Udarbejdet af: Axel Løppenthin

Transkript

1 STUDIERETNINGSPROJEKT Neokonservatismens indflydelse på amerikansk udenrigspolitik Udarbejdet af: Axel Løppenthin Skole: Rysensteen Gymnasium STX Dato: 20/12/12 Fag: Historie A og Samfundsfag A Klasse: 3.z Vejleder: Simon Valentin Mortensen 1

2 Abstract This paper examines the influence of neo- conservatism on American foreign policy. Neo- conservatism is a branch of the overall international orientated American foreign policy. Its principles root in unilateralism and global American dominance in order to maintain peace and stability. Through thorough analyzes of speeches, military operations and treaties made by presidents Bill Clinton, Georg W. Bush and Barack Obama this study concludes that neo- conservatism has had the biggest impact on the foreign policies under the Bush administration. This study assesses the foreign policy under the next four years under president Obama to be without influence of neo- conservatism based on experiences from the past four years, speeches and his political visions for the future during the presidential debates against governor Mitt Romney. Indholdsfortegnelse ABSTRACT... 2 INDLEDNING REDEGØRELSE FOR AMERIKANSK NEOKONSERVATISME MED FOKUS PÅ SYNET PÅ MULTILATERALISME FN EN DØD INSTITUTION UNILATERALE BESLUTNINGER FØRER TIL HANDLING NEOKONSERVATISMEN PÅ FORSKELLIGE POLITISKE OMRÅDER SAMMENLIGNING AF DEMOKRATISKE OG REPUBLIKANSKE PRÆSIDENTERS UDENRIGSPOLITIK PÅ UDVALGTE OMRÅDER DEN ØKONOMISKE OG POLITISKE TILSTAND FRA SAMMENLIGNING AF BILL CLINTON OG GEORG W. BUSH SAMMENLIGNING AF BILL CLINTON OG BARACK OBAMA BARACK OBAMA SAMMENLIGNET MED GEORG W. BUSH DELKONKLUSION VURDERING AF MULIGHEDERNE FOR AT BARACK OBAMA VIL FØRE EN NEOKONSERVATIV UDENRIGSPOLITIK... FEJL! BOGMÆRKE ER IKKE DEFINERET. 3.1 TERROR... FEJL! BOGMÆRKE ER IKKE DEFINERET. 3.2 GRID- LOCK OG FISCAL- CLIFF... FEJL! BOGMÆRKE ER IKKE DEFINERET. 3.3 SYRIEN, IRAN OG ISRAEL... FEJL! BOGMÆRKE ER IKKE DEFINERET. 3.4 SANDSYNLIGHEDEN ER LAV... FEJL! BOGMÆRKE ER IKKE DEFINERET. KONKLUSION LITTERATURLISTE

3 Indledning I 1776 blev USA afhængigt af England. Land of milk and honey og mulighedernes land er blot nogle af de betegnelser, som USA har fået til kælenavn. USA er historien igennem kendt for stor økonomisk vækst, og et politisk fundament på liberale værdier om frie individer og det frie marked. USA har dog vist sig at skulle spille en langt større rolle i verden end blot mekka for frihandel og individuel udfoldelse. Godt 200 år efter forfatningen er underskrevet afsluttes den Kolde Krig. Siden afslutningen på denne og Sovjetunionens kollaps har USA, som den eneste tilbageblevne supermagt, naturligvis haft en dominerende position i international politik. Som eneste supermagt i denne nye form for verdensorden, har man som nation stor frihed til at ændre verden, og med USAs velsmurte økonomi samt verdens stærkeste militær, med næsten halvdelen af verdens samlede militær budget, er dette ikke en undtagelse. USAs præsidenter prioriterer naturligvis forskelligt i forhold til, hvad man vil udnytte sin situation til. USA har vist vilje til at udnytte sin styrke til at gå enegang på bekostning af relationerne til FN. Dette kan bl.a. forklares ved, at der er forskellige grundopfattelser indenfor amerikansk udenrigspolitik. Disse grene af amerikansk udenrigspolitik omhandler, hvorvidt USA skal isolere sig fra omverdenen, eller om USA skal og måske endda bliver nødt til, at blande sig og i hvilken grad. Indenfor amerikansk politik er en af de grundopfattelser neokonservatismen. Denne ideologi har haft stor betydning for, hvordan det moderne terrorbegreb opfattes, samt USAs relationer til andre stater. Netop derfor er dette projekt relevant; neokonservatismen har været med til forme det internationale samfund og mere eller mindre dikteret udenrigspolitikken i perioder. Dette Studieretningsprojekt beskæftiger sig med; hvilken rolle neokonservatismen har spillet i forhold til de sidste tre siddende præsidenters udenrigspolitik, hvordan er det kommet til udtryk, hvilken indflydelse neokonservatismen har haft og hvor meget den vil få de næste 4 år indenfor udenrigspolitikken under præsident Obama. 3

4 1. Redegør for amerikansk neokonservatisme med udgangspunkt i bilag A og fokus på synet på multilateralisme. Inddrag en selvvalgt tekst af mindst en anden neokonservativ ideolog end Richard Perle. Denne redegørelse er udarbejdet på baggrund af Thank God for the death of the UN af Richard Perle, 21. marts 2003, (bilag 1) samt med viden fra Overmagt af Birthe Hansen fra 2003, diverse lærebøger fra Samfundsfag, altså skriftlige fremstillinger og teoribøger og ydermere er den selvvalgte kilde The Unipolar Moment af Charles Krauthammer, fra 1990/91. Da den er fra 1990/91 er det altså kort efter Berlinmurens fald og aktuelt i forhold til en tidligere konfrontation af Irak, Golfkrigen. Præsident George W. Bushs tropper gik ind i Irak d. 20 marts 2003, altså dagen inden Perles artikel fra The Guardian. Netop Richard Perle og Charles Krauthamer kan være med til at besvare dette hovedspørgsmål, fordi de betegnes som værende neokonservative ideologer og især Richard Perle har været tæt på regeringer og været med til at diktere deres forsvarspolitk. Ydermere er både Richrad Perle og Charles Krauthammer medlemmer af organisation PNAC (Project of the New American Century), hvilket betegnes som værende neokonservativ. De nævnte fremstillinger har alle afsnit omhandlende neokonservatismen og hvordan den kan ses i udenrigspolitikken og er dermed gode til opbyggelse af baggrundsvidn omkring emnet. Dette afsnit omhandler den amerikanske neokonservatismes syn på FN og multilateralismen, samt neokonservatismens politiske fokus på områder som udenrigs- og sikkerhedspolitik. Richard Perle har været politisk rådgiver på forsvarsområdet under både Ronald Reagan og George W. Bush administrationerne. 1.1 FN En død institution Som titlen på bilag A indikerer, takker Richard Perle Gud for de Forenede Nationers død. Han mener, at den amerikanske invasion af Irak bliver en succes, da Saddam Husseins terrorstyre vil forsvinde hurtigt, men han mener ikke, at Saddam Hussein vil falde alene 1. Richard Perle mener, at verden bør indse, at FN er bureaukratisk og ineffektivt og samtidig, at illusionen om, 1 Perle, Richard Thank God for the death of the UN, The Guardian,

