyrken og således flertallet i befolkningen, men der er forskellige grader og kvaliteter af en sådan dækning. Der er lande som f.eks. Mexico og Peru, hvor det sociale sikringssystem er begyndt at ekspandere til landdistrikterne, men stadigvæk har bemærkelsesværdige forskelle i dækningen mellem segmenter af arbejdsstyrken. Socialsikring i Latinamerika reflekterer i høj grad den samlede samfundsmæssige stratifikation. Stephen Haggard og Robert R. Kaufman argumenterer i deres bog Development, Democracy, and Welfare States for, at varigheden af demokrati betyder noget for velfærdsstatens ekspansion. Ældre demokratier giver en bedre mulighed for partier og interesseorganisationer, der appellerer til lavindkomstsektorer, til at mobilisere sig, og giver således en større mulighed for vækst af socialt engagement over tid (2008: 87). Specialets tre cases er valgt på bag- 23

24 grund af deres socialdemokratiske velfærdsstat, som den ser ud i dag. Analysen må derfor starte med at fastslå, hvorfor disse lande er demokratiske, og om de har en socialdemokratisk velfærdsstat, hvilket er en forudsætning for, at arbejdermobiliseringstesen kan finde sted. Chile og Uruguay (før deres militærkup i 1973) havde den længste, kontinuerede historie af pluralistisk politik af alle latinamerikanske lande. Regimet i Costa Rica har siden år 1949 og frem til år 1990 været demokratisk. Costa Rica har et pluralistisk demokrati med civile rettigheder og et dominerende to-partipolitisk system, hvor magten ofte skifter mellem partierne (Mesa-Lago, 2000: 24). Chile og Uruguay har været demokratiske i henholdsvis 29 år og 28 år, hvilket har været afbrudt af autoritært styre fra 1970 erne til midt/slut 1980 erne (Huber & Stephens, 2001: 80). Chile fik autoritært styre i år 1973 med begrænsede civile rettigheder. Chile har siden 1990 erne haft pluralistisk demokrati (med et par mindre begrænsninger) med civile rettigheder (Mesa-Lago, 2000: 24). Graf 1.1 i specialets indledning viser demokratiudviklingen i Chile, Costa Rica og Uruguay samt gennemsnittet for de resterende syd- og mellemamerikanske lande. Som det fremgår af grafen, ligger de valgte cases langt over middel med hensyn til demokratiudvikling over en periode fra år 1920 til år Chile og Uruguays militærregering viser sig som negative udslag i perioden fra ca. år Som det fremgår af tabel 4.1 nedenfor, har de tre lande været demokratiske siden år 1946 (dog ikke under militærregimerne), men det kan bekræftes af graf 1.1, at landene allerede var semidemokratiske i år 1920, som er startåret for dette speciales undersøgelse. Et regime betragtes som et demokrati, hvis den udøvende og den lovgivende magt er direkte eller indirekte valgt ved folkeafstemning, hvis flere partier er tilladt, hvis der er tale om flere partier uden for regeringen, hvis der er flere partier inden for den lovgivende magt, og hvis der ikke har været nogen konsolidering til fordel for etablerede partier (f.eks. forfatningsstridig lukning af underhuset eller udvidelse af allerede etablerede partiers periode ved udsættelse af efterfølgende valg). Tabel 4.1 Oversigt over regimetype i de tre lande 1946 til : 1973: 1990: Chile Costa Rica Uruguay Demokrati 1946: Demokrati 1946: Demokrati Diktatur 1948: Diktatur 1973: Diktatur Demokrati : Demokrati Demokrati Overgangs året er kodet til det regime, der er opstået i det pågældende år. Kilde: Teorell et al.,

25 Nedenfor viser tabel 4.2, at de tre udvalgte lande er de mest demokratiske i den latinamerikanske region. Landene er netop valgt på baggrund af deres høje demokratiske status, da demokrati er en nødvendighed for, at en socialdemokratisk velfærdsstat kan eksistere (Huber & Stephens, 2001: 17), og for at arbejdermobiliseringstesen er gyldig. Chile, Costa Rica og Uruguay har et gennemsnit på 9,47 på demokratisk status mod de resterende latinamerikanske lande i tabellen på 6,46, hvilket er en bedre score for de tre udvalgte cases på over 3. Graf 1.1, tabel 4.1 og 4.2 har samme resultater, men baserer sig på forskellige kilder, hvilket medfører en større validitet, da specialet ikke går ind og ser på baggrunden for de fundne variable, som beskrevet i metodeafsnittet. Det må derfor konkluderes, at landene er demokratiske. Tabel 4.2 Demokratisk status for latinamerikanske lande, Land Demokratisk status Argentina 7,85 Bolivia 6,75 Brasilien 7,90 Chile 9,10 Colombia 5,85 Costa Rica 9,40 Cuba 3,37 Den Dominikanske Republik 7,30 Ecuador 6,20 El Salvador 7,35 Guatemala 5,65 Haiti 3,35 Honduras 6,80 Mexico 7,55 Nicaragua 6,65 Panama 7,55 Paraguay 6,60 Peru 6,85 Uruguay 9,90 Venezuela 6,20 Scoren for demokrati status er opnået ved at beregne den gennemsnitlige værdi af klassificering for følgende variable: stateness, politisk deltagelse, retssikkerhed, demokratiske institutioners stabilitet og politisk og social integration. Kilde: Bertelsmann Transformation Index (2006) i Teorell et al., Da demokrati er en betingelse for en socialdemokratisk velfærdsstat, skal det endvidere undersøges, om de tre cases kan karakteriseres som havende en socialdemokratisk velfærdsstat. 25

26 4.2 Karakteriseringen af de tre lande som havende en socialdemokratisk velfærdsstat Størstedelen af befolkningen i de tre lande var i starten af 1980 erne dækket af en form for sundhedsforsikring og havde adgang til offentlige services. Social sikkerhedsdækning i disse lande var iblandt de højeste i regionen (se tabel 4.3). Der var en dækning på mellem % af den økonomiske aktive befolkning (Huber, 1996: 142; Haggard & Kaufman, 2008: 80). I Chile og Uruguay medførte alle regeringens initiativer en udvidelse af socialsikring og services, før det autoritære styre overtog demokratiet i Hvad gør de tre lande til socialdemokratiske? Det er fremvist, at landene har et højt demokratisk niveau, hvilket er en forudsætning for en socialdemokratisk velfærdsstat. En af de ting, som karakteriserer den socialdemokratiske velfærdsstat, er et højt niveau af decommodificering. Det enkelte individ skal derfor ikke være afhængigt af markedet, men i stedet være beskyttet af staten. Denne model fryser markedet ude, og som konsekvens konstrueres en universel solidaritet til fordel for velfærdsstaten. Dette sker gennem generøse, universelle og stærkt omfordelende ydelser i form af socialsikring. Socialdemokratisme er den dominerende magt bag de sociale reformer i disse regimer. I stedet for at tolerere en dualisme mellem staten og markedet og mellem arbejderklassen og middelklassen forfølger det socialdemokratiske regime en velfærdsstat, som tilstræber sig lighed af højeste standard. I dette velfærdsregime udstrækkes de sociale rettigheder både til arbejderklassen og den lavere del af middelklassen, mens de før kun var forbeholdt eliten. Tabel 4.3 viser i hvilket omfang et socialt sikkerhedsnet eksisterer, altså i hvilket omfang lige muligheder foreligger for det enkelte individ, som figurerer inden for arbejdsmarkedet. For at et land kan have en socialdemokratisk velfærdsstat, må niveauet for denne variabel (socialt sikkerhedsnet) være høj. 26

27 Tabel 4.3: Social sikkerhedsdækning i latinamerikanske lande, Land Socialt sikkerhedsnet Argentina 6,0 Bolivia 4,0 Brasilien 6,5 Chile 7,0 Colombia 5,5 Costa Rica 8,0 Cuba 7,0 Den Dominikanske Republik 4,5 Ecuador 4,5 El Salvador 4,0 Guatemala 3,5 Haiti 3,0 Honduras 4,0 Mexico 5,5 Nicaragua 4,0 Panama 5,5 Paraguay 4,0 Peru 5,0 Uruguay 8,5 Venezuela 6,5 Socialt sikkerhedsnet: Variablen viser i hvilket omfang sociale sikkerhedsnet eksisterer. Sociale sikkerhedsnet kompenserer for fattigdom og andre risici såsom alderdom, sygdom, arbejdsløshed eller invaliditet og i hvilket omfang lige muligheder eksisterer. Kilde: Bertelsmann Transformation Index (2006) i Teorell et al., Som det fremgår af tabellen, scorer de tre valgte cases højt på denne variabel i forhold til resten af landene i den latinamerikanske region. Chile, Uruguay og Costa Rica scorer i gennemsnit 7,83 på variablen mod de resterende lande i tabellen, som har et gennemsnit på 4,61. De tre cases ligger dermed gennemsnitligt 3,22 højere på scoren end de øvrige lande i regionen. Således kan det konkluderes, at de tre udvalgte lande har en mere omfattende velfærdsstat. En score tæt på de otte viser, at de tre cases har et udbygget socialt sikkerhedsnet i statslig regi. Alt andet lige betyder det, at befolkningen i de tre cases er mindre afhængig af markedet og kan opretholde en hverdag uafhængigt af markedets præmisser. Det kan dermed konkluderes, at de tre landes niveau af decommodificering er højt, hvilket beretter om en socialdemokratisk velfærdsstat. Dette bekræftes af en høj variabel på penge spenderet på socialsikkerhed som en procent af BNP 4 i de tre cases. De tre cases har henholdsvis: Chile 9,9; Costa Rica 6,3 og Uruguay 7,0 mod gennemsnittet for Latinamerika på 3,1 (Huber, 1996: 144). Evelyn Huber (1996) tillægger den høje socialsikrings dækning til de tre cases lange historie af demokratisk styre (Huber, 1996: 147). I kraft af at de tre cases scorer højt på vari- 4 Gældende for

28 ablen for socialt sikkerhedsnet, må der således også være en høj universalitet, da variablene i tabel 4.3 også inkluderer, i hvilket omfang lige muligheder eksisterer og da socialt sikkerhedsnet kompenserer for fattigdom. Herudfra kan det derfor konkluderes, at velfærdsmodellerne i de tre cases stræber efter lige status blandt borgerne, og de tre lande falder inden for den socialdemokratiske velfærdsstat, når der ses på stratifikation, som refererer til graden af omfordeling og niveauet af universalitet af solidaritet, som er pålagt af velfærdsstaten. I første del af analysen kan det konkluderes, at de tre cases har haft en høj grad af demokrati, hvilket har medført, at landene kunne udvikle en gennemgribende socialpolitik, som har medført en socialdemokratisk velfærdsstat. Dette er blevet bekræftet af tabel 4.3, der viser, at de tre cases har en høj grad af decommodificering, og at lige muligheder eksisterer for den enkelte borger. Hypotese 1 kan således bekræftes. Med støtte til hypotese 1 vil specialet nu rette sig mod hypotese 2. Hypotese 2 vil teste, om der er en sammenhæng mellem arbejderklassens magt i samfundet og fremkomsten af en socialdemokratisk velfærdsstat i Chile, Costa Rica og Uruguay. For at man kan afkræfte eller bekræfte hypotese 2, vil der tages udgangspunkt i power ressource-teorien. Det vil der gøres ved at kigge nærmere på en række indikatorer for power ressource-teorien: venstreorienterede partiers repræsentation i landets regeringer, venstreorienterede partiers vælgerstøtte og fagforeningers styrke. 4.3 Venstreorienterede partiers repræsentation i landenes regeringer I Latinamerika gik de politiske udfordringer forud for de store magtkampe i den Kolde Krigs tid. Nye deltagere i spillet om den politiske magt kunne ikke regne med vedholdende støtte fra magtfulde patroner. Nu måtte de sætte deres lid til støtte fra tværgående klassekoalitioner, der kunne give legal status og indflydelse fra organiserede arbejdere (Haggard & Kaufman, 2008: 8-9). I starten af 1900 tallet så det ud til, at arbejderbevægelsen i Latinamerika ville komme til at ligne den, som man havde erfaring med i Europa. De mest industrialiserede lande i Latinamerika blev påvirket af anarkistiske og kommunistiske indflydelser, og en høj immigration fra Europa til Latinamerika resulterede i forskellige former for aktioner og ideologier, næsten lig dem man kunne se i Europa. Manglende villighed til at acceptere det sociale system i form af strejker og uroligheder, bar alle præg af en opposition bestående af fagforeninger, der repræsenterede social isolation og en arbejderklasse i startfasen (Véliz, 1968: 674). Dette tog dog en drejning, og arbejderbevægelsen i Latin- 28

29 amerika fulgte en mere populistisk bevægelse. Social lovgivning og en fremvækst af fagforeninger gennem årene var tegn på, at arbejderne blev mere institutionaliserede og til en vis udstrækning politisk integrerede. Kollektive aktiviteter i form af fagforeningsdannelser og grundlæggelse af politiske partier blev vigtige for underklassen til at udøve pres for både civile rettigheder og politisk inklusion. I takt med at landene blev demokratiserede og flere borgere blev stemmeberettiget, blev patronage en mindre del af det politiske spil. Valget mellem de forskellige partier reflekterer i høj grad, hvordan den stemmeberettigede opfatter sin egen interesse, og hvad det enkelte individ tror, er de sandsynlige konsekvenser af de politikker, som er givet af partierne. At stemme bliver således fremtidsorienteret. En større arbejder- og middelklasse må derfor reflektere fremgang til de partier, som fremmer disses interesser og meninger. For de tre lande i den indeværende analyse gør det sig gældende, at individets position på arbejdsmarkedet er det væsentligste udtryk for klassestrukturen, og erhvervsstatus udgør det største skel mellem vælgerne. Forandringer i klassestrukturen kan således påvirke den samlede balance af interesser i samfundet (Korpi, 1978: ). I den store uformelle sektor i Latinamerika stod folk uden nogen form for dækning, såsom arbejdsrettigheder og social sikring, hvilket havde vigtige implikationer for både styrken af det civile samfund og for den politiske artikulation af arbejder- og middelklassen. Latinamerika havde netop ikke et stærkt civilt samfund pga. den store uformelle sektor. Det betød, at middelklassen måtte spille en vigtig rolle i at presse for efterfølgelsen af at åbne det politiske system, da den formelle arbejderklasse var for lille til at yde kollektiv pres. Grupper med svage markedsressourcer, såsom arbejderklassen og den lavere middelklasse, har en meget større interesse i politikker, som formindsker individuel afhængighed af markedet. Velfærdsstaten er i sig selv en power ressource, da lønmodtagerne i markedet også selv er atomiserede, stratificerede, og tvunget til at konkurrere. Lønmodtagerne repræsenterer oftest arbejder- og middelklassen og eliten sædvanligvis arbejdsgiveren. Denne usikkerhed og afhængighed af beslutninger og kræfter uden for deres kontrol medfører, at lønmodtagerne begrænser deres evne til kollektiv solidaritet og mobilisering. Den sociale rettighed, indkomstsikkerhed, udligning og udryddelse af fattigdom som en universal velfærdsstat forfølger, er nødvendige forudsætninger for den styrke og det sammenhold som kollektiv magtmobilisering kræver (Esping-Andersen, 1998: 130). Arbejdsklassens magt afhænger af den ressource, som kommer fra enighed mellem vælgere og kollektiv forhandling. Politiske partier og fagforeninger bliver således talerør for folket, så den power res- 29

30 source de lønnede arbejdere har, genereres gennem fagforeninger og politiske partier (Korpi, 1978: 318). Magtmobilisering afhænger på denne baggrund af fagforbund, stemmeandel og regeringsmandater hos venstreorienterede partier eller arbejderpartier. Underklassens evne til at organisere sig har været vigtig for styrken af pres til at åbne det politiske system. Det første der undersøges er venstreorienterede partiers repræsentation i landets regeringer og i forlængelse heraf venstreorienterede partiers vælgerstøtte. Venstreorienterede partier skal danne et bredt flertal over en længere periode, hvis power ressource-teorien skal bekræftes. I den forbindelse bliver der set på, hvilke partier som har siddet i regering i den relevante periode. Konkurrencen mellem venstre- og midterpartier skubber de centrale partier til at adoptere en mere venligstemt politik over for velfærdsstaten, specielt hvis de skal kæmpe for arbejderklassens opbakning. Derfor har midterpartier også en rolle, hvis de samarbejder med venstreorienterede partier (Huber & Stephens, 2001: 26). Hvis andre partier end venstreorienterede partier kommer til magten, skal deres politik gerne følge op på den venstreorienterede politik, hvis velfærdsstaten fortsat skal udvikles. Siden politiske partier spiller en vigtig rolle i velfærdsstatens udvikling, er det ikke kun naturen af det enkelte parti, som er vigtig, men også dynamikken i det politiske system. F.eks. giver spredte oppositioner mere rum til velfærdsstatens udvidelse (Castles, 1978: 20). Da de statistiske data er mangelfulde på dette punkt, vil analysen kombinere en historisk gennemgang med kvantitative data. Da de tre cases alle har en socialdemokratisk velfærdstat i 1990, må power ressourcerne forud for dette år være nogenlunde ens. Power ressource-teoriens centrale variable skal derfor være (nær)konstante på tværs af de tre cases. Det må derfor forventes, at de tre cases alle har haft venstreorienterede (eller kristendemokratiske) partier 5 i regeringen over en længere årrække; indflydelsesrige venstreorienterede (eller kristendemokratiske) partier samt stærke fagforeninger, som har formået at yde kollektivt pres på regeringerne for at få opfyldt underklassens krav om social udligning. I forlængelse heraf vil fagforeningens vælgertilslutning undersøges i de tre cases Chile Omdrejningspunktet for magtstrukturen i Chile kom ved præsidentvalget i år 1920, hvor middelklassen og arbejderne for første gang aktivt deltog (Mesa-Lago, 1978: 24). En af årsagerne til dette var Første Verdenskrigs efterfølgende recession i 1918, hvor den sociale utilfredshed for alvor viste 5 Evelyne Huber og John D. Stephens har argumenteret for, at det er venstrepartierne eller kristendemokraternes tilstedeværelse i regeringen, som er vigtig for den socialpolitiks udvikling, da disse partier tilgodeser social omfordeling. 30

