seminar om Den Diagnostiske Samarbejdspartner.

Transkript

1 Den Diagnostiske Samarbejdspartner erfaringer og muligheder Af Evy Ottesen og Helle Alsbæk Klinisk Biokemisk Afdeling, marts 2012 I 2008 åbnede der sig i Klinisk Biokemisk Afdeling en mulighed for at arbejde med bioanalytikerfaget og fagidentiteten blandt bioanalytikerne. Af forskellige årsager var det meningsfuldt at tage fat på disse ting bl.a. fordi samarbejdet med de kliniske afdelinger ikke var det bedste, der blev taget for mange blodprøver, og Klinisk Biokemisk Afdeling havde et dårligt ry på hospitalet. Et nyt projekt blev født: Den Diagnostiske Samarbejdspartner. Det blev en succes, og nu i 2012 har vi alle næsten glemt, hvordan det var, dengang vi startede. Udgangspunktet i 2008 Den november 2008 deltog en gruppe ledere og medarbejdere fra Klinisk Biokemisk Afdeling i et seminar om Den Diagnostiske Samarbejdspartner. Målet var at afdække, hvordan vi kunne definere Den Diagnostiske Samarbejdspartner og bioanalytikerens rolle i fremtidens hospitalsvæsen. Hvad er bioanalytikerens kompetencer, og hvilke udfordringer er der for bioanalytikeren. Baggrund I januar 2008 oplevede ledelsen i Klinisk Biokemisk Afdeling, at da en bioanalytiker blev spurgt, hvordan vagterne i julens helligdage var gået, svarede bioanalytikeren: Ih, vi er sådan blevet misbrugt! Vi løber bare hele tiden og skal komme springende, når det passer de kliniske afdelinger. De har ikke respekt for vores arbejde!. Det er ikke den oplevelse, man skal have, når man går på arbejde. Det skal være sjovt at bruge sit fag og gøre noget for patienterne og det er allersjovest, når man er dybt fagligt engageret. Den pågældende bioanalytiker havde kun været ansat i afdelingen i cirka et halvt år, så det var hurtigt, at hun var blevet socialiseret ind i vi-blivermisbrugt-kulturen. Ledende bioanalytiker Evy Ottesen samler op og tegner i fællesskab med arbejdsgruppen på seminaret i november 2008 vores definition på Den Diagnostiske Samarbejdspartner. Men hver gang forhold omkring samarbejdet med de kliniske afdelinger blev drøftet i Klinisk Biokemisk Afdeling, så meldte bioanalytikerne ud, at de kliniske afdelinger skulle gøre som det passede bioanalytikerne. Og hvis ledelsen spurgte bioanalytikerne, hvilken løsning der var mest hensigtsmæssig for patienten, var der ikke noget svar. Trivselsprojekt Hillerød Hospital havde på det tidspunkt iværksat trivselsprojektet projekt attraktiv arbejdsplads. Her kunne afdelingerne melde projekter ind og blive understøttet i arbejdet med deres projekter. I Klinisk Biokemisk Afdelings diskussion om trivsel var det tydeligt, at vi blev påvirket af forskellige faktorer bl.a. af tanken om en kommende automatisering. En automatisering ville betyde, at Klinisk Biokemisk 1

2 Afdeling ville få behov for færre hænder til at køre analyseproduktionen. Hvis vi i Klinisk Biokemisk Afdeling skulle sætte fokus på vores trivsel, var vi nødt til at finde nye opgaver, så vi kunne beholde vores arbejdspladser. Men hvor kunne der ligge flere opgaver for os? Det var tydeligt, at disse opgaver måtte findes ude på de kliniske afdelinger. Dårligt ry Derudover havde bioanalytikerne et dårligt ry på hospitalet. På seminaret i november 2008 udtalte bioanalytiker Anne Didericksen: Hvis man spørger ude i afdelingerne, hvad de synes om bioanalytikerne, så siger de, at vi er nogle sure brokkehoveder. På seminaret i 2008 deltog også Mads Crandal fra HR-udvikling og