Nr årgang November 2005 (105)

Transkript

1 Nr årgang November 2005 (105)

2 Medlemsblad for Dansk Meteorologisk Selskab c/o Michael Jørgensen Drosselvej 13, 4171 Glumsø Tlf , Giro , SWIFT-BIC: DABADKKK IBAN: DK Hjemmeside: Formand: Jens Hesselbjerg Christensen Tlf , jhc@dmi.dk Næstformand: Hans E. Jørgensen Tlf , hans.e.joergensen@risoe.dk Sekretær/ekspedition: Michael Jørgensen Drosselvej 13, 4171 Glumsø Tlf , mij@dmi.dk Kasserer: Brian Riget Broe Sjælør Boulevard 10, st. th., 2450 København SV. Tlf brianbro@worldonline.dk, brobr@gfy.ku.dk Redaktion: John Cappelen, (Ansvarh.) Lyngbyvej 100, 2100 København Ø Tlf , jc@dmi.dk Leif Rasmussen - Bjarne Siewertsen - Lea Siewertsen - Anders Gammelgaard Korrespondance til bladet stiles til redaktionen evt. på vejret.redaktionen@gmail.com. Foreningskontingent: A-medlemmer: 220 kr. B-medlemmer: 160 kr., C-medlemmer (studerende): 120 kr., D-medlemmer (institutioner): 225 kr. Optagelse i foreningen sker ved henvendelse til Selskabet, att. kassereren. Korrespondance til Selskabet stiles til sekretæren, mens korrespondance til bladet stiles til redaktionen. Adresseændring meddeles til enten sekretær eller kasserer. Redaktionsstop for næste nr. : 15. januar 2006 Dansk Meteorologisk Selskab. Det er tilladt at kopiere og uddrage fra VEJRET med korrekt kildeangivelse. Artikler og indlæg i VEJRET er udtryk for forfatternes mening og kan ikke betragtes som Selskabets mening, med mindre det udtrykkeligt fremgår. Tryk: Glumsø Bogtrykkeri A/S, ISSN Fra redaktøren Vinteren nærmer sig og det er altid spændende og se hvad den bringer med sig. Sne synes mange hører sig til. Det gælder i hvert tilfælde skiløbere! Uden sne på bakkerne er det ikke så sjovt, men så er det jo godt at man kan lave kunstsne. Men hvordan er det nu lige det foregår? Meteorolog Jesper Eriksen skriver i dette blad om kunsten at lave sne. Der er utrolig mange der snakker om klimaændringer menneskeskabte eller ikke menneskeskabte og der er opstået en del myter på området. I en artikel reflekteres der over nogle af disse myter i form af et interview med Eigil Kaas. Ellers kan du læse om klumper i vejret, om strålingsmåling, en glemt skyforsker, polaris og så afsluttes artiklen om René Descartes, der startede i sidste nummer. Boganmeldelse er der i øvrigt hele 4 af, så julegaven kunne jo måske stå på en bog. Rigtig god læselyst. John Cappelen Indhold Klumper i vejret... 1 Bakterier mestrer kunsten at lave sne... 4 Mindeord Måling af stråling Set fra oven: Polarisen svinder, men Boganmeldelser Sommervejr Klimaændringer - fup og fakta NAO-indeks og årstidsvariation i temperatur Fra læserne Boganmeldelser Den glemte skyforsker Descartes, 2. del Fra formanden Forsidebilledet MODIS-billede af orkanen Katrina den 28. august 2005, da intensiteten kulminerede, på vej mod New Orleans med død og ødelæggelse til følge. Centertrykket på 902 hpa var et af de laveste, der er registreret i Atlanterhavet, dog overgået allerede den 19. oktober af hurricane Wilma med 882 hpa. Lidt (og kun lidt) mere om sæsonens tropiske orkaner på side 48.

3 Klumper i vejret: Kameler og dromedarer Af Bo Christiansen, DMI Når vi i det daglige taler om forskellige vejrtyper - for eksempel koldt, tørt eller varmt, vådt vintervejr - ligger der mere bag det, end man umiddelbart tror. Faktisk har det længe været et af de grundlæggende spørgsmål i den meteorologiske videnskab, om vejret varierer tilfældigt, eller om der findes grundlæggende, forskellige vejrtyper som vejret svinger imellem. Meget arbejde er blevet gjort specielt i de sidste årtier for at identificere disse klumper i vejret, som man fagteknisk kalder vejr-regimer. Hidtil har beviserne, for at regimer eksisterer, været mangelfulde og meget omdiskuterede. Et væsentligt problem har været den udviskende effekt af den naturlige støj i atmosfæren. Bo Christiansen, klimaforsker på DMI, har nu påvist, at der eksisterer to regimer. En væsentlig årsag til det nye resultat er hans udvikling af nye statistiske metoder, der kan fjerne indflydelsen af støjen. Reporteren: Det hele er lidt svært at forstå. Disse regimer..? Bo Christiansen: Ja, men lad mig give et billede, der vil gøre det klarere. Lad vejret være en fodbold, som vi sparker frem og tilbage. Hvis denne leg foregår i en dal omgivet af bakker på alle sider, vil bolden oftest befinde sig i bunden af dalen med kortere afstikkere til siden af bakkerne. Bolden vil sjældent befinde sig højt oppe på en af siderne. Det svarer til situationen uden regimer. Hvis legen derimod foregår i et landskab med to dale adskilt af en bakke, vil bolden ofte befinde sig i en af dalene men sjældent på toppen af bakken imellem dem. Dette svarer til situationen med to regimer. Reporteren: Det var jo meget populært. Nu skal vi jo heller ikke undervurdere vores læsere. Bo Christiansen: Så lad mig blive lidt mere teknisk. En meget brugt metode til at afgøre, om en serie af tal har forskellige tilstande eller regimer, er at udregne dens hyppighedsfordeling - det vil sige hvor ofte denne serie af tal har forskellige værdier for eksempel 0, 0.1 osv. Når man så tegner denne hyppighedsfordeling, vil dens form afsløre, om den har forskellige regimer. Hvis - hvad der oftest er tilfældet - den ligner en dromedar (nedenfor, figur 1) med en enkelt pukkel, er der ingen regimer. Hvis den har to pukler som en kamel (side 2), Redaktionen på Vejret ville gerne interviewe Bo Christiansen om den nye udvikling, men det kneb lidt med forståelsen, så Bo hoppede selv i blækhuset og lavede interviewet, som han gerne ville have det skulle være... Figur 1. Dromedaren med den ene pukkel. Vejret, 105, november 2005 side 1