31 sig. Før dette valg havde kongressen ikke vedtaget signifikant lovgivning på socialområdet, men fulgt en laissez-faire model, hvor markedet og ikke regeringen - regulerede folkets behov. Dette blev begyndelsen til velfærdsstatens indførelse, hvor den siddende regering regulerede landets sociale omfordeling. Dette skete dog gradvist, som det fremgår af nedenstående analyse. Proportionalt med uddannelsesniveauet i Chile steg middelklassens indflydelse i Chiles politiske liv. Både middel- og arbejderklassen begyndte at forlange forandringer. Det var dog kun en lille del af arbejderog middelklassen som på daværende tidspunkt var stemmeberettiget. For at få fat i de mange vælgere fra middelklassen valgte nogle politikere at eftergive deres krav om bl.a. mere socialsikring. Eliten, i form af det konservative senat, formåede at nedlagde veto mod disse initiativer, indtil magtbalancen skiftede mod middel- og arbejderklassen i 1920 erne (Rector, 2005: ). I år 1920 støttede de Radikale, der kom fra middelklassen, den Liberale præsidentkandidat Arturo Alessandri, som prøvede at få en reform igennem til fordel for middel- og arbejderklassen, men de konservative senatorer nedlagde veto mod den (de Konservative og de Liberale kom oftest fra eliten). På dette tidspunkt var Chiles magtbalance placeret hos den højre blok, som bestod af eliten og den øvre middelklasse. Chiles partipolitik kunne dengang placeres på en venstre-højre skala, som også var gældende for Europa i 1900-tallet. Det må formodes, at power ressource-teorien kun gør sig gældende ved en venstre-højre partipolitik, idet man her med sikkerhed kan kategorisere arbejderklassen som stemmende på venstreorienterede partier, og idet venstreorienterede partier på den gamle venstre-højre skala kunne karakteriseres som omfordelende og således velfærdsstatsfremmende. Alessandri fik vedtaget tre love, som især dannede basis for det moderne socialsikringssystem i Chile (Rector, 2005: 117, 131). Op til nu havde kongressen bestået af eliten, men Alessandri erstattede nogle af disse medlemmer med folk fra middelklassen, hvilket gjorde middelklassens krav nu blev hørt, og at det ikke kun var elitens interesser, som blev tilgodeset. I takt med at arbejder- og middelklassen begyndte at stemme i starten af 1920 erne, meldte middelklassen sig langsomt ind i den politiske kamp. I år 1924 meldte det midterorienterede demokratiske parti sig ind i kampen ved at få tildelt ti deputerede og fire senatorer i kongressen. Partiet havde ikke desto mindre eksisteret siden år 1887, men uden den store fremgang. Partiets fremgang var et tegn på en voksende middelklasse. Partiet blev også en del af Alliancen, der støttede Arturo Alessandri, som vandt præsidentvalget i Efter at have fået succes flyttede Alliancen sig gradvist mod højre, og underklassen måtte til at kigge sig om efter et parti, der repræsenterede deres interesser (Rector, 2005: ). I 1925 blev en ny forfatning vedtaget efter nogle måneder med militærstyre. Den nye 31

32 forfatning styrkede magten til præsidenten ved bl.a. at afskaffe parlamentarismen, hvilket gjorde, at præsidenten nu blev valgt direkte af vælgerne. Senatorerne og de deputerede blev valgt direkte, og patronage var ikke længere en mulighed for politikerne. Forfatningen påvirkede dog ikke de politiske partiers rolle. Partierne repræsenterede stadigvæk de forskellige klasser i samfundet, men præsidenten, senatorerne og de deputerede blev demokratisk valgt. Denne langsomme udvidelse af det demokratiske system gjorde, at underklassen blev en vigtig kollektiv spiller. En vellykket restaurering af forfatningssystemet ved Arturo Alessandri efter 1932 blev måske det første skridt mod en udvidelse af den chilenske demokratiske tradition. Politik var i sig selv ikke længere udelukkende forbeholdt den traditionelle overklasse, men parterne gennemførte i stigende grad deres rivalisering inden for rammerne af massepolitik. Politik blev en del af den almindelig borgers liv og var ikke længere forbeholdt den traditionelle politiske klasse. Dette betød, at den enkelte borger blev et vigtigt aspekt i kampen om magten, og power ressourcen steg således hos underklassen. I midten af 1930 erne tog den ellers tilbageholdende venstreside et skridt fremad. I takt med en større underklasse vil der opstå flere venstreorienterede partier, hvis en venstre-højre partipolitisk skala er gældende. Dette var tilfældet i Chile. Som power ressource-teorien anfører, skal magtbalancen ligge ved arbejderklassen i form af magt til venstre- eller kristendemokratiske partier, hvis der skal indføres en høj omfordelende velfærdspolitik. På dette tidspunkt i Chiles historie var dette ikke tilfældet, men med den nye forfatning voksende venstrepartierne gradvis og med mere magt til middelklassen, voksede socialsikringssystemet langsomt. De fem præsidenter, som regerede Chile fra 1932 til 1958, kom fra middelklassen, hvilket var tegn på nye politiske aktører og en voksende underklasse. Denne periode blev samtidig en periode, hvor venstreorienterede partier havde meget stor vælgertilslutning; bl.a. i 30 erne og 40 erne dominerede venstrefløjen chilensk politik. Middelklassen var repræsenteret i hele det politiske spektrum, hvilket var tegn på, at folk valgte det parti, som bedst repræsenterede deres interesser. På daværende tidspunkt repræsenterede de socialistiske partier arbejderklassen og det radikale parti den nedre middelklasse, mens den øvre del af middelklassen og eliten mest støttede de Liberale og Konservative partier (Rector, 2005: 148). Nogle af de regeringer, som var under disse præsidenter, inkluderede arbejderklassepartier i deres koalitioner. Politikken, der blev ført under disse præsidenter, styrkede middelklassen og fremmede goder til arbejderklassen; bl.a. blev pensionssystemet udvidet til arbejderne og grunduddannelse blev bredt ud (Haggard & Kaufman, 2008: 85). Middelklassen skabte en politisk kultur, hvor staten kom til at stå for den generelle velfærd blandt alle grupper i samfundet i 32

33 modsætning til den forhenværende laissez-faire politik. I denne periode undergik Chile en udvidelse af den demokratiske tradition, hvori befolkningens rettigheder ekspanderede, og en heftig partipolitik fortsatte med venstrepartierne som etablerede spillere. I 1930 erne tilsluttede det Kommunistiske parti sig andre venstreorienterede partier (Socialisterne og det Radikale parti) og dannede Popular Front. Popular Front lagde vægt på de bløde værdier som bolig, sundhed, jordreform og uddannelse. Det lykkes den venstreorienterede alliance at kontrollere præsidentkandidaturet fra 1938 til 1952 (Rector, 2005: ), hvilket var et udtryk for, at magtbalancen nu var skiftet til fordel for de venstreorienterede og midterpartier. Dette sikrede gode udviklingsmuligheder for velfærdsstaten. Senere trak Socialisterne sig dog fra alliancen, og Popular Front blev opløst, hvilket i 1942 gav plads til de Radikales præsidentkandidat. I 1930 erne og 1940 erne ekspanderede både socialsikringen og sygesikringen som konkurrerende center-venstre og center-højre koalitioner prøvede at konsolidere vælgere i fagforeningerne (Mesa-Lago, 1978: 29-30). Frem til 1952 stod forskellige marxistiske partier i større eller mindre grad bag præsidenter fra centrum-venstre-partiet Partido Radical (PR). PR var et marxistisk midterparti, som langsomt bevægede sig mod venstre. Ved valget til Kongressen i 1957 fordoblede Socialisterne deres repræsentation, og Demokraterne og Kommunisterne vandt ligeledes pladser i kongressen. Fra steg bureaukratiet med 60 %, hvilket var en afspejling af de venstreorienterede partiers voksende magt (Veliz, 1968: 63-65). I 1962 vedtog kongressen en ny reform, som forbød valgforbund i senatvalgene og samtidig forenkledes både vælgerregistrering og stemmesedler. Som følge af denne reform og af en lignede reform i 1958 voksede de stemmeberettigede fra godt en million i 1958 til næsten tre millioner i Mange af disse vælgere var fattige, hvilket gav anledning til nye krav til det politiske system præsidentvalget gav ingen vinder med absolut flertal, men Jorge Alessandri blev udpeget som ny liberal-konservativ præsident, da han havde fået flest stemmer. Salvador Allende, som stod i spidsen for den marxistisk/socialistiske koalition FRAP, kom ind på en andenplads. Ved dette præsidentvalg tog Kristendemokraterne med Eduardo Frei i spidsen en god del af vælgerne. Partiet havde længe været med på den politiske arena uden at imponere, men da partiet begyndte at lægge mere vægt på sociale og økonomiske problemer, samt krævede en basisreform, vandt de større gehør hos vælgerne. Kristendemokraterne havde social pluralisme og politisk demokrati som essentielle mål, hvilket tiltalte folk fra arbejderklassen og middelklassen. I 1960 erne var middelklassen vokset til 1,5 million, og da denne klasse mistede håbet om at identificere sig med aristokraterne, valgte de i stedet at gå sammen med de lavere klasser om et nyt politisk sammenhold. Denne del af befolknin- 33

34 gen støttede i høj grad kristendemokraterne. Til præsidentvalget i 1964 besluttede højrefløjen at slutte op om kristendemokraten Eduardo Frei, da man for enhver pris ville undgå, at venstrefløjens Allende blev valgt, hvilket han formodentlig var blevet, hvis midt- og højrefløjen havde stillet med egen kandidat. Valget i 1964 afslørede en skrap nedgang til de traditionelle højrepartier (Veliz, 1968: 66). Venstrefløjen og kristendemokraterne havde dermed siddet på præsidentposten siden 1938, kun afbrudt af en periode med konservativt styre fra Eftersom venstrefløjen og kristendemokraterne repræsenterede underklassen i Chile, skulle denne periode således bære præg af en blomstrende velfærdspolitik, med det argument at velfærdspolitikken afspejler dem, som står til at vinde mest fra den sociale politik. Den store udbredelse af sociale service kom i 1960 erne og 1970 erne under Frei og Allende (Haggard & Kaufman, 2008: 90). Det politiske system satte sig i en tredeling, som eksisterede indtil I en forsimpling betød dette, at grundejere og forretningsfolk favoriserede et konservativt højre; arbejderklassen bakkede op om et socialistisk venstre, der prioriterede omfordeling, og middelklassen, var fortaler for et centrum-venstre parti, som kæmpede for både omfordelingsreformer og en kapitalistisk økonomi. Frei og Allendes regeringer prioriterede omfordelingspolitik gennem udvidelsen af sociale services, som regionalt har placeret Chile blandt de højest rangerende med velfærdsservices. Regeringerne under Frei og Allende var karakteriseret ved at foretage dybe strukturelle reformer og ved at være præget af indre konflikter mellem arbejdere og kapital, og mellem politiske grupper. Dette betød at størstedelen af Freis stemmer kom fra arbejderklassen (Veliz, 1968: 66-70). Som en del af Allendes ekspansive finansielle politik steg de sociale udgifter med 25 % af BNP i , hvilket var højere en normalen på ca. 18 % mellem , og dette resulterede i stor gæld. For at opsummere medførte dette, at Chile efter en kort positiv, økonomisk start for Allendes regering og et bredt udbud af social service i slutningen af 1973 endte med bl.a. et finansielt underskud på 25 % af BNP, en hyperinflation på 508 % og en stigende arbejdsløshed (ibid.). Dette resulterede i et eksplosivt politisk miljø, hvilket blev enden på Chiles længevarende demokrati. Chiles politiske liv har siden 1960 erne hvis ikke før været klassebaseret og blandt de mest konfliktfyldte i hele Latinamerika (Frieden, 1991: 145). Det var Unidad Popular partiet, som tog de sidste skridt til fuld demokrati med stemmetildeling til den analfabetiske del af befolkningen ved kommunalvalget i Da denne del af befolkningen kom fra arbejderklassen, betød dette en fremgang til de venstreorienterede partier. Selvom Unidad Popular havde en vigtig grundstøtte fra 34

35 middelklassen, fik partiet størstedelen af sin støtte fra arbejderklassen i byerne (Rueschemeyer et al., 1992: 185). Kristendemokraterne fik størstedelen af sine stemmer fra middelklassen og de fattige i byerne, da de som Unidad Popular gik ind for fuld stemmeret. I 1960 erne og 1970 erne kæmpede disse to partier dog om de samme stemmer. Chile kom under militært styre i perioden med den begrundelse, at militæret ville indføre demokrati og gendanne de nationale institutioner. Militæret tog over, da Allende mødte stor kritik til sidst i sin præsidentperiode, og da militæret mente, det ville ende i kaos. Kristendemokraternes leder troede fejlagtigt, at militæret ville genoprette de civile politiske institutioner. Som led i den neoliberale økonomiske strategi militæret ville indføre, prøvede de at påføre neoliberale principper i ethvert aspekt af de civiles hverdag (Rector, 2005: 186). Augusto Pinochet var frontfiguren i militærkuppet og sad som præsident fra 1974 til Militæret lukkede den nationale kongres og overførte magten til dem selv. Militærets overtagelse af landet betød en svækkelse i velfærdsstaten. Statens rolle i den sociale sektor gik til kun at være en hjælpende rolle, afgrænset til at korrigere de negative effekter af det frie marked. Staten skulle dermed ikke længere stå for omfordeling gennem sociale udgifter, hvilket nu var overladt til markedskræfterne. Social service overgik til den private sektor, hvilket forringede servicen. Militæret havde held med at manipulere det chilenske folk, bl.a. ved overbevise befolkningen om, at alle politikere var korrupte, og at de var skyld i ustabiliteten i landet. Så efter megen konflikt søgte den enkelte borger desperat efter stabilt lederskab. Eftersom halvdelen af arbejderklassen, bestående af kommunister og socialister, var imod militærstyret, prøvede militæret at nedkæmpe dem ved at forbyde politisk aktivitet. Fagforeninger og politiske partier blev forbudt under Pinochets styre. Da politisk aktivitet blev forbudt, og den enkelte borger ikke kunne udnytte sin power ressource gennem kollektiv aktivitet, kan dette kun have haft en negativ effekt på velfærdsstatens udvikling. Politisk aktivitet må være en forudsætning for, at man kan bruge power ressource-teorien. Perioden under Pinochet er taget med her for at give en forståelse af tilslutningen til demokrati og velfærdsstaten efter Størstedelen af middelklassen og næsten alle i eliten støttede militærstyret i håbet om, at militæret ville genoprette deres sociale overlegenhed. Eliten var også afhængig af militærets neoliberale politik (Rector, 2005: ). De folk fra arbejderklassen, som støttede Pinochet, gjorde dette fordi, de frygtede den usikkerhed, der fandtes under Allendes præsidentperiode, eller fordi de så en mulighed for at drage nytte af Pinochet-regimet (ibid.). Men krisen i 1982 medførte tab af ejendom for 35

