Artikel til Uddannelse De største udfordringer for grundskolen lige nu Resume De store udfordringer i grundskolen med at sikre en høj faglighed i en rummelig skole kræver en fælles indsats i de kommunale skolevæsener. Det kræver overordnede politiske mål og en fælles strategi- og handleplan, der forpligter og støtter de enkelte skoler i det pædagogiske arbejde. Den pædagogiske ledelse er en afgørende krumtap både centralt i kommunen og på de enkelte skoler. Udgangspunkt Folkeskolen befinder sig i et skarpt lys, hvor alt er til kritisk revision. De forskellige PISA- og OECD-undersøgelser har været med til at sætte det skarpe spot på hele grundskoleområdet. Hvorfor klarer de danske skoleelever sig ikke bedre, end de gør, lyder spørgsmålet. Fagligheden ser med andre ord ud til at halte, bedømt ud fra de internationale undersøgelser. Men er det faglige niveau den eneste udfordring, der skal satses på i de kommende år? I det følgende vil jeg se på nogle af de udfordringer, der konkret opleves set fra en skolechefs stol med skolevæsenet i kommunen som fokusområde. En rummelig skole med høj faglighed Når skolen kritiseres, er det ofte det faglige, der er opmærksomhed på. Der tales mindre om skolens dannelsesopgave. Ikke desto mindre er folkeskolens formålsparagraf om den enkelte elevs alsidige og personlige udvikling fortsat et krav, som er styrende for skolens indhold og dagligdag. Men hvordan harmonerer formålsparagraffen med de stadig stigende krav om faglighed? Formålsparagraffen lægger op til en rummelig folkeskole, hvor der tages hensyn til den enkelte elev samtidig med, at skolens undervisning og hele daglige liv skal bygge på åndsfrihed, ligeværdighed og demokrati. Det kan ikke siges bedre, og netop her ligger en af de helt store udfordringer. Hvordan får vi skabt et skolesystem, hvor rummelighed og faglighed udgør en nødvendige enhed, der styrker og kvalificerer både det enkelte barn og fællesskabet? Kort sagt en skole, der både giver dannelse og konkrete færdigheder. Faglighed dækker over en stor mangfoldighed af skolens traditionelle fag og fagområder, hvoraf læsning og regnefærdigheder udgør en særlig kerne. Men spørgsmålet om høj faglighed i skolen kan ikke isoleres til et enkelt fag eller fagområder, det kræver et undervisningsmiljø, hvor der er sammenhæng i de krav, børnene møder og bliver mødt med. Som eksempel på dette kan nævnes naturfag. Et område hvor de danske PISA-resultater lader meget tilbage at ønske. Alle ønsker en øget faglighed på området, men der skal mere til end ønsker og gode intentioner. Der skal sættes ind konkret og på forskellige niveauer. Det er nødvendigt, at alle instanser fra Undervisningsministeriet og KL til kommunerne og den enkelte skoles ledelse og medarbejdere indgår i en samlet satsning med inspiration, efteruddannelse og konkret metodeudvikling, hvor der også indgår samarbejde med partnere uden for skolen. 1
Alsidig pædagogik et kerneområde Rummelighed og høj faglighed kræver en alsidig pædagogik, der tager udgangspunkt i børnenes forskellige behov og måder at lære på. Der er derfor brug for langt større opmærksomhed på den didaktik og de metoder, der konkret anvendes i den daglige undervisning. Undervisningsdifferentiering, som er et krav i Folkeskoleloven fra 1993, skal realiseres på en måde, så der gennem undervisningen bliver opbygget selvværd og selvtillid hos den enkelte. Demokrati og medindflydelse er vigtige elementer i en alsidig pædagogik, der fremmer viden og forståelse både for den enkelte og i det sociale fællesskab omkring klassen eller årgangene. En grundlæggende forudsætning for alsidig og differentieret pædagogik er en systematisk evaluering, der sikrer, at de pædagogiske mål opfyldes både på kort og langt sigt. Igen er der grund til at nævne behovet for en øget metodeindsigt hos den enkelte lærer, så samarbejdet omkring børnene sker på et kompetent og højt professionelt niveau. Den systematiske evaluering drejer sig ikke bare om måling af