HØJESTERETS DOM afsagt fredag den 28. december 2012 Sag 92/2011 (1. afdeling) A, B og C (advokat Birgitte Pedersen, beskikket for alle) mod F A/S (advokat Christina Neugebauer) I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Sønderborg den 8. marts 2010 og af Vestre Landsrets 13. afdeling den 26. november 2010. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Børge Dahl, Per Walsøe, Michael Rekling, Hanne Schmidt og Oliver Talevski. Påstande Appellanterne, A, B og C, har gentaget deres påstande om, at indstævnte, F A/S, skal betale 50.000 kr. til hver af dem. F A/S har påstået stadfæstelse. Supplerende sagsfremstilling Det fremgår af en politirapport af 7. og 11. juli 2005, at uheldsstedet var X-vej i Z-by. Der var tale om en 2-sporet vej med midterafstribning. Kørebanen var asfalteret og var 6,2 meter bred. Vejbelægningen sås jævn og hel. Der var ingen eller meget spredt bebyggelse. Den højst til-
- 2 - ladte hastighed var 80 km/t. T kørte med en trailer og måtte derfor højst køre med en hastighed på 70 km/t. Uheldstidspunktet er angivet til den 7. juli 2005 kl. 15.54. Der var ikke nedbør, og føret var tørt. T blev ved anklageskrift af 18. august 2005 tiltalt for overtrædelse af en række bestemmelser i færdselsloven og for overtrædelse af straffelovens 241. I dommen af 9. august 2006 fra Retten i Rødding er anklageskriftets forhold 1 og 2 gengivet således: T er tiltalt for 1. færdselslovens 3, stk. 1, 15, stk. 1, 41, stk. 1, og stk. 2, nr. 3, 43, stk. 3, og 53, stk. 2 spirituskørsel m.v. ved den 7. juli 2005 ca. kl. 15.55 i Y kommune som fører af personbil SJ xxx med efterspændt trailer HB under kørsel ad X-vej i vestlig retning under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden og på særlig hensynsløs måde at have undladt at optræde hensynsfuldt og udvise foreskreven agtpågivenhed, idet tiltalte, der undlod at afpasse hastigheden efter forholdene, herunder undlod at holde en passende lav hastighed i vejsving, under kørsel ved kørte ind i et vejsving med en hastighed på ikke under 113 km/t., selv om højeste tilladte hastighed for køretøjet var 70 km/t, hvilket i forbindelse med, at han havde indtaget spiritus i et sådant omfang, at han var ude af stand til at føre køretøjet på betryggende måde, bevirkede, at han mellem 3,8 og 3,9 kilometer-mærket mistede herredømmet over køretøjet og kørte over i vejens sydlige side, hvor der skete frontalt sammenstød med personbil XJ, der ført af M og med K som forsædepassager, kørte ad X-vej i østlig retning, alt med person- og materiel skade til følge. 2. straffelovens 241 uagtsomt manddrab under særlig skærpende omstændigheder ved i forbindelse med den i forhold 1 beskrevne kørsel og færdselsuheld under særlig skærpende omstændigheder uagtsomt at have forvoldt nogens død, idet M, der var fører af personbil XJ xxx, blev dræbt på stedet som følge af de ved sammenstødet påførte kvæstelser og K, der var passager i personbil XJ xxx, tilføjedes sådanne kvæstelser, at hun afgik ved døden samme dag kl. 20.00. Det fremgår af sagen, at T forud for og under kørslen havde indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen var mindst 1,02 promille. Ved dom af 9. august 2006 fra Retten i Rødding blev T fundet skyldig i forhold 1 og 2. For disse forhold og for bl.a. to øvrige forhold af spirituskørsel med en promille på henholdsvis 1,75 og 1,57 blev han idømt fængsel i 2 år.
