At formidle historie vilkår, kendetegn, formål

Transkript

1

2 At formidle historie vilkår, kendetegn, formål

3 At formidle historie vilkår, kendetegn, formål Claus Bryld, Lene Floris, Lars Handesten, Karl-Johann Hemmersam, Bernard Eric Jensen, Carsten Tage Nielsen, Marianne Poulsen, Anne Birgitte Richard, Søren Schou, Annette Vasström, Anette Warring og Torben Weinreich Roskilde Universitetsforlag

4 Claus Bryld, Lene Floris, Karl-Johann Hemmersam, Lars Handesten, Bernard Eric Jensen, Carsten Tage Nielsen, Marianne Poulsen, Anne Birgitte Richard, Søren Schou, Annette Vasström, Anette Warring og Torben Weinreich At formidle historie vilkår, kendetegn, formål 1. udgave 1999 Roskilde Universitetsforlag, 1999 Omslag: Torben Lundsted Sats og tryk: Narayana Press, Gylling ISBN Piet Hein Digt DU SKAL PLANTE ET TRÆ, side 195 Gengivet med venlig tilladelse fra Piet Hein A/S, Middelfart Kim Larsen Danas Have, side 156 Copyright 1992 by Klaps Musikforlag Trykt med venlig tilladelse Warner/Chapell Music Denmark A/S. Copyright Voltaire at Ferney, 1939 by W.H. Auden. s. 147 Omslagsillustrationen er fra 1700-tallet og er taget fra H.F. Gravelot & C.N. Chochin, Iconologie par Figure, s.d. Til billedet hører følgende tekst, der her gengives i dansk oversættelse: Clio. Denne muse repræsenterer historien. Hun fremstilles som en ung pige kronet med en laurbærkrans, med en trompet i højre hånd og i den venstre hånd en bog, hvorpå man kan læse navnet Thukydid en af de mest berømte historikere fra antikken. Man har givet denne muse en trompet som attribut, fordi hun bekendtgør og helliggør store mænds gerninger og ry, til lære for folk og konger. Tiden, som man ser i baggrunden af billedet, og jordkuglen, som den første blandt muserne står på, tjener til at vise, at historie omfatter alle steder og alle tider. Roskilde Universitetsforlag Rosenørns Allé Frederiksberg C Tlf Fax: slforlag@sl.cbs.dk Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, elektronisk eller fotografisk gengivelse af denne bog eller dele heraf er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til anmeldelse.

5 Indholdsfortegnelse Forord 7 Indledning 9 At forske i formidling 15 Et flerfagligt og komparativt projekt 18 Beslægtede projekter 27 Leicester-skolen 27 Norsk sakprosa 30 Mellem kulturarv og æstetisk dannelse 32 Kanon og kulturarv 32 After Learning From History 36 Forskning i erindring og kulturarv 42 Les lieux de mémoire 44 Public History 49 Theatres of Memory 53 History & Heritage 57 Erinnerung, Geschichte, Identität 60 Hvorfor netop nu? 64 En status 67 Formidlingens vilkår 77 I et globalt perspektiv 79 I et nationalt perspektiv 86 I et medieperspektiv 94 I et museumsperspektiv 101 I et forskningsperspektiv 107 I et erindringspolitisk perspektiv 114 5

6 Formidlingens kendetegn 121 Forskningsbaseret formidling 126 Faghistorisk formidling 127 Litteraturhistorisk formidling 132 Etnologisk/museal formidling 138 Sammenlignende karakteristik 142 Skemalagt formidling 146 Danskfaget 146 Historiefaget 154 Sammenlignende karakteristik 160 Alternativ/massekulturel formidling 162 Modtagerbevidsthed 168 Afsenderpositionering 171 Brugsværdi og erindringspolitisk funktion 175 Formidling i et modtagerperspektiv 177 Dansk historiekultur 187 Formidlingens formål 189 Interesse for og brug af historie 191 Fag og folk 197 Formidling som faglig udfordring 202 Noter 212 Bibliografi 215 Publikationer fra Center fra humanistisk historieformidling 215 Andre publikationer 216 English Summary 225 Forfattere 233 6