5 at sikkerhed opnås gennem international lovgivning og gennem internationale institutioner, forsvinder. Dette skyldes at, FNs sikkerhedsråd tager beslutningerne, eller i hvert fald bør tage beslutninger, hvilket de ifølge Perle ikke formår. Richard Perle giver udtryk for frustration over, at vigtige militær- politiske beslutninger ligger i hænderne på det daværende sikkerheds råd, som på det tidspunkt består af kommunistiske Kina, Rusland, Frankrig og et slæng af mindre diktaturstater 2. I artiklen bliver der stillet spørgsmålstegn ved rigtigheden af, at disse stater skal stå i vejen for en frigørelse af Irak og det irakiske folk, hvilket Richard Perle ser som et klart moralsk anliggende. Især da Irak er ved at udvikle sig til en såkaldt rogue state 3 og kan udgøre en trussel for verdenssamfundets sikkerhed inden længe, hvis ikke Irak stoppes i at udvikle yderligere masseødelæggelsesvåben. Ifølge Perle skal man slå til før denne form for stater terroriserer deres egne borgere og truer andres 4. En invasion i Irak burde være ligetil ifølge Perle, men han påpeger, at der er en hindring; FNs sikkerhedsråd er det eneste organ, der kan legitimere en sådan magtanvendelse. Ifølge Richard Perle lærer folk dog snart, at multilateralismen og FN er totalt ineffektiv; hvis blot man kigger i historiebøgerne kan man se, hvordan FN gang på gang har fejlet i at intervenere i brandpunkter mange steder i verden. I disse brandpunkter er konflikterne løst ved hjælp af effektive, hurtige unilaterale beslutningsprocesser udenom FN 5. Der var godt nok ikke fuld opbakning til disse aktioner, men multilateralismens ineffektivitet havde blot hindret processerne, og millioner af mennesker kunne yderligere havde været blevet dræbt, hvis ikke disse aktioner fandt sted. Hvem tog sig af kampen mod Sovjetunionen og sørgede for at østeuropæiske stater blev frigjort? Det gjorde, hvad Perle betegner som ( ) the mother of all coalitions, NATO. 6. Mens NATO betegnes som helten, er FN altså skurken, der betegnes som paralyseret under den kolde krig, og historien viser altså ifølge Perle, at der altid har hersket anarki, som FN på ingen måde har formået at dæmme op for. 2 Perle, Richard Thank God for the death of the UN, The Guardian, Rogue states eller på dansk slyngel stater er defineret af The free Dictionary som: en stat, der gennemfører sin politik i en faretruende uforudsigelig måde, der ses bort fra international lov eller diplomati Perle, Richard Thank God for the death of the UN, The Guardian, Det har været hvad Richard Perle betegner som de villige styrker der har reddet f.eks. Bosnien fra udslettelse, hvor fred efterfølgende blev forhandlet i Ohio i USA. Altså de forenede stater ikke de forenede nationer. Også muslimer i Kosovo og Falklandsøerne blev reddet uden den store FN opbakning. 6 Perle, Richard Thank God for the death of the UN, The Guardian,

6 1.2 Unilaterale beslutninger fører til handling Når man er en uudfordret supermagt, altså hegemon i en unipolær verdensorden kan man udrette fantastiske ting. I Charles Krauthammers The Unipolar moment 7 er der ingen tvivl om at unilateralisme er vejen frem, hvis altså man ønsker at handle. Artiklen handler kort om, at USA har en unik position som hegemon i en unipolær verdensorden. Multipolariteten vil komme tilbage på et tidspunkt, så nu handler det for USA om, at beholde denne status og få det til at holde så lang tid som muligt ifølge Charles Krauthammer bliver multilateralisme set som et positivt begreb, og tilmed er beslutninger taget på baggrund af multilateralisme lettere at sælge overfor den hjemlige befolkning. Ifølge Krauthammer ønsker stater dog som oftest helst at foretage unilaterale handlinger og derfor definerer Krauthammer forskellen på rigtig og umiddelbar multilateralisme 8. Den rigtige multilateralisme beskrives som værende en koalition af jævnbyrdige stater i forhold til styrke og statur, hvor han nævner koalitionen omkring 2. Verdenskrig som eksempel. Umiddelbar multilateralisme eller pseudo- multilateralisme, beskriver han som en dominerende magts ageren på egen hånd, men hvor den dominerende magt af den ene eller anden grund er flov over det. Derfor må denne supermagt involvere andre stater på et minimalt plan, så unilateral enegang kan blive accepteret som værende multilateralt samarbejde Neokonservatismen på forskellige politiske områder Den amerikanske exceptionalisme er troen på, at USA er noget helt specielt i forhold til alle andre nationer. Denne selvopfattelse har ført til, at der i f.eks. George W. Bushs to regeringsperioder har været ført en udenrigspolitik med vægt på, at USA skulle redde verden gennem eksport af amerikanske værdier. Samtidig er det opfattelsen indenfor neokonservatismen, at en ideel fredelig verden bedst skabes ved amerikansk dominans med amerikansk hegemoni som en selvfølge. Herunder på militært plan, hvor USA skal besidde verdens største hær, helst større end samtlige andre staters hære tilsammen. Brugen af militæret er som tidligere nævnt, til forebyggende angreb mod f.eks. slyngelstater Uddrag af foreign affairs 1990/91 8 Krauthammer, Charles, The Unipolar Moment 1990/91, S Krauthammer, Charles, The Unipolar Moment 1990/91, S.25-26: American political leaders make sure to dress unilateral action in multilateral clothing. 10 Branner, Hans, Global Politik, 2006 S