- 3 - Vestre Landsret fandt ved ankedom af 24. januar 2007, at Ts kørsel ikke i sig selv kunne karakteriseres som særlig hensynsløs. Da dødsfaldene i forhold 2 var forvoldt i forbindelse med spirituskørsel, forelå der en særligt skærpende omstændighed som nævnt i straffelovens 241, 2. pkt. Landsretten fastsatte herefter straffen til fængsel i 1 år og 6 måneder. Skønsmand Henrik Nesmark fra Ingeniørfirmaet Rekon DA har til brug for Højesteret udarbejdet en supplerende erklæring af 5. august 2011 om beregningen af den hastighed, som T må antages at have kørt med på ulykkestidspunktet. Det fremgår heraf bl.a., at han på baggrund af simulationer vil anslå den mest sandsynlige hastighed til at være mellem 110 og 129 km/t., men at de oplysninger, han var i besiddelse af, ikke gjorde det muligt at foretage en reel simulation. Anbringender A, B og C har supplerende anført, at det efter skønsmandens supplerende erklæring af 5. august 2011 kan lægges til grund, at bilens hastighed var mellem 110 og 129 km/t. Kørslen kan derfor karakteriseres som særlig hensynsløs, således at der skal tilkendes en godtgørelse efter erstatningsansvarslovens 26 a. F har supplerende anført, at skønsmanden i sin seneste erklæring har udtalt, at det foreliggende dokumentationsgrundlag ikke er tilstrækkeligt til at foretage en nøjagtig udredning af det mest sandsynlige uheldsforløb. Det er således ikke muligt at fastsætte bilens hastighed på ulykkestidspunktet. Det er derfor ikke godtgjort, at skadevolder førte bilen på en særlig hensynsløs måde. Selv om kørslen måtte blive karakteriseret som særlig hensynsløs, er det ikke tilstrækkeligt til at udløse en godtgørelse i denne sag, hvor de efterladte ikke har overværet ulykken eller i det mindste været til stede umiddelbart efter. Retsgrundlaget I erstatningsansvarslovens 26 a (lovbekendtgørelse nr. 885 af 20. september 2005 om erstatningsansvar med senere ændringer) hedder det: 26 a. Den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed forvolder en andens død, kan pålægges at betale en godtgørelse til efterlevende, der stod den afdøde særlig nær. Stk.2. Ved vurderingen af, om der skal betales godtgørelse efter stk. 1, og ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse, skal der lægges særlig vægt på karakteren af skadevol-
- 4 - derens handling og på den lidelse eller krænkelse, som må antages at være påført den eller de efterlevende. 26 a blev indsat i erstatningsansvarsloven ved lov nr. 35 af 21. januar 2003 og er baseret på et lovudkast i betænkning nr. 1412/2002 om godtgørelse til efterladte udarbejdet af en arbejdsgruppe nedsat af justitsministeren. Det hedder i de almindelige bemærkninger til lovforslaget (L 4, Folketingstidende 2002-03, tillæg A, s. 81 ff.) bl.a.: 1. Indledning Formålet med lovforslaget er at indsætte en regel i erstatningsansvarsloven om godtgørelse til efterladte ved dødsfald, der er forvoldt forsætligt eller groft uagtsomt. Hermed skabes der mulighed for i særlige tilfælde at tilkende de efterladte en godtgørelse for lidelse eller krænkelse som følge af en nærtståendes død. En sådan mulighed eksisterer ikke i dag. 3. Lovforslagets udformning 3.1. Godtgørelse til efterladte ved dødsfald Dansk erstatningsret bygger på det princip, at der som hovedregel kan kræves erstatning for økonomisk skade, mens godtgørelse for ikke-økonomisk skade alene gives, hvor