4 er der to regimer. Jeg har set på et mål for bølge-aktiviteten i atmosfæren, det såkaldte wave amplitude index og fundet, at dens hyppighedsfordeling har form som en kamel (Figur 3). Reporteren: Det lyder jo ret simpelt! Bo Christiansen: Ja, men i virkeligheden er det ikke så let at afgøre,om man har fat på en kamel eller en dromedar. Meget ofte vil tilfældig støj få en dromedar til at ligne en kamel og omvendt. På cigaretpakken (Figur 4) ser vi et tilfælde af en sådan forveksling. Den virkelig betydningsfulde del af mit arbejde har været at forstå støjen og så at sige se bag den. Reporteren: Hvordan er du så kommet ud over det problem? Bo Christiansen: Jeg har har nu udviklet nogle nye statistiske metoder, der kan fjerne indflydelsen af støjen. Dermed er det lykkedes mig at påvise, at der vitterligt er to vejr-regimer. Reporteren: Har alt dette nogen praktisk betydning? Bo Christiansen: Ja, i høj grad! Vejret ændrer sig kun langtsomt, når det er i nærheden af et af regimerne. Denne forståelse kan hjælpe med at forbedre vejrudsigterne, specielt udsigterne på lidt længere tidsskala end de 7- dages forudsigelser, vi producerer i dag. Også for forståelsen af klimaændringer kan regimerne have betydning. Man spekulerer på, at en klimaæendring ikke vil ændre regimerne men kun hyppigheden af dem. Reporteren: Du mener at kamelens pukler ikke vil flytte sig, men at den ene vil vokse og den anden skrumpe? Bo Christiansen: Nemlig. Reporteren: Nu kommer jeg så til at tænke på årets juli måned. Var det to forskellige vejr-regimer, som var på spil, da første del var solrig og varm, mens anden del var regnfuld og skyet? Bo Christiansen: Så nemt er det Figur 2. Kamelen med de to pukler Figur 4. Så galt kan det gå, når man ikke pukler nok. side 2 Vejret, 105, november 2005

5 nu desværre ikke, selvom netop juli 2005 er et klassisk eksempel på, hvordan vejr-regimer dominerer i en periode på 10 til 14 dage for så at afløses af et nyt. Opgaven ligger nemlig ikke i at påvise, at vejret i en længere periode kan være stabilt, men i at påvise, at vejrsystemet så at sige foretrækker visse vejrtyper frem for andre. Resultaterne er netop blevet offentliggjort i en videnskabelig artikel i det anerkendte tidsskrift Journal of the Atmospheric Sciences (Juli 2005): Bo Christiansen, Bimodality of the Planetary-Scale Atmospheric Wave Amplitude Index, Journal of the Atmospheric Sciences, Vol. 62, No. 7, Part 2, pages Redigeret af Bjarne Siewertsen. Figur 3. Fra Bo Christiansens artikel i Journal of the Atmospheric Sciences, som viser hyppighedsfordelingen af wave amplitude index for den nordlige halvkugle om vinteren. De to regimer træder tydeligt frem. Annonce: Nyhedsbrev fra DMI Vidste du, at du kan få alle de bedste nyheder om vejret serveret i din indbakke hver torsdag? Det kan du, hvis du abonnerer på DMI's ugentlige nyhedsbrev. Redaktionen sammensætter hver uge en ny spændende udgave med det bedste fra Danmarks Meteorologiske Institut. Et af de faste punkter i nyhedsbrevet er meteorologernes seneste bud på weekendvejret. Derudover har vi hver uge svar på et af de bedste spørgsmål fra læserne. Sidst men ikke mindst tager vi hver uge fat på et nyt emne. Det kan være et interessant meteorologisk sted på nettet, et nyt produkt eller et vejr-tema. Vi krydrer nyhedsbrevet med DMI's nyhedsartikler. Lyder det som noget for dig? Tilmeld dig DMI's nyhedsbrev på: nyhedsbrev-tilmelding.htm Vejret, 105, november 2005 side 3

6 Af es er ri sen, Meteoro o, DMI

7

8

9

10

11

12

13 Referencer Erik Busch, forhenværende statsmeteorolog, cand.mag., Lyngby, 83 år.

14 Måling af globalstråling og solskinsvarighed ved DMI Af Claus Nordstøm, DMI Indledning ± Måling af globalstråling med et pyranometer

15 Måling af solskinsvarighed med et pyranometer Måling af solskinsvarighed med en solautograf

16

17 yranometre på meteorologiske stationer under MI s ansvarsområde anmark

18 Grønland Færøerne Kontrol og service af globalstrålingsmålinger Klaus Hedegaard, forhenværende meteorolog, ph.d., Skive, 58 år

19 Set fra oven: Polarisen svinder, men... Af Leif Rasmussen

20

21

22

23 Boganmeldelse: Værd at vide om vejr kalender 2006

24 Anmeldelse: Plows, Plagues & Petroleum Af Bjarne Siewertsen Forfatter: William F. Ruddiman Plows, Plagues & Petroleum Forlag: Princeton University Press ISBN: William F. Ruddiman har begået en meget spændende bog om palæoklimatologi, som jeg faktisk gerne ville have haft læst for mange år siden, men mere om det senere. Ruddiman har igennem en menneskealder været en af frontløberne inden for palæoklimatologi, og med Plows Plagues & Petroleum begynder han en spændende pensionisttilværelse. Bogen er en meget personlig bog, hvor han forsøger at sætte ord på nogle af de gåder, som har optaget ham gennem årene. Bogens grundlæggende spørgsmål er, hvor meget, hvordan og hvor længe mennesket har påvirket vores klima. I begyndelsen af bogen sammenligner Ruddiman realisationen, der førte til bogen, med en Colombo-efterforskning. Netop som det indledende forhør er slut, og Peter Falk er på vej ud af døren, vender han sig om og siger Der er lige én ting, som bekymrer mig " sådan begyndte det for mig, hedder det i bogen. Hvorvidt William Ruddimans hypoteser om, at mennesket begyndte at påvirke klimaet med metan-udledning fra rismarker for 5000 år siden, eller om mennesket begyndte en større CO 2 - udledning for 8000 år siden som følge af omfattende skovning, er korrekte eller ej er ikke en diskussion i denne anmeldelse. Jeg kan bare sige, at han fører sin sag godt. En af forfatterens store pointer er, at han ser en sammenhæng mellem de store verdensomspændende pandemier og et fald i drivhusgasser - simpelthen som følge af, at Jordens befolkning bliver mindre. Bogen ligger på et højt fagligt niveau, men den er skrevet i et opfriskende sprog, som dels gør den meget læsevenlig og dels meget lærerig. Havde jeg haft denne bog i hånden i fagene Kvartærgeologi og senere Kvartær Stratigrafi, så havde jeg nok læst og lært lidt mere end tilfældet var. side 22 Vejret, 105, november 2005

25 Sommeren 2005 bød på et lille overskud af både varme, sol og nedbør Af Stig Rosenørn, DMI Vejrforløbet i juni KLIMATAL FOR SOMMEREN 2005

