12 Jesus i Jerusalem TIL SABBATTEN 20. JUNI 2015 Ugens vers Introduktion Da han kom nærmere og så byen, græd han over den (Luk 19,41). Den sidste uge i Jesu liv her på jorden fandt sted i Jerusalem. Store og voldsomme begivenheder kendetegnede denne uge. Jesu triumferende indtog i Jerusalem, hans gråd over byens ligegyldighed, tempelrensningen, intrigerne imod Jesus og planerne om at slå ham ihjel, den sidste nadvers sindsbevægelse og Getsemanes kval, parodien på en retssag, korsfæstelsen og til sidst opstandelsen. Hverken før eller senere har nogen by været vidne til en så kritisk række af historiske begivenheder; begivenheder, der førte den kosmiske strid mellem godt og ondt til sit klimaks, selv om ingen andre end Jesus forstod betydningen af, hvad der fandt sted. Jesus havde været i Jerusalem flere gange i løbet af sit liv. Matthæus, Markus, Lukas og Johannes beskriver alle sammen, at Jesus som voksen besøgte Jerusalem; men det meste af deres beskrivelse er fra den sidste uge af hans liv. Selv om andre af hans besøg er velkendte hans fremstilling i templet som baby (Luk 2,22-28), hans samtale med de skriftkloge i templet som 12-årig (vers 41-50), da fristeren stillede ham på templets tinde (Luk 4,9-13) er det den sidste uge af Jesu arbejde i Jerusalem, der specielt fanger evangelieforfatternes opmærksomhed. Ugens tekster Luk 19,28-40 Zak 9,9 Luk 19,45-48 Matt 21,12-17 Luk 20,9-26 116
SØNDAG 14. JUNI 2015 Indtoget i Jerusalem Han blev født i Betlehem. Han voksede op i Nazaret. Han underviste, prædikede og helbredte i Galilæa, Samaria, Judæa og Peræa. Men Jerusalem var den by, der havde hans udelte opmærksomhed. Jesus vendte sig mod Jerusalem som målet for sin rejse (Luk 9,51). Hans indtog i byen markerede verdenshistoriens mest dramatiske og betydningsfulde uge. Ugen begyndte med Kristi kongelige indtog i byen og endte med hans død på korset, hvormed vi, der var hans fjender, blev forligt med Gud, ved at hans søn døde (Rom 5,10). Luk 19,28-40 Forestil dig disciplenes ophidselse. De har helt sikkert troet, at denne gang ville kong Jesus tage sin plads på en jordisk trone i Jerusalem, på kong Davids trone. Hvad kan vi lære fra denne beskrivelse om falske forhåbninger? Da Jesus lige var født, kom der vismænd fra Østen og bankede på Jerusalems døre og stillede et opsigtsvækkende spørgsmål: Hvor er jødernes nyfødte konge? (Matt 2,2). Nu, nogle få dage før korset, mens disciplene og folkeskaren skabte trængsel i byen, steg råbet til himlen over Jerusalem: Velsignet være han, som kommer, kongen, i Herrens navn! (Luk 19,38). Denne fantastiske scene var en opfyldelse af en profeti. Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl (Zak 9,9). Men Jesus vidste, at denne indmarch, som begyndte med hosannaråb, snart ville føre til Golgata, hvor han ville udbryde de triumferende ord: Det er fuldbragt! Selv om alt dette skete efter Guds evige plan, var hans disciple så bundet af deres egen tid og kulturs traditioner og læresætninger og forventninger, at de fuldstændigt overså hans tidligere advarsler om det, der skulle ske, og hvad det betød. Til at tænke over Kristus talte til dem, men de lyttede ikke. Eller måske lyttede de, men hvad han sagde, var så stik imod det, de forventede, at de fortrængte det. Hvordan kan vi sikre os, at vi ikke kommer til at gøre det samme med Bibelens sandheder? 117