Henrik Manstrup fra Personale-, Planlægning- og Økonomi- Afdelingen. De undrede sig begge over bioanalytikernes holdning til blodprøvetagningen. Således udtalte Henrik Manstrup: Som patient troede jeg, at det allervigtigste for en bioanalytiker var at tage blodprøver. Patienterne forventer at få den allerbedste behandling, og de tror, at de møder toppen af poppen. Jeg troede, at det var højpræstige at være den, der får lov at tage blodprøver. Bioanalytikerne får ikke forklaret deres egen vigtighed. Mange andre faggrupper fortæller, hvor dygtige de er, men det gør bioanalytikerne ikke. Mads Crandal, konsulent HRudvikling Men dette var ikke bioanalytikernes opfattelse af og mening om at tage blodprøver nærmest tvært imod. Efter at have fulgt med på nogle blodprøvetagningsrunder sagde Mads Crandal om bioanalytikerne: Den Diagnostiske Samarbejdspartner er: kompetent, kommunikerende og synlig. Afdelingsledelsen i Klinisk Biokemisk Afdeling har brugt denne figur i mange sammenhænge i forbindelse med fremlæggelse af tankerne omkring Den Diagnostiske Samarbejdspartner. Jeg har observeret, at når I kommer ind til patienten, fortæller I ikke, at I er bioanalytikere. I siger: nu stikker jeg, og nu er det overstået, men I siger ikke: Goddag, jeg er bioanalytiker og skal tage en blodprøve, så vi kan finde ud af, hvad der kan gøre dig rask. Generelt blev Klinisk Biokemisk Afdeling opfattet som en serviceafdeling. Dette image ville vi gerne have rystet af. I stedet ville vi være kendt som diagnostisk samarbejdspartner. For mange blodprøver En sidste grund til at arbejde med projekt Den Diagnostiske Samarbejdspartner var, at alle havde en oplevelse af, at der blev taget alt for mange prøver. Kunne vi måske nedbringe antallet af rekvisitioner og analyser? Definition For at arbejde med projektet havde vi brug for en definition af Den Diagnostiske Samarbejdspartner, og den definition skulle meget gerne kunne relatere til Hillerød Hospitals vision På seminaret i november 2008 kom vi frem til, at det, som grundlæggende karakteriserer en diagnostisk samarbejdspartner, er, at han/hun er: fagligt kompetent, kommunikerende og synlig. Automatisering I takt med at vi kan få automatiseret vores arbejdsgange, og robotter kan overtage nogle af bioanalytikernes opgaver, har vi planer om at implementere den diagnostiske samarbejdspartner i de kliniske afdelinger. Det er tanken at de på udvalgte afdelinger efter behov har et fast team af bioanalytikere, der er fysisk til stede på afdelingerne i et tidsrum, der er fastsat i samarbejde mellem den kliniske afdeling og Klinisk Biokemisk Afdeling. 2

3 Pilotprojekt i 2011 I 2011 blev afdelingsbioanalytiker Martina Jürs koblet på projektet, og vi søsatte et pilotprojekt omkring Den Diagnostiske Samarbejdspartner. I ugerne 12 til 25 (22. marts til 10. juni) havde vi to bioanalytikere, Anne Adsersen og Pia Halsø, tilknyttet Neurologisk Afdeling. De to bioanalytikere var på skift på to forskellige afsnit (apopleksiafsnittet og sengeafsnittet) dagligt fra Bioanalytikerne tog blodprøver og EKG og fulgte i øvrigt afdelingens personale, primært sygeplejersker og læger. Vi har opgjort antallet af analyser pr. sengedag pr. uge i en periode før og efter pilotprojektet. Vi kan se, at der næsten ingen forskel er i ændringen i antallet af analyser. Til gengæld kan vi se et fald i antal rekvisitioner. Ændringen indtræffer nogle uger efter, at de diagnostiske samarbejdspartnere er startet på