26 Jun Jul Aug Jun Jul Aug Vejrforløbet i juli

27 Vejrforløbet i august

28 Menneskeskabte klimaændringer - fup og fakta Interview med Eigil Kaas, DMI Der tales meget om menneskeskabte klimaændringer, og det fyger omkring med påstande - men hvad er egentlig fup og hvad er fakta. Vejrets redaktion har sat forskningsleder Eigil Kaas stævne for at få ryddet de værste misforståelser af vejen. Først og fremmest, hvorfor al det postyr om menneskeskabte klimaændringer? Vi har da tidligere i Jordens historie haft voldsomme klimaskift, ikke sandt? Hvad adskiller de nuværende klimaændringer fra tidligere tiders? Ja, det er også helt rigtigt, at vi tidligere har haft store klimasvingninger, og der kan være en pointe her. Man ved for eksempel fra boringer i Grønlands indlandsis, at der under sidste istid forekom meget pludselige og store skift i klimaet. Efter istidens afslutning har klimaet været meget stabilt uden tilsvarende dramatiske skift i Nordatlanten. Spørgsmålet er: Kan den menneskeskabte drivhusopvarmning tænkes at sætte sådanne pludselige katastrofale klimaskift i gang? Det har der været forsket meget i de seneste ca. 10 år. Selvom forskningen ikke fuldstændigt udelukker pludselige klimaskift, må vi sige, at der kun er meget lille sandsynlighed for det. Man er nu ved at forstå nogle grundlæggende mekanismer bag istidens klimasvingninger, og det viser sig, at store svingninger formentlig kun opstår, når klimaet er koldt. Det understøtter den nyeste borekerne fra Grønlands indlandsis da også: Klimaet under sidste varme mellemistid for ca år siden var også påfaldende stabilt og tilmed noget varmere end den nuværende mellemistid. Jeg vil dog gerne understrege, at hurtige og ganske store naturlige klimasvinger ikke kan udelukkes. De kan afhængigt af processen bag være med til enten at forstærke eller formindske menneskeskabte klimaændringer. Jamen, er det da ikke også det, FN s klimapanel, IPCC, plæderer for - altså den nært forestående menneskeskabte klimakatastrofe? Nej, det er ikke rigtigt. IPCC omtaler ikke de menneskeskabte klimaændringer som en nært forestående katastrofe. Forskerne bag IPCC-rapporterne argumenterer for, at der med stor sandsynlighed vil ske en betydelig global opvarmning i forhold til de klimavariationer, vi har set efter sidste istids afslutning for ca år siden. Denne ændring vil ske på relativ kort tid, nemlig inden for år. Sammen med opvarmningen af planeten er der beregnet en række ændringer i andre klimaparametre. Af disse er det især ændringer i nedbørsmønstre og i karakteren af nedbøren, der kan få betydning for både natur og mennesker. IPCC s konklusioner er baseret på mange videnskabelige artikler. Nogle af de tungeste argumenter stammer fra den grundlæggende fysiske viden om hele Jordens klimatiske system. Men ret skal være ret - nogle af IPCC s mulige scenarier over fremtidige menneskeskabte klimaændringer kan måske karakteriseres som katastrofale. Hvis jeg skal sætte tingene lidt i perspektiv, så nævnte du jo selv de store klimavariationer i for eksempel Europa og særligt i Arktis under sidste istid og ved afslutningen af istiden. De var mere pludselige og dermed mere katastrofale og i flere områder også større end de menneskeskabte fremtidige klimaændringer. Men selv med de briller på, så er de beregnede fremtidige klimaændringer globalt set stadig store. Faktisk viser de fleste beregninger, at den globale temperaturstigning inden for de kommende år nærmer sig samme størrelsesorden som skiftet fra istid til mellemistid. side 26 Vejret, 105, november 2005

29 OK, men kan de seneste årtiers klimaforandringer så ikke bare skyldes naturlige effekter som for eksempel El Niño, vulkanudbrud og en meget en aktiv sol? Det er rigtigt, at naturlige processer har påvirket klimaet også i de senere årtier. Selv om der er usikkerhed om størrelsen af nogle af disse bidrag, er der dog visse kendsgerninger, man må forholde sig til, og som faktisk fører til den modsatte konklusion: For det første skal man tage i betragtning, at i et år (og året efter) med kraftig El Niño i Stillehavet er der en tendens til, at varmt havvand eksponeres over et stort område, så de globale temperaturer bliver særligt høje. Det var for eksempel tilfældet i Det er dog ikke påvist, at El Niño i sig selv medfører mere langsigtede globale temperaturstigninger og altså giver et væsentligt bidrag til den generelle temperaturstigning i senere årtier. For det andet, hvad angår øget vulkansk aktivitet, så har særligt tre store vulkanudbrud (i 1963, 1982 og i 1991), haft en afkølende effekt i forhold til perioden , hvor vulkanaktiviteten var svag. Vulkanerne har altså direkte modvirket global opvarmning. At påstå, at vulkansk aktivitet kan have bidraget til de seneste årtiers globale opvarmning, er i modstrid med den faglige viden på området. Størrelsen af den afkølende effekt er dog meget usikker. For det tredje, så indikerer mange forskellige målinger en vis stigning i Solens aktivitet i det 20. århundrede. Stort set hele denne stigning fandt dog sted i perioden fra Herefter har alle relevante indikatorer for Solens aktivitet - inklusive den meget omtalte galaktiske kosmiske stråling - vist et ret konstant niveau bortset fra Solens almindelige cyklus på ca. 11 år. At foreslå en meget aktiv Sol som en væsentlig årsag til de seneste årtiers globale temperaturstigning holder altså heller ikke. Og sidst, så kan man faktisk ret præcist udregne størrelsen af klimapåvirkningen (altså den opvarmende effekt), der kommer som følge af højere koncentrationer af drivhusgasser. Her er der ikke tvivl om, at der specielt i anden halvdel af 1900-tallet har været tale om en ganske markant stigning i menneskeskabt påvirkning. Der har også været afkølende menneskeskabte effekter fra såkaldte aerosoler - altså små partikler, der udsendes fra kraftværker, ovne, motorer og lignende. Den samlede afkølende effekt fra aerosoler har modvirket noget af drivhusgassernes opvarmning. Størrelsen af afkølingen er usikker, men den har i mange områder været aftagende i de seneste år på grund af filtre, katalysatorer og andre former for røgrensning. Så alt i alt er der altså faglige usikkerheder på en række af ovenstående områder, og man kan derfor ikke være fuldstændigt sikker i sin sag. Men der er enighed om, at variation i den naturlige drivhuseffekt har været en afgørende medspiller i næsten hele Jordens klimahistorie, og at mennesket tilsyneladende er inde og påvirke nogle helt fundamentale mekanismer. Med hensyn til drivhusgasserne kuldioxid (CO 2 ) og metan (CH 4 ) er koncentrationerne på blot 150 år steget til niveauer, der ligger væsentligt over, hvad man har set i mindst år og måske endda helt op til 2 millioner år. Da man kender strålingsfysikken for disse gasser særdeles godt, kan man også regne ud, at de høje koncentrationer giver et betydeligt opvarmende bidrag til vores planet. Dette burde ikke være kontroversielt set fra en fysikers vinkel. Men jeg forstår det stadig ikke helt. Af den globale opvarmning på 0,6 grader de seneste 130 år er hovedparten sket i perioden Det betyder vel, at den menneskeskabte effekt har været minimal, ikke sandt? Naaaahh, det er ikke helt korrekt. Samlet har stigningen været på ca. 0,7 grader i et par etaper. Først skete der en stigning på ca. 0,4 grader fra slutningen af 1800 tallet til ca Derefter fulgte et fald på ca. 0,1 grad frem til ca og til slut en temperaturstigning på omkring 0,4 grader fra 1975 til nu. Med dagens viden, kan temperaturforløbet frem til 1975 karakteriseres som en kombination af flere effekter: Dels har vi at gøre med et naturligt klimafænomen relateret til variationer i varmetransporten i Atlanterhavet. Dette har primært haft effekt i de Arktiske egne. På den sydlige halvkugle har temperaturstigningen frem til 1975 været mere jævn. Vejret, 105, november 2005 side 27