7 Samarbejde ønskes kun igennem andre demokratiske stater. Militær- og sikkerhedspolitik handler altså i høj grad om at væbne sig til tænderne og være klar til at slå først. Udenrigspolitikken bygger således på internationalisme i form af parathed fra amerikansk side til at gribe ind overalt, hvor det er nødvendigt. Ydermere er der i den neokonservative selvforståelse en objektiv interesse i amerikansk indblanding samt eksport af amerikanske værdier. Politikområder som udenrigs- og sikkerhedspolitik hænger tæt sammen med USAs økonomiske interesser, og dermed også det økonomisk- politiske område. Ifølge Charles Krauthammer er usikre sejlruter, forarmede handelspartnere, enorme oliepriser og eksplosiv regional ustabilitet kun de mere åbenlyse risici for amerikansk abdikation. Udenlandske forviklinger er faktisk en byrde, men de er også en nødvendighed. Omkostningerne ved at sikre en åben og sikker verden for amerikansk handel koster 5,4 procent af BNP (som er et faldende tal), er næppe en urimelig pris 11. USA bliver ifølge Krauthammer nødt til at spille en international rolle. Udenlandske affærer dræner ikke udelukkende landet for ressourcer men tilfører også USA meget og kan betegnes som en grundpille i hele den amerikanske økonomi. Selvom det er dyrt, tjener USA på det i det store regnestykke. 2. Sammenlign demokratiske og republikanske præsidenters udenrigspolitik på udvalgte områder med henblik på neokonservatismens indflydelse Inddrag bilag B og selvvalgt kildemateriale. Teori og teoretiske begreber i dette afsnit stammer fra Overmagt af Birthe Hansen (2003), Global Politik af Hans Branner (2006), USA en grundbog i politik og økonomi af Peter Nedergaard (2012) samt Den Amerikanske Orden af Lars Erslev Andersen (2003). Kilder, som i øvrigt er inddraget i opgaven, er; Clintons tale til nationen fra 1998, hvor han forklarer hvorfor han gav ordre til bombeangreb i Irak, og som indeholder generelle observationer om aktioner i Irak, hvilket er relevant i forhold til alle de tre præsidenter, der sad i den pågældende periode, Barack Obamas tale ved universitetet i Kairo, hvilken er anvendelig fordi man kan se de overordnede linjer i Obamas udenrigspolitiske strategi. Talen ved National Defense University fra 1. maj 2001 (bilag B) af Bush jr. inddrages, da Barack Obama også har haft arbejde med traktater i form af NEW START. Slutteligt anvendes også Georg Bushs tale 11 Krauthammer, Charles, The Unipolar Moment 1990/91, S.27. 7

8 til nationen ovenpå terrorangrebene 11. september 2001, da der i denne tale kan aflæses hans udenrigspolitiske vision og ikke mindst mission. Denne sammenligningsopgave sammenligner forskellige områder af præsident Bill Clintons, Georg W. Bushs og Barrack Obamas udenrigspolitik. Ydermere indeholder dette afsnit analyser af de forskellige præsidenters overordnede politiske råderum, altså situationen i kongressen samt den økonomiske tilstand i forskellige perioder. De udenrigspolitiske områder, der er fokus på, er; masseødelæggelsesvåben og missilforsvar, relationer til andre stater, grundopfattelser i udenrigspolitik og neokonservatismens indflydelse. 2.1 Den økonomiske og politiske tilstand fra I forhold til det politiske råderum tages der udgangspunkt i hvilket parti, der har den siddende præsident samt forholdene i kongressen. Amerikanerne er traditionelt set glade for princippet Checks and balances 12. Det er relativt sjældent i amerikansk historie, at en præsidents parti har flertal i både repræsentanternes hus og senatet, altså det der til sammen udgør kongressen. Ikke engang den meget populære præsident Ronald Reagan 13, som ved sin anden valgsejr opnåede en historisk jordskredssejr, havde fuld kontrol over kongressen, men blot i senatet 14. Præsidenterne fra har dog alle i perioder både haft flertal i kongressen og haft præsidentposten. Bill Clinton startede sin første præsidentperiode med flertal i kongressen da han overtog fra sin forgænger George H. W. Bush. Bill Clinton overtog et offentligt budget i ubalance, men fik hurtigt styr på de offentlige finanser. Ved midtvejsvalget til kongressen 1995, mistede Demokraterne sit flertal i kongressen og blev erstattet af republikanere i både repræsentanternes hus og senatet. Dette fortsatte frem til 2001, hvor George W. Bush kom til magten. Økonomisk set havde Bush gode muligheder for at føre sin politik ud i livet, da han overtog et surplus, hvilket er overskud på de offentlige finanser, og en lavere gæld end sin forgænger Clinton. Dette offentlige overskud valgte Bush at bruge på skattelettelser, da han mente, at det alligevel var befolkningens penge, og derfor skulle de tilbage til det amerikanske folks lommer. Politisk set havde George Bush meget magt. Efter første valg havde Republikanerne flertal i repræsentanternes hus, men allerede ved midtvejsvalget 2003 fik 12 De 3 instanser domstolene, kongressen og præsidenten holder øje med hinanden og sørger for, at ingen af organerne har for meget magt/ bliver for magtfuld. 13 Republikansk præsident i USA fra Party in power 8