7 Forord At formidle historie vilkår, kendetegn, formål er elvte og sidste bind i en skriftrække udgivet af Center for humanistisk historieformidling, der har til huse på Danmarks Lærerhøjskole. Centret blev oprettet i efteråret 1995 på grundlag af en treårig bevilling fra Statens Humanistiske Forskningsråd og har påtaget sig den opgave at gennemføre en række komparative undersøgelser af humanistisk historieformidlings kendetegn og vilkår i dagens Danmark. Resultaterne af disse undersøgelser præsenteres for en bredere offentlighed igennem denne skriftrække. Forskningsprojektet tager udgangspunkt i det forhold, at formidling af historie er et tværhumanistisk arbejdsfelt, og det er baseret på et tværinstitutionelt samarbejde mellem Arbejdermuseet, Danmarks Lærerhøjskole, Museet for Holbæk og Omegn, Nationalmuseet og Roskilde Universitetscenter. Den forskningsmæssige ledelse af projektet ligger hos Claus Bryld (RUC) og Bernard Eric Jensen (DLH), sidstnævnte har det økonomisk-administrative ansvar. For en nærmere beskrivelse af projektet henvises til skriftseriens bind 1: Erindringens og glemslens politik (1996). Projektgruppen vil gerne benytte denne lejlighed til at sige tak til Danmarks Lærerhøjskole for værtskab og stor hjælpsomhed i hverdagen, til Danmarks Pædagogiske Bibliotek for fin og effektiv service, til vore forskellige moderinstitutioner for vedholdende støtte under projektforløbet og endelig til Roskilde Universitetsforlag for et godt og frugtbart samarbejde. Vi har illustreret bindet med en række digte og sange, der viser erindring og historie som et vigtigt tema for de sidste 200 års kulturliv i skolen, i litteraturen og i massekulturen. 7

8

9 Indledning Der laves nu om stunder undersøgelser af Folk og forskning. Danskernes opfattelse af forskning (1998). Når folk spørges om, hvor meget de interesserer sig for forskning, svarer 57%, at de er meget eller noget interesseret, medens 43% siger, at de kun er lidt eller slet ikke interesseret. Spørges danskerne dernæst om, hvilken forskning der interesserer dem, viser det sig, at sundhedsvidenskab har en meget fremtrædende position. Således svarer hele 66% af de adspurgte, at de interesserer sig for sundhedsvidenskab. Ingen andre forskningsområder tiltrækker sig samme grad af interesse. Naturvidenskab nævnes af 23%. (...) samfundsvidenskab og humaniora optager som områder danskerne mindst (...). Der er 9%, der svarer, at de tænker på samfundsvidenskab, når de tænker over, hvor interesseret de er i forskning, og 8%, der fortæller, at de interesserer sig for humaniora eller et fag, som kan rubriceres under humaniora (Siune & Vinther 1998, s. 9). I dagens Danmark halter humanistisk forskning langt efter sundhedsvidenskab og naturvidenskab, hvad folkelig popularitet angår. Noget tilsvarende viser sig, hvis folk bliver bedt om at rangordne forskellige slags forskning efter den betydning, de tillægger den: Endnu engang viser det sig, at danskerne (...) opfatter sundhedsvidenskab som den allervigtigste forskning. Forskning i klima og miljø er dog ganske godt med her. Kultur og kommunikation ligger derimod meget lavt (Sst., s. 46). Prioriteringen: sundhed 59%, klima og miljø 21%, kultur 2% og kommunikation 1% vil næppe overraske mange mennesker. Tallene afspejler ikke alene den faktiske forskel i forskningsindsatsen på de forskellige områder, men er også udtryk for den fremherskende opfattelse af, hvornår en forskning ses som mest relevant og nyttig. Om de tilsvarende tal ville have set afgørende anderledes ud for eksempelvis 50 eller 100 år siden, kan der kun gisnes 9

10 om. Men situationen tager sig ganske anderledes ud, hvis man ser på den interesse, der kan udledes af de studerendes valg af fag, når de skal vælge en videregående uddannelse. I den sammenhæng klarer de humanistiske fag sig rigtigt flot for flot er der dem, der vil mene. Nævnte tal fra undersøgelsen Folk og forskning siger meget om, hvad folk associerer ved termen forskning, men de siger ikke noget om deres interesse for formidling altså om, hvad de mener, at der burde formidles i. Og de nævnte tal kan i hvert fald ikke forklares som følge af en forskel i humanioras, naturvidenskabs og sundhedsvidenskabs formidlingsindsats. Det er ikke sådan, at man inden for humaniora lægger mindre vægt på at formidle sin forskning, end man gør på de andre områder, det forholder sig snarere omvendt. Inden for det humanistiske område har der længe været tradition for en både bred og flerstrenget forskningsformidling. I rapporten Forskning i Danmark. Humaniora. Status og strategiske perspektiver fra 1996 fremhæves det med rette, at humaniora har flere centrale formidlingsdimensioner. Om disse hedder det: Den vigtigste formidling af forskning inden for humaniora sker i relation til uddannelse. (...) den humanisitiske forskning [indgår] i et bredt formidlingskredsløb. Dette formidlingskredsløb rækker fra det gymnasiale niveau via den mere formelle voksen- og efteruddannelse og ned på folkeskoleniveau. Men det omfatter også den frivillige folkeoplysning på højskolerne og i Folkeuniversitetsregi og i de folkelige oplysningsforbund. Forskere inden for humaniora er således i høj grad undervisere og formidlere i en bred, folkelig sammenhæng, og humanistisk viden er efterspurgt og eftertragtet på dette brede marked. Humanioras anden og vigtige formidlingsside er knyttet til kulturformidlingen igennem alle de museer, arkiver og biblioteker, som ikke bare rummer humanistisk forskning og formidling, men som i meget høj grad domineres af de humanistiske fag (...) der både udforsker, bevarer og formidler samfundets kulturarv. Humanioras tredje formidlingsdimension er publicering og anden medieformidlet kommunikation. Humanioras publiceringstradition adskiller sig uden tvivl fra en række teknisk- og naturvidenskabelige formidlingstraditioner. Hvor tendensen her går i retning af stadig mere specialiseret og standardiseret publikationspraksis i ret lukkede fagtidsskrifter, bliver humanistisk forskning ofte publiceret og læst i den bredere offent- 10