30 Dels har vi som tidligere nævnt aftagende vulkansk aktivitet fra et højt (afkølende) niveau omkring og før år 1900 til et lavt niveau midt i 1900 tallet. Dels har der været tiltagende solaktivitet frem til 1950 og derefter et relativt konstant niveau, dog med normale ca. 11-årige variationer. Og sidst har vi en tiltagende menneskeskabt klimapåvirkning. Den relative betydning af de fire effekter, der altså tilsammen bragte klimaet i Nordeuropa og i de arktiske egne ud af den såkaldte Lille Istid er stadig genstand for faglige undersøgelser. Ifølge grundlæggende fysik er det dog sandsynligt, at menneskets aktiviteter har virket opvarmende allerede ret tidligt i 1900-tallet. Det er flere gange blevet antydet, at IPCC i tidligere rapporter har udelukket et naturligt bidrag til temperaturstigningen i første halvdel af 1900 tallet. Det er simpelthen forkert. Nu nævner du selv IPCC s rapporter. Er det ikke sandt, at netop IPCC s konklusioner i høj grad bygger på den stærkt omdiskuterede såkaldte Mann-kurve over temperaturforløbet på den nordlige halvkugle i det seneste årtusind? Nej, det er det ikke. Mann-kurven (figur 1) indgår sammen med mange andre tilsvarende rekonstruktioner som et vigtigt argument for, at man nu med stor sandsynlighed kan se den menneskelige påvirkning af klimaet. Men hvis du læser IPCC s seneste hovedrapport, ser du, at dette blot er et enkelt blandt mange argumenter, hvor de vægtigste har en helt anden karakter, nemlig grundlæggende viden om klimaets fysiske forhold. Det er korrekt, at Mann s kurve og metoden bag den stadig er genstand for faglig debat og diskussion. Der fremkommer hele tiden nye informationer, der dels understøtter, dels modbeviser kurvens detaljerede forløb. Det er ikke korrekt, som det ellers er blevet hævdet, at der nu er ved at være konsensus om, at Mann s kurve er forkert. Der Figur 1. Den stærkt omdiskuterede Mann-kurve - kaldet Hockey-staven. Viser temperaturer baseret på en statistisk metode - udfra såkaldte proxy klima-indikatorer, som for eksempel tykkelsen af vækst-ringe i træer, koraller, iskerner og historiske optegnelser side 28 Vejret, 105, november 2005

31 findes en mængde forskellige rekonstruktioner af klimaudviklingen i de seneste år. Der synes i disse at være relativ enighed om følgende: For det første er temperaturen på hele den nordlige halvkugle og globalt set nu sandsynligvis højere end på noget andet tidspunkt i de seneste 1000 år. Udsagnet understøttes af flere af de undersøgelser, der har været kritiske over for Mann s arbejde. For det andet har klimaændringerne både regionalt og specielt i Arktis været væsentlig anderledes og langt større end de globale ændringer. Middelaldervarmen, der blandt andet er beskrevet i historiske kilder fra Europa, synes således reel nok. I Grønland har temperaturerne i denne periode, dvs. på Erik den Røde s tid, formentlig ligget over temperaturerne i dag. Hvad så med den såkaldte urbaneffekt - når nu vi er ved sammenligningerne med tidligere tider - kan den ikke have en betydning? Jo, det er rigtigt, at byer, veje, med videre giver en lokal opvarmning, så der normalt måles større temperaturstigninger ved by-stationer, end der gør ude på landet. Urbaneffekten er blevet undersøgt meget grundigt i talrige videnskabelige artikler, blandt andet i en ganske overbevisende artikel af David Parker i Nature i Der har i artiklerne været beskrevet flere forskellige metoder til at undersøge størrelsen af urbaneffekten. Undersøgelserne bygger på teoretiske overvejelser i kombination med sammenligning af målinger flere forskellige steder eller under forskellige vejrforhold. På basis af de videnskabelige arbejder er der generel enighed om, at den globale betydning af urbaneffekten er langt mindre end størrelsen af den reelle globale opvarmning på ca. 0,7 grader nær ved jordoverfladen gennem de seneste 100 år. Hvad så med opvarmningen højere oppe i atmosfæren? Er der ikke et problem med, at opvarmningen, som klimamodellerne har forudsagt, ikke har fundet sted? Nej, det er efterhånden en gam- Figur 2. Klimamodellerne rekonstruerer faktisk temperaturforløbet ganske godt. Den sorte kurve er observeret global temperatur nær jordens overflade. De farvede er modelberegninger med forskellige europæiske klimamodeller over temperaturudviklingen i det 20. årh. Vejret, 105, november 2005 side 29

