Indiske speciallæger i Region Midtjylland

Transkript

1 Indiske speciallæger i Region Midtjylland en evaluering af forløbet for de indiske lægers første år i regionen Udarbejdet af: Konsulent Lisbeth Ørtenblad Konsulent Lars Rasmussen November 2008 Center for Kvalitetsudvikling Olof Palmes Allé 15, 8200 Århus N.

2 Indholdsfortegnelse 1. Baggrund...3 Rekruttering af indiske speciallæger... 3 Evalueringens formål og indhold De indiske lægers vurdering og erfaring med sprog, arbejde og fritidsliv i Danmark...5 Udvikling i mestring af det danske sprog... 5 Udvikling i arbejdsliv... 7 Udvikling i de indiske lægers samarbejde med mentorer og øvrige kollegaer...10 De indiske lægers sociale liv i Danmark...12 De indiske lægers familiemæssige liv i Danmark...13 De indiske lægers forventninger til fremtiden i Danmark...14 Opsummering Danske lægers vurdering af rekruttering og implementering af indisk lægelig arbejdskraft...19 Vurdering af de indiske lægers mestring af det danske sprog...19 Vurdering af de indiske lægers faglige kvalifikationer og funktioner...21 Samarbejdsrelationer i afdelingen...23 Mentorfunktionen...25 Rekruttering og implementering af udenlandsk arbejdskraft...26 Opsummering Perspektiv...30 Tabelliste...33 Bilag 1: Metode...34

3 1. Baggrund Rekruttering af indiske speciallæger Region Midtjylland iværksatte i foråret 2007 et pilotprojekt med henblik på at rekruttere en gruppe indiske speciallæger til det danske sundhedsvæsen. Projektet ledes af Jørn Koch, Kommitteret ved Region Midtjyllands sundhedssekretariat, og cheflæge Steen Friberg Nielsen. Projektet er iværksat for at afhjælpe manglen på speciallæger, der er et stigende problem i Danmark som helhed. De indiske læger er rekrutteret indenfor områderne anæstesiologi, patologi og radiologi, fordi der her er størst lægemangel. Udover at afhjælpe lægemanglen indenfor disse specialer har projektet til formål at afprøve rekruttering af en større gruppe sundhedsfagligt personale, herunder at få erfaring med såvel de formelle forudsætninger for et sådant tiltag som faktorer der har betydning for en succesfuld implementering af rekrutteringen (for eksempel sprog, kultur, faglighed). De indiske læger gennemgik en ansættelsesprocedure i Indien, hvor også repræsentanter fra de ansættende hospitaler deltog. 26 indiske læger blev ansat, og de modtog herefter et ½ års introduktionsforløb, hvor de blandt andet fik intensiv danskundervisning. Efter bestået danskprøve startede de indiske læger arbejdet på hospitalsafdelinger i regionen d. 1. februar 2008, og de har således ved denne evaluerings gennemførelse arbejdet ca. 9 måneder. De indiske læger er ansat af Region Midt, under overenskomst med Yngre Læger. Som læger fra 3. lande er de tildelt en midlertidig lægelig autorisation i to år på baggrund af Sundhedsstyrelsens vurdering af deres uddannelse. For at opnå yderligere autorisation skal de indiske læger bestå en medicinsk fagprøve samt eksaminer i receptskrivning, socialmedicin og medicinsk lovgivning. Desuden skal de gennemføre turnus på to forskellige kliniske afdelinger i tre måneder. Det er et forløb, som de indiske læger i øjeblikket er i gang med, og lægerne kan derfor formelt set ikke ansættes som speciallæger, men er indtil videre ansat som 1. reservelæger. Tre af de indiske læger er rejst tilbage til Indien, to af disse på orlov. Evalueringens formål og indhold Nærværende evaluering er en opfølgning af en tidligere evaluering foretaget i april Evalueringen har til formål at beskrive, hvordan projektet forløber, herunder at undersøge udbyttet af rekrutteringsprojektet på baggrund af de indiske lægers samt deres danske kollegaers (mentorer) vurderinger. Der er særlig fokus på, hvordan det går fagligt, sprogligt og socialt på afdelingerne. Formålet er endvidere at undersøge, om der er sket ændringer i perioden mellem de to evalueringer, hvor de indiske læger har haft mulighed for at konsolidere sig fagligt, sprogligt og socialt. Med udgangspunkt i de involverede parters vurderinger, er det hensigten at præsentere, hvad der med 1 Indiske læger i Region Midtjylland en erfaringsopsamling af rekrutteringen og den første tid i sundhedsvæsenet. Lisbeth Ørtenblad og Lars Rasmussen, Center for Kvalitetsudvikling, april Side 3

4 fordel yderligere kan udvikles, hvis regionen i fremtiden skal rekruttere udenlandske læger og eventuelt andet sundhedsfagligt personale. En beskrivelse af den anvendte metode findes i bilag 1. Side 4

5 2. De indiske lægers vurdering og erfaring med sprog, arbejde og fritidsliv i Danmark Udvikling i mestring af det danske sprog Der er en klar fremgang i de indiske lægers vurdering af deres mestring af det danske sprog. Lidt over halvdelen (52%) svarer nu, at det går godt med at tale og forstå dansk, mens de øvrige (48%) svarer nogenlunde. Det er et stort fremskridt i forhold til forårets undersøgelse, hvor de tilsvarende tal var henholdsvis 16% og 84% (tabel 1). Tabel 1: Udvikling i de indiske lægers mestring af det danske sprog Spørgsmål Marts 2008 (N=19) % (antal) Oktober 2008 (N= 23) % (antal) Godt Nogenlunde Dårligt Godt Nogenlunde Dårligt Hvordan synes du det går med at tale dansk? Hvordan synes du det går med at forstå dansk? 16% (3) 84% (16) 0% (0) 52% (12) 48% (11) 0% (0) 16% (3) 84% (16) 0% (0) 52% (12) 43% (10) 4% (1) Hvordan synes du det går med at drøfte faglige emner med 65% (15) 35% (8) 0%(0) dine kollegaer 2 Hvordan synes du det går med at tale dansk dine kollegaer på hospitalet 11% (2) 84% (16) 5% (1) Hvordan synes du det går, når du taler med patienter 3 16% (3) 53% (10) 0% (0) 72% (13) 28% (5) 0% (0) Især i forhold til at tale med patienter synes det sproglige at fungere godt, idet næsten ¾ her svarer, at det går godt, mens resten svarer nogenlunde (tabel 1). De indiske læger er også blevet spurgt, hvordan de synes, det går med at begå sig på dansk nu i forhold til i foråret, og næsten alle svarer, at det går bedre (95%), mens en enkelt svarer, at der ikke er forskel. Det er således tydeligt, at de indiske læger vurderer, at der er fremskridt i deres mestring af det danske sprog, men det betyder ikke nødvendigvis, at de ikke fortsat oplever problemer på det felt. I spørgeskemaets åbne kommentarer lyder der udsagn som: Det bliver bedre dag for dag, men udtalelse er stadig vanskelig ; Almindelig dagligdags tale er ikke længere et problem. Heller ikke skrivning af s er et problem. Men det er vanskeligt at skrive siders rapporter ; Det går meget bedre, men jeg synes, det stadig er svært, når mange danske kollegaer taler med 2 I foråret 2008 blev dette spørgsmål ikke stillet. På det tidspunkt blev der spurgt Hvordan synes du, det går med at tale dansk med dine kollegaer på hospitalet. 3 Ved dette spørgsmål er N=13 i forårets undersøgelse og N=18 i efterårets undersøgelse, da ikke alle de indiske læger har kontakt med patienter i deres arbejde. Side 5