elevernes færdigheder. Det drejer sig i høj grad også om evaluering og opfølgning på de metoder, der er brugt i de forskellige undervisningsforløb. Evalueringen må aldrig blive et mål i sig selv, den skal være et middel til at sikre, at målet om rummelighed og faglighed opfyldes. Evalueringen er samtidig både lærernes, skolernes og skolevæsenets dokumentation for, at der hele tiden sker en målrettet udvikling af de bedste metoder til gavn for børnenes indlæring. De sociale relationer er en vigtig del af undervisningen Elevernes trivsel og relationer i skolens fællesskab er noget centralt for at lære og for at bevare lysten til at lære. Det at have betydning ikke bare for sig selv og sin familie, men også for jævnaldrende, spiller en stor rolle i børns udvikling. Når forældrene vælger at skifte skole for deres barn, angives hyppigt som årsag, at barnet ikke trives. Indlæring og trivsel kan derfor ikke skilles ad. I takt med, at børn og unge tilbringer et stadig større antal timer uden for hjemmet, øges betydningen af de sociale relationer. Derfor er de sociale relationer en stadig større udfordring for skolens medarbejdere, Et godt undervisningsmiljø kræver opmærksomhed på, hvordan børnene har det med hinanden. Det kræver struktur og klare aftaler for samværet mellem børnene. Et godt undervisningsmiljø har indbygget elementer af demokrati og medindflydelse, der giver mening. Det er aldrig ligegyldigt, hvilket menneskesyn, der lægges til grund for undervisningen. Værdierne i en faglig og rummelig skole skal også afspejles i måden, der læres og undervises på. Der skal være plads til det hele barn, selv i en travl skoledag. Og netop i forhold til det hele barn er det meget væsentligt at se på de muligheder og ressourcer, der ligger i skolefritidsordningen (SFO). Børnene er i de yngste årgange typisk på skolen - herunder SFO i 8-9 timer hver dag. Den kendsgerning, at børnene tilbringer så mange timer på skolen væk fra hjemmet, er der rigtig mange kommuner, der har valgt at se på som en oplagt mulighed for at skabe større helhed og sammenhæng mellem undervisningen og SFO. Det betyder mere tid til bl.a. at arbejde med de sociale relationer. Det betyder mere tid til fordybelse og træning i de første års grundlæggende indlæring. 2
Et ændret mønster for undervisning af børn med særlige behov Der har i de senere år været en tendens til, at stadig flere børn udskilles fra den almindelige undervisning til specialtilbud af forskellig art. Det er nødvendigt at spørge, hvad det gør ved børnene, at de bliver udskilt, og om den almindelige undervisning bliver bedre af, at så mange børn udskilles? Når mønstret med det stigende antal henvisninger skal ændres, skal der tages fat på både holdninger, kompetencer og handlemuligheder. Der er i samfundet en dyb tro på, at specialister er bedre end generalister, derfor sker der henvisning til specialfunktioner. Men hvorfor er det ikke nødvendigt med specialviden tæt på normalundervisningen, så også børn med mindre indlæringsproblemer kan støttes på stedet? Skolevæsenets/skolernes specialundervisning og specialpædagogik skal være tilstrækkeligt udviklet til at støtte børn med f.eks. massive læseproblemer. Beredskabet på Adfærd, Kontakt og Trivselsområdet (AKT) skal være gearet til at støtte børn, der er urolige og forstyrrende. Der skal opbygges særlig viden, som er med til at kvalificere hele undervisningsområdet. Disse udfordringer skal søges løst kommunalt, så der sikres et fælles niveau på alle skoler. Tosprogede børn kan i indlæringssituationer karakteriseres som børn med særlige behov, men indlæringsproblemerne har ikke nødvendigvis noget at gøre med specialundervisning. Der skal tænkes på andre metoder i undervisningen, der skal også tænkes i forskellige sprogkulturer, og der skal tænkes i konkret hjælp til lektielæsning. Det er mere målrettet pædagogik, der skal fremmes på området frem for specialtilbud. Det bliver folkeskolens store udfordring at få vendt mønstret for