32 mel diskussion, som ikke er særligt aktuel mere. Det er blandt andet fordi, målinger af temperaturen nogle kilometer oppe i atmosfæren i de seneste 5-10 år viser mindst den samme stigningstakt som temperaturen ved overfladen. Det gælder også den type mikrobølgemålinger som professor John Christy - en af de store kritikere på dette punkt - benytter, og som der ofte henvises til. Et hovedproblem er, at Christy og andre kun har set på den korte periode med satellitdata, som omfatter kun lidt over 20 år, hvor en lang række naturlige processer får temperaturen til at udvikle sig forskelligt fra år til år ved overfladen og oppe i atmosfæren. Efterhånden, som statistikken bliver mere robust med flere års temperaturmålinger ser problemet ud til at blive reduceret. Det er blevet hævdet, at temperaturen oppe i atmosfæren ifølge klimamodellerne burde stige væsentligt mere end temperaturen ved jordoverfladen. Når vi ser på beregninger over fremtidens klima, så er det rigtigt, at temperaturen 2-10 kilometer oppe i atmosfæren generelt vil stige lidt mere end ved jordoverfladen. Ser vi på de aktuelle forhold, må vi tage hensyn til et aktuelt fænomen, der også har haft indflydelse på temperaturforløbet: Udtyndingen af stratosfærens ozonlag. Denne udtynding giver et afkølende bidrag til atmosfærens temperatur, men ikke i samme grad til temperaturen ved overfladen. Når klimamodeller benyttes til at rekonstruere klimaudviklingen i det 20. århundrede, og man også tager hensyn til udtyndingen af ozonlaget, kan man faktisk i store træk genskabe den målte temperaturudvikling både ved overfladen og lidt oppe i atmosfæren (figur 2). Til sidst har jeg lige et par spørgsmål, som falder lidt ved siden af den foregående diskussion. Det er jo meget nærliggende i denne tid at spørge til det tiltagende antal tropiske orkaner, vi har set de seneste år. Er de et Figur 3. Hurricane Isabel fra Foto fra NASA. side 30 Vejret, 105, november 2005

33 resultat af de menneskeskabte klimaændringer, og hvordan vil de udvikle sig i fremtiden? Ja, den skulle jo næsten komme Først og fremmest, så er der globalt set ikke en tydelig stigning i det samlede antal tropiske orkaner. Vi har set en del flere hurricanes - altså tropiske orkaner i Atlanterhavet og den østlige del af Stillehavet - i de seneste ti år end ellers. Men der har tidligere været perioder, hvor man har haft flere orkaner end normalt i dette område. Der er altså store naturlige variationer fra årti til årti. Det hænger meget sammen med variationer i havtemperaturerne. Varmere hav giver flere og kraftigere orkaner.. Men, hvis vi kun ser på de kraftigste orkaner - kategori 4 og 5 - har nye undersøgelser påvist en markant stigning henover de sidste år. Man kan så spørge, om det er global opvarmning, men det er svært at svare entydigt på, da der er en del modsatrettede effekter, som vi kun delvist har styr på. Dog ved vi, at havtemperaturerne i en del tropiske områder er steget gradvist med op mod 1 grad i løbet af de seneste år som en del af den globale opvarmning. Pointen er, at havtemperaturerne er afgørende for, hvor kraftige orkanerne kan blive. Det er jo fra oceanerne, at energien til at drive orkanerne kommer. Min konklusion er, at vi kan ikke udelukke menneskeskabte klimaændringer som delvist parthaver i de mange kraftige orkaner de senere år. Er det rigtig, at vanddamp har større betydning for Jordens klima end kuldioxid? Ja, den er god nok, men også misvisende: Vanddamps bidrag til den naturlige drivhuseffekt er med en meget simpel beregning omkring dobbelt så stort som bidraget fra CO 2. Atmosfærens evne til at indeholde vanddamp er dog afhængig af temperaturen. Hvis temperaturen stiger på grund af opvarmning fra for eksempel øget CO 2, vil der begynde at komme mere vanddamp, og dermed vil vanddamps bidrag til drivhuseffekten øge. Temperaturen vil så stige yderligere, og man har en såkaldt positiv tilbagekobling. Vanddampen kan i det tilfælde siges at være en indirekte konsekvens af opvarmningen fra øget koncentration af CO 2 (og andre drivhusgasser). Ser vi på geologiske tidsskalaer har CO 2 normalt varieret med Jordens temperatur og det samme gælder formentlig vanddamp. Det hævdes nogle gange, at havniveauet slet ikke er stigende men derimod faldende. Ja, den har jeg også set i medierne, men det er direkte forkert. Det er dog korrekt, at vandstanden lokalt og regionalt varierer, og at man sagtens kan finde lokaliteter (f.eks. Maldiverne), hvor vandstanden har været aftagende de seneste par årtier. De regionale forandringer kan også ses på meget nøjagtige laserbaserede målinger fra satellit. Målingerne viser dog også helt entydigt, at den globale vandstand er stigende. Naturlige stigninger og fald i vandstanden fra årti til årti på en given lokalitet skyldes blandt andet variationer i oceanernes strømme og temperaturforhold. Hertil kommer mere langsigtede ændringer i for eksempel jordskorpens højde, der også kan give trends i den lokale vandstand. Og sidst - jeg har læst, at Kyotoaftalen kun kan reducere den fremtidige temperaturstigning med 0,07 grader celcius. Er det sandt? Det er rigtigt, at Kyoto-aftalen isoleret set og på kort sigt kun har ringe indflydelse på størrelsen af den globale opvarmning. Der er stor usikkerhed omkring de 0,07 grader, og de gælder kun, når man ser på aftalens betydning frem til Det skal også bemærkes, at der i beregning af de 0,07 grader blandt andet er antaget, at der ikke foretages flere reduktioner efter På længere sigt vil effekten af Kyoto-aftalen vokse og blive langt større, når man ser ind i det 22. århundrede. Det gælder specielt, hvis man benytter instrumenterne bag Kyoto-aftalen med henblik på relativt hurtige yderligere reduktioner efter Problemet er, at effekten af reduktioner nu, først vil kunne ses om meget lang tid, og at der allerede nu er lagt meget brænde på bålet. Det er i forbindelse med forhandlinger om for eksempel Kyoto afgørende at forstå klimasystemets meget langsomme reaktion på formindskelser af udslip af drivhusgasser her og nu. Redigeret af Bjarne Siewertsen Vejret, 105, november 2005 side 31