6 hinanden, og det er vanskeligt at kommunikere på telefon ; Det går godt med at tale almindelig dansk sprog, men det er endnu svært at forstå videnskabeligt sprog. Under interviewet fremgår det ligeledes, at de fleste af de indiske læger synes, det især volder dem problemer at skrive rapporter, at tale i telefon samt at drøfte faglige problemstillinger på dansk med deres kollegaer. Det sidste kan virke lidt paradoksalt, fordi det i spørgeskemaet, især er de faglige drøftelser med kollegaer, som de indiske læger synes fungerer godt. Her svarer ca. 2/3, at det går godt, mens ca. 1/3 svarer, at det kun går nogenlunde (tabel 1). Under interviewet er det dog tydeligt, at mange finder det vanskeligt at diskutere komplekse faglige problemstillinger. De giver udtryk for, at det er generende, fordi det er en barriere i forhold til at kunne udtrykke sin faglighed tilfredsstillende. En af lægerne siger: Det bliver bedre og bedre, men det er ikke godt nok. Det gik stærkt i begyndelsen, men nu udvikler det sig kun langsomt. Det er ikke et problem, hvis jeg bare skal fortælle, hvad jeg har gjort, eller hvad de [patienterne] fejler, men hvis det er komplekse, faglige problemstillinger, så er det vanskeligt. En anden supplerer: Selvom jeg kan forstå og kommunikere på dansk, er det stadig svært at drøfte de faglige emner med mine kollegaer. Men jeg håber, det kommer efterhånden. Andre af de indiske læger er knap så positive: Det er især svært at drøfte faglige emner med kollegaer på dansk. Jeg kan ikke udtrykke mig, som jeg gerne vil, og som jeg er vant til jeg er vant til at drøfte faglige emner med mine kollegaer på engelsk. Jeg har snakket med nogle danske sproglærere om det, og de siger, at det nok aldrig bliver det samme. Vi bliver bedre, men selv efter to år vil vi ikke være på samme niveau med faglige diskussioner. Og det er et problem jeg kan ikke udtrykke min faglighed godt nok. En af lægerne fortæller om at skrive om faglige problemstillinger: Jeg vil meget gerne drøfte faglige problemer på et højt niveau, men det kan vi ikke sproget er en barriere, og det er generende det kan komme til at virke, som om vi ikke kan noget. For eksempel, hvis jeg arbejder på engelsk, kan jeg skrive måske 8-10 undersøgelser på to timer, men på dansk er det nok kun halvdelen og nogle gange mindre. Tingene tager meget længere tid det forandrer lidt vores faglighed, og hvad vi kan lave. Samtidig er det også vigtigt at understrege, at der er store forskelle mellem de indiske læger, hvad angår deres egen vurdering af deres sproglige kompetencer. Enkelte af dem giver udtryk for, at de ikke længere føler sig voldsomt hæmmede hverken fagligt eller skriftlig i forhold til det danske sprog. Det samme giver mange af deres danske mentorer til kende (se det efterfølgende kapitel). Side 6

7 Udvikling i arbejdsliv De indiske læger rapporterer, at de føler sig mere fortrolige med arbejdsgangene på afdelingerne nu end i foråret. Samtlige læger svarer ja eller nogenlunde til spørgsmålet. 78% svarer, at de er fortrolige med arbejdsgangene, mens det kun var 58% i foråret (tabel 2). I forhold til de indiske lægers vurdering af, om deres faglige kvalifikationer og erfaringer modsvares af de konkrete arbejdsopgaver, er der ikke nævneværdig forskel mellem de to evalueringer, idet ca. halvdelen svarer ja til spørgsmålet, og omkring 40% svarer nej ved såvel forårets som efterårets evaluering (tabel 2). Der er heller ikke nævneværdig forskel mellem forårets og efterårets evalueringer i forhold til spørgsmålet om forventninger til arbejdet indfries. Der er sket en lille stigning i andelen der svarer ja på spørgsmålet (hhv. 36% og 32%); til gengæld er andelen der svarer nej på spørgsmålet steget lidt, og andelen der svarer nogenlunde faldet lidt; det er dog kun en enkelt person, det drejer sig om (tabel 2). Tabel 2: De indiske lægers vurdering af udviklingen af arbejdsopgaver og faglighed Spørgsmål Marts 2008 (N=19) % (antal) Oktober 2008 (N= 23) % (antal) Ja Delvis Nej Ja Delvis Nej Vurderer du, at dine kvalifikationer og erfaringer 53% (10) 42% (8) 5% (1) 52% (12) 39% (9) 9% (2) passer til dine arbejdsopgaver? Føler du dig fortrolig med arbejdsgangene på din 58% (11) 42% (8) 0% (0) 78% (18) 22% (5) 0% (0) afdeling? Svarer dit arbejde til dine forventninger, da du rejste til 32% (6) 47% (9) 16% (3) 36% (8) 45% (10) 18% (4) Danmark? Synes du, at du udnytter dine faglige kvalifikationer og 78% (14) 22%(4) erfaringer tilstrækkeligt?4 Er der sket ændringer i dine arbejdsopgaver og ansvarsområder idet sidste halve år? 86% (18) 14% (3) Hovedparten af de indiske læger vurderer, at de nu udnytter de faglige kvalifikationer og erfaringer i tilstrækkelig grad. 78% svarer ja, og kun 22% nej til det spørgsmål. I forlængelse heraf angiver langt de fleste (86%), at der er sket ændringer i arbejdsopgaver og ansvarsområder indenfor det sidste halve år (tabel 2). Det underbygges af udsagn fra både interview og de åbne spørgsmål i forbindelse med spørgeskemaet, hvor de indiske læger fortæller, at der er sket mange ændringer i positiv retning i forhold til deres arbejdsmæssige funktioner og ansvarsområder. De giver udtryk for, at de nu i højere grad arbejder uafhængigt og har et selvstændigt ansvar. En af lægerne siger: 4 Svarkategorierne ved dette og det efterfølgende spørgsmål er ja / nej. Desuden blev disse to spørgsmål ikke stillet i forårets evaluering. Side 7