der er et særligt behov herfor. Tilkendelse af godtgørelse for ikke-økonomisk skade forudsætter, at der er en særlig hjemmel i loven hertil. Efter arbejdsgruppens opfattelse vil en almindelig regel om, at enhver ikke-økonomisk skade kan kræves erstattet, som følge af den manglende objektive målestok for vurdering af skaden medføre betydelig uforudsigelighed og dermed retsusikkerhed i den praktiske retsanvendelse. Det er på denne baggrund arbejdsgruppens generelle opfattelse, at regler om godtgørelse for ikke-økonomisk skade kun bør indføres, hvor der er et ganske særligt behov herfor, og hvor der samtidig kan opstilles visse objektive kriterier for reglens anvendelsesområde. Arbejdsgruppen peger på, at ethvert dødsfald indebærer en betydelig følelsesmæssig belastning for de efterladte i form af sorg, savn, psykisk smerte mv. Det gælder både dødsfald, der skyldes sygdom eller lignende, og dødsfald, der skyldes en ansvarspådragende handling, hvor der findes en erstatningsansvarlig skadevolder. Så godt som alle mennesker vil på et eller andet tidspunkt opleve at miste en nær pårørende eller en anden nærtstående, og de efterladtes sorg og savn må i almindelighed antages at være den samme, uanset om den pågældende f.eks. døde som følge af pludselig sygdom, hvor ingen kan gøres ansvarlig, eller blev dræbt i en færdselsulykke, hvor der findes en erstatningsansvarlig skadevolder. Arbejdsgruppen finder på denne baggrund, at der ikke er grundlag for at indføre en generel regel om godtgørelse til efterladte ved ethvert dødsfald, der skyldes en ansvarspådragende handling. En sådan generel godtgørelse vil endvidere antagelig i vidt omfang
- 5 - blive oplevet som en almindelig forhøjelse af erstatningsniveauet ved dødsfald og ikke som en særskilt kompensation for psykisk lidelse og smerte mv. som følge af dødsfaldet. Arbejdsgruppen peger i den forbindelse på, at der med ændringen af erstatningsansvarsloven pr. 1. juli 2002 er sket en væsentlig forhøjelse af det generelle erstatningsniveau, herunder ved dødsfald, og at der ud fra hensynet til at dække de efterladtes økonomisk skade ved dødsfaldet (tab af forsørger mv.) ikke er behov for en yderligere forhøjelse af det almindelige erstatningsniveau. Et dødsfald kan imidlertid ske under så kvalificerende omstændigheder, at det typisk vil indebære en helt særlig følelsesmæssig belastning for de efterladte. Dette gælder f.eks. forsætligt drab, hvor de efterladtes psykiske smerte og lidelse i almindelighed må antages at blive forstærket som følge af deres viden om, at en nærtstående forsætligt er blevet dræbt navnlig hvis drabet er begået under voldsomme og brutale omstændigheder. I sådanne tilfælde må det i almindelighed også anses for påregneligt for skadevolderen, at de efterladte påføres en særlig psykisk belastning. Arbejdsgruppen finder som nævnt, at godtgørelsesreglen alene bør gælde for dødsfald, der er sket under sådanne kvalificerende omstændigheder, at der må antages at være tale om en særlig følelsesmæssig belastning for og/eller krænkelse af de efterladte. Arbejdsgruppen foreslår således, at reglen skal omfatte dødsfald, der er forvoldt forsætligt eller groft uagtsomt, idet det navnlig er i disse tilfælde, at der normalt vil være tale om en ekstraordinær belastning for de efterladte. Ved vurderingen af, om der skal tilkendes en godtgørelse, og ved fastsættelsen af en eventuel godtgørelses størrelse, bør der efter arbejdsgruppens opfattelse herudover lægges særlig vægt på karakteren af skadevolderens handling og på den lidelse eller krænkelse, som må antages at være påført de efterladte. