BEGRUNDELSER FOR USA OG DANMARKS DELTAGELSE I IRAK-KRIGEN.

Transkript

1 BEGRUNDELSER FOR USA OG DANMARKS DELTAGELSE I IRAK-KRIGEN. 1. Indledning. 1 Som problemstilling vælges USA og Danmarks begrundelse for at begynde hhv. indtræde i Irak-krigen. Begrundelsen gives i to anskuelser: Den realistiske skoles og den liberalistiske skoles. Opgaven indleder med at diskutere USA's formål med krigen set i et realistisk og et liberalistisk perspektiv med henblik på at sætte rammerne for den efterfølgende diskussion af Danmarks begrundelse. Der vil i USA-afsnittet forekomme en omfattende begrebsdropping. 2. USA's realistiske krig. Før 11/9 bevægede USA sig i en isolationistisk retning baseret på landets militære uangribelighed, fraværet af oprustning i Verden og en stærk økonomi. Isoleret set kunne denne udvikling opfattes som defensiv realistisk, men også kun isoleret. Straks præsident George Bush foreslog et National Missile Defence (NMD) brød han den defensive realismes fortryllelse, og skabte gennem USA s potentielt fremtidige usårlighed en ubalance, der måske har et spill-over helt frem til den atlantiske krise dette forår; thi ingen stat kan være usårlig set i et neo-realistisk perspektiv. De europæiske stormagters lunkne modtagelse af forslaget synes at understrege denne pointe. Bush initiativ kunne dog også opfattes som USA s oprustning forud for den uundgåelige overgang fra et unipolært til et multipolært system (jf. Waltz). USA s opfattelse af sin egen situation blev radikalt ændret 11/9: For det første fremstod landet sårbart, hvilket en princip kan give andre mere plads et anarkisk system; for det andet så kunne USA's fjender fra da af potentielt være hvem som helst. Bush Either you are with us, or you are with the terrorists -tale var derfor ikke bare en retorik. Det var den offensive realismes udtryk for, at enten flokkes I om den amerikanske unipol eller også er I revisionister for nu at bruge Birthe Hansens flocking i en parallel kontekst. Resultatet kom da også prompte. På trods af, at terrortruslen ikke umiddelbart kunne indpasses i det neo-realistiske system af stater, førte den samlede ubalance alligevel til en alliance på tværs af venner og gamle fjender med det resultat, at de, som ikke var en del af alliancen jf. Bush tale, faldt ud som fjender. 2 Om end det forklarer, hvorfor Taliban-regimet i Afghanistan blev nedkæmpet, og regimerne i Syrien og Iran blev truet, forklarer det ikke fuldt ud Iraks skæbne. Slet ikke så længe der ikke er fundet substantielle beviser for påstanden om masseødelæggelsesvåben og mulig finansiering af terror. Udover retten til at være overforsigtig og dermed også retten til at tage fejl, jf. realismens tragedie (Wæver, hand-out p. 3), skal USA's angreb på Irak derfor snarere ses som en ny amerikansk strategi. 1 Institut for Statskundskabs opgaveformulering fremgår af Tillæg B. 2 Se også Gräs et al. (2002). Et andet resultat af alliancen var, at USA kunne prioritere NMD lavere (færre fjender), hvilket også skete. Bush securitization af Nordkorea, en de facto atommagt, i axis of evil empires - talen, og Nordkoreas klassisk realistiske reaktion i form af tung krigsretorik fuld af trusler, fastholder dog NMD-projektet Om ikke andet så i en eller anden form for containment af Nordkorea. På den anden side er Nordkorea efterfølgende blevet ladt i fred, hvilket understreger Waltz idé om a-våben som et udmærket middel til afbalancering. 1