at kunne rumme flere i normalundervisningen gennem øgede kompetencer, større viden og øget tværfagligt samarbejde på tværs af faggrænser. Det er også en opgave, der kræver overordnede og klare politiske mål. Forældrene som aktive medspillere De danske forældre er kendetegnet ved at have et stort engagement i deres børns skolegang. Det betyder, at forældrene ønsker dokumentation for, hvad deres børn lærer i skolen og hvad, der kan gøres, hvis ikke indlæringen går som forventet. Det er godt at gå i skole, når lærere og forældre er tilfredse med en, sådan udtrykte en dreng i 5. klasse det meget enkle budskab. Samarbejdet mellem skole og forældre er ikke et entydigt begreb. Det handler meget om, hvordan man får justeret forventningerne til hinanden. Men samarbejdet er kompleks i de situationer, hvor det opleves, at skolen og hjemmet arbejder i hver sin retning ud fra modsatrettede værdier og holdninger. Her er det barnet, der taber. Det ser ikke ud til, at forældrenes forventninger til skolen er aftagende. Tværtimod ses et stadig stigende forventningspres, som ikke kan undgå at presse den enkelte lærer. Det er ganske enkelt ikke muligt at leve op til alles forventninger. Der ligger her en stor udforing til god kommunikation og en klar strategi for, hvordan samarbejdet mellem skole og hjem overordnet skal håndteres. Det handler om menneskesyn, værdier og forståelige spilleregler, hvor der altid skal være plads til individuel behandling. Men det handler også ind imellem om at værne om lærernes professionalisme ved ikke at overlade alle problemer til at blive løst som en del af undervisningen. 3
De forældrevalgte i skolernes bestyrelser spiller en væsentlig rolle i at få sat kommunikation og forventninger mellem skole og hjem på dagsordenen. De kommunale muligheder og forpligtigelser ligger i at sikre en dialog på tværs mellem det politiske udvalg i kommunen og bestyrelsesformændene. Ledelse og organisation er afgørende Der er nævnt en række områder, hvor skolen står over for store udfordringer. Men for at have en chance for at leve op til disse udfordringer, er det påkrævet, at der tænkes i organisation og sammenhænge i skolen. Det må ikke stå og falde med den enkelte lærer i klassen. Hele skolen skal være præget af en organisation, der støtter og fremmer såvel faglighed som rummelighed. Det betyder først og fremmest, at der skal være ledelse, der dels sikrer helheden og de overordnede mål i skolevæsenet og dels sikrer ledelsen på den enkelte skole i kommunen. Det kommunale ansvar ligger i at få sat mål, forventninger og rammer i skolevæsenet. Mål og forventninger, der er forpligtende for den enkelte skole ud over lovgivningen. Den enkelte skole har herudover sit eget råderum til at udfylde rammerne ud fra de lokale forhold. Der er en vigtig balance mellem lokalt ejerskab og kommunal målfastsættelse. En balance, der kræver dialog, fælles forpligtigelse, netværk og opfølgning. Organiseringen og samarbejdsformerne på de enkelte skoler og i skolevæsenet skal være understøttende for de overordnede mål og de politisk fastsatte indsatsområder. Der skal bl.a. være ledelse i forhold til organiseringen af lærere omkring årgangene og mulighederne i den daglige undervisning. Der skal være muligheder for fleksibilitet og holddannelse på tværs af klasserne, så undervisningsdifferentiering og alsidig pædagogik bliver understøttet konkret på hele skolen. Et samarbejde omkring børnene skal netop være med til at sikre, at der kan undervises ud fra alsidige metoder, så alle børn bliver udfordret samtidig med, at flest mulige bevares i normalmiljøet. Samarbejdet skal være med til at sikre, at det hele tiden er de bedste metoder, der benyttes, og at de til stadighed kvalificeres gennem faglig sparring og kompetenceudvikling. En satsning på f.eks. naturfag må ikke stå og falde med, at en enkelt skole eller grupper af lærere finder det interessant. Der skal her tænkes i skolevæsenets samlede muligheder og fordele ved at alle