9 partiet total kontrol over kongressen helt frem til 2007, formentlig stærkt hjulpet på vej af terrorangrebene 11. september 2001, hvilket gjorde Bush yderst populær som præsident 15. Georg W. Bush mistede grebet om kongressen ved midtvejsvalget 2007, hvor Demokraterne fik flertal og ved valget 2009 vandt Barack Obama præsidentembedet og flertallet i begge kongressens kamre. Fra midtvejsvalget for kongressen 2011 og frem til i dag, mistede Demokraterne flertallet i repræsentanternes hus. Landets økonomiske situation har været noget vanskelig. Han overtog en massiv gæld, to krige og en finanskrise, hvilket gjorde starten svær og hans muligheder begrænsede. Opsummerende havde Bill Clinton god økonomi og fin mulighed for frit at føre politik i starten af sin periode, mens kongressen efter to år kom på republikanske hænder. George W. Bush overtog en sund økonomi, men øgede gælden eksplosivt. Bush havde stort politisk råderum størstedelen af sin tid som præsident med flertal i kongressen af republikanere. Barack Obama fik overdraget et land i svær økonomisk tilstand med stor og tiltagende gæld, og hans politiske råderum blev begrænset efter første midtvejsvalg. 2.2 Sammenligning af Bill Clinton og Georg W. Bush Bill Clinton blev indsat som præsident i 1993 og blev efterfulgt af Georg W. Bush i Begge præsidenter regerede i 2 perioder og havde derfor tid til at arbejde i dybden på de politiske områder. Udenrigspolitisk var Bush langt mere aktivistisk end Clinton, idet USA aktivt intervenerede militært i andre suveræne stater. Der kan være mange grunde til, at Georg W. Bush valgte at gå i krig, og Bill Clinton ikke gjorde. I 1990 erne havde USA et stort økonomisk boom i form af teknologisk udvikling, hvor bl.a. IT stod for en stor del af dette opsving. Det gik strygende i økonomien, og der var derfor en anderledes ro i USA. Under Bush så det ud til at økonomien var god og man handlede også ud fra dette synspunkt. Det skulle dog i 2008 vise sig at være en boble af dimensioner. Dog var terrorangrebene 11. september 2001 en begivenhed, der skabte en mulighed for at føre neokonservativ politik. Nu kunne man nemmere definere en fælles fjende, og det gjorde det lettere for Bush at få legitimitet fra den amerikanske befolkning. Allerede inden 11. september 2001, havde han givet udtryk for, at 15 22/9 = 89% Procent af Job approval for Georg W. Bush som præsident: 9

10 han ønskede at revurdere mulighederne for et missil- forsvar. I en tale til National Defense University 1. maj 2001 gav Georg W. Bush udtryk for sin bekymring omkring, at nogle af verdens ( )mindst ansvarlige stater 16 ifølge ham var i besiddelse af missiler, og at truslen fra missiler var stigende. USA havde dog ikke mulighed for at ombygge et omfattende missilforsvar, da landet på daværende tidspunkt var bundet til ABM- traktaten fra 1972 eller Anti- Balistic Missile Treaty som satte begrænsninger op for denne form for missilsystemer. Bush mente, at en ophævelse af denne traktat ville føre til varig fred og stabilitet, da man bliver nødt til at følge med moderne teknologi og bedst muligt sikre fred ved at kunne matche andre stater med et sådant forsvar., ABM - traktaten havde dog netop ydet sit bidrag til stabilitet på missilområdet siden den blev underskrevet af præsident Nixon i Kort fortalt handler traktaten om, at bremse atomkapløbet. Traktaten afholdt begge supermagter fra at indsætte nationale forsvar mod langtrækkende ballistiske missiler, og fra at bygge fundamentet for et sådant forsvar. Traktaten blev baseret på den forudsætning, at hvis den ene supermagt byggede et strategisk forsvar, ville den anden opbygge sine offensive kernekræfter for at udligne forsvaret. Supermagterne ville derfor hurtigt blive sat på en sti mod en uendelig offensiv- defensiv våbenkapløb, som hver især forsøgte at overgå sin modparts indsats. Ophævelsen af denne traktat gik derfor ikke stille hen i f.eks. de kinesiske medier; Analysts said the US plan to build a missile defense system will not only spark a new arms race and create a proliferation of weapons of mass destruction, but will also threaten world peace and security in the 21st Century. 17 og heller ikke talsmanden fra det kinesiske udenrigsministerium, Zhu Bangzao var positivt stemt overfor en eventuel ophævelse af traktaten We believe the Anti- Ballistic Missile Treaty is the cornerstone for safeguarding global strategic balance and stability... If the treaty is destroyed... this balance and stability will be broken, and the international arms control process and non- proliferation efforts will be impeded På trods af protester fra Kina og andre lande ophævelsen trådte i kraft d. 13. juni ABM- traktaten, der længe havde sørget for stabilitet, blev altså fjernet, og dette lagde et nyt fundament for USA, der ikke længere var bundet af denne multilaterale aftale om våbenkontrol. Bill Clinton havde også planer om et missilskjold, der skulle indfange og destruere raketter, mens de stadig var i atmosfæren, men dette National Missile Defense, blev 16 Bush, Georg. W, Tale ved National Defense University, 1. maj Zhu Bangzao, 10

11 droppet netop pga. indvendinger fra andre lande som Rusland, Kina og USAs allierede i Europa. Dette er altså udtryk for en mere multilateral tilgang, end George Bush, som grundlæggende havde en mere unilateral strategi. Dette kan have noget at gøre med den politiske situation, hvor Bush har haft kontrol over kongressens kamre. Måske var der større behov for et missilsystem under Bush, da terrortruslen udefra kan siges at være større, men omvendt kan Bush have gjort disse trusler til noget større end de egentlig var, da terrorister i mindre grad bruger missiler, men finder på attentater af anden karakter gennem f.eks. giftgas eller bomber. I Bill Clintons periode som præsident praktiserede han ikke på samme måde som Bush den aktivistiske militære stil. Bill Clintons indgriben i udenrigspolitiske affærer, var mere konfliktløsning og nålestiksoperationer, f.eks. i Serbien, hvor han ved hjælp af massive flyangreb tvang serbere til at stoppe overgreb på kosovo- albanere 19 i Clinton holdt sig dog ikke helt ude af Irak, da han i december 1998 indledte Operation Dessert Fox og i en tale fra 16. december 1998 forklarede han amerikanerne, hvorfor han gav ordre til at bombe Irak; Saddam Hussein havde efter Golfkrigen 20 gået med til at stoppe udviklingen af masseødelæggelsesvåben og ballistiske missiler. Dog blev internationale observatører smidt ud fra atomanlæg i Irak, og som Clinton understregede i talen, havde Irak brugt disse våben før og ville bruge dem igen, hvis ikke der blev gjort noget ved det 21. Derfor var de amerikanske bombers mål anlæg, hvor kemiske og atomare typer af våben kunne produceres. Forskellen på de to præsidenters militære strategi kan også ses på deres militærbudgetter. Under Bill Clinton var udgifterne til militæret faldende fra 4,5% til 3% og under Bush var det stigende fra 3% til 4,8% 22. I begge perioder steg det amerikanske BNP støt, hvilket vil sige, at Clintons procentvise fald i udgifterne, reelt var en fastholdelse af samme sats i dollars. Samtidig betyder det også, at Georg W. Bushs udgifter til militær faktisk mere end fordobledes i rene tal, selvom det kun var en stigning på 1,8 procentpoint Nedergaard, Peter s Irak gik ind I Kuwait, hvilket førte til at en koalition på 34 lande, ledet af USA gik ind med militære styrker Oversigt over militær ugifter: A&dl=en&hl=en&q=military%20spending 23 Oversigt over udviklingen I BNP: 11