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at der ved forsætligt drab som udgangspunkt bør tilkendes en godtgørelse til de efterladte, idet et drab i almindelighed indebærer en helt ekstraordinær belastning for og krænkelse af de efterladte. Med hensyn til dødsfald, der er forvoldt ved grov uagtsomhed, finder arbejdsgruppen, at tilkendelse af godtgørelse i almindelighed bør forudsætte, at der ud over den grove uagtsomhed konkret foreligger omstændigheder, der må antages at indebære en særlig belastning for og/eller krænkelse af de efterladte. Der kan bl.a. lægges vægt på, om dødsfaldet er forvoldt på en særlig brutal og/eller krænkende måde, f.eks. at ofret har været udsat for omfattende vold eller seksuelle overgreb inden døden eller er død på en særlig pinefuld måde. Der kan også lægges vægt på, om de efterladte har været til stede, da ofret blev dræbt, eller er kommet til stede umiddelbart efter. Hvis skadevolderens adfærd har været af særlig grov karakter og f.eks. må betegnes som grov hensynsløshed, kan dette i sig selv tale for, at der tilkendes de efterladte en godtgørelse. Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed I de specielle bemærkninger hedder det bl.a. (L 4, Folketingstidende 2002-03, tillæg A, s. 89 f.):
- 6 - Det foreslås, at der som noget nyt bliver mulighed for i særlige tilfælde at tilkende de efterladte en godtgørelse for lidelse eller krænkelse som følge af en nærtståendes død. Der er således ikke tale om en generel adgang til at tilkende de efterladte en godtgørelse ved ethvert dødsfald, der skyldes en ansvarspådragende handling. Den foreslåede regels anvendelsesområde er begrænset til tilfælde, hvor dødsfaldet er sket under sådanne kvalificerende omstændigheder, at der må antages at være tale om en særlig følelsesmæssig belastning for eller krænkelse af de efterladte. Reglen er fakultativ, jf. ordene kan pålægges i stk. 1. Det må afgøres efter en konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder, om der skal tilkendes en godtgørelse til en eller flere af de efterladte. Muligheden for at tilkende en godtgørelse til de efterladte er begrænset til dødsfald, der er forvoldt forsætligt eller groft uagtsomt. Ved siden af denne begrænsning til dødsfald forvoldt forsætligt eller groft uagtsomt skal der efter stk. 2 lægges særlig vægt på karakteren af skadevolderens handling og på den lidelse eller krænkelse, som må antages at være påført den eller de efterlevende. Tilkendelse af godtgørelse til en efterladt forudsætter ikke, at den pågældende har fået en egentlig psykisk skade (personskade) som følge af dødsfaldet. Det er forudsat, at der skal foretages en helhedsvurdering af, om dødsfaldet er forvoldt under sådanne omstændigheder, at det i almindelighed må forventes at påføre de efterladte en ekstraordinær psykisk og/eller følelsesmæssig belastning (lidelse eller krænkelse). Der er således tale om en generel vurdering af dødsfaldets egnethed til at medføre en sådan særlig belastning for de efterladte og ikke en konkret medicinsk vurdering af, i hvilket omfang dette rent faktisk har været tilfældet. Ved dødsfald, der er forvoldt forsætligt, vil