34 NAO-indeks og årstidsvariation i temperatur Af Niels Woetmann Nielsen, DMI

35 Reference

36 Spørgsmål og svar Svovlregn af fyrrepollen? Eigil Holm fra Gedved har skrevet til Vejrets redaktion på vejret. Den 19. juli fløj jeg fra St. Petersborg til København først på eftermiddagen. Over Østersøen iagttog jeg et ejendommeligt fænomen, der bestod i gullige partier, der dannede mønstre på vandet; de mindede lidt om bjerge. Mønstrene dækkede adskillige kvadratkilometer. Jeg fotograferede fænomenet fra ca. 10 kilometers højde. De gullige partier var gennemskåret af lange, lige linier, der mindede om forkastninger. Jeg fik forklaringen, da jeg så, at hver lige linie endte i et skib. Linierne var altså kølvandsstriber. Linierne overbeviste mig om, at mønstrene ikke skyldtes plankton, for det forekommer i adskillige meters dybde og vil næppe forstyrres så meget af et skib, at det kan ses fra luften. Derimod vil linierne fremkomme, hvis mønstret dannes af noget på selve vandoverfladen. Kan der være tale om andre forklaringer end den, jeg foreslår? Eigil Holm Peter Viskum Jørgensen, Ph.D. fra DMI svarer: Tak for billedet; jeg beklager, men det har intet med pollen at gøre. Jeg kan med sikkerhed sige dig, at det er phytoplankton, nærmere bestemt blå-grøn alger af typen Nodularia Spumigena/ Cyano-bakterie. Disse har den specielle egenskab, at de selv kan flyde op til vandoverfladen og lægge sig der og fixere næringsstoffer (nitrogen) fra luften. De små havstrømme og overfladebevægelser gør, at de flyder sammen til de mange aflange gul-grønlige striber, kaldet filamenter. Algerne ses næsten hvert år i Østersøen i juli og august i perioder med stille og solrigt vejr, og de dækker ofte meget store områder. De kan faktisk ses fra satellit 800 km ude i rummet! Ind imellem når de helt ind i vores del af Østersøen, Køge Bugt og Øresund. Ligeså snart det begynder at blæse mere igen, bliver de blandet ned i vandsøjlen, men de forsvinder ikke. Disse alger er også specielle fordi nogle af dem er giftige. Hos mennesker giver algerne kun diaré ved indtagelse, men det er rapporteret, at små hunde på Gotland og Øland er døde af disse dræber-alger. med venlig hilsen, Peter Jeg kan kun tænke mig én forklaring på fænomenet, nemlig pollen fra fyrreskove. Fyrrepollen har to luftsække på hver side af selve pollenkornet, og derfor kan pollenet ligge længe på vandet, inden det synker. Svovlgult overtræk på vandoverfladen, den såkaldte svovlregn ses undertiden ved danske kyster. Her er der med sikkerhed tale om fyrrepollen. Phytoplankton i Østersøen. Foto Eigil Holm side 34 Vejret, 105, november 2005

37 Anmeldelse: På jagt efter vejret - en aktivitetsbog Af Lea Siewertsen Af: Jesper Theilgaard Illustrationer: Jesper Tom-Petersen På jagt efter vejret - en aktivitetsbog DR-forlag ISBN: Pris: 179,95 kr. DR-meteorologen Jesper Theilgaard har skrevet en ny bog om vejret. Bogen kan bruges på mange forskellige måder. Som forældre kan man sammen med sine børn læse bogen, tale om fænomenerne og udføre forsøgene hjemme. Ingen af forsøgene kræver nemlig andet end ting, man ofte har i hjemmet, som f.eks. plastikvandflasker, linealer og lignende. På den måde kan man styrke sit barns forståelse af vejrfænomener i Danmark. Som lærer kan man bruge bogen til undervisning i 0. til 6. klasse. I 0. til 3. klasse kan man bruge den som inspiration til oplæg og forsøg om vejret. I 4. til 6. klasse kan eleverne selv bruge den som elevbog. Bogen er derfor et godt redskab til natur og teknik-læreren i forbindelse med opfyldelsen af relevante trinmål i faget. Bogen indeholder følgende overordnede emner: Solen; temperatur; fugtighed, skyer og regn; sne og is; vind; verdenshjørnerne; lys og lyd; tordenvejr og lufttryk. Derudover har man mulighed for at lave sin egen vejrstation og man får inspiration til at lave en vejrdagbog. Bogen har en logisk opbygning, og så er den indbydende og nem at gå til, både for børn og voksne. Illustrationerne er gode og illustrerer fænomenerne og forsøgene godt. Sammen med teksten, der er letlæselig, udgør de et samlet hele, der går godt i spænd. Sammenlagt er det en rigtig god og brugbar bog, der givetvis vil appellere til mange. Vejret, 105, november 2005 side 35

38 Anmeldelse: Når Jorden hvisker sit navn Af Lea Siewertsen Forfatter: Jytte Grådal Illustrationer: Lis Kohl Når Jorden hvisker sit navn Forlag: Attika Pris: pr. stk.: 98 kr. Hele serien: 325 kr. Når Jorden hvisker sit navn, er en serie af mindre hæfter, om forskellige naturvidenskabelige fænomener sat ind i nogle meget underfundige fortællinger. Forfatteren Jytte Grådal er pædagog, lyriker og museumsassistent på Fur Naturhistoriske Museum. Hun har udviklet sin formidlingsform gennem sit arbejde på museet med de skoleklasser der har besøgt stedet. Senere hen, er det så blevet til disse hæfter, hvor til Lis Kohl bidrager med sine hovedsageligt abstrakte illustrationer. Fortællingerne henvender sig primært til børnehaver og børnehaveklasser. Historierne tager udgangspunkt i forskellige emner: Dinosaurer, urhavet, vulkaner, blæksprutter og Danmark. Man skal dog ikke forvente at få en faktuel gennemgang af det pågældende emne. Derimod får man en fantasifuld historie, der sikkert vil fænge målgruppen. Dette er på en gang historiernes styrke og svaghed. Fordelen er, at historierne sikkert vil appellere til børnenes fantasi, ulempen er at fakta og fiktion blandes, således at det vil være svært for børn at skelne, hvad der er hvad. I forlængelse heraf, kan man spørge, hvad målet med hæfterne er? Er det oplysning, eller er det bare at give en god historie. Ved at vælge en blanding af de to, som forfatteren gør, taber man det naturvidenskabelige indhold og bidrager til opbygningen af forestillinger, hos børnene, der ikke har hold i virkeligheden. Bøgerne kan købes via forlaget: attika@attika.dk side 36 Vejret, 105, november 2005