12 At Bill Clinton var mere multilateralt stemt i forhold til udenrigspolitikken end Georg W. Bush sås også ved, at der var fuld opbakning fra FNs sikkerhedsråd til de aktioner, Clinton tog initiativ til, hvor Bush manglede FN- mandat til at gå ind i Irak, men gik enegang, hvilket viste sig at være effektivt, da krigen blev en realitet. Neokonservatismen har derfor tydeligvis haft større indflydelse på Georg W. Bushs udenrigspolitik end på Bill Clintons. Bill Clinton førte en form for blanding af den isolerende stil økonomisk, men med liberal- internationalistiske udenrigspolitike hovedlinjer. Fokus for Clinton var på handel, vægt på økonomiske relationer for at opretholde fred og gennem multilaterale relationer til andre stater. Bush jr.s synspunkt var, at en fredelig verden sker ved amerikansk dominans. Clinton valgte den multilaterale vej, mens Bush ikke var bange for at tage initiativ til udenrigspolitiske aktioner alene, hvis det havde amerikansk interesse og førte derfor en unilateral udenrigspolitik med stor neokonservativ indflydelse. Den neokonservative indflydelse kan ses i den måde Bush også gik ind for forebyggende angreb. Angreb, som skulle sikre USAs status som supermagt, og da der ikke længere var de store konsekvenser at frygte ved denne type angreb, da der ikke var en anden supermagt som Sovjetunionen. Ydermere er det med neokonservative briller en nødvendighed at anvende militær magt for at opretholde det amerikanske hegemoni, som sikrer den fredelige og stabile verden, hvilket Bush jr. fulgte til fulde. Som det fremgår, er der altså stor forskel på de to præsidenters udenrigspolitik. Dette især på baggrund af, at unilateralisme fyldte mest hos Bush og multilateralisme mest hos Clinton. I forhold til Bushs tale om missilforsvaret ved National Defense University, forsøgte Georg W. Bush at lægge vægt på ikke at foretage unilateral handling, og han ønskede at inddrage bl.a. Kina og Canada i beslutningsprocessen omkring ophævelse af ABM- traktaten. Der er dog også ligheder imellem de to præsidenter i form af, at begge præsidenter har haft operationer i Irak, dog var Georg W. Bushs langt mere omfattende end Bill Cilntons, da det var en reel krig og Clinton blot anvendte nålestiksoperationer. dl=en&hl=en&q=american%20gdp 12

13 2.3 Sammenligning af Bill Clinton og Barack Obama Barack Obama der blev indsat som præsident 20. januar 2009 fik ikke noget nemt udenrigspolitisk udgangspunkt, da han overtog efter Georg Bush. Obama arvede en krig i Afghanistan, en krig i Irak og en krig mod terror samt en verden, der var mere anti- amerikansk, end før Bush blev præsident. Præsident Obamas udenrigspolitiske linje, som han også gik til valg på, var en blødere retorik, mindre aktivisme og en mere multilateral tilgang. Altså lidt tilbage til gamle Clinton- dyder med nålestiksoperationer gennem f.eks. de ubemandede dronefly, som primært militærmiddel. Obama er indenfor international politik idealist. Da han blev indsat som præsident, rejste han rundt i verden for at klarlægge, hvad hans udenrigspolitiske vision var. Barack Obamas idealistiske sider kom bl.a. til udtryk i hans tale ved universitet i Kairo 24. Hans ønske var a new begginig between the United States and Muslims around the world og han lagde ikke skjul på, at forholdet mellem visse muslimske grupper har været yderst spændt gennem årene særligt eksemplificeret ved terrorangrebene 11. september Den idealistiske lineære historieopfattelse skinner tydeligt igennem i hans tale med budskaber om, at fejl fra fortiden ikke bør gentages og, at de muslimske og vestlige værdier nok skal finde sammen, og at deres forhold til hinanden skal være baseret på mutual respect. Ifølge idealismen vil det rationelle menneske i en moderne verden ved hjælp af oplysning og fornuft opnå fremskridt gennem samarbejde. Obama mener ikke, at USA og muslimer skal konkurrere med hinanden, men derimod finde sammen og dele deres grundprincipper..principles of justice and progress; tolerance and the dignity of all human beings, samt at fremskridt er muligt- Troen på dette er netop en af grundpillerne i idealismen. Især vægt på move forward og Progress styrker denne opfattelse. Barack Obama anvender generelt positive termer omkring samarbejde, og her kan hans multilaterale tilgang spores; listen to each other; to learn from each other; to respect one another; and to seek common ground, hvor han taler om, hvad man bliver nødt til at holde fast i for at undgå anarki og for at lede staterne i en fælles retning Obamas tale i Kairo: posten.dk/dokumentation/article ece 25 Obamas tale i Kairo: posten.dk/dokumentation/article ece 13

14 Der er flere ligheder mellem Barack Obama og Bill Clinton end mellem Clinton og Georg W. Bush. Bill Clinton foretrak, som nævnt i afsnit 2.2., også som udgangspunkt beslutninger baseret på multilateralt grundlag, og begge præsidenter har prioriteret nålestiksoperationer. I Clintons tilfælde mod Saddam Hussein for at mindske udbredelsen af masseødelæggelsesvåben og i Obamas tilfælde for at uskadeliggøre flest mulige al- Qaeda- ledere. Umiddelbart har begge et liberal- internationalistisk syn på udenrigspolitikken. Obama går ind for bredt globalt samarbejde og ser helst, at verden skal styres efter multilaterale principper. Problemer skal som udgangspunkt helst løses gennem internationale organisationer, og militærets størrelse skal tilpasse sig konkrete ydre trusler. Det er lykkedes Barack Obama at få Rusland og Kina med på at gennemføre skrappe sanktioner overfor Iran, ligesom Clinton gjorde overfor Irak inden Dessert Fox med sit Oil- for- food program 26. Barack Obama har sørget for, at amerikanske tropper i Irak er kommet hjem, og nogle er forflyttet til Afghanistan. Dette er for Obama et skridt på vejen mod at afslutte denne krig mod terror som Præsident Georg W. Bush annoncerede. Dog er denne lettere diffuse krig ikke helt indstillet for Obama endnu. Selvom det går underbetegnelsen nålestiksoperationer har hans strategi i forhold til de ubemandede drone- fly dræbt mange civile, på trods af at den ellers har været yderst effektiv i forhold til målet om, at uskadeliggøre højtstående al- Qaeda medlemmer. Det er svært at sammenligne Clinton og Obama på dette punkt, da USA ikke havde samme teknologi til rådighed under Clinton, og samtidig førte Clinton ikke krig mod terror, i hvert fald ikke tilnærmelsesvis i samme omfang og ikke under en bestemt term som krig mod terror. Neokonservatismens indflydelse har ikke været stor på hverken Obama eller Clintons udenrigspolitik. Barack Obamas udenrigspolitiske mål har netop været at gøre op med den neokonservative tilgang, bløde op i retorikken overfor andre stater og føre politik på grundlag af multilaterale beslutninger. Barack Obama og Bill Clinton minder om hinanden på områder som den militære strategi, fordi den overordnet set har været baseret på nålestiksoperationer og ikke være aktivistisk. Forskelle på de to præsidenter er bl.a., at Clinton umiddelbart ikke overtog en udenrigspolitik baseret på neokonservatisme efter Bush sr., hvor Obama startede 26 President Clinton explains Iraq strike 14