de to afsnit svarende til, at bioanalytikerne har skullet finde fodfæste i Neurologisk Afdeling. Bioanalytikerne Pia Halsø og Anne Adsersen har deltaget i pilotprojektet på Neurologisk Afdeling og dermed har de været de første diagnostiske samarbejdspartnere på Hillerød Hospital. Formål med pilot-projektet Vores formål med pilotprojektet var som udgangspunkt, at vi ville: Undersøge, om vi kunne reducere antallet af rekvisitioner og analyser Afprøve bioanalytikerens kompetencer som diagnostisk samarbejdspartner Styrke samarbejdet med Neurologisk Afdeling. Vores hypoteser var... Hvis bioanalytikeren er fagligt kompetent, synlig og kommunikerende, vil det have en positiv effekt på samarbejdet mellem Klinisk Biokemisk Afdeling og Neurologisk Afdeling. Et bedre samarbejde vil medføre et bedre patientforløb. Blodprøvetagningen vil blive planlagt i et samarbejde, og det vil samlet set medføre færre blodprøvetagninger for patienten. Et styrket samarbejde omkring patienten vil forbedre patientforløbet og den patientoplevede kvalitet. Vi forventede at vi ville kunne reducere antallet af blodprøver og analyser. Et bedre samarbejde med personalet i neurologisk afdeling vil desuden motivere medarbejderne i de kliniske afdelinger til at anvende bioanalytikerne i højere grad og på den måde ville samarbejdet bliver yderligere styrket. Det var første gang, jeg var med lægerne, og det var forbavsende så meget tid, de brugte på at vente på blodprøvesvar på to patienter. Anne Adsersen, bioanalytiker Resultater Analyser og rekvisitioner Vi kan se, at der er et fald i antallet af rekvisitioner før og efter pilotprojektet. Dette fald tolker vi som et udtryk for, at den diagnostiske samarbejdspartner har formidlet, at det er muligt at genbestille analyser på en blodprøve, der allerede er taget, frem for at bestille en ny prøvetagning. Det sparer tid for bioanalytikerne, og for patienterne betyder det færre blodprøvetagninger. Vi kunne godt tænke os, at man i stigende grad forhører sig hos Klinisk Biokemisk Afdeling om ekstra analyser eventuelt kan laves ud fra i forvejen tagne prøver så vi sparer patienterne for unødige stik. Igen i dag var der bestilt en "hel pakke", da lægen manglede GGT! Det er jo meget nemmere at bestille en pakke end lede efter en enkelt prøve i Labka! Pia Halsø, bioanalytiker Interview Formålet med pilotprojektet var bl.a. at afprøve bioanalytikerens kompetencer som diagnostisk samarbejdspartner, sådan som vi har defineret det altså i hvor høj grad er bioanalytikeren kompetent, kommunikerende og synlig? For at undersøge hvor synlige disse kompetencer har været hos de bioanalytikere, som deltog i pilotprojektet, har vi gennemført en række interview vi har interviewet to afdelingssygeplejersker og to sygeplejersker, hvoraf den ene er sygeplejespecialist. Desuden har vi interviewet Anne Adsersen og Pia Halsø. Vi har også inddraget den dagbog, som bioanalytikerne løbende har ført, og vi har foretaget en mindre spørgeskemaundersøgelse 3

