1. maj 2009 63. årgang Dansk Psykolog Forening

8 1. maj 2009 63. årgang Dansk Psykolog Forening BRAGET lyder stadig Fyrværkerikatastrofen i Seest i 2004 giver fortsat anledning til forskning. Ulykkens alvor i sig selv er ikke den vigtigste indikator for efterfølgende virkninger. Side 3

Leder Kvalitet bør trumfe mobilitet Sikkerhed for vores brugere og kvaliteten i vores arbejde er udgangspunktet for, at vi i Danmark har en lov for psykologer og en autorisation. Det samme gælder for vores specialistuddannelser. Det opleves indimellem som et utåleligt bureaukrati på larvefødder, og kan vi derfor finde mere enkle håndteringer, så skal vi selvfølgelig gøre det. Det indholdsmæssigt vigtige i sådanne sikkerhedssystemer er, at vi kan dokumentere over for brugere og myndigheder, at vi leverer faglig kvalitet. Vores troværdighed står og falder med det, borgere og brugere må kunne tro på os. Og det stiller selvsagt krav, ikke kun nationalt, men også internationalt. På den europæiske psykologforenings (EFPA) generalforsamling i juli 2009 søsætter vi to omfattende systemer, der tjener til at dokumentere kvalitet og lødighed. Den europæiske certificering i psykologi, som samtidig inden for psykoterapi knyttes til en certificering med specialistkompetence. Så langt, så godt. Men så er det, at bureaukrati og også politik kommer helt på tværs. Europaparlamentet vedtog i 2005 en et direktiv, Europa-parlamentets og rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. Efter direktivets vedtagelse er en EU-borger kvalificeret til at udøve et erhverv i et andet EU-land, hvis han eller hun er kvalificeret til at udøve erhvervet i sit hjemland. Sagt helt firkantet: Hvis man har fået en uddannelse til psykolog på tre år og er anerkendt for det i sit hjemland, så har man ret til at fungere som psykolog i fx Danmark, selv om vi her har en grunduddannelse på fem år! Det er hovedreglen. Det hører med til EU-lovgivningen, at hvis værtslandets myndigheder skønner, at der kan rejses tvivl, så kan man rejse krav om dokumentation for, at vedkommende kan fungere som psykolog i hjemlandet. Det er der ikke megen sikkerhed i, for selvfølgelig kan psykologen praktisere i sit hjemland, al den stund den nationale lovgivning jo netop tillader dette. Man kan også forlange, at vedkommende skal underkaste sig en egnethedsprøve eller gennemgå en prøvetid. Det er langt fra klart, hvordan denne lovgivning fungerer i praksis. Men noget tyder på problemer. For EU-parlamentet vedtog februar i år at tilskynde de medlemslande, der endnu ikke har omsat EU-lovgivningen til national lovgivning, til at bringe sagen i orden. Parlamentet siger også, at Kommissionen skal træffe foranstaltninger over for de medlemslande, der ikke har lavet national lovgivning. I stedet for denne tromlende fremgangsmåde kunne Parlamentet have overvejet, hvorfor det vedtagne system ikke rigtigt fungerer. Man kunne have spurgt EFPA, hvor vi jo ved, hvad vores faglige kvalitet er for en størrelse. Højt placerede EU-repræsentanter deltager i EFPA-kongressen i Oslo til sommer, og i deres optik vil højeste prioritet være mobilitet og først derefter brugersikkerhed og kvalitet. Det vil vi selvfølgelig tale med dem om, ligesom vi vil fortælle dem, at systemet ikke fungerer, fordi der ikke er sikkerhed for kvalitet. Man kan frygte, at vi i nogen grad kommer til at tale for døve øren. Der er stadig langt til den centrale administration i Bruxelles. Men noget tættere på er vores egne og hjemlige politikere, der gerne vil vælges til Europaparlamentet den 7. juni 2009. Er det virkelig sandt, at danske politikere mener, at man skal give køb på kvalitet og på brugersikkerhed for så at fremme mobilitet med laveste fællesnævner? Spørg derfor gerne din kandidat til EUparlamentsvalget, hvordan han ser på, at mobilitet vægtes højere end sikkerheden for kvalitet i sundhedsydelser! Medlemsblad for Dansk Psykolog Forening Dansk Psykolog Forening Stockholmsgade 27, 2100 København Ø. Tlf. 35 26 99 55. E-mail: dp@dp.dk www.danskpsykologforening.dk Psykolog Nyt Stockholmsgade 27, 2100 København Ø. Tlf. 35 26 99 55. E-mail: p-nyt@dp.dk Fax/Psykolog Nyt: 35 25 97 07. Redaktion: Arne Grønborg Johansen, ansv. redaktør Jørgen Carl, redaktør Heidi Strehmel, bladsekretær/annoncer DK ISSN: 0901-7089 Produceret af: Elbo Grafisk ApS, Fredericia Trykt med vegetabilske farver på miljøgodkendt papir Oplag: Kontrolleret oplag (FMK): 8.169 ex. Trykoplag: 8.650 ex. Medlem af Danske Specialmedier Indsendt stof: Indsendte artikler dæk ker ikke nødvendigvis redaktionens eller foreningens holdninger. Redaktionen forbeholder sig ret til at afvise, forkorte eller redigere indsendte artikler. Redaktionen påtager sig ikke ansvar for artikler, der indsendes uopfordret. Forside: BAM/Scanpix Jobannoncer 2009 Psykolog Nyt + www.psykologjob.dk Ved manus Ved reproklar Helsider: Kr. 11.570,- Kr. 9.985,- 176 x 237 mm: Halvsider: Kr. 6.665,- Kr. 5.835,- 86 x 237 mm eller 176 x 118 mm: Priserne gælder jobannoncer med 1 stilling. Prisliste: www.danskpsykologforening.dk Farvetillæg (CmyK): Sort + 1, 2 eller 3 farver: Kr. 1.400,- Alle priser ekskl. moms. Abonnement/2009: 1.150 kr. + moms. Deadline (kl. 12) Nr. Deadline Udgivelse 10 11/5 29/5 11 25/5 12/6 12 8/6 26/6

foto: bam/scanpix Eftervirkning Af Keld Molin, Ask Elklit & Tóra Petersen SEEST: Tiden læger ikke alle sår En ny Seest-undersøgelse dokumenterer, at krisereaktioner i højere grad er kroniske. Myndighederne undervurderer behovet for psykologisk bistand ved katastrofer. Fyrværkerikatastrofen i Seest 3. november 2004 var den største lokalsamfundskatastrofe i efterkrigstiden. At den havde mange uønskede konsekvenser, vil være velkendt. På baggrund af den første Seest-undersøgelse [1] har vi tidligere i Psykolog Nyt [2, 3, 4] fortalt om katastrofens psykosociale konsekvenser for beboerne tre måneder efter katastrofen. Året efter, dvs. 15 måneder efter katastrofen, foretog vi en opfølgende undersøgelse [5], som netop er afsluttet. I denne artikel vil vi fremlægge de væsentligste resultater fra undersøgelsen. De giver samtidig anledning til en mere principiel dis kussion af interventionsmetoder og organiseringen af beredskabet ved større hændelser i fremtiden. I året mellem de to undersøgelser har mange beboere i Seest levet med store eller særdeles store daglige udfordringer. Nogle har mistet alt, andre har levet i månedsvis, ja enkelte i årevis, i et byggerod i et område, hvor 176 huse var ubeboelige og 94 af dem blev revet ned. Mange blev genhuset og mange havde bøvl med forsikringsselskabet. Praktisk er det svært at etablere en normal dagligdag, og mange familier var traumatiseret og oplevede fortsat nye belastninger. Psykolog nyt 8 2009 3

foto: bam/scanpix I fremtidens beredskab er der både behov for langsigtet hjælp og udvikling af proaktive og opsøgende handlingsstrategier. 4 Psykolog nyt 8 2009