39 Den glemte skyforsker Af Anneli Fuchs, Danmarks Kunstbibliotek Der findes næppe mange, der forbinder en truende tordensky med navnet Philip Weilbach en flittig sekretær og bibliotekar ved Kunstakademiet i København fra 1883 til Om end de siden er gået i glemmebogen har Weilbach sat sig varige spor inden for skyforskningen. Der er måske nogle, der mener, at det i et større perspektiv ikke er så væsentligt, hvem der opdagede hvad, eller hvem der fandt på eller gjorde noget først. Det er resultaterne, ikke ophavsmanden (m/k), der tæller. Men for de fleste mennesker i særdeleshed for videnskabsfolk er det vigtigt at få anerkendelse for veludført arbejde. Denne artikel handler om et overset bidrag til dansk meteorologi og om en person, som aldrig er blevet kendt for sin indsats. Det drejer sig om Philip Weilbach, som var sekretær og bibliotekar på Kunstakademiet i København fra 1883 til sin død i Akademieleverne kaldte ham Philip Fejlsnak og morede sig over ham, fordi han kludrede med ordene. Andre opfattede ham som indbegrebet af det selvhøjtidelige akademi, når han stift og formelt afgav beretning ved den årlige udstillingsåbning. Men han var også kendt for at være en venlig og myreflittig mand. Ud over at passe sine officielle pligter indsamlede han oplysninger om danske kunstnere ved at grave i arkiverne og skrive rundt til kunstnerne, deres familie eller bekendte. Hermed lagde han grunden til Weilbachs Philip Weilbach ( ). Foto udlånt af Det Kongelige Bibliotek. Arkiv og til udarbejdelsen af flere udgaver af det danske kunstnerleksikon, som stadig bærer hans navn. Han skrev også kunstkritik og kunsthistoriske værker, bl.a. den første monografi om maleren C.W. Eckersberg. På sporet af en skyforsker Men var Weilbach også skyforsker? Interesserede han sig for meteorologi? Disse spørgsmål blev pludselig aktuelle, da der for nylig kom en henvendelse fra en tysk forsker til Danmarks Kunstbibliotek (tidligere Kunstakademiets Bibliotek). Ingen havde nogensinde hørt om eller læst, at Weilbach skulle have været involveret i noget sådant. Opslag i hele tre forskellige udgaver af Dansk Biografisk Leksikon gav heller ikke resultat. Alle havde ham med, men intet var nævnt om de skystudier, den tyske forsker havde henvist til. Det lykkedes dog på nettet at finde et ældre svensk leksikon, hvoraf det fremgik, at Weilbach i Meteorologisk Instituts årbog for 1880 havde offentliggjort artiklen Nordeuropas Skyformer og deres Inddeling fremstillet til Vejledning ved Iagttagelsen af Skyhimlen. Ifølge leksikonet skulle artiklen være ledsaget af 12 tegninger af skyer udført af ham selv. For en kunsthistoriker lød det jo spændende, ikke mindst fordi der for tiden er stor interesse for skyer i kunsten. For nogle år siden blev udstillingen Himlens spejl Vejret, 105, november 2005 side 37

40 Planche med tegninger af Philip Weilbach fra den franske udgave af hans artikel om Nordeuropas skyformer i årbogen for 1880 fra det franske meteorologiske institut. Øverst til højre ses Cumulonimbus. Skyer og vejrlig i dansk maleri vist på en række museer i Danmark. Og i efteråret har en tilsvarende, men bredere anlagt, udstilling af skybilleder turneret i Tyskland. Udstillingen, som nu er kommet til Schweiz, hedder Wolkenbilder Die Entdeckung des Himmels. I begge tilfælde har der været mest fokus på kunstnere fra første halvdel af 1800-tallet. Det vil sige kunstnere som Eckersberg, Købke, J.C. Dahl, Constable, Turner og Friedrich, hvis skystudier er blevet kædet sammen med tidens naturvidenskab, navnlig englænderen Luke Howards skyformationslære. Luke Howard var den første, der kategoriserede skyerne og gav dem latinske navne. Han inspirerede ikke kun malerne, men også filosoffer og forfattere, Goethe til eksempel. Skyforskningens barndom Da det lykkedes at finde frem til årbogen og en fransk udgave med yderligere fire tegninger, viste det sig, at tegningerne var alt andet end spektakulære. Selv om Weilbach brugte nogle af de samme tricks som kunstnerne, såsom at lade skyhimlen fylde det meste af billedfladen hen over et antydet landskab nederst i billedet, virker hans tegninger pertentlige, simple og egentlig ret amatøragtige. Sammenlignet med kunstnernes skystudier er der intet smukt og æstetisk behagende ved dem. Men måske var det netop derfor, Weilbach blev internationalt kendt blandt samtidens skyforskere. Før fremkomsten af gode fotografiske billeder ønskede meteorologerne nemlig ikke kunstneriske fremstillinger af skyer, men fremstillinger der gengav typiske eksempler på de forskellige skyformer. Fremstillingerne skulle helst være en mellemting mellem et billede og et diagram. side 38 Vejret, 105, november 2005

41 Vilhelm Kyhn: Optrækkende tordenvejr over jydske bakker Kyhn ( ), som overvejende beskæftigede sig med landskabsmaleri, havde fået undervisning af C.W. Eckersberg, da han gik på Akademiet. Randers Kunstmuseum. Foto: Finn Larsen. De rigtige meteorologer var nemlig også begyndt at interessere sig for skyer. Deres arbejde kom dog først for alvor i gang i 1870 erne efter oprettelsen af meteorologiske institutter i flere lande og etableringen af internationale meteorologiske kongresser. En af de førende inden for skyforskningen var svenskeren Hugo Hildebrand Hildebrandsson fra universitetet i Uppsala. I 1879 udgav han et skyatlas udelukkende illustreret med fotografier, det første skyatlas med fotografier nogen sinde. I 1890 udgav han sammen med meteorologerne W. Köppen og G. Neumayer fra Hamburg endnu et skyatlas, denne gang både med reproduktioner af malerier og fotografier. De første fotografier af skyer havde vist sig ikke at være helt tilfredsstillende i gengivelsen af de forskellige skyformer. Weilbach i fint selskab For meteorologerne handlede det om at finde frem til en endegyldig skyklassifikation, der kunne anvendes i alle lande. På den 3. internationale kongres, som fandt sted i München i 1891, besluttede man at udnævne 1886/87 til skyår. Meningen var, at der skulle indsamles observationer over hele verden til sammenligning og videre studier. For at være sikker på, at man talte om det samme, når man beskrev skyerne, havde man brug for et nyt, autoritativt og internationalt anerkendt skyatlas. Der blev oprettet en kommission, der skulle forberede udgivelsen af et sådant atlas, og Hildebrandsson blev udnævnt til formand. En enkelt dansker kom med i kommissionen og det var såmænd Weilbach. Selvom Weilbach meget tidligt var i kontakt med Hildebrandsson, er det alligevel bemærkelsesværdigt, at han som lægmand blev inddraget i den internationale atlaskommission. Tilsyneladende var det især Weilbachs indsats i forbindelse med fremstillingen af videnskabeligt brugbare gengivelser af skyer, der blev påskønnet af Hildebrandsson og andre meteorologer. Da Hildebrandsson, Köppen og Neumayer udgav deres skyatlas i 1890, havde de konsulteret Weilbach i arbejdet med at fremstille Vejret, 105, november 2005 side 39