der normalt være tale om en overtrædelse af straffelovens 237 om drab. I disse tilfælde vil vurderingen efter stk. 2 som udgangspunkt føre til, at der bør tilkendes de efterladte en godtgørelse Hvis dødsfaldet er forvoldt ved grov uagtsomhed, indebærer vurderingen efter stk. 2, at der ud over skadevolderens grove uagtsomhed som udgangspunkt konkret skal foreligge omstændigheder, der må antages at indebære, at de efterladte i særlig grad påføres lidelse eller krænkelse som følge af dødsfaldet. Der kan ved denne vurdering bl.a. lægges vægt på, om dødsfaldet er forvoldt på en særlig brutal og/eller krænkende måde, f.eks. at ofret har været udsat for omfattende vold eller seksuelle overgreb inden døden eller er død på en særlig pinefuld måde. Der kan også lægges vægt på, om de efterladte har været til stede, da ofret blev dræbt, eller er kommet til stede umiddelbart efter. Hvis skadevolderens adfærd har været af særlig grov karakter og f.eks. må betegnes som grov hensynsløshed, kan dette i sig selv tale for, at der tilkendes de efterladte en godtgørelse. Den foreslåede godtgørelsesregel forudsættes navnlig anvendt i tilfælde, hvor dødsfaldet er forvoldt under omstændigheder, der samtidig indebærer en overtrædelse af straffelovens regler om beskyttelse af menneskers liv og legeme, f.eks. straffelovens 246
- 7 - (grov vold, der har medført døden) eller 252 (bl.a. fremkaldelse af nærliggende fare for nogens liv eller førlighed). Forudsat at der konkret er tale om grov uagtsomhed i relation til dødens indtræden, tænkes den foreslåede godtgørelsesregel f.eks. anvendt i tilfælde, hvor ofret har været udsat for grov vold i et sådant omfang og/eller af en sådan karakter, at han eller hun afgår ved døden, eller hvor en bilist under hasarderet og hensynsløs kørsel omfattet af straffelovens 252 forvolder en medtrafikants død. Det bemærkes, at der vil være en række tilfælde, hvor skadevolderen vil kunne blive dømt for overtrædelse af straffelovens 241 om uagtsomt manddrab, som ikke vil være omfattet af den foreslåede godtgørelsesregel. Dette hænger bl.a. sammen med, at straffelovens 241 ikke er begrænset til dødsfald forvoldt ved grov uagtsomhed, men også omfatter dødsfald forvoldt ved simpel uagtsomhed. Højesterets begrundelse og resultat Problemstilling Det fremgår af erstatningsansvarslovens 26 a, stk. 1, at den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed forvolder en andens død, kan pålægges at betale en godtgørelse til efterlevende, der stod den afdøde særlig nær. Ved vurderingen af, om der skal betales en godtgørelse, skal der efter 26 a, stk. 2, lægges særlig vægt på karakteren af skadevolderens handling og på den lidelse eller krænkelse, som må antages at være påført den eller de efterlevende. T var den 7. juli 2005 fører af en bil og forårsagede sammenstød med en anden bil. Ved sammenstødet mistede M og hendes mor K livet. Sagen for Højesteret angår, om A, der var Ms ægtefælle, og B og C, som er hendes børn, har krav på godtgørelse efter erstatningsansvarslovens 26 a fra Ts ansvarsforsikringsselskab, F A/S. Parterne er enige om, at T ved grov uagtsomhed i erstatningsansvarslovens 26 a, stk. 1 s forstand forvoldte Ms og Ks død, at A, B og C som nærtstående til M hører til den personkreds, som kan tilkendes en godtgørelse, og at godtgørelsen i givet fald skal fastsættes til 50.000 kr. til hver af dem.