Risikofaktorer En lang række faktorer tjener som beskyttelses- eller risikofaktorer, hvor sidstnævnte forstås som faktorer, der på en eller anden måde øger belastningsgraden. Det er en risikofaktor, såfremt parforholdet og hjemmeboende børn fungerer dårligere end tidligere. Ens eget (eller partnerens) engagement i forsikringssagen, oprydning m.m. kan også være så stort, at det opleves som en belastning. Forsikringsselskabernes rolle har tidligere været i søgelyset, og kontakten til forsikringsselskabet var i mange tilfælde en belastning og blev endda oplevet som en større belastning end selve katastrofen. Beboerne anvendte forskellige mestringsstrategier for at tackle katastrofesituationen og dens efterfølgende konsekvenser. De, der anvendte rationelle og distancerende mestringsstrategier, havde generelt færre symptomer, medens de, der anvendte emotionelle og undgående strategier, havde flere symptomer. Hvis støtten og forståelsen fra arbejdspladsen blev oplevet som mangelfuld, var man mere udsat, hvorimod beboere, der oplevede at have kontrol, tryghed og et godt selvværd, havde færre symptomer. Belastninger i katastrofens efterforløb Ser man på demografiske og situationsbetingede faktorer var der adskillige, som førte til et generelt forhøjet symptomniveau. Dette gjaldt ikke overraskende, såfremt man havde oplevet større livsændringer inden for det sidste år. Besvær med at udføre arbejde eller daglige gøremål var andre udtryk for belastning. De, der oplevede dette, havde et lavere selvværd, var typisk utilfreds med den støtte de havde modtaget, oplevede, at der kun var få, som var villige til at lytte, og var sjældnere selv i stand til at give udtryk for tanker og følelser. Beboere som fortsat var evakuerede var mere angste, havde flere mestringsvanskeligheder og havde et højere symptomniveau og flere somatiske symptomer. Sidstnævnte gjaldt især beboere, hvis hus var så skadet, at det skulle rives ned og genopbygges. De der oplevede, at deres forsikringssag ikke havde fået en retfærdig udgang, havde signifikant flere traumesymptomer, såsom undgåelse, øget vagtsomhed, angst og mestringsvanskeligheder og beskrev, at de socialt fungerede dårligere. Også oplevet misundelse fra andre som følge af boligforbedringer medførte et generelt forhøjet symptomniveau. En traumatisk hændelse kan have visse positive følger, men de, der angav, at de ikke havde oplevet noget som helst positivt for dem selv, deres familie eller naboskabet, var tydeligvis mere angste, deprimerede, havde mestringsvanskeligheder og oplevede social dysfunktion. De, der havde modtaget psykologhjælp eller havde overvejet at søge hjælp, var mere traumatiserede end de, der ikke søgte hjælp. Hovedparten fik kun en eller to psykologsamtaler. Behandlingsmæssigt er dette klart utilstrækkeligt, hvor det forskningsmæssigt kunne være interessant at kende baggrunden for dette. Hvilke faktorer havde størst betydning? Som det fremgår, blev mange faktorer undersøgt. Det er derfor vanskeligt umiddelbart at få overblik over, hvilke faktorer der havde primær betydning for belastningsgraden, og hvordan de bidrager. En regressionsanalyse kan være med til at give svaret, da den giver mulighed for, at vi kan sammenholde de forskellige faktorer. Det viste sig her, at vi på den måde i den opfølgende undersøgelse var i stand til at forklare 78 % af variansen i udviklingen af posttraumatiske stress-symptomer. Forskningsmæssigt er det meget tilfredsstillende at opnå en så høj forklaringsværdi. I analysen viste det sig, at det at være kvinde var en risikofaktor, som bidrog med 4 %. Tidligere oplevede traumer bidrog med 4 %. Da vi inddrog de hjemmeboende børns funktionsniveau i analysen, steg forklaringsprocenten med 47 %. Dette betyder, at børn, som aktuelt var dårligt fungerende, spillede en stor rolle for forældrenes traumatiseringsniveau. En negativ oplevelse af kontakten til forsikringsselskabet var en ekstra risikofaktor, som bidrog med 8 %. Negativ affektivitet og dissociation bidrog med de sidste 15 % til den samlede varians. I en sammenligning med tre måneders undersøgelsen ses, at følgende ikke længere var direkte risikofaktorer: oplevet livs fare, funktionsbesvær i dagligdagen, oplevelsen af at være svigtet af andre og selvfølelse, medens faktorerne kvinde og tidligere oplevede traumer havde betydning både efter 3 og 15 måneder. De nye risikofaktorer, der spiller en væsentlig rolle, var således hjemmeboende børns funktionsniveau, kontakten til for sikringsselskabet og graden af negativ affektivitet og dissociation. Regressionsanalysen i 3-månedersundersøgelsen havde Psykolog nyt 8 2009 5