36 lige så mange mennesker som under Allendes tid. Dermed faldt støtten til militærstyret hos højrefløjen, og mange satte spørgsmålstegn ved militærets evne til at styre landet. Hvorimod behandlingen af befolkningens civile rettigheder havde øget kristendemokraterne og venstrefløjens mistillid, gjorde en finansiel krise, at højrefløjen nu også viste sin utilfredshed (Rector, 2005: 208). I 1985 eksisterede der kun militærstyre i to latinamerikanske lande: Paraguay og Chile. I de sydamerikanske lande, som har været underlagt militærstyre, og hvor demokratiet siden er blevet gendannet, har regeringen enten været midtersøgende eller konservativ. Pinochet blev mål for kritikken af regimet, og hans grundlovsændring i 1980 vedrørende en folkeafstemning i 1988 om hans eget præsidentembede, blev hans nederlag. I overensstemmelse med den nye forfatning afholdtes der i 1988 en folkeafstemning for eller imod otte år mere under lederskab af Pinochet, der til sin store overraskelse tabte afstemningen. Resultatet blev taget til efterretning og betød, at der i slutningen af 1988 blev givet tilladelse til politiske partier, valgkamp m.v. I 1988 forhandlede Patricio Aylwin sig til en alliance mellem midter- og venstrefløjspartierne kaldet The Coalition of Parties to Vote No. Koalitionen vandt med 54 % mod 43 % til Pinochet. Koalitionen med Aylwin som præsidentkandidat vandt også størstedelen af kongressen med 72 af 120 deputeredes sæder og 22 ud af 38 sæder i senatet (Rector, 2005: 185, ). Aylwin blev Chiles første demokratisk valgte præsident i 17 år og stod med udfordringen om at genopbygge demokratiet. I tabel 4.4 kan ses en oversigt over rækken af præsidenter i Chile efter år Tabel 4.4: Præsidenter i Chile efter år 1932 Årstal Præsident Parti Arturo Alessandri LP Pedro Aguirre Cerda RP Jerónimo Méndez RP Juan Antonio Ríos Morales FP Gabriel González Videla FP Carlos Ibáñez del Campo APL Jorge Alessandri Rodríguez PCCh Eduardo Nicanor Frei Montalva PDC Salvador Allende Gossens PS Gen. Augusto J. R. Pinochet (Militærregime) Patricio Aylwin PDC APL = Popular Liberation Alliance; FP = Popular Front; PCCh = Kommunist Parti; PDC = Kristelige Demokratiske Parti; PS = Socialistiske Parti; RP = Radikale Parti; LP = Liberale Parti 36

37 Som det fremgår af denne gennemgang af Chiles præsidenter og politiske partier, har Chiles politiske arena primært været domineret af politiske individer. I modsætning til de europæiske idealtyper, hvor man stemte på et partis ideologi, stemte man i Chile på, hvad præsidentkandidaterne repræsenterede. Udbredelsen af uddannelse og væksten i den offentlige administration gav nye muligheder til middel- og arbejderklassen, hvilket kunne ses i klassernes power ressource. Chiles arbejderklasse, noget mindre end den tilsvarende i Europa, formåede at opnå mærkbare gevinster efter 1930 erne gennem adgang til det sociale sikringssystem og udvidelsen heraf. Som det fremgår af tabel 4.4 har midter- og venstrepartier siddet på præsidentposten fra , kun afbrudt af en periode med konservativ styring fra Tabel 4.5: Distribution af deputerede og senatorsæder i Chile Distribution af deputerede kammersæder, Distribution af senatorer sæder, År PCCh PC F/PDC LP PR PS PCCh PC F/PDC LP PR PS PCCh = Kommunist parti; PC = Konservative parti; F/PDC = Falange/Kristelige Demokratiske parti (1957-); LP = Liberale parti; PR = Radikale parti; PS = Socialistiske parti Kilde: Collier, Simon & Sater, William F. (2004). A History of Chile, Side: 238. Set på en politisk venstre-højre skala ligger Socialistisk parti og Kommunistpartiet på den venstre del af den politiske blok, de Radikale og F/PDC på midten (med de Radikale bevægende sig mod venstre), mens de konservative og de liberale indtager den højre del af den politiske blok. Tabel 4.5 afspejler til en vis grad tabel 4.4 (præsidentrækken). Over den årrække som tabel 4.5 angiver, fremgår det, hvordan højrepartierne det konservative (PC) og det liberale parti (LP) er faldet i mandater i begge kamre fra 70 deputerede i 1937 til kun 10 deputerede i For venstrepartierne skiftede magten i 1957 til et flertal til venstre- og centrumblokken. Den store vinder det kristeligdemokratiske parti (F/PDC) er gået fra nul deputerede sæder i 1937 til hele 82 i 1965 (samt 11 senator-sæder i 1965), hvilket beretter om en stor vælgertilslutning. Da en større arbejder- og mid- 37

38 delklasse reflekterer fremgang til de partier, som fremmer disses interesser og meninger, må forandringer i klassestrukturen påvirke den samlede balance af interesser i samfundet, som det ses i Chile. Chile har således haft venstreorienterede eller kristendemokratiske partier over en længere periode og med stor indflydelse i de to kamre. Chiles underklasse har dermed formået at få deres interesser ud gennem de politiske partier og opfylder således en af power ressource-teoriens variable. Pga. den store uformelle sektor i Chile har arbejderklassen ikke været særlig stor, hvilket har betydet, at middelklassen måtte spille en vigtig rolle i at åbne det politiske system og således skifte magtbalancen i Chile Costa Rica Politisk stabilitet har været mest tydelig i Costa Rica iblandt de lande, som undersøges i nærværende speciale. Valgene i Costa Rica er kendetegnet ved at være frie og fair. Dette skyldes i høj grad, at størstedelen af befolkningen er permanent grupperet i en af de to store politiske grupper af samme størrelse, og at landet har haft en høj grad af demokrati (se evt. graf 1.1). Dette efterlader kun en lille del af ikke permanente stemmeberettigede (folk der ikke nødvendigvis stemmer på samme parti ved hver valg) til at gøre udslaget, som tenderer til at vælge oppositionspartiet ved hvert valg (Veliz, 1968: ). Det største parti i Costa Rica er Partido Liberación National (PLN), grundlagt af José Figueres efter 1948-revolutionen. Dette parti er et af de klassiske eksempler på den demokratiske venstrefløj i Latinamerika. Det andet store parti Partido Unificación National (PUN) bestod af tre oppositionspartier, der i 1965 valgte at gå sammen mod PLN. PUN bestod af konservative og venstreelementer. Costa Ricas frie og fair valg startede i 1913, hvor forfatningen blev lavet om, så Costa Ricas befolkning ved direkte valg skulle vælge deres præsident. Dette skete først i 1925 for Chiles vedkommende. Som det fremgik af graf 1.1 har Costa Rica en demokratisk udvikling med højeste score på 10, hvilket giver politiske partier den bedste mulighed for at mobilisere sig. Dette appellerer til underklassen om muligheden for udvidelse af sociale programmer, og dermed vil demokrati og social udvikling følges ad. Derfor kan det allerede ud fra en power ressourceteori konkluderes, at Costa Ricas politiske linje tenderer mod partier, som vægter sociale omfordelingsprogrammer højt. Valgene af Julio Acosta Garcia ( ), Ricardo Jiménez Oreamuno ( ) og Cleto González Viquez ( ) var frie og fair, men kampagnerne var centreret omkring de enkelte individer frem for mærkesager, hvilket således gør sig gældende for Costa Ricas politiske historie 38

39 såvel som for Chiles (Bulmer-Thomas, 1987: 43). Præsidenterne Ricardo og Cleto var begge klassiske liberale, og de gik ind for ideen om den liberale stat med en laissez-faire markedsmodel. Derfor blev den liberale stat konsolideret i Costa Rica. I 1920 erne var truslen mod den liberale stat fra arbejderne meget lille, og der krævedes ikke meget kontrol. Sidst i 1920 erne begyndte nye partier med forskellige ideologier at dukke op i Costa Rica, og de liberale stod ikke længere alene i den politiske arena. Kommunistpartiet blev funderet i 1931 og brugte de første år på at lave propaganda, især blandt arbejderne. Kommunistpartiet blev den drivende kraft bag etableringen af fagforeninger i bananplantager, hvilket blev den dominerende kraft i arbejderbevægelsen. Dette skabte uro blandt de andre politikere, og præsident Ricardo Jiménez Oreamuno indførte derfor i 1935 en minimumsløn til landarbejderne, hvilket mindskede støtten til kommunistpartiet. Med henblik på at reducere kommunistpartiets stigende magt, fik det liberale højre indført de første elementer af en socialpolitik i landet. Indførelsen af socialpolitiske elementer blev første skridt for arbejder- og middelklassen i at forøge deres power ressource. Hovedparten af den økonomiske befolkning var beskæftiget inden for landbruget med eksport af bananer og kaffe, og arbejdere udgjorde således størstedelen af den stemmeberettigede befolkning. Dette kan have påvirket den demokratiske udvikling i landet. I 1936 blev den liberale León Cortés præsident. Han fulgte i sin forgængers fodspor og lavede mindre ændringer i landet. Hans sejre var et omdrejningspunkt for Costa Ricas politik, da han gjorde op med det liberale oligarkis traditioner ved at vælge Rafael Calderón som Partido Republicano Nationals (PRN) præsidentkandidat (Bulmer-Thomas, 1987: 65). Rafael Calderón ( ) blev Costa Ricas næste præsident. Calderón var populistisk med avancerede sociale ideer og delte ikke samme interesse som den konservative del af PRN. Han var generelt mere venstreorienteret end resten af PRN. Rafael blev præsidenten, der fundamenterede velfærdsstaten i Costa Rica. Han indførte sociale sikringsprogrammer og reformerede forfatningen til at inkludere sociale garantier, som blev et af de første skridt mod en velfærdsstat. Som i Chile opblomstrede velfærdsstaten i slutningen af 1930 erne-start 1940 erne, hvilket var tegn på et skifte i magtbalancen mod venstre. Calderón fik mange sociale reformer gennemført. I oppositionen til denne uformelle alliance stod en socialdemokratisk sammenslutning, som hovedsageligt repræsenterede Centre for the Study of National Problems, som blev etableret i Denne opposition var ikke imod Calderóns sociale programmer, men derimod hans autoritære og antidemokratiske tendenser. Calderón indledte et uformelt samarbejde med det kommunistiske parti, som havde formået at få 10 % af stemmerne ved præsidentvalget i 1940, mod Calderóns 85 % (Bulmer-Thomas, 1987: 102). Så selvom Calderón ikke repræsenterede et venstreorienteret parti, havde han venstreorienterede elementer i sin politik 39

40 og samarbejdede med venstrepartier. Dette lille interesseskift mod venstre medførte begyndelsen på velfærdsstaten, hvilket er i overensstemmelse med power ressource-teorien om en forskydning af magtbalancen. Dette blev for alvor tydeligt i 1940 erne. Ifølge power ressource-teorien er flere venstreorienterede interesser på den politiske arena ensbetydende med en større underklasse, da de efterspørger sociale politikker, som er til gavn for dem (Korpi, 1998: 52-54). Efter valget i 1944 blev Partido Social Demócrata (PSD) oprettet. Partiet støttede José Figueres, der gik ind for demokrati og sociale reformer. Dette nye parti var imod Calderón-alliancen, og i modsætning til andre socialdemokratiske partier i Centralamerika på dette tidspunkt var PSD ikke en bred alliance af middel- og arbejderklassen, men repræsenterede derimod anti-kapitalister (men ikke kommunister). Figueres ville forbedre levevilkårene for de fattige ved at fremme den sociale politik. Figueres var i front for den revolutionære junta, som styrede landet fra maj 1948 til november Juntaen overvågede forhandlingerne til en ny forfatning, der omfattede en ny måde at styre landet på. Den nye forfatning blev vedtaget i 1948 og omfattede en bedre omfordeling af velfærden i et demokratisk system, hvorved 1900-tallets liberale og socialistiske principper fusioneredes. Den nye forfatning, som Figueres og PSD fik vedtaget, betød bedre omfordeling, og det enkelte individ blev mere uafhængig af markedet, hvilket var en betydelig udvikling for velfærdsstaten. Juntaen leverede stor forandring til Costa Ricas politik og magtbalance. Magtbalancen var nu skiftet mod venstre. Figueres afskaffede militæret, og Costa Rica har ikke sidenhen oplevet et militærstyre, som det ellers har været tilfældet i Chile og Uruguay. Figueres reformerede landet, hvilket markerede politisk tilbagegang for det gamle oligarki og tildelte beføjelser til nye sociale sektorer, som små landmænd, erhvervsfolk og middelklassens folk, der begyndte at træde i karakter på den politiske arena. Grundet en aftale mellem Figueres og den konservative Otilio Ulate, gik Figueres af, og Ulate blev præsident frem til Selvom Ulate var konservativ, ændrede han ikke i de sociale rettigheder, som Figueres havde grundlagt. Dette er af vigtig betydning for den videre udvikling af socialpolitikken. Figueres beslutning om at trække sig til fordel for Ulate dannede vejen for en serie af valg, hvilket har gjort Costa Rica til en forløber for de andre lande i Latinamerika. Costa Ricas demokrati har givet arbejderne en mulighed for at tilkendegive deres interesser gennem deres stemmeseddel. Udviklingen på det sociale og politiske område i Costa Rica efter Anden Verdenskrig dannede grundlag for demokratiet, som det er i dag. Figueres startede sit eget parti Partido Liberación National (PLN) i 1951, der blev grundlagt på ideologien fra PSD og politikken fra Figueres junta om demokrati og velfærd, hvilket bar ham til sejren i præsidentvalget i 1953 (Sandbrook, 40

41 2007: ). Middelklassen stemte på Figueres, da de bl.a. kun havde radikalt venstreorienterede partier som alternativ. I denne periode steg de sociale udgifter til uddannelse og almene boliger. For at betale de stigende offentlige udgifter, blev skatten for de rige i samfundet og frugtplantagerne mere end fordoblet. Som det fremgår af overstående, har Figueres og ikke hans parti været af stor vigtighed for velfærdsstaten og dens videre udvikling. Dette beretter igen om individers færden på den politiske arena og deres betydning for socialpolitikkens udvikling. Det venstreorienterede parti PLN dominerede den lovgivende forsamling de følgende 25 år og var ansvarlig for at tildele en større rolle til regeringen og for en forøgelse i den offentlige sektor til slutningen af 1970 erne. Grundet forfatningens begrænsninger på valgperioder og PLN s mangel på en frontfigur som Figueres, tabte PLN valget i 1958 til National Union Party (PUN), som repræsenterede den konservative overklasse. De tre præsidenter efter Figueres prøvede ikke at mindske de sociale udgifter, tværtimod voksede de offentlige udgifter især under præsident Orlich (PLN), som styrkede velfærdsstaten (Mesa-Lago, 2000: 420). Dette bekræfter Huber og Stephens (2001) argument om, at hvis andre partier end venstreorienterede kommer til magten efter en periode med et venstreparti, skal deres politik følge op på den venstreorienterede politik. Dette sker da ved at konkurrencen mellem venstresiden og midterpartierne skubber de centrale partier til at adoptere en mere venligstemt politik over for velfærdsstaten, specielt hvis de skal kæmpe for arbejderklassens opbakning. I 1970 kom Figueres tilbage som præsident, og sammen med den efterfølgende præsident Daniel Oduber Quirós sørgede de for bedre adgang til social service, og de forbedrede omfordelingen og den generelle levestandard. Den økonomisk stærke elite i Costa Rica blev til dels balanceret af den organiserede magt hos arbejder- og middelklassen. Eliten accepterede demokratisk styre, efter at de havde lært at beskytte deres interesser gennem partisystemet (Rueschemeyer, 1992: 249). Det ses tydeligt i Costa Ricas politiske historie, hvordan den politiske linje blev domineret af individer og ikke mærkesager hos partierne. Den politiske historie viser også, hvordan de sociale forbedringer er sket under centrum-venstrepartier som PSD og PLN. Fra en power ressource-tilgang er dette udtryk for, at størstedelen af den økonomiske befolkning er fra underklassen i Costa Rica, og det er dem, som står til at drage nytte af omfordelingspolitikker. Dette understøtter power ressource-teorien, da forbedringer i velfærdsstaten ses under venstrepartiers regeringsmagt. Der har ikke været noget kristendemokratisk parti i Costa Rica før 1983, hvor Partido Unidad Social Cristiana (PUSC) blev 41

42 dannet, men kristne ideer var stærkt bevaret i både PLN (Partido Liberación Nacional) og PUN (Partido Unión Nacional). Tabel 4.6: Præsidenter i Costa Rica efter år 1928 Årrække Præsident Parti Cleto González Viquez PUN Ricardo Jiménez Oreamuno PRN León Cortés Castro PRN Rafael Angel Calderón Guardia PRN Teodoro Picado Michalski PRN José María Figueres Ferrer (militærregime) Luis Otilio Ulate Blanco PUN José María Figueres Ferrer PLN Mario José Echandi Jiménez PUN Francisco José Orlich Bolmarcich PLN José Joaquín Trejos Fernández PUN José María Figueres Ferrer PLN Daniel Oduber Quirós PLN Rodrigo José Carazo Odio PRD Luis Alberto Monge Álvarez PLN Óscar Rafael Arias Sánchez PLN (PLN = National Liberation Party; PRD = Party of the Democratic Renewal; PRN = National Republican Party; PUN = National Union Party; PUSC = Social Christian Unity Party) Kilde: Evans, 1999: Appendix 2. Efter fratrædelsen af Figueres junta i 1949 fremgår det i tabel 4.6, hvordan den regerende præsident skiftevis er kommet fra det konservative parti PUN og det venstreorienteret PLN. Som før nævnt skyldes dette i høj grad, at størstedelen af befolkningen er permanent grupperet i to store politiske grupper af samme størrelse. Således har der kun været en lille del tilbage af ikke permanente stemmeberettigede til at gøre udslaget. Disse har tenderet til at vælge oppositionspartiet ved hvert valg (Veliz, 1968: ). De konkurrerende præsidentkandidater har derfor været nødt til at efterleve mange af vælgernes krav for at få de afgørende stemmer. Dette har betydet, at den voksende underklasse har siddet med en form for magt. Et givent niveau af magt hos arbejderklassen kan producere relevante sociale outcomes, og dette afspejler Costa Ricas velfærdsstat (Sandbrook, 2007: 10). Som det var kendetegnet ved Chiles politiske scene, har Costa Rica også haft mange soloaktører. Costa 42