8 Jeg har selvstændige vagter, og jeg synes vi alle arbejder mere selvstændigt nu det er ikke længere et problem i dagligdagen. Det er nok på grund af sproget vi er blevet bedre. Det faglige er i orden nu, men der er selvfølgelig stadig...- sproget er stadig svært. De indiske læger mener, at hospitalsstørrelsen har indflydelse på, i hvor høj grad de får mulighed for at arbejde selvstændigt. De vurderer, at de læger, der arbejder på mindre sygehuse, i højere grad arbejder selvstændigt, fordi der er en større mangel på speciallæger, og fordi arbejdsopgaverne er mindre specialiserede end på de store sygehuse. Derimod giver de ikke udtryk for, at det lægefaglige speciale har indflydelse på omfanget af selvstændigt arbejde og ansvarsopgaver. Også de danske mentorer nævner, at sygehusstørrelsen kan have betydning for, i hvor høj grad de indiske læger får mulighed for selvstændige arbejdsfunktioner. Nogle af de danske mentorer siger for eksempel: Det har været svært at inkorporere de indiske læger på vores højtspecialiserede afdelinger. Måske er det lettere på et centralsygehus. Meget specialiserede afdelinger kan ikke forvente at få udenlandske læger, der lige præcis matcher afdelingens behov. Måske er det lettere på et centralsygehus med mindre specialisering. Også supervision har ændret karakter fremgår det af diskussionerne under interviewet med de indiske læger: Nu foregår det [supervisionen] mere på lige niveau. Vi får faktisk ikke meget supervision mere, udover det sproglige, og nu er det ikke kun vores mentor, men også andre kollegaer, så det virker mere som faglig sparring. Ja, I begyndelsen rettede de mere. Nu retter de lidt, og det er vel nærmest kun sprogligt. Jeg synes, det er godt vores rapporter bliver kigget igennem og underskrevet, for der kan være sproglige fejl. De indiske læger giver således udtryk for, at det daglige arbejde er mere fagligt tilfredsstillende nu, fordi de i højere grad end tidligere arbejder på lige fod med deres danske kollegaer, og de fortæller, at deres arbejde nu er mere selvstændigt med egne ansvarsområder. Endelig nævner enkelte af lægerne, at de oplever en anden arbejdspladskultur i Danmark end i Indien. De fremhæver især et mindre hierarkisk og mere ligeværdigt samarbejde mellem forskellige faggrupper og mellem forskellige typer af læger som et positivt aspekt. Det kan derfor synes paradoksalt, når en stor del af de indiske læger samtidig angiver, at deres faglige kvalifikationer og erfaringer kun delvis eller ikke modsvares af deres arbejdsopgaver (48%, tabel 2). Det skyldes formentlig, at arbejdsopgaver og arbejdsgange er organiseret og struktureret anderledes i Indien end i Danmark. De indiske læger fortæller, at deres arbejdsopgaver i Indien var langt mere varieret, og at de fagligt set spændte over flere funktioner, fordi de dækkede flere forskellige Side 8

9 afdelinger. I Danmark derimod er de forskellige afdelinger, og dermed funktionerne, mere specialiserede, siger de indiske læger. De giver udtryk for, at de i højere grad lærer mere indenfor ét felt, men er samtidig bekymrede for, at de ikke vedligeholder og udbygger deres viden på andre områder, som de forventes at varetage, når de vender tilbage til Indien. En af lægerne siger: Hospitalet drager ikke nytte af min viden og erfaring indenfor bestemte områder, fordi arbejdet er mere specialiseret her. Jeg bruger måske kun halvdelen af min ekspertise, fordi jeg ikke udfører så mange forskellige funktioner, som jeg plejer at gøre. Desuden fremgår det af interviewet og af spørgeskemaets åbne kommentarerer, at selvom de indiske læger i højere grad nu end tidligere trives med deres faglige arbejde i dagligdagen, er det dog fortsat er et problem, at deres stillingsbetegnelse formelt set ikke er på speciallægeniveau, som er det, de indiske læger i princippet er ansat til, og som deres uddannelsesmæssige baggrund og erfaringer berettiger til. En af lægerne siger: Det er rigtigt, at jeg har selvstændige vagter nu, og det fungerer fint i det daglige arbejde. Men jeg kigger på princippet. Problemet er, at selvom vi arbejder selvstændigt og på overlægeniveau, er vi reservelæger som stillingsbetegnelse. Så på den måde arbejder vi på et lavere niveau end vi forventede, og på papirerne er det et stort problem for os, når vi kommer tilbage. Andre supplerer: Det er meget frustrerende, at vi ikke har vores speciallægeautorisation endnu her i Danmark. Det betyder, at vi får et hul i vores C.V., og det betyder, at vores arbejde skal checkes og superviseres. Det er en frustration. Hvis man arbejder under supervision i lang tid, vil man miste selvtillid. Når man har arbejdet mange år i Indien som consultant [overlæge], og man så pludselig altid skal have en til at kontrollere sit arbejde det er ikke godt, man mister selvstændighed og selvtillid. I forlængelse af det er de indiske læger lige nu meget optaget af de medicinske embedseksaminer, som de skal bestå for at få tilkendt dansk speciallæge autorisation. For mange er det kommet som en overraskelse, og de stiller sig uforstående overfor, at de skal bestå en type eksaminer, som de dels allerede har bestået i Indien, og dels ikke benytter i deres faglige virke i Danmark 5. De oplever det som et stort problem, at de skal læse fagbøger på dansk, og generelt set bruge meget tid på disse eksaminer, 5 For at opnå dansk lægelig autorisation skal læger fra 3. lande bestå en medicinsk fagprøve samt eksaminer i receptskrivning, socialmedicin og medicinsk lovgivning. Desuden skal de i turnus i tre måneder på to forskellige kliniske afdelinger. Side 9

10 tid som de synes kunne bruges langt bedre på arbejde og andre ting. For eksempel siger en af lægerne: Selvfølgelig skal vi vide noget om det, lovgivning for eksempel, men hvorfor skal vi til prøve i det? Og til prøve i en masse fag, som vi allerede har haft i vores medicinske eksaminer i Indien? Hvorfor skal de checke vores fortrolighed med noget, vi ikke skal bruge? En anden supplerer: Jeg har ikke lyst til at læse de her fag. Vi bruger meget tid på at læse om ting, som er nytteløst for vores arbejde i Danmark. Det ville være vigtigere at bruge det på vores arbejde. Hvorfor skal jeg læse den slags ting, når jeg ikke skal bruge det? Og så på dårlig dansk? Hvis vi endelig skulle, ville det være bedre at bøgerne var på engelsk. Enkelte af lægerne giver udtryk for, at de finder det så formålsløst at bruge tid på at bestå disse eksaminer, at de ikke forventer at ville gennemføre det, selvom det har den konsekvens, at de ikke kan fortsætte deres arbejde i Danmark efter 2-3 år. En siger for eksempel: Jeg er 45 år nu. Jeg vil gerne arbejde med mit eget felt, min egen faglighed. Jeg vil ikke spilde tid på andre ting, jeg ikke skal bruge. Og jeg vil slet ikke bruge tid på at læse medicinske bøger på dansk. Jeg har ikke læst en side, fordi det er svært at tage sig sammen, når man ikke skal bruge det til noget i sit arbejde. Så må det ende med, jeg ikke bliver her, hvis jeg ikke kan få en dansk autorisation. Udvikling i de indiske lægers samarbejde med mentorer og øvrige kollegaer Generelt oplever de indiske læger meget imødekommenhed og hjælpsomhed fra såvel deres mentorer som øvrige kollegaer i arbejdstiden. I forhold til især den faglige støtte er andelen, der er helt eller delvist tilfredse, steget i løbet af den tid, de indiske læger har arbejdet på afdelingerne (tabel 3). Side 10