FAKTA Undersøgelsesfakta Undersøgelsen fandt sted 15 måneder efter katastrofen og er en opfølgning på en undersøgelse tre måneder efter katastrofen. I den første undersøgelse deltog halvdelen (517) af de voksne i det evakuerede område, mens der i denne opfølgning deltog 33 % (171) af de oprindelige deltagere, som dengang tilkendegav at ville deltage i opfølgningen. Statistisk er der et stort overlap mellem de personer, der deltog i den første undersøgelse og den opfølgende undersøgelse. Det karakteriserer dog opfølgningsgruppen, at: Der er flere samlevende. Der er flere, som er i arbejde. De bor lidt længere væk fra fabrikken. De har flere og mere alvorlige skader på deres hjem og ejendele. Der er flere, som ikke var vendt hjem efter tre måneder. Der er færre, som har funktionsbesvær i forhold til daglige gøremål og arbejde. De har modtaget mere praktisk hjælp af andre. I spørgeskemaet anvendes undersøgelsesredskaberne: Harvard Trauma Questionnaire (HTQ). The Crisis Support Scale (CSS). Trauma Symptom Checklist (TSC). General Health Questionnaire (GHQ-30). Revised Adult Attachment Scale (RAAS). Hertil en række spørgsmål om demografi, omstændigheder ved eksplosionen og evakueringen, tidligere traumatiske hændelser mv. kun en forklaringsværdi på 47 %, mod den nuværendes 78 %. Det betyder, at vi kan konstatere, at oplevelser og belastninger under selve katastrofen og i dens umiddelbare efterforløb ikke længere har en direkte eller væsentligt betydning for traumatiseringsgraden. Her 15 måneder efter var det således katastrofens konsekvenser og herunder sekundær traumatisering, som var af afgørende betydning for beboernes symptomniveau. Hvor traumatiseret? Sammenlignes niveauet for PTSD-symptomer med 3-månedersundersøgelsen, ses det, at beboerne havde lidt færre invaderende symptomer og knap så høj grad af øget vagtsomhed, men ikke havde færre undgåelsessymptomer. Tre måneder efter katastrofen havde 13 % PTSD og 27 % subklinisk PTSD. Halvandet år efter katastrofen havde 13 % PTSD og 23 % subklinisk PTSD, dvs. at niveauet stort set er uændret. På baggrund af det psykiatriske screeningsredskab GHQ- 30 kunne vi identificere personer, som havde forskellige psykiatriske forstyrrelser og behandlingsbehov. Heraf fremgår det, at 24 % sandsynligvis lider af en behandlingskrævende psykiatrisk tilstand. Dette var en nedgang fra 35 % ved 3-månedersunder søgelsen. Denne nedgang skyldes, at der var sket en reduktion i niveauet af angst, følelsen af social inkompetence og mestringsvanskeligheder. Derimod var niveauet for en række symptomer uændret i den opfølgende undersøgelse, nemlig depression og social dysfunktion, hvilket også gælder for negativ affektivitet, dissociation og somatisering. PTSD som en kronisk lidelse Resultaterne viser, at Seest-beboerne 15 måneder efter katastrofen fortsat havde en række psykiske problemer, men var blevet lidt mindre angste, mere socialt kompetente og havde en forbedret mestringsevne. Det bemærkelsesværdige er dog, at der ikke var sket væsentlige ændringer i traumatiseringsgraden, som fortsat var højt. Den almindelige forventning er, at tiden læger alle sår, men undersøgelsen dokumenterer, at det ikke er tilfældet. Tværtimod peger resultaterne på en proces, hvor PTSD-tilstanden hos et betydeligt antal udvikler sig i en kronisk retning. Denne samme tendens blev også fundet i undersøgelsen [6] af de overlevende og efterladte fra Scandinavian Star 1,5 og 3,5 år efter katastrofen. En række andre udenlandske katastrofestudier viser et tilsvarende billede af symptomer, som udvikler sig i en kronisk retning. Denne konklusion giver anledning til at pege på nogle problemer, der er relateret til den måde, vi i Danmark organiserer den kriseterapeutiske bistand på ved større hændelser. Dette bør naturligvis også give anledning til overvejelse om, hvordan beredskabet og hjælpen kan optimeres. 6 Psykolog nyt 8 2009

NYE TEST FRA DANSK PSYKOLOGISK FORLAG STRESSINDIKATOR KLINISK VERSION Afdækning og forebyggelse af stress StressIndikator identificerer det nuværende stressniveau samt individuelle karakteristika og adfærd, som enten beskytter mod stress eller er med til at fremkalde stress. På 20-30 minutter afdækker testen alle de personlige livsstilsvaner, holdninger og adfærdsmønstre, som forskning har vist har betydning for udviklingen af stress. SRS SOCIAL RESPONSIVENESS SCALE Et redskab til vurdering af børns sociale kompetencer SRS er specielt konstrueret til at finde og se nuancerne i forskellige typer afvigelser i sociale kompetencer. SRS er også egnet til at identificere og beskrive de sociale problemer, som findes hos børn med autisme, autismespektre forstyrrelser (herunder Asperger) eller andre gennemgribende udviklingsforstyrrelser. SRS kan desuden bruges til testning af børn med mulig ADHD, samt børn der er præget af angst, depression, eller ekstrem generthed. TOMM TEST OF MEMORY MALINGERING Vurdering af samarbejdsvillighed og malingering/simulering i psykologiske undersøgelser TOMM er en international anerkendt og velafprøvet test udviklet til at hjælpe psykologer med at skelne mellem hukommelsessvækkede klienter og klienter, der simulerer hukommelsesproblemer. Testen måler testpersonens samarbejdsvillighed og motivation igennem en hukommelses- og indlæringstest, som gør det muligt at afgøre, om der er risiko for bevidst malingering, eller om testpersonen har været samarbejdsvillig. PAI PERSONALITY ASSESSMENT INVENTORY Omfattende klinisk vurdering af psykologiske funktioner og psykopatologi PAI er en test til omfattende evaluering af personlighed, psykiske lidelser og alvorlige personlighedsforstyrrelser. PAI er en spørgeskemabaseret test, der består af 344 spørgsmål, som opgøres på 22 skalaer. Spørgeskemaet tager omkring 45 minutter at udfylde og blot 10-15 minutter at score. PAI er afprøvet på over 1200 danskere, der danner grundlag for en ungdomsnorm (16-20-årige) og en voksennorm (+21 år). Besøg vores udstilling på Dansk Psykolog Forenings Årsmøde Læs mere om testene på www.dpf.dk Bestil yderligere materiale på info@dpf.dk eller ring på tlf. 3538 1655 DANSK PSYKOLOGISK FORLAG Psykolog nyt 8 2009 7 KONGEVEJEN 155 2830 VIRUM TLF. 3538 1655 FAX 3538 1665 WWW.DPF.DK INFO@DPF.DK

Myndighedernes tilbud om hjælp er utilstrækkeligt, og selvhenvendelsesprincippet kan ikke stå alene. foto: bam/scanpix Begrænset hjælp at hente Erkendelsen af, at PTSD kan blive en kronisk eller i bedste fald en langvarig tilstand, er ikke bare et problem for den enkelte, men også et samfundsmæssigt og sundhedsmæssigt problem. For i og med at myndighederne ikke i deres planlægning er opmærksomme på dette, er der kun begrænset hjælp at hente. Regionernes kriseterapeutiske beredskab er primært baseret som et akutberedskab, der drosler kraftigt ned eller lukker i løbet af få uger. Ydernummerpsykologordningen giver som bekendt kun mulighed for at blive henvist inden for de første 12 måneder, og herefter er der kun det ordinære behandlingssystem tilbage for katastrofeofrene. Ved udenlandske katastrofer er der flere eksempler på, at der opretholdes et beredskab i over fem år. Ved Scandinavian Star var der flere, som havde opfattelsen, at beredskabet svigtede, men i Seest var det anderledes, da det daværende Socialministerium prompte bevilgede 5 mio. kr. til generel støtte af psykologiske og sociale initiativer over for beboerne. PPR forvaltede en del af pengene, som dels blev anvendt til akut intervention, dels til en åben rådgivning, hvor en krisepsykolog blev ansat udelukkende til at tage sig af de berørte beboere. Efter tre år lukke valgte man at lukke rådgivningen, da antallet af henvendelser var meget lavt, og bevillingen var ved at være opbrugt. Henvendelsessystemet dur ikke Det er naturligvis vigtigt med adækvate behandlingsmuligheder for at undgå en kronificering af PTSD. Men som vi fremhævede ved 3-månedersundersøgelsen [4], er det ikke nok med et tilbud, da kun 40 % af dem, der havde PTSD eller subklinisk PTSD, søgte hjælp hos læger eller psykologer. I efterundersøgelsen var der 21 %, som havde overvejet at opsøge en psykolog. I en af de tidligere artikler [4] diskuterede vi, at henvendelsessystemet har sine alvorlige begrænsninger, og at det kan være værd at overveje forskellige former for proaktiv og opsøgende bistand. I Kolding Kommunes rapport vedrørende det krisepsykologiske arbejde i Seest [7] fremgår det samstemmende, at 8 Psykolog nyt 8 2009