2 En strategi hvor USA ikke længere ruster sig til en kommende multipolaritet, men i stedet tænker offensivt realistisk, synliggør den eksisterende magtubalance, der p.t. er til fordel for USA, færdiggør NMD, og gennemtvinger et egentligt hegemoni. USA's krigsførelse i rammen af en coalition of the willing, valget af FN, når det kan bruges, og hele fravalg af NATO understreger denne realistiske tankegang. Hvorvidt antagelsen er rigtig, måles måske bedst i Frankrig-Tysklands (EU), Ruslands og Kinas manglende substantielle støtte til USA genopbygning af Irak; - de synes at afbalancere! 3. USA's liberalistiske krig. USAs isolationistiske udvikling op til 11/9, bl.a. i form af en kølnet interesse for de latente konflikter i Mellemøsten og afvisningen af Kyoto-aftalen, giver, i et liberalistisk perspektiv, kun mening såfremt USA's absolutte gevinst bliver større ved fravær end ved deltagelse. Denne teoretiske gevinst forsvandt med 11/9, hvor der bl.a. fra de ignorerede områder i Mellemøsten og Centralasien, dukkede terrorister op. Den efterfølgende bekæmpelse af al-qaeda i Afghanistan understregede i den forbindelse to væsentlige liberalistiske pointer: At staten fortsat har en central betydning (neo-liberalisme) og at krig mod ikke-demokratier fortsat kan være nødvendig (jf. tesen om den demokratiske fred). Fukuyama kan også anvendes til at forklare Irak-krigen set i et neo-liberalt internationalistisk perspektiv, idet han betoner den amerikanske liberalisme, som den altoverskyggende, rigtige. Det gør det legitimt at udbrede den; også gennem intervention. Bush-administrationens antydninger af en mulig udvidelse af Irak-krigen med angreb på Syrien og Iran m.fl. understreger denne pointe. 3 Bush understregede selv denne opfattelse i en nylig tale, hvor han beskrev behovet for at udbrede demokrati i verden (republikansk liberalisme) og i øvrigt lagde afstand til USA's tidligere støtte til diktaturer. 4 Dermed prioriterede han den liberalistiske kerneidé (jf. Kant) om demokratiet som den ultimative facilitator af fred og fremskridt frem for Keohanes liberale institutionalisters prioritering af interdependens som vejen mod demokrati. Om end tro og traditioner ikke indgår i det liberalistiske univers, må det antages, at Bush opfattelse i mødet med virkeligheden, som i Irak indtil nu, rammes af Moravcsiks neo-liberalistiske antagelse om, at sand liberalisme ikke kan være præget af ideologi og utopi (Wæver, handout p. 5). I pagt med neo-neo-diskussionen er en mere hårdkogt udlægning af USA s ageren, at Irak blev angrebet for at berolige den amerikanske befolkning, der i høj grad var blevet en del af Bush-administrationens securitization af terror og WMD, samt for at sikre økonomien på kort og lang sigt. Sidstnævnte m.h.p. to ting: For det første at høste den økonomiske gevinst en så stor krig (og genopbygning) har for USA stagnerende produktion; der er hidtil forbrugt og investeret mere end hundrede milliarder dollar. For det andet for at imødegå en stigende irakiske olieproduktion, der både ville styrke Irak, men også indirekte via OPEC, ville kunne påvirke amerikansk økonomi (Sangiorgio p. 7). Om end vigtig for liberalismen, så behandles neo-liberal institutionalisme, eksempelvis i form af FN, kun perifert i dette afsnit. Det skyldes USA's fravalg af muligheden for at støtte sig til FN s normgivende rammer: FN var ikke klar, da USA var. Af samme årsag fravalgtes NATO som en mulig entreprenør, om end netop NATO, i fraværet af et reelt FN-mandat, kunne have fremstået som angrebskrigens/landkrigens normformulerende element, 3 Om end mindre troværdig i kraft af sit præsidentkandidatur refererer general Wesley Clark (tidl. SACEUR) en general i Pentagon for NOV 2001 at have sagt, at den politiske plan for et angreb i Mellemøsten indebar en fem år lang kampagne med angreb på Irak, Syrien, Libanon, Libyen, Iran, Somalia og Sudan. Stemmegrød, boganmeldelse i Weekendavisen NOV Bush kræver demokrati i Mellemøsten, Danmarks Radio, 7. november 2003, hentet på Internet 21 NOV