11 Tabel 3: De indiske lægers vurdering af udviklingen af relationer til kollegaer Spørgsmål Marts 2008 (N=19) % (antal) Oktober 2008 (N= 23) % (antal) Ja Delvis Nej Ja Delvis Nej Er du tilfreds med den faglige støtte du får af din mentor? 79% (15) 5% (1) 5% (1) 87% (20) 13% (3) 0% (0) Er du tilfreds med den personlige og praktiske støtte 79% (15) 11% (2) 5% (1) 70% (16) 26% (6) 4% (1) du får af din mentor? Er du tilfreds med den kontakt du har med de andre medarbejdere på hospitalet i 58% (11) 37% (7) 5% (1) 61% (14) 39% (9) 0%(0) arbejdstiden? Føler du dig accepteret af de danske medarbejdere på 63% (12) 37% (7) 0% (0) 70% (16) 30% (7) 0% (0) hospitalet? Er der sket ændringer det sidste halve år i dit samarbejde med din mentor? 6 30% (6) 70% (14) I forhold til spørgsmål om tilfredshed med kontakt til og accept af øvrige medarbejdere er der sket en mindre stigning i de indiske lægers vurdering, og de giver alle udtryk for, at de er helt eller delvist tilfredse i forhold til disse faktorer (tabel 3). Enkelte af lægerne kommenterer, at nogle af deres kollegaer ikke bryder sig om idéen med rekruttering af indiske læger til regionens hospitaler, men de understreger, at det er få, og at de generelt set møder positiv interesse. Fra spørgeskemaets åbne kommentarer lyder der udsagn som Jeg er meget tilfreds med støtten, ikke kun fra min mentor, men også fra andre læger, som alle hjælper med min udvikling og omstilling på afdelingen ; Jeg har en rigtig god kontakt med min mentor, og det hjælper mig meget ; Det bliver bedre og bedre hver dag det har udviklet sig til et meget positivt samarbejde. De indiske læger understreger dog, at kontakten stort set er begrænset til arbejdstiden. Dette aspekt bliver behandlet i et efterfølgende afsnit. Også den personlige og praktiske støtte, som de indiske læger modtager af deres mentorer fremhæves som positiv, idet 70% svarer ja og 26% svarer delvis på spørgsmålet; kun en enkelt person svarer nej (tabel 3). Det fremgår af spørgeskemaets åbne kommentarer, at den praktiske og personlige støtte ikke længere fylder så meget. Knap 1/3 af lægerne (30%) svarer, at der er sket ændringer i den tid, de har arbejdet på afdelingerne i forhold til samarbejdet med de danske mentorer (tabel 3). Af interviewet fremgår det, at ændringen primært skyldes, at mange af de indiske læger som nævnt arbejder mere selvstændigt og uafhængigt af deres mentorer end de gjorde i foråret. 6 Spørgsmålet blev ikke stillet i den første evaluering. Svarkategorierne til spørgsmålet var ja og nej. Side 11

12 Endelig vurderer hovedparten af de indiske læger, at kontakten med patienter er velfungerende, idet 83% svarer, at det går godt, og de resterende 17%, at det går nogenlunde. Spørgsmålet er relevant for 18 af de indiske læger. En af lægerne fortæller: Jeg er narkoselæge, så jeg har meget kontakt med patienterne. Jeg tror, at selvom sproget er vigtigt, er kroppens sprog, empati og venlig behandling lige så vigtig. Så det går rimelig godt, fordi jeg bruger disse for at supplere min sprogmangel. De indiske lægers sociale liv i Danmark De indiske læger betonede i starten af rekrutteringsforløbet, at organiseringen af deres boligforhold var meget mangelfuld. I dag er dobbelt så mange af de indiske læger tilfredse med hvordan de bor, i forhold til den første fase af deres ophold i Danmark, idet 43% svarer, at de er tilfredse med dette i forhold til 21% ved sidste undersøgelse. Flere af lægerne er flyttet til større boliger. Der er dog stadig ca. 1/4, som ikke er tilfredse, og ca. 1/3 som kun er nogenlunde tilfredse med deres boligforhold. Af de åbne kommentarer fremgår det, at det primært skyldes, at boligerne er for små. Mange af lægerne bor i et- eller to-værelses lejligheder, og det er især et problem efter, at flere af lægernes familier er ankommet til Danmark. Også andre praktiske forhold synes at stabilisere sig. I dag svarer 59%, at de ikke oplever praktiske problemer i hverdagen mod 37% ved den forårets undersøgelse. Mange nævner dog at transport, indkøb mv. besværliggøres af forholdsvis store afstande, fordi lægerne ikke har kørekort og/eller bil i Danmark. Tabel 4: De indiske lægers tilfredshed med netværk udenfor arbejdstid Spørgsmål Marts 2008 (N=19) % (antal) Oktober 2008 (N= 23) % (antal) Ja Delvis Nej Ja Delvis Nej Tilfredshed med kontakt til indiske kollegaer? 58% (11) 42% (8) 0% (0) 61% (14) 39% (9) 0% (0) Tilfredshed med kontakt til kollegaer efter arbejdstid? 37% (7) 16% (3) 42% (8) 39% (9) 35% (8) 26% (6) Tilfredshed med kontakt til andre danskere end kollegaer? 37% (7) 37% (7) 26% (5) 39% (9) 48% (11) 13%(3) Kontakt med kollegaer og andre danskere udenfor arbejdstiden er et emne, som de indiske læger er optaget af under interviewet. Ifølge besvarelserne af spørgeskemaet er der ikke sket de store ændringer, siden den første evaluering blev foretaget, idet omkring 60% begge gange svarer, at de er tilfredse med den kontakt, de har til deres indiske kollegaer, og omkring 40% svarer, at de er tilfredse med den kontakt, de har til øvrige kollegaer og andre danskere udenfor arbejdstid (tabel 4). Færre svarer nu, at de ikke er tilfredse, og flere at de er delvist tilfredse med kontakten til øvrige kollegaer og andre danskere udenfor arbejdstiden (tabel 4). Under interviewet fortæller de indiske læger dog, at de gerne vil have mere kontakt med deres indiske kollegaer, men at afstande i regionen besværliggør dette. Endvidere giver hovedparten af de indiske Side 12