For det tredje er der behov for at afklare ansvaret og initiativpligten til at igangsætte denne form for hjælp. Slutteligt er der behov for at afklare de økonomiske rammer, så man ikke skal basere sig på tilfældige bevillinger. I forlængelse af disse problemstillinger skal vi i det følgende forsøge at fremkomme med konkrete handlestrategier, som synes anvendelige til at reducere omfanget af PTSD efter en katastrofe. Vi vender derfor tilbage til den opfølgende undersøgelse 15 måneder efter katastrofen, hvor vi igen tager udgangspunkt i regressionsanalysen. åben rådgivning -konceptet ikke er tilstrækkeligt, såfremt man ønsker at hjælpe PTSD-ramte borgere. Ligeledes beskrives det, at erfaringen var, at de fleste henvendelser kom i forbindelse med information, møder og mediernes bevågenhed. En undersøgelse [8] af Seest-børnene viste, at forældrene ofte vurderede deres børn som langt mindre belastede, end hvad børnene gav udtryk for. I samme periode som den åbne rådgivning lukker, konstateres det, at 154 børn fortsat lider af PTSD eller subklinisk PTSD. [9] Konsekvensen af henvendelsessystemets utilstrækkelighed må efter vores opfattelse være, at myndigheder og behandlere fremover bliver nødt til at udvikle nye metoder i form af mediestrategi, opsøgende virksomhed, screening/aktionsforskning, behovsafdækning og dialog, skræddersyede støtte-, behandlings- og aktivitetstilbud. Det er også vigtigt, at vi psykologer og andre behandlere i tråd hermed kan ændre vores behandlingskultur ved at frigøre os fra det generelle koncept med enkeltmandssamtaler på behandlerens kontor på baggrund af (selv-)henvisning. Kvinder og børn I Kolding Kommunes rapport [7] beskrives det, at det fortrinsvis er kvinder, som brugte den åbne rådgivning. Samtidig peger regressionsanalysen på, at det at være kvinde tydeligvis disponerer for udviklingen af PTSD. Selv om der er et vist antal kvinder, som havde opsøgt hjælp, antyder de statistiske undersøgelser, at der ikke er tale om tilstrækkeligt mange, eller at de ikke havde fået tilstrækkeligt udbytte af den på tidspunktet for den opfølgende undersøgelse. For at yde bistand til kvinderne i Seest kan man forestille sig, at der kunne udvikles særlige interventioner i form af tilbud om deltagelse i kvindegrupper, som rummer en blanding af psykoedukation (undervisning i følgevirkninger af traumer og effektive mestringsstrategier) og mere uformelle samværs- og støttegrupper. Mange har fremhævet sammenholdets betydning efter katastrofen; ved at organisere og udbygge de netværk, som mere eller mindre tilfældigt opstår, kan man udnytte de helbredende kvaliteter i sådanne gruppedannelser og involvere flere, som ellers ville stå udenfor. Regressionsanalysen peger også på, at de hjemmeboende børns funktionsniveau havde væsentlig betydning for forældrenes PTSD-niveau. Børnenes trivsel er naturligvis en vigtig faktor i sig selv, men altså også vigtig for de voksnes psykiske tilstand. Dette kunne tale for en målrettet indsats over for børnene, der benytter sig af en systematisk screening, og som indebærer intensiv behandling og tilbagefaldsopfølgning. Det må helt klart anbefales at anvende en proaktiv og opsøgende strategi, da det er kendt fra mange undersøgelser, at børn ofte underrapporterer deres problemer over for (traumatiserede) forældrene for at skåne dem, da forældrene selv er påvirkede og har vanskeligheder med at få dagligdagen til at fungere. Her kan det så indskydes, at det i efteråret 2008 blev be- Psykolog nyt 8 2009 9