15 sin første præsidentperiode med at skulle håndtere nogle af de konsekvenser, neokonservatismen fra sin forgængers periode. Det er dog heller ikke overraskende, at de to præsidenter overordnet set ligner hinanden, da de begge er Demokratiske præsidenter og derfor er der ikke ligeså stort spænd mellem Clinton og Obama, som der er mellem disse to præsidenter og den republikanske Georg W. Bush. 2.4 Barack Obama sammenlignet med Georg W. Bush Efter 8 år på magten, måtte Georg W. Bush som bekendt overgive magten til den Demokratiske Barack Obama. Obama gik ind for en ny politisk linje især på udenrigspolitikken. Ideologisk set er der også stor forskel på de to præsidenter. Bush rykkede umiddelbart efter 11. september 2001 ind i Afghanistan og godt halvandet år efter ind i Irak. Barack Obama derimod har allerede i 2011 trukket tropper ud af Irak og enten fået dem hjem eller forflyttet dem til Afghanistan for at skabe stabilitet. Det er dog ikke umiddelbart nemt at aflægge den neokonservative linje som Georg Bush førte i sin periode. Obama kunne ikke umiddelbart trække sig ud af de tre krige, som Bush havde gået ind i; krigen i Afghanistan, krigen i Irak og den mere generelle krig mod terror. Irakkrigen er afsluttet, men krigen i Afghanistan og i særdeleshed krigen mod terror er trappet op. Grunden til optrapning i Afghanistan er, at han allerede før han blev valgt, sagde, at det var i Afghanistan kimen til bekæmpelse af terroren lå og ikke i Irak. Krigen mod terror er gået hen og blevet mere eller mindre en succes for Barack Obama. Bush og Obama er forskellige i grundopfattelserne, men de har dog haft samme overordnede mål; at finde og uskadeliggøre al- Qaeda ledere. Under Georg Bush fik man ram på top folk fra al- Qaeda, men under Obama er det vigtigste mål af alle blevet opfyldt; Osama Bin Laden er død. En række andre al- Qaeda ledere er blevet dræbt gennem droneangreb, men det største trofæ i forhold til krigen mod terrorisme er Osama Bin Ladens død. En lighed mellem de to præsidenter er, at på trods af at Obama har trukket tropper ud af Irak, har både han og Bush ført krig i Afghanistan og imod terror. Dog er der en afgørende forskel. Georg Bush gik med en aktivistisk tilgang ind i Irak og Afghanistan. I Irak var det på grundlag om en påstand omhandlende besiddelse af masseødelæggelses våben, og Afghanistan var på 15

16 grundlag af det, der senere skulle betegnes som Bush- doktrinen 27. I sin tale til nationen d. 20. september 2001, fik man et overordnet billede af hans strategi. We will make no distinction between the terrorists who committed thee acts and those who harbor them 28. Fordi terrortruslen ikke havde et bestemt tilholdssted og altså ikke var inde for en bestemt landegrænse, kunne man fra Bushs synspunkt være sikker på, at der befandt sig terrorrister i Afghanistan, og fordi det Talebanske styre støttede terror. Ved at definere Taleban som terrorister, kunne man også gå uden om FNs menneskerettighedsartikel 5 29, da terrorister står uden for menneskerettighederne. Dette er med til at betegne Georg W. Bush som unilateral, og det viste sig da også at unilateralismen skule være effektiv i form af kort afstand fra beslutning til handling. Allerede i slutningen af oktober 2001 var krigen i Afghanistan igang. Forskellen på Bush og Obama i Afghanistan sammenhæng er overordnet set ikke så stor. Den overordnede forskel er, at Barack Obama har fastsat en dato for at trække tropperne hjem, nemlig 2014, hvor det under Georg W. Bush lignede en krig uden ende. Barack Obamas oprustning i Afghanistan kan derfor tolkes som en metode til at få skabt ro og stabilitet, ved stor tilstedeværelse og samtidig mange folk til optræning af afghanske politi og militærstyrker. Barack Obama har modsat George Bush ikke nogen doktrin. Dog er det mere tydeligt at se, at han ønsker en mere multilateral tilgang bl.a. i forhold til NEW- START - traktaten 30. Denne traktat omhandler ikke missilforsvar som ABM - traktaten, men derimod en massiv nedskæring i atomvåben og tunge bomber fra arsenalet. Den skal være med til at sikre stabilitet og en non- proliferation strategi 31, da disse våben ifølge Obama udgør en seriøs trussel for national sikkerhed. Denne aftale blev underskrevet ud fra multilaterale principper, modsat Georg W. Bush, der trak sig ud af ABM - traktaten. I aftalen lægger Bush faktisk vægt på, at han vil forhøre sig hos USAs venner og allierede omkring aftalen, hvilket kan tolkes som 27 Doctrine er defineret af the free dictionary som værende A statement of official government policy, especially in foreign affairs and military strategy 28 Address to the nation after the 9/11 terrorist attacks, 20. september FNs menneskerettigheder +om+menneskerettigheder 30 Strategic Arms Reduction Treaty: 31 ikke- sprednings - strategi. 16