42 gode illustrationer. Det fremgår af indledningen i atlasset, at billederne af skyer i nogle tilfælde var blevet revideret efter hans forslag. På den baggrund er det forståeligt, at han i atlas-kommissionen blev bedt om at indgå i den gruppe, der skulle finde og udvælge illustrationer til det nye atlas. Navn på tordenskyen Mellem 1891 og 1894, hvor der igen blev afholdt en international kongres, cirkulerede et stort antal originale tegninger, lystryk og fotografier med post mellem medlemmerne af gruppen. Ud over at tage stilling til de rundsendte billeder bidrog Weilbach selv med tegninger eller rettere med pasteller (i et brev til ham beklager Hildebrandsson sig over, at de smitter af og er vanskelige at håndtere). Også disse blev rundsendt. Ved kongressen, som fandt sted i Uppsala i august 1894, blev over 300 forskellige billeder hængt op i en udstilling. Weilbach var med til udvælgelsen af billeder til atlasset, som udkom i Der var en anden grund til, at Weilbach blev inviteret med til kongressen. Forud for udgivelsen af atlasset skulle man nemlig nå til enighed om klassifikationen af skyer og navngivningen af dem. Selv om Luke Howard havde lagt grunden til et enkelt system med brug af latinske betegnelser for skyformerne, havde de efterfølgende givet anledning til stor diskussion. Forslag om andre betegnelser var blevet fremført fra flere sider. Weilbach havde bidraget til diskussionen med sin artikel i årbogen og en anmeldelse i et tysk tidsskrift af englænderen W. Clement Ley s Note on a proposed scheme for observation of the upper clouds fra Han havde selv for nogle skyformers vedkommende foreslået andre betegnelser. En af dem var Cumulonimbus. Betegnelsen Cumulonimbus går igen på den liste over skytyper, der er anerkendt inden for moderne meteorologi. Den angiver en skyform, som ses i forbindelse med torden eller kraftige regnskyl. Den tårner sig voldsomt op i højden, er ofte meget mørk og kan derfor virke meget overvældende. Som anført i Hildebrandsson, Köppen og Neumayers skyatlas fra 1890 var Weilbach den første, der brugte betegnelsen Cumulonimbus om netop denne skyform. En plads i meteorologien Inden for meteorologien har fotografier og satellitbilleder for længst erstattet tegnede eller malede skybilleder. Weilbachs billeder, som forekommer naive i dag, er da også kun interessante fra et videnskabshistorisk synspunkt. Men hvad med hans bidrag til skyklassifikationen? Klassifikationen, som senest blev revideret i 1930, ligger fast og beskæftiger ikke nutidens meteorologer. I dag handler det bl.a. om at undersøge, hvor store mængder af is og vand, skyerne indeholder, for derved at øge forståelsen af de enorme skysystemer, der cirkulerer omkring Jorden og påvirker det globale klima. Det fortæller professor Graeme L. Stephens fra Colorado State University, en af USA s førende meteorologer, i sin artikel The Useful Pursuit of Shadows. Men navnene bruges hver dag af meteorologer og meteorologiske institutter over hele verden. Stephens bringer listen over skyerne med en henvisning til deres ophavsmand. Den tiende er: Cumulonimbus (Weilbach, 1880). Philip Weilbach har altså sat sig et varigt spor inden for skyforskningen. Denne kendsgerning burde nok kunne give ham en plads i dansk meteorologi. Om forfatteren Anneli Fuchs er Mag.art. i kunsthistorie og videnskabelig medarbejder på Danmarks Kunstbibliotek. Tlf.: afu@kunstbib.dk Hjemmeside: Videre læsning: Graeme L. Stephens: The Useful Pursuit of Shadows. American Scientist, vol. 91, no. 5, Richard Hamblyn: The Invention of Clouds. How an Amateur Meteorologist Forged the Language of the Skies. Farrar, Straus and Giroux Bogen handler mest om Luke Howard, men Weilbach nævnes i en omtale af moderne skyklassifikation. Danmarks Meteorologiske Institut har et tema på hjemmesiden om skyer: Kend din sky : temaer/kend_din_sky.htm side 40 Vejret, 105, november 2005

43 René Descartes En stor filosof, en ukendt meteorolog Af Erik Rasmussen Dette er fortsættelsen på Erik Rasmussens historie om René Descartes. Hvis du ikke har læst første del, så finder du den i Vejret (7) Om Storme, lyn, og alle andre former for ild der flammer på himlen Syvende afsnit af Les Météores handler om dannelse af storme, herunder tyfoner, lyn, torden og beslægtede himmelfænomener. Kapitlet er underholdende læsning med sine stedvise barokke forklaringer på en række vigtige vejrfænomener, men sammenlignet med det følgende om regnbuen, virker det noget gammeldags og stærkt præget af den aristoteliske tradition. Descartes starter sine overvejelser af denne gruppe fænomener på følgende måde:...desuden, det er ikke alene når skyerne opløses til dampe, at de forårsager vind. De kan også undertiden synke ned så pludseligt, at de derved presser voldsomt på al luft under dem og omdanner denne til en meget voldsom, men kortvarig vind som den, der dannes, når man løfter et udspændt sejl et lille stykke op i luften for derefter at lade det falde fladt ned mod jorden. En sådan vind indtræder næsten altid før kraftig regn... Men hvis den nedsynkende sky er meget tung og af stor udstrækning (som lettere kan være tilfældet ude over oceanerne end andre steder, fordi dampene hér er mere jævnt fordelt...) vil dette ufejlbarligt forårsage en storm som er større...og det er på denne måde, tror jeg, at de tyfoner dannes, som er så frygtede af sømænd på deres store rejser, specielt lidt forbi Kap det Gode Håb;... Efter en lidt nærmere diskussion af tyfoner, i hvilken forbindelse han også kommer ind på fænomenet Sct. Elmsild, giver Descartes sig i kast med at udvikle en teori for lyn, torden og beslægtede fænomener. Vi lader igen Descartes tale for sig selv: Figur 8. Figuren viser to skylag, et øvre A og et nedre B. For nærmere forklaring se teksten....men hvad angår storme, som er ledsaget af torden, tordenkiler, hvirvelvinde og lyn, og som jeg lejlighedsvis har oplevet på land, så tvivler jeg ikke på, at de skyldes den kendsgerning at der findes så mange skyer ovenover hinanden, så at der somme tider sker det, at de øverste pludseligt falder ned på de nederste. Hvis f.eks. de to skyer A og B (se Figur 8) kun består af meget let (flygtig) sne, så vil der være varmere luft omkring den øverste, A, end omkring den nedre, B; og det er klart at denne varme luft omkring A kan kondensere og dermed gradvis øge dens vægt, på en sådan måde at de højestliggende skypartikler som først vil begynde at falde, vil skubbe eller trække en mængde andre med dem og således alle, med stor støj vil falde ned på den nederste sky... Efter denne lidt primitive forklaring på torden, hvorefter denne nærmest er at sammenligne med den støj, vi hører, hvis vi kaster en håndfuld småsten på et bliktag, vender Descartes sig til en række, ifølge ham, beslægtede fænomener. Det er interessant, hvordan arven fra Aristoteles tydeligt skinner igennem derved, at Descartes, som Aristoteles, opfatter hvirvelvinde som fænomener af samme type som lyn, torden og tordenkiler. Descartes forklarer: Vejret, 105, november 2005 side 41