FAKTA Artikel og rapport Artiklen er baseret på undersøgelsen De psykosociale følger af fyrværkerikatastrofen i Seest. Del 3 Beboerne 15 måneder efter. Psykologisk Skriftserie, vol. 29, No. 1, 2008. Undersøgelsen, som netop er afsluttet, er gennemført af artiklens forfattere og er en opfølgning på en undersøgelse foretaget tre måneder efter katastrofen, som er beskrevet i Psykolog Nyt 8/2006, 9/2006 og 10/2006. Rapporten kan købes fra Psykologisk Institut: ingrid@psy.au.dk, telefon 89 42 49 00. Pris: 50 kr. eller downloades via www.psykotraume.dk > publikationer > monografier. En oversigt over forskningsprojekterne kan ses på www.beredskabspsykologen.dk > Fyrværkerikatastrofen i Seest. sluttet [9] at iværksætte et intensivt behandlingsprogram for de Seest-børn, som fortsat lider af alvorlige krisereaktioner. På baggrund af et forskningsprojekt 16 måneder efter katastrofen [8] er disse børn fundet i en fornyet screening i foråret 2008, der var ønsket af lokalsamfundet, og som viste, at 15 % fortsat led af PTSD eller subklinisk PTSD (22 %). Om at få PTSD-ramte i tale Det er et væsentligt problem, at behandlingstrængende ikke opsøger hjælp. I Seest var der alligevel flere, som havde henvendt sig i den åbne rådgivning, men hvor fokus ikke umiddelbart rettes mod beboernes PTSD-symptomer. I Kolding Kommunes rapport [7] nævnes, at det fortrinsvis [er] mennesker med angst og stress og meget få med PTSD [som] henvendte sig. Endvidere, at det fortrinsvis er kvinder, som brugte den åbne rådgivning, som fortalte bl.a. om familier og parforhold med store vanskeligheder. Ses den kommunale rapports udsagn i lyset af den opfølgende undersøgelse, bliver det endnu tydeligere, at de præsenterede problemer i den åbne rådgivning måske kan sammenlignes med løgets yderste lag. For under stress, angst og familiemæssige vanskeligheder er der ofte andre alvorlige problemer og en PTSD-problematik hos et eller flere af familiemedlemmerne, som kræver en særskilt behandlingsindsats. Det burde her være muligt at udforme en PTSD-reducerende handlestrategi over for de beboere, som henvender sig med et specifikt problem. Ud over at bistå med det præsenterede problem bør psykologer være særskilt opmærksom på mulige PTSD-symptomer. Psykologer kan her proaktivt forsøge at motivere beboeren til at udvide fokus og problemfeltet til at omfatte en interesse for PTSD-symptomer og trivselsmæssige problemer hos sig selv, partneren og børnene, uanset at disse ikke er til stede ved samtalen. Essensen i en sådan proaktiv strategi er, at psykologen i samarbejde med beboeren, på baggrund af dennes kendskab til sin egen familie, forsøger at afdække PTSD-symptomer og andre alvorlige psykiske og trivselsmæssige problemer i familien, og siden tilbyder hjælp til behandlingen af disse. Dette bør ske ved at gøre brug af psykoedukation, motivationsarbejde og under iagttagelse af de almindelige etiske principper. Metoden implicerer, at det er en del af psykologens dagsorden på et tidspunkt i behandlingsforløbet at forsøge at udvide den terapeutiske kontrakt fra det aftalte fokusområde til en undersøgelse af PTSD-symptomatologi i hele den pågældendes familie. Tidligere traumer Det er tankevækkende, som regressionsanalysen viser, at en del af årsagen til den aktuelle grad af traumatisering er, at katastrofen reaktiverer tidligere traumer. I en situation hvor katastrofen og dens konsekvenser fylder meget, kan der måske opstå en tendens til at negligere ældre traumer til fordel for den aktuelle situation. Men regressionsanalysen peger netop på, at man bør anvende en handlestrategi, som implicerer, at man er særskilt opmærksom på reaktiveringen af ældre traumer og i nødvendigt omfang skifter fokus fra akut støtte til at indlede et behandlingsforløb af en vis varighed over for ældre traumer. Forsikringsselskaberne Den sidste handlestrategi handler om sekundær traumatisering i form af kontakt til forsikringsselskabet. Den negative kontakt er ikke kun en oplevet belastning, men havde også en traumatiserende virkning. Ganske vist kan der være tale om komplicerede forsikringssager, men måske kan branchen pålægge sig selv (eller af staten blive pålagt!) at nå frem til afgørelser inden for en bestemt tidsfrist og bruge opmænd i tilfælde, hvor der ikke kan opnås enighed. Faglig og politisk opgave venter forude Katastrofeforskning er heldigvis en sjælden mulighed i Dan- 10 Psykolog nyt 8 2009

mark. Afslutningsvis skal vi på baggrund af undersøgelser af beboernes situation efter fyrværkerikatastrofen i Seest fremkomme med væsentlige opsummeringer samt anbefalinger om den fremtidige håndtering af denne type hændelser. Efter ca. halvandet år viser det sig, at det ikke længere er selve den konkrete katastrofeoplevelse med de karakteristika, den havde, men i stedet de afledte konsekvenser og efterfølgende sekundær traumatisering som præger den aktuelle situation der havde betydning for traumatiseringsgraden. Ligeledes spiller tidligere oplevede traumer en vis rolle. En væsentlig konklusion i undersøgelsen er, at tiden ikke læger alle sår. At dette i høj grad er en myte, kommer nok bag på en del lægfolk. Den fejlagtige antagelse kan være en del af årsagen til, at beboernes behandlingssøgende adfærd konstaterbart kraftigt reduceres efter et par år, uanset af symptomniveauet fortsat er højt. Efter Scandinavian Star-katastrofen er der over hele landet etableret beredskaber og ordninger, der tilbyder psykologisk bistand, og som primært fokuserer på den akutte støtte eller behandling inden for de første 12 måneder. Dette er tydeligvis utilstrækkeligt; der er behov for at formalisere muligheden for en længerevarende behandlingsindsats. Ved krisetilstande er det traditionelle selvhenvendelsessystem og åben rådgivning -koncept tydeligvis utilstrækkeligt. Af forskellige årsager, som er komplekse og ikke særligt velbeskrevne, henvender traumatiserede personer sig ikke til behandlere, hvor resultatet er årelang menneskelig lidelse, trivselsmæssige problemer og reduceret velvære, som medfører en ukendt økonomisk belastning af den sundhedsmæssige og sociale sektor. Derfor er der behov for at udvikle nye handlestrategier over for kriseramte ved katastrofer. I den opfølgende undersøgelse har vi kunnet foreslå visse PTSD-reducerende handlestrategier som modsvar til de her konstaterede risikofaktorer. Men der er et generel behov for at udvikle handlestrategier, som implicerer screening, samt proaktiv og opsøgende bistand, hvor man er nødt til at tænke ud over rammerne af traditionelle behandlingstilbud. Samtidig er det vigtigt at afklare, hvem der er ansvarlig for denne udviklingsproces, samt under hvilke organisatoriske og økonomiske rammer den konkrete bistand skal foregå i en aktuel hændelse. De generelle anbefalinger bør suppleres med en konkret anbefaling til Kolding Kommune: Det synes hensigtsmæssigt at genoptage det krisepsykologiske arbejde i Seest og investere de adækvate ressourcer, som muliggør screening og opsøgende behandlingsmæssige tilbud, som her skitseret. Der ligger således en ikke uvæsentlig opgave i at løfte disse anbefalinger videre til centrale myndigheder og det politiske system. Måske kunne Dansk Psykolog Forening være en naturlig løftestang for dette? Keld Molin, privatpraktiserende psykolog, specialist i psykotraumatologi Ask Elklit, professor, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, specialist i psykoterapi og psykotraumatologi Tóra Petersen, psykolog, Psykiatrisk Hospital, Tórshavn Referencer 1. Elklit, A. & Molin, K. (2006). De psykosociale følger af fyrværkerikatastrofen i Seest. Del 1 Beboerne 3 måneder efter. Psykologisk Skriftserie, 27, (2), Aarhus Universitet. 2. Molin, K. & Elklit, A. (2006). Tre måneder efter Seest. Psykolog Nyt, 8, p. 6-11. 3. Molin, K. & Elklit, A. (2006). Oplevelsen af en katastrofe. Psykolog Nyt, 9, p. 20-25. 4. Molin, K. & Elklit, A. (2006). Læren af Seest-katastrofen. Psykolog Nyt, 10, p. 16-19. 5. Elklit, A., Petersen, T. & Molin, K. (2008). De psykosociale følger af fyrværkerikatastrofen i Seest. Del 3 Beboerne 15 måneder efter. Psykologisk Skriftserie, 29, (1), Aarhus Universitet. 6. Elklit, A., Andersen, L.B. & Arctander, T. (1995). Scandinavian Star. Anden del. De fysiske, psykologiske og sociale eftervirkninger 3½ år efter katastrofen. Psykologisk Skriftserie, 20, (2), Aarhus Universitet. 7. Skovbjerg, I.V. (2008). Det krisepsykologiske arbejde i Seest efter fyrværkerikatastrofen 3. november 2004. Rapport, Kolding Kommune. 8. Duch, C. & Elklit, A. (2008). Børneperspektiv på en katastrofe. Psykolog Nyt, 4, p. 8-12. 9. JydskeVestkysten (2008). Kriseramte Seest-børn behandles, d. 13/8. Psykolog nyt 8 2009 11