43 Ricas stemmeberettigede har ikke set så meget på de politiske partiers ideologier, men mere på de politiske aktørs fremtoning og interesse. Selvom Costa Ricas velfærdsstat havde sin start i 1930 erne, var det for alvor Figueres (PLN) i 1940 erne, der fik konsolideret de sociale servicer. Tabel 4.7: Sæder i kongressen Parti År PLN PD PRNI PUN PR PI PUCR PADP PAS PDC PNI PRD PRN PUAC CU PLN = Partido Liberación Nacional; PR = Partido Republicano; PI = Partido Independiente; PUCR = Partido Unión Cívico Revolucionaria; PD = Partido Demócrata; PRNI = Partido Republicano Nacional Independiente; PADP = Partido Acción Democrática Popular; PAS = Partido Acción Socialista; PDC = Partido Demócrata Cristiano; PUN = Partido Unificación Nacional; PNI = Partido Nacional Independiente; PRD = Partido Renovación Democrática; PRN = Partido Republicano Nacional; PUAC = Partido Unión Agrícola Cartaginés; CU = Coalición Unidad. Kilde:Election Resources (2010) og K. Ruddle (1972) Latin America political statistics. Af tabel 4.7 fremgår det, hvordan de to store partier PLN og PUN har domineret. PLN har haft flertal fra 1953 til 1974, hvilket har været udtryk for et skift af magtbalancen mod venstre. Kendetegnet ved Costa Ricas politiske scene er, at et venstreorienteret parti har været dominerende over en længere periode, og den samlede interesse i samfundet er skiftet. Costa Ricas arbejderklasse har dermed formået at få deres interesser ud gennem de politiske partier og opfylder således en af power ressource-teoriens variable, hvilket bliver bekræftet af tabel 4.6 og Uruguay Den socialdemokratiske velfærdsstat fik allerede sit udspring i starten af det 20. århundrede, hvor José Batlle y Ordóñez blev præsident ( , ). Han var leder af Uruguays største parti Colorado partiet. Batlle satte standarden for Uruguays moderne politiske udvikling. Han etablerede politiske, sociale og økonomiske reformer såsom et velfærdsstatsprogram. Det haltede for Batlle at samarbejde med fagbevægelsen, men han sikrede arbejderklassen anstændige levevilkår, som blev starten på det sociale sikringssystem, som især Colorado-partiet udvidede (Andersen, 1987: 19). I 6 I 1978 får Pueblo Unido (Coalición) også 3 sæder, Partido Frente Popular Costarricense 1 sæde og Partido Unión Agrícola Cartagines 1 sæde. 43

44 Uruguay stod magten mellem landets to største partier Colorado partiet, som traditionelt var forbundet med byen, fagforeninger samt sekulære og "progressive" bevægelser, og Blanco partiet, der identificerede sig med landbrugets grupper samt de mere religiøse og konservative grupper (Andersen, 1987: 19). Hvert enkelt politisk parti var internt opdelt på grund af ideologiske, økonomiske og sociale forskelligheder. Partierne blev opdelt i "traditionelle" partier (Colorado og Blanco) samt i "mindre" eller "ideologiske" partier. Uruguay havde en stor middelklasse og en mindre arbejder- og overklasse. Colorado partiet kan siges at repræsentere den mindre arbejderklasse samt en stor del af middelklassen. På den anden side stod Blanco partiet, som repræsenterede overklassen samt middelklassen. Magtbalancen syntes at ligge hos middelklassen, da de havde den største samlede interesse for at påvirke partipolitikken. Således har det været middelklassen i ledtog med arbejderklassen, der har efterspurgt socialsikring. Som nævnt i teoriafsnittet vil en arbejderklasse i samarbejde med middelklassen medføre, at de sociale sikringsprogrammer ikke alene dækker arbejderklassen, men breder sig ud over hele arbejder- og middelklassen. Altså med samarbejde mellem klasser vil socialsikring dække så bredt som muligt. Colorado-partiet formåede at sidde på magten kontinuerligt frem til 1958 gennem interaktion mellem tre faktorer: a) en serie af karismatiske ledere, der appellerede til de stemmeberettigede, b) Colorados politik, som ekspanderede bureaukratiet og omdirigerede statens udgifter, så de passede til vælgerne, og c) ordninger med Blanco-partiet om at dele den politiske magtstruktur (Mesa-Lago, 1978: 71). Den ene regering efter den anden fandt hurtigt ud af, at socialsikring var en nem måde at vinde stemmer på. Batlle fik gennemført kollektiv ledelse af landet i to lange perioder, fra og igen fra Den kollektive ledelse betød, at den udøvende myndighed blev delt mellem præsidenten, som udpegede forsvarsministeren, udenrigsministeren og indenrigsministeren, og et ni medlems rådsforsamling (Consejo Nacional de Administración). Sidstnævnte omfattede repræsentanter fra det parti, der havde modtaget det næsthøjeste antal stemmer. Disse udpegede ministrene for økonomi, uddannelse og socialpolitik (Hudson & Meditz, 1990: Batlle y Ordóñez and the Modern State). Den kollektive ledelse indebar, at det i mindre grad var præsidenten, som bestemte, og i større grad det regerende parti. Således stemte befolkningen mere på de politiske partier end på de politiske aktører. I 1920 erne opstod der flere små politiske partier i Uruguay, som var udbrydere fra et af de to store partier. Dette betød til tider, at partierne måtte samarbejde, hvis de ikke vil give præsidentsædet til et konkurrerende parti på den modsatte side af den politiske skala. 44

45 Gabriel Terra blev præsident i Terra tog afstand fra sine forgængere og begyndte en kampagne for at reformere landet. Han opløste rådsforsamlingen og overdrog dens beføjelser til præsidenten, og han satte begrænsninger på konkurrencen blandt partierne. Selvom genvalg af præsidenten var forfatningsstridigt, blev Terra valgt til en ny periode. Generelt svækkede eller neutraliserede Terra de økonomiske og sociale reformer i sin præsidentperiode. Den autoritære styreform fortsatte under General Alfredo Baldomir. I den periode førte oppositionen en af Uruguays vigtigste demonstrationer for tilbagevendelse af demokratiet og en ny forfatning. Efter pres fra Blanco og de organiserede arbejdere indførte Baldomir frie valg og en ny forfatning. Perioden fra starten af 1930 erne til midt 1940 erne var kendetegnet ved megen politisk uro og skiftende forfatninger. Så selvom det var Colorado partiet, som regerede i denne periode, kom der ingen forbedringer i de sociale sikringsprogrammer. I 1939 indførte man en ny valglov til fordel for to-partisystemet (Blanco og Colorado) for at undgå dannelsen af koalitioner. Dog fik et nyt politisk parti Partido National Independiente lov til at deltage. Dette nye parti opnåede dog ikke nogen signifikante stemmer ved valget i 1942 (Hudson & Meditz, 1990: Baldomir and the End of Dictatorship). Valget i 1942 åbnede op for en ny bølge af socialsikrings initiativer, efter den nye forfatning igen tillod ubegrænset konkurrence blandt partierne. Det var præsident Juan José Amézaga ( ), som genindførte borgerlige rettigheder i landet. Under Amézagas administration reorganiserede staten sin indgribende rolle som leverandør af velfærdsstatsydelser og pressede på for sociallovgivning (Hudson & Meditz, 1990: The administration of Amézaga). Han fik bl.a. indført pension til arbejderne på landet og andre omfordelingsydelser. I perioden fra midt 1940 erne til midt 1950 erne voksede levestandarden for arbejderne, sociallovgivningen blev forbedret, pensionssystemet blev udvidet, og det statslige bureaukrati voksede. Præsident Batlle Berres ( ) dannede en multiklasse bevægelse, der fremmede kompromis og forlig. Han mente, at statens rolle var at sikre social fred og gennem passende foranstaltninger korrigere forskelle skabt af den socioøkonomiske struktur. Berres respekterede socialt samarbejde og den politiske autonomi af arbejderbevægelsen. Dermed fik fagforeningerne en stor rolle i denne periode. De traditionelle partier fastholdte deres forskelle, hvilket betød, at Colorado og Blanco fortsatte med at fange næsten 90 procent af stemmerne. Den politiske partilov, der tillod at akkumulere stemmer fra andre dele af deres parti, garanterede en overvægt til Colorado partiet. Men på grund af splittelserne i sit eget parti blev Batlle Berres tvunget til at søge politisk støtte fra andre dele i partiet (Hudson & Meditz, 1990: Neo-Batllism ). En stor middelklasse i Uruguay har således været nøglespilleren i den politiske kamp om stemmerne. 45

46 Andrés Martínez Trueba ( ) fra Colorado partiet blev den næste præsident. Han fremsatte hurtigt en ny forfatningsændring omhandlende en rådsforsamling som udøvende magt med ny præsident hvert år, som der før havde været i landet. Han blev støttet af Herrera fra Blanco partiet, der søgte at styrke både sin personlige magt og Blancos politiske magt. Trueba blev også støttet af konservative Colorado fraktioner, der frygtede at Batlle Berres vil blive præsident igen. Den nye forfatning blev godkendt ved en folkeafstemning i 1951 og trådte i kraft i 1952 (Hudson & Meditz, 1990: Neo-Batllism ). I 1959 kom Blanco-partiet til magten for første gang i over 90 år. Blancopartiet beskyttede især landbrugets overklasse og forsøgte at holde liv i godsejernes velstand. Blancos regering regerede frem til Ved valget i 1962 tabte Colorado partiet igen til Blanco, dog med en noget mindre margen. Vigtige ændringer fandt også sted i de mindre partier. Katolske politikere dannede det Kristelige Demokratiske Parti Partido Demócrata Cristiano (PDC). Kommunisterne dannede en koalition med andre mindre partier, som blev til det venstreorienterede Frente Izquierda de Liberdad (Fidel). Partido Socialista del Uruguay (PSU) slog sig sammen med nogle afvigere fra de to traditionelle partier og dannede Union Popular (Hudson & Meditz, 1990: The Blanco administrations, ). Disse nye, mindre partier havde alle bagland i arbejderklassen, hvilket fra et power ressource-perspektiv betyder, at arbejderklassen var blevet større og nu havde flere ressourcer. I 1967 kom der en forfatningsændring, der satte en stopper for rådsforsamlingens udøvende magt. Dermed vendte landet tilbage til præsidentstyre, og embedsperioden blev forlænget til fem år. I 1967 tiltrådte Oscar Gestido, der repræsenterede Colorado-partiet, som præsident. I det efterfølgende år kæmpede han med strejker og regeringskriser, der kom fra underskud i statskassen og en raserende inflation. Han døde efter et år, og hans vicepræsident Jose Pacheco Areco overtog posten som præsident. Jose Pacheco Areco var hård mod kræfterne til venstre for Colorado-partiet (Andersen, 1987: 28-29). De følgende år var præget af meget social uro, og Pacheco satte hårdt ind mod studenter og fagforeningsledere. Militæret fik gradvis en større rolle, når strejker og demonstrationer skulle nedkæmpes. Den todelte partipolitik blev i denne periode opløst og erstattet af et flerpartisystem opdelt mellem politiske, sociale, økonomiske og ideologiske forskelle. Ved valgene i 1971 vandt Colorado-partiet en ny sejr over Blanco-partiet. Den hårde stil fortsatte med Juan Maria Bordaberry som ny præsident (Andersen, 1987: 31). Bordaberry fik kun et lille flertal, hvilket tvang ham til at søge støtte fra andre politiske parter. Det fandt han i Mario Aguer- 46

47 rondo fra Blanco partiet og underdele af Colorado partiet. Derfor var Blancos interesser også repræsenteret i regeringen, hvilket kunne ses i den sociale politik. Bordaberrys regering fortsatte sin forgængers politik med større budgetmæssig prioritet til militæret end til uddannelse og andre sociale områder. Bordaberry foreslog en lovændring, der ville fjerne universiteternes autonomi og styrke de beføjelser, som hæren og politiet havde (ibid.). I 1973 lukkede Juan Maria Bordaberry kongressen, og det blev starten på militærets overtagelse. Militæret overtog styringen i landet med det påskud, at de ville rense Uruguay for udemokratiske tanker. Diktaturet varede i 12 år og drænede landet for økonomiske og menneskelige ressourcer. Politiske partier blev lagt under strikse restriktioner. Alle politikere blev enten arresteret eller flygtede til Argentina. Fagforeningerne blev lukket. I 1976 blev Bordaberry fyret og juristen Aparicio Méndez indsat som statsoverhoved. Med et civilt ansigt udadtil kunne militæret rodfæste sin magt (Andersen, 1987: 34). Manglende succes med militærets egne økonomiske politikker og deres manglende evne til at opnå legitimitet eller konsensus førte til en udvanding af deres egne planer om at genindføre en civil regering under militært formynderskab. I 1982 fik de politiske partier undtagen Frente Amplio lov at holde valg til de interne poster. Her vandt regeringsmodstandere 77 % af stemmerne (Andersen, 1987: 63). I 1983 begyndte militær og politikere at forhandle. Militæret gik af i 1984 efter lange forhandlinger med de civile politikere, og landet vendte tilbage til normale tilstande. Under de autoritære regeringer forandrede basisstrukturen af velfærdsstaten sig ikke (Haggard & Kaufman, 2001: 89). Tabel 4.8: Præsidenter i Uruguay efter 1943 Årrække Præsident/Formand for det Nationale Råd Parti Juan José Amézaga Landaraso PC 1947 Tomás Berreta Gandolfo PC Luis Conrado Batlle Berres PC Andrés Martínez Trueba PC Andrés Martínez Trueba PC Luis Conrado Batlle Berres PC Alberto Fermín Zubiría Urtiague PC Arturo Lezama Bagez PC Carlos Lorenzo Fischer Brusoni PC Martín Recaredo Echegoyen Machicote PN Benito Nardone Cetrulo PN Eduardo Víctor Haedo PN Faustino Harrison Usoz PN Daniel Fernández Crespo PN Luis Giannattasio Finocchietti PN Washington Beltrán Mullin PN Alberto Heber Usher PN 47

48 Tabel 4.8: Præsidenter i Uruguay efter 1943 (fortsat) Årrække Præsident/Formand for det Nationale Råd Parti 1967 Óscar Diego Gestido Pose PC Jorge Pacheco Areco PC Juan María Bordaberry Arocena PC Aparicio Méndez Manfredini PN Gregorio Conrado Álvarez Armellino Militær Julio María Sanguinetti Coirolo PC PC = Colorado Parti; PN = National Parti (Blancos) Tabel 4.8 viser Uruguays præsidenter. Kendetegnet ved Uruguays partipolitik er, at Colorado partiet primært har regeret landet. Dette skyldes, at magtbalancen har ligget hos middelklassen, som har samarbejdet med arbejderklassen. Arbejderklassens voksende power ressource viste sig for alvor i 1950 erne, da topartisystemet så småt blev afviklet og arbejderne formåede at kommunikere gennem flere små partier. Som første del af analysen viste, har Uruguay en socialdemokratisk velfærdsstat. Da magtbalancen ifølge en power ressource-teori er den primære determinant for omfordelingseffekten af socialpolitikker, har dette været udtryk for, at arbejder- og middelklassens interesser er blevet tilgodeset. Dette skyldes, at jo mere magt de venstreorienterede partier besidder, jo bedre er de sociale outcomes. I modsætningen til Chile og Costa Rica har partipolitikken ikke kun været domineret af frontfigurer, men også af de politiske partiers ideologi Sammenfatning på venstreorienterede partiers repræsentation Forandring af klassestrukturen i starten af 1900-tallet ændrede den samlede balance af interesser. Dette har bevirket en fremgang til de partier, der repræsenterede arbejder- og middelklassens interesser. Tilstedekomsten af venstreorienterede partier i regeringen i de tre cases har i højere grad sin baggrund i middelklassen end i arbejderklassen. Som det fremgår af analysen skyldes dette den store uformelle sektor i Latinamerika, hvor mange arbejdere stod uden for arbejdsmarked. Dette har således medført en svag arbejderklasse, som ikke har formået at stå stærkt sammen kollektivt. Dette har betydet, at middelklassen har spillet en vigtig rolle i at oprette og udbygge velfærdsstaten, da den formelle arbejderklasse har været for lille og uorganiseret til selv at yde et kollektivt pres. Middelklassen har således haft en afgørende rolle i hvilke partier, der har været i regeringen. Dette tyder på, at det i mindre grad har været arbejderklassens magt frem for middelklassens magt, som ifølge power ressource-teorien har påvirket velfærdsstatens størrelse. 7 Civil præsident under militærregimet 8 Civil præsident under militærregimet 48