MANDAG 15. JUNI 2015 Jerusalem: tempelrensningen Der står skrevet: Mit hus skal være et bedehus. Men I har gjort det til en røverkule (Luk 19,46). Efter det triumferende indtog, hvor Jesus græd over Jerusalem, var det første, han gjorde, at gå hen til templet. Luk 19,45-48 Matt 21,12-17 Mark 11,15-19 Ef 2,21 Hvad kan vi lære af, hvad Jesus havde gjort? Hvad bør disse gengivelser sige os som enkeltpersoner og som medlemmer af en kirke, der på sin vis fungerer som et tempel? Alle fire evangelier fortæller om tempelrensningen. Johannes fortæller om den første rensning (Joh 2,13-25), der fandt sted under Jesu besøg i templet i påsken i år 28 e.kr. De andre fortæller om den anden tempelrensning ved afslutningen af Jesu arbejde, denne gang i påsken i år 31 e.kr. Disse to tempelrensninger danner en ramme om Jesu gerning og viser, hvor stor vægt han lagde på templet og dets tjeneste, og med hvilken strategi han bekræftede sin messianske mission og autoritet. Hans handling i templet, især anden gang lige før hans død, rejser et interessant spørgsmål. Selv om han vidste, at han skulle dø, og at templet og dets tjeneste snart skulle ophøre, drev Jesus alligevel dem ud, der vanhelligede templet. Hvorfor lod han det ikke bare være, som det var, med al dets korruption? Ikke alene ville det blive overflødigt men også ødelagt inden for den næste generation. Selv om vi ikke får noget svar, er det sandsynligt, at han gjorde det, fordi det stadigvæk var Guds hus, og det var fremdeles det sted, hvor frelsesplanen blev åbenbaret. Man kan hævde, at med hans kommende død havde templet og dets tjeneste en vigtig opgave som det sted, hvor oprigtige jøder kunne komme, for at forstå hvem Jesus var, og hvad hans død på korset egentlig betød. Templet, som fremstillede hele frelsesplanen, kunne hjælpe mange til i Jesus at se Guds lam, som bærer verdens synd (Joh 1,29). 118
TIRSDAG 16. JUNI 2015 De utro forvaltere Luk 20,9-19 Luk 20,9-19 Lignelsen om de onde vinbønder underviser os om frelsens historie. Centrum i denne fortælling er Gud og hans vedvarende kærlighed mod fejlende syndere. Selv om lignelsen specielt henvendte sig til de jødiske ledere på Jesu tid de forstod, at han sigtede til dem med denne lignelse (vers 19), når den mennesker til alle tider. Den henvender sig til hver ny generation, hver forsamling og hvert individ, som Gud har vist sin kærlighed og tillid, og fra hvem Gud til gengæld forventer troskab. Vi er nutidens forpagtere, og vi kan fra denne lignelse få undervisning i verdenshistorien set fra Guds synsvinkel. Hvordan gælder de samme principper, som fremstilles her, for os i dag, hvis vi begår de samme fejl, som dem i lignelsen? I stedet for at give Gud kærlighedens og troskabens frugter, svigtede og forlod forvalterne af Guds vingård ham. Men Gud, som var vingårdens ejer, sendte den ene tjener efter den anden (vers 10-12), den ene profet efter den anden (Jer 35,15) i sin vedvarende kærlighed for at forsøge at vinde sit folk tilbage til deres ansvar som forvaltere. Men hver eneste profet blev afvist. Hvem af profeterne har jeres fædre ikke forfulgt? (ApG 7,52). Den guddommelige historie er en lang kærlighedshistorie. Igen og igen indeholder den tragedier, men til sidst vil herligheden sejre. Opstandelsen må følge korset. Den sten, der blev forkastet, er nu hovedhjørnestenen i et mægtigt tempel, der vil være sæde for Guds rige, hvor alle de frelste, både rig og fattig, jøde og hedning, mand og kvinde, vil leve sammen som ét folk. De skal gå omkring i Guds vingård og nyde dens frugt i al evighed. Til at tænke over Vi har måske ikke levende profeter i dag, som vi kan forfølge; men vi er lige så fuldt i stand til at afvise Guds budbærere, som folk var dengang. Hvordan kan vi sikre os, at vi, som er blevet kaldet til at give Gud sin vinhøst, ikke afviser hans budbærere og deres budskab? 119