4 både i Neurologisk Afdeling og i Klinisk Biokemisk Afdeling. Med udgangspunkt i disse data har vi kunnet danne os et billede af, hvordan projektet er forløbet. De er jo nogle gamle rotter. Erfarne kvinder. De virker super kompetente! Jeg oplever, at der er et meget ligeværdigt samarbejde. Ina Dyrdal, afdelingssygeplejerske Fagligt kompetent Grundlæggende har bioanalytikere som faggruppe en stor viden om analyser og præanalytiske forhold. Bioanalytikerne i pilotprojektet er blevet anerkendt for denne viden. For eksempel siger sygeplejerske Sophie Hansen: Vi sygeplejersker sidder bare og bestiller blodprøver, men hvad de forskellige prøver egentlig betyder, hvordan de bliver taget og den videre proces, det ved vi ikke noget om. Bioanalytikerne har en god evne for at organisere og strukturere. At dette er tilfældet har vi fået bekræftet gennem vores interview og i dagbogsmaterialet. Jeg foreslog en sygeplejerske, at jeg ordnede deres dropbakke med blodprøvetagningsglas og skrev en vejledning til dem om prøvetagningsglas. Det ville hun gerne have, og det er gjort. Kommunikerende Pilotprojektet har givet god og forbedret kommunikation. Inden pilotprojektet begyndte, var der ind i mellem nogle uoverensstemmelser personalegrupperne i de to afdelinger imellem. Derfor er det dejligt at høre sygeplejerske Sophie Hansen sige: Det at man lærer folk at kende betyder, at tingene flyder nemmere, og kommunikationen bliver bedre. Bioanalytikerne fremhæver under deres interview og i dagbogen, at der på Neurologisk Afdeling er et internt sprog, som de havde svært ved at forstå inden og i begyndelsen af pilotprojektet. Det var f.eks. brugen af forkortelsen DS. Bioanalytikerne fandt ud, at det betyder dessimeneret sclerose, og havde en a-ha-oplevelse omkring det. Nu føler bioanalytikerne, at de bliver spurgt til råds om blodprøver, og de bliver inviteret til at deltage i faglige diskussioner. "Vi er glade for at kunne konstatere, at pilotprojektet mærkbart har forbedret kommunikationen, og personalegrupperne har lettere ved at forstå hinandens mere indforståede fagsprog. Det betyder i sidste ende, at kommunikationen omkring den enkelte patient bliver mere ensartet og uafhængig af de enkelte faggrupper og det gavner patientforløbet og den patientoplevede kvalitet", siger Martina Jürs. Hun spurgte mig, om jeg ville komme med til deres tværfaglige møde en dag og fortælle alt det med lumbalpunktur, glas og tilhørende blodprøver. Det vil jeg selvfølgelig gerne! Anne Adsersen, bioanalytiker Synlig Hvornår er man synlig som bioanalytiker? Vi mener, at for at være synlig skal man være til stede og vise interesse; man skal engagere sig i kommunikation og samarbejde med kollegaer fra andre faggrupper, og desuden skal man tænke på, at man er repræsentant og ambasadør for sin egen faggruppe og derfor bør udvise stolthed over sit fag og det arbejde, man udfører. Vi er i forbindelse med vores interview blevet bekræftet i, at bioanalytikerne er blevet mere synlige gennem pilotprojekt. Jeg hører mit personale sige: Åh, nu er de her, vi skal lige spørge dem om det og det. Ina Dyrdal, afdelingssygeplejerske Generelt er bioanalytikerne i høj grad blevet oplevet som fagligt kompetente, og den indsigt, bioanalytikerne har inden for netop deres fagområde, er der ikke nogen andre faggrupper på hospitalet, der har. Måske har pilotprojektet været med til at åbne andre faggruppers øjne for bioanalytikernes kompetencer. Efter at have arbejdet tæt sammen med bioanalytikerne, begyndte vi at tale samme sprog i stedet for at vi som faggrupper taler hvert vores fagsprog. Sophie Hansen, sygeplejerske Bioanalytikerne bruger nu et skilt, som de sætter på døren, når de er i de kliniske afdelinger på hospitalet. På den måde signalerer de, at de er i afdelingen og tager blodprøver. Ved hjælp af skiltet kan bioanalytikerne også finde hinanden, når de kommer for at hjælpe hinanden i travle perioder. 4