17 det Charles Krauthammer kaldte for den umiddelbare multilateralisme, altså unilateralisme in multilateral clothing Som tidligere nævnt handlede NEW START ikke om en ændring i missilforsvaret, som ABM - traktaten overordnet gjorde, men den kan ses som et bevis på at vise verden at dette er en ny og mere fredlig linje fra USA. Under Bush jr. trak man sig unilateralt ud af en aftale, der havde sikret stabilitet på missilområdet og USA gik ind i to krige i Mellemøsten samt en global krig mod terror. Med Barack Obama som præsident indgås multilaterale aftaler med Rusland om massiv nedjustering i atomvåben, man har trukket tropperne ud af Irak, og der er fastsat dato for, hvornår tropperne skal ud af Afghanistan 32. Obama går ligesom Clinton overordnet set går ind for nålestiksoperationer, modsat Bush jr. Barack Obama er ikke gået ind aktivistisk i nye krige, men Obama derimod har han været med i en omfattende operation i Libyen mod diktatoren Muammar Gaddafi. Dette var dog en operation, der byggede på en multilateral beslutning og var ikke truffet på et neokonservativt grundlag. Gennem Obamas militære indsats, der tilpasser sig situationen samt har en multilateral grundindstilling gør det ham som tidligere nævnt til liberal internationalist. Bush går også under betegnelsen internationalist, men bare under en anden gren, nemlig neokonservatismen. Dette er gennem hans måde at gennemføre unilateral udenrigspolitik og at militære aktioner er en nødvendighed for at opretholde den optimale verdensorden, med amerikansk hegemoni. Bush mente, at et FN- mandat ikke er en forudsætning for en intervention. Han gik ind for forebyggende angreb. 2.5 Delkonklusion Der vil helt naturligt være forskelle på den måde, tre præsidenter fører udenrigspolitik på i en periode på 19 år. Bill Clinton og Barack Obamas udenrigspolitik har flest ligheder. Neokonservatismen har haft størst indflydelse på George Bushs udenrigspolitik, der kan ses igennem hans unilaterale tilgang, og at han gik i krig udenom FN. Bush sørgede for ophævelse af ABM- traktaten, hvor Barack Obama indgik NEW START. Fælles for de tre præsidenter er, at USA i hele perioden har haft at gøre med Irak. Clinton i form af Dessert Fox, Bush igennem at fælde Saddam Hussein og Obama, fordi han overtog Bush jrs. krig, men trak

18 tropperne ud. De to Demokratiske præsidenter har en anden grundopfattelse indenfor internationalismen end neokonservatismen. De kan begge ses som liberale internationalister, gennem bl.a. deres tro på handel og diplomati samt multilateralisme. Neokonservatismen har altså ikke haft stor indflydelse på de to Demokrater, men Barack Obama overtog dog konsekvenserne af Georg W. Bushs neokonservative udenrigspolitik, og matte og må stadig føre udenrigspolitik ud fra de omstændigheder Georg Bush efterlod sig. 3 Vurder mulighederne for at Barack Obama vil føre en neokonservativ udenrigspolitik i sin anden præsidentperiode Denne vurdering er baseret på forskellige scenarier for fremtiden. I perioden vil Barack Obama stadig være præsident. Derfor er denne del altså blot gisninger om, hvad der kan komme til at ske. Nogle af de opstillede scenarier er mere sandsynlige end andre, men dog skal mange muligheder vurderes. Det er ofte set, at amerikanske præsidenter viser deres sande ansigt når de skal regere i deres anden periode som præsident. Der er ikke fokus på genvalg, og de politiske initiativer kan derfor ske mere frit. Mange faktorer kan spille ind på, om Barack Obama kommer til at føre en neokonservativ udenrigspolitik. Et udsnit af de faktorer, der er fokus på I denne opgave, er; terror, Grid- lock, fiscal Cliff, konflikten i Syrien samt forholdet til Iran og Israel. 3.1 Terror Idealisten Barack Obama ønsker en verden baseret på multilateralt samarbejde gennem internationale organisationer, men hvis der kom et terrorangreb af samme størrelsesorden som angrebene den 11. september 2001, vil alt kunne ske. Det er ikke umiddelbart sandsynligt, men hvis Obama kom med et postulat om en trussel for verdensfreden fra dem der potentielt angreb USA, kunne en gentagelse af Irakkrigen forekomme. Det er bestemt ikke et ønskescenarie, hvilket bl.a. kunne ses i debatten omkring udenrigspolitik imellem republikanernes præsident kandidat Mitt Romney og Obama, da Obama sagde: Efter et helt årti med krig er det tid til at fokusere på det hjemme i USA. Tid til at renovere veje og broer :32:

19 Ydermere er Barack Obama tilhænger af bredt globalt samarbejde, og dette vil højst sandsynligt være hans prioritet, hvis et terrorangreb på USA finder sted igen. 3.2 Grid- lock og ficscal- cliff Den nuværende politiske og økonomiske situation kan være med til at få Obama til at føre neokonservativ udenrigspolitik, men det kan også forholde sig omvendt. På nuværende tidspunkt risikerer Barack Obama (grundet situationen i kongressen), at der opstår grid- lock. Dette fænomen er et udtryk for, at intet politisk reelt kan gå igennem begge kongressens kamre, da de vil være uenige grundet partifordelingen i de to kamre. I forhold til økonomien er USA på vej mod afgrunden. Dette kaldes fiscal- cliff, hvilket betyder, at USA ikke formår at hæve gældsloftet og dermed officielt er bankerot. Barack Obama er i en position, hvor han har ansvaret for, at USA kommer ud på den anden side af 2012, hvor USA stadig er en stat. Derfor kan nogle af de neokonservative republikanere være med til at hjælpe Obama, ved at få tjenester til gengæld. Dette kan være i form af intervention i f.eks. Syrien eller Indonesien, hvor der bor mange muslimer, hvor de måske ser potentielle trusler, som USA unilateralt må skaffe af vejen. Dette er dog mindre sandsynligt. Mere sandsynligt er det, at Republikanerne i repræsentanternes hus indser, at også de har et ansvar for at redde den amerikanske økonomi, selvom de ikke er enige med Obama på en række områder. Og netop grundet den kritiske økonomiske situation, er det også et argument i sig selv for ikke at gå i krig, da dette koster enorme summer. Barack Obama, ønsker, at holde budgettet på det samme niveau som sidste år 34, og altså ikke øge militærudgifterne, som nogle republikanere 35 ønsker. Det gav f.eks. Mitt Romney udtryk for i debatten fra præsidentvalgkampen om udenrigspolitik, hvor han var bekymret over tilstanden i militæret i forhold til, at USAs militær blot er i stand til at udkæmpe én regional krig og ikke to. Både i forhold til det økonomiske og udenrigspolitiske nævner Obama i samme debat, Takin us back to those kinds of strategies, that got us into this mess. Strategies like this are not the way we are going to maintain leadership in the 21. century 36. Altså ville det at gå tilbage til politik baseret på neokonservatisme, være uansvarligt og langt væk fra den politik Barack Obama ønsker at føre :