ONSDAG 17. JUNI 2015 Gud kontra kejseren Luk 20,20-26 Hvordan skal vi anvende det, Jesus her lærte, på vores egen situation, uanset hvilket land, vi lever i? På Jesu tid var skat til Romerriget et ømtåleligt emne. Ifølge Josefus udtalte Judas fra Galilæa, en revolutionær leder omkring år 6 e.kr., at det var forræderi mod Gud at betale skat til kejseren. Sådanne påstande førte sammen med forskellige messianske kandidater til gentagne anti-romerske oprør. På denne noget følsomme baggrund viser spørgsmålet, om det var tilladt at betale skat, de spørgendes skjulte motiv. Hvis Jesus svarede, at det var tilladt, ville det have placeret ham på Roms side og vist, at han ikke kunne være jødernes konge, som folkeskaren havde påstået under hans indtog i Jerusalem. At sige nej ville have betydet, at Jesus udtrykte enighed med Judas Galilæerens påstand, at det romerske herredømme var ulovligt, og han ville dermed have åbnet for en anklage for forræderi. Man havde håbet at fange Jesus i en snare, han ikke kunne komme ud af; men Jesus gennemskuede dem. Han pegede på kejserens billede på en mønt og afsagde sin kendelse: giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er! (Luk 20,25). At leve under kejserens styre, hvis møntfod bruges til alle hverdagens nødvendigheder, medfører visse forpligtelser over for kejseren. Men der findes en anden og større forpligtelse, som udspringer af det faktum, at vi er skabt i Guds billede, og vores afgørende forpligtelse er over for ham. Kristi svar var ikke undvigende, men et oprigtigt svar på deres spørgsmål. Han erklærede, at da de levede under beskyttelse af den romerske magt, måtte de yde denne magt den støtte, den forlangte, så længe det ikke kom i modstrid med en overordnet pligt. Men skønt de fredeligt skulle underkaste sig landets love, så burde de til alle tider først og fremmest være tro over for Gud. (Ellen White, Jesu liv, s. 435). Til at tænke over På hvilke måder kan vi fortsætte med at være gode borgere i et hvilket som helst land, vi lever i, og samtidigt huske, at vores egentlige statsborgerskab er i en by, hvis bygmester og skaber er Gud (Hebr 11,10)? 120
TORSDAG 18. JUNI 2015 Nadveren Luk 22,13-20 Hvilken betydning har det, at nadveren fandt sted i påsken? Jesus oprettede nadveren i påskefejringens historiske sammenhæng. Påsken understreger menneskenes magtesløshed i modsætning til Guds store magt. Det var ligeså umuligt for Israel at befri sig selv fra slaveriet i Egypten, som det er for os at fri os fra synden og dens følger. Befrielsen var en gave fra Gud og udtrykte hans kærlighed og nåde. Det var, hvad Israel skulle undervise deres børn om fra slægt til slægt (2 Mos 12,26-27). På samme måde som Israels befrielse var rodfæstet i historien gennem Guds frelsende indgriben, er menneskehedens befrielse fra synd grundfæstet i korsets historiske begivenhed. Jesus er i sandhed vores påskelam (se 1 Kor 5,7), og nadveren er en forkyndende handling, hvormed de troendes fællesskab udtrykker den herlige og afgørende betydning, Kristi død har. (G. C. Berkouwer, The Sacraments (Grand Rapids: Wm. B. Eerdmans, 1969), s. 193). Nadveren minder os om, at i den nat, da han blev forrådt (1 Kor 11,23), gav Jesus et alvorligt budskab til sine disciple. Det var vigtigt, at de huskede. Brødet og vinen var symboler på hans legeme, som skulle brydes, og på hans blod, som skulle udgydes til syndernes forladelse (se Matt 