49 I Uruguay fik velfærdsstaten allerede sit udspring i 1903 under præsident Battle. For Chile skete dette i starten af 1920 erne og i Costa Rica først i 1931, hvor Kommunistpartiet kom ind på den politiske arena. Uruguay var lidt af en frontløber, hvilket i høj grad skyldes præsident Battle. Efter Battles anden præsidentperiode fra var der ikke fremgang i velfærdsstatens udvikling før præsident Amézaga kom til i I Chile fik det Radikale parti, som var et venstre-midterparti, præsidentposten i 1938, hvilken de sad på frem til Herefter gik præsidentposten til et andet venstreorienteret parti Popular Front. Chiles partipolitik var domineret af venstre-midterpartier fra 1938 og helt frem til militærstyret i 1973, kun afbrudt af en enkelt periode med et konservativt styre i I de to kamre skiftede magten i 1957 til et flertal til venstre- og centrumblokken. Chiles partipolitik har dermed bevæget sig fra det radikale venstre (midterparti) over til det venstreorienterede Socialistisk parti. I Costa Rica var perioden fra domineret af det klassiske liberale PRN og hvorefter magten skiftede til det konservative PUN. I Costa Rica kom de venstreorienterede kræfter på banen, da det socialdemokratiske parti (PSD) med Figueres som frontfigur meldte sig ind i den politiske magtkamp i starten af 1940 erne. I 1953 fik det venstreorienterede PLN præsidentposten, og de skiftedes til at have posten med PUN. Først i 1970 og frem faldt præsidentposterne kun til venstreorienterede partier. Kongressen i Costa Rica har også været domineret af PLN siden Uruguay er en lidt anden case end Chile og Costa Rica, da de havde et topartisystem, hvilket betød, at det venstreorienterede Colorado parti også havde konservative elementer. Dog var det Colorado partiet, som repræsenterede arbejderklassen og den lavere middelklasse. I Uruguay var det Colorado partiet, som besad præsidentposterne kontinuerligt frem til Colorado fik igen præsidentposten i perioden og efter militærstyret i Kongressen var domineret af Colorado fra , men i 1958 fik Blanco flest stemmer. Dette gjorde de også i 1962, men her havde venstrepartierne tilsammen flere stemmer. Så trods forskelligheden mellem de tre cases har præsidentposterne hovedsageligt været domineret af venstreorienterede partier i den undersøgte periode. Det fremgår tydeligt i alle tre cases, hvordan der er sket et skifte i magtbalancen fra højreorienterede partier til venstreorienterede partier i perioden. Kendetegnet for de tre cases er, at de alle har haft en lang periode med demokratisk styre, hvilket har medført en tidlig start på indførelsen af socialpolitikker. Dette er grundet i tanken om, at ældre demokratier giver en bedre mulighed for partier og interesseorganisatio- 9 Det har ikke været muligt at skaffe data fra før

50 ner, der appellerer til lavindkomstsektorer til at mobilisere sig, og det giver således en større mulighed for vækst af socialt engagement over tid (Haggard & Kaufman, 2008: 87). Ifølge power ressource-teorien skulle arbejderklassens magt bl.a. indikeret af denne undersøgte variabel (venstreorienterede partier i regeringen) være forklarende for velfærdsstatens påvirkning og størrelse, men det må her konkluderes, at det i større grad har været middelklassens magt, som har været udslagsgivende. Det kan dog stadig udledes, at de tre cases må siges at være (nær)konstante på den uafhængige variabel: venstreorienterede partier i regeringen. Kendetegnende for Chile og Costa Ricas partipolitik er, at det er enkelte aktører og ikke politiske partier som så, som folk har stemt på. Dominansen af individer frem for partier har medført, at folk har sat deres stemme på, hvordan de politiske aktørers styrker og svagheder har fremstået. Dog har de politiske aktører repræsenteret et parti, hvorfor power ressource-teorien stadigvæk kan anvendes. I det følgende afsnit vil en anden af power ressource-teoriens variable blive testet. Variablen venstreorienterede partiers vælgerstøtte skulle gerne være høj, for at denne variabel kan har en forklaringsværdi for de tre cases socialdemokratisk velfærdsstat. 4.4 De venstreorienterede partiers vælgerstøtte Ifølge power ressource-teorien er styrken hos de venstreorienterede partier en af de tre primære forklaringer for variationer i størrelsen og omfordelingseffekten af socialpolitikker i en velfærdsoptik (Stephens, 2007: 35). Dette er grundet, at arbejderklassen og den lavere middelklasse generelt har lavere indkomstsikkerhed og derfor vil promovere en velfærdpolitisk ekspansion, hvorimod højindkomstgrupper vil være mindre tilbøjelige til at støtte velfærdspolitikker (Huber & Stephens, 2001: 17-18). Derfor er magtbalancen i samfundet afgørende for, hvordan en velfærdsstat kommer til at se ud. Jo flere politiske ressourcer underklassen er i stand til at mønstre, jo mere omfattende, universel og generøs bliver den sociale politik (Huber & Stephens, 2001: 3, 17). Dette er grundet i tanken om, at de venstreorienterede partier, på en venstre-højre partipolitisk skala, fremmer en universel og bredtfavnende socialpolitik. Styrken af venstreorienterede partier vil derfor måles på venstreorienterede partiers vælgerstøtte altså stemmer til venstrepartierne. Ud fra en power ressource-teori må en socialdemokratisk velfærdsstat således betyde, at størstedelen af stemmer tilfalder de venstreorienterede partier. De tre cases vil gennemgås en efter en med stemmer til præsidentkandidaterne og stemmer ved kongresvalgene. 50

51 4.4.1 Chile Af nedenstående tabel 4.9 fremgår stemmerne til præsidentkandidaterne i Chile for valgårene 1952, 1958, 1964 og Tabel 4.9: Stemmer til præsidentvalg i Chile, År Kandidat Antal stemmer % af stemmerne 1952 General Carlos Ibánez del Campo ,64 Arturo Matte Larrain ,73 Pedro Enrique Alfonso ,89 Salvador Allende Part og PS ,43 Blankt eller ugyldig stemme ,31 Total Jorge Alessandri Rodrigues med LP og PC ,18 Salvador Allende og FRAP ,51 Eduardo Frei med PDC og PN ,46 Luis Bossay med PR, PS og Socialista Democrático ,36 Antonio Zamorano ,31 Blankt eller ugyldig stemme ,18 Total Eduardo Frei med PDC ,58 Salvador Allende med FRAP ,58 Julio Durán Newman ,94 Blankt eller ugyldig stemme ,90 Total Salvador Allende med UP ,53 Jorge Alessandri Rodriguez ,19 Radomiro Tomic Romero med PDC ,01 Blank stemme ,27 Total PCCh = Kommunist parti; PC = Konservative parti; F/PDC = Falange/Kristelige Demokratiske parti (1957-); LP = Liberale parti; PR = Radikale parti; PS = Socialistiske parti; PAL = Landbrugsreform Arbejder parti; USOPO = Populære Socialdemokratiske Union; PN =Det National parti; PSP = Populær Socialistparti; UP = Unidad Popular; FRAP = Koalition med PS og PCCh. Kilde: K. Ruddle (1972) Latin America political statistics, side 75. Som det før har været nævnt, har venstreorienterede partier besat præsidentposten i Chile helt tilbage til 1938, kun afbrudt af en valgperiode med et konservativt styre fra Ved valget i 1958 fik de Konservative og Liberale partier 31 % af stemmerne med den marxistisk/socialistiske koalition FRAP lige efter med 28 % af stemmerne. FRAP var en alliance mellem Socialistisk Parti og 10 Det har ikke været muligt at finde data længere tilbage (gældende for alle tre cases). Data i denne periode er dog tilstrækkelig, da denne periode inkluderer et skifte i magten til venstre-centrum-blokken for alle tre cases. 51

52 Kommunistpartiet. Kristeligt Demokratisk parti og det Nationale parti havde tredjeflest stemmer (20 %) og flere mindre venstrepartier var her under. Ca. 64 % af stemmerne tilfaldt altså venstreorienterede partier, så hvis disse havde samarbejdet, havde højrefløjen ikke fået præsidentposten i Valget i 1964 afslørede en skrap nedgang til de traditionelle højrepartier, dog valgte højrefløjen ikke at stille en præsidentkandidat, men støttede i stedet det Kristeligt Demokratiske partis kandidat Eduardo Frei. Ved valget i 1970 fik venstrefløjen ca. 64 % af stemmerne mod højrefløjens 35 %. I perioden undersøgt ( ) har venstrefløjen siddet på størstedelen af stemmerne. Af tabel 4.10 fremgår stemmerne til valg til kongressen i årene 1957, 1961, 1965 og Tabel 4.10: Stemmer ved valg til Kongressen i Chile, År Parti Antal stemmer % af stemmerne 1957 PR ,47 PC ,64 LP ,34 F/PDC ,42 PAL ,81 PSP ,26 Andre ,06 Total PR ,96 LP ,94 PDC ,46 PC ,64 PCCh ,66 PS ,16 Andre ,18 Total PDC ,29 PR ,30 PCCh ,35 PS ,27 LP ,31 PC ,18 Andre ,4 Total

53 Tabel 4.10: Stemmer ved valg til Kongressen i Chile, (fortsat) År Parti Antal stemmer % af stemmerne 1969 PDC ,78 PN ,97 PCCh ,92 PR ,03 PS ,24 US/OPO ,16 Andre ,9 Total PCCh = Kommunist parti; PC = Konservative parti; F/PDC = Falange/Kristelige Demokratiske parti (1957-); LP = Liberale parti; PR = Radikale parti; PS = Socialistiske parti; PAL = Landbrugsreform Arbejder parti; USOPO = Populære Socialdemokratiske Union; PN =Det National parti; PSP = Populær Socialistparti. Kilde: K. Ruddle (1972) Latin America political statistics. Side 75. Ved valg til kongressen i Chile skiftede magtbalancen til venstre-centrumblokken i Før 1957 havde højrefløjen et flertal i kongressen (se evt. tabel 4.5). Som det fremgår af tabel 4.10 ovenfor fik højrefløjen i 1957 ca. 33 % af stemmerne mod 45 % til venstrefløjen. Ved valget i 1961 havde venstrepartierne næsten dobbelt så høj stemmeandel (61 % mod 31 %) som de to højrepartier det Konservative parti og det Liberale parti en forskel som blev endnu større i 1965-valget. Til valget i 1969 gik de to højrepartier sammen og dannede det Nationale parti (PN), hvilket ikke hjalp det store på stemmeandelen. Efter valget i 1957 har venstre- og midterpartierne været dominerende i Chiles kongres. Vedtagelse af en ny forfatning i 1925 med direkte valg af præsident, deputerede og senatorer har været af stor betydning for Chile og dets vælger. Efter den nye forfatning har underklassen formået at fremme deres interesser, som reflekteres i præsidentvalgene efter 1938 og kongresvalgene efter 1957, hvor magtbalancen er skiftet til centrum-venstreblokken. Det kan derfor konkluderes at power ressource-teoriens ene variabel venstreorienterede partiers vælgerstøtte kan siges at være opfyldt for den socialdemokratiske velfærdsstat i Chile. Arbejder- og middelklassens styrke er således reflekteret i vælgerstøtten til venstreorienterede partier Costa Rica Af nedenstående tabel 4.11 fremgår stemmerne til præsidentkandidaterne i Costa Rica for valgårene 1944, 1948, 1953, 1958, 1962, 1966 og

54 Tabel 4.11: Stemmer til præsidentvalg i Costa Rica, År Kandidat Antal stemmer % af stemmerne 1944 Teodoro Picado Michalski (PRN) ,75 León Cortes (PUN) ,25 Total Otilio Ulate Blanco (PUN) ,28 Rafael A. Calderón (PRN) ,72 Total José Figueres (PLN) ,51 Fernando C. Cervantes (PD) ,09 Blank stemme ,18 Ugyldig stemme ,22 Total Mario E. Jiménez (PUN) ,81 Francisco J. Orlich (PLN) ,29 Jorge Rossi Chavarria (PLN) ,42 Blank stemmme ,75 Ugyldig stemme ,73 Total Francisco José Orlich (PLN) ,27 Rafael A. Calderón (PR) ,63 Otilio Ulate Blanco (PUN) ,22 Enrique O. Valverde (PADP) ,85 Blank stemme ,75 Ugyldig stemme ,28 Total José J. T. Fernández (PUN) ,35 Daniel Oduber Quirós (PLN) ,42 Blank stemme ,85 Ugyldig stemme ,39 Total José Figueres (PLN) ,58 Mario E. Jiménez (PUN) ,51 Andre ,87 Blank stemme ,81 Ugyldig stemme ,23 Total PLN = Partido Liberación Nacional; PR = Partido Republicano; PD = Partido Demócrata; PADP = Partido Acción Democrática Popular; PDC = Partido Demócrata Cristiano; PUN = Partido Unificación Nacional; PRN = Partido Republicano Nacional. Kilde: K. Ruddle (1972) Latin America political statistics. Side 80. Det interessante ved Costa Ricas partipolitik er, at det først var ved valget i 1953, at et venstreorienteret parti fik præsidentposten. Før 1953 havde Costa Ricas partipolitik mest bestået af det konservative PUN og det liberale PRN, dog var en præsident som Calderón mere populistisk med avance- 54

55 rede sociale ideer og delte ikke samme interesse som den konservative del af PRN. Så inden for PRN har der været venstreorienterede politikere. Frem til valget i 1970 skiftedes de to store partier PUN og PLN til at sidde på præsidentposten med nogenlunde ens vælgertilslutning. Dette har i høj grad været influeret af, at samme person ikke kunne sidde i to valgperioder efter hinanden. Af tabel 4.12 fremgår stemmerne til valg til kongressen i Costa Rica i årene 1949, 1953, 1958, 1962, 1966 og Tabel 4.12: Stemmer ved valg til Kongressen i Costa Rica, År Parti Antal stemmer % af stemmerne 1949 PUN ,69 P. Constitucional ,74 P. Social Demócrata ,64 3 Andre ,93 Total PLN ,52 PD ,82 PRN ,40 PUN ,09 Blank stemmer ,17 Ugyldig stemmer Total PLN ,51 PR ,12 PUN ,23 PI ,85 4 Andre ,28 Blank stemmer ,39 Ugyldig stemme ,62 Total PLN ,03 PR ,25 PUN ,78 PADP ,36 5 Andre ,86 Blank stemmer ,09 Ugyldig stemmer ,63 Total PLN ,94 PUN ,63 PUCR ,03 PD ,89 PRG ,35 Blank stemmer ,79 Ugyldig stemmer ,37 Total

56 Tabel 4.12: Stemmer ved valg til Kongressen i Costa Rica, (fortsæt) År Parti Antal stemmer % af stemmerne 1970 PLN ,82 PUN ,84 PAS ,18 F ,91 PDC ,40 4 Andre ,12 Blank stemmer ,93 Ugyldig stemmer ,80 Total PLN = Partido Liberación Nacional; PR = Partido Republicano; PI = Partido Independiente; PUCR = Partido Unión Cívico Revolucionaria; PD = Partido Demócrata; PRNI = Partido Republicano Nacional Independiente; PADP = Partido Acción Democrática Popular; PAS = Partido Acción Socialista; PDC = Partido Demócrata Cristiano; PUN = Partido Unificación Nacional; PNI = Partido Nacional Independiente; PRD = Partido Renovación Democrática; PRN = Partido Republicano Nacional; PUAC = Partido Unión Agrícola Cartaginés; CU = Coalición Unidad; F = Partido Frente National; PRG = Partido Republicano Guanacasteco. Kilde: K. Ruddle (1972) Latin America political statistics. Side Ved valg til kongressen fremgår det, hvordan de to store partier PLN og PUN igen har domineret. Kun et enkelt parti Partido Republicano (PR) har kunnet samle en større andel af stemmerne ved valget i 1958 og Det venstreorienterede PLN har haft den største andel af stemmerne fra 1953 til I 1953 havde PLN hele 57 % af stemmerne. Ud fra valgene til kongressen ses det tydeligt, at den politiske magt ligger ved PLN. Reglen om, at præsidenten kun må sidde i en valgperiode, har tydeligvis influeret på andelen af stemmer, eftersom vælgerne har stemt på enkelte aktører frem for partierne. Af tabel 4.12 fremgår det således, hvordan magtbalancen skiftede i 1953 mod venstre. Det kan derfor konkluderes, at power ressource-teoriens ene variabel venstreorienterede partiers vælgerstøtte kan siges at være opfyldt for den socialdemokratiske velfærdsstat i Costa Rica Uruguay Ved valgene til kongressen i Uruguay har man forholdstalsvalg. Det betyder, at det er de samme data for præsidentvalgene og kongresvalgene. Dette har ingen betydning for analysen, da partisystemer er en af de variable, der holdes konstant. I tabel 4.13 ses stemmeantallet til præsident- /kongresvalgene i valgårene 1942, 1946, 1950, 1954, 1958, 1962, 1966 og

57 Tabel 4.13: Præsidentvalg/Kongresvalg i Uruguay, År Parti Antal stemmer % af stemmerne 1942 Colorado ,12 Blanco ,84 Independiente Nacional ,66 Unión Civica del Uruguay ,25 Comunista ,49 Socialista ,57 La Concordancia 40 0,01 Total Colorado ,32 Blanco ,05 Independiente Nacional ,40 Unión Civica del Uruguay ,24 Comunista ,88 Socialista ,35 Demócrata ,75 Total Colorado ,61 Blanco ,93 Independiente Nacional ,61 Unión Civica del Uruguay 4,38 Comunista ,31 Socialista ,11 5 Andre 313 0,04 Total Colorado ,55 Blanco ,24 Unión Civica del Uruguay 5,03 Independiente Nacional ,68 Socialista ,26 Comunista ,22 Andre 154 0,02 Total Blanco ,68 Colorado ,70 Unión Civica del Uruguay 3,74 Socialista ,53 Comunista ,69 Unión Reformista Democrática ,99 5 Andre ,67 Total