kommunens skoler arbejder med samme indsatsområde og har mulighed for at inspirere og udveksle erfaringer på tværs. Ledelse er og bliver en afgørende krumtap i hele udviklingen. Ikke mindst er det afgørende med pædagogisk ledelse, der tør udfordre og gå i dialog med medarbejderne om den konkrete virkeliggørelse af de fastsatte mål. Skolen som en del af den kommunale virksomhed Skolerne er i stigende grad kommet på dagsordenen i kommunerne. Der stilles spørgsmål til, hvad der sker på skolerne, og der investeres bl.a. i at gøre bygningerne mere tidssvarende og understøttende for det pædagogiske arbejde. De fleste kommuner ser i høj grad skolerne som en del af hele det kommunale børneområde. De politiske udvalg og forvaltninger, der har ansvaret for skolerne, har meget ofte også ansvaret for 0-5 årsområdet. Denne sammenhæng er af stor betydning, når der skal drøftes, hvordan de kommende udfordringer skal løses. 4
Næsten alle børn går i daginstitution, inden de indskrives i skolen. Dvs., børnene har lært meget, inden de starter i børnehaveklassen. Det er afgørende for børnene, at der bygges videre på den viden, de har opnået på en lang række områder. F.eks. kan daginstitutionernes arbejde med læreplaner inden for naturfagene være et godt fundament at arbejde videre med i indskolingen for at bevare det engagement, der er påbegyndt i daginstitutionen. Det forudsætter et systematisk samarbejde mellem lærerne i indskolingen og pædagogerne i daginstitutionerne, men gevinsten er stor i forhold til det faglige indhold og kontinuiteten i indlæringen. Tilsvarende vigtig er sammenhængen til ungdomsuddannelser efter 9. og 10. klasse, når de unge forlader folkeskolen. Ungdomsuddannelserne er ikke kommunale, men et samarbejde mellem lærerne i de ældste klasser og lærerne i ungdomsuddannelserne vil i høj grad være med til at kvalificere overgangene og herved være med til at mindske frafaldet i ungdomsuddannelserne til gavn for de unge og deres muligheder i samfundet. Arbejdet med børn og unge i kommunen er en central del af den kommunale politik og skal derfor ses som et samlet hele fra 0-18 år. Ved at støtte og kvalificere helheden udvikles de enkelte dele - daginstitutioner, skoler og klubber - også i forhold til deres specifikke opgaver, indholdskrav og udfordringer. Den store fordel ved at arbejde med helheden er, at der kan arbejdes ud fra et fælles værdigrundlag og fælles syn på lærings- og udviklingsmulighederne for børn og unge. Derfor er det kommunale arbejde med folkeskolens aktuelle udfordringer samtidig et arbejde med at tage vare på de udfordringer, der generelt er for kommunens børn og unge set under et. Ved at tage udgangspunkt i helheden mindskes presset på f.eks. skolen, der bliver flere samarbejdspartnere og dialogen bliver bredere. Afslutning Skolens topfigurer eleverne Det er dem, det hele drejer sig om. Hovedpersonerne i den danske skole. De kommer med hver deres personlighed og kompetencer. De er i takt med tiden, de er vant til at blive snakket med og blive taget med på råd. De er sjældent generte, de er vant til at kunne sætte ord på det, de ønsker og også på det, de ikke ønsker. Eleverne har i meget stort omfang tillid til de voksne, de møder, og de forventer et stort engagement og en stor viden fra de voksne. De stiller krav, og de stiller spørgsmål. De vil have medbestemmelse og medindflydelse på deres undervisning. De har et stort potentiale til at kunne lære, de er nysgerrige og har opnået stor viden uden for skolen. De er kritiske over for, om de lærer nok, og om de lærer det rigtige i skolen samtidig med, at de bruger megen tid på alt andet end skolen. De er kort sagt en spændende og krævende udfordring for alle. Det kræver mål, engagement, mod og samarbejde mellem alle niveauer på centralt og lokalt niveau. Eleverne - børnene og de unge - er en investering værd. De er vores fremtid. Kirsten Berntsen 10.04.05 Skolechef i Fredericia og medlem af Børne- og Kulturchefforeningens bestyrelse 5