3 ganske som det skete i Kosovo-kampagnen. I stedet valgtes en coalition of the willing styret af USA. Dét valg blev i afsnittet vedr. realisme tolket som et realistisk valg. Her opfattes det som en liberalistisk konstruktion etableret i erkendelsen af FN s manglende vilje til at slutte op om amerikansk politik. Et nyt amerikansk regime med kun ét medlem og en række associerede partnere. Bush fravalg af støtte til diktaturer jf. ovennævnte tale, kunne være regimets første norm. For nylig sagde Bush følgende, der synes at understøtte ovennævnte udvikling: I visse tilfælde er omfattende magtanvendelse det eneste, der kan værne os mod en kaotisk verden, hvor volden hersker ( ) FN's troværdighed - og livskraft - er afhængig af, om verdensorganisationen er villig til at holde ord og gribe til handling, når det er nødvendigt. 5 Set i forhold til Verden, kan USA således stadig opfattes som betinget isolationistisk. 4. Danmarks deltagelse i Irak-krigen - den realistiske skoles opfattelse. Danmark har flere gode grunde til at deltage i Irak-krigen, der for Danmark ikke handler om egentlige gevinster ved krigen, men om de relative gevinster som Danmark får ved at lægge sig til USA. Udgangspunktet i dette afsnit er Kenneth Waltz neo-realistiske system i Stephen Walt/Birthe Hansen-udgave, hvor unipolen kan manøvrere uafhængigt, samtidigt med at de øvrige stater enten søger at trække systemet i en multipolær retning eller følger den. I Waltz globalt betragtede polære system kan en småstat en princip ikke afbalancere en supermagt, hvorfor den vil være tilbøjelig til at underordne sig. I et unipolært system vil flere stater flokkes om unipolen, hvorfor supermagtens interessesfære vil udvides, hvorved den også får flere opgaver, end den kan løse. 6 Samtidigt opstår der mellem småstaterne et behov for at manifestere sig i forhold til unipolen; bl.a. fordi de ikke i sig selv er interessante (Wæver 2000, p. 67). Danmarks ageren er således i Waltz perspektiv en naturlig følge af landets størrelse og betydning - af Walt kaldet band-wagoning. Denne band-wagoning nås også i Walts eget, mere regionale perspektiv. Her er årsagen, at Danmarks alternativ i Europa ikke er attraktivt. Havde Danmark lagt sig op af den kontinentale afvisning af Irak-krigen, ville USA relativt set være blevet yderligere svækket i Europa, og europæiske stormagter som Frankrig og Tyskland styrket. Dermed ville Danmark have styrket sine nærmeste naboer, hvormed Danmark relativt set ville være blevet svagere. Ved at følge USA fastholdt Danmark en for landet hensigtsmæssig balance og fik relativt mere indflydelse såvel globalt som regionalt. Statsminister Anders Fogh Rasmussen understøtter denne opfattelse: Set fra et lille lands synspunkt ville det ( ) være en fordel, hvis beslutninger om udenrigs- og sikkerhedspolitik blev truffet i EU s ministerråd. For så fik vi indflydelse på områder, som i dag i vidt omfang er domineret af de store lande. Men det er næppe realistisk. 7 Ovennævnte forklarer ikke, hvorfor Danmark deltog aktivt i selve krigen, men det er heller ikke umiddelbart realismens ærinde; den diskuterer balancer og alliancer. En mulig forklaring er dog Danmarks behov for at manifestere sig jf. tidligere, og unipolens behov for at fordele de mange opgaver. (Birthe Hansen (pensum)). To eksempler på dette er 5 Bush forsvarer Irak-krigen, 19. november 2003, hentet på Internet 22 NOV Om end unipolen af Waltz beskrives som ustabil, opfattes den her jf. Birthe Hansen (pensum). 7 Statsminister Anders Fogh Rasmussens tale ved overrækkelse af Europabevægelsens pris som Årets Europæer den 3. maj 2003 ( 3