20 3.3 Syrien, Iran og Israel Spørgsmålet om intervention i Syrien har været drøftet i FNs sikkerhedsråd på det seneste grundet den borgerkrigslignende tilstand, som landet befinder sig i. Rusland har gennem sin vetoret været stopklods for intervention i Syrien. Hvis Barack Obama finder den syriske situation så omfattende, at det går ud over amerikanske interesser af afgørende betydning kan enegang være et middel, man tager i brug. Især hvis disse interesser går ud over den amerikanske økonomi i et omfang, der gør det til en absolut nødvendighed for Obama administrationen, at få afsat Bashar al Assad og få skabt stabilitet udenom FN. Barack Obama har dog allerede givet udtryk for, at militær handling bør være sidste udvej og har også indgået gennemgribende økonomiske sanktioner imod det syriske styre 37. Når det kommer til omfattende sanktioner har Barack Obama også ført disse mod Iran som følge af deres atomprogrammer. As long as I am president, Iran will not get a nuclear weapon. We have lead sanctions against Iran to avoid this scenario 38. Iran er ifølge Obama den største geopolitiske trussel, og sanktioner og diplomati er da også grundpillerne til at få Iran til at skrinlægge deres planer om atomvåben. Dog har Barack Obama udtrykt den sidste udvej; Iran has the opportunity to choose the diplomatic road and end their program. But if they don t they will face a united world against them. We are not going to take any options of the table 39. Altså er militær intervention ikke udelukket som yderste konsekvens, hvis Iran anskaffer sig denne type af våben. Dette giver dog ikke nogen anledning til at føre neokonservativ politik, da a united world formentlig er lig med FN, og derfor vil intervention ikke foregå unilateralt, men multilateralt, og det vil heller ikke nødvendigvis foregå alene med amerikansk ledelse. Den eneste måde neokonservatismen kunne få indflydelse på Iran- området, er hvis Iran pludseligt skulle angribe Israel. Barack Obama har flere gange givet udtryk for, at et angreb på Israel er et angreb på USA 40. Altså hvis Iran angriber Israel vil USA ikke tøve med, at gå ind med militære midler med FNs støtte eller ej. Dog skal man have sig for øje, at FN med stor sandsynlighed ville støtte en sådan aktion, hvis det var tilfældet syr.html 38 44: : :

21 3.4 Sandsynligheden er lav Neokonservatismen har indtil videre ikke haft den store indflydelse på Barack Obamas udenrigspolitik, og vil heller ikke få det i fremtiden. Selv hvis Iran anskaffer sig atomvåben eller Syrien angriber Israel, er unilateral neokonservativ strategi ikke nødvendig, da det internationale samfund formentlig vil gribe ind i fællesskab. Ydermere har Barack Obama brugt lang tid på at ændre USAs forhold til især islamiske stater og tager afstand fra Bush- administrationens udenrigspolitik. Derfor vil et pludseligt skift fra liberal internationalisme virke usandsynligt og en pludselig oprustning eller nye krige stemmer ikke overens med det, han hidtil har givet udtryk for. Hvis man ser på erfaringerne med Obama som commander- in- chief 41, har han trukket tropperne ud af Irak og fremsat en dato for tilbagetrækning af tropperne i Afghanistan med en gradvis nedtrapning allerede nu. Dette tyder altså på nedtrapning af aktivistisk militær- politik. Det vil derfor umiddelbart være besynderligt, hvis Barack Obama vendte 180 grader og trappede op som følge af neokonservativ indflydelse. Barack Obama har været kritiseret for ikke at bringe change 42 til USA. Det har været svært, men på det udenrigspoliske område har Barack Obama faktisk lagt en ny linje med blødere retorik overfor andre stater, mere vægt på multilateralt samarbejde og en nedrusting af soldater i Irak. Derfor er der handling bag ordene om, at et årti med krig skal ende og en mere fredfuld verden er mulig. Konklusion Ideologisk set er neokonservatismen en ideologi der ser USA som den eneste mulige verdenshersker, hvis der skal være varig global fred. Unilateralisme er effektivt da der ikke er langt fra beslutning til handling og omvendt er multilateralisme bureaukratisk, ineffektivt og unødvendigt. De seneste to Demokratiske præsidenter; Bill Clinton og Barack Obama har ikke været under stor indflydelse fra neokonservatisme. Især under Barack Obama har der været et ønske om netop at gøre op med neokonservatismen, ændre retorikken i forhold til andre 41 Hvilket Dictionary.com definerer som Commander in Chief. the supreme commander of the armed forces of a nation or, sometimes of several alliednations: The president is the Commander in Chief of the U.S. Army,Navy, and Airforce 42 Demokraternes slogan under valgkampen

22 stater og et mål om mere multilateralt samarbejde. Grunden til, at Barack Obama har ønsket opgør med denne ideologi, er fordi Georg W. Bushs udenrigspolitik primært var baseret på neokonservatisme. Det kan ses i hans meget aktivistiske militære aktioner og hans unilaterale tilgang til beslutningsprocesser. Umiddelbart kan det med høj sandsynlighed fastslås at den neokonservative epoke er ovre med Barack Obama som præsident. Især efter hans genvalg ved valget 6. november Stort set ingen muligheder for neokonservativ udenrigspolitik er tilstede, da der i de opstillede scenarier er god grobund for multilateral handling. Umiddelbart er den eneste mulighed, hvis det bliver i Amerikansk interesse at gå ind i Syrien, da dette ikke er muligt gennem FN på nuværende tidspunkt, da Rusland blokerer for FN intervention i sikkerhedsrådet. Netop i præsidenters anden periode, siges det at han gennemfører politik mere frit, da der ikke er mulighed for personligt genvalg. Derfor er det altså med stor sandsynlighed, at udenrigspolitikken under Obama de næste fire år, vil være præget af multilateralisme og grundopfattelsen liberal internationalisme. Samtidig vil amerikanske tropper være trukket ud Afghanistan i 2014 og dermed har Barack Obama på dette tidspunkt afsluttet to regionale krige han overtog efter Georg W. Bush. 22