- 8 - Betingelserne for godtgørelse efter erstatningsansvarslovens 26 a Tilkendelse af godtgørelse forudsætter efter forarbejderne til 26 a, at dødsfaldet er forvoldt ved forsæt eller grov uagtsomhed under sådanne særlige omstændigheder, at det i almindelighed må forventes at påføre de efterladte ekstraordinær lidelse eller krænkelse ud over, hvad dødsfaldet i sig selv påfører nærtstående af sorg og afsavn, jf. herved Højesterets dom af 4. maj 2009 (gengivet i UfR 2009 s. 2079). Der er tale om en generel vurdering af dødsfaldets egnethed til at medføre en sådan ekstraordinær belastning af de efterladte og ikke en konkret vurdering af, i hvilket omfang dette rent faktisk har været tilfældet. Det fremgår af forarbejderne, at der skal foretages en helhedsvurdering, og at der ved vurderingen kan lægges vægt på, om de efterladte har været til stede, da ofret blev dræbt, eller er kommet til stede umiddelbart efter. Der kan endvidere lægges vægt på, om skadevolderens adfærd har været af særlig grov karakter og f.eks. må betegnes som grov hensynsløshed. I forarbejderne nævnes som et eksempel den situation, hvor en bilist under hasarderet og hensynsløs kørsel omfattet af straffelovens 252 (der bl.a. omfatter forsætlig fremkaldelse af nærliggende fare for nogens liv eller førlighed) forvolder en medtrafikants død ved grov uagtsomhed. Et dødsfald forvoldt ved grov uagtsomhed under særligt hensynsløs kørsel som nævnt i straffelovens 241, 2. pkt., er efter Højesterets opfattelse i almindelighed egnet til at påføre de efterladte en ekstraordinær følelsesmæssig belastning, således at der i disse tilfælde som udgangspunkt vil være grundlag for at pålægge skadevolderen at betale en godtgørelse efter erstatningsansvarslovens 26 a. Der er mange former for og grader af spirituskørsel. Det forhold, at et dødsfald er forvoldt ved grov uagtsomhed i forbindelse med spirituskørsel, indebærer ikke i sig selv, at kørslen i relation til den følelsesmæssige belastning af de efterladte må sidestilles med kørsel på særlig hensynsløs måde, jf. herved Højesterets dom af 27. august 2007 (gengivet i UfR 2007 s. 2861). Dette gælder, selv om uagtsomt manddrab i forbindelse med såvel spirituskørsel som særligt hensynsløs kørsel anses for en særligt skærpende omstændighed efter straffelovens 241, 2. pkt.
- 9 - Vurdering af den foreliggende sag Ulykken skete som nævnt den 7. juli 2005 kl. ca. 15.55, hvor T kom kørende med en trailer. Føret var tørt, og vejbelægningen var jævn og hel. Ved kørsel ind i et vejsving mistede han herredømmet over bilen og kørte over i vejens modsatte kørebane, hvor der skete frontalt sammenstød med en personbil, der blev ført af M med K som forsædepassager. M døde på stedet, mens K døde af sine kvæstelser senere samme dag. T havde forud for og under kørslen indtaget spiritus, således at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen var mindst 1,02 promille. Han erkendte under straffesagen mod ham, at han havde kørt med 80-85 km/t, dvs. med en hastighed, der var højere end den tilladte på 70 km/t. Ved Vestre Landsrets dom af 24. januar 2007 blev han idømt 1 år og 6 måneders fængsel. Landsretten fandt, at Ts kørsel ikke i sig selv kunne karakteriseres som særlig hensynsløs, men han blev fundet skyldig i uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, jf. straffelovens 241, 2. pkt., idet dødsfaldene var forvoldt i forbindelse med spirituskørsel. Der er under nærværende sag ikke fremkommet oplysninger, der giver grundlag for en anden vurdering af den hastighed, T kørte med, end den, som er lagt til grund under straffesagen. T er som nævnt ikke dømt for at have kørt på en særlig hensynsløs måde, og der foreligger ikke i øvrigt forhold, som indebærer, at M døde under sådanne særlige omstændigheder, at dødsfaldet i almindelighed må forventes at påføre de efterladte en ekstraordinær følelsesmæssig belastning ud over, hvad et pludseligt dødsfald i trafikken i sig selv påfører nærtstående af sorg og afsavn. Ts spirituskørsel kan i relation til den følelsesmæssige belastning af de efterladte hverken efter sin form eller grad sidestilles med kørsel på særlig hensynsløs måde. Højesteret stadfæster herefter dommen. Sagsomkostningerne for Højesteret er fastsat til dækning af advokatudgift med 60.000 kr. og udgift til supplerende erklæring fra Rekon DA med 11.250 kr., i alt 71.250 kr. Thi kendes for ret:
- 10 - Landsrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal statskassen betale 71.250 kr. til F A/S. De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens 8 a.