13 læger udtryk for, at de sjældent har kontakt med kollegaer efter arbejdstid. De fortæller, at de møder meget imødekommenhed i tilknytning til deres arbejde, men at kontakten efter arbejdstid er forholdsvis begrænset. Mange fortæller, at de i starten blev inviteret hjem til deres kollegaer, og at de inviterede igen, men at samværet så ofte stopper der. Det er forhold, de er uvante med, og de giver udtryk for, at de kunne ønske mere kontakt med kollegaer i fritidslivet. Lægerne fortæller for eksempel: Det fungerer dårligt med kontakt til vores kollegaer efter arbejdstid, for der er faktisk ingen kontakt. Vi ville gerne, i Indien er vi vant til at være mere sammen. Vores kollegaer er meget flinke og hjælpsomme i arbejdslivet, men vi savner kontakt i fritiden. Nogle gange har vi spist sammen, men det er meget lidt. Jeg vil gerne invitere noget mere, men jeg bor i en etværelses lejlighed med min kone og mit barn, så det er svært. Nogle gør lidt for, at vi skal mødes, men det er ikke så meget. Nogle af os er blevet inviteret enkelte gange, og vi har lavet indisk mad i deres hjem de kan godt lide indisk mad. Vi har også inviteret vores kollegaer i vores hjem, men vi er ikke blevet inviteret igen. Enkelte af de indiske læger har dog en anden oplevelse. De fortæller, at de har god kontakt med kollegaer og andre danskere i fritidslivet, og at sådanne relationer gradvist udvikler sig. Det er ikke usædvanligt, at udlændinge der arbejder i Danmark, finder det vanskeligt at komme ind på danskere privat, og mange oplever det som et stort problem. Imidlertid er det et vilkår ved at bo i Danmark, som er meget forskelligt fra det mange udlændinge kommer fra, og som det formentlig er vanskeligt at ændre radikalt. De indiske læger er blevet spurgt om deres fritidsliv svarer til det de forventede, da de rejste til Danmark for at arbejde. Alle svarer nu enten ja eller delvis, og der er en nogenlunde ensartet fordeling mellem de to kategorier (12 svarer ja, og 11 svarer nej). Også her synes der at være sket en vis stabilisering af forholdene, idet det er en stigning i forhold til sidste undersøgelse, hvor enkelte af de indiske læger svarede nej til spørgsmålet. Af kommentarerne fremgår det, at de gerne ville have mere kontakt til kollegaer og andre danskere udenfor arbejdslivet, og at de i øvrigt bruger meget tid på sprog og forberedelse af de medicinske embedseksaminer, de skal bestå for at få tilkendt dansk speciallæge autorisation. Til gengæld pointerer flere, at de arbejder kortere tid i Danmark, end de ville gøre i Indien, og at de derfor har mere tid til deres familieliv, hvilket de sætter pris på. De indiske lægers familiemæssige liv i Danmark Hovedparten af de indiske læger har nu deres familier i Danmark. 38% svarer, at deres ægtefælle har det godt her, mens 50% svarer nogenlunde og 13% svarer dårligt. Den væsentligste årsag til, at en stor del af ægtefællerne ikke trives så godt her, er manglende jobmuligheder. Ægtefællerne har en uddannelse og erhvervserfaring Side 13

14 fra Indien. Mange af dem er også læger, og de indiske læger giver udtryk for, at det er et stort problem for familierne, at det er så vanskeligt for de fleste af ægtefællerne at finde et job. Enkelte har dog fået et arbejde, men de der ikke har, nævner kendskab til det danske sprog som en væsentlig årsag. Ægtefællerne har ikke modtaget samme integrationsforløb med intensiv sprogundervisning som de indiske læger, og de vurderer, at det vil tage dem for lang tid med almindelig sprogundervisning til, at de vil opnå et niveau, der gør dem i stand til at bestride et job, indenfor den tid de forventer at være i Danmark. En af lægerne siger for eksempel: Et stort problem lige nu er, at vores ægtefæller gerne vil arbejde indenfor deres faglige kompetencer, og de bliver ikke tilfredse med at bo her, hvis det ikke lykkes at finde et job til dem. Endvidere fortæller de, at de i forbindelse med deres ansættelse i Danmark var blevet lovet job til de ægtefæller, som har en lægelig uddannelse, men at det endnu ikke er sket, og at de har en oplevelse af, at det ikke rigtig kan lade sig gøre. En fortæller for eksempel: Min kone er læge, og hun kan ikke sidde hjemme og passe børn og hus. Vi havde regnet med, hun fik job, når hun kom til Danmark, det fik vi at vide i Indien, men indtil nu er det ikke sket. Nu prøver vi selv at finde noget. Hvis hun finder et job, så er det ok., ellers tager vi tilbage. Det bliver måske svært. En forholdsvis stor del af de indiske læger (61%) siger i den forbindelse, at de ikke synes, de får tilstrækkelig hjælp til at få familien til at fungere i Danmark. 14 af de indiske læger har også deres børn i Danmark. 57% af disse angiver, at børnene har det godt her, og 43% at børnene har det nogenlunde. Når så forholdsvis stor en andel angiver, at deres børn kun har det nogenlunde i Danmark, skyldes det tilpasningsvanskeligheder i forhold til at lære at fungere i dagligdagen med det danske sprog. Det tager derfor også tid for dem at knytte venskaber, ligesom det kan være vanskeligt at følge med i de fleste fag i skolen. Mange af de indiske læger giver dog udtryk for stor tilfredshed med deres børns vuggestuer og børnehaver og med skolesystemet. De har en forventning om, at det er et spørgsmål om tid, før deres børn tilpasses bedre. Dog er enkelte af dem bekymrede for, at deres børn mister engelskkundskaber, hvilket er et problem, når de vender tilbage til Indien, hvor undervisningen foregår på engelsk. Mange efterspørger i den forbindelse internationale skoler, hvor deres børn også umiddelbart kunne fungere sprogligt, og en del af dem synes overraskede over, at der de fleste steder i Danmark ikke er denne mulighed. Andre ser det dog som en fordel, at deres børn lærer flere sprog. De indiske lægers forventninger til fremtiden i Danmark Som ved forårets evaluering er de indiske læger blevet spurgt, om de ville være rejst til Danmark for at arbejde, hvis de havde haft den viden om forløbet, som de nu har. Side 14

15 Her er der sket en markant ændring i positiv retning, idet halvdelen nu svarer bekræftende på spørgsmålet i forhold 16% (3 personer) sidst. Knap 1/4 (5 personer) svarer som ved sidste undersøgelse fortsat nej, mens færre personer svarer måske (27% (6 personer) i forhold til 58% (11 personer). Flere end sidst synes således at være tilfredse med deres beslutning om at rejse til Danmark for at arbejde. I forlængelse heraf er det kun en enkelt person, som angiver at forvente at blive i Danmark mindre end to år. Knap halvdelen svarer, at de forventer at blive her 2-4 år, og den øvrige halvdel svarer mere end 4 år. Mange af de der har angivet kategorien 2-4 år skriver dog efterfølgende 2 år. De indiske læger begrunder ændringer i deres holdning til at arbejde i Danmark med flere forskellige faktorer. Som allerede nævnt er der dels oplevelsen af at have opnået sproglige forbedringer, samt en vis stabilitet i praktiske forhold. Desuden den også nævnte udvikling i retning af større selvstændighed i arbejdsopgaver samt god arbejdsmæssig kontakt med danske kollegaer. Derudover begrunder de indiske læger den ændrede holdning til at arbejde i Danmark i en række overvejelser af både positiv og negativ art. Til de negative hører økonomiske grunde. De indiske læger forklarer, at de har haft en del udgifter forbundet med at flytte hertil, og nogle har i den forbindelse sat sig i gæld, samtidig med at de oplever skatteniveauet som højt. Det betyder, at de ønsker at blive for at rette op på deres økonomi. Desuden vurderer de, at det karrieremæssigt er mest hensigtsmæssigt at have et sammenhængende forløb af en vis varighed. Men mange nævner også positive overvejelser. Eksempelvis fortæller de indiske læger, at de tidsmæssigt ikke arbejder så meget som i Indien, og derfor har langt mere fritid. Andre, især de yngre af de indiske læger, fortæller, at de synes, det er fagligt udfordrende og lærerigt at arbejde i Danmark, og flere giver udtryk for, at det i sig selv er en oplevelse og en positiv udfordring af bo og arbejde i et andet land. De siger for eksempel: Jeg vil gerne blive her, fordi jeg synes, det er en stor oplevelse. Menneskene er meget venlige, helt sikkert. Det er en oplevelse at leve i et andet land, og se meget andet end vi gjorde før. Arbejdet er forskelligt og folk lever anderledes det synes jeg er spændende. Det er en positiv ting af være her. Arbejdet er en stor udfordring, og jeg møder mange fantastiske mennesker det er en stor oplevelse at komme i kontakt med andre mennesker og se, hvordan de lever. Det er spændende at være her. Det er rigtigt, der er mange problemer, som vi ikke vidste, men nu er vi her. Jeg synes det er vigtigt, vi sætter et punktum, og ser de mange positive ting og store oplevelser. Side 15