26,28). For at vi ikke skal glemme, at Jesu død er den måde, hvorved himlen har sikret vores frelse, indstiftede Jesus nadveren og befalede, at den skulle fejres, indtil han kommer igen (1 Kor 11,25-26). Jesu forsikring om, at hans blod skulle udgydes for mange til syndernes forladelse (Matt 26,28), skal huskes til tidernes ende. At ignorere denne forsikring og vælge en anden måde at blive frelst på, er at fornægte Gud og hans frelsesmetode. To lærdomme skiller sig ud blandt mange. Det første, vi bør huske ved Herrens nadverbord er, at Kristus døde for os. Det andet er, at vi på grund af hans død, som bragte os alle sammen i et fællesskab, sidder sammen ved nadverbordet som et legeme. Vi sidder som Kristi frelste samfund i endens tid og venter på hans genkomst. Indtil den dag er nadverbordet en påmindelse om, at der er mening i historien og håb i tilværelsen. Til at tænke over Kristus gav sit legeme og blod for at give os et løfte om evigt liv. Hvordan kan vi gøre denne fantastiske kendsgerning personlig på en måde, der hele tiden vil give os håb og forsikring for fremtiden? 121
FREDAG 19. JUNI 2015 Læs Ellen White At spise Kristi kød og drikke hans blod vil sige at tage imod ham som en personlig Frelser i troen på, at han tilgiver alle vore synder, og at vi er fuldkomne i ham. Det er ved at betragte hans kærlighed, ved at dvæle i den, ved at indsuge den, at vi får del i hans natur. Hvad mad er for legemet, må Kristus være for sjælen. Mad kan ikke hjælpe os, hvis vi ikke spiser den, hvis den ikke bliver en del af os selv. På samme måde er Kristus ikke til nogen gavn for os, hvis vi ikke kender ham som vor personlige Frelser. En teoretisk viden nytter os ikke. Vi må næres af ham, modtage ham i vort hjerte, så hans liv bliver til vort liv. Hans kærlighed og hans nåde må optages i os. (Ellen White, Jesu liv, s. 277). Spørgsmål til drøftelse 1. Tænk over scenerne, hvor Jesus rensede templet. Kan vi komme til at sætte vores tro og loyalitet til salg? Hvordan kan religion bruges til at opnå profit, prestige og anseelse? 122 2. Den ateistiske skribent Alex Rosenberg tror, at al virkelighed, al eksistens er helt og aldeles materialistisk. Alt kan og må forklares gennem fysiske processer og kun gennem fysiske processer. Disse processer er uden design, mål, hensigt eller Gud. Hvad er hensigten med universet? spørger han. Der er ingen. Hvilke formål gør sig gældende i universet? Samme svar: Ingen. Men hvis universets meningsløshed og formålsløshed gør dig deprimeret, advarer Rosenberg dig imod at tage din depression alvorligt. Hvorfor? Fordi vores følelser, depression indbefattet, ikke er andet end specifikke opstillinger af neuroner og kemikalier, og hvad er der alvorligt i det? Rosenberg har et svar for dem, der er skuffede over meningsløsheden i tilværelsen. Fordi depression kun er en bestemt sammensætning af neuroner, skal man ganske enkelt omfordele neuronerne, og dette kan gøres ved hjælp af lægemidler. Hvis du ikke føler dig bedre næste morgen eller om tre uger, skal du skifte til et andet middel. Det tager ofte tre uger før lægemidler, der begrænser serotonin-optagelse, såsom Prozac, Wellbutrin, Paxil, Zoloft, Celexa eller Luvox, virker. Og hvis et af dem ikke virker, vil et af de andre sandsynligvis gøre det. Sammenlign denne holdning til livet med det, vi tror mht. Jesus, og hvad han har gjort for os på korset. Hvorfor er vores deltagelse i nadveren en meget virkelig, åbenlys og trodsig afvisning af den nihilisme og meningsløshed, som Rosenberg og hans ateisme præsenterer?