4 Danmark og Polen; Danmark bidrog indledningsvis til krigsførelsen i Irak i begrænset omfang, mens Polen nøjedes med at bidrage moralsk. I dag har begge lande indsat relativt store troppekontingenter i Irak til reel aflastning af USA (og Storbritannien). Eftersom Danmark ikke umiddelbart var truet af hverken Irak, WMD eller terrorisme 8, kan tilslutningen til USA krigsførelse også ses i et andet, realistisk perspektiv: Spørgsmålet om hvordan det øgede antal konflikter efter bipolaritetens ophør kan bringes ned til gavn for stabilitet i verden. Her peger Birthe Hansen (pensum) på, at unipolaritet kan være at foretrække frem for det stillestående multipolære system med dets mistro og rigiditet. Danmarks opbakning til USA kan således også opfattes som opbakning til det unipolære system i sig selv. Uagtet EU's gode viljer, vil udviklingen af en fælles europæisk, autonom, militær kapabilitet med tilhørende krisestyringsapparat, set i et realistisk perspektiv, uafladeligt føre til en indbyrdes europæisk-amerikansk afbalancering. 9 Om ikke andet så i de fælles interesseområder i Centralasien og Mellemøsten. Udover det problematiske i at skulle (kunne?) vælge side mellem USA og EU, mister Danmark den indflydelse, som et teoretisk, men muligt dansk nej giver i NATO, men ikke i EU. Sidstnævnte bl.a. fordi den europæiske krisestyringsmodel antages at ville lade de lande, som bærer de største risici (Frankrig, Storbritannien og Tyskland), få den største indflydelse. Om end disse lande qua deres historie m.v. afbalancerer hinanden, vil Danmark i situationer, hvor de er enige, have svært ved at blokere beslutninger, der måtte gå mod Danmarks interesser. 10 Hertil kommer, at netop dé tre landes uenighed historisk set har ført til brudte alliancer og krig. Dermed vil EU potentielt hverken kunne gennemføre den bluff eller det svig, som realismen stiller krav om, når det gælder beskyttelse af en stat (her samtlige medlemsstater) og ej heller den oprustning, som et potentielt genopstået sikkerhedsdilemma fordrer. 5. Danmarks deltagelse i Irak-krigen - den liberalistiske skoles opfattelse. Der er de seneste år sket et dansk ryk væk fra FN med deltagelsen i ikke FN-sanktionerede operationer i f.m. den aflyste Irak-krig 1998 og Kosovo I dag diskuteres det hvorvidt deltagelsen i Irak-krigen 2003 er forankret i FN. Set i et institutionelt liberalistisk perspektiv, kan Resolution (1991), der legitimerer Irakkrigen i koalitionens optik, forstås som en aftale i rammen af det kollektive sikkerhedssystem. Altså at den kan betragtes som en aftale mellem Irak og Verden, - og at Irak havde brudt denne aftale. Alligevel har koalitionen i Irak valgt at arbejde uden for FNkontrol. Ej heller synes koalitionen at søge at være normformulerende, som NATO var det i 1999 i Kosovo. Måske indrammes nyere tids dansk liberalistisk tradition bedst af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der i 1999 sagde: Therefore, this fight - NATO s fight in Kosovo and FRY - is a fight for humanity. A fight for all of us. It is the fundamental question of rights for human beings instead of rights of states. Because - as the Secretary General of the United Nations have indicated - the United Nations Pact must never be a hiding place for mass murders Om end WMD og terrorisme blev forsøgt securitized i Wæver sk forstand, vandt dette argument aldrig frem i Danmark, som den egentlige begrundelse for krigen (sic!). 9 Om end Waltz ikke opfatter institutioner som aktører, opfattes EU her i Ole Wævers 1+4+regioner - udlægning. (Wæver, 2003). 10 Den europæiske forsvarsdimension, Reimer R. Nielsen, DUPI 2001, p Resolutionen blev anvendt til afløsning for Resolution nr fra 2002, da sidstnævnte sendte et irakisk non-compliance tilbage til behandling i Sikkerhedsrådet (se 4). Krigsbegrundelsen blev således overtrædelsen af våbenstilstandsresolutionen (-aftalen) fra Statsminister Poul Nyrup Rasmussen tale i anledning af NATOs 50-års jubilæum. ( 4