16 De indiske læger er blevet spurgt om tilfredshed med deres liv i Danmark ved at afkrydse en VAS-skala 7. Interviewets mange positive udtalelser bekræftes ved dette spørgsmål, idet lidt over halvdelen af de indiske læger (52%) har placeret deres afmærkning blandt skalaens 4 højeste punkter. Lidt over 1/3 (35%) placerer sig på skalaens punkt 5 og 6, mens kun en enkelt har placeret sin vurdering på skalaens punkt 3, hvilket er det lavest placerede. 7 VAS-skalaen er en linje nummereret fra 1-10, med ensartede intervaller, hvor 1 markerer det dårligst mulige og 10 det bedst mulige. Side 16

17 Opsummering Det generelle billede af de indiske lægers vurdering af deres arbejde og ophold i Danmark er tydeligvis, at det går fremad, og der sker positive ændringer i forhold til mange af de problematikker, de oplevede i starten af deres rekrutterings- og arbejdsforløb. Alle på nær en enkelt person vurderer, at det går bedre med at begå sig på dansk nu. Lidt over halvdelen angiver, at det går godt, og de øvrige at det går nogenlunde. Det er dog for en del af de indiske læger fortsat problematisk rent fagligt at udtrykke sig skriftligt, ligesom mange giver udtryk for, at det er vanskeligt at drøfte faglige problemstillinger på et højt niveau. Sådanne faktorer opleves af både de danske og de indiske læger som barrierer i forhold til at kunne påtage sig selvstændige ansvarsområder, eksempelvis selvstændige vagter, og som en hæmsko i forhold til at kunne udfolde sin faglighed til fulde. Langt de fleste af de indiske læger giver udtryk for, at der er sket positive ændringer i deres arbejdsopgaver og ansvarsområder indenfor det sidste halve år i form af, at de nu arbejder mere uafhængigt og har et mere selvstændigt ansvar. I forlængelse heraf foregår supervision nu i højere grad som faglig sparring, og de indiske læger oplever, at det foregår på et mere ligeværdigt niveau. Ca. halvdelen af de indiske læger angiver, at de ikke udnytter deres faglige kvalifikationer til fulde. Det skyldes formentlig flere forskellige faktorer. Arbejdsgange, ansvarsområder og samarbejdsrelationer er struktureret anderledes i Indien end i Danmark. Arbejdsmæssigt er de indiske læger i Indien ansvarlige for flere forskellige afdelinger, og de dækker derfor i deres daglige virke over et bredere fagligt felt. Samtidig er de mere specialiserede i deres arbejdsfunktioner end tilsvarende læger er i Danmark, fordi andre faggrupper varetager en del af det arbejde, de danske læger gør. Desuden kan de indiske læger endnu ikke formelt set arbejde som speciallæger, hvilket blandt andet betyder, at de fortsat skal arbejde under supervision. Endelig synes der også at være forskel på muligheden for at arbejde selvstændigt mellem de mindre regionssygehuse og de mere specialiserede universitetshospitaler. Ovenstående faktorer bekræftes og understreges af de danske mentorer. Støtte fra de danske mentorer, samarbejde med øvrige kollegaer på afdelingerne samt kontakt til patienter vurderes af langt hovedparten af de indiske læger som velfungerende og tilfredsstillende. Flere af lægerne angiver, at deres boligforhold er blevet bedre end ved forårets undersøgelse. Dog er det fortsat lidt over halvdelen af de indiske læger, som ikke eller kun delvist synes, deres boliger er tilfredsstillende. De indiske læger giver udtryk for, at de møder meget imødekommenhed på arbejdspladsen, men at de kunne ønske sig mere kontakt med deres kollegaer udenfor arbejdstid. Det er et område, hvor der er store kulturelle forskelle mellem Indien og Danmark, og det er formentlig vanskeligt at gøre noget grundlæggende ved. Side 17

18 De indiske læger oplever det som et stort problem, at det er vanskeligt at få arbejde for mange af deres ægtefæller. Mange af ægtefællerne er også læger, men blandt andet det manglende kendskab til det danske sprog, samt muligvis deres specialeområde, gør det vanskeligt at finde arbejde. De indiske læger efterlyser mere hjælp til dette, da familiens trivsel har stor betydning for deres fortsatte ophold i Danmark. De indiske læger peger på, at det vil være hensigtsmæssigt med mere præcise informationer inden afrejsen om en række forhold af betydning for hverdagen, så som bolig, mulighed for job til ægtefælle, form og indhold af børns skolegang, betydning af sproget, arbejdsforhold, skatteniveau og socialt liv i Danmark. Endvidere mere præcis annoncering af, hvilken type læger det danske sundhedsvæsen søger i annonceringen. For at opnå dansk lægelig autorisation er Sundhedsstyrelsens krav til læger fra 3. lande, at de skal bestå en række eksaminer (medicinsk fagprøve, receptskrivning, socialmedicin og medicinsk lovgivning) samt i turnus i tre måneder på to afdelinger. Samtlige indiske læger oplever det som tidskrævende og problematisk, at de skal læse lærebøger på dansk, og at de skal bestå en type eksaminer, hvoraf de har gennemgået nogle i forbindelse med deres uddannelse i Indien, og desuden ikke kommer til at anvende det i deres faglige virke i Danmark. De finder det rimeligt at have kendskab til forhold, der er specifikke for Danmark, eksempelvis medicinsk lovgivning, men synes ikke de nødvendigvis skal eksamineres i det. De ønsker i højere grad at bruge tiden på at dygtiggøre sig inden for deres faglige felt og foreslår derfor, at der findes andre løsninger på spørgsmålet om tildeling af dansk speciallæge autorisation. Halvdelen af de indiske læger siger ja og knap 1/3 måske til spørgsmålet om de ville være rejst til Danmark, hvis de havde haft den viden om forløbet, som de nu har. Ligeledes giver hovedparten af de indiske læger udtryk for, at de er tilfredse med deres liv i Danmark. Som begrundelse herfor nævner de, at de arbejder mindre tid, end de ville gøre i Indien, at en del af dem (især de yngre), at det er fagligt udfordrende, at de fleste er tilfredse med deres konkrete arbejde, samt at det er spændende og positivt at prøve at arbejde og bo i et andet land. Side 18