DIALOG TIL SABBATTEN 20. JUNI 2015 Aktiviteter og dialog Guds Ord og klassens aktiviteter Lad et af klassens medlemmer forberede en oversigt af begivenhederne i den sidste uge i Jesu liv med udgangspunkt i et kort over datidens Jerusalem. Prøv at få en ide om afstandene husk, at alt foregik til fods. - Måske har en af jer besøgt Jerusalem og har billeder fra Via Dolorosa, smertens vej, og kan vise dem, selv om det naturligvis så anderledes ud i datiden, og selv om der er meget, vi ikke kan være sikre på. Husk, at Jerusalem har været ødelagt og genopbygget adskillige gange siden Jesu tid. Tæl antallet af kapitler i evangelierne. Læg sammen og beregn, hvor stor en del af evangelierne der er viet til den sidste uge i Jesu liv! - Hvad tror du er årsagen til denne vægt på den sidste uge? - Hvad kan du lære af dette faktum? Betyder det noget for, hvad vi fortæller andre om Jesus og vores tro? Betyder det noget for, hvilke bibelske sandheder der bør være hovedsagen i vores mission? Den kristne kultur indeholder mange sange om Jerusalem. Find evt. nogle af dem og syng, læs eller hør dem sammen. Salmebogen indeholder flere sange med en interessant historie. - Nr. 321 er en oversættelse af et middelalderligt digt skrevet Bernard af Cluny, en benediktinermunk fra det 12. århundrede, som i datiden var kendt som en enestående prædikant - Nr. 331 blev skrevet af W. H. Hyde, inspireret af et af Ellen Whites tidlige syner. Han var til stede, da hun i 1845 blev vist den nye jord og under selve synet beskrev, hvad hun så. Hyde var kun 17 år gammel. Uddybende spørgsmål Hvorfor var Jerusalem så betydningsfuld for Jesu mission? Hvordan skal vi forholde os til Jerusalem i dag og hvorfor? - Hvor går grænsen for den kristnes lydighed mod en ugudelig eller verdslig stat? Romerriget sikrede på mange måder fred og sikkerhed og beskyttede rent faktisk de kristne i de første årtier, når jødiske grupper ønskede de kristne adskilt fra synagogen. - Burde kirken have reageret hurtigere og stærkere på fx nazismen i Tyskland eller fascismen i Spanien og Italien i første 123
DIALOG TIL SABBATTEN 20. JUNI 2015 halvdel af det 20. århundrede? Eller på apartheid i Sydafrika, USAs sydstater eller andre steder? - Hvornår er civil ulydighed på sin plads? Forstå det bedre Nadveren blev indstiftet af Jesus som et fællesmåltid, hvor de troende i enhed mindedes Jesu død og så frem til hans genkomst. Som tiden gik, blev opfattelsen af nadveren ændret. Fra at være et ritual til at mindes Jesu død blev det en gentagelse af Jesu offer. Fra et fællesskabsmåltid blev det et middel til at sikre frelsen, hvor det ordinerede præsteskab besad magten og autoriteten til at bestemme, hvem der kunne tage del i Jesu legeme og blod. Det hører til de afgørende opgaver for Guds folk i de sidste tider at hjælpe kristenheden til at forkaste denne vranglære og vende tilbage til Jesu og apostlenes oprindelige lære om Jesu offers enestående betydning og den kristne kirkes sande fællesskab. NOTER 124
NOTER TIL SABBATTEN 20. JUNI 2015 125