PTSD hos ældre efterladte Tab af ægtefælle i alderdommen kan være en traumatisk begivenhed med reaktioner og symptomer på linje med dem, man nogle gange ser efter overfald, ulykker og naturkatastrofer. Det slår ny undersøgelse fast. Undersøgelse Af Maja O Connor I de seneste årtier er antallet af ældre vokset. I 2005 var ca. 15 % af den danske befolkning eller 812.503 personer over 65 år. I 2050 ventes andelen at være 24 % (Nyt fra Danmarks Statistik, 2005, juni). Denne tendens ses overalt i verden. De demografiske ændringer vil kræve politiske og samfundsmæssige ændringer samt ændringer inden for hele ældreområdet. Tab og sorg Tab kan objektivt defineres som det at have mistet en særligt elsket person på grund af dødsfald. Sorg er den individuelle, følelsesmæssige reaktion forbundet med tabet, som indbefatter diverse psykologiske og fysiologiske reaktioner, mens det at sørge mere er den måde, man viser sin sorg for andre på gennem ritualer osv. Hvilke ritualer der forbindes med at sørge, er bestemt af den kultur, man lever i, og ofte dikteret af den religion, der er mest almindelig i den pågældende kultur. Det at vi i de vestlige lande bevæger os hen mod en mere areligiøs eller multireligiøs kultur, kan medvirke til, at velkendte ritualer og måder, man sørger på, kan udvandes, så at vi ikke længere automatisk ved, hvordan vi viser sorg over for andre. Manglen på ritualer kan medvirke til at gøre det at sørge til en ensom affære (Stroebe, Schut & Stroebe, 2007; Hansson & Stroebe, 2007). Langt de fleste går igennem det, man kunne kalde en naturlig sorg, der kommer til udtryk i pinefulde, men dog moderate afbrydelser af eller forstyrrelser i det daglige liv og ens personlige funktionsniveau de første måneder efter tabet (Bonanno & Kaltman, 2001). Integration af tabsoplevelsen i selvet anses som en nødvendig del af den ukomplicerede eller naturlige sorgproces (Horowitz, Bonanno & Holen, 1993; Stroebe & Schut, 2001). Denne integration sker via en vekselvirkning mellem at være i det tabsorienterede, hvor man mærker efter, hvad det er, man har mistet, og det at forholde sig til nuet og det liv, der er tilbage at leve med de nye udfordringer, opgaver og belastninger, tabet indebærer. Vekselvirkningen gør det muligt at forlige sig med tabet og faciliterer også en gradvis afklarethed, så at den efterladte ikke overvældes af tabets realitet (Parkes, 1996; Stroebe & Schut, 1999). Sorgprocessen kompliceres, når vekselvirkningen ikke fungerer, så integration og accept af tabet i ens selvopfattelse ikke kan finde sted (Stroebe & Schut, 1999). Undersøgelser viser, at omkring 85 % gennemgår en såkaldt naturlig sorgprocess som følge af tab af en elsket nærtstående (Bonanno & Kaltman, 1999). Cirka 15 % af alle efterladte oplever sandsynligvis komplikationer i form af voldsom psykisk belatsning i forbindelse med tabet. Dødsfald blandt ens nærmeste opfylder kriterium A1 for PTSD (American Psychiatric Association, 1994), og ældre efterladte kan derfor komme i betragtning ved denne lidelse. PTSD er desuden kendetegnet ved følgende tre grupper af kernesymtomer: B) Vedvarende, ufrivillig genoplevelse 12 Psykolog nyt 8 2009

Psykolog nyt 8 2009 13 modelfoto: bam/scanpix

modelfoto: bam/scanpix af den traumatiske hændelse (invasion, drømme, flashbacks, psykiske eller fysiologiske reaktioner ved eksponering). C) Vedvarende undgåelse (af tanker, følelser, samtaler, aktiviteter, steder) eller følelsesløshed (hukommelsesbesvær, faldende interesse, afstandtagen fra andre, begrænset indlevelsesevne, følelse af manglende fremtid). D) Øget vagtsomhed (søvnforstyrrelser, irritabilitet, koncentrationsproblemer, øget vagtsomhed, forskrækkelsesreaktioner). Desuden skal symptomerne vare mere end én måned, og forstyrrelsen skal bevirke signifikant klinisk belastning eller svækkelse socialt, beskæftigelsesmæssigt eller lignende (American Psychiatric Assiciation, 1994). PTSD er mest kendt som en reaktion på voldsomme begivenheder, såsom krigsoplevelser, ulykker, overfald og naturkatastrofer, men er også en kendt reaktion på uventede dødsfald, specielt i forhold til tab af børn eller ægtefælle i en ung alder. Nærmest uundersøgt Det at miste en ægtefælle i en sen alder er en meget belastende oplevelse for de fleste (Carr, 2004; Moss et al., 2001). I en undersøgelse af ældre efterladte svarede 72 %, at tabet af ægtefællen var den mest belastende oplevelse i deres liv (Lund, Caserta & Dimond, 1993). På trods af de mange aldersrelaterede tab og det, at PTSD udgør en alvorlig helbredsmæssig trussel hos ældre med denne lidelse, findes der næsten ingen undersøgelser af PTSD hos ældre efterladte. Det kunne tyde på, at tab af nærtstående i alderdommen i alt for høj grad betragtes som noget forventeligt og naturligt, og at risikoen for PTSD hos ældre, som mister en ægtefælle, simpelt hen er blevet overset. Det hævdes ligefrem, at selv om ægtefællens død tydeligvis er stressende, nærmer det sig på ingen måde et traumatisk niveau (Averill & Beck, 2000). Man har altså antaget, at denne tabstype på grund af dens hyppighed og forudsigelighed ikke kan sidestilles med en traumatisk begivenhed og dermed ikke kan føre til PTSD. Man ved, at målrettet psykologisk behandling af PTSD er effektivt (Foa, 2007), og at tidlig hjælp til mennesker med kompliceret sorg kan virke forebyggende ved at reducere medicin- og alkoholforbrug, lægebesøg og indlæggelser, depressive symptomer m.m. og kan være med til at øge livskvaliteten hos de ældre efterladte og deres pårørende (Raphael, 1974). I en dansk undersøgelse ved navn Enkeprojektet foretaget i Århus Kommune 1980 erne fandt man li- 14 Psykolog nyt 8 2009