58 Tabel 4.13: Præsidentvalg/Kongresvalg i Uruguay, (fortsat) År Parti Antal stemmer % af stemmerne 1962 Blanco ,54 Colorado ,51 Frenta Izquierda de Libertad ,49 Democrático Cristiano ,05 Unión Popular ,31 Andre ,10 Total Colorado ,93 Blanco ,81 Frenta Izquierda de Libertad ,65 Democrático Cristiano ,98 Socialista ,02 Movimiento Civico Cristiano ,35 Unión Popular ,24 Total Colorado Blanco Frente Amplio Total Kilde: K. Ruddle (1972) Latin America political statistics. Side Det ses på tabel 4.13, at Colorado partiet har fået flest stemmer med undtagelse af år 1958 og 1962, hvor Blanco partiet har tiltrukket sig flest stemmer. Colorado partiet kan siges, at repræsentere den mindre arbejderklasse samt en stor del af middelklassen og således har magtbalance ligget mod venstre med undtagelse af de to præsidentperioder med Blanco partiet. Indtil 1971-valget har Colorado-partiet og Blanco-partiet stået for ca. 90 procent af de afgivne stemmer, mens de resterende 10 procent er blevet fordelt mellem forskellige små partier. Nogle af de mindre partier har fulgt Colorado og Blancos fodspor og forsøgt at forbedre deres valgchancer gennem koalitioner, såsom bred front. Colorado opnåede flest stemmer frem til valget i 1958, hvor de måtte se sig besejret af Blancos 49,67 % af stemmerne mod Colorados 37,7 % af stemmerne. Igen i 1962 fik Blanco partiet de fleste stemmer, men denne gang var forskellen mellem de to partier ikke på mere end 2,03 % af stemmerne. Ved valget i 1966 satte Colorado partiet sig igen på størstedelen af stemmerne. Der er ikke sket et skifte af magten mod venstreorienterede partier i Uruguay, som det var tilfældet i Chile og Costa Rica, men efter år 1943 var de præsidentkandidater, der fik flest stemmer fra den venstre- 58

59 orienterede del af Colorado partiet. Således må det derfor også konkluderes at magtbalancen er rykket mod arbejderklassen og den lavere middelklasse Sammenfatning af stemmer til venstreorienterede partier Styrken hos venstreorienterede partier er en af de tre primære forklaringer for variation i størrelse og omfordelingseffekt af socialpolitikker i en velfærdsoptik (Stephens, 2007: 35). Dette er her blevet målt på antal stemmer til de venstreorienterede partier i de tre cases. I den målte periode gør det sig gældende for kongresvalgene, at Chile og Costa Ricas venstrefløj har fået de fleste stemmer efter 1957 for Chiles vedkommende og 1953 for Costa Rica. Der har således været tenderende nedadgående stemmeandel til højrefløjen i begge lande. For præsidentvalgene i Chile og Uruguay har perioden været domineret af venstre-centrumblokken med en afbrydelse af højreorienteret styre i en mindre periode (se tabel 4.9 og 4.13). I Costa Rica var det først i 1953 at et venstreorienteret parti (PLN) fik præsidentposten. Frem til valget i 1970 i Costa Rica skiftedes de to store partier PUN og PLN til at sidde på præsidentposten med nogenlunde ens vælgertilslutning. Dette har i høj grad været influeret af, at samme person ikke kunne sidde i to valgperioder efter hinanden. Arbejder- og middelklassens kollektivstyrke er reflekteret i vælgerstøtten til venstreorienterede partier, da disse partier støtter op om en universel og omfordelende velfærdsstat. Partistøtten til de venstreorienterede partier i de tre cases har således været høj, og derfor har venstrefløjen stået stærkt. Det kan derfor konkluderes, at power ressource-teoriens ene variabel venstreorienterede partiers vælgerstøtte kan siges at være opfyldt for den socialdemokratiske velfærdsstat i de tre cases. I næste afsnit vil power ressource-teoriens sidste variabel fagforeningernes styrke blive gennemgået for de tre cases. 4.5 Fagforeningsorientering Fagforeningerne i Latinamerika så deres begyndelse sidst i 1800-tallet, og deres vækst var forårsaget af indvandrerarbejdere med anarkistisk og socialistisk tilhørsforhold, da en stor del af den latinamerikanske befolkning var migranter fra Europa. Fagforeningerne i Latinamerika, i modsætning til dem i Europa, repræsenterede forholdsvis små grupper af arbejdsstyrken pga. den uformelle sektor, og dette skabte store problemer i den formelle sektor, når der skulle dannes alliancer med arbejderne i byerne (Haggard & Kaufman, 2008: 79). I modsætning til Skandinavien, hvor fagforeningerne 59

60 kunne stille et talstærkt kollektiv pres, var fagforeningerne i Latinamerika således knap så magtfulde. Før 1930 erne så man i Latinamerika kun få eksempler på situationer, hvor arbejderbevægelsen opnåede en holdbar styrke til at have en politisk indvirkning. Migration fra land til by, fraværet af en tradition for organiserede arbejdere og den fremherskende sociale struktur har alle været med til at gøre vejen for organiserede fagforeninger svær (Véliz, 1968: 736). Siden 1945 har fagforeningerne i Latinamerika dog langsomt ekspanderet. Fagforeningernes aktiviteter har i høj grad været påvirket af de politiske og økonomiske udviklinger i landene. Konkurrence fra populære politiske partier har spillet en afgørende rolle for væksten af offentlige ydelser over tid. Demokratiske politikere udvidede mulighederne for fagforeninger til at presse deres interesser ind på den politiske arena (Haggard & Kaufman, 2008: 79). Den politiske karakter af fagforeningerne, som reflekteres i fagforeningernes aktiviteter i landet, hænger tæt sammen med politisk frihed på den ene side og økonomisk udvikling under den siddende regering på den anden. Dette giver sig udslag i tilknytningen til fagforeningerne og dennes udvikling. Fagforeningerne er til en vis udstrækning uafhængig af politiske partier, specielt i de lande hvor fagforeningerne har relativ frihed. De latinamerikanske landes fagforeningers egen indflydelse skyldes for det mest deres strategiske position i hovedsektorerne af de nationale økonomier. Strejker havde derfor en direkte effekt på det økonomiske liv og således også i mindre grad på den politiske arena. På den anden side havde de politiske partier en stærk indflydelse på fagforeningerne, da partierne prøvede at erobre stemmer ved at efterkomme nogle af fagforeningernes krav. Politisk er sociale services også set som et resultat af den magt, som fagforeninger får fra staten eller som et instrument fra regeringens side til at neutralisere fagforeningerne. På denne måde kan regeringen opretholde status quo eller politisk stabilitet (Mesa-Lago, 1978: 6). Fagforeningernes medlemmer består af arbejderklassen og den lavere middelklasse, da de generelt har lavere indkomstsikkerhed og således vil promovere sociale services tiltag. Derimod er overklassen økonomisk godt stillet og vil derfor ikke betale for omfordeling (Huber & Stephens, 2001: 25-27). Ifølge et power ressource-perspektiv er styrken hos fagforeningerne udtryk for arbejderklassens magt til at påvirke politikerne. Styrken hos fagforeningerne kan ses på, om arbejderklassen formår at stå sammen kollektivt. Jo bedre arbejderklassen er til at stå sammen, jo mere vil de kunne influere politikerne. Altså bør en variation i velfærdsstaten kunne hænge sammen med styrken hos fagforeningerne. Power ressource-teoriens tredje og sidste variabel, som vil testes på de tre cases er 60

61 således fagforeningernes styrke. Tabel 4.14 måler på fagforeningernes magt via en række variable i perioden , som er uden for perioden undersøgt her. Tabellen er taget med for at vise, at fagforeningerne i Latinamerika generelt ikke er særligt stærke, hvilket bl.a. kan skyldes den store uformelle sektor. Der er intet mål for Costa Rica, men for de to andre cases undersøgt her, scorer de ikke højt på magt hos fagforeningerne. Tabel 4.14: Fagforeningsmagt i udvalgte latinamerikanske lande, Land Fagforeningsmagt-indeks Argentina.571 Bolivia.381 Brasilien.381 Chile.429 Colombia.429 Costa Rica - Den Dominikanske Republik.334 Ecuador.524 Mexico.571 Panama.286 Peru.714 Uruguay.333 Venezuela.571 Indekset måler den lovmæssige beskyttelse og magt af fagforeninger som gennemsnittet af de følgende syv dummyvariabler, som er lig 1: (1) hvis ansatte har ret til at organisere sig, (2), hvis de ansatte har ret til kollektive forhandlinger (3) hvis ansatte har en lovmæssig forpligtelse til at forhandle med fagforeningerne, (4) hvis kollektive kontrakter er forlænget til en tredjemand ved lov (5) hvis gældende lov tillader closed shops ; (6), hvis arbejder eller fagforeninger, eller begge to har ret til at udpege medlemmer til bestyrelsen, og (7) om arbejdernes råd har mandat ved lov. Dækker perioden Kilde: Botero, Djankov, La Porta, López-de-Silanes & Shleifer i Teorell et al. (2010). Det vil nu undersøges, om fagforeningerne i de tre cases har formået at mobilisere sig, og hvilken styrke fagforeningerne havde før Chile I 1909 blev det første forbund grundlagt Gran Federaciòn Obrera (GFO), hvilket mest bestod af jernbaneforeninger. Et år efter blev det første forbund bestående af funktionærstanden grundlagt Uniòn de Empleados de Chile (Mesa-Lago, 1978: 24, 31). Før 1914 havde regeringen kun vedtaget to love omhandlende sociale spørgsmål, men nu begyndte den nyligt opståede middelklasse at organisere sig, og den satte spørgsmålstegn ved den sociale ulighed, hvilket viste sig i form af strejker. De første arbejdere, som modtog socialsikring (1916), var undergrupper inden for mine- og jernba- 61

62 neindustrien, der var organiseret i stærke fagforeninger, hvis strejker kunne paralysere hele landet. På dette tidspunkt var landet meget afhængig af industrien, og en strejke var katastrofal for landet. The International Labor Organization (ILO) blev etableret i 1919 i Chile, hvilket betød en tilkendegivelse af de internationale konventioner om arbejde og socialsikringsspørgsmål. Efter Første Verdenskrig, hvor inflationen mindskede arbejdernes købekraft, begyndte arbejderne for alvor at strejke. Dette var også et udtryk for den stigende magt hos arbejderne, selvom majoriteten af arbejderne forblev uorganiseret. Eftersom underklassen står til at vinde mest ved en udbredelse af socialsikring, vil det også være underklassen, som vil strejke og vise deres utilfredshed, når de føler sig uretfærdigt behandlet. Majoriteten af medlemmerne i fagforeningerne var således fra arbejderklassen og den lavere middelklasse. I 1925 havde medlemstallet i fagforeningerne nået hele , men da Carlos Ibàñez blev præsident i 1927 angreb han fagforeningerne, og medlemstallet faldt. Dette gjorde han ved at undertrykke Chiles arbejderforbund og kommunistisk dominerede fagforeninger. I stedet for venstreorienterede fagforeninger skabte han regeringsdominerede fagforeninger. I 1931 vedtog Ibàñez administration en arbejdslovgivning omhandlende kriterier for fagforeningerne, kollektive forhandlingsregler og regeringsprocedurer for intervention. Ved udgangen af Ibàñez præsidentkandidatur lå den officielle unions medlemskab på , hvilket var en tilbagegang på 73 % (Rector, 2005: ). Så selv i fagforeningerne var fremgangen og tilbagegangen afhængig af de enkelte politiske aktører. Efter Ibàñez præsidentperiode var underklassen opdelt i modstridende politiske overbevisninger og konkurrerende fagforeninger organiseret efter industrielle og minedriftserhverv. At bringe de organiserede arbejdere sammen krævede en populistisk politiker, som kunne minimere kløften mellem de to grupper. Dette blev Arturo Alessandri, som senere blev præsident i 1932 (Rector, 2005: ). Hovedparten af lovgivningen om socialsikring til fordel for arbejderne blev vedtaget under Alessandri, men under intensiv politisk mobilisering. Underklassen i Chile var som oftest organiseret i den fagforening, som var tilknyttet deres arbejdsplads. Da mange i arbejdsstyrken arbejdede i små virksomheder, bevirkede dette også, at der kun var få medlemmer i fabrikkernes fagforeninger. I 1932 var den normale fagforeningsstørrelse på 130 medlemmer, og den faldt til 90 i Fordi fagforeninger var så skrøbelige, afhang deres størrelse af regeringens politik. Præsident Arturo Alessandri brugte arbejdslovgivningen både til at promovere og kontrollere fagforeningerne. I 1936 gik Socialisterne og Kommunisterne sammen og dannede Chilean Workers Confederation (CTCH). Med dannelsen af CTCH og Popular Front ved magten steg fagforeningernes medlemskab til 62

63 medlemmer i 1942 og medlemmer i Socialisterne og de Konservative styrkede fagforeningerne, men på samme tid gjorde de også fagforeningerne mere udsatte for politiske undertrykkelse, end hvis de havde været mere apolitiske (Rector, 2005: 146). Fagforeningerne var ikke gode til at påvirke det generelle lønniveau i Chile. Industrielle arbejderes løn faldt i 1930 erne og steg kun moderat under Anden Verdenskrig, hvorefter den faldt igen i 1950 erne. I modsætningen til europæiske arbejdere var Chiles arbejdere perifere deltagere i forbrugersamfundet. Deres løn dækkede kun de basale behov, men selvom deres disponible indkomst ikke steg, gjorde regeringens service til arbejderne derimod (Rector, 2005: 147). I denne periode undergik Chile en udvidelse af den demokratiske tradition, hvori befolkningens rettigheder ekspanderede, og en heftig partipolitik fortsatte med venstrepartierne som etablerede spillere. Denne periode er kendetegnet ved venstreorienterede regeringer, og derfor har fagforeningerne kunne lægge et kollektivt pres på partierne for at få udbygget de sociale services. De præsidenter, der regerede fra midt 1930 erne til 1950 erne, kom fra middelklassen, og derfor støttede middelklassen fagforeningerne, da de så det som en måde at kontrollere arbejderne på. Underklassen fik nogle socialpolitikker presset igennem til gavn for dem, og regeringen undgik uroligheder og strejker. Generelt har socialsikring for arbejderne ekspanderet parallelt med a) forøgelsen af arbejderklassen, som er blevet tildelt stemmeret (5 % i 1915 til 36 % i 1970); b) det voksende medlemskab af fagforeninger, og c) det stigende antal strejker (en firedobling fra ) (Mesa-Lago, 1978: 32). Der var dog ikke en lignende fremgang for fagforeningerne på landet, som det var tilfældet i byerne. Præsident Allendes regering ( ) støttede op om fagforeningerne, regulerede arbejdsmarkedet og beskyttede arbejderne mod arbitrære fyringer. Mellem var 17,7 % af de arbejdende i fagforeninger, hvilket steg til 29 % i (Mesa-Lago, 2000: 29-31). Efter militærstyret tog over i 1973, blev mange fagforeninger lukket eller kom under strenge regler: Chiles vigtigste handelsfagforening på daværende tidspunkt, United Workers Federation (CUT), blev opløst inden for den første uge af militærstyret. Under Pinochet-styret ( ) gik nogle af fagforeningernes medlemmer i strejke og protesterede mod regimet, hvilket som regel endte i anholdelser og tortur. De økonomiske reformer blev implementeret under streng regeringskontrol og uden civil eller politisk debat. Pinochet-regeringen implementerede arbejdsreformer, som svækkede fagforeningerne, og som tillod fabrikanter at sænke lønnen (Rector, 2005: 189, 191). I 1981 blev et nyt arbejderkodeks sat i kraft, hvormed det blev meget svært for arbejderne at organisere sig. Resultatet blev, at 63