19 3. Danske lægers vurdering af rekruttering og implementering af indisk lægelig arbejdskraft Hver af de indiske læger har fået tilknyttet en dansk kollega som mentor. I det følgende beskrives de danske mentorers vurderinger og erfaringer med rekruttering og implementering af indisk lægelig arbejdskraft på regionens hospitalsafdelinger. Der er særlig fokus på sprogkundskaber, faglige kvalifikationer og funktioner på afdelingerne, samt mentorfunktionen. Vurdering af de indiske lægers mestring af det danske sprog Det generelle billede er, at det går fremad med de indiske lægers sprogkundskaber. 88% af mentorerne angiver, at der i løbet af det sidste halve år er sket en forbedring i de indiske kollegaers mestring af det danske sprog, og 63% vurderer, at der er sket fremskridt i forhold til det skriftlige sprog. Ca. 1/3 af mentorerne vurderer, at danskkundskaberne hos de indiske kollegaer er gode og ca. 1/4, at de er dårlige. Det synes at gå lidt bedre med at forstå end med at tale dansk (tabel 1). Tabel 5: De danske mentorers vurdering af danskkundskaber blandt de indiske kollegaer Spørgsmål N=25 % (antal) Hvordan synes du, det går for din indiske kollega med at tale dansk på afdelingen? Hvordan synes du, at det går for din indiske kollega med at forstå dansk på afdelingen Godt Nogenlunde Dårligt 32% (8) 44% (11) 24% (6) 40% (10) 36% (9) 24% (6) Selvom størsteparten af mentorerne angiver, at der sker fremskridt, vurderer en forholdsvis stor del dog, at de indiske kollegaer, på grund af sproglige problemer, ikke har mulighed for at arbejde selvstændigt (40%). Af kommentarerne i spørgeskemaerne, og fra fokusgruppeinterview, fremgår det, at mange mentorer mener, det går langsomt, og de giver udtryk for, at de manglende sprogkundskaber hindrer en optimal anvendelse af de indiske kollegaers arbejdskraft. Især den skriftlige kommunikation og telefonsamtaler nævnes som problematiske. En mentor fortæller for eksempel: Man har glemt, at vores produkt er ord. Man har taget radiologien, anæstesien og patologien, fordi der er nok ikke patientkontakt. Men det er der jo alligevel, og anden og mest kontakt er de skriftlige ord. Og det er her, det kniber mest. Side 19

20 Andre supplerer: Vores indiske kollega kan af sproglige årsager kun meget vanskeligt kommunikere via telefon, og det gør det vanskeligt for vedkommende at bestride en funktion selvstændigt. og det er et stort problem, når man arbejder på en patologisk afdeling, fordi det vi gør, det er, at vi beskriver. Vi kan ikke bare operere eller gøre et eller andet, vi sidder og beskriver, og det vil sige, at det er en stor hæmsko for de andre læger, at han ikke kan skrive, for de skal bruge en masse tid på at rette det. Og vi har ikke sekretærer, der er gode nok til engelsk til at kunne lade ham skrive på engelsk, for ellers kunne man sige, at så kunne han jo bare gøre det. Desuden fremgår det, at der er store forskelle på de indiske kollegaers danskkundskaber. Der lyder både udsagn som: Der er ingen problemer, Helt tilfredsstillende, Han er et naturtalent til sprog, men også: Der er tale om rigtig dårlig dansk, Der er stadig betydelige problemer, alt skal læses igennem af en speciallæge. Nogle taler næste flydende dansk, mens andre ofte må slå over i engelsk. Som en mentor siger det: Det er godt, at deres andet sprog er engelsk, og at de ikke kun taler hindi. Så var det svært. Fordi de indiske læger sprogligt har meget forskellige kompetencer, foreslår nogle af mentorerne, at sprogundervisningen i højere grad differentieres. Mentorerne mener ikke, at der er forskel på evnen til at tilegne sig dansk mellem indiske læger og andre udenlandske læger i regionen, bortset fra tyskere og hollændere, der erfaringsmæssigt hurtigt lærer dansk. Det er altså ifølge de danske mentorer ikke en problematik, der er speciel for de indiske kollegaer. En del af de indiske læger er på sprogkurser en dag om ugen i arbejdstiden, og nogle af mentorerne påpeger, at det betyder relativt meget fravær. Samtidig er indholdet i undervisningen mere hverdagsdansk, mens der efter mentorernes vurdering i højere grad er brug for fagrelateret dansk. En mentor siger: De skal jo ud, altså det de sidder og lærer på skolebænken, det er almindelig dansk, det er ikke det, vi skal bruge i vores beskrivelser. Så når de har lært det, så skal de ud og lære fagsproget, og det kan man ikke lære på skolebænken, fordi så skal man have fat i nogle radiologer til at undervise, og det kan man ikke. Sådan er det. Ovenstående afspejler de indiske lægers egen vurdering, idet de netop fremhæver mestring af fagsproget som særlig problematisk, og som en barriere i forhold til at kunne bidrage fagligt på lige fod med de øvrige kollegaer (se det foregående kapitel). Side 20

21 Set på tværs af de tre lægefaglige specialer er det karakteristisk, at de radiologiske mentorer er mest positive i deres vurdering af de indiske kollegaers sprogkundskaber, mens de patologiske mentorer er mindst positive. For eksempel angiver halvdelen af radiologerne, at det går godt med at tale og forstå dansk for de indiske kollegaer, mens det for anæstesiologerne og patologerne er hhv. 36% og 0%; dog vurderer 83% af patologerne, at det går nogenlunde. Kun halvdelen af patologerne vurderer, at de indiske kollegaer gør tilstrækkelige fremskridt med at formulere sig skriftligt i forhold til de faglige funktioner, de forventes at varetage, imod ca. 3/4 blandt de øvrige. Vurdering af de indiske lægers faglige kvalifikationer og funktioner Lidt under halvdelen af mentorerne vurderer, at de indiske kollegaer opfylder et fagligt ansvar, varetager selvstændige arbejdsfunktioner og har opnået tilstrækkelig fortrolighed med arbejdsgange på afdelingerne. Forholdsvis flere vurderer, at de indiske kollegaer har opnået tilstrækkelig fortrolighed med teknisk udstyr (68%). Samtidig angiver lidt under halvdelen, at de indiske kollegaer ikke bestrider de funktioner, som afdelingen forventede (tabel 2). Tabel 6: De danske mentorers vurdering af faglige kvalifikationer blandt de indiske kollegaer Spørgsmål Opfylder din indiske kollega et fagligt ansvar på afdelingen? Varetager din indiske kollega selvstændige arbejdsfunktioner på afdelingen Bestrider din indiske kollega de arbejdsmæssige funktioner afdelingen forventede? Har din indiske kollega, på linje med andre kollegaer, opnået tilstrækkelig fortrolighed med arbejdsgange på jeres afdeling? Har din indiske kollega, på linje med andre kollegaer, opnået tilstrækkelig fortrolighed med det tekniske udstyr på jeres afdeling? N=25 % (antal) Ja Delvis Nej 44% (11) 36% (9) 20% (5) 44% (11) 36% (9) 20% (5) 32% (8) 20% (5) 48% (12) 44% (11) 40% (10) 16% (4) 68% (17) 20% (5) 12% (3) Det kan formentlig relateres til afdelingernes forventning om at modtage speciallæger, men at de indiske læger formelt set ikke kan udfylde den funktion, da de endnu ikke har opnået dansk speciallæge autorisation. Også andre faktorer kan spille en rolle for denne vurdering, eksempelvis det sproglige niveau, som allerede nævnt. Dog mener de danske mentorer, at der sker fremgang. Ca. 75% angiver, at der i løbet af det sidste halve år er sket forbedringer i de indiske kollegaers mestring af de faglige funktioner og ansvarsområder. Lidt under halvdelen (48%) siger dog, at de indiske Side 21