geledes god effect af psykologisk hjælp til ældre efterladte (Rønne, Knudsen, & Rasmussen, 1988). Selv om undersøgelsen viste, at denne type hjælp havde god effekt på både livskvalitet og fysisk sundhed hos de ældre efterladte, og desuden indikerede, at det at etablere et fast tilbud til de sværest belastede ældre efterladte ville være rentabelt for kommunen, var der på daværende tidspunkt ikke politisk interesse for at gøre et sådant tilbud permanent, og projektet blev skrinlagt. Det synes derfor oplagt at undersøge, om tab af ægtefælle i alderdommen trods tidligere antagelser kan føre til PTSD hos nogle, samt at finde frem til tidligt identificerbare risikofaktorer, så psykologisk hjælp kan tilbydes til de 15-20 %, der har brug for det. Resultater fra et ph.d.-projekt Nærværende er skrevet på baggrund af resultaterne fra ph.d.-projektet Posttraumatisk stressforstyrrelse hos ældre efterladte og personlighedens betydning for sorgreaktionen. Projektet søger primært at belyse tab af ægtefælle i alderdommen som en mulig traumatisk oplevelse. Projektet bestod i, at ældre mellem 65 og 80 år fra Århus Amt, der mistede deres ægtefælle i 2006, blev kontaktet cirka to måneder efter tabet og spurgt, om de ville deltage i spørgeskemaundersøgelsen. Halvdelen fik tilbudt et personligt besøg ved baseline to måneder efter tabet af deres ægtefælle. For resten var skemaet vedlagt et informationsbrev. I alt 296 (responsrate = 41 %) indgik i undersøgelsen og blev fulgt via opfølgende spørgeskemaer henholdsvis 6, 13 og 18 måneder efter tabet. En kontrolgruppe på 276 stadig gifte ældre fra Århus Amt indgik også i projektet. Formålet var at kunne fastslå, om tab af ægtefælle i alderdommen var en traumatisk oplevelse for nogle, og om bestemte faktorer kunne forudsige, hvem der var i risiko for at udvikle PTSD som følge af tabet. Cirka fire gange så mange ældre efterladte, 16 % af ældre efterladte mod 4 % i kontrolgruppen, opfyldte de diagnostiske kriterier for PTSD. Dette gjorde sig stadig gældende 18 måneder efter ægtefællens død. (Se Tabel 1) En uafhængig t-test bekræftede, at PTSD (F = 93.43; p<.0005) var signifikant hyppigere blandt ældre efterladte end den gifte kontrolgruppe. HTQ-totalscorerne viste mellemstor effekt hos de ældre efterladte sammenlignet med kontrolgruppen (ES=.35; Cohen s d=.74). Til at forsøge at identificere tidlige risikofaktorer for senere PTSD blev en hierarkisk multiple regression -analyse foretaget. Demografiske variable blev undersøgt først, men havde som ventet meget lille forudsigende værdi, hvorfor disse ekskluderedes fra analysen. Det, der bedst forudsagde PTSD på længere sigt ved 18 måneders follow up, var omfanget af symptomer på PTSD to måneder efter tabet. Diskussion Der findes kun meget få undersøgelser om PTSD hos ældre efterladte. Dette er derfor den første detaljerede undersøgelse af sin art med et tilstrækkeligt antal deltagere. Tabel 1. Hyppighed af PTSD over de første 18 måneder efter tab af ægtefælle i alderdommen. T1 (n = 296) T2 (n = 221) T3 (n = 187) T4 (n = 184) KG (n =276) Antal PTSD Kriterier 0 10 % (n = 28) 17 % (n = 38) 21 % (n = 40) 23 % (n = 42) 51 % (n = 141) 1 44 % (n =130) 41 % (n = 91) 36 % (n = 68) 40 % (n = 74) 32 % (n = 87) 2 Subklinisk PTSD 31 % (n = 92) 25 % (n = 56) 25 % (n = 46) 21 % (n = 38) 13 % (n = 36) 3 Fuld PTSD 16 % (n = 46) 16 % (n = 36) 18 % (n = 33) 16 % (n = 30) 4 % (n = 12) Note. T1= Tid 1, 2 mdr. efter tab. T2 = Tid 2, 6 mdr. efter tab. T3 = Tid 3, 13 mdr. efter tab. T4 = Tid 4, 18 mdr. efter ta. KG = Kontrolgruppen 13 mdr. efter tab. n=antal deltagere. Psykolog nyt 8 2009 15

modelfoto: bam/scanpix Undersøgelsen viser, at ældre efterladte er ramt af PTSD cirka fire gange så ofte som den gifte kontrolgruppe. Denne forskel forblev på samme niveau også 18 måneder efter tabet af ægtefællen. Resultaterne viser, at PTSD er en relativt hyppig reaktion som følge af tab af ægtefælle i en sen alder. Det kan derfor fastslås, at tab af ægtefælle i alderdommen for nogle er en traumatisk begivenhed med reaktioner og symptomer på linje med dem, man nogle gange ser efter overfald, ulykker og naturkatastrofer. Den tidligere antagelse om, at denne tabstype ikke kunne nærme sig et traumatisk niveau, må derfor afvises. Det er interessant, at flere mandlige end kvindelige efterladte deltog i undersøgelsen, idet næsten alle tidligere undersøgelser har relativt flest kvindelige deltagere (Stroebe & Stroebe, 1989). Det er svært at sige, hvorfor undersøgelsen tiltrak flest mænd. Det kan skyldes, at undersøgelsesgruppens mænd, født i 1925-1940, har andre karistika end mændene fra tidligere forsøgsgrupper. De kan fx være mere vant til undersøgelser som denne, de tror måske mere på effekten eller har mere respekt for psykologi som videnskab. Undersøgelsens design kan også have haft betydning. Det faktum, at deltagerne blev rekrutteret på baggrund af CPR, som er en anerkendt social institution, kan have appelleret mere til de mandlige deltagere. Samtidig indikerer resultaterne, at mange af de ældre efterladte, der får kroniske problemer, ville kunne identificeres på et tidligt tidspunkt og tilbydes forebyggende hjælp. Undersøgelsen har også sine begrænsninger. Først og fremmest er responsraten på 41 % forholdsvis lav. Dette er dog ikke usædvanligt i psykologiske undersøgelser af ældre efterladte (Stroebe et al., 2001). Undersøgelsen har ældre mennesker som målgruppe, og responsraten er kendt for at aftage med alderen (Ekwall, Sivberg & Hallberg, 2004; Kaldenberg, Koenig & Becker, 1994). Set i lyset af dette må responsraten trods alt anses for at være tilfredsstillende. En anden forklaring på responsraten kan være rekrutteringen gennem CPR-registeret, hvilket også er en af undersøgelsens store styrker. Rekrutteringer af denne type giver høj sandsynlighed for, at undersøgelsen er repræsentativ og indeholder ellers utilgængelig information om ikke-deltagere. Eksisterende forskning over ældre efterladte har hidtil været baseret på udvalgte hospitalsjournaler, medlemskaber af visse foreninger, nekrologer eller aktive svar på avisannoncer (Stroebe et al., 2001). Disse måder at rekrutterere forsøgspersoner på giver sandsynligvis højere svarrater, men ikke repræsentative undersøgelsesgrupper. Selv om langt størstedelen af de ældre håndterer deres sorg på en hensigtsmæssig måde, er PTSD klart en mulig reaktion på tabet for en betragtelig andel af de ældre efterladte. Man ved som nævnt fra tidligere danske og internationale undersøgelser, at denne type hjælp har god effekt, og at psykologisk intervention er virksom for ældre patienter (Rønne et al., 1988). De særligt belastede ældre efterladte bør derfor have tilbudt en sådan intervention. Forebyggende arbejde bør søge at indfange de ældre efterladte, der kort tid efter tabet viser tegn på at være svært psykisk be- 16 Psykolog nyt 8 2009