64 landlige fagforeningers medlemskab faldt fra ca i 1973 til ca i 1981, og arbejderne mistede deres ret til at forhandle løn og andre forhold. Landsdækkende gik fagforeningsmedlemskabet fra personer i 1973 til mindre end i 1981, hvorefter antallet af medlemskaber stabiliserede sig og steg til i 1988 (Rector, 2005: , 197). Da man igen prøvede at gendanne demokratiet, steg antallet af fagforeningsmedlemskaber til , men selvom det nærmede sig dets tidligere niveau, var fagforeningernes rettigheder langt fra på niveau med dem, man så i starten af 1970 erne. Kendetegnende for fagforeningerne i Chile var, at medlemmerne bestod af flere fra middelklassen end arbejderklassen, da mange arbejdere befandt sig i den uformelle sektor. Således var det svært for fagforeningerne at mobilisere sig. I takt med de venstreorienterede regeringer kom til i 1938, voksede fagforeningernes styrke dog. De venstreorienterede regeringer var mere tilbøjelige til at efterkomme fagforeningernes krav, da man herigennem kunne mindske strejker og vinde stemmer. Alt i alt har fagforeningernes styrke vokset op til militærstyrets begyndelse i Det kan derfor konkluderes, at power ressource-teoriens ene variabel fagforeningernes styrke kan siges at være godkendt for den socialdemokratiske velfærdsstat i Chile Costa Rica Fagforeningerne i Costa Rica kom for alvor frem, da kommunistpartiet blev funderet i Kommunistpartiet var god til at lave propaganda, især blandt arbejderne. Kommunistpartiet blev den drivende kraft bag etableringen af fagforeninger i bananplantager, hvilket blev den dominerende kraft i arbejderbevægelsen. I denne periode var landbruget den største sektor i Costa Rica, og hovedparten af arbejderne befandt sig her. Kommunistpartiets propaganda blandt arbejderne skabte uro blandt de andre politikere. Præsident Ricardo Jiménez Oreamuno indførte derfor i 1935 en minimumsløn til landarbejderne, hvilket mindskede støtten til kommunistpartiet. Med henblik på at mindske kommunistpartiets opstigende magt, fik det liberale højre indført begyndelsen på socialpolitikken i landet. Niveauet af demokrati må have en gunstig effekt på indmeldingen af medlemmer i fagforeningerne. Eftersom Costa Rica har været det mest demokratiske land i Latinamerika, må fagforeningerne her have haft de bedste vilkår for at opstå. The Confederatión de Trabajadores de Costa Rica (CTCR) blev etableret i 1943, og i 1944 kom Catholic Confederatión de Trabajadores Rerum Novarum (CCTRN) til. Disse to organisationer kæmpede om at vinde arbejderne til deres fagforening, hvilket medførte, at arbejderne i Costa Rica var velorganiserede. Handelsorganisationer og fagforeninger var ikke de eneste, som var med til at organisere arbejderne. Forskellige politiske partier blev stiftet, hvis direkte formål var at repræsentere arbejderne eller at have en stærk ar- 64

65 bejderideologi (Bulmer-Thomas, 1987: 132). I Costa Rica skete dette ved, at kommunistpartiet fik en ny opblomstring efter Denne udvikling var også med til at forandre regeringens attitude over for organiseret arbejdskraft. Det mest tydelige eksempel herpå var indførelsen af arbejdslovgivningen i 1943, hvor de sociale sikringsprogrammer blev adopteret fra og fremad. Arbejdslovgivningen i 1943 gav arbejdere retten til at danne fagforeninger og organisere sig. Arbejdslovgivningen blev en realitet efter, at organiserede arbejdere i bananindustrien gennem strejker havde vundet vigtige indrømmelser fra frugtfirmaerne. Arbejdernes fremgang var dog mest koncentreret i byområderne og i mindre grad på landet (Bulmer-Thomas, 1987: 133, 286). Perioden herefter ( ) så mindre favorabel ud for arbejderne. Hertil skal det bemærkes, at Costa Rica lå i borgerkrig i Årene mellem , hvor Otilio Ilate var præsident, var en hård tid for fagforeningerne. Antallet af fagforeninger reduceredes således fra 204 foreninger i 1948 til 74 foreninger i 1953 (Bulmer-Thomas, 1987: 136). Det relativt åbne politiske klima siden Figueres junta medførte uoverensstemmelser og konfrontationer mellem regeringen og fagforeningerne/arbejderne. I 1970 erne fik arbejderne indført flere sociale sikringsprogrammer, landreformer og minimumsløn. Generelt steg socialsikring fra 15 % til 47 % i årene mellem I 1950 var kun en mindre del af arbejdsstyrken i byområderne dækket af det sociale sikkerhedssystem. Flere handelsorganisationer og fagforeninger kom til, for det meste uafhængige af staten (Bulmer-Thomas, 1987: 220). I 1970 erne undgik Costa Rica de borgerkrige, som mange af nabolandene kæmpede med, da regeringen var god til at efterkomme nogle af arbejdernes krav. Kun Costa Rica kunne sige, at de havde/har et fuldt demokratisk politisk system. Costa Ricas fagforeningers styrke har været høj for Latinamerika gennem årene, men først i 1960 erne begyndte dette for alvor at vise sig i socialpolitikken (ibid.). Derfor kan det konkluderes, at power ressource-teoriens tredje variabel om fagforeningernes styrke kan siges at være godkendt Uruguay Som med Colorado partiets venstreorienterede interesser, var der også allerede fagforeninger i starten af 1900-tallet. Eftersom venstreorienterede interesser oftest repræsenterede underklassen, må flere stemmer på denne del af Colorado partiet være lig en stærkere underklasse og således større kollektivt sammenhold i form af fagforeninger. Deres rolle var stærkt knyttet til konsolideringen af de sociale og politiske institutioner i landet. Uruguays arbejdere gjorde store fremskridt i løbet af de første årtier af 1900-tallet. Dette fremskridt bremsede dog væksten i arbejderbevægelserne. Præsi- 65

66 dent Batlle y Ordóñez, der gik stærkt ind for arbejderklassen og retten til at strejke, var en vigtig figur for arbejderne i denne periode. Allerede i 1905 var der 69 fagforeninger i Uruguay med et medlemskab på ca arbejdere (Mesa-Lago, 1978: 73). Confederación General del Trabajo del Uruguay (General Confederation of Labour of Uruguay) også kaldet CGTU blev grundlagt i CGTU var politisk ledet af kommunistpartiet. CGTU forsvandt allerede i 1934, da det led stor undertrykkelse fra Gabriel Terra-regeringen. Terras autoritære og undertrykkende styreform mindskede demokratiet, undertrykkede reformer og svækkede fagforeningerne. I 1940 erne begyndte fagforeningerne dog at spille en aktiv rolle i fastsættelsen af lønnen. Fagbevægelsen i Uruguay var ledet af kommunistpartiet og andre mindre venstrepartier, som ønskede en ikke-voldelig kamp. I 1960 erne strejkede industriarbejderne for at kunne bevare deres realløn. Dette var blot én blandt mange strejker, som viste underklassens kollektive sammenhold. De traditionelle konservative Blanco politikere, som kom til magten efter 1958, opdagede hurtigt, at de ikke kunne stoppe den voksende spiral af det sociale sikringssystem, som Colorado-partiet havde startet. Fagforeningerne havde vokset sig store og var velorganiserede, så de kunne beskytte og udvide deres privileger. Lovgivningen om socialsikring under Blanco-partiets administrationen blev endnu mere end tidligere et instrument til at købe politisk stabilitet. Præsident Pacheco Areco ( ) slog hårdt ned på venstrefløjen og fagbevægelserne ved at lukke flere venstrepartier og sætte restriktioner for fagforeningerne. Som svar på militærkuppet i 1973 kaldte Uruguays største fagforening Convención Nacional de Trabajadores (CNT) til generalstrejke, hvilket medførte at CNT straks blev forbudt. Med indførelsen af den militære regering i 1973 blev fagforeninger, og alle aktiviteter relateret hertil, erklæret ulovlige. I starten af 1980 erne genoptog man fagforeningen under nyt navn Plenario Intersindical de Trabajadores (PIT) Arbejdernes tværfaglig Plenum hvor arbejderne måtte organisere sig inden for hver enkelt virksomhed. Det var fortsat forbudt at danne grupper i fagforeninger, og lederne skulle godkendes af militæret. Da man ikke overholdt disse regler, blev PIT også forbudt i Sidst i 1980 erne kom Uruguays LO til at hedde PIT/CNT for at vise, at det nye og gamle fagforbund var smeltet sammen (Andersen, 1987: 50-51). Fagforeninger spillede en aktiv rolle i tilbagevendelsen til demokratiet i 1985, som blev opnået efter mindst to år med brede, offentlige demonstrationer mod militærstyret. Generelt har fagforeningerne i Uruguay stået stærkere end i de to andre cases. Tilknytningen mellem partier og fagforeninger har været stærk i Uruguay, siden partierne formåede at samle stemmer på denne måde. Trods præsidenter som Gabriel Terra, som svækkede fagforeningerne, har fagforeningerne formået at komme tal- 66

67 stærkt igen under den næste præsident. Fagforeningerne har haft en stor betydning i demokratiets tilbagevendelse i 1985, hvilket berettiger om en stærk tradition af fagforeninger. Det kan derfor konkluderes, at power ressource-teoriens ene variabel fagforeningernes styrke kan siges at være godkendt for den socialdemokratiske velfærdsstat i Uruguay Sammenfatning på fagforeningernes styrke Latinamerikas fagforeninger reflekterer i højt grad en arbejderklasse i udvikling, idet de konfronterer problemer som underudvikling, social ustabilitet og national afhængighed. Eksistensen af mange små og mellemstore virksomheder har været en forhindring for udviklingen af en stærk fagforeningsbevægelse, bl.a. fordi industrien ikke var særlig stor, og fagforeningerne dermed heller ikke. Latinamerikas arbejderbevægelse opnåede betydelig magt på et tidligt tidspunkt til at influere politikerne, men dette var mere et tegn på regeringens måde at få opbakning på, mens de samtidig kontrollerede arbejderne, frem for autonome arbejderprotester (Véliz, 1968: 674). I Costa Rica er andelen af arbejdere organiseret i fagforeninger stadigvæk lille, men landarbejderne har vundet vigtige slag så tidligt som 1930 erne. Den ikke kommunistiske del af fagforeningerne støttede den sejrende side i borgerkrigen i 1948, og den samarbejdende del af fagforeningerne har taget vigtige skridt siden 1960 erne. Så selvom fagforeningerne er svage, har det resulteret i, at fagforeningernes krav blev imødekommet uden politisk postyr (Bulmer-Thomas, 1987: ). Dette gør sig også gældende for både Chile og Uruguay. Da den uformelle sektor står uden for dækning af arbejderlov, socialsikkerhedsforsikringer og kontrakter om almindelig løn mellem arbejder og arbejdsgiver, har dette betydet en svækkelse af fagforeningerne, da det kun har været muligt at samle medlemmer fra den formelle sektor. Det har således været svært at yde et stort kollektiv pres på arbejdsgivere og regeringer. Dette skal dog ses i lyset af, at underklassen alligevel har fået tilkæmpet sig sociale goder, da politikerne har kæmpet om deres stemmer samt en mindskelse af strejker. Ifølge et power ressource-perspektiv er styrken hos fagforeningerne udtryk for arbejderklassens magt til at påvirke politikerne. Styrken hos fagforeningerne kan ses på, om arbejderklassen formår at stå sammen kollektivt. Da dette ikke har været tilfældet for de tre cases, må dette betyde, at power ressourcen hos arbejderklassen har været svækket. Det kan således konkluderes, at power ressource-teoriens tredje variabel fagforeningernes styrke kun delvis er opfyldt for den socialdemokratiske velfærdsstat. 67

68 Kapitel 5: Diskussion Analysen har afdækket power ressource-teoriens virke i tre latinamerikanske lande ved at teste de tre primære variable i teorien på de tre udvalgte cases. På baggrund af disse resultater følger nu en diskussion af, hvorvidt power ressource-teorien kan forklare forekomsten af socialdemokratiske velfærdsstater i Latinamerika, og i forlængelse heraf, hvordan power ressource-teorien klarer sig uden for en europæisk kontekst. Diskussionsafsnittet deles i to hovedafsnit. 5.1 Kan power ressource-teorien forklare forekomsten af socialdemokratiske velfærdsstater i Latinamerika? For at power ressource teorien kan forklare forekomsten af socialdemokratiske velfærdsstater i Latinamerika, skal de tre primære variable have en høj værdi. Det vil sige, at de venstreorienterede partier skal danne regering og samle de fleste stemmer i en årrække, samt fagforeningerne skal være velkonsoliderede i landet. Disse kriterier skal være opfyldt for perioden op til 1990, hvor de tre cases havde en socialdemokratisk velfærdsstat. Alle tre cases opfylder kriterierne på de to første variable af power ressource teorien; venstreorienterede partiers markante vælgerstøtte og regeringsrepræsentation. Dette gav sig udslag i et magtbalanceskift på den politiske arena i 1940 erne og 1950 erne for de tre cases, som viser en voksende og bedre konsolideret underklasse. Her skal det påpeges, at middelklassen spillede en vigtig rolle, om muligt større end arbejderklassen. Dette skyldes, den store uformelle sektor og at de fleste i arbejderklassen befandt sig på landet og ikke deltog i den politiske debat. Den tredje variabel fagforeningernes styrke synes ikke så overbevisende. Dette skyldes den store uformelle sektor i Latinamerika, som resulterer i lav fagforeningsrepræsentation. Fagforeningerne har haft svært ved at lægge et kollektivt pres på politikerne. Det er kun lykkedes arbejderklassen at få nogle af deres krav igennem, fordi de enten har strejket eller fordi de politiske partier har prøvet at vinde deres stemmer. Hvis ét af kriterierne i svag grad opfyldes, kan power ressource forventes at være mindre (Korpi, 1983: 39-41). Der kan derfor argumenteres for, at power ressource-teorien kun delvist kan forklare den socialdemokratiske velfærdsstat i de tre cases. Der skal dog tages forbehold for forhold, som dette specialet har holdt konstante. Her tænkes bl.a. på parametre som demografi, etnicitet, partisystemer, samt demokratisk og økonomisk udvikling. Demokratisk udvikling er af stor betydning for velfærdsstatens udbygning, da ekspansionen af sociale ydelser er relateret til venstreorienterede 68

69 partiers magt. Demokratier er også mere tilbøjelige for at give efter for fagforeningernes krav om udvidelse af sociale service og muligheden for nye venstre centrumpartier i at blande sig på den politiske arena (Haggard & Kaufman, 2007, 112). Det kan være kritisk at holde den økonomiske konjunktur konstant, da denne har en stor indflydelse på udviklingen af de variable, som er en del af power ressource-teorien. Økonomisk udvikling påvirker klassestrukturen og styrker civilsamfundet, som så øger presset for demokratisk udvikling. Med dette sagt er power ressource-teoriens tre primære variable dog yderst indflydelsesrige for den socialdemokratiske velfærdsstats opståen. Som det er vist i analysen, kan power ressource-teorien godt forklare den socialdemokratiske velfærdsstat i de tre cases, fordi de tre cases netop har haft et højt niveau af demokratisk og økonomisk udvikling. Det er tvivlsomt, om power ressource-teorien kan forklare den socialdemokratiske velfærdsstats opståen i andre latinamerikanske lande. Her tænkes også på, om der er andre socialdemokratiske velfærdsstater i Latinamerika eller de resterende lande i regionen falder ind under de to andre velfærdsregimer. Dette speciale har testet power ressource-teorien på den socialdemokratiske velfærdsstat og kan derfor ikke sige, om power ressource-teorien kan bruges på den konservative korporatistiske eller den liberale velfærdsstat. 5.2 Hvordan klarer power ressource-teorien sig uden for en europæisk kontekst? I diskussionen i afsnit 5.1 blev det fastslået, at power ressource-teorien godt kan bruges som forklarende variabel på de socialdemokratiske velfærdsstater i de tre cases. Som tidligere nævnt har de tre cases og Latinamerika generelt en stor uformel sektor, hvilket giver et mindre stærkt civilsamfund til at presse på for sociale services. I 1963 var den samlede økonomiske aktive befolknings andel af den totale befolkning kun 32 % for Chile, 30 % for Costa Rica og 39 % for Uruguay (Veliz, 1968: 72,134,186). Det vil sige, at de borgere, som har befundet sig udenfor den formelle sektor, er blevet udelukket fra de fleste af de sociale services. Da disse tal er fra 1963 betyder det, at de år hvor velfærdsstaten er blevet funderet, har de, som har kæmpet for en højt omfordelende velfærdsstat været få. I tabel 5.1 fremgår det, at de tre cases størrelse af det offentlige forbrug gennemsnitligt kun ligger lidt over middel. Det fremgår, at den socialdemokratiske velfærdsstat i Latinamerika ikke er af samme karakter og størrelse, som dem der forekommer i Skandinavien, da de socialdemokratiske velfærdsstater i Skandinavien har et stort offentligt forbrug (Huber & Stephens, 2001: Appendix tabel A.1-A.8). Med disse ting in mente vurderes power ressource-teoriens forklarende værdi at være lidt mindre, da størrelsen af det offentlige forbrug og antallet af borgere, der bidrager til udgif- 69

70 terne ved sociale services, burde være større i den socialdemokratiske velfærdsstat. Det kan konstateres, at power ressource-teorien i mindre grad tager højde for den store uformelle sektor i de tre Latinamerikanske lande. Specialet godtager dog stadigvæk power ressource-teorien, som forklarende teori for den socialdemokratiske velfærdsstat i de tre cases. Tabel 5.1 Offentligt forbrug i de tre cases, År Chile Costa Rica Uruguay ,05 7,76 6, ,96 6,66 6, ,72 7, ,71 5,21 7, ,51 6,95 7,42 Måler størrelsen af det offentlige forbrug: Udgifter, skat og virksomheder. Indekset spænder fra 0 til 10, hvor 0 svarer til et stort offentlig forbrug, en stor overførselssektor, mange offentlige virksomheder og høje marginalskatter og lav indkomst rater og 10 til generelt lav offentligforbrug, lille overførselssektor, få statslige virksomheder og lav marginalskatter og høje indkomster rater. Indekset består af følgende indikatorer: Det offentliges generelle forbrugs udgifter som en procentdel af det samlede forbrug Transfers og statstilskud som en procentdel af BNP Statslige virksomheder og investeringer som en procentdel af de samlede investeringer Top marginalskat (og indkomstgrænse til hvilken den er gældende) Kilde: (Gwartney and Lawson 2006) i Teorell et al.,