5 Lene Lykke, afdelingssygeplejerske siger: Bioanalytikerne har været meget synlige. Vi har i dag en tæt dialog omkring blodprøvetagningen. Bioanalytikerne er også blevet mere synlige i forhold til patienterne, og patienterne har en oplevelse af at bioanalytikerne samarbejder med læger og sygeplejersker omkring patientforløbet. Sophie Hansen, sygeplejerske siger: Nu går bioanalytikerne runder hver anden time man ser dem hele tiden: Dér var en til! Jamen de har da lige været her, har de ikke?! Patienterne bemærker det også. Bioanalytikerne selv har en oplevelse af, at de i højere grad bliver respekteret nu, og at dialogen mellem faggrupperne er blevet bedre: Pia Halsø siger: Personalet i Neurologisk Afdeling føler sig mere trygge ved os nu. De kommer til os med deres problemer, som vi så løser med det samme. Jeg talte med den ledende sygeplejerske i dag og forklarede, hvad jeg har lavet om på m.h.t. lumbalpunkturer. Hun var ret begejstret for, at vi havde fået orden på de ting, da det altid er et problem for dem, når der skal tages lumbalpunktur. Den stolthed, som bioanalytikerne føler for deres fag skinner igennem i hele interviewet med dem, og det er tydeligt at se i dagbogen, at der er forskel på de første forsigtige uger i Neurologisk Afdeling, hvor bioanalytikerne har svært ved at finde sig til rette, og så til den selvtillid, som de som diagnostiske samarbejdspartnere udviser efter noget tid. Bioanalytikerne får en forståelse for, at de yder et vigtigt stykke arbejde ikke mindst i patientforløbene. Den selvtillid er væsentlig i forhold til at være synlig. Nu oplever jeg, at vi har et samarbejde omkring patienterne, som vi ikke havde tidligere. Sophie Hansen, sygeplejerske. Samarbejde I hvilken grad har pilotprojektet påvirket samarbejdet? Det har vi spurgt deltagerne i pilotprojektet om, og det er tydeligt, at både bioanalytikerne og sygeplejerskerne har en oplevelse af, at samarbejdet er blevet forbedret. Således siger sygeplejerske Sophie Hansen: Tidligere kunne vi godt blive irriterede, når der kom en bioanalytiker for at tage blodprøver: ej, nu kommer de og tager blodprøver igen, vi skal jo først have vasket patienten! Nu forstår vi, at blodprøverne er vigtige, så vi må lige give bioanalytikeren de ti minutter. Team-ånden lader til at have indflydelse på samarbejdet omkring patienterne. Ud fra vores pilotprojekt tyder det på, at det ligeværdige samarbejde omkring patienterne er alfa og omega for personalet både i Neurologisk Afdeling og Klinisk Biokemisk Afdeling. Det ligeværdige samarbejde kræver, at der er indsigt, respekt og forståelse for egne og andres arbejdsopgaver og for den rolle, som den enkelte spiller både i det store perspektiv og i de konkrete situationer. Det er sådan, vi altid har ønsket os at samarbejde omkring patienterne vi er jo ansat samme sted med samme formål. Pia Halsø, bioanalytiker Fremtiden hvis bioanalytikeren var her Inden pilotprojektet startede, havde vi en idé om, at det kunne være til gavn for både den kliniske afdeling, bioanalytikerne og patienterne, hvis bioanalytikerne var i den kliniske afdeling nogle timer hver dag. Stuegang Især ville vi gerne se bioanalytikerne deltage i stuegang, fordi vi mener, at inddragelse af bioanalytikernes viden om blodprøvetagning og analyser ville kunne optimere patientforløbet. Derfor var det en stor glæde at høre, at begge afdelingssygeplejersker foreslå, at bioanalytikerne med fordel kunne deltage i stuegang: Ina Dyrdal: Hvis bioanalytikeren gik med på stuegang, kunne der være mulighed for, at man kunne minimere antallet af stik eller blodprøver. Lene Lykke: En fremtidig model kunne være, at bioanalytikeren var i afdelingen 1-2 timer hver formiddag. Meget gerne deltage i stuegang og følge op sammen med en sygeplejerske efter stuegang. Spørgsmål om prøverne kunne afklares med lægen under stuegang. Dette kunne formentlig medføre, at der blev taget færre dobbeltprøver. I dag går en læge og en sygeplejerske stuegang, og her kunne bioanalytikeren deltage og afklare spørgsmål omkring blodprøverne. Efter stuegang går lægen til konference, og i dette tidsrum kunne sygeplejersken og bioanalytikeren samle op på opgaverne fra stuegangen. Vi kunne bidrage til, at patientforløbet var mere smidigt for patienterne, så de ikke bliver så forvirrede. Anne Adsersen, bioanalytiker Deltagelse i tavlemøder Derudover ville det være vigtigt for bioanalytikeren at deltage i tavlemøderne om morgenen. Her kan bioanalytikerne lære afdelingens fagudtryk at kende, og få et godt overblik over dagens patienter. Herudfra vil bioanalytikerne kunne prioritere blodprøvetagningen. Demensambulatorium I følge vores bioanalytikere kunne en fremtidig opgave også være at tage del i det nye demensambulatorieum. Anne Adsersen siger: Vi kunne være en del af det team, som 5

6 skal være i det nye demensambulatorium. Demente patienter har brug for ro og stabilitet. Det kan vi være med til at give dem ved at sikre, at disse patienters blodprøver og lumbalpunkturer tages korrekt og bliver afleveret på laboratoriet i tide. Hvorfor implementere den diagnostiske samarbejdspartner? Pilotprojektet og vores arbejde med den diagnostiske samarbejdspartner har synliggjort for os, at samarbejdet mellem læger, sygeplejersker og bioanalytikere er afgørende for at et patientforløb kan fungere effektivt. Det er vigtigt, at bioanalytikeren bliver kendt af personalet i den kliniske afdeling, for at der kan skabes et fælles sprog omkring patientforløbet. Når faggrupperne har lært hinanden at kende, opstår der større forståelse og respekt for faggruppernes individuelle arbejdsopgaver, hvilket igen medfører, at faggrupperne er parate til at samarbejde for at patientforløbet til at køre effektivt. Når alle oplever, at de bliver set, hørt og forstået, giver det anerkendelse i arbejdet og skaber arbejdsglæde. Sidst men ikke mindst betyder samarbejdet faggrupperne imellem, at patienterne oplever et veltilrettelagt patientforløb, der er udført på en professionel måde, og de føler, at de får en god behandling. I Klinisk Biokemisk Afdeling vil vi arbejde videre med essensen af pilotprojektet. Vi vil tage udgangspunkt i vores resultater i forbindelse med kompetenceudviklingen af bioanalytikerne, og på den måde vil vi være klar til at implementere Den Diagnostiske Samarbejdspartner, når automatiseringen af vores analyseproduktion står klar og hænder bliver frigivet. Foruden arbejdet med konkret at implementere Den Diagnostiske Samarbejdspartner i takt med automatiseringen, ønsker Klinisk Biokemisk Afdeling at indgå i et forskningssamarbejde med udvalgte kliniske afdelinger for med Den Diagnostiske Samarbejdspartner at styrke samarbejdet omkring patienterne og patientforløbene. Tegning: Helle Alsbæk, 2011 P:\HIHKliniskBioAfd\Akkreditering\0 Møder\0.3 Bilag\0.3.5 Udvidet diagnostisk samarbejdspartner\0.3.5 Evalueringsartikel om pilotprojekt i Neurologisk Afdeling 2011.pdf 6