lastede, så psykologisk behandling kan tilbydes. Dette kan blandt andet gøres ved tidlig screening, hvor alle ældre efterladte inden for de første to måneder efter tabet tilsendes et kort spørgeskema, der kan identificere dem, som er særligt belastede efter tabet. Med den viden in mente bør PTSD hos ældre efterladte fremover tages med i kliniske undersøgelser af ældre. Målet vil være at generere viden om forekomsten og udviklingen og følgevirkningerne af PTSD efter tab af ægtefælle i en sen alder. Screening baseret på denne viden kan lette identifikationen af dem, der lider af PTSD og andre forstyrrelser som følge af tab af ægtefælle i en sen alder, hvilket muliggør en tidlig, målrettet intervention. Dette projekt lægger op til, at et fremtidigt studium af psykologisk intervention med særligt belastede ældre efterladte ville være hensigtsmæssigt at gennemføre med henblik på at kunne identificere en virksom og menneskeligt samt økonomisk forsvarlig fremgangsmåde for denne type forebyggende arbejde. Maja O Connor, cand.psych., ph.d.-studerende Psykotraumatologisk forskningsenhed, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet REferencer American Psychiatric Association (1994). Diagnostic and statistical manual of mental disorders (4th ed.). Washington, DC: American Psychiatric Publishing Inc. Averill, P.M., & Beck, J.G. (2000). Posttraumatic stress disorder in older adults: A conceptual review. Journal of Anxiety Disorders, 14, 133-156. Bonanno, G.A. & Kaltman, S. (1999): Toward an integrative perspective on bereavement, Psychological Bulletin, 125(6) 760-776. Carr, D. (2004). Gender, preloss marital dependence, and older adults adjustment to widowhood. Journal of Marriage & Family, 66, 220-235. Elklit, A., & O Connor, M. (2005). Post-traumatic stress disorder in a Danish population of elderly bereaved. Scandinavian Journal of Psychology, 46(5), 439-445. Foa, E.B., Henbree, E.A., & Rothbaum, B.O. (2007). Prolonged exposure therapy for PTSD. Emotional processing of traumatic experiences. New York: Oxford University Press. Hansson, R.O. & Stroebe, M.S. (2007). Bereavement in Late Life. Coping, Adaption, and Developmental Influences. Washington D.C.: American Psychiatric Association. Horowitz, M.J., Bonanno, G.A. & Holen, A. (1994): Pathological Grief: Diagnosis and Explanation. Psychosomatic Medicine, 55, 260-273. Lund, D.A., Caserta, M.S., & Dimond, M.F. (1993). The course of spousal bereavement in later life. In M.S. Stroebe, & W. Stroebe (Eds.), Handbook of bereavement: Theory, research, and intervention (pp. 240-254). New York, NY, US: Cambridge University Press. Moss, M.S., Moss, S.Z., & Hansson, R.O. (2001). Bereavement and old age. In M.S. Stroebe, & R.O. Hansson (Eds.), Handbook of bereavement research: Consequences, coping, and care (pp. 241-160). Washington, DC: American Psychological Association. O Connor, M. (2001). Ældre efterladte. Traumatisering, social støtte og forebyggelse i teoretisk og empirisk belysning. København: Dansk Krise- og Katastrofepsykologisk Selskab. Raphael, B. (1977). Preventive intervention with the recently bereaved. Archives of general Psychiatry, 34, 1450-1454. Rønne, M., Knudsen, M. & Rasmussen, B. (1988): Enkeprojektet Rapport nr. 3. Århus: Århus Kommune. Stroebe, M.S., & Schut, H. (2001). Models of coping with bereavement: A review. In M.S. Stroebe, & R.O. Hansson (Eds.), Handbook of bereavement research: Consequences, coping, and care (pp. 375-403). Washington, DC: American Psychological Association. Stroebe, M., & Schut, H. (1999). The dual process model of coping with bereavement: Rationale and description. Death Studies, 23(3), 197-224. Stroebe, M.S., Schut, H. & Stroebe, W. (2007): Health outcomes of bereavement. Lancet, 370, 1960-1973. Psykolog nyt 8 2009 17

foto: bam/scanpix Webundersøgelse Af Nana Lykke og Dorthe Nedenskov Paaske Psykologerne vil have FORUM I februar og marts har foreningens hjemmeside været til eftersyn hos medlemmerne. Tilfredsheden er generelt høj, men der er god plads til forbedringer og mange ideer til den videre udvikling. Et psykologforum med fagligt bibliotek, personlige profiler og mulighed for debat og videndeling med fagfæller det er, hvad psykologerne udtrykker størst interesse for i den brugertilfredshedsundersøgelse, Dansk Psykolog Forening gennemførte februar/marts 2009: Jeg synes, at det vigtigste ville være, at psykologer kunne finde interessefæller at debattere med, skriver en respondent, mens en anden slet og ret skriver Bliv moderne, bliv 2.0-agtig, bliv 2009-agtig. Baggrunden for tilfredshedsundersøgelsen er, at foreningens hjemmeside www.danskpsykologforening.dk skal løftes over på en ny og forbedret udgave af det CMS-system, som hjemmesiden ligger på den skal opgraderes, som det hedder i fagsproget. I samme omgang skal hjemmesiden forbedres på en række områder. Derfor valgte foreningen at tage temperaturen på brugernes færden på hjemmesiden, deres tilfredshed med den og deres ønsker til nye og forbedrede funktioner. Resultatet af spørgeskemaundersøgelsen er nu klar. Troværdighed, webvaner og tilfredshed På indholdssiden scorer hjemmesidens troværdighed, forståelse og relevans højt. Næsten 90 % af respondenterne finder indholdet troværdigt, 80 % finder det letforståeligt, og kun 2 % finder ikke indholdet relevant. Måske derfor siger 79 %, at de gerne anbefaler siden til andre. Tre fjerdedele af brugerne besøger hjemmesiden mere end én gang om måneden, og de besøger især menupunkterne Løn og arbejde, Uddannelse, Profession og fag, Psykolog Nyt, Aktuelt og Kreds, Sektion og Selskab. En lille gruppe angiver at benytte hjemmesiden dagligt, hovedsagelig foreningens ansatte, som er faste og hyppige brugere. Respondenterne er godt vante fra andre sites. Højest blandt de sites ligger diverse nyhedssites, bankernes selvbetjeningssider, forskellige søgetjenester samt netværkssites. Størst er tilfredsheden med menupunktet Psykolog Nyt (84 %), mens menupunktet Søger du psykolog ligger i den anden ende af skalaen med 25 % decideret utilfredse respon- 18 Psykolog nyt 8 2009