11 lighed. Humanistisk forskning udgives typisk som værker med både forskningsmæssig nyhedsværdi og bredere kulturel interesse (NASHU-rapport 1996, s. 99). Der er ikke i dag nogen grund til at sætte spørgsmålstegn ved omfanget af den humanistiske forskningsformidling, men det kan samtidigt konstateres, at der vides meget lidt om denne formidling det fremstår med andre ord som et særdeles uudforsket område. I to omgange har Statens Humanistiske Forskningsråd (SHF) dog søgt at råde lidt bod på det forhold. Rådet tog i slutningen af 1970 erne initiativ til at få undersøgt forholdet mellem den humanistiske, egentlige videnskabelige forskning og forskningsresultaternes brug i samfundet. Det førte til udgivelsen af to større rapporter: Simo Køppes Psykologiens udvikling og formidling i Danmark i perioden (1983) og Jørgen Møllers Historieundervisning i gymnasiet gennem de sidste 100 år (1983), og i en indledning om Humaniora i forskning og formidling gjorde Søren Kjørup på rådets vegne status over initiativet og konkluderede: der er brug for mere forskning på området. Formidlingsaspektet, spørgsmålet om forbindelse mellem forskning og almenhed, er af så central betydning netop for humaniora og er et typisk humanistisk forskningsområde at det må undre, at det i så ringe grad er undersøgt. Nu er der i hvert fald gjort en begyndelse og antydet nogle muligheder for, hvordan spørgsmålet kan gribes an. Forhåbentlig vil udsendelse af disse to rapporter give andre forskere inspiration til at fortsætte (Kjørup 1983, s.18). I 1995 tog SHF igen initiativ til at få forsket i forskningsformidling og afsatte små 6 mill kr. til formålet over en treårig periode. 1 Der var ikke tale om at udstede en blanco check til en gruppe forskere, idet rådet samtidig udstak en ramme, inden for hvilken forskningsindsatsen skulle finde sted. Forskningsformidling blev her defineret som samspillet mellem forskere og potentielle brugere af humanistisk forskning, herunder dens forhold til uddannelse, folkeoplysning og museale aktiviteter. Det blev ligeledes understreget, at forskningsformidling ikke alene skal forstås som udbredelsen af foreliggende viden, men også vedrører en bearbej- 11

12 delse af eksisterende holdninger og værdier, tilværelsesforståelser og traditioner. Der blev endvidere lagt op til, at der skulle ses på den formidlede forsknings funktion, herunder kulturinstitutionernes betydning for uddannelse og hverdagsliv. Endelig blev der af SHF stillet krav om, at projektet skulle gennemføres af en gruppe forskere, der var både flerfagligt og tværinstitutionelt sammensat. Man kunne nærme sig det afstukne forskningsfelt på flere måder, men forskningsrådet valgte i sommeren 1995 at give nævnte bevilling til projektet Humanistisk historieformidling i komparativ belysning. 2 De forskellige delundersøgelser er nu gjort færdige og publiceret inden for rammerne af denne skriftrække, og det er derfor tid til at gøre samlet status. Det er vigtigt at slå fast, at der er tale om at gøre status over et forskningsprojekt. Opgaven er at sammenfatte og perspektivere såvel den anvendte tilgang som de opnåede resultater. Det er således værd at bemærke, at det følgende ikke fra vor side er tænkt som et forskningsstrategisk eller erindringspolitisk manifest. Vi er en gruppe humanistiske forskere, der for en tid har fået mulighed for at indgå i et forpligtende flerfagligt samarbejde, men vi er på ingen måde nogen homogen gruppe. Vi har forskellig alder og køn, vi er uddannet i og har arbejdet med forskellige fag, og vi har i udgangspunktet haft ret forskellige teoretiske inspirationskilder. Vi er heller ikke altid enige, når spørgsmålet om, hvilke erindringspolitiske udfordringer der er de mest interessante og påtrængende, er blevet sat på gruppens dagsorden. Den afsluttende redegørelse ville blive flerstemmig, hvis vi skulle drøfte og tage stilling til flere af tidens erindringspolitiske stridsspørgsmål, men når det drejer sig om de faglige udfordringer og identitetsvalg, som en formidling af historie lægger op til, har vi kunnet tale os frem til en enighed i projektgruppen. Der er inden for rammerne af projektet Humanistisk historieformidling i komparativ belysning gennemført en række punktundersøgelser. Der er lavet undersøgelser af danmarkshistorier og danske litteraturhistorier, af formidlingen af historie gennem tv, fiktion og biografier, af mindefester og jubilæer, af en offentlig 12