5 Dermed såvel muliggøres som legitimeres dansk intervention, som i Irak-krigen, hvorved Danmark nu vil kunne tage ansvar for andet end udviklingen af interdependens m.v., men også kunne tage direkte del i de regimeskift, som både Bush og en fremtidig fred stiller krav om. Det betyder dog ikke, at Danmark nødvendigvis behøvede at deltage i Irakkrigen, men det er som med den realistiske skole heller ikke væsentligt. En mulig forklaring kunne dog være, at Statsministeren følte, at landet var kaldet: Vi følte, at angrebet på USA var et angreb på os selv. ( ) Europa og USA er bundet sammen i et værdifællesskab og et skæbnefællesskab. ( )Kort efter nytår sendte vi specialstyrker til Afghanistan. ( )Vi gjorde det, fordi almindelig menneskelig anstændighed byder os at bekæmpe den skruppelløse ondskab, som terrorisme er. 13 Denne opfattelse understøttes af opfattelsen af, at Danmark skyldte USA et tak for hjælpen efter at vi frem til Sovjetunionens opløsning på den ene side havde bedt NATO om at beskytte os, samtidigt med, at vi på den anden side larmede op om atomvåbenfri zoner, kontrol af skibsanløb og lavede fodnoter. En politik der trods NATO-medlemskab kunne antyde, at Danmark gennemførte sin egen afbalancering af øst og vest midt i den kolde krig, som foreslået af Peter Viggo Jakobsen: a dual policy of deterrence and reassurance (Jacobsen 2000). Tilbage står spørgsmålet om ikke Danmarks delvise enegang i Irak-krigen lader velfungerende normgivende regimer som FN og EU i stikken, og om ikke det er kontraproduktivt set i et liberalistisk perspektiv? Det er det, men det skyldes to ting: For det første så fremstår FN svækket efter den russiske blokering i 1999 og den amerikanskfranske debat og drilleri op til Irak-krigen. For det andet så har Danmark ikke det nødvendige sikkerhedspolitiske råderum så længe forsvarsforbeholdet minimerer manøvremulighederne i en europæisk retning. Reelt blokerer forsvarsforbeholdet Danmark i såvel et realistisk som et liberalistisk perspektiv. 6. Afslutning. Om end de to skolers forklaringskraft ikke skal vurderes, peger USA optræden i rammen af begge skoler på, at Verden fortsat vil udgøres af et unipolært system. Alt efter i hvilket omfang de øvrige demokratier m.fl. flokkes, tilpasser sig i alliancer eller afbalancerer, vil USA udvikle alternative regimer til støtte for sin egen magtprojektion. Indtil en evt. overgang til et multipolært system synes FN at være svækket. I begge neoperspektiver peger dét på en redefinering af organisationens opgaver inden for relativ kort tid, da organisationen ellers kan miste sin betydning. Om end det ikke eksplicit er behandlet i teksten, eksisterer der et interessant dilemma i liberalisternes ønske om fri handel og åbne grænser og kravet om stadig mere kontrol og flere betjente m.fl. til imødegåelse af terorvirksomhed. Følgende opgaver vurderes at være interessante for en videre analyse af de to skoler: Konsekvenser af forsvarsforbeholdet ved overgang til et multipolært system. Det kollektive sikkerhedssystem i en unipolær verden. Forsvarsforbeholdet i et liberalistisk perspektiv. Forsvarsforbeholdet i en multipolær verden. Liberalismens krav om frihed kontra anti-terrorismens krav om kontrol. 13 Statsminister Anders Fogh Rasmussens tale ved Rebild-festen 4. juli 2002 ( 5

6 6

7 TILLÆG A Bibliografi. Ole Wæver, (2000), Fra Halvneutral til Hyperallieret - men hvor længe, i Troels Frølings (red.) På sporet af europæisk sikkerhed, Atlantsammenslutningen. Ole Wæver, (2003), Hvor ligger Centralasien?, i Militært Tidsskrift nr. 1, Peter Viggo Jacobsen (2000), Denmark at War. Turning Point or Business as usual?, i Bertel Heurlin og Hans Mouritzen (red.): Danish Foreign Policy Yearbook 2000, Dansk Udenrigspolitisk Institut. Peter Sangiorgio (2002), Hvorfor opfatter USA Irak som en trussel, Forum for Forsvarstudier, Forsvarsakademiet. Tobias Gräs, Christina Madsen og Cathrine Ræder (2002), En analyse af alliancen mod terror, Opgave i International Politik, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. nal%20politik/ip.htm (hentet 20/11-03). Pensum: Lektion 3-6. Øvrige materialer. Nikolaj Petersen & Mette Skak (1998), Teorier om international politik. En oversigt, Dansk Udenrigspolitisk Institut. Ved henvisning til handout refereres til de af Ole Wæver udlevered handouts i hhv. Realisme (lek. 3-4) og Liberalisme (lek. 5-6). 1

8 TILLÆG B Opgave som formuleret af FAK Med udgangspunkt i undervisningen i international politik og det hertil knyttede pensum ønskes en diskussion af krigen i Irak (2003) under inddragelse (af) udvalgte forklaringsmodeller fra hhv. den realistiske og liberalistiske skole. Der ønskes særlig vægt på en diskussion af den danske deltagelse i krigen. 1