71 Kapitel 6: Konklusion Specialet har søgt at svare på et empirisk og et teoretisk spørgsmål. Det empiriske spørgsmål gik på, om power ressource-teorien kan forklare eksistensen af en socialdemokratisk velfærdsstat i de tre cases? Det teoretiske spørgsmål var i forlængelse heraf, om teorien kan bruges i ikke-vestlige lande? For at disse spørgsmål kunne besvares, blev to hypoteser opstillet. Hypotese 1 gik på, at de tre cases har haft en høj grad af demokrati for, at de kunne udvikle en gennemgribende socialpolitik, hvilket har medført en socialdemokratisk velfærdsstat. Dette er grundet i tanken om, at varigheden af demokratiet giver bedre handlerum for partier og interesseorganisationer, som appellerer til lavindkomstsektorer til at mobilisere sig. Denne mobilisering giver derefter en større mulighed for at indføre en universel og bredt omfordelende velfærdsstat. Analysen startede med at fastslå, at disse lande er demokratiske (jf. indikatorer fremstillet i graf 1.1, tabel 4.1 og 4.2). Derefter blev det undersøgt, om de tre cases har en socialdemokratisk velfærdsstat, hvilket er en forudsætning for, at arbejdermobiliseringstesen kan finde sted. Dette blev undersøgt ved at se nærmere på de tre cases grad af decommodificering og stratifikation. Analysen viste, at de tre cases havde en høj grad af stratifikation og decommodificering, hvilket kendetegner den socialdemokratiske velfærdsstat. Hypotese 1 blev således bekræftet, hvilket var en forudsætning for at hypotese 2 kunne testes. Hypotese 2 testede, om der var en sammenhæng mellem arbejderklassens magt i samfundet og fremkomsten af en socialdemokratisk velfærdsstat i Chile, Costa Rica og Uruguay. Dette blev testet ud fra power ressource-teori, der siger, at variation i arbejderklassens magt er indikeret ved venstreorienterede partiers repræsentation i landets regeringer, venstreorienterede partiers vælgerstøtte og fagforeningers styrke, som er de primære forklaringer for variation i størrelse og omfordelende indflydelse i velfærdsstater. Da landene har samme type velfærdsstat (den socialdemokratiske), indebærer det, at de centrale variable i power ressource-teorien ligeledes skulle være (nær)konstante på tværs af de tre lande, hvis power ressource-teorien skulle accepteres som en forklaring på velfærdsstatstypen i de tre lande. Den første variable, der blev analyseret på, var tilstedekomsten af venstreorienterede partier i regeringen. Magtbalancen på den politiske arena skiftede i 1940'erne og 1950'erne til fordel for venstreblokken, kun afbrudt af Blanco partiet i Uruguay i perioden Dette var gældende for alle de tre cases frem til militærstyret i Chile og Uruguay. Over en længere periode var venstreorienterede partier dominerende i landenes regeringer, hvilket opfylder den første variabel. Denne variabel var i højere grad styret af middelklassen end arbejderklassen. Som det fremgår af analysen, skyldes dette den store uformelle sektor i Latinamerika, hvor mange 71

72 arbejdere stod uden for det organiserede arbejdsmarked. Dette medførte således en svag arbejderklasse, som ikke formåede at stå sammen kollektivt. Dette betød, at middelklassen spillede en vigtigere rolle i at oprette og udbygge velfærdsstaten, da den formelle arbejderklasse var for lille og uorganiseret til selv at yde et kollektivt pres. Middelklassen havde således en afgørende rolle i hvilke partier, der var i landenes regeringer. Dette tyder på, at det i mindre grad var arbejderklassens magt frem for middelklassens magt, som ifølge power ressource-teorien har påvirket velfærdsstatens størrelse. Ifølge power ressource-teorien skulle arbejderklassens magt - bl.a. indikeret af den undersøgte variabel (venstreorienterede partier i regeringen) - være forklarende for velfærdsstatens udvikling og størrelse, men det må her konkluderes, at det i større grad har været middelklassens magt, som har været udslagsgivende. Det kan dog stadig udledes, at de tre cases må siges at være (nær)konstante på en af de uafhængige variable (venstreorienterede partier i regeringen), og venstreorienterede partier har været dominerende i den undersøgte periode. Den anden variabel i power ressource-teorien, som blev testet var venstreorienterede partiers vælgerstøtte. Denne variabel blev målt på antal stemmer til de venstreorienterede partier i de tre cases. For kongresvalgene gør det sig gældende, at Chile og Costa Ricas venstrefløj har fået de fleste stemmer. For Costa Ricas vedkommende efter 1953,og 1957 for Chiles vedkommende. Der har været nedadgående stemmeandel til højrefløjen i begge lande. For præsidentvalgene i Chile og Uruguay har perioden været domineret af venstre-centrumblokken med en afbrydelse af højreorienteret styre i en mindre periode. I Costa Rica var det i 1953, at et venstreorienteret parti (PLN) fik præsidentposten. Frem til valget i 1970 i Costa Rica skiftedes de to store partier PUN og PLN til at sidde på præsidentposten med nogenlunde ens vælgertilslutning. Det kan konkluderes, at partistøtten til de venstreorienterede partier i de tre cases har været høj, hvilket har betydet en opadgående kurve for venstrepartiers vælgerstøtte. Power ressource-teoriens anden variabel venstreorienterede partiers vælgerstøtte kan siges at være opfyldt for den socialdemokratiske velfærdsstat i de tre cases. Kendetegnet for Chile og Costa Ricas partipolitik er, at det er enkelte aktører og ikke politiske partier som så, som folk har stemt på. Dominansen af individer frem for partier har medført, at folk har sat deres stemme på, hvordan de politiske aktørers styrker og svagheder har fremstået. Dog har de politiske aktører repræsenteret et parti, hvorfor power ressource-teorien stadigvæk kan anvendes. Den tredje og sidste variable, som blev analyseret på, var fagforeningernes styrke. Fagforeningerne i Latinamerika repræsenterede en forholdsvist lille andel af arbejdsstyrken pga. den store uformelle sektor, og dette skabte store problemer i den formelle sektor, hvor arbejderne ikke stod kollektivt 72

73 stærkt. I modsætning til Skandinavien, hvor fagforeningerne kunne stille et talstærkt kollektivt pres, var fagforeningerne i Latinamerika således knap så magtfulde. Før 1930 erne så man kun få eksempler i Latinamerika, hvor arbejderbevægelsen opnåede en holdbar styrke til at have nogen politisk indvirkning. Migration fra land til by, fraværet af en tradition for organiserede arbejdere og den fremherskende sociale struktur har alle været med til at mindske fagforeningernes styrke. Siden 1945 har fagforeningerne i Latinamerika dog langsomt ekspanderet. Det kan konkluderes, at det har været svært at yde et stort kollektivt pres på arbejdsgivere og regeringer, da den store uformelle sektor har været særdeles betydningsfuld for fagforeningernes styrke. Dette skal dog ses i lyset af, at arbejderklassen alligevel har fået tilkæmpet sig sociale goder, da politikerne har kæmpet om deres stemmer og forsøgt at minimere antallet og omfanget af strejker. Power ressource-teoriens tredje variabel fagforeningernes styrke har således ikke været af høj forklaringsværdi. Det kan derfor konkluderes, at hypotese 2 kan bekræftes, da de to første variable - og til en vis grad variabel 3 - passede godt på arbejdermobiliseringstesen. De tre cases har været (nær)konstante på de tre variable, og med henvisning til det empiriske spørgsmål stillet i problemformuleringen, har power ressource-teorien godt kunne bruges til at forklare den socialdemokratiske velfærdsstat i de tre cases. I forlængelse heraf kan det konkluderes, at power ressource-teorien godt kan bruges i ikke-vestlige lande, hvis landene besidder et vist demokratisk og økonomisk niveau. 73

74 Kapitel 7: Perspektivering Specialet har vist, at power ressource-teorien godt kan bruges til at forklare indførelsen af den socialdemokratiske velfærdsstat i Latinamerika, men spørgsmålet er om teorien f.eks. kan anvendes i Afrika. Der er nogle grundlæggende faktorer, som skal være til stede før en socialdemokratisk velfærdsstat kan implementeres som f.eks. et stærkt civilsamfund, politiske og demokratiske institutioner, samt et vist økonomisk niveau. De fleste af disse faktorer må siges at være fraværende i de fleste afrikanske lande. Således vil teorien ikke kunne bruges på størstedelen af de afrikanske lande, med undtagelse af Mauritius som ifølge Richard Sandbrook et all. (2007) har en socialdemokratisk velfærdstat. I henhold til problemformuleringen er spørgsmålet, om power ressource-teorien kan bruges i andre latinamerikanske lande? Vil teorien kunne bruges på andre lande i Latinamerika, som f.eks. Brasilien, Argentina og Venezuela? Disse lande har alle en forholdsvist høj score på social sikkerhedsnet (se tabel 4.1), som er en af indikatorerne for socialdemokratisk velfærdsstat, og de tre lande har også en vis form for semi-demokrati. Disse lande er ikke taget med i den komparative analyse, da de har været afvigende på nogle af power ressource-teoriens variable i forhold til den socialdemokratiske velfærdsstat. Altså har disse lande én af de to andre velfærdsregimer den liberale eller den konservative-koporatistiske model. Da dette specialet kun har testet power ressource-teoriens forklaring for den socialdemokratiske velfærdsstat, er det svært at sige noget om teoriens virke på de to andre velfærdsregimer. Specialet har styrket, at power ressource-teorien kan bruges i ikke-vestlige lande, og har dermed åbnet op for flere komparative case studier inden for power ressource-teorien i ikke-vestlige lande. Outside of Europe, the explanatory leverage of this model loses some of its precision, but overall still holds (Sandbrook et all., 2007: 181). 74

75 Litteraturliste Abrahamson, Peter (1999). The Welfare Modelling Business. Oxford: Blackwell Publishers Ltd. Aspalter, Christian (2002). Discovering the Welfare State in East Asia. Westport: Greenwood Publishing Group, Inc. (Praeger) Aspalter, Christian (2006). The East Asian welfare model. International Journal of Social Welfare, Vol.15: Bangura, Yusuf (ed.) (2007). Democracy and Social Policy. New York: Palgrave MacMillan Barrientos, Armando (2009). Labour markets and the (hyphenated) welfare regime in Latin America, Economy and Society, Vol.38, No.1: Bulmer-Thomas, Victor (1987). The Political Economy of Central America since Cambridge: Cambridge University Press Castle, Francis G. (1998). Comparative Public Policy: Patterns of Post-war transformation. Cheltenham & Northampton: Edward Elgar: Clasen, Jochen (2004). Defining comparative social policy i Patricia Kennett (ed.), A Handbook of Comparative Social Policy, Cheltenham & Northampton: Edward Elgar: Collier, Simon & William F. Sater (2004). A History of Chile, Cambridge: Cambridge University Press Election Resources (2010): besøgt oktober Esping-Andersen, Gøsta (1990).The Three Worlds of Welfare Capitalism. Cambridge: Polity Press Esping-Andersen, Gøsta (1996). Welfare States in Transition: National Adaptations in Global Economies. London: Sage Publications Esping-Andersen, Gøsta (1998). The Three Political Economies of the Welfare State i O Connor, Julia S. and Gregg M. Olsen (ed.). Power Resources Theory and the Welfare State: A Critical Approach. Toronto, Buffalo & London: University of Toronto Press:

76 Evans, Sterling (1999). The Green Republic: A Conservation History of Costa Rica. Austin: University of Texas Press Fenger, H.J.M (2007). Welfare regimes in Central and Eastern Europe: Incorporating postcommunist countries in a welfare regime typology. Contemporary Issues and Ideas in Social Sciences Filgueira, Fernando (2007). The Latin American Social States: Critical Junctures and Critical Choices i Yusuf Bangura (ed.) Democracy and Social Policy. New York: Palgrave Mac- Millan: Frieden, Jeffry A. (1991). Debt, Development, & Democracy. Modern Political Economy and Latin America Princeton: Princeton University Press Haggard, Stephan & Robert R. Kaufman (2008). Development, Democracy and Welfare States: Latin America, East Asia,and Eastern Europe. Princeton & Oxford: Princeton University Press Hill, Michael (2006). Social Policy in the Modern World. Blackwell Publishing: 6-10 Huber, Evelyne (1996). Options for Social Policy in Latin America: Neoliberal versus Social Democratic Models i Esping-Andersen, Gøsta (ed.) Welfare States in Transition: National Adaptations in Global Economies. London: Sage Publications: Huber, Evelyne & John D. Stephens (2001). Development and Crisis of the Welfare State. Chicago & London: The University of Chicago Press Hudson, Rex A. og Sandra W. Meditz (1990). Uruguay: A Country Study. Washington: GPO for the Library of Congress se Hentet i oktober 2010 Janoski, Thomas & Alexander M. Hicks (1997). The Comparative Political Economy of the Welfare State. Cambridge, New York & Melbourne: Cambridge University Press Korpi, Walter (1978). The working class in welfare capitalism. Work, union and politics in Sweden. London, Henley and Boston: Routledge & Kegan Paul 76

77 Korpi, Walter (1983). The Democratic Class Struggle. London, Boston, Melbourne and Henley: Routledge & Kegan Paul Korpi, Walter (1998). Power Resources Approach vs Action and Conflict: On Causal and Intentional Explanations in the Study of Power i O Connor, Julia S. and Gregg M. Olsen (ed.) Power Resources Theory and the Welfare State: A Critical Approach. Toronto, Buffalo & London: University of Toronto Press: Marshall, Monty G., Ted Robert Gurr & Keith Jaggers (2010). Polity IV Project: Political Regime Characteristics and Transitions, Center for Systemic Peace and Colorado State University se Mesa-Lago, Carmelo (1978). Social Security in Latin America. Pressure Groups, Stratification, and Inequality. Pittsburgh: University of Pittsburgh Press. Mesa-Lago, Carmelo (2000). Market, Socialist, and Mixed Economies. Baltimore and London: The John Hopkins University Press. O Connor, Julia S. and Gregg M. Olsen (1998). Power Resources Theory and the Welfare State: A Critical Approach. Toronto, Buffalo & London: University of Toronto Press Rector, John L. (2005). History of Chile. New York: Palgrave Macmillan Ruddle, Kenneth and Philip Gillette (1972). Latin American Statistics. Supplement to the Statistical Abstract of Latin America. Los Andeles: University of California Rueschemeyer, Dietrich, Evelyne Huber Stephens and John D. Stephens (1992). Capitalist Development and Democracy. Cambridge: Polity Press Sandbrook, Richard, Marc Edelman, Patrick Heller, and Judith Teichman (2007). Social Democracy in the Global Periphery. Cambridge: Cambridge University Press Stephens, John D. (2007). Democratization and Social Policy Development in Advanced Capitalist Societies i Yusuf Bangura (ed.) Democracy and Social Policy. New York: Palgrave Mac- Millan:

78 Teorell, Jan, Nicholas Charron, Marcus Samanni, Sören Holmberg & Bo Rothstein The Quality of Government Dataset, version 27 May10. University of Gothenburg: The Quality of Government Institute, Véliz, Claudio (1968). Latin America and the Caribbean: A Handbook. New York: Praeger, Inc. Wennemo, Irene (1998). The Development of Family Policy: A Comparison of Family Benefits and Tax Reductions for Families in OECD Countries i O Connor, Julia S. and Gregg M. Olsen (ed.). Power Resources Theory and the Welfare State: A Critical Approach. Toronto, Buffalo & London: University of Toronto Press: World Bank (2011): besøgt januar

79 Abstract Welfare States in Latin America can Power Resource theory be used as a framework for understanding their existence? The traditional theories and analyses of the welfare state have been based mainly on Western countries. The differences in the social sector, balance of power, political parties and the international circumstances are just some of the challenges that face Western welfare state theory when it is applied to the realities of developing countries. Because Latin America is considered one of the most unequal regions of the world, the notion of welfare regimes often raises skepticism among scientists. This thesis paper looks at welfare regimes outside the Western world and explores what might explain its introduction, as this would help to test and define the validity and scope of welfare state theories. The thesis deploys a power resource approach to explain welfare states in three Latin American countries with a relatively high degree of social services. The power resource approach identify the distribution of organizational power between labor organizations and left parties and right-wing political forces as primary determinants of differences in the size and distributive impact of the welfare state across countries and over time. This thesis more specifically tries to explain the social democratic welfare state in Chile, Costa Rica, and Uruguay. Based on a quantitative, qualitative and comparative historical analysis, the thesis explores if the three main variables of the power resource theory the strength of union organization, the strength of parties of the left, and the governmental role of parties of the left can explain the social democratic welfare state in the three cases. The three cases have been (near) constant on the three variables, which means that the power resource theory might well be used to explain the social democratic welfare state in the three cases. By extension, it can be concluded that the power resource theory may well be used in non-western countries, if these countries have a certain democratic and economic level. 79