22 kollegaer endnu ikke har bidraget til at afhjælpe afdelingens mangel på lægelig arbejdskraft. Fra spørgeskemaets åbne kommentarer og interviewet fremgår det, at der bliver brugt en del tid på supervision og anden hjælp og støtte i forhold til den arbejdskraft, der leveres. Tidsperspektivet synes væsentligt i denne vurdering; eksempelvis fortæller nogle af de danske mentorer: Indtil nu har nettoudbyttet af ansættelsen været moderat. Vi bruger meget tid på supervision og basal oplæring. Behovet for supervision og vejledning er endnu så stort, at nettoudbyttet er relativt beskedent. Både ja og nej. Nogle ting klares selvstændigt, mens andre ting skal superviseres og rettes, hvilket kan tage længere tid end at besvare prøverne selv. Andre af mentorerne giver dog udtryk for, at de indiske kollegaer efterhånden arbejder mere og mere selvstændigt, eksempelvis lyder der udsagn som [vedkommende] afhjælper helt sikkert vores mangel på læger ; [vedkommende] bidrager i høj grad til arbejdet på afdelingen ; Der er nærmest ingen problemer her på afdelingen efter 8 måneder. Et problem der nævnes af mange mentorer er, at de indiske kollegaer arbejder relativt langsomt målt efter danske forhold. De indiske læger giver også selv udtryk for, at de arbejder langsommere, end de ville gøre i Indien, hvilket de blandt andet tilskriver vanskeligheder med det skriftlige sprog. De nævner således, at skrivning af rapporter tager dem meget længere tid end den samme opgave ville gøre, hvis den skulle udføres på engelsk. De danske mentorer vurderer, at det også skyldes organisatoriske forhold, det vil sige de indiske lægers manglende kendskab til arbejdsgange, procedurer m.v. på afdelingerne. En af lægerne siger: Der gik noget tid, før vi indså, at et stort problem er, at de indiske læger har været vant til helt andre ansvarsområder og samarbejdsformer, end vi har som danske læger. Det reflekteres af, at kun 44% af de danske mentorer angiver, at de indiske læger er tilstrækkelig fortrolige med arbejdsgangene på afdelingerne. Arbejdsgange og organisatoriske forhold er generelt meget forskellige på danske og indiske hospitaler. Yderligere er den indiske lægelige specialistuddannelse ifølge mentorerne mere specialiseret end den danske. En mentor udtrykker det således: Deres uddannelse er lidt smallere end vores. Vi er jo sådan meget generalister i vores uddannelser, og vi skal være to steder og alt det der, så alle der er uddannet i det danske system er ret bredt uddannet. De er nok lidt tidligere specialiseret ud på underafdelinger. Jeg satte ham til det, han var god til, men altså, hvis de skal gå i vagter og sådan noget, så er de jo nødt til også at kunne alt det andet. Side 22

23 De indiske læger vurderer selv, at de i deres lægefaglige virke er bredere orienteret, end man er på de danske afdelinger (se foregående kapitel). Forklaringen på denne diskrepans kan være, at de indiske og de danske læger har en forskellig opfattelse af, hvad betegnelsen faglighed dækker. De indiske læger fortæller som nævnt i forrige kapitel, at de i deres arbejde i Indien er vant til, at dække flere forskellige afdelinger, og derfor fagligt skal kunne spænde over bredere områder. De danske læger siger derimod, at arbejdet organiseres forskelligt, eksempelvis har de danske læger i højere grad ansvar for hele patientforløb, og dermed også for samarbejdet med andre faggrupper og sektorer i systemet, hvorimod de indiske læger er mere klinisk specialiserede og vant til at andre faggrupper varetager dele af et behandlingsforløb. I forlængelse heraf nævner de indiske læger, at de kun udnytter 50 75% af deres kompetencer på afdelingerne (se det foregående kapitel). En af forklaringerne kan ifølge mentorerne være den mere specialiserede indiske specialistuddannelse. En af mentorerne siger: De er forholdsvis snævert uddannede, og når de så her oplever at komme op og blive brugt til noget i kanten af det, de er uddannede i, så vil jeg da heller ikke føle, at jeg blev ordentlig brugt, hvis jeg ikke fik lov til at lave det, som jeg var bedst til. Det er væsentligt at understrege, at der ligesom ved dansksprogkundskaber også er betydelige forskelle mellem mentorernes vurdering af de faglige kvalifikationer og funktioner. Der lyder udsagn lige fra: Han går i vagt, og fungerer fuldt på højde med os andre afdelingslæger. Jeg har ikke oplevet nogen problemer ; Han fungerer på niveau med os andre, han var god til det lige fra starten de faglige funktioner har hele tiden været tilfredsstillende ; Det fungerer helt tilfredsstillende. Han imponerer alle også med sin behagelige måde at være på til Han arbejder særdeles langsomt. Han bruger 2-3 gange så lang tid om [ ] så i praksis friholdes han fra det ; Afdelingens forventning var, at [vedkommende] kunne bestride en forvagtsfunktion inklusiv kontakter fra andre afdelinger det er slet ikke muligt ; Han fungerer betydeligt under niveau for en dansk læge i en uddannelsesstilling. Set på tværs af de 3 lægefaglige specialer er det de anæstesiologiske mentorer, der vurderer de indiske kollegaers faglige kvalifikationer højest, også i forhold til udviklingen det sidste halve års tid, mens patologerne har den mindst positive vurdering. Patologerne er særligt kritiske i forhold til vurdering af, om den indiske kollega varetager et fagligt ansvar, idet kun 1/3 svarer ja på spørgsmålet i forhold til halvdelen blandt de øvrige specialer. Det kan være et udtryk for, at det skriftlige arbejde, som fremhæves som et område der fortsat volder besvær, fylder relativt mere indenfor patologien. Samarbejdsrelationer i afdelingen Ca. 70% af mentorerne vurderer, at de indiske kollegaer har et velfungerende samarbejde med de andre læger i afdelingen, og ca. 60% at samarbejdet også Side 23